Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 19. etape af Tour de France

Optakt: 19. etape af Tour de France

16. juli 2021 12:48Foto: Sirotti

Med sin tredje etapesejr og sikring af bjergtrøjen viste Tadej Pogacar på løbets sidste bjergetape nok engang, at han er feltets ukronede konge, og han skal nu reelt bare holde sig på cyklen for at sikre sig sin anden samlede sejr ud af to mulige. Det gælder også for fredagen, hvor feltet indleder rejsen mod nord gennem Bordeaux-områder, hvor sprinterne ofte har fået deres chance i en generalprøve frem mod Paris, men hvor det store mandefald blandt sprinterne denne gang gør det til et alt andet end givet faktum, at vi ikke vil se en udbrudssejr.

Annonce

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt en flad transportetape om fredagen, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes, forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne ofte foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft denne generalprøve to dage inden Paris-etapen. I årets helt klassiske udgave af løbet, hvor man på næsten alle måder vender tilbage til et traditionelt design, er det kun naturligt, at sprintergeneralprøven vender tilbage. Det gør den med et helt velkendt format, når man indleder rejsen mod Paris ved at køre mod nord igennem det sydvestfranske fladland, hvor det kun er fravalget af sprinterhovedstaden Bordeaux som målby, der forhindrer etapen i at leve helt op til det, vi kendte fra 90erne. Vind spiller sjældent en rolle i området, men spørgsmålet er, om trætheden er stor nok til, at udbryderne kan forhindre den massespurt, profilen i den grad lægger op til.

 

Med en distance på hele 207,0 km er der tale om endnu en for Touren lang etape, der fører feltet fra Mourenx til Labourne. Som sagt er det en klassisk tredjesidste etape, idet det hele dagen går mod nord op gennem Bordeaux-området med retning mod Nordfrankrig og Paris. Fra start kører man mod nord ned ad en lille nedkørsel, inde man drejer mod nordøst for at passere dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote de Barelle (1,9 km, 5,3%), der er stejlest mod slutningen med 6,2% over de sidste 400 m frem til toppen, som rundes efter 12,1 km. En hurtig nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man rammer fladlandet, der følges først mod nordvest og siden mod nordøst. I byen Saint-Sever, der nås efter 54,1 km, kommer dagens spurt, der denne gang er placeret efter 1,5 km med 3,3% fordelt med 6-7% over de første 500 m og 1000 flade meter på en snoet vej med et skarpt sving i bunden af bakken.

 

Spurten markerer afslutningen på de små vanskeligheder i starten. Man fortsætter mod nordøst ad en lige og flad vej frem til Mont-de-Marsam, der passeres efter 70,7 km, hvorefter det går mod nord og senere igen mod nordøst ad en stort set helt lige og flad vej. I udkanten af byen Langon efter ca. 150 km drejer man mod nordvest for at køre fladt frem til Cadillac, der passeres efter 168,2 km. Nu kører man mod nord op over et lille højdedrag og op ad en lille bakke, der leder op til et fladt plateau, som følges mod nord frem til Créon.

 

Her drejer man efter 186,2 km mod nordøst, og derefter går det ad en næsten lige og flad vej ind til Libourne, hvor de sidste 5 km er næsten flade. Faktisk er der ikke ét eneste sving over de sidste 6,5 km, hvis højdepunkt er passagen af en bro, der leder over Dordogne-floden med 2000 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 300 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 2 km stiger ganske let med 0,7% i snit.

 

Etapen byder på i alt 1241 højdemeter.

 

Libourne har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

 

Vejret

Efter nogle køligere dage har Sydvestfrankrig igen kurs mod stegende hede de kommende dage, men rytterne når at ”undslippe”, inden det bliver alt for slemt. Fredagen vil kun byde på få skyer og en temperatur i målbyen på 28 grader. Vinden vil fra start kun være helt svag (5-7 km/t) og komme fra nordøst, men den vil hurtigt dreje til en nordlig retning og derefter langsomt tiltage, efterhånden som man kommer længere mod nord. Slutteligt vil den i målbyen være let til jævn (15-16 km/t). Det giver en dag med uafbrudt mod- og sidemodvind, og det gælder også over de sidste 5 km, hvor en sidemodvind gradvist bliver til ren modvind over de sidste 2 km.

 

Analyse af 18. etape

Det er efterhånden længe siden, at jeg begyndte at kalde Primoz Roglic for et monster. Navnet var nemlig oplagt, da han i foråret 2019 syntes fuldstændig umættelig og i sin helt egen liga. I en vanvittig sæsonstart vandt han enkeltstarter, bjergetaper, holdløb, spurter og puncheurafslutninger og opnåede en skræmmende resultatliste, hvor det i tiden op til Giroen kun var på to etaper han ikke gik i top 3, hvis man renser listen for massespurter - og på de to etaper blev han endda nr. 7 og 11!

 

Det forår var Roglic her, der og alle vegne, og han kørte med en appetit, der kun kunne være et sultent monster værdigt. Den sult havde han også sidste år, hvor han og Jumbo ofte kontrollerede Tour- og Vuelta-etaper, hvor konventionel logik ville sige, at de burde lade udbruddet sejle hjem og spare på kræfterne. Det gjorde de bare ikke, for som Roglic sagde: ”Jeg kan jo godt lide at vinde!” Og det gjorde han så med blandt andet fire meget forskellige etapesejre i Vueltaen, hvor han tillige fik tre 2. pladser, en 4. og en 5. plads!

 

Under sidste års Tour blev han som bekendt slået af Tadej Pogacar efter nyere Tour-histories mest dramatiske enkeltstart, og det gjorde det naturligt at betegne den ”nye” slovener som monsterlærlingen. Pogacar har nemlig præcis samme alsidighed som sin landsmand og samme potentiale til at vinde i stort set alle slags terræner, discipliner og finaler. Alligevel var han netop kun en lærling, for selvom han jo endte med at blive den bedste i Touren, havde vi stadig til gode at se, om han også havde den sult, som alle dage har kendetegnet den Roglic, der i foråret på iskold maner blæste forbi Gino Mäder bare meter fra stregen på kongeetapen i Paris-Nice for derved at sikre sig sin tredje etapesejr på bare fire dage!

 

Har man set Pogacars angrebs- og kørelyst, ikke mindst i dette løb, hvor han trods et gigantisk forspring har angrebet ved enhver tænkelig lejlighed, har man reelt ikke været i tvivl. Pogacar har været en glimrende elev og synes mindst lige så sulten som sin gode ven og læremester. Alligevel havde han indtil i går bare vundet én etape, og man kunne stadig spørge, om han alligevel var en lidt mere generøs hersker i stil med det, vi så hos Miguel Indurain, eller om han vitterligt havde lyst til at spise helt op og kun efterlade krummerne til resten.

 

Efter to dage i Pyrenæerne står det helt klart: monsterlærlingen er blevet voksen, og havde det ikke været, fordi det fortsat er for tidligt at begrave Roglic selv, kunne man med sindsro sige, at feltet har fået et nyt chefmonster. Over de seneste to etaper har Pogacar nemlig udvist en sult og erobringslyst, der til fulde matcher det, vi har set, når Roglic har været i sit kørelystne hjørne.

 

Det var helt givet, at Pogacar gerne ville vinde en af etaperne. En Tour-sejr føles ikke helt rigtig, hvis ikke den går hånd i hånd med en sejr i bjergene, og derfor var det ikke svært overraskende, at Pogacar i går satte alt ind på at vinde kongeetapen, der naturligvis havde den største prestige. Det kunne imidlertid ikke gøre det. Sidste år vandt han som bekendt ikke bare tre etaper, men også hele tre af de fire trøjer, da han nærmest ved et tilfælde også overtog bjergtrøjen på den sidste enkeltstart, hvor han som bekendt kørte hele feltet i sænk. Da han i går sneg sig frem og samlede et point op på toppen af den næstsidste stigning, sendte han et klokkeklart signal til hele verden om, at det ikke kun var den gule og den hvide trøje, han havde tænkt sig at forsvare.

 

Man må næsten håbe, at de tre bjergtrøjekombattanter, Wout Poels, Nairo Quintana og Michael Woods, ikke havde opdaget den lille detalje. Ellers kunne de næsten ikke undgå at henfalde i depression allerede i går, for det signalerede klart, at alle deres prikkede drømme reelt var stendøde. Pogacar havde sendt et klart signal om, at han ville vinde igen på Luz Ardiden, for kun et topresultat på dagens sidste bjergetape kunne sikre hans imponerende status som ubesejret også i bjergkonkurrencen. Dermed var slaget reelt tabt for de tre kamphaner, der ellers over tre uger har kæmpet dag ud og dag ind for at opbygge en total, der nu så ud til at blive gjort helt ligegyldig på bare to bjerge.

 

Lige så dårligt nyt var det for alle feltets øvrige klatrere. David Gaudu, Miguel Angel Lopez, Esteban Chaves, Bauke Mollema… Listen over ryttere, der drømte om at vinde den sidste bjergetape fra et udbrud, var alenlang, og ikke mindst Gaudu havde med sin 4. plads i går vist, at han var manden, der måtte være topkandidat til at lave det helt store ridt. Desværre viste Pogacars lille manøvre i går, at alle de planer formentlig ville være spildt.

 

Det endte de også med at være. Allerede fra start lagde UAE løbet i et jerngreb, og de lukkede effektivt ned for alle ryttere, der måtte have en reel chance for at færdiggøre et morgenudbrud på succesrig vis. Da det hele lidt senere igen blev for ukontrollerbart, efter at BikeExchange havde lavet en på alle måder temmelig overflødig og ligegyldig manøvre frem mod den indlagte spurt, satte araberne sig prompte frem for at lægge låg på angrebsfesten. Dette var Pogacars show - og ikke andres!

 

Man må ellers rose folk for initiativet. Poels iscenesatte det helt store forsøg på at vinde bjergtrøjen ved at angribe Matej Mohoric som en forpost og derefter bruge sit hold til at holde udbruddet i så kort snor, at han kunne springe frem til fronten på Tourmalet, score de 20 point og samtidig forsøge at gå efter det topresultat, der formentlig ville være nødvendig for at sikre sig trøjen. Planen var smuk og eneste vej til at sikre sig prikkerne, men desværre er den vigtigste forudsætning for en succesfuld udførelse, at benene er der. Det var de desværre ikke i dag, hvor Poels var helt fraværende, da Gaudu og hans prikkede rival, Quintana, var blandt de folk, der åbnede ballet på Tourmalet.

 

Så havde Gaudu straks mere at skyde med. Franskmanden var lige så flyvende som i går og iværksatte det store ridt, der skulle sikre ham både etapesejr og placering i top 10 med en manøvre helt i stil med den, han leverede på sidste bjergetape i Vueltaen. Dengang havde han hjælp af Bruno Armirail, og i dag var det Valentin Madouas, der var blevet sendt afsted som forpost. Desværre for ham var monsteret sultent, og da Ineos naturligvis også var nødt til at gå deres sidste chance for at vinde en etape og samtidig var nødt til at gøre etapen så hård, at Richard Carapaz også kunne gøre sig forhåbninger om at sikre sig den samlede 2. plads, var selv Gaudus gode tredjeugesben ikke npk.

 

I bagklogskabens lys havde det måske været klogere at vente. Igen i dag var de tre podieryttere nemlig så jævnbyrdige, at ingen kunne gøre forskellen, men denne gang var dynamikken anderledes. Hvor Jonas Vingegaard i går havde som mission at vinde tid på Rigoberto Uran og derfor gladelig deltog i arbejdet sammen med Pogacar, var hans opgave i dag anderledes. Her skulle han bare sidde limet til baghjulet på Carapaz, for en status quo i klassementet ville reelt være en sikring af den samlede 2. plads.

 

Kombinationen af jævnbyrdighed og en passiv Vingegaard gav åbninger. Til slut blev det nemlig noget værre stop-go-kørsel, som den snu Enric Mas flere gange var tæt på at udnytte. Desværre for ham viste Sepp Kuss på falderebet, at hans tårnhøje klasse stadig gør ham i stand til at køre fulde finaler på de største bjergetaper, og dermed kom der så meget momentum i den frontgruppe, der hurtigt udkrystalliseredes, at det først til slut var muligt for Mas at udnytte giganternes kamp mod hinanden. Lige nu ville Gaudu nok gerne have haft samme mulighed for at spille det taktiske spil.

 

På den anden side havde resultatet næppe været et andet. Ganske vist var Pogacar ikke suveræn nok til at køre fra alt og alle, men heller ikke i dag efterlod han nogen tvivl om, hvem der er den eneste rigtige Tour-vinder. Da Mas for anden og sidste gang havde udnyttet det interne magtspil til at snige sig væk, tøvede sloveneren ikke længe, og derfor blev det endnu en magtdemonstration, en tredje etapesejr og en sikring af både gul, hvid og prikket trøje for anden gang ud af to mulige.

 

Nej, Pogacar har været stærkeste mand, men han har slet ikke haft den aura af usårlighed, man kunne have frygtet - ikke mindst efter magtdemonstrationen i Alperne. Tværtimod har han to dage i træk været ude a stand til at plante sine to rivaler, selvom det åbenlyst var både intentionen og ambitionen. Det kan godt være, at Pogacar ender som samlet vinder med en urimeligt stor margin, men den blev stort set alene opbygget i uge 1. Den menneskelige Pogacar, vi har set i den tredje uge, bør give håb for alle, der frygter en kedsommelig Pogacar-æra - og gøre Roglic endnu mere ærgerlig over, at han fik Sonny Colbrelli i siden for tre uger siden i Bretagne.

 

Det giver i hvert fald håb til Vingegaard, der stod distancen. Efter i dag er det ikke længere relevant at diskutere, om den danske komet kan holde ud i tre uger. Faktisk så han kun ud til at blive bedre og bedre undervejs, og dermed har han i denne Tour vist, at han har hele den pakke, der skaber en god grand tour rytter. Klatre- og tempoevnerne er endnu bedre, end nogen havde drømt om, og holdbarheden synes heller ikke at være et issue. Hvor Vingegaard i går viste, at han er en realistisk Tour-vinder også på kort sigt, slog han det i dag fast med syvtommersøm.

 

Kunne han også have vundet etapen? Nej, ifølge ham selv var benene ikke de bedste, og derfor var det klogt, at han alene legede lim til Carapaz’ baghjul. Man kunne ellers have troet, at han havde ambitioner om også at udfordre Pogacar om etapesejren, da han satte Kuss frem for at føre, men det var nok snarere en plan om dels at bluffe lidt over for Carapaz, dels at undgå for mange accelerationer. På denne måde fik han lagt en dæmper på sagerne og kunne trygt indfri hovedmålet: at holde sig til sin ecuadorianske rival.

 

Carapaz så nu heller ikke ud til at have sin bedste dag. Ineos rejste sig ellers efter et skidt, skidt løb, for selvom Geraint Thomas og Richie Porte atter faldt helt igennem, gjorde briterne og ikke mindst en brølstærk Dylan van Baarle alt for at sætte deres kaptajn i scene. Angrebet kom bare aldrig - hverken på etapen eller på Vingegaard - og selvom han blev bedre og bedre undervejs efter en temmelig rusten start, må Carapaz sande, at han aldrig efterlod samme indtryk, som han gjorde i ikke mindst Giroen i 2019, hvor han virkede endnu mere usårlig, end Pogacar har gjort de seneste dage.

 

Podiepladsen er alligevel hans, men hvor han i går måske stadig var lidt bekymret for, om hans forspring til Rigoberto Uran var stort nok, skulle det hurtigt vise sig, at de overvejelser var helt ligegyldige. På en etape, der eller stort set kun bekræftede det hierarki, vi har set de seneste dage, oplevede vi et kollaps af den type, man kun ser i den tredje uge af grand tours, hvor alle kører på pumperne.

 

Desværre er det ikke helt uventet, at det sker for Uran. Forud for løbet var min hovedbekymring for den engang ellers så stabile colombianer nemlig, at han i karrierens efterår har haft det svært i den tredje uge. Der har tegnet sig et klassisk mønster, og selvom han forud for i dag aldrig er gået helt ned, har han i stigende grad lignet en mand, der ikke restituerer, som han gjorde tidligere. Den udvikling nåede i dag den fulde kulmination så tidligt, at holdet endda lod Ruben Guerreiro og Sergio Higuita køre for helt ligegyldige placeringer i stedet for at vente på den lidende kaptajn, der dog heldigvis lykkedes med at redde sin top 10 på bekostning af Gaudu, der selv oplevede en tilsvarende krise på Ventoux.

 

Nej, Urans nedtur var ikke helt uventet. Til gengæld har Enric Mas kørt helt atypisk i dette løb. Hvor hans formkurve i grand tours normalt kun har kendt én vej, nemlig opad, har han i dette løb kørt en for ham højst besynderlig yoyokørsel. Over de seneste fire bjergetaper har han haft to gode og to dårlige dage, og dermed har han fulgt lidt det samme mønster, som vi så i sidste års Vuelta, hvor han for første gang prøvede at starte en grand tour på et fornuftigt niveau. Der tegner sig altså et temmelig bekymrende mønster, men i det mindste fik han i dag bevist, at hans topniveau i den tredje uge af en grand tour stadig er tårnhøjt.

 

Det er det også for Ben O’Connor, der ikke var helt så flyvende som i går, men har bekræftet det, vi har fornemmet tidligere, nemlig at hans motor er oplagt til at køre grand tours. At det endda skulle kaste en top 5-placering af, havde han næppe drømt om, men efter hans imponerende ridt i Tignes er det fortjent. Selvfølgelig mangler årets felt særligt efter de mange styrt en del dybde, men O’Connor har vist, at han er en af feltets bedste klatrere.

 

Wilco Kelderman har også fortjent sin top 5. Med sin vanlige stabilitet har han været der hver eneste dag - endda selvom han to gange har været involveret i de styrt, der har kendetegnet hans karriere - og han kan nu snart (hvis han holder sig på cyklen) kalde sig top 5-rytter i alle grand tours. Han kan endda drømme om at erstatte 5-tallet med et 4-tal, hvis det skulle lykkes at hente de 32 sekunder på lørdagens enkeltstart.

 

Det lykkedes også Alexey Lutsenko at holde stand. Ganske vist kunne han ikke holde sit niveau gennem hele løbet, men det lå bestemt ikke i kortene, at han skulle ende i top 10, da løbet startede. Hans trængsler i den tredje uge tyder også på, at han bestemt ikke er den fødte grand tour-rytter, men han udnyttede et godt år med et smalt og hurtigt reduceret favoritfelt til at sikre sig et resultat, han aldrig rigtigt var spået til at kunne opnå tidligere i sin karriere. Så er der straks meget mere grand tour over Pello Bilbaos imponerende motor, der nu for andet år i træk har sendt ham i top 10 i en grand tour, selvom han kom til løbet med en historisk kort hvilepause som optakt. Måske han skulle prøve at se, hvad der sker, hvis han kører alle tre. Så ender det sikkert med, at han vinder Vueltaen…

 

Bilbao skulle dog slet ikke have kørt klassement. Det var egentlig Jack Haigs rolle, men som det var tilfældet for Vingegaard lukrerede han på en uventet mulighed, da kaptajnen styrtede. På samme måde lå det slet ikke i kortene, at Guillaume Martin skulle ende i top 10 i den eneste grand tour, hvor klassementet ikke var målet. Men som bekendt er det ikke første gang, at et tidligt tidstab og efterfølgende udbrud har vist sig som den bedste vej til et topresultat for de ryttere, der ikke kan være med helt i front.

 

Til gengæld nåede han ikke det oprindelige mål om en etapesejr, men det var heller ikke let for rene bjergryttere, der fik deres drømme i Pyrenæerne knust. Det havde det måske været, hvis løbets hersker havde været den generøse af slagsen, men efter de seneste to dage står det helt klart, at det ikke har været tilfældet. Tværtimod har Pogacar efter tre grand tours aldrig vundet færre end tre etaper, og han har aldrig gennemført Tour de France - forudsat at han undgår uheld de sidste dage - uden at vinde mindst tre gange og sikre sig tre trøjer. Det er en statistik, der næsten kan gøre Eddy Merckx misundelig.

 

Nu er spørgsmålet alene, om han på lørdag også overgår sig selv og bliver den første Tour-vinder siden Vincenzo Nibali i 2014 til at vinde hele etaper ved siden af de tre sekundære klassementer, han altså også har sikret sig. Det vil være den ultimative understregning af, at monsterlærlingen er blevet voksen og klar til at gå i sin læremesters altædende fodspor.

 

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

 

Favoritterne

I dette meget traditionelle Tour de France er det kun passende, at den klassiske flade fredagsetape vender tilbage som et lille afbræk i en tredje uge, der ellers er domineret af klassementskampen. Selvom det kan synes som et lille antiklimaks i en tid, hvor vi ellers er vant til drama, har det også en vis charme, at løbet kortvarigt sættes på pause. Desværre ser årets enkeltstart ikke ud til at have afgørende betydning, men den rolige fredag har før været en god lejlighed til at opbygge en masse hype frem mod det endelige slag om den samlede sejr.

 

Sådan bliver det altså ikke i år, hvor enkeltstarten ud fra et klassementsperspektiv er mindre væsentlig, og derfor kan 19. etape selv komme i fokus. Som sagt er det helt klassisk at have denne flade etape på dette tidspunkt i løbet, og historien viser, at det langt fra er så givet, at etapen ender i en massespurt, som profilen ellers burde antyde. Meget ofte er trætheden så udtalt og sprinterfeltet så reduceret, at et udbrud ender med at afgøre en etape, der i den første uge med 99% sikkerhed havde været en sag for sprinterne. Faktisk så vi det så sent som i 2020, hvor den flade fredagsetape også vendte tilbage, men dengang var det et sent superudbrud af klassikerryttere, der stak af i finalen og gav Søren Kragh mulighed for at tage sin anden etapesejr.

 

Der er dog en markant forskel på 19. etape i 2020 og 2021. Sidste år var etapen ganske kuperet, men i år er den næsten helt flad. Der er også en grund til, at Bordeaux sammen med Paris er blevet kaldt løbets sprinterhovedstad, for Bordeaux-etaper er næsten altid endt i massespurter. I år er der ganske vist mål i den nærliggende by Libourne, men det ændrer ikke på regionens karakter: det er fladt og kun sjældent blæsende. Byen besøges endda ofte på dette tidspunkt i løbet på vej tilbage mod Paris, og alligevel har sprinterne oftest haft det sidste ord.

 

Nu er det store spørgsmål, hvilken vej det går i år. Etapens dynamik er præcis den samme, som vi så på 12. og 13. etape. Vi har haft en generel masseudrensning af sprintere, og siden dengang har vi endda også tabt Nacer Bouhanni. Mark Cavendish har endda været så dominerende, at selv DSM, der ellers er bygget op om en sprinter, i stedet har foretrukket at jagte udbrud, og derfor har hovedparten af holdene haft en entydig interesse i at snyde de hurtige folk.

 

Den mission lykkedes på 12. etape, hvor en stor gruppe slap væk med det samme, og hvor Deceuninck sendte Julian Alaphilippe i offensiven for siden at lade gruppen sejle hjem. Til gengæld var kontrollen meget mere udtalt på 13. etape, hvor de indgik en alliance med Alpecin, og sammen lykkedes det de to belgiske hold at sikre, at udbruddet blev både lille og ufarligt.

 

Scenariet bliver formentlig det samme igen. Alpecin og Deceuninck vil sandsynligvis igen slå pjalterne sammen og forsøge at skabe den lille gruppe, de kan kontrollere, men det bliver en kamp. DSM vil næppe heller denne gang gå til etapen med et entydigt fokus på en spurt, og derfor kan det antages, at det blandt de øvrige 21 hold er 20, der vil forsøge at ramme udbruddet, da kun UAE og måske Jumbo vil være passive. Ingen hold har den store grund til at spare kræfter til senere, og derfor bliver det en gigantisk angrebsfest.

 

Det kan blive et mareridt for Deceuninck og Alpecin at kontrollere. Allerede på 13. etape gjorde holdet det klart, at de godt kunne leve med at lade en stor gruppe slippe væk, hvis bare de havde en mand med i front. Denne gang vil de formentlig også gå til etapen med en ret åben strategi. Vi taler om en mere end 200 km lang etape med konstant modvind, og selvom han er i klar bedring, er arbejdsmanden Tim Declercq stadig forslået, og Kasper Asgreen skal spare sig til lørdag. Der er derfor grænser for, hvad de kan klare, og det vil næppe være jordens undergang, hvis det ender med, at en stor gruppe kommer væk.

 

Der kan dog heller ikke være tvivl om drømmescenariet. Der vil være noget smukt i et scenarium, hvor Cavendish slår Merckxs rekord ved at vinde i Paris iført den grønne trøje, og det er næppe specielt afgørende for dem, om han ender på 35 eller 36. Til gengæld er det helt, helt afgørende, at han ikke ender på 34, og derfor indebærer det en risiko at lade denne mulighed sejle. I en spurt kan der ske 117 ting, og hvis denne mulighed glipper, skal der bare en sen defekt på brostenene i Paris til at sikre, at Cavendish ikke får rekorden. Derfor er de nødt til at have spurten som en klar førsteprioritet. De ved, at de kan regne med Alpecin, da Xandro Meurisse efter dagens etape sagde, at belgierne vil gøre alt for at få en massespurt, og Cavendish sagde selv, at han er frisk på at give den et skud.

 

I den indledende fase må det regnes som en fordel, at der er tale om en ren modvindsetape. Generelt er det sværere at slå huller, når vinden står direkte i ansigtet, og det øger chancen for en spurt. Det bliver også meget lettere at hente et udbrud, hvis det bliver et lille et af slagsen, men til gengæld er modvinden en ulempe, hvis udbruddet bliver stort. I det tilfælde vil en stor gruppe lettere kunne nedslide feltets arbejdsheste, der skal føre 200 km i modvind (stakkels Tim Declercq!), men det bliver næppe relevant. Kører det en stor gruppe, vil Deceuninck formentlig sørge for at være repræsenteret, og så vil de lade gruppen sejle.

 

Jeg tror altså ikke, at en lille gruppe kan snyde feltet. For mig at se er der to scenarier. Enten må Deceuninck som på 12. etape opgive og lade en stor gruppe med en af deres egne ryttere - formentlig helst Davide Ballerini eller Julian Alaphilippe - eller også lykkes det dem at få sendt en lille gruppe afsted. I det tilfælde gør de klogt i at mandsopdække DSM og andre sprinterhold, fordi de alle vil kunne overtales til at hjælpe. Ingen af holdene har nemlig det store at skyde med i morgen, og DSM og Israel SUN har intet at miste ved at indgå i jagten. Misser de udbruddet, vinder de i hvert fald ikke, hvis udbruddet holder hjem.

 

Det kan være Deceunincks chance. Mange hold er desperate, og da hovedparten af rytterne ikke skal spare sig til weekenden, vil de formentlig kunne finde allierede, hvis de tænker dig om og mandsopdækker de rette hold. Der er derfor slet ikke sikkert, at de bliver så alene, som man i første omgang skulle tro. Det forhold, at vi er på 19. etape, og at det for de øvrige sprinterhold er bare én af to chancer for at vinde en etape, taler altså for, at vi får en spurt.

 

Hvad taler så imod det? Flere for det. For det første er der den generelle træthed, der gør, at selv Deceuninck har sine begrænsninger. For det andet er Tim Declercq svækket og Kasper Asgreen fokuseret på lørdagen, og det svækker Deceuninck yderligere. For det tredje er det sidste chance for langt hovedparten af holdene, og foruden Alpecin og Deceuninck er det formentlig kun UAE og Jumbo, hvis plan A ikke er at ramme udbruddet. For det fjerde er starten altså temmelig kuperet og alt andet end let at kontrollere. Og for det femte var Cavendish temmelig mærket efter dagens etape, og det samme var han efter spurten på 13. etape - alt sammen noget, der kan anspore til ham at bede holdet opgive, hvis starten bliver for svær at holde styr på.

 

Jeg har gået rundt om mig selv 100 gange, og skiftet holdning adskillige gange. Det kan virkelig gå begge veje, og jeg vurderer chancen for en spurten til ca. 50%. I sidste ende tror jeg dog mest på, at vi får en spurt. Alaphilippe sagde efter dagens etape, at det var hans sidste chance for et udbrud, og det antyder, at Deceuninck er mere determinerede end som så. De har en stensikker allieret i Alpecin, og hvis de er smarte nok, burde de kunne få sig allierede. Kan de bare sikre sig, at DSM ikke rammer udbruddet, er de formentlig tre hold til at jagte, og hvem ved om de sejrsløse Israel SUN, Intermarché, der tankede selvtillid med Danny van Poppel forleden, Cofidis, Trek eller BikeExchange kan overtales til også at hjælpe? Med andre ord er der flere potentielle allierede, end man i første omgang skulle tro.

 

Uanset hvad vil der formentlig gå nogen tid, inden udbruddet etableres. Her vil det også være en hjælp for sprinterholdene, at alle sejrsløse er desperate efter at ramme udbruddet. Så snart et hold har misset en gruppe, vil de forsøge at komme i spil igen, og det taler for, at det ikke bliver en af de dage, hvor en stor gruppe pludselig kommer væk uden videre sværdslag, selvom den slags aldrig kan udelukkes i den tredje uge. Faktisk er det muligt, at udbruddet stadig ikke kommet væk, når vi kommer til den indlagte spurt, der er ganske hård. Sker det, tror jeg, at BikeExchange vil kontrollere de sidste kilometer frem mod stregen i et forsøg på dels at vinde spurten med Matthews og dels at trætte Cavendish. Ganske vist kræver det formentlig en defekt til Cavendish i en af de kommende spurter, hvis de skal vinde den grønne trøje, men de viste i dag, at de ikke har opgivet endnu.

 

Før eller siden vil elastikken knække. Enten vil en stor gruppe køre, og så vil sprinterholdene formentlig give op relativt hurtigt, og vi får en stille dag, hvor udbruddet får mere end 10 minutter, og UAE fører feltet sikkert hjem, som de gjorde på 12. etape. Alternativt bliver det en mindre gruppe, og så vil de sprinterhold, der har misset gruppen, formentlig alle deltage i jagten. Og de mange sejrsløse sprinterhold, der intet har at miste ved at jagte, får mig altså til at tro mest på det sidste.

 

Herefter vil etapen formentlig blive stille og rolig, og i modvind kan sprinterholdene formentlig let kontrollere et lille udbrud. Til gengæld tror jeg også, at løbet bliver åbnet på ny, når vi rammer de små bakker i finalen. Det så vi på 13. etape, og man kan ikke helt afvise, at et sent angreb kan lykkes, som det altså skete på 19. etape i sidste års udgave. Med modvind og en generelt flad afslutning med nogle ret ligegyldige bakker bør det dog være muligt at holde det samlet, hvis først vi er kommet så langt.

 

Min meget tøvende konklusion er altså, at vi får en spurt. Det er den mest enkle i hele løbet, da det sidste sving kommer med 6,3 km igen. Herfra er det bare en lang, lige vej med modvind, og derfor handler det om at vente og vente. Ingen kan starte for tidligt, og det bliver en kunst i timing. I teorien burde der i så ukompliceret en finale være god plads til at lade farten tale, men det kompliceres alt sammen af, at vejen ikke er alt for bred. Man har stadig brug for at sidde i god position for ikke at blive lukket inde. Dertil kommer, at den sidste kilometer er ganske let stigende. Endelig er der nøglekomponenten for enhver spurt i uge 3: friskhed! Sprinterhierarkiet er sjældent det samme i uge 3, som det var i uge 1.

 

Med min tro på en spurt er jeg nødt til at pege på Mark Cavendish. Ganske vist led han i dag voldsomt, men han er altså stadig langt friskere, end jeg havde drømt om. BikeExchange gjorde alt for at sætte ham på dagens anden kategori 4-stigning, men selvom han gravede lidt dybt, lykkedes det ham både at overleve og vinde den indlagte spurt. Min frygt for, at den ”gamle” Cavendish, der ikke har brilleret med sin holdbarhed på det sidste, ville falme mod slutningen af løbet, har vist sig ubegrundet. Tværtimod synes han stadig at besidde den hurtighed, han altid har haft i den tredje uge, hvor han tidligere har haft en god evne til at vinde etaper.

 

Det vigtigste er selvfølgelig toget. Deceuninck har været altdominerende, siden Alpecin mistede halvdelen af deres supertog, og siden har kvartetten med Kasper Asgreen, Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish været i deres egen liga. Tilbage i feltet er der kun to hold, der kommer i nærheden af belgierne, nemlig DSM og Trek, og jeg udelukker faktisk ikke, at Deceuninck kan køre sig så tynde i jagten på udbruddet, at de kan blive truet. Det så vi, da DSM gik forbi dem i sidste sving på 13. etape, men her var Mørkøv kølig nok til alligevel at tøve og alligevel bringe Cavendish i en vindende position. Det virker svært usandsynligt, at han med så god støtte bliver lukket helt inde, og han har vist, at han er den i særklasse hurtigste - også i de let stigende spurter. Selv på 13. etape, hvor han måtte grave meget dybt, var han stadig ganske suveræn. Med så stærkt et hold, en tilsyneladende friskhed og en fart, andre ikke kan matche, er Cavendish klar favorit, hvis vi får en spurt.

 

Hans værste rival er selvfølgelig igen Jasper Philipsen. Belgieren har flere gange vist, at han har en fart, der ikke gør det helt umuligt at tro, at han kan få skovlen under briten, særligt måske på 6. etape. Samtidig har han gang på gang vist, at han trods et begrænset tog er kongen af positionskampen, og han har siddet bag Cavendish hver eneste gang. Det stigende opløb passer godt til Philipsen, der foretrækker den slags finaler, men vigtigst af alt virker han uhyre frisk. Philipsen har siddet langt fremme på bjergetaperne og har aldrig været i problemer overhovedet. Den friskhed kom ham til gode, da han vandt fjerdesidste etape i Vueltaen sidste år, og det er måske det, der skal give ham det, han hidtil har manglet. Læg dertil, at etapen formentlig bliver lang, hård og varm, og Philipsen vil være mere frisk til slut end den mærkede Cavendish. Det virker svært, men Philipsen har været så tæt på, at der er grund til at tro, at det kan lade sig gøre.

 

Dernæst vil jeg pege på Mads Pedersen. Danskeren var slemt uheldig med først et styrt og siden sygdom, og det sendte ham i rent overlevelsesmode. De seneste dage er han dog kommet ganske godt igennem bjergene, og han har set langt bedre ud end mange andre sprintere. Det kan dog ikke undre. Vi ved, at Pedersens motor er gigantisk, og det er først i den tredje uge af grand tours, at han for alvor kommer til sin ret, som vi særligt så i sidste års udgave af løbet, hvor han klatrede som en drøm mod slutningen. I dagens interview med TV2 lød han ganske fortrøstningsfuld, og hans smil indikerede i hvert fald, at han er klar til at prøve. Toget med Edward Theuns og den stadig skræmmende formstærke Jasper Stuyven er aldrig helt kommet til sin ret, men grundet Pedersens uheld er det også ganske sjældent, at de har haft chancen for at vise, hvad de kan. De har tidligere været uhyre imponerende, og når Stuyven kører sine bedste lead-outs, som han gjorde i Paris sidste år, kan de godt tage kampen op mod Deceuninck. Den let stigende powerspurt burde være perfekt for Pedersen, og det samme er den lange distance og den opslidende dag. Faktisk er det svært at designe en bedre mulighed for danskeren. Hidtil har han manglet fart i de spurter, han har kørt, men nu er vi i uge 3. Skal hans dieselmotor slå Cavendish, skal det være nu, og han har i Stuyven et guldvåben, der gør det muligt.

 

Som nummer 4 er jeg nødt til at pege på Cees Bol, men det er med megen tøven. Siden 13. etape har hollænderen nemlig haft det svært, og han har virkelig lidt i Pyrenæerne. Han er dog kommet igennem, og det samme er hele hans tog med Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Casper Pedersen. Mens danskeren stadig var forslået, imponerede de stort i de første spurter, hvor de gang på gang fik anbragt Bol flot, og det samme gjorde de på 13. etape, hvor de trods en hård jagt efter det sene styrt faktisk tog fronten med Eekhoff og Bol i sidste sving, indtil Bol desværre betalte prisen for den hårde opkørsel. Hvis Deceuninck brænder sig selv af i jagten på udbruddet, og Asgreen tænker lidt for meget på at spare sig til lørdag, har DSM toget, der kan true den belgiske maskine. Bol har bestemt ikke spurtet imponerende i år, men han elsker en let stigende powerspurt. I kraft af sit tog må Bol være en anden, der måske kan drømme om at snyde Cavendish.

 

Dernæst vil jeg pege på Danny van Poppel. Den hollandske lottokupon har været lige så uforudsigelig og svingende, som han plejer, men han synes nu endelig at have fundet en stabilt god rytme. Han var sågar i udbrud på en bjergetape, hvor han kom ganske langt, og han har aldrig været i nærheden af de sidste på bjergetaperne. Særligt på en varm dag skal man altid regne med, at Van Poppel eksploderer og bliver sat på den mindste lille bakke, men på 13. etape klarede han både distance og varme smukt. Her lykkedes det ham endelig at blande sig helt fremme og vise den hurtighed, der imponerede mig i Algarve, hvor han tog gange var tæt på at slå Sam Bennett. Han lider under et svagt tog, der kun tæller brormand Boy van Poppel, der vil spurte, hvis Danny igen har en offday, men det forhindrede ham ikke i at sidde rigtigt sidste fredag, hvor han også viste god fart. Denne gang er finalen heller ikke teknisk kompliceret, og det vil hjælpe ham i positionskampen. Han ligner en af de mest friske sprintere og er tillige en af de hurtigste. Sidder han rigtigt, bør han ende langt fremme.

 

Den allermest friske sprinter er dog Sonny Colbrelli. Den italienske mester synes utrættelig og viste senest sin storform på 16. etape, hvor end ikke David Gaudu kunne køre fra ham i bjergene. Denne let stigende powerspurt passer ham også glimrende, selvom den er for let til virkelig at være skabt til ham, men løbet her har understreget hans store udfordringer med positioneringen. Han var dog også uheldig med blandt andet et ødelagt hjul i spurten på 13. etape, og denne gang hjælpes han af endnu færre sprintere og deraf følgende mindre positionskamp samt en ukompliceret finale. Toget med Matej Mohoric, Marco Haller og Fred Wright burde altså være bedre, end de har været hidtil, og i denne enkle afslutning har Colbrelli sit livs chance for at sidde rigtigt. Spurter han, som han har gjort i de indlagte spurter, har han altså farten til at komme langt - særligt i den tredje uge af en grand tour.

 

En anden rytter, der er kommet stærkt igennem løbet, er lidt overraskende André Greipel. Tyskeren har ellers ikke imponeret med holdbarhed de seneste år, men selvom han har haft nogle svære dage i bjergene, var det flot at se ham ramme udbruddet på 12. etape, hvor det kørte i et hårdt moment lige efter sidevinden. Også hans spurter har været ganske imponerende, og særligt i Valence viste han en fornem topfart trods en helt håbløs position. Greipel ligner lige nu en af de hurtigste, men han lider som altid under sin ringe positionering, der formentlig igen betyder, at han sidder for langt tilbage. Dette er imidlertid en vurdering af vinderpotentiale, og skulle han med hjælp fra Guillaume Boivin og Rick Zabel ende med at sidde rigtigt, synes han at have farten til at komme ganske langt i en powerspurt, der passer ham.

 

Hvis Pedersen mod forventning alligevel ikke er klar til at spurte, kan Trek satse på Edward Theuns. Ganske vist kørte de 13. etapes spurt for Jasper Stuyven, men han må formodes at have haft sin chance nu. Normalt satser de altid på Theuns, der i år er kommet tilbage på sprintersporet med sin sejr i Ungarn, og i dette løb har han vist ganske god form, ikke mindst på 12. etape, hvor han lignede en af udbruddets stærkeste. I bjergene har signalerne været mere blandede, og han synes ikke længere helt frisk, men hvis han får chancen, burde Pedersen nu være frisk nok til at indgå i toget. I så fald er det nu Theuns, der kan lukrere på et af løbets tre bedste tog, og får han et perfekt lead-out, er det ikke umuligt, at han kan vinde i en let stigende spurt, der passer ham udmærket. Kører de mod forventning for Stuyven, bliver det til gengæld svært, da belgieren aldrig for alvor har været farlig i denne type massespurter.

 

Lidt mindre optimistisk er jeg på vegne af Michael Matthews. Også han har i teorien glæde af, at vi er dybt inde i den tredje uge, hvor han i 2017 faktisk vandt en flad spurt, men han har ikke imponeret med sin hurtighed i dette løb. Tværtimod er han som regel kørt midt over af Colbrelli i de indlagte spurter, og i dag kunne han end ikke holde hjul på Cavendish. Til gengæld har han med hjælp fra Luka Mezgec faktisk klaret positionering meget godt, og han hjælpes af både den lange distance, en formentlig hård dag og det let stigende opløb. I den tredje uge kan der altid ske mærkelige ting, men lige nu synes det at skulle flaske sig meget, hvis Matthews skal vinde etapen mod så mange ryttere, der er hurtigere end ham.

 

På 13. etape var det opløftende at se Magnus Cort få chancen, og efter Rigoberto Urans sammenbrud synes det givet, at det sker igen. Danskeren har flere gange vist, at han stadig har en fart, der fører ham ganske langt, ikke mindst efter en lang og hård dag i et stigende opløb. Han har fordel af, at vi befinder os sent i en grand tour - bemærk, at Corts fire etapesejre i grand tours alle er kommet fra 15. etape og frem - og man skal altid regne med danskeren på dette tidspunkt af løbet. Når han alligevel ender et stykke ned på listen, skyldes det igen hans evige akilleshæl: positioneringen. Heldigvis kan holdet nu dedikere sig til ham, men da Stefan Bissegger skal spare sig til lørdag, har han stadig ikke et imponerende tog. Jeg tror egentlig, at hans fart og friskhed kan føre ham ganske langt, men jeg har svært ved at se ham ende i en position, hvorfra han kan vinde.

 

Wout van Aert burde være en af favoritterne, men han har sagt, at han skipper spurten for at koncentrere sig om enkeltstarten. Det åbner døren for Mike Teunissen, der nu har fået sin chance. Hollænderen er ikke sprinter, men han kører nogle sublime lead-outs, og når hans sprinter styrter, har han for vane at overraske. Det så vi, da han choksejrede i Touren i 2019, og da han var meget tæt på at vinde en etape i Ungarn tidligere i år. Han virker stadig uhyre frisk, og han vil kunne lide det stigende opløb. Han er endda også god i positionskampen, men han er trods alt nok for alene og en anelse for langsom til, at det er realistisk at tro, at han kan slå de rigtige sprintere.

 

På 13. etape så vi også igen Christophe Laporte fremme. Franskmanden plejer også at være god i positionskampen, men han har i dette løb lidt under, at han er helt alene i finalerne. I et felt med færre sprintere vil han formentlig stadig kunne sidde ganske fornuftigt, som han gjorde det for en uge siden, men til gengæld er det også svært at se ham vinde. Dertil mangler han farten, og det hjælper ham ikke nok, at opløbet stiger let. Til gengæld kan han glæde sig over, at vi befinder os dybt inde i den tredje uge, og at han stadig virker frisk. Det er ikke tilfældigt, at han for et par år siden ikke var langt fra at vinde en spurt på dette tidspunkt i løbet. Det er bare stadig svært at se, at han har farten til at gøre det færdigt.

 

På 13. etape skulle Ivan Garcia Cortina slet ikke spurte, men han endte med at gøre det alligevel - nærmest ved et tilfælde. Det gav en 4. plads, og da Enric Mas nu ikke længere kræver så megen beskyttelse, vil han helt sikkert give den et skud igen. Han har slet ikke et hold til at hjælpe sig, men han bekræftede i Carcassonne, at han er blevet ret god i positionskampen. Det taler også til hans fordel, at opløbet stiger, og dertil skal lægges, at han er kommet bedre igennem bjergene end de tungere folk, og at han er blevet rask igen. Finalen er dog næppe hård nok til, at han kan vinde. Dertil mangler han slet og ret farten.

 

Endelig er der Anthony Turgis. Franskmanden er bestemt ikke sprinter, men han har gjort det ganske godt i dette løb, når han har fået chancen. Desværre er han nu uden Edvald Boasson Hagen til at hjælpe sig, og det komplicerer hans muligheder i positionskampen. Han viste stor friskhed med gårsdagens udbrud, og han bør drage fordel af etapens længde og hårdhed, ligesom det let stigende opløb er til hans fordel. Han mangler dog farten til at vinde, og fraværet af et hold gør det ikke lettere.

 

Qhubeka vil igen prøve med Max Walscheid og Carlos Barbero, der nu synes at køre hver deres spurt, men de har slet ikke haft styrken i positionskampen, der altid har været et problem for dem begge, og dertil kommer, at Walscheid virker meget mærket, og at Barbero mangler fart. Efter den fine spurt på 13. etape vil Alex Aranburu sikkert prøve igen, da han elsker stigende opløb, men han er positioneringssvag og har ikke farten til at vinde en spurt i dette selskab. B&B vil prøve med Cyril Barthe, og måske vil Connor Swift give den et skud for Arkea, men de har ikke en reel chance. Ag2r vil næppe lade Oliver Naesen eller Dorian Godon prøve, når de fortsat beskytter Ben O’Connor, og jeg regner ikke med, at UAE, Ineos, Bora, FDJ eller Lotto deltager i spurten.

 

Som sagt er chancen for en udbrudssejr stor, men det er meget svært at pege på klare favoritter. I en flad finale er det altid et lille lotteri, som vi så på 12. etape, og det er ikke altid en fordel at være en hurtig mand i et sådant udbrud. Dertil kommer, at det altid er et lotteri at ramme det rette udbrud i en start som denne, og derfor er det bare generelt ét stort lotteri. Heldigvis er vi også i uge 3, og man kan fornemme, hvem der har friskheden til både at komme afsted i en hård indledning og derefter poweren til at gøre det færdigt i det, der helt sikkert bliver en aggressiv og ukontrollerbar afslutning.

 

Mit bedste bud på en vinder er Jasper Stuyven, der har poweren og hurtigheden og fortsat imponerer mig stort med sin friskhed. Ineos er nu også blevet givet fri, og det gør Michal Kwiatkowski interessant, efter at han i dag viste ganske glimrende form. Han har i hvert fald alle de rette egenskaber, og det samme har Dylan van Baarle, der imponerede stort i dag, ligesom det gælder for formstærke Mike Teunissen, der måske kan få lov nu. Hos Ag2r viste Oliver Naesen i dag, at han har masser at skyde med, som også Dorian Godon har det, og hos DSM virker Casper Pedersen uhyre velkørende. Nils Politt vil også være en god kandidat til at gøre det igen, og hvis Deceuninck slipper tøjlerne, er Davide Ballerini også oplagt. Det samme er Julian Alaphilippe, men som vi så på 12. etape, er det svært for ham at gøre det færdigt, fordi han altid er en overvåget mand, og hans form er ikke i top. Hos Bahrain er Matej Mohoric, Dylan Teuns, Marco Haller og Fred Wright alle stærke og friske bud, men finalen er trods alt ikke helt ideel hos Teuns. BikeExchange er altid gode til at få Luka Mezgec med i disse udbrud, og han har farten og evnerne til at blande sig. Formstærke Christopher Juul har også en god chance for at komme afsted, men som uhyre spurtsvag skal han have meget hel for at gøre det færdigt. Omar Fraile er også stadig frisk, hurtig og stærk, mens jeg tvivler lidt mere på en træt Alex Aranburu. Andre gode bud er Anthony Turgis, Magnus Cort, Edward Theuns og Ivan Garcia Cortina, der næppe satser hele butikken på en spurt, men vil foretrække at ramme udbruddet. Endelig er urimeligt formstærke Franck Bonnamour også kandidat i dette terræn. Sonny Colbrelli og Michael Matthews får naturligvis aldrig lov at komme væk, og Wout van Aert, Kasper Asgreen, Stefan Küng og Stefan Bisseger vil spare sig til lørdag.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at jeg vurderer chancen for en udbrudssejr til at være meget tæt på 50%. Jeg opregner argumenter for og imod en spurt ovenfor.

 

Feltet.dks vinderbud: Mark Cavendish

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Mads Pedersen

Outsidere: Cees Bol, Danny van Poppel, Sonny Colbrelli, André Greipel

Jokers: Edward Theuns, Michael Matthews, Magnus Cort, Mike Teunissen, Christophe Laporte, Ivan Garcia Cortina, Anthony Turgis

 

Udbrudskandidater (i prioriteret rækkefølge): Jasper Stuyven, Michael Kwiatkowski, Oliver Naesen, Omar Fraile, Magnus Cort, Mike Teunissen, Nils Politt, Ivan Garcia Cortina, Matej Mohoric, Davide Ballerini, Casper Pedersen, Luka Mezgec, Dorian Godon, Dylan van Baarle, Anthony Turgis

 

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Mark Cavendish
Jasper Philipsen, Mads Pedersen
Cees Bol, Danny van Poppel, Sonny Colbrelli, André Greipel
Edward Theuns, Michael Matthews, Magnus Cort, Mike Teunissen, Christophe Laporte, Ivan Garcia Cortina, Anthony Turgis
Jasper Stuyven, Michael Kwiatkowski, Oliver Naesen, Omar Fraile, Nils Politt, Matej Mohoric, Davide Ballerini, Casper Pedersen, Luka Mezgec, Dorian Godon, Dylan van Baarle

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Donostia San Sebastian Kl...(1.UWT) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 31/07

Johan Museeuw Classic(1.1) 31/07

Donostia San Sebastian Kl...(1.UWT) 31/07

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 31/07

Johan Museeuw Classic(1.1) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger