Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Opdateret optakt: 20. etape af Tour de France

26. juli 2019 20:47Foto: A.S.O. / Alex Broadway / Pauline Ballet / Thomas Maheux

Haglstorm og jordskred gjort 19. etape til et drama, men også et kaos, vi alle helst havde været fri for, men Egan Bernal nåede dog forinden at levere en magtdemonstration, der ikke blot understregede hans status som feltets i særklasse stærkeste, men også bragte ham i førertrøjen. Nu er spørgsmålet blot, om Ineos er tilfredse med at forsvare sig, eller om en indebrændt colombianer vil sætte alle på plads, når det hele skal afgøres på endnu en kort og intens etape, der dog desværre også trues af dårligt vejr.

Annonce

Ruten

Frankrig er så uheldigt skruet sammen, at Paris ligger langt fra de store bjerge, og derfor var det i mange år fast kutyme, at den sidste bjergetape kom i begyndelsen af den tredje uge, der eller primært bestod af transportetaper og en afgørende enkeltstart på næstsidste dag. I 2009 tog man imidlertid et helt nyt skridt ved at afvikle en sidste bjergetape på Mont Ventoux bare 24 timer inden finalen i Paris. Den model veg man bort fra i de følgende år, men fra 2013 til 2016, hvor man gjorde Paris-etapen til en aftenetape, var det hovedreglen, at bjergrytterne fik det sidste ord, idet det kun var i 2014, at der ikke var bjerge på næstsidste dag. I 2017 og 2018 vendte man tilbage til den gamle model, men i år er det atter bjergrytterne, der får det sidste ord. Det sker, når der for anden dag i træk venter en ultrakort bjergetape, der med sine tre store bjerge og mere end 4500 højdemeter endda er værre end den foregående. Helt symptomatisk for dette højdernes Tour de France slutter det hele med en udmarvende 33,4 km lang klatretur op til skisportsbyen Val Thorens i 2365 m højde, hvor der er basis for, at alt kan forandres bare et døgn inden den store hyldest i Paris.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 130 km mellem de to skisportsmekkaer Albertville og Val Thorens. Rytterne får lov at varme en smule op, idet de lægger ud med at køre mod nordøst ad en ganske let dalvej frem til den indlagte spurt, der kommer eller efter 11,5 km for enden af en let bugtende vej, der stiger over de sidste 1500 m. Herfra går det videre mod nordøst og øst frem til byen Beaufort, der efter 15 km signalerer enden på den lette indledning.

 

Her kører man nemlig mod sydøst over kategori 1-bjerget Cormet de Roselend, der i alt er 19,9 km langt og stiger med 6% i snit, men reelt er to stigninger. De første 12 km fører op til toppen af Col du Meraillet, hvortil det stiger med 6,9%, men faktisk med hovedsageligt 10-11% over de første 3 km og derefter hovedsageligt med 8-9%. Herefter venter der et let faldende stykke på 2 km, inden man rammer de sidste 5,9 km, der stiger med 6,6% i snit, er stejlest i bunden og kun stiger med 4-5% over de sidste 2 km frem mod toppen, der rundes efter 36 km i 1968 m højde.

 

Efter stigningen fører en teknisk nedkørsel mod øst, sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, hvorfra man følger en flad dalvej mod sydvest forbi forplejningen, der er placeret efter 65 km og frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Longefoy (6,6 km, 6,5%), der stiger med 8-9% næsten hele vejen, indtil den flader ud nær toppen, som rundes efter 79,5 km. Herefter venter en næsten urimeligt teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til byen Moutiers, som ligger i dalen.

 

Denne gang er dalstykket imidlertid blot 6 km langt. Næsten med det samme kører man nemlig mod syd ind på den lange stigning op mod målet i Val Thorens. Der er tale om et bjerg uden for kategori, der over hele 33,4 km stiger med 5,5% i snit. Over de første 24 km stiger det hovedsageligt med 6-8%, men undervejs er der hele fire plateauer, der enten er næsten flade eller let faldende. De sidste 9,4 km er relativt regulære med 7-9%, inden der venter et lidt lettere stykke og endda en lille nedkørsel, når man rammer de sidste 3,4 km, hvoraf den sidste kilometer atter bliver stejlere med 8%. På de sidste 5 km er der en endeløs serie af hårnålesving, men det sidste kommer allerede med 2500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let, inden man rammer den 400 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Trods den korte distance byder etapen på ikke færre end 4607 højdemeter.

                                              

Val Thorens har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

image

 

 

 

Vejret

Efter dagens drama vil der blive holdt ekstra øje med vejrudsigten, og den er desværre overhovedet ikke lovende. Lørdag ser ud til at skulle blive en dag med først almindelige byger og senere hele 90% risiko for tordenbyger, inden det skulle blive til mere vedvarende regn om aftenen. Temperaturen i mål vil være 11 grader, og der vil være en svag til let vind fra sydvest og vest. Det giver med og sidemedvind først på etapen, indtil man når ned fra Cormet de Roselend. Efter et kort sidevindsstykke, vil man herefter få mod- og sidemodvind hele vejen til mål. Det ser dog ud til, at vinden måske kan nå at dreje mod nordvest inden målgang, hvilket i stedet vil give sidemedvind.

 

Analyse af 19. etape

Sport adskiller sig fra livet i al almindelighed i den forstand, at alle ønsker, at det har både vindere og tabere. Det gælder naturligvis ikke i livets almindelige spil, men i sportens verden tæller en anden logik. Den lever af, at vi kan juble med de store mestre og græde med de faldne helte, og det er det, der giver det en nerve, som kan betage store dele af menneskeheden.

 

Desværre var det ikke sådan i dag, da det, der lignede en historisk flot bjergetape med et blev forvandlet til et drama og kaos, som vi alle havde helst, havde været fri for. Etapen havde allerede kurs mod at blive en af de mest mindeværdige, men desværre vil den nu mere blive husket for de sidste minutter end den fantastiske forestilling, der havde udspillet sig over de første knap 100 km. Og desværre har det den konsekvens, at det desværre blev en dag med lutter tabere.

 

Desværre er det en uundgåelig konsekvens af en sport, der foregår udendørs og i noget af det mest uvejsomme terræn, Moder Jord kan byde på. Efter at have set billederne af jordskredet kan enhver i hvert fald have forvisset sig om, at etapen umuligt kunne være gennemført som planlagt, og dermed var ASO med ét havnet i en situation, hvor der ville være sure miner, uanset hvilken beslutning der var truffet.

 

Bare den nyere cykelhistorie har da også sine fortilfælde. Hvem husker ikke Chris Froomes, Richie Portes og Bauke Mollemas famøse motorcykelstyrt på vej op ad Mont Ventoux, hvor den kontroversielle beslutning var at tage tiden ved et relativt tilfældigt punkt et stykke oppe ad stigningen? Heller ikke dengang kunne alle stilles tilfredse, og havde han ikke været så suveræn i resten af løbet, havde Froome for altid måttet leve med beskyldningen om, at han havde fået sejren foræret.

 

Endnu flere ligheder er der med den famøse Giro-etape i Dolomitterne i 2014, hvor ingen tilsyneladende anede, om etapen var neutraliseret eller ej i de episke forhold, der nok havde berettiget en justering af ruten allerede inden etapen. Dengang kan man i den grad klandre arrangørerne fra RCS for deres manglende kommunikation, for det skabte også en situation med lutter tabere. Rigoberto Uran vil til altid skulle leve med tvivlen om, hvad der ville være sket, hvis etapen ikke var endt i kaos. Og Nairo Quintana skal for altid leve med, at mange vil betvivle hans sejr, selvom han på de efterfølgende etaper tydeligt viste sig som løbets stærkeste rytter.

 

I dag er vinderlisten også gabende tom. Da det stod klart, at etapen umuligt kunne gennemføres, og da det naturligvis er umuligt med kort varsel at flytte målet - Touren har jo en skala og logistik, som slet ikke kan sammenlignes med noget andet cykelløb - var der reelt kun to valg. Enten aflyste man etapen helt, eller også valgte man ”Ventoux-løsningen ved at tage tiden på toppen af bjerget. Begge beslutninger var dybt urimelige over for en eller anden, og derfor er den shitstorm, ASO befinder sig i lige nu, helt uundgåelig.

 

Desværre giver shitstormen ikke mening. Bolden er nemlig nu i den grad givet op til kontrafaktiske historieskrivere, der altid kan finde et eller argument for, at netop deres favorit blev urimeligt behandlet af arrangørerne. Sandheden er bare, at der ikke er ét eneste menneske, der vil vide, hvad der var sket, hvis ikke Moder Jord havde valgt at spille med musklerne, så selv Egan Bernals forudgående magtdemonstration blev til det rene vand i sammenligning. Der vil aldrig kunne opnås enighed om, hvem der ville have tabt og vundet, hvis det betagende drama havde fået lov til at udspille sig til ende.

 

I mine øjne var ASOs beslutning dog den mest rimelige og salomoniske. Sandheden er nemlig, at der da for pokker blev kørt cykelløb, så det sang hele vejen op ad Col d’Iseran, og selvom taktikken naturligvis havde udspillet sig anderledes, hvis etapen var kørt over alle 126,5 km, er der ingen, der skal bilde mig ind, at Bernal ikke var i særklasse. Alle, der kunne have fulgt det colombianske fænomen, havde naturligvis gjort det, for både Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann kunne bragt sig i en yderst fordelagtig position, hvis de kunne have rundet toppen sammen med colombianeren. Det havde været en næsten stensikker vej til minimum en 2. plads, for det er svært at se, hvordan der længere tilbage skulle kunne være etableret et samarbejde, der kunne have indhentet en duo i front, ikke mindst når de skulle have Geraint Thomas med på slæb. Hjælperyttere var der ikke just mange af, og derfor var der absolut intet argument for ikke at følge Bernal.

 

Jo, der var naturligvis ét, nemlig at benene bare ikke var gode nok. Og da Bernal på de sidste par kilometer op mod toppen i næsten 2800 m højde lynhurtigt fik øget til mere end et minut, selvom Warren Barguil var den eneste af de mange blylodder, han undervejs samlede op, som kortvarigt kunne bidrage med en føring, kan der vist ikke være megen tvivl om, at Bernal var i en liga for sig. Den tese bliver naturligvis kun bekræftet af, at det er anden dag i træk, at han giver rivalerne en klatrelektion. Bernal har entydigt cementeret sin status som en overlegen og dybt fortjent Tour-vinder.

 

På den baggrund kan man også argumentere for, at Bernal faktisk er dagens største taber. Han var nemlig i gang med at levere en magtdemonstration, der gav mindelser om Froomes vanvidsridt i sidste års Giro, og han befandt sig i en nærmest ideel situation. Med sig havde han nemlig Simon Yates, der havde al mulig interesse i at hjælpe ham. Briten ville måske nok gemme lidt i tanken til at forsøge at vinde etapen, men han vil kunne give Bernal den håndsrækning, der skulle til for at holde forspringet til en gruppe, hvor Laurens De Plus, Rigoberto Uran, Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk nok ville kunne samarbejde, men hvor de tre sidstnævnte alle ville holde lidt igen for at kunne køre mod hinanden i finalen. Den slags overvejelser ville Bernal ikke have haft, for skulle han være blevet slået af en mere frisk Yates på den relativt lette Tignes-stigning, var det nok en pris, han var villig til at betale for en stor tidsgevinst.

 

Derfor er det også synd for colombianeren, at en mulig Tour-sejr nu altid vil have en plet, han ikke har fortjent. Faktisk skulle vi alle i dag have været mundlamme af forbløffelse lige nu, for vi var vidner til noget af det mest vanvittige, vi har set i mange år. Faktisk skal vi vel tilbage til Jan Ullrichs magtdemonstration i Andorra i 1997 for at finde en lignende grand tour-præstation fra så ung en rytter. Desværre taler vi nu om noget helt, helt andet.

 

Sammenligningen med Ullrich er måske ikke helt dum. Tyskeren blev som bekendt kaldt ”Das Jahrhunderttalent” og havde et talent så stort, at selv benhårde Lance Armstrong kunne ligge søvnløs om natten af frygt for, hvad der ville ske, hvis tyskeren kunne tage sig sammen til at levere den træningsindsats, der ville bringe potentialet til fuld udfoldelse. Det skete desværre aldrig, men forhåbentlig kan det ske, for det nye århundredetalent, som i dag åbenbarede sig for den bredere offentlighed.

 

Sandheden er nemlig, at vi i dag måske blev vidner til starten på en Bernal-æra, der kan blive langvarig. Jeg har ved flere lejligheder givet udtryk for, at de andre skulle skynde sig at få vundet en Tour, inden colombianeren forventeligt vil sætte sig på tronen, for lige siden 17-årsalderen har han vist sig at være noget helt særligt. Det er svært at erindre en så imponerende WorldTour-debut som den, det colombianske fænomen leverede sidste år. Det eneste, han manglede at vise, var holdbarheden over tre uger, men på baggrund af hans kørsel i sidste års Tour, hvor han var bedst i den tredje uge, var det ikke svært at lure, at han havde den motor, der adskiller grand tour-rytteren fra den almindelige grand tour-rytter.

 

Den tese er i disse dage blevet bekræftet med syvtommersøm. Bernal kom nok haltende fra start, men siden da er han bare blevet bedre og bedre. Efter at have set ham de sidste to dage er det næsten svært at forstå, at han fik klø på La Planche des Belles Filles, og at han langt fra var den stærkeste på hverken Tourmalet eller Prat d’Albis. Men mens de fleste andre - selv dieselmotorer som Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann - efterhånden kan mærke, at starten i Bruxelles er ved at være tre uger gammel, synes Bernal at være den irriterende type, der stadig springer ud af sengen kl. 6 om morgenen, hvor alle andre har lyst til at trække dynen op en ekstra gang og give benene yderligere et par timer til at komme sig.

 

Faktisk kan man argumentere for, at Ineos var dobbelte tabere. Geraint Thomas blev nemlig også berøvet en gigantisk chance for at cementere en dobbeltsejr til Ineos ved at vinde yderligere tid på Tignes-stigningen. Som den eneste havde han carte blanche til at sidde på hjul, og det ville derfor have været næsten så sikkert som amen i kirken, at waliseren med en af sine vanvidsforceringer var kørt væk til sidst. På Col d’Iseran bekræftede han nemlig atter indtrykket fra i går, nemlig at han har fundet de ben, der manglede i Pyrenæerne, og med udsigt til at Ineos kunne maksimere udbyttet af deres overtal, sad han i en formidabel position.

 

Til gengæld må han nok også sande, at det ikke er ham, der næste år skal bære nr. 1 på ryggen. Det så ellers ud til, at holdet havde givet den forsvarende mester muligheden for at forsvare sin titel på bekostning af Bernal, da det var ham, der åbnede ballet efter den massive Ineos-forcering, der var ganske let at forudse, og som havde til formål at slide Julian Alaphilippe ned til sokkeholderne. Nok floppede Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski nok engang totalt, men resten af holdet leverede, da det gjaldt. For anden dag i træk kørte Jonathan Castroviejo sig til titlen som ”Most Valuable Player”, Dylan Van Baarle fortsatte sin transformation fra brostensspecialist til klatrer ved at sætte bjergspecialister af med sit malende tempo, og til slut så vi endelig glimt af Wout Poels tredjeugesklasse, da han lagde bolden perfekt til rette til Thomas, så han kunne sparke den ind.

 

Det kunne han imidlertid ikke, og derefter fik Bernal sin chance for at køre kontra. Allerede forinden havde han lignet en mand på søndagstur, da han let gled væk fra den lidende Alaphilippe, og da først han åbnede, var ingen i stand til at svare. På den baggrund kan Thomas nok også leve med, at det i år er ham, der er andenviolin. Sidste år var det nemlig ham, der befandt sig i den modsatte rolle, og Thomas virker til at være den fair type, der sagtens kan acceptere, at der i år bare er en holdkammerat, der er bedre.

 

Hvorvidt Kruijswijk og Buchmann er skuffede eller ej, skal man have kunnet mærke deres ben for at fornemme. Begge har vist sig lige så stabile og stærke i den tredje uge, som man kunne have forventet af dieselmotorer som dem, men begge måtte de også sande, at Bernal i dag var et niveau over dem begge. Kruijswijk viste til gengæld et lidt overraskende og forfriskende initiativ ved at lancere et angreb i stedet for som vanligt at slide rivalerne ned, mens Buchmann til gengæld fortsatte med langsomt at hive rivalerne ind, som han har gjort det ved de fleste angreb i løbet. Denne gang fik han endda fuldstændig fabelagtig hjælp af Gregor Mühlberger, der i de seneste uger endelig er begyndt at leve op til forventningerne og i dag viste, at han sågar kan køre Kruijswijk og Thomas ind på en bjergetape, hvor folk som Mikel Landa, Richie Porte og Nairo Quintana må strække våben.

 

Der er dog også mere entydige tabere. Det gælder Rigoberto Uran, der havde kørt helt u-Uransk ved at lancere sit vel nok første angreb i en grand tour siden gennembrudssejren i Giroen i 2013. Denne gang skete det endda med et overraskende mod, da han sammen med Michael Woods og Alberto Bettiol blæste til EF-offensiv fra km 0. Det mod havde fortjent en bedre belønning, for selvom han ikke kunne følge Bernal, var han i position til at kunne distancere flere af sine rivaler ved at hænge på Thomas-gruppen. På den baggrund fik han brændte en masse kræfter af til kun beskeden nytte, og når han nu endelig viste lidt mod, havde han fortjent et bedre udkomme. Omvendt kan han glæde sig over, at han undervejs fik bekræftet det fantastiske indtryk, han leverede i går.

 

En anden er naturligvis Simon Yates. Det er svært at sige, om han vitterligt kunne have slået Bernal til sidst, men han var i hvert fald i en position, hvor det var muligt. Modsat colombianeren kunne han holde lidt igen i dalen, og den sidste modvindsstigning var så let og eksplosiv, at den var som skræddersyet til en fyr som ham. Der er ingen tvivl om, at briten vil jagte hattricket igen i morgen som kulmination på et løb, der skulle have været en tilbagebetaling til brormand, men endte som en langt større succes end Giroen. Det bliver bare pokkers svært igen at bringe sig selv i en lige så fordelagtig position på en målstigning, der passer ham langt dårligere.

 

En tredje åbenlys taber er Movistar. Holdet kom med den storslåede offensiv, vi alle havde ventet, og Alejandro Valverde viste sin store loyalitet ved at sætte en mulig top 10 på spil for at berede vejen for de efterfølgende angreb fra Mikel Landa og Nairo Quintana. Med alle tre bjerghjælpere i front var det åbenlyst, hvad der var planen, men desværre rakte kaptajnernes ben ikke. Quintana bekræftede for femte grand tour i træk, at manden, der var kendt som et billede på stabilitet, nu har så store udsving, at selv Fabio Arus yoyo-kørsel bagerst i feltet blegner. Og Landa måtte for anden dag i træk sande, at pyrenæerbenene blev efterladt på grænsen til hjemlandet, og at han nok alligevel er ved at mærke, at han for nu snart to måneder siden var en af de absolut stærkeste i den tredje uge af Giroen. Som bekendt er kombinationen af Giroen og Touren sportens sværeste udfordring, og det har Landa nok også måttet sande denne gang, hvor han for første gang kører klassement begge steder. Til gengæld kan de så glæde sig over, at Valverde og Quintana ikke endte med at betale den pris, de havde udsigt til, og derfor har holdet stadig tre mand i top 10, der vil være klar til at sætte sidste etape i brand allerede med angreb fra Cormet de Roselend.

 

Som sagt har etapen ingen vindere, men skal man alligevel finde en, må det være Julian Alaphilippe. Nok virkede franskmanden efterfølgende mildt sagt frustreret, men sandheden er nok, at det kunne være endt meget værre end det gjorde. I dag kom nemlig den eksplosion, som Alaphilippes historik tilsagde ville komme før eller siden, og det er vel de færreste, der er svært forundrede over, at det netop blev på den lange Col d’Iseran en dag efter, at han allerede én gang havde gravet dybt, at elastikken definitivt sprang. Det følger nemlig til fulde alle de mønstre, vi kender Alaphilippe for.

 

Til gengæld må man beundre ham for, at han ikke eksploderede totalt. Det har han ellers haft for vane i tidligere etapeløb, men denne gang begrænsede han faktisk tabet flot. Selvom han er en eminent nedkører, ville han dog have fået svært ved at lukke et helt minut op til Thomas-gruppen, og selv hvis det var lykkedes, er det svært at se, at regningen for Iseran ikke var kommet på vej op mod Tignes. Faktisk skal han nok prise sig lykkelig for, at han ikke var blevet tvunget til at jagte på egen hånd i dalen frem mod målstigningen, for hvis ikke hullet var blevet lukket på nedkørslen, var etapen utvivlsomt blevet langt, langt dyrere, end den endte med at blive. Til gengæld gjorde han min forventning om et totalt sammenbrud til skamme, og selvom jeg ikke udelukker, at det kan komme på Roselend eller Val Thorens i morgen, vil jeg bestemt ikke længere udelukke, at en uhørt robust Alaphilippe alligevel kan få den top 10, som lignede en by i Rusland inden løbet.

 

Mens Richie Porte desværre nok engang måtte sande, at han er afhængig af enten et Alaphilippe-, Quintana- eller Valverde-sammenbrud for blot at komme i top 10 - et pauvert udkomme for en mand, der i flere år var verdens bedste etapeløbsrytter - var etapen også den endegyldige bekræftelse på Warren Barguils genfødsel. Hidtil har han været god, men mange har nok haft fornemmelsen af, at det ikke var 2017-Barguil, vi var vidner til. Det var det måske heller ikke i dag, men da han satte den ene verdensstjerne efter den anden, herunder top 10-rytterne Uran og Valverde på vej op ad Iseran, viste han definitivt, at 2018 formentlig blot var et enkelt dårligt år, og at man altså godt kan køre godt også for Arkea. Måske Greipel og Quintana kan lade det tjene som inspiration? Man kan da have lov at håbe.

 

Der kan være megen diskussion om, hvem der skal på listen over tabere og vindere, men én ting kan alle blive enige om. Etapen havde en rytter, der var så stor en taber, at alle andre blegner i sammenligning. Jeg taler naturligvis om stakkels Thibaut Pinot, der synes at være forfulgt af et uheld, som ingen ende ville tage. Sidste år var det en ærgerlig lungebetændelse, der 24 timer inden afslutningen kostede ham en relativt sikker podieplads i Giroen, og i dag var det så et tilsyneladende harmløst slag på låret, der med ét forvandlede hans livs Tour til hans livs største skuffelse. Man skal være lavet af sten, hvis ikke man følte en klump i hjertet, da en stortudende Pinot måtte trøstes med et kram af William Bonnet og derefter satte sig ind i en bil for at blive kørt væk fra det løb, der nok havde været svært at vinde, men med stor sandsynlighed havde kastet en podieplads af sig. Heldigvis har den engang så skrøbelige Pinot tilsyneladende opbygget en vis mental robusthed. Lad os håbe, at den kan bringe ham tilbage med samme kraft, som da han vendte sit Giro-exit til et magisk efterår, der indbragte to Vuelta-etapesejre og en overlegen sejr i Il Lombardia.

 

I den sammenligning er det trods alt vandt, at Bernal muligvis blev berøvet chancen for at levere en magtdemonstration, som ville gå over i historiebogen. Han kan trods alt stadig overnatte i en gul pyjamas, og man skal være mere end almindeligt optimistisk, hvis man tror, at man kan frarøve ham den på vejen mod Val Thorens i morgen. Og kender jeg Dave Brailsford og Ineos ret, vil de elske at lukke munden på alle kritikerne og de kontrafaktiske historieskrivere med endnu en magtdemonstration på bjerget op mod det franske skisportssted lørdag eftermiddag. I dag kan man diskutere, om Bernal vandt eller tabte. I morgen vil vi formentlig ikke være i tvivl om, hvem der vandt.

 

Favoritterne

For første gang siden 2016 er det bjergrytterne, der får det sidste ord, når der efter dagens drama venter endnu en kort og intens bjergetape af samme støbning som den foregående. Og meget passende for Højdernes Tour de France slutter klassementskampen i mere end 2300 m højde på toppen af en 33 km lang gigantstigning, der kun yderst sjældent er blevet brugt i Tour-sammenhæng.

 

Arrangørerne havde nok trods alt drømt om, at Julian Alaphilippe havde ventet en enkelt dag med at knække. Det havde nemlig givet løbet en endnu sjovere og mere interessant dynamik, hvis Ineos igen lørdag skulle have gang i deres monotone opslidningsstrategi i et forsøg på én gang for alle at få skovlen under den ukuelige franskmand. Det er klart, at taktikken og scenarierne nu er dramatisk anderledes, når det er løbets bedste rytter og et af de absolut stærkeste hold, der skal forsøge at forsvare trøjen. På papiret forvandler det i hvert fald deres strategi markant.

 

Man kan dog spørge, om det også gør det i praksis. Som omtalt i analysen ovenfor vil det formentlig være helt i Dave Brailsfords ånd, hvis holdet kan skubbe al polemik til side ved at krone Egan Bernal som en fortjent Tour-vinder ved at vinde sidste etape. Dagens etape gav som bekendt slet ikke et etaperesultat, og derfor står Ineos fortsat med et stort rundt 0 på sejrskontoen. Det gjorde Froome også i 2017, men alligevel satte han alt et på et - i sidste ende forgæves - forsøg på at vinde på Izoard i et løb, hvor han også havde Vueltaen i baghovedet. Der kan næppe være tvivl om, at det vil pine Brailsford at komme hjem fra Frankrig uden etapesejr, og modsat Froome i 2017 har Bernal ikke en Vuelta i baghovedet. I morgen har han ingen grund til at spare blot en my på kræftreserverne, og det vil derfor være helt oplagt at gå efter en etapesejr.

 

Dertil kommer, at der fortsat udestår noget, før Brailsford er tilfreds. Det skulle ligne ham slemt dårligt, hvis ikke han drømmer om en dobbeltsejr med Bernal og Geraint Thomas, og det kræver trods alt, at man får skovlen under Alaphilippe én gang til. På baggrund af dagens eksplosion fra franskmanden virker det måske nok usandsynligt, at det ikke vil ske næsten pr. automatik, men i et løb, hvor Alaphilippe har overrasket dag efter dag, skal man ikke tage noget for givet. Det er klart, at det indebærer en risiko at brænde kræfter af på at jagte et udbrud og at bringe bonussekunder i spil, men Bernal ligner en mand med så stort et overskud, at det nok er en risiko, han er villig til at løbe.

 

I virkeligheden får Ineos næppe noget andet valg end at køre som djævle hele dagen. Der er nemlig ikke ét menneske på denne klode, der tror, at Movistar er tilfredse med en 6., 8. og en 10. plads, og man skal ikke have set meget af årets Tour for at vide, at de er villige til at tage risici, som de færreste blot tør overveje. Særligt Mikel Landa angriber, før han tænker, og lur mig, om ikke baskeren angriber allerede på Cormet de Roselend i morgen. Han kunne såmænd sagtens tænkes at tage både Nairo Quintana og Alejandro Valverde, for på det spanske hold er det altså helt ligegyldigt, om man bliver nr. 6 eller 9. Her er kun podiet og da som minimum en etapesejr tilfredsstillende, og da Bernal næppe lader sig besejre af en efterhånden træt Landa på Val Thorens, krydser baskeren nok kun stregen først, hvos han får et forspring.

 

Movistar er heller ikke alene. Rigoberto Uran viste i dag, at han er klar til at køre u-Uransk og angribe fra distancen, og det vil han sikkert gøre igen i morgen. Richie Porte har vel heller ikke meget at miste ved at tage et tidligt initiativ. Og evigt aggressive Warren Barguil er måske nok gledet ind i top 10, men viste i dag, at han holder fast i ambitionen om at vinde en etape. Og som for Landa gælder, at han ikke slår Bernal på den sidste stigning. I top 10 er det vel i virkeligheden kun top 5, der vil holde sig i skindet på den første stigning. Julian Alaphilippe skal i hvert fald kun forsvare sig, og Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann vil formentlig være fint tilfredse med at skulle køre om podiet på vej op mod Val Thorens.

 

Det åbner for lidt af en fest på Cormet de Roselend. Allerede i dag fik vi etableret et udbrud med en styrke, så man tror, at det er løgn, og der er ingen grund til at antage, at det i morgen ikke vil blive mindst lige så stærkt. I hvert fald er der lagt op til krig på første bjerg, og vi kan som sagt forvente angreb fra 6. pladsen og nedefter.

 

Det interessante er, hvordan Ineos griber det an. Med Kwiatkowskis og Moscons mindre sammenbrud og Rowes uforklarlige exit kan de reelt være nede på tre mand, Van Baarle, Poels og Castroviejo, til at kontrollere etapen. I dag imponerede de ved at kunne gøre det - ikke mindst fordi Poels endelig begynder at vise lidt af sin klasse - men kan de gøre det igen i morgen?

 

Vi vil derfor slet ikke blive forundrede, hvis de vælger den atypiske strategi at sende Geraint Thomas med i udbruddene. Det indebærer den risiko, at waliseren bliver slået på vej op mod Val Thorens, for der er ingen tvivl om, at Bernal er et mere sikkert kort. Men hvorfor ikke sende ham med, så rivalerne tvinges til at slæbe ham med som et blylod hele vejen? Van Baarle, Castroviejo og Poels vil helt sikkert føre alligevel, men Thomas kan lige så godt sidde med i udbruddet, som han kan sidde bag sine holdkammerater.

 

Vi vil faktisk ikke helt afvise det vanvittige scenarium, at Thomas kommer med på en fribillet i et gigantudbrud, hvor der vil være så mange hjælpere, at Ineos ikke kan køre dem ind, og Thomas derved måske kan ende med at vinde hele svineriet til sidst. Det er usandsynligt, men taktikken åbner for, at det kan ske. Movistar, Uran, Barguil og co. ved jo godt, at de alligevel ikke vinder Touren, og derfor kan de nok leve med at slæbe Thomas med, hvis det samtidig kan indbringe en podieplads.

 

Når det alligevel er usandsynligt, skyldes det, at Jumbo er så stærke, og at Gregor Mühlberger som nævnt kørte en fabelagtig etape. Skulle Thomas slippe væk, vil de to hold formentlig være stærke nok til at køre dem ind. Og hvis Kruijswijk og Buchmann er kloge, sørger de for at holde sig til Thomas hele vejen, så de undgår at komme på bagkant.

 

Derfor er det mest sandsynlige trods alt, at vi får etableret endnu en brølstærkt udbrud på Cormet de Roselend, formentlig med mange af klassementsfolkenes bjerghjælpere, og som minimum én af de tre Movistar-kaptajner. Ineos kan næppe undgå, at der kommer en top 10-rytter med i udbruddet, og de vil derfor være tvunget til at holde de i kort snor. Det borger for, at det bliver endnu en vanvittig hurtig etape, der på mange måder kan forme sig som en kopi af dagens - med den store forskel, at det store slag denne gang skal slås på målstigningen og ikke allerede på næstsidste bjerg.

 

I dag var udbruddet så stærkt, at det godt kunne være endt med en sejr til Simon Yates som nævnt i analysen ovenfor, og man kan derfor ikke udelukke en udbrudssejr i morgen. Selvom Ineos gerne vil vinde etapen, er de som sagt relativt sårbare, og det er langt fra sikkert, at de kan hente de bedste. Til gengæld vil hele etapen blive så hurtig og vild, at det kun er den absolutte creme af klatrere, der kan vinde, og derfor er listen over vinderkandidater ultrakort. Skal man vinde, skal man nemlig enten kunne vinde fra favoritgruppen eller klatre så godt, at man kan holde Ineos bag sig på Val Thorens og samtidig være den bedste i en gruppe, der nok i hvert fald vil tælle én Movistar-kaptajn. Det er der ikke mange, der kan.

 

Vi vil derfor også bygge optakten op lidt anderledes end vanligt. Normalt deler vi nemlig scenarierne op i to, et for favoritterne og et for et udbrud. I dag slår vi det hele sammen. Reelt har vi nemlig svært ved at se andre end Bernal og Thomas - måske Kruijswijk og Buchmann til nøds - vinde et klassementsopgør. Alle andre har formentlig kun en chance, hvis de kommer med i udbruddet på Cormet de Roselend.

 

Vi hælder mest til, at etapen skal afgøres af favoritterne. Som sagt tror vi, at Ineos vil sætte alt ind på at vinde etapen med Bernal eller Thomas, og vi vil tro, at i hvert fald Jumbo, men måske også det dog noget svagere Bora vil være interesserede i at give en hånd med. Ingen af de to hold har meget at miste ved at gå efter en etapesejr, og de har begge ligeledes en interesse i at slide Alaphilippe ned. Særligt hvis franskmanden falder fra allerede på første bjerg - og kender vi Alaphilippe ret, er det bestemt ikke umuligt efter to så hårde dage - vil de naturligvis komme frem for at hjælpe med at holde farten høj. Ineos vil formentlig stå for det meste af arbejdet, men det er meget sandsynligt, at Jumbo og Bora vil give en hånd med, også fordi udbruddet sandsynligvis vil true podiet.

 

Finalebjerget kan til gengæld godt blive lidt af en fuser. Det er rigeligt svært til at skabe forskelle, men hvis ikke vinden når at vende til nordvest i tide, vil de have modvind det meste af vejen op. Det vil betyde, at det handler om at vente og vente og ikke åbne op for tidligt, også forbi man altid skal passe på med at grave dybt tidligt, når vi er oppe i de højder. Da tidsforskellene i toppen også fortsat er små - i hvert fald når vi taler om podiekampen - vil vi tro, at topnavnene venter længe med deres angreb. Og så håber vi, at vejret arter sig, for som nævnt i vejrudsigten ovenfor varsles der risiko for mere uvejr og i hvert fald en kold og våd affære.

 

På den baggrund peger vi også på Egan Bernal som vores favorit. I de seneste to dage har colombianeren været mindst et par niveauer over rivalerne, og hvis hans formkurve går i en retning, er det opad. Der er ingen grund til, at det samme ikke skulle gøre sig gældende videre i forløbet, for Bernal har motoren til at fortsætte sin fremgang. Som skrevet ovenfor tror vi, at det eneste, der kan lukke munden på kritikerne efter i dag, er, at Bernal cementerer sin status som løbets stærkeste, og det vil både han og Brailsford gøre alt for. Modvinden kan gøre det svært for ham at gøre en alt for stor forskel, men viser han lidt tålmodighed, bliver han svær at følge på de sidste kilometer. Samtidig er han hurtig nok til at slå alle i spurten, og derfor skal han sættes af, hvis han skal slås. Det er svært at se, hvem der skulle gøre det, og derfor må Bernal være tårnhøj favorit, ikke mindst fordi han i Paris-Nice viste os, at han intet har imod kulden.

 

Det eneste, der ville være bedre for Ineos end en Bernal-sejr, vil være, at Geraint Thomas og Bernal kunne sikre sig en dobbeltsejr både på etapen og i klassementet med Thomas først på førstnævnte og Bernal først i sidstnævnte. Det er bestemt ikke umuligt, at det kan lade sig gøre, for Thomas er bare blevet bedre og bedre de seneste dage. Havde det ikke været for Pinot, der som bekendt ikke længere er med i løbet, havde han formentlig rundet toppen af Galibier alene som den næstbedste klassementsrytter, og også i dag var der bund i hans angreb. Det er klart, at han skal være god nok til at køre fra Kruijswijk og Buchmann, der ikke giver ham en meter, men det var han på Galibier. Den lange, relativt jævne stigning passer ham, og han vil formentlig få en vis frihed til at angribe nær toppen. Om Bernal så skal gå med ham, køre op til ham eller blive tilbage og vente på en kontra, er usikkert, men Thomas har den luksus, at han i kraft af taktikken kan vinde uden at skulle køre fra Bernal. En spurt kan han også vinde, og derfor kan det sagtens ende med den hede Ineos-drøm, at Thomas vinder etapen og Bernal hele Touren.

 

Som sagt kender vi Mikel Landa dårligt, hvis ikke han angriber på Cormet de Roselend. Ineos plejer at holde samling på troppene, og det vil de sikkert gøre igen. Derfor kan man sagtens forestille sig, at Landa ender i dagens udbrud, og skal man pege på en rytter, der kan gøre det færdigt, må det være ham. De seneste dage har måske nok vist, at han er ved at være lidt træt efter en knaldhård sæson med to grand tours som klassementsrytter, men han var trods alt stadig en af de bedste på dagens stigninger igen. Som sagt burde der være en god chance for, at han kan få lidt frihed, ganske enkelt fordi han kører brølstærkt, og allerhelst har han flere Movistar-folk med til at hjælpe sig. Vi ved fra blandt andet Vueltaen, at Landa har de store soloridt i sig, og denne etape kunne være en god chance for at vise det igen.

 

Den anden helt oplagte kandidat er naturligvis Simon Yates. I dag kørte briten fra folk som Uran, Valverde g Barguil, og dermed fik vi endegyldigt bevist, at han faktisk har benene til at køre med klassementsrytterne. Desværre brændte han også mange kræfter af i dag, og han har derfor ikke den friskhed, der i dag gav ham et ekstra plus i forhold til topfolkene i den samlede stilling. Det ændrer dog ikke på, at Yates må være yderst indebrændt, og selvom restitution ikke er hans spidskompetence, vil vi tro, at han er frisk på at give den et skud igen. Kommer han med, vil han endda have den fordel, at han meget vel kan sidde sammen med et par klassementsfolk, der har mere end bare etapesejren at tænke på. Det giver ham i hvert fald en taktisk overhånd, som han kan bruge. Den lange målstigning passer ham ikke ideelt, men han kørte fornemt på Iseran i dag og kan naturligvis også vinde i Val Thorens, især fordi han også er hurtig på stregen.

 

En tredje oplagt kandidat er Warren Barguil. Som i jubelåret 2017 er han bare blevet bedre og bedre igennem løbet, indtil han nu har nået et niveau, der minder om det, han havde fra to år siden. I dag kørte han i hvert fald fra både Uran og Valverde, og han viste samtidig med sit modige angreb, at han ikke er bange for at satse stort i jagten på en etapesejr, selvom det kan ødelægge hans muligheder for at tage det sidste hop ind i top 10. I 2017 vandt han på Col d’Izoard, der både hvad karakteristika og højde angår, kan minde om Val Thorens, og derfor ved vi, at han kan gøre det færdigt. Formen er i crescendo, og han kan gøre det færdigt i en spurt. Den hedeste franske drøm må være tricoloresejr i morgen, og Barguil synes at have benene til at virkeliggøre den.

 

I dag viste Rigoberto Uran uvant mod, og det forventer vi som sagt, at han vil gøre igen i morgen. I dag kom han lidt til kort over for Bernal, Yates og Barguil, men Uran har altid været lidt svingende i grand tours. I går var han den eneste, der kunne holde Pinots hjul mod toppen af Galibier, og det viser, at han på sine gode dage hører til blandt de allerbedste. Han elsker højderne og er ganske hurtig i en spurt, og samtidig er han ikke nogen stor bekymring for Ineos. Med Woods som en sandsynlig hjælper til at holde feltet bag sig skal man bestemt ikke udelukke, at det hele ender med en stor colombiansk dag, hvor Uran vinder etapen, og Bernal sikrer sig den samlede sejr.

 

Richie Porte har længe talt om, at han ville angribe i jagten på en etapesejr, der betyder mere end en placering i udkanten af top 10. Med Barguils hede ånde i nakken kan det bedste forsvar af 10. pladsen faktisk være at følge den franske mester, når han forventeligt bliver en del af det tidlige udbrud. Der er derfor gode chancer for, at vi i morgen ser Porte i offensiven, og kommer han afsted vil han være farlig. Nok er han åbenlyst ikke længere den fantastiske Porte fra 2017, men han har stadig stabilt været en af løbets 10 bedste klatrere. Blandt de ryttere, der kan tænkes at få frihed, er han i hvert fald en af de bedste, og derfor kan lørdag blive dagen, hvor han endelig får den grand tour-etape, han endnu mangler.

 

2018 og 2019 har lært os, at den nye Nairo Quintana kører, som vinden blæser. Ligesom i sidste års Tour faldt han sammen igen lige så hurtigt, som han kunne stave til ordet ”comeback”, og i dag havde han i hvert fald ikke diamanter i benene. Det havde han til gengæld i går, så det skulle slet ikke undre, om han har fundet de gode ben igen i morgen. Den lange, opslidende målstigning i 2300 m højde passer til den colombianske kondor, der fløj højere end de fleste på Galibier torsdag eftermiddag. Denne gang er en gentagelse måske ikke helt så sandsynlig, men den er bestemt en mulighed.

 

Movistars tredje option er naturligvis Alejandro Valverde. Det er klart, at han er nederst i hierarkiet og kan ende med at skulle ofre sig for sine to kaptajner i et eventuelt udbrud, men forskellene er ikke større, end at han sagtens kan ende med at køre sin egen chance. I dag kom han lidt til kort på toppen af Iseran, og han har således vist, at han stadig har visse begrænsninger i højderne og på lange stigninger. I hvert fald leverede han sin bedste indsats på den ”laveste” af bjergetaperne. Omvendt har han gjort det meget bedre, end man kunne have frygtet, og med modvind på stigningen kan man bestemt ikke afvise, at Valverde kan ende i en situation, hvor han kan gøre det færdigt med sit punch og sin spurt.

 

Efter Pinots exit drømmer FDJ om at sende kaptajnen en hilsen ved at vinde en etape. Det bliver bestemt ikke let, men helt umuligt er det ikke. Holdet har nemlig i David Gaudu en af feltets allerbedste klatrere. Desværre har det også stået klart, at han ikke længere er helt så god som i begyndelsen, og han har haft det sværere de seneste dage. Omvendt hang han længe med favoritterne i dag, så helt væk er formen ikke. Desværre er tendensen, at han er en langsom starter, og det kan gøre det svært at ramme udbruddet. Kommer han med, er hans talent dog så stort, at man ikke helt kan udelukke, at han faktisk kan gøre det færdigt.

 

Hans holdkammerat Sebastien Reichenbach kunne også komme i spil. Enhver, der så Froome-etapen fra sidste års Giro, vil vide, hvor god en formstærk Reichenbach er mod slutningen af en grand tour. I dette løb er han da også kun blevet bedre og bedre. Desværre så vi også i dag, at han har sine begrænsninger i forhold til de allerbedste, og det er derfor ikke videre sandsynligt, at han faktisk kan gøre det færdigt. Vi er dog så mange gange blevet imponerede over schweizeren, at vi åbner muligheden for, at han kan være joker.

 

Vi vil også igen fremhæve Guillaume Martin. Med sin vedholdende fight har den lille franskmand kæmpet sig op som nr. 12 i klassementet, og han har endda været i flere udbrud. Han er desværre en diesel, der er langsom om at komme i gang, men det forhindrede ham nu ikke i at komme afsted i dag. Kan han gentage det, burde den lange, slidsomme stigning være ideel for en ren klatrer, der måske ikke kan følge de voldsomste accelerationer, men bliver ved med at komme tilbage igen og igen.

 

Så er der naturligvis Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk, der begge igen kan slås sammen. Det er umuligt at sige, hvem af dem der er stærkest. På 14. etape var det Kruijswijk, på 15. etape Buchmann, på 18. etape igen Buchmann, og i dag var det Kruijswijk, der kom med et stærkt angreb. Begge er samtidig typer, der elsker en lang opslidende stigning til sidst, og som har motoren til kun at blive bedre og bedre i den tredje uge. Problemet er bare, at det er pokkers svært at se dem vinde etapen. Ingen af dem kan spurte, og derfor er deres eneste chance for at ende som vinder, at de kan køre fra både Bernal og Thomas. Det virker umiddelbart ikke særligt realistisk, og derfor ender de nok med endnu et topresultat, men ikke en sejr.

 

Efter at Romain Bardet i dag lignede en hængt kat, Jack Haig igen missede udbruddet, Tanel Kangert overraskende faldt sammen, Michael Woods endte som hjælper for Uran, hvilket sikkert sker igen i morgen, Alexey Lutsenko efterhånden ser ud til at være træt, Damiano Caruso og den ellers dybt imponerede Lennard Kämna stadig mangler det sidste, og Vincenzo Nibali, Dan Martin, Adam Yates, Fabio Aru, Bauke Mollema, Giulio Ciccone og Roman Kreuziger ikke synes at have niveauet til at vinde, og da Enric Mas, Gregor Mühlberger, George Bennett og Laurens De Plus har en podiekandidat at køre for, har vi svært ved at se andre mulige vindere end de allerede nævnte.

 

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Mikel Landa

Outsidere: Simon Yates, Warren Barguil, Rigoberto Uran, Richie Porte, Nairo Quintana

Jokers: Alejandro Valverde, David Gaudu, Sebastien Reichenbach, Guillaume Martin, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk

 

OPDATERING

Som det fremgår andetsteds på siden, er 20. etape desværre forkortet på grund af jordskred på Cormet de Roselend. Det betyder, at den nu blot er 59 km lang, og at der køres direkte igennem fladlandet fra Albertville frem til målstigningen. Det fjerner en stor del af det taktiske element, at etapen nu indledes fladt og er relativt let at kontrollere. Vi skal nok vente os angreb fra Movistar, Yates og co., men det bliver meget sværere for klassemensrytterne at komme afsted. Måske vil der blive etableret et udbrud inden Val Thorens, men det er end ikke sikkert.

 

I stedet vil etapen reelt blot bestå af en tur på af et enkelt bjerg. Vi forventer stadig, at Movistar vil forsøge at sætte himmel og jord i ét med angreb i højre og venstre side, men det bliver ikke let med en storstilet offensiv langt fra mål i modvinden. Vi forventer samtidig, at Ineos, Bora og Jumbo - momentvist også Movistar, inden de angriber - vil sætte et dræbende tempo i et forsøg på at slide Alaphilippe ned. Der bør være nok til at føre til, at slaget først for alvor skal slås på de sidste kilometer, ikke mindst når der modvind. Det bliver derfor nok primært et gradvist udskilningsløb, inden der skal køres om det mod toppen. Denne gang kan vi til gengæld forvente et slag, hvor både etapejægere og klassementsryttere skal slås i et direkte opgør.

 

Vi har ikke tid til at skrive en helt ny optakt, men vores favoritvurdering på baggrund af ovenstående er nedenstående. Den kortere distance giver Julian Alaphilippe en langt bedre chance for at forsvare 2. pladsen, ikke mindst i modvinden. Det kan endda ikke helt udelukkes, at han i et defensivt løb kan ende med at vinde, men vi tror dog, at prisen for de foregående dage, de 33 km og den store interesse i at presse ham, betyder, at han må slippe kontakten til sidst.

 

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Mikel Landa

Outsidere: Simon Yates, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk, Warren Barguil, Rigoberto Uran

Joker: Julian Alaphilippe, Richie Porte, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, David Gaudu, Sebastien Reichenbach

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE