Optakt: 19. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Fredagens maraton var en puster for klassementsrytterne, og den blev forhåbentligt udnyttet godt. De sidste tre etaper bliver nemlig altafgørende med først to etaper i Alperne og siden en afsluttende enkeltstart. Der lægges endda brutalt ud med en stor bjergetape med tre bjergpas, og hvis rytterne troede, at onsdagens målstigning var den eneste brutale nye opfindelse, må de tro om. Også fredag skal der nemlig sluttes på en for løbet ny perle, når man skal op ad Alpe di Mera, der med sin relativt korte længe og voldsomme stejlhed er en næste tro kopi af det Sega di Ala, der blev besøgt bare 48 timer tidligere.

Med en distance på 166,0 km er der for en gangs skyld tale om en ikke så lang etape, der denne gang fører feltet fra Abbiategrasso til toppen af Alpe di Mera. Startbyen ligger lige vest for Milano på den helt flade Po-slette, og derfor er starten meget let, når man følger en flad vej mod vest frem til Novara, der nås efter 24,5 km. Herfra drejer man mod nordvest for at følge en helt lige og kun ganske let stigende vej mod nordvest med retning mod Alperne, og når man når bjergene, fortsætter man bare ad den let stigende dalvej mod nordvest frem til Orta San Giulil, der mås efter 70,1 lette kilometer.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nu ender fornøjelighederne, når man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Gignese (12,8 km, 2,9%), der dog kun er svær med 7-8% over de første 2 km og derefter en meget blød, til tider næsten flad opkørsel. Toppen rundes efter 83,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder nu mod øst ned til Lago Maggiore, hvor man følger den flade søbred mod nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 97,5 km. Her forlader man søen for at køre ad en let stigende dalvej mod vest og sydvest.

Etapen tager fat igen, når man drejer mod syd og senere vest for at passere kategori 3-stigningen Passo della Colma (7,5 km, 6,4%, max. 11%), der er sværest i bunden med 5 km med 7,3%, inden en næsten flad kilometer leder fem til de sidste 1,5 km, der stiger med 6,4%. Toppen rundes efter 127,4 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod vest ned til dalen og byen Varallo. Her drejer man mod nordvest og siden sydvest for at følge en let stigende dalvej forbi dagens sidste spurt, der kommer efter 151,5 km og frem til byen Scopello, der nås efter 156,0 km.

Her indledes et helvede, når man drejer mod syd for at kører op ad kategori 1-bjerget Alpe di Mera (9,7 km, 9,0%, max. 14%). Der er tale om en jævn, men meget stejl stigning, som dog starter lettere ud med 2,9 km med 6,7%, inden de næste 2,1 km stiger med 9,0%. Herefter bliver den endnu sværere med 4,7 km, der er uhyre regulære med et gennemsnit på 10,4, idet den dog flader ud over de sidste 250 m. Stigningen har et hav af hårnålesving, men med 800 m igen retter vejen sig ud, inden der melder sig et sidste hårnålesving knap 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2811 højdemeter.

Alpe di Mera har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb

BEMÆRK: Grundet den tragiske ulykke med en kabelbane på Mottarone-stigningen kører man uden om dette bjerg, der erstattes af Gignese-stigningen. Afstanden reduceres derfor fra 176 til 166 km, og antallet af højdemeter falder fra 3378 til 2811.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Vejret

Vejrudsigten synes bare at blive bedre og bedre, som dagen går, selvom lørdagen stadig ser truende ud. Fredagen bliver i hvert fald ganske perfekt. Fra starten på Po-sletten vil der kun være få skyer og en temperatur på hele 24 grader. Inde i bjergene vil der være lidt flere skyer og en bygerisiko på 20% - dog aftagende sidst på eftermiddagen - og temperaturen i bunden af målbjerget vil være 20 grader. Vinden vil på sletten være svag til let (8-10 km/t) fra sydøst, mens det vil være lidt mere blæsende (15 km/t) i bjergene, hvor vinden går over i en mere sydlig retning. Det giver sidemed- og medvind frem til bjergene, hvor man primært får sidevind frem til bunden af Colma. Her får man sidemed- og sidevind frem til spurten, inden der vil være sidemodvind frem til stigningen og direkte modvind hele vejen op.

SÆT DIT MANAGERSPIL TIL CRITERIUM DU DAUPHINE
 

Analyse af 18. etape

Når status på søndag skal gøres op efter årets Giro, taler meget for, at uforudsigelighed og udsving vil indgå det vokabularium, der skal i brug. Det har i hvert fald været temaet for de seneste analyser, at det snart havde været nemmere at komme med en korrekt prognose for coronaepidemiens udvikling i marts sidste år, end det havde været at forudse den uendelige serie af udsving, der har været i favoritternes dagsform. Med Egan Bernals lille kollaps i går fik vi endda reduceret løbets konstanter til nu bare at være én, nemlig at bundsolide Damiano Caruso er der dag efter dag.

Dette kolossale hav af op- og nedture breder sig langt ud over feltet af klassementsryttere. Man kan hurtigt opregne en hel serie andre ryttere, der har imponeret den ene dag og svigtet den næste. Det er dog en del af en grand tours logik, at den slags udsving er normen for ryttere, der modsat klassementsfavoritterne ikke som udgangspunkt har restitution som en spidskompetence.

Alligevel er der undtagelser til den generelle regel i dette virvar af formdyk og -toppe. Måske er det mest markante eksempel af dem alle - udover Caruso naturligvis - Alberto Bettiol. Hvis ikke man havde så travlt med at betragte favoritterne, kunne man nemlig godt have brugt det meste ad de sidste tre uger på at samle både næse og mund op igen og igen, efter at den solide italiener havde leveret endnu en mageløs klatrepræstation. Det har nemlig været normen hver eneste gang, feltet har ramt de bjerge, der jo egentlig ikke er terræn for en Flandern Rundt-vinder.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Men det har det været i dette løb. Som en anden Wout van Aert er Bettiol i dette løb sprunget ud som klatrer, og mens løbets på papiret bedre klatrere er raslet fra én efter én, har Bettiol siddet som en klippe side om side med Hugh Carthy, der ikke kunne have ønsket sig en bedre bodyguard til et løb, der har budt på både grusveje, fladbane og bjerge - og Bettiol har været der overalt. Da Ruben Guerreiro rejste hjem i søndags, steppede han blot op endnu engang - først i mandags, hvor det var ham, der kørte feltet i stumper og stykker på den stigende vej frem mod Passo Giau og siden i går, hvor han slæbte den lidende Carthy til mål. Det blev kulminationen på et ridt, der startede, da han i Sestola såmænd slog flere af klassementsrytterne på den første bjergetape!

Faktisk har den gode kørsel nærmest gjort helt ondt at se på. Det så nemlig ud til, at Bettiol måtte lade sin superform ofre for det fælles bedste. Selv på den grusvejsetape, den tidligere Strade Bianche-treer drømte sødt om i ugerne op til løbet, måtte han lade sejle, og da han endelig fik sin egen chance på enkeltstarten i Torino, havde han sin eneste ikke specielt overbevisende dag.

Desværre for Bettiol kan det se ud til, at arbejdet er om ikke spildt så i hvert fald ikke så udbytteligt som håbet. I går kollapsede den normalt ellers så solide Carthy - i dette løb fristes man til at sige selvfølgelig - og da røgen havde lagt sig på Sega di Ala, så den samlede 3. plads, han havde haft fra etapens begyndelse, pludselig ud til at være meget langt væk. Bettiol slæbte loyalt kaptajnen til toppen, men selv på denne brutale dag sad man med fornemmelsen af, at han kunne have overrasket os stort på det ellers urimeligt stejle målbjerg.

Men når nu Carthy skulle kollapse, var det sødt af ham at gøre det onsdag og ikke fredag. Det betød nemlig, at Bettiol pludselig blev befriet til dagens sidste relativt flade etape, det 231 km lange maraton på den flade Po-slette, som blev afrundet med et par Bettiol-bakker i finalen. Når nu muligheden skulle opstå, var det egentlig en meget fin dag at forsøge at få noget ud af den superform, det næsten ville være kriminelt ikke at omsætte til andet og mere end en hjælperindsats for en mand, der nu ikke ser ud til at gå på podiet.

Én ting er dog at få chancen. Noget andet er at gribe den. Det var bestemt ikke let på en etape, der som denne krævede lige dele held og råstyrke. For alle, der ikke enten kan køre enkeltstart eller klatre, var det nemlig løbets absolut sidste chance, og det var endda en etape med så åben en profil, at snart sagt en hvilken som helst rytter med den rette taktik og det rette held faktisk kunne løbe med sejren. Det var Victor Campenaerts et lysende eksempel på i søndags, hvor den ikke just udprægede vindertype vandt en næsten identisk, men en anelse vanskeligere etape.

Den store interesse i etapen betød bare også, at hovedparten af feltet ville i udbrud. Kandidatfeltet blev endda øget yderligere i går, hvor Carthys og Aleksandr Vlasovs kollaps meldte EF og Astana ind i kampen også. Nu skulle også de to hold forsøge at redde deres Giro på falderebet, og dermed var de pludselig kun de tre podiehold, Ineos, Bahrain og Astana, der kunne ventes at spare på krudtet til de kommende etaper i bjergene.

Den slags angrebsiver kombineret med en flad start betyder, at en adgangsbillet til udbruddet betales med held lige så meget som med råstyrke. Derfor kunne selv ikke Bettiol med sin superform vide sig sikker på, at hans nummer ville blive råbt på, når udbrudslykkens gudinde hev tombolatromlen frem. Selv hvis man var så heldig at få sit navn læst op, var der endda endnu en hurdle, der skulle overstås.

Det var nemlig spændende, hvordan sprinterne ville gribe etapen an, for det kunne ikke udelukkes, at de få overlevende hurtige folk ville forsøge at kontrollere etapen, selvom den alenlange distance gjorde det til en gigantisk opgave - en opgave, der alligevel kunne fejle i finalen, hvor sprinterne kunne blive sat af på de sidste bakker.

Alligevel pegede det meste på, at udbryderne nok skulle få deres chance. Selvom etapen havde Peter Sagans navn skrevet ud over det hele, havde slovakken allerede for længe siden indikeret, at hans primære mission efter den første etapesejr var at sikre den pointtrøje, der kan bringe ham ét skridt nærmere at have vundet pointtrøjer i alle tre grand tours. Den konkurrence kunne han reelt lukke ved at lade udbruddet køre hjem, og derfor lå det i kortene, at Bora i hvert fald ikke skulle risikere noget i en spurt. Ganske vist ville Sagan i det tilfælde være den naturlige favorit, hvis Bora trykkede til på bakkerne, men som Sagan erfarede med den tabte kæde i Touren sidste år, eller da han blev lukket inde i Termoli for to uger siden, kan meget gå galt i en spurt. Skulle han mangle en påmindelse, kunne han ringe til Arnaud Demare, der i 2019 blev ldit for grådig, kørte et udbrud ind - og fejlede så slemt i spurten, at han tabte trøjen til Pascal Ackermann!

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Den lektie havde Demare lært i 2020, hvor han lod Sagan og co. jagte udbruddet på 19. etape, der også var en tur hen langs den pandekageflade Po-slette, men uden de sene bakker. Dengang knækkede tyskerne under presset, fordi det andet store sprinterhold, Cofidis, havde sendt to mand i udbrud, og mod en stor gruppe var selv det stærke Bora-mandskab prisgivet. Resultatet blev, at Josef Cerny vandt etapen, og at Demare vandt pointtrøjen.

Det scenarium havde Sagan det fint med på årets udgave af sidste flade etape, og derfor var Bora næsten demonstrative i deres politiadfærd først på etapen. Sagan selv signalerede klart ved hver eneste lejlighed, at det store udbrud, der efter en lang kamp endelig fik, hul, bare skulle sejle til månen, og at det i hvert fald ikke ville være dem, der tog ansvar for jagten.

Den havde de tre andre sprinterhold, Cofidis, UAE og Israel SUN, utvivlsomt luret. På en dag, hvor 19 af 23 hold vil i udbrud - Bora sparede åbenbart kræfter til en forcering på bakker, ifald udbruddet alligevel skulle blive hentet - var det nemlig svært at undgå, at udbruddet blev stort og stærkt. Enver lille gruppe på færre end 10 mand ville altid have mere end 10 hold imod sig, og derfor ville de næsten altid blive hentet igen. Det vidste sprinterholdene, og derfor var det klogt ikke at havne som det sprintermandskab, der som det eneste havde misset udbruddet og derfor skulle forsøge at jagte over 231 km - måske endda for bare at se sprinteren blive sat af til sidst.

Derfor var det ingenlunde overraskende at se, at Israel SUN, Cofidis og UAE alle var repræsenteret, da elastikken endelig knækkede. De kunne endda være svært tilfredse med udfaldet, for hver især havde de fået deres bedste udbrudskort afsted. Israelerne havde Patrick Bevin, Cofidis sad med Simone Consonni, og UAE kunne satse på Diego Ulissi, og dermed stod de alle med en ganske god hånd. Bevin kunne vinde i kraft af både sin styrke og hurtighed, Consonni via sine evner som holdbar sprinter og Ulissi via sine puncheurevner på bakkerne til sidst.

I dette mylder på 23 mand var det udover Bora og de tre podiehold kun Jumbo, FDJ og Qhubeka - heldigvis har de to sidstnævnte haft masser af succes i løbet - der var fraværende. Derfor var feltet ude af billedet med det samme, de tre tabende hold opgav deres række af kontraangreb, og derefter stod den på torsdagstur i solen for feltet resten af dagen.

Heldigvis for Bettiol var hans nummer kommet op, men oddsene var stadig imod ham. Skulle man forinden have peget på de ryttere, der bedst kunne færdiggøre det i denne finale, var de næsten nemlig alle repræsenteret i front. Således ramte hele 12 af de 24 ryttere, jeg gav selvstændig omtale i gårsdagens optakt, rigtigt, og det er immervæk lidt utroligt, når en angrebsstart på flad vej har så meget karakter af lotteri.

Problemet var bare, at alle de på papiret så gode vinderbud pludselig ikke var så gode endda. Når de næsten alle var samlet, kunne de jo næsten alle vinde, og med tanke på de enorme formudsving, vi har set i løbet, kunne næsten - men også kun næsten - alle de 23 udbrydere med det rette held ende som den nye Campenaerts.

Alligevel var Bettiol et af de bedre bud. Han har nemlig som bekendt været en oase af stabilitet i et hav af ustabilitet, og derfor kunne man i det mindste regne med, at han ville være en af de stærkeste. Faktisk har han klatret så godt, at det var svært at se, hvem der skulle kunne matche ham alene på kombinationen af råstyrke og klatreevner. Spørgsmålet var bare, om det var nok i en finale, der både kunne være for let og for svær at kontrollere.

Heldigvis blev det hele meget lettere af, at vi befinder os i den tredje uge af en grand tour, hvor formudsvingene jo altså er ret enorme. Derfor var der en hel serie af åbenlyse kandidater, der eliminerede sig selv. Der var i hvert fald ikke meget af den Andrea Vendrame, der vandt så suverænt over 4500 højdemeter i torsdags. Ej heller var det let at se, at Diego Ulissi for 24 timer siden kørte sit livs bjergetape. Ingen ville kunne tro, at den Gorka Izagirre, der eksploderede på den første helt bløde bakke, var kørt i top 10 på mandagens kongeetape. Det var svært at se, at Francesco Gavazzi havde klatret storartet til en 2. plads på 8. etape. Ingen kunne se, at Gianni Vermeersch kørte i top 10 i en serie klassikere, ikke mindst Flandern Rundt. Og Patrick Bevin var mildt sagt en skygge af det alsidige bæst, der imponerede så stort i Baskerlandet og Romandiet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det gjorde heldigvis det hele lettere for Bettiol. Men så var der det taktiske. Forleden viste Campenaerts os alle, at de halvtunge tempomaskiner helst ikke skal have en mm, og hvis der er ét navn, der i mindre grad end nogen anden skal have det, er det udbryder- og tempofænomenet Remi Cavagna. Derfor kan det også undre, at der var 22 syvsovere, da Cavagna kom med det helt uforudsigelige soloangreb, der skulle sikre ham et forspring inden de bakker, der formentlig ville være for svære for ham.

Bedre blev det ikke af, at den efterfølgende stigning var for let. Bettiol kunne ikke gøre forskellen, selvom han fra start viste sig som den i særklasse stærkeste, og da gruppen knap svandt i størrelse, var samarbejde lige så meget en by i Rusland, som demokrati er det i Hviderusland. Og pludselig havde manden, der ikke skulle have en mm, betydeligt flere af slagsen, da afstanden nu udmåltes til 35 sekunder.

Men så var der det med den kriminelt gode form. Netop som Cavagna så ud til at bryde Deceunincks urimeligt lange Giro-tørke - en tørke, der strækker sig tilbage til 2018 og sensationelt gør dem til det af de 23 hold, der næstefter Bardiani har ventet længst siden deres seneste Giroe-etapesejr - trådte Bettiol an. Ulissi og co. blev kørt ud af hjulet, og en genfødt Nicolas Roche måtte også opgive at følge med. På toppen var afstanden reduceret til 10 sekunder, men desværre for Bettiol kom selvsamme top lidt for tidligt.

På det flade skete det indlysende nemlig. Cavagna fordoblede lynhurtigt afstanden, og nu havde Bettiol bare 2 km bakke til at få hentet det franske TGV-tog. Nåede franskmanden toppen først, var sejren Cavagnas. Hvis ikke, lå kortene til gengæld hos den hurtigere Bettiol.

Heldigvis var formen stadig kriminelt god, og Bettiol kunne ikke bare hente sin rival, men også plante ham så eftertrykkeligt, at man næsten kortvarigt overvejede, om feltet mon kunne nå at indhente de 23 minutter, de havde smidt til det nu temmelig udslidte TGV-tog. Udslidt var Bettiol til gengæld ikke, og da først Cavagna var plantet, var vinderen lige så sikker, at end ikke et rigtigt TGV-tog kunne have stoppet ham.

Dermed reddede Bettiol på falderebet EFs i får så fiaskotruede Giro, og dermed bekræftede han igen, hvilken guldfugl han er. Det kan godt være, at han vinder sjældent, og at dette bare var hans tredje sejr, men som manden, hvis første sejr var et lille monument i Flandern, endelig vinder, gør han det som regel på den store måde og den store scene.

Bag ham var resten overladt til stumperne. Det så kortvarigt ud til, at Consonni og Arndt igen skulle spurte om en 3. plads, som de gjorde det i søndags, men denne gang gad Consonni ikke igen at blive overspurtet af sin tyske rival, hvorfor han sneg sig væk, blæste forbi Roche og sikrede sig en 2. plads. Roche og Arndt endte som en ærgerlig nr. 3 og 4 for DSM, der som trøst dog kunne konstatere, at Ineos var så besluttede på at spare på kræfterne, at de lod udbruddet sejle så langt hjem, at det tyske hold pludselig er i front for holdkonkurrencen. Den slags luksus kunne der måske være blevet plads til at forsvare tidligere i løbet, men når Bernals tagen-regnjakken-af fra mandagens etape risikerer at ende med at se uheldig ud, hvis han smider løbet de kommende dage, er det nok klogt ikke at spilde kræfter på flødeskum, når selve kagen måske er ved at vakle i sit fundament. Meget taler i øvrigt for, at holdkonkurrencen nok skal gå Ineos’ vej alligevel.

Bettiols vej går den i hvert fald ikke. EF har efter tabet af Ruben Guerreiro slet ikke været kandidat til den konkurrence, der naturligvis heller aldrig har været en prioritet. Det har derimod alt sammen handlet om Carthys podium - et podium, som formentlig gik fløjten, da briten kollapsede på Sega di Ala i går. Heldigvis gjorde han det akkurat tidsnok til, at Bettiol kunne blive befriet fra de britiske lænker og omsætte superformen til en første grand tour-etapesejr. Det var flot og fortjent, når nu han måtte lade sine elskede grusveje sejle - og det havde da også været næsten kriminelt ikke at udnytte en så kriminelt gode form til noget stort.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Favoritterne

Hvis ikke der havde været sproget og maden til forskel, kunne man ikke fortænke rytterne i at tro, at de var havnet i Vueltaen og ikke i Giroen. Der er nemlig på mange måder mere Vuelta end Giro over den rute, løbsdirektør Mauro Vegni har designet til den 104. udgave. Distancerne er meget mere ”vueltaske” med kun tre relativt lange etaper - den ene af disse blev endda forkortet - enkeltstartspensummet er stort set identisk med det, vi som regel ser i Spanien, og de gigantiske bjergetaper med mange og høje bjerge er reduceret til bare én enkelt, som endda endte med at blive udvandet.

I stedet for at designe disse gigantetaper, der er Giroens DNA, er Vegni denne gang gået Vuelta-vejen. Tre af de fem vigtigste bjergetaper kunne nemlig lige så godt være kørt i Spanien til august og september. De er nemlig designet efter Vuelta-formlen med kun relativt få opvarmningsbjerge, inden det hele kulminerer med et spektakulært og urimeligt stejlt målbjerg.

Den første af disse Vuelta-etaper var Zoncolan-etapen, og den anden blev afviklet i går, da Giroen aflagde et første, men helt sikkert ikke sidste besøg på Sega di Ala. Trioen fuldendes fredag, når rytterne kastes ud i den første af de to afgørende etaper i Alperne, hvor løbet også denne gang skal tage sine endelige form inden finpudsningen på enkeltstarten i Milano.

Faktisk er 19. etape måske den allermest Vuelta-agtige. Efter at rytterne naturligvis ikke kan køre op ad Mottarone-stigningen, der på dybt tragisk vis krævede menneskeliv i weekenden, er distancen nemlig blevet reduceret til bare 166 km - en klassisk Vuelta-distance. Antallet af højdemeter er reduceret med 500 og nu bare 2800. De to første klatreudfordringer hører endda til i den nemme kategori, og der bliver derfor tale om en kort, ret let sag langt hovedparten af etapen.

I hvert fald lige indtil de sidste 9,8 km. Her går der nemlig igen Vuelta i den, når Vegni byder på den nye og meget spektakulære opkørsel til Alpe di Mera. Præcis som Sega di Ala er den med sin begrænsede længde og urimelige stejlhed en af den slags korte mure, vi ellers mest ser i Spanien. Selvom den ikke er helt så svær som gårsdagens målbjerg, er der al mulig grund til at tro, at vi kan se store tidsforskelle - særligt da hvis rytterne fortsætter med at have så markante offdays, som de har haft for vane i årets løb.

Nok minder etapen om 14. og 17. etape, men med Bernals uventede nedtur har den fået en helt anden dynamik. På de foregående to etaper lå det nemlig i kortene, at etapen ville blive vundet af enten et udbrud eller Bernal, og derfor stod udbryderne med gode kort på hånden. Ineos havde trods alt et større perspektiv at tænke på, og hvorfor skulle andre hold slæbe Bernal til sejr? Alligevel forsøgte Astana og BikeExchange at skabe miraklet, men i begge tilfælde blev de knækket af et stærkere udbrud.

Denne gang har udbryderne grundet Bernal fået tildelt sig en rigtigt dårlig hånd. Nu er det pludselig Ineos, der har størst interesse i at lade udbruddet sejle hjem, for der er absolut ingen grund til løbe den mindste risiko ved at bringe bonussekunder i spil. Til gengæld lugter Simon Yates så meget blod, at han sikkert sagtens kunne have inspireret Bram Stoker til at skrive sin roman om Dracula, og det ligger i den grad i kortene, at BikeExchange skal gå efter den etapesejr, de akkurat missede forleden. Ikke blot skal Yates brug bonussekunder, han skal også sikre den etapesejr, som BikeExchange endnu ikke har fået.

Derfor burde et udbrud være dødsdømt. I går glippede planen, men da var det heller ikke ideen fra begyndelsen af etapen. Først da udbruddet allerede var kørt, følte Yates sig så stærk, at han sendte sit hold til fronten, men så længe venter han næppe denne gang. Belært af gårsdagens lille kikser regner jeg med, at BikeExchange kører med meget lille sikkerhedsmargin - også fordi etapen er kort og nem - og jeg tror ikke, at udbruddet får mange minutter.

Det betyder dog ikke, at der ikke bliver kamp om det. Udbrudssejre kan aldrig udelukkes på denne slags etaper, og vi har som sagt nu to gange set, at hold er blevet knækket. Kun de færreste kan drømme om at vinde blandt favoritterne, og man kan vide sig helt sikker på, at særligt Movistar, men også Trek, Bora, UAE, Jumbo, Intermarché, FDJ, Bardiani, Androni og Eolo vil angribe i højre og venstre. Der venter formentlig igen en lang kamp, hvor fladlandet betyder, at det er svært for klatrerne at ramme rigtigt, og at held er påkrævet, hvis man vil afsted.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Når udbruddet er kørt, regner jeg som sagt med, at BikeExchange kører med enormt stram sikkerhedsmargin. Samtidig vil jeg bestemt ikke udelukke, at de får hjælp. Deceuninck har endnu ikke vundet deres etape, og Joao Almeida må tro på sig selv efter gårsdagens resultat. Dan Martin har ganske vist allerede vundet, men har han noget at miste ved at forsøge at gøre det igen i en finale, der rimer på Martin mere end ordet gør på kabale? Dermed er der i hvert fald tre hold, der kan tænkes at spolere udbrydernes fest. Af dem er BikeExchange brølstærke, som vi så forleden - og det endda selvom de har mistet Nick Schultz, som slet ikke nåede at føre i går. Også Deceuninck har masser af muskelkraft, selv uden Evenepoel, og dermed er det to af de stærkeste mandskaber, der kan tænkes at jagte. Kombineret med et målbjerg, der i sig selv kan koste minutter, er det svært at tro, at udbruddet holder hjem denne gang.

Derfor tror jeg på en favoritafgørelse, og igen skal slaget slås på sidste stigning. Det er svært nok til at gøre store forskelle, og skal man satse fra distancen, skal det ske på lørdag, hvor ruten egner sig meget mere til at løbe risici. Her regner jeg med, at BikeExchange samt måske Israel SUN og Deceuninck vil sætte farten op ad de to første stigninger, og det EF-pres, Hugh Carthy gerne vil have for at undgå en eksplosiv finale, bliver ikke nødvendigvis påkrævet denne gang. Det kommer formentlig til at gå stærkt helt af sig selv.

Derfor regner jeg med et opgør mellem favoritterne på det stejle målbjerg, der i sin struktur minder uhyggeligt meget om Sega di Ala. Den er en anelse lettere, men flader til gengæld ikke ud på toppen. Vigtigst er det, at det er en stigning, hvor man kan angribe tidligt, hvis man vil vinde megen tid, og det er som bekendt, hvad Yates har brug for - både hvis han vil skabe miraklet og detronisere Bernal, og hvis han vil vinde tilstrækkeligt med tid på bundsolide Caruso.

Derfor regner jeg med en tidlig Yates-offensiv, og derfor får vi formentlig relativt tidligt det opgør mand mod mand, som vi fik i går. Modvinden er alt andet end ideel til det formål, men medmindre det er pivåbent terræn, bør procenterne være stejle nok til, at man ikke nødvendigvis skal være alt for konservativ. Og hvis Yates har endnu en dårlig dag - det kan man i dette løb bestemt ikke udelukke - vil der formentlig være andre, der mærker gode ben og vil teste svaghederne hos podiekandidater. Almeida er et oplagt bud, men i dette uforudsigelige og svingende løb, kan de gode ben komme, hvor man mindst venter det.

Bernal må derimod antages at gribe løbet konservativt an. Hans forspring er stadig stort nok, og han har ingen grund til at satse stort. Det er klart, at han vil være klar til at udnytte svaghedstegn fra Caruso og Yates, men hvis ikke de kommer, vil han formentlig være fint tilfreds med at følge med. Har han ikke gode ben, regner jeg endda med, at han vil lade Yates køre, for i går indrømmede han, at han begik en fejl ved at svare - et svar, der i lyset af forspringet ikke er nødvendigt. Bernal kan sagtens tabe et minut til Yates, uden at det er et akut problem. Lørdagens etape passer ham nemlig langt, langt bedre, mens denne eksplosive sag ikke er hans favorit.

Derfor vælger jeg også at pege på Simon Yates. Som jeg skrev i analysen, er der tre mulige forklaringer på Bernals nedtur, hvor af kun én giver mulighed for en genrejsning i dag. Det er helt åbent, om forklaringen er den ene eller den anden, men uanset om Bernal er god eller ej, vil han næppe køre med samme offensive temperament som Yates. Tværtimod er det sandsynligt, at han holder sig til Caruso og Daniel Martinez, også selvom benene faktisk er gode. Det er lektien fra i går, og det øger chancen for, at Yates kan vinde etapen - også selvom Bernal skulle vise sig som den stærkeste.

Etapen passer i hvert fald Yates perfekt. Disse lette etaper med en eksplosiv, stejl stigning er det, han mestrer allerbedst, og det er ikke tilfældigt, at det var på de to tilsvarende etaper, at han præsterede tidligere i løbet. Det gode vejr er også tilbage, hvilket i dette løb synes afgørende for briten, og Yates er ofte bedst dagen efter en relativt let dag, som han var det på 11., 14. og 17. etape. I dag havde han netop en let dag, og derfor taler meget for en stærk Yates. Man skal som bekendt altid være varsom med hans form i den tredje uge, men der er mere, der taler for en stærk end en svag Yates, og da etapen passer ham som fod i hose, og Bernal kan ventes at køre mere defensivt, tror jeg, at han får den sejr, han missede i går.

Hans største trussel må naturligvis være Egan Bernal. Var gårsdagens nedtur et udtryk for dårlig ryg eller træthed efter en alt for offensiv første del, kan colombianeren sagtens ende med endnu en nedtur. Var det derimod bare en enkelt dårlig dag - og det kan hans meget solide tredjeugeshistorik samt risikoen for hviledagsben være argumenter for - kan han igen være i den særklasse, han var tidligere i løbet.

Alligevel er det ikke sikkert, at det er nok. Er han usikker på egne evner, kan han og brølstærke Daniel Martinez foretrække et defensivt løb, hvor han udnytter, at forspringet er stort. Derfor vinder en genfødt Bernal ikke nødvendigvis etapen. Til gengæld er det også åbenlyst, at en genfødt Bernal sagtens kan gøre det. Har han samme ben som tidligere, skal han sådan set bare gøre som på Zoncolan, nemlig sidde i Yates’ baghjul og åbne op på de sidste meter. Det vil være et effektivt svar efter gårsdagens nederlag. Og dette er endda det eneste af årets målbjerge, han kender i forvejen - et forhåndskendskab, han efter eget udsagn gerne ville have haft i går.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Dernæst vil jeg pege på Dan Martin. Ireren var skræmmende stærk i går, hvor han efter en hel dag i udbrud endte med at køre syvendebedste tid på Sega di Ala. Allerede forinden var han tæt på de bedste hver eneste gang, når man ser bort fra det flade grus og kongeetapen, hvor han var i udbrud. Denne etape er samtidig på alle måder skræddersyet til Martin, der jo netop elsker relativt korte, meget stejle stigninger, præcis som vi så på Sega di Ala. Nu skal han bare vise, at niveauet også rækker til at slå favoritterne, og det er der absolut intet i gårsdagens ridt, der skulle gøre usandsynligt. Han skal bare have fundet de ekstra procent, han manglede på Zoncolan og de foregående målbjerge.

Forud for løbet havde jeg med sikkerhed ikke haft de store forventninger til Joao Almeida på en etape som denne. Hidtil har alle hans bjergetaper nemlig kun handlet om forsvar, men det gjorde det pludselig ikke i går. Tværtimod leverede portugiseren sit livs ridt på en etape, der er så lig med denne, at han sagtens kan ende med at vinde etapen. I hvert fald burde en relativt kort og eksplosiv stigning passe ham godt, og hans fantastiske evne til at køre stigninger i sit eget tempo kommer ham til gode på et bjerg, hvor man for alt i verden skal undgå at gå i rødt felt for tidligt. Sådan kørte han klogt i går ved at anticipere Yates’ angreb, og den konservative og kloge kørsel kan også bringe ham langt denne gang - særligt fordi et tidligt angreb ikke påkræver reaktion fra favoritterne, da han i klassementet er langt efter. Almeida er samtidig en af de få, der har haft en relativt konstant og i hans tilfælde stigende formkurve, og derfor er chancen for en offday mindre, selvom offdays synes at ramme helt vilkårligt i dette løb.

Sådan er det ikke for Mr Consistency. Damiano Caruso er altid bedst i den tredje uge, og det synes også at være tilfældet denne gang. Der er i hvert fald ikke tegn på tilbagegang, men spørgsmålet er, om han kan vinde etapen. Caruso kender sine begrænsninger, og hans største mål er at forsvare 2. og i hvert fald podiepladsen. Vi ser ikke Caruso i en eller anden vild offensiv, og han vil formentlig gribe etapen konservativt an og pace sig selv til toppen. Det gør ham til en usandsynlig, men dog ikke umulig vinder. Der kan i hvert fald stilles større spørgsmålstegn ved de fire ovennævnte end ved Caruso, og hvis Yates igen falmer, og Bernals nedgang er vedvarende, er Caruso også klar til at gribe den mulighed for at vinde tid, der vil opstå. Det kræver offdays fra de på papiret bedre klatrere, men i denne nedturenes Giro kan eneste mand uden nedture godt udnytte andres til at vinde.

Måske kan Romain Bardet også rejse sig. Franskmandens nedtur var næstefter Bernals den mest uventede i går, fordi han normalt er ret stabil i den tredje uge, og han netop syntes at have ramt sin bedste tredjeugesform. Sandt er det dog, at disse meget eksplosive etaper passer Bardet dårligere end en stor bjergetape i regnvejr, hvor han jo netop shinede i mandags, og derfor er det måske ikke her, vi skal regne med at se ham som vinder. Hans kørsel i mandags, hvor han var tredjebedst,var dog lovende, og Bardet har før imponeret på korte, stejle stigninger, blandt andet da han vandt på Peyragudes i Touren, hvor afslutningen passede ham dårligere. Samtidig betyder hans tidstab, at han har mere frihed end de mest oplagte podiekandidater.

Hvad med George Bennett? Han er formentlig helt låst af Tobias Foss, der selv erkender, at han ikke er vild med stejle procenter og derfor skal i forsvar igen i morgen. På den anden side er Foss’ top 10 jo slet ikke truet - faktisk er det Bennett selv, der truer ham - og også hans 9. plads er ikke under akut fare. Melder Bennett om superben, vil det være dumt ikke at give ham chancen - særligt hvis Foss har Koen Bouwman hos sig. Newzealænderen er bare blevet bedre og bedre og lignede i går en mand med et udmærket resultat i benene. Selv i kulden i mandags klarede han sig flot, og formkurven synes kun at gå én vej. Han har før gjort det godt på denne slags stigninger, da han i juli blev nr. 2 bag Evenepoel og foran Landa på Picon Blanco i Burgos, så det er en kunst, han mestrer. Får han frihed fra goldet, bør han med sit tårnhøje topniveau ikke være helt uden chance. Frihed fra klassementsrivalerne har han i hvert fald.

En rytter, der måske også kan rejse sig igen, er Aleksandr Vlasov. Russeren har i dette løb understreget den ustabilitet, man også fornemmede i Vueltaen, men til gengæld har han også været så svingende, at hans skiftevis gode og dårlige dage vel næsten taler for en god fredag. Nu fornemmede man ikke for alvor, hvor god han var efter regnjakkegate i mandags, men han så overbevisende ud, og i den første del af løbet var han i hvert fald generelt en af de stærkeste. Finalen er ikke hans favorit, men hans 2. plads på Angliru vidner om evner på stejle procenter. Samtidig har han nu måske lidt mere frihed end tidligere, og han er i hvert fald en rytter, der ikke er bange for at tage de chancer, der måske skal til for at slå de umiddelbart stærkere folk.

Hvad så med Hugh Carthy? Det er sværere at forestille sig. Denne eksplosive finale er nemlig ikke noget for ham, og det var netop for at undgå noget sådant, at EF lagde pres på forleden. Heldigvis er stigningen lang nok til, at klatreevner også spiller en rolle - mere end på Zoncolan, hvor det kun gik løs over 3 km - og Carthy har med sejren på Angliru vist sine evner på stejle opkørsler. Problemet er bare, at han kun har været stabilt middelmådig i dette løb, indtil han kollapsede i mandags. I det lys er det svært at være alt for optimistisk, også fordi den mest logiske forklaring på trængslerne vel er træthed efter et vanvittigt løbsprogram. På den anden side viser de pludselige genrejsninger af Yates og Bardet, at gode dage kan komme ud af det blå i dette løb, så hvorfor skulle det ikke også kunne gælde for Carthy? Han har da i hvert fald mere frihed end i går.

Den spekulative er igen Daniel Martinez. I lyset af Egan Bernals krise er han i dette løb reduceret til ren bodyguard, men han synes at være så stærk, at han i hvert fald kan køre med om sejren. Er Bernal tilbage på banen, og falmer Yates igen, er det bestemt ikke helt utænkeligt, at Martinez og Bernal slet og ret kører fra alt og alle. Naturligvis vil de kun tage initiativet, når det kan gøres uden den store risiko, og scenariet er på alle måder usandsynligt, men umuligt er det ikke. Bernal ville i hvert fald elske at tilbagebetale Martinez for arbejdet med en sejr på Alpe di Mera.

Helt absurd er det, at man må pege på Diego Ulissi. Hvem havde troet det på en bjergetape som denne, men resultatet i går vidner jo om, at det er muligt. Det er nu heller ikke helt mærkeligt, at det er på en etape som denne, at han chokerer, for Ulissi er god på stejle og eksplosive stigninger. Egentlig er disse alt for lange, men skal man designe en bjergetape, Ulissi kan vinde, må det være denne. Nu kom han ganske vist ned på jorden i dag, hvor han fejlede i udbruddet, men måske er det bare udtryk for, at han mangler lidt af sit punch, men til gengæld klatrer bedre. Samtidig er det velkendt, at Ulissi har det svært på lange dage, og han vil være mere komfortabel på denne korte etape. Jeg vil stadig se ham vinde, før jeg tror det - men forud for i går ville jeg også have set ham slå Bernal, før han gjorde det. Og det gjorde han så!

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

For Antonio Pedrero er målet at ramme udbruddet, og mislykkes det, sparer han sig sikkert til sin sidste chance lørdag. Det kunne dog være meget interessant at se ham teste sine ben mod favoritterne. På Zoncolan var han ganske tæt på de bedste, og det var jo ikke med lethed, at Joao Almedia hentede ham igen på Giau forleden. Også i går var det kun en brølstærk Martin, der slog ham, så måske kan han skabe miraklet. De kræver, at han mod forventning giver den et skud, men når Ulissi kan køre med de bedste på den ene bjergetape, bør Pedrero også kunne gøre det på en anden.

Lidt mindre sandsynligt er det, at Lorenzo Fortunato gør det, men modsat Pedrero er han nok mere tilbøjelig til at prøve. Han har i hvert fald forsøgt at køre finale hver eneste gang, og han er stort set altid endt tæt på de bedste. Han synes at være særligt god på disse meget stejle stigninger, for hans bedste ridt er kommet på Zoncolan og på Sega di Ala. Selvfølgelig drømmer også han om at ramme udbruddet, men kikser den, forsøger han sikkert igen at se, om han kan vinde etapen.

Hans holdkammerat Edward Ravasi er også en kandidat. Han styrtede to gange tidligt i løbet, men i går var han endelig tilfreds med sine ben. Det er først nu, at han føler sig flyvende igen, og formkurven har da også kun været konstant opadgående. Desværre er han aldrig blevet til det ønskede, men potentialer var engang så stort for den tidligere toer i Tour de l’Avenir. De fleste synes at blomstre op hos Eolo, og fortsætter han sin fremgang, ved ma aldrig, hvad det kan blive til i denne konstant uforudsigelige Giro.

Jan Hirt har igen i dette løb bekræftet, at han stadig ikke er så god som i gamle dage. Senest falmede han i gårsdagens udbrud, men han nåede dog på Zoncolan at vise, at han stadig kan et eller andet. Han bliver som regel bedre og bedre igennem et løb, og han elsker stejle procenter, selvom denne etape er for eksplosiv efter hans smag. Han er i hvert fald den ustabile type, der kan overraske ud af det blå og pludselig hive en blå kanin op af hatten.

En rytter, der virker uhyre velkørende, er Louis Vervaeke. På 16. etape kørte han alene i 10 km på det flade, men kunne alligevel gå med alle superklatrerne, da de angreb på første bjerg. I går styrtede han sammen med Ciccone, men trods den hårde opkørsel kom han fornemt til toppen. Heldigvis har han angiveligt ikke slået sig, og han synes at have formen til at levere et langt bedre resultat, end man har set hidtil. Også han vil helst i udbrud og risikerer at spare sig, hvis det glipper, men hidtil har han været meget ivrig efter at køre finalerne.

Endelig vil jeg pege på Matteo Fabbro. Italieneren har generelt været skuffende i dette løb, men i går overtalte holdet ham til at teste benene mod favoritterne. Det gik ikke alt for godt, men der var klar fremgang at spore i forhold til tidligere. Det kræver stadig et voldsomt niveauspring, hvis han skal køre med favoritterne, men han er en af de få, der har topniveauet til faktisk at gøre det. Formen er i hvert fald i fremgang, og med de udsving, vi har set, kan Fabbro måske blive den næste overraskelse.

Det er helt umuligt at se Tobias Foss vinde, da han alene vil køre etapen defensivt. Han er ikke vild med stejle procenter, og selvom han utvivlsomt vil ende bedre end mange af de ovennævnte - sikkert også i top 10 - vil han ikke tage de risici, der skal til for at vinde. Pello Bilbao har endelig fundet benene, men han må være ren hjælper for Caruso på samme måde, som det er svært at se Mikel Nieve, Tanel Kangert, Gianni Moscon, Jonathan Castroviejo, Alberto Bettiol, Michael Storer, Simon Carr, Nicolas Roche, Vadim Pronskiy og Koen Bouwman, der ellers alle har vist en eller anden art af form, være andet og mere end hjælpere. Matteo Badilatti synes ikke at have ramt formen rent, og Attila Valter er ikke helt uventet blevet træt. Giovanni Carboni viser endelig sit potentiale igen, men jeg har svært ved at se ham vinde. Geoffrey Bouchard har blikket stift rettet mod lørdagens mange bjergpoint og må ventes at spare sig. Davide Formolo ser ud til at have skiftet fokus til etapesejre og vil derfor efter al sandsynlighed spare sig, hvis ikke han rammer udbruddet eller bliver hentet. Vincenzo Nibali er igen forslået efter gårsdagens styrt, og han og Bauke Mollema , der stadig virker formsvag, må ventes at tage den med ro, hvis ikke de er i udbrud. James Knox er stadig ikke på toppen, og etapen passer ikke rigtigt til en stadig stærkere Kilian Frankiny. Også Amanuel Ghebreigzabhier er forslået og vil som de øvrige Trek-folk sikkert spare sig. Mark Christian kan gøre det hæderligt og er trods gårsdagens styrt i fremgang, men helt fremme kan han ikke være. Simone Petilli har stadig ikke fundet de bedste ben efter styrtet, og Eduardo Sepulveda, der jo ellers har været ret fremragende på 14. og 16. etape, er trods alt ikke god nok til at være helt fremme. Endelig har Felix Grossschartner klaget over dårlige ben, som han bekræftede i gårsdagens udbrud.

Som sagt vil jeg blive overrasket, hvis et udbrud holder, men i lyset af udviklingen på 14. og 17. etape, hvor en dedikeret jagt slog fejl, kan det ikke helt udelukkes. Det vil dog nok kræve nogle solide motorer til at arbejde på det flade i front, samt en superklatrer i stil med Martin, hvis BikeExchange, Deceuninck og måske Israel SUN skal snydes. Mine bedste bud er derfor de af ovenstående ryttere, der er ude af klassementet, men alle skal de have held til at komme afsted på det flade. Mit bedste bud er George Bennett, der i hvert fald vil prøve, og som trods alt ikke er en akut trussel mod top 10, selvom Israel SUN måske vil lukke ham i fladlandet. Derefter er det i prioriteret rækkefølge Antonio Pedrero foran Lorenzo Fortunato, Koen Bouwman, der har fået frihed til at angribe, Diego Ulissi, Davide Formolo, Edward Ravasi, Jan Hirt, Louis Vervaeke, Matteo Badilatti, Giovanni Carboni, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali og Amanuel Ghebreigzabhier, som alle er omtalt ovenfor. Jeg regner med, at Geoffrey Bouchard satser hele butikken på lørdagens etape.

BEMÆRK: Husk igen, at der er tale om en vurdering af vinder- og ikke top 10-potentiale.

SÆT DIT MANAGERSPIL TIL CRITERIUM DU DAUPHINE

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Dan Martin

Outsidere: Joao Almeida, Damiano Caruso, Romain Bardet, George Bennett, Aleksandr Vlasov

Jokers: Hugh Carthy, Daniel Martinez, Diego Ulissi, Antonio Pedrero, Lorenzo Fortunato, Edward Ravasi, Jan Hirt, Louis Vervaeke, Matteo Fabbro

Kandidater til udbrud (i prioriteret rækkefølge): George Bennett, Antonio Pedrero, Lorenzo Fortunato, Koen Bouwman, der har fået frihed til at angribe, Diego Ulissi, Davide Formolo, Edward Ravasi, Jan Hirt, Louis Vervaeke, Matteo Badilatti, Giovanni Carboni, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Amanuel Ghebreigzabhier

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER