Optakt: 19. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Fyrstendømmet Andorra er i de senere år blevet et populært sted at besøge for Vueltaen, der har lagt vejen forbi flere gange, ikke mindst i forbindelse med den korte og historisk hårde Joaquim Rodrigiez-designede bjergetape i 2015, hvor Mikel Landa sejrede, og Chris Froome styrtede ud af løbet. I år kommer landet endda til at spille en endnu mere fremtrædende rolle, for denne gang er man blevet udvalgt som rammen om de to helt afgørende bjergslag, der dermed finder sted i nogle af de højeste bjerge, som man finder i Vueltaen, lige midt i hjertet af Pyrenæerne. Begge dage er der tale om korte, intense etaper, og den store finaleakt indledes med den letteste af de to, når der på tredjesidste dag efter en dag i fladt terræn skal afsluttes på den berømte Coll de la Rabassa,

I alt skal der tilbagelægges bare 154,4 km mellem Lleida og Naturlandia på toppen af Coll de la Rabassa i Andorra. Etapen indledes på den spanske højslette, hvor hele den foregående etape fandt sted, og derfor er der tale om en todelt sag med et fladt indløb mod den afsluttende stigning. Fra starten kører man igennem fladlandet mod nordøst frem mod Pyrenæerne, hvorfor der er enkelte stigende stykker undervejs. I Ponts efter 59 km drejer man mod nord op ad en bakke, inden man igen kører ned til et fladt stykke, der fører mod nord frem til forplejningen.

Efter frokosten går det mod nordøst via en let stigende dalvej uden megen afveksling, indtil man efter 133,4 km når frem til grænsen til Andorra. Her drejer man mod nord, og det markerer et skifte på etapen, idet det herefter stiger betydeligt mere over de sidste godt 20 km. Med 17,7 km igen når man dagens spurt, og bare 700 indledes målbjerget, der er i kategori 1, officielt, når man drejer mod sydøst. De sidste 17 km stiger med 6,6% i gennemsnit, men er en todelt stigning. Der lægges nemlig ud med 5 stejle, men irregulære kilometer, hvor det i alt over mere end 2000 m stiger med mere end 11% i snit, men derefter bliver det betydeligt lettere. Særligt de sidste 10 km er nemme, idet stigningsprocenten her ligger på ca. 5% det meste af vejen. Til slut tager den en anelse mere fat, da de sidste godt 2 km stiger med godt 6%. Stigningen er spektakulær med et hav af hårnålesving, herunder seks på de sidste 5 km. De to sidste kommer med ca. 500 og 300 m igen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

Coll de la Rabassa blev senest besøgt i 2008, hvor Alessandro Ballan tog en overraskende udbrudssejr på en tåget dag, hvorfra der ikke kunne produceres tv-billeder. I 1999, 2000 og 2001 sluttede Volta a Catalunya altid med en bjergenkeltstart på bjerget, og det gav sejre til hhv. Manuel Beltran, Jose Maria Jimenez og Joseba Beloki.

Vejret

Luften over Andorra er i øjeblikket temmelig ustabil, men i morgen bliver det nu ganske pænt. Efter en solrig morgen vil det sky til, men risikoen for en sen byge er kun ca. 25%. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil være 22 grader, og der vil kun være en svag til let vind fra sydvest. Det giver medvind stort set hele dagen frem til sidste stigning. Her vil der skiftevis være med- og modvind mellem de mange hårnålesving, men der vil hovedsageligt være modvind. Det gælder næsten uafbrudt på de sidste 2 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Analyse af 18. etape

Hvor kan skæbnen være grum. Vueltaen er med sin bjergrige rute bestemt ikke nogen lækkerbisken for feltets sprintere, der derfor i stort antal går i en vid bue udenom det spanske løb. Selv de etaper, der af arrangørerne karakteriseres som flade, kan indeholde mere end 3000 højdemeter, og det kan derfor ikke undre, at man ikke længere ser navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel i Spanien, som man ellers gjorde det tidligere, hvor løbet var kendt for sine lange, monotone motorvejsetaper.

Derfor var dagens etape også lidt af en sjældenhed i løbet, for det hører absolut til undtagelserne, at der findes så flade ruter i den bjergrige grand tour. Mens sprinterne har slidt sig op ad brutale mure som La Camperona, Les Praeres og Balcon de Bizkaia samt lange bjerge som Lagos de Covadonga, har de formentlig gang på gang lukket øjnene og visualiseret, hvordan de denne torsdag endelig skulle op i fart igen. 18. etape var en af de gulerødder, der har fået et fortsat næsten helt fuldt sprinterkobbel til at slide sig op ad den ene latterligt stejle gedesti efter den anden.

Og så ender det med, at en irriterende belgier og en lige så irriterende nordmand ødelægger det hele. Det hele var ellers serveret på et sølvfad til feltets sprintere, da vejrudsigten med det samme aflyste al risiko for den sidevind, der før har gjort disse højsletteetaper ret dramatisk. Samtidig burde et træt felt være mere end indstillet på at få sig en halv hviledag inden de to kommende bjergetaper, og konklusionen var derfor klar: i dag kunne det ikke gå galt for sprinterne.

De havde imidlertid glemt at tage højde for én ting. Det kan godt være, at højsletten ikke bød på sidevind, men en ikke helt uvæsentlig medvind betød alligevel, at feltet trods en temmelig afslappet kørsel hele dagen alligevel endte med at sprænge alle tidsplaner. Det i sig selv burde have været rigeligt til at advare sprinterne, for historien er spækfyldt med eksempler på, at et udbrud på medvindsetaper nærmest sensationelt har snydt de hurtige folk.

Det så nu også ud til, at feltet havde luret faren. Udbruddet var nemlig knap kommet fri, før Kasper Asgreen indtog sin faste plads forrest i feltet, hvor han skulle sikre, at Elia Viviani kunne få sin chance. Ikke længe efter sendte Giacomo Nizzolo også Matthias Brändle til fronten, og da de to det meste af dagen holdt afstanden på kun godt 2 minutter, syntes det givet, at intet ondt kunne vederfares feltets hurtige folk, slet ikke da Peter Sagan efter forplejningszonen også sendte Davide Formolo i sving.

Måske lod de sig snyde af den høje gennemsnitsfart, der antydede, at udbruddet måske gav sig mere end først antaget. Sandheden er i hvert fald, at afstanden kun faldt ganske langsomt, da de tre forreste endelig åbnede op for gassen på de sidste 50 km. Quick-Step reagerede hurtigt ved også at sende Pieter Serry frem, mens Bora ofrede Marcus Burghardt, men trods den ekstra muskelkraft gik det alt for langsomt med at vinde tid.

På de sidste 5 km stod det hurtigt klart, at kun et taktisk spil mellem de forreste ville kunne bringe feltet tilbage i spillet, og da Sven Erik Bystrøm ikke havde nerverne til at spille spillet, faldt farten i front aldrig tilstrækkeligt til, at det lykkedes at hente dem igen. Resultatet blev endnu en spildt mulighed for et sprinterfelt, der efter 18 dage blot har spurtet 3 gange, hvilket gør løbet til en usædvanligt fattig udgave for de hurtige folk.

Det kan godt være, at medvinden spillede en afgørende rolle, men det er også svært ikke at bebrejde især Quick-Step. Belgierne havde trods alt løbets store favorit, og man kan ikke fortænke rivalerne i at forsøge at presse the Wolfpack til at bruge lidt af deres lead-out-ressourcer tidligt i løbet. Det gav således god mening for mange af de andre sprinterhold at gamble lidt med etapesejren, men det er ret uforståeligt, at Quick-Step aldrig brugte andre end Serry og Asgreen til at føre. Helt galt var det med 3 km igen, hvor en efterhånden træt Burghardt var helt alene om at jagte, og det var især i den helt afgørende fase, at feltet lod sejren glide dem af hænde.

Quick-Step stod således til sidst med et helt frisk tog, men det fik de slet intet ud af. Faktisk var dety dybt mærkværdigt at se, hvordan de ventede, ventede og ventede og endda til slut lod sig snyde af Peter Sagan, da denne lancerede en lang spurt. Enric Mas skulle naturligvis beskyttes, men Viviani burde have haft fire mand til at lukke hullet til slut. Det kan godt være, at det havde efterladt ham lidt mere sårbar til slut, men det havde trods alt været bedre end at havne i denne lidt pinlige situation, hvor holdet slet ikke fik chancen for at gå efter sejren, ikke mindst fordi den snu Viviani som regel klarer sig glimrende også på egen hånd. Det er ellers ikke tit, at Quick.Step begår fejl, men i dette løb har de nu klokket i det på to af fire mulige sprinteretaper.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

I stedet var det Jelle Wallays, der endte som dagens helt usandsynlige vinder, og dermed lykkes det for andet år i træk Lotto Soudal at redde en ikke alt for prangende Tour med en god Vuelta. Sidste år gik et ellers relativt svagt besat belgisk mandskab helt amok med hele fire etapesejre fra udbrud, og de højder har man trods alt ikke nået i år. Alligevel er det altså for andet år i træk lykkedes at komme hjem til Belgien med en vis succes, også selvom holdet på forhånd bestemt ikke hørte til Vueltaens stærkeste, slet ikke i lyset af Tiesj Benoots ganske skuffende løb. Da Thomas De Gendt samtidig ligner en klar favorit til at vinde bjergtrøjen, og Tim Wellens vandt en etape i Giroen, kan Lotto se tilbage på en godkendt grand tour-sæson, selvom Touren endte som en dundrende fiasko for andet år i træk.

At det netop var Wallays, der skulle vinde for dem, var endnu mindre ventet. Benoot, De Gendt, Bjorg Lambrecht og Sander Armee samt halvhurtige Tosh van der Sande og tempostærke Victor Campenaerts lignede alle reelle vinderbud, mens den ret tunge Wallays ikke just havde meget at komme efter på en bjergrig rute som denne. Kun et mirakel på en sprinteretape burde kunne bringe ham i spil, men det var altså netop, hvad der indtraf i dag.

Man må applaudere Wallays for evnen til at opsøge lykken. Selvom han er spurtsvag og tung, har han en ganske imponerende rekordliste, der også tæller sejre i Dwars door Vlaanderen og Paris-Tours samt yderligere fire mindre sejre. På papiret er han alt andet end en vindertype, men hans brutale råstyrke har alligevel gjort ham til en af det professionelle felts mere succesrige ryttere.

Det handler imidlertid ikke kun om råstyrke, men også om kølighed. Det var den kølighed, der fik ham til at udnytte Topsport Vlaanderens overtal i forbindelse med sejren i Dwars door Vlaanderen og til overraskende at overspurte en rasende Thomas Voeckler i Paris-Tours. I dag havde han også modet til at spille spillet og udnytte, at Sven Erik Bystrøm tydeligvis har den mest nervøse af de to. Velvidende at nordmanden var den hurtigste af de to, gamblede han stort ved at nægte at føre på de sidste 2 km, og da Bystrøm ikke turde smide chancen væk, gav det ham den friskhed, der gjorde det muligt at slå den tydeligvis nervøse nordmand.

Dermed var det en forspildt mulighed for Bystrøm, der ellers godt kunne have brugt lidt oprejsning. Verden lå ellers for hans fødder, da han på en stor norsk dag blev en lidt overraskende U23-verdensmester i Ponferrada i 2014, men siden da har man ikke set meget til ham. I stedet er han endt om en relativt anonym skikkelse i Alexander Kristoffs entourage, og der er intet, der tyder på, at han nogensinde vil nå de højder, som nordmændene engang drømte om. Derfor må det også gøre særligt ondt, at han forspildte denne store chance for at tage en kolossal sejr, ikke mindst fordi han befandt sig i en situation, hvor han var hurtigste mand. Og sejren havde lunet for et UAE-mandskab, der efter en ellers succesrig Tour igen er faldet ned i et hul sammen med en igen skuffende Fabio Aru.

Mindst lige så meget ærgrelse må der være i Burgos-lejren. Det lille spanske hold stod pludselig med en gylden mulighed, da Jetse Bol havde booket billet til det rette udbrud. Med tanke på, at hollænderen faktisk er ganske hurtig, så det pludselig ud til, at løbets svageste hold stod med en uventet mulighed for faktisk at vinde en etape. Desværre lod han sig snyde i et par sving på de sidste 10 km, og da først hullet var opstået, kunne det ikke lukkes igen. Det var ikke svært at forstå, at Bol, der ellers slet ikke har kunnet leve op til sin flotte Vuelta fra sidste år, lignede en grædefærdig mand, da feltet kort efter blæste forbi ham.

Peter Sagan vandt feltets spurt, men det er ikke let at drage mange konklusioner på den baggrund. En spurt om en 3. plads er noget helt andet end en spurt om sejren, især fordi den denne gang blev kørt meget specielt. Sagan følte sig nemlig tvunget til at gamble stort ved at åbne en meget lang spurt, og da Quick-Step som nævnt ovenfor sov i timen, betød det, at han slog et hul, som Viviani aldrig fik lukket. Måske var der alligevel lidt at lære for Sagan inden spurten i Madrid, for det har nu to gange vist sig, at man faktisk kan snyde det belgiske supermandskab. Måske er det netop denne form for risici, Sagan skal tage på søndag, hvis han faktisk skal tage en sidste sejr i regnbuetrøjen, i stedet for at klynge sig til det spinkle håb, at han kan overspurte italieneren fra dennes baghjul.

Derudover var det ikke uventet at se, at det var holdbare folk som Ivan Garcia, Tom Van Asbroeck og Ryan Gibbons, der sammen med ekstremt formstærke Danny Van Poppel og de tre topsprintere, Sagan, Viviani og Giacomo Nizzolo, udgjorde top 10. Til gengæld var der ikke mange spor af Max Walscheid og Nelson Soto, der er mere klassiske sprintertyper, og selvom man som sagt skal være lidt forsigtig med skråsikre konklusioner på baggrund af en så specielt spurt, er det ikke uventet, ar de har svært ved at gøre sig gældende mod slutningen af en grand tour.

Etapen endte således med at blive uventet dramatisk, men det var den ikke for klassementsrytterne. Trods den høje gennemsnitsfart på mere end 47 km/t kom de nemlig ganske let igennem, og de kunne næppe have ønsket sig en mindre stressende dag. Det har helt sikkert været en kærkommen gave, inden det fra i morgen går løs igen med de to afgørende bjergetaper.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For sprinterne derimod står den igen på to dages lidelse, hvor de kun har spurten i Madrid som den gulerod, der skal hjælpe dem over de kommende dages bjerge. Man må nu blot håbe, at der ikke er en irriterende belgier, der også stjæler den lige foran næsen af dem søndag aften.

Favoritterne

Favoritterne kunne ikke have ønsket sig en roligere dag på den flade 18. etape, der gav en chance for at komme sig inden de to afgørende bjergslag, der vil afgøre løbet. Der er ganske stor forskel på de to etaper, hvor eneste fællestræk er, at de begge er relativt korte. Hvor fredagens etape er af den velkendte type med et langt fladt indløb til en enkelt stigning, er lørdagens etape ekstremt kompakt og udfordrende med et hav af stigninger og stort set ingen flad vej.

Der er da også umiddelbart ret stor forskel på, hvor afgørende etaperne er. På papiret kan der nemlig gøres langt større forskelle lørdag, mens fredag faktisk ikke er nogen specielt svær dag På papiret kan Coll de la Rabassa se skræmmende ud, men der er ikke tale om Vueltaens sværeste stigning. Faktisk er den sidste del så let, at det kan blive svært at gøre de helt store forskelle. De første 7 km er ganske svære, men derefter taler vi om stigningsprocenter på knap 5 det meste af vejen. Sådanne stigninger plejer som regel at give anledning til en spurt i en mindre gruppe, selvom det blive en anelse stejlere over de sidste 2 km.

Bedre bliver det ikke af, at der hovedsageligt vil være modvind, især på de sidste 2 km. Vi så allerede på La Covatilla, at det lagde en voldsom dæmper på festlighederne, og det samme kan meget vel ske i morgen. Alligevel skal man ikke helt udelukke, at der kan blive skabt større forskelle end ventet. På mange måder minder strukturen meget om Giroen, hvor vi også indledte de afgørende etaper med en lignende rute frem til den ret lette Prato Nevoso-stigning. Her regnede man heller ikke med de store forskelle, men det endte alligevel med, at Yates viste de første svaghedstegn. Alt kan som bekendt ske i den tredje uge af en grand tour, men umiddelbart er det mere en dag, hvor løbet kan tabes end vindes.

Der er dog én faktor, der er værd at notere sig. For anden gang i løbet skal feltet op i godt 2000 m højde, Det er velkendt, at højderne altid har voldt Alejandro Valverde vanskeligheder, og måske er det ikke uden grund, at han havde sin hidtil dårligste dag på La Covatilla i 1961 m højde. Valverde har ikke altid underpræsteret i den tynde luft, men det er en svaghed, der måske kan give et andet klatrehierarki end hidtil set.

Det er temmelig uforudsigeligt, hvad der vil ske på etapen. A priori burde det være en stensikker udbrudsetape, fordi alle har en interesse i at spare kræfter inden den svært kontrollerbare 20. etape. Derfor lå det indtil i går i kortene, at det skulle gå som på nævnte Prato Nevoso-etape, hvor et udbrud med etapevinder Maximilan Schaschmann fik lov at sejle meget langt væk på en generelt rolig dag.

Nu kan situationen imidlertid være anderledes. Movistar brændte i den grad nallerne i går, da de lod 10 potentielt livsvigtige bonussekunder ryge ud med badevandet. Den fejl kan de næppe tillade sig at begå igen, ikke mindst fordi en let stigning i modvind med en potentiel spurt som afslutning umiddelbart ligger til Valverdes højreben. Med andre ord skal Movistar næsten gå efter etapesejren.

På den anden side er der måske ikke så meget at vinde. Yates er blandt favoritterne umiddelbart den næsthurtigste, og derfor kan udbyttet af en spurtsejr til Valverde måske ende med at være sølle 4 sekunder. Det er næppe dem, der bestemmer, om han vinder Vueltaen eller ej. Det bliver først og fremmest lørdagens etape. Derfor er der også god ræson i for Movistar at fokusere alle kræfter på et stort attentat på den sværeste af de to etaper.

Igen er det derfor formentlig Movistar, der bestemmer, hvad der skal ske. Astana kan også tænkes at gå efter den forløsende sejr til Lopez, men den sidste stigning er umiddelbart for let for ham. Faktisk er Yates, Valverde og Mas i en spurt alle hurtigere end colombianeren, og derfor kan bonussekunderne ende med at ramme ham direkte i nakken. Astana bør derfor nok vente med at gå i offensiven til lørdag.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Lad mig bare være helt ærlig. Jeg er virkelig i syv sind i forhold til at regne ud, hvad Movistar vil gøre. Hidtil har deres dispositioner været temmelig uforudsigelige, og de har ikke altid disponeret deres kræfter med den mest oplagte logik. Første del af etapen er så let, at den ikke er voldsomt svær at kontrollere, så hvis de vil, kan de få en favoritafgørelse. Men vil de? Alle ved nemlig, at et udbrud har en chance, og derfor er der i den grad lagt op til angrebsfest i starten. Det vil derfor ikke blive gratis at skabe samling.

I sidste ende tror jeg dog, at en sulten Valverde lugter så meget blod, at han er villig til at gøre forsøget. Han synes at være sprængfyldt med selvtillid, og nu har han endelig holdet stille 100% til sin rådighed. Ryttere som Daniele Bennati og Imanol Erviti er alligevel ikke meget bevendt lørdag, men i morgen er de guld værd på det flade. Og selv hvis Valverde ikke henter meget tid, er en tredje etapesejr jo trods alt værd at tage med.

Derfor tror vi på en aggressiv start med mange angreb, inden et udbrud kommer afsted. Der er to scenarier. Endelig lader Movistar relativt tidligt en stor gruppe køre væk, mens Mitchelton herefter sætter et roligt tempo, inden favoritterne skal køre om det til allersidst. Alternativt er Movistar på dupperne fra starten, sørger for, at gruppens styrke og størrelse er begrænset og kontrollerer herefter etapen stenhårdt med Bennati og Erviti. Jeg tror mest på det sidste, men udelukker langt fra det første.

Ender det i det ventede favoritopgør, vil den sidste stigning formentlig blive kørt ret defensivt. Det er tænkeligt, at Astana vil forsøge at gøre det hårdt på den stejle nedre del, men det er for tidligt at gå i angreb. Derfor vil Movistar og Mitchelton formentlig skulle kontrollere indtil den allersidste del. På La Covatilla var det først på de sidste kilometer, at angrebene for alvor blev lanceret, og i morgen regner vi også med, at favoritterne først vil spille deres kort på de sidste 2 km, der atter er lidt stejlere.

Spørgsmålet er, om Movistar kan holde det samlet. Valverde har tabt et hav af sejre i kraft af mangel på kontrol i finaler som disse, og det kan meget vel ske igen. For Yates vil det være perfekt, hvis eksempelvis Thibaut Pinot smuttede væk til sidst. Alligevel tror vi, at det denne gang vil lykkes for Movistar. For det første hjælper modvinden dem, og for det andet har Valverde nu endelig Quintana til fuld disposition. Sammen med Carapaz udgør han en skræmmende duo, der nok skulle kunne holde de fleste i snor på så kort en stigning.

Derfor ender alle disse overvejelser op med, at Alejandro Valverde er vores favorit. Ender det i en spurt, er der ingen, der blot kommer i nærheden af at matche spanieren, som endda virker totalt i hopla. Han skuffede på enkeltstarten, men på stigningerne har han langt overgået forventningerne, ikke mindst i går, hvor han var feltets stærkeste mand. Valverde er ikke typen, der går helt ned, og hans selvtillid er enorm efter de overraskende gode præstationer på det seneste.

Der er dog tre trusler for Valverde, som ikke kan være sikker, selvom en let modvindsstigning ligger til hans højreben. Først og fremmest er der naturligvis risikoen for, at Movistar ikke kan holde det samlet. For det andet er der frygten for højderne, der altid har været hans svaghed. Vi så ham underpræstere kraftigt på La Covatilla, der også bød på en let modvindsfinale, og her endte han med ikke at kunne følge de bedste. Især efter en lang stigning ser man ofte Valverde falme, og det kan sagtens ende med at ske igen i morgen. Endelig er der de lidt ustabile præstationer, som nok betyder, at han aldrig går ned, men som også har betydet, at han har været temmelig varierende. Har han en dårlig dag som på La Covatilla, kan han blive sat af inden spurten. Det ændrer dog ikke på, at et spurtopgør er det mest sandsynligt scenarium, og i den sammenhæng vil Valverde altid være klar favorit.

Den næsthurtigste blandt favoritterne er Simon Yates. Briten er bedst på lidt stejlere procenter, men han har gang på gang vist, at han har et fremragende kick til slut. Det er klart, at han på papiret er klart overmatchet af Valverde, men han vil være klar til at slå til, hvis spanieren igen viser svaghed i højderne og på lange stigninger. Falder Valverde fra, er Yates i pole position til at tage over, ikke mindst fordi han har en meget stærk Adam Yates til at holde det samlet og køre sig frem. Der hersker imidlertid hele tiden den oplagte risiko, at Yates falmer, som han gjorde det i stigningen. Lange, regulære bjerge passer ham ikke specielt godt, og dette er derfor ikke en oplagt Yates-etape. Vi så i Giroen, at det var på den tilsvarende etape til Prato Nevoso, at han fik sin første mavepuster. Det kan ikke udelukkes, at det sker igen i morgen. Gør det ikke, er han imidlertid manden, der kan true Valverde.

I en spurt er det næsten utænkeligt, at sejren ikke vil gå til enten Valverde eller Yates, også selvom især Thibaut Pinot og Enric Mas også har en glimrende afslutning. Skal man finde et andet bud på en etapevinder, skal vi derfor søge blandt ryttere, der kan udnytte det taktiske spil til at snige sig væk.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Her er det igen nærliggende at pege på Thibaut Pinot, der allerede én gang har vist, at han mestrer den kunst. Han havde en katastrofal offday i går, men det betyder ikke, at han ikke kan rejse sig i morgen. Faktisk har det længe været en tendens, at han har visse dårlige dage i grand tours, hvilket vi senest så i en temmelig svingende Giro. Derfor kan han sagtens være på toppen igen i morgen, og hidtil har han som bekendt været en af feltets syv bedste i bjergene. Han har nu tabt så meget tid, at han ikke længere er en trussel, og faktisk vil Yates elske at lade ham køre væk. Han er god på lange stigninger i højderne og er som bekendt også ganske hurtig, hvis han skulle få selskab af en mand eller to. Derfor udelukker vi bestemt ikke, at Pinot rejser sig fra skuffelsen ved at tage endnu en sejr.

Hvad sker der, hvis både Valverde og Yates viser svaghedstegn? Som skrevet ovenfor kan det ikke udelukkes, og så vil Enric Mas være klar til at slå til. Sammen med Valverde var den unge spanier bedst i får, og faktisk ser han bare ud til at blive bedre og bedre. Han er den eneste, der har haft en uafbrudt stigende formkurve, og intet tyder på, at den er vendt endnu. Selvom han ikke har samme punch som Yates og Valverde, viste han i Tour de Suisse, at han har en fin spurt i et stigende opløb. På La Covatilla lykkedes det alligevel at gøre uventede forskelle, og det kan Mas måske også gøre, hvis de to foranliggende viser svaghedstegn. Det er ikke en oplagt Mas-etape, men falmer favoritterne, sidder han klar i sulkyen.

Det samme kan siges om Miguel Angel Lopez. Det er bestemt heller ikke en oplagt Lopez-etape, for selvom han elsker lange stigninger og højder, kan man tvivle på, om han kan gøre en forskel på så lette procenter. På den anden side lykkedes det ham på La Covatilla at trække en lille gruppe fri, og det kan derfor ikke udelukkes, at det kan ske igen. Som bekendt skal han af med både Valverde og Yates for at have en chance, men mod Mas vil han ikke være chanceløs i en spurt. I Tour of the Alps viste han sine evner som sprinter på toppen af en stigning. Han viste uventede svaghedstegn i går, men foreløbig har han vist sig som en af feltets bedste klatrere. Falmer de to hurtige, står han sammen med Mas med de bedste chancer.

En rytter, der måske kan snyde favoritterne, er Rigoberto Uran . Colombianeren har ret stabilt været ”the best of the rest” bag de syv bedste, men på morgendagens lette stigning burde han kunne sidde med hele vejen. Som regel kører han ufatteligt defensivt i sine grand tours, men måske vil det ændre sig denne gang. I hvert fald har han ikke længere meget at miste, for en sekundær top 10betyder ikke meget for en mand af hans status. De store navne vil ikke være bekymrede over at lade ham køre - faktisk vil det passe Yates ganske fint - og vi skal heller ikke glemme, at Uran faktisk også har en så god spurt, at han også vil kunne gøre sig gældende, hvis favoritterne skal spurte om sejren.

I samme situation befinder Ion Izagirre sig. Modsat Uran vil han være yderst begejstret for en top 10, der vil være lidt af et grand tour-gennembrud for ham, og derfor er han nok mindre risikovillig end colombianeren. Hidtil har han da også kørt meget defensivt og klogt, og det har alene handlet for ham om at begrænse sine tab. Foreløbig holder han imidlertid formen, og der har ikke været antydningen af det kollaps, man ellers kunne have frygtet for den ikke altid så stabile basker. Lange stigninger er ikke hans kop te, men han viste på La Covatilla, at han har mere power end de rene klatrere på lidt lettere procenter som dem, der venter i morgen. Trods sin defensive kørsel i dette løb er han normalt ret aggressiv, og derfor vil han sikkert holde øjnene åbne for muligheder i en taktisk og ukontrollerbar finale.

Endelig skal det bemærkes, at Steven Kruijswijk og Nairo Quintana formentlig vil gøre det godt, selvom de næppe kan vinde etapen. Stigningen er for let for Kruijswijk, der ikke kan spurte og ikke får frihed, og Quintana skal nu ofre sig 100% for Valverde.

Som sagt er der meget gode chancer for, at det kan blive til endnu en udbrudssejr. Sker det, vil vi pege på Michal Kwiatkowski som vores favorit. Det havde vi egentlig forsvoret at ville gøre i den tredje uge, for al logik siger, at han burde være dødtræt. Det er da også tydeligt, at han ikke er lige så flyvende som i løbets indledning, men han er langt mere frisk end ventet. Det så vi senest med det flotte udbrud i weekenden og med den fine enkeltstart, og der er ingen tvivl om, at polakken vil gøre alt for at komme afsted i morgen. Det er lidt et lotteri i en flad indledning, men her har Kwiatkowski trods alt betydeligt mere power end de mere rene klatretyper. Samtidig passer den ret lette målstigning med modvind storartet til en fyr som Kwiatkowski, der er meget svær at slå i en spurt i en finale som denne.

En 2., 4. og 5. plads samt to 3. pladser er det flotte udbytte for Dylan Teuns, der har været med i næsten alle de udbrud, der er holdt hjem i dette løb. Den forløsende sejr mangler imidlertid fortsat, og han er efterhånden ved at løbe tør for muligheder. Heldigvis viser præstationen i går, at han endnu ikke er træt, og han vil helt sikkert gøre alt for at udnytte sin superform til endelig at vinde i morgen. Han er egentlig ikke til lange stigninger, men i dette løb har han overgået alle forventninger i bjergene. Selvom han er bedre på stejle procenter, er han samtidig god i en spurt som denne, og derfor er det slet ikke en dårlig finale for den friske og formstærke Teuns.

Er Michael Woods frisk igen? Det er nok lidt tvivlsomt, for han lignede en mand, der havde nået alle sine mål, da han sejrede i går. På den anden side vil det være en skam ikke at udnytte den gode form igen, for det er helt tydeligt, at canadieren bare bliver bedre og bedre. Han var klart stærkeste mand i går, og det vil han helt sikkert være igen i morgen, hvis han rammer udbruddet. Gårsdagens stejle stigning passede ham meget bedre, men han er stadig en glimrende afslutter på en lettere stigning som denne.

Efter et fantastisk flot løb Gianluca Brambilla ind i en mindre krise i går. Det kan imidlertid nu vise sig at være til hans fordel, at han nu er lidt længere fra den samlede top 10, idet han nu har en reel chance for at gå i udbrud. Formen har været i fremgang og ganske forrygende, særligt på Lagos de Covadonga, hvor han var med helt i front. Endelig ligner Brambilla den rytter, der vandt etaper i både Giroen og Vueltaen for to år siden, og er han kommet sig efter gårsdagens svære etape, er dette en stigning, hvor han kan udnytte sin gode spurt.

Derudover er der David De La Cruz, Rafal Majka, George Bennett og Ilnur Zakarin , der alle helt sikkert vil gøre meget for at ramme udbruddet. Selvom de alle er et stykke fra deres bedste form, hører de fortsat til feltets bedste klatrere. Især De La Cruz har trods nogle mindre nedture undervejs vist sig glimrende kørende med flotte præstationer på 13. og 17. etape, og selvom Majka ikke på toppen, har han trods alt nu to gange været med til at køre om sejren. Den sidste stigning kan være for let til at passe de fire klatrere, men man kan trods alt ikke afvise dem, hvis de kommer afsted i en gruppe uden alt for hurtige folk.

Endelig vil vi pege Pello Bilbao og Omar Fraile. Logikken siger, at de begge skal blive hos Lopez, men vi såi går, at Fraile fik lov at køre sin chance. Måske kan det åbne døren for, at de to baskere også kan få muligheden denne gang. Bilbao er efter en sløv start endelig kommet i form, og Fraile har virket brølstærk længe. Stigningen passer fint til dem begge, da de er lynhurtige på stregen.

Andre kandidater er Davide Formolo, Rudy Molard, Oscar Rodriguez, Alexandre Geniez, Tiesj Benoot, Alessandro De Marchi, Mikel Bizkarra, Nick Schultz, Sergio Henao og Fabio Felline, men vi tvivler på, at de kan gøre arbejdet færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Thibaut Pinot

Outsidere: Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Ion Izagirre

Jokers (fra et udbrud): Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns, Michael Woods, Gianluca Brambilla, Pello Bilbao, David De La Cruz, Rafal Majka, George Bennett