Optakt: 18. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I gamle dage var det meget normalt, at den sidste uge af Vueltaen var relativt let, da den sidste del blev tilbragt på plateauet omkring Madrid. Sådan har det ikke været i de senere år, men i år får den centrale del af landet atter lov at være vært for afslutningen. Heldigvis for løbets spænding ligger der nogle ganske hårde bjerge lige nord for hovedstaden, hvor særligt den berømte Puerteo de Navacerrada ofte har været rammen om det sidste store bjergslag. Det vil den også være i år, når den venter en sidste rigtig bjergetape allerede tre dage inden afslutningen, og selvom bjergene i området ikke er de sværeste, vil i hvert fald Tom Dumoulin kunne skrive under på, at man sagtens kan tabe Vueltaen på en etape i stil med den, der venter på løbets sidste torsdag.

I alt skal der tilbagelægges 177,5 km, der fører feltet fra Comunidad de Madrid. Colmenar Viejo til Becerril de la Sierra. Start- og målområdet ligger meget tæt på hinanden midt i bjergene nord for Madrid, og etapen består derfor af en kringlet tur rundt i terrænet. Fra start kører man langs det flade plateau mod nord, inden man drejer mod sydvest og vest frem mod målbyen. Man passerer imidlertid nord om byen for i stedet af køre mod vest og nord op ad det berømte kategori 1-bjerg Puerto de Navacerrada (11,8 km, 6,3%), der er let over de første 4,5 km, men derefter stiger med mellem 6,5% og 9% næsten hele vejen op til toppen, der rundes efter 48,3 km. Derfra går det via en teknisk nedkørsel, der til sidst bliver lettere mod nordøst og nord op til byen Rascafria i etapens nordligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod sydøst og syd op ad kategori 1-stigningen Puerto de La Morcuera (13,2 km, 5%), der er en relativt jævn stigning, som midtvejs næsten konstant stiger med 6-7%, men har 7,5% som sin maksimumprocent. Den nås på en lille rampe op mod toppen, der passeres efter 78,2 km, inden en relativt let nedkørsel fører mod sydøst ned til Miraflores de la Sierra. Her kører man en omgang på en ganske let kuperet 23,4 km lang rundstrækning i området sydøst for byen, inden man når tilbage til bunden af nedkørslen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Her følger man den samme vej tilbage mod nordvest, dvs. at man nu skal over kategori 1-bjerget Purto de La Morcuera fra den modsatte side, hvor den stiger med 6,7% over 10,4 km og efter en let start stiger stabilt med mellem 6% og 8,5% over de sidste 7-8 km - dog med et maksimum på bare 8,6% - frem mod toppen, der rundes efter 120,8 km. Herefter kører man nedad Morcuera via den vej, man brugte til første opkørsel, og det giver en relativt teknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordvest tilbage til Rascastria, hvor dagens spurt er placeret efter 135,5 km.

Her kører man mod syd og sydvest op ad Navacerrada fra den modsatte side. Herfra hedder den Puerto de Cotos, er også i kategori 1 og stiger med 4,8% over 13,9 km. Over de første 9 km stiger den aldrig med mere end 5,5%, men derefter tager den fat med 4 km med 6,5-7%, inden det stiger med 5% på den sidste kilometer frem mod toppen. Herfra resterer stadig 25,6 km, som indledes med et fladt plateau, der leder mod sydvest, inden man følger en let nedkørsel mod sydvest ned til byen Navacerrada. Her drejer man mod sydøst og senere vest, idet det begynder at stige let over de sidste 4 km, hvoraf den sidste stiger med 2,4% i snit. Der er et sidste sving med 4 km igen, men derefter bugter vejen sig kun meget let.

Etapen byder på i alt 3682 højdemeter.

Becerril de la Sierra har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter i dag er der utvivlsomt mange, der skæver ekstra nervøst til vejrudsigten, men de kan glæde sig over, det slet ikke bliver så dramatisk. Faktisk venter der en smuk og næsten skyfri dag med en temperatur i målbyen på hele 27 grader. Det vil dog stadig være en smule blæsende med en jævn vind fra øst, hvilket giver medvind på hovedparten af turen frem mod Navacerrada, hvor man vil have med- og sidevind. Der vil være sidemodvind på nedkørslen og på første tur op ad Morcuera, mens vinden vil komme fra alle retninger på den flade rundstrækning inden de to sidste stigninger. Man får sidemedvind på anden tur på ad Morcuera, sidevind på nedkørslen samt side- og sidemedvind på Cotos. Til slut vil der være sidemedvind på nedkørslen, indtil i målområdet først får mod- så side- og til slut medvind på de sidste 4 km.

Analyse af 17. etape

Jeg tænker tit tilbage på den berømte og dramatiske sn evejrsetape over Gavia og Stelvio i 2014-udgaven af Giroen. Det var dengang, etapen måske, måske ikke var neutraliseret på en nedkørsel, og hvor Nairo Quintana udnyttede forvirringen til at snige sig væk og lave et stort kup, som indbragte ham en samlet sejr som tidligere sygdom ellers havde bragt i fare. Mens han marcherede op mod toppen af Val Martello-stigningen med Pierre Rolland og Ryder Hesjedal på hjul, sammenlignede en af kommentatorerne - jeg tror, at det var Dennis Ritter - gruppen med en slags Olsen Bande, der blev ført an af en sammenbidt Quintana med bowlerhatagtig hjlem efterfulgt af den lange, ranglede Rolland og til sidst den lidt klodset udseende Hesjedal.

Den analogi morede min bror og jeg os voldsomt over, fordi den var så slående. Og det har siden vist sig, at den var mere rammende, end man skulle tro. I hvert fald har billedet af Quintana som Egon Olsen siddet fast i mit hoved lige siden dengang. Som den danske vaneforbryder er colombianeren nemlig en lille fyr med et determineret ansigt, der altid har store planer, men som - i hvert fald i de senere år - sjældent bliver til noget.

Der er dog én markant forskel på de to. Mens Egon Olsen trods sine geniale planer og store ideer altid ender i spjældet uden nogen form for udbytte, har Quintana faktisk af og til held med sine planer. Faktisk kan man med nogen ret udråbe ham til at være feltets kupkonge med en historik, der viser, at han mere end nogen anden kan formå at vende en grand tour på hovedet, mens man mindst venter det.

Det første eksempel var naturligvis den omtalte nu nærmest mytiske Giro-etape, men også hans anden grand tour-sejr blev opnået ved et lignende kup. I Vueltaen i 2016 havde Chris Froome nemlig kurs mod en stensikker samlet sejr, indtil Quintana på en ellers uskyldig etape med mål på den bløde Formigal-stigning sneg sig med i en slagen Alberto Contadors forventede angrebsvanvid tidligt på etapen og derved totalt fangede Froome på sengen. Og for en gangs skyld blev Froome og Sky, der ellers aldrig begår fejl i grand tours, de små, da det aldrig igen lykkedes at fange Quintana og Contador, som med deres storstilede kup bragte Quintana i en så solid rød trøje, at end ikke en magtdemonstration fra Froome på enkeltstarten var nok til at true en samlet sejr, som blev smidt væk på en etape, der i dag mest kendes under navnet Froomigal.

Det var svært ikke at have den etape i tankerne, da Quintana i dag leverede sit tredje store grand tour-kup på et tidspunkt, hvor han lignede en syg og slagen mand på vej mod den totale deroute. Som i 2016 var han nemlig snu nok til at lure, hvem man skulle holde sig til, da meteorologerne holdt deres løfter og servede 135 km uafbrudt sidevindskørsel for et Vuelta-felt, der havde håbet på en relativt let dag i et løb, hvor lette etaper er en mangelvare. Man skal ikke have set mange sidevindsetaper for at vide, at Deceuninck-Quick Step i går aftes har haft mundvandet løbende hele vejen ned ad maven med udsigt til en dag med brutal vind, for der findes vel ikke én eneste sidevindsetape i nyere grand tour-historie, hvor det ikke har været Patrick Lefeveres tropper, der var toneangivende.

Det vidste Quintana, præcis som han for tre år siden havde luret, at det handlede om at holde sig til en slagen Contador, der drømte om at gentage sit store kup i Fuente De i 2012-udgaven af Vueltaen, hvor han med et overraskelsesangreb knuste Joaquim Rodriguez’ drøm om endelig at få den grand tour-sejr, han så desperat havde jagtet. Og derfor var Quintana en af kun tre klassementsryttere, der var vågen, da de belgiske sidevindskonger rev feltet i stumper og stykker allerede i løbet af etapens første tre kilometer.

Da først han havde fået overblik over situationen, kunne Quintana næppe have troet sit eget held og sin egen dygtighed. Situationen havde nemlig maget sig på en facon, han end ikke i sin vildeste fantasi kunne have ønsket sig bedre, præcis som det var tilfældet i 2016, hvor de taktiske kort også alle faldt ud til colombianerens fordel. Ingen af de øvrige ryttere fra top 6 havde åbenbart fundet det værd at kaste et blik på vejrudsigten, og derfor var han den eneste toprytter, der sad med i den knap 50 mand store gruppe, som blev skabt som følge af Deceunincks overraskelsesangreb, som nu ikke burde have været overraskende, men snarere noget, der stod på side 1 i cykelsportens ABC. Og hos sig havde han sine tre største motorer i form af Nelson Oliveira, Imanol Erviti og Jose Joaquin Rojas samt hele syv Deceuninck-ryttere og fem mand fra Sunweb, der alle havde en interesse i at vinde så megen tid som muligt til Wilco Kelderman. Lægger man dertil, at Deceuninck med James Knox kunne sikre sig en samlet top 10, der efter 15. etape så ud til at være fjernere end det fjerneste hjørne af New Zealand, var der masser af interesse i at holde farten høj uden den store risiko for, at gruppens suverænt stærkeste mandskab ville lade tempoet falde, så snart gruppen definitivt havde sikret sig retten til at kæmpe om etapesejren.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Mere hjulpet blev han tilsyneladende af, at Astana, Bora og UAE, hvis kaptajner alle havde taget Roglic i hånden og snuppet sig en onsdagslur, alle var villige til at sende Jumbo på arbejde. Selvom hollænderne hurtigt kaldt Neilson Powless tilbage, kunne det syv mand store hold, der primært udgøres af klatrere, ikke stille meget op mod motorer som Tim Declercq, en nærmest overmenneskelig Remi Cavagna, Eros Capecchi, Rojas, Erviti, Oliveira, Nikias Arndt, Casper Pedersen, Robert Power og Max Walscheid, der alle havde langt mere råstyrke på den flade spanske højslette end de lette Jumbo-ryttere. Og da Miguel Angel Lopez’, Rafal Majkas og Tadej Pogacars tropper langt om længe fik reageret, var afstanden allerede så stor, at Quintana hurtigt fik sig kørt op på den virtuelle 2. plads med en sådan hast, at det en kort overgang så ud til, at han muligvis kunne have iført sig trøjen ved dagens slutning.

Sådan gik det ikke. Særligt Robert Gesink viste igen, at han som gammel grand tour-rytter har fundet en fabelagtig tredjeugesform, og da Astana omsider fik kaldt Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre og UAE hentet Marco Marcato og Oliveiro Troia tilbage fra udbruddet, kunne man i det mindste stoppe blødningen. Men faktisk kunne det være gået helt, helt galt for den hidtil så suveræne slovener, hvis ikke der altid opstår alliancer mellem tidligere fjender i en grand tour. Uden Astana havde Roglic og Quintana nemlig skullet bytte trøjer, så det i morgen havde været en rød colombianer og en grøn slovener, der var kommet til starten på den store etape i de madrilenske bjerge.

Movistar lavede nemlig det, der kortvarigt lignede et genialt træk, men som muligvis endte med at koste dem en masse tid. På de mange bakker, som ikke ser ud af meget på profilen, men som efter 200 km med en gennemsnitsfart på 50 km/t gør pokkers ondt, satte de nemlig Antonio Pedrero og Marc Soler frem, så de med en voldsom forcering definitivt kunne isolere den overlegne slovener, der pludselig så meget sårbar ud, samt Pogacar. Prisen var, at de på ingen tid kørte afstanden ned fra 5.30 til 4.00, og kalkulen var så, at de isolerede kaptajner herefter ville være tvunget til at jagte selv eller at afvente et par hjælpere, der allerede havde mere syre i benene, end der var champagne i de flasker, Deceuninck og Movistar allerede havde lagt på køl.

Desværre for dem havde de undervurderet Astana. Nok er kasakkerne notorisk berømte for ikke at mestre kunsten at køre i sidevind, men på de hårde bakker på Burgos-pleateauet har de masser af muskelkraft. Derfor havde Lopez fortsat Jakub Fuglsang, Dario Cataldo og Ion Izagirre hos sig, og da Sanchez samtidig blev kaldt tilbage, var der hos kasakkerne stadig fire stærke folk til at jagte sammen med en imponerende Pawel Poljanski, der viste, at han var villig til at køre sig i døden for vennen Majka. Det betød, at Roglic og co. af Movistar fik halvandet minut forærende, og selvom Astana siden hurtigt begyndte at bløde tid igen, havde den tid været go at have for Quintana, der utvivlsomt har al mulig grund til at have mareridt over det, Lopez og Pogacar vil udsætte ham for de kommende dage.

På den måde fejlede Movistars gambling, men det var stort at se, at de havde modet til at gå efter sejren. Med deres fremstød fik de nemlig isoleret Roglic, og havde Lopez og Majka også siddet alene, er det meget tænkeligt, at sloveneren enten havde været nødt til at vente eller selv påtage sig et føringsarbejde, der kunne have gjort ham sårbar over for et angreb fra Valverde. Det åbne sår satte Astana imidlertid et plaster på med deres flotte kørsel til sidst, og der er ingen tvivl om, at der om et par måneder skal gå et julekort fra Slovenien til Kasakhstan. Hvis ikke det havde været for de lyseblå, kunne Roglic nemlig meget vel have tabt Vueltaen i dag! Og dermed ville han have været blot endnu en i den lange række af klassementsryttere, der på den hårde måde ville have forstået, at man altid skal sørge for at bringe nogle sidevindstonsere med sig til Vueltaen. Der går nemlig sjældent et år, hvor sidevinden ikke raser mindst én gang på den spanske højslette i den af de tre grand tours, der altid har været mest martret af en disciplin, der ellers mest hører sig til i nordligere dele af Europa samt altså på de åbne vidder på den spanske pampas.

Roglic har altså kun Astana at takke for, at han stadig har muligheden for at sove i rød nattrøje, men til gengæld har han også kun sig selv at takke for, at det overhovedet kom så vidt, at sejren kunne være gået fløjten på en af de etaper, der havde fået allermindst opmærksomhed ved rutepræsentationen. Måske blev han alligevel lidt for selvsikker. Hans udtalelser de seneste dage har i hvert fald givet det indtryk, at han - formentlig med god grund - følte sig 2-3 niveauer over rivalerne, og at han ikke reelt selv følte, at sejren var i fare. Måske var det derfor, at han smed paraderne, som Froome gjorde det i 2016 og Rodriguez i 2012. Og det er bare en pokkers dum ide, når folk som Quintana og Contador, der har gjort kup til deres varemærke, er i nærheden.

Det var mindre overraskende, at Lopez, Majka og Pogacar blev fanget. Lopez og Astana har altid været sårbare i sidevind, og selvom de nok kunne have undgået fadæsen med lidt opmærksomhed - det var trods alt næsten 50 mand, der kørte væk - havde jeg allerede udpeget ham som et sårbart bytte i optakten. Jeg havde også peget på Pogacar, der stadig er meget grøn og uerfaren og var omgivet af et svagt hold til den slags kørsel. Majka selv har heller aldrig været en ørn i sidevind, men man skulle have troet, at han havde limet sig fast til baghjulet på Sam Bennett, der som en af løbets mest formstærke muskelmænd nærmest med sikkerhed kunne vide, at han ville klare ærterne uden skyggen af problemer. I det hele taget skulle min optakt vise sig mere profetisk, end jeg selv havde troet, for udover Lopez og Pogacar havde jeg peget på Nicolas Edet, Hermann Pernsteiner og Sergio Higuita som ryttere, der meget vel kunne se en mulig top 10 blæse væk i den nordspanske sidevind, og det var præcis, hvad der skete på en dag, hvor de indtil nu så heroisk kæmpende klatrere med et tidstab på mere end 23 minutter tabte lige så meget tid, som de havde gjort, hvis de havde taget sig en dag i gruppettoen på en svær bjergetape. Kun Carl Fredrik Hagen overraskede positivt ved trods sin manglende erfaring at sidde med favoritterne, men han er vel trods alt heller ikke nordmand for ingenting.

Kelderman er i hvert fald heller ikke hollænder for ingenting, og han har med sin alsidighed hele tiden lignet en mand, der kunne drage fordel af mulig sidevind. Det gjorde han da også på en dag, hvor Sunweb leverede en sand magtdemonstration i terræn, der passer dem langt bedre end bjergene, hvor kaptajnen har været temmelig alene. Hos sig havde han Power, der dog hurtigt faldt fra, samt truppens tre muskelmænd Arndt, Pedersen og Walscheid, der alle var blandt gruppens hurtigste, men ofrede sig fuldstændigt for kaptajnen, som kørte sig ind i en top 6, han slet ikke burde have været i spil til. Arndt bekræftede den superform, han har vist hele vejen, Pedersen fortsatte med at imponere i en grand tour-debut, der har overgået forventningerne, og 90 kg tunge Walscheid konfirmerede sin kraftigt forbedrede holdbarhed ved at arbejde som et æsel og stadig sidde med til sidst på en dag, hvor blandt andre Fabio Jakobsen trods muligheden for at sidde på hjul hos sine mange hjælperyttere, måtte finde bakkerne og de 2500 højdemeter en anelse for hårde.

Det betød dog også, at det tyske hold ikke var i spil til sejren, men den havde de nok ikke opnået under nogen omstændigheder. Naturligvis skulle det være Deceuninck, der vandt en etape, hvor det var dem, der var hovedaktørerne, præcis som de gjorde, da Mark Cavendish i 2013 spurtede sig til en berømt sidevindssejr i Touren, som da Fernando Gaviria tog sin første grand tour-etape på en blæsende dag på Sardinien i 2017, og da Yves Lampaert senere samme år slog til den sydfranske sidevind på 2. etape i Vueltaen. De var ellers oppe mod en gigantisk udfordring i form af formstærke Bennett, der hele dagen havde kunnet sidde på hjul, mens resten af Bora-holdet hjalp Majka længere bagude, og da Jakobsen eksploderede, mistede de endda muligheden for at have en spurt som en plan B.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Tilbage var således blot muligheden for at angribe, og mens Knox sparedes til klassementet, var det ikke svært at se, hvad der ville ske, da også Philippe Gilbert og Zdenek Stybar satte sig på hjul og overlod arbejdet til Capecchi, Cavagna og Declercq. Det kunne kun betyde angreb på bakken, hvor det handlede om at angribe Bennett på skift og dermed tvinge ireren til at arbejde så meget, at han enten måtte undlade at svare eller trætte sig selv for meget inden spurten.

Det var ellers lige ved at gå galt, da holdet iværksatte trin 1 i planen ved at sende Stybar i offensiven. Det slagne Ineos-mandskab fandt ud af, at de alligevel har tænkt sig at spille en rolle i årets Vuelta, da Wout Poels med en gigantisk føring forsøgte at redde, at briterne trods fire mand i gruppen åbenbart ikke havde luret, at det var Stybar og Gilbert, der skulle holdes øje med. Hollænderen var med sit store arbejde ved at redd den isolerede Bennett, men akkurat som tjekken var ved at blive hentet, sagde de langlemmede hollænders lange ben stop. Det tvang Bennett til at reagere langt tidligere end ønsket, og kortvarigt så det også ud til, at han var ved at levere en af de lange vanvidsspurter, der tidligere har givet sejre i Giroen og senest i Oviedo i lørdags. Denne gang fik han bare den forkerte mand i nakken, da han havde iskolde og stadig mere formstærke Gilbert plantet direkte i baghjulet, og da Bennett samtidig måtte sande, at han trods alt ikke er et overmenneske, kunne den belgiske veteran let træde forbi, sikre sig sin 11. grand tour-etapesejr og fortsætte det fabelagtige farvel til et hold, han sagtens kunne være bitter på, men som han fortsætter med at gøre ære, formentlig helt frem til Paris-Tours i midten af oktober.

Og samtidig måtte Bennett indse, at der i stedet var et helt andet overmenneske i årets Vuelta, da Cavagna, som havde slidt som et æsel på en dag, hvor han vel var den mest aktive i føringsarbejdet, til slut ovespurtede folk som Dylan Teuns, Wilco Kelderman, Jonas Koch, Lawson Craddock, Silvan Dillier, Edvald Boasson Hagen og Dion Smith, der ikke just er ringe afsluttere. Måske taler alle lige nu om Gilbert, Quintana og Kelderman, men dagens mand var altså ”TGV-toget fra Clermont-Ferrand”, der har kørt som en motorcykel, siden han kørte på podiet på enkeltstarten for en god uges tid siden.

På den baggrund gik det helt som fortjent, at sejren tilfaldt det hold, der var de store bagmænd bag dagens kup, men den store vinder var alligevel en anden. Quintana skulle bare bruge syv stærke mand fra sportens bedste sidevindshold, et par tonstunge tyskere på Sunweb, tre stærke Movistar-hjælpere og en kollektiv blunder fra alle sine rivaler i den plan, han udtænke henover hviledagen, og formentlig præsenterede ved morgenbordet, som Egon Olsen har for vane at gøre det over en øl i Kelds og Yvonnes stue, og modsat den stakkels Olsen var han ikke omgivet hverken af hundehoveder eller hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotent grødbønder eller elendige socialdemokrater, men derimod loyale hjælpere, der kunne hjælper ham med at gøre det færdigt.

Nu er spørgsmål blot, hvor meget sult det har givet colombianeren, der som bekendt aldrig giver op. Nok er de madrilenske bjerge ikke sportens sværeste, men det var terrænet på Froomigal-etapen heller ikke, og dengang fik Quintana alligevel skovlen under Froome. Når først den colombianske Egon Olsen har en plan, skal man altid være på vagt. Det bør Roglic nok skrive sig bag øret de kommende dage.

Favoritterne

Forud for årets løb så det ud til, at meget kunne være afgjort inden sidste hviledag. Som sagte vender man i år tilbage til traditionen med en afslutning i de madrilenske bjerge, hvor man meget ofte har haft en sidste bjergetape med Navacerrada-stigningen som centrum. I årene omkring begyndelsen af dette årti gjorde man de etaper betydeligt hårdere ved at fortsætte længere opad Navacerrada til et mål på toppen af den brutale og meget stejle cementstigning Bola del Mundo, men i år går man tilbage til den klassiske model med en etape, som de i denne region har været flest.

Dermed ved vi også, at man skal passe på med at overdrive stigningernes sværhedsgrad. I de madrilenske bjerge kan man sagtens tabe løbet, hvis man har den forkerte dag, men det er ikke let at vinde det. Da Astana således fik skovlen under Tom Dumoulin for fire år siden på en etape, der minder om denne, skyldtes det således først og fremmest, at hollænderen havde en så dårlig dag, at han gled fra en 1. til en 6. plads og havde et rystende ringe hold, der slet ikke var kommet til løbet for at køre klassement. Nok satte Astana det hele i scene med Mikel Landas og Fabio Arus forcering, der blotlagde Dumoulins dårlige ben, men havde han kørt som tidligere i løbet og havde han haft et stærkt hold, havde terrænet næppe været svært nok til, at Aru havde kunnet stjæle sejren fra ham. Op samme vis så vi på en lignende etape i 2009, at Robert Gesink smed det hele som følge af et styrt og en deraf følgende dårlig dag, men løbets favoritter sluttede alle sammen i en ottemandsgruppe - hvis man da ser bort fra Juan Jose Cobo, som fik sneget sig væk til sidst.

Derfor har Roglic også kunnet se den sidste uge i møde med fortrøstning. Hans hold er måske ikke helt så stærkt som Movistar og Astana, nu hvor George Bennett er kollapset efter en hård sæson, og Steven Kruijswijk er rejst hjem, men Robert Gesink, Sepp Kuss og Neilson Powless har alle efterladt et stærkt indtryk på stigningerne. Det samme har Roglic selv, især nu hvor han har afsløret, at han slet ikke var i problemer i mandags, men først for sent opdagede, at Valverde, som han havde sit fokus på, var i vanskeligheder. Han kørte da også let op til Miguel Angel Lopez og Tadej Pogacar igen, og samlet set ligner Roglic og Jumbo noget helt andet end det Giant-hold, som kostede Dumoulin sejren i 2015.

Heldigvis kan man glæde sig over, at mandagens etape og ikke mindst dagens højdramatiske sidevindsetape har givet løbet nyt liv. Efter Acebo-etapen i søndags så alle nemlig ud til at have resigneret og indstillet sig på en sejr til Roglic, og Movistar viste med deres passive kørsel mandag, at de var fint tilfredse med Valverdes 2. plads, ligesom Astana ved at give Jakob Fuglsang chancen for at jagte en etape afslørede, at de ikke længere satser 100% på at vinde løbet med Lopez.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Til gengæld fik Lopez tanket gevaldigt med selvtillid med sin overbevisende kørsel på La Cubilla, og han har ikke lagt skjul på, at han vil gøre alt for at komme på podiet. Den opgave er kun blevet endnu vanskeligere af dagens begivenheder. Samtidig har Pogacar, der indtil nu åbenlyst har været fint tilfreds med en podieplads, nu også noget at vinde, da han er blevet skubbet helt ud af top 3. Og dermed kan vi være stensikre på, at Lopez og Pogacar har tænkt sig at få det maksimale ud af den næstsidste svære etape. Måske handler det ikke så meget om at distancere Roglic, men som minimum er det stensikkert, at de vil gøre alt for at presse Movistar-duoen, der begge havde en svær dag på Cubilla i mandags.

Spørgsmålet er, hvad Movistar vil. Man kunne håbe, at Quintanas mesterlige kup ville anspore dem til at gå efter 1. pladsen, men det tvivler vi på. Valverde antydede på hviledagen, at han anså podiet som et stort resultat, og selv for Quintana må en plads i top 3 være et stort resultat, hvis man betænker alle de trængsler, han har oplevet for nylig. Lægger man dertil, at de begge have en svær dag i mandags og er kraftigt truet af både Lopez og Pogacar, samt at Valverde meget vel kan vinde etapen, hvis det ender i en spurt, er det ikke svært at forestille sig, at spanierne vil anlægge en defensiv fremfor en offensiv taktik.

Etapens specielle karakter med mange lange, men lette stigninger samt det komplicerede taktiske billede gør det også til en af de absolut vanskeligste at læse. Egentlig bør en etape som denne altid ende med en sejr til et udbrud, da den er for let til at køre et stort klassement, og da der ikke er mål på en stigning. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor Astana og UAE skal forsøge at få noget ud af den, og derfor er der garanti for, at især Astana vil gå til stålet. UAE vil helt sikkert også gerne gøre det hårdt, men det svage arabiske hold har intet at stille op, og derfor kan Pogacar kun håbe, at Astana får skovlen under Movistar.

Jumbo er helt ligeglade med etapen, og da UAE er for svage, er det som altid Astana og Movistar, der bestemmer, om et udbrud skal holde hjem. Movistar har en stor chance for at vinde etapen med Valverde, men som sagt tror vi, at de vil tage den med ro og være fint tilfredse med at forsvare 2. og 3. pladsen. Har de gode ben, vil de måske teste Roglic, men vi tvivler på, at de vil sætte en stor offensiv i scene, ikke mindst fordi det er på stigninger som disse, at Valverde kan få problemer, hvis der gås til stålet, som han fik det på Cubilla, der på mange måder minder om disse bjerge.

Astana derimod har al mulig interesse i at gøre det hårdt, men til gengæld er de formentlig helt ligeglade med etapesejren. Lopez ved godt, at Roglic, Valverde og Pogacar alle er hurtigere end ham, og derfor er der nok større chance for, at det britiske parlament bliver enige om en Brexit-strategi, end at colombianeren vinder etapen. Astana kan med andre ord være helt ligeglade med om et udbrud holder - faktisk har de vel en interesse i, at Valverde ikke får bonussekunder - men hovedprioriteten for dem må være at gøre løbet så hårdt som muligt. Derfor er det formentlig alligevel dem, der vil ende med at kunne knuse et udbruds chancer, selvom etapesejren er dem så inderligt ligegyldig.

Etapens struktur med et fladt plateau på toppen af sidste stigning og en flad afslutning betyder, at det bliver helt afgørende at folk i udbrud. Dermed kan man være helt sikre på, at alle de store klassementshold - særlig Movistar, Jumbo og Astana - næppe vil tillade et udbrud at køre, hvis ikke de har en mand med. Det bliver derfor en meget taktisk og aggressiv start, hvor stort set alle hold vil deres klatrere i udbrud, og hvor de store klassementshold skal have folk afsted. Kører der igen en lille gruppe på det flade, mens alle venter på stigningen, kan vi være sikre på, at der kommer nye angreb på Navacerrada, der kommer allerede efter ca. 20 km, og derfor vil der utvivlsomt blive kørt brølstærkt op ad det første bjerg, hvor vi med stor sandsynlighed vil få etableret et brølstærkt og stort udbrud.

Herefter vil Jumbo tage kontrol, og de vil formentlig være fint tilfredse med at sende udbruddet til månen. Som sagt tvivler vi på en stor Movistar-offensiv, og derfor vil udbruddets skæbne i høj grad blive bestemt af, hvornår Astana ”går i gang”. Her skal man være opmærksom på, at Cotos-stigningen er den suverænt letteste af de fire, og selvom der vil være medvind, virker det helt usandsynligt, at Lopez kan få noget ud af det, hvis han venter hertil. Med andre ord skal han sætte sin offensiv ind på Morcuera, enten første eller anden gang. Venter han til sidste stigning, bliver det for let. Samtidig kan man ikke udelukke, at EF vil kontrollere for Higuita, indtil Astana træder i karakter, hvis de lyserøde har misset udbruddet.

Et angreb på første tur er nok for tidligt på Morcuera, specielt fordi den er stejlest fra den anden side, og derfor vil vi tro, at Lopez’ offensiv kommer mod slutningen af 2. passage af Morcuera, hvor vi har et stykke med 5 km med 7-8%. Skal det være nok, skal løbet gøres hårdt, og derfor vil Astana formentlig være tvunget til at lægge pres på også første gang op ad stigningen. Det i sig selv vil gøre det meget svært for et udbrud at holde, især fordi de seneste dage tydeligt har vist, at det kan være næsten umuligt for store udbrud at samarbejde i dette løb, og det vil særligt gælde på denne etape, hvor der vil være en del og relativt hård mod- og sidemodvind på etapens første halvdel.

Lopez vil formentlig komme med sit angreb på Morcuera, men det virker helt utænkeligt, at han kan sætte Roglic og formentlig også Pogacar. Resten af etapens forløb vil afhænge af, om det lykkes at bringe Valverde og/eller Quintana i vanskeligheder. Begge havde det svært i mandags, og mens Valverde ikke er vild med disse stigninger, har Quintana været syg. Skulle de blive sat af, vil udbruddet få det endnu sværere, for så er der lagt op til forfølgelsesløb hele vejen til mål, hvor de hjælpere, der måtte være sendt i forkøbet, vil komme i spil. Hvis ikke, vil Lopez sikkert forsøge igen på Cotos, men den er så let, at vi har svært ved at se, at den kan gøre den store forskel, og så kan man ikke udelukke, at de bedste fra udbruddet vil holde hjem.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Vi tror dog, at Astanas forventede aggression vil betyde, at favoritterne ender med at skulle køre om det. Nok er der en risiko for, at en måske stadig lidt småsyg Quintana og en Valverde, der sidste år faldt helt sammen på denne type stigninger i den tredje uge, kan blive sat af, men særligt Valverde har hidtil virket så overbevisende, at vi tror, at han kan klare sig på stigninger, der aldrig bliver voldsomt stejle. Skulle de stadig sidder sammen med Marc Soler og eventuelle hjælpere fra det tidlige udbrud, vil de være klar til at gå efter en spurt med Valverde efter toppen af Cotos, og så vil de formentlig satse på etapesejren.

Med andre ord tror vi, at en lille favoritgruppe skal afgøre det til sidst, men den kan sagtens også indeholde tidlige udbrydere, som er blevet samlet på undervejs. Selv hvis udbruddet ikke holder, kan man således sagtens ende med at vinde etapen, når man bliver hentet og får sig sat på hjul. Det giver etapen ganske mange gode vinderkandidater. Naturligvis skal man formentlig være hurtig, hvis man skal vinde i en flad finale, men som Cobo viste med sejren på en lignende etape i 2009, kan man sagtens snige sig væk fra favoritterne på de sidste kilometer, hvor der ikke vil være mange hjælpere til at kontrollere.

Det gør det som sagt til en yderst åben etape, men det mest sandsynlige må være, at Alejandro Valverde vinder. Ganske vist er kombinationen af lange, jævne stigninger i relativt stor højde ikke guf for den spanske veteran, som vi så det i forbindelse med nedturen på Cubilla, men terrænet er altså af en karakter, hvor han bør kunne være med. Særligt Cotos er i hvert fald så nem, at det er svært at se selv den mest flyvende Lopez eller Pogacar gøre det af med verdensmesteren, og man skal ikke glemme, at han har et stærkt hold omkring sig. Det gælder først og fremmest Marc Soler, der i mandags viste, at han på denne type stigninger faktisk var bedre end begge sine kaptajner, men også Antonio Pedrero viser fremgang og kan spille en rolle i finalen, særligt hvis han sendes afsted i det tidlige udbrud.

Dermed vil der være folk til at jagte, hvis der skal holdes styr på tingene efter sidste stigning, og når først Cotos er rundet, vil Valverde og Movistar formentlig gå benhårdt efter en spurt, hvis det stadig er realistisk. I en relativt flad spurt som denne bør Valverde være den hurtigste klatrer, og derfor har han en stor chance for at tage den sejr, Cobo snød ham for på den tilsvarende etape for 10 år siden. Vi er lidt bange for, at nedturen i mandags kan være tegn på en krise ligesom sidste år, men vi tror, at etapen er let nok til, at Valverde kan tage sin anden sejr.

Hidtil har Primoz Roglic ikke vundet en bjergetape, og det lever han nok med. Skulle chancen opstå, vil han dog næppe gå af vejen for at snuppe en, og dette kunne være en god mulighed. Roglic har gennem hele etapen den luksus, at han bare kan følge hjul, og han skal aldrig nogensinde i offensiven. Med tanke på, at han som sagt slet ikke var i krise i mandags, men blot fokuserede lidt for meget for Valverde, virker det svært at tro, at Roglic, der oser af en selvtillid, man kun har, når man sidder med stort overskud, kan knækkes. Etapesejren vil aldrig være et mål, men skal der spurtes til sidst, vil han måske kunne true Valverde. Han slog verdensmesteren i spurten på Jebel Jais tidligere i år, og han vandt en spurt i en lille favoritgruppe i Romandiet. Særligt his Valverde vitterligt kommer til kort på bjergene, må den ligge til Roglics højreben, for så kan han regne med, at Pogacar og Lopez formentlig slæber ham gratis med hjem til en spurt, han kan vinde med blot et enkelt ben.

Dette må også være etapen, der kan redde EFs ulykkelige Vuelta. Sergio Higuita viste på 2. etape, at han kan slå de favoritterne i en spurt, og han synes ikke at være helt færdig endnu. Selvom han var i en tidlig krise i mandags, rejste han sig fornemt og kørte finale med alle favoritterne. Formentlig er EFs udgangspunkt, at den lille colombianer skal i udbrud, og han er da også det bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt fra en gruppe, ikke mindst fordi han efter i dag ikke er i spil til top 10. Selv hvis det ikke skulle lykkes med offensiv kørsel, vil han dog også være en reel trussel i en spurt mod Valverde, og så kan man sagtens forestille sig, at EF endda vil bruge deres begrænsede ressourcer til også at forsøge at kontrollere etapen, indtil Astana træder i karakter. Derfor har Higuita en god chance for at vinde en etape i sin første grand tour.

Man skal heller ikke helt udelukke endnu en sejr til Tadej Pogacar. Falder Valverde fra, vil det gå over stok og sten frem mod mål, og det vil naturligt føre Roglic svær at slå i en spurt. Jumbo-kaptajnen har imidlertid både i Giroen og Vueltaen vist sig at være lidt af en gentleman, og hvis han har siddet på hjul hele vejen til mål, kan man sagtens forestille sig, at han vil finde det urimeligt også at gå efter etapesejren. I det tilfælde vil Pogacar være et ganske godt bud på en spurtvinder, da han både i Baskerlandet og på 2. etape har bekræftet sine fine evner som afslutter. Lopez og han vil holde så skarpt øje med hinanden, at han ikke får skyggen af frihed, men i en spurt i en meget lille gruppe, vil han være en sandsynlig vinder.

Det er naturligvis også nærliggende at pege på Tao Geoghegan Hart . Briten er måske ikke i sin allerbedste form, men han er alligevel blevet hhv. nr. 2 og 3 på de seneste to bjergetaper. Det vidner om, at han har et eller andet at skyde med, og han sad da også med i sidevinden i dag. Geoghegan Hart kan både være god nok til at sidde med favoritterne på en etape, der ikke er sværere end denne, men han kan også være livsfarlig i et udbrud. Med sin hurtighed er han i hvert fald et godt bud på en vinder, næsten uanset hvordan etapen udvikler sig.

Det samme er Ruben Guerreiro. I dette løb er han blevet streget fra listen over talenter, der aldrig blev til noget, for portugiseren har i dette løb æret en sand nydelse at følge. Der findes ikke mange dage, hvor han ikke har ramt udbruddet, og på de andre dage har han næsten kunnet følge favoritterne. Dermed burde han have eminente chancer for at ramme et udbrud, der først kører på Navacerrada, og der vil han næsten med sikkerhed være både en af de hurtigste og mest holdbare. Selv hvis den strategi skulle mislykkes, er terrænet af en karakter, hvor den velkørende Guerreiro kan følge de bedste. Det gør ham til en indlysende kandidat til en let stigende spurt, der burde passe ham som fod i hose.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

En anden oplevelse i dette løb har været Gianluca Brambilla. Den lille italiener har ikke været bedre siden jubelåret 2016, og man kan stadig kun gisne om, hvorvidt han kunne have fulgt Fuglsang i mandags, hvis ikke han havde brændt alt krudtet af på at skulle lukke to minutter op til udbruddet tidligt på etapen. Faktisk er det højst overraskende, at han har kunnet forsvare sig så godt også på lange stigninger, der ellers ikke er hans naturlige force, og det giver ham gode muligheder på denne etape med den fabelagtige form, han har ramt. Han spurter sjældent efterhånden, men hans gamle hurtighed kan ikke være helt væk, og dermed vil han have chance både fra et udbrud, men også fra en favoritgruppe, hvis etapen ikke bliver alt for hård.

Vi er også nødt til at pege på Pierre Latour, men det er nu med nogen tøven. Efter det vilde ridt på Los Machucos har franskmanden nemlig haft nogle svære dage. Han kom aldrig tilbage fra en defekt på lørdagens sprinteretape og blev sat tidligt søndag og mandag. I dag blev han som en af de første sat fra første gruppe i sidevinden, og noget tyder altså på, at franskmanden er løbet ind i en lille krise. Det har vi imidlertid før set fra den svingende Latour, og det har ikke altid forhindret ham i at rejse sig. Vi så således også, at han kørte en skuffende Andorra-etape, men alligevel var flyvende på 10. og 13. etape. Rejser Latour sig, er denne etape skabt til ham, da han både vil finde de ikke specielt stejle stigninger næsten perfekte for en mand, der på den tilsvarende La Molina-stigning imponerende i sidste års Volta a Catalunya, og ligeledes er blandt de hurtigste i en spurt. Med andre ord kan han vinde både fra et udbrud eller ved at skulle spurte med favoritterne, hvis enten han bliver hentet eller kan hænge på i et knap så selektivt løb.

Vi vil også pege på Nicolas Edet. Franskmanden fik knust drømmen om en sensationel top 10 i sidevinden i dag, men det giver ham i stedet mulighed for at tage revanche via udbrud. Franskmanden har i hvert fald vist, at hans form er eminent, og han har vel aldrig været bedre end netop nu. Han er ikke ren klatrer, men han kan være med i stigninger som disse, og han er heller ikke helt langsom på stregen. Han er nok ikke hurtig nok til at slå favoritterne i en spurt, men holder et udbrud hjem, må han være et af de bedre bud.

Wilco Kelderman og Rafal Majka har skilt sig ud som de klart bedste blandt de fem, der slås om podiet, og det kan gøre dem farlige på denne etape. Begge synes kun at være i bedring, og de har samtidig den fordel, at de ikke for alvor er farlige for de fem topnavne. Selvom de begge kan spurte hæderligt, vinder de formentlig ikke en spurt, men til gengæld har de en frihed, andre ikke har. Sidder en ganske lille favoritgruppe samlet til sidst, er det i hvert fald ikke svært at se dem forsøge et angreb, mens de store favoritter kun har blikket rettet mod hinanden.

En joker kunne også være Carl Fredrik Hagen. Klassementet udelukker hans deltagelse i udbrud, men han har andre muligheder. I en lille favoritgruppe vil han nemlig være underdog numero uno, og der er ikke mange, der vil løfte et øjenbryn, hvis han sniger sig væk. Han viste i dag, at han stadig har noget at skyde med, og da han faktisk heller ikke er helt langsom i en stigende spurt, er det en etape som denne, han kan vinde.

På mange måder har vi samme fornemmelse i forhold til Dylan Teuns, som vi har i forhold til Latour. Belgieren har åbenlyst ikke længere sine bedste ben, og det skyldes ikke kun lørdagens styrt, for allerede i fredags fik han sig en lussing. Han rejste sig dog lidt med en fin 4. plads i dag, og selvom han finder stigningerne her lidt lange, er det ikke umuligt, at han i et løb med begrænset hårdhed kan sidde med de bedste. Han kan nok ikke få lov at gå i udbrud, men til slut vil han kunne spurte i den let stigende finale eller måske kunne snige sig væk på de sidste kilometer, mens favoritterne ser på hinanden.

Som sagt regner vi med, at Astana satser 100% på Lopez på denne etape, men den strategi indebærer uundgåeligt, at de skal folk med i udbrud til at hjælpe til sidst. På denne etape giver det mest mening at bruge Jakob Fuglsang og Ion Izagirre, der alligevel får svært ved at vinde en så ”let” bjergetape med en flad finale, til at sætte pres på i feltet, og det vil give bedre mening at sende de formstærke Luis Leon Sanchez og Dario Cataldo samt de knap så velkørende Gorka Izagirre og Omar Fraile afsted. Udgangspunktet vil være, at de skal hjælpe Lopez senere, men skulle colombianeren ikke kunne gøre forskelle, kan de få lov at køre deres egen chance. Det kan åbne døren til dem alle, da de alle kan klatre og spurte. Særligt Sanchez og Cataldo synes at have en form, der gør dem i stand til at kunne vinde etapen, hvis taktikken flasker sig, så de får lov at gå efter muligheden.

Vi bliver også nødt til at nævne Wout Poels. Hollænderen viste i Asturien ikke skyggen af tegn på fremgang, men nu er vi altså nået til hans berømte tredje uge. I dag viste han også en vis styrke, for uden ham havde Zdenek Stybar formentlig vundet etapen. Vi ved af erfaring, at Poels altid finder benene til den sidste del, og selvom dette løb umiddelbart ligner undtagelsen, der bekræfter reglen, giver dagens etape håb. Etapen passer ikke Poels ideelt, men da han ikke er helt langsom i en let stigende spurt, er han ikke uden chance.

Og så er der ”the longshot”. Dette er ikke en etape for Nairo Quintana¸ men det var 2. etape bestemt heller ikke. He lykkedes det alligevel del lille colombianer at snige sig væk til en sejr, og det kan måske gentage sig. Skulle der være samlet en lille favoritgruppe til sidst, vil alle blikke være rettet mod Valverde, og Pogacar og Lopez, der blot er afskilt af 27 sekunder, vil i kampen om den hvide trøje stirre sig blinde på hinanden. Roglic vil formentlig være vågen, men også han kan meget vel have sit blik på Valverde, og så skal man altså ikke udelukke, at Quintana kan gentage sensationen fra 2. etape.

Miguel Angel Lopez vil med garanti være en af løbets hovedaktører, for det er mere end nogen anden ham, der skal skabe etapen, men det er næsten umuligt at se, hvordan han skal vinde en etape, hvor Pogacar ikke giver ham skyggen af frihed, og hvor han derfor næsten med sikkerhed skal overspurte hurtigere folk. James Knox vil ikke få skyggen af frihed af Majka, og selvom han ikke er helt langsom, er det svært at se ham vinde en etape, der slutter næsten fladt. Klatrere som Mikel Nieve, Marc Soler, Jakob Fuglsang, Ion Izagirre, Esteban Chaves, Oscar Rodriguez, Francois Bidard, Tsgabu Grmay, David De La Cruz, Mikel Bizkarra, Kilian Frankiny og Hermann Pernsteiner får alle svært ved at vinde på lette stigninger med en flad finale. Amanuel Ghebreigzabhier, Lawson Craddock, Mark Padun, Damien Howson og Geoffrey Bouchard kunne være jokers, men han er nok ikke helt hurtige nok til at vinde fra et udbrud. Martijn Tusveld synes i storform og kunne med en fin spurt være en kandidat, og det samme kunne hurtige Felix Grossschartner, men de har formentlig for meget fokus på kaptajnerne, for hvem de er de vigtigste støtter. Skulle udbruddet ikke blive hentet, kan formstærke Jose Joaquin Rojas måske overraske, når nu Movistar skal sende folk i forkøbet, og man kan heller ikke afskrive Alex Aranburu, selvom han formentlig vil finde stigningerne for lange og højdemeterne for mange. Endelig er det en bjergetape som denne, Philippe Gilbert egentlig har en chance for at vinde, men da fredagens etape slutter med en afslutning, hvor han tidligere har vundet, siger logikken, at han vil spare sig til puncheurspurten i Toledo.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Sergio Higuita

Outsidere: Tadej Pogacar, Tao Geoghegan Hart, Ruben Guerreiro, Gianluca Brambilla, Pierre Latour

Jokers: Nicolas Edet, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Carl Fredrik Hagen, Dylan Teuns, Luis Leon Sanchez, Dario Cataldo, Gorka Izagirre, Omar Fraile, Alex Aranburu, Wout Poels, Nairo Quintana