Optakt: 18. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har det knebet med at lægge godbidder ind til sprinterne i den sidste uge, hvor der meget ofte har været stigninger på programmet alle dage frem til den store finale i Madrid. I år er sprinterfeltet ekstra stærkt, og derfor er det måske meget passende, at der denne gang faktisk er yderligere en flad etape mod slutningen af løbet. Efter hele fem klassementsetaper i træk burde der nemlig blive plads til en lille puster på løbets 18. etape, der er en af de allerfladeste - hvis altså ikke vinden på den nordspanske højslette kommer i spil, som den før er gjort det i netop dette område.

I alt skal der tilbagelægges 186,1 km mellem Ejea de los Caballeros og Lleida. Hele etapen finder sted på den nordspanske højslette lige syd for de høje bjerge, og derfor er der tale om en næsten helt flad etape, som vi kender dem til hudløshed fra Vuelta a Burgos, der finder sted i samme område. Etapen er en klassisk transportetape, idet det går mod sydøst stort set hele dagen. I den første del stiger det let, mens man snor sig mod først øst, så syd og til slut atter øst, inden der venter et ganske let faldende stykke, der fører mod sydøst.

Kort inden forplejningen drejer man mod nordøst for at køre op ad en lille bakke, inden det går mod sydøst via en nedkørsel ned til den indlagte spurt, der kommer efter 127 km. Herefter er det en lang, lige vej uden sving, der fører mod sydøst ned til Lleida, men undervejs er der en lille bakke med top knap 30 km fra stregen. Herefter falder det ganske let ned mod målbyen, hvor der efter et skarpt sving med 2 km igen er en lille nedkørsel, inden man under den røde flamme drejer ind på opløbsstrækningen, der stiger let med 2,5%.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 1040 højdemeter.

Lleida blev senest besøgt i 2015, hvor en ung Danny Van Poppel tog karrierens hidtil eneste grand tour-etapesejr i en massespurt. Løbet kom også forbi i 2010, hvor det var Mark Cavendish, der var hurtigst af alle. I 2013 tog Francois Parisien en sensationel spurtsejr i byen i Volta a Catalunya.

Vejret

Den spanske højslette er berygtet for sin vind, men det bliver der ikke meget af i morgen. I stedet venter en glohed sommerdag med høj sol og temperaturer på 32 grader. Der vil bare være en svag til let vind fra vest og sydvest. Det giver sidemed- og medvind hele dagen. Til slut drejer man mere ind i sidemodvind, indtil man efter sidste sving med 1 km igen får modvind.

Analyse af 17. etape

Der findes cykelryttere, der tilbringer en lang karriere i anonymitet og drømmer om bare at få én dag i rampelyset, hvor de måske kan vinde et lille kategori 1.1-løb, der næppe får den store opmærksomhed. De udgør hovedparten af feltet og ville give deres højre arm for bare at kunne skrive én stor UCI-sejr på cv’et, inden deres tid rinder ud.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Og så findes der sportens fænomener. Verden er slet ikke retfærdig, for mens nogle altså håber bare én gang at kunne krydse stregen først, er der andre, der befinder sig i det vanskelige dilemma, at de nærmest kan vælge og vrage mellem sportens store løb. Der kan synes at være tale om et rent luksusproblem, men for sportens stjerner kan det give nok så mange hovedbrud at finde ud af, hvad man skal gå efter.

Forud for løbet stod Alejandro Valverde overfor et sådant valg. Skulle han gå efter endnu et topresultat i Vueltaen, eller skulle han sætte alt ind på at jagte den regnbuetrøje, han mere end nogen andet ønsker sig? Egentlig havde han gjort sin stilling op, for den bjergrige rute i Østrig betyder, at den spanske veteran næppe nogensinde får en større chance for faktisk at blive verdensmester, og derfor var han da også helt klar i mælet inden starten i Malaga: han var ”en fri elektron”, der skulle forberede sig til VM, jagte etaper og derudover hjælpe Nairo Quintana til sejr.

Beslutningen gav god mening, for efter en halvskuffende Tour var der vel ikke mange, der for alvor troede, at den spanske veteran kunne vinde endnu en grand tour. Alle hans eminente kvaliteter ufortalt har det nemlig altid knebet i de tre uger lange etapeløb, hvor han trods en mageløs rekordliste over topresultater i Vueltaen fortsat kun står med en enkelt sejr, der endda er hele 9 år gammel. En regnbuetrøje så trods alt betydeligt mere realistisk ud.

Valverde kom derfor også ind til løbet med en konservativ indstilling og med en intention om ikke at køre sig i hegnet for at kæmpe sig til endnu en podieplads. Udover en fantastisk fysik har Valverde imidlertid ét våben, der måske mere end noget andet er forklaringen på, at han som 38-årig har udviklet sig til cykelsportens Duracell-kanin, der bare bliver ved og ved med at vinde, selvom dåbsattesten for længst havde sendt de fleste andre på pension: hans fantastiske glæde ved at køre op cykel.

Derfor kan Valverde ikke køre konservativt. Sæt et nummer på manden, og du kan være næsten helt sikker på, at han går efter sejren. Senest så vi det på 8. etape i Almaden, hvor han egentlig havde besluttet sig for ikke at tage kampen op mod Sagan, men hvor han alligevel endte med at sætte den slovakiske verdensmester til vægs med en af de mest imponerende spurter, han har leveret i de senere år.

Den præstation havde kortvarigt sat ham i et dilemma, hvor hans gode form fik ham til igen at overveje at gå efter klassementet. Dagen efter fik han sig imidlertid en mindre lussing på La Covatilla, og derefter stod det ret klart for Valverde, at det nok burde handle om VM.

Den beslutning holdt imidlertid ikke længe. Allerede fem dage senere var han igen med blandt de allerbedste på La Camperona, og faktisk var han så god, at han dagen efter på Les Praeres ærgrede sig gul og grøn over at have ladet Simon Yates køre, for han havde følt sig så stærk, at han var overbevist om, at han kunne have vundet etapen. Glemt var igen alle overvejelser om VM, og man kunne for første gang fornemme på veteranen, at han faktisk kunne lugte en mulig samlet sejr.

I går så det ud til, at den drøm døde definitivt, da den spanske veteran kørte en overraskende dårlig enkeltstart på en etape, hvor mange ellers havde ventet, at han ville køre sig i trøjen. For 24 timer så det altså ud til, at Valverde næppe kunne stræbe efter meget mere end en podieplads, ikke mindst fordi Lagos de Covadonga havde vist, at han havde visse begrænsninger i forhold til de bedste på de lange stigninger.

Jeg mindes, at jeg tidligere i løbet lovede mig selv aldrig nogensinde at afskrive Valverde igen, og den lære er den i den grad brug for at minde sig selv om i disse dage. I dag leverede den spanske veteran nemlig et comeback efter gårsdagens lille nedtur, der med ét indskriver ham som den største trussel mod en samlet sejr for løbets hidtidige førstemand, Simon Yates.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der var ellers gode grund til at tvivle på Valverde på dagens etape, og det var ikke svært at finde argumenter for, at han ikke kunne vinde. Stigningen var for svær og for lang, for det gennemgående mønster hidtil i løbet har været, at Valverde har haft det svært på de lange stigninger. Samtidig gav den halvdårlige enkeltstart heller ikke den største grund til optimisme.

Alle disse overvejelser var imidlertid mindre værd end det papir, de var skrevet på, for Valverde svarede igen med sin hidtil bedste klatrepræstation. For første gang i løbet lykkedes det ham faktisk at køre fra Yates, og selvom tidsgevinsten i sidste ende blev beskedne 8 sekunder, må det i den grad have givet håb i Movistar-lejren om, at miraklet måske kan ske: at Valverde vinder sin anden grand tour hele 9 år efter den første triumf.

Der er dog stadig lang vej, for det er ikke svært at finde argumenter for, at det ikke vil lykkes. Først og fremmest har Valverde været så ekstremt svingende i dette løb, at det virker sandsynligt, at han vil opleve en mindre nedtur på en af de to bjergetaper i Andorra. For det andet passede dagens meget stejle og ret eksplosive stigning ham ganske perfekt, mens de lange stigninger sidst i løbet, hvor vi endda skal op i de højder, der altid har voldt ham store problemer, passer ham betydeligt dårligere. For det tredje er der fortsat ikke meget, der tyder på, at Yates er på vej ned, og i dag viste hans bror Adam igen, at han efter en sløv start har fundet en form, der kan gøre ham til den afgørende brik i Simons jagt på den samlede sejr.

I den forstand var det også en skam for Valverde, at Nairo Quintana i dag faldt sammen. Helt uventet var det nu ikke i lyset af de små svaghedstegn, der var allerede på 14. og 15. etape, men det er ærgerligt for Movistar, at de nu ikke har to mand til at sætte Yates under pres. På den anden side afklarer det nu kaptajnhierarkiet fuldstændigt, og måske er det slet ikke så skidt endda. Forestil jer, hvis Movistar sender Quintana, der ikke længere har noget at miste, på en stor mission tidligt på 20. etape, kan selv det stærke Mitchelton-mandskab komme så meget under pres, at Yates kan blive sårbar. Og så ligger Valverde klar i sulkyen til at slå til.

Der må også være en vis grund til ærgrelse i Movistar-lejren, der har spillet deres kort meget mærkværdigt i dette løb. Mens de brugte nogle mærkelige kræfter på 12. og 13. etape i situationer, hvor etapesejren for længst var uden for rækkevidde, valgte de i dag at smide 10 bonussekunder direkte ud af vinduet. Naturligvis er det let at være bagklog, og det indebar da også den risiko, at Yates kunne have end med at løbe med sekunderne, men vil spanierne virkelig vinde løbet, skulle de naturligvis have sat alt ind på at vinde dagens etape.

Nu endte tidsbonussen med at gå op i røg. Situationen havde været helt anderledes, hvis Valverde kunne have vundet yderligere 6 sekunder på sin britiske rival i det tilfælde, at de var endt som hhv. nr. 1 og 3 på etapen (det er nærliggende at tro, at Valverde havde overspurtet Mas, hvis de havde kørt om sejren). Heldigvis får de chancen igen fredag, hvor det på den lette målstigning er oplagt at gå efter en spurtsejr med Valverde, men man håbe for spanierne, at de ikke ender med at tabe løbet med mindre end 6 sekunder.

Det er dog stadig Yates, der er i pole position. Selvom han gravede dybt på gårsdagens enkeltstart, havde han ikke de store problemer med at forsvare sig i dag. Foreløbig er der altså intet, der tyder på, at han er ved at løbe tør for kræfter, men risikoen eksisterer fortsat. For første gang måtte han i dag nemlig lade Valverde og Mas køre, og selvom han kan drage fordel af et stærkt hold, kan det måske aflæses som et lille tegn, der kan give Valverde håb. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at det må have styrket selvtilliden betydeligt, at briten faktisk måtte slippe til sidst.

Det måtte Miguel Angel Lopez også, og det var måske dagens største overraskelse. Mens Quintana havde vist svaghedstegn, og Yates har en historik, der altid gør en forsigtig, har Astana-kaptajnen hidtil lignet en mand i overskud. I dag fik han imidlertid det første reelle nederlag, hvor det ikke var taktik eller defekt, der satte ham tilbage. Denne gang blev han regulært kørt over ende, og det kan måske være en smule ildevarslende. Det er trods alt første gang, at han forsøger sig med to grand tours i samme sæson, og vi så i sidste Vuelta, at han faktisk eksploderede ganske markant i den tredje uge. Der kan bare være tale om en dårlig dag, men reelt står Lopez nu kun med 20. etape som en mulighed, hvis han faktisk vil vinde løbet. Det ser svært ud for den colombianske stjerne.

Til gengæld er døren pludselig blevet åbnet for Enric Mas. Det var nærmest symbolsk, at han og Valverde sammen kørte over stregen, for derigennem gjorde veteranen så smukt klar til at aflevere stafetten videre. Spansk cykelsport har ellers været i desperat krise i deres jagt på en afløser for den gyldne generation med Valverde, Contador, Rodriguez og Sanchez, men allerede sidste år stod det klart, at Mas måske kunne være løsningen. Efter en solid anden uge og en fremragende enkeltstart i går fik han i dag det smukkeste gennembrud på den helt store scene, da han krydsede stregen side om side med et af barndommens idoler.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Hvor langt kan det så række for Mas? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at en grand tour-sejr er inden for rækkevidde, for det mest imponerende har været at se, hvordan han efter en skuffende start bare er blevet bedre og bedre gennem løbet. Motoren er derfor aldeles veludrustet, og det er præcis det, der skaber en rigtig grand tour-stjerne. I dette løb er han trods alt nok for langt efter til at kunne vinde løbet, men med ét fremstår han pludselig som et overordentlig godt bud på et podium. Og hvem ved, hvad der kan ske, hvis Yates knækker, og den lidt ustabile Valverde får det svært i højderne? Han har vel lov at drømme.

Motoren plejer også at være Steven Kruijswijks store våben, men i dag løb den lidt uventet tør for diesel. Hidtil har det ellers været det helt klare mønster, at Kruijswijk bare er blevet bedre og bedre, og med gårsdagens enkeltstart skrev han sig endda ind som en podiekandidat. En top 3 synes nu at være temmelig langt væk efter en dag, hvor træerne altså ikke voksede ind i himlen. På den anden side vil stigningerne i weekenden passe ham bedre, og vi ved, at Kruijswijk altid er farlig mod slutningen af en grand tour, også selvom han denne gang har Touren i benene.

Dagens helt store overraskelse var Thibaut Pinots nedtur. Franskmanden har ellers været i uafbrudt fremgang, og dagens lille kollaps kom helt ud af det blå. Desværre er det en lidt kedelig tendens, at han altid har halvdårlige dage i en grand tour - en svaghed, han også selv har brokket sig over - og det var måske en sådan, der ramte ham i dag. I hvert fald er han nu definitivt ude af podiekampen. På den anden side kan det også åbne muligheder senere. Var der vitterligt bare tale om en dårlig dag, kan han sagtens udnytte den ekstra frihed til at jagte endnu en etapesejr. Vi har jo set, at han ved, hvordan det skal gøres.

Derudover fulgte etapen fuldstændig mønstret fra de seneste etaper. Igen i dag var Ion Izagirre, Rigoberto Uran og Tony Gallopin ”best of the rest” uden nogensinde at være i nærheden af de bedste. For Uran er der helt sikkert en skuffelse, men for Izagirre og Gallopin er det fantastisk, at de fortsat står distancen uden at gå ned. Nu skal de begge blot overleve yderligere to etaper, inden de kan skrive deres første tpå 10 i en grand tour på deres cv. Især for Gallopin er det temmelig uventet.

Heldigvis for EF er Urans nedtur ikke nogen stor katastrofe. Inden dette løb havde det amerikanske mandskab ikke vundet ét eneste WorldTour-løb siden samme Urans etapesejr i sidste års Tour. Det har imidlertid i den grad ændret sig i Spanien, hvor Michael Woods i dag erobrede holdets anden triumf præcis to uger efter, at Simon Clarke havde taget den første.

Dermed fik canadieren endelig den store WorldTour-sejr, han har kredset om så længe, men som hidtil har manglet. Han sov i timen, da han spurtede sig til en 2. plads på 4. etape i Giroen, sidste år blev han slået af Froome og Chaves efter en flot præstation på Cumbre del Sol, en regnvåd nedkørsel kostede ham en etapesejr i sidste års Tour de Suisse, og han måtte tage til takke med andenpladsen i årets Liege, men i dag lykkedes det endelig.

Forud for dette løb var han ellers ikke optimistisk, efter at et styrt i Utah tvang ham til at lægge klassementsambitionerne på hylden. Alligevel havde han håb om en etapesejr, og det har da også været tydeligt, at han gennem hele løbet er blevet bedre og bedre. I dag var han klart den bedste i den ellers meget stærke udbrydergruppe, og selvom han blev lidt overrasket over, hvor svær den sidste kilometer var, lignede han i dagens finale en mand i kontrol på de stejle procenter, han elsker mere end de fleste. Og hvem ved? Måske har Canada faktisk en reel chance for at ende med en verdensmester i år.

Selvom det var svært ikke at glædes over Woods’ sejr, var det måske nok Dylan Teuns, der mest havde fortjent det. Den unge belgier har ellers tidligere haft det svært sent i etapeløb, men den form for træthed har der ikke været skyggen af i dette løb. Han var i udbrud tre dage i træk på 11., 12. og 13. etape, hvor han alle dage kørte i top 5, i går overraskede han med en 11. plads på enkeltstarten, og i dag var han ufateligt tæt på at vinde en etape, der ellers burde være lidt for svær til ham. Måske kan han trøste sig med, at hans seneste fire udbrud nu har givet en 5., 4., 3. og en 2. plads i præcis den rækkefølge. Så ligger det næsten i kortene, hvad der skal ske på en af de sidste bjergetaper.

Til gengæld bliver det næppe til etapesejre til Rafal Majka og Ilnur Zakarin. I dag havde de begge en fremragende chance for at sætte sig igennem som udbruddets to på papiret stærkeste klatrere. Zakarin måtte imidlertid igen indse, at han efter en hård Tour ikke har været i stand til at finde sit vanlige niveau sidst i en grand tour, og Majka må erkende, at han trods aggressiv kørsel denne gang mangler de procent, der ellers stort set altid har givet ham etapesejre, når han sætter sig det som mål. Han blev slået på La Camperona, og i dag var han igen oppe mod stærkere folk. Håbet er ikke ude, men en gentagelse af sejren fra sidste år er kommet betydeligt længere væk.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Modsat rejste David De La Cruz sig flot efter de seneste skuffelser og viste, at det ikke er uden grund, at han har taget udbrudssejre i Vueltaen, Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Formen fejler i hvert fald ikke noget, og han ligner det bedste bud på at sikre, at Sky tager den etapegevinst, der kan forhindre, at de for første gang siden Vueltaen i 2014 skal forlade en grand tour uden at have taget én eneste sejr undervejs.

De to sidste chancer kommer på bjergetaperne i Andorra, men for De La Cruz og alle andre udbrydere er deres muligheder for faktisk at snyde favoritterne blevet mindre. Valverde har i hvert fald fået færden af blod, og efter at have ladet 10 bonussekunder ryge direkte ud med badevandet i dag, vil han være opsat på ikke at lade det gentage sig igen. I hvert fald står veteranen nu med sit livs mulighed for at tage sin anden grand tour-sejr i et løb, hvor han egentlig bare skulle forberede sig til VM.

Hvem der bare kunne vinde Vueltaen nærmest ved et tilfælde. Mon ikke der er en rytter eller to, der er en lille smule misundelig på vanvittige Valverde?

Favoritterne

Mange cykelseere vil sikkert anse morgendagens etape som en kedelig mellemetape, men der er ingen tvivl om, at den for alle ryttere i feltet er meget kærkommen. For klassementsrytterne er det en mulighed for et afbræk efter at have kæmpet om tid på de seneste fem etaper, og for sprinterne er det endelig en chance for at komme til fadet, efter at de ikke har kørt én eneste spurt siden sidste tirsdag.

Det betyder ikke, at etapen ikke kan være farlig. Enhver, der har set Vuelta a Burgos, ved, at den spanske højsletter er pivåben, og at det kan være ganske blæsende. Derfor er det et område, der er kendt for sin sidevind, og vi har før set nogle ganske dramatiske etaper i regionen.

Derfor er der også en del lette klatrere, der har frygtet denne etape, men de kan ånde lettet op. Vejrudsigten er nemlig med dem, og det er snarere varmen, der kan være en udfordring. Der vil bare være en let vind i ryggen det meste af dagen, og selvom vejene indbyder til nervøsitet og opmærksomhed, er det meget usandsynligt, at vi vil se splittelser. Mod slutningen, hvor der er et retningsskifte, vil stresseniveauet sikkert stige yderligere, men det bør ikke blive dramatisk.

Derfor ligner det også en helt stille dag. Ganske vist ser man tit, at udbrud kan overraske sent i en grand tour, ikke mindst i medvind, men det virker usandsynligt, at det vil ske i morgen. Elia Viviani, Peter Sagan og Giacomo Nizzolo har ladet deres hold kontrollere alle de helt flade etaper, og det vil de helt sikkert gøre igen i morgen.

Etapen får derfor formentlig en stille start. Alle er trætte og har brug for kræfter i weekenden, og vi regner derfor med, at udbruddet bliver etableret næsten fra km 0. Mitchelton vil derefter tage kontrol, men hurtigt vil Quick-Step tage over. På de forrige sprinteretaper har de sjældent givet udbruddet snor, og med udsigten til medvind vil det næppe heller være tilfældet i morgen. Bora og Trek vil sikkert give en hånd med, og derfor kan vi se frem til en stille og rolig etape med lidt nervsøitett, der først for alvor vil tage til mod slutningen.

Dermed er der lagt op til massespurt i en halvteknisk finale med tre sving på de sidste 2 km. Det betyder, at positionering og et godt hold ikke er uvæsentligt, men den lange opløbsstrækning på 1 km giver også tid til at sætte sig igennem med sin fart. Samtidig er der modvind, hvilket stiller krav til timing.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det gør det naturligvis svært at komme uden om, at Elia Viviani igen er storfavorit. Italieneren har i de tre spurter, han har kørt, vist sig som feltets i særklasse hurtigste, og samtidig har han et fabelagtigt tog, der er i en klasse for sig. De begik en kæmpe fejl på 6. etape, hvor de var alt for langt tilbage i sidste sving, men det havde de lært af på 10. etape. Her tog de absolut ingen risici, men dominerede totalt den sidste km, inden Michael Mørkøv og Fabio Sabatini afleverede italieneren så perfekt, at spurten allerede der var afgjort.

I morgen vil de sikkert gøre det samme, for holdet er stærkt nok til at sætte sig tungt på finalen, også selvom modvinden betyder, at de skal være lidt forsigtige med ikke at starte for tidligt. Det plejer de imidlertid at have fint styr på. Samtidig virker Viviani ikke træt, og han er kommet fint igennem bjergene. Han er måske ikke den allermest restitutionsstærke sprinter, og det kan sagtens ske, at Sagan denne gang kan true ham mere end tidligere. Det ændrer dog ikke på, at kombinationen af fart og tog gør ham til den soleklare favorit.

Hidtil har Peter Sagan ikke været i nærheden af at true Viviani, der da også på papiret er den hurtigste af de to. Til gengæld har Sagan holdbarheden som våben, idet han altid bliver stærkere og stærkere igennem tre uger. Det synes også at være tilfældet denne gang, hvor formen ved løbets indledning lod meget tilbage at ønske. Ganske vist er det også tydeligt, at han er et stykke fra topformen, men uanset hvad kommer de meget hårde dage ham til gode. Desværre er etapen også for let til at passe ham specielt godt, og han kunne godt have brugt enten vind eller bakker. Han slår ikke Viviani på ren topfart, men han har den fordel, at han formentlig vinder kampen om italienerens hjul. Herefter kan han blot håbe, at belgierne mistimer det i modvinden, og at det giver ham mulighed for alligevel via sin snilde at gå forbi.

Løbets tredje topsprinter er Giacomo Nizzolo. Sammen med Sagan og Viviani har han udgjort top 3 på de to sprinteretaper, hvor Quick-Step ikke har begået fejl, og det bekræfter, at det er de tre navne, som skiller sig ud. Nizzolo minder på mange måder om Sagan i den forstand, at de begge har positionskampen som deres store våben, og de har på de foregående etaper også vist, at de er stort set lige hurtige. Nizzolo er samtidig en holdbar sprinter, der i Giroen gang på gang har vist sig stærk i den tredje uge, og selvom hans lange skadespause har betydet, at der denne gange r lidt større usikkerhed om ham, ser han fortsat frisk ud. Han er stadig ikke så hurtig som i gamle dage, hvor han var klart hurtigere end Viviani, men i teorien burde han have en større chance sidst i løbet. Kan han slå Sagan i kampen om Vivianis hjul, er det ikke umuligt for italieneren.

Som bekendt betyder friskhed alt sidst i en grand tour, og der er slet ingen garanti for, at hierarkiet vil være det samme som hidtil. Derfor er chancerne for Danny Van Poppel steget betydeligt. Hollænderen har nemlig været helt forrygende kørende i dette løb. Det startede med den højst overraskende 3. plads på bakken i Almaden, og senest imponerede han stort med sit udbrud på Lagos de Covadonga-etapen, hvor han kørte i angreb, mens de fleste andre sprintere var sat af. Han leverede endda en jætteindsat for George Bennett og har vel næppe nogensinde været stærkere. Til gengæld har de foregående etaper også vist, at hans topfart stadig er en smule under de ovennævntes, og det kan derfor blive svært at omsætte de gode ben til en sejr. På den anden side har han i Tom Leezer og Lars Boom gode folk til at køre sig frem, og kan han denne gang undgå at ramme fronten for tidligt - hvilket kan være dyrt i modvinden - er det ikke umuligt. Han var som bekendt tæt på at slå til, da Quick-Step fejlede på 6. etape.

Simone Consonni er en anden sprinter, der i teorien burde drage fordel af, at etapen kommer sent. Han er i hvert fald ikke en ren sprintertype. Til gengæld er dette også hans første grand tour, og han har ikke just imponeret med sin klatring hidtil. Det er svært at sige, hvor han står på friskhedsbarometeret, men han kan formentlig forvente mere støtte nu, hvor Fabio Aru ikke længere køre med om topklassementet. Han er fremragende i positionskampen, men han mangler topfarten til for alvor at true de bedste.

Det har været et frustrerende løb for Matteo Trentin, der har været en skygge af sig selv fra starten. I den seneste uges tid har han imidlertid været langt, langt bedre, og især i går virkede han stærk, da han længe førte for Yates. Desværre betyder det også, at han har haft nogle hårde dage, og det er heller ikke sikkert, at han får den maksimale støtte på et hold, der har andre prioriteter. Som minimum bør han dog få Luka Mezgec, og det er trods alt en af feltets bedste lead-out men. Hidtil har de slet ikke vist sig frem, men kan Mezgec endelig tage kampen op med Quick-Step, kan det blive et godt resultat for en frisk Trentin, selvom han næppe har farten til at vinde en boulevardspurt som denne.

En anden spændende fyr er Marc Sarreau, der er kommet ganske godt igennem denne grand tour. Han synes fortsat at have en vis friskhed, og han har tidligere vist, at han har farten til at udfordre de bedste. Desværre er det mest sket i Frankrig, mens det har knebet på den store scene. En 5. plads på 10. etape var dog hans hidtil bedste WorldTour-resultat. Hans store svaghed er hans positionering, men i denne ikke alt for komplicerede finale burde han have fornuftige chancer med god støtte fra Benjamin Thomas og Mickale Delage. Alt afhlænger som altid for Sarreau af positionen, men er den fornuftig, burde han igen kunne gøre det godt.

Helt som ventet har det været en meget svær Vuelta for store Max Walscheid , der stort set hver eneste dag er blevet sat som en af de første. Faktisk er det ganske imponerende, at den tunge tysker, der først i sidste øjeblik blev kaldt til Spanien som afløser for Phil Bauhaus, overhovedet er kommet så langt, for han lignede i den grad et oplagt bud på en mand, der skulle tidligt til Tyskland. Til gengæld har den bjergrige rute ikke givet ham mange chancer. Enten er han blevet sat af undervejs, eller også er han som på 6. etape blevet kaldt tilbage for at varetagne holdinteresser. Derfor er det kun på 10. etape, at han har spurtet, og her kom han aldrig frem. Derfor er det også svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Ganske vist har han måske feltets højeste topfart, men han ligner en træt mand. Det lange opløb passer ham fint, ligesom han nu kan vente fuld støtte fra holdet efter Keldermans sammenbrud, og derfor er han ikke uden chance. Det vil dog være en overraskelse, hvis så tung en fyr kan vinde en etape i den tredje uge af sin første grand tour.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

En anden meget frisk sprinter er Ryan Gibbons, der har fået sig lidt af et gennembrud de seneste uger. Han har næsten konsekvent været en af de bedste sprintere i bjergene og var endda så godt kørende, at han var i udbrud på 11. etape, der af mange beskrives som den hidtil hårdeste. I går kørte han endda en god enkeltstart, og han virker derfor fortsat til at være frisk og have overskud. Han har ikke farten til at vinde, ligesom han er hæmmet af begrænset støtte, men han er begunstiget af sin gode positioneringsevne, som han særligt stillede til skue sidste år i Giroen.

En anden meget holdbar sprinter, der burde have glæde af det fremskredne tidspunkt, er Tom Van Asbroeck. Belgieren har måske ikke samme superform som i starten af løbet, men har stadig ret konsekvent været en af de mest holdbare sprintere. Ligesom Gibbons har belgieren næppe topfarten til at vinde, men han kan til gengæld regne med mere støtte nu, hvor Uran ikke længere kører med om podiet. I Mitchell Docker har han en fin lead-out man, og han er god til positionering. Det burde kunne blive til et fint resultat.

Nelson Soto falder lidt i samme kategori som Walscheid. Han er bestemt ikke feltets mest holdbare sprinter, og også han er endda i gang med sin første grand tour. Bedre er det ikke blevet af, at han også har skullet kæmpe med et styrt i den første del af løbet. Alligevel overraskede han med en 4. plads på 10. etape og bekræftede dermed de lovende takter, han har vist gennem hele sæsonen. Når han kommer med hjem, ender han ofte langt fremme i kraft af sin gode positionering. Til gengæld kniber det lidt med topfarten, og det gør sig nok særligt gældende sent i en grand tour-debut, også selvom han har klaret bjergene bedre end ventet.

Ivan Garcia er i vild form. Det spanske talent var i udbrud på sin hjemmebane både på 13. og 14. etape, selvom profilerne slet ikke passede ham, og lørdag var han endda ”last man standing”. Den form kommer ham til gode i den tredje uge af en grand tour, hvor han allerede sidste år viste, at han har en kolossal motor. Alligevel er det svært at tro, at det kan blive til et absolut topresultat for en mand, der ikke er ren sprinter og mangler topfart til at matche de bedste.

Endelig er der Jon Aberasturi. Dagens etape endte som en lille skuffelse for det baskiske Euskadi-mandskab, der måtte sætte sig frem for at føre for at få synlighed på hjemmebanen. I morgen kan de få revanche med deres sprinter, der er kommet fornuftigt gennem bjergene. De første etaper viste ikke hans sande niveau, da han kørte rundt med et grimt sår på knæet, men en 8. plads på 10. etape viste en vis fremgang. Nu får han endelig chancen igen. Han har en ganske fin topfart, men hans positionering er desværre ikke den bedste.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Danny Van Poppel, Simon Consonni, Matteo Trentin, Marc Sarreau

Jokers: Max Walscheid, Ryan Gibbons, Tom Van Asbroeck, Nelson Soto, Ivan Garcia, Jon Aberasturi