Optakt: 18. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Efter den spektakulære finale på løbets stejleste stigning er der absolut ingen nåde over for et allerede træt Vuelta-felt, der allerede dagen efter kan se frem til endnu en afslutning på en stigning. Denne gang kan de ganske vist glæde sig over, at der er tale om en betydeligt lettere udfordring i en finale, der er skabt til eksplosive puncheurs, men alligevel skal man være på vagt. Opkørslen til mål er ikke helt nem, og man kan sagtens tabe vigtige sekunder, hvis benene er mærkede af den foregående dags strabadser. Samtidig ser de aggressive udbrydere frem til at få endnu en mulighed for at gå efter sejren.

Etapen er med sine 169 km relativt kort og fører feltet fra Suances til toppen af stigningen Santo Toribio de Liebana. Starten går ved den spanske middelhavskyst i den nordlige del af landet, og første del af etapen består af en lang tur mod vest ad den let kuperede kystvej, der byder på flere mindre stigninger og aldrig er helt flad. Efter ca. 50 km kører man en lille runde om byen Pechon, inden man vender ryggen til vandet for at køre ind i landet mod sydøst. Det liver terrænet dog ikke vanskeligere af, og de følgende kilometer byder fortsat kun på nogle mindre bakker.

Efter knap 100 km sætter man kursen mod sydvest for at køre ind i bjergene. Efter 104,7 km rammer man kategori 3-stigningen Collada de Carmona (4,8 km, 7,2%), og herfra er det slut med fladt terræn. Toppen kommer efter 109,5 km, og herfra fortsætter man mod vest op over kategori 3-stigningen Colaada de Ozalba (6 km, 6,6%), hvis top nås efter 126 km. En nedkørsel leder ned til dagens spurt, der er placeret efter 132,7 km, hvorefter man tager hul på kategori 2-stigningen Collada de la Hoz (7 km, 6%), hvis top rundes, når der resterer bare 29,3 km. Herefter venter en nedkørsel til La Hermida, hvorfra man kører mod syd ad en let stigende vej frem til målbakken. Den er i kategori 3 og stiger med 6,4% over 3,2 km, men det er kun de sidste 2 km, der er stejle. Der er kun et lille sving på stigningen med 850 m igen, hvorefter det stiger med 8% på opløbsstrækningen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 2885 højdemeter.

Santo Toribio de Liebana har tidligere været benyttet som mål i det mindre spanske etapeløb Circuito de Montanes, der er en skueplads for unge talenter. De seneste vindere er Niels Albert (2010), Sergio Pardilla (2009), Alexei Shchebelin (2008) og Bauke Mollema (2007).

Vejret

Området er kendt for de ofte regnfulde betingelser, men heldigvis meldes der ikke regn torsdag. Tvlrtimod kunne dagen ikke være meget bedre til cykelløb, da der vil være solskin, inden det skyr svagt til mod slutningen. Temperaturen vil være 22 grader og dermed meget lavere end i det sydlige Spanien, og der vil blot være en svag til let vind fra nordøst. Det giver sidemedvind og sidevind stort set hele dagen, indtil man efter nedkørslen fra næstsidste stigning drejer ind i medvind. På den sidste stigning vil der være sidemedvind og medvind.

Analyse af 17. etape

Det var der næppe mange, der havde set komme. Jo, det har i flere dage været klart, at Froomes form var nedadgående, men man har alligevel hele tiden siddet med en klar fornemmelse af, at briten med klog kørsel gemte et ekstra gear til de afsluttende etaper. Den fornemmelse blev kun bekræftet med hans dominerende opvisning på enkeltstarten i går, og der syntes slet ikke at være reelle sprækker i Fort Froome. Ganske vist var det oplagt, at han formentlig ville køre dagens etape lidt konservativt og smide et par sekunder til nogle af de mindre farlige rivaler, men en reel nedtur var ikke umiddelbart til at ane.

I dag kom hammeren imidlertid for alvor, og siden 2013 er det vel kun Alpe d’Huez-etapen i 2015-udgaven af Touren, der kan give mindelser om den nedtur, vi var vidne til på den brutale Los Machucos. På den nedre del af stigningen lignede det en klassisk Froome-strategi, hvor der ventede en voldsomt forcering på de sidste svære 3 km mod toppen, men det blev hurtigt klart, at der var mere på færde. Da selv Gianni Moscon, der trods talentet ikke er ren klatrer, måtte vente på sin kaptajn, blev krisen åbenbar, og selvom rivalerne helt sikkert stadig frygtede, at den røde trøje kunne komme stormende i finalen, blev der med et lugtet blod. Både Vincenzo Nibali og Ilnur Zakarin gik all-in, og selvom Froome i kraft af en fabelagtig præstation af Mikel Nieve, fik reddet situationen, er løbet med ét blev åbnet op på en måde, der for blot 24 timer siden så helt utænkelig ud.

Det er svært at give en sikker forklaring på Froomes krise. Hans nedadgående form har været tydelig, og hans stramme sæsonkalender har hele tiden betydet, at risikoen for et kollaps mod slutningen var reel. Det er imidlertid stadig uklart, om der blot var tale om en dårlig dag, eller om Froome vitterligt kan rejse sig. Der er ingen tvivl om, at han i går gravede meget dybt på enkeltstarten, og han havde faktisk allerede på forhånd advaret, at det kunne være problematisk at skulle køre så svær en bjergetape allerede dagen efter. Froomes store styrke er blandt andet, at han er fantastisk god til at tænke frem og spare kræfter til også de kommende etaper, men det er svært at gøre på en enkeltstart, der endda var hans bedste mulighed for at vinde tid. I dag undlod han formentlig igen at grave helt dybt - han har trods alt et relativt stort forspring - og mens Nibali og rivalerne gav alt for at udnytte chancen, er der en reel grund til at tro, at Froome kørte med hovedet, i hvert fald hvis vi kender ham.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det betyder imidlertid ikke, at han har løbet under kontrol. Tværtimod er det hele blevet åbnet på nu. Havde der været tale om en ”normal” afslutning på løbet, havde den formentlig været i hus, men man må ikke glemme, at det er Angliru, der venter på lørdag - og at der forinden venter to meget stejle stigninger. Angliru er et bjerg, hvor man på en dårlig dag ikke bare taber sekunder. Herunder bløder man minutter - bare kast et blik på de tidsforskelle, der er blevet skabt ved de tidligere besøg. Med andre ord kunne Froome ikke have forestillet sig en værre finale.

På den anden side er der også lys i Froome-mørket. Angliru er en stigning, der mere end nogen anden handler om pacing, og det er så ufatteligt let at grave dybt for tidligt. Alle lugter nu en form for blod, de ikke tidligere har bare kunnet ane, og risikoen for at blive overivrig er stor. På lørdag ved Froome, at han skal køre sit livs bjergenkeltstart på en stigning, hvor det handler om at dosere kræfterne - og det kan Froome som bekendt som ingen anden.

Inden vi kommer så langt, er der imidlertid fortsat to etaper, der skal overstås, og specielt torsdagens etape har pludselig fået en helt ny kompleksitet. Umiddelbart burde stigningerne ikke være svære nok til at skabe forskelle, men duften af blod er nu så tyk, at den har sat sig i hele Nordspanien. Der er ingen grund til at lade Froome komme sig, og derfor er der al mulig grund til at forvente festfyrværkeri i morgen - og måske endda også fredag.

Det er naturligvis Nibali, der har den store chance for at knuse Froome. Italienerens planlægning har fungeret helt perfekt, og gårsdagens enkeltstart vidner om, at han vel næppe har været bedre siden Touren i 2014. Den eneste årsag til, at han ikke har været tættere på sejren har været en brølstærk Froome og et knusende overlegent Sky-mandskab, men Nibalis niveau har der aldrig kunne stilles spørgsmålstegn. Det gode for ham er, at han i hvert fald ikke bliver svagere i den kommende del af løbet, og italieneren har derfor en lidt overraskende chance for faktisk at hjemføre en Vuelta-triumf.

Endnu stærkere synes Ilnur Zakarin imidlertid at være, og dermed gentager mønsteret sig fra årets Giro, hvor han i de sidste dage også var stærkeste mand. Russeren har tilsyneladende fundet den helt rette formel til at toppe mod slutningen af en grand tour, og det er præcis det stof, der skaber en fremtidig grand tour-vinder. Det synes usandsynligt, at han kan få ram på både Nibali og Froome, men en podieplads synes sandsynlig, ikke mindst fordi Angliru passer ham bedre end dagens stigning. Efter dagens præstation bliver det i hvert fald mere og mere klart, at der må være en grand tour-sejr gemt i den langlemmende Katusha-stjerne, der nu blot må kræve af Katusha, at de også skaber et hold, der kan støtte ham.

Dagens helt store overraskelse var imidlertid Alberto Contador, der helt sikkert ikke blot chokerede cykelverdenen, men også sig selv. Havde han haft blot den mindste ide om egen styrke, havde han utvivlsomt sendt folk frem for at føre tidligt på etapen. Det havde intet kostet for ham at ofre Markel Irizar og Edward Theuns i den flade indledning, og havde han gjort det, havde han nu stået med en etapesejr. Det er nærmest paradoksalt. Hidtil har vi været lidt kritiske over for Contadors nærmest hovedløse aggressivitet, der specielt på Sierra Nevada kostede unødigt med tid. I dag kørte han så helt usædvanligt defensivt, og så var det hans mangel på aggression, der endte med at koste ham dyrt. Der er imidlertid ingen tvivl om, at hans selvtillid har fået et kolossalt boost, og han kan nu fornemme podiet. Det ser fortsat svært ud, men er ikke umuligt. Det hele afhænger af, om han kan finde de samme ben på Angliru. Desværre har Contadors svaghed i de senere år været en stor ustabilitet - bare se på, hvor svingende han har været i dette løb - hvilket er helt modsat hans kendetegn fra hans storhedstid. Derfor er der ingen garanti for, at han har samme styrke på Angliru.

Etapen viste også de første svaghedstegn for Miguel Angel Lopez, der pludselig ikke længere var Superman. Det kom helt tydeligt som en overraskelse for både ham selv og Astana, der havde fuld tillid til deres klatrer. Det ændrer dog ikke på, at Lopez fortsat er en af løbets stærkeste ryttere med en god chance for at vinde på Angliru, men dagens lille nedtur kostede ham formentlig den sidste chance for at slutte på podet.

Podiedrømmene fik også et skud for boven hos Wilco Kelderman, der for første gang viste svaghedstegn. Svaghed er måske et stærkt ord for en mand, der faktisk gjorde det fint på en stigning, der var for stejl for ham, men det ser nu svært ud for ham at skulle holde Zakarin bag sig. Som vi har påpeget gentagne, ville netop de ekstremt stejle stigninger i den tredje uge blive en udfordring, og derfor er det ikke en overraskelse, at det koster lidt for den ellers solide Sunweb-rytter, der trods alt stadig kan glæde sig over, at han har genetableret sig selv som grand tour-rytter.

Etableret sig som klassementsrytter har også Michael Woods, der efter gårsdagens overraskende gode enkeltstart igen holdt stand. Ganske vist passede stigningen ham godt, men der har hele tiden luret en risiko for, at han ville kunne gå ned i den tredje uge. Den alarm er nu tæt på at være afblæst, og da også Angliru er en god stigning for ham, peger alt på, at Woods har kurs mod top 10.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det har Esteban Chaves til gengæld ikke. Colombianeren har i de senere år ganske vist ofte vist svaghed i den tredje uge af grand tours, men han har dog været en relativ klar garanti for en eller anden form for succes. Denne gang gik den imidlertid ikke. Svaghedstegnene fra de foregående dage blev bekræftet, og dermed indhentede hans mildt sagt komplicerede forberedelse ham alligevel i sidste ende. Derfor vil Vueltaen nu med sikkerhed ende som en fiasko for et Orica-mandskab, der mødte op med tre klassementskandidater, men ender helt uden ryttere i top 10. Chaves’ sæson har imidlertid været så speciel, at der ikke ringer alarmklokker. Der er al mulig grund til at tro, at denne Vuelta lægger en god bund for succes næste år. Og så kan de jo altid håbe, at der er en dansk sprinter, der kan redde løbet lidt i Madrid…

Endelig fortjener Stefan Denifl en kommentar. Det er svært ikke at være begejstret over, at østrigeren endelig får chance for at vise, hvad han virkelig kan. Jeg erindrer, hvordan han som kontinentalrytter viste lovende takter i de østrigske bjerge, og for et par år siden kørte han så stærkt i Paris-Nice, at jeg ventede et snarligt gennembrud. Det kom aldrig, da en grim knæskade truede med at lægge hans karriere i ruiner, og da IAM lukkede, troede jeg faktisk, at det var slut. Aqua Blue kastede dog en redningskrans, og det har de helt sikkert ikke fortrudt. Efter endnu et skadesmareridt i foråret kom han tilbage på sporet med den samlede sejr i Østrig Rundt - hvor han i øvrigt slog en vis Miguel Angel Lopez efter at have sat colombianeren i sidevinden - men fødslen af hans barn betød, at han droslede lidt ned for aktiviteterne i august. Planen var hele tiden at køre sig i form i løbet af Vueltaen, og det må i den grad siges at være lykkedes. Aqua Blue Sport vinder stort set aldrig, men når de gør det, sker det på den store scene. Først var det Larry Warbasse i de schweiziske bjerge og nu Denifl på Vueltaen stejleste stigninger. Chapeau!

Favoritterne

Det lignede en uskyldig mellemetape, og måske er det det stadig. Ved indgangen til tredje uge regnede de fleste med, at de sidste slag skulle slås på 16., 17. og 20. etape, og at 18. og 19. etape ville give udbryderne mulighed for at slås om sejren og klassementsrytterne mulighed for at komme sig - i hvert fald i det omfang, det kan lade sig gøre på dage, hvor risikoen for et par timer med uafbrudte angreb i den indledende del var overhængende. Nu er alle disse overvejelser imidlertid med ét blevet kastet op i luften. Nibali lugter en Vuelta-sejr, og Contador lugter podiet. Kan de tillade sig at lade denne mulighed gå til spilde?

Kaster man et blik på stigningerne, er de ikke i sig selv skræmmende, men der er heller ikke tale om de lette, jævne opkørsler, som præger mange af Vueltaens mellemetaper. Der er vitterligt tale om - ganske vist ganske regulære - stigninger, som kan gøre en forskel. Collada de la Hoz har eksempelvis en kilometer midtvejs, hvor det stiger med mere end 10%, og det vil være tudetosset, hvis ikke Nibali og Contador i hvert fald tester Sky og Froome for at finde ud af, hvor dybt krisen stikker. Der er dog fra toppen stadig ca. 30 km til mål, og Sky viste i dag så stor styrke, at det ikke bliver nemt at bibeholde et forspring. Der er imidlertid lagt op til, at etapen kan blive betydeligt mere underholdende end først antaget.

Man skal også passe på med at undervurdere den sidste stigning. For et par år siden tabte Vincenzo Nibali trøjen til Chris Horner på den nærliggende Alto Naranco, der ikke er meget sværere, og man skal derfor være på tæerne i finalen, hvor der godt kan blive skabt små huller. Naturligvis er det ikke en stigning, hvor man taber mange sekunder, men selvfølgelig skal Nibali og Contador også der teste Froome, også selvom briten og Sky må formodes at være stærke nok til at neutralisere tidligere angreb.

Det store spørgsmål er naturligvis, om et udbrud alligevel får lov også at køre om sejren. Nibali og Contador kan sagtens teste Froome, også selvom etapesejren er forduftet, og det vil måske i virkeligheden være lidt halsløs gerning at brænde holdet af på at jagte et udbrud på en dag, hvor de under ingen omstændigheder er at betragte som favoritter. Derfor tvivler vi på, at Trek og Bahrain vil tage initiativ på den flade første del, men vi forventer helt sikkert, at de begge vil lægge pres på, så snart vi rammer den første af de fire stigninger.

Hvis udbruddet skal hentes, skal der imidlertid være et hold til at kontrollere den flade indledning. Her peger pilen på to hold: Cannondale og Quick-Step. Finalen er skræddersyet til både Michael Woods og Julian Alaphilippe, og de kunne begge have en interesse i at gå efter sejren. Vi tvivler på, at Alaphilippe vil sende holdet frem - han brugte mange kræfter i dag - men Cannondale sagde så sent som på hviledagen, at de stadig tror på en etapesejr til Woods i den tredje uge. Skal det ske, er dette formentlig den eneste reelle mulighed, og derfor skal de næsten give den et skud.

Cannondale har ikke holdet til at kontrollere den svære anden halvdel, men det er næppe heller nødvendigt. Hvis bare de holder et udbrud i snor på det flade, regner vi med, at Trek og Bahrain vil gøre løbet så hårdt i finalen, at et udbrud får det svært. Derfor forventer vi, at det ender som en klassementsdag. Efter en vild start med mange angreb vil Cannondale formentlig tage kontrol på det flade, hvorefter Trek og Bahrain vil skabe udskilning på stigningerne. Her vil Nibali og Contador formentlig teste Froome, men med den lange distance til mål, vil Sky formentlig kunne redde situationen. Til slut vil et ganske lille felt formentlig skulle slås om sejren på den sidste stigning.

Målstigningen synes at være relativt regulært på de sidste 2 km, hvor stigningsprocenten tilsyneladende ligger omkring de 8. Det er dermed en perfekt finale for puncheurs og på papiret ikke en afslutning for rene klatrere. 8% er imidlertid ikke det rene ingenting, og i denne del af en grand tour er det som regel de friske folk, der viser sig. Derfor kræver finalen ikke så meget punch, som den ville have gjort tidligere i løbet - specielt ikke fordi den kommer efter det, der har udsigt til at blive en hård dag. Derfor vil det formentlig være de formstærke klassementsryttere, der dominerer finalen, men blandt dem er favoritterne naturligvis dem med den største eksplosivitet.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Det får pilen til igen at pege på Miguel Angel Lopez. Måske viste han i dag de første små svaghedstegn, men han understregede fortsat, at han er en af løbets bedste klatrere. Det er svært at forestille sig, at han kan sættes på så relativt let en stigning, og han har et punch, de færreste kan matche. Det viste han første gang ved sin første professionelle sejr i Vuelta a Burgos, og han understregede det igen, da han vandt spurten om tredjepladsen på dagens etape. Denne gang bliver det svært for colombianeren blot at sætte rivalerne, som han tidligere har gjort, men hvis han skal slås, skal han formentlig sættes. Det er svært at se, hvem der vil være i stand til det på denne stigning. Skal favoritterne afgøre det, må Lopez være manden, der skal slås.

Hans værste rival i denne type finale er Michael Woods. Han er formentlig endnu mere eksplosiv end Lopez, også selvom han er bedst på endnu stejlere stigninger, og havde dette været første uge, havde han været vores favorit. På dette tidspunkt i løbet handler det imidlertid i højere grad om friskhed, og her synes Lopez at have et overtag i forhold til canadieren. Alligevel må man tage hatten af for Woods, der ikke har givet mange antydninger af svaghedstegn, og han er helt tydeligt stadig godt kørende. Derfor er der al mulig grund til at tro, at han vil være med helt fremme i kampen om etapesejren i en finale, der passer ham godt.

Finalen passer dog allerbedst til Julian Alaphilippe, der normalt er umulig at slå i sådanne afslutninger. Det store spørgsmål er, om han kan sidde med de bedste på de foregående stigninger. Han brugte mange kræfter i dag, og med udsigt til, at der køres klassement tidligt på etapen, er der en vis sandsynlighed for, at han må kaste håndklædet i ringen, specielt fordi fortsat tydeligvis ikke er i top. Alaphilippe er dog et kolossalt talent, og stigningerne er ikke på papiret for svære for ham. Sidder han med i bunden af den sidste stigning, har han en meget stor chance for at vinde. Han kan også vælge at gå i udbrud, og holder de hjem, vil han være manden, der skal slås.

Vælger Cannondale ikke at kontrollere udbruddet, har de gode chancer for at holde hjem. Det åbner døren for Rafal Majka , der i dag viste, at han er så god, at han kan slås med favoritterne. Han vil utvivlsomt forsøge at ramme udbruddet, hvilket ikke bliver nem med en flad indledning. Han har imidlertid et helt Bora-hold til at hjælpe, og lykkes det bliver han svær at slå. Han kan slide rivalerne op på de første stigninger, og selvom han ikke er specialist, har han et ganske godt punch på en stigning som den, der venter til sidst.

Også Romain Bardet må have kig på etapen. Også han har med sine top 10-placeringer i Liege gentagne gange vist, at han har et ganske vist punch på korte stigninger, specielt hvis de kommer efter en lang og hård dag. Han har tydeligvis stadig megen friskhed - et klassisk kendetegn for Bardet - og kan han ramme udbruddet i en indledning, der er svær for ham, er finalen hård nok til, at han kan gøre det færdigt.

Formstærke Tomasz Marczynski har i et par dage taget den med ro for at være klar til disse etaper. Denne etape passer ham helt perfekt. Han har vist, at han er en af de stærkeste i feltet på den type stigninger, der venter her, og samtidig er han meget spurtstærk med et godt punch på bakkerne. Formen kan ingen stille spørgsmålstegn ved, friskheden er intakt, og han har de fornødne kvaliteter til at komme fri på det flade.

Astana vil formentlig forsøge at gå i udbrud af hensyn til holdkonkurrencen, og det kunne åbne døren for ekstremt formstærke Pello Bilbao. Også han for det svært i den flade indledning, men kan han først komme fri, er han livsfarlig. Hans styrke er netop hans punch på relativt korte stigninger, og han har samtidig vist sig at være en af de stærkeste klatrere. Han bliver meget svær at slå i denne afslutning.

Rui Costa er langsomt ved at komme sig efter sit styrt og har formentlig udset sig denne etape som sin bedste chance i den sidste del af løbet. Han er ikke i topform, men formen er heller ikke dårlig, og han har tidligere vist, at han altid hæver sit niveau, når han rammer udbruddet. Stigningerne i finalen passer ham, han er god til at ramme udbruddene, og han har punch på den afsluttende stigning.

Efter en svær periode har hviledagen tydeligvis været god ved Nicolas Roche, der nærmer sig sit tidligere niveau. Han vil helt sikkert gå efter sejren på denne etape, der passer ham ganske godt. Stigningerne er relativt korte og ikke alt for stejle, og han har god power på det flade. Samtidig har han punch på den sidste stigning og kan derfor gøre det færdigt.

Læs også

LIVE: Ny dansk sejr!

Hidtil har Jack Haig været låst i en hjælperrolle, men nu burde han få al den frihed, han kunne ønske sig. Han viste i dag, at formen stadig er god, og han vil helt sikkert være motiveret. Han har ikke et forrygende punch, men han er heller ikke dårlig i en afslutning som denne. Først og fremmest har han vist, at han er en god klatrer, og det er det vigtigste på dette tidspunkt af en grand tour. Holdet har også Adam Yates, der igen i dag viste, at formen trods alt ikke er helt skidt. Hans store problem er, at han næppe kan ramme udbruddet i en flad indledning, da han har indrømmet, at han hade denne desperate udbrudskamp i terræn, der ikke passer ham.

Finalen er fuldstændig perfekt for Daniel Moreno, men han brændte mange kræfter af i dag, og starten passer ham ikke. På dette tidspunkt handler det dog om friskhed, og Moreno har vist, at han ikke er død endnu. Kommer han med, gør hans afslutning ham livsfarlig. Movistar har også formstærke Richard Carapaz, Antonio Pedrero og Marc Soler , men de kan mangle det sidste punch til at gøre det færdigt.

Andre gode udbrudskandidater er Sander Armee, Aldemar Reyes, Hernan Aguirre, Tobias Ludvigsson, Luis Angel Mate, Bart De Clercq, Jaime Roson og Antwan Tolhoek, men de mangler formentlig enten punchet eller klatrestyrken til helt at gøre det færdigt.

Endelig vil vi ikke helt afskrive Vincenzo Nibali, Alberto Contador, Wilco Kelderman og Chris Froome. De to førstnævnte er ikke skabt til denne type afslutninger, men på dette tidspunkt i en grand tour kan det handle så meget om slidstyrke, at de alligevel kan vinde. Kelderman er god i denne type finaler, men det er dog tvivlsomt, om han kan slå Lopez og Woods. Endelig er Froome faktisk meget god i denne type afslutninger, og var der virkelig bare tale om en dårlig dag i dag, kan han sagtens vinde i en finale som denne

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Julian Alaphilippe

Outsidere: Rafal Majka, Romain Bardet, Tomasz Marczynski, Pello Bilbao, Rui Costa

Jokers: Wilco Kelderman, Nicolas Roche, Jack Haig, Adam Yates, Dnaiel Moreno, Richard Carapaz, Vincenzo Nibali, Alberto Contador, Chris Froome