Optakt: 19. etape af Tour de France

Ruten

I de senere år har det været reglen snarere end undtagelsen, at bjergrytterne har haft det sidste ord, og at løbets sidste enkeltstart er kommet før den sidste bjergetape. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til den gamle trend med altid at have en enkeltstart på næstsidste dag, og den model benyttes igen i år. Derfor er det på tredjesidste etape, at klatrerne får deres sidste chance for at slå til, og derfor handler det om at gribe muligheden, når man efter en let dag vender rundt for atter at køre ind i Pyrenæerne. Her venter legendariske stigninger som Aspin, Tourmalet, Soulor og Aubisque på en stor bjergetape, hvor en ikke alt for vanskelig affære dog kræver mod og stor styrke, hvis man for alvor skal vinde tid inden lørdagens afgørende enkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges hele 200,5 km mellem Lourdes og Laruns på et sandt bjergmaraton i hjertet af Pyrenæerne. Starten går lige nord for de høje bjerge, og fra begyndelsen kører man mod nordøst og nord gennem let kuperet terræn, der byder på kategori 4-stigningen Cote de Loucrup (1,8 km, 7,2%) med top efter 7 km, inden man drejer mod sydøst for at køre ned til Bagneres-de-Bigorre. Herfra får det mod nordøst, øst og nord frem til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad den lille kategori 4-stigning Cote de Capvern-les-Bains (3,4 km, 5,1%), hvis top rundes efter 40 km. Herefter venter en helt flad strækning, der fører mod sydøst og syd forbi den indlagte spurt, der efter en lang, let stigende vej kommer efter 59,5 km. Herefter fortsætter man gennem dalen længere mod syd ned til byen Pailhac.

Efter 66,5 km ændrer etapen karakter, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col d’Aspin (12 km, 6,5%), der har en irregulær, let første halvdel, inden den over de sidste 5 km stiger med 7-10%. Toppen rundes efter 78,5 km, hvorefter en teknisk ikke specielt kompliceret nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af den frygtede HC-stigning Col du Tourmalet, der bestiges fra nordøst. Herfra er den 17,1 km lang og stiger med 7,3% i gennemsnit og er efter 5 lette kilometer meget regulær med stigningsprocenter mellem 8 og 10 hele vejen til toppen, der rundes efter 108 km. Nedkørslen er ikke voldsomt svær og fører mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauleur, hvor man drejer mod nordvest for at følge den let faldende dalvej over knap 20 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Finalen indledes i Argeles-Gazost efter 144 km, hvor man drejer mod sydøst for via en lille bakke at køre hen til bunden af kategori 2-stigningen Col des Borderes (8,6 km, 5,8%), der er en relativt let stigning, som kun er stejl på de sidste 2 km. Toppen rundes efter 159,5 km, hvorefter en ret let nedkørsel fører mod sydvest og nordøst frem til bunden af Col d’Aubisque (16,6 km, 4,9%), der er uden for kategori, og som bestiges fra den østlige side via Col du Soulor. De første 7 km frem til toppen af Soulour er regulære og svære med en konstant stigningsprocent på ca. 8, inden en kort nedkørsel og et let stigende stykke over 5 km leder frem til de sidste 2,6 km, der stiger med 7%. Fra toppen resterer 20 km, der går vie en teknisk kompliceret nedkørsel mod sydøst og nordvest ned til Laruns. Den ender med 3 km igen, hvor man drejer mod nord for at køre op ad en lille 1 km lang bakke, inden det falder de sidste 2 km ned mod mål. Der er to skarpe sving på hver af de sidste to kilometer, inden man rammer den 550 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5046 højdemeter.

Laruns har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Hidtil er feltet stort set sluppet for de varslede eftermiddagsbyger i Pyrenæerne, og det burde der også være gode chancer for fredag, der bliver en solrig dag med kun enkelte skyer og en temperatur i målbyen på 28 grader. Ganske viste er der en konstant risiko for byger fra midt på eftermiddagen, men det er først mod etapens afslutning, at risikoen er af større betydning. Der vil blot være en svag vind fra nordvest, hvilket giver sidemed- og medvind, indtil man drejer ind i modvind på Col d’Aspin. Herefter vil der være sidemod- og modvind stort set hele vejen. Det vil især være tilfældet på de sidste to stigninger og nedkørslen, hvor der vil være direkte modvind, indtil man drejer ind i sidemodvind med 2500 m igen.

Analyse af 18. etape

Let på hatten, bøj jer i støvet eller overgiv jer totalt i beundring!

For blot to dage siden så det ud til, at FDJs Tour for gud ved hvilken gang ville ende i en mindre katastrofe. Thibaut Pinot var blevet hjemme på grund af den lungebetændelse, der 24 timer inden afslutningen knuste hans podiedrømme i Giroen, og holdets anden kaptajn, Arnaud Demare, havde ikke været i nærheden af meget i de første massespurter. I spurten på 13. etape, hvor han fik sig en gedigen røvfuld af Alexander Kristoff og Peter Sagan i Valence, var han end ikke tæt på at kapitalisere på den enorme chance, som sprinternes masseudvandring pludselig havde givet ham. I de seneste dage har han endda lignet en mand, hvis flybillet lige så godt kunne bestilles, for da han blev sat tidligt på 16. etape tydede intet på, at han ville komme til Paris.

I går bed Demare imidlertid tænderne sammen og kæmpede sig igennem den for sprinterne farligste etape, og efter lidt Twitter-polemik med André Greipel, der måtte trække sine beskyldninger mod franskmanden tilbage, stillede han til start på dagens etape med nu i hvert fald to chancer for i sidste øjeblik at redde Touren for Marc Madiots tropper. Lidelserne i Pyrenæerne gjorde det nu ikke videre sandsynligt, at det ville lykkes, ikke mindst hvis man husker på, at Demare er notorisk kendt for sine vanskeligheder mod slutningen af grand tours, og at Demare ikke havde været blot tæt på Kristoff og Sagan, inden Pyrenæerne begyndte.

Alligevel viste FDJ en beundringsværdig moral. Måske lignede Demare mere en hængt kat end en Milano-Samreno-vinder, men forsøget skulle gøres. Franskmændene viste fra start deres intentioner ved at samle hele mandskabet forrest i feltet i den neutrale zone, og det blev starten på en af de smukkeste etaper, holdet har kørt i nyere tid.

Udsigterne var ellers ikke alt for gode. Peter Sagans styrt betød nemlig, at man havde mistet en vigtig allieret i kampen for at sikre en massespurt, og det var fra start klart, at det formentlig var op til Kristoffs arabiske tropper og Demares franske hjælpere at holde styr på tingene. Det lignede ikke nogen let opgave, for der var mindst et halvt felt, for hvem dette var sidste chance for at vinde en etape, og i lyset af det svage sprinterfelt lugtede nogle af feltets ypperste klassikerspecialister i den grad blod.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

FDJ fik da også det hele kastet i nakken fra start. Det lykkedes dem ganske vist med smart kørsel allerede fra de første meter at sende bare fem mand sted, men derefter fortsatte angrebene i ét væk. Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven og Stefan Küng var blot nogle af de skræmmende motorer, der satte franskmændene under pres, men hver eneste gang de forsøgte sig, havde de en Demare-hjælper lige bag sig. Trods utallige forsøg lukkede FDJ effektivt ned for det hele, og da håndklædet til sidst blev kastet i ringen, var første del af missionen lykkedes for franskmændene, der havde reduceret udbruddets størrelse til bare fem mand.

Det var til gengæld fem af feltets største motorer, og udbruddet talte i Niki Terpstra og Mathew Hayman hele to Roubaix-vindere samt i Luke Durbridge en tidligere U23-verdensmester i enkeltstart. Derfor var der ikke tid til at hvile på laurbærrene, og Tobias Ludvigsson blev hurtigt sendt til fronten. Sammen med Kristoffs UAE-mandskab holdt han det brølstærke udbrud i så kort snor, at de aldrig for alvor udgjorde en fare.

Alligevel blev lokummet igen antændt, da Stuyven, Vanmarcke og Michael Gogl satte efter midtvejs på etapen. De to førstnævnte var ganske tæt på at få kontakt med de forreste, og var det sket, kunne det meget vel være slut for sprinterne. I givet fald ville udbruddet nemlig have fået tilført noget af den ypperste muskelkraft, selv et Tour-felt kan fremvise, og derfor skulle der reageres prompte. Det blev der heldigvis også, for med Ludvigsson som den helt store motor blev der - igen med hjælp fra UAE- lukket prompte ned for den belgiske trussel.

Herefter var det tilbage til det beskidte rugbrødsarbejde for Ludvigsson, mens resten af holdet beredte sig på at køre finale. Den sidste lille bakke med knap 20 km igen lignede nemlig den oplagte affyringsrampe for de klassikerkonger, der allerede havde afsløret deres intentioner. Angrebene udeblev heller ikke, da Simon Clarke og Jack Bauer med en vis Dan Martin og yderligere et par ryttere på slæb hurtigt kørte op til de forreste. Da de så sig bagud i den ca. 15 mand store gruppe, der var blevet samlet, kunne de imidlertid se lige ind i øjnene på ikke færre end 4 (!!!) af Demares hjælpere. Rudy Molard, David Gaudu, Arthur Vichot og Ramon Sinkeldam var alle kørt med, og med den form for blylod på bagsmækken var udbruddet på forhånd slået.

Derfor fik FDJ med effektiv og imponerende kørsel det præcis, som de ville have det, og efterfølgende sørgede Vichot, Gaudu og Molard effektivt for et så højt tempo, at ingen fik vilde ideer. Da Bora efterfølgende tog over for Sagan, kunne holdet tage sig en slapper, mens Oliver Le Gac langsomt førte toget frem, og derefter lurede man umiddelbart bag fronten, mens de tyske tropper effektivt trak feltet ud.

Til slut så det kortvarigt lidt kritisk ud, da Sinkeldam forsvandt fra toget og tidligt efterlod Demare med bare Guarnieri ved sin side. Samtidig bevarede Bora kontrollen, men i det allermest hektiske moment viste Guarnieri, hvorfor han i årene 2014 og 2015, hvor han leverede Kristoff til den ene spurtsejr efter den anden, var at regne som verdens bedste lead-out man.

Med køligt overblik holdt han sin kaptajn fremme i en teknisk finale, der viste sig endnu mere kompliceret end løbsbogen angav, og mens normalt positioneringsstærke folk som Kristoff og Sagan måtte give fortabt i den benhårde positionskamp, var Guarneri og Demare aldrig ude af top 10. Til slut åbnede Guarnieri på med en timing og præcision, der gav mindelser om hans storhedstid i Kristoff-dagene, og derfra kunne Demare ikke fejle.

Et lille svaj stoppede måske kortvarigt Christophe Laportes momentum, men Demares sejr var ganske klar, og ikke mindst var den fortjent. Demares spurt var måske i sig selv mere en træt tredjesugessprint end det vanlige Demare-kick, men med det perfekte forarbejde fra et fabelagtigt mandskab lykkedes det han alligevel at vinde.

Naturligvis var det heller ikke helt uheldigt. Resultatet havde formentlig været anderledes, hvis det havde været Kristoff eller Sagan og ikke den betydeligt langsommere, men meget positioneringsstærke Laporte, der havde grebet hans baghjul. Kristoff viste i hvert fald god power, da han endelig fik åbnet op, men nordmanden og ikke mindst UAE var slået forinden. Mens Kristoff måtte bruge Marco Marcato til at bringe sig i position allerede inden sidste kilometer og derefter var helt på egen hånd, sad Demare beskyttet på Guarnieris bagsmæk, og derfra blev han afleveret perfekt. Ja, det var ikke uheldigt, at Kristoff sad så langt tilbage, men heldet kommer som bekendt til den, der opsøger det. Og det gjorde FDJ med deres flotte lead-out.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Til gengæld var det i den grad en misset chance for Kristoff. Den store nordmand får næppe nogensinde en lignende chance for igen at vinde en etape, for i de seneste dage er alt gået nordmanden vej. Først blev næsten alle de rene sprintere sendt på tidlig sommerferie af en historisk hård alpemenu, der blev lidt for svær at komme igennem i den stegende sommerhede, siden satte trætheden ind i Demares tunge ben, og i går styrtede så hans værste rival, Sagan.

Med andre ord var alt serveret på et sølvfad for viceverdensmesteren, men desværre betalte han atter prisen for et lidt for svagt hold. Hidtil har han selv kunnet begå sig i positionskampen, men i dag gik den ikke. Marcato forsvandt for tidligt, og da politiet formentlig er blevet sat i gang med at behandle en efterlysning af hans normale lead-out man, Roberto Ferrari, der synes at have været sporløst forsvundet i de seneste tre uger, var Kristoff overladt til sig selv. I en meget teknisk finale og mod en særdeles velsmurt FDJ-maskine var det for meget for selv den store nordmand, der nu må sætte sin lid til, at han kan slå til i Pars, hvor han altid gør det godt, men hvor den korte distance og lette rute ikke passer ideelt til en slidstærk klassikerfyr som ham.

Her vil han formentlig også igen være oppe mod Peter Sagan, for slovakken må have været mærket af styrtet i dag. Bora viste ellers efter at have spillet poker det meste af dagen, at verdensmesteren alligevel var klar, da de i finalen sendte det tunge klassikerskyts med Maciej Bodnar, Marcus Burghardt, Lukas Pöstlberger og Daniel Oss til fronten. De dominerede totalt de sidste fem kilometer og holdt farten høj, mens cykelekvilibristen Sagan som altid surfede fra hjul til hjul spejdende efter Demare, der som altid havde det bedste tog.

Kortvarigt så det da også ud til at være lykkedes for Sagan, men da Sonny Colbrelli pludselig skubbede ham væk, blev det klart, at Sagan ikke var på toppen. Det ligner bestemt ikke verdensmesteren at tabe det hjul, han udser sig, og derefter så vi ikke mere til den grønne trøje. En sandsynligvis mærket Sagan rullede over stregen til en for den så stabile slovak meget usædvanlig 8. plads. Heldigvis er den grønne trøje sikret, og selvom han tydeligvis ikke er på toppen, burde en hård hund som Sagan nok kunne klare sig igennem morgendagens etape i Pyrenæerne. Og mon ikke han endda når at komme sig så meget, at han kan give den et skud i Paris? Alt andet ville ligne ham dårligt.

I det hele taget blev det en dag med flere tabere end vindere. John Degenkolb havde sit livs chance for at vinde en massespurt i Tour de France, fordi han på papiret havde det eneste tog, der kunne konkurrere med FDJs. Desværre lykkedes det ham for 117. gang i sin karriere at tabe hjulet på sin lead-out man Stuyven, der ellers gjorde alt rigtigt ved at være først igennem sidste sving. Degenkolb må ligge søvnløs de næste par dage med tanke på, hvad det kunne være blevet til, for i lyset af Demares ikke specielt overbevisende spurt, er det bestemt ikke utænkeligt, at Degenkolb kunne have taget sejr nr. 2, hvis han havde siddet limet til formstærke Stuyvens baghjul.

I stedet var det den altid positioneringsstærke Christophe Laporte, der fik oprejsning med en andenplads, og selvom han i første omgang var sur på Demare over det omtalte svaj, skal han nok svarere være glad for resultatet. Det har nemlig hele tiden lignet halsløs gerning at udtage den ikke specielt hurtige Laporte på bekostning af den ganske vist kontroversielle Nacer Bouhanni, for Laporte vil aldrig blive hurtig nok til at vinde en flad spurt i Touren. Det er Bouhanni til gengæld, så mon ikke Cofidis-ledelsen filosoferer over, hvad der var sket, hvis det var den endnu mere positioneringsstærke Bouhanni, der havde siddet på Demares baghjul. Så kunne det meget vel have været Cofidis, der havde drukket champagne i aften, og ikke rivalerne fra FDJ…

For Magnus Cort var det desværre også en forspildt mulighed. Danskeren har åbenlyst kongeform, men som det desværre har været et tema gennem de fleste massespurter hele sæsonen, er der meget at arbejde med, hvad positionering angår. Naturligvis har Cort ikke et tog, der matcher hverken Demares eller Degenkolbs, men i dag var han ikke ringere stillet end Sonny Colbrelli og Kristoff. Alligevel lykkedes det ham aldrig at nærme sig fronten, og det kedelige resultat føjer sig desværre til en lang liste over placeringsproblemer i spurterne. Heldigvis har Cort i dette løb vist, at han skal andet og mere end køre massespurter, men det er en skam, at han endnu ikke har fået styr på sin positionering, for i et halvtræt sprinterfelt burde han med sin friskhed have kunnet tage kampen op med de bedste.

For klassementsrytterne endte det som den relativt stille dag de havde håbet på, og derfor har de fået en dag til at reflektere over, hvordan morgendagens sidste bjergslag skal gribes an. Særligt Movistar-manager Eusebio Unzue og Romain Bardet har formentlig haft gang i den helt store taktiktavle, for der er i den grad lagt op til et sidste attentat, måske ikke mod Thomas, men i hvert fald mod feltets sårede dyr, Chris Froome. Der er et tilsyneladende usårligt Fort Sky, der skal knækkes, men med ny moral er Movistar klar til at gøre forsøget.

Det kræver utvivlsomt en fabelagtig kollektiv indsats, hvor hele holdet bruges effektivt fra km 0 og helt frem til mål. Heldigvis fik de i dag et skoleeksempel på, hvordan det perfekte holdarbejde kan lægge grunden til en stor sejr. Er der nogen, der vil give Unzue nummeret på Marc Madiot?

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Favoritterne

Efter en dag med lidt ro på er lagt i kakkelovnen til endnu et stort bjergslag fredag, der byder på den sidste mulighed for at vinde tid inden den sidste enkeltstart. Desværre er etapen ikke helt oplagt til at skabe store forskelle, for selvom den byder på mere end 5000 højdemeter over 200 km, er etapen designet på en facon, der burde gøre det muligt for et stærkt hold at holde det nogenlunde under kontrol, og det bliver kun lettere af, at der er annonceret modvind fra bunden af Aspin og stort set hele vejen til mål.

Vi kender alle Tourmalet, der som bekendt sagtens kan bruges til at sprænge feltet til atomer, men det mægtige bjerg kommer så tidligt, at det kræver stort, stort mod at gå i offensiven allerede her. Ikke blot venter der et længere dalstykke med modvind, Aubisque skal også bestiges fra en side, der ikke er voldsomt svær, og hvor procenterne er som skabt til solid temposætning fra en stærk Sky-maskine.

Heldigvis er vi i en situation, hvor mange af feltets klatrestjerner ikke har meget at miste. Det ligger i kortene, at Romain Bardet skal jagte den helt store oprejsning, for en 8. plads tæller ikke meget for manden, der to gange har været på podiet. Selvom de nu har deres etapesejr, kan Movistar heller ikke være tilfredse endnu, og selvom de vel næppe tror, at de kan vinde løbet, vil de som minimum jagte podiet. Det vil derfor især være Ag2r og det spanske hold, der ventes at iværksætte noget stort, men heller ikke Dan Martin kan ventes at være færdig med at angribe endnu.

Man skal derimod næppe vente det helt store fra Tom Dumoulin. Hollænderen virker ikke helt utilfreds med en andenplads og har allerede gjort det klart, at kun et sammenbrud fra Geraint Thomas vil gøre det muligt at vinde løbet. Det skal naturligvis tjekkes, om briten er i vanskeligheder på den sidste stigning, men Dumoulin er næppe villig til at satse alt med et stort angreb allerede på Tourmalet. Det er den ellers meget offensive Primoz Roglic næppe heller, og han vil nok snarere koncentrere sig om at angribe feltets sårede dyr, Chris Froome, på Aubisque.

Thomas skal naturligvis bare bruge sit stærke Sky-mandskab til at kontrollere etapen, og med mindre han oplever den totale krise, han gjorde på netop 19. etape for tre år siden - og det er der absolut intet, der tyder på, at han vil - burde han sammen med Sky sagtens kunne holde løbet under kontrol. I alt væsentligt er han kun tvunget til at reagere på angreb fra Dumoulin og Roglic, og da hans forspring inden enkeltstarten er rigeligt stort, er der ingen grund til at tage chancer ved at skulle kaste sig ud i en halsbrækkende nedkørsel. Vi skal derfor ikke vente os ét eneste angreb fra Thomas - med mindre da Dumoulin ligefrem kan køres helt ud af spillet.

Mere åbent er det for Froome. Trods sin status som Tour-konge har han resigneret og stillet sig til rådighed som hjælper, men det betyder ikke, at han ikke er klar til at kæmpe for podiet. Problemet er, at Roglic blot er 16 sekunder efter, og det vil formentlig betyde, at sloveneren går forbi på enkeltstarten. Skal Froome redde sin 3. plads, skal der angribes, men det er ikke helt oplagt, hvordan det passer ind i det overordnede Sky-manuskript.

Formentlig får Froome lov, hvis benene er der, for Thomas har ikke det store at miste, når blot han holder sig til Roglic og Dumoulin. På baggrund af præstationen på Col du Portet, hvor Rpglic lignede næststærkeste mand efter Thomas, er det svært at forestille sig, at Froome ligefrem kan bringe sloveneren i vanskeligheder. Det vil nok snarere være Roglic, der igen har kræfter til at sætte briten under pres, og selvom han skulle have Thomas med som blind passager, vil han helt sikkert mere køre mod Froome end mod manden i førertrøjen. På Aubisque kan det derfor meget vel snarere blive en kamp om podiet end om sejren, og hvis Thomas holder sit tårnhøje niveau, vil han blot kunne cruise afsted ved at holde sig til rivalerne, mens de angriber hinanden.

Det store spørgsmål er, hvad der sker inden det. Med en lang nedkørsel til mål er det ikke umiddelbart en etape, et af holdene vil forsøge at kontrollere. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke sagtens kan blive favoritterne, der skal køre om etapesejren, for åbnes der op med en stor offensiv fra Bardet, Quintana og/eller Landa allerede på Tourmalet, vil Sky være tvunget til at køre så stærkt, at et tidligt udbrud sagtens kan blive kørt ind alligevel.

Netop frygten for, at det kan eksplodere på Tourmalet, betyder, at alle de store klassementshold vil have folk med i udbrud - naturligvis med undtagelse af Sky. Det gælder naturligvis særligt for Ag2r og især Movistar, der vil elske at få Marc Soler og Alejandro Valverde sendt afsted, mens hold som Sunweb og LottoNL gerne vil have hjælpere til at støtte kaptajnerne i dalstykket efter Tourmalet. Samtidig er der et hav af hold, der vil vinde etapen, og derfor er der lagt op til endnu en angrebsfest fra km 0.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Den flade indledning betyder, at det ikke er let at forudsige, hvem der kommer afsted, for som nævnt utallige gange i disse optakter, skal der en del portion held til for at ramme rigtigt, især hvis man brænder sine tændstikker af for tidligt. Sky har imidlertid en interesse i at lade en stor gruppe sejle væk så hurtigt som muligt, for afstandene er så store, at det for dem bare handler om at få ro på så hurtigt som muligt. Formentlig vil vi derfor igen se en kæmpegruppe sejle væk, og her burde de fleste hold med undtagelse af Sky være repræsenteret.

Det er stort set 50-50 i kampen mellem udbrydere og felt, men det er svært at se, hvorfor Movistar ikke skal gøre alt for at vinde endnu en etape. De to sidste dage spiller ikke den store rolle for dem, og skal Quintana på podiet, skal han gerne bruge bonussekunder. Det kan godt være, at etapen ikke passer ham ideelt, men forsøger de ikke, vinder de i hvert fald ikke.

For Sky vil det være ideelt, hvis gruppen sejler væk med et stort forspring, og da der vil være klasseklatrere med i den formentlig ret store gruppe, vil det kræve, at et andet hold går frem for at sætte tempo på det lange flade stykke i starten, ganske enkelt for at forhindre afstanden i at blive for stor. Det regner vi med, at Movistar vil gøre med Erviti og Bennati. Er alt gået efter planen, har de fået Soler og Amador med i det tidlige udbrud, og så kan de sende Valverde og måske også Landa i forkøbet fra bunden af Tourmalet. Det vil næppe give en reaktion fra Sky.

Det vil være fint i overensstemmelse med hans natur, hvis Bardet også angriber allerede her. For Sky er han imidlertid ufarlig, og de vil derfor kunne lade ham køre væk. Det samme vil de formentlig, hvis Mikel Landa forsøger sig allerede her, men det bliver en anelse mere tricky, hvis Nairo Quintana går i offensiven på dagens sværeste stigning. For Sky er han i lyset af enkeltstarten ikke den store bekymring, men han kan tvinge Roglic og måske også Dumoulin til at reagere. Det kan åbne op for, at de helt store skal i aktion allerede på Tourmalet, men da det er de færreste, der tør åbne op for fulde sluser, formoder vi, at Sky kan holde det nogenlunde samlet, og at de store navne vil runde toppen i en samlet - men formentlig ikke specielt - stor gruppe.

Kommer typer som Landa, Bardet og Valverde tidligt afsted på Tourmalet, vil man tvinge Sky til at køre stærkt, og derfor vil udbruddet formentlig blive holdt i ret kort snor. Quintana skal derefter formentlig komme med sin store offensiv fra bunden af Soulor, og så er det op til ham selv at vise, at han med hjælp fra sine forposter er stærk nok til at gøre det færdigt.

Derfor tror vi også, at det vil blive en af favoritterne, der vinder etapen, og vi tror ikke, at Quintana kan gentage kunststykket. Roglic vil næppe lade ham køre igen, og Sky vil ikke lade sloveneren køre. Som sagt er det en ikke alt for svær modvindsstigning, som Sky burde kunne kontrollere. Forskellene skal formentlig gøres på Soulor, da den øvre del er ret let, og vi tvivler på, at der kan gøres forskelle mellem de bedste. Det virker usandsynligt, at Thomas skulle kunne knækkes, men sandsynligheden for, at Roglic og Dumoulin kan vinde tid på Froome er til stede, om end det på en stigning som denne nok ikke er videre sandsynligt. Det kan derfor meget vel ende med, at favoritterne runder toppen samlet, og at tempoet har været så højt, at favoritterne også skal køre om etapen.

Det får os til at pege på Dan Martin som vores favorit. Ireren viste eminent form, da han knuste alle i modvinden på Mur-de-Bretagne, men desværre satte styrtet på 8. etape ham tilbage. Han led tydeligt i Alperne, hvor han dog forsvarede sig selv på heroisk vis. På 17. etape var han imidlertid flyvende, og det var kun en brølstærk Nairo Quintana, der forhindrede ham i at vinde. Det er svært ikke at være efterladt med det indtryk, at Martin bare bliver stærkere, efterhånden som kroppen kommer sig, og det giver ham fremragende muligheder på denne etape, hvor han har to muligheder. For topklassementet er han ufarlig, og Sky viste allerede i går, at de gerne lade ham køre væk. Det kan give ham den nødvendige frihed til at gentage gårsdagens soloridt. Alternativt kan han forøge at følge de bedste, og det burde nok kunne lade sig gøre på en let modvindsstigning. Han er en god nedkører og blandt favoritterne den hurtigste i en spurt. Derfor har Martin flere vindermodeller, og det gør ham til vores favorit.

Skal Geraint Thomas vinde igen? Det er bestemt ikke umuligt, for selvom waliseren som sagt ikke skal i offensiven, ligner han ikke en mand, man kører væk fra, hvis ikke man får lov. Det er bestemt ikke usandsynligt, at det ender i en spurt blandt favoritterne, og her er Thomas på papiret den næsthurtigste efter Martin. Bedst chancer har han naturligvis, hvis Martin er sat, men også i kamp mod ireren, der er bedst i stigende spurter, har han en chance. Thomas har så stort et overskud, at han lige så godt kan gåp efter bonussekunder og etapesejr, hvis der skal spurtes om skidtet, så hvorfor ikke tage den tredje etapesejr og dermed konfirmere den klare status som løbets konge?

Det er imidlertid ikke givet, at Thomas vil kunne vinde en spurt. Også Primoz Roglic har en ganske god afslutning, og han synes som skrevet i analysen i går bare at blive bedre og bedre. Ganske vist får han ikke lov at køre væk fra Thomas, og derfor skal han formentlig slå til i en eller anden form for spurt, hvis han vil vinde. Roglic er imidlertid så god en afslutter, at han ikke var langt fra at overspurte en ganske vist lidt overmodig Julian Alaphilippe på 1. etape i Baskerlandet i år, og da Thomas ikke just er spurtspecialist, er det bestemt ikke umuligt for Roglic at vinde denne etape, hvis favoritterne skal afgøre det.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I det hele taget er en flad spurt mellem favoritterne en ret åben affære. Også Tom Dumoulin er nemlig så hurtig, at han kan blande sig. Det er i hvert fald svært at glemme, hvordan en ung Dumpulin spurtede sig til en 4. plads i en reduceret massespurt i 2014, ligesom mange sikker også vil huske, at han har spurtet sig til en 2. plads på det ganske vist stigende opløb i GP Quebec. I de senere år har han sjældent blandet sig i spurter, og han har næppe heller helt samme eksplosivitet som tidligere, men blandt klatrerne i dette løb vil det ikke være utænkeligt, at Dumoulin kan spurte sig til sejr og bonussekunder.

Skal man pege på en rytter, der kan gøre det færdigt fra distancen, skiller Mikel Landa sig ud. Baskeren har været sat tilbage af sit styrt, men han viste så sent som i går, at han sagtens kan blande sig med de bedste klatrere. Han har nu tabt så meget tid, at Sky formentlig vil lade ham køre, hvis han og Valverde går i offensiven på Tourmalet. Formentlig vil opgaven være at skulle vente på Quintana, men lykkes det ikke colombianeren at komme fri - og det bliver som sagt svært - vil Landa kunne køre sin egen chance. Selvom benene ikke er på 2017-niveau, vil han formentlig være stærkeste mand i en gruppe, der kan etableres efter Tourmalet, og dermed kan han sikre Movistar deres anden etapesejr.

Som sagt forventer vi også, at Romain Bardet skal derudaf allerede på Tourmalet. Som sagt vil også han formentlig få løbepas af Sky, og så er det op til Bardet selv at vise, at han er god nok til at gøre det færdigt. Det er klart, 2016- og 2017-benene ligger derhjemme, men Bardet har trods alt vist, at han stadig er blandt de bedste. Skulle han komme fri allerede på Tourmalet, ved vi fra tidligere, at Bardet er en mester i at vinde fra udbrud. Det har han gjort både i Touren og Dauphiné, og hans motivation for at redde æren vil være kolossal. Hans tidstab kan være den kattelem, der giver ham den nødvendige frihed, og derfor er en genrejsning af den fallerede franske superstjerne ikke umulig bare 24 timer efter Demares store triumf.

Kan Nairo Quintana gøre det igen? Som sagt kræver det formentlig, at han ligesom i går kører væk fra alt og alle på den sidste stigning, for Roglic vil næppe lade ham køre tidligere. Det bliver ikke let, for det vil kræve et vist mod af Roglic bare at lade Quintana sejle afsted igen, men på den anden side er det trods alt ikke colombianeren, der vil være mest frygtet i podiekampen. Han vil tabe en del tid på enkeltstarten og viste i går, at han efter sin hedekrise i Alperne lige nu igen ligner den rytter, der knuste alle i Tour de Suisse. Quintana har stadig lidt mere frihed end de absolutte topkandidater, og kombinerer man det med de kongeben, han viste i går, kan man bestemt ikke udelukke, at Quintana fra bunden af Soulor kan køre hjem til sin anden solosejr.

Så er der naturligvis Julian Alaphilippe. Inden denne Tour ville man have udelukket, at den fantastiske franskmand kunne vinde en etape med både Tourmalet og Aubisque. Han har imidlertid i dette løb klatret eminent også på lange stigninger, hvor han endda næsten kørte lige op med Adam Yates i tirsdags. Han synes ikke at udvise skyggen af træthed endnu, og det står skrevet i kortene, at han i morgen vil forsøge at komme i udbrud igen. Det vil formentlig lykkes, og med de klatreben, han har vist, ligner han det bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt fra morgenudbruddet. Måske kan han ikke matche de allerbedste klatrere i etb sådant udbrud, men en lang teknisk nedkørsel fra Aubisque og en flad spurt gør det til en fremragende etape for Alaphilippe, ikke mindst fordi modvinden vil gøre det sværere for de rene klatrere at gøre en forskel.

Også Adam Yates vil være sulten. Han jagter revanche efter tirsdagens nedtur, og efter en skuffende indsats i onsdags har han forhåbentlig genfundet moralen. Han vil med statsgaranti jagte en plads i det tidlige udbrud, og har han de samme ben som i tirsdags, vil han formentlig være en af de bedste klatrere i en sådan gruppe. Denne gang har han en længere stigning til at gøre det af med Alaphilippe, og oversatser han ikke, er han som bekendt selv en ganske glimrende nedkører med en god spurt. Kommer han bare af med sin onde franske ånd, kan det meget blive til Yates-sejr på denne etape.

Det er også sidste chance for Rafal Majka . Polakken viste på 15. etape, hvor han var den klart stærkeste klatrer i udbruddet, samt igen i går, hvor han var sidste mand til at følge Nairo Quintana, at han nærmer sig sin bedste form. Rammer han udbruddet, vil han derfor formentlig være en af de allerstærkeste, og så er det op til ham at sætte de andre til vægs på Soulor og Aubisque. Den sidste nedkørsel er ikke god for den teknisk ikke specielt imponerende polak, men til gengæld kan han sammenlignet med andre klatrere spurte til husbehov.

Hvad med Alejandro Valverde? Formentlig skal han alene agere forpost for Quintana eller Landa, men hvad hvis de ikke kan gøre forskellen. Så kan Valverde måske pludselig få sin chance, og den vil han forstå at udnytte. Naturligvis er det klart for enhver, at han er langt fra sit bedste niveau, men mindre kan også gøre det. Han ligger trods alt nr. 11 i klassementet, og skulle han slippe de bedste i et udbrud, har han en lang nedkørsel til at komme tilbage. Lykkes det, er det formentlig kun Alaphilippe, der vil have skyggen af chance for at slå ham i en spurt.

Så er der Chris Froome. Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at briten kan rejse sig, men alle, der var vidner til Giroen, ved, at man aldrig nogensinde må afskrive tidens bedste grand tour-rytter. Som sagt skal han bruge sekunder på Roglic i kampen mod podiet, så har han blot den mindste chance for at angribe, vil han gribe den. På en relativt let stigning som denne vil han få meget svært ved at gøre det af med både Roglic og Dumoulin, så en Froome-sejr er ikke videre sandsynlig. På den anden side er det oplagt at gøre brug af hans eget citat fra Giroen, da han blev spurgt, om han stadig kunne vinde løbet fra en temmelig håbløs position: ”Stranger things have happened”.

En stor bjergetape med to lange bjergpas over 200 km… Det får med det samme navnet Mikel Nieve til at springe i øjnene. Baskeren er en mester i de store soloridt over de rigtige bjergmaratoner, men han synes efterhånden at være træt efter en lang sæson med både Giro og Tour. Han havde i hvert fald ikke diamanter i benene på gårsdagens etape, hvor han hurtigt slap det tidlige udbrud. På den anden side passede den korte distance heller ikke til Nieves dieselmotor, så kommer han med igen i morgen, har han evnerne til at gøre det færdigt. Sidste stigning er lidt for let for ham, og han kan slet ikke spurte, men han er heldigvis en glimrende nedkører.

Bahrain-Merida har umiddelbart to kort at spille. Domenico Pozzovivo er deres bedste klatrer, og selvom han ikke har sine Giro-ben, har han dog vist sig frem gang på gang. Også han vil helt sikkert forsøge at ramme det tidlige udbrud, og så skal han forsøge at gøre det færdigt på sidste stigning. Den er lidt for let for ham, og i det hele taget kan man gentage mange af tankerne fra analysen af Nieve, idet den eneste forskel er, at Nieve er en betydeligt bedre nedkører. Holdets anden kandidat, Ion Izagirre , er til gengæld fremragende nedad og vandt blandt andet 20. etape for to år siden ved netop at køre væk fra en vis Vincenzo Nibali på en teknisk nedkørsel i finalen. Formentlig vil han være oppe mod bedre klatrere, hvis han rammer udbruddet, men han vil have tid til at komme tilbage, og han har en sammenlignet med andre klatrere fornuftig afslutning. Hans bror Gorka Izagirre har mange af de samme egenskaber, men vi frygter, at stigningerne er lidt for svære til, at han vil kunne vinde.

Bauke Mollema rejste sig flot på 15. og 16. etape, hvor han begge gange kørte med om sejren. I går skuffede han en anelse, men efter en relativt let dag vil han være klar igen. På papiret passer et bjergmaraton som dette ham ganske udmærket, og med den stigende formkurve, han har vist, er dette måske hans bedste chance. Hidtil har der altid været en eller to, der har været stærkere, men Mollema ligner en mand, der kan vinde fra et udbrud, hvis han kan finde de få procent, han indtil nu har manglet. Også Tanel Kangert og hurtige Omar Fraile er tydeligvis i fremgang, men det er trods alt svært at se den estiske dieselmotor eller den lidt store basker ligefrem vise sig som de stærkeste i et formentlig meget stærkt udbrud. Det samme gælder for solide Damiano Caruso, mens en bedre kørende Robert Gesink nok skal koncentrere sig om Roglic.

Endelig er der Ilnur Zakarin . Russeren er langt efter i klassementet, men har vist en klart stigende formkurve i de seneste dage. Han er slet ikke så stærk som ventet, men til gengæld er han så langt efter, at han vil kunne få frihed af Sky til at angribe tidligt. Naturligvis vil han sikkert for Jakob Fuglsang med sig, men det er tydeligt, at russeren i øjeblikket har overhånden af de to. Kører han allerede på Tourmalet sammen med Landa, Valverde, Bardet og andet godtfolk, vil han i hvert fald have en chance for at kunne køre med om sejren. Det bliver svært at slå så store navne, men en Zakarin i fremgang vil bestemt ikke være uden chance, hvis han fortsætter den positive udvikling fra de seneste etaper.

Feltet.dks vinderbud: Dan Martin

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Primoz Roglic

Outsidere: Tom Dumoulin, Mikel Landa, Romain Bardet, Nairo Quintana, Julian Alaphilippe

Jokers: Adam Yates, Rafal Majka, Alejandro Valverde, Chris Froome, Mikel Nieve, Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Bauke Mollema, Ilnur Zakarin