Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trodse den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det har ofte også været en voldsom en af slagsen, og det er bestemt også tilfældet i år, hvor løbet også slutter tæt på bjergene, denne gang i Verona. Til gengæld er der ikke som så ofte før tale om noget alenlangt maraton, da der blot skal køres 166 km, men med næsten 5000 højdemeter og tre store bjergpas, hvoraf det ene er årets Cima Coppi, nemlig Passo Pordoi i 2239 m højde, og det sidste er en herlig tilbagevenden til det meget stejle Passo Fedaia ved foden af Marmolada-gletsjeren, kunne klatrerne ikke have ønsket sig en meget bedre chance for at vinde den sidste tid inden den afsluttende enkeltstart.

Også på denne etape fortsætter arrangørerne trenden med kortere etaper, da der skal tilbagelægges bare 167,0 km mellem Belluno og Marmolada-gletsjeren eller Passo Fedaia, som opkørslen også kaldes. Starten er ganske let, idet man kører mod sydvest igennem fladt dalterræn, inden man drejer mod nord for at skære ind gennem et højdedrag via en bakke (2,7 km, 7,1%), som har top efter 21,0 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man fortsætter mod sydøst op og ned ad endnu en lille bakke, indtil man er tilbage i dalen. Her rammer man en let stigende dalvej, som nu følges over et langt stykke mod nord og nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 63,2 km.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Her ændrer etapen karakter, når man kører mod vest, nordvest og igen vest op ad kategori 1-stigningen Passo San Pellegrino (18,45 km, 6,2%, max 15%), der skal deles i flere dele. De første 8,5 stiger således med 4,4% i snit, men har også 1500 m med 8-9% undervejs frem mod et lille plateau. De næste 4,17 km stiger jævnt med 5,9%, men derefter bliver den brutal, når de sidste 5,78 km stiger med 9,0% i snit startende med 2500 m med 10-12% og derefter hovedsageligt 8-10% frem mod toppen, som rundes efter 81,9 km.

En meget let nedkørsel leder nu mod vest ned til dalen, hvor man kører mod nordøst ad en let stigende dalvej, inden etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nordøst, syd og øst op ad Passo Pordoi (11,8 km, 6,8%, max. 10%), der med sin top i 2239 er årets Cima Coppi. Der er tale om en uhyre jævn stigning uden store udsving, og som har top efter 123,4 km.

Herfra resterer fortsat 44,6 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod øst og nordøst ned til et plateau, som følges mod øst og sydøst, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (1,5 km, 7,3%), som har top efter 144,0 km. Herfra leder en i starten lettere og mod slutningen teknisk nedkørsel mod syd og sydøst ned til Caprile, der nås efter 154,0 km

Nu tages der hul på årets sidste bjerg, når man kører mod sydvest, nordvest, nord og vest op ad Marmolada, der er i kategori 1. Den stiger med 7,6% over 14,0 km, men skal deles i flere dele. De første 2,65 km stiger lidt ujævnt med 6,2% i snit, inden den flader ud med 2,65 km med bare 3,2%. Derfra stiger de næste 3,35 km jævnt med 6,4%, men med 6,35 km igen går det galt. Herfra stiger de næste 3,75 km nemlig jævnt med 11,8% i snit, herunder med et maksimum på 18%, inden de sidste 2,6 km stiger jævnt med 10,5% i snit, idet den dog flader lidt ud med 6,0% over de sidste 200 m. Stigningen går ad en relativt lige vej, indtil der venter en serie hårnålesving ved 2 km-mærket. Herefter er der to sidste hårnålesving med 600 m igen, hvorefter vejen har en skarp kurve 100 m fra stregen. Den sidste spurt kommer med 5,5 km igen, hvor der vil være bonussekunder at gå efter.

Etapen byder på i alt 4718 højdemeter.

Marmolada (Passo Fedaia) har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2008, hvor Emanuele Sella fortsatte sin vanvittige Giro ved at tage endnu en sejr, denne gang endda foran holdkammeraten Domenico Pozzovio, inden Riccardo Ricco med en 3. plads vandt lidt tid på den førende Alberto Contador. I 2019 sluttede Baby-Giroens sidste etape her, og her tog Einer Rubio en solosejr med 25 sekunder ned til to andre colombianere, Juan Diego Alba og Andres Ardila, som sikrede sig den samlede sejr.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Efter et par dage med godt vejr venter der meget ustabil luft i bjergene lørdag. Allerede fra starten, hvor temperaturen vil ligge på 19 grader, vil der være en betydelig risiko for tordenbyger, og faktisk tyder det på, at vi vil få et rigtigt regnvejr, hvor nedbørsrisikoen er helt oppe på 90-95% for hver enkelt time. Efter Pordoi ser vejret ud til at ændre sig fra regulær regn til 80% risiko for tordenbyger i finalen, hvor temperaturen for foden af sidste stigning vil være hele 25 grader, og hvor det mellem bygerne generelt vil være flot vejr med masser af sol. Vinden vil være svage til let (6-11 km/t) og komme fra østlige og sydøstlige retninger fra start, men fra nordlige retninger efter San Pellegrino, indtil den igen vil komme fra sydøst i finalen. Det giver generelt med- og sidemedvind, indtil man får modvind efter nedkørslen fra San Pellegrino. Det bliver til sidevind efter Pordoi og derefter modvind ned til bunden af sidste stigning. Her vil der være sidevind på det første stykke, men derefter sidemedvind på det meste af stigningen

Analyse af 19. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan 19. etape blev dagen, hvor Richard Carapaz pludselig havde to hold til at hjælpe sig.

Favoritterne

Giro-arrangørerne må glæde sig over den italienske geografi. Ikke blot kan de finde stigninger af varierende sværhedsgrad inden for rimelig afstand af snart sagt ethvert punkt i landet, de er også så heldige, at de højeste bjerge ligger bare et stenkast fra de byer, der oftest bruges som afslutning. Det er jo typisk Milano, der ikke ligger langt fra bjergene, og også i de år, hvor man er sluttet i årets målby, Verona, er man snublende tæt på nogle af Europas værste stigninger. Den luksus har arrangørerne af Touren og Vueltaen ikke. For Touren er det et logistisk mareridt, hvis de vil have en bjergetape dagen inden finalen i Paris, og det samme gælder i Vueltaen, hvis ikke man gør brug af de madrilenske bjerge, der desværre ikke er specielt vanskelige.

Det er Dolomitterne til gengæld, og derfor har Giro-arrangørerne for vane at sørge for, at 20. etape er en af løbets allervanskeligste. Sværhedsgraden varierer, men man sørger altid for at give den en karakter, så alt kan vendes på hovedet til allersidst.

Det har de i den grad også sørget for i år. Der findes jo ikke nogen fast definition på begrebet kongeetape, og selvom distancen og det samlede antal højdemeter i min bog gør 16. etape til løbets vanskeligste, kan man sagtens argumentere for, at det i år - og det er usædvanligt - er 20. etape, der fortjener det fornemme prædikat. Det er nemlig en voldsom udfordring, arrangørerne har designet.

Det skyldes ikke distancen. Tværtimod er der tale om en kort og intens etape, og starten er endda helle ikke specielt svær. Til gengæld er passagen over de tre bjergpas brutal, og selvom den ikke har 16. etapes distance, har den to andre forhold, der får den til at skille sig ud. For det første byder den på løbets vanskeligste bjergafslutning, for i tirsdags var der trods alt ikke mål på selve toppen af Santa Cristina. For det andet er man så bekymret for den kedelige effekt klimaforandringerne har på risikoen for dårligt vejr i maj, at man i år stort set er gået helt uden om de høje bjerge. Først ved den allersidste lejlighed d. 27. maj har man turdet bevæge sig op over 2000 m, og selvom vi hverken kommer i nærheden af Gavia- eller Stelvio-højder, gør det en forskel i forhold til de foregående etaper, at vi endelig skal op i de tynde luftlag.

Faktisk ser det ud til, at lørdagen bliver en påmindelse om, hvorfor det er farligt at ramme højderne i Italien i maj måned. Vejrudsigten er ikke til at blive alt for klog på, men som jeg læser den, bliver det et regulært regnvejr, indtil de er kommet om på den anden side af Pordoi, hvor der vil være solrigt og endda meget varmt, men stadig med en betydelig risiko for byger. På den første side af løbets højeste top burde det imidlertid regne relativt vedvarende og endda i temperaturer, der ikke er alt for høje. Der burde ikke være fare for etapens afvikling, men hvis den vejrudsigt holder, kan det blive den koldeste og vådeste dag hidtil.

Det er dog næppe på de første og vådeste stigninger, at det helt store slag skal slås. Richard Carapaz, Mikel Landa og Jai Hindley er stadig så tæt på hinanden i klassementet, at de ikke har grund til at satse stort med en tidlig offensiv. Passo Fedaia er nemlig et uhyre, hvor man så rigeligt kan vinde løbet, også Landa, der jo ellers har en del tid, der skal sættes i banken inden søndag. De sidste 6 km er brutale, og vi beriges endda med den medvind, der burde gøre det hele endnu mere selektivt, end de stejle procenter alene kan gøre det.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Fedaia er ikke besteget siden 2008, og selvom forskellene mellem de bedste faktisk var relativt beskedne, var afstandene længere tilbage enorme. Det blev også en dyr dag for den senere nr. 3, Marzio Bruseghin, der smed mere end et minut til sine podierivaler, og der er således - særligt på en brutal regnvejrsdag med to forudgående bjergpas - mulighed for at vende løbet på hovedet.

Denne gang burde favoritterne også køre om det. Bahrain valgte som omtalt i analysen i dag at satse hele butikken på i morgen, og det kan kun betyde, at der skal iværksættes en stor offensiv. Landa har endnu ikke vundet sin etape, og han kan i den grad godt bruge de 10 bonussekunder inden enkeltstarten. I analysen brokker jeg mig over Boras helt meningsløse spild af kræfter i dag, men heller ikke de har noget at miste ved at satse hele butikken på at vinde etapen. Hindley er på papiret den ringeste temporytter, og selvom en overraskelse altid er mulig, må udgangspunktet være, at han skal vinde tid i morgen. Tager Carapaz bonussekunder ved at vinde etapen, ser det alligevel sort ud for ham i Verona, så risikoen ved at jagte er minimal.

Faktisk kunne jeg også godt forestille mig, at Carapaz gerne vil vinde etapen. Han har stadig ikke sin etapesejr, og en grand tour-sejr uden etapegevinst har altid et knap så prangende præg. Han har også tydeligt vist, at han bestemt ikke føler sig tryg ved sit nuværende forspring, og der er ingen tvivl om, at Carapaz går ind til etapen med den intention, at han skal i offensiven, og så er det naturligt også at gå efter etapesejren.

Der er altså tre hold, der kan og for tos vedkommende også bør have en interesse i at jagte, og så burde de kunne skabe samling. Vi taler om de tre stærkeste mandskaber i løbet, og starten er endda så let, at de har en rimelig chance for at sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt. Jeg tror endda, at de har en sandsynlig allieret i Astana. Det ligner en svær mission, men Vincenzo Nibali har absolut intet at miste ved at forsøge at vinde den allersidste bjergetape i hans lange og flotte Giro-karriere. Han vil formentlig gøre alt for at slutte med et brag, og da det for alle hold gælder, at de ikke skal spare kræfter til noget væsentligt på søndag, kan alle tillade sig at brænde krudtet af.

Det bliver utvivlsomt en hektisk start, og vi så i dag, at DSM i hvert fald vil gøre alt for at få Thymen Arensman afsted. Det er bare svært i den relativt lette start, hvo det kræver noget held at ramme rigtigt. Jeg kan dog sagtens forestille mig, at hollænderne, der ikke har så meget at miste heller, vil holde et udbrud i snor, så de kan genåbne løbet på San Pellegrino, hvis det er nødvendigt. Cofidis kunne meget vel finde på det samme for Guillaume Martin. Det kan derfor sagtens være, at udbruddet enten først kommer væk på det første bjerg, eller at snoren bliver holdt så stram, at nye ryttere kan køre op til fronten her.

Det kan betyde, at udbruddet bliver stærkere, end de bedste hold vil ønske sig, men de burde stadig være stærke nok til at hente det. De tager næppe al for stor risiko med afstanden. Jokeren er de våde nedkørsler, hvor feltet altid tager den lidt mere med ro, og hvor et udbrud kan vinde lidt tid, men det vil stadig overraske mig, hvis ikke vi får samling.

Min forventning vil være, at Bahrain, Bora og måske Astana - mest sandsynligt Bahrain - vil lægge presset på de to første stigninger. Jeg regner som sagt ikke med tidlige angreb, men jeg vil tro, at Nibali igen angriber på nedkørslen fra Pordoi, som han gjorde det på Mortirolo forleden. Det er hans eneste chance for at vinde etapen, og det er en mission, der giver ham en chance. Jeg tror ikke, at Landa, Hindley eller Carapaz satser stort på en svær og regnvåd nedkørsel, og det er derfor sandsynligt, at han kan nå sidste stigning med et lille forspring - særligt hvis han har fået forposter afsted.

I sidste ende regner jeg dog med, at slaget skal slås mellem favoritterne, og der bør ikke være så meget hokuspokus over det. Procenterne taler for sig selv, og det bliver derfor begrænset med taktik. Formentlig vinder bedste mand, for skulle de komme samlet til mål i denne jævnbyrdige Giro, er den sidste kilometer alligevel så stejl, at selv Landa kan vinde en spurt, hvis det er ham, der sidder med overskuddet. Vinderen vil være den, der bedst håndterer meget stejle procenter på en lang stigning, mange højdemeter, formentlig dårligt vejr det meste af dagen, men ikke nødvendigvis i selve finalen og - som noget nyt i dette løb - også højderne.

Hvem er så det? Jeg tror, at det er Richard Carapaz. Det har været meget svært at adskille de tre kombattanter, der har været helt jævnbyrdige de seneste dage, men hvor jeg i tirsdags sad med fornemmelsen, at Hindley havde en lille overhånd, har billedet været anderledes de seneste dage. Carapaz har ikke det overskud, han skal bruge til at slå det hul, han åbenlyst gerne vil, men han har også lignet en mand i kontrol. Det så vi blandt andet i dag, da Landa slog et hul, mens han og Hindley kiggede på hinanden, og da australieren nægtede at føre, tog det ecuadorianeren nul komma fem at få lukket hullet i et snuptag.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Derudover er omstændighederne med ham. Vejret bliver formentlig elendigt, og Carapaz har altid betragtet regn som et våben, han også brugte ved sit kup i Catalonien tidligere i år. Derudover er der højderne. Ganske vist har Hindley bevist, at han sagtens kan klare den iltfattige luft, men for Carapaz, der er opvokset i de luftlag, må det regnes som en fordel, hvad han og holdet da også regner med. Om han er stærk nok til at køre væk, er jeg usikker på, men som minimum tror jeg, at han er stærk nok til at gøre det færdigt på den sidste stejle kilometer. Derfor tror jeg, at han tager et stort skridt mod samlet triumf ved også endelig at få sin etapesejr.

Da det er en rangering af vinderpotentiale, peger jeg på Mikel Landa som nr. 2. Det kan sagtens være, at baskeren kun er nr. 3 i hierarkiet, men hans tidstab giver ham trods alt en fordel. I dag var der som nævnt kortvarigt ved at gå julelege i den for Hindley og Carapaz, og selvom der sjældent er meget taktik på et bjerg af denne vanskelighed, har Landa trods alt den fordel, at de to kombattanter godt kan give ham lidt snor. Det kan de blive nødt til, hvis jævnbyrdigheden er, som den har været hidtil, og det er Landas store chance. Derudover udelukker jeg heller ikke, at han kan være stærkeste mand, for han har virket meget overbevisende på alle de ”rigtige” bjergetaper, hvor det bare ikke er lykkedes ham at slide de andre ned med sit jævne tempo. Den chance er større i morgen, hvor stigningen er endnu vanskeligere end det, vi har set hidtil. Regn kan enhver basker også klare.

Min bekymring er højderne. Går man Landas resultater efter, synes han altid at præstere nogle procenter bedre under 2000 m, end han gør på den anden side af den skarpe grænse. Det betyder ikke, at han ikke kan klare dem - han var vundet Andorra-etapen i Vueltaen i 2100 m, dog via udbrud - men hans bedste resultater i kamp med favoritterne er altid kommet, når vi har befundet os lidt lavere. Det kan være en lille hæmsko, men som Andorra viser ikke noget, der nødvendigvis koster ham sejren.

Naturligvis kan Jai Hindley også vinde. Australieren lignede stærkeste mand i tirsdags, hvor han havde forbedret sig markant siden Blockhaus, men siden da har han ikke virket helt så flyvende. Angrebene har i hvert fald været færre, og heller ikke i dag forsøgte han sig mere end én gang. Hans udtalelser indikerer også, at han er ved at være slidt, men det er de naturligvis alle. Der har heller aldrig været optræk til problemer for Hindley, og han kan sagtens vise sig som stærkeste mand.

Der kan være lidt usikkerhed om vejret. Han siger selv, at han har det fint med regn, men i 2020 var han kun god i den sidste del, hvor vejret var godt, mens han tabte tid i regnen i den første uge. Det kan dog meget vel bare handle om generelt stigende form, som vi også har set det i dette løb. Det andet problem kan være højderne, men han klarede Stelvio fornemt i 2020, og selvom de må regnes som en fordel for Carapaz, er det næppe noget, der knækker Hindley. I morgen får vi forhåbentlig et svare på, om han er stærkeste mand eller ej.

Alle andre skal vinde via et udbrud i et løb, hvor tre man tårner sig op som de stærkeste, og derfor bliver alle mine øvrige kandidater udbrydervindere. Det er dog kun ganske få, der vil være i stand til at vinde her. Ganske vist er starten så let, at vi kan ende med et udbrud, som vi gjorde i dag, men denne gang er det utænkeligt, at det går langsomt i feltet. Her kan kun nogle af de allerbedste klatrere vinde.

En af dem er Hugh Carthy. Allerede i går skrev jeg, at han bare synes at blive bedre dag for dag, og det blev bekræftet i dag, hvor han lignede fjerdestærkeste mand. Han kan ikke slå favoritterne i et direkte opgør, men han har friheden til at ramme et udbrud, og ellers kan han tage sig den, hvis løbet skal genåbnes på San Pellegrino. Han har én gang leveret et stort soloridt på en lignende etape i Tour de Suisse, hvor han også viste sine evner i højderne, og han har før vist, at han kan klare det dårlige vejr. Angliru-kongen vil elske den voldsomt stejle afslutning, og hans dieselmotor vil elske de mange bjergpas og de mange højdemeter. Dette er på alle måder en Carthy-etape, og nu synes han også at have formen til at vise det.

Dernæst vil jeg pege på Thymen Arensman. Hollænderen sparede sig i dag, og det burde betyde, at han vil gøre alt for at komme afsted i morgen. Jeg er dog ikke stensikker. Han har gjort enkeltstarten til et stort mål, og det kan sagtens være, at han satser alt på den. Hvis ikke, burde det dog være en god etape for en dieselmotor som ham. Han viste i Tour of the Alps, at han er som en fisk i vandet, når det regner, og han vil elske de mange højdemeter og lange stigninger. Han er ikke vild med stejle procenter, men han klarede Santa Cristina storartet. Hans niveau har desværre været meget svingende i dette løb, og derfor kan vi ikke vide, hvor vi har ham, men har han Santa Cristina-benene, er han en af de ryttere, der kan vinde i den tredje uge, hvor han plejer at være bedst.

Hele Italien drømmer om, at Vincenzo Nibali kan imitere Alberto Contador og vinde den sidste bjergetape i sit hjemlands grand tour, men det bliver en svær opgave. Han får ikke lov at gå i det tidlige udbrud, og hans vej til sejr går derfor via den nedkørselsoffensiv, jeg omtaler ovenfor. Som sagt vil favoritterne næppe satse alt på en regnvåd nedkørsel, og det burde derfor være muligt for Nibali at ramme sidste stigning med et forspring. Problemet er bare, at stigningen er både lang og svær, og han når næppe at få et forspring, der er stort nok. Han er dog god i højderne og elsker regnvejr, og han kan blive hjulpet af både medvind og den taktik, der muligvis kan føre til stop-go-kørsel bag ham, hvis jævnbyrdigheden fortsætter.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Det er klart, at Jan Hirt ikke får lov at gå i udbrud på det flade, men skulle udbruddet af forskellige årsager først køre på San Pellegrino, kan han bare tage sig den ret. Også han har vist evner i regnvejr, og vi ved, at han altid topper i den tredje uge. Det gør han i særdeleshed i dette løb, hvor han er bedre end nogensinde, og hvis han rammer et udbrud, er det for mig at se formentlig kun Carthy, der kan true ham på en stejl og svær stigning, der er, som han elsker dem - præcis som vi så på Santa Cristina. Han har også i Tour de Suisse vist evner i højderne, men desværre tror jeg ikke, at han tager risici. Jeg regner med, at han bliver i feltet, da han har en reel chance for ad den vej at tage 4. pladsen, og det vil formentlig være hans mål.

Det er lidt med samme betænkelighed, at jeg nævner Wout Poels . Landa kan næppe undvære ham i feltet, og derfor får han næppe lov, men vi har trods alt set, at Bahrain flere gange har sendt folk i forkøbet. Det kunne måske åbne døren for, at Poels får chancen, og vi så i onsdags, at han endelig har fundet sin mageløse tredjeugesform. Desværre så vi også i dag, at han er lige så stor en lottokupon, som han plejer, og derfor er der ingen garanti for, at han ikke flopper, som han har for vane, når han rammer det rette udbrud. Han er imidlertid god i dårligt vejr, som vi så, da han vandt Liege, og han er som en fisk i vandet på de stejleste procenter, som vi har set på Angliru flere gange. Med andre ord passer Fedaia ham perfekt, hvis han får den frihed, Landa næppe giver ham.

Jeg har flere gange fremhævet Joe Dombrowski, og det vil jeg gøre igen. Desværre tror jeg, at Astanas eneste mål er at vinde med Nibali, men i det spil kan Dombrowski måske være en taktisk brik. En Nibali-offensiv på nedkørslen bliver lettere, hvis han har sin bedste hjælper foran, og derfor vil det faktisk være klogt at give Dombrowski frihed til at ramme udbruddet. Mislykkes Nibalis formodede planer, kan amerikaneren selv tage sin chance. Desværre havde han en offday i dag, men på de øvrige etaper i den seneste uges tid, har han virket meget overbevisende. Han vandt i regnen på Sestola sidste rå, så de mestrer han, og han elsker højderne, som han har vist i blandet andet Utah. Derudover er han bedst på de stejleste og længste bjerge, og derfor er det på alle måder også en perfekt Dombrowski-etape.

En rytter, der i hvert fald vil satse hele butikken på at ramme udbruddet, er Guillaume Martin - faktisk så meget, at Cofidis om sagt meget vel kan finde på at genåbne løbet, hvis han misser det. Hans yoyokørsel i dette løb er fortsat, men i dag havde han vel noget, der ligner sin bedste dag. Det lover godt forud for morgendagens etape, der passer perfekt til en dieselklatrer som ham. Jeg er usikker på, hvordan han har det med regnvejr, der ikke synes at være hans største force, men han er en ukuelig fighter, der aldrig lader sig slå ud af modgang. Han har for vane at floppe i sine udbrud, men det er klart, at der ikke er mange, der slår ham, hvis han kører, som han gjorde i dag.

I dag sparede Giulio Ciccone sig helt åbenlyst til et sidste stort forsøg på at vinde en etape. Nu er bjergtrøjen heller ikke et problem, og han slipper derfor for at have Bouwman i nakken. Han har før vist, blandt andet med sin sejr i 2019, at han er god i dårligt vejr, og denne etape minder med sine mange højdemeter om dem, han allerede har vundet. Spørgsmålet er bare, om han stadig er god nok. Han skuffede i begge sine seneste udbrud, og pilen har peget nedad. Omvendt har han altid været en svingende størrelse, og særligt på 16. etape, så han længe godt ud, men betalte en pris for et split. Lige nu fornemmer jeg ikke, at han er god nok til at vinde, men jeg udelukker det bestemt heller ikke.

Jeg kunne i virkeligheden gentage hele smøren om Poels for Santiago Buitrago. Heller ikke han kan nemlig formentlig undværes af Landa, og dermed er han formentlig låst. Hvis endelig de skal give frihed til en af de to klatrere, må det være til Poels, der endnu ikke har vundet sin etape. Skulle Buitrago alligevel ende i et udbrud, er han god nok til at vinde. I dag beviste han, at det ikke var et tilfælde, at han vandt 17. etape efter at være blevet overmatchet på 15. etape, for han synes bare at blive bedre og bedre. I dag sad han med favoritterne næsten hele vejen, og i morgen burde han elske, at vi skal op i højderne. Han er et ubeskrevet blad i regnen, men klarer han den, har han helt sikkert formen til at vinde, hvis han bevilges friheden.

Jeg må konstatere, at Lucas Hamilton ikke har nået det niveau, jeg fornemmede. Han vist dog trods besvær i dag, at han stadig er en af de bedste klatrere, og det må være hans holds mål at få ham sendt afsted i morgen. Denne etape burde passe godt til en dieselklatrer som ham, og han har i Romandiet sidste år vist, at han ikke lader sig knække af dårligt vejr. Jeg er ikke overbevist om, at han lige nu er god nok til at vinde, men det skal komme an på en prøve.

I dag satte Gijs Leemreize en fed streg under, hvor vildt han har udviklet sig. Nu er han så god, at han kan køre i top 15 fra favoritfeltet, og så er man også god nok til at vinde en etape som denne. Hans karakteristika passer godt til store bjergetaper som denne, men han er stadig så ny, at der er mange ubekendte. Heldigvis viste han gode evner i regnvejr, da han ramte udbuddet i onsdags, og højderne klarede han fint i l’Avenir sidste år. Lige nu synes han blot at blive bedre og bedre dag for dag, og fortsætter det, kan han måske endelig få sin sejr i morgen.

Ligesom sidste år synes Lorenzo Fortunato bare at blive bedre og bedre dag for dag. I dag var han i hvert fald en anelse tættere på de bedste, end vi har set ham hidtil, men han synes stadig at halte lidt. Han har også været dårlig til at ramme udbrud, når det starter fladt, og derfor er han formentlig afhængig af, at udbruddet kører på San Pellegrino efter en genåbning. Hans evner i regnvejr er ukendte, da han sidste år kun var god i tørvejr, men til gengæld ved vi, at en Zoncolan-vinder vil elske et meget stejlt målbjerg. Lige nu synes der dog bare at være lidt for mange, der har et gear mere end ham.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Mange ville elske det, hvis Alejandro Valverde kunne vinde denne sidste bjergetape i hans næstsidste grand tour, men jeg tror, at vejret ødelægger det. Han mister altid al motivation i regnvejr, og vi så da også, at han i onsdags ikke kom afsted, selvom etapen startede med et bjerg, hvor de bedste bare kørte væk. Derfor bliver jeg svært overrasket, hvis han ender i udbruddet, og selv hvis han gør, får han svært ved at gøre det færdigt. Han hader regnen, han er ikke vild med store bjergetaper med mange bjergpas, og han har altid haft det svært med højder. Det ændrer dog ikke på, at Valverde er en klasserytter, som aldrig kan afskrives, når han rent faktisk har frihed.

Det ser ud til, at Bora har skiftet taktik og nu endelig bakker op om Hindley. Derfor tror jeg heller ikke, at Wilco Kelderman får lov at komme afsted. Det er for vigtig en dag, men skulle Bora mod forventning arbejde med en forpost, er det måske muligt, at han får lov. Skulle der ikke blive brug for ham i feltet, vil han så kunne gå efter en etapesejr. Den burde være inden for rækkevidde med den stigende formkurve, han har vist. Han har det også udmærket i regnvejr, men etapen er lidt svær for ham. Kelderman er bedre på lettere stigninger end dette stejle monster, men vi så trods alt på Santa Cristina, at han stadig er en af de bedste, også på et bjergs om dette. Det kræver bare, at han får den frihed, han næppe har.

Lidt af det samme kan siges om Lennard Kämna. Han får næppe heller friheden, men hvis han gør, får han det betydeligt vanskeligere end Kelderman. Som vi så på 16. etape, er han nemlig overmatchet af mange på så svære stigninger som disse, og hans strategi vil være at sikre et forspring. Den strategi lykkedes dog også så godt, at han ikke var alt for langt fra at vinde i tirsdags, men det bliver betydeligt vanskeligere på denne etape. Heldigvis viste han i Alperne, at han er god i dårligt vejr, og med sin imponerende evne til altid at køre om sejren, når han rammer udbruddet, kan han aldrig afskrives, heller ikke selvom han så meget slidt ud i dag.

Endelig vil jeg nævne Domen Novak . Kroaten har aldrig været bedre, end han er netop nu, og i dag sad han hos favoritterne længere end folk som Valverde og Pozzovivo. Han synes at være en af de bedste klatrere nu, men jeg har meget svært ved at se, at det er ham, Bahrain sender i forkøbet, hvis de skal bruge en forpost. Hvis de alligevel bruger ham, og han får chancen for også at køre efter sejren, synes han at have formen til at komme meget langt.

Jeg havde en overvejelse om, hvorvidt Pello Bilbao og Emanuel Buchmann kunne blive sendt i angreb for at lægge pres på Ineos, men det pres fungerer alligevel ikke rigtigt, da de har tabt for meget tid, og så er det mere naturligt, at de bliver hos kaptajnerne og samtidig sikrer sig deres top 10. Juan Pedro Lopez skal intet risikere i forhold til sin ungdomstrøje og vil køre defensivt, og for Domenico Pozzovvio handler det også om at forsvare sin top 10. Bauke Mollema og Davide Formolo synes for formsvage til at gøre det færdigt, og Ineos er låst af større mål. Mikael Cherel, Vadim Pronskiy, Luca Covili, Filippo Zana, Sam Oomen, Felix Gall, Sylvain Moniquet, Chris Hamilton, Attila Valter, Mauri Vansevenant og Antonio Pedrero kan alle komme langt, men jeg ser dem ikke som reelle vinderbud. Endelig regner jeg ikke med, at Koen Bouwman er frisk på endnu et togt, nu hvor bjergtrøjen er sikret, og etapen er lidt for svær for Mauro Schmid.

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Jai Hindley

Outsidere: Hugh Carthy, Thymen Arensman, Vincenzo Nibali, Jan Hirt, Wout Poels

Jokers: Joe Dombrowski, Guillaume Martin, Giulio Ciccone, Santiago Buitrago, Lucas Hamilton, Gijs Leemreize, Lorenzo Fortunato, Alejandro Valverde, Wilco Kelderman, Lennard Kämna, Domen Novak

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Emanuele Sellas sejr fra 2008.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO