Optakt: 1. etape af Criterium du Dauphiné

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Ruten

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt, Kennaugh og senest Brent van Moer i 2021, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning. Det gør den til gengæld i år, hvor åbningsetapen helt følger den nyere trend, men denne gang med en knap så vanskelig finale som sidste år, hvorfor de holdbare sprintere kan drømme om sejren, hvis ikke de som sidst lader sig snyde af en stærk udbryder.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Med en distance på 191,8 km er der tale om en ganske lang åbningsetape, der fører feltet fra La Voulte-sur-Rhone til Beauchastel. Der er tale om to nabobyer i Rhone-dalen, og derfor består etapen af ture ud i det kuperede terræn vest for de to byer. Fra start kører man kortvarigt mod nord op langs den flade dal, men hurtigt drejer man mod sydvest for at køre mod sydvest, nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Col de Leyrisse (9,9 km, 4,2%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter, og hvis top rundes efter 19,5 km.

Den leder op til et småkuperet plateau, som følges mod sydvest og nordvest, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Cote des Baraques (3,3 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over de første 2 km og derefter med 4,9% over de sidste 1300 m frem mod toppen, som rundes efter 41,0 km. Igen leder den op til et småkuperet plateau, som kortvarigt følges mod sydvest, men hurtigt kører man videre mod sydvest ad en meget teknisk nedkørsel, inden man drejer mod sydøst for at følge en lang og let faldende vej hele vejen ned til byen Les Ollieres-sur-Eyrieux, der nås efter 87,9 km. Her rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorpå man kører de sidste 41,2 km af denne, hvilket betyder, at man efter 93,1 km når toppen af kategori 3-stigningen Cote du Chambon de Bavas (4,7 km, 5,2%), inden man efter 129,1 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens indlagte spurt.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 62,3 km lange rundstrækning. Først går det med det samme mod vest og sydvest væk fra Rhone-dalen, men da man følger floden Eyrieux, stiger det kun ganske let, indtil man for anden gang er fremme i Les Ollieres-sur-Eyrieux. Her drejer man med det samme mod syd væk fra floden for igen at køre op ad kategori 3-stigningen Cote du Chambon de Bavas (4,7 km, 5,2%), der er en helt jævn stigning med top efter 155,8 km. Herefter går det mod sydvest ad et kort fladt stykke, inden man fortsætter mod sydvest op ad den ikke-kategoriserede Col du Moulin a Vent (3,4 km, 4,8%), hvis top rundes efter 161,1 km.

Herfra resterer fortsat 30,7 km, som indledes ed en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og sydvest ned til byen Privas, der passeres efter 168,4 km. De sidste 23,4 km indledes nu med, at man kører mod nordvest ad en lige og ganske let faldende vej tilbage til Rhone-dalen, som nås, når der resterer 9,2 km. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad en helt flad og lige vej langs den store flod frem til målbyen, hvor vejen byder på en rundkørsel med 3,2 km igen, hvorefter den 7 m brede og flade vej kun bugter sig let, idet sidste kilometer dog stiger ganske let med 0,2% i snit.

Etapen byder på i alt 2472 højdemeter.

Beauchastel har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Vejret

Ugen vil vejrmæssigt byde på lidt af hvert, og det vil være varmen og ustabil luft, der dominerer fra start. Søndagen vil med være stort set skyfri med en temperatur i målbyen på op til 29 grader, men hvor det fra morgenen vil være tørt, vil risikoen for tordenbyger vokse gennem hele etapen, indtil den når 70-80% i de sidste to timer. Vinden vil være let (9-12 km/t) og starte i sydøst, men slutte i nord. Det kan gøre det lidt svært at sige, hvordan vindretningen vil være på de enkelte tidspunkter, men kan vi stole på en nordenvind på sidste omgang, vil der først være sidevind, dernæst medvind frem til afslutningen af nedkørslen efter stigningen, herfra sidemodvind og slutteligt næsten direkte modvind over de sidste 9,2 km.

Favoritterne

Der var noget særligt over det, da Dauphiné altid startede med en prolog. Efter en maj måned med fokus på Giroen var det en helt ny verden, der åbnede sig, når de allerstørste navne ofte kom ned fra højderne og blev præsenteret én efter én på en søndag eftermiddag i juni. Det var det sande startskud til Tour de France, hvor jeg i hvert fald altid for første gang kunne mærke Tour-feberen melde sig.

Sådan er det ikke længere. En linjeløbsetape er ikke det samme som en prolog, og man får ikke på samme måde den individuelle præsentation af de hovedaktører, vi skal lære at kende frem over de kommende to måneder frem til afslutningen af Touren. Nu får de store navne i højere grad lov til at gemme sig i feltet, og de er slet ikke på samme måde til den første lille eksamen, som det var tilfældet i gamle dage, hvor formen med det samme blev testet lidt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I stedet har arrangørerne valgt at give hurtige folk den første chance, men helt i tråd med løbets natur er 1. etape aldrig flad. Det er i virkeligheden en naturlig konsekvens af den nye trend med en start i det kuperede Massif-Central, men det vil på sin vis også være naturstridigt, hvis en ren sprinter skulle føre WorldTourens mest udprægede bjergløb. Sådan er det heller aldrig gået, siden den nye trend blev indledt i 2013, og i stedet har disse kuperede rundstrækningsløb givet alle mulige tænkelige udfald i form af udbrudssejr, som da Thomas de Gendt og senest Brent van Moer sejrede, succes til et sent angreb, som da Peter Kennaugh sneg sig væk, og spurtsejr i et reduceret felt, som da løbet i 2019 åbnedes med sejr til Edvald Boasson Hagen - i øvrigt nordmandens seneste af i alt 81 sejre.

Det er ikke mærkeligt, at udfaldsrummet har været så stort for disse kuperede åbningsetaper. Det gode ved en prolog er nemlig, at det med det samme bringer et hold i førertrøjen, og dermed ved alle, hvem der skal tage ansvar. Det er der ikke en kæft, der aner, når etapen er så svært fortolkelig som denne. Det var præcis den uklarhed, De Gendt udnyttede til sin flotte udbrudssejr, og som Van Moer altså gentog for bare et år siden, og vi har set lignende scenarier i eksempelvis Catalonien, hvor en vanskeligt fortolkelig åbningsetape tre gange i de seneste ti udgaver er blevet vundet af udbrud.

Den ”risiko” består også i år. Denne gang er ruten nemlig på én gang usædvanligt let og usædvanligt hård. Let, fordi der kun er to rigtige bjergetaper og et meget stort antal dage, der ikke vil spille en rolle i klassementet. Svær, fordi de to bjergetaper begge er meget svære, men særligt fordi ingen af etaperne kan siges at være stensikre sprinteretaper - og selv, hvis de ender i en massespurt, vil de formentlig være for hårde for mange.

Det kommer også til udtryk på årets udgave af den rundstrækningsetape, som er blevet løbets faste åbning. Den er alt for let til at spille den mindste rolle i klassementet, men med næsten 10 km uafbrudt stigning i finalen, kan den gøres ganske selektiv, hvis man vil. Denne gang kommer toppen dog relativt langt fra mål, og det er utvivlsomt en lettere åbningsetape end i de udbrudsudgaver, hvor De Gendt og senest altså Van Moer sejrede.

Det bør gøre en spurtafgørelse mere sandsynlig, men helt så enkelt er det ikke. Som sagt er en kuperet åbningsetape i et løb, der endda har meget få sprintertyper, nærmest en garant for pokerspil og usikkerhed om, hvem der skal føre. Det var præcis det, Van Moer udnyttede sidste år, og derfor kan man aldrig udelukke udbrudssejre på dage som disse, hvor vi mangler et førende hold til naturligt at tage kontrollen.

Starten er endda også knaldhård, og det lægger op til, at der kan etableres et meget stærkt udbrud. Man kan håbe, at der bliver kamp om at komme afsted - særligt når udbruddet holdt hjem i 2021 - men erfaringen er den spøjse, at udbruddet næsten altid kører med det samme på 1. etape, næste uanset hvor gode chancen for succes er. Denne gang burde der være en chance for, at det bliver aggressivt, og at vi derfor får en ganske stærk gruppe, men det vil ikke være usædvanligt, hvis der blot kører en lille håndfuld allerede inden første stigning.

Når udbruddet er kørt, bliver det interessant at se, hvem der vil tage kontrol. Her vil pokerspillet starte, men jeg tror, at det kan blive vanskeligt at gentage Van Moers kunststykke fra sidste år. Der er nemlig en række hold, der med nogen sandsynlighed kan ventes at tage kontrol.

Det gælder Ineos. Vi er i den helt, helt usædvanlige situation, at briterne kommer til et løb, de har vundet syv gange på 11 år, uden den helt store chance i klassementet, og det bør betyde, at etapesejre med Ethan Hayter kan blive hovedmålet. Vi havde en tilsvarende situation i Romandiet, og her var de sjældent aktive i forsøget på at jagte spurtsejre med deres brite. Det andet hold er naturligvis Jumbo med Wout van Aert, men det er ikke stensikkert, at de vil jagte. De har også andre mål, og vi så på 1. etape af Paris-Nice, der havde en tilsvarende uforudsigelig åbning, at de var endog meget, meget tøvende med at tage ansvar.

Derudover er der sprinterholdene. Dylan Groenewegens deltagelse i dette løb må betegnes som både pudseløjerlig, besynderlig og mærkværdig, men hvis den skal give blot skyggen af mening, er BikeExchange nødt til at gå efter denne etape. Holdet er her praktisk talt kun for at jagte spurtsejre, og derfor skal de skyde på de små chancer, der er. Bahrain falder også i kategorien af sprinterhold, der kan tænkes at jagte, men da deres hovedmål er klassementet, er deres initiativ tvivlsomt, og det samme gælder for UAE. Endelig kan Trek måske tænkes at ville jagte for Jasper Stuyven og Bora for Jordi Meeus og Matthew Walls.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Samlet set er der altså flere kandidater, og selvom pokerspillet formentlig betyder, at udbruddet får et større forspring, end godt er, burde der være nok hold til at skabe samling. Derefter bliver det spændende at se, hvad der sker ved den sidste passage af stigningen. Den er relativt let med bløde procenter, men når man tager den sidste del efter selve bjergspurten med, taler vi altså om næsten 10 km med uafbrudt stigning på 4-5%. Det er ganske langt og kan skabe nogen udskilning, hvis der gås til stålet.

Det gør der formentlig. Som sagt må Ineos have stort fokus på etapesejre, og det bør betyde, at de vil gentage succesen fra 2. etape i Romandiet, hvor de skabte det blodbad, der gav sejr til Hayter. Jeg vil tro, at de vil lægge et hårdt pres, måske med lidt hjælp fra Jumbo, der alligevel gerne vil sidde fremme, og måske endda også fra Trek. Sprinterne vil ærgre sig grusomt over medvinden, der vil gøre det ganske selektivt.

Det kan også blive ret aggressivt. Det bliver finalerne i Dauphiné næsten altid, fordi der særligt på de franske hold er pladser i Tour-truppen på spil. Også Quick-Step, der for en gangs skyld er til start uden rigtig sprinter eller klassementsmand, vil formentlig være aktive med deres klassikertyper som Andrea Bagioli, Dries Devenyns og Mikkel Honoré, hvis ikke Ineos kører så stærkt, at det bliver umuligt at forsøge sig.

Disse angreb får det dog svært. Efter nedkørslen, der i tilfælde af tordenbyger og våde veje kan blive ubehageligt teknisk, venter nemlig næsten 25 km, der primært går ad lige og næsten flade veje, over de sidste 9,2 km endda med næsten direkte modvind. Med flere hold med interesse i en spurt bør det betyde, at vi får en reduceret massespurt, men det vil være efter en hård og selektiv dag, som formentlig bliver for svær for de rigtige sprintere, hvis Ineos griber etapen af, som jeg forventer.

Selve spurten er helt enkel. Efter rundkørslen med 3,2 km er det en relativt lige og også bred vej, der leder frem til mål. I et felt uden mange sprintere vil positionskampen være begrænset, og det vil derfor formentlig være en afslutning, hvor hurtigste mand har god chance for at vinde alene på sin fart, også fordi vejen er bred. Det stiger kun ganske, ganske svagt, men til gengæld skal man sørge for at ramme timingen i den næsten direkte modvind, hvilket kan gøre lead-outet i et felt uden sprintertog til ét langt ventespil, hvor ingen vil starte for tidligt.

Det gør det naturligt at pege på Wout van Aert. Belgieren er ikke feltets hurtigste, men han har vist, at han på sine gode dage kan true også de rigtige sprintere. Det så vi blandt andet med sejrene i Paris og i Tirreno sidste år, hvor han vandt helt klassiske massespurter. Til gengæld indrømmede han under Paris-Nice, at han spurtede svagere end vanligt, men i den fase havde han heller ikke arbejdet på sin spurt. Med drømmen om at vinde den grønne trøje senere på sommeren, må han have dedikeret meget tid til spurttræning, og man må formode, at han nærmer sig den spurtstyrke, han har, når han er bedst.

Den let stigende powerspurt passer ham også ganske glimrende, og han er endda så ”heldig”, at han i Christophe Laporte vel har løbets bedste og mest erfarne lead-out man. Han risikerer at komme til kort, hvis han skal spurte mod folk som Groenewegen og Bauhaus, men laver Ineos et blodbad bør han være hurtigste mand. Med et godt lead-out fra Laporte ligner han derfor manden, der skal slås, og den helt naturlige favorit.

Værste rival må være Ethan Hayter. Briten er bestemt ikke verdens hurtigste, men han har gjort det til sit speciale at vinde spurter efter hårde dage. Det gjorde han senest i Romandiet og Norge, og mens han næppe slår de rigtige sprintere, står han godt, hvis Ineos får gjort det hårdt. Han har tidligere lidt under et knap så stærkt tog, og også her lider han under fraværet af en lead-out man, men med Filippo Ganna og Michal Kwiatkowski har han stadig et meget bedre setup end de fleste andre. Van Aert er på papiret betydeligt hurtigere end ham, men han har før via sit hold slået på papiret hurtigere folk, blandt andet i England sidste år. Det kan han måske gøre igen, selvom han ikke virkede helt flyvende i Norge, hvor det ellers blev til etapesejr.

Desværre er det blevet sløjt med spurterne for Jasper Stuyven på det sidste. Blandt andet har han inden for det seneste år set sig slået af på papiret langsommere folk ved VM og i Gent-Wevelgem. Heller ikke hans spurter i Omloop eller Kuurne var alt for overbevisende, men han endte trods alt i top 10 i De Panne, hvor vi taler om et rent sprinterløb. I de to førstnævnte tilfælde handlede spurterne mest om friskhed, mens han stadig synes at være mere konkurrencedygtig, hvis vi får en spurt i en større gruppe efter en hård dag, som da han blev nr. 5 på 5. etape i Benelux sidste år. På papiret er Van Aert stadig betydeligt hurtigere, men fejler den store favorit, burde han have en chance mod alle andre potentielle ”overlevere” Desværre har han et ret svagt hold, men Tony Gallopin og Toms Skjuins kan hjælpe, og han plejer også selv at være god i positionskampen.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, følger Sebastian Molano nu. Hvis Ineos gør det hårdt, bliver det efter al logik for svært for colombianeren, men han imponerende mig i foråret med bedre klatring end tidligere. Desværre tyder Mayenne ikke på, at han har samme holdbarhed nu, men han synes stadig at være den af de rigtige sprintere med den bedste chance for at overleve. Desværre har han både spurtet og positioneret sig lidt skuffende i år, men overlever han, vil han i dette felt have en ganske god chance for at vinde. Han kommer med selvtillid efter sejren i Mayenne, men da Ivo Oliveira næppe overlever, vil han ikke have megen støtte til sidst. Heldigvis er spurten enkel, og positionskampen vil være begrænset. Falder han fra, er det muligt, at Juan Ayuso vil blande sig, men det er usandsynligt i et felt, der må forventes at være for stort til, at det er risikoen værd.

Netop fordi jeg rangerer efter vinderpotentiale, må det være naturligt at nævne Phil Bauhaus som den næste. I gamle dage havde tyskeren ikke haft en chance, men han har forbedret sin holdbarhed ganske meget, som vi senest så på 5. etape i Giroen. Han virkede imidlertid træt mod slutningen af den italienske grand tour, og efter et tre uger langt etapeløb kan man enten være flyvende eller helt død. Sprinterne er oftest det sidste, og chancen for en stor krise er større end chancen for gode ben. Er han imidlertid kommet stærkt ud af Italien, og går Ineos ikke alt for hårdt til stålet, har han en chance. I det tilfælde bør Heinrich Haussler også overleve, og så har han pludselig bedre støtte end de fleste. Vi så i den ene spurt, han kunne køre relativt uhindret i Giroen, at han stadig er lynhurtig, og han vil elske en let stigende powerspurt, hvor han har en god chance for at slå Van Aert. Det kræver bare, at han kommer så langt.

Som sagt er det både pudseløjerligt, besynderligt og mærkværdigt, at Dylan Groenewegen deltager i løbet, og jeg tror, at jeg falder ned af stolen, hvis han overlever. Han har dog vist forrygende god form på det sidste, hvor hans kørsel i et hårdt Rund um Köln imponerede mig, og hvis etapen køres meget passivt, hvad der ikke helt kan udelukkes, har han måske en lille chance. Efter en svær sæsonstart har han i maj sat en fed streg under, at han fortsat er verdens hurtigste på ren topfart, efter at han nærmest ydmygede Fabio Jakobsen i deres opgør på ren fart på sidste etape i Ungarn, men positioneringen er altid en gigantisk udfordring. I denne enkle finale i et felt uden mange sprintere bliver det knap så stort et problem, særligt fordi hans tog med Alex Edmondson og Amund Grøndahl Jansen måske er det stærkeste. Han vil være mærket efter en hård dag, og det kan koste på farten, men kan han spurte frit, bør han vinde ganske klart, hvis han spurter som i Ungarn. Problemet er bare, at der lige er et par bakker inden da… Som alternativer har holdet Amund Grøndahl Jansen, der normalt burde være en forrygende kandidat til denne etape, og Alex Edmondson, men Grøndahl Jansen er aldrig blevet sig selv efter de mange skader, og mit bud vil være, at de begge vil vente på Groenewegen, når han skal indlede sin jagt for at komme tilbage. Gruppen er nok for stor til, at Nick Schultz vil forsøge sig.

Etapen er en ret god chance for det lille B&B-mandskab. Det er langt fra sikkert, at den lidt svingende Luca Mozzato overlever, men han viste en fin overlevelsesevne i Paris-Nice. Chancen er i hvert fald til stede, særligt fordi han med 2. pladsen i Tro-Bro Leon viste fremragende form. Han er ikke verdens hurtigste, og vi så i Paris-Nice, at han aldrig for alvor var tæt på de bedste, men han tankede selvtillid med søndagens 2. plads i en helt klassisk massespurt i GP Marcel Kint, selvom Arnaud de Lie kørte ham over. Han har næppe farten til at vinde, men i dette felt kommer han langt, hvis han overlever.

I gamle dage havde man rangeret Clement Venturini relativt højt på en etape som denne, men det er svært fortsat at gøre. Hans spurter synes bare at blive svagere og svagere løb for løb, og det er efterhånden sjældent, at han går i top 10 i massespurterne. Heller ikke i år har det været prangende, og hans holdbarhed er også stærkt svingende, som vi har set i blandt andet Romandiet sidste år. Trods styrtet i Sarthe er han dog kommet stærkt tilbage, og 2. pladsen i den hårde puncheurspurt i Finistere tyder på form, som vi også så med den fine klatring i Alperne i søndags. Med de ben burde han ikke få problemer med at overleve, men selvom han faktisk blev nr. 2 bag Sonny Colbrelli og foran Stuyven i feltets spurt på 1. etape sidste år, frygter jeg, at farten ikke helt rækker til en gentagelse af det resultat. Han har dog god støtte i Stan Dewulf, Oliver Naesen og Greg van Avermaet, der faktisk ligner et af de bedste tog, selvom han er meget, meget bedre i tekniske finaler. Det kan heller ikke helt udelukkes, at holdet kører for Van Avermaet, men normalt er det en etape for Venturini.

Som sagt bliver det interessant at se, hvordan Quick-Step griber det an. De vil formentlig gå i offensiven, men i sidste ende skal de nok forlade sig på deres spurt, hvor de har flere optioner. Førstevalget er formentlig Jannik Steimle , der før i blandt andet Vueltaen har vist, at han burde kunne begå sig i et felt som dette, men stigningen kan meget vel blive for lang og svær for den ikke alt for holdbare tysker, der heller ikke har kørt løb siden Roubaix. Alternativet er Andrea Bagioli, der som bekendt var meget tæt på at slå Magnus Cort på 12. etape af Vueltaen sidste år, og som kan være bemærkelsesværdigt hurtig efter en hård dag. Dengang var etapen dog hårdere, og vi skal have et uventet stort blodbad, hvis Bagioli for alvor skal have en chance. Steimles sejrschancer er trods alt større, men da hans form er helt uvis, og han har skuffet med sin holdbarhed i år, tvivler jeg på, at han overlever. Et tredje alternativ er Mikkel Honoré, men da han ikke rigtigt var tæt på i sine spurter i Romandiet, vil han nok kun være tredjevalg.

Arkea stiller med Matis Louvel . Han er bestemt ikke klassisk sprinter, men efter en hård dag er han hurtig. Således slog han i Camembert både Mozzato og Edvald Boasson Hagen, mens han i Paris-Rubaix slog navne som Van Avermaet, John Degenkolb og Andrea Pasqualon. Han har imponeret stort i år med top 17-placeringer i begge brostensmonumenter, men på lange stigninger er hans holdbarhed ret ukendt. Han klatrede uventet ringe i Paris-Nice, men formen synes heldigvis hæderlig efter et godkendt, men ikke prangende Tro-Bro Leon. Han har ikke farten til at vinde, mangler støtte og kan sagtens falde fra, men i dette felt bør han komme et stykke vej.

Bora møder med hele to tunge sprintere, der også er fejlcastede til dette løb. Både Jordi Meeus og Matthew Walls har nemlig været overordentligt tunge, og det virker slet ikke realistisk, at de klarer denne bakke. Det skal i hvert fald gå ganske gelinde, hvis de skal have en chance, og det må være Meeus, der har den bedste chance for at overleve, selvom formen hos dem begge er ret ukendt. Desværre har de også begge skuffet i deres spurter i år, og specielt var det overraskende i Ungarn at se skuffende spurter fra Walls, der ellers var så imponerende sidste efterår. Han har indtil nu dog stadig lignet den hurtigste af de to, og i dette felt burde de begge have en fin chance, hvis de skulle overleve. Det er bare svært at se, at det skulle ske. Som alternativ har Bora Nils Politt, der sagtens kan være god for en top 10 i dette felt, men heller ikke mere end det.

Total kommer med både Sandy Dujardin og Edvald Boasson Hagen, der tog sin seneste sejr netop i en reduceret massespurt på åbningsetapen i dette løb i 2019. Det kan være uklart, hvem de kører for, men min forventning vil være, at de satser på Dujardin. Den nyprofessionelle franskmand har haft en ydest lovende debut med sin sejr i Rwanda, men særligt hans 3. plads i puncheurspurten i Finistere vidner om både talentet og heldigvis også form. Til gengæld aner vi intet om hans evner på lange stigninger, og dette løb, der er hans første etapeløb på WorldTouren kan meget vel vise at sende ham helt til tælling. På papiret er han dog en god type til denne slags reducerede massespurter, selvom han ikke har farten til at vinde. Boasson Hagen spurter i dag stort set aldrig og har ikke imponeret med sin holdbarhed i år, hvorfor han formentlig kan falde fra før Dujardin. Til gengæld kørte han jo faktisk en god spurt på sidste etape i Tirreno, og det kan give lidt håb, hvis han alligevel skulle overleve og forsøge sig.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Israel-PT har både Simon Clarke og Omer Goldstein . Clarke viste fin form med 4. pladsen i Appenninerne i torsdags, mens Goldsteins niveau er mere usikkert efter et lidt skuffende løb i tirsdags. Clarke får ingen problemer med at overleve, og normalt burde Goldstein også klare den. Begge kan deltage i en spurt, men skal de have en chance, skal det have været hårdt. Får vi et hårdt løb, skal særligt Clarke imidlertid ikke undervurderes. Han har spurtet ganske godt på de seneste år, og sidste år blev han endda nr. 2 i en reduceret massespurt i Baskerlandet på en dag, hvor udbruddet dog holdt hjem. Jeg er ikke stensikker på, at han blander sig, men da Israel-PT desperat jagter point, vil det undre mig, hvis ikke de forsøger med ham eller Goldstein, der dog nok mangler den sidste fart. Sprinteren Taj Jones overlever ikke.

Lotto stiller med Carlos Barbero , som jo fik kontrakt med holdet for en god måned siden. Han har skullet bruge lidt tid på at finde formen og har slet ikke samme holdbarhed som tidligere, men sidste år oplevede han en lille renæssance i dette løb, hvor han kom hjem med 4., 7. og 11. pladser på etaper af netop denne type. Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at han har den samme holdbarhed nu, men til gengæld er etapen her lettere. Skulle han klare den, er det dog også usikkert, hvor meget fart han har, da han ikke har kørt en spurt i et år, og nogen rigtig sprinter har han aldrig været. Falder han fra, vil Maxim van Gils måske blande sig, men han går næppe i top 10.

Astana håber formentlig, at Aleksandr Riabushenko overlever, men det er tvivlsomt. Egentlig burde det være en etape inden for hviderusserens rækkevidde, men han har godt nok klatret skidt de seneste sæsoner. Han er dog også så uhyre svingende - selvom de gode perioder er meget sjældne - at han ikke kan afskrives. Til gengæld har han også spurtet skidt, og der ligger derfor ikke umiddelbart en gentagelse af 2. pladsen fra Baskerlandet, selv hvis han klarer den. I stedet tror jeg, at holdet skal håbe på et knaldhårdt løb. I det tilfælde kan Samuele Battistella måske begå sig. Han har nemlig i blandt andet Provence bevist, at han er ganske hurtig. Det samme er Simone Velasco, der kunne være et alternativ, men han synes aldrig rigtigt at spurte længere.

Vil Tobias Johannessen deltage i spurten? Det er nok tvivlsomt, hvis ikke det bliver et blodbad. I Norge så vi i hvert fald, at han skippede de klassiske spurter, men han viste til gengæld imponerende fart, da han på 2. etape blev nr. 3 og var ganske tæt på at slå Mike Teunissen. Senere skuffede han måske i spurten på 5. etape, hvor Remco Evenepoel slog ham, men det var også en ganske speciel afslutning. Får vi et betydeligt hårdere løb end antaget, vil han formentlig kunne begå sig, men jeg vil blive overrasket, hvis han forsøger sig.

Skulle Bauhaus falde fra, har Bahrain et alternativ i Heinrich Haussler. Australieren har haft et skidt forår, og da han er en ældre herre, er det efterhånden svært at vide, hvor højt hans topniveau fortsat er. Han har ikke kørt løb i lang tid, og hans formniveau er derfor også ukendt. Det vil være overraskende for mig, hvis han stadig klatrer godt nok til disse lange stigninger, men udelukke ham tør jeg ikke, da han formentlig ikke skal vente på Bauhaus, men hjælpe med at beskytte Jack Haig og Damiano Caruso. Det er også længe siden, han har kørt en spurt, men som lead-out man endte han trods alt som nr. 10 i det rene sprinterløb i De Panne. Lidt fart har han altså fortsat, men listen over spørgsmålstegn ved hans chancer er nærmest endeløs.

Endelig er der Hugo Page. Den unge franskmand går ind til karrierens hårdeste opgave, og derfor kan klatringen vise sig at være for voldsom. Han har vist god form forinden med sin samlede 14. plads i Dunkerque, men siden har det været mere sølle, og han kan være inde i en formkrise. Er han på toppen, burde han dog have en chance for at sidde med hjem, men han har næppe farten til at vinde. Falder han fra, kan det tænkes, at Jan Bakelants vil spurte lidt, men han vinder ikke.

Hos DSM vil Niklas Märkl spurt, hvis han mod forventninger overlever, men hverken han eller altenativet, Kevin Vermaerke kan tilskrives de store chancer. Bliver det hårdt, vil Benjamin Thomas måske spurte for Cofidis, mens Owain Doull eller Jens Keukeleire måske vil prøve for EF og Kevin Geniets for FDJ. Movistar har Matteo Jorgenson¸ men han synes aldrig rigtigt at spurte længere.

Som sagt kan man ikke udelukke et udbrud i stil med det, vi så sidste år, og her er det helt indlysende valg Remi Cavagna, der er på hjemmebane i Massif-Central og passer perfekt til at lave et Van Moer-agtigt soloudbrud i dette terræn. I det hele taget er det nærliggende at pege på Quick-Step, hos hvem Mikkel Honoré, Josef Cerny, Dries Devenyns, Jannik Steimle og Andrea Bagioli også er gode kandidater, der allle har en god spurt. Andre gode navne kunne være Nils Politt, Samuele Battistella, Simone Velasco, Franck Bonnamour, Lukas Pöstlberger, Benjamin Thomas, James Shaw, Bruno Armirail, Simon Clarke, Omer Goldstein, Maxim van Gils, Matis Louvel, Sandy Dujardin, Dries van Gestel, Toms Skujins, Tony Gallopin, Anders Skaarseth og Idar Andersen.

BEMÆRK: Husk, at rytterne er rangeret efter vinderpotentiale, hvorfor der opfordres til at læse teksten for en beskrivelse af chancen for at klare stigningerne.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Ethan Hayter, Jasper Stuyven

Outsidere: Sebastian Molano, Phil Bauhaus, Dylan Groenewegen, Luca Mozzato, Clement Venturini

Jokers: Jannik Steimle, Andrea Bagioli, Matis Louvel, Jordi Meeus, Sandy Dujardin, Edvald Boasson Hagen, Matthew Walls, Simon Clarke, Carlos Barbero, Samuele Battistella, Tobias Johannessen, Heinrich Haussler, Omer Goldstein, Huge Page, Aleksandr Riabushenko

Kandidater til en udbrudssejr: Remi Cavagna, Mikkel Honoré, Andrea Bagioli, Dries Devenyns, Jannik Steimle, Josef Cerny, Nils Politt, Samuele Battistella, Simone Velasco, Franck Bonnamour, Benjamin Thomas, Simon Clarke, Matis Louvel, Sandy Dujardin, Dries van Gestel, Toms Skujins, Tony Gallopin

BEMÆRK: Analysen af 1. etape og optakten til 2. etape kommer desværre meget sent søndag aften, måske først efter midnat.

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier