Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

30. maj 2021 13:43Foto: Sirotti

Med en fabelagtig offensiv kronede Damiano Caruso en karriere som hjælperytter med etapesejr og samlet andenplads, men den største vinder på sidste dag i bjergene var trods alt Egan Bernal, der efter suveræn Ineos-kørsel cementerede den samlede sejr. Nu skal han bare sikkert igennem den afsluttende og helt flade enkeltstart i Milano, hvor en vis italiensk verdensmester kan gøre Ineos-festen lige så total, som den blev i oktober.

Annonce

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00

Ruten                                                         

Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012, 2017 og 2020 gav det endda anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og selvom det ikke skete i 2019, er det atter en mulighed, når løbet i 2021 for fjerde gang på fem år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. I de senere år har Giroen ladet sin afslutning gå på tur til byer som Brescia (2013), Trieste (2014), Torino (2016), Rom (2018) og Verona (2019), men for anden gang i træk sluttes der i år i løbets traditionelle målby, Milano. Her venter der som i 2017 og 2020 en pandekageflad enkeltstart, og da der i årets ellers tempofattige udgave er skruet gevaldigt op for distancen, der er den dobbelte af sidste års, skal man bestemt ikke udelukke, at vi kan opleve samme drama, som vi gjorde på Milanos veje i 2012, 2017 og 2020.

 

Med sine 30,3 km er enkeltstarten betydeligt længere, end man normalt ser det på sidste etape, og den fører feltet fra Senago til centrum af Milano. Startbyen er en nordvestlig forstad til storbyen, og herfra starter man med fire hurtige sving inde i byen, inden man kører mod vest ud til to rundkørsler, hvor man begge gange drejer mod venstre for derefter at køre mod øst tilbage mod Senago. I udkanten af byen drejer man mod syd for at følge en lige vej ned langs bygrænsen, inden man drejer mod øst for stadig ad en helt flad og nu også lige vej at køre mod øst frem til første mellemtid, der tages efter 9,2 km.

 

Efter tidstjekket følger man en helt lige og flad vej mod sydøst, inden en tilsvarende vej leder mod nordøst frem til en teknisk passage med hele fire sving på mindre end en kilometer. Derfra går det videre ad en flad vej mod nordøst frem til en park, hvor man drejer skarpt, inden vejen bugter sig frem mod endnu et teknisk stykke med hele fire sving relativt tæt på hinanden. Herefter retter vejen sig igen ud, når man igennem fladlandet kører mod sydøst ned til den anden mellemtid, der tages efter 19,7 km.

 

Efter tidstjekket kommer der tre relativt hurtige sving, inden det bliver helt enkelt, når man rammer en lige, bred og flad hovedvej, der leder mod sydvest ind mod centrum af Milano. Modsat tidligere er finalen heller ikke så kompliceret, da den lige vej først ender med et sving med 900 m igen. Derefter er der yderligere to sving med to sving med hhv. 600 og 250 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning på Piazza Duomo. De sidste 600 m er alle på brosten.

 

Etapen byder på i alt bare 26 højdemeter.

 

Milano er den by, der oftest har været besøgt af Giroen. Det skete senest sidste år, hvor Filippo Ganna tog sin fjerde etapesejr ved suverænt at vinde foran Victor Campenaerts og Rohan Dennis, mens Tao Geoghegan Hart rev trøjen af Jai Hindleys skuldre. Forinden var man forbi i 2017, hvor Jos van Emden vandt en flad enkeltstart foran Tom Dumoulin, der med sin 2. plads i sidste øjeblik hev førertrøjen af Nairo Quintana, og i 2015, hvor Iljo Keisse snød sprinterne på sidste etape. I 2012 vandt Marco Pinotti en enkeltstart, der gav den samlede sejr til Ryder Hesjedal på bekostning af Joaquim Rodriguez, og det samme gjorde David Millar i 2011. Mark Cavendish var den sidste sprinter, der vandt her tilbage i 2009, hvor byen imidlertid blev besøgt midt i løbet og ikke på sidste dag. Pinotti vandt også en enkeltstart i 2008, mens Maximilano Richeze tog en spurtsejr i 2007 (efter diskvalificeringen af Alessandro Petacchi). Også Robert Förster (2006), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Mario Cipollini (2001 og 2002) samt Mariano Piccoli (2000) har vundet spurtsejre i byen i dette årtusinde, mens Serguei Gonchar vandt en enkeltstart i 2003. Den første vinder i byen var Dario Beni i første udgave i 1909.

 

 

 

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Vejret

For nogle dage siden så det ud til, at regnvejrets Giro kunne ende i regnvejr, men sådan går det slet ikke. Der venter den helt perfekte afslutning på en dag med få skyer - til de sidste ryttere endda skyfrit vejr - og en temperatur på 24 grader. Vinden vil bare være svag til let (9-10 km/t) fra sydøst og helt konstant gennem eftermiddag. Det giver hovedsagelig modvind frem til anden mellemtid, selvom der er mange retningsændringer undervejs, indtil man får sidemodvind på den lange, lige vej til sidst. Langsomt glider man over i sidevind og slutteligt sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 20. etape

For halvandet år siden læste jeg et interview med Damiano Caruso på Cyclingnews (der varm kan anbefales, hvis I vil lære en sympatisk mand bedre at kende!). Det var en herlig lejlighed til at kaste lidt lys over en af feltets anonyme helte. En mand med så stort et talent, at han har været i top 10 i alle grand tours (dengang var det dog kun i Giroen og Vueltaen) og er blevet nr. 2 i Tour de Suisse. Men også en mand, der gennem hele sit liv har været den mest loyale hjælper nærmest uden personlige ambitioner. Det var ham, der blev kaldt tilbage på kongeetapen i 2019, da Vincenzo Nibali skulle iværksætte sin store offensiv mod Richard Carapaz, selvom han var i et udbrud, hvor han utvivlsomt kunne have vundet. Og det var ham, der dengang stadig blot havde én sejr, nemlig en uskyldig triumf som udbryder på en etape i Coppi e Bartali i 2011, hvor han stadig var et talent og ikke en dedikeret hjælper.

 

Siden lykkedes det ham at fordoble sejrskontoen, da han sidste sommer tog en flot solosejr på en regnvejrsdag i det lille Circuito de Getxo, men sejre har aldrig været en del af Carusos ambitioner. Kun allersidst i interviewet kunne han overtales til at indrømme, at han stadig drømte om at vinde en grand tour-etape - det absolutte loft af personlig stræben. Som han sagde: ”Jeg ved, at det ikke ændrer noget i statistikken, om jeg stopper med én eller fem sejre. Det ændrer kun på min personlige tilfredsstillelse, så det er noget jeg vil for mig selv og ikke for nogen som helst anden.” Og som han uddybede: ”Med den form, jeg havde i Giroen, kunne jeg let være sluttet i top 10, men at vinde en grand tour er ikke inden for min rækkevidde, så det er kun det rigtige at stille dig selv til rådighed for én, der kan.”

 

Sådan skulle det også have været i dag. I den bedste af alle verdener skulle Caruso på dagens sidste bjergetape have været med til at lægge grunden til, at Mikel Landa kunne opbygge det forspring, han skulle bruge inden morgendagens enkeltstart. Caruso skulle måske endda være sendt med i det tidlige udbrud og igen vente på kaptajnen, når denne var angrebet på dagens næstsidste stigning, Splügelpass. Det er den rolle, han altid spiller, og hvorfor skulle han ændre det, når han jo alligevel ikke kan vinde Giroen?

 

Det kan han måske heller ikke. Det gør han i hvert fald ikke, når den 104. udgave i morgen slutter med enkeltstarten i Milano, for han bliver ikke den fjerde rytter i træk til at rive førertrøjen fra nr. 1 på sidstedagen i den italienske storby, som Tao Geoghegan Hart gjorde det i 2020, efter at Tom Dumoulin havde gjort det i 2017 og Ryder Hesjedal i 2012. Dertil er han alt for langt efter Egan Bernal, der om 24 timer vil kunne kalde sig den anden colombianske Giro-vinder, hvis blot han holder sig ude af uheld.

 

Til gengæld står det soleklart, at Caruso kan langt mere, end den beskedne sicilianer troede den decemberdag i 2019. Med en fabelagtig offensiv på den bjergetape, hvor han igen skulle have været slave for Landa, realiserede han nemlig den beskedne ambition om at vinde en grand tour-etape - og det endda på den næsten smukkest tænkelige facon. Og ikke nok med det: han sikrede sig endda en samlet 2. plads i det løb, hvor han sagtens kunne gå i top 10, men ifølge eget udsagn ikke meget mere end - ifølge ham selv kun for sin egen personlige tilfredsstillelses skyld.

 

Nej, Damiano! I dag tilfredsstillede du ikke bare dig selv. Ej heller gjorde du kun din sponsor og dit hold glad. Du tilfredsstillede en hel cykelverden, der må bukke sig i støvet i grænseløs beundring over en af de flotteste bedrifter i nyere grand tour-historie - en bedrift, der kun bliver endnu flottere af, at den blev sikret af manden, der altid arbejder for andre. Og du tilfredsstillede alle de kritikere, der var frustrerede over de seneste dages defensive kørsel, hvor fokus alene var på at sikre en 2. plads.

 

Det var da også ærgerligt, at Caruso åbent erkendte, at Bernal var urørlig, og at hans absolut maksimale ambition var at forsvare 2. pladsen. Men heldigvis er Caruso jo vant til at lytte til det, der bliver sagt, og da folk bad ham angribe, følte han sig ifølge ham selv tvunget til at prøve, da Simon Yates åbnede ballet på Alpe di Mera i går. Efterfølgende erkendte han, at det var en fejl, for ”lille Caruso” kunne alligevel ikke matche ”stjernen Yates”, og derfor lovede han sig selv igen at fokusere på 2. pladsen inden dagens sidste slag i bjergene.

 

Heldigvis har Jens Otto Krag lært selv en sicilianer, at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. Og det gjorde Caruso så, da Romain Bardet genfandt de offensive instinkter, vi ellers har set alt for lidt til i de senere år. Franskmanden, hvis generalieblad er ret ligeglad med, om han ender som nr. 6, 7 eller 8 i sin første Giro, var nemlig villig til at ryste båden og Ineos-maksinen allerede på San Bernardino-passet og iværksætte en stor offensiv, der gav mindelser om hans flotte kup på podiet på Tourens 19. etape i 2016 - den dag, hvor hans rivaler sejlede rundt på de regnvåde veje.

 

Dengang grundlagde han triumfen på en regnvåd nedkørsel, og den plan var nærliggende at genbruge, da nedbør lidt uventet gjorde den tekniske nedkørsel fra det berømte schweiziske alpepas til en krævende affære. Med god hjælp fra mountainbikeren Chris Hamilton slog han og holdkammeraten Michael Storer et hul, som pludselig fik Caruso til at lade forsigtighed være forsigtighed.

 

Det vil næsten også være dumt andet. Måske kan Caruso normalt ikke slå Bernal opad, men han kører nedad bedre end de fleste. Det viste han os allerede, da han og Peter Sagan gik i en mindeværdig Liquigas-offensiv i Vueltaen i 2011, og det viste han igen i dag, hvor han koblede sig på nedkørselsesfænomenet Pello Bilbao og spurtede op til den undslupne DSM-trio. Det var et fremstød, der kunne have endt i totalt kollaps og en knust podiedrøm, men Caruso var alligevel mere modig, end han troede. I hvert fald fortsatte han offensiven, selvom et Ineos-mandskab med Salvatore Puccio, Gianni Moscon, Jhonatan Narvaez, Jonathan Castroviejo og Daniel Martinez ved Bernals side nok kunne få de fleste til at tænke sig om en ekstra gang.

 

Nu var han heldigvis også hjælper af, at der var så mange hjælpere. Tilsammen havde han og Bardet tre mand til at gøre det beskidte arbejder, og af dem var Storer dokumenteret i sit livs form. Bilbao har måske ikke ramt formen til dette løb, men som guide på nedkørslen fra Splügelpass var han guld værd. Så var det måske alligevel værd at løbe risikoen trods Ineos’ skræmmende styrke.

 

Desværre for ham gik taktikken ikke hans vej. Den store Yates-offensiv, som mange havde spået og drømt om, og som var en forudsætning, hvis briten ville skabe miraklet og vende løbet på hovedet, blev pludselig helt usandsynlig, da den lille brite sendte en forrygende velkørende Christopher Juul frem for at hjælpe Ineos-drengene. Nu havde Yates ellers fået sit livs chance for at slide på det Ineos-hold, han skulle knække, hvis den store Splügelpass-offensiv skulle lykkes, og så gjorde han pludselig sit bedste for at ødelægge den gyldne chance!

 

Det skulle dog senere vise sig, at der var en god grund. Allerede på det tidspunkt kunne det næsten ikke læses som andet end et tegn på, at Yates’ ben var så mærkede, at han havde droppet alle offensive planer og i stedet rettet blikket mod et angreb på Carusos 2. plads. I det lys var situationen jo ikke videre gunstig for briten, der på sin egen stille facon fortalte hele verden, at hans ben nok slet ikke var så gode. Det skulle senere vise sig, at dispositionen var absolut velbegrundet.

 

I kampen om 2. pladsen var situationen faktisk slet ikke så ringe for Yates. Nok havde Caruso hjælp, men da Storer og Bilbao var brændt af, var der på målbjerget Alpe Motta stadig 6 km til toppen. Af disse var de 3,5 endda i benhård modvind, som de kraftigt blafrende flag kun bekræftede, og derfor var al mulig grund til at tro, at Caruso risikerede at knække nakken og blive kørt midt over, når favoritterne åbnede for gassen i medvinden på de sidste 2,5 stejle kilometer.

 

I hvert fald hvis man havde overset, hvor stærk Caruso er og i øvrigt altid er det i den tredje uge. Caruso fik stort set ingen hjælp fra Bardet, men alligevel lignede franskmanden i den hårde modvind en hængt kat, inden han med det samme knækkede, da den italienske maskine drejede ind i medvinden. Bag ham kørte han helt lige op med uhyret Martinez, der efter endnu et fabelagtigt forarbejde fra den flyvende Jonathan Castroviejo, trodsede modvinden og kørte stort set alle klassementsrytterne ud af hjulet. Og da også han endelig kom ind i medvinden og ikke gav ”sin hale” den samme fordel af læ, varede det bare få sekunder, inden Yates’ lille varsel om dårlige ben blev til virkelighed og også den evigt fightende Joao Almeida faldt fra, så kun kaptajn Bernal kunne følge det colombianske uhyre.

 

Pludselig var der udsigt til, at Ineos kunne krone den samlede sejr på den flotte vis, jeg allerede spekulerede på i gårsdagens optakt, og som akkurat glippede for Chris Froome, da han vandt Vueltaen på Angliru i 2017. Dengang kørte hans luksushjælper Wout Poels så stærkt, at han kørte alle klassementsryttere undtagen kaptajnen ud af hjulet, men desværre lykkedes det ikke for Froome at give sin hjælper den sejr, han drømte om. Forinden var Alberto Contador nemlig kommet væk på en nedkørsel, og det lykkedes akkurat ikke at fange spanieren i tide. Som en trøst avancerede Poels dog til 6. pladsen.

 

I dag endte det som det totale deja-vu. Denne gang var det ikke Contador, men Caruso, der var undsluppet på en nedkørsel. Denne gang var det Bernal og ikke Froome, der cementerede sin sejr. Og denne gang var det Martinez og ikke Poels, der kørte alle favoritterne ud af hjulet og samtidig avancerede til 6. pladsen. Ellers var alt det samme, og Ineos var igen uhyre tæt på at slutte en grand tour på den smukkest tænkelige måde.

 

Det forhindrede kun Caruso dem i, og det var uhyre fortjent. Italieneren så nemlig ud til at være i sin helt egen liga. Det er let at overse, hvor stor en rolle den kraftige vind spillede, men det var ret åbenlyst, at folk faldt som fluer, så snart de drejede ind i medvinden. Alligevel holdt Caruso først Martinez stangen, inden vanviddet blev totalt, da Bernal ikke hentede noget som helst på ham, da den colombianske Giro-konge til sidst ville cementere sin sejr ved at køre fra alt og alle. Måske er det Bernal, der vinder Giroen, men hvis Caruso havde haft disse tredjeugesben hele løbet, er det altså ikke sikkert, at ordene om, at en Giro-sejr var ”uden for hans rækkevidde” havde været spor sande.

 

Set over hele løbet er det dog Bernal, der har været bedst. I de første to uger var han i særklasse, og da han fornemmede, at formen var aftagende, viste han, hvorfor alle i hans følge altid har beundret hans hoved lige så meget som hans fysik. Efter fejlen i onsdags, hvor forsøget på at følge Yates blev en dyr affære, har han nemlig grebet de sidste to dage an på den måde, man skal, hvis man vil være en vinder. Måske har det været kedeligt og maskinelt at lukrere på sit stærke hold, men det har været klogt og effektivt. At han tænker sig om, blev særligt tydeligt i går, hvor han efter eget udsagn lod Almeida køre, fordi en sidste tur i rød zone ville kunne koste dyrt på dagens etape, hvor han kunne tabe meget mere end de 17 sekunder, han smed til Almeida til sidst. Da han i dag åbnede op til sidst, beviste han, at han også i går havde et større overskud, end man kunne se af resultatet, og at den samlede sejr blev sikret ved lige dele fysisk styrke og fornem krisehåndtering, da der pludselig kom helt uventet grus i det colombianske maskineri.

 

På den måde kom Bernal til at køre løbet, som han formentlig havde forestillet sig, nemlig i en jagt på et angreb fra en podiekandidat. De fleste regnede dog nok med, at det var Yates, for hvem det er knap så vigtigt, om det ender med en 2. eller en 3. plads, der ville satse stort fra distancen. Den offensiv kom dog aldrig, og dermed fik vi vel igen bevist, hvor Yates har sine styrker og sine svagheder.

 

Naturligvis er det nærliggende at tilskrive dagens nedtur det sædvanlige billede af, at han er rusten sidst i en grand tour. Denne gang tyder hans opblomstring dog snarere på, at det handler om hans natur. Det er velkendt, at Yates’ spidskompetence er de lette dage, men én eksplosiv og stejl stigning til sidst, og at hans svaghed er de store bjergdage med mange og lange stigninger. Helt omvendt er det for Bernal, og derfor kan det på ingen måde komme som noget chok, at dagens hierarki var et andet, end det var i går.

 

Det var det også, når det kommer til Almeida. Også han er nemlig mere ardennertype end klassisk klatrer, og derfor var det heller ikke helt uventet, at han ville få det sværere på en etapetype som denne, hvor de to Ineos-colombianere til gengæld var i deres rette element. Til gengæld beviste portugiseren nok engang, at hans evne til at fighte og begrænse tabet med sine bjergenkeltstarter ganske enkelt er uovertrufne. Det var hans eminente og offensive kørsel de seneste dage, der var undtagelsen. I dag så vi den klassiske Almeida - med den væsentlige forskel, at hans niveau bare er meget højere, end det har været tidligere.

 

Det er det til gengæld ikke for hverken Vlasov eller Hugh Carthy, der kom med podiedrømme, men hver især tager hjem med en vigtig lektie. Russerens flotte genrejsning er en påmindelse om, at niveauet rækker langt, men den endeløse serie af dårlige dage har også afsløret den mest bekymrende svaghed for enhver med grand tour-drømme. Heldigvis er stabilitet noget, der ofte kommer med alderen, og Vlasovs flotte afslutning viser i hvert fald, at det ikke er restitutionen, den er gal med.

 

Det er det heller ikke for Carthy, der har været et af løbets mest stabile elementer. Desværre har det stabile ligget i den konstante position i subtoppen, hvor han aldrig rigtigt har flyttet sig hverken i den ene eller den anden retning. Kun én regulær offday har der været, men Carthy har bare aldrig fundet sit niveau fra Vueltaen. Det er svært at finde andre forklaringer end det vanvidsprogram, han kørte i foråret, og det er i hvert fald nok en overvejelse værd, når EF skal evaluere denne lille fiasko. Selv Carthys motor må trods alt have en grænse.

 

Det har Bardets i hvert fald. Ligesom Vincenzo Nibali, der tidligt på etapen satte Jacopo Mosca til at føre i et forsøg på en stor genrejsning, må franskmanden nemlig sande, at der er forskel på, hvad hovedet og benene vil. Hans offensiv gav mindelser om tidligere tiders storhed, men hans nedtur til slut bekræftede også, at det kun er hovedet og ikke benene, der er det samme som i 2016 og 2017. Desværre for ham er dagens samlede 5. plads nok også en temmelig midlertidig ting, når tempomaskinerne Martinez og Almeida har været i gang på Po-sletten i morgen. Det er godt, at han har næsten fem minutter til Tobias Foss…

 

Netop nordmanden må også roses. Efter en relativt anonym start på karrieren har han i dette løb vist, at hans motor i hvert fald rækker i en grand tour. Måske er han ikke den Tour de l’Avenir-vinder, Tadej Pogacar eller Egan Bernal var, men der er lidt Almeida over hans kørsel i dette løb. Ganske vist ender han noget længere tilbage, end portugiseren gjorde i 2020, men det i et betydeligt stærkere felt. Opskriften har i hvert fald været den samme: en god motor, stærk restitution, en fremragende enkeltstart samt ukuelig fightervilje og skadesbegrænsning i bjergene. Og selvom et storhold som Jumbo må se på udbyttet som lidt pauvert, er det nu ikke helt ringe at ende med en 9., 11. og 12. plads i klassementet. Det vidner i hvert fald om et vist niveau på stjernetruppens B-hold, inden A-holdet skal i aktion i Frankrig om en måned.

 

Bahrains A-hold har Caruso længe været en del af. Det har han egentlig været på alle sine mandskaber, men det har altid været i den samme rolle, nemlig som den loyale hjælper. Hvorfor skulle det være anderledes, når man alligevel ikke kan opnå de største resultater selv? Den tænkning kan det godt være, at han skal til at genoverveje, hvis han kan omstille sit mindset fra at være gennemsyret af offervilje. Det virker i hvert fald ikke helt usandsynligt, at Mikel Landa igen i dette løb kunne være blevet overstrålet af en holdkammerat, hvis han stadig havde været i løbet. Sådan plejer det jo at gå, da Landas løjtnanter altid er flyvende. Det gælder åbenbart også for den beskedne mand med de beskedne ambitioner. Han kunne nemlig mere, end han troede!

 

OPDATERING: Simon Yates har bekræftet, at hans plan var det ventede store angreb på næstsidste stigning, men at benene manglede. Damiano Caruso har også bekræftet, at hans plan var det defensive forsvar af andenpladsen, indtil han og Bilbao greb en uventet chance.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Favoritterne

Øv! Nu har vi lige vænnet os til, at en afsluttende enkeltstart i Milano er ensbetydende med, at hjertet oppe i halsen og en nervepirrende kamp om den samlede sejr. Førertrøjen har skiftet ejermand de seneste tre gange, løbet har haft en sådan afslutning, nemlig da Tao Geoghegan Hart, Tom Dumoulin og Ryder Hesjedal detroniserede hhv. Jai Hindley, Nairo Quintana og Joaquim Rodriguez i sidste øjeblik i årene 2020, 2017 og 2012.

 

Sådan går det dog næppe denne gang. Det må man i hvert fald håbe. Selvom Damiano Caruso er en bedre temporytter end Egan Bernal, er der ingen chance for, at colombianeren taber sit store forspring til sin italienske rival denne flotte solskinssøndag på Po-sletten. I 2017 kørte de nemlig en næsten helt identisk enkeltstart, og dengang slog Dumoulin kun Quintana med 1.39. Med tanke på, at Dumoulin er en bedre temporytter end Caruso og Quintana en ringere en af slagsen end Bernal, synes det komplet umuligt, at der kan opstå spænding om sejren. Desværre gælder det også for resten af podiet, da Caruso som top 3’s bedste temporytter formentlig blot styrker sin 2. plads i forhold til Simon Yates, der har et komfortabelt forspring til Aleksandr Vlasovs 4. plads.

 

Forskellen på Dumoulin og Caruso vil formentlig også komme til udtryk i morgendagens etaperesultat. Det er ellers rigtigt, at klassementsryttere overpræsterer og ofte er meget langt fremme på sene grand tour-enkeltstarter, ganske enkelt fordi de drager fordel af deres gode restitution. Det så vi eksempelvis i sidste års relativt flade Vuelta-enkeltstart, hvor selv temposvage klassementsfolk var langt fremme. I Milano er terrænet dog så fladt og etapen så skræddersyet til specialister, at det altid er wattmonstrenes domæne. Dumoulin kørte med om sejren i 2017, hvor han kun blev slået af Jos van Emden, fordi han netop er et wattmonster, men selvom Caruso sikkert kører en flot enkeltstart i morgen, er det helt utænkeligt, at han vinder.

 

Etapen er nemlig specialisternes totale domæne. Det er intet tilfælde, at de seneste vindere af enkeltstarter i Milano er Filippo Ganna, Jos van Emden, David Millar, Marco Pinotti (to gange) og Serguei Gonchar. Kun de ypperste specialister blandt klassementsrytterne som Dumoulin og Joao Almeida, der sidste år blev nr. 4 bag Ganna, Victor Campenaerts og Rohan Dennis kan måle sig med de øvrige wattmonstre på en rute som denne.

 

Po-sletten er så flad, at den ville udgøre et glimrende billardbord, og der er således bare 26 sølle højdemeter over de 30,3 km. I forhold til sidste år er der næsten fordoblet på distancen, så vi har nogenlunde samme længde som i 2017, og samtidig er der skruet op for de tekniske passager. Sidste år var det teknisk ret ukompliceret, men denne gang er der flere sving, inden man rammer det mest udprægede tonserstykke efter sidste mellemtid. Samtidig bidrager vejrguderne med modvind, hvilket traditionelt er til endnu større fordel for de mest kraftfulde og aerodynamiske og samtidig gør det endnu sværere for de lette drenge - et element, der bidrager til større forskelle, end vi ville have set i medvind.

 

Faktisk har vejrguderne været flinke ved arrangørerne efter et ellers drivvådt løb. Afslutningen kunne ikke være smukkere, og betingelserne burde være helt identiske for alle ryttere på en dag med konstat sol, konstante og høje temperaturer og konstant vind, der primært er i ansigtet. Det betyder, at vi bør undgå en gentagelse af Menchovs ”falden-på-halen i den lyserøde trøje”, og det bliver en helt fair kamp alene på evnen til at træde watt og håndtere de tekniske elementer.

 

Derfor kan der heller ikke være megen tvivl om, at Filippo Ganna er favorit. Det var der ellers forud for 1. etape, hvor selv hans eget hold og han selv var i tvivl om niveauet efter et forår med den ene enkeltstartsskuffelse efter den anden. Den usikkerhed fik han dog fjernet med en skræmmende overlegen sejr på 1. etape, hvor han atter viste os alle, hvorfor han sidste år bragede ind på scenen og skabte sin helt egen liga på enkeltstarterne - en liga, der blev helt tydelig i dette løb, hvor han vandt alle tre enkeltstarter i overlegen stil.

 

En af de sejre kom i Milano, hvor han vandt med hele 32 sekunder over en distance på bare 15,7 km. Den margin bekræfter hans overlegenhed på flade tonserenkeltstarter, og den blev understreget i Torino, hvor han vandt med 10 sekunder ned til Edoardo Affini over en distance på bare 8,6 km. Normalt er forfølgelsesrytteren Ganna bedst over korte distancer, men som hans sejre ved VM og på Giroens lange enkeltstart i 2020 bevidner, er hans motor nu blevet så stor, at han også er en konge på længere distancer som denne.

 

Spørgsmålet er, hvor frisk han er. Sidste år vidste vi, at han var flyvende, fordi han kørte et meget aktivt løb med mange udbrud. I år har han ”bare” været trækdyr for Egan Bernal, og selvom han har ført i en evighed, er det lidt svært at vide, hvor han står. Han er dog kommet godt igennem bjergetaperne, og der er intet, der tyder på, at han skulle være mere træt end sidste år. Denne gang er der stadig lidt større usikkerhed end sidste år, fordi han har været så sårbar i foråret, og Remi Cavagna har været så flyvende, men efter Torino-showet er udsigten til et Milano-show fra Ganna ganske god.

 

Særligt to rivaler skiller sig ud. Den første er Remi Cavagna. Franskmanden skuffede ganske vist i Torino, hvor han ”kun” blev nr. 5, men det kom ikke helt ud af det blå. En 8,7 km lang, småteknisk enkeltstart er slet ikke noget for den franske dieselmotor, der til gengæld vil elske denne mere end 30 km lange distance. Her kan han endelig åbne for den gas, der i år har givet ham en 2. plads bag Stefan Bissegger i Paris-Nice, en 2. plads bag Dennis Catalonien og en fornem sejr i Romandiet, hvor han endda befandt sig på en rute, der slet ikke passede ham. Måske foretrækker han lidt bløde bakker undervejs, og hans historik på flade enkeltstarter er begrænset, men med de forrygende mellemtider, han satte i fladlandet i Touren sidste år og på prologen i Romandiet viste han et skræmmende højt niveau i fladlandet.

 

Cavagna virker også frisk. Det så vi med det flotte angreb i finalen i torsdags, og han viste sidste år i Touren, at han mestrer kunsten at brage en forrygende enkeltstart af til allersidst i en grand tour. Dengang var klatringen for voldsom til, at han kunne vinde, men denne gang bør han have en reel chance for at true Ganna. Så gode har hans enkeltstarter været i år, og i forhold til italieneren er det i hvert fald entydigt ham, der har glæde af den længere distance. Om det er nok til at slå favoritten, finder vi ud af søndag, men helt umuligt virker det ikke.

 

Det gør det måske heller ikke for Edoardo Affini, der befinder sig i en helt anden situation end for tre uger siden. Dengang var han det store tempotalent, der intet havde leveret siden det suveræne 2019, hvor han vandt EM-bronze (foran Ganna), blev nr. 2 i BinckBank Tour (bag Ganna) og vandt i Tour og Britain, men i 2020 var han ikke meget værd. Heldigvis lå det i kortene, at et skifte til Jumbos fantastiske tempofabrik kun kunne gavne ham, og efter en sløj præstation i Tirreno beviste han med 2. pladsen i Torino, at Jumbo-geniet Mathieu Heijboer har bragt ham tilbage på sporet.

 

Alligevel er usikkerheden om Affini stor. Frisk synes han heldigvis stadig at være efter den flotte præstation på 13. etape (som dog er ved at være længe siden), men han har hverken Cavagnas eller Gannas motor. Han er formentlig kommet ringere igennem bjergene, og i forvejen ved vi, at hans bedste resultater er kommet over korte distancer. Han gjorde det flot til EM over godt 20 km, men om han er god nok til at true Ganna og Cavagna over 30 km sidste i en grand tour, skal han stadig bevise, når han generelt har skuffet over længere distancer. I det mindste ved vi dog, at poweren fra 2019 synes fuldt tilbage, hvis han er frisk, og motoren holder alle 30 km.

 

Ellers har Jumbo et andet kort. Tobias Foss har været lidt sløv i betrækket i bjergene, men på enkeltstarterne har han været forrygende fra start. Ser man bort fra skuffelsen i Tirreno i år, har han gjort det fremragende hver eneste gang i Jumbo-trøjen. Sidste år blev han nr. 5 på førstedagen i Giroen, og i år er han blevet nr. 4 i Baskerlandet og nr. 3 på den flade tonserute i Torino. Holder den uhyre stabile tendens, kører han i top 5 igen søndag, og på mange måder er han et meget mere stabilt og sikkert kort end Affini, der stadig er omgærdet af megen usikkerhed.

 

Frisk er han i hvert fald. Han har gravet dybt hver dag, men Foss synes langt bedre nu, end han var i løbets første dage, hvor han jo ellers kørte en god enkeltstart. Selvfølgelig kan det koste, at han gravede dybt i dag, men generelt har klassementsfolk som sagt gode kort på hånden sidst i en grand tour. Samtidig bør Foss’ motor være bedre over en lang end en kort distance - det var vel ikke helt tilfældigt, at han fejlede i Tirreno - og da han allerede har vist tekniske evner og power på flad vej, ligner det endnu et topresultat som afslutning på en fornem grand tour.

 

Den anden klassementsrytter, der kan være med helt i front, er Joao Almeida. Ligesom Foss er han bare blevet bedre og bedre igennem løbet, og i denne uge har han nået et klatreniveau, han aldrig tidligere har været blot tæt på. Hans tempohistorisk er skræmmende konsistent efter gennembruddet med 2. pladsen på Sicilien sidste år, for siden er han blevet hhv. 6 og 4 på de to efterfølgende Giro-enkeltstarter, nr. 6 i UAE Tour, nr. 7 i Tirreno, nr. 3 i Catalonien og senest nr. 4 i Torino. Netop 4. pladsen i Torino og 4. pladsen i Milano sidste år viser, at han godt kan køre disse flade tonserenkeltstarter, men resultaterne i særligt UAE Tour og Tirreno viser, at han mangler lidt power i forhold til de sande wattmonstre. Til gengæld burde en fyr som ham have gavn af, at distancen er dobbelt så lang som sidste år, hvor han jo altså blev nr. 4, og det borger for et godt resultat igen denne søndag. I hvert fald synes han meget stærkere end sidste år, og hvis fremgangen i bjergene modsvares af fremgang på enkeltstarten, kan det kun blive en herlig søndag for Almeida, der burde have en fair chance for at passere både Hugh Carthy og Romain Bardet i klassementet.

 

Hvis grundreglen om, at friskhed betyder alt i den sidste uge af en grand tour, holder stik, skal vi regne med noget stort fra Alberto Bettiol. Fra start har han været i skræmmende god form, og det hele kulminerede naturligvis med den fabelagtige etapesejr i torsdags. I dag leverede han et for ham sjældent ringe resultat, formentlig for at spare sig til i dag, da han ikke længere kunne sidde hos Carthy, og han burde derfor have lidt mere friskhed end klassementsrytterne. Til gengæld er der formentlig en grund til, at hans eneste lidt skuffende præstation kom netop på enkeltstarten i Torino, for Bettiol er ikke naturlig temporytter. Det var en evne, der dukkede op som cykelhistoriens største chok, da han helt ud af det blå blev nr. 2 i Tirreno sidste år, men samme højder har han ikke nået siden dengang. Hans 6. plads i Tirreno i år, hvor han stadig var formsvag efter vinterens sygdom, vidner dog om, at han på sine gode dage er god på disse flade enkeltstarter, og i teorien burde en lang distance vel være bedre for en klassikerspecialist som ham. Der er flere middelmådige end gode enkeltstarter på Bettiols cv, men det skal blive spændende at se, hvor langt hans superform vil føre ham.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00
 

Netop det med superform og friskhed får mig til at pege på Daniel Martinez. Jeg er lidt usikker på, om ruten er for flad, for det er klart, at en klatrer som ham helst ser nogle højdemeter. Han overraskede mig dog positivt, da han i februar i formsvag tilstand blev nr. 9 på den korte, flade enkeltstart i UAE Tour, og han er tidligere også blevet nr. 5 på en flad enkeltstart i Paris-Nice og i formsvag tilstand nr. 10 i Vueltaen. Sidste år var han bestemt heller ikke flyvende mod slutningen af Touren, men alligevel blev han nr. 11 på den halve bjergenkeltstart, og nu skal han så vise, hvad han kan i et løb, hvor han kun er blevet bedre og bedre undervejs, alt sammen kulminerende med dagens vilde ridt. Hans præstation i Torino var bekymrende, men dengang var han også i en helt anden form, og distancen var alt, alt for kort. Dette burde passe meget bedre til en klassementsrytter. Han lider under terrænet, men friskheden og resultatet i UAE Tour taler for, at vi ser endnu et fremragende ridt fra Martinez, der ikke får problemer med at gå forbi temposvage Bardet i klassementet.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Gianni Moscon. Italieneren var i skræmmende god form i starten af løbet, men siden grusvejsetapen har han været noget mere haltende. Han rejste sig dog med et flot ridt på Sega di Ala, hvor han viste, at han stadig har lidt at skyde med. Det er bekymrende, at han skuffede lidt med en 10. plads i Torino, men vi taler trods alt om en mand, der er blevet nr. 6 til VM og flere gange har været italiensk mester. Også han vil drage fordel af en mere kuperet rute, men den længere distance er nok ikke nogen ulempe for ham. Formen har i hvert fald været skræmmende, men de seneste dages trængsler har sendt ham lidt baglæns på denne liste.

 

En rytter, der har været endnu bedre til VM, er Nelson Oliveira , der i 2017 var sekunder fra at vinde bronze. Han er altid fremragende på lange enkeltstarter sent i en grand tour, som da han kørte på podiet bag Dumoulin og Froome i Touren i 2016, og han er også blevet både nr. 3 og 5 i Vueltaen. Oliveira er dog bedst over endnu længere distancer og på kuperede ruter, og disse flade tonserenkeltstarter har aldrig rigtigt været ham. I det lys var hans indledende 16. plads på en for ham alt, alt for kort rute dog uhyre opløftende, og han bør være betydeligt bedre over denne længere distance. Til gengæld fornemmer man, at den superform, han havde i de første uger af løbet, måske ikke har varet ved hele vejen denne gang, og kombineret med det alt for flade terræn skaber det usikkerhed.

 

En rytter, der har været svær at spå om, er Patrick Bevin. Efter sin 4. plads ved VM og mange 2. pladser på WorldTouren var Bevin braget direkte ind i tempoeliten, men det ringe 2020 sendte hampå kurs mod deroute. I år kom han pænt tilbage med en 10. plads i Paris-Nice og ikke mindst en 7. plads på den for ham for svære rute i Baskerlandet. Til gengæld floppede han fælt i Torino og på prologen i Romandiet, og generelt har der været flere skuffelser end succeser på enkeltstarten i de seneste to år. Hans tidligere så gode form synes også at være gået fløjten efter skuffelsen i udbruddet forleden, men helt ristet er han dog ikke. Vigtigst er det, at distancen denne gang er længere, for det er helt entydigt, at Bevin i de senere år har levet efter mantraet ”Jo længere, jo bedre”. Knap så godt er det nok, at etapen er helt flad.

 

Som altid vælter Ineos i kandidater, og en anden af disse er Jonathan Castroviejo. Desværre er den lille spanier blevet forvandlet fra temporytter til klatrer, og i de seneste sæsoner har hans enkeltstarter været temmelig sølle. I år har der dog været en delvis genrejsning med en 15. plads i Catalonien og en 13. plads i Torino, og selvom det er milevidt fra fordums styrke, er han dog konkurrencedygtig. Enkeltstarten minder meget om den, der gav ham VM-bronze i Qatars ørken, og derfor mestrer han disse pandekageflade ruter og den længere distance. Hans store våben er den superform, han har haft den sidste uge, hvor han har klatret bedre end nogensinde, men er det nok til at genfinde den tempoklasse, han ikke har vist i nu flere sæsoner. I lyset af hans transformation er det måske ikke på denne rute, at det vil ske.

 

Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om Damiano Caruso. At italieneren er i sit livs form, kan ingen være i tvivl om, og at han kører fremragende enkeltstarter i den tredje uge, ved vi også. Det beviste han nemlig med 4. pladsen i Verona i 2019, sin 3. plads på bjergenkeltstarten i 2013 og med sidste års 7. plads i Touren. Denne form for tonserenkeltstart har han dog aldrig præsteret på, og det er ikke helt uden grund, at han var langt efter i Torino. En gammel 9. plads fra 2016 på tonserruten i Tirreno skaber dog et vist håb, og i forhold til den etape drager han i hvert fald fordel af den længere distance samt af sin eminente restitution på dette sene tidspunkt i løbet. Også i 2018 kørte han en fornuftig tonserenkeltstart i Baskerlandet, og han er derfor ikke uden evner, men spørgsmålet er, om ikke etapen trods alt er lidt for flad til, at han kan lave et af sine allerbedste tredjeugesresultater.

 

Max Walscheid er i gang med at lave en omvendt Kittel og transformere sig fra sprinter til tempospecialist, og efter at han er begyndt målrettet at arbejde på disciplinen, synes han at forbedre sig fra løb til løb. Efter 19. pladsen til VM har han fået tre top 10-placeringer på WorldTouren, i år med en 7. plads i UAE Tour og en 8. plads i Torino, hvor han kørte karrierens vel nok bedste enkeltstart. Terrænet kunne heller ikke være bedre end dette, men der er nok en grund til, at han startede som sprinter. Alle hans gode enkeltstarter er kommet over distancer på højst 13 km, mens han på den ellers helt flade rute til VM over en længere distance kun blev nr. 19. Spørgsmålet er, om ikke denne enkeltstart er for lang for tyskeren, der dog heldigvis synes at være kommet fint igennem bjergene, hvor han ellers har alle odds imod sig.

 

Jan Tratnik har kørt et lidt anonymt løb, men formen synes ganske fremragende. Det viste han med 2. pladsen på sin eneste dag i rampelyset, da han trodsede tyngdekraften på Monte Zoncolan, oh siden er han også endt langt fremme i bjergene. Friskheden synes at være der, men der er også en grund til, at en ellers formstærk Tratnik kun blev nr. 23 i Torino. Disse flade enkeltstarter er nemlig slet ikke hans kop te. Han drager fordel af de tekniske elementer, men det er ikke nok til at kompensere for den manglende power. Sidste år blev han dog nr. 10 i Milano og nr. 9 i Tirreno, og han er derfor ikke uden evner på denne slags enkeltstarter. Vi taler dog snarere endnu en yderlig top 10 end benhård kamp med Ganna om sejren.

 

En anden østeuropæer er Tanel Kangert , der bestemt heller ikke er fan af dette fladland. Til gengæld er hans dieselmotor altid god på relativt lange enkeltstarter, og efter en formmæssigt svag start på løbet har han været ganske god i den seneste del, hvor han længe har siddet hos Yates. Han er uhyre svingende på enkeltstarter, som vi så med hans ridt i Torino i år og Milano sidste år, men klassen har han, som vi så med hans top 10 ved VM i 2019 og sidste års 7. plads i Giroen og 11. plads i Paris-Nice. Fladt terræn er slet ikke ham, men hans 18. plads på Sicilien og 19. plads i Tirreno sidste år viser, at han i formstærk udgave kan forsvare sig. I forhold til de to løb hjælper distancen ham enormt, og derfor kan det sagtens gå glimrende - ligesom det kan gå helt galt.

 

Var det gode resultat i Torino et udtryk for en generel forbedring for Alesandr Vlasov? Hans flotte enkeltstart i Paris-Nice tyder på det, og generelt er alle Astana-ryttere også blevet små tempokometer i år. Ruten her burde på papiret slet ikke passe ham, men i forhold til Torino burde distancen jo faktisk kun gøre det endnu bedre. Han har også set bedre ud de seneste dage, og han er bestemt ikke helt udkørt, men spørgsmålet er, om han har den nødvendige friskhed til at præstere i en disciplin, der ikke er et naturligt kompetenceområde. Det skal han i hvert fald først bevise.

 

Er det nu, Nikias Arndt skal tilbage på temposporet? Det har ellers været sløjt i mange år, men i sin bedste tid var han jo fremragende. I 2017 blev han nr. 7 og 11 på Tourens to enkeltstarter, og han er tidligere to gange blevet nr. 9 i Tour de Suisse, ligesom han er blevet nr. 7 på tonserruten i Abu Dhabi. I år gav 16. pladsen i UAE Tour lidt håb om en opblomstring, men det døde med et brag igen senere i Tirreno og ikke mindst Torino. Det er dog svært ikke at bemærke, at Arndt er i gang med sit livs grand tour, og hans store motor burde passe fint til denne distance. Skal han finde lidt af tempoevnerne igen, kunne i dag være et godt bud.

 

En anden rytter, der kan være megen tvivl om, er Matthias Brändle. Det er nu ikke tvivlsomt, at han er en skygge af den rytter, han engang var, men hans 9. plads i Torino gav håb om en lille genfødsel. Hans aktive kørsel de seneste dage tyder også på ganske stor friskhed, men til gengæld er distancen et handicap. Brändles speciale er de korte enkeltstarter, mens han altid lider på de længere, og det er ikke noget tilfælde, og det er ikke noget tilfælde, at han sidste år blev nr. hhv.19 og 20 på de to sidste enkeltstarter, der tidsmæssigt var de længste i løbet. Denne gang er distancen endda dobbelt så lang som sidste år, og selvom terrænet passer ham, tror jeg mest på endnu en fiasko. Torino viser dog, at han kan overraske positivt.

 

I helt samme kategori finder vi Michael Hepburn. Snapsene står længere og længere fra hinanden, og hans gode enkeltstarter er efterhånden lige så sjældent som regnvejr om sommeren i hans australske hjemland. Han kører dog altid gode enkeltstarter i Tirreno, også i år hvor han blev nr. 9, og det vidner om evnerne i fladt tonserterræn. Lange distancer er dog slet ikke ham, men hans 10. plads på den ret kuperede rute i Touren i 2018 viser, at han af og til kan overraske sent i en grand tour. Det er dog en ret enlig svale, og mest af alt taler for, at han skuffer lige så meget, som han gjorde i Torino. Hans fine føringsarbejde på San Bernardino i dag vidner dog om, at han har en vis friskhed.

 

Den tredje af de tunge og fallerede tempogiganter er Maciej Bodnar . I årevis har han kørt den ene skuffende enkeltstart efter den anden, men i Torino var han pludselig bedre end meget, meget længe. En 16. plads giver i hvert fald lidt håb, selvom det er milevidt fra fordums styrke, og ruten passer ham i hvert fald. Hans store VM kom som bekendt med en 4. plads på den næsten identiske rute i Qatar, og han kan klare både distance og terræn. Spørgsmålet er bare, om den lille opblomstring i Torino var en enlig svale eller en lidt mere generel tendens i en ellers svær tid for den tidligere specialist.

 

Kan Koen Bouwman omsætte sit livs form til en god enkeltstart? Præstationen i Torino indikerer det ikke, men det gør til gengæld den fine 17. plads i Catalonien. Tidligere er han blevet nr. 11 i Romandiet og nr. 12 i Schweiz, så tempoevnerne er slet ikke så ringe. De har været helt væk i de senere år - altså lige indtil Catalonien - og nu er spørgsmålet, om han kan bygge videre dels på sin suveræne form, dels på den fantastiske Jumbo-trend, Heijboer har skabt. Terrænet er nok lidt for fladt til det helt store, men han har potentiale til at overraske.

 

Endelig er der de to Astana-ryttere Matteo Sobrero og Luis Leon Sanchez. Sobrero fandt nogle uventede tempoevner i Giroen sidste år, men i år er han til gengæld den eneste Astana-rytter, der har regulært underpræsteret i disciplinen. Det gjorde han senest i Torino, men hans hæderlige 14. plads i UAE Tour kan dog give lidt håb om en genrejsning. Sanchez har ikke kørt gode enkeltstarter i mange år, men netop som jeg holdet med at nævne ham i optakter, chokerede han i UAE Tour tidligere på året. Det var en ret enlig svale, som vi har set senere på året, og derfor regner jeg ikke med noget stort. På den anden side har Sanchez en ret god historik for sene grand tour-enkeltstarter over relativt lange distancer.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - KONTANTE PRÆMIER TIL TOP 25
 

Egentlig burde jeg nævne Pello Bilbao, men siden Touren sidste år har han kun skuffet, og det gjorde han endda også på alle enkeltstarter i den flotte Giro sidste år. Han er i klar formfremgang efter et skidt løb, men det er lidt svært at tro, at han for alvor rejser sig på en rute, der slet ikke passer ham, når det er gået ham ilde så længe.  Jeg er holdt op med at tro, at Gorka Izagirre og Tejay van Garderen kan rejse sig igen, og selvom han nok skal kæmpe, er det svært at se Vincenzo Nibali gøre det godt på denne rute i hans nuværende forfatning. Det samme gælder for Bauke Mollema . Sidste år kørte Hugh Carthy flotte enkeltstarter, men det har han slet ikke gjort i år, og hans generelle niveau tilsiger ikke, at det pludselig sker i morgen. Simon Yates og Egan Bernal er begge uhyre svingende, men overrasker begge af og til positivt. Mest tror jeg, at Bernal kan gøre det denne gang, men ingen af dem burde kunne være med helt fremme på denne rute. Diego Ulissi gør det ofte pænt som i Torino, men denne længere powerrute passer ham dårligere. Den er også alt for lang for Pete Sagan, og Nico Denz er aldrig fulgt op på sidste års resultat i Slovakiet. Lukasz Wisniowski viste lidt af fordums evner i Besseges, men han kan heller ikke være med helt fremme, og Callum Scotson har slet ikke kørt gode enkeltstarter som professionel. Felix Grossschartner har ikke kørt gode enkeltstarter siden Paris-Nice i 2018, og Alexis Gougeard gør det heller ikke længere, ligesom den sidste gode enkeltstart fra Rein Taaramae, Tony Gallopin, Cameron Meyer og Dario Cataldo for længst har overskredet holdbarhedsdatoen. Ruten er også for lang til en Valerio Conti -kanin, som han ellers af og til leverer. Endelig så vi i Torino igen, at Mikkel Honoré kan gøre det hæderligt, men ikke være med helt i front.

 

OPDATERING: Egan Bernal har fortalt, at han grundet rygsmerter ikke har trænet meget på sin enkeltstartscykel. Han kan derfor køre under vanlig standard, men hans trøje er naturligvis ikke i fare.

 

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Remi Cavagna, Edoardo Affini

Outsidere: Tobias Foss, Joao Almeida, Alberto Bettiol, Daniel Martinez, Gianni Moscon

Jokers: Nelson Oliveira, Patrick Bevin, Jonathan Castroviejo, Damiano Caruso, Max Walscheid, Jan Tratnik, Tanel Kangert, Aleksandr Vlasov, Nikias Arndt, Matthias Brändle, Michael Hepburn, Maciej Bodnar, Koen Bouwman

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Filippo Gannas sejr fra 2020, Jos van Emdens sejr fra 2017, Marco Pinottis sejre fra 2012 og 2008 samt David Millars sejr fra 2011.

 

Starttider

Starttider findes under liveopdateringen.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Filippo Ganna
Remi Cavagna, Edoardo Affini
Tobias Foss, Joao Almeida, Alberto Bettiol, Daniel Martinez, Gianni Moscon
Nelson Oliveira, Patrick Bevin, Jonathan Castroviejo, Damiano Caruso, Max Walscheid, Jan Tratnik, Tanel Kangert, Aleksandr Vlasov, Nikias Arndt, Matthias Brändle, Michael Hepburn, Maciej Bodnar, Koen Bouwman
Matteo Sobrero, Luis Leon Sanchez, Pello Bilbao, Hugh Carthy, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi, Egan Bernal, Simon Yates, Gorka Izagirre, Tejay van Garderen, Nico Denz, Lukasz Wisniowski

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR