Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Ruten

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger så vel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig den faste idé om altid at starte med et holdløb - en tradition, der siden 2010 kun én gang er blevet brudt, nemlig da Rohan Dennis i 2018 kørte sig i førertrøjen på en kort enkeltstart. I år venter der imidlertid en total nyskabelse i moderne grand tour-historie, når rytterne allerede fra dag 1 skal kastes ud i en decideret bjergetape, der fra allerførste færd vil afsløre, hvem der har de rette bjergben med til Spanien. Efter aflysningen af den oprindeligt planlagte start i Holland, der bød på det traditionelle holdløb og to flade sprinteretaper, har arrangørerne nemlig valgt slet ikke at finde en erstatning i det i år bare 18 etaper lange løb. Konsekvensen er, at den bjergetape, der skulle have budt rytterne velkommen til Spanien og det cykelgale Baskerlandet, nu i stedet bliver åbningen på hele showet, og det sker endda med en afslutning på den måske mest ikoniske stigning i hele det baskiske område. Når Vueltaen i det usædvanlige år 2020 skydes i gang en tirsdag, vil den første førertrøje nemlig blive uddelt på toppen af den ikoniske Arrate-stigning, der i nu mere end et årti hvert eneste år har været afslutning for kongeetapen i Baskerlandet Rundt, og hvor Vueltaen vil have mål for første gang, siden Alejandro Valverde i 2020 i en spurt fik ram på Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Chris Froome på den berømte bjergtop.

I alt skal der tilbagelægges 173,0 km, der fører feltet fra den baskiske by Irun - der i cykelmæssig sammenhæng nok mest er kendt for at huse en slagter, som leverede en så skæbnesvanger bøf til Contador for 10 år siden - og til toppen af Arrate-stigningen i udkanten af Eibar. Startbyen er placeret helt ude ved den spanske nordkyst, og da første del af etapen består af en tur mod sydvest og vest hen langs vandet, byder de indledende kilometer ikke på mange vanskeligheder. Højdepunktet er passagen gennem cykelbyen San Sebastian efter 12,5 km samt en lille knold efter byen Orio efter 35,0 km, men derudover er terrænet i alt væsentligt fladt.

Efter 50,0 km når man byen Zumaya, hvor man sætter kursen mod syd og senere kortvarigt vest og kører ind i landet med retning mod de baskiske bjerge. Herfra begynder det at stige let, og det bliver gradvist stejlere og stejlere, indtil man officielt rammer årets første stigning, kategori 3-stigningen Puerto de Udana (6,0 km, 2,3%), der imidlertid blot er en lang, jævn opkørsel med stigningsprocenter på mellem 0 og 4,5, indtil toppen rundes efter 98,0 km. På toppen vender man rundt for at køre mod nordvest ad en i første omgang teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Onati, hvorfra man fortsætter mod nordvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Kanpazar (6,7 km, 4,1%), der ligeledes er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter på 4-5, indtil den flader ud med 2-3% over de sidste knap 4 km frem mod toppen, der passeres efter 119,7 km.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Fra toppen venter en længere, relativt let nedkørsel, som fører mod nord ned til målbyen Eibar. I stedet for at tage hul på målstigningen kører feltet nu en omgang på en knap 30 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den er i første omgang flad, når man følger en flod mod nordøst, sydøst og sydvest ned til dagens spurt, der kort efter 149,8 km, indtil man drejer mod nordøst for at køre frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Elgeta (6,2 km, 5,2%), der er ganske svær med 8,8% over de sidste 2,9 km frem til toppen, der passeres efter 156,0 km. Herfra følger man samme nedkørsel som tidligere, hvormed man kører mod nord ned til Eibar.

I Eibar kører man som altid i Baskerlandet Rundt tværs gennem byen ud til den nordlige udkant, hvor den berømte Arrate-stigning, der er i kategori 1, starter. I Vueltaen bestiges den fra den klassiske og letteste side, som har været benyttet langt de fleste gange i det basiske etapeløb, og som også blev benyttet ved seneste besøg i 2012. Fra denne side er der tale om en 5,3 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,7 fordelt over 3,7%, 6,8%, 9,6%, 9,6% og 9,8% - med et maksimum på 13% - over hver af de første 3 km samt 4,4% over de sidste 300 m frem mod toppen, der rundes efter 170,5 km. Herfra resterer 2500 m, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første mand gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Etapen byder på i alt 3059 højdemeter.

Finalen blev senest benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Derudover har Arrate-stigningen siden 2009 altid været mål for kongeetapen i Baskerlandet Rundt. Sidste år faldt afgørelsen imidlertid langt fra mål, da Emanuel Buchmann helt usædvanligt udnyttede en mildt sagt lidt uheldig Astana-taktik til at køre væk fra distancen og sikre sig karrierens største sejr og en førertrøje, som Astana imidlertid fik fravristet ham igen på sidste etape. I 2018 besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

Etapen med den klassiske finale gjorde som sagt debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving.

I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, og det er meget tænkeligt, at det også bliver et tema denne gang. Det vil regne i morgentimerne, men heldigvis for rytterne burde det være tørt fra star. Gennem hele den overskyede eftermiddag, hvor temperaturen vil nå 20 grader, er der dog en bygerisiko på 20-25%. Samtidig vil de være blæsende med en frisk vind (20-25km/t) fra syd og sydøst. Det giver sidevind på turen hen langs kysten, inden der venter et langt stykke med modvind frem til toppen af Udana. Dernæst får man med- og sidemedvind frem til den sidste rundstrækning, hvor der først vil være mod-, så sidevind på stigningen og slutteligt medvind tilbage til Eibar. På målbjerget vil der være med- og sidemedvind hele vejen op, indtil man får sidemodvind på de sidste knap 2 km.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Favoritterne

Grand tour-arrangører har udsat os for meget, men dette er dog en nyskabelse i moderne grand tour-historie. Det kan godt være, at de er blevet lidt mere kreative og varierede i deres design af åbningsetaperne, men det er dog helt uset, at vi går direkte til sagen med en bjergetape, der vil give den første klare fornemmelse af klatrehierarkiet. Det var naturligvis heller ikke planlagt, men det er et interessant twist, som mere end nogensinde tvinger rytterne til at være klar fra start.

Det gør imidlertid også det taktiske spil lidt interessant. Vi ved, at den første bjergetape ofte køres relativt afventende, og det sker relativt ofte, at et udbrud holder hjem - også med mulighed for at erobre førertrøjen. Alle er bevidste om at spare sig og ikke blotte sig for tidligt. Og i forvejen ved vi fra ugelange etapeløb, at ansvarsrollerne kan være ret uklare på en 1. etape, hvis ikke der er lagt op til massespurt, hvor sprinterholdene naturligvis går i aktion.

Det kunne tale for, at en udbrudssejr er en reel mulighed, og det kan vel heller ikke helt udelukkes. Vi har dog lært både Primoz Roglic og Jumbo ret godt at kende, og det vil ligne dem dårligt, hvis de ikke med det samme gerne lægge løbet i et jerngreb og vise, at det er dem, der bestemmer. Samtidig ved vi også, at Roglic i Touren nærmest hver eneste dag hurtigt følte så gode ben, at han alligevel bad sit hold sætte ham op til etapesejr.

Man må antage, at det mønster gentager sig her, og jeg tror, at Jumbo påtager sig ansvaret som boss fra start. Til gengæld er det ikke sikkert, at de får så meget hjælp, for det er ret sandsynligt, at mange af de øvrige hold vil være afventende og se i retning mod hollænderne. Skal man pege på hold, der kunne tænkes at give en hånd med, er det dog ikke usandsynligt, at vi vil se initiativ fra Movistar og EF. Spanierne er på hjemmebane og vil utvivlsomt drømme om at få Alejandro Valverde i førertrøjen for måske sidste gang i karrieren, og for EF ligger finalen ret godt til Michael Woods. Men hvis Jumbo bare styrer det hele alligevel, er det slet ikke sikkert, at det bliver nødvendigt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Derfor tror jeg heller ikke på den store kamp om udbruddet. Det er der nemlig aldrig på første linjeløbsetape i en grand tour, hvor alle lige skal føle det hele lidt an, og jeg tror derfor, at gruppen kører med det samme. De kan så slås lidt om bjergpoint, men Jumbo kontrollere i feltet.

Det er lidt interessant, at der er en ret hård sidevind på hele første del af etapen. Det kunne i princippet bruges til noget, men da man efterfølgende drejer ind i et langt modvindsstykke, bliver det næppe til andet end nervøsitet og stress. Også senere er der flere sidevindsstykker - særligt på rundstrækningen ved Eibar - men i Baskerlandets bakker plejer der at være en del læ, og jeg tror derfor kun, at det vil skabe stress, da fokus er på noget helt andet denne gang.

Udbruddet er næppe hentet inden spurten og bonussekunderne, men derefter er der til gengæld mulighed for at lægge et pres. Elgeta er en svær stigning, og jeg vil tro, at Jumbo allerede her viser deres styrke og autoritet ved at gøre det hårdt og skabe udskilning. På mulige våde veje vil der være stress frem mod nedkørslen, men den er relativt let, og så vil et decimeret felt formentlig ramme Arrate-stigningen samlet.

Vi kender jo efterhånden finalen til hudløshed fra Baskerlandet, og den har altid givet meget forskellige resultater. I nogle år har det været ret store grupper, der er spurtet om sejren, men i andre år er en gruppe på en lille håndfuld af de bedste kørt væk, så de har kunnet afgøre det i den meget specielle faldende spurt, hvor man for alt i verden skal først ind i svinget for at vinde. Det svarer meget godt til scenariet fra Vuelta-besøget i 2012, hvor etapen kom som nr. 3, og hvor løbets fire bedste klatrere, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Chris Froome, som senere skulle vise sig at udgøre den endelige top 4, kørte væk og afgjorde det i den spurt, Rodriguez helt sikkert stadig har mareridt over.

Denne gang vil der være kraftig medvind, og jeg tror derfor på en relativt selektiv finale. Jeg tvivler på, at det bliver via offensiv kørsel langt udefra, men snarere at Jumbo skaber en massakre. Vi ved aldrig, hvor vi har Sepp Kuss og George Bennett efter en pause, men hvis bare den ene er på et nogenlunde niveau, kan de rive feltet i stumper og stykker. Om Roglic så selv skal angribe inden toppen, eller om han bare skal spurte, er nok lidt mere uklart, men jeg tror ikke på det helt store initiativ fra andre end Jumbo. Det er første bjergetape, og jeg tror, at alle gerne vil føle benene lidt an, ligesom det altid kan være farligt at udfordre hollænderne, hvis de er så stærke som ventet.

Jeg udelukker ikke, at Roglic skyder sig selv af og kører væk, enten alene eller i en lille gruppe, men mest af alt tror jeg, at Kuss eller Bennett flår det hele i stykker, så en ganske lille gruppe runder toppen og derefter skal spurte til sidst.

Uanset om han er i angrebshumør eller ej, er Primoz Roglic utvivlsomt manden, der skal slås. Den relativt eksplosive finale passer ham som fod i hose, og selvom man altid skal være varsom med friskheden på denne tid af året, plejer han at starte sine etapeløb efter en pause som lyn og torden. Liege-sejren antydede ikke just, at hans niveau var i voldsom tilbagegang, og har han samme styrke her, er det svært at se ham blive sat. Skal man pege på én mand, der kan køre fra alt og alle, er det ham, men jeg tror mest på en mere konservativ tilgang, hvor han går efter en spurt. Her er han på papiret den hurtigste af klassementsrytterne - og han kan endda regne med et muligt lead-out fra Tom Dumoulin - ligesom den kringlede og faldende finale slet ikke er dårlig for ham. Meget handler om timing i den lidt særlige afslutning, men der er ingen tvivl om, at Roglic er manden, der skal slås.

Hvem kan så gøre det? Det er vel Thibaut Pinot, der står først i rækken. Som skrevet i den overordnede analyse af franskmanden er der nogen usikkerhed knyttet til hans form, men hvis han er så velforberedt som håbet, er dette ikke just en ringe afslutning for ham. Punch på stigningen har han i hvert fald, og han er som bekendt ganske hurtig i en spurt, også på flad vej. Udfordringen er naturligvis, at han ikke er specielt vild med en nedkørsel, og hvis vejene er våde, tror jeg, at han bliver en anelse for forsigtig. Hvis til gengæld det er tørt, har han fået så godt fod på nedkørsler, at udsigten til en mulig førertrøje utvivlsomt vi få ham til at kaste sig ud i spurten. Og her er han ikke uden chance mod Roglic, slet ikke her, hvor det handler mere om timing end reel fart.

Det er også en glimrende finale for Michael Woods. Måske er den lidt for lang til at passe ham ideelt, men som ardennerspecialist har han flair for en relativt eksplosiv stigning som denne. I Liege var han 5. bedste mand, og han manglede kun de allersidste procent for at sidde med den kvartet, der afgjorde løbet. Med samme ben her bør han også sidde med til toppen, og på papiret er han en af de hurtigste afsluttere. Udfordringen er dog den samme som for Pinot, nemlig den faldende finale. Vi så så sent som i Liege, at Woods og nedkørsler rimer relativt dårligt, og jeg kan have min frygt for, at han slet ikke for timet denne lidt farlige finale rigtigt. Han er dog utvivlsomt topmotiveret af udsigten til rødt, og derfor vil han forhåbentlig være villig til at tage de risici, der skal til.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Der er ingen tvivl om, at Roglic er den hurtigste fra Jumbo, men Tom Dumoulin er bestemt ikke uden chance. Som beskrevet i den overordnede optakt er jeg lidt usikker på hans niveau, men medmindre han har en decideret offday og selv melder pas, er det nok ikke Jumbo, der kører ham ud af løbet på 1. etape. Chancen for, at han sidder med til toppen, er derfor god, særligt fordi stigningen passer ham, og finalen er faktisk slet ikke dum. Rammer Dumoulin med sin enorme power til slut fronten, er det i denne afslutning meget svært at gå forbi. Kommer han først igennem svinget, vinder han formentlig, også selvom der er ryttere i gruppen, der er hurtigere end ham.

Den store joker er selvfølgelig Alejandro Valverde. Er han stadig god nok? Jeg har skrevet en mindre roman om mine tanker om ham i den overordnede optakt, og de taler for, at der er en betydelig risiko for, at den Valverde, som manglede for mange procent i Touren og VM, falder fra her. Omvendt ved vi også, at han som regel finder det, han mangler, til Vueltaen, og det er ikke tilfældigt, at han har vundet tre gange i denne finale, som passer ham som fod i hose. Forhåndskendskab er en enorm fordel, og det er ikke nødvendigvis afgørende, at han synes at have tabt en del fart. Det helt store spørgsmål er, om han sidder der til sidst. Jeg tvivler, hvis Kuss, Bennett og Roglic går amok, men chancen er bestemt til stede.

I gamle dage havde Dan Martin også indskrevet sig som en af de tunge favoritter, men som skrevet i den overordnede optakt er den lille irer ikke den rytter, han var engang. Derfor kan man godt have en lille tvivl i forhold til hans muligheder, når Jumbo trykker til. Selvom han viste begrænsninger i Liege, var han dog så flyvende på Mur de Huy, at man må tilskrive ham en vis chance. Den faldende finale passer ham ikke specielt godt, men han er trods alt en af de hurtige klassementsryttere.

Det er ikke den ideelle afslutning for Richard Carapaz , men de skal passe på med at undervurdere den lille ecuadorianer. Det kan godt være, at han ikke er specielt hurtig, men han har nu to gange i Giroen og én gang i Polen vist, at han er en mester i at udnytte et sekunds tøven. Denne spurt handler mere om timing end om fart, og skulle den gå i stå frem mod selve spurten, kan man føle sig forvisset om, at Carapaz nok skal forsøge, om ikke han kan komme først ind i det sving, der traditionelt afgør det hele.

Løbets store joker er Andrea Bagioli. Italieneren burde med sin hurtighed og sit punch være skabt til en afslutning som denne, men er han god nok? Det kan man nok have sin tvivl om efter en mildt sagt fejlslagen ardennerkampagne, og at tro at han kan følge med, når Jumbo åbner for gassen, er måske en kende optimistisk. Omvendt var han altså ret imponerende i Giro dell’Emilia, hvor modstanden ikke var helt ringe, så vi giver ham ”the benefit of the doubt”. Sidder han der til sidst, og er hans timing god, burde det være en god finale for manden, der overspurtede Roglic i Tour de l’Ain.

Det vil være en overraskelse, hvis Aleksandr Vlasov ikke sidder med de bedste, men det vil også være en overraskelse, hvis han vinder. Finalen er ikke just skræddersyet til langlemmede russer, men man skal passe på med at undervurdere ham. Hans veltimede angreb i Provence, hvor han vandt en etape, der heller ikke passede ham, er svært at glemme, og den slags timing kan føre langt, hvis han laver samme træk, som Carapaz mestrer så flot.

Daniel Martinez skal bruge samme taktik som Carapaz og Vlasov. Colombianeren har et hæderligt punch, men at kalde ham hurtig vil nok være en stramning. Powerfuld er han imidlertid, og han er en af de ryttere, der godt kunne skyde frem med lidt tøven frem mod det afgørende sving. Første forudsætning er dog, at han sidder med hele vejen til toppen, og det kræver, at han er betydeligt bedre, end vi så ham i Ardennerne, som det er skrevet i den overordnede optakt om ham.

Også Marc Soler kan bruge det våben. Faktisk er det slet ikke en dårlig finale for en mand med hans power og pæne fart. Til gengæld er der al mulig grund til at tro, at den store spanier skuffer i sit første løb efter pausen, og han kan meget vel smide hele sit klassement på gulvet allerede på første dag. Er han til gengæld med på toppen, kan han med det rette held, og den rette timing gøre det færdigt.

Hvis ikke han har en af sine mange dårlige dage, sidder David Gaudu med på toppen. Til gengæld er den spinkle franskmand ikke just prototypen på en rytter, der vinder en faldende spurt. Han har i Romandiet vist, at han er en glimrende puncheur, men der er ikke meget, der taler for, at den evne er brugbar her. Man skal dog aldrig sige aldrig, for er Gaudu flyvende, og bliver det kun de allerbedste til sidst, er det vel ikke helt umuligt, at han i et overtal sammen med Pinot kan den få kringlet til sin fordel, når det handler mere om timing end om fart.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Egentlig burde Guillaume Martin, der er en ret eksplosiv type, være god i denne finale. Den faldende afslutning ødelægger dog billedet, og det gør det lidt svært at se ham sejre. Hvor han står formmæssigt, er også ret åbent, men hans fine VM og Liege kunne antyde, at han kommer til agt lægge godt fra land. Det er den langsigtede holdbarhed, der kan blive et problem, men han starter sikkert stærkt. Til gengæld skal han ligesom Gaudu have den kringlet rigtigt, hvis han vitterligt skal vinde etapen.

Endelig er der Davide Formolo og Esteban Chaves. Det er faktisk en glimrende finale for dem begge, men jeg tvivler på, at formen rækker. Formolo er på vej tilbage efter en skade, men måske er der lidt håb i, at UAE siger, at han har trænet godt. Chaves’ topniveau er formentlig ikke længere højt nok, men han viste dog glimt af sin gamle klasse i Burgos. Kører han lige så stærkt nu, kan han godt lægge stærkt fra land, men til gengæld vil han formentlig igen falme efter et par dage.

Sepp Kuss og George Bennett kan meget vel sidde i første gruppe, men de får ingen muligheder for at vinde etapen. Det er ikke rigtigt en finale for Enric Mas, der sikkert også har rust at banke af, samt David De La Cruz, Ivan Ramiro Sosa og Hugh Carthy, som alle blot skal sørge for at komme med bedste gruppe hjem. Finalen passer Wout Poels, men på førstedagen i en grand tour er det med hans nuværende niveau svær at tro på noget, og ligeledes har Ion Izagirre alt for længe skuffet, ligesom Tim Wellens  er uhyre formsvag. Jeg har svært ved at se ellers hurtige Felix Grossschartner sidde med, når Jumbo åbner, og det samme gælder for Rui Costa , Sergio Henao, Jonathan Hivert, Julien Simon, Gonzalo Serrano, Alex Aranburu samt den ellers formstærke Simon Geschke. Der skal godt nok være sket en forvandling, hvis Chris Froome skal blande sig. Jeg ser ikke Mikel Nieve, Kenny Elissonde  og Jan Hirt køre med de bedste, og finalen passer dem heller ikke. Robert Stannard har endelig vist klassen, men den synes forsvundet igen.  Måske kan Stefan de Bod overraske igen, men niveauet må være for højt, og Mattia Cattaneo må mangle for meget efter sin skade.

OPDATERING: Pinot har på mandagens pressekonference afsløret, at hans rygskade gør, at FDJ primært satser på Gaudu i klassementet. Ovenstående rangering af hans muligheder på denne etape er derfor nok overvurderet.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Michael Woods

Outsidere: Tom Dumoulin, Alejandro Valverde, Dan Martin, Richard Carapaz, Andrea Bagioli

Jokers: Aleksandr Vlasov Daniel Martinez, Marc Soler, David Gaudu, Guillaume Martin, Davide Formolo, Esteban Chaves

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejr fra 2012

Fra Baskerlandet Rundt: Du kan gense Emanuel Buchmanns sejr fra 2019, Diego Rosas sejr fra 2016, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2015, Wout Poels’ sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013, hvor de benyttede samme finale som i år. Du kan tillige gense Enric Mas’ og Alejandro Valverdes sejre fra hhv. 2018 og 2017, hvor den stejle side blev benyttet.