Optakt: 1. etape af PostNord Danmark Rundt

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Ruten

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, og meget taler for, at det også vil være tilfældet i år. Selv i Danmark skal man nemlig gøre sig umage med at designe en fladere etape end den, der åbner årets løb, men måske er det ikke helt så enkelt endda. Selvom årstiden ikke er ideel til formålet, håber arrangørerne nemlig utvivlsomt på, at en god solid vestenvind kan skabe langt mere drama, når feltet gennem hele dagen bevæger sig ned langs den flade jyske vestkyst fra starten i Struer og til målet i Esbjerg, der også lagde asfalt til åbningsetapen i 2016, hvor Daniele Bennati sejrede.

I alt skal der tilbagelægges 175,3 km, der fører feltet fra Struer til Esbjerg. Fra starten kører man mod sydvest igennem fladt terræn med retning mod kysten, idet der dog er en lille bakke i udkanten af Ulfborg, hvor man efter 29,2 km kører den første bakkespurt (300 m, 1,0%). Her forlader man kortvarigt hovedvejen for at køre mod vest, syd og sydøst ad mindre veje ind til Staby, hvor den første spurt kommer efter 35,0 km, og videre gennem Vedersø og Stadil, inden man efter 52,0 km igen rammer hovedvejen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Herfra går det igennem fladlandet mod syd ned til Ringkøbing, hvor man kører mod nordvest rundt om fjorden, inden man drejer mod syd ad den flade kystvej, der adskiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. Undervejs passerer man gennem Hvide Sande, hvor den anden spurt kommer efter 83,4 km, inden man forlader fjorden, når man fortsætter mod sydvest ned til Nymindegab, der nås efter 106,0 km.

Her forlader man igen de større veje og snor sig nu mod syd og senere sydøst rundt om Filsø ned til Oksbøl, der nås efter 134,8 km. Herfra går det ad en lille og snoet vej videre mod sydøst nær Ho Bugt frem til udkanten af Esbjerg, idet der undervejs er en bakkespurt (300 m, 1,2%) efter 141,8 km. Her kører man ad den helt flade og lige kystvej mod sydøst ned langs bugten ind til byens centrum, hvor man krydser stregen for første gang efter 164,5 km.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange op en 3,6 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt er flad, men hvis sidste kilometer er let stigende. Der er sving med 3400, 2900 og 1800 m igen, inden der er en blød kurve 1200 m fra stregen. Med 900 m igen drejer man skarpt til venstre, inden der følger endnu et sving med 500 m igen, hvorefter det stiger med 6% op ad en snoet vej, der leder frem til et sidste sving bare 250 m fra stregen og en let stigende opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt bare 349 højdemeter.

Esbjerg har været målby for åbningsetapen tre gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2016, hvor Daniele Bennati og Mads Würtz Schmidt snød feltet og kørte hjem med et forspring på 16 sekunder, inden Bennati slog den unge dansker i spurten. I 2011 endte det i en spurt, som blev vundet af Sacha Modolo foran Matti Breschel og Michael Mørkøv, og det gjorde det også i 2004, hvor Stuart O’Grady sejrede foran Michel van Hacke og André Korff. Byen var også vært for DM i 2019, hvor Michael Mørkøv vandt linjeløbet og Kasper Asgreen enkeltstarten, samt i 2006, hvor Allan Johansen tog linjeløbssejren og Brian Vandborg triumfen på enkeltstarten.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Da arrangørerne designede denne etape, håbede de sikkert på en rask lille sommerstorm, men den kommer ikke. Der venter en typisk dansk sommerdag, hvor temperaturen ventes at toppe på 20 grader. Heldigvis er den største bygerisiko om formiddagen, men først på etapen vil der stadig være 30-40% risiko for byger. Den vil aftage i løbet af eftermiddagen i forbindelse med en opklaring, og i finalen er risikoen for byger bare 10%. Der vil blæse en let til jævn vestenvind (14-17 km/t), som ventes at aftage lidt mod slutningen. Det giver sidemodvind på stykket ud til kysten, sidevind hele vejen ned til den sidste bakkespurt og sidemedvind frem til rundstrækningen. Her vil der først være side-, så mod- og siden sidemedvind, inden der i alt væsentligt vil sære sidemed- og medvind over de sidste 900 m.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Favoritterne

I et land uden høje bjerge må man enten opsøge det terræn, der findes, eller håbe, at vejret kan skabe det drama, ruten i sig selv ikke kan. Førstnævnte har arrangørerne særligt gjort på torsdagens kongeetape og på rundstrækningerne onsdag og fredag, men på åbningsdagen må alle, der ønsker drama sætte sin lid til vejrguderne.

Enhver, der har cyklet ned langs den flade danske kystvej, vil vide, at man skal være endog meget kreativ for at for at forestille sig, at man kører op ad bare den mindste lille bakke, og det er svært selv i Danmark at finde noget, der er så fladt som denne. Til gengæld kan det også være knaldhårdt, hvis vestenvinden er rigtig og har tilstrækkelig styrke.

Desværre er vinden om sommeren slet ikke så udtalt som på andre tider af året, og derfor kan man ærgre sig lidt over, at løbet ikke afvikledes for to uger siden, hvor vi faktisk havde en temmelig blæsende uge. Det får vi ikke de kommende dage, og det er kun fredagen og lørdagen, der ser ud til at byde på væsentlig vind. Dermed risikerer de dramahungrende at være afhængige af den desværre ikke helt så udfordrende danske geografi, og det lægger ikke op til den store selektion.

Derfor tyder meget på, at årets åbningsetape bliver en helt klassisk dag for sprinterne. I forvejen er det i så fladt terræn svært at snyde feltet, men en af priserne for årets stærke felt er, at det bliver endnu vanskeligere. Nu møder de to måske stærkeste hold, Deceuninck og Jumbo, op med den helt klare intention, at 1. etape skal ende i en massespurt, og når man ser på deres kollektive styrke, ligner det et uundgåeligt udkomme.

Starten skal nok blive aggressiv. For de danske hold er dette Tour de France, og sammen med flere af løbets ProTeams vil de sørge for, at der formentlig bliver nogen kamp om at ramme udbruddet. Derfor kan det godt tage nogen tid, inden elastikken knækker, men når det er sket, vil vi formentlig falde ind i det klassiske mønster. Udbruddet vil kunne kæmpe lidt om bakketrøjen, og de to indlagte spurter vil næppe heller spille en rolle, da det trods alt er usandsynligt, at der stadig er samling, når vi kommer til den første efter 35,0 km, hvor klassementsrytterne ellers kunne have jagtet de første bonussekunder.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med et udbrud etableret regner jeg med, at Deceuninck, Jumbo og måske Qhubeka vil tage kontrol, og herefter vil etapen gå sin stille gang, samtidig med at elastikken formentlig holdes ret stram. Når feltet rammer vestkysten, vil jeg imidlertid tro, at det bliver meget nervøst. Særligt på stykket frem mod svinget ind på kystvejen kan give anledning til en hektisk positionskamp, og jeg tror, at det herefter vil være ganske stressende, og det kan det blive på en stor del af turen ned langs vandet.

Vindretningen er nemlig helt rigtig, og styrken er heller ikke uvæsentlig. Betingelserne er skam til stede til, at det vil være uroligt, og faktisk vil det næsten ligne Deceuninck dårligt, hvis ikke de før eller siden forsøger, om de kan ryste træet. Jeg tvivler dog på, at det vil være nok til at skabe mere end kortvarig splittelse bagude. Nok er årets felt stærkt, men antallet af stærke hold er stadig relativt få. Det giver mere plads til de vigtigste hold, og dermed er det usandsynligt, at væsentlige hold eller ryttere fanges i den splittelse, der måtte opstå. I de situationer går det altid i stå igen, og med årets vejrudsigt tror jeg derfor, at vi må se langt efter varig splittelse i sidevinden.

Jeg regner derfor med, at det meste af etapen vil bestå af nervøs og koncentreret kørsel, hvor Deceuninck, Jumbo og måske Qhubeka langsomt kører udbruddet ind. Vejene bliver mindre og snoede til sidst, hvilket kan øge nervøsiteten lidt og hjælpe udbruddet en anelse, men med så stærke og determinerede sprinterhold på en terrænmæssigt så enkel etape er det meget tæt på at være en umulighed at holde feltet stangen. Alt taler derfor for, at det vil være samlet til en massespurt i Esbjerg.

Her er rundstrækningen bestemt ikke enkel. Ikke blot er der et hav af sving, herunder tre på den sidste kilometer. Der er også den 250 m lange bakke med 6%, inden man rammer den bare 250 m lange opløbsstrækning, der stiger let. Det er kringlet nok til, at der kan lægges op til angreb, ikke mindst på de første tre ture op ad bakken, men Jumbo og Deceuninck må formodes at være så stærke, at det ikke vil kunne lykkes.

Selve spurten handler ikke meget om fart. Dertil er rundstrækningen alt for kringlet, og det bliver først og fremmest et spørgsmål om position frem mod svingene med 1200 m, 900 m, 500 m og 250 m igen. Bakken kommer i fuld finale og kan mærke benene, men er ikke så lang, at den for alvor vil være farlig for selv de tunge sprintere, selvom den er ganske stejl. Den kommer også i den uhyre tekniske afslutning, hvor det mellem svingene vil være meget svært at ændre position, uanset om benene er gode eller dårlige. Dette er en kamp mellem de bedste tog mere end mellem sprinterne.

Blandt togene er der til gengæld også lagt op til en uhyre spændende dyst. Jumbo og Deceuninck skiller sig begge ud med nogle uhyre overbevisende formationer, og det kan blive en enormt interessant kamp meller netop de to mandskaber frem mod de fire sving. Alligevel ser det ud til, at Deceninck har overhånden, men det skyldes først og fremmest deres større bredde og dermed samlet set en større muskelkraft.

Derfor peger jeg på Mark Cavendish , men det er med nogen usikkerhed. Vallonien indikerede, at Groenewegen er tilbage ved fordums styrke, og hvis det er tilfældet, vil han formentlig - også med nogen afstand - være den hurtigste. I netop denne finale er det dog formentlig det stærkeste tog, der vinder, og her er det svært ikke at være imponeret over en kæde, der tæller Yves Lampaert, Jannik Steimle, Shane Archbold og Michael Mørkøv. De har råstyrken til at starte tidligt og køre det lange lead-out, der vil være nødvendigt i denne tekniske finale, og hvis det lykkes, bliver det meget svært at gå forbi den i Touren genfødte Cavendish.

Finalen med den lille bakke er ikke ideel for den lille brite, men i kamp med Groenewegen er det nok faktisk til hans fordel. Først og fremmest er det dog toget, der gør forskellen, og hvis Mørkøv og Cavendish kan tage over efter holdkammeraten og gå først igennem sidste sving, skal Groenewegen formentlig sidde lige på hjul af Cavendish for at gå forbi. Derfor tror jeg på, at briten tager sin fjerde sejr i løbet - og den første, der ikke er på Frederiksberg!

Det kan dog også meget vel blive Dylan Groenewegen. Det er stadig svært at sige, om han er helt tilbage på sit gamle niveau, men de to spurter, han reelt kunne køre i Vallonien, var mildt sagt overbevisende. Hvis han er tilbage ved den styrke, han havde i begyndelsen af 2020, hvor han fik resten af verdenseliten i Valencia og Emiraterne til at ligne nybegyndere, er han utvivlsomt stadig verdens hurtigste. Til gengæld har de seneste måneder også vist, at det har knebet med positioneringen, der aldrig har været hans styrke, og det er en gigantisk ulempe i en finale, der mest af alt handler om netop det.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Heldigvis er hans tog fremragende. Edoardo Affini har power, og Timo Roosen og Mike Teunissen er begge fremragende lead-out men. Roosen var storartet i Vallonien, og som bekendt var Teunissen den store boss i Paris i år, hvor det var ham, der var skyld i, at Wout van Aert og ikke Cavendish vandt. De har desværre ikke samme samlede styrke som Deceuninck, men til gengæld vil Teunissen, der er kendt som puncheur, have mere power end Mørkøv på bakken. Kan han føre Groenwegen nogenlunde frem inden sidste sving, så han sidder umiddelbart bag Cavendish, vil jeg tro, at den muligvis genfødte Groenewegen kan gå forbi og tage sæsonens tredje sejr.

Løbets tredje supersprinter er Giacomo Nizzolo. Europamesteren rar slet ikke samme fart som de to favoritter, men skal han slå dem, skal det være i en teknisk finale med en bakke. Sønderborg giver ham en bedre chance, men i Esbjerg er det heller ikke umuligt. Han er i fremragende form, som vi så i Getxo, men til gengæld så vi også i Vallonien, at det har kostet på den hurtighed, han havde i Giroen. Hans tog med Lasse Norman, Andreas Stokbro og Matteo Pelucchi er også betydeligt svagere end de to store tog, og Nizzolo havde det svært i positionskampen i Vallonien. Normalt er han dog i sit es i tekniske og eksplosive finaler, og lykkes det ham at sidde ordentligt nær svingene, er denne finale så hård, at han måske kan overraske de to favoritter.

Det tredjebedste tog kommer utvivlsomt fra DSM. Ganske vist dominerede de ikke Tourens spurter som i 2020, men toget med Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen gjorde det stadig så fremragende, at Cees Bol netop altid sad fornuftigt. Desværre betød sygdom op til løbet, at hollænderen aldrig fandt sin fart, og i det hele taget har han faktisk kun kørt én rigtigt god spurt i år, nemlig da han vandt i Paris-Nice. Man kan håbe, at han er kommet stærkt ud af Touren, for i givet fald burde han stå stærkt i en spurt med en lille bakke. Toget har i hvert fald styrken til at udfordre de to supertog. Om Bol selv har farten, kan man stadig frygte.

Dernæst vil jeg pege på Kristoffer Halvorsen . Nordmanden bliver aldrig den supersprinter, vi troede, men han har i år nærmet sig tidligere tiders styrke. Særligt i Tyrkiet og Mayenne viste han både fart og positioneringsevne, men han syntes ikke at have samme form ved comebacket i Vallonien. Hans positionering har også været lidt svingende, og han er derfor ingen garanti i denne tekniske finale, men toget med Morten Hulgaard, Rasmus Tiller, Daniel Hoelgaard og Niklas Larsen ligner et af løbets stærkeste. Anbringer de Halvorsen fornuftigt, bør han også være en af løbets hurtigste.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Med den lille bakke er det heller ikke en dum finale for Mads Pedersen, men desværre er danskeren kommet til løbet uden sit vanlige tog. I dette løb ser Treks lead-out desværre temmelig pauvert ud, og den eneste rigtige lead-out man er Matteo Moschetti samt til dels Alexander Kamp. Normalt ville Moschetti også være en kandidat til at køre løbet, men da Pedersen skal bruge bonussekunder i sit hjemmebaneløb, er der næppe tvivl om, at det er ham, der satses på. Desværre har vi også set, at Pedersen ikke selv er den stærkeste i positionskampen, og med et knap så stærkt tog frygter jeg, at han sidder for ringe inden svingene. Lykkes det at sidde fornuftigt, bør det dog være en fin finale mod de tunge sprintere, især hvis han er kommet flyvende ud af en grand tour, som han plejer.

Arvid de Kleijn har den luksus, at han er en af få, der har slået Cavendish i år. I Tyrkiet besejrede han nemlig både briten og Halvorsen, og han viste igen, at han har masser af fart til at begå sig på dette niveau. Desværre er hans tog med Pierre-André Cote, Matteo Del-Cin og Colin Joyce ikke det stærkeste, men vi ved fra Riwal-tiden, at De Kleijn er god i positionskampen - en evne, der også gav ham sejren i Tyrkiet. Bakken er dog ikke til hans fordel, og det er nok tvivlsomt, om han kan manøvrere så stærkt i den tekniske finale, at han kan vinde, også fordi hans form efter en løbspause er ukendt.

Kan Gerben Thijssen komme tilbage på sporet? Den unge hollænder viste i Vueltaen sidste år, at hans fart fører langt i dette felt, men et hav af styrt og skader har sat ham tilbage i år. Nu kommer han tilbage fra højdetræning i Livigno, og han skal vise, at han stadig har den fart, han havde sidste år. Hans Lotto er lille, men med Harry Sweeny og Tosh van der Sande har han faktisk et tog, der er så kapabelt, at han har en fair chance for at klare den tekniske finale, hvor den lille bakke dog ikke er til hans fordel.

Bingoal stiller med Timothy Dupont, der på papiret er en af de allerhurtigste, men siden styrtet i Nokere er han ikke blevet sig selv. Han har netop gennemgået nogle undersøgelser, men ved stadig ikke, hvad der er galt, og hans kørsel i Vallonien var ikke lovende. Han føler sig dog på rette vej, og etapen er så let, at han burde kunne begå sig. Toget er desværre svagt, men han plejer at være hæderlig i positionskampen, og den lille bakke er heller ikke ringe for ham. Det kræver dog, at han er blevet sig selv igen. Holdet vil også spurte med Milan Menten , der modsat Dupont er i superform og kørte fremragende i Vallonien. Han har ikke Duponts fart, men bakken er klart til hans fordel, og han spurtede overraskende godt i Vallonien. Han er ikke god i positionskampen, men sidder han rigtigt, kan bakken bringe ham langt.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Jeg glæder mig meget til at se Mihkel Raim på dette niveau. Efter at Israel SUN ikke ville forlænge hans kontrakt, blev karrieren reddet af en livline fra Polen, og efter skiftet til Mazoswze er han blevet lidt af en sejrsmaskine. Raim har i år vundet fem mindre løb og har et hav af topplaceringer. Han har tidligere kørt på højere niveau, hvor han var ganske konkurrencedygtig, og da han i 2018 kørte dette løb, kom han hjem med en 4., 8. og 10. plads. Holdet ser faktisk også med Adrian Banaszek som sidste mand ganske fornuftigt ud, og sidder han rigtigt, burde han gøre det fint.

Bakken er også til fordel for Filippo Fiorelli. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men i denne form for finale burde han være god. Han plejer også at være ganske god i positionskampen, men hans tog med Enrico Battaglin har ikke meget at byde på. Han har heller ikke farten til at slå de bedste i denne finale, der ikke er hård nok, men sidder han rigtigt, kan han gøre det fornuftigt.

Endelig er der Jakub Mareczko . Der er næppe tvivl om, at han stadig er en af de hurtigste i dette felt, men skulle man designe en finale, der passede ham dårligt, ville man nok byde ind med denne. En afslutning, der byder på sving og handler om positionering og ikke fart er en katastrofe for positioneringssvage Mareczko, og dertil kommer den lille bakke, der er nok til at trætte italienerens tunge ben. Heldigvis ser toget med Bevilacqua-brødrene og Riccardo Stacchiotti godt ud, og kan de mod forventning få Mareczko frem, bør han stadig have god fart, men sandsynligheden taler for, at han ikke kommer i top 10.

Blandt de øvrige hold vil Sport Vlaanderen formentlig prøve med Jordi Warlop, mens Andrea Peron vil spurte for Novo Nordisk, men de er uden chance. Landsholdet har Louis Bendixen , der desværre mangler lidt større, men med en nylig spurtsejr i Polen har vist, at han kan komme langt. ColoQuick vil prøve med Alexander Salby og Nicolai Brøchner, mens Suri og BHS får det vanskeligere uden oplagte afsluttere, men måske kan prøve med hhv. Mathias Larsen og Emil Toudal/Mads Rahbek. Riwal er til start uden sprinter, og deres bedste afslutter, Nick van der Lijke, kan ikke være med mod de rigtige sprintere. Endelig skal det bemærkes, at man i denne meget tekniske spurt formentlig vil se de to bedste lead-out men, Michael Mørkøv og Mike Teunissen, ende meget langt fremme, måske endda på podiet.

OPDATERING: Mazowsze har styrket deres tog ganske markant ved at udtage Norbert og ikke mindst Alan Banaszek. Normalt vil sidstnævnte køre for Raim, der stadig må formodes at være sprintervalget, men da Banaszek kommer med to friske sejre fra Rumænien i sidste uge, er det muligt, at der ændres på hierarkiet, eller at de kører hver deres spurt. Bakken er dog en ulempe for Banaszek.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT

Feltet.dks vinderbud: Mark Cavendish

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Cees Bol, Kristoffer Halvorsen, Mads Pedersen, Arvid de Kleijn, Gerben Thijssen

Jokers: Timothy Dupont, Milan Menten, Mihkel Raim, Filippo Fiorelli, Jakub Mareczko, Alan Banaszek