Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ruten

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde bakker undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Det kunne meget vel også være tilfældet på 1. etape i år, hvor der venter en hård rundstrækning omkring byen La Chaux-de-Fonds og relativt stigninger bakker, der vil kunne teste benene hos favoritterne, inden en forventet spurt i en mindre gruppe formentlig vil afgøre etapen.

I alt skal der tilbagelægges 168,4 km, der fører feltet fra Neuchatel til La Chaux-de-Fonds, der ligge bare få kilometer nord for startbyen. Den første del af etapen består derfor af en stor sløjfe mod sydvest, og etapen indledes med, at man kører igennem fladt terræn i den retning ned langs Neuchatel-søen. Efter 24,7 km drejer man mod vest væk fra vandet for at køre op ad kategori 2-stigningen Fontanezier (4,5 km, 7,9%, max. 10%), der har top efter 29,2 km. Derefter venter kun en kort nedkørsel, inden man kører direkte ind på kategori 2-stigningen Mauborget (5,5 km, 8%, max. 10%), hvis top rundes efter 36,8 km i næsten 1200 m højde og leder op til et plateau.

Det følges igennem let faldende terræn mod sydvest ned forbi dagens første spurt, der kommer efter 47,6 km, inden man drejer mod nord for kort efter at køre op ad en 2 km lang bakke, der stiger med 5,1% i snit og har top efter 60 km. Herefter venter endelig en længere og teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordøst, inden det flader ud. Kort efter skal man op over kategori 2-stigningen Le Haut-de-la-Cote (3,6 km, 8,6%, max.11%), der har top efter 89,8 km, hvorefter man igennem fladt terræn kører mod nordøst ind på rundstrækningen, hvor man kort efter drejer mod nordvest for at køre op ad en lille bakke. Til slut følger man en lige og flad vej mod nordøst frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 115,1 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 53,3 km lange rundstrækning. Der læggers hårdt fra land, når man umiddelbart efter stregen kører mod syd og øst op ad kategori 2-stigningen Col de la Vue des Alpes (5,2 km, 4,8%, max. 7%), hvis top rundes med 51,0 km igen. En længere nedkørsel fører nu mod syd, inden man kører igennem fladt terræn mod sydvest frem til kategori 2-stigningen Col de la Tourne (4,6 km, 6,8%, max. 10%), hvis top rundes med 25,0 km igen. En ultrakort nedkørsel leder nu mod vest, inden man igennem fladt terræn kører frem til den sidste spurt, der kommer med 20,0 km igen. Derfra går det mod nordøst igennem fladlandet, inden man kører mod nordvest på ad en 1,7 km lang bakke, der stiger med 7,6% og har top bare 12 km fra stregen. En lille nedkørsel og efterfølgende bakke fører mod nordvest, inden det går via en lang, lige og flad vej de sidste knap 10 km ind mod mål, hvor der ikke er ét eneste sving over de sidste godt 5 km.

Etapen byder på i alt 3094 højdemeter

La Chaux-de-Fonds var senest vært i 2016, hvor Ion Izagirre slog Tom Dumoulin og Michal kwiatkowski på en regnvåd og teknisk prolog. I 2012 overraskede Bradley Wiggins ved at vinde en reduceret massespurt efter en etape, der minder om denne, mens Oscar Freire gjorde det samme i 2009. I 2007 var det Markus Fothen, der var hurtigst i et decimeret felt, mens Laurent Dufaux spurtede sig til sejr i en lille gruppe af klatrere i 2000. I 2006 lagde Tour de Suisse vejen forbi, og her slog Angel Vicioso i en spurt David Herrero Llorente, da de to akkurat snød Daniele Bennati, som var hurtigst i et reduceret felt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det frygtede Romandiet-regnvejr er aflyst for nu, og i stedet venter der en smuk forårsdag. Således vil der ikke være en sky på himlen denne onsdag, hvor temperaturen dog kun vil nå beskedne 14 grader. Der vil blot være en let vind fra øst, hvilket giversidemedvind frem til første spurt og derefter sidemodvind frem til rundstrækningen. Her vil der primært være sidevind, men der vil være modvind på første stigning og medvind på den anden. Efter spurten vil der skiftevis være sidemed- og sidemodvind, men det vil være sidemodvind på de sidste ca. 10 km, herunder på opløbsstrækningen.

Analyse af prologen

Der gik ikke mange uger af 2019, inden et stort team i cykelverdenen blev, om Rohan Dennis’ skifte fra en BMC- til en Merida-cykel var ensbetydende med hans fald fra tronen som verdens førende tempokonge. Australieren fik nemlig gedigne klø af Luke Durbridge ved de australske mesterskaber, og da han siden leverede en nærmest rystende svag præstation i Tirreno-Adriatico på en rute, han ellers har ejet i de senere år, var det i hvert nærliggende at konkludere, at materiellet, der som bekendt spiller en ret væsentlig rolle på tidskørsler, spillede en rolle i det, der lignede et lille fald fra tinderne.

Efter dagens prolog i Tour de Romandie er der blevet lagt en foreløbig dæmper på de spekulationer, da det højst uventet blev Jan Tratnik og ikke Dennis, der skulle sikre Bahrain-mandskabet deres første tempotriumf i år. Den lille, eksplosive slovener viste nemlig sin mere berømte holdkammerat, at han sagtens kan vinde enkeltstarter også på en Merida, da han i en neglebider af en afslutning sikrede sig karrierens største sejr.

Naturligvis skal man ikke lægge alverden i det resultat. Dagens prolog var nemlig noget helt andet end en klassisk tidskørsel, og her handlede det mere om eksplosivitet og tekniske evner end om aerodynamik og power. Derfor spillede materiellet også en mindre rolle, og man kan ingenlunde bruge Tratniks sejr til at afvise teorien om cyklen som forklaring på Dennis’ bemærkelsesværdige niveaufald. Ikke desto mindre varmer det utvivlsomt hos Merida-ledelsen, at de nu har et synligt bevis på, at deres udstyr altså ikke nødvendigvis står i vejen for triumfer også på tidskørsler.

For nogle kommer Tratniks triumf som en overraskelse, men det burde den ikke. Det var snarere uventet, da den ellers ret alsidige slovener pludselig i Giroen i 2017 indså, at han faktisk kunne køre enkeltstart. Få måneder senere blev han nr. 10 ved VM, og igennem de to seneste år har han gjort tekniske og kuperede enkeltstarter til lidt af et speciale. Indtil i dag var hans største triumf sejren på den stærkt kuperede Coppi e Bartali-enkeltstart i 2018, men han har også så fine prologresultater, at det var hel naturligt at pege på ham som outsider til dagens prolog, hvad jeg da også gjorde i min optakt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Alligevel lå det ikke på den flade, at han skulle slå de største favoritter. Tratnik har igennem foråret nemlig lignet en rytter, der ikke har haft godt af at forlade kaptajnrollen på CCC til fordel for en hjælperrolle på WorldTouren. I hvert fald har han igennem klassikerne været en skygge af den rytter, der igennem de seneste to år var den mest konkurrencedygtige CCC-rytter med blandt andet andenpladser i Tour de Luxembourg og Slovakiet Rundt - i sidstnævnte tilfælde bag en vis Julian Alaphilippe - sejr i Volta Limburg Classic og en 5. plads i Brabantse Pijl som nogle af de mange flotte resultater. På den baggrund var det opløftende at se, at han stadig har sit gamle talent, og man kan nu håbe, at det ansporer Bahrain-ledelsen til atter at give ham lidt af den frihed, han så fornemt udnyttede i polsk tjeneste.

I det hele taget blev det en stor dag for slovenerne - hvilket i øvrigt er ærgerligt for de danske bestræbelser på at sikre sig fuldt hold til VM. Den regerende mester, Primoz Roglic, viste nemlig, at han er knivskarp inden Giroen, da han sikrede sig en 2. plads bare 0,3 sekund efter sin landsmand og dermed fortsatte sit suveræne 2019, hvor han er ubesejret i de to løb, han hidtil har kørt. Med tanke på, at han så tæt på Giroen næppe har taget de samme chancer i de mange sving som Tratnik, kunne noget tyde på, at sloveneren ikke uventet er kommet ned fra højderne i forrygende form og er klar til at køre med om sejren i Italien i næste måned.

Spørgsmålet er bare, hvad han vil bruge formen til i dette løb. Jumbo har nærmest demonstrativt givet Steven Kruijswijk rygnummer 1, selvom det rettelig tilhører Roglic som forsvarende vinder, og de insisterer hårdnakket på, at sloveneren alene er her for at forberede sig til Giroen. Hvis Tratnik falder fra på 1. etape, hvilket bestemt ikke er umuligt, ser det imidlertid ud til, at Jumbo-stjernen allerede i morgen kan være i gult, og vil han virkelig helt frivilligt afgive en mulig sejr? Han vil næppe grave alt for dybt, men med enkeltstarten som våben kan han i princippet vinde uden at skulle gå til sine grænser. Det bliver i hvert fald spændende at se, om han simpelthen tidligt lader sig falde tilbage på lørdag, eller om han alligevel går efter at forsvare en titel i storløb, som de fleste trods alt vil drømme om at vinde.

Det er i hvert fald ikke helt oplagt, hvem der skal slå ham, hvis han vitterlig går efter sejren. Nu skal man naturligvis være meget varsom med at drage forhastede konklusioner på baggrund af 3,87 km kørsel, hvor risikovillighed og tekniske evner betød mere end form, men det var trods alt opløftende at se Geraint Thomas sikre sig en 5. plads. Naturligvis var det ikke uventet, at han som prologspecialist ville være at finde langt fremme, men det er alligevel et positivt tegn, at han kunne være så tæt på sejren. På papiret er han i forvejen den eneste, der har tempoevnerne til for alvor at udgøre en Roglic, og han har tydeligt signaleret, at han er kommet til Romandiet for at køre med om sejren. Baseret på det, vi så i dag, ligner han en mand, der har fundet formen og står i pole position til at tage over, hvis den slovenske stjerne kaster håndklædet i ringen. Nu må man bare håbe, at det ikke går som i Baskerlandet, hvor han også lagde fint ud på enkeltstarten, men senere blev kørt midt over på stigningerne.

Det var også opløftende at se, at Rui Costa atter præsterede over evne på schweizisk jord. Manden, der tre gange har vundet Tour de Suisse og tre gange er blevet nr. 3 i dette løb, og som i 2018 vel kørte sit eneste virkelig gode løb netop her, har en nærmest magisk evne til at blive 50% bedre, når han krydser grænsen til Alpelandet. For to dage siden viste han intet i Liege-Bastogne-Liege, men i dag kørte han en nærmest chokerende god prolog, der sendte han direkte ind på 3. pladsen på listen over løbets forventede topkandidater. Det lover godt for fortsættelsen, også selvom enkeltstarten på søndag er lidt af en udfordring.

Man kan måske med nogen ret argumentere for, at han kun er nr. 4. På 8. pladsen finder vi nemlig vores kære humlebi, Carlos Betancur, der følger sit helt velkendte mønster med langsomt at finde formen gennem april. Det startede med hæderlig kørsel i Baskerlandet, der blev fulgt op af en sejr i Klasika Primavera, og i søndags viste han så i Liege, at formen efterhånden er i top. I dag udnyttede han så sit punch og eksplosivitet til at sikre sig det, der må være tæt på at være karrierens bedste enkeltstartsresultat. Om det rækker til et samlet topresultat, er nok tvivlsomt med tanke på den afsluttende tidskørsel samt de evner, han i de senere år har vist i de høje bjerge, men hvis det lykkes Alejandro Valverde trods sin skade at komme til start, siger Movistars Giro-hold med Betancur, Valverde, Mikel Landa og Richard Carapaz efterhånden mere og mere spændende ud.

Mindre uventet var det, at tempostærke og eksplosive Felix Grosschartner med en 13. plads sikrede sig et godt udgangspunkt, og det samme gjorde Tanel Kangert, der efter et flot Liege virkelig synes at have fundet formen frem mod Giroen. Dieselmotoren Steven Kruijswijk kan også være yderst tilfreds med en 21. plads på en rute, han må have afskyet, og de to spinkle klatrere James Knox og især en tilsyneladende enormt formstærk David Gaudu må også være lykkelige for at være endt i top 30. Som ventet nåede Emanuel Buchmann til gengæld ikke at få gjort motoren varm, mens Daniel Martinez nok alligevel havde ventet lidt mere end en 50. plads. Remco Evenepoel, der trods sin status som et fysisk fænomen, måtte med en 57. plads sande, at tekniske evner og eksplosivitet ikke står på listen over hans spidskompetencer. Og endelig var det ikke uventet, at folk som Michael Woods, Ilnur Zakarin, Hugh Carthy, Louis Meitnjes, Jan Hirt og Guillaume Martin alle fik sig en gang gedigne prygl i en disciplin, de helst havde været foruden.

De glæder sig da sikkert også over, at prologer er en uddøende race, og netop fordi de efterhånden er så sjældne, var det også interessant at se, hvordan tempokongerne klarede sig. Det var ikke helt uventet, at de ikke kunne vinde på denne tekniske rute, men flere af dem gjorde det alligevel hæderligt. Særligt overraskende var det, at Tony Martin, der burde afsky en etape som denne, og som senest kørte en rædselsfuld enkeltstart i Tirreno, pludselig viste glimt af fordums styrke med en helt uventet 4. plads. Og efter sidste års 2. plads dokumenterede Tom Bohli, at heller ikke han på en rute som denne savner sin BMC-cykel, da han med en 3. plads atter beviste, at han må regnes som en af verdens bedste prologryttere.

Det er Alex Dowsett også, for han er næsten altid med fremme i dette løb. Det var han også i dag, hvor han i sit comeback efter en lang skadespause gjorde det uventet godt med en 6. plads. Stefan Küng gjorde det også hæderligt med en 7. plads på en rute, der ikke just var hans kop te, og Maciej Bodnar, der ellers har kørt forfærdelige enkeltstarter i de seneste to år, viste glimt af sit gamle niveau med en 9. plads. Til gengæld lykkedes det ikke for Patrick Bevin og Fililppo Ganna, til hvem forventningerne var større, at køre sig i top 10, og for Jos Van Emden gik det helt galt, da han efter en beskeden 38. plads atter måtte sande, at han tilsyneladende skal have det helt fladt, hvis han skal præstere.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det skal Victor Campenaerts ikke, men han blev alligevel den helt store taber. Efter succesen i Mexico var han åbenbart så overtændt, at han lynhurtigt røg i asfalten og fik ødelagt sin chance for at følge op på Tirreno-succesen med endnu en sejr. Det var en skam, for det havde været interessant at se hans evner på en teknisk prolog som denne, men heldigvis slog han sig ikke væsentligt, og han vil være helt klar til at gå efter sejren på søndag, hvor han finder en rute, der burde passe ham langt, langt bedre.

Om han også igen til den tid skal slås med Tratnik, er nok mere usikkert. På 5. etape er enkeltstarten mere klassisk, og selvom sloveneren er en glimrende temporytter, vil han formentlig komme til kort over for de virkelige specialister langs Leman-søens bredder. Her vil der også blive stillet betydeligt større krav til materiellets aerodynamiske egenskaber, og derfor er det her, vi får en mere virkelig test af Merida-cyklens potentiale. Er Tratnik igen med fremme til den tid, har den i hvert fald definitivt bevist sit værd, og så kan Dennis ikke længere bruge den undskyldning, hvis han fortsætter sit fald fra tempotronen.

Favoritterne

Det er ikke uden grund, at de fleste sprintere som regel holder sig langt væk fra Tour de Romandie. Det schweiziske løb er nemlig et rigtigt bjergløb, og selvom der oftest er i hvert fald én etape for de hurtige folk, er der generelt ikke meget at komme efter i den bjergrige fransktalende del af Schweiz.

Det er 1. etape af årets løb et glimrende eksempel på. Der er nemlig tale om en decideret modbydelig sag, hvor der ikke blot er mere end 3000 højdemeter på programmet, men også undervejs er nogle endda for Romandiet bemærkelsesværdigt stejle stigninger. De tre første har alle gennemsnitlige stigningsprocenter på omkring de 8, og senere venter der i finalen Col de la Tourne og en den lille, meget stejle mur med 12 km igen, og de byder begge på så vanskelige passager, at terrænet er rigeligt svært til at sprænge feltet til atomer.

Problemet er bare, at finalen er flad, og at det derfor ikke er en dag for klassementsrytterne. Det gør etapen til et mærkeligt misfoster, der kan blive både fugl og fisk, og hvor alt bestemmes af den tilgang, rytterne har. Vil de køre cykelløb, er stigningerne så hårde, at det kan blive lidt at et blodbad, og hvor selv de mest hårdføre sprintere som Sonny Colbrelli kommer til kort, men viser det sig, at ingen har lyst til at udnytte terrænet, kan folk som netop Colbrelli lugte en sejr. Til gengæld burde etapen være så vanskelig, at vi med sikkerhed kan afskrive folk som Elia Viviani, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo og Matteo Moschetti, og selvom han har forbedret sine klatreevner betragteligt, vil det også være uventet, hvis en Sam Bennett, der endnu ikke er i topform, kan sidde med. Da Bradley Wiggins i 2012 legede sprinter og vandt en reduceret massespurt i samme målby efter en ganske vist lidt anderledes finale, var feltet i hvert fald renset for sprintere.

Som sagt er det i høj grad rytternes indstilling, der bestemmer udfaldet af etapen, og den er ikke helt let at lure. Det er nemlig en etape uden en oplagt favorit, og det gør det altid uklart, hvem der skal tage ansvar. Bahrain vil naturligvis gøre alt for at forsvare Tratniks trøje og måske endda gå efter en etapesejr med Colbrelli, men deres svage hold kan intet stille op, og de må alene bede til de højere magter og håbe, at andre kontrollerer løbet for dem.

Hvem skal det så være? Det er ingenlunde klart. Måske kan Mitchelton-Scott lure en spurtsejr med Michael Albasini, men den schweiziske veteran er efterhånden så affældig, at han langt fra kan vide sig sikker på at overleve stigningerne. De mere klassiske sprintere tror ikke på deres chance, og dermed er det pludselig helt åbent, hvem der skal køre et udbrud ind.

Det åbner i den grad døren for en mulig udbrudssejr, og det ligger i kortene, at Thomas De Gendt skal i aktion på denne etape. Allerede starten er hård, og derfor er der grobund for, at vi får etableret et ganske stærkt udbrud. Det har Bahrain ikke skyggen af chance for at hente, og derfor kan det meget vel tænkes, at de store klassementshold som Jumbo, Ineos og måske også Bora er nødt til at komme frem for ikke at smide klassementet væk. De er imidlertid ikke nødvendigvis interesserede i at hente gruppen, og derfor er en udbrudssejr en meget reel mulighed.

Når vi alligevel ikke tror, at de holder hjem, skyldes det EF. Amerikanerne er her med et sandt superhold af klatrere, og de blomstrer af selvtillid efter et forår, hvor det meste er gået deres vej. Reelt kan fem af holdets ryttere køre klassement, men kun Martinez og Kangert er relativt tempostærke. Skal de have fuld valuta for deres kollektive styrke, ligger det i kortene, at de skal udnytte terrænet, hver gang muligheden byder sig, og med den initiativlyst, de ofte udviser, særligt når Michael Woods, er til start, tror vi, at de vil lægge pres på i finalen og sikre, at udbruddet køres ind.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Derefter vil de gå i offensiven, og vi forventer en ganske livlig finale, som vi ofte ser det i Romandiet, men Ineos og Jumbo vil formentlig være stærke nok til at sikre, at ingen farlige folk kører væk. Selvom den sidste stigning og den lille mur er modbydelige, kunne det derfor ligne en reduceret massespurt, men i et felt, hvor vi tror, at heller ikke de hårdføre folk som Sonny Colbrelli kan sidde med.

Det gør det hele ret åbent, for feltet mangler klatrere med en afslutning som Valverde, Alaphilippe og Kwiatkowski. Derfor er det også med nogen tøven, at vi peger på Eduard Prades som vores favorit. Spanieren er imidlertid en af de få, der kan klare sig i terræn som dette, og som samtidig har en livsfarlig spurt. Det burde derfor være en ideel etape for ham, hvis han undervejs kan komme af med de hurtigere og tungere folk, og det burde der være en vis mulighed for.

Prades viste senest sine afslutterevner, da han vandt en spurt i en lille gruppe i Yorkshire, men siden da har han faktisk været temmelig formsvag, ikke mindst i GP Indurain. Han så heldigvis bedre ud, da han og Betancur gav rivalerne klø i Klasika Primavera, og senest kørte han fint i det flade Vuelta a Castilla y Leon. Hvor han står nu, er ikke helt oplagt, mens dagens prolog var i hvert fald hæderlig. Lykkes det EF at gøre løbet for hårdt for sprinterne, kunne han ligne hurtigste afslutter i et felt af klatrere, og derfor tror vi, at han tager sin anden sejr i Movistar-trøjen.

Rui Costa deltager ikke så ofte i spurter længere, men i dette løb har han en fin historik for at blande sig i mindre grupper. Sidste år blev han eksempelvis nr. 3 på en tilsvarende etape, og han har adskillige top 10-placeringer på sit cv. Som sagt har han en sær tendens til at finde benene ved passagen over grænsen til Schweiz, og efter en skuffende ardennerkampagne imponerede han på dagens prolog. Mens det formentlig bliver for hårdt for de hurtige holdkammerater Simone Consonni og Alexandr Riabushenko, vil Costa med sikker være med hjem, og er vi kommet af med sprinterne, har portugiseren en fin chance i et felt af klatrere.

Det samme har Michael Woods. Canadieren er ganske vist mest kendt som puncheur, men han har også en ganske fin spurt på flad vej. Som sagt forventer vi, at EF gør løbet knaldhårdt, og lykkes den mission, er det Woods, der skal gøre arbejdet færdigt i en spurt. Han har tidligere vist sine afslutterevner i blandt andet Tour Down Under, og han mener stadig den dag i dag, at han ved sidste års VM kunne have overspurtet Valverde, hvis ikke han var blevet ramt af krampe. Dette er hans store chance for at vise, at han vitterligt er så hurtig, at det faktisk var en mulighed, og efter det flotte Liege ved vi, at formen efterhånden er god.

Wanty har faktisk en ganske fin chance for at tage en stor WorldTour-sejr. De har nemlig i Xandro Meurisse en klatrestærk klassikertype, der tillige kan afslutte. Sidste år blev han således nr. 6 og 8 i to spurter i dette løb, ligesom han var i top 10 i ren reduceret massespurt i Dauphiné. Hvis der ryddes ud i de virkeligt hurtige, burde han være en af de bedre afsluttere. Desværre har han været en anelse formsvag i år, men han viste tegn på fremgang i Brabantse Pijl og burde kunne klare terræn som dette.

Belgierne har også en anden kandidat i Odd Christian Eiking. Han er egentlig mest kendt som puncheur, men han har før vist, at han også har en hæderlig spurt på flad vej. Han var i storform i Catalonien og på Sicilien, men oplevede så et lille formdyk i klassikerne. Heldigvis rejste han sig med en flot præstation i Liege, og det giver håb om, at han vil sidde med hjem her. Mod de rigtige afsluttere har han ikke den store chance, men blandt klatrerne i dette felt, ligner han en af de hurtigste.

Er der en sprinter, der klarer ærterne, er det naturligvis Sonny Colbrelli. Italieneren er klart den mest hårdføre afslutter her, og han viste sidste år på 1. etape, at han godt kan klare også relativt lange stigninger. Problemet er bare, at han ikke just viste storform i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, hvor han mildt sagt var skuffende, og skal han vinde denne etape, skal han i hvert fald være bedre her. Omvendt var det samme tilfældet i 2018, og der endte han alligevel med at sidde med på en dag, hvor selv Michael Matthews fald fra. Det vidner om, at han har en chance, men det kræver formentlig, at der ikke for alvor bliver gået til stålet.

Falder han fra, har Bahrain-Merida imidlertid en plan B. Med dagens sejr viste Jan Tratnik nemlig, at han endelig har fundet noget form, og han har en reel chance for at klare stigningerne her. Ganske vist er han bedst i mere eksplosivt terræn, men han viste i Slovakiet sidste år, at han også kan klare sig hæderligt på længere stigninger. Vi hælder mest til at tro, at han falder fra, men skulle han klare strabadserne, har han en glimrende spurt, som han vil udnytte, hvis han ikke skal hjælpe Colbrelli.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Movistars bedste bud er naturligvis Prades, men i Carlos Betancur har de en hæderlig anden mulighed. Som nævnt ovenfor synes colombianeren igen i år at have fundet benene i tide til Giroen, og med den nuværende form sidder han helt sikkert med hjem. Det er efterhånden sjældent, at han viser det, men han har faktisk en fin spurt. Det viste han senest med sejren i Klasika Primavera, men mange vil også huske, at han på legendarisk vis slog en vis John Degenkolb på stregen på 1. etape i Haut Var i 2014. Formentlig skal han køre for Prades, men får han sin chance, er han hurtig nok til at overraske.

I gamle dage ville det være en perfekt etape for Michael Albasini. Den schweiziske veteran er imidlertid en skygge af sig selv, og han har været milevidt fra sit gamle niveau i 2018 og 2019. Han viste klare tegn på fremgang i Liege, men vi tror ikke længere, at han har niveauet til at klare strabadserne her. Skulle det lykkes, vil han dog være en af de absolut hurtigste og have gode chancer for at tage endnu en triumf i det løb, han nærmeste ejede for et par år siden.

Mitchelton har også en glimrende anden option i form af Dion Smith. Newzealænderen viste storform, da han blev nr. 4 på den knaldhårde sidste etape i Catalonien, men desværre blev han efterfølgende syg og måtte skippe Baskerlandet. Det var tydeligt i klassikerne, hvor han var langt fra Catalonien-niveauet, og da stigningerne her i forvejen nok er for lange, tvivler vi på, at han sidder med hjem. Udelukkes kan det dog ikke, og er han der til sidst, har han farten til at vinde.

Hvis han havde haft Tour Down Under-formen, ville Patrick Bevin også have haft en stor chance. Nu er det imidlertid svært at være alt for optimistisk. Han er nemlig styrtet flere gange i år og måtte udgå af Baskerlandet med sygdom. Han hævder selv, at han har fundet en rimelig form, men dagens prolog var ikke just opløftende. I forvejen er terrænet her på grænsen for ham, men skulle han alligevel klare strabadserne, er det af de ovennævnte kun Colbrelli og måske Albasini, der kan true ham.

Felix Grossschartner har ikke kørt mange spurter, men han er en hæderlig afslutter. Det viste han senest med 2. pladsen på 2. etape i Tyrkiet, men det er klart, at han får det sværere på flad vej, hvor hans historik er begrænset. Omvendt er der en så udpræget mangel på hurtige folk blandt klatrerne i dette felt, at dette kunne være chancen for den formstærke Tyrkiet-vinder til at vise sine evner som sprinter.

Trek har ikke haft meget succes i år, og det gælder i særdeleshed for Gianluca Brambilla. Dette kunne dog være en fin chance for italieneren, der som bekendt ikke er nogen dårlig afslutter. Det er ikke meget, han spurter nu om dage, men i et felt af klatrere tager han af og til chancen. Han burde have hæderlig form inden Giroen, og falder de hurtigste fra, er det i et felt som dette, at han vil have en reel chance.

Vi bliver også nødt til at nævne Primoz Roglic. Sloveneren har nemlig flere gange vist, at han er ganske hurtig, også på flad vej, og bliver dette løb hårdt, vil vi slet ikke udelukke, at han er blandt de hurtigste. Desværre tvivler vi på, at han vil tage de nødvendige risici i en spurt så tæt på Giroen, ikke mindst fordi Jumbo insisterer på, at han er her for at træne. Derfor virker det usandsynligt, men ikke umuligt, at han vil være med i kampen om sejren.

Endelig vil vi pege på Sam Bennett. Al logik siger, at terrænet her er for hårdt, men ireren har vitterligt overrasket os med sine klatreevner på det seneste. Skulle det gå gelinde uden den store initiativlyst, kan han måske alligevel klare ærterne. Gør han det, er der egentlig ingen grund til at køre spurten. I givet fald vil han nemlig være så tårnhøj favorit, at der formentlig ikke er nogen, der når ham til sokkeholderne.

Andre halvhurtige folk er Geraint Thomas, Roland Thalmann, Nicolas Roche, Davide Villella, Nikita Stalnov, Merhawi Kudus, James Knox og Silvan Dillier , der alle kan tænkes at køre spurten. Det burde være en god etape for Ben Swift, men i sit comeback efter et meget alvorligt styrt, bliver det svært. Vi tror også, at det bliver lidt for svært for ellers hurtige Patrick Müller og Benhamin Thomas, og Dmitry Strakhov har desværre været langt fra sidste års niveau. Alexandr Riabushenko klatrer efterhånden så skidt, at han næppe heller kommer med hjem.

Som sagt er en udbrudssejr, en reel chance, og skulle det ske, er det naturligvis den i år så ekstremt velkørende Thomas De Gendt, der senest snød sprinterne på 1. etape i Catalonien, som er kandidat nr. 1, især fordi han også kan spurte. Andre muligheder kunne være Riccardo Zoidl, Davide Villella, Nikita Stalnov, Gianluca Brambilla, Nicolas Roche, Andrey Amador, Winner Anacona, Joey Rosskopf, Carl Fredrik Hagen, Kilian Frankiny, Xandro Meurisse, Odd Christian Eiking og Roland Thalmann

Feltet.dks vinderbud: Eduard Prades

Øvrige vinderkandidater: Rui Costa, Michael Woods

Outsidere: Xandro Meurisse, Odd Christian Eiking, Sonny Colbrelli, Jan Tratnik, Carlos Betancur

Jokers: Michael Albasini, Dion Smith, Patrick Bevin, Felix Grossschartner, Gianluca Brambilla, Primoz Roglic, Sam Bennett, Patrick Müller

Kandidater til et udbrud: Thomas De Gendt, Riccardo Zoidl, Davide Villella, Nikita Stalnov, Gianluca Brambilla, Nicolas Roche, Andrey Amador, Winner Anacona, Joey Rosskopf, Xandro Meurisse, Odd Christian Eiking