Optakt: 1. etape af Itzulia Basque Country

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT

Ruten

Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape. Den kutyme blev der imidlertid lavet om på i 2018, hvor man helt usædvanligt flyttede tidskørslen til 4. etape, så den dermed kom inden de to helt afgørende etaper i regionen omkring Eibar. I 2019 fortsatte man den nyskabende trend og tog det endda til et nyt niveau, da enkeltstarten blev afviklet allerede på den allerførste dag, og den model var åbenbart et hit. I hvert fald gentages den i 2021, hvor man tillige har designet en rute, der minder om den, som blev brugt for to år siden. Også denne gang er der nemlig skruet ned for distancen til nu bare 13,9 km, og samtidig er det en rigtig ”baskerenkeltstart”, der både byder på en 3 km lang og ganske stejl stigning og en stejl rampe op mod mål, så rytterne med det samme får fornemmelsen af, at de er havnet i murenes hjemland.

Som sagt er årets enkeltstart 13,9 km lang, og den har både start og mål i storbyen Bilbao. Starten er knaldhård, idet man efter bare 200 flade meter med det samme kører mod nordøst og nord op ad kategori 3-stigningen Santo Domingo (2,4 km, 7,3%, max. 11%), der er en relativt jævn stigning med to 11%-ramper undervejs. Toppen rundes efter 2,6 km, hvorefter man drejer mod nordvest for at følge en ganske let faldende og bugtende vej.

Efter 8,25 km drejer man mod sydøst ind på en næsten helt lige hovedvej, der fortsætter med at falde let ned mod centrum af Bilbao. Her bliver det helt fladt, når man med 4 km drejer tre gange i rap for hurtigt at ramme en helt flad vej, der går mod øst og sydøst langs den flod, der gennemløber byen. Den forlader man ved den røde flamme, hvor man via en rundkørsel og et skarpt sving kører mod sydøst ind gennem en park ad en snoet vej, der har et skarpt sving med 130 m igen. Den er i første omgang flad, indtil man rammer de sidste 400 m, der stiger med 12,6% i snit med et maksimum på 19%.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Etapen byder på i alt hele 231 højdemeter over den korte distance mod 268 på den 11,2 km lange enkeltstart i 2019.

Bilbao var senest målby i 2017, hvor Primoz Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Vueltaen var senest forbi i 2019, hvor Philippe Gilbert fra et udbrud kørte alene hjem fra en sen mur i finalen, og i 2016, hvor Jens Keukeleire vandt en reduceret massespurt i byen. I 2011 var byen vært for første gang i mere end 30 år, da Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini akkurat Vicente Garcia Acosta i en tomandsspurt.

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, men årets udgave ligner en relativt tør affære. Der melder sig ganske vist et regnvejr mandag aften, men heldigvis bliver dagen helt skyfri med en temperatur på 18 grader. Vinden vil være let (12 km/t) fra en nordlig retning og endda være helt stabil gennem hele eftermiddagen. Det giver modvind på den første stigning og derefter sidemodvind op til vendepunktet. Herefter vil der være skiftevis sidemed- og sidevind, ligesom man får sidemedvind ind gennem parken til sidst, herunder på den sidste rampe.

LIVESTREAM: SE ALLE ETAPER FRA BASKERLANDET RUNDT
 

Favoritterne

Årets åbningsetape er på én gang helt nyskabende og samtidig en slags tilbage til rødderne. Det nye består naturligvis i, at den i år for anden gang i træk består af løbets altid helt afgørende enkeltstart, der ellers frem til og med 2017 var den helt faste afslutningsetape. Det skabte en anderledes dynamik i 2019, at vi allerede fra start vidste, hvordan tidskørslens regnebræt skulle gøres op, og det ansporede til mere offensiv kørsel på de to sidste etaper, at alle vidste, hvor meget der skulle hentes i bjergene. Håbet er, at det vil gentage sig.

Samtidig kræver det nye design, at rytterne skal være klar fra start, hvilket kan være en udfordring for de mange ryttere, der ikke har kørt siden Paris-Nice eller Tirreno, ikke mindst fordi der er tale om en kort, eksplosiv affære, hvor der ingen tid er til at løsne benene op og genfinde løbsrytmen. Særligt vigtigt bliver det af, at enkeltstarten altid er helt afgørende, og det vil den også være i år, selvom der er skruet op for løbets generelle sværhedsgrad.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Enkeltstarten er dog også tilbagevenden til rødderne. Det baskiske løb er kendt for sine nærmest uhørt kuperede enkeltstarter, hvor der ofte har været mange ekstremt stejle mure på menuen. Det afspejler sig i resultatlisterne, hvor vi har set noget så uhørt som andenpladser til folk som Joaquim Rodriguez (tænk en ekstra gang over det!!!) og Nairo Quintana, ligesom Adam Yates har en 4. plads på cv’et. Selv stakkels Sergio Henao, der hele tre gange har tabt førertrøjen på den sidste enkeltstart, er blevet nr. 3 og 4, ligesom Damiano Cunego har været på podiet. Det siger alt om, at de baskiske enkeltstarter er noget helt andet end almindelige tidskørsler, hvilket også Tony Martin, der trods adskillige forsøg kun har sejret en enkelt gang, har måttet sande.

Sådan var det også ved den seneste enkeltstart i 2019, efter at man i 2018 helt usædvanligt havde en flad tonserenkeltstart. Dengang var enkeltstarten dog endnu mere specielt end denne, fordi den ud over en decideret mur også havde en uhyre teknisk nedkørsel. Det har man ikke her, hvor enkeltstarten slet ikke synes specielt teknisk. Tværtimod er hele den ikke-stigende del af ruten umiddelbart skabt til specialister, og samtidig er der færre højdemeter over en længere distance og slet ikke samme procenter på stigningen som for to år siden. Med andre ord er det en lidt mere klassisk enkeltstart end den sære sag i 2019, hvor tempoevner var stort set ligegyldige, hvorfor Rohan Dennis endte som nr. 22, Patrick Bevin som nr. 32 og Tony Martin som nr. 58.

Denne er altså mere almindelig, og der er plads til, at maskinerne kan få trådt nogle watt, men at kalde enkeltstarten klassisk vil være en overdrivelse. Stigningen er så lang og svær, at den vil være meget afgørende, og de tunge specialister har intet at gøre her. Det er en rute, hvor alle andre end de mest temposvage klassementsryttere som Michael Woods og Guillaume Martin bør gøre det i hvert fald hæderligt, og for at være med fremme skal man klatre meget godt. Vi får næppe samme resultat som i 2019, hvor selv temposvage Dan Martin blev nr. 14, men vi bevæger os i den retning. Grundlæggende er det en sag for alsidige folk, der både har punch på en kort og svær stigning og en stejl rampe samt den power, der er nødvendig på de 10 tonserkilometer.

Heldigvis ser vejret ud til at være med os. Det klassiske baskiske regnvejr melder sig først om aftenen, og alle burde have nogenlunde ens betingelser. Faktisk ser vindstyrken endda også ud til at være helt konstant over de tre timer, etapen vil var, og derfor bliver det en helt fair kamp om de bedste evner på denne specielle type enkeltstart.

Og jeg tror, at vi kan gå til sagen med det samme. Jeg regner nemlig med, at de to slovenere, der formentlig skal slås om den samlede sejr, også lægger ud med at køre om den første etapesejr. Primoz Roglic og Tadej Pogacar skiller sig i hvert fald ud som de to mest tempostærke i feltet, og det havde været tilfældet også på en flad rute. På denne kuperede rute bliver deres overhånd bare endnu mere udtalt.

Til gengæld er det ret åbent, hvem der vil vinde. I gamle dage var det verdens letteste ting at forudse en Roglic-sejr, for det slovenske monster vandt snart sagt alle sine WorldTour-enkeltstarter, særligt på kuperede ruter. Med den enorme fremgang, som Pogacar har vist på årets to flade enkeltstarter og under Touren sidste år, er det dog langt mere åbent, end det burde være.

Roglic har nemlig i både 2020 og 2021 været under niveau på enkeltstarterne, hvilket blev tydeligt i Paris-Nice, hvor han undgik at vinde en enkeltstart af den type, hvor han i 2017, 2018 og 2019 altid knuste al modstand. Tendensen gik igen i de to middelmådige grand tour-enkeltstarter, han kørte sidste år, og Roglic er ikke længere det tempomonster, han var engang.

Denne enkeltstart passer ham dog nærmest perfekt. Roglic er som udgangspunkt mere eksplosiv end Pogacar, og han vil formentlig køre stærkere på de to bakker undervejs. Han er samtidig stadig en glimrende temporytter til det flade, som vi trods alt så i Paris-Nice, og samtidig taler det til hans fordel, at enkeltstarten er kort og kommer på dag 1 - alt sammen til ugunst for dieselmotoren Pogacar, der er kendt som en i etapeløb langsom starter. Det er Roglic til gengæld ikke, for han kommer altid blæsende ned fra højderne som et monster allerede fra dag 1. Kombinationen af rutens beskaffenhed med eksplosive stigninger og placeringen på dag 1 gør, at jeg tror på en tredje baskisk enkeltstartssejr til Roglic, selvom det næppe bliver med den overlegenhed, vi tidligere har set.

I år synes jeg dog, at Tadej Pogacar har været langt mere imponerende i kampen mod uret. Faktisk har hans præstation på de to flade enkeltstarter, han har kørt i år, måske endda været endnu bedre end det, vi har set fra hans landsmand på lignende ruter - og denne type passer ham endda endnu bedre. Det er rigtigt, at han er en langsom starter og ikke er helt så eksplosiv som Roglic, men samme indvending kunne man komme med, da han i UAE Tour kørte en for ham fabelagtig flad enkeltstart på dag 2 over en ganske kort distance. Samtidig var hans kørsel i Tirreno-Adriatico uhyre overbevisende, både på de to svære etaper, hvor han slet og ret var flyvende, og også på den flade tonserenkeltstart til sidst. Det synes ikke helt usandsynligt, at Pogacar er i gang med at forbedre sit i forvejen tårnhøje niveau, og hvis det er tilfældet, skal Roglic stå tidligt op for at slå ham. Han må ikke starte løbet så rustent, som han plejer, men kan han undgå det, skal vi ikke blive forundrede, hvis Tour-kongen for anden gang sætter sin landsmand til vægs i dennes gamle paradedisciplin.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

For to år siden var det Maximilian Schachmann, der vandt den tilsvarende enkeltstart, og han ligner da også denne gang den værste rival for de to slovenere. Han kørte ganske vist en temmelig skuffende enkeltstart i Paris-Nice, men det syntes at handle mere om dårlig disponering end om begrænsede evner. Schachmann har dog ikke samme stabilitet i kampen mod uret som sine to rivaler, og han skuffede blandt andet lidt også i Algarve sidste år, men på sine gode dage passer ruten ham glimrende. Han har masser af punch på stigningerne, og han har power på det flade. Samtidig klatrede han bedre end nogensinde i Paris-Nice, og det burde komme ham til gode også på denne rute. Det bliver svært at gentage sejren fra 2019, men Schachmann ligner manden, der kan slå de to favoritter.

Dernæst vil jeg gøre noget helt usædvanligt, nemlig pege på Adam Yates på en enkeltstart. Det burde være helt uhørt at tro på den temposvage af de to brødre, men noget tyder på, at skiftet til Ineos har gjort ham godt. Han kørte sit livs enkeltstart i Catalonien, hvor han blev nr. 7 i stort set samme tid som en specialist som Richie Porte, og nu kommer han endda til en rute, der passer ham endnu bedre. Hans superform og punch gør ham til en af de absolut stærkeste på klatredelene, og Catalonien giver håb om, at han også kan køre stærkt på powerdelen, som er hans store hurdle. Vi skal ikke glemme, at netop Yates med sin eksplosivitet trives på de baskiske ruter og blev nr. 4 på enkeltstarten i 2016 og nr. 5 i 2019. Denne rute passer ham en anelse dårligere end de to foregående gange, men med forbedringen fra Catalonien in Mente, vil det undre, om ikke han kører i hvert fald i top 5 for tredje gang.

Dernæst vil jeg pege på Brandon McNulty. I Giroen slog han sit navn fast som en af feltets absolut bedste temporyttere, og den status har han blot bekræftet i år, hvor han blev nr. 4 i både Paris-Nice og Catalonien.  I Frankrig kørte han endda stort set lige op med Roglic, der slog ham med bare 3 sekunder, men spørgsmålet er, om han kan præstere lige så godt på denne rute. Nok kan McNulty klatre, men ikke på niveau med de ovennævnte, og han er alt andet end eksplosiv på bakkerne. Til gengæld vil han være en af de allerstærkeste på den flade del, og da han jo bestemt ikke er en ueffen klatrer heller, har han hele pakken til at køre godt. Spørgsmålet er bare, om han klatrer godt nok til at matche de allerbedste på en rute af denne type.

Ruten bør også være en gave til Pello Bilbao. Ganske vist blev han blot nr. 11 på enkeltstarten for to år siden, men det var også først under Giroen samme år, at han blev en helt lille specialist. Det fortsatte i 2020 med top 5-placeringer i Paris-Nice og Andalusien på kuperede ruter, ligesom han blev nr. 12 under Touren. Til gengæld viste Giroen også, at han er temmelig svingende, og derfor kan han sagtens floppe. Heldigvis så formen glimrende ud med 4. pladsen i GP Miguel Indurain efter et mildt sagt skuffende Tirreno, og han synes at have benene til at præstere på en rute, der med sin alsidighed burde passe eksplosive Bilbao ganske perfekt. Spørgsmålet er bare, om han har en af de gode eller dårlige dage.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Wilco Kelderman . Hollænderen var jo kendt som en af de bedste temporyttere, men i de senere år har hans enkeltstart været helt forsvundet. Den dukkede delvist op igen under Giroen, og hans kørsel i Catalonien vidner om, at han igen burde have en fordel i disciplinen. Dengang var han endda stadig kun lige kommet i gang efter sin skadespause, og han må formodes at være betydeligt mere formstærk nu. De eksplosive stigninger passer også godt til Kelderman, der har masser af punch og i BinckBank Tour også har kørt særdeles godt over korte distancer som denne. Hans niveau på tempocyklen er stadig så svingende og langt fra tidligere tider, at han sagtens kan floppe fælt, som vi er blevet vant til, men han må i lyset af sine seneste resultater på en rute som denne regnes som en af dem, der virkelig kan gøre det godt.

Det samme kan man sige om Mattia Cattaneo, der nærmest ved et tilfælde fandt nogle tempoevner i Giroen i 2019. Efter skiftet til Deceuninck har han forfinet dem mærkbart med 6. pladsen i Vueltaen som højdepunktet. I år har han også gjort det fornuftigt med en 11. plads i Emiraterne og en 15. plads i Paris-Nice, og det skete endda i temmelig formsvag tilstand, som førte til alt andet end overbevisende klatring. Med hans kurs mod Giroen må man formode, at formen er betydeligt bedre nu, og det vil også være en klar forudsætning, hvis han skal præstere på så hård en rute som denne. Derfor kan han sagtens ende med at falde igennem, men begynder han at nærme sig Giro-formen, burde netop en alsidig og tempostærk klatrer som Cattaneo køre fremragende på denne rute.

Efter flere års ørkenvandring i sin gamle paradedisciplin genrejstes Ion Izagirre med sin 12. plads på enkeltstarten i Paris-Nice. Det gav store forhåbninger til denne etape, der er designet lige efter Izagirres hoved. Det er ikke noget tilfælde, at han to gange er blevet nr. 3 på de kuperede baskiske enkeltstarter, for netop kuperede ruter har altid været hans spidskompetence og grundlaget for de mange flotte resultater i korte etapeløb. Desværre kom vi i den grad ned på jorden i et mildt sagt skuffende GP Miguel Indurain, og i lyset af hans generelt manglende niveau siden sejren i dette løb i 2019 er der grund til bekymring. Heldigvis kan man håbe, at det bare var en offday, når nu sæsonens allerstørste mål er netop dette løb. Hvis han nærmer sig niveauet fra 2019, hvor han blev nr. 7 på enkeltstarten, selvom han som temporytter allerede var faldet sammen dengang, kommer han til at køre stærkt, men han kan også falde helt igennem, når man betænker hans seneste temporesultater og lørdagens nedtur.

Som det fremgår af den overordnede optakt, kan det blive både fugl og fisk med Tao Geoghegan Hart , hvis form er helt ukendt. Er han kørende, burde han som relativt tempostærk klatrer med masser af punch på stigninger, kunne gøre det fremragende på netop en enkeltstart af denne type, som da han i Giroen i 2019 blev nr. 7 på enkeltstarten med mål på San Luca-stigningen i Bologna. Til gengæld kan han også floppe fælt, hvis han stadig er rusten og vitterligt er blevet sat tilbage af styrtet i Paris-Nice, hvor han pådrog sig en hjernerystelse. Geoghegan Hart er som bekendt kendt for sin manglende stabilitet, og derfor har han i lyset af usikkerheden om formen potentiale til både at shine og at falde helt igennem.

I de senere år har Hugh Carthy forbedret sin engang så svage enkeltstart ganske mærkbart, og det kulminerede med vanvidsridtet på den hovedsageligt flade rute i Vueltaen. Faktisk var det netop i Baskerlandet, at vi så de første tegn på fremgangen, da han blev en nærmest sensationel nr. 10 på en teknisk og eksplosiv rute, der slet ikke passede ham. Denne passer ham langt bedre, og i dag er han endda en langt bedre rytter, end han var for to år siden - endda med god form, som vi så i Catalonien. Til gengæld skuffede han fælt på netop enkeltstarten i sidste uge, og det skaber nogen tvivl, når man samtidig betænker, at ruten trods alt er for eksplosiv og kort for en dieselmotor som Carthy, for hvem punch og eksplosivitet er lige så eksotisk som en tørvejrsdag i Baskerlandet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En joker er danske Jonas Vingegaard. Danskeren har aldrig haft enkeltstart som en spidskompetence, og derfor var det mildt sagt chokerende, at han blev nr. 13 på den flade tonserrute i UAE Tour. Den var der næppe nogen i denne verden, der havde set komme, og så burde der være noget stort i vente på en rute med klatring og eksplosive bakker lige efter Vingegaards smag. Formen er i hvert fald fremragende, og jeg ser ingen grund til, at Jumbo ikke skulle lade ham køre denne korte enkeltstart for fuld gas. Som ikke-specialist har han stadig meget at bevise - særligt fordi han er kendt for sine enorme udsving - men kører han som i Emiraterne, burde det altså blive rigtigt godt.

Meget af det samme kan siges om Sergio Higuita. Den lille colombianer er mildt sagt ikke temporytter, og derfor var hans 18. plads og 25. plads på de flade ruter i hhv. UAE Tour og Tirreno mildt sagt chokerende. Præcis som for Vingegaard gælder, at han virkelig burde være i sit es på disse eksplosive bakker, og når han kan køre stærkt i fladlandet, burde det blive til noget stort her. Ligesom danskeren har han dog også meget at bevise, når nu han tidligere aldrig har kunnet køre enkeltstart.

En rytter, der på enkeltstarter er uhyre svingende, er Bauke Mollema . Han har kørt nogle rædselsfulde enkeltstarter et hav af gange, men på sine store dage er det til gengæld gået fremragende. Eksempelvis blev en ung Mollema nr. 2 på den kuperede enkeltstart i dette løb i 2012, og i Giroen i 2019 blev han nr. 9 på San Luca-enkeltstarten og endda nr. 3 på den lange enkeltstart. Han har endda også været formsvag i år, men efter en lang pause virkede han meget rusten i GP Miguel Indurain. Det er primært præstationen i lørdags, der bringer ham relativt langt ned på min liste, når vi ved, hvor svingende han er, men netop Mollema kan også brænde et brag af en enkeltstart af, hvis han har en stor dag.

En meget interessant joker er Laurens de Plus. Belgieren var en glimrende temporytter før sin skade, hvor han blandt andet blev nr. 8 og 9 på flade enkeltstarter i hhv. Vueltaen og BinckBank Tour. Efter den lange pause havde han det svært i årets første løb, men i går var der pludselig hul igennem i GP Miguel Indurain. Hans lange pause betyder, at han næppe har prioriteret enkeltstarten specielt højt, og derfor kan han sagtens falde igennem, men formen synes efterhånden så god, at han måske kan vise lidt af de gamle tempoevner.

Egentlig er denne enkeltstart for kort og eksplosiv for Thomas de Gendt , der også har kørt nogle efter hans standard meget ringe enkeltstarter i år, hvor han har været formsvag. Som altid fandt han dog formen mod slutningen i Catalonien, hvor han vandt den knaldhårde sidste etape, og han viste på sidste etape i Giroen, at han faktisk godt kan køre en god, kort enkeltstart, når formen er god. Terrænet her burde passe ham udmærket, da den lange stigning ikke er for stejl, og da ruten ikke er specielt teknisk, men det er klart, at distancen er for kort. De Gendt kan derfor sagtens falde helt igennem, men hans generelle tempo- og klatreevner gør også, at han har et vist potentiale.

Det samme har Andreas Leknessund. Nordmanden er et gigantisk tempo- og klatretalent, og dermed burde han have hele pakken til at præstere på netop denne rute. Desværre har han været dybt skuffende i sine første løb, men da han på det seneste bare har kørt sprinterløb i Belgien, er det svært at vide, hvordan benene reelt er. Kørslen i sidevinden i Bredene Koksijde var jo faktisk ret lovende, og har han endelig fundet formen, kan vi vente os store ting fra manden, der som U23-rytter sidste efterår blev nr. 13 ved elitens VM i enkeltstart. Klatre han kan nemlig også, som han blandt andet viste med sin afsluttende sejr i etapeløbet Giro della Regione Friuli Venezia Giulia. Nu skal han bare vise, at han har fundet formen.

Apropos unge nordmænd… Tobias Foss har ikke de helt store resultater som professionel, men netop på enkeltstarten har han vist sit potentiale. Han kørte fremragende på 1. etape af Giroen, hvor han blev nr. 5, og denne klatretunge rute burde passe en alsidig fyr som ham langt bedre. Til gengæld skuffede han lidt på enkeltstarten i Tirreno, hvor han heller ikke var alt for overbevisende på stigningerne, og det skaber lidt usikkerhed. På den anden side må formen for den Giro-satsende nordmand være i fremgang, og begynder han at nærme sig det flotte niveau fra efteråret, skal man ikke blive forundret, hvis han igen er med helt fremme.

Med to top 10-placeringer i Catalonien og UAE Tour har Stefan de Bod pludselig slået sit navn fast som tempospecialist. Han klatrer samtidig glimrende og er blandt andet blevet samlet nr. 2 i Østrig Rundt, og derfor burde denne rute passe ham. Desværre er han i bjergene meget svingende, og han imponerede bestemt ikke i de catalanske bjerge. Det er også årsagen til, at han glider langt ned på listen, for på denne rute kommer man ikke langt, hvis ikke man kan klatre. Det har De Bod potentialet til, men lige nu frygter jeg, at formen ikke er god nok til denne type rute.

Dernæst vil jeg slå tre specialister over én kam. Bruno Armirail, Patrick Bevin og Josef Cerny er alle blandt feltets førende specialister, men spørgsmålet er, om ikke de kommer til kort mod mere klatrestærke folk her. Særligt Armirail klatrer nu ganske glimrende, men han er uden eksplosion, og ruten her er tillige for kort. Lægger man dertil, at han skuffede fælt i Paris-Nice, er der megen usikkerhed om ham. Bevin var en tempogigant i 2019, hvor han blev nr. 4 til VM, men i 2020 var han helt væk. Heldigvis kom han delvist tilbage på sporet med en 10. plads i Paris-Nice, men da hans engang fine klatreevner synes forsvundet helt, frygter jeg, at det går ham ilde på denne rute, som det gjorde i dette løb i 2019. Endelig er Cerny den ringeste klatrer af de tre, og selvom han senest bekræftede tempoevnerne med en god top 10 på den kuperede rute i Catalonien, vil jeg tro, at der her trods alt er for megen klatring.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Egentlig burde Enric Mas rangere højt. I både Touren og Vueltaen har han nemlig kørt nogle fremragende kuperede enkeltstarter, men desværre er der meget, der taler imod ham. Han er kendt som en langsom starter, og selvom formen var klart opadgående i Catalonien, mangler han stadig meget. Samtidig har han skuffet fælt på sine to seneste enkeltstarter i Vueltaen og Catalonien, og denne rute er endda en anelse for eksplosiv og kort for ham. Lægger man dertil, at han styrtede ud af GP Miguel Indurain og har en forslået krop, taler meget for endnu en skuffelse. Omvendt viste en ellers generelt formsvag Mas i 2019 med en 8. plads, at han altså godt kan køre denne type enkeltstarter, hvis han har en af sine gode dage.

Også Pierre Latour burde som dobbelt fransk mester rangere meget højt, men jeg har min tvivl. Han er ganske vist kommet tilbage på sporet efter de mange skader, men han skuffede mig meget i GP Miguel Indurain, ligesom han i Paris-Nice også kørte en ganske forfærdelig enkeltstart. Bedre gik det heldigvis i Besseges, men vi skal vel mere end et år tilbage for at finde en enkeltstart efter bare nogenlunde hans vanlige standard. Til gengæld er det en rute lige efter hans hoved, for Latour har punch, kan klatre og kan køre enkeltstart, når/hvis han finder det niveau, han engang havde.

Endelig vil jeg nævne Esteban Chaves og Alejandro Valverde . Begge har tidligere kørt ganske fornuftige enkeltstarter, særligt Valverde, der engang var fremragende på denne type ruter. Desværre har Chaves skuffet fælt i Catalonien, og Valverde har ikke kørt gode enkeltstarter i ganske mange år, hvor han tværtimod har haft det som en svaghed. Nu er de imidlertid begge helt åbenlyst i fremragende form, og selvom de begge var bagom dansen i Catalonien, burde deres gode klatreben og punch kunne bringe dem relativt langt på denne rute.

I den sammenhæng kunne man også nævne Patrick Konrad og Emanuel Buchmann, der blev hhv. nr. 6 og 15 i 2019, men som begge må regnes som så generelt temposvage, at det er svært at se dem helt i front, selvom Konrad overraskede stort for to år siden. Jakob Fuglsang blev nr. 16 for to år siden, men den korte rute passer ham ikke, og hans tempoevner er blevet markant ringere siden dengang. Jeg er spændt på at se den stadig relativt ubeskrevne superklatrer Mauri Vansevenant på denne rute, for han har sikkert forbedret sig meget efter skiftet til Deceuninck. Der er dog intet, der tyder på, at han er tempostærk. Alexey Lutsenko, Alex Aranburu og Omar Fraile har i år alle kørt fornuftige enkeltstarter som led i en generel Astana-fremgang, og ruten kunne passe dem, men jeg ser dem ikke være med i front. Jan Polanc kørte en god enkeltstart i Tirreno og kan gøre det pænt på en rute, der virkelig burde passe Marc Hirschi og Diego Ulissi, men det vil undre mig, om de er med fremme, når Hirschi kørte en ringe enkeltstart i Catalonien, og Ulissi netop er tilbage efter hjerteproblemer. David Gaudu synes at have sagt farvel til den fremgang, han nåede at vise, og ruten må være for hård for specialisterne Miles Scotson og Ian Garrison. Magnus Cort har imponeret på enkeltstarter i Paris-Nice og Besseges, men denne rute må være for klatretung. Mikkel Honoré er i form, og hans Giro-enkeltstart i Milano kunne antyde, at han kan gøre det pænt, selvom han ikke er specialist, mens Pieter Serry først er på vej tilbage fra en skade. Simon Geschke har tidligere kørt gode enkeltstarter og kunne måske vise lidt igen på en rute som denne, mens jeg ikke tror, at Richard Carapaz har formen til at køre en enkeltstart som i Vueltaen. Martijn Tusveld kan køre enkeltstart, men ruten er nok lidt for klatretung, og det gælder også for Daryl Impey. Ben Hermans har forbedret sin enkeltstart igen, men næppe nok, og det er efterhånden længe siden, at Victor de la Parte sidst har kørt en god enkeltstart. Endelig har Jesus Herrada ikke kørt en god enkeltstart i en menneskealder, selvom ruten her burde passe ham.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Maximilian Schachmann

Outsidere: Adam Yates, Brandon McNulty, Pello Bilbao, Wilco Kelderman, Mattia Cattaneo

Jokers: Ion Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Hugh Carthy, Jonas Vingegaard, Sergio Higuita, Bauke Mollema, Laurens de Plus, Thomas de Gendt, Andreas Leknessund, Tobias Foss, Stefan de Bod, Bruno Armirail, Patrick Bevin, Josef Cerny, Enric Mas, Pierre Latour

Starttider

Du finder starttiderne under live-opdateringen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT