Optakt: 1. etape af Tirreno-Adriatico

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Ruten

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men for første gang siden 2010 er det ikke en tidskørsel, der åbner ballet. I år er holdløbet nemlig taget af programmet til fordel for en ekstra sprinteretape, og den kommer allerede på førstedagen, hvor de hurtige folk kan se frem til at skulle kæmpe om den første førertrøje for første gang siden 2010 - hvis de da ikke laver samme brøler som for 10 år siden, hvor Linus Gerdemann snød dem for netop den mulighed.

Selvom der ikke længere er tale om et holdløb, er lokationen den samme. Igen er der nemlig både start og mål i kystbyen Lido di Camaiore, hvor arrangørerne har designet et rundstrækningsløb med to forskelle rundstrækninger til en samlet distance på bare 133,0 km. Først kører man mod nordvest og nordøst ud gennem byen, hvor man rammer den første rundstrækning. Den er 26,8 km lang og skal tilbagelægges tre gange, Den indledes med en tur igennem fladlandet mod nordøst og sydøst, inden man drejer ind mod nord ind i bakkerne øst for kysten. Her skal man over Pitoro-stigningen (4,4 km, 4,8%, max. 10%), som er helt jævn og passeres efter hhv. 16,7 km, 43,5 km og 70,4 km. Derefter bliver man kortvarigt på et plateau, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Camaiore. Herfra går det mod sydvest igennem fladlandet ud mod kysten, hvor rundstrækningen afsluttes.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Efter de tre omgange rammer man den anden rundstrækning i første rundstræknings udgangspunkt, og her lægger man ud med at køre det meste af en omgang. Det betyder, at man følger en flad, lige vej mod nordvest op til Pietrasanta, hvorfra man ad en lige så flad og lige vej kører mod sydvest ud til kysten, der følges ad en lang, lige boulevard mod sydøst ned til målstregen, der krydses for første gang efter 96,4 km. Herefter kører man to hele omgange på den 18,3 km lange runde, der er stort set helt kvadratisk og fladere end den fladeste pandekage. Med andre ord er der tale om få sving og lange, lige veje. Der er en spurt i Petrasanta på første omgang efter i alt 106,0 km. Det sidste af de få sving tages med 4 km igen, hvorefter en helt lige, 8 m bred og pandekageflad boulevard leder hele vejen mod sydøst ned langs kysten til målet ud for strandpromenaden.

Etapen byder på i alt 944 højdemeter.

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

Vejret

Der er udsigt til nogle våde dage senere på ugen, men starten bør blive tør. Der vil kun være får skyer, og temperaturen vil nå pæne 28 grader. Bygerisikoen vil være på 15%, men aftage til 5-10% mod slutningen. Vinden vil bare være svag til let og starte i syd, inden den gradvist drejer mod sydvest og slutteligt vest. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på rundstrækningerne. Hvis vinden er gået helt om i vest i finale, vil der på sidste omgang være først sidemed-, så sidemod- og mod- og slutteligt sidemedvind, når de rammer den alenlange opløbsstrækning.

Favoritterne

Nogle vil elske, at holdløbet er væk, mens andre vil elske det. Sprinterne vil i hvert fald, for det betyder, at de i år har tre mod normalt to chancer. Og den ene betyder endda, at de kan blive de første til agt iføre sig den blå førertrøje, som det ikke har været tilfældet siden 2010, hvor de endda los Linus Gerdemann snyde dem for massespurten.

Det sker ikke denne gang, for der er ikke meget hokuspokus over etapen. Nok er der en ikke uvæsentlig stigning på programmet, men den kommer alt for tidligt til at kunne bruges til noget - især fordi ingen af sprinterholdene har interesse i at gøre det hårdt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Derfor venter der en nem og kort dag. De små hold vil formentlig etablere et udbrud fra km 0, og de kan så dyste om bjergpointene, mens Bora, UAE og Alpecin kontrollerer. De vil langsomt trække dem ind, og så er der lagt op til boulevardspurt langs kysten. Det mest interessante bliver, om de henter udbruddet så tidligt, at den indlagte spurt og bonussekunder kan komme i spil, men det er trods alt usandsynligt med hele 27 km til mål.

Derfor vil de fleste være friske, når der efter bare ca. tre timer skal spurtes. Finalen kunne ikke være enklere. Hele 4 km lang og hele 8 m bred er opløbsstrækningen, og det giver plads til alle. Det bliver med andre ord et slag på ren fart, hvor risikoen for at blive lukket inde er relativt lille, og hvor positionering derfor spiller en knap så vigtig rolle.

Netop derfor peger jeg på Fernando Gaviria. Colombianeren har ikke været til at blive klog på i år, men generelt har han været uhyre skuffende. Klatreevnerne synes helt væk, og han har senest fejlet i Limousin, Bretagne og Bruxelles, også selvom han vandt en lidt atypisk etape i Frankrig. Farten er til gengæld stadig tårnhøj, som vi så i Kina sidste år, i foråret i San Juan og ikke mindst i Burgos, hvor han vandt en etape. Problemet er positioneringen, men den kan løses i denne finale, hvor hans tog med Juan Sebastian Molano og Maximiliano Richeze endda ligner det måske stærkeste, også selvom de har skuffet i år. Det kombineret med den høje fart gør ham til min favorit.

Jeg var dog uhyre tæt på i stedet at pege på Tim Merlier. Hans spurtsejr i Bruxelles var dybt imponerende og ganske overlegen, og det bekræfter bare, at han har farten til at slå de allerbedste. Hans positionering har dog haltet lidt, hvorfor han eksempelvis blot blev nr. 3 i Vallonien, hvor han kun kørte én spurt. Her er opløbet imidlertid bredt, og et tog med Kristian Sbaragli og ikke mindst Mathieu van der Poel er meget bedre end det, han har haft hidtil.

Sidste år ville jeg aldrig have nævnt Davide Ballerini, men det er der grund til nu. Italieneren er blevet lynhurtig og vandt endda en helt klassisk massespurt af denne type i Polen. Senere var han uhyre tæt på at slå Nizzolo ved de nationale mesterskaber, inden han kørte et fremragende lead-out for samme Nizzolo ved EM og blev nr. 2 bag Merlier i Bruxelles. Toget med Bert van Lerberghe og Florian Senechal er potentielt det stærkeste. Alt sammen betyder det, at Ballerini meget vel kan etablere sig som Deceunincks Giro-sprinter ved også at vinde her.

Normalt skulle man jo have Pascal Ackermann som en af de tunge favoritter, men det er sværere nu. Tyskeren har været en skygge af sig selv gennem hele 2019. Helt galt gik det i Polen, inden han blev slået af de normalt langsommere Nizzolo og Arnaud Demare ved EM, og senest trådte han nærmest firkantet i Bruxelles. Toget er også svagere end vanligt, men han har heldigvis stadig Rudiger Selig hos sig. Han er en af verdens bedste lead-out men, og sætter han Ackermann godt op, kan man håbe, at tyskeren genfinder lidt af fordums styrke.

Sunweb stiller med Alberto Dainese, der i Australien viste, at han allerede kan matche de bedste. Til gengæld skuffede han i Polen, hvor farten ikke var som ventet. Denne boulevardspurt og lette etape burde dog være skræddersyet til ham, og i Michael Matthews har han en fremragende lead-out man. Nu skal han bare finde den fart, han ikke havde i Polen for en måned siden.

Endelig får Phil Bauhaus lov at spurte uden at tage hensyn til Mark Cavendish. Det så nemlig så lovende ud i Saudi Tour, hvor han var næsten skræmmende stærk. Desværre har han skuffet efter pausen, da han endelig fik chancen i Polen og senest med en 3. plads i Coppi e Bartali, hvor han bestemt ikke imponerede. Denne lette boulevardspurt burde dog passe ham, og han har i Ivan Garcia Cortina en fremragende lead-out man. Det er ikke helt udelukket, at de kører for spanieren, men han burde ikke have farten på så let en etape, hvorfor det bør være en dag for tyskeren.

CCC stiller med Szmyon Sajnok, der har taget store skridt siden 3. pladsen i Madrid sidste år. Her viste han netop, at han køre en boulevardspurt som denne, og han viste senest samme fine fart i Polen. Han havde et svært Poitou-Charentes efter et styrt, men forhåbentlig er han bedre nu. Han mangler et decideret lead-out, men har stærke folk omkring sig, og i denne finale handler det først og fremmest om at vise sin fine fart.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

For Davide Cimolai er denne etape for let, og han får svært ved at være med helt i front. Han har nemlig heller ikke ramt fordums fart, hverken før eller efter pausen, hvor også hans ellers gode positionering har svigtet ham. Han viste dog god form som hjælper ved EM, og vi så i Giroen, at han kan være relativt langt fremme også på denne slags etaper. Toget med Alex Dowsett og Rick Zabel ser stærkt ud, og derfor bør det blive til et godt resultat.

Jeg er ret spændt på at se Attilio Viviani . Han vandt allerede sidste år og kom flot fra start med sejr i Afrika i januar. I UAE Tour fik han en top 10 i skrapt selskab, og senest blev han nr. 8 i Poitou-Charentes. Denne lette etape burde passe ham, og toget med Piet Allegaert og erfarne Fabio Sabatini ser ganske kapabelt ud. Her får han endelig chancen for at vise, hvor langt farten virkelig rækker. Det kan ikke udelukkes, at holdet satser på Allegaert, men i denne slags finale bør det være for Viviani.

Movistar stiller med banerytteren Albert Torres, der efter en periode uden mange resultater pludselig viste sin gamle hurtighed med en 6. plads i Polen. Han imponerede stort med aggressiv kørsel i Bretagne og synes i fremragende form. Det er en udfordring, at han er ret alene, men i denne finale betyder det mindre. Han har i hvert fald ofte vist på Mallorca, at han er ganske hurtig, også i skrapt selskab.

Vini Zabu stiller med Riccardo Stacchiotti, der i 2019 viste, at han har farten til at begå sig i et felt som dette. Det nåede han også at vise med en god spurt i Sibiu Tour, men senest havde han et skuffende løb i Ungarn. Det giver bekymringer for formen, men på denne lette etape bør han være med fremme, især fordi han i denne finale ikke betaler en dyr pris for ikke alt for imponerende tog med Marco Frapporti og Luca Wackermann.

En spændende outsider er nyprofessionelle Florian Vermeersch. Med en 4. plads i Bruxelles kom han flyvende fra start i en karriere, der startede 1. august. Løbet her er måske for let til at passe ham specielt godt, men når han kan slå Ackermann i en ganske vist stigende spurt i Bruxelles, er der potentiale. Toget med Stefano Oldani og Nikolas Maes kan også støtte ham hæderligt.

Gazprom stiller med Imerio Cima , der har fine resultater på dette niveau, blandt andet en 3. plads i Coppa Bernocchi sidste år. Han er slet ikke holdbar, men ganske hurtig, og derfor burde denne etape passe ham. Desværre har han skuffet i år og stort set intet vist, men her burde han med sin fart og støtte fra Marco Canola kunne gøre det ganske godt.

Androni har Luca Pacioni, der var så lovende for nogle år siden, men gik i stå i 2019. Heldigvis så det ganske fornuftigt ud med tre top 10-placeringer i Ungarn, og dette burde være en ganske fin etape for en ren sprinter som ham. Han har endda i Jhonatan Restrepo en ganske fin lead-out man, og i denne finale er han ikke hæmmet af, at holdet ikke er blandt de stærkeste.

Endelig vil jeg pege på Magnus Cort. Danskeren burde her få chancen for at spurte. Etapen er nok for let for ham, og han er helt alene i finalen, hvilket burde koste med hans knap så gode positionering. I denne finale er der dog masser af plads, og her får han måske mulighed for at vise, at lidt af den gamle fart er der, selvom der nok mangler udfordringer til, at han kan være med helt i front.

Hos Total viste Lorrenzo Manzin endelig lidt liv i Poitou-Charentes, men jeg tror ikke længere på, at han kan være med helt fremme på dette niveau. Etapen er for let til, at Fabio Felline, Andrea Vendrame, Carlos Barbero eller Benjamin Thomas kan vinde, og Giovanni Lonardi er gået helt i stå. Endelig er der Jumbo, der har tre kandidater i Pascal Eenkhoorn, Timo Roosen og Mike Teunissen . Teunissen er nok hurtigst, men kører første løb efter en skadespause og skal bare finde form. Efter sejren i Coppi e Bartali kører de nok for Eenkhoorn, men hverken ham eller Roosen vinder en boulevardspurt i dette selskab.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Davide Ballerini

Outsidere: Pascal Ackermann, Alberto Dainese, Phil Bauhaus, Szymon Sajnok, Davide Cimolai

Jokers: Attilio Viviani, Albert Torres, Riccardo Stacchiotti, Florian Vermeersch, Imerio Cima, Luca Pacioni, Magnus Cort

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO