Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA - MASSER AF FEDE PRÆMIER

Ruten

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, og sidste år lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, er det igen i år en sådan, der indleder showet. Det sker endda på en rute, der er en sand lækkerbisken for cykelfans, som vil elske at se den ikoniske San Luca-stigning i Bologna komme til sin ret som afslutning på årets første grand tour-etape. Her skal klassementsrytterne nemlig være knivskarpe fra start, når de første tidsforskelle vil blive gjort på en spændende og varieret rute, der indledes fladt, men afsluttes på den korte, stejle mur, der år efter år skaber et smukt drama i den gamle efterårsklassiker Giro dell’Emilia.

Som sædvanlig er den indledende enkeltstart en relativt kort sag, der strækker sig over bare 8,0 km og fører feltet fra centrum af Bologna til toppen af den berømte San Luca-stigning i byens sydvestlige udkant. Fra start går det ad en flad og lige vej mod vest, inden det første sving venter efter 1,4 km. Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod vest og siden sydvest ud til det vestligste punkt, hvor man drejer skarpt mod sydøst efter 4,4 km. Herefter følger yderligere to sving umiddelbart efter hinanden, inden man når frem til mellemtiden, der tages efter 5,9 km.

Tidstjekket foretages, netop som etapen ændrer karakter. Her tager man nemlig et U-sving, der leder direkte ind på San Luca-stigningen, der her er i kategori 3. Den stiger med hele 9,7% over 2,1 km og når et maksimum på 16,0%. Den varierer mellem stejle ramper og strækninger med 8-9% og består af en smal vej. Det stejleste punkt kommer ved den røde flamme i forbindelse med et dobbeltsving, men fortsætter med at stige med 12,2%, indtil den flader ud med 5,6% over de sidste 600 m. På den sidste kilometer bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 50 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder over den korte distance på 228 højdemeter.

San Luca har været mål for en Giro-etape tre gange tidligere, første gang i 1956, hvor Charly Gaul sejrede, senere i 1985, hvor Moreno Argentin vandt, og senest i 2009, hvor Simon Gerrans var bedste mand fra et udbrud, der også talte en ung Chris Froome. Mest er den kendt som det faste mål for den gamle klassiker Giro dell’Emilia, der sidste år blev vundet af Alessandro De Marchi efter et overraskelsesangreb, som snød alle favoritterne.

Vejret

Giroen er er kendt som den vejrmæssigt mest lunefulde af de tre grand tours, og desværre ser det ud til, at vejret også kan komme i spil på årets 1. etape. Efter en solrig morgen vil det hurtigt sky til, og mens det meste af eftermiddagen formentlig vil være tør, vil der være en 50% risiko for tordenbyger fra etapestart omkring kl. 17 og resten af aftenen. Temperaturen vil nå 23 grader, og der vil være en let og svagt tiltagende vind fra sydvest. Det giver sidemodvind på første del af etapen efterfulgt af korte stykker med mod- og derefter sidemedvind. Der vil være direkte modvind på hele stigningen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA - MASSER AF FEDE PRÆMIER

Favoritterne

Selvom grand tours har meget forskellige indledninger, er det oftest en tidskørsel, der skyder showet i gang, enten i form af et holdløb eller en enkeltstart. Når der er tale om en individuel tidskørsel, er det altid en relativt kort sag, og i langt de fleste tilfælde foregår det på en klassisk byrute, hvor man måske kan finde en bakke eller to, men hvor det oftest er de kraftfulde specialister og måske også teknisk dygtige ryttere, der favoriseres.

Sådan er det imidlertid ikke med årets meget specielle åbningsetape. Her ganske vist tale om en kort enkeltstart, men den er bestemt ikke, som de er flest. Tværtimod er det tale om en yderst spektakulær rute, der med sin afslutning på San Luca ikke blot giver en af sportens historiske stigninger den opmærksomhed, den fortjener, men også giver et helt andet favoritfelt, end vi typisk ser på disse indledende enkeltstarter. Denne gang er der nemlig ikke tale om en sag for klassiske specialister, men derimod snarere for løbets klassementsryttere, først og fremmest de tempostærke af slagsen.

San Luca er nemlig en særdeles modbydelig sag. Det skal man ikke have set mange udgaver af Giro dell’Emilia for at vide, og har man endnu ikke tilladt sig selv den fornøjelse at se den italienske efterårsklassiker, kan man blot kaste et blik på vinderlisten for at vide, at der er tale om en stejl og hård stigning. Naturligvis er det noget andet, når den skal forceres fem gange som afslutning på et svært linjeløb, men også en enkelt passage er rigeligt til at sikre, at dette slet, slet ikke er en etape for de klassiske specialister. Her vinder man kun, hvis man har klatrebene skruet rigtigt på.

Etapen er en af de specielle enkeltstarter, som vi har set flere og flere af i de senere år. Det er nemlig i stigende grad blevet populært med enkeltstarter, der indledes med en flad del for rigtige specialister og dernæst afsluttes med en knaldhård stigning, der effektivt sorterer de tungeste fra. Vi så senest noget lignende i Baskerlandet, men her var der den væsentlige forskel, at etapen også afsluttedes med en endda meget teknisk nedkørsel, men der denne gang er mål på toppen.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

De to dele er så vidt forskellige, at vi formentlig vil se de fleste foretage et cykelskifte i bunden af bakken, også selvom etapen er meget kort. De første seks kilometer er nemlig hverken tekniske eller svære, og her er der for alvor plads til at træde mange watt. Det er med andre ord terræn for specialister, og det ventes, at det vil tage lidt mere end halvdelen af de ca. 11 et halvt minut, arrangørerne anslår vindertiden til at blive. Det er imidlertid næppe her, man vinder etapen, men formentlig er det her, de fleste klatrere vil tabe den. Den afgørende forskel skal gøres på den sidste klatretur op ad San Luca, der måske blot er 2,1 km, men alligevel ventes at tage ca. fem minutter, og dermed vil knap halvdel af tiden gå med klatring på nogle meget stejle procenter.

Det betyder også, at man kun kan vinde etapen ved at køre stærkt på begge de to dele. Stigningen er så svær, at det sandsynligvis kun er en topklatrer, der kan vinde, men der er også tilstrækkeligt med tonserterræn til, at de helt lette folk får det svært. Stigningen betyder, at klassementsrytterne ventes at dominere på etapen, men skal man være med i kampen om sejren, skal man også kunne køre stærkt på flad vej. Med andre ord er det en sag for de mest alsidige ryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart.

Som altid er vejret en afgørende faktor på enhver enkeltstart, og det vil desværre også være tilfældet denne gang. I skrivende stund er der nemlig en konstant risiko for tordenbyger gennem hele etapen, særligt mod slutningen. Da vinden, der generelt vil være mod rytterne, især på stigningen, samtidig vil være let tiltagende, må man formode, at de fleste favoritter foretrækker en tidlig start, men bygerne kan komme når som helst. Heldigvis er ruten ikke voldsomt teknisk, men det vil naturligvis være en markant ulempe at skulle køre på våde veje og i kraftigere vind. Vi baserer analysen på, at alle ryttere har ens forhold, men det kan være en god ide at tjekke både vejrudsigt og startliste i de sidste 24 timer op til etapen.

På en så alsidig rute er der naturligvis to navne, der skiller sig ud som etapens to absolutte favoritter, og det vil vel reelt være en mindre sensation, hvis ikke de også ender som nr. 1 og 2. Primoz Roglic og Tom Dumoulin er de eneste, der vil være blandt de allerbedste både på den flade del og på stigningen, og det er derfor indlysende, at de er de oplagte vinderbud. Til gengæld er det også en ganske god etape for begge de to specialister, og de kan begge gå ind til etapen med en legitim forventning om at kunne vinde.

Alligevel er det svært at komme udenom, at Primoz Roglic må være etapens favorit. Sloveneren har været nærmest umulig at slå i år, uanset om det har været på enkeltstarter, på bjergetaper, i puncheurfinaler eller i spurter i mindre grupper, og han kommer til løbet sprængfyldt med selvtillid efter et forår, hvor han har vundet alle de tre løb, han har deltaget i. Senest dokumenterede han sin suveræne form og alsidighed ved at vinde hele tre af de seks etaper i Tour de Romandie, og med lidt held kunne det endda være blevet til hele fem sejr. Blandt andet kørte han to fremragende enkeltstarter, hvor han knuste al modstand i forbindelse med sin suveræne sejr på sidste etape, ligesom han blev nr. 2 på prologen, bare 0,3 sekund bag Jan Tratnik.

Formen kan altså ikke diskuteres, og det kan rutens beskaffenhed heller ikke. For Roglic er den nærmest perfekt. Han har så sent som i Romandiet, men også i Baskerlandet sidste år vist, at han kører så stærkt på flad vej, at han kan vinde flade tonserenkeltstarter. Samtidig er han som bekendt en af feltets absolut bedste klatrere, og han er en endda en yderst eksplosiv type, der vil elske den korte, stejle San Luca-stigning. Der er næppe nogen i dette felt, der kan køre stærkere op ad stigningen end det slovenske fænomen, som er en mester på bakker som disse.

Ved VM i Bergen for to år siden, hvor enkeltstarten sluttede på toppen af den lidt længere og knap så stejle Fløyen-stigning sejrede Dumoulin ganske vist foran Roglic, men her var det sloveneren, der var hurtigst på stigningen. Det vil han formentlig også være denne gang, og selvom han risikerer at tabe et par sekunder til hollænderen på tonserdelen, bør han kunne indhente det tabte på bakken, der denne gang spiller en langt vigtigere rolle, end den gjorde i Norge for halvandet år siden. Særligt den korte distance taler også til fordel for Roglic i forhold til den hollandske rival, der er bedst på lange enkeltstarter, og derfor peger det meste på, at sloveneren vil fortsætte sin supersæson med også at køre sig i lyserødt for første gang i karrieren, efter at netop Dumoulin snød ham for en choksejr på den indledende enkeltstart i Apeldoorn i 2016.

Netop den sejr er et vidnesbyrd om, at Tom Dumoulin sagtens kan køre korte enkeltstarter. Det er dog ingen hemmelighed, at han foretrækker de lange af slagsen, hvor hans enorme motor virkelig kan komme til sin ret, og senest måtte han sande, at det kneb lidt med at matche de andre specialister, da han blot blev nr. 7 på den korte, afsluttende enkeltstart i Tirreno-Adriatico. Alligevel lykkedes det ham faktisk at slå Roglic med 5 sekunder, og det viser, at hollænderen formentlig fortsat er den stærkeste af de to, hvis det er en flad enkeltstart, der er på menuen.

Det er det imidlertid ikke, og selvom Dumoulin vil have en god chance for at køre hurtigere end Roglic på den flade del, vil han få svært ved at holde et forspring på stigningen. Dumoulin er som bekendt ikke nogen dårlig klatrer, og han har faktisk talrige gange vist, at han også er god på korte og stejle mure. Det så vi især på Cumbre del Sol i Vueltaen i 2015, men også så sent som i sidste års Giro, hvor han blev nr. 2 bag Simon Yates i Osimo. Dumoulin er således slet ikke dårligt stiller på en stejl rampe som San Luca, og vi så også ved det omtalte VM i Bergen, at det kun var Roglic, der var hurtigere end ham på den afsluttende stigning op mod mål. Alligevel er Roglic en mere eksplosiv rytter, der i år har været næsten ustyrlig på bakker som disse, og det vil selv på en superdag være svært for Dumoulin at matche sloveneren på San Luca. Da Dumoulin samtidig som regel skal bruge lidt længere tid på at finde benene, mens Roglic næsten altid er knivskarp fra start af et etapeløb, tror vi, at hollænderen denne gang må nøjes med en 2. plads bag sin formodet værste rival til den samlede sejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er som sagt svært at forestille sig, at vinderen ikke hedder enten Roglic eller Dumoulin, men skal man pege på en rytter, der måske kan slå dem, kunne det være Simon Yates. Den lille brite har ellers altid haft enkeltstarter som sin akilleshæl, men netop på korte ruter har han faktisk gjort det pænt. Det så vi sidste år, hvor han lagde ud med at blive nr. 7 i Jerusalem, og det var endda på en rute, der passede ham langt dårligere. På lørdag kan han derimod se frem til den stejle San Luca, der burde være som skabt til en eksplosiv klatrer som Yates, og han vil formentlig være en af de allerhurtigste på bakken.

Det er til gengæld også klart, at Yates vil tabe tid til både Roglic og Dumoulin på det indledende flade tonserstykke, der ikke just er hans kop te. Alligevel er der grund til optimisme, for med choksejren på den flade enkeltstart i Paris-Nice viste Yates, at han har forbedret sig voldsomt i kampen mod uret. Ganske vist var feltet ikke det stærkeste, men han slog trods alt en specialist som Michal Kwiatkowski og det endda på et tidspunkt, hvor han bestemt ikke er i topform. Netop formen kan dog også blive en udfordring denne gang, for det er ingen hemmelighed, at Yates har lært af fejlen fra sidste år og ligesom i sidste års Vuelta vil bruge den første del til at køre sig ind i løbet. Derfor er han næppe i så rødglødende form, som han var i Jerusalem sidste år, men til gengæld passer ruten ham langt bedre, og derfor bør Yates være med helt fremme.

Havde dette været 2016 eller årene op til, havde vi haft Ion Izagirre som en af etapens tungeste favoritter. Dengang var den lille basker nemlig en af verdens absolut bedste på kuperede enkeltstarter, og han ville have elsket en varieret enkeltstart som denne. Desværre er det også gået stærkt nedad bakke de seneste år, og han har hverken i 2017, 2018 eller 2019 været på sit gamle niveau.

Alligevel er der grund til en vis optimisme. Izagirre blev nr. 2 på en tilsvarende enkeltstart i Valencia i februar, og mens feltet ganske vist var betydeligt svagere, var ruten også dårligere for ham. Her er stigningen nemlig længere og svagere og det flade stykke kortere, og da det netop er flade enkeltstarter, der har været et problem for Izagirre, der til gengæld har klatret bedre end nogensinde, er det en fordel, at det er klatredelen, der er den vigtigste. Samtidig har Izagirre også det rette punch til at køre op ad en mur som denne, og med pæne styrker på begge etapens to forskellige dele bør Izagirre være med i front. Det kræver dog, at han kører bedre end i Baskerlandet, hvor en ellers formstærke Izagirre skuffede med en 7. plads på meget tilsvarende rute.

Det er lidt svært at vide, hvad man skal mene om Bob Jungels på denne etape. På den ene side er luxembourgeren som tempospecialist og klassementsrytter en af de få, der kan køre stærkt på begge etapens dele. På den anden side er han en dieselmotor, der stort set aldrig præsterer på kortere enkeltstarter, og over 8 km når hans motor knap at blive varm. Samtidig kommer etapen tidligt i løbet, og Jungels kører som regel kun sine bedste enkeltstarter, når alle andre er blevet trætte. Når man samtidig betænker, at det kun synes at gå den forkerte vej med tempoevnerne, at han senest skuffede fælt i Paris-Nice, og at San Luca er en alt for stejl stigning til at passe til den relativt store og tunge Jungels, er det tydeligt, at det sagtens kan blive en halvflad dag for luxembourgeren.

Alligevel burde hans alsidighed kunne føre ham et stykke, for selvom der helt sikkert vil være flere, der er bedre på det flade stykke, og mange, der er hurtigere på bakken, vil Jungels kunne gøre det hæderligt i begge sektioner. For tre år siden blev han trods alt nr. 7 på den første enkeltstart, ligesom han som helt ung blev nr. 3 på en kuperet, kort enkeltstart i Dauphiné i 2014, og dermed har han vist, at han godt kan køre en kort enkeltstart, når han rammer dagen. Det kan man håbe, at han gør igen på lørdag.

En af de store overraskelser i Jerusalem sidste år var, at Pello Bilbao blev nr. 6. Det viste, at den ret eksplosive basker kunne gøre det ganske godt på korte enkeltstarter med mange rytmeskift, og det bekræftede han i år i Valencia, hvor han blev nr. 7 på den indledende enkeltstart, der mindede meget om denne. Senest blev en småsyg Bilbao nr. 11 på den meget tilsvarende enkeltstart i Baskerlandet, hvor han endda var en af de ryttere, der havde de værste forhold i regnen, og det vidner om, at potentialet på disse korte enkeltstarter er stort, når terrænet ikke er helt fladt. Det er klart, at han vil tabe tid til specialisterne på den første del, men på den eksplosive bakke op mod mål, bør han være ganske stærk, og en generel alsidighed, der gør ham fornuftig på begge rutens dele, betyder, at Bilbao har mulighed for ligesom i 2018 at lægge fra land ved at køre et brag af en enkeltstart.

En anden rytter, der er svær at vurdere, er Vincenzo Nibali. Italieneren er bestemt ikke tempospecialist, men nogen dårlig temporytter er han ikke. Han kan være ganske svingende på sine enkeltstarter, men på sine gode dage kører han ganske stærkt. Det gælder især på kuperede ruter som denne, hvor der ikke er alt for meget fladt tonserterræn, og hvor han på stigningen vil kunne vinde en del tid. Omvendt er Nibali også en dieselmotor, der er bedst over lange distancer, og både etapen som helhed og den korte, stejle stigning er en anelse for eksplosiv til at passe ham ideelt. Til gengæld ser det for en gangs skyld ud til, at Nibali kommer ind til en grand tour med en dokumenteret god form, og denne gang synes han ikke at skulle bruge den første del af løbet til at køre sig varm. Det kan give håb om, at han trods den ikke helt perfekte rute kan lægge stærkt fra land i sit forsøg på at tage den tredje sejr i sit hjemlands grand tour.

Ineos kommer med deres to unge kaptajner, der begge burde kunne gøre det godt. Størst chance har nok Tao Geoghegan Hart , da han er den af de to, der har kørt de bedste enkeltstarter. Det gjorde han især i Californien sidste år, hvor han blev nr. 3 på en flad tonsertidskørsel, og i år viste han atter evnerne med en 8. plads i Algarve. Til gengæld er han også stærkt svingende, og han har kørt flere dårlige enkeltstarter end gode, og der er derfor ingen garantier for noget som helst. Heldigvis ved vi, at han kommer til løbet i superform efter et flot Tour of the Alps, og rollen som kaptajn må gøre ham topmotiveret. Han er en ret eksplosiv type, der burde kunne lide San Luca-stigningen, og med sin power på den flade del har han den alsidighed, der gør ham til en ganske god kandidat.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det kan dog også sagtens blive Pavel Sivakov , der gør det bedst. Sammen med Geoghegan Hart viste han forrygende ben i forbindelse med den samlede sejr i Tour of the Alps, og han kommer helt sikkert til løbet med både form og motivation. At kalde ham enkeltstartsspecialist vil være noget af en tilsnigelse, men han blev trods alt nr. 6 på den relativt flade enkeltstart i Tour de Suisse sidste år. Dengang var han endda slet ikke på samme niveau som nu, og denne rute med sin stigning burde passe ham langt bedre. Til gengæld har han ikke vist samme tempotanker siden dengang, og i Vueltaen kørte han i hvert fald ikke en imponerende indledende etape. Man kan også frygte, at etapen er lidt for kort til Sivakov, der ikke umiddelbart har samme punch som Geoghegan Hart, men hans alsidighed og form samt ikke mindst det enorme potentiale gør ham til en mand, der kan overraske.

Skal man pege på en af de tunge specialister, er der vel kun én, der kan have en chance. Det er naturligvis Victor Campenaerts , der med bronzemedaljen ved VM, sejren i Tirreno, den nylige timerekord samt senest 2. pladsen bag Roglic på sidste etape i Romandiet har vist, at han nu tilhører den absolutte tempoelite. Desværre må han forbande langt væk, at i hvert fald de to første enkeltstarter i årets Giro formentlig er for korte til, at han kan vinde. Det virker da også urealistisk, at han vil være med helt i front på en etape, der indeholder så stejl og svær en stigning som San Luca, men det udelukker ikke, at han kan køre i top 10. Campenaerts kan meget vel vise sig at sætte bedste mellemtid, og nogen helt dårlig klatrer er han altså ikke. Det viste han med 3. pladsen ved VM, hvor der undervejs var en betydeligt længere og sværere stigning end denne. Dengang var det meste af etapen dog også flad, og denne gang er stigningen for vigtig og afgørende til, at Campenaerts kan slå Roglic og Dumoulin. Han har det bare med at overraske gang på gang, og derfor udelukker vi ikke endnu er topresultat til den stadig mere spændende belgier.

En af løbets dark horses er Diego Ulissi. Den lille italiener er ikke tempospecialist, men han har det med at køre gode tidskørsler under Giroen. Sidste år imponerede han på den lange enkeltstart - også selvom han senere fik en tidsstraf for ulovligt pace - og i 2014 blev han sågar nr. 2 på den lange, kuperede enkeltstart. Hans overraskende 3. plads i Fleche Wallonne vidner om fin form, og den korte, eksplosive rute burde passe ham. Ikke mindst San Luca er som skabt til San Luca - ikke mindst efter den fine kørsel på Mur de Huy - og der er derfor grobund for endnu en flot enkeltstart. Med Ulissi ved man aldrig, men han er en af de ryttere, der kan overraske.

Også hans holdkammerat Valerio Conti kan overraske. Det er ellers ikke for sine tempoevner, at den lille italiener er kendt, men det hænder, at han tager os alle på sengen. Det gjorde han senest, da han blev en nærmest sensationel nr. 2 på den flade tonserenkeltstart i San Juan, men han gjorde det også, da han sidste år blev nr. 12 på den indledende etape. Det viser, at han har de rette evner til at gøre det godt på en kort enkeltstart, og selvom den indledende del her nok er lidt for flad og enkel for en fyr som ham, bør han kunne forsvare sig hæderligt. San Luca er også en anelse for svær til at passe ham ideelt, men med den fine klatreform, han viste i Tyrkiet for et par uger siden, ligner han en mand, der har formen til at overraske.e

En anden rytter, der er svær at vurdere, er Ilnur Zakarin . Ruten passer umiddelbart slet ikke til en klassisk dieselmotor som ham, for han når vel knap at blive varm, inden han igen er i mål. Til gengæld har han også en fabelagtig evne til altid at køre gode enkeltstarter i grand tours. Det sker først og fremmest over længere distancer og især sidste i løbene, hvor rivalerne alle er trætte, men netop på en rute, der indeholder så meget klatring som denne, kan Zakarin overraske. Heller ikke stigningen er ideel, da den er for kort og eksplosiv, men Zakarin besidder den rette kombination af fladbanepower og klatreevner til at gøre det hæderligt på begge etapens dele. Det kan sagtens ende med et flop, som det lidt for ofte gør, men de lovende takter fra årets første løb giver håb om, at Zakarin for en gangs skyld kan komme godt fra start i en grand tour.

En anden ganske spændende kandidat er Domenico Pozzovivo ¸ der denne gang er i Italien for at hjælpe Nibali. Det udelukker dog ikke, at han ikke kan køre en god enkeltstart, for Pozzovivo er faktisk en bedre temporytter, end hans klejne statur antyder. Således blev han ganske overraskende nr. 10 på 1. etape sidste år, hvor det relativt flade terræn passede ham langt dårligere, og mange vil også huske den nærmest sensationelle 3. plads bag Fabian Cancellara og Tony Martin på en lang Vuelta-enkeltstart for nogle år siden. Særligt på en rute som denne er der basis for at Pozzovivo kan overraske, for der er ikke mange i denne verden, der er ligeså god på stejle, også relativt korte stigninger som netop ham. Naturligvis vil han tabe tid på den flade del, men ikke nødvendigvis mere, end at meget af det kan hentes ind igen. Usikkerheden relaterer sig først og fremmest til formen efter det styrt, der sendte ham ud af Fleche Wallonne og kostede ham deltagelsen i både Liege og Romandiet.

Tør vi nævne Bauke Mollema ? Hollænderen er nemlig om noget kendt for sine meget svingende tidskørsler, der kan dække det meste af spektret. På sine dårlige dage kører han decideret rædselsfuldt, som da han i Touren i 2014 med en 140. plads på den sidste enkeltstart gled fra en 7. til en 10. plads, eller som da han for et par uger siden blev en nærmest pinlig nr. 78 på den indledende og ellers stærkt kuperede indledende enkeltstart i Baskerlandet. Omvendt blev han sidste år nr. 9 på den helt flade enkeltstart i Baskerlandet og nr. 13 på den flade rute i Algarve, og da han sidst kørte klassement i Giroen i 2017, blev han med en 10. plads på den lange enkeltstart en af den dags store vindere, ligesom han gjorde det, da han under den flotte Tour i 2016 blev nr. 6 på den længste og fladeste af de to tidskørsler. Med andre ord kan Mollema godt, når han rammer sine gode dage, og denne rute med en eksplosiv og svær stigning burde slet ikke være så dum for en mand, der endda har vist fremragende form med flot kørsel i Amstel og Fleche. Med Mollema kan det altid gå begge veje, men der er en vis grund til at håbe, at pendulet denne gang svinger i den rigtige retning.

Ena anden spændende kandidat er Laurens De Plus. Belgieren er ganske vist alene i Italien for at hjælpe Primoz Roglic, men han får formentlig lov at køre fuld gas på så kort en enkeltstart. Distancen er ganske vist for kort for en fyr, der mest af alt er kendt for sin motor, men ruten burde egentlig passe ham ganske hæderligt. Selvom han er svingende på sine enkeltstarter, men sidste år viste han talentet med en 8. plads på den lange, flade enkeltstart i Vueltaen. Bakken til slut bør passe ham ganske fint, og hvis man betænker, hvor fantastisk han har klatret i år, kunne han sagtens ende med at lægge stærkt fra land. Formen så i hvert fald ganske fin ud med den hæderlige kørsel i Fleche og Liege.

Vi kan ikke helt bestemme os for, hvad vi skal mene om Tony Gallopin. Med sin 11. plads i sidste års Vuelta har franskmanden vist, at han er blevet en langt bedre klatrer, og hans mange topresultater på den sidste enkeltstart i Etoile de Besseges viser, at han elsker etaper, der som denne består af fladt terræn afsluttet med en stigning. Til gengæld faldt han helt igennem på den indledende enkeltstart i Vueltaen, hvor han ellers var i storform, og desværre har der været temmelig langt mellem de gode enkeltstarter de seneste år. Formen er også lidt usikker efter en lang pause frem mod det store mål under Giroen, og han kan skulle bruge et par dage til at finde rytmen. Han bør dog være fremragende forberedt, og selvom man kan frygte, at den sidste stigning nok er lidt for svær, giver hans alsidighed ham en fin chance for at gøre det hæderligt.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

I løbet af de kommende uger får Brent Bookwalter ikke mange chancer for at køre for sig selv. Her burde han dog kunne få lov at teste benene, og det kunne måske give et hæderligt resultat. Ganske vist har han kørt sine bedste enkeltstarter i USA, men det hænder, at han også gør det godt på den anden side af Atlanten. Sidste år blev han således nr. 15 på 1. etape af Vueltaen og nr. 6 på den flade rute i Abu Dhabi, og det viser, at han på sine gode dage har niveauet. Ruten her burde med sin alsidighed passe godt til ham, også selvom San Luca nok er lidt for svær til at passe ham ideelt. Formen er usikker efter en lang pause, men på en god dag har han potentialet til at gøre det godt.

En mand, der kan overraske, er Hugh Carthy. Briten er ellers alt andet end tempospecialist, men netop derfor var det også så sensationelt, at han blev nr. 10 på enkeltstarten i Baskerlandet, selvom han kørte i det værste regnvejr på en eksplosiv rute, der slet ikke passede ham. Det kan give håb for denne enkeltstart, der på mange måde minder om den i Spanien, og han har endda i Romandiet vist os, at han kommer til Italien i absolut superform. Det er klart, at etapen er for kort og det første stykke alt for fladt, ligesom han egentlig heller ikke har nok punch til den sidste stigning. Det forhindrede ham bare ikke i at overraske i Baskerlandet, og med de enkeltstarter, EF generelt har kørt i år, kan det sagtens ske igen denne gang for formstærke Carthy.

Ligesom Pozzovivo er Damiano Caruso i Italien for at hjælpe Nibali, men dette kunne være hans chance for at jagte et personligt resultat. Han har i hvert fald før kørt gode enkeltstarter i blandt andet Baskerlandet og Tirreno, hvor han har været i top 10 på helt flade ruter, ligesom han i forbindelse med 2. pladsen i Tour de Suisse i 2017 imponerede med en 3. plads på en ganske vist mere kuperet rute. Han er ganske svingende på sine enkeltstarter, og da han ikke har vist megen form i år, kan man frygte, at han falder igennem. Har han endelig fundet benene, er det imidlertid på en rute med en eksplosiv stigning, at manden, der i 2013 endda blev nr. 3 på en bjergenkeltstart i dette løb, kan overraske.

Endelig vil vi pege på Esteban Chaves, men det er nok lige så af meget håb, som det er af reel overbevisning. Den lille colombianer er nemlig endnu ikke blevet sig selv efter sin sygdom, men lige netop på enkeltstarter har han faktisk overrasket i år. Således blev han en hæderlig nr. 36 på 1. etape i Valencia, og særligt overraskede han med 14. pladsen på den flade rute i Paris-Nice. Ingen ved, hvor han står nu, men formodningen er, at han er tættere på sit gamle niveau efter nogle uger, hvor han har forberedt sig intenst til dette løb. En enkeltstart med en svær og eksplosiv stigning burde på papiret slet ikke være så dum for Chaves, og kører han lige så godt på det flade som i Paris-Nice, er det måske et god resultat her, der for alvor kan signalere hans comeback.

Generelt er San Luca så svær en stigning, at alle, der klatrer godt, bør kunne gøre det hæderligt. Det gælder således også favoritter som Miguel Angel Lopez, Mikel Landa, Rafal Majka, Davide Formolo og Ivan Ramiro Sosa, men alle taber de formentlig for meget på det flade til at være med helt fremme. Det samme gælder for folk som Alexis Vuillermoz, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, James Knox, Valentin Madouas, Sepp Kuss, Antwan Tolhoek, Luvas Hamilton, Ben O’Connor, Eddie Dunbar, Sam Oomen, Robert Power, Chris Hamilton, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone og Jan Polanc, men alle er de så gode klatrere, at de med en god stigning kan overraske. Vi tror ikke længere, at Andrey Amador klatrer godt nok, og det samme gælder for Dario Cataldo, Chad Haga, Jose Cerny Luke Durbridge, Jack Bauer og Tobias Ludvigsson, selvom de alle er gode temporyttere og klatrer hæderligt. Ruten bør helt sikkert være for svær for specialister som Jos Van Emden, Tom Bohli og Miles Scotson . Endelig kan Victor De La Parte, Pieter Serry, Tanel Kangert, Thomas De Gendt og Koen Bouwman alle gøre det godt på en rute som denne, men de klatrer nok ikke godt nok til at være med helt i front.

BEMÆRK: Optakten her er skrevet onsdag aften, hvor vejrudsigten meldte om tordenbyger fra sidst på eftermiddagen samt derefter tiltagende modvind på det meste af ruten. Det kunne indikere, at de bedste ryttere vil foretrække en tidlig start, men det vil være en god ide at holde øje med, hvordan vejrudsigten udvikler sig de kommende dage, og hvordan rytterne placeres på den endelige startliste, der forventes offentliggjort fredag sidst på eftermiddagen.

OPDATERING: Fredag eftermiddag meldes der stadig om en bygerisiko på 20% for de første ryttere og på 30-40% for de sidst startende. Derfor har de store navne som ventet næsten alle valgt at starte tidligt, og det er såmænd Tom Dumoulin, der skyder festen i gang som første mand kl. 16.50.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tom Dumoulin, Simon Yates

Outsidere: Ion Izagirre, Bob Jungels, Pello Bilbao, Vincenzo Nibali, Tao Geoghegan Hart

Jokers: Pavel Sivakov, Victor Campenaerts, Diego Ulissi, Valerio Conti, Ilnur Zakarin, Domenico Pozzovivo, Bauke Mollema, Laurens De Plus, Tony Gallopin, Brent Bookwalter, Hugh Carthy, Damiano Caruso, Esteban Chaves

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA - MASSER AF FEDE PRÆMIER
 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Gerrans’ sejr på San Luca-stigningen fra 2009.