Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano, betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det har ofte også været en voldsom en af slagsen, og det er bestemt også tilfældet i år, også selvom arrangørerne ikke har designet et alenlangt bjergmaraton. Denne gang skal der nemlig kun køres 164 km, men med hele tre store bjergpas i Alperne og næsten 4000 højdemeter har klatrerne store muligheder for at vinde den sidste tid inden søndagens afgørende enkeltstart

I alt skal der altså tilbagelægges bare 164,0 km, der fører feltet fra Verbania til Valle Spluga-Alpe Motta. Startbyen ligger egentlig midt i Alperne, men arrangørerne er i det meget nådige hjørne. Fra starten får rytterne nemlig lov at kører mod nordøst, nord og igen nordøst hen langs den flade bred af Maggioresøen, idet de undervejs efter 16,9 km kører dagens første spurt og efter 22,1 km kører ind i Schweiz. I byen Locarno, der nås efter 33,6 km forlader man søen, men fortsætter alligevel ad en først flad og siden let faldende dalvej mod nordøst frem til byen Soazza.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Herfra er der ikke mere flad vej resten af dagen. Nu fortsætter man nemlig mod nord og nordvest op ad den mægtige kategori 1-stigning Passo San Bernardino (23,7 km, 6,2%, max. 12%), der er en alenlang og meget jævn stigning, der dog gradvist bliver lettere og lettere. Således stiger de første 7,0 km med 8,0%, inden en næsten flad kilometer leder frem til 6,5 km med 7,4%, hvorefter 1800 m nedkørsel fører frem til 6,7 km med 6,7%.

Toppen i 2065 m højde rundes efter 106,2 km og efterfølges af en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest ad en helt lige og let faldende dalvej, der leder frem til byen Splügen. Her drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Splügenpass/Passo dello Spluga (8,9 km, 7,3%, max. 12%), der stiger næsten helt konstant med 7,8% i snit, idet man efter 2,5 km dog rammer 1 km med bare 3,9%.

Toppen, der samtidig markerer grænsen til Italien, rundes efter 134,9 km, hvorefter de sidste 30,1 km indledes med en i starten og mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til byen Campodolcino. Her vender man rundt for at køre mod nord ad en let stigende vej, inden det går direkte mod først nord, siden nordøst og slutteligt sydvest op ad Valle Spluga-Alpe Motta (7,3 km, 7,6%, max. 13%), der ligeledes er i kategori 1. Man skal ikke lade sig snyde af data, da den kommer i to hug. Først stiger det jævnt med 8,7% over 4,0 km, inden den næste kilometer er flad med bare 0,8%, og her kører man efter 161,7 km den sidste spurt. Derefter tager den igen fat, da de sidste 2 km stiger med hele 9,8%, herunder 10,3% over den første kilometer, inden den flader ud med 4,6% over de sidste 500 m, herunder 2,3% over de sidste 300 m. Vejen har en endeløs serie af hårnålesving, men de tynder ud mod slutningen, hvor der på den sidste kilometer kun er en kurve med 700 m igen og et sidste hårnålesving 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3867 højdemeter.

Valle Spluga-Alpe Motta har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Vejret

Der har været skævet nervøst til vejrudsigten, der for denne lørdag ikke altid har været lige lovende, men nu ser det faktisk pænt ud. Ved starten ventes kun få skyer og en temperatur på 21 grader og kun en svag til let vind (10 km/t) fra syd, mens der inde i bjergene vil være lidt flere skyer. Bygerisikoen vil dog være beskeden med bare 15%, og temperaturen på den nedre del af målbjerget vil være 14 grader. I finalen vil det være med blæsende med en let til jævn vind (15-16 km/t), der her kommer fra nord. Det giver med- og sidemedvind på det flade første stykke, mens det ser ud til, at vinden drejer helt rundt i forbindelse med passagen af San Bernardino, hvor der derfor kan ventes modvind og sidevind på nedkørslen. Der vil være medvind på Splügenpass og hele vejen ned til kort inden målbjerget, hvor man får modvind frem til spurten. Derefter vil der være direkte medvind resten af vejen til toppen.

Analyse af 19. etape

Hvis en dramatiker for tre uger siden var blevet bedt om at skrive et stykke med titlen ”Giro d’Italia 2021”, er det meget sandsynligt, at han havde tildelt Egan Bernal og Simon Yates hovedroller. Det er også sandsynligt, at handlingsforløbet havde centreret sig om, hvordan Yates med sin forrygende Tour of the Alps-form var kommet bragende ind til løbet og trods løfter om tilbageholdenhed i første del alligevel ikke havde kunnet dy sig for at vinde tid her og der. En magtdemonstration på yndlingsbjerget Monte Zoncolan havde styrket hans position gevaldigt, da han dansede væk på de eksplosive sidste 3 km, mens Bernal havde svært i de første uger. Til gengæld nåede stykket sit klimaks i tredje akt, hvor en genopstanden Bernal forsøgte at genvinde den tabte tid i forhold til en falmende Yates.

Det havde i hvert fald været det naturlige handlingsforløb. Bernals hidtil eneste forsøg på at vinde en grand tour fulgte i hvert fald et lignende mønster. Dengang var det Julian Alaphilippe, der var kommet ind i løbet med ustyrlig form og gang på gang gav colombianeren bank, indtil en genopstanden colombianer satte den lidende franskmand til vægs i de høje bjerge i den sidste del. Også i 2018, hvor jobbet var som hjælper, blev Bernal bare bedre og bedre - alt sammen kulminerende i den tredje uge, hvor han vel var hovedforklaringen på, at det var Chris Froome og ikke Primoz Roglic, der endte som nr. 3.

Anderledes er Yates’ grand tour-historik. I 2018 var det jo ham, der var Giroens svar på Alaphilippe, da han nærmest ydmygede Froome den ene dag efter den anden for siden at eksplodere så voldsomt, at selv eksplosionskongen Alaphilippe måtte se misundeligt til. Ganske vist fik han med konservativ kørsel rettet fejlen i forbindelse med Vuelta-sejren i 2019, men det var stadig et løb, der mest af alt handlede om forsvar, fordi han relativt tidligt fik trøjen. På løbets sidste bjergetape kom han i hvert fald igen gevaldigt under pres og måtte grave dybt for ikke at se Miguel Angel Lopez og Enric Mas løbe med det hele.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Dramaets tegning var i hvert fald på plads, og derfor var det så nedslående at se Bernal flyve og Yates synke i løbets første to uger. Hvordan skulle vi da dog kunne få bare den mindste smule spænding, når tredjeugeskongen var bedst i uge 1, og førsteugeskongen allerede var i problemer? Det var ikke just livgivende for spændingen, slet ikke da mandagens kongeetape fulgte vor kære dramatikers manuskript for tredje akt. Yates kollapse på spektakulær vis, da trætheden blev snor, højdemeterne mange og luften iltfattig, og imens dansede Bernal fra alt og alle i sin hidtil mest suveræne magtdemonstration. Det var ikke mærkeligt, at Yates var temmelig opgivende på hviledagen, hvor han var ærlig nok til at sænke ambitionsniveauet til en podieplads.

Men hvorfor skulle denne uforudsigelige Giro følge det veltilrettelagte manuskript? Det er jo ikke just, fordi løbet har været let at spå om, når man ser på de mange overraskende etapevindere og sejre til små hold, der har domineret løbet. Det har heller ikke just været specielt let at læse udviklingsmønstrene hos ellers ret stabile folk, der allerede i de første to uger kørte, som vinden blæste. I det lys burde Yates vel egentlig have været meget mere optimistisk i tirsdags, når vi indtil nu på mange måder har befundet os i den omvendte verden.

Hvis ikke den var vendt helt på hovedet, er den det nemlig nu. Efter dagens flotte bjergetape til den nye stigning Alpe di Mera har vi nemlig det diametralt modsatte scenarium af det, den ellers mest cykelkyndige dramatiker kunne have udtænkt forinden. Rollerne er byttet helt rundt, og det er nu Bernal, der har overtaget Yates’ defensive rolle fra 2018, og Yates, der leger 2019-udgaven af Bernal.

Det var naturligvis onsdagens etape, der leverede det store chok og ud af det blå byttede helt rundt på opgavebeskrivelserne, og derfor var der stadig lidt usikkerhed om billedets holdbarhed. Havde Bernal blot haft en dårlig dag på Sega di Ala? Og ville Yates fine Sega di Ala-form forsvinde lige så hurtigt, som hans Zoncolan-form gjorde det?

Alpe di Mera gav de første svar. Bernal er vitterligt ikke det overmenneske, han var i de første to uger, hvor man sad med fornemmelsen af, at han såmænd også havde vundet løbet med to minutter, hvis kongeetapen havde haft mål på Valby Bakke. Det stod ellers ikke lysende klart, da Yates på den nedre del af den stejle stigning kom med det angreb, han havde annonceret allerede fra start, da BikeExchange ramte fronten af feltet, nærmest inden det nyligt etablerede udbrud havde nået at opdage, hvem deres udbrudskammerater med.

Her gjorde colombianeren nemlig som lovet. For to dage siden indrømmede han, at det havde været en stor fejl at følge Yates, til hvem han jo har så stort et forspring, at ingen køer render rundt på isen endnu. Den beslutning endte med at sende ham op i den zone, man nødigt vil befinde sig i, når procenterne siger 17 og afstanden til toppen fortsat er lang. Derfor havde han i fuld offentlighed lagt sin taktik på bordet, nemlig at det på Alpe di Mera ville være det skræmmende Ineos-kollektiv og ikke ham selv, der i første omgang skulle forsvare trøjen.

Og det gjorde de med bravur. Jhonatan Narvaez fandt nogle klatreben, han ikke har haft tidligere, inden Jonathan Castroviejo for anden bjergetape i træk tog en føring, så man lige måtte tjekke en ekstra gang, om Pavel Sivakov havde fået lov at blive indskiftet igen til den tredje uge. På egen hånd holdt han snor i ikke blot Yates, men også Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, George Bennett og ikke mindst den Damiano Caruso, som Bernal ellers havde været meget opmærksom på forleden. Da den tidligere tempokonge og nye bjergkonge endelig slog ud, var det en formssag for den mindst lige så formstærke Daniel Martinez at bringe Caruso og co. tilbage, og her sad man stadig med spørgsmålet om, hvorvidt Bernal havde genfundet mandagsbenene, men blot var mere konservativ, eller om der var endnu et nederlag under opsejling.

Svaret kom få kilometer senere. Det så ellers lovende ud, da Martinez slog ud, Bernal selv tog over og hurtigt sendte først Vlasov, siden Caruso og slutteligt også Almeida til tælling. Da den ukuelige portugisiske fighter fik sig kæmpet tilbage, og Bernals ellers lovende tidsspisning på Yates hurtigt ophørte, blev det dog klart, at mandagsbenene stadig ligger et eller andet sted i Cortina d’Ampezzo. Den ellers lidende Almeida kom endda frem for at give en hånd efter en længere pause på hjul, og alligevel var Yates i stand til at holde stangen fortrinligt. Da Almeida slutteligt kørte fra den for fire dage siden så uovervindelige colombianer stod det klart, at teorien om bare én dårlig dag nu definitivt kan afvises.

Alligevel er Bernal ikke 2018-udgaven af Yates. Der er på ingen måder nogen eksplosion i udsigt, og den rolige og taktisk begavede colombianer har fortsat situationen under kontrol. Nok er det sandsynligt, at han som Yates betaler en pris for en alt for aggressiv indledning, men vi skal ikke regne med, at han i morgen smider minutter, som Yates gjorde, da først den lille sprække på 18. etape blev til et gigantisk krater på 19. og 20. etape.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Om det så er træthed eller ryggen, der driller, ved vi ikke. Formentlig er det træthed, men den lille frygt for, at rygsmerterne igen har meldt sig efter tre ugers konstant belastning, er i hvert fald helt til stede. Svaret får vi naturligvis ikke, for Bernal gør ikke sig selv nogen tjeneste ved i al offentlighed at eksponere sin egen sårbarhed. Og spørgsmålet er, om eventuelle rygproblemer overhovedet kommer ud efter løbet. Med tanke på fremtidige grand tours er det næppe den bedste ide at tale vidt og bredt om egne svagheder.

Hvis ryggen holder, burde Bernal kunne føle sig relativt tryg. Hans forsvar i dag var flot og ikke mindst klogt. Når man har så stærkt et hold, at en temporytter kan sende klassementsryttere til tælling, er det dumt ikke at bruge det. Det glemte han i onsdags, hvor han stadig troede, at han var supermand, men den lektie har han nu lært.

Supermand er det nu Yates, der er, og det var herligt forfriskende at se, at han gik efter det store. Det nemme havde været at vente til den sidste del, hvor han let kunne sikre sig etapesejr og tidsgevinst på Caruso, men skulle den genantændte lyserøde drøm ikke udslukkes med det samme igen, skulle Bernal testes fra distancen. Det blev han med en modig offensiv, der undervejs også så ud til at være lidt for modig, da Bernal atter begyndte at nærme sig, men i sidste ende var der ingen tvivl om, at Yates var dagens stærkeste.

Nu er spørgsmålet, om risikovilligheden holder. Hvis Yates vil vinde løbet, er morgendagens korte målbjerg ikke nok. Så skal der satses tidligt, men det indebærer også den åbenlyse risiko, at det stærke Ineos-hold får snor i ham igen - og så kan det meget vel betyde, at Caruso kører fra ham til sidst. Spørgsmålet er, om Yates er villig til at satse en mulig 2. plads for et spekulativt, men ikke helt umuligt forsøg på at vinde løbet. Det finder vi ud af i morgen.

Eller gør vi? Morgendagens etape er nemlig meget mere bernalsk, når der er flere bjergpas, mange højdemeter og ikke mindst iltfattig luft. I de betingelser er Yates som regel betydeligt mere rusten, og meget taler for, at styrkeforholdet vil være mere lige - og måske endda omvendt - i morgen. Etapen minder i hvert fald mere om 16. end om 19. etape, og det kan derfor være, at Yates’ angreb slet ikke kommer.

Det vil være godt for Caruso. Italienerens flotte 2. plads blev nemlig mere usikker i dag, men italieneren skal have ros for sin i første omgang mere offensive kørsel. Man kan ellers slet ikke bebrejde en hjælperytter som ham, at han hidtil har haft fokus på en 2. og ikke en uopnåelig 1. plads, men i dag afveg han alligevel fra den nemme løsning, nemlig at følge det bundsolide Ineos-tog. Det kunne være kommet med en stor pris - bare se, hvordan George Bennett og Hugh Carthy betalte for deres lidt for modige kørsel - men selvfølgelig skete det ikke for bundsolide Caruso, der var klog nok til at holde en fart, han kunne. Det gjorde han endda så storartet, at han over de sidste kilometer kørte stærkere end Bernal og helt lige op med Yates. Carusos velfortjente podieplads burde ikke længere diskuteres, men om 2. pladsen kan holdes, er stadig uklart. Heldigvis kan han glæde sig over at have enkeltstarten i baghånden.

Det har Joao Almeida mere end nogen anden, men det kan han ikke bruge til forfærdelig meget. Arbejdet for Remco Evenepoel samt hans eget tidlige kollaps har stadig sendt ham så langt tilbage, at det maksimalt bør kunne blive til en 4. plads - og det virker endda ikke videre sandsynligt. Lige nu forstår man godt, at han ærgrer sig gul og grøn over den rolle, han havnede i, da han kørte sig selv ud af kampen om sejren allerede på dag 4, og i bagklogskabens lys havde Patrick Lefevere utvivlsomt ønsket, at han havde gjort det anderledes.

Bagklogskab er imidlertid en rar ting at have. Der var intet i denne verden, der pegede på, at Almeida skulle kunne køre med om sejren på bjergetaperne i den sidste uge. Forud for dette løb har mønsteret altid været det samme, nemlig at portugiseren har været forsvarsspiller og ikke angriber, når bjergene er blevet svære. Han har hurtigt vist sig som en af verdens bedste i den rolle, men det er sjældent, at en forsvarer omskoles til målscorer helt ud af det blå. Med det tidstab, han allerede havde pådraget sig i Sestola, var det svært at forestille sig den nuværende udvikling, særligt fordi han også fik klø af Evenepoel på både San Giacomo og Campo Felice.

Det kan dog næppe ændre Almeidas ærgrelse, men kan han lægge den umiddelbare skuffelse, er han en af løbets helt store vindere. Hans enkeltstart og holdbarhed blev tydelige i sidste års Giro, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at han kørte sine bedste bjergetaper til allersidst, men hidtil har det bare haltet for meget i bjergene. Det gør det pludselig slet ikke længere, og lige nu synes Almeida at have præcis alle de komponenter, der skal til for at vinde en grand tour i fremtiden. Det er ikke just noget helt dårligt udbytte af dette løb, også fordi nederlaget på Sestola var så stort, at han næppe havde indhentet alle de fire tabte minutter på Caruso senere i løbet og dermed næppe var endt på podiet alligevel.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det gør Aleksandr Vlasov heller ikke, men han har i det mindste haft holdets opbakning hele vejen. Desværre er det kun ham selv, der er skyld i, at 4. pladsen er det maksimalt opnåelige, for igen i dag satte han en fed streg under sine mangler. Den yoyokørsel, vi så i sidste års Vuelta, bliver nemlig blot tydeligere og tydeligere, som dagene går - alt sammen kulminerende med en fornem bjergetape 48 timer efter den store nedtur på Sega di Ala. Nu er spørgsmålet så kun, om yoyoen går op eller ned på Alpe Motta i morgen. Der er i hvert fald noget holdbarhed, der skal arbejdes med.

Den holdbarhed plejer Hugh Carthy at have, men det har han ikke denne gang. Den langlemmede brite er næsten kun blevet en anelse dårligere fra bjergetape til bjergetape, siden han startede så flot på Sestola, og selvom han i dag nok delvist betalte prisen for et lidt for overmodigt angreb, er det klart, at han har kørt på pumperne i den sidste uge. Til hans forsvar skal siges, at disse meget eksplosive finaler aldrig har været ham, og at han var markant bedre på den ”rigtige” bjergetape i mandags, men det også åbenlyst, at Vuelta-Carthy er blevet i Spanien i denne omgang. Om forklaringen så er den nærliggende, at han kørte sig selv alt, alt for hårdt i foråret, finder vi formentlig først ud af, når han igen får lov at gøre forsøget som grand tour-kaptajn.

Den chance venter Dan Martin helt sikkert også på, efter at han smed det hele væk på gruset, men i dag må han nok sande, at det ikke kun var gruset, der kostede ham en podieplads. Efter det flotte ridt i onsdags kunne man ellers have troet, at han vitterligt var i stand til at køre med om sejren også i dag, men på alle bjergetaperne har billedet været det samme, nemlig at Martin er lige efter de allerbedste. Heldigvis kan han så glæde sig over, at masseudvandringen af favoritter alligevel sender ham i top 10 - i hvert fald hvis ikke han nok engang ryger af cyklen på en af morgendagens nedkørsler - og dermed kommer han fra løbet med to af sine vigtigste mål, nemlig med et generalieblad, der tæller både etapesejr og top 10 i alle tre grand tours. Sammen med to monumentsejre er det jo slet ikke så ringe endda…

Det er det bestemt heller ikke for Tobias Foss. Nordmanden har været denne sæsons udgave af Almeida, nemlig rytteren, der brager igennem på enkeltstarterne og derefter med klog kørsel og stærke fighterevner forsvarer sig i bjergene. Samme bjergevner som portugiseren har han ikke, men Foss synes i hvert fald slert ikke at være ved at knække, og motoren synes rigeligt at række til at sikre sig den top 10, Bennett smed væk i starten af løbet. Den mulighed kan newzealænderen kun ærgre sig gul og grøn over, når Foss og Bouwman i dag beviser, hvor fremragende en støtte han kunne have haft.

Foss har i hvert fald fremtiden foran sig. Det har Romain Bardet nok desværre ikke. Den kortvarige genopstanden, vi så på Giau, hang nok mere sammen med vejret og højderne end en pludselig tilbagevenden til tidligere tiders storhed. I hvert fald har franskmanden i denne uge været mere den Bardet, vi har set i de senere år, og det er svært at tro, at det er et billede, der vil ændre sig i fremtiden.

Det stod dog allerede i manuskriptet. På baggrund af de seneste års udvikling var der næppe mange, der havde Bardet som en af løbets mere oplagte podiekandidater, men det er også et af de få plots fra forhåndsskitsen, der holder. At det er Yates, der i den tredje uge angriber Bernal i et sidste forsøg på at vende løbet, var i hvert fald næppe det mest indlysende handlingsforløb for stykket ”Giro d’Italia 2021 - medmindre da vi var ovre i fantasygenren. Ikke desto mindre er det sådan, det er endt, i den Giro, der har vendt verden helt på hovedet.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Milanos placering et stenkast fra Alperne betyder, at det i mange år har været kutyme at have en gedigen bjergetape bare 24 timer inden afslutningen. Vi har endda også været vidner til nogle herlige udgaver i de seneste år. Tænk på, hvordan Tao Geoghegan Hart endegyldigt knækkede Wilco Kelderman i 2020. Tænk på, hvordan Nairo Quintana angreb en kæmpende Tom Dumoulin i 2017. Tænk på, hvordan Vincenzo Nibali fuldendte sit stadig helt ufattelige comeback i 2016, hvor han kørte Esteban Chaves ud af førertrøjen. Eller tænk på Alberto Contadors gigantiske krise på Finestre i 2015. Kun i 2018 og 2019 har vi i de senere år oplevet mindre fusere, fordi Chris Froome og Richard Carapaz på det tidspunkt havde lagt løbet i et jerngreb.

Drømmen er selvfølgelig et lignende drama i år, og betingelserne er bestemt til stede. Situationen er ikke helt forskellig fra 2020. Dengang var det Geoghegan Hart, der skulle forsøge at vælte Kelderman, og det var nødvendigt, at han gjorde det ved at angribe tidligt, hvis han skulle vinde tilstrækkeligt med tid inden enkeltstarten. På samme måde er det denne gang en anden brite, nemlig Simon Yates, der skal i offensiven og forsøge at vinde tid på Egan Bernal. Også han er så langt efter, at det ikke bare er nok at vente til sidste stigning, der også i år er for kort til at skabe alt for store forskelle på egen hånd.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Det er formentlig med velberådet hu, at Mauro Vegni har designet etapen sådan. Ved at anvende en relativt kort målstigning, men forinden have to store bjergpas, hvor der stort set ikke er nogen dal mellem de to sidste bjerge, har han i hvert fald givet alle risikovillige folk chancen for at angribe tidligt, hvis de tør. Og det er der heldigvis mange, der kan se en interesse i, hvis modet rækker.

Mest åbenlys er naturligvis Yates. Briten er den eneste, der reelt kan drømme om at slå Bernal, men det kræver en tidlig offensiv. Som skrevet i analysen ovenfor risikerer han dermed også at smide en 2. plads, han har gode chancer for at få, hvis blot han venter til sidste stigning. Spørgsmålet er, om han har den risikovillighed.

Der er imidlertid også andre. Joao Almeida når ikke podiet alligevel, og da det næppe gør den helt store forskel, om han bliver nr. 4, 5, 6, 7 eller 8, er den primære interesse nok etapesejren. Spørgsmålet er bare, om den bedste vej til den er defensiv kørsel eller at gå med i den tidlige offensiv, som Yates måtte lancere. På samme måde er Aleksandr Vlasov, Hugh Carthy, Romain Bardet og Dan Martin alle kendt som aggressive folk, om hvem det bestemt ikke er helt umuligt, at de er villige til at gamble lidt i en lidt spekulativ jagt på podiet (for Martins vedkommende dog kun på avancement)

På det defensive hold finder vi naturligvis Ineos. I dag var Egan Bernal tro mod sine ord, og han holdt sig lige så meget i ro, som han havde lovet. Når man har så stærkt et hold, som han har, er det åbenlyst, at det skal udnyttes, og det vil han gøre med samme afventende kørsel som i dag. På samme måde skal vi ikke regne med, at Damiano Caruso satser noget stort. Hans primære mission er at forsvare en 2. plads, der for en rytter med hans generalieblad vil være et gigantisk resultat.

Det er imidlertid ikke kun risikovilligheden, men også benene, der afgør etapens forløb. Man kan nemlig langt fra blot overføre dagens resultat til morgendagens etape, der er helt, helt anderledes. Dagens rute var nærmest skræddersyet til Yates med en relativt let dag efterfulgt af en kort og meget stejl målstigning. Den kunne han på ingen måde have designet bedre selv. Langt værre er lørdagens etape, der med sine mange højdemeter, et alenlangt bjergpas fra start og ikke mindst iltfattige luft er langt mere for Bernal, der da også var Yates ganske overlegen på 16. etape, der trods udvandingen er den, der har mindet mest om lørdagens rute.

En væsentlig forskel er dog vejret. Yates’ formkurve har fulgt vejrudsigten meget præcist, og lige nu er det ret uklart, om det var kulden eller etapetypen, der gav ham så store vanskeligheder i mandags. Sandt er det i hvert fald, at Yates har en bedre historik på etaper som dagens end på etaper som morgendagens, selvom sejren på Gran Sasso i 2018 viser, at det ikke nødvendigvis er højderne, han skal frygte. Det er dog ret åbenbart, at den iltfattige lidt stiller Bernal, der er opvokset i næsten 3000 m, betydeligt bedre.

Inden vi kommer til bjergene, er der dog 75 flade kilometer, der skal overstås. De vil formentlig forløbe stort set som i dag. Hedder man ikke Filippo Ganna eller er en af de få tempospecialister, der i deres vildeste drømme kan håbe på at vinde i Milano, er dette dagen, hvor man kan lave et resultat. Etapens karakter gør, at det er meget få, der kan gøre det færdigt, men på etaper som disse afholder det aldrig tunge folk fra at vise sig frem. Sidste år var der endda en hel gruppe sprintere, der var i udbrud på 20. etape, og vi kan forvisse os om, at vi vil opleve endnu en stor angrebsfest - måske endda endnu mere intens denne gang, fordi ingen har grund til at spare sig til et nyt forsøg den følgende dag.

Jeg forventer samme billede som i dag. BikeExchange og Deceuninck vil gøre alt for at forhindre, at gruppen bliver stor og farlig. For Yates handler det om at bringe bonussekunder i spil, og for Almeida handler det om at vinde etapen. Samtidig er jeg ret sikker på, at Ineos vil køre alle udbrud med deltagelse af netop de to hold ind. Det gjorde de allerede i dag, og på morgendagens etape, hvor en hjælper mellem bjergene kan være helt afgørende, må det være Filippo Gannas fornemste mission at sikre, at Yates og Almeida ikke får sendt en forpost afsted.

Når Ganna får den opgave på flad vej, taler meget for, at BikeExchange og Deceuninck ikke ender i udbruddet. Det vil formentlig kun ske, hvis der pludselig kører en kæmpegruppe, hvor Ineos også har et par mand med, men det anser jeg for usandsynligt. Det er for stor en risiko for særligt Deceuninck, hvis vigtigste opgave er at sikre, at udbruddet kan kontrolleres, så Almeida kan vinde etapen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I en flad start kan meget ske, og det bliver ikke let at sikre et lille udbrud - særligt ikke fordi et hold som Movistar vil jagte alle grupper, de ikke er repræsenterede i. Deres løb slutter nemlig stort set i morgen (i hvert fald for alle andre end Nelson Oliveira), og derfor kan de aldrig tillade et udbrud uden deltagelse af Antonio Pedrero eller som minimum Einer Rubio. På samme har Ag2r kun én opgave, nemlig at få Geoffrey Bouchard afsted. Derfor tror jeg også på en lang kamp, fordi mange hold vil hente de små udbrud, og Deceuninck og Ineos vil hente alle de store.

Remi Cavagna og Ganna er nogle halvkedelige karle at slås med, og derfor tror jeg, at de får deres vilje. Mit bedste bud er, at vi får en mindre og i hvert fald en ret ufarlig gruppe, som vi fik det i dag. Dernæst forventer jeg, at BikeExchange og Deceuninck vil køre med lige så stram elastik som i dag - særligt hvis gruppen bliver lidt større, end de foretrækker. For Ineos er drømmen, at udbruddet vinder etapen, men det bliver svært, når de to andre hold vil det anderledes.

Hvad sker der så på San Bernardino? Her vil det være oplagt for BikeExchange og Deceuninck at forsøge at få sendt en forpost afsted igen, fordi den slags er meget lettere på et bjerg. Jeg tror bare ikke, at det kan lykkes, når de er oppe mod Ineos, og det projekt vil derfor næppe lykkes, hvis det forsøges, også fordi der vil være hård modvind. I stedet bliver det nok snarere de to omtalte hold, der igen sætter tempo og sørger for at slide på Bernal inden finalen, samtidig med at udbruddet holdes i snor. Særligt australierne har et meget klatrestærkt hold, og sammen kan de nok kontrollere udbruddet.

Nedkørslen bliver spændende. Den er nemlig meget teknisk, og vi så i dag, at Deceuninck ikke er bange for at bruge den offensivt. Ineos var dog ved at blive fanget med Daniel Martinez i dag, og vi så på den anden nedkørsel, at lektien hurtigt blev lært. Jeg tror, at de vil gøre meget for at ramme nedkørslen først, og de er så stærke, at det sikkert vil ske. Vi kan sagtens se splittelser, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi vil se, at farten holdes høj nede i dalen også, særligt hvis Almeida er kommet af med nogle af de folk, han skal forsøge at passere. Formentlig vil de bedste klatrere kunne komme tilbage på næste stigning, men er man en dårlig nedkører, kan man sagtens miste kostbar energi her.

Skal Yates spille tidligt ud, skal det ske på Splügenpass. Heldigvis har han en relativt sikker podieplads, og for ham gør det næppe alverden, om han ender som nr. 2 eller 3. Hvis ikke han har dårlige ben - og det er bestemt ikke umuligt efter en jævn, næsten 25 km lang stigning, der ikke just passer ham ideelt - vil jeg tro, at han prøver fra distancen. Vi så også i dag, at Bernal utvivlsomt vil holde sig til Jonathan Castroviejo og Daniel Martinez, og dermed kan scenen være sat til et forfølgelsesløb - alt sammen under den forudsætning at Yates har de samme ben som de seneste dage.

Hvis jeg var Yates, ville jeg øve mig på mit bedste portugisiske i aften. Der er nemlig en helt oplagt alliance at spore. Selvom der ikke rigtigt er nogen dal mellem de to bjerge, så vi i dag, at der er grænse for, hvor længe Yates kan holde Ineos bag sig. Angriber han alene, bliver projektet svært, men får han selskab af Joao Almeida ser det langt bedre ud. Aftalen er også helt oplagt: etapesejr til Almeida og tidsgevinst til Yates.

Spørgsmålet er, om andre vil og kan være med til festen. Tør Caruso ligesom i dag gå med for at forsvare 2. pladsen? Eller vil han holde sig til Bernal og Ineos. Jeg tror dog ikke, at Yates skal regne med det mindste samarbejde fra italieneren, der er mere bekymret for, om han kan følge med briten end over, om han kan vinde løbet samlet. Mere interessant er det, hvis også aggressive og i dag velkørende Vlasov eller måske Martin, der dog er knap så egnet til denne etape, kan gå med. Dem er der nemlig langt mere samarbejde at finde fra.

Uanset hvad tror jeg, at Bernal holder sig til sit hold, og at vi får et forfølgelsesløb fra midtvejs på Splügenpass til mål - igen med den forudsætning, at Yates har gode ben. Har han ikke, er jeg mere i tvivl om aggressionen på dette bjerg. Almeidas mål må være etapen, og derfor har han ikke samme grund til selv at tage initiativet. Det kunne Vlasov måske finde på, men han har ikke Yates’ styrke til at holde Ineos bag sig. Uanset hvad betyder den kraftige medvind i hvert fald, at chancen for at komme væk er ganske stor.

Jeg tror, at udfaldet afhænger meget af dels Yates’ ben, dels om han får Almeida eller andre med sig. Skal han køre hele finalen alene, tror jeg, at det er svært. Der ret hård modvind på det korte flade stykke frem til målbjerget, og den vind varer ved hele vejen frem til sidste 2,5 km. Nok er målbjerget i sig selv ganske svært, men på den første del betyder modvinden, at Ineos altid vil have overhånden mod bare én rytter - i hvert fald hvis Jonathan Castroviejo og Daniel Martinez har de samme ben som i dag. Hvis til gengæld de er både Yates og Almeida samt måske flere, bør de have en ganske god chance. Er de ikke hentet forinden, vil jeg tro, at Bernal selv skal træde i karakter, når de rammer medvinden på de sidste 2,5 km, hvor han gerne skulle have ekstra friskhed af at have brugt sit hold.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

På den måde kan jeg se tre sandsynlige vindere i Joao Almeida, Simon Yates og Egan Bernal, og det kan gå alle veje. Portugiseren har været flyvende de sidste to dage, og som bekendt kørte han sin klart bedste bjergetape på 20. etape sidste år. Motoren har han, og intet taler for, at han ikke også er i fortsat fremgang i år. I dag kunne han ikke følge Yates, men det vil han have langt bedre chance for i morgen, hvor dieseletapen ligger bedre til ham og fjerner det mest eksplosive af antrittet hos Yates, der var skabt til dagens etape.

Først og fremmest har han dog taktikken som fordel. Som sagt er alliancen mellem ham og Yates oplagt, og skulle de to sammen kunne holde Ineos bag sig, skal Almeida naturligvis have etapen. Det er klart, at Yates ikke har tid til at vente, hvis portugiseren ikke kan følge med, men har han de samme ben som i dag, har Almeida alle de taktiske kort på sin hånd. Selv uden en aftale er det Yates, der skal vinde tid, og hurtige Almeida, der kan sætte sig på hjul, og derfor bør han også kunne vinde på mere regulær vis. Også hvis han ikke går med Yates - eller Yates slet ikke angriber tidligt - står han stærkt på det sidste målbjerg, Her er det alle de andre, der skal vinde tid, mens det er ham, der skal fokusere på etapen. Derfor vil han i den situation altid have gode chancer for at sidde på hjul i modvinden og bruge sine ben og spurt i medvinden. I det lys tror jeg, at Almeida bryder Deceunincks sjældent lange Giro-tørke.

Faktisk tror jeg næstmest på Egan Bernal. Colombianeren har den luksus, at han bare skal spænde Castroviejo og Martinez for kanen, mens de andre slider sig selv ned i modvinden på den nedre del af målbjerget. Herefter kan han selv åbne for gassen på de sidste 2,5 km i medvinden, og selvom hans tilgang er defensiv, har han absolut ingen grund til at spare på noget som helst på den sidste del, hvis etapesejren stadig er inden for rækkevidde. I det tilfælde vil hans samlede sejr nemlig allerede reelt være sikker, og så behøver han ikke spare specielt meget på ressourcerne til søndagens enkeltstart.

Derudover udelukker jeg ikke, at Bernal slet og ret er bedst. I dag var han slået, men etapen var også perfekt for Yates. Det er helt anderledes på denne mere Bernal-venlige etape med mange højdemeter og mere iltfattig luft. Nogen specielt stor forskel var der i dag ikke på de bedste, og særligt når Bernal kan bruge sit hold i modvinden på den nedre del, mens de andre skal tage risici, har han nogle taktiske fordele, rivalerne ikke har. Det er bestemt ganske sandsynligt, at Bernal kroner sin sejr med sin tredje etapesejr - forudsat naturligvis at ryggen ikke er på vej mod et sammenbrud som en forklaring på hans pludselige niveaufald.

Det tredje bud er naturligvis Simon Yates, men han har den dårligste taktiske hånd. Hans primære mission vil formentlig være at satse hele butikken på at vinde løbet, og det vil koste kræfter. Hans bedste chance er nok at køre helt alene på Splügelpass, men det er god nok lidt af en opgave at holde Ineos bag sig hele vejen, særligt med modvind på det meste af målbjerget. Får han selskab, vil det formentlig være af Almeida, der har etapesejren som hovedfokus, og Yates vil næsten altid primært have blikket rettet mod at vinde tid. Selvfølgelig er Yates så stærk, at han sagtens kan ende med at køre fra alt og alle, også selvom etapen passer ham dårligere, og det er bestemt også muligt, at han undervejs erkender, at Ineos ikke kan knækkes, og at han i stedet skal spare kræfterne til et sidste angreb på Caruso og på etapesejren på de sidste 2500 m i medvind. I det tilfælde vil Yates stå ganske godt på den relativt korte, eksplosive og stejle målstigning.

Også Damiano Caruso kan vinde etapen. Ganske vist er hans primære mål at køre mod Yates og forsvare 2. pladsen, men det giver ham også en taktisk overhånd. I dag var han så brølstærk, at han både kunne gå med i det første angreb og siden på egen hånd køre lige op med Yates på de sidste kilometer. Denne etape passer hans dieselmotor bedre, og taktisk står han heller ikke helt dumt. Kan og vil han køre med Yates, kan han sidde på hjul for ikke at satse 2. pladsen, og holder han sig hos Ineos, kan han udnytte briterne som lokomotiv. Lykkes det dem at hente de udbrud, der måtte komme på Splügelpass, sidder Caruso slet ikke dumt, særligt hvis Bernal selv har måttet skulle åbne op for at hente Yates, Almeida eller andre. Caruso er i hvert fald stærk og solid, og selvom hans mission er 2. pladsen og defensiv, er hans taktiske hånd i forhold til etapesejren slet ikke så ringe endda.

Det er den heller ikke for Aleksandr Vlasov. Selvfølgelig drømmer han om podiet, men det kræver en decideret offday - formentlig fra Yates - hvis det skal lykkes. Til gengæld kan han så koncentrere sig lidt om etapesejren, og hvis yoyoen for en gangs skyld kan blive oppe to dage i træk, så vi i dag, at hans topniveau jo faktisk stadig er tårnhøjt - særligt på en etape, der burde passe ham bedre. Han viste i dag, at han er villig til at tage risici, og han kunne sagtens ende med at gå med Yates tidligt. Herefter vil han kunne sidde på hjul i modvinden og forsøge at gøre forskellen på de sidste 2500 m i medvinden. Alternativt kan han som Caruso blive hos Ineos og håbe, at Bernal selv brænder sig så meget af, at der opstår muligheder for at selv at slå til på de sidste meter. Alt sammen kræver det dog, at yoyokørslen ikke sender ham ud af feltet allerede på Splügelpass!!!

Dan Martin kan også sikre sig en anden etapesejr, men etapens mange højdemeter og lange første stigning passer ham dårligere. I forvejen var han måske lidt skuffende i dagens eksplosive finale, og derfor tvivler jeg lidt på, at han har benene til at gå med i de tidlige angreb på Splügelpass, selvom det utvivlsomt er at foretrække. Mere sandsynligt er det nok, at han kan sidde på hjul hos Ineos, men så står han egentlig ikke så ringe endda. Den korte, eksplosive og stejle målstigning passer ham godt, og da han er ude af kampen om klassementet, kan også han sidde på hjul, mens andre slider sig ihjel i modvinden. Er han en af de få, der stadig er frisk til sidst, er han i hvert fald ikke sjov at skulle følge på den sidste 2 km lange og stejle rampe op til mål.

Jeg nævner også igen George Bennett, men det er nok lidt tvivlsomt, om han kan gøre det færdigt. I dag bekræftede han ellers, at benene er til mere end at hjælpe Tobias Foss, men i sidste ende var han alligevel ikke god nok til at følge de bedste, hvilket han betalte en dyr pris for. Til gengæld er det ret klart, at han er i fremgang, og dagens etape passede ham temmelig elendigt. Morgendagens ”rigtige” bjergetape er meget mere Bennett, og vi ved, at hans topniveau er tårnhøjt. Han har også den luksus, at han i mange tilfælde vil kunne sætte sig på hjul og have etapesejren som mål, uanset om det sker ved at angribe på Splügelpass eller at sætte sig bagerst i Ineos-toget. Om han vitterligt har benene til at gøre det færdigt, er nok tvivlsomt, men vi har set større formudsving i dette løb, end vi vil gøre, hvis Bennett udnytter en taktisk gunstig position til at vinde etapen. Og uanset hvad er han mit bedste bud på en udbrudsvinder, hvis det mod forventning skulle blive en option.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Endnu sværere er det nok for Hugh Carthy. Briten var dog betydeligt bedre i dag, og det var endda en etape, der slet ikke passede ham. Denne dieseletape med en lang stigning som opvarmning er helt anderledes god for dieselmotoren, der i den sidste del af løbet også kørte sin bedste etape på Giau-etapen, som minder mest om denne. Lige nu er der intet, der tyder på, at benene rækker, men også han har i hvert fald den luksus, at han kan koncentrere sig lidt om etapesejren og lade andre slås om podiet. Han er nok ikke god nok til at køre med på Splügelpass, men hvis Ineos og de bedre ryttere har slidt sig selv ned i deres indbyrdes forfølgelsesløb, kan meget ske - særligt hvis Carthy har genfundet de trods alt fine ben, han havde i mandags.

En anden rytter, der havde sin bedste dag på Giau, er Romain Bardet. Franskmanden er kommet til kort de seneste dage, og det er da også lidt svært at se ham rejse sig så voldsomt, at han kan vinde etapen. Omvendt er det klart, at denne etape passer hans motor langt bedre end de seneste dages eksplosive finaler, og man må formode, at Bardet er langt bedre på denne etape. Om han også præsterer lige så godt uden det dårlige vejr, har vi til gode at se, men han er i hvert fald endnu en rytter, der kan koncentrere sig mere om etapen, mens andre kæmper om podiet. Det kræver dog, at benene er lige så gode, som de var på Giau.

Lad os runde favoritdelen af med den spekulative én gang til - men denne gang er den ekstra spekulativ. Det er lidt svært at se, at Daniel Martinez kan få lov at spare sig så længe, at han kan komme i spil til etapesejren, for Bernal må formentlig ofre ham i modvinden på den nedre del af målbjerget. Omvendt er Martinez uhyggelig lige nu, og hvis de værste rivaler som Yates og Almeida har brændt krudtet af i et tidligt angreb, og Castroviejo har holdt endnu længere, end han allerede har gjort de seneste dage, skal man aldrig sige aldrig. Det er vel ikke helt umuligt at se Martinez og Bernal til slut komme blæsende op til nogle udkørte angribere anført af Yates og måske endda gå direkte forbi. Det ville være det vildeste drømmescenarium, hvis Bernal og Martinez kunne krydse stregen side om side med trøje til den ene og sejr til den anden - præcis som Ineos var så tæt på at gøre på 20. etape i Vueltaen i 2017, hvor det kun var Alberto Contadors angreb på nedkørslen, der forhindrede Wout Poels i at vinde i en flot tandem sammen med kaptajn Chris Froome.

Det er helt umuligt at forestille sig andre vindere, hvis ikke det tidlige udbrud holder hjem. Dertil er den ellers heroisk kæmpende Tobias Foss for begrænset, og Diego Ulissi præsterer ikke endnu et mirakel på en bjergetape, der passer ham langt dårligere end 17. etape. Derfor vil mine næste bud være udbrydere.

Det bliver svært for et udbrud at holde hjem. Som skrevet ovenfor vil Deceuninck og BikeExchange formentlig være for stærke, men ingen af dem er skræmmende. BikeExchange har mistet Nick Schultz, og Deceuninck har kun én bjerghjælper i James Knox. Hvis starten bliver vild og voldsom, og de må lade en større gruppe køre - og endnu bedre, hvis Yates også har en offday og slet ikke angriber tidligt - kan nogle af de allerbedste klatrere godt holde hjem, men det er en udsøgt skare, der har muligheden. Jeg har allerede peget på George Bennett som mit bedste bud.

Mit næstbedste er naturligvis Antonio Pedrero, der har været på niveau med mange af klassementsrytterne på det sidste. I dag sparede han sig helt naturligt til et stort ridt i bjergene, og et tab på 25 minutter sikrer i hvert fald, at han kom let igennem. Som sagt vil Movistar sætte himmel og jord i bevægelse for at få ham med i udbruddet, og så taler meget for, at han er den stærkeste. Han så i hvert fald uhyre overbevisende ud både på Giau og Sega di Ala, og derfor er der ikke mange udbrydere, der kan ventes at sætte ham på en stor bjergetape som denne.

Jumbo vil gøre meget for at få enten Bennett eller Koen Bouwman afsted. Hollænderen har nået sit hidtil højeste niveau i dette løb, og i dag kulminerede det med en top 10 på en bjergetape. Det kan dog blive vanskeligt at gentage på en ”rigtig” bjergetape som denne, for umiddelbart passer en kort, eksplosiv stigning ham bedre. I denne del af løbet handler det dog mest om friskhed, og den har Bouwman i hvert fald masser af. Spørgsmålet er bare, om han kan ramme rigtigt i den flade start, og om udbruddet kan få den rette frihed.

En ting, der er stensikkert, er, at Vincenzo Nibali vil forsøge at slutte med maner. I dag testede han formentlig hånden og formen, da han længe forsøgte at køre med favoritterne, og det gik bedre, end man kunne have frygtet. Derefter rullede han til mål, og det efterhånden decimerede Trek-hold må som mission i morgen have, at Nibali og Bauke Mollema skal afsted. Denne store bjergetape med tre bjergpas og højder i den tredje uge er det, Nibali er bedst til, og inden onsdagens styrt var hans form åbenlyst i fremgang. Om han er god nok til faktisk at vinde, særligt med endnu et styrt i bagagen, er nok lidt tvivlsomt, men umuligt er det ikke for en klasserytter som Nibali.

Efter nogle lidt skuffende etaper kom Jan Hirt flot tilbage i dag. Det er anden gang i løbet, at han er ganske tæt på favoritterne, og det viser, at han har niveauet til at vinde en bjergetape i den rette gruppe. Dagens eksplosive finale passede ham endda temmelig dårligt, og han burde være mere komfortabel på morgendagens mere dieselagtige etape. Som hans kørsel de sidste dage har vist, er han stadig en total lottokupon, der endda har for vane at skuffe i udbrud, men har han samme ben som i dag, burde han komme ganske langt, hvis han rammer gruppen. Han har et helt hold til at hjælpe sig med den opgave.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

I dag var Lorenzo Fortunato ikke helt så flyvende som i onsdags, men han er stadig pokkers stabil. Han kører i top 25 hver eneste gang, og det taler for, at han også er god i morgen. Eolos store mission må være at få ham eller Edward Ravasi i udbrud, og selvom modstanden formentlig er skrap igen denne gang, har Fortunato én gang vist, at han kan slå nogle gedigne topnavne i et udbrud. Med sin flotte og stabile kørsel siden da har han kun bekræftet, at han stadig er en af de mest friske og klatrestærke udbrudskandidater.

Davide Formolo virker træt, og derfor er det lidt svært at tro på ham på en etape, der i forvejen er lidt for voldsom til en mand, der er mere ardennerspecialist end klatrer. I dag var det dog ret åbenbart, at han slap tidligt for at spare kræfter til et stort togt, og UAE vil helt sikkert sætte alt ind på at få ham og måske Diego Ulissi i udbrud. Vi så på Giau, at han efter sit tidlige angreb betalte en høj pris, og lige nu tror jeg ikke, at niveauet rækker. Fornolo har dog før leveret overraskende gode ridt, som han tog den uhyre flotte solosejr i Dauphin´s bjerge sidste år.

Efter den flotte kørsel forleden var det uventet at se Edward Ravasi så langt tilbage. For en mand med så store udsving var det dog ikke helt ud af det blå, men i virkeligheden kan forklaringen være en anden. Også han kan meget vel have sparet på kræfterne til et stort ridt i bjergene, og han vil være topmotiveret på sin hjemmebane. Han var hæmmet af styrt i starten af løbet, men er åbenlyst ved at komme sig. Hans udvikling er stagneret, men skiftet Eolo har gjort godt for mange. Hans kørsel i går indikerer, at han har formen til at overraske.

FDJ har også to fine bud i Attila Valter og Matteo Badilatti. Valter har lignet en hængt kat på det sidste, og jeg tror, at han betaler en pris for sin træthed, når han rammer en stor dag med mange højdemeter. Omvendt var der lidt håb at finde i dagens flotte præstation, og FDJ har i hvert fald som mission at få deres to klatrere med i udbruddet. Det er svært at glemme, at Valter kørte med alle favoritterne på 20. etape sidste år, og selvom han lige nu synes helt anderledes træt, har han i hvert fald gjort noget stort i finalen agf en grand tour før. Badilatti burde også elske denne dieseletape, og selvom han skuffede lidt i udbruddet i onsdags, har han generelt været i stigende form. Med det niveau, han viste i foråret, kommer han langt.

I går roste jeg formen hos Louis Vervaeke, og det vil jeg gøre igen. Også for ham gælder nemlig, at han formentlig har sparet sig i dag, da først hans mange angreb ikke førte til en plads i udbruddet. Vi så dog, at Alpecins klare mål er at få ham afsted, og det vil det helt sikkert være igen lørdag. Som skrevet i går virkede han meget overbevisende med sit angreb på kongeetapen og inden og efter styrtet i onsdags, så formen synes fin. Han er gået lidt i stå, men han har på det seneste vist lidt af det gamle potentiale.

Ser man bort fra en kikser i onsdags, har Eduardo Sepulveda også været stabilt langt fremme på bjergetaperne, og i dag leverede han sit hidtil bedste resultat. Morgendagens etape burde med sin knap så eksplosive karakter endda passe ham endnu bedre, og allerede i Tyrkiet viste han os, at skiftet til Androni har gjort ham godt. Om topniveauet virkelig rækker til at vinde en stor bjergetape i en grand tour, er nok lidt tvivlsomt, men dagens præstation gør det i hvert fald ikke umuligt.

Jeg vil virkelig gerne se Michael Storer i udbruddet. Australieren er virkelig flyvende lige nu, som vi så både i dag og i onsdags, hvor han fulgte kaptajn Bardet til dørs. Desværre tror jeg ikke, at Bardet kan undvære sin bedste hjælper, og derfor ender det nok med, at han bliver låst, men får han chancen kan han gøre det færdigt. Han har i hvert fald aldrig været bedre end nu.

Jeg nævner også Bauke Mollema, men det er uden den store overbevisning. Hollænderen har nemlig virket formsvag gennem hele løbet, og han ligner ikke en mand, der kan gøre det færdigt. Denne dieseletaper i den tredje uge burde dog være guf for ham, og selvom det er svært at læse af resultaterne fra en mand, der mest har sparet sig, kunne man få fornemmelsen af, at han er i fremgang. På papiret har han i hvert fald topniveauet til at vinde en etape som denne.

Endelig vil jeg pege på Geoffrey Bouchard. Franskmanden viste, at han ikke er helt træt, da han kørte alene tilbage til Martin-gruppen i onsdags, og selvom han har klaget over træthed, har han altså stadig lidt at skyde med. Denne dieseletape burde passe ham godt, og han og Ag2r vil give deres højre arm for at få ham i udbrud. Fornemmelsen er nok, at friskheden ikke rækker hele vejen, særligt når han skal koncentrere sig om bjergpoint, men han har styrken til at komme langt.

Blandt andre kandidater kan man nævne Vadim Pronskiy, der har været skræmmende god på de sidste to bjergetaper, indtil han har sluppet, men som formentlig skal sidde hos Vlasov. Alessandro Covi og Felix Grossschartner var gode i dag, men ligesom Diego Ulissi har jeg svært ved at se dem vinde en så stor bjergetape som denne. Mere tror jeg på Matteo Fabbro, der gjorde det pænt i onsdags og sparede sig i dg, men i onsdags manglede han trods alt stadig lidt for meget. Chris Hamilton, Amanuel Ghebreigzabhier, Giovanni Carboni, Rudy Molard, Kilian Frankiny og Simone Petilli er i bedring, men næppe stærke nok til at vinde, og det synes Einer Rubio heller ikke at være. Det kunne være sjovt at se Alberto Bettiol prøve, men han er Carthys bodyguard, og Harm Vanhoucke synes ligesom i 2020 træt i den tredje uge, ligesom Simon Carr er faldet sammen igen og er låst af Carthy. Endelig er alle ryttere på BikeExchange, Ineos, Bahrain og Deceuninck formentlig låst af deres hold.

OPDATERING: Caruso erkendte efter dagens etape, at det nok havde været en fejl at følge Yates. Mon ikke han i morgen vælger den klassiske konservative taktik og holder sig til Bernal og Ineos-toget i håb om, at de kan redde ærterne ud af ilden for ham?

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Simon Yates

Outsidere: Damiano Caruso, Aleksandr Vlasov, Dan Martin, George Bennett, Hugh Carthy

Jokers: Romain Bardet, Daniel Martinez, Antonio Pedrero, Koen Bouwman, Vincenzo Nibali, Jan Hirt, Lorenzo Fortunato, Davide Formolo, Edward Ravasi, Attila Valter, Matteo Badilatti, Louis Vervaeke, Eduardo Sepulveda, Michael Storer, Bauke Mollema, Geoffrey Bouchard

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE?