Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 1. etape af Tour Down Under

Optakt: 1. etape af Tour Down Under

20. januar 2020 17:52Foto: BORA-hansrohe / BettiniPhoto

For fjerde gang på fem år viste Caleb Ewan, at han elsker Tour Down Under ved at skyde festen i gang med sejr i det indledende gadeløb. Nu håber han at gøre som i 2016 og 2017, hvor han fulgte den første triumf op med gevinst og førertrøje på 1. etape af selve etapeløbet, og da løbet igen skydes i gang med en relativt flad sag, er der i hvert fald lagt op til, at det er de hurtige folk, der atter skal slås om den første okkerfarvede førertrøje i den australske cykelstolthed.

SÆT DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD

Ruten

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. Efter tre år med mål i Lyndoch og sidste års eksperiment med mål i hjertet af selve Adelaide, er det denne gang Tanunda - et hyppigt besøgt mål - der får lov at være rammen om årets første store cykelløb. Det sker, når første etape tager form som et relativt fladt rundstrækningsløb, hvor de hurtige folk ventes at komme til fadet.

 

Som altid er de australske etaper relativt korte, og denne gang skal der på første dag således blot tilbagelægges 150,0 km, der alle sammen er henlagt til en rundstrækning med start og mål i Tanunda. Den er i alt 30,0 km lang og skal tilbagelægges fem gange. Fra start kører man ud af byen mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at passere en ganske lille bakke. Herfra drejer man mod nordøst for at køre igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydøst, hvorefter det begynder at stige let op mod Angaston, hvor der er placeret indlagte spurter på 1. og 3. omgang efter hhv. 15,0 og 75,0 km.

 

Umiddelbart herefter drejer man mod nordøst og siden nordvest for at tage hul på dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Breakneck Holl Road (600 m, 3,9%), på hvis top der er bjergpoint på 2. og 4. omgang efter hhv. 46,9 og 106,9 km. Nu venter en teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for via en lang, let faldende vej at køre ind mod målet i Tanunda. Det sidste sving kommer med 7,2 km igen, hvorefter man skal lige igennem rundkørsler med hhv. 6,1 km og 3,9 km igen, inden man rammer den lange og næsten helt flade opløbsstrækning

 

Etapen byder på i alt 1245 højdemeter.

 

Tanunda var i løbets første år meget ofte på programmet, men agerede senest målby helt tilbage i 2013. Dengang vandt André Greipel en af sine mange sejre i en massespurt, mens det året forinden var Oscar Freire, der var hurtigst i den australske by. I 2010 var Greipel også hurtigst, da han vandt åbningsetapen i byen, mens Karl Menzies tog en udbrudssejr på førstedagen i 2007, hvor løbet endnu ikke var en del af WorldTouren, på en dag, hvor Lars Bak blev nr. 3. I 2005 vandt Robbie McEwen en massespurt i byen, mens det i løbets første fire udgaver blev til en solosejr til Cadel Evans (2002) samt spurtsejre til Kai Hundertmarck (2001), Erik Zabel (2000) og Stuart O’Grady (1999).

 

 

 

 

 

Vejret

Verden er at lave. Nu har vi i månedsvis været vidner til skovbrande, tørke og bagende sol, så der endda har været frygt for afviklingen af den australske sommerkalender, og så mødtes vi gudhjælpemig af regnvejr, da Schwalbe Classic skød en uges cykelfest i gang. Ser man bort fra af en usædvanlig kold torsdag, hvor der er risiko for byger, burde det til gengæld holde tørt fra nu af, men temperaturerne kommer ikke i nærheden af de mere end 40 grader, som løbet før har været plaget af.

 

Faktisk er det de første to etaper, der ventes at blive afviklet under de varmeste betingelser, inden et pust af kulde melder sig fra torsdag. Tirsdag ventes således en dag med fuld solskin og temperaturer på op til 27 grader i Tanunda. Det er i stedet vinden, som ventes at blive en udfordring på nogle uhyre blæsende etaper onsdag og torsdag, men tirsdag er vinden alt andet end voldsom. Der vil blot være tale om en jævn vind fra vest, hvilket giver sidemedvind på første del af rundstrækningen og sidemodvind på anden del af rundstrækningen, herunder på den alenlange opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Der var en udpræget følelse af deja-vu, da Tour Down Under-ugen søndag morgen blev skudt i gang med det klassiske gadeløb. Ganske vist var ruten ny og mere teknisk, ligesom rytterne blev udsat for noget så uhørt som australsk regnvejr, men oplevelsen af at se Caleb Ewan krydse stregen først i Adelaides gader har vi i hvert fald haft før. Modsat sidste år, hvor den lille australier havde følt sig under gigantisk pres forud for sin debut for Lotto Soudal (når der ses bort fra de nationale mesterskaber og Bay Crits), var det denne gang en yderst afslappet Ewan, der gik til åbningsløbet, men resultatet var alligevel det samme. Eneste lille forskel var, at det måske var Ewans mest suveræne af de fire triumfer, han nu har opnået på fem år.

 

Sejr i gadeløbet er imidlertid ikke altid et varsel om succes også i selve etapeløbet. Det forstod Ewan sidste år, hvor han efter sin indledende sejr oplevede sit vel nok værste Tour Down Under nogensinde, og det lykkedes ham - blandt andet grundet en deklassering - slet ikke at vinde én eneste etape. Til gengæld var hans første to sejre i 2016 og 2017 et direkte varsel om fortsat succes, da han her fulgte gadeløbssejren op med sejr på 1. etape - sejre, der i begge tilfælde blev fulgt op af flere triumfer senere på ugen.

 

Bliver 2020 så en kopi af de to succesrige udgaver fra tidligere, eller ender det hele i fiasko, som det gjorde for et år siden? Ifølge Ewan selv er han denne gang betydeligt dårligere forberedt end tidligere med henblik på at bevare friskheden til en Giro-Tour-satsning, som er hans virkelige sæsonmål. Det var nu ikke til at se i dagens spurt, der blev leveret med en overlegenhed, som vi sjældent har set fra den lille australier.

 

Forudsætningerne for endnu en sejr tirsdag er i hvert fald til stede. Løbet er med en enkelt undtagelse i 2014 altid startet med en etape, der på papiret er for sprinterne, og det forholder sig ingenlunde andeledes i år, hvor terrænet atter er relativt fladt. Selvom etapen er helt ny, og man ikke har haft mål i Tanunda siden André Greipels sejr i 2013, minder ruten på alle måder om det, vi kender fra den australske åbning. Det plejer at betyde massespurt, selvom Jack Bobridge i 2015 viste, at overraskelser er mulige på førstedagen i Australien.

 

Det er imidlertid undtagelsen, der bekræfter reglen. Siden løbet kom på WorldTouren i 2008, er 1. etape altid endt i en massespurt - på den hårde rute i 2014 dog i en reduceret en af slagsen - og af de 11 spurter har kongen af Tour Down Under, Greipel, vundet de fem, mens Ewan er noteret for 2 og Mark Renshaw, Matt Goss, Simon Gerrans og Elia Viviani er noteret for hver en. Den historik er svær at komme udenom, og alt peger da også på, at vi skal have endnu en massespurt tirsdag i Tanunda.

 

Ruten er ganske vist ikke helt flad, men de ca. 1200 højdemeter kan næppe true feltet. Den lille stigning er slet ikke værd at skrive hjem om, og man må formode, at det er nogle sultne sprintere, der afhængig af deres holdbarhed risikerer kun at få to chancer i løbet, nemlig tirsdag og fredag. Derfor bliver det formentlig en temmelig kontrolleret affære.

 

Starten kan imidlertid blive ganske interessant. Den hårde rute betyder, at Daryl Impey skal lede efter bonussekunder overalt, og det vil ligne Mitchelton-Scott dårligt ikke at gå efter en spurt, der kommer efter bare 15 km. Ganske vist er det sjældent sket på 1. etape, men denne gang kommer spurten så tidligt, at det er en mulighed, der er svær at lade gå til spilde. Jay McCarthy og Nathan Haas kunne have lignende planer, og derfor er der gode chancer for, at det kan holdes samlet frem til en tidlig kamp om bonussekunder blandt de hurtige klassementsryttere.

 

Hvis ikke, vil udbruddet formentlig køre fra km 0, for alle ved, at det er spild af kræfter at gå i angreb på en flad rundstrækning uden mange tekniske udfordringer. Efter spurten bør en lille gruppe med stensikker deltagelse fra det australske landshold, men måske også hold som CCC, Astana, Ag2r og Bahrain blive etableret, men de vil næppe få et voldsomt stort forspring. De tre store sprinterhold, Deceuninck, Lotto og Cofidis, må formodes at lægge etapen i et jerngreb, mens udbruddet kan slås om bjergtrøje og den sidste indlagte spurt.

 

Risikoen er naturligvis sidevind, men hvor der ventes endog meget kraftig vind onsdag og torsdag, bliver tirsdag relativt rolig. Vinden er stærk nok til, at man ikke kan udelukke, at forsøg på splittelse vil blive gjort på en rundstrækning med en del sidemedvind, men det er usandsynligt, at der kan gøres varige forskelle. Alle vil allerede have tankerne rettet mod onsdag og torsdag, der er langt, langt vigtigere, og det bør derfor blive en stille etape, der ender i en massespurt. Der er næppe heller hold med en interesse i at lægge pres på sidste gang op ad stigningen, der er så let, at sprinterne alligevel ikke kan bringes i vanskeligheder.

 

Derfor er der lagt op til massespurt efter en dag, der ikke har været specielt vanskelig. Spurten er imidlertid helt anderledes end i Schwalbe Classic, hvor den var endog særdeles teknisk og blot blev endnu vanskeligere som følge af de våde veje. Denne gang er der tale om en alenlang, helt lige og flad opløbsstrækning på knastørre veje, og det bliver derfor en spurt, der i mindre grad handler om positionering og risikovillighed og mere om topfart. Her burde der være masser af plads til at lade benene tale.

 

På baggrund af hans overlegenhed i søndagens spurt ligger det til højrebenet at pege på Caleb Ewan som den naturlige favorit. Jeg holder imidlertid fast i Sam Bennett som mit vinderbud. Reelt fik vi aldrig at se, hvad ireren egentlig havde i benene denne søndag, hvor han blev fanget alt for langt tilbage allerede langt fra mål og aldrig kom i position til at spurte, hvorfor det i stedet blev Michael Mørkøv, der måtte redde stumperne for det belgiske storhold.

 

Det er ganske usædvanligt for Bennett at kikse i den positionskamp, som han mestrer som få, men helt overraskende er det ikke. Det er nemlig en slet skjult hemmelighed, at ireren er lidt af en forsigtigper, særligt på våde veje, og derfor var det ikke helt uventet, at han ville være tøvende, da først regnen gjorde vejene glatte.

 

Den slags udfordringer vil han ikke have tirsdag, hvor opløbet er helt ukompliceret, og Bennett har stadig tre fordele, der bør gøre ham til manden, som skal slås. For det første har han i sine seneste opgør med alle sprinterne i dette løb vist sig hurtigere målt på topfart, for det andet er toget med Shane Archbold og ikke mindst Mørkøv på papiret stadig fremragende, og for det tredje er Bennett selv en mester i positionskampen. Holder tendensen fra 2019, bør den kombination være nok til, at Bennett kan sætte sig igennem på den lange opløbsstrækning, og derfor er han min favorit.

SÆT CALEB EWAN PÅ DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD

 

Hans værste rival må naturligvis være Caleb Ewan. Australierens sejr søndag var nærmest skræmmende overlegen, og i det hele taget var det en opvisning i den kunst, han nu mestrer til perfektion. I erkendelse af, at hans tog ikke er det bedste, har han forfinet kunsten at finde det rettet hjul, og det var præcis det, han sammen med lead-out man Roger Kluge havde, da EF overtog kontrollen, og dermed kunne han starte sin spurt fra den nærmest ideelle position, hvorfra han med lethed kunne gøre arbejdet færdigt.

 

Den strategi vil han formentlig benytte igen tirsdag i Tanunda, og hans efterhånden fremragende positioner gør, at han sjældent begår fejl. Hans tidligere problem med timingen synes også at være en saga blot, og formen er åbenlyst slet ikke så ringe, som han ellers havde indikeret. Særligt under Touren genfandt Ewan sine evner som ren sprinter også til de lettere dage, og derfor er han også farlig på en etape som denne. Det ændrer ikke på, at Bennett stadig var ham overlegen, da de to sidst spurtede mod hinanden i Paris-Nice og UAE Tour, men det står også klart, at ireren skal være knivskarp, hvis han skal slå en velkørende og meget overbevisende Ewan.

 

Elia Viviani er løbets tredje topsprinter, men for ham er der nok grund til den største bekymring. Modsat Bennett, der aldrig kom til at spurte, sad europamesteren nemlig fint placeret bag sin nye lead-out man, Simone Consonni, men han fik sig en gevaldig sprinterlektion af den klart hurtigere Ewan. Faktisk kneb det så meget for Viviani, at han kun med nød og næppe fik presset sig forbi Consonni, og hvis det mønster gentager sig på tirsdag, får han meget svært ved at slå sine to værste rivaler.

 

Man skal imidlertid aldrig afskrive Viviani. Sidste år skuffede han også fælt i gadeløbet, men på 1. etape kørte han en fremragende og uhyre overbevisende spurt, der gav ham en suveræn sejr og dermed også den første førertrøje. Det drømmer han om at gentage denne gang, og det må også tale til fordel for Viviani, at etapen her er længere og hårdere, da italieneren med alderen har udviklet sig til en type, for hvem etaperne ikke skal være alt for lette. Samtidig kan han finde trøst i det fornemme arbejde, Consonni leverede, og det endda selvom Fabio Sabatini aldrig kom frem, så han kunne spille sin rolle i spurten. Viviani er snu, god i positionskampen og altid god til at time sin spurt, og derfor kan man ikke udelukke, at han alligevel kan vinde, selvom han søndag åbenlyst manglede en del fart.

 

Ser man bort fra Consonni, hvis opgave det slet ikke var at spurte, var Jasper Philipsen ikke uventet ”the best of the rest” i kampen mellem de tre supersprintere. Belgieren viste igen, at han mestrer positionskampen, selvom han i finalen kun havde støtte fra Sven Erik Bystrøm, og det var ham, der vandt kampen om hjulpet på Kristoffer Halvorsen, som fik det bedste lead-out. Også hans fart så overbevisende ud, da han stort set matchede Viviani, indtil han blev lukket inde mellem Consonni og europamesteren, og dermed har han forudsætningerne for at vinde. Tingene skal flaske sig, hvis han skal slå de hurtigere folk, men den hårdere og længere burde øge hans chancer, og positionerer han sig med samme træfsikkerhed som i Adelaide søndag, kan han med den rette timing gentage sidste års overraskende sejr.

 

Egentlig troede jeg, at det var slut med at pege på André Greipel som en seriøs vinderkandidat på dette niveau, men rygterne er efterhånden for kraftige til, at de kan overhøres. Der tales om en Greipel, der er topmotiveret, har trænet stenhårdt og så sent som i sidste uge nærmede sig 2000 watt i sine spurter. Vi ved alle, at Greipel har for vane at starte som et monster - 18 etapesejre i Tour Down Under taler for sig selv - og selvom han skulle have problemer senere på sæsonen, hvor alle er i topform, kan Gorillaen komme langt med god forberedelse i dette løb. Dertil kommer, at han stadig har mulighed for at bevise, at sidste års nedtur vitterligt skyldtes en bakteriesygdom, og at han fortsat har den fart, han havde i gamle dage. I gadeløbet var han helt væk, men det var helt forventeligt, at han allerede med fire omgang igen besluttede ikke at køre en teknisk spurt på våde veje, for Greipel har aldrig været kendt for at tage risici. Det behøver han ikke i tirsdagens powerspurt, der er som skabt til en powersprinter som Greipel, og hans tog med Omer Goldstein, Alex Dowsett, Guillaume Boivin og Rick Zabel ligner endda et af de bedste i løbet. Er han sin bakteriesygdom kvit, får Greipel ikke en bedre chance for at vise, at han er tilbage.

 

Søndagens positive overraskelse var utvivlsomt EF-mandskabet. Kristoffer Halvorsen iførte sig den lyserøde trøje i håb om at kunne få bedre støtte end hos Ineos, men han havde næppe nogensinde ventet at blive afleveret så perfekt allerede i første forsøg. Mitchell Docker, Tom Scully og til sidst Jens Keukeleire afleverede ham på et sølvfad, efter at unge Jonas Rutsch havde ført toget frem, og det lover godt for fortsættelsen. Ulempen var til gengæld, at Halvorsen var skuffende svag i selve spurten, hvor han for det første tøvede og for det andet slet ikke var i nærheden af at matche de ryttere, der slog ham. Han har da også til gode at vise, at han faktisk kan vinde på WorldTouren, men han kommer stadig tættere. Kan EF gentage magtdemonstrationen fra Adelaide, skal man bestemt ikke udelukke, at det store gennembrud kan komme tirsdag, selvom det kræver, at Halvorsen selv leverer bedre.

 

Gadeløbet blev desværre en bekræftelse på den lidt ærgerlige tendens, at den engang så positioneringsstærke Giacomo Nizzolo ikke længere har samme flair for at sidde rigtigt. Fra en temmelig skidt position viste han imidlertid fin fart ved at gå forbi flere sprintere, og det bekræfter blot en anden tendens fra 2019, nemlig at han nærmer sig den verdenselite, han før de mange knæskader var en del af. Han er der ikke endnu, men han har ført været tæt på at true de bedste i dette løb, senest ved WorldTour-løbet i Hamburg, hvor han blev nr. 3 bag Viviani og Ewan. Derudover har han for vane at starte sæsonen godt, efter at han i 2018 tog en tidlig sejr i Argentina, og i 2019 hurtigt vandt i Oman. Toget med særligt Ryan Gibbons, der selv er positioneringsstærk, burde også kunne gøre det bedre, og med den fornuftige fart, han viste søndag, burde den tidligere dobbelte pointtrøjevinder i Giroen være tættere på, end han var i årets første spurt.

 

Det samme gælder i særlig grad for Marc Sarreau. Franskmanden var nemlig vært uheldig med at blive sat ud af spillet, da Max Kanter og han bragede i asfalten med et par omgange igen. Dermed fik vi aldrig at se, hvor han står formmæssigt, men heldigvis slap han uskadt fra mødet med asfalten. Vi ved, at han er taget til Australien for at vinde, præcis som han altid har for vane at køre stærkt fra start, og han har i toget med Mickael Delage, den nye Fabien Lienhard og ikke mindst Jacopo Guarnieri, der er en af de bedste til jobbet, et af de bedste hold til at sætte sig op. Han har stadig til gode at vinde på WorldTouren, men skal det lykkes, får han ikke mange bedre chancer end denne, hvor opløbet er ukompliceret for den positionssvage franskmand, og hvor han for en gangs skyld har hjælp fra Guarnieri, der ellers normalt følger Arnaud Demare i tykt og tyndt.

 

En rytter, der med tilfredshed kan se tilbage på søndagens løb, er Alberto Dainese. Italieneren er utvivlsomt den mest spændende nyprofessionelle sprinter, og med en 6. plads kan han bestemt ikke være utilfreds med starten. Den blev endda opnået, selvom han mistede sin lead-out man Kanter i styrtet, og derfor skulle klare sig med støtte fra Asbjørn Kragh. Det gik over al forventning, og selvom han sad lidt for langt tilbage til sidst, klarede han det langt bedre end flere rutinerede sprintere. Det lover godt forud for 1. etape, hvor han kan glæde sig over en mindre kompliceret finale, hvor han ikke lider helt så meget under manglende erfaring og et ungt, usammentømret tog. Dainese har i hvert fald farten til at begå sig, og det får han endnu engang mulighed for at vise tirsdag.

 

Allerede inden løbet vidste vi, at det var værd at holde øje med Sam Welsford. Den australske banerytter har ikke megen landevejserfaring, mens hans sejr ved de australske gadeløbsmesterskaber var en bekræftelse af potentialet. Det kom også til udtryk denne søndag, hvor han viste imponerende fart fra en ellers ikke imponerende position. Det lover godt forud for en 1. etape, hvor den ukomplicerede finale bør gøre hans fart mere værdifuld trods den manglende erfaring. Den hårdere etape taler utvivlsomt imod ham, men har han samme form som i Adelaide, kan han give landsholdet et ordentligt skud selvtillid fra dag 1.

 

Forud for gadeløbet var der tvivl om, hvorvidt Bora ville køre for Martin Laas eller Erik Baska. Heller ikke efterfølgende blev vi meget klogere, for mens Laas talte om, at de kørte for ham, talte sportsdirektøren om, at de kørte for dem begge, indtil Baska blev sat ud af spillet af en defekt. Sandt er det i hvert fald, at et ellers meget lovende tog gik i stykker til sidst, og derfor kom de aldrig i position til at spurte. Hvem de kører for tirsdag, er helt åbent, men det er nok særligt Laas, der har chancer for at levere et resultat. Hans fornemme resultater i sidste sæson viser i hvert fald, at hans potentiale er til stede, og i denne type finale betaler han ikke samme pris for sin manglende erfaring. Baska kan imidlertid også redde sig et godt resultat med hjælp fra Laas og Michael Schwarzmann efter et efterår, hvor han så bedre ud end i ganske lang tid.

 

Endelig vil vi pege på Gabriel Cullaigh. Den hurtige brite sov i timen søndag, hvor han som den eneste sprinter blev fanget bag styrtet, da feltet knækkede. Dermed kom han aldrig til at spurte, og en isoleret Jurgen Roelandts kunne ikke samle stumperne op. Han har utvivlsomt lært af den lektie og vil sikkert sidde længere fremme tirsdag, hvor han stadig vil have støtte fra en af feltets mest rutinerede lead-out men, Roelandts. Resten af toget er ikke skræmmende, og Cullaigh syntes i 2019 heller ikke at have helt samme fart som tidligere, men han har trods alt tidligere vist, at han kan gøre det pænt i konkurrence med WorldTour-sprinterne.

 

Derudover ventes Mads Pedersen, Marco Haller, Timo Roosen, Chris Lawless og Andrea Vendrame alle at køre spurten, men etapen er for let til, at de har den helt store chance. Astana havde søndag planer om at køre spurt med enten Fabio Felline og Omar Fraile, indtil regnen begyndte at falde, men også for dem er 1. etape for let. Daryl Impey vil næppe blande sig i en spurt, han alligevel ikke kan vinde, og den ellers normalt så hurtige Szymon Sajnok så alt andet end overbevisende ud i sin spurt søndag.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Elia Viviani

Outsidere: Jasper Philipsen, André Greipel, Kristoffer Halvorsen, Giacomo Nizzolo, Marc Sarreau

Jokers: Alberto Dainese, Sam Welsford, Martin Laas, Erik Baska, Gabriel Cullaigh

SÆT SAM BENNETT PÅ DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD

 

Sam Bennett
Caleb Ewan, Elia Viviani
Jasper Philipsen, André Greipel, Kristoffer Halvorsen, Giacomo Nizzolo, Marc Sarreau
Alberto Dainese, Sam Welsford, Martin Laas, Erik Baska, Gabriel Cullaigh
Szymon Sajnok, Mads Pedersen, Marco Haller, Timo Roosen, Chris Lawless, Andrea Vendrame
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour Down Under
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour Cycliste Internation...(2.1) 20/02-23/02

UAE Tour(2.UWT) 23/02-29/02

Tour du Rwanda(2.1) 23/02-01/03

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIND KONTANTER - DELTAG I FELTET.DK STORE CYKELSPIL