Optakt: 19. etape af Tour de France

Ruten

Årets alpemenu består af hele tre knaldhårde etaper, men de alle ganske forskellige. Mens det gennemgående træk er de ekstreme højder, varierer etapernes længde voldsomt. Dagen efter det 208 km lange bjergmaraton, der indledte alpefesten, fortsætter det afgørende bjergopgør nemlig med en etape, der er i den helt modsatte grøft. Med kun godt 125 km er 19. etape endnu en af de korte, intense sager, som ASO er blevet så begejstrede for, og hvad den ikke har i længde, har den i den grad i sværhedsgrad. I alt bydes der nemlig på næsten 4000 højdemeter og en tur op på Tourens højeste punkt i 2770 m højde på toppen af Col d’Iseran samt den første af Alpernes to bjergafslutninger, når det hele ender med en relativt kort klatretur op til skibortsbyen Tignes, der naturligvis også ligger i mere end 2000 m højde.

I alt skal der tilbagelægges bare 126,5 km, der fører feltet fra Saint-Jean-de-Maurienne til Tignes. Straks fra start kører man mod sydøst op over den lille ikke-kategoriserede Cote du Bouchet (1,7 km, 6,9%), der faktisk stiger med 8-9% over den første kilometer, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod nord ned i dalen. Her følger man en let stigende dalvej, først mod sydøst og siden sydøst. Kortvarigt forlader man dalen for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Cote de Saint-André (3,1 km, 6,8%), der har top efter 25 km, inden man via en nedkørsel kører tilbage til dalen. Her går det fladt mod øst og nordøst frem til byen Modane.

I Modane forlader man igen dalen for at køre opad kategori 2-stigningen Montee d’Aussois (6,5 km, 6,2%), der er regulær og aldrig stejl og har top efter 38 km, som næsten alle har været stigende. Derefter venter kun en kort nedkørsel, inden man fortsætter igennem let stigende terræn mod nordøst og øst frem til kategori 3-stigningen Col de la Madeleine (3,9 km, 5,9%), der bestemt ikke må forveksles med det nærliggende bjerg af samme navn, og som har en stejl nedre del med 9,2% over den første kilometer, men derefter flader ud. Toppen nås efter 63,5 km og leder op til et plateau, som følges mod nordøst frem til dagens spurt, der kommer efter 68,5 km efter en ganske stejl bakke, der har top 2 km før stregen, hvorefter det falder let. Derfra fortsættes ad den let stigende dalvej mod nordøst frem til Bonneval-sur-Arc, der nås efter 75,5 km.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Frem til da er det gået opad stort set hele vejen, idet man er klatret fra 580 m til højde til nu at være 1802 m over havets overflade, men det er først nu, at etapen for alvor tager fat. Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad Col d’Iseran, der er uden for kategori. Over 12,9 km stiger det med 7,5% i snit, men der er tale om en irregulær stigning med plateauer efter hhv. 4 og 9 km. De øvrige dele stiger næsten konstant med mere end 8%, og den stejleste kilometer er endda den 12, hvor det går op med hele 10,2%.

På toppen i 2770 m højde, Tourens højeste punkt, er der en bonusspurt med bonussekunder, hvorefter der resterer 37,5 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest ned til skisportsbyen Val d’Isere. Herfra kører man mod nordvest via en flad vej langs en sø, inden det falder let ned til Tignes - Le Brevieres. Her forlader man atter dalen, når man drejer rundt for at køre mod syd og sydvest op ad målstigningen, der er i kategori 1 og leder op til Tignes. Den stiger med 7% over 7,4 km og kan deles i to dele med 3 stejle kilometer på 7-9%, tre lette kilometer på 4-7% og til slut en stejl afslutning med 7-9%. Toppen rundes med 2 km igen, hvorefter man kører af en flad, let bugtende vej langs Lac de Tignes frem til mål, der kommer for enden af en 200 m lang, 6 m bred opløbsstrækning.

Etapen byder over den korte distance på hele 3771 højdemeter.

Tignes blev senest besøgt i 2007, hvor Michael Rasmussen med en overlegen solosejr kørte sig i førertrøjen. I 2016 var Tour de l’Avenir forbi, og her tog David Gaudu et stort skridt mod den samlede sejr ved at køre alene hjem til triumf.

Vejret

I dag slap rytterne for den varslede regn, men risikoen er den samme fredag. Her vil det starte solrigt, men gennem hele eftermiddagen vil der være en bygerisiko på ca. 80%. Temperaturen i Tignes ventes at nå 19 grader, og der vil blot være en svag til let vind fra vest. Det giver med- og sidemedvind frem til bunden af Iseran, hvor dr vil være sidemodvind hele vejen op. Det vil være det samme på det efterfølgende stykke og også på den sidste stigning, indtil man får sidevind på den sidste kilometer.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Analyse af 18. etape

Tilbage i oktober var der én ting, der gik igen, da årets Tour-rute blev analyseret. Med hele syv ture op i mere end 2000 m højde var der mere end nogensinde tale om et højdernes Tour de France, og da man samtidig havde skruet voldsomt ned for antallet af enkeltstartskilometer, der ofte har været en svaghed for mange sydamerikanere, var alle enige, om at det også måtte være colombianernes Tour. Om en colombianer ligefrem ville ende øverst på podiet, var ikke sikkert, men der var almindelig konsensus om, at chancen for en colombiansk Tour-sejr aldrig havde været større.

Mindre blev de bestemt ikke, da Chris Froome på så tragisk vist fik knust sine Tour-drømme af et sydfransk vindpust og en løbende næse, for det bragte pludselig luksushjælperen Egan Bernal i spil til Tour-sejren i en nu pludselig beskyttet rolle på Ineos. Da samtidig Nairo Quintana kørte et fremragende forår, der gav løfter om en genrejsning af manden, der tidligere var spået til en sikker Tour-sejr, var oddsene på sydamerikansk i Tour-lotteriet kun faldet uafbrudt siden afslutningen på sidste års Tour.

Men så var det, som om luften fes ud af ballonen. Med sin sejr i Tour de Suisse havde Bernal ellers skrevet sig ind som bookmakernes favorit inden løbet, men pludselig så det ud til, at han alligevel skulle ende hjælper, da holdkammeraten Geraint Thomas kom blæsende ind til løbet med en magtdemonstration på 6. etape og en fremragende enkeltstart, samtidig med at det colombianske vidunderbarn mildt sagt virkede som en skygge af sig selv både i Vogeserne og på enkeltstarten. Samtidig falmede Quintanas stjerne, nærmest inden man havde smagt på bjergene, og lynhurtigt koncentrerede al snak om colombianeren sig atter om manglende loyalitet og mulige forklaringer på, hvorfor i alverden han da pludselig var blevet sådan en skygge af sig selv. Og da landets outsider, Rigoberto Uran, samtidig hurtigt viste, at han altså ikke havde genfundet 2017-benene, så det ud til, at de mange tilrejsende colombianere kunne få tre lange uger i Frankrig.

I den ligning manglede imidlertid et enkelt led. Højdernes Tour de France havde endnu ikke ramt højderne, hvis han man ser bort fra det kortvarige møde med de tynde luftlag på toppen af Tourmalet. Seks af de syv ture op i iltmanglen ventede stadig, da feltet i dag tog hul på den alpetrilogi, der vil kåre vinderen af den 106. udgave af Tour de France.

Om det vitterligt er den skrigende mangel på ilt, der er forklaringen, er ikke helt givet, men sandt er det i hvert fald, at den colombianske begravelse blev forvandlet til colombiansk bjerg, så snart feltet for første gang nærmede sig Andesbjergenes ufattelige højder. Ikke blot leverede Quintana en genkomst, som de færreste vel havde forestillet sig fra morgenstunden, Bernal kørte sig også i position til at tage den Tour-sejr, der de første to uger bare var gledet længere væk. Og som ekstra flødeskum fløj Uran pludselig også op ad bjergene i en stil, vi slet ikke har set siden jubel-Touren for to år siden.

Mest bemærkelsesværdig var Quintanas genopstandelse naturligvis - og så alligevel ikke. Jeg var i hvert fald ikke den eneste, der måtte tjekke computeren en ekstra gang for at finde ud af, om ikke vi var i gang med at genafspille sidste års kongeetape. Det var nemlig helt umuligt ikke at få en følelse af deja-vu på en dag, der nærmest var en tro kopi af det, vi var vidner til på Col du Portet for 12 måneder siden. Dengang havde Quintana nemlig også slået et søm i egen ligkiste med en skidt, skidt præstation i den første bjergkæde, men på den første store dag i det andet af de to bjergmassiver rejste han sig ved at give hele feltet en klatrelektion. Desværre blev hans genrejsning ødelagt af et efterfølgende styrt på en ligegyldig sprinteretape, men det var et vidnesbyrd om den stædighed og stolthed, der altid har været Quintanas stærkeste karaktertræk.

Samme egenskaber blev stillet til skue i dag. I dag så vi i hvert fald igen en indebrændt colombianer, som var blevet ramt på sin ære af den massive kritik, og han gav det gensvar, som jeg allerede havde åbnet for i gårsdagens optakt, men ikke rigtigt troet på. Quintana gjorde i den grad den store skepsis til skamme og ikke blot tog en sejr, der var mindst lige så flot som pyrenæertriumfen i 2018, men som også med ét bragte ham tilbage i klassementskampen.

Faktisk virkede det til, at Movistar heller ikke rigtigt selv troede på det. Faktisk er det formentlig deres egen skyld, at Quintana ikke i dag er endnu tættere på podiet. I første omgang så det nemlig ud til, at Quintanas angreb alene skulle tjene samme formål som på 15. etape, nemlig med sin gode placering i klassementet at tvinge rivalerne til at jagte og dermed skrue farten op, gøre løbet hårdt og derved berede et angreb fra Mikel Landa. At det var planen, blev helt åbenlyst, da Marc Soler med sin vanvidsføring på Izoard - hvor han beviste, at jeg fremover skal droppe betegnelsen ”overvurderet klatrer”, når jeg beskriver ham - ikke blot sprængte feltet til atomer, men også gjorde et kraftigt indhug i det forspring, der havde bragt Quintana faretruende tæt på podiet.

Set i momentet gav taktikken mening, men havde tiltroen til Quintana været større, havde de nok grebet det anderledes an. Omvendt kan man ikke fortænke dem i at tvivle lidt på ordene fra en mand, der angiveligt aldrig meldte sine vanskeligheder på Tourmalet ud, netop som hans eget hold var i gang med at lægge pres på. Og med tanke på, at Soler ryddede så godt og grundigt ud i hjælperytterne, at feltet praktisk talt gik i stå i dalen mellem Izoard og Galibier, hvad de næppe havde gjort, hvis farten havde været mere jævn, er det slet ikke sikkert, at Quintana havde vundet så meget tid uden Solers vanvidsridt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Faktisk kan forceringen alligevel have vist sig at være nyttig. Det så nemlig ikke umiddelbart ud til, at hverken Ineos, Jumbo eller FDJ havde ambitioner om at sætte farten i vejret gennem Izoards berømte månelandskab, og dermed var løbet ved at gå Julian Alaphilippes vej. Man skal ikke kende meget til franskmandens karakteristika for at vide, at det er det opslidende, udmarvende tempo på de lange stigninger, der kan knække ham. En frisk Alaphilippe med sit punch i behold er svær at bide skeer med, men til gengæld kan en mærket Alaphilippe træde helt firkantet.

Og firkantet blev der trådt. Ineos, Jumbo, FDJ og Bora kan alle sende en tak til Movistar, for det er meget tænkeligt, at det er spaniernes skyld, at Alaphilippes eksplosion alligevel kom nær toppen af Galibier. Heldigvis for franskmanden kom den så tæt på toppen, at han med sine eminente nedkørselsesevner ikke blot kunne lukke hullet, men også vende det til en kortvarig offensiv, men det var endnu en rids i det panser, der ser endnu mere sårbart ud. I Pyrenæerne viste Alaphilippe os, at han trods sin chokerende vedholdenhed ikke helt er kommet sig over børnesygdommen med at betale en regning 24 timer efter en tur i rød zone, og selvom tidsgevinsten for de fleste i dag var 0, må man tro, at tjeneren fik føjet et par ekstra noteringer på den regning, der ligger og venter til i morgen.

Spørgsmålet er, om der er nok håndører tilbage i Alaphilippes stadig mere slukne pung til, at han kan svare sit igen i morgen. Nu er han blot to bjergetaper fra at have vundet Touren, og derfor er han i hvert fald ikke længere et problem, man kan regne med, vil løse sig af sig selv. Ineos-chef Dave Brailsford har talt om, at der er to løb i løbet - favoritternes interne kamp og forsøget på at slide Alaphilippe ned - og hvor første del indtil nu har fået forrang, retter fokus sig mere og mere mod løb nr. 2.

Det gør det i hvert fald hos Ineos. I dag viste de britiske herskere nemlig, at det altså kun er Theresa May, der kaster et britisk håndklæde i ringen. Netop som alle talte om, at Tour-kongerne var svagere end tidligere, leverede den nemlig en gedigen magtdemonstration, der med ét skrev dem tilbage i den klare favoritrolle til årets Tour. Ikke blot blev Bernal den store vinder i klassementskampen, Thomas viste også, at pyrenæerkrisen var et overstået kapitel, og holdet sidder nu i den ideelle position med de to første i arvefølgen, hvis Alaphilippe de kommende dage må sælge tronen for at få råd til at betale regningen.

Dermed er holdet også i en position, hvor de kan koncentrere sig mest om Alaphilippe. Nu handler det for alt i verden om at knækket den franske nød, og derfor vil al logik tilsige, at vi i morgen for første gang for alvor vil se Ineos lægge deres enorme hånd over løbet. Nok er Michal Kwiatkowski i håbløs form, nok er Gianni Moscon stadig ikke sig selv, nok hare Wout Poels ikke fundet sin legendariske tredjeugesform, og nok mangler de Luke Rowe, der blev offer for en beslutning, man skal have UCI-logik for at forklare, men kender vi Ineos ret, leverer de, når det gælder. Det gjorde i Bernal og Thomas i dag, og mon ikke vi vil se Ineos i morgen lægge pres på fra Iseran og hele vejen frem til målet i Tignes? For Alaphilippe må man håbe, at der stadig er lidt på kontoen til at betale - og i den sammenhæng hjælper det ikke, at en rask Enric Mas har rejst og er klar til at vise, at han er den fødte grand tour-rytter med overskud i den tredje uge.

Til gengæld er der også stadig sprækker i det britiske panser. Dagens kørsel afslørede i hvert fald, at holdet ikke på samme salomoniske vis som i 2018 har fundet en løsning på kaptajnproblemet. Det er svært ikke at betegne Thomas’ sene angreb som andet end udtryk for stærke personlige ambitioner, da han kunne se Bernal glide længere og længere væk og stille og roligt frarøve ham kaptajnrollen. Nok var hans forcering med til at knække Alaphilippe, men den mest åbenlyse konsekvens var, at Bernals forspring, der nærmede sig et minut, blev halveret. Det kunne den lille colombianer heldigvis udvide ved atter at vise, at sidste års vanvidsnedkørsel i Il Lombardia ikke var et one-hit wonder, men gevinsten havde nok været større, hvis Thomas havde kunnet holde sig i skindet.

Bernal fik imidlertid det ønskede ud af offensiven, og alene det, at han fik lov at angribe i en situation, hvor det ikke var Ineos’ opgave at gå i offensiven, er en bekræftelse på tesen om, at Brailsford ikke nødvendigvis helst vil vinde med briten Thomas. Det er nemlig Bernal, der har skrevet noget, der minder om en livstidskontrakt, og man fornemmer tydeligt, at ambitiøse Brailsford meget gerne vil gøre sin guldfugl til en gigant i cykelhistorien. I den sammenhæng tæller det meget at få en Bernal-sejr allerede i år, og Brailsford har altid været mere drevet af sportslige bedrifter end af sponsorinteresser.

Alligevel skal det blive interessant at se, om Thomas får lov at køre offensivt de kommende dage på samme måde, som Bernal gjorde det i dag. Waliseren fik i hvert fald vist, at han i de Alper, der virkelig passer ham, er betydeligt stærkere i Pyrenæerne og ikke har opgivet Tour-drømmen endnu. Problemet for ham er bare,  at det formentlig kun er taktik, der kan give ham mulighed for at få forbi Bernal, for colombianeren ligner lige nu alligevel den favorit, han også hos mange var inden løbet.

Egentlig er det ikke mærkeligt. Jeg har ofte tidligere sammenlignet Bernal, Mas og Richard Carapaz ved, at de alle kørte deres første grand tour uden klassementsambitioner, men alligevel med meget overbevisende kørsel dybt inde i den tredje uge viste, at de havde den helt særlige motor, der skaber de virkelige grand tour-ryttere. Den tese har holdt stik for både Carapaz’ og Mas’ vedkommende, og med sin kørsel i denne Tour, hvor han bare er blevet bedre dag for dag, har Bernal bekræftet, at det var med god grund, at han sidste år kørte så stærkt i den tredje uge, at han gang på gang måtte vente på en vis Chris Froome for at hive ham til toppen af tinderne. Med tanke på den stærkt stigende formkurve, han har haft indtil nu, er der intet, der tyder på, at Bernal vil blive ringere, når vi atter besøger de høje luftlag de kommende dage.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

På den baggrund var dagens etape et slag i ansigtet på de andre topkandidater, der pludselig havde kunnet lure en sejr. Mest åbenlyst er det, at Thibaut Pinot ikke var det monster, han var i Foix forleden. Nok var det ham, der med sin forcering til sidst kørte Thomas ind og knækkede Alaphilippe, men hvor han for et par dage siden gav Bernal baghjul, kunne han denne gang intet stille op, da colombianeren angreb.

Spørgsmålet er, hvad det var udtryk for. Hvis det var Pinots berømte dårlige dag, må man sige, at det er ganske pænt kommet igennem at køre så stærkt, at han i et snuptag kørte Thomas ind. Måske er det udtryk for, at Pinot, der ellers ikke er ringe i højderne, alligevel ikke har samme naturlige fordel i den tynde luft som Bernal, der er opvokset i Andesbjergene. Måske er det udtryk for, at Bernal bare har forbedret sig siden sidste søndag med sin opadgående form. Og måske er det bare udtryk for, at Pinot var lidt for bange for at gå i rød zone tidligt i den iltfattige luft, for da han endelig lukkede op med sin vilde forcering til sidst, kørte han så stærkt, at kun Uran og Mikel Landa ikke måtte slippe kontakten.

Pinot er derfor stadig den værste trussel mod en Ineos-sejr, hvis Alaphilippe - og det forventer jeg stadig vil ske - glider ud af billedet. Hvilken af de fire forklaringer på forvandlingen fra overmenneske til menneskelig, der er sand, bliver vi først klogere på i morgen, men det vil være helt afgørende for, om vi endelig får den første franske Tour-vinder siden 1985. Sikkert er det dog i hvert fald, at Pinot er kommet i en betydeligt vanskeligere position, nu hvor han ikke bare skal følge, men også sætte Bernal for at vinde.

Landas offensiv kom aldrig, og det var tydeligt, at baskeren ikke var helt så komfortabel på Galibier, som han var det i Foix forleden. Han hang på Pinot til sidst, men alligevel er det nok ikke ham, der sover bedst i nat. Dels må han nu indstille sig på atter at skulle dele kaptajnrollen, dels lignede han ikke en mand med det overskud, der skal til for at tilbageerobre al den tid, han mangler for at komme tilbage i podiekampen.

Til gengæld er der lagt op til Movistar-offensiv en masse de kommende dage. For spanierne er en podieplads det minimalt acceptable, og for hverken Landa eller Quintana tæller en sekundær top 10-placering. Lidt ærgerligt var det, at Alejandro Valverde følte sig så godt kørende, at han ved at forsøge at gå med Bernal kom så meget i iltbekneb, at han alligevel kom til kort i de højder, han altid har hadet, for det kostede ham mere tid, at han gik i rød zone en anelse for tidligt. Med et mindre tidstab havde holdet stået bedre, men helt galt er det trods alt ikke. Tre mand i top 10 er som skabt til at lægge pres på rivalerne, som Quintana har gjort det med sine tidlige angreb - i morgen kunne det være Valverde, der skal afsted allerede på Iseran - og det er i hvert fald helt sikkert, at vi vil se et hav af angreb fra det triumvirat, der i 2018 floppede totalt, men nu er i en position til at blive den gave til løbet, de aldrig blev for 12 måneder siden.

To små tabere er nok Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk. Ringe kørte de bestemt ikke, men nu er det svært at se dem vinde løbet. For de to motorer, der er bedst på de lange dage med mange højdemeter og lange stigninger, var denne etape nemlig den allerbedste, men alligevel måtte de begge give Pinot et par meter. Nok har de bekræftet, at de med deres motorer er som skabt til at køre stærkt i den tredje uge, men det er svært at se dem slide rivalerne op med deres monotone kørsel og manglende eksplosivitet. Bedre for Kruijswijk blev det ikke af, at nøglerytteren George Bennett var i asfalten to gange, og selvom han er sluppet uden skader, kan man frygte, at han vil være så mærket, at han er knap så brugbar i forsøget på at sætte Kruijswijks opslidende tempo. Han kan så håbe, at Ineos står for den del af arbejdet i stedet.

Dagens positive overraskelse var Uran. Jeg skal blankt indrømme, at jeg har været hurtig til at afskrive colombianeren og følte mig kun bekræftet i min vurdering af hans svage kørsel i søndags. Nu har dårlige dage imidlertid altid været noget, der har kendetegnet Uran, og måske var 15. etape bare en sådan. I hvert fald viste han med sin kørsel i dag, hvor han sad klæbet til Pinots hjul på toppen af Galibier, at også han trives i de høje luftlag og formentlig vil gøre det betydeligt bedre i Alperne end i Pyrenæerne. Desværre er han for langt efter til at kunne gentage sin podieplads, men han har udsigt til avancement. Det bliver til gengæld nok svært for Richie Porte, der nok engang må sande, at den rytter, der knuste alle i 2016 og 2017, ikke længere eksisterer. I det mindste gør han det hæderligt modsat Dan Martin, Adam Yates og Vincenzo Nibali, som alle har kurs mod en total deroute.

Det har Romain Bardet ikke. Den stabile franskmand har én gang tidligere oplevet tidligt at falde ud af klassementet, men dengang i 2015 rejste han sig med så flot kørsel i Alperne, at kun Froome forhindrede ham i at vinde bjergtrøjen, og at han alligevel endte i top 10. Det gør han ikke denne gang, men til gengæld har han efter i dag skrevet sig ind som favorit til at få de prikker, Froome snød ham for dengang. I hvert fald må man tage hatten af for hans heroiske fight og evne til ikke at give op, når modgangen melder sig. Den egenskab besidder han mere end de fleste.

Det er dog nok kun i den franske presse, at det vil være ham, der stjæler overskrifterne. I resten af verden vil 18. etape for altid blive husket som den etape, der efter et par uger i franske farver, endelig fik det gul-rød-blå skær af colombiansk dominans, som mange havde spået tilbage i oktober. Den colombianske Tour-sejr, der blev varslet i efteråret, kom i hvert fald i dag et stort skridt nærmere. Mon ikke der nu er lidt ekstra travlt hos de colombianske rejsebureauer, der får nok at gøre mere at skaffe flybilletter til de mange cykelgale colombianere, der kan lugte en mulig sydamerikansk fest i Paris på søndag?

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Favoritterne

Hvis nogen havde håbet, at det ville blive lidt lettere efter dagens strabadser, skal de ikke kigge i løbsbogen. Fredagens etape er nemlig endnu en modbydelig sag, men bortset fra at den også finder sted i Alperne og sender rytterne op i mere end 2600 m højde, er der ikke mange ligheder mellem de to etaper. Mens torsdagen bød på et sandt maraton med en afsluttende nedkørsel, vil fredagen byde på et sandt maraton med mål på toppen af en stigning.

Hvor torsdagen var en dag for de slidstærke dieselmotorer, er fredagen altså en meget mere eksplosiv affære, men grundlæggende er det de samme ting, der vil afgøre løbet. I den tredje uge handler det først og fremmest om friskhed og overskud, og hvem der kan holde niveau efter nu 18 etaper. Det fik vi en klar fornemmelse af i dag, og selvom der er forskelle på de to etaper, vil hierarkiet formentlig ikke ændre sig væsentligt, hvis man ser bort fra eventuelle dårlige dage for folk, der måtte have gravet lidt for dybt på dagens maraton.

Etapen har ganske vist mål på toppen af en stigning, men Tignes-stigningen er altså ikke særlig intimiderende. Ikke blot er den kort, den har også to meget lette kilometer midtvejs på de bare 7,4 km. For at gøre det hele endnu værre for folk, der vil skabe forskelle, er de sidste to km endda flade, og det vil andet lige begunstige en gruppe, der kan samarbejde, i forhold til en eventuel enlig rytter.

For cykelløbet er det til gengæld ikke en dårlig ting. Det dummeste i denne verden vil være at slæbe en frisk Julian Alaphilippe med frem til bunden. Var denne etape kommet i et ugelangt etapeløb, havde vi i hvert fald ikke tøvet med at gøre franskmanden til etapens klare favorit. Stigningen er kort, irregulær og eksplosiv og med en flad finale, hvor Alaphilippe kan baske de fleste i spurten. Det er med andre ord en rigtig Alaphilippe-stigning, og derfor handler det om at slide ham ned forinden.

Heldigvis er der gode muligheder for netop det. Col d’Iseran er nemlig både lang og svær, og den har endda top i skræmmende 2770 m. Det er med andre ord en stigning, der rigtig kan slide på stakkels Alaphilippe, og det burde derfor være helt oplagt, at det er her Ineos vil slå til. Som skrevet i analysen ovenfor står de nu i en position, hvor de kan køre defensivt, hvis blot de kan få løst Alaphilippe-problemet. Det må med andre ord være hovedformålet med den britiske taktik til i morgen.

Ineos er imidlertid ikke alene. Movistar har masser at vinde, hvis de skal have enten Quintana eller Landa på podiet. Dagens etape må have gjort dem sprængfyldt med selvtillid, og vi kan derfor ventes os endnu en gigantisk offensiv fra spansk side. Lægger man dertil, at også FDJ og i mindre omfang Jumbo også har både interesse i og ressourcer til at skabe et hårdt løb, burde der være nok af hold til at sætte gang i tingene allerede på Iseran.

Det gør det også svært at tro på en udbrudssejr. Nok er den stigende første del så hård, at vi kan forvente os et relativt stærkt udbrud, hvor de friske og gode folk kan gøre en forskel, men som vi så i dag, er der gode chancer for, at det kan tage en times tid at få etableret et udbrud. Der er en chance for, at et træt felt lader en gigantgruppe køre næsten med det samme, som vi så det onsdag, men ender det med endnu en krig over en times tid, når de næsten frem til Iseran allerede, inden udbruddet er etableret. Her vil vi helt sikkert som i dag se, at alle klassementshold - også Deceuninck og Ineos - vil have en interesse i at få folk med i gruppen, for på en dag som i dag kan hjælp mellem Iseran og Tignes være altafgørende. Det gælder ikke mindst for Alaphilippe, der nok vil kunne hente en del af eventuelt tabt terræn på den tekniske nedkørsel, men som kan få brug for hjælp i dalen, hvis han skulle blive bragt i vanskeligheder.

Formodningen må derfor være, at vi får endnu et stort udbrud med flere hjælpere fra de store hold. Derefter vil Deceuninck skulle tage kontrol, men med de tidsforskelle, der efterhånden er opbygget, burde der være en god chance for, at de kan lade udbruddet sejle, også selvom det er meget sandsynligt, at det kan vrimle med top 20-ryttere, der ser det som en chance for at komme tilbage i klassementet og vinde en etape. Det mest interessante vil være, om det vil lykkes at få lirket Alejandro Valverde med i gruppen - hvilket alt andet lige er sværere, når manden kører rundt i en iøjnefaldende regnbuetrøje - for ellers burde Deceuninck kunne læne sig tilbage og lade de hold, der måtte finde deres top 10-placering truet, komme frem.

Kører udbruddet tidligt, kan de måske få så stort et forspring, at de har en god chance, men kommer de sent afsted, får de det svært. Vi forventer nemlig, at Ineos og Movistar hurtigt vil tage kontrol på det ganske svære stigende stykke og som minimum, når de rammer Iseran. FDJ kan også tænkes at deltage i ballet, og på selve stigningen regner vi med, at Movistar vil komme med endnu en vanvidsforcering, og at Ineos og FDJ vil bidrage til at gøre det hårdt.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Kommer der så favoritangreb på Iseran. Som sagt er Tignes meget let, så Movistar skal forsøge allerede her. Drømmen er nok at få Valverde med i det tidlige udbrud og få lagt pres på rivalerne, men ellers kan man forvente angreb fra hele triumviratet på Iseran. Det kan blive Landa, Quintana eller Valverde. Forsøget skal der i hvert fald. Ineos vil nok i første omgang forsøge at slide Alaphilippe op, men hænger han på nær toppen, vil vi tro, at også Egan Bernal og Geraint Thomas kan finde på at angribe - især hvis de har folk ude foran til at hjælpe i dalen. Også Thibaut Pinot kan tænkes at angribe allerede her. Desværre ser det ud til, at der vil være en svag sidemodvind, som i det åbne landskab kan gøre det mindre selektivt, men den burde være relativt let, så det sammen med den tynde luft og de stejle procenter ikke skulle umuliggøre at slide folk ned, selvom det kan blive svært for en enlig rytter at køre fra alt og alle.

Alaphilippe er begunstiget af, at etapen denne gang er kortere, men vi tror stadig, at han knækker. I dag skete det så sent, at han kunne redde situationen, men kender vi ham ret, er der en regning at betale, som vi så det i sidste weekend. Vi tror, at han får problemer allerede på Iseran, og spørgsmålet er så, om han kan redde det med sin eminente nedkørsel. Hvis de andre har folk foran - det bliver svært for det svage Deceuninck-mandskab at yde ham meget støtte - kan han meget vel ende i en håbløs kamp, hvis han ikke får det lukket hurtigt på nedkørslen. Og så kan han tabe minutter og ryge helt ud af podiekampen.

Med andre ord tror vi, at det hele åbner sig på Iseran, at Alaphilippe kan bringes i vanskeligheder, og at det herfra bliver en vild jagt hele vejen ned mod sidste stigning. Derfor tror vi, at det bliver en lynhurtig etape, der gør det svært for et udbrud. Vi udelukker ikke en udbrudssejr - vi kan jo forvente os stærke klatrere i udbruddet - men klassementets anatomi og den medfølgende taktik taler for, at favoritterne skal afgøre det på Tignes - og efter vores opfattelse uden Alaphilippe.

Som sagt er Tignes ikke specielt svær, og det bliver bestemt ikke bedre af, at der vil være sidemodvind. Vi skal derfor ikke forvente de helt store forskelle Det var der heller ikke, da Michael Rasmussen sejrede i 2017, for her var han kørt alene væk længe forinden. Bag ham endte de fem bedste klatrere samlet, og det vidner om, at det er strabadserne forinden, der skal gøre det hårdt.

Det får os til at pege på Egan Bernal som vores favorit. Som skrevet i analysen bekræftede colombianeren i dag, at han har den rette motor til den tredje uge, og at hans form har fortsat den fremgang, den åbenlyst har været i indtil nu. I morgen kan han på den sidste stigning ikke drage fordel af de samme højder, men Ineos vil forsøge at gøre løbet hårdt nok forinden, alene for at slide Alaphilippe ned. Det store spørgsmål er som nævnt ovenfor, hvordan Ineos skal gribe det an. Som udgangspunkt er det ikke dem, der skal angribe, hvis de er kommet af med Alaphilippe. Hvis franskmanden er med endnu, skal de imidlertid i offensiven, og som nævnt ovenfor kan det formentlig både blive med Bernal og Thomas.

Som minimum kan vi dog forvente, at Pinot vil forsøge sig, og det vil med sikkerhed åbne ballet. Som han var kørende i dag, er det svært at se, at Bernal kan sættes på en let stigning som denne, og han kan formentlig kun blive sat af, hvis han bliver låst af et Thomas-angreb. Han kan så håbe, at Pinot vil kunne bringe ham tilbage i spillet, og det synes franskmanden at være god nok til. Hvis Thomas angriber først, kan Bernal slå kontra, og det kan være nøglen til, at han kan tage en solosejr. I hvert fald er han det mest oplagte bud på en rytter, der kan køre fra alt og alle. Endelig er han så også hurtig, at han kan vinde en spurt i den flade finale, og dermed har han så mange optioner, at han fortjener status som favorit.

Hans værste rival må være hans egen medkaptajn Geraint Thomas. Briterne har den store fordel, at de kan angribe på skift, og det er ikke svært at forestille sig en situation, hvor Pinot kan være alene om at skulle lukke dem begge. I det tilfælde kan det sagtens være Thomas, der kører væk, også selvom Bernal ligner den stærkeste af de to. Waliseren viste i hvert fald i dag, at han er betydeligt stærkere end i Pyrenæerne, og Tignes-stigningen passer ham endda helt perfekt. Den er kort og ikke specielt stejl og skabt til de vanvidsforceringer, Thomas har for vane at sætte ind ca. 1 km fra toppen, som han også gjorde det i dag. Når han kommer med de angreb, skal man stå tidligt op for at følge med, og som andet led i den stærke tandem kan man sagtens forestille sig, at Thomas kører alene hjem. Selv i tilfælde af et defensivt løb, hvor Ineos er tilfredse med at sætte Alaphilippe af, kan Thomas vinde. I hvert fald er det svært at sige, om det vil være ham, Bernal eller Pinot, der vil være hurtigst, og dermed kan også han vinde på flere måder.

Som sagt var Thibaut Pinot i dag ikke det overmenneske, han var i søndags, men han var stadig en af de tre stærkeste og eneansvarlig for, at Thomas blev kørt ind igen. Ovenfor gav vi fire mulige forklaringer på hans ”lille” nedtur, men alle har de det til fælles, at sandsynligheden for, at Pinot er endnu stærkere fredag, er stor. Det betyder, at vi ikke vil blive slemt forundrede, hvis vi igen ser søndagens udgave af franskmanden, og så ved vi, at han er svær at bide skeer med, også for Bernal og Thomas. Spørgsmålet er, om stigningen er svær nok til at køre væk, når han ikke har den taktiske fordel, som Thomas og Bernal har - især fordi han meget vel kan havne i en situation, hvor han skal lukke huller. Til gengæld er han så hurtig, at han sammen med de to Ineos-ryttere har en god chance for at gøre det færdigt i den spurt, der er et sandsynligt scenarium.

I dag havde Mikel Landa ikke benene til at komme med det angreb, der var lagt op til, men i morgen kan vi som sagt forvente, at han vil være en del af en stor Movistar-offensiv. Han, Quintana og Valverde vil formentlig angribe i højre og venstre fra Iseran og frem, men det er nok tvivlsomt, om han kan få lov at køre tidligt væk som i søndags, nu hvor Ineos har en interesse i at køre stærkt og komme af med Alaphilippe. Tignes er også for let til, at en fyr som Landa bare kan køre væk, men han har stadig den fordel, at han er langt efter i klassementet. Det kan han måske udnytte til at få den frihed, der skal til for at sikre den anden Movistar-sejr i træk.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Meget af det samme kan siges om Nairo Quintana. Heller ikke han kan ventes bare at kunne køre væk på Tignes, der er alt for let til at passe ham, men selvom han ligesom Landa nok er for tæt på til at kunne slippe væk allerede på Iseran, kan han måske udnytte kampen mellem topkandidaterne på Tignes, hvor det meget vel kan blive taktisk. I dag lignede han i hvert fald den Quintana, vi havde håbet at se fra starten, og måske havde han ret, når han hævdede, at nedturen i Pyrenæerne skyldtes styrtet fra forleden. Desværre har de seneste dage også lært os, at Mr. Consistency er blevet til Mr. Inconsistency, som vi senest så det i Vueltaen, og derfor tør vi ikke garantere, at Quintana ikke igen falder sammen. Hvis han undgår det, kan vi heldigvis forvente, at han og Landa vil angribe de andre på skift, og det kan give mulighed for at snige sig væk til en sejr.

Muligheden for sejr til Julian Alaphilippe består bestemt også. Som sagt tror vi, at han knækker på Iseran, men sker det ikke, kan han meget vel ende med at vinde etapen. Tignes er som nævnt en rigtig Alaphilippe-stigning, og kommer han frem til bunden uden at være slidt helt ned, kan han blive meget svært at sætte på så let en stigning, hvor der endda vil være modvind. I en spurt er det blandt klatrerne kun Valverde, der kan røre ham, og det betyder, at han faktisk står med ret gode kort på hånden. Udfordringen er formentlig Iseran, hvor vi tror, at han slipper, men klarer sig frem til Tignes enten via bjerget selv eller via nedkørslen, kan han sagtens ende med at udbygge sit forspring ved at spurte sig til sejr på toppen.

Det samme kan Alejandro Valverde. Det var lidt ærgerligt, at han i dag lod sig komme i rød zone ved at følge Bernal og derved tabte kontakten. Forinden havde han overrasket positivt i de højder, han altid har hadet, og det lover godt for denne etape. Som sagt tror vi, at Movstars plan A er at få ham med i det tidlige udbrud, og skulle det lykkes synes han at være god nok til at gøre det færdigt, hvis magtkamp mellem favoritterne betyder, at forspringet bliver større end godt er. Sekundært kan han blive spillet ud allerede på Iseran, men det er nok den strategi, der får vanskeligst ved at bære frugt, da farten på det bjerg ventes opskruet. Vi frygter da også, at Iserans højder kan blive Valverdes endeligt, især hvis han skal ofre sig for holdet, men kommer han med over, bliver han drønsvær at sætte på Tignes. Det er klart, at angreb fra Landa og Quintana er det vigtigste, men skulle Valverde kunne holde sig til og få adgang til en spurt på toppen af det relativt lette bjerg, er det formentlig kun Alaphilippe, der kan slå ham.

Som nævnt var Rigoberto Uran dagens positive overraskelse. Som de andre colombianere fandt han benene, da luften blev tynd, og faktisk var det ham, der sad i Pinots hjul på toppen af Galibier. Det lover godt for denne etape, hvor den desværre til tider ret svingende Uran bør være en af de bedste, hvis han undgår en af sine mange dårlige dage. Selvom han har meget tid at vinde, skal vi ikke forvente angreb fra en mand, der vist mest er kendt for at sidde på hjul, men det kan også bringe ham langt, hvis han har benene til at følge de bedste. Det havde han i dag, og gør han det igen, er han så hurtig, at han kan true de hurtigste på stregen, hvis Alaphilippe og Valverde er faldet fra. Og skulle han have fundet en sjælden offensiv lyst, er han så langt efter, at han har frihed til at snige sig væk.

I analysen skrev vi, at vi nok definitivt kan begrave den bedste udgave af Richie Porte. Australieren er dog langt fra ringe, og med tanke på, at de lange, seje stigninger måske ikke er de allerbedste for ham, kom han egentlig fint over Galibier. Han burde kunne gøre det samme med Iseran i morgen, og klarer han sig først frem til Tignes, kan han blive farlig. Målbjerget passer nemlig glimrende til Portes berømte Willunga Hill-punch, og han har den fordel, at han er langt efter i klassementet. Kigger de andre lidt for meget på hinanden, ved vi, at Porte aldrig er bange for at angribe, og denne etape kunne ligne hans bedste chance for at få den grand tour-etapesejr, der stadig mangler på et ellers imponerende flot cv.

Drømmen om, at Warren Barguil ville være flyvende i dag, brast. Franskmanden var ikke ringe, men han kunne ikke helt følge de bedste. Alligevel har vi set, at han ikke er meget ringere end i 2017, og man fornemmer fortsat, at han er i fremgang. Også han er en vidunderlig aggressiv type, der ikke er bange for at angribe fra distancen, og vi vil faktisk slet ikke udelukke, at han vil forsøge at snige sig i det tidlige udbrud. Han er nok for farlig til at kunne vinde på den maner, men til gengæld kan han vinde i finalen. Tignes er let nok til, at han kan hænge på, og i en spurt er han ikke helt uden chancer. Bedst chance har han dog nok, hvis han kommer med et klassisk Barguil-angreb, mens de øvrige favoritter kigger lidt for meget på hinanden.

Igen i dag må vi slå Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk sammen. Begge er de åbenlyst blandt de bedste, og begge har de den dieselmotor, der bare gør dem bedre, som dagene skrider frem. Til gengæld er denne etape lige kort nok for dem begge, særligt for Buchmann, der har dokumenterede vanskeligheder, når distancen er for kort. Det er dog ikke deres største problem. Selv hvis de er flyvende, er det næsten umuligt at se, hvordan de skal vinde. Ingen af dem kan spurte, og de skal derfor alene hjem for at tage sejren. Begge er i spil til den samlede sejr, så frihed er for dem en by i Rusland. Med andre ord skal de køre fra hele pivtøjet på en let stigning i modvind. Sker det? Næppe. Det skal nok blive til gode placeringer, men etapesejren virker fjern, med mindre de øvrige favoritter tager sig en blunder og lader dem køre.

Det er meget svært at forestille sig, hvem der ellers skulle vinde et opgør mellem favoritterne. Nok ser det ud til, at en rask Enric Mas som i Vueltaen kører godt i den tredje uge, men i morgen er han Alaphilippes babysitter. Derfor skal vi kigge i kategorien udbrydere for at finde andre vinderkandidater. Som sagt bliver det en overordentlig vanskelig opgave at snyde favoritterne på en dag, hvor det formentlig vil gå stærkt fra km 0, men det kan lade sig gøre. Det er dog kun muligt for feltets allerbedste klatrere.

Mest oplagt er naturligvis Simon Yates. I dag var det tydeligt, at Mitchelton satsede alt på Adam Yates, men det står nu klart, at han nok ikke har formen til at vinde en etape. I morgen må det atter være Simons tur, og efter nogle rolige dage er han klar igen. Han har vist, at benene er der, og den relativt korte etape med en eksplosiv målstigning kunne ikke passe ham meget bedre. Mitchelton har også Jack Haig som en stærk plan B, og vi ved, at det australske supertalent er god nok til at gøre det færdigt, efter at også han tog det meste af dagens etape roligt.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Vi har allerede nævnt, at Alejandro Valverde og Warren Barguil måske også kan få chancen i et tidligt udbrud, men det er meget tvivlsomt, om de kan få det rette forspring, selvom Quintanas kørsel i dag viste, at det kan ske. Andre kandidater er naturligvis Romain Bardet, der er i bedring og skal afsted for at score de 40 point på Iseran. Det åbner også døren for en etapesejr, og selvom han ikke er Bardet i sin bedste version, ligner han en mand, der godt kan vinde.

En anden kandidat er Fabio Aru . I dag tabte han yderligere tid, og nu har han efterhånden tabt så meget, at han med sikkerhed kan få den rette frihed. Etapen passer ham ikke ideelt, men han klatrer godt nok til at vinde. Det samme gør Guillaume Martin, men han har det altid svært tidligt på etaperne, og denne er nok for kort til, at han kan vinde.

Vi vil også igen fremhæve Tanel Kangert . Urans fine kørsel kan lægge en dæmper på ham, mens han fornemme klatring de seneste dage, viser, at han har benene til et af sine fine soloridt, og han har også en god spurt til den flade finale. Man kan også drømme om, at Alexey Lutsenko og Lennard Kämna, der åbenlyst er i storform og med deres fine afslutning kunne passe til den sidste stigning, har flere kræfter tilbage, men det er nok svært at tro på efter deres kørsel i dag. Lidt af det samme gælder for Michael Woods og Damiano Caruso, der burde passe til den sidste stigning, men også brugte mange kræfter i dag. Begge virker dog som mere sandsynlige gengangere end de to førstnævnte, især end Kämna, der efterhånden må være træt.

Endelig er der de fallerede stjerner Dan Martin og Vincenzo Nibali samt Bauke Mollema . Martin og Nibali virker helt fra snøvsen, og vi så dem slet ikke i angreb i dag. Man skal aldrig udelukke klasseryttere som dem - særligt Martin lignede en mand, der måske tog den med ro, da han missede udbruddet - men det ser svært ud at vinde så hård en etape. Mollema har været yderst svingende, men efter i dag at have svigtet Porte tidligt synes han efterhånden at være ved at være træt.

Vi tror ikke, at Roman Kreuziger har styrken til at føre sig gældende på lange stigninger, og Giulio Ciccone synes for mærket af skaderne. De øvrige gode klatrere fra FDJ, Jumbo, Bora, Movistar og Ineos er formentlig alle løst i hjælperroller, og der er ikke andre, der synes at have klassen eller formen til at kunne vinde en etape, der formentlig bliver kørt i et rasende tempo.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Thibaut Pinot

Outsidere: Mikel Landa, Nairo Quintana, Julian Alaphilippe, Alejandro Valverde, Rigoberto Uran

Jokers: Richie Porte, Warren Barguil, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk

Udbrudskandidater: Simon Yates, Romain Bardet, Jack Haig, Tanel Kangert, Michael Woods, Damiano Caruso, Alexey Lutsenko, Dan Martin, Vincenzo Nibali

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Rasmussens sejr fra 2007.