Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

01. juni 2019 20:09Foto: Sirotti

Med et kolossalt overskud kunne Richard Carapaz på løbets sidste bjergetape både reelt sikre sig den samlede sejr og arbejde for, at holdkammeraten Mikel Landa også kan komme på podiet. Det bliver dog en svær opgave for baskeren, der skal forsøge at forsvare et forspring på bare 13 sekunder ned til specialisten Primoz Roglic, når løbet slutter med en kuperet enkeltstart i Verona, hvor Carapaz kan nyde turen rundt, mens den slovenske Jumbo-rytter drømmer om at sikre sig både etapesejr og podieplads.

Ruten

Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012 og 2017 - de to seneste år med en afsluttende enkeltstart - gav det anledning til et skifte allerøverst i klassementet, men det sker nok ikke i år, når løbet i 2019 for anden gang på tre år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. Selvom Giroen oftest har haft Milano som målby, har man i de senere år ladet afslutningen gå på tur rundt i landet, og efter år med finaler i Brescia (2013), Trieste (2014), Milano (2015 og 2017), Torino (2016) og senest Rom (2018) er det i år Verona, der vil være rammen om den store finale. Det vil byen være med en kort, ganske vanskelig enkeltstart, der er en næsten tro kopi af den etape, der afsluttede løbet i 2010, og som gav sejr til Gustav Erik Larsson, mens Ivan Basso kronedes som samlet triumfator i byens Arena, hvor også vinderen af løbet 102. udgave vil blive hyldet.

 

Med sine 17,0 km er enkeltstarten relativt kort, og den består i alt væsentligt af en omgang på Torricelle-rundstrækningen, der også er blevet brugt, da der i 1999 og 2004 var VM i byen. Den kan inddeles i tre dele, hvoraf den første er flad. Her kører man fra starten i byens sydlige udkant via store, flade boulevarder mod nordøst igennem en ganske teknisk del med adskillige sving, der konstant vil bryde rytmen. Efter 5,0 km indledes anden del, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Torricelle (4,5 km, 4,6%, max. 9,0%), der er en relativt irregulær stigning med ramper afbrudt af fladere stykker.

 

Toppen rundes efter 9,5 km, hvor mellemtiden tages, og derefter vender man rundt for at køre mod syd via en småteknisk nedkørsel, der er knap 4 km lang og ender med 12,8 km igen. Herefter er de sidste 4,2 km let faldende eller flade og fører rytterne mod syd og sydvest ind mod centrum af Verona. Her venter igen en hel stribe sving. Blandt andet drejer man to gange i forbindelse med en passage af en bro med godt 2 km igen, men derefter bugter vejen sig kun let med bløde sving med 850 og 300 m igen. Til slut buer vejen ind på den 150 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning, der leder ind til målet på Piazza Bra, og herefter kan rytterne rulle direkte ind i byens smukke Arena, hvor tusindvis af tilskuere vil hylde dem for at have gennemført en yderst brutal 102. udgave af Giro d’Italia.

 

Etapen byder på i alt 234 højdemeter.

 

Verona har været målby hele 20 gange tidligere mellem 1924 og 2010. Store navne som Alfredo Binda, Gino Bartali, Rik Van Steenbergen og Francesco Moser har alle vundet i byen, og det samme har danske Ole Ritter i 1967 og norske Knut Knudsen i 1981. Giroen var senest forbi i 2012, hvor Garmin med en sejr på holdløbet efter de første tre etaper i Danmark sendte Ramunas Navardauskas i førertrøjen på en dag, hvor Alex Rasmussen ellers havde alle chancer for at komme i lyserødt. I 2010 sluttede Giroen med en enkeltstart, der er næsten identisk med den, der bruges i år, og her vandt Gustav Erik Larsson med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens Ivan Basso trods en beskeden 15. plads sikrede sig den samlede sejr. I 2007 kørte man en lang enkeltstart på næstsidste etape, og her sejrede Paolo Savoldelli suverænt foran Eddy Mazzoleni og David Zabriskie. Byen var også vært for VM i både 2004 og 1999, og begge gange blev Oscar Freire verdensmester, mens Michael Rogers (2004) og Jan Ullrich (1999) vandt enkeltstarterne. Endelig var det lille Brixia Tour forbi i 2011, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt i byen.

 

 

image

image

image

 

image

 

Vejret

For en gangs skyld ser det ud til, at vi kan afvikle en enkeltstart uden at skulle bekymre os om vejret. Det vil nemlig være en flot søndag med kun få skyer og en temperatur på hele 29 grader. Risikoen for en byge er kun 5%, og der vil være en konstant svag til let vind fra syd. Det giver primært medvind på turen ud til toppen af stigningen og modvind på turen tilbage til Verona, inden man drejer ind i sidemedvind igen til allersidst.

 

Analyse af 20. etape

En grand tour-sejr er ikke bare en grand tour-sejr. Der findes de knebne, hvor det akkurat med det yderste af neglene lykkes at hive en triumf hjem, som det vel mest mindeværdigt skete for Greg Lemond i den berømte Tour i 1989, og som da Juan Jose Cobo med en minimal margin fik skovlen under Chris Froome i Vueltaen i 2011. Og så findes der de helt suveræne, hvor man aldrig er i tvivl om, hvem der er løbets konge, som da Vincenzo Nibali i 2014 var så overlegen i Touren, at han vandt ikke færre end fire etaper undervejs.

 

Efter dagens afslutning på en uges bjergvanvid i den 102. udgave af Giroen kan vi konstatere, at den triumf, Richard Carapaz i morgen vil blive hyldet for, når han efter 17 km kørsel rundt i Verona når frem til byens arena, hører til i sidstnævnte kategori. Ganske vist ser det ud til, at den samlede sejrsmargin bliver på mindre end to minutter, men det skjuler den overlegenhed, det ecuadorianske vidunderbarn har lagt for dagen gennem det meste af løbet. Det hører nemlig i den grad til sjældenhederne, at en førende rytter har overskuddet til også at agere hjælper på en af løbets sværeste bjergetaper, men det var akkurat, hvad Carapaz så sig i stand til, da han i dag fuldendte sin suveræne dominans af årets Giro med endnu en imponerende præstation.

 

Carapaz sagde nemlig tak for hjælpen til Mikel Landa, der gennem hele den sidste del af løbet som altid har været loyal i rollen som hjælper, da han for 117. gang i karrieren endte som luksusløjtnant for en stærkere rytter. Selvom han stadig sad med sin på papiret værste rival, Vincenzo Nibali, følte Carapaz sig åbenbart så meget i kontrol, at han ikke var bange for at blotte sig i kampen for at bringe sin vigtigste hjælper med op på morgendagens podium i Verona. Dermed afslørede han da også, af hans meget selvtillidsfulde udtalelser i de seneste dage ingenlunde var noget bluffnummer, for en sådan beslutning tager man formentlig kumn, når man føler, at man er helt urørlig.

 

Sandheden er da også, at Carapaz gennem hele løbet har virket til at være i en helt anden liga. Allerede da han overraskede med imponerende kørsel på de to første enkeltstarter og ganske overraskende vandt 4. etape viste han, at han var kommet til løbet med ben, der gjorde det muligt at stræbe efter mere end sidste års 4. plads. Det første reelle billede af hans styrke fik vi imidlertid, da han for alvor åbnede for gassen på 13. etape, hvor han uden for kameraernes søgelys kørte en forrygende finalestigning og næsten hentede holdkammeraten Landa, der ellers havde opbygget et solidt forspring. Og da han dagen efter slet og ret kørte fra alle rivalerne på 14. etape, stod det klart, at Carapaz var løbets stærkeste rytter.

 

Man sidder da også med fornemmelsen af, at han kunne have opnået mere, end han gjorde. Han viste sin sande styrke på 13. og 14. etape, men derudover var det kun, da Nibali overraskende viste svaghedstegn på 17. etape, at han for alvor åbnede op. I dag synes det da også at være hævet over enhver tvivl, at han kunne have vundet etapen, hvis ikke han havde vist sin generøsitet og taknemmelighed ved i stedet at stille sig til rådighed for Landa, og på den baggrund er der ingen, der kan benægte, at den lille ecuadorianer bliver den helt fortjente vinder af den 102. udgave af verdens næststørste cykelløb.

 

Nogle vil måske hævde, at Nibali kunne have været med i kampen om sejren, hvis ikke han og Roglic havde undervurderet Movistar-rytteren, særligt på 13. etape. Det er imidlertid stærkt usandsynligt, at Nibali har mange søvnløse nætter af den grund, for på 14. etape viste Carapaz tydeligt, at han var bedste mand. Og havde afstanden mellem de to været tættere inden de sidste dage i bjergene, havde Carapaz naturligvis anvendt en helt anden og mere offensiv strategi, der ville have sikret samme resultat.

 

Carapaz’ overlegenhed blev også anskueliggjort af rivalernes kørsel i dag. Miguel Angel Lopez viste ganske vist det mod, de fleste havde forventet, ved allerede at åbne for gassen på Passo Manghen, men da det hurtigt viste sig, at Landa og Carapaz ikke var til at ryste, syntes alle at strække gevær. I hvert fald var der ingen, der kom med den ventede offensiv på Passo Rolle, og til slut syntes alle indstillede på at affinde sig med sekundære mål. Lopez erkendte, at han i stedet skulle satse alt på at vinde etapen, og da Nibali allerede på Passo Manghen blev sat regulært til vægs af sin direkte rival, accepterede Hajen fra Messina hurtigt, at han i stedet skulle forsøge at sikre sig den 2. plads, som Primoz Roglic var en alvorlig trussel mod.

 

Det lykkedes da også for den italienske veteran som med en gevinst på 50 sekunder til den slovenske forhåndsfavorit fik styrket det meget beskedne forspring så meget, at top 2 i årets Giro nu reelt er afgjort. Det er imidlertid langt fra givet, at det var gået på den måde, hvis ikke Roglic havde været så uklog at placere sig bag den lidt usikre Rafal Majka på løbets sidste nedkørsel. Polakken styrt betød nemlig, at sloveneren tabte kontakten med Nibali, og da Hajen var hurtig til at udnytte den pludselig opståede mulighed - med god hjælp fra Landa og Carapaz, der øjnede chancen for at bringe baskeren på podiet - var slaget tabt.

 

Man kan argumentere for, at Roglic selv begik fejlen ved ikke at starte nedkørslen i første gruppe, men ser man alene på hans fysiske styrke, havde han fortjent et bedre resultat. Selvom Carapaz, Nibali og Landa gjorde fælles front mod sloveneren, lykkedes det ham nemlig uden anden hjælp end nogle enkelte føringer fra Pavel Sivakov faktisk at holde de forreste i snor på den sidste del af stigningen. Dermed fik han bekræftet den fornemmelse, man han haft de seneste dage, nemlig at sloveneren faktisk har været i stand til at rejse sig mod slutningen, og at det maveonde, han led af undervejs, formentlig er en stor del af forklaringen på de trængsler, han havde i anden og begyndelsen af tredje uge.

 

Heldigvis kan han også glæde sig over, at Majkas styrt ikke ser ud til at koste ham podiepladsen. Afstanden til Landa er nemlig kun 13 sekunder, og dem burde han nok kunne finde på de 17 km rundt i Verona i morgen. Det bliver ganske vist ikke til den sejr, han havde drømt om, men han kan alligevel være relativt tilfreds med udfaldet af årets Giro. For første gang har han nemlig skullet løfte rollen som favorit i en grand tour, og det har han klaret ganske fornemt trods styrt og maveproblemer samt ikke mindst et hold, der efter tabene af Robert Gesink og Laurens De Plus ingenlunde kunne yde den støtte, en potentiel vinder kunne forvente. Og da han ingenlunde viste tegn på nedgang i løbets sidste dage, fik han også gjort alle de mange tvivlere, der troede, at han ikke kunne holde niveauet gennem alle tre uger, til skamme - og tager han i morgen sin tredje etapesejr i løbet, er det svært ikke at kalde løbet for en succes.

 

Landa må til gengæld sidde med en ærgerlig fornemmelse efter atter at være endt i en rolle som luksushjælper og med udsigt til atter at ende på en 4. plads, som han gjorde det i Touren for to år siden. Denne gang bør hans frustration dog være mindre, for faktisk kan man til en vis grad hævde, at han har haft mere fordel end ulempe af Carapaz. I hvert fald er det nok den store fokus på ecuadorianeren, der gjorde det muligt for ham at undslippe på 17. etape, ligesom han i dag fik fremragende hjælp af sin holdkammerat, og da Movistar generelt har gjort det langt bedre end forventet - hvilket var tilfældet igen i dag, hvor Andrey Amador, Antonio Pedrero og Hector Carretero atter imponerede - er det ikke meget, han har skullet føre for sin nye chef. Når det ikke bliver til en podieplads, skyldes det ganske enkelt, at Landa som så ofte før var for formsvag i starten af løbet, hvor to katastrofale enkeltstarter hurtigt satte ham ud af kampen om den samlede sejr.

 

Dagens mest uheldige rytter var naturligvis Lopez. Med sin fornemme kørsel på Passo Manghen viste den lille colombianer ellers det initiativ, vi alle forventede, og da han satte både Nibali og Roglic af, fik han atter dokumenteret, at han igen i dette løb har fundet sin bedste form i den tredje uge. Hurtigt indså han, at der skulle satses på en etapesejr og ikke et stort comeback mod en Movistar-overmagt, der var for stor, og den kunne han meget vel have opnået, hvis ikke det havde været for en ubetænksom tilskuer. Dermed fortsatte den endeløse serie af uheld, der synes at ride den lille colombianer som en mare, helt frem til slutningen af et løb, hvor han også på 9. og 13. etape havde katastrofale defekter.

 

Uheldene kostede måske etapesejren i dag, men ikke en podieplads. Når han tabte så megen tid i starten af løbet, skyldtes det nemlig først og fremmest den katastrofale enkeltstart, og den kan Lopez ikke give andre end sig selv skylden for. Derfor blev løbet også endnu en understregning af, at den lille colombianer har et problem i den første del af grand tours, hvor han sjældent har sin bedste form. Den finder han altid først mod slutningen, og derfor kunne det være en ide at overveje, om han ikke snart skal til at køre nogle flere løb som opvarmning i stedet for blot at træne hjemme i Colombia, som han ofte har for vane.

 

Heldigvis lykkedes det Pello Bilbao at sikre, at etapesejren alligevel blev i Astana-lejren. Det har ellers set sløjt ud for baskeren i de seneste dage, hvor han har været milevidt fra det niveau, han havde i løbets første halvdel, men til slut fandt han alligevel benene, da en pludselig mulighed opstod. Til hans held var der nemlig etableret den klare alliance mellem Nibali, Landa og Carapaz, og det kunne han nyde godt af, da Lopez’ uheld pludselig betød, at han ikke alligevel skulle agere hjælper. Dermed udeblev angrebene, og til slut kunne baskeren vise, at han stadig har lidt af den hurtighed, han ellers kun sjældent viser nu om dage. Og selvom Astana kom til løbet for at vinde, kan de med tre etapesejre, en ungdomstrøje og en top 10 ikke tillade sig at være helt utilfredse.

 

Nogen top 5-placering bliver det dog ikke til. Uheldet betød nemlig, at den sidste plads blandt de fem bedste nu med sikkerhed tilfalder Bauke Mollema. Det er naturligvis ikke meget for en mand, der tidligere har været meget tæt på at blive nr. 2 i Tour de France, men med tanke på den deroute, han for blot et par uger siden havde kurs mod, må det siges at være lidt af en comeback i etapeløbssammenhæng. Faktisk kunne han måske have været i spil til en mere, hvis ikke han havde haft en lidt atypisk nedtur i den anden uge, for hans kørsel i den tredje uge og ikke mindst de to enkeltstarter viste, at han hørte til blandt de allerbedste.

 

Det gjorde Simon Yates til gengæld ikke. Manden, der mente, at rivalerne burde ”skide i bukserne” af skræk over at skulle op mod ham, kørte nemlig et helt igennem skidt løb. Heldigvis undlod han det spektakulære kollaps, man kunne have frygtet, da han slap som en af de første på Passo Manghen, og det kan i høj grad takke Lucas Hamilton for, efter at den unge australier i den sidste uge i rollen som babysitter synes at have været sin kaptajn overlegen. Og set i det lys kan Yates måske alligevel bruge løbet til noget. Med tanke på hans historik i grand tours, hvor det kun i Vueltaen i 2018 er lykkedes ham ikke at tabe niveau mod slutningen, var det meget fint, at han holdt ud hele vejen, selvom han oplevede en del modgang. I virkeligheden var han temmelig stabil gennem hele løbet - problemet var bare, at det var på et fir lavt niveau.

 

Samme stabilitet havde Rafal Majka ikke, men det lykkedes ham heldigvis at redde sig fra det truende kollaps, han ellers havde kurs mod i begyndelsen af denne uge. I stedet var det holdkammeraten Davide Formolo, der igen blev et offer for sin manglende stabilitet i etapeløbssammenhæng, og Majka har nu udsigt til at slutte på enten 6. eller 7. pladsen. Det er måske ikke imponerende for en mand, der tidligere har været på Vuelta-podiet, men da han ligesom Mollema har haft overordentlig svært ved at køre klassement i grand tours i de senere år, er det trods alt et bevis på, at han ikke skal afskrives endnu.

 

Hans fremtid er dog intet at regne mod den, Pavel Sivakov har kurs imod. Længe har russeren været regnet for et af de største grand tour-talenter, men forud for dette løb havde han stadig til gode at vise, at han kunne holde i tre uger. Det gjorde han imidlertid i sit første forsøg som klassementsrytter, og det viser, at han har den motor, der gør ham til det helt rette materiale til fremtiden. Samtidig må man beundres over den kloge kørsel, der først gav ham sejren i Tour of the Alps og siden nu en 9. plads i dette løb. Hans ro på stigningerne har i hvert fald været beundringsværdig, og med sit solide og stabile tempo har han kørt næsten hver eneste stigning som en enkeltstart uden at bekymre sig om rivalerne, og det har været hovedårsagen til, at han har undgået den eksplosion, man ellers ofte ser hos unge ryttere. Og i dag var han den eneste, der ydede Roglic lidt hjælp til sidst, og det vidner om, at han ikke kommer til Verona som en hængt kat, der stod foran en umiddelbar nedtur, hvis løbet var fortsat.

 

Også Hugh Carthy holdt stand hele vejen og fik dermed vist, at også han har grand tour-potentiale. Ligesom Mollema kom han skidt fra start i bjergene, ligesom han havde en lille nedtur i dag, men gennem det meste af løbet har han været blandt de allerbedste. Samtidig har han vist, at han nu også kan køre enkeltstart til husbehov, og da man let kan glemme, hvor ung han faktisk er, bør EF ubetinget udvikle det etapeløbspotentiale, han har vist i de seneste uger.

 

Det potentiale ved vi, at Ilnur Zakarin har, men det fik han kun i begrænset omfang vist i dette løb. Ganske vist tog han en flot etapesejr, men derefter var han aldrig i stand til at finde det forrygende topniveau, vi senest så i Vueltaen for to år siden. I dag kom han ellers med den tredjeugesoffensiv, som han er så kendt for, men den løb helt ud i sandet. Styrtet hjalp naturligvis ikke, men havde det ikke været for Formolos kollaps, var han næppe kommet i top 10. Det blev derfor ikke denne Giro, der gav håb om, at den ellers så lovende Zakarin er på vej tilbage på sporet.

 

Samme triste skæbne ser det ikke ud til, at Carapaz skal bekymre sig om. Det er ikke mange, der vinder deres første grand tour i bare det andet forsøg, og det viser, at det ikke var helt uden grund, at den lille ecuadorianer fangede min opmærksomhed, da han i Vueltaen i 2017 udviste en bemærkelsesværdig holdbarhed i den tredje uge. Det er som bekendt lige præcis det, der skaber en god grand tour-rytter, og nu har Carapaz i en alder af bare 26 år også nået det topniveau, der gør det muligt at vinde de allerstørste løb. Og når man kan vinde sin første grand tour med en sådan overlegenhed, at man sågar har overskud til at agere hjælperytter for sin løjtnant, synes potentialet næsten at være ubegrænset.

 

Det kan godt være, at det er Egan Bernal, der har været udskreget som den næste store sydamerikanske etapeløbsstjerne, men noget kunne tyde på, at han får modstand fra Ecuador, der ellers i cykelmæssig forstand er et uland i sammenligning med stormagten Colombia. I hvert fald skal Landa nok glæde sig over, at han i dag havde generøse Carapaz som hjælper. Det bliver næppe meget, den lille ecuadorianer skal optræde i den rolle i det, der tegner til at blive en lang og glorværdig karriere.

 

Favoritterne

Arrangørerne havde utvivlsomt håbet, at det havde været så tæt, at vi på sidste enkeltstart kunne se et førertrøjeskifte, som vi gjorde det i 2012 og 2017, hvor løbet senest sluttede med en tidskørsel. Sådan går det desværre ikke denne gang, hvor både 1. og 2. pladsen er sikret, og hvor meget skal gå galt, hvis ikke Primoz Roglic sikrer sig 3. pladsen. Rafal Majka og Miguel Angel Lopez kan få lov at slås om 6. pladsen og skal måske holde lidt øje med Simon Yates bagfra, men ellers burde top 10 allerede nu ligge fast.

 

Derfor kommer sidste etape hovedsageligt til at handle om etapesejren, men den kamp kan også blive ganske spændende. Ganske vist er der ikke mange specialister i løbet, men særligt kampen mellem Primoz Roglic og Victor Campenaerts vil tiltrække sig nogen interesse. Ganske vist var det først og fremmest på grund af vejret, at europamesteren kunne udfordre sloveneren i San Marino, men vi så her, at belgieren bestemt ikke behøver at frygte en enkeltstart, blot fordi der er en bakke undervejs. Der er da heller ingen tvivl om, at denne enkeltstart er den, der passer ham allerbedst, da det er den fladeste af de tre.

 

Ideel er den dog ikke. Det er langt fra en let rute, når mere end en fjerdedel af distancen består af en ganske hård stigning. Heldigvis har vi lidt at sammenligne med, da næsten samme etape blev brugt som afslutning på løbet i 2010, og her så vi, at det var de klatrestærke specialister Gustav Erik Larsson og Marco Pinotti, der kæmpede om sejren foran alsidige klassementsryttere som Alexandr Vinokourov, Cadel Evans og Vincenzo Nibali. Selv en temposvag klatrer som Michael Scarponi var i top 10, men derudover bestod det meste af top 10 af specialister, hvor folk som Ignatas Konovalovas og Tom Stamsnijder endda hører til i den tungere kategori. Man skal derfor ikke undervurdere betydning af det flade, og vi så da også, at Ivan Basso trods sin status som løbets stærkeste endte helt nede som nr. 15.

 

Ruten bør stadig være for hård for specialister som Miles Scotson, Jasha Sütterlin og Tom Bohli, og selvom en ung Jos Van Emden faktisk blev nr. 14 på samme rute i 2010, er det ikke en enkeltstart som denne, han kan vinde. Det er primært en sag for de specialister, der kan klatre til husbehov, samt de mest alsidige klassementsryttere. Der er for meget fladt for folk som Miguel Angel Lopez, Richard Carapaz og Mikel Landa, men for folk som Vincenzo Nibali og Bauke Mollema burde det være en fin udfordring.

 

Det skyldes ikke mindst, at enkeltstarten kommer sidst i løbet. Det er velkendt, at det ofte er klassementsrytterne, der klarer sig bedst på sene enkeltstarter, hvor de kan drage fordel af deres bedre restitution. Helt modsat forholder det sig for specialisterne, der måske nok har fordel af ikke at skulle grave dybt hver dag, men som bestemt ikke er kommet let gennem de mange bjergetaper, hvor de særligt i dag har skullet kæmpe benhård for bare at gennemføre. Man skal derfor altid holde mere øje med friskhed end med reel tempostyrke, når man skal vurdere en sen enkeltstart.

 

De første to enkeltstarter er blevet præget af vejret, men sådan går det heldigvis ikke denne gang. Søndag burde byde på ens betingelser for alle mand, og den eneste vejrmæssige udfordring bliver at indstille sig på varmen. Det har nemlig været en kold og våd Giro, og det er ikke mange muligheder, rytterne har haft for at vænne sig til, at det pludselig er blevet sommer.

 

Som sagt ligner det på papiret et opgør mellem Roglic og Campenaerts, og vi vil pege på Primoz Roglic som vores favorit. Enkeltstarten minder nemlig ganske meget om den, vi havde på sidste etape i Romandiet, og her var sloveneren ganske overlegen. Selvom Campenaerts i San Marino viste, at han er en god klatrer, er det alt andet lige til Roglics klare fordel, at ruten er kuperet. Han vil utvivlsomt køre betydeligt stærkere på bakken, og da han også er fremragende på flad vej, er han ganske enkelt en af verdens absolut bedste på ruter som denne. Samtidig er han modsat Campenaerts bedre over kortere distancer, men hans største fordel er restitutionen. Hvor belgieren traditionelt har haft det svært sent i etapeløb, har Roglic i de seneste dage vist, at han stadig er frisk. Det er klart, at han nok har skullet grave dybere end belgieren i dag, men der er ingen, der er kommet gratis igennem dagens monster. Roglic burde profitere af sin bedre restitutionsevne, og med det overbevisende indtryk, han har efterladt de seneste dage, tror vi, at han med brug af bakken kan sikre sig sin tredje sejr i løbet.

 

Vi udelukker dog ikke, at Victor Campenaerts kan slå ham. Selvom han gik voldsom hjælp af regnen på 9. etape, viste han både her og ved VM, at han er fremragende også på ruter med endnu hårdere stigninger end denne. Naturligvis vil han tabe tid til Roglic midtvejs, men på de flade stykker er der ingen, der matcher Campenaerts’ power. Selvom han er bedst over længere distancer, har han også vist, at han kører gode korte enkeltstarter. Det helt store spørgsmål er derfor restitutionen. Sidste år kørte Campenaerts nogle forfærdelige enkeltstarter sent i etapeløbene, men den børnesygdom er han kommet over i år, hvor han gjorde det godt på 9. etape og i Romandiet og Tirreno. Der er dog en verden til forskel på 9. og 21. etape, og da han aldrig tidligere har gennemført en grand tour, er der ingen, der aner, hvordan han vil præstere. Han meldte om gode ben fredag, men det er først i morgen, han for alvor finder ud af, om han kan køre stærkt også i den tredje uge. Hidtil har det været hans store svaghed, og kobler man det med ruten hårdhed, tror vi, at han må se sig slået af Roglic.

 

Bauke Mollema har altid været kendt for at være yderst svingende på enkeltstarter, men i dette løb har han været påfaldende stabil. I hvert fald har han kørt fremragende på de to første, og denne kuperede rute burde passe ham næsten lige så godt som de foregående. Vigtigst er det dog, at han fortsat er frisk, og det tyder alt på. Efter en lille krise midtvejs i løbet har han nemlig kørt fornemt de seneste dage. Han er ikke nogen maskine på flad vej, men han er en alsidig klassementsrytter, der er frisk. Det er som regel dem, der klarer sig bedst sent i en grand tour, og med de præstationer, han leverede på de første tidskørsler, er der grund til at have forventninger til Mollema.

 

Det samme er der til Vincenzo Nibali. Han har ganske vist ikke meget at køre for i klassementet, men han vil helt sikkert gerne slutte godt af. Han har kørt fornemt på de første to enkeltstarter, og denne kuperede rute burde også passe ham. Det er da heller ikke tilfældighed, at han blev nr. 5 på samme rute for 9 år siden, og selvom han havde en lille krise i onsdags, har han i de seneste dage vist, at han stadig har noget at skyde med. Nogen tempomaskine er han ikke, men ligesom Mollema er han en alsidig klassementsrytter, der er frisk. Det burde borge for en fin afslutning fra Nibalis side.

 

Selvom også han blev hjulpet af regnen i San Marion, har Chad Haga overpræsteret på de to første enkeltstarter, der ellers burde have været for svære for ham. Særligt 6. pladsen på 9. etape var flot, og nu kommer vi endelig til en enkeltstart, der passer ham lidt bedre. På mange måder minder han om Campenaerts, hvad klatreevner angår, og derfor burde han kunne præstere på en rute som denne. Han har naturligvis ikke europamesterens power, men vi ved, at han på sine gode dage er en glimrende temporytter. Nu skal han bare vise, at han stadig er frisk, hvilket er et åbent spørgsmål for en mand, for hvem det hidtil bare har handlet om at komme så let som muligt frem til denne dag.

 

En meget spændende kandidat er Damiano Caruso. Man skal ikke have set meget af løbet de seneste dage for at vide, at italieneren er i storform, og det gør ham til en glimrende kandidat til denne etape. 10. pladsen på 1. etape var endnu en understregning af de tempoevner, han også viste med 3. pladsen på den kuperede rute i Tour de Suisse i 2017. Han er ligeledes blevet nr. 13 på en Tour-enkeltstart, nr. 10 i Baskerlandet og nr. 9 i Tirreno. Med andre ord har han både tempoevnerne og klatrebenene til at begå sig her, og først og fremmest har han formen og friskheden. Denne gang skal han ikke spare sig til senere, og derfor er der god grund til at have forventninger til Caruso.

 

Tør vi nævne Bob Jungels? Ganske vist har vi aldrig forstået, at han ville køre klassement i dette løb, men han har dog alligevel været ringere kørende, end nogen kunne have spået. Samtidig er det efterhånden mange år siden, at han har kørt enkeltstarter, der matcher hans ry som tempospecialist, og han har ikke just virket frisk de seneste dage. Omvendt kører han næsten altid gode enkeltstarter i den tredje uge af en grand tour, hvor hans store motor kommer til sin ret. Sidste år blev han eksempelvis nr. 6 i Touren, og han blev tillige nr. 7 i San Marino. Ruten er for kort for ham, men terrænet passer ham. I dette felt bør selv en træt og formsvag Jungels som minimum gå i top 10.

 

I mange år var Tanel Kangert kendt som specialist på kuperede enkeltstarter, og ikke mindst i Giroen i 2013 imponerede han. I de seneste år har han imidlertid intet præsteret, men det har pludselig ændret sig i dette løb, hvor han kørte fremragende på de to første enkeltstarter. Desværre var han også i meget bedre form dengang, men efter et formdyk i den anden uge har han rejst sig de seneste dage. Ruten er måske en anelse kort for den estiske dieselmotor, men den har den kuperede profil, han elsker. Han gravede ganske vist meget dybt i dag, men har han haft tid til at komme sig, burde han igen kunne vise, at han har lært at køre enkeltstart igen.

 

Kan Luke Durbridge overraske? Ruten er nok til den hårde side for ham, men når den store australier er i form, klatrer han faktisk fint. For første gang i løbet skal han ikke spare sig, og nu får han mulighed for at vise, at det ikke var et tilfælde, at han besejrede Rohan Dennis ved de australske mesterskaber. I flere år var han ellers hørt helt op med at køre gode enkeltstarter, men i det seneste år tid har han med jævne mellemrum gjort det godt. Ruten her er nok for kuperet til, at han kan vinde, men ikke for svær til, at han ikke kan gøre det godt, hvis han er så frisk, som hans resultater i bjergene indikerer.

 

Hans kaptajn Simon Yates viste i Paris-Nice, at han har forbedret sig enormt på også ret flade enkeltstarter, og han kørte også en god enkeltstart i Bologna. Denne rute passer ham dog betydeligt dårligere, da stigningen er meget lettere og ikke af den eksplosive type, han elsker. Den korte distance og tekniske natur passer ham dog, og det er på en rute som denne, han kan gøre det godt. Når vi alligevel tvivler lidt på hans chancer, skyldes det hans alt andet end imponerende form, og vi tvivler lidt på, at han kan sætte sig op til at præstere stort i en disciplin, han grundlæggende ikke bryder sig om.

 

En spændende dark horse er Andrey Amador. Costaricaneren så bestemt ikke god ud i løbets første del, men i bjergene har han virkelig fundet benene. Især i dag gjorde han det fornemt i rollen som hjælper for kaptajnerne, og han synes derfor at have form og friskhed til at præstere. Han er ikke så god en temporytter som i gamle dage, men han har tradition for at køre stærkt sent i en grand tour. Ruten er ganske vist for kort for ham, men den kuperede natur passer ham, og han har friskhed og nu også friheden til at gå efter et resultat.

 

Normalt burde det være en no-brainer at pege på Ilnur Zakarin som topkandidat til en enkeltstart i den tredje uge af en grand tour. Her kører han nemlig næsten altid i top 10, men i år er meget bare anderledes. Zakarin har vel aldrig været dårligere kørende mod slutningen af en grand tour, og selvom han har vist fremgang de seneste dage, er han stadig ikke sig selv. Styrtet i dag gjorde det ikke bedre, og ruten er endda også for kort til, at motoren når at blive varm. Zakarin er altid en kandidat på sene enkeltstarter, men denne gang bliver det nok ikke så godt som det plejer.

 

Pavel Sivakov har kørt fantastisk i løbet indtil nu, men lige netop på enkeltstarterne har han skuffet. I det hele taget har han ikke kørt mange gode tidskørsler som professionel, men han viste i sidste års Tour de Suisse, at han sagtens kan. I dag så vi, at han slet ikke er spor træt, og det er som bekendt det allervigtigste sent i en grand tour. Enkeltstarten er nok for kort til at passe ham ideelt, men som en frisk og alsidig klassementsrytter har han de karakteristika, der skal til for at gøre det godt.

 

I den seneste uges tid har Pello Bilbao set træt ud, men i dag rejste han sig pludselig fra graven. En eller anden form har han altså fortsat, og det gør ham til en outsider på denne etape. Ganske vist er han alt andet end tempospecialist, men vi så i sidste års Giro, i Valencia i år samt ikke mindst i Bologna, at han kører godt på korte, tekniske og kuperede ruter. Med andre ord er dette en næsten ideel rute for ham. Nus skal han bare vise, at han stadig har lidt til over efter dagens kraftanstrengelse.

 

Egentlig burde Ion Izagirre være en kandidat, men nu er han vist bare joker. Baskeren har nemlig været i håbløs form gennem hele løbet, og han har da også skuffet fælt på de to første enkeltstarter, der ellers burde have passet ham. Det gør denne enkeltstart også, for Izagirre var i gamle dage en af verdens absolut bedste på kuperede og korte enkeltstarter. Desværre skal vi helt tilbage til 2017 for at finde hans storhedstid, og i de senere år har han nærmest været en kronisk skuffelse. Han har ved enkelte lejligheder vist, at han stadig kan, hvorfor han skal nævnes, men vore forventninger er beskedne.

 

Victor De La Parte lagde ud som lyn og torden, men i de seneste dage har han åbenlyst været træt. På den anden side minder denne enkeltstart ganske meget om de korte og kuperede tidskørsler, han imponerede i på 1. etape og i sidste års Coppi e Bartali. Ruten kunne med andre ord ikke passe meget bedre til den tempostærke og solide spanier. Nu skal han bare vise, at han ikke er for træt.

 

En anden outsider er Jack Bauer. Newzealænderen har i de seneste år udviklet sig til lidt af en semispecialist i disciplinen, og da vi samtidig har været ret imponerede over hans fine kørsel i bjergene, kan han overraske. Ruten er som udgangspunkt for kuperet til, at han kan være med i front, men med den form, han har vist hidtil, er meget muligt. På det flade bør han i hvert fald være en af de stærkeste, og det kan bringe ham langt.

 

Thomas De Gendt fandt aldrig sin bedste form i dette løb, men vi så dog med udbruddet i denne uge, at han ikke er helt væk. Han kørte som bekendt også en fin enkeltstart i San Marino, hvor han ellers klagede over dårlig form. Ganske vist er han ikke den temporytter, han engang var, men De Gendt har det stadig med at køre hæderlige enkeltstarter ved de fleste lejligheder. Ruten her er nok for kort til at gøre ham meget farlig, men han kan levere et godt resultat.

 

I gamle dage ville vi også have nævnt Tobias Ludvigsson. Desværre er det efterhånden en menneskealder siden, at svenskeren har vist noget stort på en tidskørsel på dette niveau, og heller ikke i dette løb har han vist meget. Han er dog både tempo- og klatrestærk, og derfor passer ruten ham. Han viste på en lignende rute i Besseges i februar, at han stadig kan, når det tager ham. Vi må håbe, at han på denne etape kan genfinde lidt af de takter, hvis han stadig er frisk.

 

Endelig vil vi nævne Jos Van Emden. Hollænderen har gang på gang vist, at der ikke skal være mange bakker, før han er helt ude af billedet, og denne rute er med sikkerhed for hård til, at han kan være med i front. Alligevel har han en chance for at lave et fint resultat. Vi blev nemlig overraskede over, at han blev nr. 14 i 2010, og i dag er han endda langt bedre. Med sejren i Milano for to år siden har han vist, at han kan køre brølstærkt i den tredje uge, og han synes at være kommet godt igennem bjergene. Det bliver spændende at se, hvad det kan føre til her.

 

Vi forventer også, at Richard Carapaz og Hugh Carthy kan gøre det hæderligt, men de taber for meget tid på det flade til at være med helt fremme. Det samme gør Domenico Pozzovivo, der ellers af og til køre gode enkeltstarter. Koen Bouwman kan måske også gøre det godt, selvom det er noget tid siden, han sidst har kørt gode enkeltstarter, mens vi tvivler på, at Diego Ulissi har formen. Dario Catalso kan måske vise lidt af fordums styrke, og Scott Davies kan måske overraske, ligesom han gjorde i San Marion. Endelig skal det blive interessant at se, om Esteban Chaves kan bygge videre på de fine enkeltstarter, han har kørt i år.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Victor Campenaerts, Bauke Mollema

Outsidere: Vincenzo Nibali, Chad Haga, Damiano Caruso, Bob Jungels, Tanel Kangert

Jokers: Luke Durbridge, Simon Yates, Andrey Amador, Ilnur Zakarin, Pavel Sivakov, Pello Bilbao, Ion Izagirre, Victor De La Parte, Jack Bauer, Thomas De Gendt, Tobias Ludvigsson, Jos Van Emden

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS