Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag, og det har ofte ført til store omvæltninger til allersidst, som vi så det senest så det i 2022, hvor Jai Hindley fik skovlen under Richard Carapaz på Marmolada-stigningen. Noget lignende kan meget vel ske igen i år, for selvom løbet slutter i Rom, er 20. etape igen er en af de allervigtigste, men denne gang er alt alligevel anderledes. Løbet skal nemlig afgøres på den første bjergenkeltstart i en grand tour siden Giroen i 2016, og det er endda en uhyre spektakulær en af slagsen. Tempospecialisterne kan glæde sig over, at mere end halvdelen af etapen faktisk er ganske flad, men derefter skal Giroen afgøres på et sandt monster i form af den spritnye stigning Monte Lussari, der ligger på grænsen til Slovenien og er opfundet til lejligheden. Med stigningsprocenter, der straks har ført til sammenligninger med Monte Zoncolan, vil den være rammen om en uhyre spektakulær afgørelse på årets Giro, og med tanke på at bjergenkeltstarter som regel er den etapetype, der skaber de allerstørste tidsforskelle, er det bestemt muligt, at vi akkurat som i 2022 kan se førertrøjen skifte ejermand bare 24 timer inden afslutningen.

I alt skal der tilbagelægges 18,6 km mellem Tarvisio og toppen af Monte Lussari, og det er en distance, der skal deles i to skarpt adskilte dele. Startbyen ligger i dalen midt i Dolomitterne. Fra start kører man mod nordvest ad en let stigende dalvej, inden man efter 1,0 km rammer cykelstien Alpe Adria. Den følges nu mod nordvest igennem let stigende terræn frem til Camporosso in Valcanale, hvor man efter 3,6 km drejer mod sydvest, hvorefter det først er let stigende og siden let faldende. Efter 6,4 km begynder det igen at stige let, og sådan fortsætter det, når man efter 7,8 km i byen Valbruna drejer mod syd for at køre ad lige veje frem til broen Torrente Saisera, der leder om Saisera-floden, som passeres efter 11,1 km, idet den første mellemtid tages umiddelbart forinden efter 10,8 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der venter der et stensikkert cykelskifte i skiftezonen efter 9,4 km, for efter tidstjekket ændrer etapen dramatisk karakter, når rytterne kører mod nordøst og nord op ad kategori 1-stigningen Monte Lussari (7,3 km, 12,1%, max. 22%). Der er tale om et sandt uhyre, der består af betonveje og efter 200 lette meter over de næste 4,75 km stiger relativt jævnt med 15,3% i snit, herunder med et kortvarigt maksimum på 22% efter ca. 1500 m.

Derefter bliver den imidlertid menneskelig med 1050 m med bare 3,9%, inden der venter en 1000 m lang rampe med hele 11,9% og igen et maksimum på 20%. Med 500 m igen er der en ganske kort nedkørsel, inden det hele slutter med en stejl 150 m lang rampe med 16% op til målet på den 6 m brede betonvej. Stigningen har adskillige hårnålesving på den nedre del, men det sidste af disse kommer med 1200 m igen, hvorefter vejen har skarpe sving med 800 m og 400 m igen, inden et dobbeltsving leder ind på den 150 m lange rampe. Der tages to mellemtider på stigningen efter hhv. 14,3 km og 17,8 km - den sidste altså bare 800 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1070 højdemeter.

Monte Lussari har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Man skulle næsten tro, at vejrguderne vil belønne rytterne for de seneste ugers trængsler. Vejrudsigten for området ser ikke specielt spændende og ret våd ud, men lige netop lørdagen bliver tør, solrig og flot. Der vil kun være få skyer, og temperaturen ved starten vil under etapen tiltage fra 18 til 21 grader, mens det i bunden af stigningen vil være 19 grader for de sidst startende. Vinden vil være let (11-13 km/t) og ret konstant gennem eftermiddagen. Den vil komme fra østnordøst, hvilket giver med- og sidemedvind i fladlandet - dog næsten ren sidevind på det sidste stykke, mens der på stigningen vil være stort set direkte modvind frem til den røde flamme. Herfra får man først sidemodvind og slutteligt sidemedvind på de sidste få hundrede meter.

Analyse af 19. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Primoz Roglic på løbets kongeetape åbnede løbet på ny.

Favoritterne

Da løbsdirektør Mauro Vegni i oktober præsenterede årets rute, manglede der ikke spektakulære ting. Man kunne fremhæve en brutal tredje uge. Man kunne fremhæve tirsdagens voldsomme etape med næsten 6000 højdemeter. Man kunne fremhæve dagens voldsomme bjergetape med et hav af stigninger koncentreret i en intens sidste del og en sand mur til allersidst. Og man kunne fremhæve et for løbet usædvanligt stort antal helt flade enkeltstartskilometer.

Der var imidlertid én ting, der overstrålede alt det andet, når det handler om at være spektakulær. I gamle dage var bjergenkeltstarter ret almindelige, ikke mindst i Vueltaen, men i dag eksisterer de næsten ikke mere. Derfor er alene det forhold, at vi for første gang siden Giroen i 2016 har noget, der kan kaldes en rigtig bjergenkeltstart i en grand tour, i sig selv spektakulært. Det bliver imidlertid ekstra voldsomt, når man konstaterer, at der bag den tilsyneladende almindelig profil gemmer sig den mest vanvittige bjergenkeltstart i mands minde.

Vi har skam haft bjergenkeltstarter på svære stigninger før, men det er for intet at regne mod det, der venter på denne med spænding imødesete lørdag eftermiddag. At sammenligne Monte Lussari med Monte Zoncolan og Angliru er bestemt ikke urimeligt, men det her er endnu voldsommere. Nok er stigningen kortere end de to ”fætre”, men hverken Zoncolan eller Angliru kan præsentere næsten fem kilometer med 15,3% i snit!

Det er i sig selv det glade vanvid, og det bliver blot endnu mere vanvittigt, når stigningen kommer på en bjergenkeltstart. I forvejen ved vi, at bjergenkeltstarter skaber enorme forskelle, og med så vild og voldsom en stigning kan det ikke diskuteres, at dette er den i særklasse vigtigste etape. Det vil enhver bjergenkeltstart være, men det gælder altså i særlig grad for denne.

Etapen består naturligvis af to dele, men deres betydning er helt usammenlignelig. Det er også derfor, jeg ikke kalder 20. etape i Touren i 2020 for en bjergenkeltstart, for her tilbragte man mest tid i fladlandet, der vitterligt gjorde en betydelig forskel. I morgen venter arrangørerne en køretid på 41.20. De 11,3 flade kilometer vil ikke tage meget mere end 11 minutter, og derfor dermed er det helt klart, hvor løbet vindes og tabes. Naturligvis vil de flade kilometer spille en rolle, hvis det bliver tæt, og der er nogle temposvage klatrere, der vil være sat pænt tilbage, når de rammer stigningen, men stigningen vil være altdominerende i at bestemme udfaldet. Vi vil helt sikkert også se nogle meget konservative udlæg, fordi alle frygter bjerget, og derfor skal man næppe lægge for meget i en ringe mellemtid efter den flade del.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

At bjergenkeltstarter gør skade, er tydeligt. Et godt eksempel er bjergenkeltstarten i Tour de Romandie i 2018. Ganske vist var det knivskarpt mellem Egan Bernal og Primoz Roglic, der som klatrere også er ganske jævnbyrdige, og også Richie Porte, der dengang var på toppen af sin karriere og på vej tilbage efter helbredsproblemer, var med et tab på 18 sekunder tæt på, men herefter var forskellene enorme. Over de 9,9 km tabte Steven Kruijswijk som nr. 4 hele 48 sekunder, Rui Costa smed 1.06, og på 10. pladsen fandt vi Simon Spilak med et tab på intet mindre end 1.43.

Andre eksempler viser samme billede. Da Rui Costa vandt på Flumserberg i Tour de Suisse i 2013, var han 1.19 foran Tejay van Garderen som nr. 10, men det var i småtingsafdelingen. Da Nairo Quintana i 2014 vandt på Monte Grappa i Giroen, var Fabio Aru ganske vist kun 17 sekunder efter, men som nr. 4 have Pierre Rolland tabt 1.57, Franco Pellizzotti smed som nr. 6 hele 3.22, og en af løbets store favoritter, Cadel Evans, smed som nr. 11 intet mindre end 4.26. Dengang var bjerget dog meget længere, end det er i morgen, men det siger lidt om, at bjergenkeltstarter har stort potentiale til at skabe gigantiske afstande

Et andet kendetegn ved dem er, at de passer klatrerne. Det er ikke uden grund, at Bernal for fire år siden vandt foran Roglic. Det resultat ville være uhørt på en klassisk enkeltstart, men bjergenkeltstarter er noget helt andet. Her handler det om klatre- og ikke tempoevner, som også fremgår af Quintanas sejr foran Aru på Monte Grappa. Det kræver naturligvis, at der er tale om en relativt svær stigning, men det behøver vi vist ikke at diskutere, hvorvidt det er tilfældet denne gang..

Bjergenkeltstarter handler heller ikke kun om klatreevner. Det er nogle særlige klatreevner, der skal til. Vi taler trods alt om en bare 7,3 km lang stigning, og det er noget andet at køre stærkt op ad én relativt kort stigning end at køre en stor bjergetape med mange bjergpas og 5000 højdemeter. Det er ikke just guf for dieselklatrerne og kræver, at rytterne har lidt mere eksplosive egenskaber. Eksempelvis har Jakob Fuglsang altid skuffet på bjergenkeltstarter, formentlig fordi hans dieselmotor aldrig når at blive varm. Nok er det klatrernes domæne, men det er ikke guf for dem alle.

Denne gang bliver en endnu vigtigere faktor dog evnen til at håndtere stejle procenter og ikke mindst evnen til at pace sig selv, for på denne stigning kommer man pokkers let til at gå for tidligt ud over sin grænse, særligt når der er en Giro-sejr på spil. Men den allervigtigste faktor er dog den, der altid gælder på 20. etape i en grand tour, nemlig friskhed. Det så vi vist i dag, da Michael Hepburn kørte fra Patrick Konrad på et bjerg, og det liver særligt udtalt på denne meget svær stigning.

Heldigvis bør vejret ikke spille en rolle. Lørdagen bliver en solrig oase i en ellers våd uge i området, og vinden vil tillige være ganske konstant. Klatrerne kan glæde sig over medvinden på den flade del, der dermed får reduceret sin betydning, og det bliver en helt fair dyst.

Bjergenkeltstarter er altså for klatrerne, men stadig så specielle, at det kræver lidt indsigt i, hvem der typisk er stærke. Her lider vi lidt under, at de er så sjældne, og inden for de seneste år kan vi kun hente inspirationen i etaperne i Romandiet i 2021 og 2018, bjergenkeltstarten i 2021-udgaven af Tour de Suisse, der dog ikke er helt sammenlignelig, da de meget specielt sluttede med også at køre ned ad bjerget, samt til dels 20. etape i Touren i 2020, hvor den flade del dog spillede en helt, helt anderledes betydningsfuld rolle.

Der er ingen tvivl om, hvem der er etapens tre favoritter, men jeg synes, at det er pokkers svært at rangere dem. Man kan finde gode argumenter for og imod dem alle, og derfor er det bestemt ikke med nogen stor sikkerhed, at jeg peger på Geraint Thomas . Trods sin lange karriere har han i sin tid som grand tour-rytter ikke kørt bjergenkeltstarter - han blev nr. 7 på Col d’Eze-enkeltstarten i Paris-Nice i 2015, men det er svært at kalde det en rigtig bjergenkeltstart og kom på et helt andet tidspunkt i hans karriere - men der burde ikke være tvivl om, at det er noget, han mestrer. Han er jo en glimrende temporytter, men også i bjergene kører han ofte stigningerne som en enkeltstart. Det har han ikke gjort i dette løb, hvor han har haft overskud til at svare på angrebene, men sidste år i Touren sikrede han sig sin 3. plads ved at gribe alle stigningerne an som en bjergenkeltstart.

Thomas mestrer altså kunsten at pace sig selv, og hans enorme erfaring gør, at han ved, hvordan man undgår at gå i rød zone, selvom det jo faktisk skete for på 1. etape, hvor han disponerede forkert. Det vil han næppe gøre her, hvor han vil have den rette respekt for stigningen, og samtidig ligner han stadig stærkeste mand. Det kan godt være, at han smed et par sekunder i dag, men som beskrevet i analysen var det også et løb, der forløb helt efter Roglics hoved. Der blev kun åbnet til allersidst i en meget eksplosiv finale, og derfor er det svært ikke at se det som en sejr for Thomas, at han endda så ud til at have gjort det af med sloveneren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Når jeg tøver, skyldes det stigningens karakter. Thomas er ret uprøvet på stejle procenter, fordi han altid har satset på Touren. Her har han på La Planche des Belles Filles og også igen i dag vist, at han med sit punch sagtens kan klare en kort, stejl stigning, men på dette lange stejle stykke bør hans størrelse trods alt være en modstander. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Roglic har en langt bedre historik og krop til en stigning som denne. Det skal man så vægte op imod, at Thomas synes at være stærkeste mand, og at vi taler om en stigning af en længde, Roglic ikke bare kan klare med sit punch. Skulle det blive tæt, har Thomas i dag også en fordel af det flade, nu hvor Roglic ikke er den temporytter, han tidligere var. Det får mig til at pege på Thomas, der således kan krone sin Giro-sejr med karrierens første etapesejr, men jeg er slet ikke så sikke, som jeg var i morges. S

Det skyldes Primoz Roglic. Skulle man designe en etape efter hans hoved, er dette et godt bud. Hans magtdemonstration på 1. etape i 2019 vidner om hans evne til at køre stærkt på én stigning, og dette er trods alt stadig en kort, eksplosiv sag og ikke en dag med 5000 højdemeter. Det burde være noget, der passer ham som fod i hose, også fordi han er fremragende på stejle procenter.

Spørgsmålet kan dog være, om det også gælder på en stigning af denne længde. Han havde jo sin store krise på Angliru i Vueltaen i 2020, og selvom det formentlig skyldtes træthed efter Touren, skaber det nogen tvivl. Han kan i hvert fald ikke komme op ad denne stigning alene på sit punch, og så er spørgsmålet, om stigningen passer ham helt så ideelt, som den umiddelbart gør.

Det ændrer dog ikke på, at Roglic i forhold til Thomas bør have en fordel af stigningens stejlhed, og i dag og i går beviste han, at han trods sit aftagende niveau stadig kan matche Thomas fuldt ud i mere eksplosivt terræn, som denne etape trods alt stadig må karakteriseres som. Afhængig af disponering må man formode, at han taber lidt på den flade del, men det kan han rigeligt hente på den efterfølgende del.

Han har en pokkers dårlig erfaring med denne slags enkeltstarter - Pogacar slog ham i Touren og Bernal i Romandiet - og det var jo i Touren ret klart, at han blev knækket psykisk af Pogacars hårde udlæg. Spørgsmålet er, om den oplevelse kan spille ham et puds, hvis han får negative tider i fladlandet. Jeg vil dog tro, at han har rutinen til at overvinde det, og det bør blive et spørgsmål om, hvem der klatrer bedst. Formen peger på Thomas, men stigningen på Roglic. Det kan gå begge veje, men jeg går med formen.

Hvad så med Joao Almeida? Forud for de seneste dage havde jeg nok haft ham som nr. 2 på denne etape, men nu er han gledet lidt ned i hierarkiet. Som beskrevet i analysen skyldes nedturen i høj grad, at de seneste to etaper blev kørt helt forkert efter hans hoved, men det vil denne etape måske også blive. Vi taler jo ikke om en stor bjergetape med mange højdemeter, men derimod om etape, der end ikke tager tre kvarter. Det taler ikke rigtigt til Almeidas dieselegenskaber.

Det er der til gengæld andet, der gør. Almeida kører jo enhver stigning som en bjergenkeltstart, og han mestrer om nogen evnen til at pace sig selv. Den evne er særligt vigtig på denne form for brutal stigning, og Almeida er således på den måde skabt til selve bjergenkeltstartsbegrebet. Han har vundet på Lagunas de Neila og således vist evner på stejle procenter, der dog tiltaler Roglic mere end ham. Frisk virker han også efter dagens genrejsning, for nederlaget handlede formentlig mest om, hvordan etapen blev kørt. Det taler dog også for, at denne etape er så kort og så lidt nedslidende, at jeg tror, at han bliver den lille i ”triellen”.

Hvem kommer så tættest på de tre store? Det kunne blive Sepp Kuss . Det er klart, at han ikke har samme incitament til at køre stærkt som mange andre, men det er en chance for at jagte et personligt resultat. Ha får tæsk i fladlandet, men det betyder som bekendt ikke så meget i det store billede. Det er på Lussari, at forskellene gøres, og det er en stigning, der passer Kuss helt perfekt. Glem ikke, at han lignede stærkeste mand, da han var babysitter for en lidende Roglic på Angliru i 2020, og derfor kunne det meget vel være den helt ideelle stigning for ham. Senest i går viste han, at han er i top 4 over de bedste klatrere, også selvom han kom til kort i dagens eksplosive finale. Kuss er så svingende, at han kan have en offday, og måske er motivationen ikke enorm, men går han efter et resultat, og rammer han dagen, kan han formentlig komme meget tæt på de tre favoritter.

Så er der etapens joker. Kører han som i dag, ender Jay Vine ikke i nærheden af noget som helst. Kører han til gengæld som i går, kommer han tæt på de allerbedste. I går viste han, at hans topniveau er meget tæt på de bedstes, nu hvor han er blevet rask, og han har fra sin baggrund ret god erfaring med at pace sig selv. Nu er han jo endda blevet en god temporytter, hvor han har dyrket den evne endnu mere, og han vil heller ikke tabe megen tid i fladlandet. På så svær en stigning er han en af de ryttere, der bør have de bedste rene klatreevner, selvom han er uprøvet på så stejle procenter. I dag blev vi mindet om, hvor svingende han er, og derfor kan han sagtens ende som nr. 53 igen, men rammer han til gengæld sin gode dag, kører han stærkt. Derfor må han rangere højt på vinderpotentiale.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Thymen Arensman beviste igen i dag, hvor fantastisk en motor han har i den tredje uge. Stigningen kunne ikke passe ham meget dårligere, da den var kort og stejl, men alligevel var han tæt på at køre op med de bedste. Nu kommer vi til en etape, der passer ham langt bedre, for han er både en sublim temporytter og en god klatrer. Også han kører mange stigninger i sit eget tempo, og derfor er han vant til at køre bjergenkeltstarter, selvom det formelt er nyt for ham. Det store problem er etapens længde, for hans motor når ikke at blive varm, men netop fordi han er så god en temporytter, har han vist, at han godt kan køre stærkt over et kort tidsrum. Eksempelvis vandt han jo ”bjergenkeltstarten” i Polen sidste år, selvom stigning der var så blød, at det ikke rigtigt kan falde ind under betegnelsen. Den største udfordring er procenterne, for han har aldrig lagt skjul på, at han ikke er vild med stejle passager, og derfor er stigningen nok lidt for voldsom til, at vi vil se ham helt fremme.

Meget af det samme kan siges om Damiano Caruso. I dag kørte han sin bedste bjergetape, og det fortæller historien om en mand, hvis motor også denne gang er bedst i den tredje uge. Også han er god til at pace sig selv og har enorm erfaring i at håndtere denne slags opkørsler. Netop evnen til at pace sig selv kom til udtryk på bjergenkeltstarten i 2013, hvor en ung Caruso overraskede stort ved at blive nr. 3 bag Vincenzo Nibali og Samuel Sanchez og foran de fleste klassementsryttere. Han har med andre ord de helt rette evner til denne etapetype, selvom den flade del ikke hjælper ham i forhold til de tre favoritter. Udfordringen er procenterne, for han har altid sagt, at han helst holder sig under 10%. Derfor er stigningen ikke ideel for ham.

Så er der Eddie Dunbar. Efter i dag hersker der stor usikkerhed om ham. Var det bare en dårlig dag? Eller er han træt i sit første løb som grand tour-kandidat? Det kan man ikke svare entydigt på, men jeg kan desværre godt frygte det sidste. Da vi ikke ved det, skal tvivlen imidlertid også komme ham til gode, for det er bare 24 timer siden, at han kørte næsten lige op med de allerbedste - og gjorde det to gange i træk. Han er en klejn fætter, der burde have det fint med denne slags procenter, og han har også forbedret sine tempoevner helt enormt, hvilket begrænser tabet i fladlandet og vidner om evner til at pace sig selv. Etapen passer ham derfor fint, men efter i dag kan det sagtens ende med endnu en stor nedtur.

Det var opløftende at se Thibaut Pinot i dag. Det var hans bedste præstation i dette løb, og han synes at være en af de mest friske i den tredje uge. Tirsdagens nedtur har han forklaret med smerter i ryggen, og manden, der har vundet på Rettenbachferner, bør være en af de allerbedste på en stigning af denne type, selvom han skuffede lidt på Zoncolan i 2018. Når jeg alligevel kan have en smule tvivl, skyldes det dels, at han i disse år er meget ustabil, og dels at han i stigende grad er en dieselmotor. I dag synes han at skulle bruge lang tid på at blive varm - det er måse også derfor, han har mistet sin gode enkeltstart - og jeg kan derfor godt tvivle på, om denne etapetype er for ham. Det finder vi ud af i morgen, for lige nu synes bjergbenene at være blandt de bedste.

En anden ubekendt er Einer Rubio. Det er nemlig helt nyt for ham at klatre på dette niveau, og derfor er vi først ved at lære ham bedre at kende. Han har imidlertid kun nået dette niveau i den tredje uge, og han synes helt klart at være blandt de mest friske. Han viste i dag også fine evner på stejle procenter, og det er særligt dem, der får mig til at rangere ham her. I forhold til de øvrige klassementsryttere taler hans størrelse for, at dette burde være noget for ham, og det bekræftede dagens etape i hvert fald delvist. Det er klart, at han får gedigne tæsk i fladlandet, men det er Lussari, der afgør etapen. Her vil han formentlig være god til at pace sig selv, hvis man ser på, hvordan han vandt sin etape og har kørt de seneste dage.

En anden rytter, der bør være god til at pace sig selv, er Laurens De Plus. Det er jo det, han har gjort hver eneste dag i dette løb, hvor han har ført som et æsel. Alligevel er han ofte endt langt fremme, og særligt i tirsdags, hvor han endelig havde en dag, hvor han ikke nåede at køre sig helt i hegnet inden finalen, fik han bevist, at en frisk De Plus er blandt de allerbedste klatrere i dette løb. Han har også genfundet sin gode enkeltstart til den flade del, og det bør være en etapetype, der passer ham godt. Min bekymring er procenterne, for han er en stor fyr, og vi har ikke mange referencepunkter for ham på så voldsomme stigninger som denne.

Jeg er ret spændt på Filippo Zana. Det er klart, at han slet ikke er temporytter og taber tid i fladlandet, men det er som bekendt af mindre betydning. Det afgørende er hans evner på stigningerne, og her har han jo vist et chokerende højt niveau de seneste dage. Han blev sat lidt tidligt i dag, men bag hans resultat ligger også, at han hjalp Dunbar efterfølgende. Han kunne formentlig være endt bedre, og efter at have set Pinot i dag står det jo klart, at gårsdagens sejr var endnu mere imponerende. Lige nu ligner han en af de bedste klatrere, og denne form for enkelt stigning burde ikke passe ham ringe. Han er lidt uprøvet på stejle procenter, men som en af de mest friske og formstærke vil jeg forvente, at han kører stærkt.

Det burde være en god etape for Ilan Van Wilder. Han er en god temporytter, han er god på eksplosive etaper, og han viste i Burgos sidste år, at han er god på stejle procenter, hvad hans størrelse også kunne tale for. Det er således ikke etapetypen, der bekymrer mig, men derimod hans friskhed. I denne uge er han blevet ringere og ringere dag for dag, og særligt i dag virkede han træt. Har han de ben, han havde i tirsdags, burde han komme meget langt på denne etape, men efter de seneste dages trængsler ligner det mere noget i stil med det, vi har set de seneste dage.

I dag oplevede Lennard Kämna den nedtur, jeg desværre har frygtet. Spørgsmålet er nu, hvad der er forklaringen. Var en dårlig dag for den meget ustabile tysker? Var det de voldsomme procenter? Eller er det bare en refleksion af, at han trods alt er begrænset i bjergene? Hvis det var de førstnævnte, er det lovende, men de to sidste forklaringer er ganske bekymrende for denne etape. Uanset hvordan vi skal se det, vil jeg dog mene, at en type som Kämna, der bestemt ikke er bjergrytter, kommer til kort på en stigning som denne. Det er klart, at hans tempoevner giver ham en vis evne til at pace sig selv, men procenterne gør, at jeg tror, at han får en svær dag igen.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det samme gælder for Andreas Leknessund. Jeg har været svært imponeret over nordmanden, der har forbedret sine klatreevner helt enormt. Det hænger formentlig sammen med hans tredjeugesmotor, der virkelig kommer ham til gavn i disse dage, men de seneste dage har også vist, at han som klatrer har sine klare begrænsninger. Særligt problematisk er det, at han er en ordentlig kleppert, der ikke kan være på hjemmebane på en stigning som denne. Det er også problematisk, at han altid eksploderer efter et hårdt udlæg, og det er netop en stor risiko på en stigning som denne. Omvendt kan det faktisk også være en fordel, at han nu er alene, for denne gang risikerer han ikke, at det er andre, der ansporer ham til at gå over sin grænse.

Hvis den næsten urimeligt temposvage Warren Barguil nogensinde skal køre en god enkeltstart, skal det være på denne etape. Han får bøllebank på den flade del, men det kan han rette op på, når han rammer den sidste del. Efter sit styrt har han vist klar fremgang de seneste dage, og i dag var han slet ikke så langt fra klassementsrytterne. Han har vist fine evner på stejle procenter i Fleche Wallonne, og selvom dette er en anden form for stigning, bør den passe ham ganske glimrende. I dag står hans præstation på gårsdagens etape også i et mere positivt lys, efter at vi er blevet bekendt med Pinots genrejsning, og derfor vil jeg forvente, at han vil være en af de stærkere på denne stigning.

Brandon McNulty har bestemt ikke fundet de ben, han havde på 17. etape af Touren sidste år, men han er stadig en af løbets bedre klatrere. Denne form for etape bør passe godt til en mand, der er vant til at pace sig selv på stigninger og tillige er en god temporytter. Problemet er stigningens sværhedsgrad, for vi så senest i Baskerlandet, at store McNulty er lidt på udebane på denne slags procenter. Med tanke på hans generelle klatreniveau og stigningens stejlhed vil vi næppe se ham helt fremme, men han bør stadig være en af de ryttere, der kan gøre det bedst på en etape som denne.

Det bliver spændende at se Rohan Dennis . Det er klart, at han ikke klatrer som i 2020, men han har ikke klatret så godt siden dengang. Dagens etape viste dog også, at han befinder sig et stykke nede i hierarkiet, og han har tillige dårlige erfaringer med bjergenkeltstarter efter nedturen i Romandiet sidste år. Omvendt overgik han alle forventninger på de svære stigninger ved VM i 2017 og 2018, og det vidner om, at han ikke vil være uden evner i denne disciplin. Når jeg placerer ham relativt langt nede, skyldes det procenterne. De er voldsommere end noget, Dennis før har præsteret på, og her bør han trods alt være lidt for meget på udebane.

I dag fik Santiago Buitrago sin sejr, men som beskrevet i analysen var det på ”en billig baggrund”. Gruppen var meget svag, og han brugte lang tid på at gøre en forskel trods flere forsøg. I lyset af hans nedtur i går er jeg ikke alt for optimistisk, men omvendt var han ganske imponerende i tirsdags. Han er som bekendt meget svingende, og hans karakteristika taler for, at han nok skulle kunne finde ud af at køre stærkt på én stigning, der trods alt ikke er alt for lang.

Så har vi vores komet. Der er ingen tvivl om, at størrelsen til gengæld er en ulempe for Derek Gee, for vi har trods alt de seneste dage set, at han kommer til kort mod klatrerne på stigningerne. Til gengæld er han ikke langt fra dem, og han har det vigtigste våben, nemlig friskhed. Naturligvis kan der være en regning efter de seneste dages udbrud, men det har vi jo sagt hver dag, og den er endnu ikke kommet. Han er jo endda tempospecialist, og dermed har han de rette evner til at pace sig selv, både på etapens ene og anden del. Spørgsmålet er så, hvad det koster ham, at stigningen trods alt er så svær som denne.

Jeg kan også have visse forventninger til Koen Bouwman. Han synes ikke at have den superform, han havde i starten af løbet, men han er kommet hæderligt igen de seneste dage. I dag endte han ikke langt fra klassementsrytterne, og han burde ikke være på udebane på en etape som denne. Han var tidligere en god temporytter, og hans lidt eksplosive karakter kan tale for evner på denne etapetype. Vi kender ikke meget til hans evner på stejle procenter, men størrelsen kan i hvert fald ikke være en ulempe.

Lorenzo Fortunato har været en af løbets skuffelser, men måske han kan rejse sig lidt her. Han får gedigne klø på den flade del, men han har vundet på Zoncolan og burde være komfortabel på en stigning af denne længe og med disse procenter. Til gengæld når hans motor måske ikke for alvor at blive varm, og hans generelle niveau gør mig ikke alt for optimistisk. Det ændrer dog ikke på, at han stadig er en af de bedre klatrere, også på nuværende tidspunkt, og det taler for en hæderlig præstation.

Jeg har en ide om, at Matthew Riccitello måske kan overraske positivt. Han er ikke på det niveau, han havde i begyndelsen af løbet, men han er kommet pænt igen i denne tredje uge. Det er den slags helt rene klatrere, der ofte overrasker på en bjergenkeltstart, og hans klejne status taler også for, at dette er en stigning efter hans hoved. Det har også ofte virket til, at hans motor stadig mangler lidt, og derfor kunne det være på en kortere etape som denne, at hans klatreevner kommer til udtryk.

Endelig er der Aurelien Paret-Peintre. Den store franskmand overraskede positivt i dag, men vi har også set hans begrænsninger i bjergene. Det var særligt tydeligt i udbruddet i går, hvor han blot blev nr. 5, endda bag store Gee, og i dag endte han også med at gå ganske meget ned efter den lovende start. Lægger man dertil, at han slet ikke kan være på hjemmebane på så stejl en stigning, frygter jeg, at det bliver en svær dag, selvom dagens resultat gør, at jeg kan blive positivt overrasket.

Man kunne også pege på Ben Healy, der burde passe godt til denne etape, men han virker altså desværre for træt. Joe Dombrowski er præcis den type ren klatrer, der kan overraske, særligt på stejle procenter, hvor han er i sit es, men han synes altså at mangle lidt for meget, selvom han har potentiale til at blive en af dagens overraskelser. Hans formstærke holdkammerat Vadim Pronskiy kan også gøre det godt, men har virket lidt træt de seneste to dage. Bruno Armirail har imponeret, men som vi så i dag, bliver det for voldsomt med stigninger som disse, ligesom han er ved at være træt. Luis Leon Sanchez er fint kørende, men stigningen her er lidt for stejl, og det er den nok også for Alberto Bettiol, Michael Matthews og naturligvis også Magnus Cort og Michael Hepburn, selvom de er i form og tempostærke. Bob Jungels var bedre i dag, men ikke god nok til så stejl en stigning, og efter dagens nedtur synes Jack Haig at være ude af billedet. Michel Hessmann er tempostærk og i form, men stigningen bør også for ham være lidt for svær, mens Patrick Konrad og Bauke Mollema er for formsvage og Will Barta for træt. Nicolas Prodhomme, Carlos Verona, Edoardo Zambanini, Davide Formolo, Simone Velasco, Tom Skujins, Christian Scaroni, Sam Oomen, Laurens Huys, Marc Frigo, Diego Ulissi, Alessandro De March og Valentin Paret-Peintre har et potentiale, enten i kraft af form eller klatreevner, men næppe til et absolut topresultat.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Joao Almeida

Outsidere: Sepp Kuss, Jay Vine, Thymen Arensman, Damiano Caruso, Eddie Dunbar

Jokers: Thibaut Pinot, Laurens De Plus, Einer Rubio, Filippo Zana, Ilan Van Wilder, Lennard Kämna, Warren Barguil, Brandon McNulty, Rohan Dennis, Santiago Buitrago, Derek Gee, Koen Bouwman, Lorenzo Fortunato, Matthew Riccitello, Aurelien Paret-Peintre

Starttider

Du finder starttiderne under liveopdateringen.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE