Optakt: 1. etape af Etoile de Besseges

Ruten

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, men den model ændrede man på i 2020. Her flyttede målet nemlig til Bellegarde, der således var vært for både start og afslutning, og i den forbindelse rykkede man målet til den lille bakke Cote de la Tour. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3 over 600 m er der tale om en klassisk puncheurafslutning, der sidste år gav et noget anderledes udfald end den vanlige massespurt. Det vil den også gøre i år, hvor samme afslutning ventes at bringe en eksplosiv afslutter i den første førertrøje.

Igen i år er der tale om en kort etape på bare 143,6 km, som altså nu har både start og mål i den tidligere startby Bellegarde. Den består af to rundstrækninger, hvoraf den første er 51,6 km lang og henlagt til området nord for Bellegarde. Her kører man igennem fladt terræn mod nord og nordøst, inden man i det nordøstligste punkt vender rundt for herefter at følge Rhone-floden mod sydvest og syd ned til den gamle målby, Beaucaire, inden det igennem fladt terræn går mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man dog ikke krydser målstregen. I stedet kører man en pointspurt efter 50,5 km og drejer derefter umiddelbart inden målbakken mod højre for at køre yderligere en hel omgang igennem det flade terræn, men når man vender tilbage til målbyen for anden gang, kører man først den anden pointspurt efter 102,2 km, hvorefter man efter 103,3 km kører hele vejen over stregen på toppen af kategori 2-stigningen Cote de la Tour (600 m, 6,9%).

Den anden rundstrækning er 40,3 km, lige så flad som den forrige. Den er denne gang henlagt til området syd for byen. Først kører man mod sydøst ned til Fourques, inden man følger Rhone mod nord op til Beaucaire, hvorefter man atter kører mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor målstregen er placeret på toppen af Cote de la Tour, der atter tæller som kategori 2-stigning (600 m, 6,9%), og som byder på tre 200 m-segmenter med stigningsprocenter på hhv. 7,6%, 10,5% og 1,3%. En lang lige vej over mere end 10 km afbrydes af et blødt venstresving med 900 m igen, hvorefter en bugtende vej leder op ad den 600 m lange bakke.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I forhold til sidste år er etapen ændret ved, at de to rundstrækninger er forlænget, og at man ikke skal over målstigningen efter de to omgange på den første rundstrækning. Derudover har man droppet den afsluttende finalerundstrækning inde i byen. Samlet set betyder det, at Cote de la Tour skal passeres to og ikke som sidste år fire gange.

Etapen byder på bare 459 højdemeter.

Bellegarde har i syv år i træk været startby for 1. etape, men vendte tilbage som målby i 2020, hvor Alexys Brunel fra et udbrud akkurat holdt Benoit Cosnefroy, Edward Planckaert og resten af feltet bag sig i den nye finale på Cote de la Tour. Forinden skal vi helt tilbage til 2012 for at finde sidste gang, der var mål i byen. Her slog Nacer Bouhanni en ung Marcel Kittel og Bobbie Traksel i en flad massespurt, mens Yauheni Hutarovich var hurtigere end Anthony Ravard og Bjorn Leukemans dagen forinden. I 2019 vandt Dylan Groenewegen en spurt på en hård sidevindsetape i Paris-Nice i byen.

Vejret

Sidevind er altid en fare i Etoile de Besseges, men modsat sidste år bliver den ikke et tema på åbningsetapen. Tværtimod venter der næsten en forårsdag med gradvis opklaring og kun få skyer sidst på etapen samt en imponerende temperatur på hele 18 grader. Vinden vil bare være svag til let (6-11 km/t) og komme fra sydøst. Det giver hovedsageligt sidevind på begge de to rundstrækninger. Mod slutningen får man på den lange, mere end 10 km lange vej ind mod Bellegarde direkte sidevind, indtil man på målbakken får først medvind, så sidevind og slutteligt sidemedvind.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Favoritterne

Første etape i et etapeløb kan som bekendt være en tricky affære, ikke mindst først på sæsonen. Der er ingen førertrøje, og i en situation, hvor mange er usikre på formen, er det ikke uset, at ingen tager ansvar. Det kan særligt på svært forudsigelige ruter uden klare favoritter føre til uventede udbrudssejre, og det er også sket i dette løb.

Det hører dog til sjældenhederne. Her har 1. etape nemlig som regel været en næsten helt flad sprinteretape, og i den slags situationen er der næsten altid sprinterhold med mod på at føre. I år er forholdene dog anderledes med en tilbagevenden til sidste års spændende puncheurfinale på Cote de la Tour, og det betyder også, at det er knap så oplagt, hvem der skal forhindre en overraskelse i stil med den, vi fik i 2020, hvor Alexys Brunel akkurat holdt feltet og alle forhåndsfavoritterne bag sig.

Dengang skyldtes det nu ikke mangel på ansvar. Tværtimod var det vild sidevind, der havde splittet feltet til atomer, og det gjorde det muligt for den unge franskmand at køre væk med fire kilometer igen. Bag ham var det et fuldstændigt iturevet felt, der nåede mål - ikke overraskende med forhåndsfavoritten Benoit Cosnefroy som en ganske overlegen nr. 2.

Afslutningen viste, at Cote de la Tour godt kan bruges til at skabe forskelle, især nu hvor målstregen faktisk ligger på toppen og ikke et par hundrede meter længere oppe ad vejen. Man skal dog passe på med at sammenligne de to etaper. Sidste år betød sidevinden, at der var tale om et mindre blodbad, hvor det var et mærket og kraftigt reduceret felt, der spurtede op ad de 600 ganske stejle meter, og det betød naturligvis, at Cosnefroy havde lettere ved at gøre forskellen.

Sådan bliver det ikke i år. I et løb, hvor man ofte har kørt i temperaturer ikke langt fra frysepunktet, må man næsten tro, at vejrudsigten stammer fra foråret, når man konstaterer, at der venter temperaturer på 18 grader og nærmest ingen vind. Med andre ord venter der en cykeldag, der må gøre enhver forfrossen dansker misundelig ved udsigten til det, de heldige asener kan se frem til denne flotte onsdag i Sydfrankrig.

For cykelløbet er det dog en skam. Ganske vist er der faktisk sidevind på det meste af etapen, men den svage brise ville end ikke kunne splitte en børnehaveklasse på skoletur. Det ligner mest af alt en herlig træningsdag, hvor det først er i finalen, at der for alvor vil blive kørt cykelløb.

Alligevel opstår spørgsmålet om ansvar igen. Hvem skal føre, når der nu ikke er tale om en sprinteretape, men en puncheurafslutning, der ikke er helt let at fortolke? I dette tilfælde bør det dog ikke blive et problem. Greg van Avermaet lader sjældent en sådan etape gå til spilde, særligt nu hvor han vil elske at vinde sit allerførste løb for sit nye hold, Ineos må med deres superhold være kommet for at vinde løbet samlet, Tim Wellens har allerede bekendtgjort, at han vil vinde samlet, og hvis han har samme form som sidste år, må Alberto Bettiol også være endog meget ambitiøs. Alle hold har de en mand, der kan vinde i denne slags finale, og derfor burde der være masser af hold til at holde udbruddet under kontrol.

Alt taler derfor for en rolig dag. Et udbrud vil sikkert blive etableret uden al for megen kamp, hvorefter flere af de nævnte hold kan ventes at tage fronten. I fladt terræn og uden vind ligner det en stille og let dag på kontoret, hvor bonussekunderne undervejs kun bliver et tema, hvis udbruddet består af færre end tre mand. Udbruddet bør blive hentet i tide, og derefter kan vi vente os, at nervøsiteten stiger mod slutningen, indtil der venter en gigantisk positionskamp på den lange, lige vej frem mod bakken.

Selve afslutningen er ikke helt let at fortolke. Den er ganske stejl på de første 400 m, hvorefter de sidste 200 m er næsten flade, selvom målet er flyttet tættere på den stejle del. Når vi taler om procenter på over 10, er det som regel for voldsomt for de fleste sprintere og langt bedre for ardennerspecialister. Helt så enkelt er det dog ikke denne gang, hvor bakken er meget kort. Vi ved fra Hatta Dam i UAE Tour, at Caleb Ewan, Sam Bennett, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo og flere andre alle har været med helt fremme på den lille 200 m lange rampe, der kun er halvt så lang, men til gengæld er stejlere med sine mere end 20%.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Denne stigning er således et grænsetilfælde, hvor den akkurat kan være så lang, at den slags sprintere alligevel ikke bare kan mose hele vejen til toppen på ren power, men hvor det ikke helt kan udelukkes. Sidste år var det en næsten ren puncheurfest, men de holdbare og mere klatrestærke sprintere vil denne gang kunne komme helt friske frem til bunden. Samtidig er bakken så uhyre kort, at positionskampen vil være altafgørende, for der er ikke megen bakke at indhente det tabte terræn på.

Det helt store spørgsmål er, om etapen bliver vundet af en stærk sprinter, der kan udnytte bakkens begrænsede længde, eller en puncheur, der drager fordel af de stejle procenter. Efter moden overvejelse vælger jeg at pege på Greg van Avermaet som min favorit. Egentlig var Bryan Coquard så skræmmende stærk i søndags, at han meget vel kan vise sig stærkest, men jeg frygter for franskmandens evner i positionskampen. Her er det svært ikke at blive imponeret over Ag2r’s tog, der tæller brølstærke Oliver Naesen, sprinteren Marc Sarreau samt hurtige Lawrence Naesen og Damien Touzé. Samtidig er Van Avermaet selv udmærket til at positionere sig, og det kan meget vel gøre forskellen.

Der er dog også forbehold. Vi ved ikke, hvor Van Avermaet står, men hans kørsel i Tour of Oman vidner om, at han altid er flyvende i februar, som han også var det i et 2020, hvor han klatrede som en drøm i denne måned. Motivationen efter sidste års ærgerlige afslutning er enorm, og finalen passer ham ganske glimrende. Bakken er lidt stejl, men over så kort en distance er den overkommelig, og de stejle procenter giver ham et fortrin i forhold til sprinterne. Usikkerhed relaterer sig først og fremmest til en hurtighed, der synes at være aftaget i de seneste år, men så sent som i 2019 vandt han trods alt puncheurspurten i Montreal foran Diego Ulissi, Ivan Garcia og Tim Wellens. Kombinerer man det med det stærke tog, bliver han min favorit.

Naesen vil også elske at køre denne finale, ligesom Sarreau i Polen og Vueltaen har vist, at han kan begå sig i en stigende spurt, der også burde være noget for Touzé. Van Avermaet er dog en bedre puncheur end Naesen, Touzé har stadig til gode at vinde på dette niveau, og Sarreau er på vej tilbage, ligesom bakken formentlig er for stejl. Holdet vil elske at vinde med deres nye stjerne i dennes debut, og derfor går de formentlig med ham.

Som sagt tror jeg egentlig, at Bryan Coquard er stærkest. Den lille franskmand var uhyggeligt velkørende på Cretes-stigningen forleden og indrømmede også, at han havde bluffet ved at nedspille forventninger. Han er i uhyre god form, og selvom han ikke har de helt store resultater som puncheur, så vi dog hans evner i Amstel Gold Race og i Brabantse Pijl i hans storhedstid. Coquard burde være den sprintertype, der også kunne vinde på Hatta Dam, og de stejle procenter kan han klare over så kort en distance. Når jeg tager et lille forbehold, skyldes det først og fremmest positionskampen, der aldrig har været hans force. Nok kommer B&B med næsten hele hans tog, men vi ved af erfaring, at det ofte har knebet med at komme frem - og det er der ikke råd til på så kort en bakke.

En anden sublim puncheur er Tim Wellens, der som bekendt i Marseille nok engang viste, at han er i flyvende form fra sæsonstart - også selvom han opgav at fortsætte sit angreb i modvinden. Wellens er samtidig forrygende stærk i positionskampen, og Lottos tog ligner et af de stærkeste. Min bekymring er, om bakken er for kort til, at Wellens kan slå de mere eksplosive folk, men heldigvis taler procenterne til hans fordel. Kombinationen af positionering og form giver ham i hvert fald en god chance. Som dansker ville man elske at se formstærke Andreas Kron køre denne finale, der passer ham, men desværre har holdet meldt ud, at de er kommet for at vinde løbet med Wellens, der derfor skal bruge bonussekunder. Mere sandsynligt er det, at John Degenkolb også får lov at spurte, da han tidligere har vundet på Hatta Dam. Denne bakke er dog nok lidt for lang for tyskeren, der ikke viste storform forleden. Finalen er naturligvis også ideel for Philippe Gilbert, der dog stadig har lang vej til topformen efter sin skade og primært skal hjælpe.

Egentlig var jeg fristet af at gøre Alberto Bettiol til min favorit. Italieneren var nemlig uhyggelig i dette løb for et år siden, særligt på Mont Bouquet, der burde have været for svær, og selvom han ikke ofte har vist det, har vi i løb som Quebec og Touren set, at han er en glimrende puncheur. Har han samme form nu, vil han være en stærk kandidat, selvom bakken nok er en anelse for kort til, at han for alvor kan udnytte en power, der dog hjælpes af de stejle procenter. Den største udfordring bliver i stedet positionskampen, hvor hans EF-hold kan mangle noget fart og power i forhold til flere af de andre mandskaber, og det er der ikke råd til på denne korte bakke. Michael Valgren kan også gøre det hæderligt, men mangler eksplosiviteten til at vinde, og det er efterhånden længe siden, at Jens Keukeleire har spurtet. Bettiol skal bruge bonussekunder og ligner manden, der skal satses på.

Egentlig burde Giacomo Nizzolo være topkandidat. Med sejren på Alto del Castillo i Burgos og en 2. plads på Hatta Dam har han nemlig vist sine evner i denne slags finaler. Desværre har han lidt af en knæskade, der gør, at han formmæssigt er et stykke tilbage, og det har han næppe råd til i så hård en finale som denne. Bakkens længde kan hjælpe ham, men kombinerer man det med et tog, der ikke er det stærkeste, og en positioneringsevne, der ikke er som i gamle dage, kan man frygte, at en af de oplagte favoritter kommer til kort. Qhuebka har også Simon Clarke, der kan køre en finale som denne, men formodningen er, at de satser 100% på holdets kaptajn.

Jeg glæder mig meget til at se Sep Vanmarcke i denne finale. Belgieren plejer at starte sæsonen stærkt og har ofte lignet bedste mand i Omloop Het Nieuwsblad, og holdskiftet har næppe dæmpet motivationen. Han har kun sjældent deltaget i puncheurafslutninger, men enhver, der har set ham på de flamske hellingen, ved, at han har en fantastisk power på en kort, stejl stigning. Holdet har endda et udmærket hold til at bringe ham i position, og hvis han vitterligt er flyvende, er det ikke udelukket, at han kan vinde. Bakken er til gengæld for stejl for Rudy Barbier og for kort for Ben Hermans. Danske Mads Würtz Schmidt har et hæderligt punch, men kan næppe vinde etapen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det bliver meget interessant at se, hvordan Ineos griber etapen an. Finalen er glimrende for Michal Kwiatkowski, der tillige er eminent i positionskampen, men som skrevet i den overordnede optakt har polakken i de senere år været formsvag fra sæsonstart. Er han bedre end vanligt, kan han vinde etapen, men jeg tvivler på, at formen rækker. Bakken er for kort til, at en ligeledes næppe alt for formstærk Geraint Thomas kan vinde, og selvom han før har gjort det godt i en puncheurfinale i San Juan, er finalen for eksplosiv for Filippo Ganna . I stedet er alternativet til Kwiatkowski den uhyre spændende Ethan Hayter¸ der meget vel kan ende med at få chancen. Han er stadig ret ubeskrevet i denne slags finaler, men han burde elske dem. Udfordringen er, at han mangler rutine i positionskampen.

Trek vil formentlig køre for Mads Pedersen, men her må man have samme forbehold som vanligt. Danskeren er nemlig kendt som en meget langsom starter, og spørgsmålet er, om han har formen til at vinde på så stejl en bakke. Det er nemlig særligt klatreevnerne, det har knebet med i sæsonstarten, og i forvejen kan bakken være en anelse for stejl. Omvendt har han vundet på Kiddesvej, og hvis han vitterligt er i form, er bakken tilstrækkeligt kort til, at han kan vinde. Samtidig drager han fordel af et top, der med Ryan Mullen, Alex Kirsch og Edward Theuns måske er løbets stærkeste. Bauke Mollema skal tillige holde sig til, men bakken er for kort til, at han kan vinde.

Et spændende hold er Total Direct Energie, der har tre udmærkede puncheurs i Edvald Boasson Hagen, Anthony Turgis og Pierre Latour. Bakken er nok for kort for Latour, der tillige ikke virkede alt formstærk i søndags. Her virkede Turgis til gengæld overbevisende, og han viste senest i Flandern Rundt, at han er lynhurtig. Han er dog ubeskrevet som puncheur, og der er trods alt hurtigere folk end ham, men han kan overraske. I gamle dage havde Boasson Hagen været topkandidat, men spørgsmålet er, om bakken bliver for stejl for den store nordmand i hans nuværende forfatning. Han så hæderlig, men ikke prangende ud i søndags, hvor spurten tillige gik helt galt. Heldigvis kan både Boasson Hagen og Turgis lukrere på et meget stærkt tog.

En spændende dark horse er Danny van Poppel. Hollænderen er tidligere i Vueltaen blevet nr. 3 i en lignende, men endnu hårdere afslutning, endda bag Valverde og Sagan, og han har vundet i puncheurfinaler i Vallonien og Binche. I sin storhedstid ville han være topkandidat til denne afslutning, men i de seneste år har han oftest befundet sig i et gigantisk hul, hvor han har været uhyre formsvag. Der var opmuntrende tegn i efteråret, og er han vitterligt på vej tilbage, skal han med sin gode positioneringsevne og et pænt tog i den grad tages seriøst. Intermarché har også Jonas Koch som alternativ, men han vinder ikke, Tom Devriendt er for formsvag, og bakken er nok for kort til en ellers velkørende Odd Christian Eiking.

Et spændende hold er Bora, der har hele tre kandidater. Formentlig vil de køre for både Pascal Ackermann og Felix Grossschartner, men desværre frygter jeg, at bakken passer dem begge dårligt. Ackermann har ganske vist før gjort det fornuftigt i en stigende spurt i Polen, men det var en enlig svale. På det seneste har han været ret tung, og de stejle procenter er formentlig for meget for den ellers positioneringsstærke tysker. Omvendt er bakken nok for kort for Grossschartner, der jo ellers i både Burgos og Vueltaen i 2020 viste, at han har forfinet sine puncheurevner ganske betragteligt. Det var dog i hårdere finaler end denne. Allerhelst vil jeg derfor se dem køre for den meget spændende Jordi Meeus, der kunne være den store joker, hvis han har den styrke, han havde i Le Samyn sidste år. Desværre er han nok hjælper for de større stjerner.

Christophe Laporte har for vane at starte som lyn og torden, og han har endda netop stigende spurter som sit speciale. Desværre har han ikke været på sit topniveau i lang tid, og han skuffede tillige forleden i Marseille. Han kan lukrere på sin gode positioneringsevne, men jeg frygter, at bakken bliver for stejl til ham i hans nuværende forfatning. Faktisk vil jeg hellere se holdet køre for Jempy Drucker, der var ganske overbevisende i de flamske klassikere sidste år, men også han vil trods alt nok finde bakken en anelse for stejl, ligesom det gælder for Piet Allegaert. Endelig har holdet Anthony Perez, der jo i sin tid slog Van Avermaet i en puncheurfinale i Luxembourg og endda viste fin form i søndags. Det er dog svært at se ham få chancen med to bakkestærke sprintere på holdet.

En joker kunne være Eduard Grosu. Rumæneren udviklede sig i 2019 pludselig til en ganske bakkestærk sprinter, særligt med sin flotte kørsel i Burgos. Til gengæld er han også stadig meget tung, når han ikke er i form, og jeg tvivler på, at han allerede nu er god nok til denne type finale. Delko skal måske snarere satse på August Jensen, der i sin storhedstid havde været en god kandidat, men næppe er stærk nok længere, slet ikke efter svag kørsel i Marseille, hvor også Mauro Finetto viste sig formsvag. Bakken er for svær for holdets sidste sprinter, Pierre Barbier.

De øvrige hold får svært ved at gøre sig gældende. Jake Stewart var faktisk ret imponerende i bakkespurterne i Limousin sidste år, men hans kørsel i Marseille var skidt, ligesom den var det for holdkammeraten Fabian Lienhard. FDJ vil også holde Benjamin Thomas til, men han kan ikke vinde i dette selskab. I sin storhedstid ville Nacer Bouhanni være kandidat - bare tænk på hans vilde kørsel på en Vuelta-etape vundet af Daniel Navarro - men nu om dage kan han næppe begå sig på så stejl en bakke. Tim Merlier er en af løbets hurtigste, men bakken her må være for stejl, ligesom han lider under ringe positionering. Tilsvarende er bakken nok også for stejl for Timothy Dupont og Milan Menten , og den er næppe svær nok til, at Bingoal kan satse på formstærke Arjen Livyns . Tilsvarende må den være for svær for Enrique Sanz, Romain Cardis, Tony Hurel, Emiel Vermeulen og Jordan Levasseur, der næppe heller har formen til at være med i front.

Feltet.dks vinderbud: Greg van Avermaet

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Tim Wellens

Outsidere: Alberto Bettiol, Giacomo Nizzolo, Sep Vanmarcke, Ethan Hayter, Mads Pedersen

Jokers: Edvald Boasson Hagen, Anthony Turgis, Michal Kwiatkowski, Danny van Poppel, Felix Grossschartner, John Degenkolb, Pascal Ackermann, Christophe Laporte, Jempy Drucker, Jordi Meeus

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexys Brunels sejr fra 2020.