Optakt: 20. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har beslutningen om at afvikle Madrid-etapen som en aftenetape gjort det muligt for arrangørerne at have store bjergfinaler på næstsidste etape, også på stigninger, der ikke ligger i de ellers kendte bjerge umiddelbart nord for hovedstaden. I 2013 tog man det første store skridt i den retning, da man lod næstsidste etape slutte på frygtede Angliru, Spaniens måske mest kendte og sværeste stigning, og efter finaler på Ancares i 2014, i Madrid-bjergene i 2015 og på mægtige Aitana sidste år vender man i år tilbage til løbets mest ikoniske stigning. For første gang siden duellen mellem Chris Horner og Vincenzo Nibali for fire år siden er Angliru tilbage i Vueltaen, og det sker igen i samme rolle som sidst, når den som afslutning på en yderst kort etape vil blive rammen om det allersidste slag og endegyldigt krone vinderen af årets Vuelta.

Med bare 117,5 km er der tale om en af de korte, eksplosive bjergetaper, som arrangørerne håber kan blive aggressive og seværdige fra start, og man har i hvert gjort det muligt at angribe med det samme på ruten mellem Corvera de Asturias og Alto de l’Angliru. Således indleder man etapen med at køre mod sydvest væk fra startbyen ved kysten. Det betyder, at man skal op over en 12 km lang ikke-kategoriseret stigning, inden man fortsætter i samme retning via en nedkørsel. I byen Grado sætter man kursen mod sydøst og siden syd via en let stigende vej, der leder helt frem til indledningen på den brutale finale.

Etapen skifter karakter efter 71,4 km, når man drejer mod øst for at køre op af det kendte kategori 1-bjerg Alto de la Cobertoria, der stiger med 8,6% over 8,1 km. Da der er et fladt plateau efter ca. 1 km, er stigningen reelt stejlere og stiger længe med 9-10% efter en kort 18%-rampe efter ca. 3 km. Toppen rundes, når der resterer 38 km, som først går mod vest via en nedkørsel frem til dagens spurt, der kommer efter 89,5 km. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op over kategori 1-stigningen Alto del Cordal, der stiger med 8,6% over 5,7 km, en irregulær stigning, der aldrig flader ud, og hvor procenterne svinger mellem 6 og et maksimum på 12,9 på den sidste kilometer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Toppen rundes med 21,1 km igen, og herefter går det via en kort nedkørsel ned til bunden af mægtige Angliru, der er uden for kategori. Stigningsprocenten over de 12,5 km er ganske vist kun 9,8, men tallene snyder. Efter en stejl rampe i bunden er de første 5 km frem til et fladt plateau nemlig ikke alt for svære med stigningsprocenter på ca. 8. Herefter går det imidlertid for alvor løs, og i de sidste 7 km ligger stigningsprocenten konstant på den forkerte side af 11. Det stejleste stykke på 23,5% kommer ca. 2 km fra toppen, men det fortsætter med at stige med helt op til 14% frem til de sidste 800 m. Efter adskillige hårnålesving retter vejen sig ud på de sidste 800 m, som kun stiger ganske let.

Etapen byder på i alt 3500 højdemeter over den korte distance.

Angliru blev senest benyttet i 2013, hvor Chris Horner på næstsidste etape konfirmerede sin sejr ved at distancere Vincenzo Nibali og blive nummer 2 bag udbryderen Kenny Elissonde. I 2011 grundlagde Juan Jose Cobo sin samlede sejr ved at vinde på stigningen, mens Alberto Contador gjorde det samme med en solosejr i 2008. I 2002 knuste Roberto Heras alle rivalerne ved at vinde med mere end 1.30 ned Joseba Beloki, mens Gilberto Simoni var endnu mere suveræn i 2000, hvor han vandt med 2.19 ned til Jan Hruska. Jose Maria Jimenez blev første vinder på bjerget i 1999, hvor han slog Pavel Tonkov i en spurt på toppen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Asturien er berygtet for sit regnvejr, og desværre lever regionen op til sit rygte på løbets vigtigste dag. Lørdag ventes at byde på byger fra start til mål, og der ventes i alt at falde ca. 10 mm regn. Temperaturen vil være beskedne 16 grader, og der vil være en let vind fra nordvest. Det giver sidemedvind på det meste af etapen, indtil man i bunden af Cordal drejer ind i modvind. På Angliru vil der være sidemodvind på den nedre del og sidemedvind på den sidste del.

Analyse af 19. etape

Chris Froome stillede til start på dagens etape med ét mål: at spare så meget på kræfterne som overhovedet muligt forud for morgendagens slag på Angliru. Det lignede ikke en nem opgave på en dag, hvor man kunne forvente mere end en times uafbrudte angreb, inden en gruppe ville blive etableret, og derfor kunne det meget vel have udviklet sig til endnu en hård dag på kontoret.

Intet kunne imidlertid have gået bedre for briten. Udbruddet blev etableret overraskende hurtigt, og derfor blev det en meget let dag i feltet, indtil der blev kørt cykelløb til sidst. Situationen blev kun bedre af, at Alberto Contador gik i angreb og brændte værdifulde kræfter af i en offensiv, som intet resultat gav. Mens Froome havde så let en dag, som det er muligt på en trods alt relativt svær rute, trættede løbets mest formstærke rytter sig selv unødigt, og derfor kan Sky-kaptajnen i aften krybe til køjs med bevidstheden om, at 19. etape gik bedre, end han kunne have turdet drømme om.

Man må beundre Contador for hans mod og offensive kørsel, men man kunne måske også ønske sig, at han brugte hovedet en anelse mere. Han har selv utallige gange fremhævet, hvor ekstremt stærke Sky er, og med den opvisning, de leverede i går, skulle der et mindre mirakel til, hvis han skulle vinde tid i dagens finale. For seerne var det naturligvis fantastisk, at sidste del af etapen ikke bare blev en kedelig procession for feltet, men set i et større perspektiv var det en hovedløs offensiv. Det virker lidt til, at den sympatiske spanier nærmest pr. automatik vil leve op til sit ry som manden, der angriber ved enhver given lejlighed, men i dag var det absolut unødvendigt. Dagens angreb vil være glemt allerede i morgen, men det vil en etapesejr på Angliru ikke. Hvis Contador vil slutte karrieren på toppen - og i øvrigt have den størst mulighed chance for at komme på podiet - skulle han have gjort som de fleste af de øvrige favoritter: køre afventende og spare kræfter.

Han var imidlertid ikke den eneste, der dummede sig. Ilnur Zakarin forsøgte sig også i et lige så hovedløst fremstød, men den ellers formstærke russer kunne ikke følge Contador. Det var ikke overraskende, da Katusha-kaptajnen slet ikke har Contadors punch på så kort en stigning, og netop derfor var det dumt. Alt peger på, at han kan gå forbi Kelderman på Angliru i morgen, men han får brug for alle kræfter for at holde Contador bag sig. Også han burde have indset, at Sky med så mange ryttere let kunne kontrollere finalen, og han missede en mulighed for at spare værdifulde kræfter. Det hører ellers til sjældenhederne, at Zakarin dummer sig. Han har normalt god næse for at læse situationen og kun angribe, når der er et udbytte at hente.

Etapen afslørede imidlertid interessante aspekter omkring holdenes styrke. At Sky igen sad med imponerende seks mand i finalen, var ikke overraskende - man må specielt tage hatten af for Salvatore Puccio, der klatrer bedre end nogensinde - men også Sunweb imponerede. Selvom Kelderman har mistet sine på papiret tre bedste hjælpere i bjergene, Barguil, Oomen og Kämna, er resten af holdet trådt i karakter. I dag sad Chad Haga, der ellers har haft et svært løb, og en imponerende stærk Søren Kragh hos ham i finalen og bidrog til at køre Contador ind. Helt omvendt forholdt det sig for Nibali, der igen kun havde Pellizotti hos sig, samt specielt Zakarin, der om nogen er hæmmet af sit svage hold. Bedre blev det ikke af, at han mistede sin vigtigste hjælper, Matvey Mamykin, i et dumt styrt. I morgen vil han formentlig være isoleret allerede på første stigning, og det er en skam. Katusha har nemlig vist, at de er villige til at tage initiativ og har al interesse i at skabe et hårdt løb. Det får de nu ikke mulighed for, og det bliver endnu mere tydeligt, at holdet for alvor skal investere i nogle klatrere. Zakarin er en potentiel grand tour-vinder, men hans støtte i bjergene er skræmmende dårlig. Der skal for alvor gøres noget - og det skal gå stærkt!

Mens favoritterne fik sig en relativt let dag, var det som bekendt D-dag for de fleste hold, der fortsat er uden etapesejre. I de kommende to dage er det kun specialister, der kan vinde, men i dag var døren åben for mange ryttertyper. Desværre for de mange tomhændede hold blev det et af Vueltaens succeshold, der løb med guldet. Igen lykkedes det Lotto Soudal at vinde en etape, og dermed har de leveret en næsten historisk god præstation. Efter en hidtil elendig succes kom de til Vueltaen uden de store forventninger, men de kan nu tage hjem med hele fire etapesejre - kun én færre end det suveræne Quick-Step-mandskab. Det var der næppe mange, der havde forventet på forhånd.

Det, der gør præstationen bemærkelsesværdig, er holdets sammensætning. Skal man vinde mange etaper i en grand tour, kræver det som regel, at man har enten en sprinter eller en klassementsrytter. Lotto Soudal har efter Jens Debusscheres tidlige exit ingen af delene, og i stedet har de vundet deres sejre via udbrud, endda med tre forskellige ryttere. Det er ekstremt bemærkelsesværdigt, at et hold af angribere kan opnår en sådan succes. Uden at have tjekket historiebøgerne efter mindes jeg ikke at kunne huske, at et hold i de senere år har leveret noget lignende i en grand tour.

Det er samtidig svært ikke at glæde sig over, at det lykkedes for netop De Gendt, der dermed endelig færdiggjorde sin livsmission om at vinde etaper i alle tre grand tours. I Touren var han i udbrud i et helt kolossalt omfang, men uden resultat. På forrykt vis blev han endda forbigået til prisen som mest angrebsivrige rytter, hvilket gjorde ham så skuffet at han faktisk havde mest lyst til at tage hjem. Alligevel formåede han at holde fokus på Vueltaen, der faktisk hele tiden har været hans sæsonmål. Han har længe drømt om at færdiggøre sin ”grand slam”, og derfor skippede han også de fleste af de lukrative gadeløb for at være 100% klar i Spanien.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det så imidlertid ikke ud til, at missionen skulle lykkedes. Han havde dårlige ben i de to første uger og virkede temmelig opgivende. Det, der kendetegner De Gendt, er imidlertid dels hans fighterevne, dels at hans diamantben kan komme ud af det blå. Det gjorde de i dag, hvor det, ganske vist med lidt held, lykkedes ham at vende situationen på hovedet. Længe så det ud til, at han igen havde ødslet for meget med kræfterne, og at den stejle stigning var for svær, men i høj grad takket være Jungels lykkedes det ham at komme tilbage - og i en spurt er han altid farlig.

De Gendts sejr kom bag på os, da han i de forløbne dage som sagt har været langt fra formen, men dagens store overraskelse var Ivan Garcia. Den unge nyprofessionelle spanier kom med til løbet som Nibalis bodyguard på de flade etaper og ankom helt uden ambitioner. Ingen havde ventet, at han overhovedet ville få en chance - udover at blande sig i massespurten i Madrid - men den unge spanier greb en uventet mulighed på en dag, der burde have været alt for svær for ham. På nærmest mirakuløs vis var den store sprinter, der bestemt ikke er kendt for sine klatreevner, meget tæt på at vinde en etape i et udbrud, der indeholdt adskillige af sportens førende udbrudsspecialister.

Garcia gjorde næsten alt rigtigt. Han lukrerede på, at ingen frygtede ham, og derfor kunne han relativt problemfrit sikre sig det forspring, han skulle bruge forud for stigningen. Herved lykkedes det ham at booke billet til den gruppe, der skulle spurte om sejren, og her var han på papiret den hurtigste. Desværre gik det, som man kunne frygte: han kunne ikke holde hovedet koldt i en situation, hvor han kunne ende som Spaniens eneste etapevinder i årets Vuelta. Selvom han var gruppens eneste sprinter, åbnede han for tidligt, og herved lykkedes det både De Gendt og Pantano at komme forbi. Man kunne ellers godt have undt den loyale hjælperytter en sensationssejr, og det er ikke mærkeligt, hvis der vil være visse kvaler med at falde i søvn i aften. Til gengæld fik han med ét skrevet sig ind som et godt bud på en U23-verdensmester, da han i Bergen stiller op som den klare kaptajn for Spanien.

For mange af stjernerne endte det imidlertid i frustration. Det lykkedes endelig en ellers formstærk Rui Costa at ramme udbruddet, men manden, der tidligere næsten altid ramte rigtigt, måtte igen leve op til sit nye ry som manden med de mange sekundære placeringer. Nicolas Roche fik igen vist, at formen efter hviledagen er blevet betydeligt bedre, men selvom han var en af de stærkeste var han ude af stand til at redde Vueltaen for BMC, der helt sikkert ikke kan være tilfredse med den indledende sejr på holdløbet. Bob Jungels fik endelig vist, at formen forud for VM i enkeltstart og holdløb er blevet bedre, og han fik endda hjælp af Matteo Trentin, der sågar ofrede muligheden for at vinde pointtrøjen. På sidste stigning blev det imidlertid klart, at der fortsat mangler en del procent, inden han er på sit højeste niveau. Og endelig lykkedes det heller ikke for Romain Bardet at tage den forløsende etapesejr trods imponerende styrke på sidste stigning. Franskmanden satsede butikken på dagens etape, formentlig med bevidsthed om, at favoritterne vil vinde på Angliru, men finalen viste sig at være for nem. Dermed tyder meget på, at den franske stjerne må forlade sin første Vuelta tomhændet.

Endelig fortjener Movistar en kommentar. Det spanske mandskab har angrebet utrætteligt - specielt må man tage hatten af for, at en forrygende Jose Joaquin Rojas har ramt udbruddet på stort set alle mellemetaper - men nu tyder alt på, at han må forlade løbet uden sejr. Man har bestemt ikke været heldige med styrtet til forhåndskaptajnen Alejandro Valverde og det efterfølgende uheld til Carlos Betancur, der så ud til at nærme sig fordums styrke, og man kan i høj grad tale om en sæson i to halvdele. Foråret var bedre end nogensinde tidligere, men efter Valverdes styrt er alt gået galt. Mod uheld kæmper selv guderne forgæves, men sæsonen har desværre afsløret, at holdet er alt for afhængigt at kaptajnerne. Næste år udvides gruppen af ledere til tre med Mikel Landas ankomst, men den øvrige del af holdet bliver svækket med Castroviejos, Izagirres og Herrada-brødrenes afgang. I lyset af de seneste måneder må der være lidt bekymring at spore i Movistar-lejren, der ikke synes at have holdet til at bakke de stærke kaptajner maksimalt op.

Favoritterne

Det blev kaldt vanvid, da man i 1999 introducerede Angliru for første gang. Mange vil huske, hvordan David Millar protesterede over stigningens karakter ved at krydse stregen gående, og mange var af den oplevelse, at de stejle procenter ikke hørte til landevejscykling. Siden har trenden med at finde ekstremt stejle stigninger imidlertid bredt sig. Los Machucos var det seneste eksempel på, at Vueltaen hvert år finder en ny, spektakulær mur, og i Giroen har Monte Zoncolan nu gjort Angliru rangen stridig som det mest frygtede bjerg i grand tour-sammenhæng. I Giro del Trentino kørte man for et par år siden på den brutale Punto Velena-stigning, der er om muligt endnu værre, og derfor er Angliru ikke længere unik.

Alligevel er der noget helt specielt ved den stejle stigning. Det var den, der indledte trenden, og derfor er der et mytisk skær over de stejle skråninger. Måske skyldes det også, at man i Vuelta-ledelsen klogelig bruger den relativt sjældent. Det giver dens mytiske skær et ekstra lag, og det bliver derfor noget helt, helt særligt, når den endelig er på programmet.

I morgen sker det så igen og endda i samme rolle om i 2013, hvor den sidst var på programmet. Igen kaster man sig ud i den logistiske udfordring at benytte den som mål på næstsidste etape, og det betyder, at alt fortsat er åbent. Hvis man er i tvivl om, hvor svær en stigning der er tale om, skal man blot kaste et blik på de tidsforskelle, der er skabt de seneste gange. Angliru kan vitterligt vende op og ned på hele klassementet! I morgen betyder holdets styrke ikke meget. På det sidste bjerg handler det alene om, hvem der har benene.

Etapen er en af de korte, intense bjergetaper, der har givet anledning til så megen underholdning i de senere år, og arrangørernes håb er, at det vil skabe festfyrværkeri. Det har de bestemt gjort muligt ved at designe en helt vanvittig finale, hvor også de to første stigninger er nogen af de sværeste i hele løbet. Hvis man vil, kan man sagtens angribe langt udefra. Terrænet er perfekt til offensiv kørsel.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Kun en tåbe frygter imidlertid ikke Angliru, og alle ved, at det bjerg i sig selv er svært nok til, at det kan vende op og ned på det hele. Hvis Nibali vil vinde løbet, kan han tage tilstrækkeligt med tid alene her, og Contador kan sagtens nå podiet alene ved at angribe på Angliru. Derfor er det meget svært at forestille, at topfolkene vil forsøge sig fra distancen. De vil formentlig alle spare på kræfterne forud for finalen,

Det betyder imidlertid ikke, at det bliver en kedelig start, tværtimod. For hovedparten af holdene er eneste chance for etapesejr at ramme det rigtige udbrud, og derfor vil der helt sikkert blive kørt aggressivt fra start. Den hårde indledning betyder, at de gode klatrere med det samme kan gøre en forskel, og Sky vil formentlig hurtigt lade en meget stor gruppe komme fri. Her må man formode, at Bahrain, Trek og Astana alle sørger for at have solide klatrere, der kan hjælpe kaptajnerne senere på etapen, men det vil næppe bekymre Sky, der har en interesse i at lade en gruppe køre så hurtigt som muligt.

Specielt Orica bliver interessante at følge. De har intet at miste og vil formentlig forsøge at ramme udbruddet med alle deres fire klatrere, Yates, Yates, Chaves og Haig. Mere åbent er det, om Bardet og Majka tror, at de kan slå favoritterne, eller om også de vil forsøge sig fra distancen. Bardet vil formentlig køre aggressivt, men Majka viste i onsdags, at han tror på, at han kan vinde mod de bedste. Han vil måske køre mere afventende. Derudover må man forvente, at Atapuma udnytter den hårde start til at komme fri.

Når udbruddet er etableret, vil Sky med glæde lade dem kører hjem. Det vil Contador imidlertid ikke. Dette er karrierens sidste chance for at vinde et cykelløb, og derfor er der statsgaranti for, at Trek vil kontrollere på det flade. Det er sandsynligt, at Katusha vil give en hånd - de kan alligevel ikke hjælpe på stigningerne - og også Astana og Bahrain har en interesse i at holde etapesejren åben. De tager næppe de store chancer, og derfor bliver det meget svært for udbruddet på så kort en etape at få et stort forspring.

Sky vil næppe tage meget initiativ på stigningerne heller, men her forventer vi, at Trek, Astana og Bahrain vil forsøge at gøre løbet hårdt. Som sagt forventer vi ikke angreb fra de bedste i klassementet, og skal der ske noget, vil det formentlig være på de våde nedkørsler, hvor Bahrain måske vil forsøge at sætte specielt Zakarin under pres. Det kan give problemer for russeren, og vi kan sagtens se en del splittelse. Det vil vi helt sikkert også se på stigningerne, og derfor regner vi med, at et ganske lille felt vil skulle afgøre det hele på Angliru. Formentlig vil der stadig være et par gode klatrere i front, men de vil blive holdt i så kort snor, at det sandsynligvis vil være en favorit, der løber med sejren.

På Angliru vil de tre ovennævnte hold formentlig forsøge at gøre løbet hårdt i den indledende del, og derefter vil det være hver mand for sig på de sidste stejle 7 km. Her vil Contador formentlig forsøge tidligt, og det samme er sandsynligt for Nibali og Lopez. Froome vil derimod formentlig ikke tage risici og i stedet køre stigningen som en enkeltstart på helt klassisk Froome-maner. Angliru er nemlig kendetegnet ved, at det for alt i verden handler om ikke at gå i rød zone for tidligt, og den kunst mestrer Froome som ingen anden.

Det er præcis af den grund, at vi peger på Chris Froome som vores favorit. Ja, han havde en svær dag på Los Machucos, men han viste i går, at han er kommet sig. Selvfølgelig er han ikke længere såstærk som i løbets indledning, men hans præstation på enkeltstarten var et vidnesbyrd om, at benene stadig er der. Nu har han haft en par dage til at komme sig, og i morgen vil han endelig kunne køre sig helt ud i jagten på en etapesejr. I sidste weekend kørte han tydeligvis konservativt, men det vil han næppe gøre i morgen. Her er der ingen grund til at spare på kræfterne, og selvom han vil køre med en sikkerhedsmargin, vil han på de sidste par kilometer grave helt dybt.

Froome har to fordele: for det første skal han ikke tage risici, og han behøver ikke at gå i rød zone. Tværtimod kan han køre stigningen, som det passer ham, dvs. som en enkeltstart. Det er helt afgørende på Angliru, og den kunst mestrer han som ingen anden. For det andet er der regnvejret. Da man sidst kørte Angliru i våde betingelser, var det næsten umuligt at stå op. Det er nærmest en katastrofe for Contador og Lopez, der tilbringer meget tid i en stående position. Helt modsat forholder det sig for Froome, der har langt mere power i siddende position. Det taler til britens fordel. Samlet set tror vi, at han bliver svær at slå i disse betingelser, og vi tror derfor, at han tager sin tredje etapesejr.

Den værste rival er naturligvis Alberto Contador. Spanieren var på Los Machucos den i særklasse stærkeste, og den tendens er blot blevet bekræftet på de seneste etaper. Contador har næppe været bedre længe, og han synes ikke at være på vej til at tabe form. Spørgsmålet er, om han kan slå Froome. Han har det fint på stejle stigninger, men i de senere år har han været bedre på de eksplosive stigninger end på de lange. Det har også været tendensen i dette løb. Derudover har han ødslet lidt med kræfterne på de seneste etaper, og han får som sagt svært ved at stå op på de stejleste passager. Endelig har han desværre en tendens til at gå lidt for dybt lidt for tidligt, og den fejl er der ikke råd til på Angliru. Man kan frygte for Contador, at han tidligt slår et hul til Froome, men at han langsomt bliver kørt ind og passeret. Det er de forhold, der får os til at pege på Froome som favorit, men det er klart, at en ekstrem formstærk Contador har al mulig grund til at tro, at han kan tage en knusende solosejr på karrierens sidste bjergetape.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hvad skal man tro om Miguel Angel Lopez? For en uge siden var han løbets i særklasse stærkeste klatrer, men han har i de seneste dage vist visse svaghedstegn. Først blev han sat af Contador på Los Machucos, og siden led han i torsdagens eksplosive finale, der ellers burde passe ham. Noget kunne derfor tyde på, at formen er aftagende, hvilket er helt forståeligt for en mand, der reelt er at betegne som grand tour-debutant. Man kan imidlertid langt fra afskrive ham. Nedturen på Los Machucos skyldtes i høj grad et forkert gearvalg fra Astana, og han blev trods alt stadig nummer 3. Derudover er denne stigning nærmest skræddersyet til ham. Han har på Kitzbüheler Horn og Rettenbachferner vist, at lange, meget stejle stigninger passer ham, og han er generelt komfortabel på de høje procenter. Er han tilbage på sit højeste niveau, vinder han denne etape.

Vincenzo Nibali har stabilt været blandt de bedste på de lange stigninger, men han har endnu ikke fundet dagen, hvor han er den bedste. Det håber han på lørdag. Han viste lidt svaghed i går, men det skal man ikke lægge meget i. Han har altid haft problemer i de eksplosive finaler, men på de lange stigninger har han været der hver eneste gang. Regnvejret taler til hans fordel - ikke mindst fordi også han har en siddende klatrestil - og han har før vist, at han er god på lange stejle stigninger, bl.a. på Angliru i 2013. Også han er god til at pace sig selv. Den store risiko er, at han i forsøget på at vinde samlet graver for dybt for tidligt.

Som fremhævet flere gange har Ilnur Zakarin i den tredje uge ubetinget været en af de stærkeste, og han synes bare at blive bedre og bedre. Han kørte ganske godt på Los Machucos, som ikke passede ham specielt godt. Angliru burde derimod være en perfekt stigning for en rytter, der også har som speciale at pace sig selv og undgå at gå i rød zone. Samtidig drager også han fordel af, at han ikke behøver at stå meget op. Det bliver svært for ham at slå alle de ovennævnte, men han har reelt en chance - i hvert fald hvis han ikke bliver sat på en våd nedkørsel tidligt.

Hvordan vil Rafal Majka gribe etapen an? Vil han angribe tidligt, eller vil han vente på favoritkampen? Han har begge muligheder, og han viste på Los Machucos, at han faktisk kan udfordre de bedste. Alligevel er det svært at se, at han kan slå de trods alt bedre klatrere. Til gengæld er han klart den mest formstærke klatrer blandt de ryttere, der har tabt tid i klassementet, og derfor er han det bedste bud på en rytter, der kan gøre det færdigt i et udbrud. Hans problem er regnvejret og specielt de våde nedkørsler. Efter styrtet i Touren er han blevet bange, som vi så det i onsdags, hvor han blev sat fra feltet på den tågede nedkørsel.

Romain Bardet brændte mange kræfter af i dagens udbrud, men han har motoren til at prøve igen. Han er altid stærk i den tredje uge, og det er bestemt også tilfældet denne gang. Han havde foretrukket en længere etape, men til gengæld er regnvejret til hans fordel. Rammer han det rigtige udbrud, vil han kunne drage fordel af specielt nedkørslerne til måske at holde sig fri, og han klatrer så godt, at han har en mulighed for at gøre det færdigt.

Det har været et frustrerende løb for Darwin Atapuma, men colombianeren viste så sent som i Touren, hvor han var tæt på at vinde på Izoard, at formen i den tredje uge kan komme ud af det rene ingenting. Denne etape med mange stejle stigninger passer ham i hvert fald, og der er ingen tvivl om, at han vil forsøge sig. Den hårde indledning giver ham gode muligheder for at ramme udbruddet. Han synes ikke helt at have formen til at gøre det færdigt, men man skal aldrig sige aldrig.

Orica-Scott skal som sagt angribe med alt, hvad de har. Hvor Chaves ikke har formen til at gøre det færdigt, forholder det sig modsat for Adam Yates og Jack Haig. Yates er ganske ustabil, men viste i Sierra Nevada, at formen ikke er helt væk. Angliru er lidt for lang for ham, men de stejle procenter og den korte etape passer ham. Samtidig betyder den hårde start, at han har gode muligheder for at ramme udbruddet. Haig er ikke helt så stærk som tidligere i løbet, men angrebet på Los Machucos viste, at han fortsat har lidt at skyde med.

Michael Woods bliver ved med at imponere, og han vist på 18. etape, at han fortsat er frisk i den tredje uge. Han er som bekendt bedst på korte, eksplosive stigninger, men skulle man pege på et længere bjerg, der passer ham, er Angliru et godt bud. For ham kan det nemlig ikke blive for stejlt, og da han samtidig er en af de mest friske ryttere, vil han kunne gøre det ganske godt. Det bliver svært at vinde, men han kan sagtens være længere fremme end tidligere.

Endelig vil vi pege på Steven Kruijswijk. Den hollandske dieselmotor er endelig blevet varm, og selvom han stadig er langt fra sit bedste niveau, er der betydelig fremgang at spore. I de seneste dage har han både været offensiv og tæt på de bedste i finaler, der ikke passer ham. Denne etape med mange lange stigninger, passer ham langt bedre. Han slår ikke de bedste i en direkte duel, men er han lidt modig med et angreb på Cordal, kan han blive svær at hente. Også Louis Meintjes, der også er en dieselmotor, viste på Sierra Nevada, at hans motor som altid er god i den tredje uge og på lange stigninger. Han kunne være en allieret for Kruijswijk i et tidligt angreb.

Andre gode udbrudskandidater er Enric Mas, Nicolas Roche, Simon Yates, Daniel Moreno, Richard Carapaz, Rui Costa, Pello Bilbao, Tomasz Marczynski, Bart De Clercq, Stefan Denifl, Jaime Roson, Joe Domrbowski og Daniel Navarro, men blandt dem er det formentlig kun Bilbao, Moreno, Dombrowski (hvis formen kommer ud af det blå igen som på kongeetapen i Schweiz) og Denifl, der har en lille chance for at gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Alberto Contador, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Rafal Majka, Romain Bardet

Jokers: Darwin Atapuma, Michael Woods, Steven Kruijswijk, Louis Meintjes, Stefan Denifl, Joe Dombrowski, Daniel Moreno