Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ruten

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde stigninger undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Det kunne meget vel også være tilfældet på 1. etape i år, hvor der venter en hård rundstrækning med to stejle bakker omkring UCIs hjemby, Aigle, og Martigny, der sammen skulle have været værter for VM sidste år. Stigningerne kommer for langt fra mål til at kunne bruges i klassementet, men de er for feltets hurtige folk svære, og det bliver næppe et alt for stort felt, der kan ventes at skulle spurte onsdag eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges 168,1 km, der fører feltet fra Aigle til Martigny, der som sagt havde udsigt til et delt VM-værtsskab sidste år, indtil corona kom i vejen. Faktisk er der tale om to nabobyer, der ligger nær hinanden i en dal midt i Alperne, og etapen indledes med, at man kører mod syd og sydøst ad den flade dalvej fra start- til målbyen. Undervejs slår man dog et lille smut ind i bjergene for at køre op ad kategori 3-stigningen La Rasse (2,4 km, 8,5%, max 12%), der har top efter 12,2 km og er en ganske stejl sag med 1000 m med 10,5% midtvejs. Efter nedkørslen går det videre ad dalvejen til udkanten af Martigny.

I stedet for at køre ind til centrum drejer man mod nordøst for at følge den flade dalvej ud til etapens hovedrundstrækning, der nås i byen Fully efter 23,4 km. Den er i alt 34,6 km lang og skal tilbagelægges fire gange, idet man dog korter det allersidste flade stykke af sidste omgang. Fra starten går det videre ad den flade dalvej mod nordøst frem til byen Leytron, hvor man kortvarigt forlader dalen for at køre mod sydvest og nord op ad kategori 3-stigningen Produit (2,6 km, 7,2%, max. 12%), der også er en stejl sag med 8-9% over 1500 m midtvejs, og som også har en ganske teknisk nedkørsel, der leder tilbage til Leytron.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Toppen rundes efter hhv. 38,1 km, 72,7 km, 107,3 km og 141,9 km, inden man efter nedkørslen når tilbage til dalen. Her kører man med det samme mod nordøst op ad en helt lige vej, der sender dem op ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,2 km, 5,9%, max. 9%), der også er sværest midtvejs med 1000 m med ca. 8%. Toppen rundes efter hhv. 42,8 km, 77,4 km, 112,0 km og 146,6 km, hvorfor der efter sidste passage resterer 21,5 km. En helt enkel nedkørsel uden sving leder mod øst tilbage til dalen, hvor man kører ad den helt flade dalvej mod sydvest til byen Riddes, hvorfra den nu helt lige og flade dalvej leder videre gennem Saxon, hvor der på anden og tredje omgang er en indlagt spurt efter hhv. 89,4 km og 124,0 km, inden en flad dalvej leder mod nordvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i Fully.

På sidste omgang droppes det korte stykke, der leder mod nordvest dog. I stedet fortsætter man mod sydvest ad den flade dalvej ind til centrum af Martigny, hvor en flad, men teknisk finale venter. Således er der efter den lige vej hele fire sving med 2400, 1900, 900 og 700 m igen, inden man rammer den kun ganske let stigende opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1979 højdemeter

Martigny blev senest besøgt af løbet i forbindelse med prologen i 2011, hvor en ung Jonathan Castroviejo overraskede ved at sejre foran Taylor Phinney og Leigh Howard over de bare 2,9 km. Derudover har byen i dette årtusinde kun været mål for de schweiziske mesterskaber i 2016, hvor Fabian Cancellara tog sin 10. og sidste titel på enkeltstarten, og Jonathan Fumeaux overraskende kørte hjem til en solosejr i linjeløbet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

I dag var rytterne overraskende heldige med at slippe for Romandiets berygtede regnvejr, men det held har de næppe onsdag. En hæderlig morgen efterfølges nemlig af silende regn fra 13-14-tiden, og det bør bare tage til i intensitet gennem hele eftermiddagen, hvor temperaturen i Martigny vil toppe på 13 grader. Der vil til gengæld bare være en let vind (9-13 km/t) fra vest. Det giver sidevind ned gennem dalen fra start og på rundstrækningen sidemedvind på første del frem til bunden af nedkørslen efter sidste stigning, dog med sidemodvind på første stigning, og siden sidemodvind på anden del i dalen. Der vil også være sidemodvind ind mod Martigny til sidst, hvor der hovedsageligt er sidemodvind i den tekniske finale, herunder på opløbsstrækningen.

Analyse af prologen

For halvanden måneds tid siden var der gravstemning på Dave Brailsfords kontor. Det var dengang, Ineos-manageren havde ventet at skyde den europæiske etapeløbssæson i gang med et brag i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor to potente stjernebesætninger skulle vise de to slovenske fænomener, at de britiske Tour-konger er her endnu, men hvor begge løb endte som dundrende fiaskoer, mens de to østeuropæiske monstre leverede den ene magtdemonstration efter det andet.

Det varede dog ikke længe, inden den britiske sørgemusik blev erstattet med festsang og skåltaler. Kort efter leverede holdet nemlig sin hidtil mest suveræne etapeløbspræstation - og det siger ikke så lidt, når man ser tilbage på det seneste årti - da Adam Yates, Richie Porte og Geraint Thomas slet og ret ryddede podiet i Catalonien. Og for at det ikke skulle være nok, viste Rohan Dennis også glimt af fordums styrke, da han ganske suverænt tog sin første enkeltstartssejr i halvandet år på en dag, hvor Porte, Yates, Thomas og Jonathan Castroviejo med hhv. en 6., 7., 10. og 15. plads viste, at briterne har fået fod på enkeltstartsdisciplinen igen efter en periode i 2019, hvor den var gledet dem lidt af hænde.

Noget kunne tyde på, at der er noget magisk over konstellationen med Dennis, Thomas og Porte. I dag bragte de nemlig igen det britiske storhold tilbage på sporet efter en lille uge, der bestemt er gået, som briterne havde ønsket. Bevares, med Tom Pidcocks flotte kørsel i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race og Gianni Moscons to etapesejre i Tour of the Alps var det ikke just martsagtig krisestemning, der herskede på det brailsfordske kontor, men med Pidcocks styrt, der ødelagde både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og Pavel Sivakovs ærgerlige uheld, der førte til en lidt pinlig ydmygelse af briternes ambitiøse satsning på kongeetapen i Alperne, var det alligevel nogle møgdage, der gik forud for dagens prolog i Tour de Romandie.

Så er det heldigvis godt, at Brailsford altid kan ringe til Catalonien-banden. Denne gang må de ganske vist klare sig uden Yates, der var en del af den fejlslagne belgiersatsning i sidste uge, men den magiske konstellation med Dennis, Porte og Thomas kan heldigvis uden førstemanden fra det catalanske eventyr. Da det første schweiziske etapeløb i næsten to år i dag blev skudt i gang med den klassiske prolog, leverede dem tempostærke trio nemlig en magtdemonstration, der til fulde matchede den catalanske ditto, da de nok engang ryddede podiet - og da Filippo Ganna endda endte som nr. 9, blev enkeltstartsresultatet endda betydeligt mere overbevisende, end det gjorde på de spanske veje.

Nu kunne man sikkert ved meldingen om resultatet foranlediges til at tro, at det skyldtes manglende konkurrence. Det kræver imidlertid ikke mange studier af startlisten at indse, at den opfattelse lynhurtigt kan skydes ned. Faktisk er det sjældent at se så mange af verdens førende tempospecialister samlet i et felt, og Ineos-mandskabet kunne således imødese konkurrence fra blandt andre Stefan Bissegger, der som bekendt slog Dennis på enkeltstarten i Paris-Nice og indtil i dag aldrig var endt dårligere end nr. 3 på en WorldTour-enkeltstart, VM-bronzevinderen og europamesteren Stefan Küng, der slog Ganna i Tirreno, samt en uhyre formstærk Patrick Bevin og prologspecialisterne Peter Sagan og Jan Tratnik, der tidligere begge har vundet WorldTour-prologer, Tratnik endda for bare to år siden i dette løb.

Endnu skarpere blev konkurrencen, at prologer bestemt ikke er klassiske enkeltstarter. Specielt ikke dagens 4,05 km lange etape, der med sit miks af flade powerstykker, tekniske passager og en kort, stejl og ganske eksplosiv bakke testede næsten alle aspekter af den komplette cykelrytter, der både skulle have masser af muskelkraft, tekniske evner, accelerationsstyrke, punch og klatreevner. I det spil var det meget svært at pege på en entydig favorit, og der var derfor lagt op til det klassiske spil om hundrededele, som man næsten altid ser på prologer.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Sådan gik det bare ikke. Dennis leverede en magtdemonstration, man meget sjældent ser på prologer af så beskeden en længde, da han med sin tid på 5.26 var mere end to sekunder hurtigere pr. kilometer end sine nærmeste rivaler. Dermed fik han sat en fed streg under, at den midtvejskrise, der for bare et par uger siden lignede begyndelsen på en mere anonym tilværelse i skyggen af yngre tempotalenter, definitivt hører en saga blot. Ikke blot var sejren en af hans mest overlegne, det var faktisk også hans første prologsejr på WorldTouren, for end ikke i hans storhedstid lykkedes det ham at vinde prologen i Romandiet, der i dag er den eneste tilbageværende større udgave af den efterhånden uddøende disciplin.

Det mest imponerende er, at sejren ikke blev opnået på den flade del. Nej, den blev især vundet på bakken, hvor han og Porte var de i særklasse hurtigste, hele 3 sekunder hurtigere end Thomas og kun adskilt af bare de 0,04 sekund, som den australske Tour-treer var hurtigere end den tidligere verdensmester. Det rejser med det samme spørgsmålet, om Dennis lige nu klatrer så godt, at han faktisk er kommet til løbet for at køre klassement, eller om han som vanligt er fint tilfreds med at satse på enkeltstarterne og ikke udnytte de klatreevner, han imponerede så stort med i Giroen.

I første omgang beskrev han på pressekonferencen sig selv som lidt af et wildcard, og det mest sandsynlige er, at det bliver ved det. Ineos-mandskabet er nemlig ikke kommet med samme skræmmende formation som i Catalonien, og det kan blive næste umuligt med bare Owain Doull, Filippo Ganna, Eddie Dunbar og Andrey Amador at kontrollere de kommende dage, særligt lørdagens kongeetape. Dertil kommer, at Dennis godt nok skal være meget tæt på sit Giro-niveau, hvis han skal vinde årets udgave af det schweiziske løb, der med en sjældent brutal kongeetape er langt hårdere og mere klatretungt, end det plejer, og dermed ikke just den ideelle årgang for Dennis at satse på.

Heldigvis for briterne står de stærkt med deres to forhåndskaptajner. Begge viste de nemlig storform, da Porte var hurtigste mand på bakken og Thomas nr. 3. Faktisk var de hhv. 5 og 2 sekunder hurtigere end ”the best of the rest”, Marc Hirschi, og det vidner om, at de begge er kommet til Schweiz med de rigtige klatreben. Dermed har de kurs mod den dominans, man på forhånd kunne have en ide om, for allerede inden løbet lignede det et opgør mellem netop de to.

Mes opløftende er det at se Portes genfødsel. Det er næsten svært at forstå, at han for mindre end et år siden så meget pensionsmoden ud, men siden da er han endt både som nr. 3 i Touren og nr. 2 i Catalonien, og i dag havde han det eminente punch på bakkerne, som i årevis gjorde ham til verdens bedste mand i ugelange løb. Med dagens præstation kunne noget tyde på, at han nærmer sig sit gamle niveau, og hvis det er tilfældet, bliver han svær at slå på lørdag. Desværre for ham lurer regnvejret som en latent trussel på særligt søndagens tekniske enkeltstart, hvor våde veje kan koste netop ham særdeles dyrt, og så er spørgsmålet, hvor offensivt han kan køre på lørdag, når nu Thomas er bedre placeret og med dagens kørsel bekræfter, at han efter en lille krise sidste sommer stadig skal regnes som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere.

Porte kan måske kun få frihed, hvis andre er i stand til at sætte Porte, men det er måske heller ikke helt umuligt. Der var nemlig i dag et hav af opløftende præstationer, der vidner om, at det ikke bare bliver den Ineos-dominans, man kunne frygte inden starten i dag.

Særligt opløftende var det at se Sepp Kuss. Som det fremgår af min optakt til løbet, er det amerikaneren, der med sine eminente klatreevner måske kan true Ineos-duoen på lørdag, men for den temposvage Kuss var de to enkeltstarter en gigantisk hæmsko. Derfor kom det for løbets spænding også som en herlig overraskelse, at Kuss på en rute, der burde ligge dårligt til ham, kørte sit livs bedste enkeltstart og begrænsede tabet langt bedre, end man kunne have frygtet. Måske var han på bakken hele 11 sekunder langsommere end Porte og kun 13. hurtigst af alle, men for en ren klatrer som ham var det mere end godkendt.

Han var dog ikke alene. Dieselmotoren Jack Haig, der bestemt ikke er skabt til en eksplosiv prolog, kørte en fremragende tid og var 17. hurtigste på den korte puncheurstigning. Ion Izagirre måtte nok engang sande, at hans tempoevner er gået fløjten, men 15. bedste tid på bakken var relativt opløftende. Rui Costa, der har været rystende tam gennem hele året, var pludselig 10. hurtigst på bakken, og dermed bekræftede han den helt uforståelige og meget mærkeligt grundregel om, at han altid forbedrer sig med 2-300%, når han rammer schweizisk territorium. Også klatrere som Felix Gall, Thymen Arensman, Javier Romo, Ben Zwiehoff, Kenny Elissonde og Matteo Badilatti satte tider på stigningen, der lover god for fortsættelsen.

Endnu mere opløftende var det at se Miguel Angel Lopez. Forud for løbet kunne man ellers have sin tvivl om niveauet hos Superman, der grundet styrtet i Giroen og en forslået hofte samt en efterfølgende coronainfektion har fået udsat sin sæsonstart utallige gange, men den lille colombianer viste, at han skal tages seriøst. Ganske vist var han blot 29. hurtigst på stigningen, men han var en af de ryttere, der kørte tidligt, hvor vinden på bakken var langt mindre gunstig, og derfor må resultatet regnes som mere end godkendt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det må det også for Wilco Kelderman og Mattia Cattaneo, der begge meldte sig klart ind i klassementskampen, selvom også de kørte relativt. Med sin 10. plads viste Cattaneo, der ellers har været uhyre formsvag gennem hele sæsonen, at han vitterligt er blevet lidt af en tempospecialist efter skiftet til Deceuninck, og Kelderman kunne med sin 11. plads atter bekræfter, at han efter nogle sløje år har genfundet lidt af fordums styrke i kampen mod uret. Selvom de tabte lidt flere sekunder, må også Fausto Masnada, der bekræftede sin fremgang i disciplinen, Steven Kruijswijk, hvis dieselmotor er alt andet end skabt til en kort, teknisk prolog, den temposvage, men uhyre formstærke Michael Woods og klatreren Clement Champoussin, være fint tilfredse med det begrænsede tab, selvom deres tid på bakken grundet de ændrede vindforhold kunne antyde, at formen slet ikke er så god, som den meget vel kan være. Og allermest tilfreds er måske stortalentet Ilan van Wilder, der med sin 12. plads var dagens måske allerstørste positive overraskelse.

Der var dog også tabere. Marc Soler er langt fra skabt til prologer, men for en mand med kurs mod Giroen, var hans tid på bakken ganske bekymrende, da han kørte under de bedste betingelser på den del af ruten. Det samme gjorde Lucas Hamilton, der startede sæsonen så stærkt, men bekræftede det kedelige indtryk fra Liege, ligesom outsidere som Sebastien Reichenbach, Neilson Powless og Louis Meintjes fik sig en ærgerligt stor lussing. Helt galt gik det for Damiano Caruso, der skulle have været en af etapens vindere, men endte med at være en af de langsomste klassementsryttere.

Alligevel var det Ineos, der endte som de store vindere, men det var nu ikke kun fryd og gammen i den britiske lejr. Det må nemlig være bekymrende, at Ganna igen underpræsterede i den disciplin, han ejede sidste år. Ganske vist var det klart, at han næppe var favorit til en prolog af denne type, men det er alligevel bekymrende, at han ender som nr. 9 grundet en skuffende indsats på den flade del. Hans 12. bedste tid på bakken var nemlig bedre end ventet, men noget tyder altså på, at muskelbundtet ikke er helt så meget muskel, som han var for et halvt år siden.

Nej, han burde jo have kørt som Remi Cavagna. Ligesom Ganna er franskmanden bestemt heller ikke skabt til en kort, eksplosiv prolog, men igen viste franskmanden med klart hurtigste tid på den flade del, at han virkelig er blevet en sand tempogigant. Modsat Ganna fulgte han imidlertid logikken og smed som ventet sejren på bakken, men hans 4. plads var langt bedre, end man kunne have troet på denne rute.

Dermed blev han også bedst af de lidt tungere specialister. Det lå ellers i kortene, at den plads kunne være gået til Stefan Bissegger, der burde være skabt til denne rute, hvis han kunne på bagdelen med op til toppen. Det gik nu ganske fint med 11. bedste tid på bakken - i lyset af de ændrede vindforhold var det faktisk uhyggeligt imponerende - men alligevel måtte han sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Hans fine stime med en 3., en 2. og en 1. plads på karrierens første WorldTour-enkeltstarter fik i hvert fald en ende i dag, men med top 5-placeringer i fire ud af fire forsøg er det nu alligevel svært at være utilfreds med statistikken. Og han fik vist, at han er en ganske alsidig herre, for modsat Stefan Küng, der helt som ventet kom til kort på denne type rute, var den langt mere komplette Bissegger i det mindste i stand til at køre med om sejren.

Det var Jan Tratnik også, der nok engang bekræftede, at han er en af verdens bedste prologryttere, og som med 5. bedste tid på bakken i ugunstige vindforhold bekræftede den fornemme form, han viste i Ardennerne. Til gengæld måtte Sagan desværre sande, at formen tilsyneladende stadig er langt fra toppen, da han efter et fint udlæg, stod stille på en bakke, der i gamle dage ellers havde været skabt til ham. Også den ellers så formstærke Patrick Bevin, der for anden gang i træk skuffede på denne prolog, havde utvivlsomt regnet med mere, ligesom det gjaldt for Josef Cerny, der imponerede stort på bakken, men højst overraskende smed det hele på den flade del.

Og så var der løbets puncheurs. Den eksplosive bakke til sidst gav den fascinerende ryttertype mulighed for at køre med om sejren, og det var der flere, der gjorde. Mest markant var naturligvis Hirschi, der med 4. hurtigste tid på bakken fik bekræftet den hastigt stigende formkurve, og som nu må have blikket rettet mod erobring af den hjemlige førertrøje over de kommende tre dage. Også den i år ellers så skuffende Jesus Herrada fandt pludselig formen ud af det blå med en chokerende god prolog og 7. hurtigste tid på bakken. Jordi Meeus satte en fed streg under sit store potentiale ved at blæse op ad bakken i 6. hurtigste tid. Og så viste Magnus Cort nok engang, at han altså er blevet helt effen på sin tempocykel med et flot resultat, der både blev sikret via god kørsel på den flade del og en overbevisende 14. plads på bakken, hvor han ellers ikke havde de bedste vindforhold.

Alligevel var han i en vis forstand statist - præcis som resten af feltet. For anden gang på en måned endte det nemlig i total Ineos-legestue, som nok engang fik Brailsford til at ånde lettet på efter en ellers lidt halvkedelig uge. Holder tendensen fra Catalonien, vil briternes dominans endda holde hele vejen til søndagens afslutning i Fribourg, og lykkes det, kan dem britiske manager pludselig gå til sommerens store opgave med ro i sindet. Her møder han nemlig op med Catalonien-banden igen!

Favoritterne

Tour de Romandie indskriver sig i samme familie som Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, der tilsammen udgør de mest sprinterfjendtlige WorldTour-etapeløb. Hvor Paris-Nice og Tirreno-Adriatico med deres status som Sanremo-forberedelse altid sørger for nogle ret lette etaper, og Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse altid sørger for at have lidt til Tourens sprintere, er der sjældent helt flade etaper for de rene sprintere i de tre sidste ugelange forårsløb på WorldTouren. Alle tre afvikles de i stærkt kuperede regioner, og selvom der altid er lidt guf for de holdbare afsluttere - og af og til også sjældne regulære sprinteretaper - betyder det generelt vanskelige terræn, at sprinterne som regel går i en stor bue uden om løbene, der følgelig altid præsenterer ret svage sprinterfelter.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Tour de Romandie er dog ofte lidt stærkere besat på sprinterfronten end de spanske løb. Det skyldes placeringen umiddelbart inden Giroen, og der er næsten altid én af Giroens topsprintere, der benytter løbet til at finpudse formen. De gør det dog sjældent med den hovedambition at vinde etaper, for det er som regel dumt som sprinter at rejse til Romandiet med forventningen om de helt store chancer. Først og fremmest handler det om at få kørt nogle højdemeter som forberedelse til Giroens gigantiske tinder.

Sådan er det også i år, hvor både Peter Sagan, Matteo Moschetti og Elia Viviani, der alle må regnes som nogle af Giroens mest profilerede sprintere, bruger de schweiziske veje til at genfinde løbsrytmen. De to italienere gør dog særligt klogt i at lægge en dæmper på ambitionerne i årets særligt hårde udgave af det schweiziske løb, for ikke blot er kongeetapen vanskeligere end vanligt, der er heller ikke den lidt mere oplagte sprinteretape, som man trods alt ser relativt ofte. Til gengæld burde Sagan elske løbet, for den udgave af slovakken, vi kendte tidligere, burde finde masser af guf på en rute, der i sjældent høj grad stiller store krav til sprinternes holdbarhed.

Det kommer allerede til udtryk på 1. etape.  Egentlig er der tale om den bedste mulighed for sprinterne i årets løb, men de skal sørge for at skrue klatrebenene ordentlig på. Rundstrækningens to stigninger er nemlig alt andet end lette, og de må regnes som værende så svære, at hårdt tempo på dem begge kan sætte mange hurtige folk til vægs.

Til gengæld ligger de også langt fra mål, og det giver både tid til en efterfølgende regruppering, ligesom det kan lægge en dæmper på lysten til at lægge pres på eller angribe, fordi farten efterfølgende skal holdes høj i et langt dalstykke, hvis ikke det skal være skønne spildte kræfter. Derfor er etapen også af den slags, hvor det mere er taktikken end ruten, der bestemmer udfaldet. Hvis der køres roligt op over stigningerne, ligger de så langt fra mål, at vi på en dag med for løbet sjældent få højdemeter sagtens kan få næsten en fuld massespurt. Hvis til gengæld der gås til stålet, vil det blive for svært for mange af de hurtige folk.

Derfor må man lægge hovedet i blød og forsøge at gennemskue holdenes taktik, hvis man skal gætte, om en mand som Viviani kommer med hjem eller ej. Er der hold, der har en interesse i at skabe en massakre? Eller er feltets få sprintere fint tilfredse med at rulle op over og få en stensikker spurt?

I første omgang er der et udbrud, der skal hentes, og det bør det blive. Dette er sprinternes bedste chance, og jeg vil tro, at i hvert fald Bora og Bahrain, men måske og EF og Cofidis vil kontrollere løbet. Det meste af etapen er ret let, og derfor burde det være muligt for de omtalte hold at sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt, og jeg vil da også tro, at udbruddet etableres uden alt for megen kamp. På den relativt kuperede rute tror jeg, at de vil køre med lille risikomargin og hurtigt tage kontrol.

Min joker er Stefan Küng. Schweizeren har for vane at tage en udbrudssejr i regnvejr i dette løb i ulige år. Det gjorde han i hvert fald i 2015, 2017 og 2019, hvor han hver gang snød sprinterne på en af de få sprintervenlige etaper, og med tanke på, at det kommer til at sile ned igen, skulle det ikke undre, om han holder traditionen ved lige. Jeg tror dog, at Bora ved, at de for alt i verden skal holde snor i den formstærke schweizer, og med en flad start burde det kunne lade sig gøre. Hvis udbruddet mod forventning først kører på den tidlige stigning, kan det måske blive mere kompliceret med den velkørende lokalhelt, men hvis ikke Küng rammer udbruddet, tror jeg på, at vi kan få samling - særligt fordi der er modvind hele vejen hjem fra stigningen, hvor der køres ad den lige dalvej, som i den grad favoriserer feltet.

Jeg tror altså mest på en massespurt. Spørgsmålet er så, hvor stort feltet bliver. Jeg tror ikke, at Bahrain, EF eller Bora vil lægge pres på undervejs, for de vil vist være fint tilfredse med bare at få en spurt, selvom deres sprintere alle er klatrestærke - særligt med den form, Sagan og Sonny Colbrelli har vist i år. Faktisk er der kun tre hold, jeg forventer, at vi kan se i aktion på stigningen.

Det ene er Astana. Ganske vist har de ingen sprinter, men vi har set et hav af gange, at de lægger pres på for at skabe en situation, hvor de kan angribe på skift. Det er meget tænkeligt, at de vil bruge den strategi igen, for selvom de savner Luis Leon Sanchez, som plejer at gøre det færdigt, er Alexey Lutsenko og Gorka Izagirre oplagte til at udnytte manglende kontrol i regnvejret. Det andet hold er BikeExchange, der har den formstærke Dion Smith, hvis chancer øges markant, hvis de rigtige sprintere er faldet fra. Det ligner bare ikke rigtigt australierne at bruge den taktik for Smith.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det tredje hold er den mest sandsynlige aggressor, nemlig UAE. Med sin fine prolog må Marc Hirschi kunne lugte en tur i førertrøjen på hjemmebanen, men det kræver, at han finder 15 bonussekunder inden på lørdag. Det er bestemt heller ikke umuligt for den hurtige schweizer, der er skabt til de kommende tre etaper, men det er klart, at han helst skal undgå at spurte mod sprinterne. Derfor tror jeg faktisk, at UAE vil lægge et pres.

Min konklusion er, at jeg tror på, at UAE og Astana vil forsøge at gøre det hårdt, og jeg tror også, at begge hold vil være de mest aktive med angreb. Hirschi kan meget vel forsøge selv, men også Diego Ulissi, Izagirre, Lutsenko og Javier Romo er gode bud på folk, der vil køre offensivt på bakkerne. Det er så stærke folk, at jeg ikke helt udelukker chancen for, at en gruppe af gode puncheurs på sidste omgang kan snyde sprinterne. Jeg tror dog, at der er for langt hjem og for megen modvind, og mit bedste bud er derfor en reduceret massespurt, men jeg forventer, at det bliver for hårdt for Viviani-typerne, der skal satse på, at Astana og UAE holder sig i ro.

Selve spurten er teknisk meget kompliceret med hele fire sving over bare 2400 m og en bare 680 m lang opløbsstrækning. Samtidig taler alt for, at den vil blive kørt på våde veje, og der stilles derfor store krav til positionering, tekniske evner og ikke mindst risikovillighed. Det bliver i hvert fald ikke en spurt, der primært vindes på fart. Det synes i højere grad at være klatreevner og position, der bliver afgørende.

Derfor peger jeg på Peter Sagan. Som omtalt i analysen finder jeg ganske vist hans kørsel på bakken i dag lidt bekymrende, og fornemmelsen er bestemt ikke, at Sagan har forbedret sig markant i perioden siden klassikerne. Hans Flandern Rundt viser dog, at han bør være stærkere end i Catalonien, hvor han hurtigt faldt fra på 1. etape, og jeg vil tro, at Sagan godt kan komme med over disse bakker, når han nu har fået relativt mange løbsdage i benene. Han viste også i Catalonien, at hans fart i et sprinterfelt som dette stadig rækker langt, og særligt hvis de ”rigtige” sprintere, er faldet fra, kan han meget vel vise sig hurtigst.

Det er dog særligt regnen og svingene, der gør Sagan til favorit. Slovakken elsker tekniske finale, og hans risikovillighed på våde veje er altid stor. Desværre skal han måske klare sig på egen hånd, men Jordi Meeus’ fantastiske kørsel i dag, hvor han var 6. hurtigst på bakken, taler for, at han måske kan få den måske allerbedste lead-out man. I det tilfælde bliver Sagan meget svær at slå, men også uden Meeus er han i positionskampen så eminent, at han må være den naturlige favorit. Derfor tror jeg, at Sagan i sit andet besøg i Romandiet fortsætter succesen fra 2010, hvor nyprofessionelle Sagan fortsatte sin kometstart ved at vinde en reduceret massespurt.

Kunne de finde på at køre for Meeus? Næppe. Det gjorde de ikke i Catalonien, og Sagan skal utvivlsomt bruge løbet til at komme i gang igen inden Giroen. Eneste chance for, at det sker, er vel, at Sagan falder fra, og at Meeus overlever. Meeus er ingen ørn på længere stigninger, så det virker stærkt usandsynligt, selvom man vel efter hans flotte kørsel i dag, hvor Sagan skuffede, måske skal åbne en ganske, ganske lille dør på klem.

Hans værste rival er vel Sonny Colbrelli, men jeg er ikke specielt overbevist. Italieneren har skuffet i dette forår, som han gjorde det igen i dag på prologen, men alligevel burde han nok kunne komme med over disse bakker. Regnvejr elsker Colbrelli også, for han overpræsterer altid i netop regn, hvor han har taget flere af sine bedste sejre, blandt andet i Paris-Nice og Tour de Suisse. Nej, det er den tekniske finale, der bekymrer mig. Colbrelli er meget skidt kørende i positionskampen, og jeg har lidt svært ved at se ham sidde ordentligt i en finale som denne. På den anden side vil feltet sikkert være reduceret og rivalerne få. Han vil i hvert fald have Jan Tratnik til at køre lead-out, og dermed er han en af de få, der har en rimelig støtte. Med den hjælp kan man håbe, at han sidder fornuftigt, for så burde han have farten til at true Sagan. Med nu hele tre 2. pladser og to 3. pladser er det også på tide, at han får sin sejr i dette løb!

Bahrain har også et endnu hurtigere kort i Phil Bauhaus . Tyskeren er dog en relativt tung herre, og der skal køres langsomt op over stigningerne, hvis han skal have en chance. Det er imidlertid også muligt med deres relativt tidlige placering, og kommer han med hjem, bør det være ham de satser på. Han har før overrasket med sin klatring i Catalonien, og han har i år vist, at hans topfart på flad vej i dette felt vil være hurtig nok til at vinde. Også han lider under sin positionering, men med hjælp fra Colbrelli og Tratnik kan det måske lade sig gøre.

Magnus Cort skal i den grad håbe på et hårdt løb. Hans klatring kan være lidt svingende, men hans kørsel i dag vidner om, at formen er god. Ligesom Colbrelli må han dog græde snot over den tekniske finale, og modsat italieneren har han ikke glæde af regnvejret. Cort har det nemlig svært i positionskampen, og det er meget svært at se ham tage de nødvendige risici på våde veje i så kringlet en finale. Til gengæld ved vi fra blandt andet Tirreno i 2020, at hans fart på flad vej også fører ham langt i dette felt, hvis han sidder rigtigt, og her kan der måske være håb i et godt lead-out fra formstærke Stefan Bissegger. De fungerede ikke rigtigt sammen i Paris-Nice, men skulle det lykkes i et svagere sprinterfelt, kan det godt give dansk sejr. Jeg tror bare, at det kræver et lidt mindre felt, så positionskampen ikke bliver alt for voldsom.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Hvor hurtig er Patrick Bevin nu om dage? Det er godt nok længe siden, han sidst har spurtet, men han har trods alt vundet en let stigende spurt foran sprinterne i Tour Down Under, ligesom han har flere gode resultater fra Catalonien. Med sin nuværende form skal han krydse fingre for et knaldhårdt løb, for så burde han i et felt med kun få sprintere ikke være uden chance. Der er nok grænser for, hvor meget lead-out han får, men kommer Mads Würtz - og i den bedste af alle verdener også Alex Dowsett - med hjem, ser det ikke helt ringe ud. Måske er han ikke den allerhurtigste, men i denne tekniske og våde finale kommer en fyr som Bevin langt med sin positioniering.

Som sagt tror jeg, at løbet bliver for hårdt for Elia Viviani, men han skal ikke afskrives. Det er som sagt ikke sikkert, at der gås til stålet på bakkerne, og det åbner døren for italieneren. Faktisk var han i sin storhedstid meget holdbar, men det har desværre knebet på det sidste. Jeg er heller ikke sikker på, at klatreformen er i top efter et grimt styrt i Dwars door Vlaanderen og en tid med fokus på banen og OL, og det er vel primært den, han skal arbejde på i dette løb frem mod Giroen. Han plejer altid at klatre ringe i dette løb, hvor han oftest bliver sat af, og det gør han formentlig igen. Skulle han til gengæld komme hjem, har han spurtet så godt i år, at han meget vel kan vinde, særligt i en teknisk finale, hvor han drager fordel af sin positionering. En udfordring er det dog, at han næppe får Fabio Sabatini med hjem, og derfor skal være ret alene. Heldigvis for ham gælder det for langt de fleste sprintere.

Hvor står Clement Venturini? Forhåbentlig bedre end i Catalonien, hvor han var skræmmende langt fra formen. Heldigvis viste hans kørsel i Amstel, at det nu ser meget bedre ud, og dagens pauvre resultat må derfor have været et spørgsmål om at spare sig. Normalt klatrer Venturini fint til at klare disse bakker, og han er en ørn i tekniske finaler, hvor han som crossrytter trives. En crossrytter kan heller ikke være bange for regnvejr, og derfor er det faktisk en på alle måder ideel finale for Venturini. Problemet er bare, at han ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, men i en regnvåd finale kan en fyr som Venturini godt vinde.

Min store joker er Marc Hirschi. Selvfølgelig er der hurtigere folk end ham, men hvis UAE virkelig vil gå efter trøjen og lægger et stort pres, er det ikke umuligt for schweizeren. Den tekniske finale er guf for Hirschi, der er et teknisk unikum, og når det handler mere om positionering end om fart, kan han godt tage kampen op mod på papiret hurtigere folk. Han har også efter et hårdt løb et ganske sublimt lead-out med Diego Ulissi og Rui Costa, og det kan være det, der gør forskellen og giver ham sejren. UAE har også den på papiret hurtigere Maximiliano Richeze, der er god i regnvejr, men hans holdbarhed rækker næppe længere i den nu efterhånden pensionsmodne tilstand. Mere sandsynligt er det, at man i stedet kører spurten for Ulissi eller måske endda Costa, men i et schweizisk løb med mulig førertrøje på spil de kommende dage sker det næppe.

BikeExchange har den uhyre formstærke Dion Smith, der som nævnt ovenfor næppe kan få løbet hårdt nok. Det så vi på 1. etape i Catalonien, hvor han var hurtigste mand i et felt, hvor stort set alle sprinterne var sat af. Til gengæld så vi også på 6. etape, at hans hurtighed fortsat har sine begrænsninger, som vi også så det på 16. etape i Vueltaen, hvor han sammen med Cort var eneste overlevende sprinter, men hvor selv klassementsfolk slog ham i spurten. For at have en chance skal han derfor have et blodbad som i Catalonien, men så står han også med rimelige chancer. Desværre er også han svag i positionskampen, og hvis det skal være så hårdt, at han kan vinde, får han næppe Alex Edmondson med hjem. I et lidt større felt kan Edmondson hjælpe ham med at få en god position i den kringlede finale, men så mangler han til gengæld nok farten.

Intermarché kommer med Andrea Pasqualon, men hans form er et spørgsmålstegn. Han skuffede fælt i klassikerne - så meget at han blev valgt fra til Flandern Rundt, hvor han skulle have været en af kaptajnerne - og det betyder, at løbet vel godt kan blive for hårdt. Normalt er Pasqualon dog særdeles holdbar, og han burde ikke have problemer med disse bakker. Han er også god i positionskampen, men til gengæld har han aldrig været i nærheden af at vinde en flad spurt på dette niveau. Det kommer han næppe igen her, medmindre det har været knaldhårdt, og formen pludselig er kommet. Holdet har også Riccardo Minali , men der skal vist ske et mirakel, hvis han skal klare bakkerne.

Qhubeka kommer med to halvholdbare sprintere i Reinardt van Rensburg og Carlos Barbero , hvoraf sydafrikaneren synes at være det faste førstevalg. Han viste også ganske fin form i Alperne, og der burde være en chance for, at han kommer med hjem, hvis ikke det bliver alt for hårdt. Til gengæld har vi nu mange gange i Vueltaen og senest Alperne set, at han mangler farten til for alvor at være farlig, men måske et lead-out fra Barbero kan hjælpe. Barbero er selv et holdbar alternativt, men han synes at være faldet lidt af på den og mangler fart i en flad spurt. Samtidig har han ikke kørt løb i næsten to måneder, og det kunne indikere, at han er på vej tilbage fra en skade, hvorfor han næppe kommer med hjem.

Dagens prolog indikerer desværre, at Jake Stewart stadig mangler meget efter styrtet i Cholet. Normalt er han ellers en klatrestærk fyr, der burde kunne klare disse bakker, og skulle hans prolog i dag snyde, så han alligevel er i form, bør han sidde der til sidst. Desværre er han ikke specielt hurtig i en flad spurt, og han har haft så store problemer i positionskampen, at det er svært at se ham vinde i dette felt. Det kræver i hvert fald, at formen er bedre end ventet, samt et godt lead-out fra Fabian Lienhard. Er Stewart formsvag og faldet fra, er Lienhard selv kandidat til spurten, men han bør ikke have farten til at vinde.

Det vil undre mig meget, hvis løbet ikke er for hårdt for Gerben Thijssen, men lad os åbne en dør på klem, hvis der køres passivt. Belgieren overraskede mig nemlig flere gange med sin holdbarhed i Vueltaen, og derfor er han måske ikke helt uden chance. Hans sæson i år har været skidt, men han viste sidste år i Vueltaen, at han både er god i positionskampen og har en fart, der helt sikkert rækker til at vinde i dette felt. Han har også en stærk lead-out man i Philippe Gilbert, men det kræver i første omgang, at han kommer med hjem, og det virker ikke sandsynligt. Som alternativ kan Gilbert selv køre spurten, men det er svært at se ham vinde mod sprinterne.

Endelig er der Matteo Moschetti. Italieneren kunne i starten af sin karriere faktisk godt være en anelse holdbar, men efter de mange styrt har han slet ikke kunnet klatre. Det er ikke noget tilfælde, at han faldt for tidsgrænsen tidligt i Vueltaen, og jeg vil blive svært forundret, hvis han kommer med hjem. Omvendt viste han faktisk lidt bedre klatring på den svære 1. etape i Provence, så hvis der køres langsomt, har han måske alligevel en chance. Fartmæssigt synes han at være på vej tilbage med gode spurter i Provence og UAE Tour og en sejr i Italien for en måned siden. God i positionskampen er han også, men det hjælper intet, hvis han falder fra forinden. Mest sandsynligt er det derfor, at Trek spurter med Jacopo Mosca , men han kan ikke vinde.

Josef Cerny vil måske spurte for Deceuninck, men han får svær ved at vinde. Måske vil Davide Martinelli (i et let løb) eller Alexey Lutsenko (i et hårdt løb) prøve for Astana, men heller ikke de bør kunne vinde. Nico Denz kan gøre det pænt, men ikke vinde for DSM, mens Movistar næppe får Albert Torres, der heller ikke kan vinde, med hjem. Det er stærkt usandsynligt, at Owain Doull spurter for Ineos eller Christoph Pfingsten for Jumbo.

Som sagt tror jeg, at den eneste, der kan snyde feltet fra et tidligt udbrud, er Stefan Küng, der har en tradition at holde ved lige. Et sent angreb fra bakken kan som nævnt heller ikke udelukkes, og her er mit bedste bud Marc Hirschi efterfulgt af Diego Ulissi, Alexey Lutsenko, Jan Tratnik, Gorka Izagirre, Jesus Herrada, Jacopo Mosca og Patrick Bevin, mens jeg tvivler på, at Philippe Gilbert og Andreas Kron har formen til det.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Magnus Cort

Outsidere: Patrick Bevin, Elia Viviani, Clement Venturini, Marc Hirschi, Dion Smith

Jokers: Phil Bauhaus, Andrea Pasqualon, Reinardt van Rensburg, Jake Stewart, Gerben Thijssen, Matteo Moschetti, Maximiliano Richeze, Jordi Meeus

Kandidater til udbrud eller sene angreb: Stefan Küng, Marc Hirschi, Diego Ulissi, Alexey Lutsenko, Jan Tratnik, Gorka Izagirre, Jesus Herrada, Jacopo Mosca, Patrick Bevin