Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Optakt: 20. etape af Vuelta a Espana

14. september 2018 19:48Foto: Sirotti

Simon Yates tog Movistar på sengen og sendte de selvtillidsfulde spaniere til tælling med et lammende uppercut, så det nu formentlig kun er et sammenbrud, der kan forhindre ham i at tage karrierens første grand tour-sejr. Intet er imidlertid sikkert endnu, for arrangørerne har gemt det bedste til sidst, når det lørdag går løs med løbets kongeetape, en kort, intens dag i Andorra, hvor der venter et hav af bjerge, der vil danne rammen om et sidste stort slag i den stadig mere omskiftelige Vuelta.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

I de senere år har beslutningen om at afvikle Madrid-etapen som en aftenetape gjort det muligt for arrangørerne at have store bjergfinaler på næstsidste etape, også på stigninger, der ikke ligger i de ellers kendte bjerge umiddelbart nord for hovedstaden. I 2013 tog man det første store skridt i den retning, da man lod næstsidste etape slutte på frygtede Angliru, Spaniens måske mest kendte og sværeste stigning, og efter finaler på Ancares i 2014, i Madrid-bjergene i 2015, på mægtige Aitana i 2016 og sidste år igen på Angliru, bliver det i år mindst lige så spektakulært. Bare 24 timer inden den store afslutning i hovedstaden kastes feltet nemlig ud på løbets kongeetape, når der venter hele seks bjerge og 3500 højdemeter på bare knap 100 km på en af de korte bjergetaper, der har opnået så stor udbredelse på det seneste. På en rute, hvor det går op og ned hele dagen, er der plads til at angribe fra distancen, og derfor kan alt vendes op og ned til allersidst, inden vi endegyldigt kan krone vinderen af årets Vuelta.

 

Med en distance på bare 97,3 km tager næstsidste etape de ellers korte Vuelta-etaper til et helt nyt niveau, og ruten mellem Escaldes-Engordany og berømte Colle de la Gallina holder sig helt inden for Andorras grænser, når man snor sig rundt i de mange bjerge i miniputnationen. Starten går i udkanten af hovedstaden, Andorra la Vella, hvorfra man kører et kort stykke mod sydvest ind til bycentrum. Her kører man mod syd og siden øst direkte ind på kategori 2-stigningen Coll de la Comella (4,3 km, 8,7%), hvis top rundes allerede efter 5,6 km i en knaldhård start. Derefter går det via en kort nedkørsel mod nordøst, inden man drejer mod vest ind på kategori 1-stigningen Coll de Beixalis (7,1 km, 8%, max. 13%), der er en modbydelig sag med en stejl indledning, inden den flader ud mod toppen, der rundes efter 19,7 km. Herefter går det mod vest via en teknisk nedkørsel ned til dalen, hvor man kører mod nordvest frem til den indlagte spurt, der kommer efter 30,5 km.

 

Efter spurten kører man mod nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Coll de Ordino (9,8 km, 7,1%, max. 8,5%), der bestiges fra vest, er meget regulær og har top efter 42,3 km. Derefter venter endnu en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og siden syd og sydvest. Herefter drejer man igen mod vest for igen at bestige kategori 1-stigningen Coll de Beixalis (7,1 km, 8%, max. 13%). Denne gang rundes toppen efter 64,5 km, hvorefter den tekniske nedkørsel igen fører mod vest ned i dalen.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Denne gang kører man nu mod sydøst for derefter at dreje mod sydvest for igen at bestige Coll de la Comella. Denne gang sker det fra den modsatte side, hvor den er i kategori 3 og stiger med 6,3% over 3,6 km. Toppen rundes med 16,1 km til mål, hvorefter det går via en teknisk nedkørsel mod sydvest og nord tilbage til Andorra la Vella. Her drejer man med det samme mod sydvest direkte ind på finalebjerget, der er uden for kategori og officielt stiger med 8,7% over 3,5 km med et maksimum på 11%. I alt stiger de sidste 7,5 km imidlertid med 8,1% i gennemsnit. Starten er let, men på de sidste 10 4 km ligger stigningsprocenten stabilt på 9-10%. De sidste 8 km er spektakulære med et hav af hårnålesving, hvoraf de sidste 5 kommer på den sidste kilometer, der stiger med 9% i snit. Det sidste kommer bare 50 m fra stregen.

 

Coll de la Gallina blev senest besøgt i 2013, hvor Daniele Ratto tog en højst overraskende udbrudssejr på en iskold dag i Pyrenæerne. Året forinden slog Alejandro Valverde sine rivaler Joaquim Rodriguez og Alberto Contador i en spurt mellem de tre spaniere, der det år udkæmpede en mindeværdig kamp.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

 

 

 

Vejret

Der venter en ustabil dag i Pyrenæerne. Det vil hovedsageligt være skyet med kun enkelte kig til solen, og gennem hele etapen vil der være en risiko på 40-50% for tordenbyger. Temperaturen i Andorra La Vella vil være 20 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra sydvest. Det giver sidemodvind på Beialis og medvind på Ordino op den lille rundstrækning. Derefter vil der være modvind og sidemodvind på de to sidste stigninger og det korte stykke imellem dem.

 

Analyse af 19. etape

Han ligger der formentlig endnu, den gamle ræv. Måske er han langsomt ved at få pusten og forsøge at gøre skaderne op, men foran er Vueltaens dommer ved at tælle den groggy spanier ud. Det, der skulle have været en mavepuster lige i Simon Yates’ mellemgulv, endte i stedet med, at Alejandro Valverde roder rundt i kanvassen efter et lammende uppercut, der kunne være endt som den totale knockout, men i første omgang ”blot” har efterladt den spanske veteran slemt forslået og med en Vuelta-drøm i ruiner.

 

Hvordan i alverden kunne det gå så galt? Valverde havde knap kunnet skjule sin selvtillid i dagene efter den fornemme opvisning på Balcon de Bizkaia, hvor de efterfølgende interviews tydeligt afslørede, at han nu reelt troede på, at han faktisk kunne tage sin anden Vuelta-sejr. Derfor var hang hans sejrssult også tungt ud over hele Andorra, da dagens første af de to afgørende bjergetaper startede, for sjældent har man da set Movistar holde en etape i et så lammende bjerggreb. Ryttere med blot den mindste klatreevne fik ikke blot den mindste flig af snor, og først da to helt ufarlige ryttere slap fri midtvejs på etapen, lettede spanierne let på gashåndtaget. Ingen skulle være i tvivl: i sag skulle Valverde give Yates det første af to helt afgørende mavepustere.

 

Alt var da også lagt til rette. Daniele Bennati og Imanol Erviti stod for med et vanvittigt tempo at kvæle enhver initiativlyst og skabe samling akkurat i bunden af Coll de la Rabassa. Derefter tog Winner Anacona over og skabte den første seriøse udskilning, inden Nairo Quintana iværksatte næste trin i den storslåede plan, der skulle sende Yates til tælling. Colombianeren gik i offensiven sammen med Steven Kruijswijk og i første omgang også George Bennett, og det tvang Yates til at jagte hårdt med Jack Haig. Strategien var elt at aflæse: Quintana skulle slide Mitchelton ned, så Valverde til sidst kunne levere en isoleret Yates nådesstødet.

 

Alt så da også helt perfekt ud, hvis det da ikke var, fordi de havde gjort regning helt uden vært. Mindst som de ventede tog Yates nemlig et felt på sengen ved egenhændigt at køre op til Kruijswijk og Quintana, der i mellemtiden havde fået selskab af Thibaut Pinot, men selv det var ikke i sig selv alarmerende. Valverde havde fortsat Richard Carapaz hos sig, og Yates løb en stor risiko ved at sætte sig frem i en gruppe, hvor han kun fik sporadisk hjælp fra Pinot.

 

Situationen kunne med andre ord fortsat reddes. Sådan så det i hvert fald ud, indtil det langsomt stod klart, at det måske ikke bare var uopmærksomhed, der havde sendt Valverde i defensiven. Med overraskende defensiv kørsel kunne spanieren ikke længere skjule, at han havde efterladt de diamanter, der havde bragt ham tilbage i sejrskampen i onsdags, i Baskerlandet, og at han slet ikke havde samme saft og kraft som for to dage siden. Tværtimod måtte han lade først Wilco Kelderman og siden Tony Gallopin sejle væk, og havde det ikke været for en imponerende Quintana, der lod sig falde tilbage for at redde situationen, kunne det være endt i den helt store katastrofe. Da colombianeren havde ført færdig, blev Valverdes problemer nemlig stillet til fuld skue i kampen med Enric Mas og Miguel Angel Lopez, som han lidende måtte se glide væk i horisonten.

 

Resultatet blev, at dagens etape, der på forhånd lignede en af de letteste bjergetaper i løbet, endte som den klart vigtigste hidtil. Mens de på papiret skræmmende mure La Camperona, Les Praeres og Balcon de Bizkaia samt frygtede Lagos de Covadonga, stort set ingen rolle havde spillet, blev det den lette Coll de la Rabassa, der vendte det hele på hovedet. Præcis som i Giroen, hvor den lette Prato Nevoso åbnede ballet på ny, var det moderate stigningsprocenter, der på et tidspunkt, hvor alle er trætte, endte med at blive langt mere afgørende end sværere stigninger tidligere i løbet.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Helt uventet er det imidlertid ikke. Som allerede påpeget i tidligere analyser og optakter, er der nemlig to ting, der altid har kendetegnet Valverde. Mens han er ufatteligt giftig på stejle stigninger, har han alle dage været sårbar på lange stigninger og i højderne. Derfor var der mange, der på forhånd spekulerede i, om de 2000 m på toppen af Rabassa kunne knække den ellers så stærke spanier, men forventningen hos mange var nok alligevel, at de ret lette procenter ville kunne skjule en eventuel krise.

 

Sådan gik det bare ikke. Om det var højderne eller længden, der knækkede Valverde, skal vi lade være usagt, men sagen er i hvert fald, at der udkrystalliserer sig et klart mønster i hans præstationer. Mens han har været flyvende på de eksplosive stigninger, har han været i krise på løbets tre lange og højeste målstigninger, La Covatilla, Lagos de Covadonga og Coll de la Rabassa. Det er så klar en tendens, at det ikke længere kan negligeres, og med tanke på, at der i morgen venter en dag med mange halvlange bjerge i tæt på 2000 m højde, kunne det tyde på, at Valverde måske skal være glad, hvis blot han ender på podiet.

 

I virkeligheden giver det også meget god mening. Valverde har alle dage været en puncheur, der har lært at forsvare sig i de høje bjerge. Derfor er det kun alt for logisk, at det i karrierens efterår også er i hans knap så naturlige terræn, at svaghederne melder sig. I hvert fald har vi nu i både Touren og Vueltaen set, at Valverde ikke længere har fordums klasse i de høje bjerge.

 

Set i det lys var det måske også dumt at satse så stort på Valverde i dag, for Quintana rejste sig fornemt efter onsdagens nedtur. Det er imidlertid altid let at være bagklog, og colombianeren var så langt efter, at en samlet sejr kun kunne lade sig gøre, hvis Yates reelt faldt sammen, og han samtidig selv leverede et bemærkelsesværdigt comeback. Når Valverde samtidig havde vist sig fremragende kørende, var det kun logisk at spille på én hest, også selvom det store hjemmebanehold nu står som de store tabere. For cykelfans er det imidlertid ganske opløftende, for det står nu skrevet med flammeskrift ud over hele etapen i morgen, at en Quintana, der ikke længere har noget at miste, skal på det helt store togt på en rute, der egner sig til tidlige angreb.

 

Mens den storslåede Valverde-offensiv altså ramte spanierne lige i nakken, endte Yates som en lidt uventet vinder. De fleste havde formentlig regnet med, at briten ville holde sig til sin hidtil så defensive taktik og koncentrere sig om at spare kræfter til morgendagens langt sværere etape. Om han selv fornemmede Valverdes svaghed skal vi lade være usagt, men sagen er i hvert fald, at han udviste et usædvanligt stort mandsmod ved at vende forsvar til angreb. Den sidste stigning var nemlig af en karakter, hvor det kunne have ramt ham temmelig hårdt, at han længe havde ligget foran, hvis det faktisk var lykkedes Movistar at neutralisere offensiven. Det var samme form for mod, han udviste i Italien i maj, og som gør ham til en yderst fortjent vinder, hvis han faktisk lykkes med at forsvare trøjen i morgen.

 

Det har han særdeles gode chancer for at gøre. Foreløbig har der nemlig ikke været antydningen af det ellers så frygtede sammenbrud, og samtidig har han bragt sig i en position, hvor han fortsat burde være relativt frisk. Det er nemlig kun i dag og på enkeltstarten, at han for alvor har åbnet for sluserne over længere tid, og han har derfor ikke været i nærheden af at omgås sine energireserver med samme skødesløshed som i Giroen.

 

Reelt er det da også kun et sammenbrud som i Giroen, der nu kan true en samlet Yates-sejr. Han er omgivet af et brølstærkt hold med Haig og først og fremmest Adam Yates, der i dag så ud til at være på cruise control, indtil han sad op for at spare sig til i morgen. I dag var Simon endda åbenlyst stærkeste mand, og da han reelt kun skal koncentrere sig om ganske få ryttere i morgen, bør Mitchelton kunne føre ham til sejr.

 

Rivalerne kan kun klynge sig til håbet om endnu et kollaps. Det kan trods alt ikke udelukkes, for ingen kan være i tvivl om, at Yates tømte posen helt i dag, og der kan derfor være en regning at betale i morgen. Heldigvis for briten skal den være ganske stor, for at han ikke kan betale den. Med andre ord er det Yates selv og ikke hans konkurrenter, der bestemmer, om han skal vinde sin første grand tour.

 

Dagens anden store vinder var naturligvis Thibaut Pinot, der rejste sig fra asken efter det spektakulære kollaps i onsdags. Med imponerende kørsel lukkede han let hullet op til Quintana og Kruijswijk, og modsat hollænderen havde han endda kræfter til at hjælpe den brølstærke brite. Til sidst koncentrerede han sig om etapesejren og lod Yates stå for arbejdet, og derfra stod det klart, at franskmanden naturligvis ville overspurten briten, der havde andet og vigtigere at tænke på end at gå efter endnu en etapesejr.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

For Pinot er sejren imidlertid livgivende, og han havde næppe drømt om, at han ville kunne forlade Vueltaen med hele to etapesejre, herunder den allermest prestigiøse, på sit cv. Til gengæld har de seneste dage også igen understreget hans kedelige tendens til at have dårlige dage i grand tours, for dagens præstation understreger med al tydelighed, at han lige nu sammen med Yates formentlig er stærkeste mand i løbet. Det er derfor højst bemærkelsesværdigt, at han i onsdags oplevede en så eklatant nedtur, og da det desværre ikke er første gang, noget sådant er sket, er det lige nu den manglende stabilitet, der står mellem Pinot og en grand tour-sejr. Klatreniveauet har han i hvert fald.

 

Sammen med Yates er det måske Steven Kruijswijk, der fortjener allermest applaus. Selvom længden på den sidste stigning passede den hollandske dieselmotor, kan det samme bestemt ikke siges om procenterne, der var alt for lette til, at man kunne have de helt store forhåbninger til hollænderen. Derfor var det enormt forfriskende at se, at Kruijswijk havde intentioner om at få det maksimale ud af de stejle nedre del, hvor han gik i offensiven sammen med Bennett. I sidste ende blev det igen tydeligt, at han fortsat er et niveau under Yates og Pinot, men det mod, han også udviste med sit store ridt på Alpe d’Huez-etapen i Touren, belønnedes med en foreløbig podieplads, som han burde have gode chance for at forsvare på morgendagens etape, hvis mange stigninger passer ham endnu bedre.

 

Hans gode chancer skyldes også, at Miguel Angel Lopez og Enric Mas i dag var i uventede vanskeligheder. For Lopez kommer det imidlertid ikke helt ud af det blå efter en heller ikke alt for overbevisende præstation på 17. etape. Noget kunne tyde på, at den lille colombianer, der ellers er kendt for sin store motor, måske er ved at løbe tør for kræfter, som det også skete i den tredje uge sidste år. Med tanke på, at det er første gang, han kaster sig ud i to grand tours i samme sæson, er det dog intet at skamme sig over, også selvom han lige nu kan få svært ved at ende på podiet og endda sejre i ungdomskonkurrence, som han ellers var tårnhøj favorit til at vinde.

 

For at tage det røde nummer skal han nemlig have skovlen under Mas, og det kan blive svært. Den konstant stigende formkurve knækkede imidlertid for første gang i dag og viste os trods alt, at der er grænser for, hvor stor en motor den talentfulde spanier har. Måske er der også et lille mønster i, at han har været bedst på de tre stejle mure og knap så stærk på de længere stigninger. Det skal i hvert fald blive interessant at observere i fremtiden.

 

Netop forskellen på lange og korte stigninger blev også tydelig i dag, hvor vi så resultater, der ligger fint i forlængelse af det, vi allerede vidste. Således var det bemærkelsesværdigt, at Wilco Kelderman, der aldrig har været fan af de helt stejle procenter, var langt bedre i dag, som han også var det på La Covatilla, der havde en lignende finale. Til gengæld var det formentlig længden, der endelig fik skovlen under den hidtil så stabile Ion Izagirre, der altid har haft det svært i de helt høje bjerge.

 

Undtagelserne var Tony Gallopin og Emanuel Buchmann. Længden burde i den grad have passet til den tyske dieselmotor, der imidlertid var den første toprytter til at slippe. Desværre følger det et klart mønster, hvor det har været tydeligt, at trætheden har ramt tyskeren hårde end de øvrige. Det følger et mønster fra de seneste to udgaver af Touren, og på nuværende tidspunkt kan det se ud til, at han stadig mangler den fornødne holdbarhed til at gøre sig gældende over tre uger.

 

Overraskelse var derimod Gallopin. Logikken sagde ellers, at denne etape kunne blive for svær for den eksplosive franskmand, der slet ikke er naturlig klatrer eller klassementsrytter. Alligevel var han en af dagens allerstærkeste, og havde han ikke som Kelderman gamblet stort med en offensiv fra distancen, kunne han måske have kørt med Lopez, Mas og Uran til sidst. Vi er mange, der har ventet på Gallopins sammenbrud, men lige nu ser han bare ud til at blive stærkere. Chapeau!

 

Nu mangler han blot at klare én bjergetape, hvis han også skal sikre sig den top 10-placering, næppe mange havde set komme. Det vil dog ikke være ham, interessen samler sig om, når det i morgen går løs på den korte, intense kongeetape.

 

Her vil al opmærksomhed være rettet mod Yates, der efter dagens lammende uppercut har sendt især Valverde og Movistar til tælling. I maj kostede disse dybe stød imidlertid så mange kræfter, at det i stedet med, at Yates selv blev knockoutet, og selvom intet peger i samme retning denne gang, har rivalerne da i det mindste lov at håbe på en gentagelse. Så længe der er liv, er der håb, også for en groggy Valverde. Lige nu kan det bare være lidt svært at få øje på.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Favoritterne

Der var lagt op til, at Movistar efter at have taget det første lille skridt mod en samlet sejr i dag, skulle give Yates dødsstødet på lørdagens korte, eksplosive kongeetape. Formentlig skulle Nairo Quintana som i dag have angrebet tidligt i et forsøg på at isolere Simon Yates og derved skabe rum til, at Alejandro Valverde selv kunne gøre arbejdet færdigt på den sidste stigning, der bringer ham blandede minder efter sejren i 202 og nedturen i kulden i 2014. Dagens resultat betyder imidlertid, at situationen er helt forandret, og Movistar må tilbage til tegnebrættet for at finde ud af, hvordan de nu skal gribe løbet an.

 

For cykelfans er det imidlertid ikke helt skidt, for selvom Yates som skrevet i analysen reelt kun kan miste sejren i kraft af en Giro-agtigt sammenbrud, er vi også i en situation, hvor der er mange, der ikke har så meget at miste. Selvom kampen om den samlede sejr slet ikke er så spændende som for 24 timer siden, er der derfor alligevel lagt op til et brag en etape.

 

Det kan nemlig ikke undgå at blive et festfyrværkeri. Der er et hav af bjergryttere, der drømmer om at vinde etapen via en tidlig offensiv, men det gælder ikke kun for folk, der har mistet tid i klassementet. Naturligvis skal etapejægere som Rafal Majka, Ilnur Zakarin, Dylan Teuns, David De La Cruz OG Michal Kwiatkowski derudad allerede fra den første stigning, men det samme skal Wilco Kelderman. Hollænderen rejste sig flot i dag, men kan ikke sikre sig en top 10 med defensiv kørsel. Allerede i onsdags var det kun en defekt, der forhindrede ham i at gå i udbrud, og derfor ligger det i kortene, at han igen i morgen skal forsøge fra distancen.

 

Det er dog Nairo Quintana, mest interesse vil samle sig om. Mens Alejandro Valverde formentlig vil køre defensivt og koncentrere sig om andenpladsen med det spinkle håb, at Yates måske knækker, har den lille colombianer absolut intet at miste. For ham betyder en sjetteplads intet, og det virker derfor logisk, at han skal på det helt store togt, som han var det, da han vandt kongeetaperne i Schweiz og Touren tidligere i år. Om han allerede angriber på første stigning, er ikke helt klar, men det vil være en meget stor overraskelse, hvis han ikke tidligt skal forsøge at sætte Mitchelton under pres.

 

Der er derfor lagt op til et festfyrværkeri fra start. På de to første stigninger vil alle de nævnte eliteklatrere samt et hav af andre ryttere skulle i offensiven - ligesom Thomas De Gendt, der vil gøre alt for på de første stigninger reelt at sikre sig bjergtrøjen - og der er derfor lagt op til en angrebsfest, hvor Mitchelton med det samme kommer under pres. Formentlig vil de lade en ret stor gruppe køre - i hvert fald hvis Quintana ikke er med - og vi regner derfor med, at der tidligt vil blive etableret et stort og stærkt udbrud.

 

Det spændende er, om Movistar sender Quintana afsted allerede med det samme, eller om de følger deres klassiske taktik, hvor de i stedet sender folk i forkøbet, inden Quintana selv skal i aktion, formentlig på en af de to kategori 1-stigninger midtvejs. Det er nærliggende at tro, at Richard Carapaz enten sendes i forkøbet eller kører med Quintana med det samme. Under alle omstændigheder burde det være givet, at Quintana skal angribe før eller siden.

 

Det vil også gøre det svært for et udbrud at holde hjem. Mitchelton kan lade de fleste køre, men de tør ikke give Quintana lang snor. Derfor skal Jack Haig og Adam Yates tidligt i aktion for at sikre, at etapen ikke kommer ud af kontrol, og det vil gøre det til en knaldhård og meget selektiv etape. Heldigvis for Yates er de begge - især Adam, der i dag tydeligvis sparede sig til sidst - så stærke, at de nok burde kunne holde selv et meget stærkt udbrud i ret kort snor. Vi venter os derfor et hårdt, opslidende forfølgelsesløb, der vil minde meget om det, vi også så på sidste bjergetape i Touren, hvor det var Mikel Landa, der tvang Sky til at køre stærkt hele dagen.

 

For os at se er der tre mulige scenarier. Enten lykkes det akkurat for de bedste fra udbruddet at holde klassementsrytterne bag sig, selvom de næppe vil kunne vinde nok tid til at bringe Mitchelton ud af fatning. Alternativt holder Mitchelton det hele i så kort snor, at det ender i et favoritopgør på den sidste stigning efter en knaldhård dag. Og endelig kan løvet eksplodere totalt, hvis Yates faktisk løber ind i en krise - et scenarium, vi dog betragter som mindre sandsynligt.

 

Mest af alt tror vi på en favoritafgørelse. Adam Yates er nemlig så velkørende, at vi tror, at han kan holde et ellers meget stærkt udbrud tilstrækkeligt under kontrol til, at favoritterne kan gøre arbejdet færdigt. Det er klart, at Mitchelton ideelt set vil lade et udbrud stjæle bonussekunderne, men da det virker stærkt usandsynligt, at Quintana ikke skal i offensiven, og at Astana ikke skal gå efter en etapesejr med Lopez, ligner det en dag for favoritterne.

 

Læs også
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

 

Det får os til at pege på Simon Yates som vores favorit. I dag viste han sig klart som løbets stærkeste mand. Selvom procenterne var lette, og han havde modvind, kørte han så stærkt til sidst, at end ikke Steven Kruijswijk kunne holde hjul. Hans angreb og efterfølgende opkørsel til de forreste virkede legende let, og noget kunne tyde på, at han har haft et kraftoverskud, som han først for alvor åbnede op for i dag. Det har som bekendt også hele tiden været planen, at han denne gang skulle gemme energien til sidst, og det ser i den grad ud til at være lykkedes.

 

Yates er normalt ikke specielt god på hårde bjergetaper med mange stigninger, og sammen med risikoen for, at han i dag gravede for dybt og derfor har en regning at betale, er etapens hårdhed også den største trussel mod briten. I år har han imidlertid vist betydelig større styrke på denne type etaper, og det taler til hans fordel, at stigningerne trods alt er relativt korte, og at distancen er begrænset. Samtidig har en brølstærk Adam, der vil kunne sikre, at han først for alvor skal åbne op til allersidst. Naturligvis handler det i første omgang om at sikre sig den samlede sejr, men der er ingen tvivl om, at Yates drømmer om at konfirmere sin styrke ved også at vinde i Andorra. Indtil i dag har han kørt med håndbremsen trukket, men det er der i morgen ikke længere grund til. Derfor tror vi, at Yates til slut åbner op for posen igen og sikrer sig sin anden etapesejr i løbet.

 

Hans værste rival på igen være Thibaut Pinot. Franskmanden havde en dårlig dag onsdag, men på de to lange målstigninger har han sammen med Yates været bedste mand. I dag var det i hvert fald tydeligvis de to, der var de bedste, og morgendagens etape passer Pinot endnu bedre. Han er bedst på dage med mange og gerne også lange stigninger, og faktisk er det vel kun distancen, han kan klage over. Denne gang får han imidlertid ingen gaver af Yates, for befinder de sig i samme situation som i dag, vil Yates kunne have langt større fokus på etapesejren. Derfor skal han reelt vise sig som den stærkeste, men det er bestemt heller ikke umuligt. I dag gravede Yates nemlig ret dybt, mens Pinot overlod det meste af arbejdet til briten. Etapens hårdhed taler til Pinots fordel, og han har stadig den fordel, at hans tidstab betyder, at han kan angribe relativt tidligt. Historien har som sagt vist os, at Pinot kan være ret svingende i grand tours, men undgår han endnu en dårlig dag, kan han sagtens ende med et hattrick.

 

Som sagt venter vi en stor offensiv fra Nairo Quintana, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han gøre arbejdet færdigt. I dag så han i hvert fald betydeligt bedre ud end i onsdags, og han burde være i sit es på en svær dag med mange bjerge i højderne. Selvom Mitchelton er nødt til at holde ham i rimelig snor, kan de godt tillade sig at give ham et par minutter. Sker det, vil han havne i samme situation, som han var, da han fuldendte en lignende stor offensiv i Touren i juli måned. Det kan blive et problem for ham, at Astana og Lopez ikke har den store interesse i at lade ham køre, men har Quintana igen fundet de ben, han havde tidligere i løbet, skal Lopez selv i aktion for at forhindre Quintana i at køre væk. Movistar-kaptajnen har to gange i år vist sin evne til at færdiggøre disse store offensiver, og det kan han sagtens ende med at gøre igen i morgen.

 

Den hollandske dieselmotor er efterhånden ved at være varm. Efter en lille nedtur i onsdags viste Steven Kruijswijk, at han stadig har den superform, der gav ham det fremragende resultat på enkeltstarten. Det var nu ikke helt uventet, for Kruijswijk er både stabil og langt mere komfortabel på lange stigninger end de stejle, hidsige mure, vi har set hidtil. Dagens målstigning var lidt for let til passe ham ideelt, men morgendagens sværere bjerge, der endda kommer i rigt antal på en opslidende dag, passer ham endnu bedre. Det er klart, at han havde ønsket sig 250 i stedet for 97 km, men etapen er stadig så svær, at den burde passe ham godt. I dag var han et niveau under Yates og Pinot, men modsat de to er han kendt for at være uhyre stabil. Har de begge en regning at betale, står Kruijswijk klar til at slå til.

 

Som sagt har det været lidt uventet at se den ellers så stabile Miguel Angel Lopez falde en anelse sammen de seneste dage. Derfor virker er han heller ikke den åbenlyse favorit, han normalt ville være på en hård bjergetape, der ellers ligger til hans højreben. Han er imidlertid endnu ikke faldet helt sammen, og han viste i Giroen, at han kan være en anelse svingende i den tredje uge. Dagens målstigning med lette procenter passede ham ikke ideelt, og han burde være mere komfortabel på morgendagens mange og sværere stigninger. Hverken Yates eller Pinot er helt stabile, og er de ikke helt så stærke som i dag, står Lopez med gode chancer for at slå til, ikke mindst fordi han også er ganske god i en stigende spurt.

 

Som sagt knækkede den stigende formkurve for Enric Mas for første gang i dag. Om det er et tegn på et generelt niveaufald, eller om der bare var tale om en dårlig dag, skal vi lade være usagt, men det finder vi ud af i morgen. Lykkes det at finde samme ben som i onsdags, er han en af de allerstærkeste. Der kan som sagt være en lille tendens til, at han har det svært på længere stigninger, og derfor kan morgendagens etape vise sig at være lidt for hård kost. Mas er derfor lidt af en joker, der både kan ende som vinder og taber. Har han samme ben som tidligere i løbet, er han dog god nok til at vinde, især hvis Yates og Pinot har en regning at betale.

 

Som sagt rejste Wilco Kelderman sig i dag, hvor vi endelig ramte nogle knap så stejle stigninger, der passede ham bedre. Også morgendagens etape med mere moderate stigninger er langt mere ham, og faktisk er det en etape, der burde passe ham ganske udmærket. Han er som sagt så langt fra en top 10, at han ikke bare kan vente til allersidst, og derfor ligger det i kortene, at han skal i offensiven tidligt. Han forsøgte i onsdags, hvor det blev ødelagt af en defekt, og han vil helt sikkert prøve igen i morgen. Lige nu kunne han meget vel vise sig som stærkeste mand i et udbrud.

 

Alejandro Valverde, der er kendt for sit høje bundniveau, har lidt atypisk været en af løbets mest svingende. Derfor er det også svært at vide, hvad vi skal forvente i morgen, men umiddelbart kan det blive svært for ham. Som nævnt har tendensen været, at højder og lange stigninger har været hans klare svaghed, og selvom bjergene i morgen ikke er voldsomt lange, er det samlet set så hård en etape, at den ikke umiddelbart ligger til Valverdes højreben. Løbet har imidlertid vist os, at Valverde rejser sig, når vi mindst venter det, og specielt med den gode spurt kan det derfor ikke udelukkes, at han ender med at vinde etapen

 

Læs også
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

 

Michael Woods tog den med ro i dag, men han burde gå efter en etapesejr i morgen. Han viste nemlig storform i onsdags, og selvom hans efterfølgende kommentarer antydede en vis mæthed, vil det være en skam ikke at bruge den gode form. Stigningerne er alle relativt kort, hvilket burde passe ham fint, og den sidste stigning er, hvad både længde og stejlhed god for canadieren, der er en god afslutter.

 

David De La Cruz tog den tydeligvis med ro i dag, så han kan være klar til et stort attentat på morgendagens etape. Han har været en anelse svingende, men det skyldes mere hans mindre gode nedkørsler. Særligt i onsdags var han voldsomt stærk, og han burde være langt mere komfortabel på en stor bjergetape med mange og knap så stejle stigninger. De La Cruz ligner i hvert fald en af feltets mest formstærke klatrere, og han har ofte vist, at han har en fantastisk næse for at gøre arbejdet færdigt fra et udbrud.

 

Det har udbryderkongen Rafal Majka som bekendt også, men polakken har i sine tidligere forsøg akkurat manglet det sidste. At han er en af de bedste i løbet, er imidlertid hævet over enhver tvivl, for så sent som i dag sad han med de allerbedste endda længere end kaptajnen Emanuel Buchmann. Der er ingen tvivl om, at han har et storslået togt i tankerne, og af alle etaper er dette måske den, der passer en ren klatrer som ham, allerbedst. Formen er måske ikke 100%, men Majka er altid livsfarlig på en etape.

 

Mens etapen passer perfekt til Majka, kan den blive for svær for Dylan Teuns. Til gengæld har han i den grad formen med sig efter hele fem top 5-placeringer fra udbrud. Mest imponerende er det, at han slog så mange topklatrere på den svære stigning i onsdags, og det viser, at han med sin nuværende form også er konkurrencedygtig på deciderede bjerge. Det ændrer dog ikke på, at morgendagens etape samlet set kan vise sig at være for svær for en mand, der er bedst på korte, stejle mure. Det er formen, der skal hjælpe ham, men den har han også i den grad. På det seneste er det i rækkefølge blevet til en 5., 4., 3. og 2. plads. Nu drømmer han om at gøre serien færdig.

 

Ligesom Majka kan Ilnur Zakarin også se frem til den etape, der passer ham allerbedst. Hidtil er han kommet til kort i sine udbrud, men de meget stejle mure har heller ikke passet ham. I dag viste han ganske god form, da vi endelig ramte de lange stigninger, og der er ingen tvivl om, at han vil give det sidste for at redde Katusha Vuelta i morgen. Zakarin er kendt for sine store togter i bjergene i den tredje uge af grand tours. Selvom han endnu ikke er på toppen, synes han at være så meget i fremgang, at han sagtens kan ende med at vinde i morgen.

 

George Bennett er også en oplagt kandidat, men med Kruijswijk på en 3. plads tror vi, at han skal holde sig til kaptajnen. Alessandro De Marchi imponerede i dag, men vi tror, at etapen her er for svær til, at han kan vinde. Det samme gælder for Michal Kwiatkowski, der ellers udviser en overraskende stor friskhed. Andre kandidater er Gianluca Brambilla, Mikel Bizkarra, Fabio Aru, Edward Ravasi, Sergio Henao, Davide Formolo, Amanuel Ghebreigzabhier og Oscar Rodriguez, men etapen er nok for svær til, at de med den nuværende form kan gøre det færdigt.

 

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Nairo Quintana

Outsidere: Steven Kruijswijk, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Wilco Kelderman, Alejandro Valverde

Jokers: Michael Woods, David De La Cruz, Rafal Majka, Dylan Teuns, Ilnur Zakarin

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Daniele Rattos sejs fra 2013 og Alejandro Valverdes sejr fra 2012.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?