Optakt: 1. etape af Tour de France

Ruten

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelsen, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Faktisk er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, efter at de i 2013 fik deres første mulighed i nyere tid, og efter tilsvarende chancer i 2014, 2016, 2018 og 2019 ventes de hurtige folk for sjette gang på bare otte år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Alligevel er årets åbningsetape den mest kuperede i umindelige tider, for en start i Nice langt fra det flade Nordfrankrig gør det næsten uundgåeligt, at der skal klatres undervejs. De mange bakker på rundstrækningerne omkring storbyen er imidlertid alle af den bløde slags, og da det hele slutter med næsten 40 meget lette kilometer, bliver det formentlig alligevel de hurtige folk, der skal slås om den første gule trøje på en af sportens mest ikoniske avenuer, Promenade d’Anglais, ved havnefronten i Nice.

Touren er ikke bange for lange åbningsetaper, men i år skruer man ned for distancen, idet der skal tilbagelægges bare 156,0 km med start ved Nice Moyen Pays og mål på Promenade d’Anglais i hjertet af byen. Etapen er et rundstrækningsløb, der består af tre omgange på to forskelle rundstrækninger, hvoraf den sidste blot er en forlænget udgaven af den første. Starten går lige nord for Promenade d’Anglais, hvorfra man snor sig mod nordøst ud gennem byen i den neutrale zone. Som bekendt ligger Nice omgivet af bakker, og derfor begynder det allerede næsten med det samme at stige, når man kører mod nord ud ad byen. Det sker via kategori 3-stigningen Cote de Rimiez (5,8 km, 5,1%), der kan deles i to med 3 km med ca. 4% og derefter med ca. 6% frem mod toppen. På første omgang er den dog neutraliseret, og den reelle start gives først på toppen.

Der bliver ingen mulighed for at komme sig på en nedkørsel. Man kører nemlig kortvarigt mod sydøst via et fladt plateau, inden man drejer mod nord for at tage hul på den ikke-kategoriserede stigning Aspremont (6,9 km, 2,8%). Den er dog blot en let, jævn opkørsel med stigningsprocenter, der aldrig overstiger 4, inden man efter 8,0 km runder toppen i 495 m højde. Her drejer man mod vest for at tage hul på en teknisk meget vanskelig nedkørsel, der leder ned til byen Les Moulins. Her drejer man ind på en lang, kun ganske let faldende vej, der snor sig mod syd tilbage mod Nice helt uden skarpe sving. Den leder helt ned til lufthavnen ud til havet, hvor man drejer mod nordøst for at køre op langs den flade Promenade d’Anglais til målstregen, der krydses for første gang efter 39,5 km. Efter første omgang kører man yderligere en hel omgang på den i alt 48,5 km lange rundstrækning, hvilket betyder, at man efter hhv. 48,5 og 56,5 km atter passerer først Cote de Rimiez, der her er løbets første kategoriserede stigning i kategori 3, og siden Aspremont, inden man atter krydser stregen efter 88,0 km i forbindelse med dagens indlagte spurt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen afsluttes nu med en omgang på en ny rundstrækning, der med en længde på 68,0 km er en forlænget udgave af den forrige. Starten er den samme, hvorfor man efter hhv. 97,0 og 105,0 km atter når toppen af først Cote de Rimiez og siden Aspremont - igen med en kategori 3-spurt på toppen af førstnævnte - men kort før toppen af sidstnævnte afviger man fra den gamle rute ved at køre mod sydøst og derefter tage en lidt kringlet nedkørsel, der snor sig mod nordøst. Kort efter kører man mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Cote de Levenzo (6,6 km, 2,2%), der ligeledes blot er en lang, jævn opkørsel med stigningsprocenter på 2-3 næsten hele vejen op til toppen i 540 m højde, hvor man passerer efter 118,0 km.

Herfra resterer 38,0 km, der er meget lette. Man drejer mod sydvest ind på en nedkørsel, der først er meget let, inden den bliver meget teknisk på det sidste stykke ned til Saint-Martin-du-Var. Herfra kører man mod sydøst ned til Les Moulins, hvor man atter rammer den første rundstrækning. Nu følger man den velkendte lange, svagt bugtende og let faldende vej mod syd ned til lufthavnen, inden man til slut atter kører mod nordøst op langs den flade Promenade d’Anglais. Det sidste sving kommer med mere end 5 km igen, og herefter bugter den 6,5 m brede og helt flade vej sig blot let til højre, indtil man med 800 m igen får målstregen i syne.

Etapen byder på i alt 1596 højdemeter.

Tour de France var senest forbi Nice i 2013, hvor Orica-GreenEDGE tog en mindeværdig holdløbssejr ved at slå OmegaPharma-Quick Step med bare 1 sekund og derved sende Simon Gerrans i førertrøjen. Derudover har Paris-Nice meget ofte haft mål for næstsidste eller sidste etape på netop Promenade d’Anglais. De seneste vindere her er Ion Izagirre (2019), David De La Cruz (2017 og 2018), Tim Wellens (2016), Tony Gallopin (2015), Arthur Vichot (2014), Sylvain Chavanel (2013), Thomas de Gendt (2012), Thomas Voeckler (2011), Amael Moinard (2010), Antonio Colom (2009), Luis Leon Sanchez (2008), Alberto Contador (2007), Markus Zberg (2006), Alejandro Valverde (2005), Alexandre Vinokourov (2004), David Bernabeu (2003), Robbie McEwen (2002) og Fabrizio Guidi (2001).

Vejret

Hvis løbet var blevet afviklet som planlagt, havde starten i Nice formentlig været en bageovn, men med efteråret lige om hjørnet venter der nu ganske behagelige temperaturer. Faktisk viser feriebyen sig fra sin mindre gæstfri side på en lidt trist og grå lørdag. Det vil være skyet med en konstant risiko for byger på 30-40%, og temperaturen vil nå beskedne 26 grader. Der vil dog ikke være meget vind med blot en let brise (10-15 km/t) fra syd. Det giver med- og sidemedvind på rundstrækningens første halvdel og mod- og sidemodvind på hjemturen. Slutteligt har man direkte modvind på stykket ned mod sidste sving ved lufthavnen, og derefter vil der være sidemedvind på de sidste 6 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Favoritterne

Da Tour-arrangørerne i 2008 fjernede bonussekunderne, så det ud til, at sprinterne kunne skyde en hvid pind efter drømmen om den gule trøje. Frem til da havde det ellers været kutyme, at temaet for den første sprintervenlige uge var, at de hurtige folk skulle forsøge via spurtsejre at vinde tilstrækkeligt med tidsbonus til at overkomme et tidstab fra prologen og således få sig en dag eller to i gult inden bjergene.

Den mulighed forsvandt i årene fra 2009 til 2012, men siden er der opstået nye muligheder for, at også sprinterne kan smage på den gule drøm. Efter Christian Prudhommes magtovertagelse er prologstarten nemlig snarere blevet undtagelsen end reglen, og siden 2013 er man ved hele fem lejligheder startet med en sprinteretape, hvor de hurtige folk har kunnet spurte sig til den gule trøje. Det gjorde Marcel Kittel i både 2013 og 2014, Mark Cavendish i 2016 og Fernando Gaviria i 2018, inden Mike Teunissen choksejrede i 2019, men i de fire første tilfælde blev der blot tale om en enkelt dag i den fine trikot - i de tre første tilfælde, fordi der allerede den følgende dag ventede der så svære stigninger, at de tunge folk faldt fra, og i det sidste tilfælde, fordi Gaviria blev passeret af Peter Sagan efter at have kikset spurten på 2. etape.

Det kan virke helt sært at tænke tilbage på det ekstreme pres, sprinterne følte tilbage i 2013. Dengang troede de, at det var nu eller aldrig, hvis de skulle have den gule trøje, og særligt Cavendish var nærmest besat af tanken om at erobre den eneste af sportens vigtigste trøjer, han endnu ikke havde båret. Med tanke på, hvor mange chancer der efterfølgende har været - og at der meget vel kunne vente en ny i Bretagne næste sommer - er presset trods alt lidt mindre, end det var tilfældet særligt i 2013 og 2014.

Det ændrer dog ikke på, at motivationen er enorm. Dels er Peter Sagan den eneste af feltets sprintere, der faktisk har båret den gule trøje. Dels er Tourens betydning endnu større i det mærkelige corona-år 2020, hvor ingen ved, hvad der venter i efteråret, og hvor der skal smedes, mens jernet er varmt - og mens der overhovedet er et jern. Dels har den sprinterfjendtlige rute betydet, at årets sprinterfelt er sjældent svagt, og chancerne for løbets få topsprintere er derfor tilsvarende større. Og dels er der kun ét skud i bøssen, da sprinterne på allerede på 2. etape skal til at spekulere i ordet gruppetto meget tidligere, end det normalt er tilfældet.

Der bør heller ikke være tvivl om, at det bliver en dag for sprinterne. For Lotto, Deceuninck, NTT og Cofidis er dette en af årets absolut vigtigste etaper, og de overlader intet til tilfældighederne. Det ved alle naturligvis, og med tanke på at udbrud kan have sjældent mange chancer i løbets første særdeles kuperede uge, giver det for de fleste mening at spare på kræfterne. Naturligvis er udsigten til en dag i bjergtrøjen attraktiv for særligt de mindre franske hold, men vi har på de seneste års åbningsetaper set, at de fleste foretrækker at spare sig frem mod de voldsomme udfordringer, der venter over tre hårde uger.

Derfor er udbruddet næsten hver gang kørt fra km 0, og det vil formentlig også være tilfældet igen denne gang. Som udgangspunkt er det primært B&B, Total Direct Energie, Israel Start-Up Nation, Cofidis og CCC, der kunne tænkes at gå efter udbruddet, men med undtagelse af CCC har de øvrige hold de flade massespurter som et af de største mål i løbet. Derfor vil mange formentlig holde sig i ro, og det bliver sikkert et lille, tilforladeligt udbrud, der kommer fri nærmest fra start.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD PÅ FELTET.DK
 

I de senere år er der nærmest ingen risici blevet taget, og det vil der helt sikkert heller ikke blive gjort på denne korte etape. Deceuninck og Lotto vil tage ansvar lynhurtigt med Tim Declercq og Frederik Frison, og derefter kan de så håbe, at Bora, Cofidis, NTT og/eller B&B giver en hånd med. Uanset hvad vil forspringet næppe blive stort, og de vil blive kontrolleret stramt.

På papiret ser profilen drabeligt ud, men det er så som så med vanskelighederne. De ikke-kategoriserede stigninger er meget bløde, og det er kun Rimiez, der er lidt stejl. Den ligger imidlertid langt fra mål, og selvom man ikke helt kan udelukke, at et NTT-, et Mitchelton- eller måske endda et CCC-mandskab måske vil lægge lidt pres på, når de for sidste gang skal op ad bakkerne, skal vi ikke vente os den store udskilning. Det vil formentlig gå relativt fredsommeligt på bakkerne.

Alligevel kan det blive nervøst og meget hurtigt mod slutningen af stigningerne. 1. etape er altid nervøs, men det plejer først og fremmest at skyldes vinden. Den er helt negligerbar her - især fordi der enten vil være med- eller modvind - men til gengæld er nedkørslerne ganske svære. Lægger man dertil, at der højst uventet er udsigt til byger og potentielt våde veje, kan man forvisse sig om, at Jumbo og Ineos vil spurte frem mod toppen for at komme først ind på de vanskelige nedkørsler. Alene det vil presse farten i vejret og kan føre til styrt, men så snart nedkørslerne er overstået, vil det falde til ro. Herefter venter nemlig på hver omgang en lang, lige og bare let faldende vej i modvind. Det er derfor nedkørslerne mere end stigningerne, der vil være interessante.

Et andet fokuspunkt er den indlagte spurt. Den kommer så tidligt, at det kan lade sig gøre at gå efter den uden væsentligt at kompromittere finalen, og her skal det blive særligt interessant at se, om Caleb Ewan og Sam Bennett, der med designet af årets rute har en sjældent god chance for at slå Peter Sagan, med det samme giver op, eller om de bagerst i hovedet alligevel har en grøn drøm. For alle gælder dog, at særligt denne etape er så prestigiøs, at vi næppe vil se den helt store spurt, men derimod den sædvanlige ”holden-sig-til” for ikke at tabe for mange point. Der bliver næppe spurtet for fuld gas.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Efter den sidste nedkørsel vil Deceuninck og Lotto formentlig langsomt trække udbruddet ind i modvinden, og derefter er der lagt op til spurt. Finalen er i ordets bogstaveligste forstand en rigtig boulevardspurt. Det sidste sving kommer med 6 km igen, og derefter venter en lang, kun let bugtende og helt flad Promenade d’Anglais. Den er ikke alt for bred, og derfor er positionering ikke helt uvæsentlig, men det er en spurt, hvor man kan lade benene og farten tale. Og trods højdemeterne vil sprinterne næppe være alt for mærkede. Samtidig er de fleste tog mandskabsmæssigt relativt tyndt besatte, og vi vil derfor formentlig se, at de venter relativt længe i et ventespil med bred front, men sidemedvinden vil betyde, at der kan åbnes relativt tidligt - både fra togene og fra sprinterne selv.

Da de tungere sprintere næsten alle er sendt til den mere sprintervenlige Giro, er årets sprinterfelt ret tyndt, og der er kun to, der kan kaldes supersprintere: Sam Bennett og Caleb Ewan. Det er da også på papiret et opgør mellem netop de to, men til gengæld er det også uhyre svært at sige, hvem af de to der er favorit. Havde det været 2019, havde det været ret enkelt at pege på den dengang næsten uovervindelige Bennett, men i lyset af irerens triste 2020-sæson er det hele meget mere åbent.

Efter en 7-800 holdningsskifter er hr. Vægelsind alligevel endt med at pege på Sam Bennett. Efter mandag d. 17. august var jeg ellers stensikker på, at det ville blive Ewan, for her oplevede Bennett på 2. etape i Vallonien en gigantisk nedtur, der lignede en trist kulmination på et trist år for en tydeligvis frustreret mand. Det er imidlertid også efterhånden næsten også så sikkert som amen i kirken, at Bennett har det svært de første 2 dage af et etapeløb, inden der derefter er hul igennem. Og hul var der i den grad dagen efter, hvor han på den hårde 3. etape i Ardennerne, der kostede Ewan livet, ikke bare overlevede bakkerne, men også fik den ellers lige nu nærmest uhyggelige Arnaud Demare til at ligne en ren juniorrytter.

Det var første gang, vi i år så den Bennett, der sidste år kraftigt aspirerede til at overtage Dylan Groenewegens trone som verdens hurtigste. Selvom han var helt uden tog, vandt Bennett igen og igen, og han slog undervejs alle verdens supersprintere flere gange. Den fart har han slet ikke haft i år, men spurten i Vallonien giver håb for, at han er tilbage. Og er han det, er han indiskutabelt den hurtigste i dette felt.

Det er dog ikke sikkert. Følger vi mønsteret fra årets øvrige etapeløb, er Bennett først klar på 3. etape efter to nedture de første to dage. Alligevel tror jeg på, at han kan gøre det færdigt. For det første er det væsentligt, at han denne gang ikke skal slås med varmen, som han har det svært med, og regnen vil formentlig glæde ham. For det andet kan en velkørende Bennett godt være klar fra start, som vi så sidste år, og han slog trods alt netop Ewan på 1. etape af Tour Down Under i år.

Bennett har ladet Shane Archbold blive hjemme, og derfor er det et lidt atypisk tog med Zdenek Stybar foran Michael Mørkøv. Det er efter Stybars skade nu blevet halveret, og derfor står Deceuninck sjældent svagt i massespurterne. De kan ikke dominere finalen, men det åbner måske muligheder. Det vil slet ikke være dumt at gå tilbage til Bennetts superopskrift fra 2019, hvor han i fraværet af lead-out altid med sin eminente positionering satte sig bag det bedste tog. Det kunne i dette løb faktisk være Treks eller Lottos, og en placering bag Ewan burde han med sin gamle topfart kunne vinde fra. De våde veje og ikke mindst det store pres på den mentalt skrøbelige irer kan være en ulempe for Bennett, der er lidt af en forsigtigper, men i en ukompliceret finale tror jeg på, at der nu er så meget hul igennem til de hurtige ben, at han viser os, hvorfor han var så flyvende i 2019.

Han skal dog være knivskarp for at slå Caleb Ewan. Den lille australier genfandt under sidste års Tour den hurtighed, han mistede i den sidste tid hos Mitchelton, og i lyset af Groenewegens fysiske svækkelse som følge af styrt var han Tourens hurtigste mand sidste år. Han har dog sine begrænsninger i flade boulevardspurter. Det så vi i det stærke felt i UAE Tour, det så vi i Milano-Torino, hvor han blev slået af Arnaud Demare og næsten af Wout van Aert - to ryttere, der ikke er blandt verdens hurtigste boulevardsprintere - og det så vi, da han nok engang blev slået af Demare i Vallonien. Til gengæld fik han - dog kun med ganske lidt - ram på Bennett på den første vallonske etape, og det viser, at han formentlig er hurtigst, hvis Bennett stadig har noget rust at banke af.

Det bliver også interessant at se, hvordan Lotto griber spurten an. Sidste år brugte han Bennett-strategien med at udse sig det bedste hjul, og den kunst forfinede han, så han blev en af de allerbedste i positionskampen. I dette løb kunne toget med Roger Kluge, John Degenkolb og Jasper de Buyst imidlertid ligne det stærkeste - i hvert fald i kamp med Trek - og det kunne derfor være tid for Lotto til at lave et decideret lead-out. Uanset hvad bør Ewan med garanti sidde i god position, og så er det op til ham at vise, at han ligesom i Vallonien er hurtigere end Bennett. I hvert fald er han indiskutabelt meget bedre under pres end sin irske rival, og det kan måske være det, der gør, at det er ham, der timer det hele rigtigt til sidst.

Mens både Bennett og Ewan har vist formmæssige svagheder i optakten, er det i hvert fald ikke tilfældet for Giacomo Nizzolo. Italieneren er efter sejrene ved de italienske mesterskaber og EM brandvarm og sprængfyldt med selvtillid. Efter sine mange knæproblemer er han i 2020 endelig tilbage, og han har nu den holdbarhed, han også havde inden skaderne, og som allerede dengang indbragte en italiensk tricolere på en meget vanskelig rute.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er dog to ting, Nizzolo ikke har genfundet. Dels har han stadig ikke den topfart, der gjorde ham til dobbelt vinder af Giroens pointtrøje, selvom det helt uforståeligt blev til 117 andenpladser og aldrig etapesejr. Dels mangler han stadig den eminente positionering, som tidligere var hans styrke, men som nu er en decideret svaghed. Det så vi Down Under, det så vi i Paris-Nice, det så vi i Burgos, og det så vi senest i Vallonien.

Heldigvis for Nizzolo er denne finale teknisk ukompliceret, og i et felt uden stærke tog ser Edvald Boasson Hagen-Max Walscheid-Ryan Gibbons ud til at være et ganske stærkt team, selvom det stadig er uklart, hvordan de fordeler rollerne. Netop derfor er der nok noget rust, der skal bankes af, men rammer de den rigtigt, kan Nizzolo måske blive sat perfekt op. Det vil formentlig være nødvendigt for at slå Bennett og Ewan i en let boulevardspurt som denne, men med den form, han har nu, er det ikke umuligt, at han med et godt lead-out kan gøre det.

Man skal være meget kreativ for at finde en god begrundelse for Sunwebs vanvidsbeslutning om at sende Cees Bol og ikke Michael Matthews til en Tour, der passer australieren, men som nu misser klassikerne og skal køre en Giro, der passer hollænderen. På denne etape har Bol dog bedre chancer end Matthews, og kan han spurte sig i gult, er hele beslutningen med ét retfærdiggjort. Det er heller ikke helt umuligt. Sidste år var chancerne få, men faktisk vandt han de tre første spurter, han overhovedet kørte, i hhv. Nokere, Californien og Norge. I år lagde han så flyvende fra land ved at vinde en spurt i Algarve, og han var også ganske overbevisende i Paris-Nice.

Bols sejr i Algarve kom i en stigende spurt, og det er da også disse, der er spidskompetencen. På papiret er han dog en af de hurtigste på flad vej i dette felt, og det er ikke helt uden for skiven at tro, at det kan lade sig gøre. Hans form er helt ukendt i hans første spurt siden Paris-Nice, men naturligvis er han forberedt til Touren, og han har vist sig god til at træne sig i form. Udfordringen er en ringe positionering, men der er en grund til, at Casper Pedersen i sidste øjeblik blev kaldt til Frankrig. Danskeren leverede et fabelagtigt lead-out i forbindelse med Algarve-sejren og gjorde det samme for Alberto Dainese i Polen forleden. Med Joris Nieuwenhuis og Nikias Arndt foran Pedersen burde Bol kunne afleveres godt i en ukompliceret finale, og så må han vise, at han har den fart, han tidligere har indikeret.

Normalt er boulevardspurter ikke noget for Peter Sagan, og han har i sine mange år i Touren aldrig vundet en spurt af denne type. Det er dog sket i andre løb, men det kræver altid, at de hurtigere folk begår en fejl eller to. I det tilfælde er Sagan til gengæld altid klar til at slå til, for med sin gode timing og eminente positionering sidder han næsten altid på hjulet bag den sprinter, der afleveres bedst. Sagans problem er, at det kan være svært at regne ud, hvilket hjul der denne gang er det rigtige, og vi så senest i Torino, at han skød lidt forkert og måtte køre for lang en modvindsspurt.

Sagan har i den seneste tid været en skygge af sig selv, og det har været trist at se ham siden Roubaix-sejren i 2018, hvor det vel kun er ved sidste års VM, at han har lignet sig selv. I år har det været på grænsen til det katastrofale, senest i Dauphiné, men faktisk har hans spurter været pæne. Det var ikke helt ringe i Torino, hvor den bare blev for lang, og var han ikke blevet lukket inde mod barrieren af Matthews, havde han formentlig stået på Sanremo-podiet som hurtigste mand fra feltet. Farten synes stadig at være fornuftig, så med fejl fra rivalerne vil Sagan med sin driftssikkerhed godt kunne sikre sig endnu en dag i gult.

Niccolo Bonifazio var i 2016 så god, at han gik ind til Vueltaen som den på papiret bedste sprinter. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og han forsvandt totalt fra scenen. Under sidste års Tour fandt han imidlertid pludselig benene i den anden halvdel, og han rundede løbet af med en 5. og en 3. plads i løbets to sidste spurter. Særligt 3. pladsen i Paris bag Ewan og Groenewegen vidner om hans høje fart, og den kom fuldt til skue, da han tidligere på året tog en fornem sejr i Paris-Nice. Siden dengang har han kun kørt én spurt i Occitanie, hvor han blev nr. 3, men til gengæld ved vi, at han er i form, hvilket er vigtigt for en mand, der er skræmmende ringe, når det ikke er tilfældet. Således kørte han stærkt i Sanremo, og han var flyvende på 1. etape af Dauphiné, hvor han gik i udbrud og vandt bjergspurten på det store bjerg Col du Beal, inden et bistik og en allergisk reaktion tvang ham til at udgå. Han har i Anthony Turgis og Geofffrey Soupe et pænt tog, der kan føre ham frem, og med sin i forvejen fornemme positioneringsevne burde Bonifazio have gode chancer for at give Total Direct Energie en god start på løbet.

En rytter, der til gengæld er et formmæssigt stort spørgsmålstegn, er Alexander Kristoff . Nordmanden kørte sit ringeste Sanremo i mands minde, inden han led i bjergene i Dauphiné, hvor han endte med at falde for tidsgrænsen. Til gengæld meldte han om gode ben til EM, hvor et styrt desværre berøvede os chancen for at se, hvor god han er. Hans hjælp til Sven Erik Bystrøm ved de norske mesterskaber var dog løfterig, og da han ikke har slået sig væsentligt i styrtet, bør han være konkurrencedygtig. Der er imidlertid en grund til, at Kristoffs Tour-etapesejre altid kommer i anden halvdel. Det er først her, at han med sin store motor kan slå de hurtigere, men mindre holdbare ryttere. Det virker derfor ikke sandsynligt, at han kan vinde en let boulevardspurt som denne, særligt fordi hans tog kun består af Marco Marcato. Heldigvis er Kristoff med sin gode positionering næsten en garant for et godt resultat, men meget skal gå hans vej, hvis han også skal vinde.

Og så er der elefanten i rummet: Får Wout van Aert lov at spurte? I skrivende stund er det uklart, og måske ved Jumbo det først under etapen, når det står klart, om Primoz Roglic og Tom Dumoulin er ude af problemer. Finalen er så ukompliceret, at de måske kan klare sig med Tony Martin og Amund Grøndahl Jansen, og det kan derfor ikke udelukkes, at det kan give mening at lade belgieren give den et skud. Dels vil en førertrøje ligesom sidste år give holdet momentum fra start, dels vil en god placering på etapen sikre, at bilen ikke er næsten bagerst i kortegen på den vigtige 2. etape. Alt sammen kunne det pege i retning af, at formstærke Van Aert får den første af de få muligheder, han er blevet lovet. Skulle der komme en officiel melding inden lørdag, vil jeg tilføje en note nederst i denne optakt.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Hvis han gør, bliver det dog stadig svært. Han er helt på egen hånd mod de andre tog, og selvom han er god i positionskampen, koster det mange kræfter at skulle bevæge sig rundt helt på egen hånd. I forvejen bør han trods alt mangle noget topfart i forhold til Bennett og Ewan, men på den anden side så vi Milano-Torino, at han viste tårnhøj fart i kamp mod Demare og Ewan. Dengang havde han imidlertid også hjælp, og det bliver svært at gentage her som Palle Alene i Verden. I øjeblikket skal man dog ikke udelukke noget fra det belgiske fænomen, og i forhold til mange andre har han betydeligt større chancer for rent faktisk at vinde. Og det vil kun passe fint, hvis Jumbo for andet år i træk slår sprinterne med en ikke-sprinter.

Sammen med Nizzolo er Bryan Coquard vel den mest formstærke sprinter. Allerede i Occitanie så han godt ud, da han spurtede sig til sejr på 1. etape, men det var hans kørsel på kongeetapen i Vallonien, hvor han var med i frontgruppen, inden der blev samling, og ikke mindst 2. pladsen ved de franske mesterskaber, hvor han sammen med Demare indhentede den undslupne Julian Alaphilippe, der vidner om form. Til gengæld har han ikke vist, at han har tidligere tiders topfart, og i de senere år har han kun kunnet vinde lette massespurter som denne i betydeligt svagere felter end dette. I det hele taget passer denne form for spurt ikke rigtigt til den franske hane, der tillige har det svært i positionskampen. Heldigvis er toget med Kevin Reza og Jens Debusschere bedre, end det ofte har været tilfældet, og finalen er ukompliceret. Sidder han rigtigt, skal det blive interessant at se, hvor langt den gode form fører ham.

Sidste år lignede André Greipel en mand, der skulle på pension hurtigst muligt. Han fandt imidlertid ud af, at sygdom var forklaringen, og Israel SUN gav ham i november chancen for at starte på en frisk. Det så faktisk også ganske lovende ud i sæsonstarten i Australien, hvor han kørte nogle pæne spurter, men desværre blev hans momentum afbrudt af en brækket skulder. Siden har vi ikke set ham køre en spurt, da han alene har klatret i de franske bjerge, og han er derfor et stort spørgsmålstegn. Hans positionering er stadig hans store svaghed, men i denne boulevardspurt er det ikke det allerstørste problem, selvom de våde veje er problematiske for forsigtige Greipel. Toget med Nils Politt, Tom van Asbroeck og Hugo Hofstetter er også kapabelt. Vi så i Australien, at han nok trods alt ikke længere har farten til at vinde, men vi så også, at han stadig er en af de hurtigste, hvis han sidder rigtigt.

Trek bliver svære at blive kloge på i denne Tour. Mads Pedersen, Edward Theuns og Jasper Stuyven fordelte opgaverne mellem sig i sidste års BinckBank Tour og igen i årets Tour de Pologne, og det vil de sikkert gøre igen, så der bliver muligheder for alle. Det virker svært usandsynligt, at de kører for Stuyven i denne lette boulevardspurt, så det må stå mellem Pedersen og Theuns. Efter sejren i Polen og med regnbuetrøjen som fantastisk reklamesøjlen ligner verdensmesteren manden, der skal satses på.

Det er heller ikke en dum ide. Pedersen chokerede hel cykelverdenen ved at slå de rene sprintere, herunder Pascal Ackermann, i Polen. Siden er sejren dog kommet i et andet lys, efter at det er blevet helt klart, at Ackermann er en skygge af sig selv. Det er svært at se Pedersen gentage bedriften i dette felt, men han har det samme supervåben, som han havde i Polen: sit tog. Her er det ikke helt så stærkt, men giver Trek ham både Theuns og Stuyven til sin rådighed, er det måske den allerbedste kombination. Kører de et lead-out som i Polen og afleveres Pedersen atter fra spids, kan den danske drøm måske alligevel blive til virkelighed. Det kan heller ikke helt udelukkes, at Theuns bliver hovedmanden, men han har trods mange gode leaad-outs ikke gjort noget færdigt i meget lang tid.

Det har gjort nærmest ondt at se Elia Viviani på det sidste. Vi vidste godt, at han næppe kunne holde niveau efter skiftet til Cofidis, men at det skulle gå så galt, var svært at forudsige. Det var trist i Australien, det var trist i Almeria, det var trist i Algarve, det var trist i Paris-Nice, og senest var det trist i et Occitanie, hvor han på papiret burde have været i særklasse. På den baggrund er det svært at tro, at benene pludselig skulle være der i Touren, også fordi han skuffede i Milano-Sanremo. Hans våben er toget med Christophe Laporte og Simone Consonni, der ligner et af de stærkeste, og Viviani er også selv fremragende i positionskampen. For at vinde skal der dog godt nok være sket noget siden sidste spurt i begyndelsen af måneden.

Modsat sidste år er Matteo Trentin ikke ensom freelancer i spurterne, og det burde i teorien give ham bedre chancer. Det er imidlertid også klart, at han ikke har farten til at slå de bedste i disse lette boulevardspurter, som vi har set det talrige gange både sidste år og i år, senest i Burgos. Til gengæld er han god i positionskampen og har ganske god støtte fra Greg van Avermaet og Jonas Koch, og han viste ved EM, at han efterhånden er kommet sig over det Sanremo-styrt, der gjorde ham temmelig rusten i Vallonien. Det vil være en overraskelse, hvis han vinder, men chancerne for et topresultat er meget gode for stabile Trentin.

I en alder af 32 gør Luka Mezgec Tour-debut og det endda i rollen som foretrukken sprinter, selvom hans skifte til Mitchelton egentlig skulle have givet ham en lead-out-rolle. Så forsvandt Ewan og siden Trentin imidlertid, og nu er Mezgec pludselig nr. 1. Til gengæld er Mezgec holdbar sprinter og ikke boulevardsprinter, og det er bestemt ikke hans etape. Det så vi senest i de polske massespurter, og selvom han viste fornem form i Bretagne, bør han ikke have farten til at vinde, særligt fordi han kun har Daryl Impey som lead-out man. I forvejen kniber det ofte med positioneringen, men sidder han rigtigt, kan det blive til et hæderligt resultat.

Blandt de øvrige sprintere er der Sonny Colbrelli, men han vil formentlig være helt alene, er dårlig i positionskampen og mangler fart i en flad boulevardspurt. Det samme gør Clement Venturini, der heller ikke har megen støtte, men modsat den hurtigere Colbrelli er han meget stærk i positionskampen. Begge får dog meget svært ved at vinde. De øvrige hold ventes ikke at blande sig i spurten, men kan måske få en mand til at holde sig lidt til for ikke at ende alt for langt tilbage i kortegen på 2. etape. Det kunne eksempelvis være folk som Jose Joaquin Rojas, Clement Russo, Jens Keukeleire og Michael Kwiatkowski¸ der alligevel har Egan Bernal og Richard Carapaz på bagsmækken til sidst.

OPDATERING: Som lovet en opdatering på Wout van Aert. Ved torsdagens pressemøde sagde han det forventede: at det vigtigste er klassementet, og at det ikke er sikkert, at han kører spurten. Han udelukker det ikke, og meget peger på, at en beslutning først tages under løbet, når Dumoulin og Roglic er "home safe".

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Cees Bol, Peter Sagan, Niccolo Bonifazio, Alexander Kristoff, Wout van Aert

Jokers: Bryan Coquard, André Greipel, Mads Pedersen, Elia Viviani, Matteo Trentin, Luka Mezgec, Edward Theuns

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD PÅ FELTET.DK