Optakt: 1. etape af Tour Down Under

Ruten

Tour Down Under er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. For tredje år i træk er byen Lyndoch valgt som scene for det første sprinterslag, hvor den samme finale, som nu i to år har givet Caleb Ewan løbets første etapesejr, vil blive benyttet. Faktisk er 1. etape denne gang næsten totalt identisk med åbningsetapen fra 2017, idet kun de allerførste kilometer er ændret.

1. etape er som altid en relativt kort affære, der over sine 145 km fører rytterne fra Port Adelaide - for første gang starter 1. etape i selve storbyen - til Lyndoch nordøst for byen, der udgør løbets centrum. Efter en flad indledning stiger det jævnt over 20 km, inden toppen af dagens eneste kategoriserede stigning, Humbug Scrub (6,3 km, 4%), nås efter 38,6 km. Herfra går det mod sydøst og siden nord gennem let faldende terræn til den 26,5 km lange finalerundstrækning, der også blev benyttet for 12 måneder siden, og som er placeret i det relativt flade terræn sydvest for Lyndoch.

Målstregen passeres første gang efter 65,5 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange. Første halvdel af rundstrækningen er svagt stigende, mens det i den sidste halvdel går relativt konstant nedad. Således er også de sidste 3 km svagt faldende i en teknisk ukompliceret finale, der afsluttes for enden af en flere kilometer lang, lige vej. Der er indlagte spurter på Williamstown Road på 1. og 2. omgang efter henholdsvis 74,3 og 100,8 km.

Lyndoch har kun to gange tidligere været benyttet som målby. Det var i 2016 og 2017, og begge gange vandt Caleb Ewan massespurten og sikrede sig derved løbets første førertrøje.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Vejret

Den ekstreme varme, der plagede ungdomsløbene ved de australske mesterskaber, og som har betydet, at der for et par dage siden blev registreret rekordhøje temperaturer i Australien, har været væk i et par dage, men nu vender tilbage, netop som Tour Down Under skal i gang. Faktisk meldes der om ekstremt høje temperaturer på mere end 40 grader onsdag, torsdag og fredag, men starten bliver heldigvis en anelse mere menneskelig. Sidste år blev 1. etape forkortet pga. varme, men det vil næppe ske i år, hvor termometeret ventes at vise sin højeste værdi, når man midt på eftermiddagen når 32 grader i Lyndoch. Der vil ikke være en sky på himlen og en let til jævn vind fra øst og siden sydøst. Det giver sidemodvind på første del af etapen og siden sidevind på stykket frem mod rundstrækningen. Her vil der først være medvind, siden sidemodvind og til slut side- og sidemedvind på den meget lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Tour Down Under er ikke det sprinterløb, det var engang, men det ændrer ikke på, at det fortsat er en begivenhed, der er særdeles gavmild over for de hurtige folk. Sidste års ekstraordinært mange sprinteretaper gentages ikke, men sprinterne kan alligevel glæde sig over, at de burde kunne slås om etapesejren på tre etaper. Den første af deres chancer kommer som altid på førstedagen, hvor muligheden for en dag i førertrøjen udgør et ekstra incitament til at give den en skalle.

Den flade rute betyder også, at der altid er mange sprintere til start, og det i sig selv giver så stor villighed til at arbejde for en massespurt, at det er meget vanskeligt at få et andet udkomme. I år er tendensen endnu tydeligere, idet man skal mange år tilbage for at finde et så stærkt sprinterhold, og helt som forventet så man i People’s Choice Classic, at tre af de fire førende sprinterhold, Mitchelton-Scott, Lotto Soudal og Quick-Step, gladelig bidrog til føringsarbejdet. Kun Bora-hansgrohe holdt sig temmelig passive, hvilket helt sikkert skyldtes Sam Bennetts sygdom, og også de blev lidt overraskede over, at det faktisk alligevel lykkedes dem at vinde løbet med Peter Sagan.

Historien viser, at det kan lade sig gøre at snyde sprinterne i Adelaide. I 2015 så vi, hvordan et udbrud med Luke Durbridge, Lieuwe Westra, Maxim Belkov og Jack Bobridge, der løb med etapesejren, akkurat snød sprinterne, der kom alt for sent i gang. Mange vil helt sikkert også huske, hvordan Cameron Meyer i 2011 sikrede sig den samlede sejr ved med succes sammen med Laurens Ten Dam og Thomas De Gendt at gennemføre et langt udbrud med succes. Det er dog ganske usandsynligt, at vi vil opleve noget lignende denne gang. Med så stor en villighed til at arbejde for en massespurt og et BMC-hold, der i krisetilfælde vil gøre alt for at holde klassementet åbent, vil det være en stor sensation, hvis ikke 1. etape skal afgøres i endnu en massespurt på den lange, lige, faldende opløbsstrækning i Lyndoch.

Den eneste potentielle trussel er vinden, der spillede en stor rolle så sent som i kvindernes løb i sidste uge. Der er også varslet om ganske blæsende forhold senere på ugen, men lige netop tirsdagens 1. etape vil foregå i relativt fredelige betingelser. Selvom der vil være sidevind på næsten halvdelen af den afsluttede rundstrækning og på det sidste stykke op mod omgangene, er der ikke udsigt til drama. Mange ryttere vil samtidig være tilfredse med at komme relativt roligt i gang - ikke mindst fordi det bliver ulideligt varmt - og vi venter derfor en gentagelse, at det helt klassiske sprinterforløb, der har præget de foregående to Lyndoch-etaper.

Det ved alle, og varmen ansporer heller ikke til specielt offensiv kørsel. Derfor forudser vi som i foregående udgaver, at vi praktisk talt fra start af ganske beskeden størrelse - måske endda et dødsdømt soloudbrud som vi har set i tidligere år. UniSA, FDJ og Ag2r er gode bud på hold, der kunne tænkes at have interesse i at være i offensiven, specielt fordi der er en bjergtrøje på spil i den første bjergspurt. Herefter vil feltet lade dem få et forspring, inden de fire store sprinterhold vil påtage sig føringsarbejdet. Og denne gang kan Bora-hansgrohe næppe undslå sig også at bidrage. Vi forventer derfor, at Thomas De Gendt, Damien Howson, Maciej Bodnar og Eros Capecchi får sig en hård dag med masser af vind forrest i feltet.

Bonussekunder er altid vigtige i Tour Down Under, og de indlagte spurter har ofte spillet en rolle. Denne gang kommer de begge så tidligt på etapen, at udbruddet formentlig vil stjæle det hele, men er der som i foregående udgaver tale om en gruppe på færre end tre ryttere, vil der være lidt at slå om for feltet. I såfald vil vi helt sikkert se hurtige klassementsryttere som Jay McCarthy, Nathan Haas og Diego Ulissi forsøge sig at sikre sig i et lille forspring allerede på 1. etape, ligesom Simon Gerrans eller Patrick Bevin kan tænkes at blande sig for at forhindre, at Richie Portes konkurrenter får del i bonussen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Til sidst vil feltet med meget stor sandsynlighed blive samlet til en stor massespurt i den lynhurtige finale, hvor der ingen sving er, og hvor vejen falder ganske let. Da etapen samtidig ventes at blive temmelig let, vil de fleste sikkert være meget friske, og der bliver derfor tale om en nem etape, som er skabt til de helt rene sprintere med den højeste topfart. Manglen på tekniske udfordringer betyder, at lead-outs ikke bliver helt så vigtige, som vi eksempelvis vil se det på 3. etape, men som vi ofte før har set det på 1. etape, er alle så nervøse i årets første løb og sprinterfeltet så stærkt, at der ofte sker styrt i det, der altid er en meget heftig positionskamp. Derfor er det stadig af stor betydning at have et godt hold.

Efter søndagens People’s Choice Classic har vi nu afviklet en generalprøve, der giver os mulighed for at vurdere sprinterhierarkiet. Spurten i Adelaide blev som ventet en meget rodet affære, hvor intet hold havde held og styrke til at dominere totalt. Helt som forudset i vores optakt var Bora-hansgrohe de stærkeste og tog kontrol i store dele af finalen, ikke mindst med en brølstærk McCarthy, der førte næsten i en hel omgang mod slutningen. Med sin vanlige næse for at læse spurten syntes Peter Sagan imidlertid at have luret, at tyskerne havde ramt fronten for tidligt, og han lod sig derfor falde tilbage. Det kostede ham næsten muligheden for at deltage i spurten, da Mitchelton-Scott i stedet tog over med Daryl Impey og Caleb Ewan. Heldigvis for verdensmesteren kom Jens Debusschere imidlertid flyvende med André Greipel på hjul, og med snilde og taktisk sans fik slovakken grebet tyskerens baghjul. Herfra kunne han bruge Lotto-stjernen som lead-out, og mens Lottos pludselige forcering tvang Ewan til at starte en alt for lang spurt på den stigende opløbsstrækning, og Greipel følte sig nødsaget til at gøre det samme, kunne Sagan atter time sin spurt helt perfekt og snige sig forbi de to normalt ellers hurtigere ryttere og derved sikre sig sejren.

Spurten viste også, at det helt som ventet er et langt mere lige sprinterfelt, der er til start i år, og vi vil næppe se en gentagelse af Caleb Ewans totale dominans fra de foregående udgaver. Derfor er det også langt sværere at udpege etapens favorit, og reelt har Ewan, Greipel, Elia Viviani og Bora-duoen bestående af Sagan og Sam Bennett alle en stort set lige god chance for at sejre. Greipel og Bora har fordel af at have de bedste lead-outs, mens Ewan og Viviani formentlig er feltets hurtigste. Specielt Viviani kørte en fabelagtig spurt i søndags, hvor han kom fra en helt håbløs position og med forrygende fart alligevel sluttede på 4. pladsen, selvom det længe så ud til, at han end ikke ville slutte i top 10.

Det er derfor med nogen usikkerhed, at vi atter peger på Caleb Ewan som vores favorit. Det skyldes udelukkende, at den lille australier er den eneste af de fem favoritter, der både kan siges at være en af de allerhurtigste og at have et velfungerende og sammenkørt tog. Som vi skrev i optakten til søndagens løb, er Mitchelton-Scott på papiret bestemt ikke skræmmende, men de leverede faktisk en fornem præstation i opvarmningsløbet. Det skete endda, selvom man tabte Alexander Edmondson, der normalt er sidste mand foran Impey og Ewan i finalen, og man manglede derfor en nøglerytter. Alligevel lykkedes det Impey at få kørt Ewan frem i en god position og aflevere ham helt i front. Ewan blev i sidste ende tvunget til at starte for tidligt, men det var ikke sket, hvis Edmondson ikke havde manglet.

Ewan har samtidig ved flere lejligheder vist, at han er en af verdens allerhurtigste. Han slog alle stjernene i Abu Dhabi Tour, han var hurtigste mand i Giroen - også selvom Gaviria tog de fleste etapesejre - og i Tour of Britain dominerede han i et meget stærkt sprinterfelt. Hans store svaghed har været positioneringen, men her kan han altså lukrere på sit stærke tog. Endelig viste han ved de australske mesterskaber, hvor Richie Porte trods utallige angreb på Mt. Buninyoung ikke kunne sætte ham, at han aldrig har været i bedre form på denne tid af året. Der er ingen tvivl om, at han har et bedre formmæssigt udgangspunkt end rivalerne, og det hjælper altid med at træffe de rette beslutninger i disse hektiske finaler. Får han et fornuftigt lead-out, er det formentlig kun Viviani, der har farten til at true Ewan, og derfor peger vi på australieren som vores favorit.

Som sagt var Elia Viviani i søndagens løb den hurtigste af alle. Det var nu ingen stor overraskelse. Italieneren har altid været kendt for at starte stærkt, og det er ingen tilfældighed, at han har opnået flere sejre i de helt flade arabiske løb, hvor han har slået sportens allerstørste sprinternavne i flere direkte opgør. Denne gang har han været endnu mere motiveret til at starte stærkt ud for sit nye hold, Quick-Step, og hans spurt i søndags vidner om, at formen er i top. Han tog et kvantespring sidste efterår, hvor han opnåede en helt ny holdbarhed på også meget vanskelige ruter og spurtede endda bedre, end han har gjort længe. Han høster frugten af nu at have fuld fokus på landevejen, og i en direkte duel er der ikke mange, der kan matche italienerens topfart.

Hans svaghed er toget. På papiret har han i Michael Mørkøv og Fabio Sabatini et af de bedste lead-outs, men holdet har endnu ikke megen erfaring i at køre sammen. Det blev tydeligt i søndags, hvor Mørkøv og Sabatini blev adskilt i finalen, og det var kun med 1 km igen, at de atter fandt sammen. Der var man alt for langt tilbage, og det lykkedes kun akkurat Sabatini at få Viviani bragt så lagt frem, at det alligevel på næsten mirakuløs vis lykkedes at slutte som nr. 4. Samtidig mangler holdet i positionerne foran de to lead-out men samme styrke som Bora, Lotto og Mitchelton, og Viviani vil derfor næppe få det helt perfekt lead-out. Heldigvis er denne finale ikke teknisk, og det øger chancen for, at Viviani alligevel kan drage fordel af sin høje topfart. Mørkøv og Sabatini er trods alt så gode, at Viviani burde kunne bringes i nogenlunde position, og sker det, har han helt sikkert topfarten til at gøre det færdigt.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvem Bora-hansgrohe kører for. Normalt er Sam Bennett manden, der satses på i helt lette sprinterløb som dette, men som vi skrev for et par dage siden, har den irske fartmaskine været ramt af sygdom, der kostede ham en hel uges træning. Det var også forklaringen på, at man i søndags valgte at satse på Peter Sagan, og da verdensmesteren løb med sejren, er det nærliggende at tro, at der igen satses på slovakken frem for det langt mere usikre kort, som Bennett naturligvis er i den tilstand, som helbredsproblemerne har efterladt ham i. På den anden side har Sagan ikke lagt skjul på, at han er her for at forberede sig og hjælpe sine holdkammerater, og der er næppe nogen tvivl om, at Bennett mindst én gang vil få chancen.

Spørgsmålet er, om det allerede bliver tirsdag, eller om man venter til torsdagens og specielt søndagens etaper. Vi hælder til det sidste. Sagan er tydeligvis så formstærk, og toget er så stærkt, at han har en reel chance for at vinde, også selvom en så hurtig, let faldende massespurt, ikke umiddelbart taler til hans fordel. Den opmærksomhed, en sejr til verdensmesteren giver, kan ikke overvurderes, og det er derfor helt sikkert fristende igen at satse på Sagan. Derfor tror vi, at verdensmesteren atter vil være holdets kaptajn.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Som sagt er Sagan normalt ikke helt hurtig nok til at sejre i disse finaler, men hans tog er en kolossal fordel. Bora var som nævnt de stærkeste i søndags, hvilket ikke er overraskende. McCarthy, Bodnar, Daniel Oss, Rudiger Selig og Sam Bennett sad fremragende samlet i den rækkefølge i finalen, hvor altså specielt McCarthy imponerede. Alligevel mistimede man det en anelse, og det var kun Sagans snilde, der alligevel betød, at man løb med sejren. Spurten viser imidlertid, at Bora har muskelkraften og ikke mindst i Selig verdens måske allerbedste lead-out man. Chancerne for, at Sagan får det bedste lead-out er gode, og med den fart, Sagan viste i søndags, er kaptajnen god nok til at gøre det færdigt, også selvom der er hurtigere folk i en faldende spurt, der ikke passer ham. Selv hvis han er ude af position, er hans evner til at positionere sig så gode, at han alligevel kan vinde. Derfor kan det meget vel blive til Sagan-sejr.

Alternativt vælger holdet at køre for Bennett. Ireren viste i Giroen og i Sparkassen Münsterland Giro, at han kun er marginalt langsommere end de allerhurtigste. Hans helbredsproblemer har helt sikkert sat ham en del tilbage, men det kan toget formentlig kompensere for. Med Selig og Sagan umiddelbart foran sig har han et lead-out, det vel næppe fås bedre - Selig er som sagt verdens måske bedste i den rolle, og Sagan positionerer sig som ingen anden - og løbet ventes at være så let, at Bennett vil være frisk mod slutningen. Derfor kan det sagtens ende med sejr til Bora-holdets anden sprinter.

Det kan godt være, at André Greipel ikke vandt i søndags, men spurten må alligevel have givet selvtillid. Efter et skidt 2017 lykkedes det ham nemlig at komme forbi Ewan mod slutningen, og dermed fik han vist over for både sig selv og holdet, at topfarten stadig er god. Samtidig fik han bekræftet, at han som altid er i meget god form fra sæsonstart. Lige så vigtigt var det, at Jens Debusschere kørte så flot et lead-out, at man kunne komme forbi Mitchelton i finalen, og Greipel blev således afleveret helt i front, desværre marginalt for tidligt. Det viser, at Lotto Soudal helt som forudset har et af de stærkeste tog, også selvom man efter tabet af Jurgen Roelandts mangler en nøglerytter i positionen mellem Marcel Sieberg og Debusschere. Greipel selv er ikke god til at positionere sig, men det betyder ikke så meget i denne meget enkle spurt. Kan Debusschere gentage det flotte lead-out, skal vi måske efter mange år atter se Greipel i den orange førertrøje.

Sunweb har i Phil Bauhaus måske den eneste sprinter, der kan true de fire superhold, men desværre er han hæmmet af ikke at have det bedste tog. Alligevel imponerede Sunweb stærkt i søndags, hvor de var i front i store dele af finalen. Til slut blev de som ventet overmandet af de bedre mandskaber, men Bauhaus, der også selv er god til at positionere sig, var dog alligevel i en god position, og det var alene hans egen fejl, at det kun blev til en 13. plads. Bauhaus viste imidlertid BinckBank Tour og Dauphiné, at han kan blande sig med de allerhurtigste, og lykkes det for Mike Teunissen og Nikias Arndt at få ham placeret bag en af supersprinterne i finalen, kan han med god timing måske sætte dem alle til vægs.

Sky har på papiret muskelkraften til at tage kampen op med de stærkeste mandskaber, men tabet af Kristoffer Halvorsen efterlader dem uden en topsprinter, der kan gøre arbejdet færdigt. Nu er det i stedet Chris Lawless, der i sin WorldTour-debut skal påtage sig ansvaret, og selvom han er en hurtig herre med eksempelvis en Tour de l’Avenir-etapesejr på cv’et, er han ikke hurtig nok til at slå de allerhurtigste. Alligevel blev han en flot nr. 6 i søndags, selvom han skulle have ageret lead-out man, og i det hele taget gjorde Sky-toget, der også tæller Salvatore Puccio, Lukasz Wisniowski, Owain Doull og Jon Dibben det flot i finalen. De mangler stadig meget erfaring for at drage fuld fordel af deres store styrke, men med lidt held kan de bringe Lawless i så god en position, at han kan blande sig helt fremme.

En af søndagens positive overraskelser var Simone Consonni. Normalt er italieneren en mere hårdfør type, der ikke har mange chancer i lette løb som disse. Alligevel lykkedes det ham at spurte sig til en flot 5. plads, og det har helt sikkert styrket selvtilliden. Det gode resultat skyldes specielt, at han i Roberto Ferrari har en fremragende lead-out man, og at også Manuele Mori og Marco Marcato kan spille en rolle i finalen. Det vil være en sensation, hvis Consonni vinder en let etape som denne, men hans gode tog kan bringe ham så langt frem, at det med god timing kan blive til endnu et topresultat.

Hvor Consonni mangler farten, mangler den anden unge italienske sprinter, Riccardo Minali , til gengæld holdet. Italieneren viste i sin debutsæson, at hans fart er god, men at hans positionering halter. Desværre er Astana ikke kendt som et sprinterhold, og selvom han har Oscar Gatto, Laurens De Vreese og Truls Korsæth til at køre for sig, skal han være meget heldig for at være i en position, der gør det muligt at drømme om sejren. Heldigvis er finalen teknisk ukompliceret, og det øger chancerne for, at han alligevel kan finde en åbning, der måske kan gøre det muligt at spurte sig til et topresultat.

Mange havde helt sikkert ventet, at UniSA ville køre for Steele Von Hoff, men i stedet valgte man at satse på unge Sam Welshford. Han imponerede ved at spurte sig til en 7. plads, og dermed har han formentlig sikret sig muligheden for også at køre spurten tirsdag. Den unge australier har ikke de store resultater på højeste niveau, og han er samtidig på et hold, der mangler erfaring i at køre sammen. Med Nathan Earle, Von Hoff, Zakkari Dempster og Alexander Porter har han dog masser af hurtige folk til at køre for sig, og derfor er han ikke helt dårligt stillet. Har de lige så meget held og dygtighed, som de havde i søndags, kan Welshford måske overraske igen.

Endelig vil vi pege på Alex Frame. Det gik helt galt for Trek i søndags, og det amerikanske mandskab fik slet ikke vist sig fremme. De vil imidlertid været opsat på revanche, og den unge brite burde være udset som kaptajn. Han viste sidste år flere gange, at han er en ganske hurtig sprinter, men han mangler en del erfaring på dette niveau. Heldigvis har han i Koen De Kort en af de mest erfarne lead-out men, og også Mads Pedersen kan hjælpe han i finalen. Et let løb, en lang opløbsstrækning og en faldende finale burde passe ham, og han har farten til at blande sig fremme, hvis De Kort får afleveret ham i en god position.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Peter Sagan

Outsidere: Sam Bennett, André Greipel, Phil Bauhaus

Jokers: Chris Lawless, Simone Consonni, Riccardo Minali, Sam Welshford, Alex Frame

Tidligere udgaver af etapen

Samme finale har som sagt været benyttet to gange tidligere. Du kan se 2017-etapen i fuld længde her samt de sidste ca. 13 km af 2016-etapen her.