Optakt: 1. etape af Tirreno-Adriatico

SÆT DIT MANAGERHOLD TIRRENO-ADRIATICO

Ruten

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men for første gang siden 2010 var det i 2020 ikke en tidskørsel, der åbnede ballet. Holdløbet var nemlig taget af programmet til fordel for en ekstra sprinteretape, der kom allerede på førstedagen, og den model fastholdes i år. Således bliver det igen de hurtige folk, der kan se frem til at skulle kæmpe om den første førertrøje, som Pascal Ackermann spurtede sig til for et år siden, og det endda på en etape, der blot er en modificeret udgave af sidste års lette åbningsetape.

Selvom der ikke længere er tale om et holdløb, er lokationen den samme. Igen er der nemlig både start og mål i kystbyen Lido di Camaiore, hvor arrangørerne har designet et rundstrækningsløb med to forskelle rundstrækninger til en samlet distance på bare 156,0 km. Først kører man mod nordøst ud gennem byen, hvor man rammer den første rundstrækning. Den er 33,5 km lang og skal tilbagelægges tre gange. Den indledes med en tur igennem fladlandet, når man kører mod sydøst, inden man drejer mod nord ud i bakkerne øst for kysten. Her skal man over Pitoro-stigningen (3,9 km, 5,6%, max. 10%), som slutter relativt stejlt med 2,7 km med 7,4% og passeres efter hhv. 13,8 km, 37,3 km og 60,9 km. Derefter bliver man kortvarigt på et plateau, der leder mod nordøst, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest, hvorefter man kører igennem let faldende terræn mod nordvest og sydvest ned til byen Camaiore, hvor rundstrækningen afsluttes.

Efter de tre omgange rammer man den anden rundstrækning i første rundstræknings udgangspunkt, og her lægger man ud med at køre det meste af en omgang. Det betyder, at man følger en flad, lige vej mod nordvest op igennem Pietrasanta op til byen Vallechia, hvorfra man ad en lige så flad og lige vej kører mod sydvest ud til kysten, der følges ad en lang, lige boulevard mod sydøst ned til målstregen, der krydses for første gang efter 93,7 km.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Herefter kører man to hele omgange på den 29,1 km lange runde, der er stort set rektangulær, fladere end fladeste pandekage og indledes med, at man kører mod nordøst ud til det punkt, hvor man før ramte rundstrækningen. Med andre ord er der tale om få sving og lange, lige veje, og der er en spurt i Petrasanta på første omgang efter i alt 107,8 km. Det sidste af de få sving tages med 8,6 km igen, hvorefter en helt lige, 8 m bred og pandekageflad boulevard leder hele vejen mod sydøst ned langs kysten til målet ud for strandpromenaden.

I forhold til sidste år er første rundstrækning let modificeret, så man kører Pitoro fra en stejlere side, og anden rundstrækning er forlænget ved at køre længere mod nord inden vendingen, hvormed etapens distance øges med 23 km.

Etapen byder på i alt 1031 højdemeter.

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. Sidste år indledtes løbet med en etape i stil med denne, og her sejrede Pascal Ackermann foran Fernando Gaviria og Magnus Cort. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

SÆT DIT MANAGERHOLD TIRRENO-ADRIATICO

 

Vejret

Vejret tegner til at blive usædvanligt dårligt i år, men starten bliver flot. Der vil kun være ganske, ganske gå skyer på en solrig dag med temperaturer på 15 grader. Der vil blot være en let vind (10-13 km/t), først fra sydvest og senere mere fra vest. Det giver primært sidevind på første rundstrækning, dog med medvind på stigningen og plateauet. Det samme gælder for sidste rundstrækning, hvor der er sidevind på begge langsider. Efterhånden som vinden går mere i vest, får man dog mere sidemodvind på første del og sidemedvind på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Der er nok mange, der savner den spektakulære indledning på løbet, som vi igennem alle årene med holdløb havde vænnet os til. Til gengæld betyder dets fravær også, at en hel serie favoritter ikke reelt er ude af billedet allerede efter første dag, og det er derfor et mere åbent klassement, der tegner sig, når løbet har en betydeligt mere fredsommelig åbning.

Fredsommelig er den i hvert fald. Egentlig skal man slet ikke undervurdere den lille stigning, der faktisk er ret svær over de sidste kilometer og med den ændrede opkørsel også sværere end på sidste års første udgave af denne etape. Den kommer imidlertid alt for langt fra mål til, at det giver mening at udnytte den offensivt eller til at lægge pres på. Erfaringen med 1. etape i et etapeløb som dette er, at rytterne har det fint med at komme roligt i gang, særligt fordi der venter to lange og svære dage efterfulgt af de to vanskeligste etaper, og derfor er der formentlig igen i år en fin forståelse mellem alle feltets hold om, at de kommer stille og roligt i gang.

Jeg forventer derfor heller ikke det store drama fra start. De italienske wildcard-hold er altid flinke til at gå i udbrud i dette løb - også fordi pointsystemer er sådan indrettet, at en lille rytter uden de store klatreevner meget vel kan vinde bjergtrøjen - og derfor vil vi formentlig fra km 0 få etableret en gruppe med deltagelse af Androni, Eolo, Gazprom og måske også det sprinterløse Qhubeka-mandskab. Herefter må man formode, at Lotto tager kontrol, og de kan tænkes at få hjælp af Deceuninck og formentlig også Alpecin, selvom de ikke har for vane at arbejde på sprinteretaper. UAE vil nok ikke arbejde for Fernando Gaviria, der er sejrsløs i uendelig lang tid, men måske vil vi se Cofidis gøre en indsats for en efterhånden mere velkørende Elia Viviani.

Uanset hvad er interessen i en spurt stor, og mens udbryderne kan slås om bjergtrøjen, vil snoren formentlig blive holdt relativt stram over den korte etape. Herefter venter en relativt let dag, hvor udbruddet må formodes at blive trukket ind i tide til en stensikker massespurt på en dag uden de store højdepunkter. Den indlagte spurt kommer ret tidligt, og med flere hold med en interesse i at gå i udbrud, er det svært at se, at der bliver mulighed for feltet for at gå efter bonussekunder. Som vanligt blæser det ikke meget i området, og selvom der er sidevind det meste af dagen, vil det næppe skabe andet end højst en smule nervøsitet.

Massespurten burde altså være sikker, og det er en helt enkel en af slagsen. Det sidste sving kommer med 6,8 km igen, og derefter venter en klassisk boulevardspurt på en endda 8 m bred vej. Der er med andre ord masser af plads til at lade farten tale, og betydningen af lead-outs er derfor ikke altafgørende. Vi ved dog også, at disse boulevardspurter efter lette etaper kan blive meget kaotiske, og i et felt uden de store forkromede tog kan vi meget vel se en ret rodet affære, hvor ingen bliver sat ordentligt op, og hvor risikoen for at blive lukket inde trods den brede vej kan være relativt stor.

Netop fraværet af de bedste tog og det sandsynlige kaos kan også give overraskende udfald, men det er svært ikke at have Caleb Ewan som favorit. De fleste af hans værste rivaler er samlet i Tirreno, og han fremstår sammen med Tim Merlier som den hurtigste i dette felt. Han kom mildt sagt rustent i gang, men da han rundede UAE Tour af med at vinde netop en boulevardspurt som denne, fik han vist, at farten er helt intakt, og at han stadig kan køre disse spurter efter flade og lette dage.

Ewans udfordring er den sædvanlige. Toget med Tosh van der Sande, Roger Kluge og Jasper de Buyst fejlede igen i Emiraterne, og jeg frygter, at det samme kan ske her. Heldigvis er konkurrencen her mindre, og på papiret ligner de altså et af de stærkeste hold. Samtidig er den brede vej en fordel, da den mindsker risikoen for, at Ewan nok engang bliver lukket inde, og generelt er han ganske god til at finde en vej ud, selv når det kikser. Med den fine fart han viste i Abu Dhabi for halvanden uge siden må Ewan være manden, der skal slås.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Jeg er meget spændt på, hvordan Deceuninck griber det an. De kan nemlig spurte med både Davide Ballerini og Alvaro Hodeg, og det er ikke klart, hvem der er den foretrukne. I Giroen var det på de lette etaper Hodeg, der er en mere klassisk sprinter, men med den fart og form, Ballerini har vist, tror jeg faktisk, at de bytter rundt på rollerne. Ballerini har vist, at han kan slå en supersprinter som Arnaud Demare, og i hans hjemmebaneløb vil det være naturligt at udnytte hans momentum.

Vi så dog også Ballerinis begrænsninger på de lette dage, da han blev slået af Phil Bauhaus i Provence, og jeg er derfor heller ikke så meget i tvivl om, at folk som Ewan og Merlier er hurtigere på en etape som denne. Ballerini har dog én klar fordel. Deceninck har med Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Alvaro Hodeg, Zdenek Stybar og slutteligt Bert van Lerberghe, der har kørt fine lead-outs, det eneste sublime tog, og meget taler for, at Ballerini sættes bedst op. Sker det, skal Ewan og Merlier ikke sidde meget længere tilbage for ikke at kunne nå forbi.

Jeg vil dog bestemt ikke udelukke, at Hodeg skal have sin chance. De andre sprinteretaper er sværere og ligger meget bedre til Ballerini, og skal Hodeg have sin chance, skal det formentlig være på denne etape. Han har ikke spurtet meget det sidste års tid, men hans spurter i 2020 var generelt meget skuffende. Giroen viser dog, at han i dette felt uden mange supersprintere sagtens kan vinde, når han sættes bag det tog, der er klart det bedste.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Tim Merlier kan slå Ewan på ren fart. Belgieren er lynhurtig, som vi så i sidste års udgave af dette løb, hvor han vandt en etape foran flere af verdens supersprintere, og hans fart har vi senest set med de helt suveræne sejre i Le Samyn og GP Monseré. Formen synes fremragende, men desværre har Merlier en gigantisk svaghed, nemlig positioneringen, der også var lige ved at koste ham sejren i søndags, hvor han dog var suveræn nok til at rette op på det.

Heldigvis har han Jonas Rickaert, Gianni Vermeersch og Mathieu van der Poel ved sin side, men sidstnævnte har vist sig at være en overraskende dårlig lead-out man. Jeg er meget bekymret for, at Merlier slet ikke kan spurte ordentligt, og sidste år var det også kun på én af sprinteretaperne i dette løb, at han kom frem. Den vandt han til gengæld, og det viser, at Merlier er hurtig nok, hvis bare han får sig anbragt ordentligt.

Man kan bestemt heller ikke udelukke, at onsdag giver genrejsning til Elia Viviani. Trods nylige hjerteproblemer var der lidt af den gamle fart i italieneren i UAE Tour, hvor han særligt så godt ud med 2. pladsen på 6. etape. Her var det reelt kun Sam Bennett, der var hurtigere (Ewan kom dog heller aldrig frem), og det vidner om, at han kan vinde i dette felt. Vigtigst af alt positionerede han sig nemlig igen fremragende i Emiraterne, og her har han endda et meget stærkere tog med Kenneth Vanbilsen, Nathan Haas, bror Attilio, Jempy Drucker og Fabio Sabatini. Det ligner et af de bedste hold, og kombinerer man det med Vivianis egen positonering og genfundne fart, ser det faktisk ganske fornuftigt ud.

Hvad med Fernando Gaviria? Det er godt nok svært at bevare optimismen efter et UAE Tour, der bestemt ikke var lovende. Omvendt synes jeg faktisk, at man kunne se en relativt fornuftig fart de sidste dage, hvor han dog igen betalte prisen for altid at sidde alt for langt tilbage. Det vil han sikkert også gøre her, selvom toget er blevet styrket med Ivo Oliveira i tillæg til den fallerede Maximiliano Richeze, men heldigvis er der plads til at lade farten tale. Vi skal ikke glemme, at Gaviria for et år siden stadig var så hurtig, at han på både 1. og 2. etape blev nr. 2 bag Ackermann i dette løb. I det lys har han vist, at han kan være med i præcis denne meget enkle finale. UAE Tour giver akkurat nok håb til at håbe på et resultat.

Det har været en fornøjelse at se Matteo Moschetti i år. Det italienske sprintertalent så i Provence og UAE Tour ud til at have genfundet farten, men desværre sad han hver gang for langt tilbage, inden han nok engang var ramt af et ærgerligt styrt. Heldigvis skulle han være sluppet nådigt, og han burde i hvert fald nok kunne klare denne lette etape. Faktisk er det en herlig chance for at se en relativt frisk Moschetti vise, om han stadig har den fart, der gav ham to flotte sejre på Mallorca sidste år, og som har gjort ham til et af de mest spændende sprintertalenter. Nu skal han bare genfinde positioneringsevnen, men med et tog, der tæller Ryan Mullen og Emils Liepins, står han denne gang ikke helt svagt.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Wout van Aert har jo vist, at han kan vinde massespurter, men kan han også vinde en bouleardspurt efter en let dag. Det tvivler jeg stadig på, for vi så hans begrænsninger i Paris sidste år, hvor spurten endda var stigende. Omvendt blev han nr. 2 i det helt flade Milano-Torino, hvor kun Demare slog ham, og det viser, at det er muligt, hvis omstændighederne er de rette. Han burde have fin støtte af Edoard Affini, Nathan van Hooydonck og Timo Roosen, men noget rigtigt tog er det ikke, og han er næppe alt for risikovillig. Jeg tvivler på projektet, men Van Aerts spurter sidste år, ikke mindst i Torino, viser, at han sagtens kan overraske igen.

Hvad med Peter Sagan? Disse boulevardspurter har aldrig været noget for ham, for han har altid manglet topfarten. Alligevel er det i kraft af den gode positionering lykkedes ham at vinde nogle stykker, og det viser, at det med det rette held kan lade sig gøre. Denne gang tror jeg bare ikke, at han er i særligt god form. Han har været ramt af covid-19 og skubbet sin sæsondebut to gange, og samtidig har mønstret de seneste år været, at han har skullet bruge et hav af løb - gerne en grand tour - for at finde sit topniveau. Sporene fra 2019, hvor han også var syg inden Tirreno og først fandt formen til allersidst i Roubaix, skræmmer, og jeg regner derfor ikke meget med Sagan i svært terræn. På denne etape kan han dog helt sikkert spurte, og vi ved af erfaring, at man aldrig skal sige aldrig med Sagan, der med sin positionering altid får et fornuftigt resultat.

Niccolo Bonifazio er bestemt ikke favorit, men han er farlig dark horse. Det var han nemlig også, da han for et år siden højst overraskende vandt en etape i Paris-Nice, og det viser, at han med det rette held har farten til at vinde også på WorldTour-niveau. Hans positionering er fremragende, og hans tog med Julien Simon, Adrien Petit og Lorrenzo Manzin , der næppe får sin chance, ser lovende ud. Desværre er han også en meget svingende størrelse med en enorm forskel på top- og bundniveau, og hans kørsel i år har ikke været lovende. Han blev dog nr. 8 på sidste etape i Provence, og selv i formsvag tilstand kan han køre en let etape som denne. Farten og positioneringen har han i hvert fald.

DSM kommer med Max Kanter, der aldrig er blevet den store sprinter, man kunne have drømt om. Med to tredjepladser i Vueltaen viste han dog bedre takter mod slutningen af 2020, men til gengæld viste Provence også, at hans positionering stadig er en alt for stor akilleshæl. Her er han hjulpet af den enkle finale, og hans tog med Joris Nieuwenhuis og Nikias Arndt ser slet ikke værst ud. I et felt med relativt få sprintere bør Kanter med den fart, han viste i Vueltaen være en af de hurtigste i en boulevardspurt, men det kræver, at han denne gang sidder rigtigt.

Eolo stiller med Manuel Belletti, der med sin fart og positionering i flere år var en stensikker mand i top 10 i disse løb. Han har dog ikke spurtet meget i et 2020, hvor han nærmest ikke kørte løb, men tre top 4-placeringer i San Juan vidner om, at han for et år siden stadig var konkurrencedygtig. Han blev da også nr. 8 i Milano-Torino, men han har ikke kørt en spurt siden den 5. august. Han har heller ikke megen støtte på et hold med kun Vincenzo Albanese til et lead-out, men hans positionering har altid været hans styrke. Den kan igen sikre ham et godt resultat, selvom sejren næppe er realistisk.

Israel SUN har både Davide Cimolai og Hugo Hofstetter, og det vil ligne dem at lade dem køre hver deres spurt. Mest tiltro skal man have til Cimolai, der spurtede ganske godt i 2019, men i 2020 desværre slet ikke fandt hverken samme fart eller sin gode positioneringsevne.  I forvejen er han bedst efter de hårdere dage, og derfor vinder han ikke denne boulevardspurt. Genfinder han takterne fra 2019, bør han med sin positionering dog ende fint. Hofstetters styrke er netop positioneringen, men til gengæld har han aldrig været specielt hurtig i en flad spurt. Han ender næsten altid i top 10, men vinder til gengæld også uhyre sjældent, og sådan går det sikkert også denne gang.

Der er også Luka Mezgec. Heller ikke sloveneren er på nogen måde en mand til en let sprinteretape som denne, og det er derfor stærkt usandsynligt, at han vinder. Positionering er heller ikke spidskompetencen, og hans eneste støtte i dette løb kommer formentlig fra Robert Stannard, hvis Jack Bauer og Michael Hepburn skal passe på Simon Yates. Han lavede dog en hæderlig 8. plads i den sidste boulevardspurt i Emiraterne, og da han har gjort det samme i Polen, kan han også gøre det igen i dette felt.

Endelig vil jeg pege på Matteo Malucelli. Egentlig var han engang ganske lovende og konkurrencedygtig også på dette niveau, men i de senere år synes han at have tabt topfarten. Han var dog stadig relativt langt fremme i en del spurter sidste år, og det bør han også kunne være i dette felt. Denne lette boulevardspurt passer ham, og han har allerede vundet i år, selvom det ”bare” var i Vuelta al Tachira. Han mangler støtte, men tidligere var han glimrende til at positionere sig. Androni har også den uhyre lovende Natnael Tesfatsion¸ der klatrede så godt i søndags og faktisk også er hurtig, men på denne type etape må holdet køre for Malucelli.

Blandt de øvrige sprintere har jeg svært ved at se et topresultat. Ivan Garcia Cortina mangler farten til at vinde en let sprinteretape i en boulevardspurt, og det samme gælder for Andrea Vendrame. På Arkea er Thomas Boudat positioneringssvag og endda uden megen støtte.  Astana vil måske spurte lidt med Alex Aranburu eller Fabio Felline, men heller ikke de kan vinde så let en etape. Andrea Pasqualon får af og til sneget sig i top 10 i massespurter og er i form, men uden megen støtte bliver det sværere, og etapen er også for ham for let. Bahrain vil prøve med Fred Wright, men på egen hånd får den uerfarne brite det svært, og på Gazprom mangler Marco Canola farten i en flad spurt. Michal Kwiatkowski har faktisk før kørt massespurter her, men det anser jeg som usandsynligt denne gang. Endelig skal Lukasz Wisniowski måske give den et skud for Qhubeka og Benjamin Thomas for FDJ, men top 10 virker ikke realistisk.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Tim Merlier

Outsidere: Alvaro Hodeg, Elia Viviani, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti, Wout van Aert,

Jokers: Peter Sagan, Niccolo Bonifazio, Max Kanter, Manuel Belletti, Davide Cimolai, Hugo Hofstetter, Luka Mezgec, Matteo Malucelli

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2020.

LIVESTREAM TIRRENO-ADRIATICO OG PARIS-NICE