Optakt: 1. etape af Tour de France

SÆT DIT TOUR-MAANGERHOLD - VIND FEDE PRÆMIER

Ruten

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det faktisk snarere været undtagelse, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. I stedet er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, efter at de i nyere tid fik deres første mulighed i 2013, og efter tilsvarende chancer i 2014, 2016 og 2018 ventes de hurtige folk for femte gang på bare syv år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Det sker, når 2019-udgaven som en markering af 50-års jubilæet for Eddy Merckxs første Tour-sejr indledes i den belgiske hovedstad Bruxelles, hvor man med en passage af den berygtede Mur i Geraardsbergen og Bosberg undervejs får en fornemmelse af forårets flamske klassikere, men hvor det formentlig kun er stress, styrt, nervøsitet og mulig sidevind, der kan stå i vejen for, at en massespurt skal bestemme den første indehaver af den gule førertrøje.

I alt skal der tilbagelægges 194,5 km, der har både start og mål i Bruxelles. Efter en lang neutral zone, der leder gennem Bruxelles ud til den vestlige udkant, indledes etapen med, at man igennem fladt terræn kører mod sydvest ud af storbyen, inden man sætter kursen mod vest med retning mod De Flamske Ardenner, der kendes fra de flamske klassikere. Her passerer man igennem den gamle målby for Flandern Rundt, Ninove, inden han man drejer mod sydvest for at køre ned til den i cykelsportsmæssig sammenhæng så kendte by Geraardsbergen. Her drejer man mod øst for at køre op ad de to stigninger, der i gamle dage udgjorde finalen af netop Flandern Rundt og i dag afslutter Omloop Het Nieuwsblad. Således skal man efter 43,5 km over den frygtede Mur van Geraardsbergen (1,2 km, 7,8%), der som bekendt byder på brosten og en stigningsprocent på op til 13, og som her tæller som en kategori 3-stigning, inden man fortsætter direkte frem til den ligeledes brostensbelagte Bosberg (1 km, 6,75), der har top efter 47,5 km, og som her er i kategori 4.

Efter stigningerne drejer man mod sydøst og syd for igennem fladt terræn at forlade De Flamske Ardenner og fortsætte hele vejen ned til Charleroi. I byens nordlige udkant vender man rundt for at køre mod nord. Her skal man efter 118 km over den 1800 m lange pavé Chaussée de Fleurus, inden man kører frem til dagens indlagte spurt, der kommer efter 125 km for enden af en flere kilometer lang vej, der til slut er ganske let stigende. Herefter bliver det om muligt endnu fladere, mens man snor sig mod nord, nordøst og til sidst nordvest ind mod centrum af Bruxelles, hvor terrænet i den sidste del atter bliver en anelse mere kuperet. Til slut fortsætter man ind gennem byen til den nordlige udkant, idet man drejer skarp tre gange med hhv. 4200, 2700 og 3200 m igen, men derefter er der bare en blød kurve ved 2 km-mærket, inden vejen bugter sig let mod højre ind på den 250 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. På de sidste 5 km falder det først let og flader så ud, inden det slutteligt stiger let over de sidste 2 km, den sidste kilometer med 2,5% i snit og stejlest på de sidste 500 m.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 1533 højdemeter.

Tour de France havde senest mål i Bruxelles i 2010, hvor Alessandro Petacchi spurtede sig til sejr på 1. etape, men er i cykelmæssig forstand mest kendt som mål for Brussels Cycling Classic, det tidligere Paris-Bruxelles, der sidste år blev vundet af Pascal Ackermann. Derudover har Eneco/BinckBank Tour haft mål i byen tre gange, nemlig i 2013, hvor Arnaud Demare sejrede, i 2009, hvor Tyler Farrar var hurtigst, og i 2008, hvor Edvald Boasson Hagen viste sig som feltets bedste sprinter.

Vejret

For en uges tid siden gispede hele Europa efter vejret i den ekstreme hede, men heldigvis er varmen nu sendt tilbage til Sahara. I stedet er der lagt op en nærmest perfekt indledning på årets Tour på en lørdag, der måske nok vil byde på enkelte skyer, men også en del solskin, tørvejr og en temperatur på 26 grader. Drømmen om eller frygten for kraftig vind ser heller ikke ud til at skulle materialisere sig, da der blot ventes en jævn vind fra først en vestlig, men hovedsageligt en nordvestlig retning. Det giver først sidemodvind, siden medvind og til slut sidemodvind på turen tilbage mod Bruxelles, dog afbrudt af et kort sidevindsstykke på de 14 km mellem km 152 og km 166. Derefter vil der være mod- og sidemodvind ind gennem Bruxelles. På de sidste 5 km vil der være sidemodvind næsten hele vejen.

Favoritterne

Da Tour-arrangørerne i 2008 fjernede bonussekunderne, så det ud til, at sprinterne kunne skyde en hvid pind efter drømmen om den gule trøje. Frem til da havde det ellers været kutyme, at temaet for den første sprintervenlige uge var, at de hurtige folk skulle forsøge via spurtsejre at vinde tilstrækkeligt med tidsbonus til at overkomme et tidstab fra prologen og således få sig en dag eller to i gult inden bjergene.

Den mulighed forsvandt i årene fra 2009 til 2012, men siden er der opstået nye muligheder for, at også sprinterne kan smage på den gule drøm. Efter Christian Prudhommes magtovertagelse er prologstarten nemlig snarere blevet undtagelsen end reglen, og siden 2013 er man ved hele fire lejligheder startet med en sprinteretape, hvor de hurtige folk har kunnet spurte sig til den gule trøje. Det gjorde Marcel Kittel i både 2013 og 2014, Mark Cavendish i 2016 og senest Fernando Gaviria i 2018, men i alle tilfælde blev der blot tale om en enkelt dag i den fine trikot - i de tre første tilfælde, fordi der allerede den følgende dag ventede der så svære stigninger, at de tunge folk faldt fra, og i det sidste tilfælde, fordi Gaviria blev passeret af Peter Sagan efter at have kikset spurten på 2. etape.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

I år får sprinterne igen chancen, og modsat sidste år er der denne gang kun ét skud i bøssen. Allerede søndag venter der nemlig et holdløb, og dermed er det kun de sprintere, hvis hold kan være med i kampen om sejren på 2. etape, der har mulighed for at forsvare en trøje eller få yderligere en chance for at erobre dem. Derfor er det et ekstremt sultent og topmotiveret sprinterkobbel, der stiller til start i Bruxelles, i denne weekend.

I de foregående udgaver var der ekstremt meget hype om den indledende sprinteretape, fordi særligt Mark Cavendish var næsten desperat for at erobre sin første gule trøje. Med tanke på, at det nu synes at være reglen snarere end undtagelsen, at 1. etape er en sprinteretape, har lørdagens spurt ikke helt samme karakter af knald eller fald som tidligere. De fleste af topsprinterne er nemlig relativt unge og kan se frem til formentlig at få en chance igen senere.

Det ændrer dog ikke på, at prestigen er enorm. Af gode grunde er 1. etape mere imødeset end de fleste andre, og der tales om den i dagevis op til løbet. Medieeksponeringen på førstedagen er også større end på en tilfældig etape midt i løbet, og derfor er lørdag en af løbets allervigtigste dage. Særligt for de to belgiske storhold, Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal - Wanty får trods alt svært ved at vinde - er etapen måske løbets allervigtigste, ikke mindst fordi de også begge har en af etapens helt store favoritter på holdet. I feltet er Peter Sagan den eneste sprinter, der faktisk har været i gult, og derfor er chancen for, at der bliver tale om en første oplevelse i sportens måske allervigtigste trøje, meget stor.

En massespurt bliver det nemlig. Ganske vist har terrænet karakter af en belgisk klassiker, når man undervejs skal over både Muren og Bosberg samt en relativt ukendt pavé syd for Bruxelles, men de kommer alle alt for tidligt til at spille den mindste rolle. Det eneste, der kunne forhindre sprinterne i at komme til fadet, var sidevinden, men den bliver der ikke meget af. Der vil endda hovedsageligt være mod- og sidemodvind på turen tilbage mod Bruxelles, og det vil kvæle al drama.

Det betyder dog ikke, at det bliver en let dag - tværtimod. Stressniveauet under Touren er enormt, og det gælder særligt på 1. etape, hvor adrenalinniveauet af gode grund har fået en ekstra tand, inden løbet begynder at blive hverdag. Derudover er alle endnu helt friske og i absolut topform, og det betyder, at der fortsat er et næsten fuldt felt, der vil deltage i positionskampen. Der er en grund til, at Touren er noget helt særligt, og det vil løbets debutanter allerede få at mærke med det samme.

I de senere år har vi heldigvis set, at 1. etape ikke er blevet helt så nervøs som tidligere, og man kan håbe på, at vi også i år vil undgå dramatiske styrt. Det vil den begrænsede vind bidrage til, men det ændrer ikke på, at det vil være enormt stressende ved i hvert fald fire lejligheder. Første gang, vi vil opleve positionskamp, vil være i forbindelse med de to stigninger, anden gang i forbindelse med den tredje pavé, tredje gang på sidevindsstykket mellem Waterloo og Overijse og fjerde gang i forbindelse med finalen. Risikoen for styrt og tidstab er uanset hvad meget stor, og blandt andre Chris Froome, Adam Yates og Richie Porte - for Nairo Quintanas vedkommende skyldtes det en punktering - vil kunne erindre, hvordan et styrt på sidste års åbningsetape kostede tid allerede på den allerførste dag.

Ser man bort fra stressniveauet, vil etapen forløbe relativt udramatisk. I de senere år er udbruddet blevet etableret fra km 0, og det vil formentlig også være tilfældet i år. Alle ved, at det ender i en massespurt, og det eneste incitament til at gå i udbrud er udsigten til en bjergtrøje. Den udsigt bør imidlertid også være meget tillokkende, ikke mindst fordi der vil være noget særligt i at erobre prikkerne på Flanderns mest berømte stigning. Pointsystemet er sådan indrettet, at første mand på Muren vil tage trøjen - også selvom han ikke skulle score point på Bosberg - hvis blot vedkommende gennemfører etapen, og mange vil drømme om at få den ære.

Wanty skal naturligvis i udbrud på deres hjemmebaneetape, men også andre hold kan tænkes at have planer. Det gælder Katusha, der med deres svage hold skal angribe i øst og vest og for dem vil en tidlig bjergtrøje være en succes. Mads Würtz har da også allerede givet udtryk for netop den ambition, mens måske særligt Nils Politt eller endda Jose Goncalves kunne være muligheder for det schweiziske hold. Andre kandidater er CCC - det kunne være lidt frisk af Greg Van Avermaet at gå efter en bjergtrøje på hjemmebanen - samt Cofidis, Arkea, Direct Energie og Dimension Data. Eksempelvis ville det være oplagt for Direct Energie at gå efter bjergtrøjen med Niki Terpstra, der ville elske at erobre prikkerne på Muren, men de har i Anthony Turgis også en anden kandidat. Wanty kunne forsøge sig med Frederik Backaert, Aime De Gendt, Yoann Offredo eller Xandro Meurisse, Arkea måske med Kevin Ledanois eller Elie Gesbert, og Cofidis har en oplagt kandidat i Anthony Perez og måske Julien Simon og Pierre-Luc Perichon

Det er imidlertid også det eneste, udbruddet får ud af anstrengelserne. Jumbo, Deceuninck og Lotto vil absolut ikke tage skyggen af chance, og vi kan vente os, at Laurens De Plus, Dries Devenyns eller Kasper Asgreen - danskeren kan blive bedt spare sig lidt til i morgen - samt Thomas De Gendt eller Maxime Monfort tilbringe adskillige kilometer foran et felt, der næppe lader forspringet blive meget mere end et par minutter. Derudover vil det blive en nervøs, men begivenhedsfattig dag, hvor sprinterne dog lige skal stikke næsen frem i forbindelse med den indlagte spurt - ikke for fuld knald, men ved at holde sig så meget til, at man ikke taber væsentligt med point.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til slut bør udbruddet blive hentet, og vi kan se frem til en vild og hektisk massespurt, hvor risikoen for styrt er enorm. Selve spurten er teknisk ikke voldsomt kompliceret. Det vil være vigtigt at være fremme ved svingene omkring 4 km-mærket, men derefter er det en lang, relativt lige vej uden væsentlige sving. Der er derfor relativt god tid og plads til at få glæde af en høj topfart, men det er værd at bemærke, at vejen er relativt smal. Et godt lead-out er derfor ikke helt uden betydning.

Vigtigst er det dog, at spurten er stigende. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 2,5%, men det synes kun at være de sidste 500 m, der reelt stiger. Er det tilfældet, taler vi således om 500 m med 5%, og selvom bakken er så kort, at alle sprinterne sagtens kan være med, forskyder det styrkeforholdet i forhold til det, man ville se ved en flad spurt.

Det gør etapen mere åben, end en mere klassisk afslutning ville have været, men det ændrer ikke på, at Dylan Groenewegen bør være favorit. Man skal blot gense hans to overlegne etapesejre fra sidste år, hans legen kispus med rivalerne i Paris-Nice samt ikke mindst de bøllebank, han gav Elia Viviani og Fernando Gaviria i 3 Dage ved Panne, for at indse, at hollænderen er verdens klart hurtigste. Til gengæld har han ikke den helt store historik i stigende afslutninger, og det gør spillebanen betydeligt mere jævn.

Groenewegen har dog en enorm power, også på en bakke som denne. Den er nemlig tilstrækkeligt kort, og vi så så sent som i Algarve i år, at han også er skræmmende hurtig i denne type finaler. Faktisk bliver han kun endnu bedre i en tid, hvor hans klatreevner bliver bedre dag for dag. Derfor vil Groenewegen formentlig være i stand til at sejre, hvis han kan starte spurten fra en rimelig position.

Kan han så det? Det er ikke sikkert. Hans tog er ikke på niveau med Deceunincks, men det er dog betydeligt bedre end sidste år. Mike Teunissen har nemlig vist sig eminent i rollen som næstsidste mand. Faktisk har han i år flere gange leveret så gode lead-outs, at han selv er endt i top 3. Det skete både i Dunkerque og for nylig i ZLM Tour, og trioen med Amund Grøndahl Jansen, Teunissen og Groenewegen har efterhånden opnået en vis rutine. Til dette løb kan de endda regne med Wout van Aert som fjerdesidste mand bag Tony Martin, og med de sprinterevner, han viste i Dauphiné, er det en væsentlig forstærkning. Groenewegen er tillige selv glimrende i positionskampen, og han står derfor ganske godt. Nu skal han bare undgå nedturen fra sidste år, hvor han af uransagelige grunde havde dårlige ben både på 1. og 2. etape. Kan han det, har Groenewegen en fremragende chance for at køre sig i gult ganske tæt på sin hjemmebane.

For Deceuninck er det måske løbets vigtigste etape, og de vil gøre alt for at køre Elia Viviani i gult. For et par uger siden så det ellers sort ud, efter at italieneren havde haft et katastrofalt forår, der kulminerede med en rædselsfuld Giro. Al tvivl er imidlertid nu ryddet af vejen, efter at Viviani fik en drømmegeneralprøve i Tour de Suisse, hvor han vandt to etaper.

Viviani viste helt fabelagtig form i det schweiziske løb. Det skyldes nemlig, at han ikke blot vandt 4. etape, hvor han overlevede et hav af stigning, men også slog Peter Sagan i 5. etapes spurt, der steg så meget, at slovakken normalt ville have overhånden. Når han kan slå Sagan i en sådan finale, bliver han svær at bide skeer med på en 5%-bakke som denne, også selvom man normalt ville sige, at et stigende opløb ikke favoriserer ham i forhold til mere robuste puncheurtyper.

Hans helt store fordel er dog først og fremmest toget med Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv og ikke mindst Maximiliano Richeze. De gav alle rivalerne et par lektioner i Schweiz, og alt taler derfor for, at det er Viviani, der lørdag vil få det bedste lead-out. Måske er Groenewegen klart hurtigere i en flad spurt, men vi så i Schweiz, at Viviani er svær at passere på en bakke, hvis Richeze leverer ham perfekt. Lægger man dertil, at Vivianis timing og positionering er til UG med kryds og slange, er der gode muligheder for, at italieneren giver Deceuninck den start, de drømmer om.

Normalt kan Peter Sagan ikke matche Groenewegen og Viviani på topfart, men 500 m med 5% er nok til, at han kan vise sig som den hurtigste. Så sent som sidste år så vi på 2. etape, at det ikke behøver at stige meget, for at Sagan kan vinde massespurter i Touren. Formentlig er bakken her stadig lidt for kort til, at han har en overhånd i forhold til Groenewegen og Viviani - ikke mindst fordi Viviani som sagt slog ham i Schweiz - men i en finale som denne er Sagan i hvert fald konkurrencedygtig.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Det er dog ikke så meget topfarten som positioneringen, der er Sagans styrke. Det er så sikkert som amen i kirken, at Sagan altid finder hjulet på den sprinter, der får det bedste lead-out, og derfor vil meget pege på, at Sagan i finalen vil sidde limet til Vivianis baghjul. Han vinder ganske enkelt altid kampen om det hjul, han udser sig, og derfor starter han som regel sin spurt fra den ideelle position. Herfra er det op til ham selv at gå forbi den forankørende - formentlig altså Viviani - og det er ganske sandsynligt, at det vil ske i denne stigende finale. Til gengæld var det også tydeligt i Schweiz, at Sagan efter sit katastrofale forår stadig ikke er den rytter, han plejer at være. Det er tvivlsomt, om han vil være det på lørdag, men heldigvis kan Sagan som regel vinde Tour-etaper også selvom han stadig ikke er helt knivskarp.

I år er det blevet cementeret, at Caleb Ewan i flade spurter ikke længere er i stand til at true verdens allerbedste. Derfor er han en af de sprintere, der er allermest begejstret over den stigende finale, for i år har han næsten udviklet sig til at være mere en puncheur end en sprinter. Således blev alle de sejre, han tog inden årets Giro, opnået i stigende finaler, der for alles vedkommende dog også var betydeligt vanskeligere end denne. Man kan diskutere, om denne bakke er svær nok til, at han kan udjævne sit handicap i forhold til en fyr som Groenewegen, men vi så i forbindelse med hans sidste sejr i Giroen, at han kan vinde lettere spurter end denne, især hvis etapen har været lidt opslidende, som vi formentlig vil opleve det her, hvor stressniveauet vil være enormt.

Med det, Ewan har vist på bakkerne i år, vil vi faktisk slet ikke udelukke, at han måske kan vise sig som den hurtigste. Når han alligevel ender langt nede på favoritlisten, skyldes det, at han er Viviani, Sagan og Groenewegen underlegen i positionskampen. Det gør ham til en langt mere ustabil sprinter, og hans tog har været temmelig svingende i år. Ganske vist imponerede Roger Kluge og Jasper De Buyst i starten af årets Giro, men mest af alt har de haft det vanskeligt i årets finaler, hvor de gang på gang er sat på plads. I dette felt er det svært at se dem matche Deceuninck og formentlig også Jumbo, og derfor kan Ewan meget vel risikere at skulle starte sin spurt fra en ugunstig position. Om hans fine fart opad bakke er nok til at kompensere for det, er bestemt ikke sikkert.

I en flad spurt er Sonny Colbrelli normalt chanceløs, men situationen forholder sig helt anderledes, når det stiger. Sidste år blev han således nr. 2 bag Sagan i den let stigende spurt på 2. etape, ligesom han blev nr. 2 bag samme Sagan i den langt hårdere puncheurfinale på 5. etape. Colbrellis virkelige speciale er da også de rigtige puncheurafslutninger som den, der venter mandag, men på en bakke som denne skal han bestemt ikke afskrives. Vi ved i hvert fald, at han er i vanvittig form efter et italiensk mesterskab, hvor han på en knaldhård rute virkede nærmest skræmmende stærk.

Colbrellis problem er positioneringen, som har været helt til hest i det seneste års tid, senest i Dauphiné. Her har han til gengæld sæsonens vel hidtil bedste tog, da han kan regne med støtte fra i hvert fald Ivan Garcia, men måske også Jan Tratnik og Matej Mohoric, hvis Vincenzo Nibali giver dem fri. Er det tilfældet, kan man håbe, at Colbrelli fo en gangs skyld kan starte sin spurt i en rimelig position. Gør han det, har han både evner og ikke mindst form til at blande sig i kampen om sejren.

Med ét gik Michael Matthews fra at være hjælperytter med en delvist fri rolle til at være Sunwebs klare kaptajn. Det skal han nu forsøge at omsætte i et resultat, og det kan godt lade sig gøre i en afslutning som denne. Matthews er slet ikke konkurrencedygtig i flade spurter, men på en bakke som denne er han i stand til at være med. For at han skulle have været topkandidat, skulle afslutningen dog have været hårdere, og denne er nok trods alt en smule for let til at passe Matthews ideelt.

Desværre havde Matthews indstillet sig på en rolle som hjælper, og derfor var hans træning indtil Schweiz Rundt slet ikke lagt an på spurterne. Det sås tydeligt i det schweiziske løb, hvor han var alt andet end imponerende. Den rust har han formentlig ikke kunnet nå at banke af allerede nu, og bedre bliver det ikke af, at hans positionering ikke er den bedste. Til gengæld har han den enorme fordel, at han har et helt hold til sin rådighed, og toget med Nikias Arndt, Søren Kragh og ikke mindst kometen Cees Bol ser ret lovende ud. Kan de holde sig sammen - det kniber desværre lidt for ofte for tyskerne - kan det være nøglen, der sammen med bakken giver Matthews en chance.

Egentlig har Alexander Kristoff ry for at være en holdbar sprinter, men han er bedre i en let stigende spurt efter en hård dag. Hans historik på så stejle bakker som denne, er ikke prangende, og det kan se svært ud for ham at slå de mange sprintere, der er specialister i denne type afslutninger.

Til gengæld har Kristoff to våben, der ikke skal undervurderes. Dels er han selv en af de mest driftssikre i positionskampen, dels er han blevet kraftigt styrket af tilgangen af Jasper Philipsen. Den unge belgier har nemlig i sin første tid som professionel vist sig fremragende i positionskampen, og kombinationen af to så positioneringsstærke typer må i Tourens kaos have et eller andet for sig. Samtidig har Kristoff i dette forår langt om længe nærmest sig sit forrygende 2015-niveau. Generalprøven i Tour de Suisse tydede desværre ikke på den allerbedste form, og farten på en bakke som denne rækker heller ikke i første omgang til at vinde. I Tourens kaos kan meget imidlertid ske, og får han det ideelle lead-out fra Philipsen, kan Kristoff bestemt ikke afskrives.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Giacomo Nizzolo var aldrig udset til at være Dimension Datas Tour-sprinter, men kombinationen af Mark Cavendishs håbløse form og Nizzolos imponerende kørsel i Tour de Slovenie, hvor han blev hhv. nr. 1 og 2 på de to - i øvrigt ganske hårde - sprinteretaper gjorde udslaget. Samtidig betyder sejren i Slovenien, at han kommer til løbet med selvtillid, og særligt hans spurt på 1. etape, hvor han næsten gik forbi den i Giroen så imponerende Pascal Ackermann kunne indikere, at de 14 dages kørsel i en ellers skuffende Giro var det, der skulle til for at nærme sig det gamle niveau efter to år med uafbrudte knæproblemer, der først blev løst endegyldigt med operationen i december.

Hvis han vitterligt kan nærme sig niveauet fra 2016, hvor han var Giroens klart bedste sprinter og blev italiensk mester på en knaldhård rute, er det værd at være opmærksom. Stigende spurter passer ham nemlig glimrende, som han blandt andet viste med 5. pladsen på 8. etape i sidste års Vuelta, hvor en ellers formsvag Nizzolo var med i kampen om sejren på en bakke, der var lige til den stejle side. Denne spurt burde passe ham, og han har altid - i hvert fald indtil i år - været forrygende i positionskampen. I Edvald Boasson Hagen og Reinardt van Rensburg har han et ganske kraftfuldt lead-out, og derfor kan man bestemt ikke udelukke, at denne etape vil signalere Nizzolos genfødsel.

Mitchelton-Scott er her for at vinde Touren med Adam Yates, men holdet har også gjort det klart, at Matteo Trentin får sine chancer. Det gjorde han da også i sidste års Vuelta, hvor missionen ellers var at vinde med Simon Yates. Trentin har samtidig i år nået helt nye højder med et helt forrygende forår, som kulminerede med et eminent Amstel Gold Race, der ellers burde være for hårdt for ham. Senest virkede han meget formstærk både i Schweiz og ved de italienske mesterskaber. I flade spurter har han desværre ikke samme fart som de klassiske sprintere, men på en bakke som denne er han konkurrencedygtig.

Han har dog den store udfordring, at det er meget tvivlsomt, om han får Daryl Impey stillet til rådighed. Gør han det, burde de to med Trentins gode næse for positionering kunne bringe ham i position til et godt resultat, men er han på egen hånd, vil det formentlig kræve for megen held og for mange kræfter at komme frem til, at han vil have en reel chance.

Igen i år er Christophe Laporte foretrukket på bekostning af Nacer Bouhanni, og mens det i en flad spurt er et dårligt bytte, er det måske slet ikke så dumt til denne afslutning. Laportes force er i hvert fald evnerne til at spurt på bakker som disse, og dette er derfor måske hans allerbedste chance for at få et resultat. Samtidig er hans evner i positionskampen blandt de bedste, og man ser kun sjældent, at franskmanden misser helt ud. Til gengæld har holdet mærkværdigvis nærmest ikke udstyret ham med et tog, og det er vel kun Anthony Perez og Julien Simon, der har farten til at støtte ham i finalen. I forvejen er det gang på gang blevet tydeligt, at Laporte ikke er hurtig nok til at slå de bedste i verden, og derfor er det mest sandsynlige, at han i kraft af sin positionering ender hæderligt, men ikke helt fremme.

Jasper Stuyven er i samme situation som Trentin. Treks mission er nemlig også at køre klassement med Richie Porte. Alligevel er Stuyven blevet lovet, at han må forsøge sig i spurterne, men det bliver til gengæld helt på egen hånd. Koen De Kort skal nemlig være positioneringssvage Portes bodyguard, og derfor skal Stuyven være yderst heldig, hvis han skal finde en god position uden at bruge for mange kræfter undervejs. Til gengæld har han også både i Brussels Cycling Classic og senest på 5. etape i Schweiz vist, at han i stigende spurter kan blande sig med sprintere, der ellers normalt er langt hurtigere end ham. Derfor er det ikke en dårlig afslutning for ham, men et topresultat vil kræve en betydelig portion held i positionskampen.

Wanty har ladet Timothy Dupont blive hjemme, og derfor er det op til den normalt langsommere Andrea Pasqualon at forsvare holdets ære på hjemmebanen. Det burde faktisk også være muligt, for mens han bestemt ikke er specielt hurtig på flad vej, er han en fremragende puncheur. Det viste han særligt i maj og juni sidste år, hvor han excellerede i Plumelec og Luxembourg, men så sent som i GP Kanton Aargau, hvor han i en lignende finale blev nr. 2 bag Kristoff, viste han evnerne som bakkesprinter. Desværre har han slet ikke nået samme fornemme niveau som sidste år, men til gengæld er han god i positionskampen og har et helt hold til sin rådighed. Desværre mangler han rigtige lead-out-folk, men kan de bringe ham frem, er det i en afslutning som denne, at Pasqualon kan gøre det hæderligt.

Det er lidt svært at sige, hvor Niccolo Bonifazio står. Den lille italiener er stadig en skygge af den sprinter, han var i årene på Trek, men tre sejre i år viser, at han stadig er ganske hurtig. Hans statur burde også tilsige, at en bakke som denne burde favorisere ham, men sådan har det nu aldrig været. Han burde dog stadig have en bedre chance i et stigende end i et fladt opløb, og han har altid været meget stærk i positionskampen. Han har ikke et decideret tog, men Anthony Turgis burde egentlig kunne gøre det hæderligt i rollen som lead-out man. Kan han genfinde lidt af takterne fra tidligere, kan han gøre det ganske pænt.

Endelig vil vi pege på Greg Van Avermaet. Belgieren vil ikke blande sig i løbets massespurter, men mon ikke det forholder sig anderledes i en stigende spurt på den belgiske hjemmebane? CCC har ganske vist også Patrick Bevin¸ men i Bruxelles bør Van Avermaet være manden, der satses på. Bakken her er dog ikke hård nok til, at han for alvor kan blande sig - så sent som i Tour de Suisse blev hans mangler udstillet - men han er god i positionskampen. Kan han gøre det bedre med positioneringen end i Schweiz, burde han i hvert fald på en bakke som denne kunne levere et hæderligt resultat.

Der er andre, der kan tænkes at blande sig i spurten, men de får det svært. Jens Debusschere har ganske vist et solidt tog med Alex Dowsett, Nils Politt, Marco Haller og Rick Zabel, men hans positionering og fart har været så skidt i de seneste par år, at han nok ikke vil være med fremme. Det vil André Greipel desværre nok heller ikke, efter et Dauphiné, hvor det blev udstillet, at han slet ikke har samme power som tidligere. I forvejen har han det meget svært i positionskampen, og på et hold, hvor det kun er Florian Vachon, der kan hjælpe ham i finalen, ser det helt umuligt ud at tilkæmpe sig en brugbar position. Magnus Cort vil formentlig slet ikke forsøge sig, og selv hvis han gør, har han det for svært i positionskampen, ikke mindst nu, hvor han vil være helt på egen hånd. Alberto Bettiol og Oliver Naesen kan måske forsøge sig, men det er stærkt usandsynligt, at de ikke skal passe på deres kaptajner.

Og husk så at bemærke, hvem der krydser stregen først for de enkelte hold. Hvis ikke de 10. 6 og 4 bonussekunder på 1. etape ændrer ved det, vil den gule trøje efter 2. etape gå til den rytter fra det vindende hold, som kommer med holdet hjem søndag og af disse var først over stregen i Bruxelles i lørdag eftermiddag.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Peter Sagan

Outsidere: Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Alexander Kristoff, Giacomo Nizzolo

Jokers: Matteo Trentin, Christophe Laporte, Jasper Stuyven, Andrea Pasqualon, Niccolo Bonifazio, Greg Van Avermaet

SÆT DIT TOUR-MAANGERHOLD - VIND FEDE PRÆMIER