Optakt: 21. etape af Tour de France

Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen.

Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet igen i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har været endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og den model bibeholdes i 2018, hvor der er bare 116 km på programmet. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Houilles, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest og sydvest, nordvest og atter sydvest for at køre ud af byzonen og runde mere landlige omgivelser i etapens vestligste punkt. Modsat mange gange tidligere er der ingen bjergspurter på programmet på den helt flade etape, der maksimalt når op i 175 m højde og kun byder på enkelte bakker i denne indledende fase.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ved det vestligste punkt drejer man mod sydøst og siden øst for at sætte kursen mod centrum af Paris, og man følger en lang, lige og flad vej gennem forstæderne. Senere kører man mod nordøst, inden man krydser Seinen og herefter kører mod nordøst gennem et større parkområde vest for Triumfbuen. Efter 54 km passerer man bygrænsen, inden man kører det sidste stykke frem til den klassiske rundstrækning, der har været uforandret, siden man i 2013 modificerede den ved at køre hele vejen rundt om Triumfbuen. Den rammes efter 57,5 km, og blot fire kilometer senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 1500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen.

Etapen byder på i alt 682 højdemeter.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Paris har ligesom det mest af Nordeuropa været ramt af hedebølge de seneste dage, men varmen har lagt sig igen. Søndag bliver let skyet med en temperatur på 29 grader, mens det vil sky en anelse til mod slutningen af etapen, der ender først på aftenen. Det vil være ret blæsende med en frisk vind fra sydvest. Det giver sidemod- og modvind først på etapen og sidemed- og medvind på stykket ind mod Paris. På rundstrækningen vil der være sidevind stort set hele tiden.

Analyse af 20. etape

Vi var sikkert mange, der grinede lidt overbærende, da Team Sky i efteråret 2009 blev lanceret som den nye britiske cykelsatsning med den erklærede ambition indenfor fem år at vinde Tour de France med en brite. Nuvel, Bradley Wiggins var da i gang med en transformation fra banestjerne til klassementsrytter, men der var stadig meget lang vej til en Tour-sejr. Og i samme periode havde Alberto Contador og Andy Schleck et så solidt greb om Touren, at der ikke just var noget, der tydede på, at de skulle kunne stødes fra tronen.

Starten var da heller ikke bestemt lovende. Wiggins imponerede ikke just i debuten i 2010, efter at han på kontroversiel vis havde forladt Garmin-mandskabet for at slå sig til de britiske opkomlinge, og den efterfølgende sæson var heller ikke just en succes, da Wiggins styrtede ud af løbet allerede tidligt i løbet. Samme år havde han imidlertid sejret i Dauphiné, hvor vi havde set det første eksempel på den Sky-dominans, der skulle blive det dominerende Tour-tema i dette årti. Kort efter brød Chris Froome gennem lydmuren, da han som hjælperytter for Wiggins blev nr. 2 i Vueltaen - et løb, han utvivlsomt havde vundet, hvis ikke han havde slidt sig halvt ihjel for sin kaptajn på den vindblæste Covatilla-stigning - og siden da har de ikke set sig tilbage.

Året efter skulle Wiggins med samlede sejre i Paris-Nice, Tour de Romandie, Dauphiné og senere i Touren, hvor Froome endda blev nr. 2 efter endnu engang at være blevet holdt tilbage af sin kaptajn, og det skulle blive starten på den totale dominans. Siden da har der stået Sky på alt i verdens største cykelløb, og selvom de slet ikke har haft samme overlegne styrke i andre løb, har de altid formået at samle det suveræne A-hold til det løb, der betyder allermest. Kun i 2014, hvor Froome tidligt måtte forlade løbet, oplevede man ikke den store succes. I alle andre løb har der stået Sky på det hele.

Med tanke på den skepsis, man havde ved lanceringen af projektet for nu snart ti år siden, er det næsten uvirkeligt, at holdet i morgen kan fejre den tredje britiske Tour-vinder i løbet af den relativt korte levetid. Der var ellers lagt op til endnu en Froome-dominans, da feltet rullede ud fra Vendee for nu tre uger siden, men usikkerheden omkring hans friskhed efter Giro-Tour-doublen gjorde, at der hele tiden var lidt tvivl, om det virkelig ville kunne lade sig gøre at forsvare den trone, han så effektivt har siddet på siden 2013, hvor kun styrt har kunnet true hans position som verdens bedste etapeløbsrytter.

Belært af erfaringerne fra tidligere udgaver af især Giroen, hvor de år efter år har måttet se deres kaptajn blive sat tidligt ud af spillet, er det imidlertid blevet kutyme for dem altid at have en solid plan B. I år var det Geraint Thomas, der var udset til den rolle, men trods waliserens sublime kørsel i især de seneste to år, var der ikke mange, der for alvor troede, at plan B ville kunne fungere som plan B. Skulle Sky vinde, skulle det være med Froome.

Det var da også holdets klare ønske, og helt frem til 17. etape håbede man stadig, at kongen kunne rejse sig med et Finestre-agtigt comeback. Det var da også planen forud for den korte etape i Pyrenæerne, hvor Froome kom med det planlagte angreb fra bunden af Col du Portet. Da han imidlertid kun med nød og næppe kunne følge Primoz Roglics hjul og hurtigt lod sig opsluge igen, blev det klart, at det ikke var den ”rigtige” Froome, der var kommet til Frankrig, men derimod en halvtræt regent, der kunne mærke Giroen i benene.

Heldigvis for Sky viste plan B sig mere robust end ventet, og måske burde vi allerede have forudset det. I hvert fald har Sky fire gange siden 2012 leveret en Dauphiné-Tour-double, så da Thomas i begyndelsen af juni besteg podiet som suveræn vinder af det bjergrige franske etapeløb, burde vi måske have luret, at noget stort var i vente.

Thomas’ triumf kommer da heller ikke ud af det blå - langt fra. Der er meget få, der har haft en så jævn udviklingskurve, siden han for første gang i 2012 og 2013 begyndte for alvor at give sig i kast med bjergrige løb. Indtil da havde han dedikeret sig til klassikerne og banen, men som hjælperytter i Sky-toget fandt han ud af, at han kunne meget mere end det. Så snart han begyndte at dedikere sig mere målrettet til bjergene, kom resultaterne da også i lind strøm. Hans første større resultat kom med en etapesejr på en svær etape i Tour Down Under, og kort efter var det kun et styrt, der forhindrede ham i at køre med om sejren i Paris-Nice.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

2015 var første gang, han for alvor satsede på at teste sig i etapeløbene, og det gav med det samme pote. En andenplads bag holdkammeraten Richie Porte på kongeetapen i Paris-Nice, samlet sejr i Volta ao Algarve og en andenplads i Tour de Suisse lagde grunden til den flotte Tour, hvor han indtil kollapset på 19. etape lå på løbets 4. plads, selvom han slet ingen personlige ambitioner havde haft.

Efter fiaskoen i 2016, hvor han for første gang skulle køre klassement i Touren, men hvor han allerede i Tour de Suisse, fandt ud af, at han havde presset sin krop alt for hårdt og var kommet for langt ned i vægt, fandt han den rette balance sidste år, hvor han var næsten skræmmende stærk i Tour of the Alps. Det var her, han første gang viste, at han vitterligt kunne vinde en grand tour, men desværre blev gennembruddet udsat et års tid, da han som bekendt blev sat ud af spillet i Giroen af en dum motorcykel.

Efter et uheldsramt forår, hvor det kun var uheldige omstændigheder, der forhindrede ham i at vinde i både Algarve og Tirreno, lykkedes det så endelig i årets Tour for Thomas at undgå den stribe af tilbageslag, der har holdt ham tilbage hidtil. I den forstand burde det egentlig ikke kunne undre, at Thomas er i stand til at vinde Touren, for hans overlegne kørsel i de fleste af hans etapeløb gennem 2017- og 2018-sæsonerne har i den grad cementeret ham som en af verdens bedste etapeløbsryttere. Og den suveræne sejr i Dauphiné var blot den sidste lille indikation på, at noget stort var i vente.

Allerede på den foregående 19 etaper havde Thomas da også klart dokumenteret, at han er den stærkeste mand i dette års Tour, og reelt skulle han blot undgå uheld på dagens kuperede 31 kilometer i Baskerlandet. Alligevel har man hele tiden siddet med fornemmelsen af, at Thomas endnu ikke for alvor havde lukket op for posen, og dagens enkeltstart kunne derfor være den eneste chance for at se, hvor god waliseren i virkeligheden er.

Og Thomas viste hurtigt, at han er en fortjent vinder af årets Tour. Ved de to første mellemtider så det ud til, at der lurede endnu en suveræn magtdemonstration, og at Thomas endelig kunne afsløre sit sande niveau, nu hvo risikoen for et efterfølgende kollaps ikke længere tvang ham til konservativ kørsel. Alligevel udeblev den etapesejr, der ellers længe lignede en formalitet, da Thomas tabte bemærkelsesværdigt meget tid mod slutningen og i sidste ende endte på en tredjeplads.

Var det det eneste lille svaghedstegn, vi så i årets Tour? Måske. Det er klart, at Thomas absolut ikke tog nogen risici i den tekniske del af finalen, men da waliseren til slut skulle op ad den stejle mur, så vi jam for første gang i år træde en smule firkantet. Kombinationen af de overvældende følelser, der blev helt tydeligt efter passagen af målstregen, manglen på risikovillighed, men måske også nogle lidt halvtrætte ben kostede i sidste ende Thomas det hattrick, det længe lugtede af.

Det pletter imidlertid ikke på nogen måde Thomas’ samlede sejr, for med sin overlegne kørsel på store dele af enkeltstarten satte Thomas effektiv de kritikere, der har hævdet, at det var Sky og ikke Thomas, der havde vundet Touren, på plads. Sikker kørsel i den første uge, klog og overlegen kørsel i bjergene, hvor han aldrig var i vanskeligheder, samt ikke mindst en stærk afslutning i dag gør Thomas til den rette vinder af løbet.

Tom Dumoulin er imidlertid en lige så fortjent nr. 2. Den store hollænder viste sig sin regnbuetrøje værdig ved at køre en stærk afsluttende enkeltstart, der langt overgik hans tilsvarende præstation i favoritdisciplinen i Giroen. I Italien skuffede han nemlig så eklatant på den lange enkeltstart, at der var grund til at være en smule skeptisk i forhold til hans chancer i dag.

Den skepsis viste sig imidlertid ubegrundet, og dermed blev Dumoulins mirakeldouble konfirmeret. Det var Froome, ikke Dumoulin, der burde kunne have vist holdbarheden i sportens sværeste grand tour-double, men i stedet blev det den i denne sammenhæng ret grønne hollænder, der viste sig som den mest solide af de to. Ikke blot har han i Touren været langt bedre klatrende, end han var i Giroen, i dag viste han også, at hans tempoevner bestemt ikke har lidt skade på den bekostning. Sjovt nok er det samtidig den grand tour, hvor han har været stærkest i tredje uge, så hvor Froome har bekræftet den konventionelle visdom, at man ikke kan køre Giro uden at falme i Touren, er det gået lige modsat for Dumoulin. Måske er det, fordi han som type er helt anderledes og langt mere robust end de andre klassementsryttere, men det er i hvert fald et resultat, der må give stof til eftertanke i Sunweb-lejren.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Dumooulins sejr forhindrede imidlertid også en Froome-sejr, som mange måtte have undt ham. Af uransagelige grunde er den ellers ret angrebslystne og offensive brite blevet lidt af et hadeobjekt blandt mange, især franske cykelfans, men selv de mest hårdnakkede Froome-kritikere må tage hatten af for den moral, han udviste i dag. Efter nogle svære dage i bjergene, hvor han lignede en mand på randen af sammenbrud, havde han formentlig mest lyst til at flygte ud af rampelyset og hjem til sin kone, der endda kan gå i fødsel hvert eneste øjeblik.

Enhver, der har haft omgang med Froome, har imidlertid altid omtalt hans mentale råstyrke og fightervilje som hans helt store styrke, og det åbenbarede han for hele cykelverdenen igen i dag. Hvor de fleste ryttere med hans generalieblad formentlig havde haft svært ved at mobilisere den sidste motivation til at kæmpe for en podieplads, der på forhånd syntes langt væk, kørte Froome en af sine bedste enkeltstarter i Touren og viste dermed igen, at han aldrig giver op. Det var derfor han lavede det mest mageløse comeback i Giroen, og det var derfor, at han i dag sikrede sig en podieplads, der i går eftermiddags så ud til at være sendt til Slovenien. Få er så ærgerrig som Froome, der i Vueltaen sidste år sågar deltog i massespurten i Madrid for at sikre sig en pointtrøje, som de fleste andre havde ladet sejle, og det er formentlig hovedforklaringen på, at Froome står som en af de største grand tour-ryttere nogensinde. Måske kan årets nederlag endda vinde ham lidt sympati hos selv de franske fans. De store ryttere bliver som bekendt først for alvor elskede, når de er blevet besejret.

Besejret blev i den grad også Primoz Roglic, for hvor de tre øvrige af de fire giganter, der har sat sig på overskrifterne i årets Tour, alle kunne finde noget at fejre, endte sloveneren som den helt store taber. Manden, der ellers hidtil blot er blevet bedre og bedre og dermed havde indskrevet sig som den ideelle etapeløbsrytter med en næsten skræmmende holdbarhed i sit allerførste klassementsforsøg i en grand tour, ikke bare underpræsterede, men floppede eklatant.

I de sidste to år har Roglic ellers været sikkerheden selv ppå snart sagt enhver enkeltstart, men i dag var han end ikke en skygge af den rytter, der havde domineret så eklatant bare 24 timer tidligere. Det kostede ham i sidste ende en podieplads, men måske var det alligevel nogle ganske gode lærepenge, der vil kunne tjene ham vel allerede næste år.

Dumoulin og Thomas har nemlig med deres kalkulerede og kloge kørsel været et stilstudie i, hvordan man kører klassement i en grand tour. Det har Roglics kørsel til gengæld ikke været, for i de seneste dage har han angrebet og angrebet i et væk. I går førte han næsten uafbrudt fra bunden af Aubique, og selvom det i sidste ende gav en mindeværdig etapesejr, er det meget nærliggende at tænke sig, at det var den præstation, han i dag betalte prisen for. Hans mange angreb har helt sikkert vundet ham mange fans overalt i verden, men mon ikke han efter i dag har lært, at en grand tour trods alt er noget andet end et ugelangt etapeløb? I Touren falder regning for enhver anstrengelse som regel prompte.

Det skal imildertid ikke sætte en plet på LottoNLs tour. Tre etapesejre og to ryttere i top 5 er mere, end et hold med deres budget kan drømme om. Samtidig har Steven Kruijswijk bekræftet det, der læge har været tegn på: at han igen er tilbage på sit 2016-niveau. Dylan Groenwegen har cementeret sin status som verdens hurtigste, og Antwan Tolhoek har vist sine klatreevner som solid støtte i bjergene. Fremtiden tegner overordentligt lys for hollænderen.

Det gør den til gengæld ikke for Movistar, hvis storslåede Tour-satning fik de sidste søm i ligkisten i dag. Med meget tamme enkeltstarter tabte både Mikel Landa og Nairo Quintana en plads i klassementet, og dermed ender spanierne med en 7. og en 10. plads om det pauvre udbytte. En stor etapesejr og en sejr i holdkonkurrencen pynter lidt på udkommet, men med tanke på ambitionerne kan det ikke undgås at blive betegnet som en fiasko. Lands tidlige styrt og Quintanas ublide møde med asfalten, netop som han var i gang med at blive genrejst, er en stor del af forklaringen, men det er helt sikkert glemt, når boet ved slutningen af sæsonen skal gøres op. Marc Soler viste ganske vist med en flot 9. plads i dag, at hans alsidighed og talent er stort, men den præstation blegner i kaptajnernes nedtur.

Romain Bardet og Ilnur Zakarin var stærke nok til at udnytte Movistar-stjernernes fald til at avancere en plads i hierarkier. Efter en helt igennem fejlslagen Tour, der slet ikke har levet op til de høje forventninger, viste Bardet den moral, der har gjort ham så elsket i det meste af cykelverdenen. I en situation, hvor det må have været svært at finde den helt store motivation, kørte han en af sit livs allerbedste enkeltstarter og blev fortjent belønnet med et avancement på bekostning af den langt mere opgivende Landa.

Zakarin viste også for anden dag i træk, at han som altid bare bliver bedre og bedre dag for dag i den tredje uge af en grand tour, men denne gang var timingen af formen ikke god nok. Zakarin fandt først for alvor benene de sidste to dage, og det er alt, alt for sent, hvis man vil slås med folk som Froome, Thomas, Roglic og Dumoulin. I tidligere grand tours har han også været en sløv starter, men der har det lavere niveau gjort det muligt for ham alligevel at blande sig helt i toppen. Den går ikke i Touren, og derfor har dette løb klart vist, at Zakarin skal lære også at være skarp fra dag 1, hvis han il vinde en grand tour.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det samme kan siges, om Bob Jungels, der også først i den tredje uge har fået gang i motoren. I dag kronede han en flot sidste uge ved igen at køre en stærk enkeltstart, som han altid gør mod slutningen af grand tours, men modsat Zakarin har luxembourgeren alligevel ikke meget at have sin optimisme i. Hvor russeren har vist, at klatreevnerne rækker til det helt store, har Jungels aldrig været i nærheden af at matche de bedste i bjergene. Det kan end ikke hans store motor kompensere for, og man må håbe, at denne Tour har fået ham til at indse, at der skal satses på andet end grand tours i fremtiden. Hans sejr i Liege viser jo, at potentialet rækker langt andetsteds.

Potentialet er også stort for Dan Martin, men dagens enkeltstart blev desværre endnu en bekræftelse på, at hans problemer i den disciplin er en lidt for stor akilleshæl. Skal Martin nogensinde blande sig i grand tours, har han behov for at forbedre sine evner i kampen mod uret, for hans tidstab i dag er blot den seneste bekræftelse på, at han er en af de få klassementsryttere, der ikke har forbedret sig nævneværdigt i disciplinen. Det er en skam, for Martins kørsel er en berigelse for ethvert etapeløb, og havde han ikke udsigt til en stor lussing på tidskørsler ville den offensive kørsel, der i år fortjent er blevet belønnet med angrebsprisen, udgøre en langt større trussel mod Sky-fortet. I den nuværende situation kan de i alt væsentligt negligere ham, og det er en skam, når nu ireren har en af nøglerne til at åbne løbet op.

Martin var en af de få klassementsryttere, der ikke var med i toppen, for som det ofte sker i den tredje uge af en grand tour, var det igen i dag kandidaterne til den samlede sejr, der satte sig på de bedste pladser. Den mest markante undtagelse var fænomenale Michal Kwiatkowski, der ligesom sidste år kronede en fabelagtig hjælpeindsats med en bragende flot enkeltstart. Hans holdbarhed og klatreevner er formentlig fortsat for begrænsede til, at han selv ville kunne gøre sig gældende som grand tour-kandidat - han fik jo trods alt gedigne klø af Dumoulin, Froome og Thomas i dag - men det er svært ikke at lette på hatten af det alsidige fænomen, der mestrer stort set ethvert aspekt af sporten, og som samtidig er bundloyal over for sit hold.

Den anden undtagelse var Søren Kragh. Ligesom i sidste års Vuelta, hvor han også kørte som en motorcykel i den tredje uge, har danskeren i dette løb igen vist, at han har en motor som de færreste. Hans andenplads på enkeltstarten i Schweiz var endnu et vidnesbyrd om hans store fremgang i disciplinen, og at han kan levere en lignende bedrift mod slutningen af en grand tour på en stærkt kuperet rute, hvor maskiner som Stefan Küng blev sat grundigt til vægs, vidner om, at der næsten ikke er grænser for danskerens potentiale. Dermed var der grund til dansk opmuntring mod slutningen af en flot dansk tour, der desværre blev lidt skæmmet af en svær sidste uge for Jakob Fuglsang.

Fuglsang ser helt sikkert frem til at komme til Paris, og han er næppe den eneste. For det meste af feltet kan søndag aften næppe komme hurtigt nok, for uanset om der er sår, der skal slikkes, eller sejre, der skal fejres, trænger rytterne helt sikkert til en pause. Den venter om bare 24 timer, men inden da venter en af løbets allermest prestigiøse etaper, når sprinterne skal slås om den ultimative sprintertrone på Champs-Elysees.

Her vil Sky kortvarigt træde i baggrunden, men så snart podieceremonien vil gå i gang vil det igen være ”business as usual”. Denne gang er det ganske vist ikke Froome, der står i rampelyset, men det er stadig briterne, der er i centrum, nøjagtigt som det var tilfældet i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2017. Hvis nogen havde fortalt Dave Brailsford, at han efter ni år skulle have vundet Touren med tre forskellige briter, havde selv han nok slået den hånlatter op, vi andre kom med i efteråret 2009.

Favoritterne

Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

Betydningen af etapen er ikke blevet mindre af, at de hurtigste sprintere stort set alle har forladt løbet. Pludselig lugter de sekundære navne for alvor blod og øjner chancen for at tage en sejr, de ikke havde mange muligheder for ved starten af løbet. Der sker sjældent de helt store overraskelser i Paris, hvilket sejrslisten fra 2009 og frem tydeligt vidner om - det er kun supersprintere, der har vundet siden dengang - men Gert Steegmans viste i 2008, at mindre navne af og til kan slå til. I år lugter de mere blod end tidligere.

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden. Heldigvis har man denne gang reduceret distancen, og derfor vil der hurtigere komme gang i feltet. Det vil ske, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor Sky langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist øge farten. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra de mange tilskuere. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først, og det er derfor næsten givet, at den ære vil tilfalde Sylvain Chavanel, der afslutter sin rekord-Tour, som samtidig er den sidste i rækken.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på en af de to første omgange. Chavanel vil helt sikkert elske at deltage i et sidste Tour-udbrud, og han vil utvivlsomt forsøge sig. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring. Hold som EF, Ag2r, Movistar, Fortuneo, Katusha, Mitchelton og BMC, der ikke har haft den allerbedste Tour, og som samtidig er uden sprintere, vil helt sikker være aktive, og et godt gæt er, at vi vil se aktivitet fra folk som Sep Vanmarcke, Silvan Dillier, Oliver Naesen, Stefan Küng og Luke Durbridge.

Der er ikke mange sprintere i løbet, og det kunne måske give en ide om, at det denne gang måske kunne være en chance for at undgå en massespurt, men det er usandsynligt. FDJ viste skræmmende styrke, da de kontrollerede 18. etape til UG med kryds og slange, og sammen med UAE vil de ingen chancer tage. Sagans skader betyder nok, at Bora ikke vil tage del i jagten, men til gengæld kunne man sagtens forestille sig, at Cofidis nu tror så meget på Christophe Laporte, at de vil give en hånd med. Trek vil sikkert køre aggressivt, men misser de udbruddet, vil de måske også jagte, og det samme kan være tilfældet for Astana, hvis heller ikke de får en mand med. De vil ingen chancer tage, og derfor vil forspringet næppe blive meget mere end 30 sekunder, og herefter vil etapen udvikle sig til det klassiske forfølgelsesløb, der burde kulminere med, at der skabes samling.

Der er ikke længere spænding om pointkonkurrencen, så den indlagte spurt vil blive helt negligeret. Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne kan tage den med ro uden risiko for at gentage Contadors fejl fra sidste års Vuelta, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads. I år er heller ikke risiko for regn, og derfor undgår vi den neutralisering af klassementet, vi har set i tidligere udgaver.

Spurten i Paris er velkendt. Der er tale om en powerspurt for de rene sprintere, men det er samtidig vigtigt ikke at være for langt tilbage i sidste sving, der kommer relativt tæt på mål. Lead-outs er derfor ikke helt uden betydning. Dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og at opløbsstrækningen stiger så meget, at det kan mærkes.

Det er sjældent, at spurten i Paris har været så åben som i år, og denne gang er der ikke en klar storfavorit. I lyset af Peter Sagans skader er der dog særligt to navne, der skiller sig ud: Arnaud Demare og Alexander Kristoff.

Denne gang vil vi pege på Arnaud Demare som vores favorit. Inden løbet ville vi ellers have forsvoret nogensinde at pege på franskmanden som vinder i Paris, for Demare har om nogen været kendt for sin manglende holdbarhed i grand tours. Det er da heller ikke uden grund, at han i de seneste to uger har lignet en hængt kat, og at dette blot er den tredje grand tour, han gennemfører. På mirakuløs vis er han imidlertid en af de få sprintere, der faktisk er kommet til Paris, og sjovt nok synes han endda at være i fremgang. For en uges tid siden lignede han en mand, der var på vej hjem, men siden da har han rejst sig. Ikke blot vandt han 18. etape, han klatrede også godt på 19. etape, hvor han blev sat senere end vanligt.

Demare synes med andre ord at have fået ny luft, og friskhed er som bekendt den allervigtigste faktor i massespurter mod slutningen af grand tours. Det er dog ikke hovedårsagen til, at vi peger på franskmanden. Det er derimod hans tog, der efter Gavirias exit og den følgende svækkelse af Quick-Step har været totalt dominerende. De var klart bedst på både 13. og 18. etape, og hvor Demare på førstnævnte etape manglede benene til at gøre det færdigt, var Jacopo Guarnieris lead-out i torsdags så suverænt, at Demare ikke kunne fejle. Hans spurt var måske ikke specielt overbevisende, men det gør mindre, når man får serveret sejren på et sølvfad. Guarnieri ligner igen den lead-out man, der i 2014 og 2015 dominerede spurterne i Touren for Kristoff, og chancen for, at han og Demare er først igennem sidste sving er meget stor. Det betyder som bekendt en del i netop denne spurt, og selvom Demare åbenlyst er træt, viste han dog i torsdags, at han kan gøre det færdigt. Derfor tror vi, at et godt lead-out er nøglen til en ny Demare-sejr.

Hans værste rival er som sagt Alexander Kristoff. Nordmanden har sit livs chance for endelig at vinde i Paris, hvor han altid gør det godt. Det er blevet til en anden- og to tredjepladser på den berømte boulevard i Byernes By, og det er ingen tilfældighed. En stigende powerspurt passer nemlig godt til Kristoff, der samtidig altid er god i den tredje uge, hvor hans store motor giver ham en kolossal fordel i forhold til de mere rene sprintertyper.

Desværre er Kristoff hæmmet af et svagt hold. Det så vi i torsdags, hvor han var helt alene på den sidste kilometer og derfor ikke nåede i position. På papiret har han ellers i Roberto Ferrari en god lead-out man, men italieneren har været en skygge af sig selv. Heldigvis er Kristoff selv sublim i positionskampen, hvilket han viste på 13. etape, hvor han slog selveste Sagan i kampen om Demares hjul. Finalen i torsdags var lidt for kompliceret, men denne gang burde det være lettere for Kristoff at tage franskmandens hjul. Lykkes det, viste han så sent som på 13. etape, at han har farten til at overspurte franskmanden.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I torsdags var det faktisk ikke FDJ, der var først igennem sidste sving. Det var derimod Jasper Stuyven, men desværre havde John Degenkolb tabt hjulet på sin lead-out man. Derfor blev det ikke til noget resultat for tyskeren, men tænk hvad der var sket, hvis han faktisk havde siddet på Stuyvens bagsmæk. Så havde Degenkolb formentlig fået det perfekte lead-out, og så kunne han meget vel have vundet etapen. Degenkolb er ellers normalt ikke hurtig nok til at vinde spurter som disse, men i dette felt er han ikke uden chancer. Vi er i den tredje uge af Touren, og det burde tilgodese en tilsyneladende frisk Degenkolb, der har en stor motor, og som elsker stigende powerspurter. Han vinder ikke på ren fart, men med et godt lead-out fra det på papiret næstbedste tog, er endnu en Degenkolb-sejr ikke en umulighed.

Hvad skal man mene om Peter Sagan? Det er ikke let at blive klog på, for den skadede slovak lignede i går en mand, der var på vej ud af løbet. Trods smerterne kæmpede han sig imidlertid igennem etapen, og dermed er han der endnu, når det går løs i morgen. Han er helt sikkert langt fra sit bedste niveau, men det forhindrede ham altså ikke i at blive nr. 8 i torsdags. Han blev ganske vist helt uvant sat til vægs i positionskampen, formentlig som følge af skaderne, men selv en halvskadet Sagan kan ikke afskrives. På papiret er han en af de allerhurtigste, hvilket han senest viste på 13. etape, hvor han fik ram på både Kristoff og Demare, og en stigende spurt passer ham perfekt. Han er som bekendt en mester i positionskampen, så er han nogenlunde fit for fight, har han gode chancer for at få Demares hjul til sidst. Gør han det, kan meget ske efter en etape, der trods alt ikke slider alt for meget på kroppen.

Christophe Laporte er normalt slet ikke hurtig nok til at vinde flade spurter, men han var faktisk ganske tæt på i torsdags. Demare er ellers normalt langt, langt hurtigere, men efter tre uger i en grand tour er niveauet udjævnet, for Laporte er langt mere holdbar. Ved at vinde kampen om Demares hjul viste han igen den næse for positionering, der også tidligere har givet ham to topplaceringer i løbet. Det er hans helt store force, og kan han gentage den bedrift inden sidste sving, har han givet sig selv de bedste kort på hånden. Så er det op til ham selv at vise, at han også har hurtigheden. Torsdagens spurt viste, at det kan lade sig gøre at slå Demare, især i et stigende opløb, der passer ham,

Magnus Cort er sammen med Degenkolb, Daniele Bennati og Nikias Arndt den eneste i dette felt, der faktisk har vundet en massespurt på sidste etape af en grand tour. Det skete i Vueltaen for to år siden, hvor han som bekendt vandt to etaper i den sidste uge. Det er ingen tilfældighed, for hvor Cort mangler hurtighed i traditionelle spurter, har han en stor motor, der kommer ham til gode nu. Det viste han også med en ret god spurt på 13. etape, men der var han desværre igen alt for langt tilbage ved spurtens start. Det er da også Corts helt store udfordring at sikre sig en ordentlig placering inden svinget, for han har formentlig hurtigheden til at blande sig helt fremme, ikke mindst i et stigende opløb. Man kan håbe, at det endelig lykkes ham at overvinde positioneringsproblemerne, for benene synes gode.

Sonny Colbrelli synes ikke længere at have de kongeben, han havde tidligere i løbet, men han kom dog sikkert igennem bjergene. Han var også i udbrud i søndags og synes derfor stadig at have noget at skyde med. Også han er en type, der drager fordel af, at vi er langt henne, og han har så sent som i Tour de Suisse vist, at han kan slå Sagan i en spurt. Problemet har været positionering, men han klarede sig faktisk ganske fint i torsdags. Generelt har han positioneret sig langt bedre i år end sidste år, og kan han gøre det igen, er det ikke umuligt, at han kan vinde en stigende spurt.

Edvald Boasson Hagen rejste sig i torsdags, hvor det blev til en 4. plads. I teorien burde han drage fordel af det sene tidspunkt i løbet, hvor hans motor kommer til sin rette, og det stigende opløb passer ham også glimrende. Hans tog er noget amputeret, men i Reinardt van Rensburg har han en glimrende lead-out man, og han plejer selv at have næse for god positionering. Desværre har han i år slet ikke spurtet så godt som tidligere, men en tredjeplads og to fjerdepladser viser, at spurten i Paris passer han. Om han kan gøre det lige så godt denne gang, er tvivlsomt, men i dette felt har han en chance.

En chance har Maximilano Richeze måske også. Han skulle egentlig i Gavirias fravær have haft et første forsøg på 13. etape, men her tabte han Yves Lampaerts hjul i finalen. Det var en skam, for Lampaert gjorde de godt i positionskampen, og havde den ellers normalt så positioneringsstærke Richeze holdt sig til, kunne det være blevet til et fint resultat. På 18. etape gjorde han det med en 16. plads betydeligt bedre. Desværre har han i de seneste to år vist, at han ikke er så hurtig som tidligere, og derfor virker det ikke sandsynligt, at han skulle vinde, men med et godt lead-out fra Lampaert - der dog i den grad kommer til at mangel Philippe Gilbert - kan det måske alligevel lade sig gøre i et relativt svagt felt i hvert fald at køre sg til et topresultat.

En spændende kandidat er også Sunweb. Hidtil har de skullet koncentrere sig om Tom Dumoulin, men i morgen burde der kunne blive plads til at satse mere på spurten. Hidtil har de kørt for en tilsyneladende meget frisk Nikias Arndt, og det vil de sikkert gøre igen. Han er ikke specielt hurtig, men han kan komme langt, hvis han får stillet både Søren Kragh og Edward Theuns til sin rådighed. Det kan måske give ham et af de bedste lead-outs, og så kan meget ske, selvom han næppe har farten til at vinde. Endnu mere interessant vil det dog være, hvis de gav Theuns chancen, for han er på papiret hurtigere og viste så sent som på dagens enkeltstart, at benene stadig er gode. Han elsker stigende spurter på brosten og med et godt tog, burde han faktisk kunne blande sig i kampen om sejren.

Endelig er der igen grund til at pege på Wanty-kollektivet. Der er intern krig på holdet, hvor Andrea Pasqualon og Timothy Dupont mildt sagt ikke er gode venner. Heldigvis kører de alligevel hver deres spurt, fordi holdet jagter sejren i den daglige holdkonkurrence, og de har egentlig gjort det ganske pænt hidtil. Dupont er klart den hurtigst, men til gengæld har Pasqualon med mange angreb i de seneste dage vist en større friskhed, ligesom han har haft næse for bedre positionering. Begge har de derfor gode chancer for at gøre sig gældende, selvom det næppe bliver til sejr. Også Dion Smith vil spurte, men han er ikke hurtig nok til at køre i top 10.

Derudover vil Thomas Boudat utvivlsomt blande sig, ligesom det samme vil være tilføldet for Jasper De Buyst, men de har ikke positioneringsevnen eller farten til at vinde. I Paris ser man også ofte nye folk blande sig, nu hvor klassementskampen er slut. Et godt bud er, at den tidligere vinder Daniele Bennati vil give den et skud, og også folk som Daryl Impey, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Romain Hardy, Laurent Pichon, Nils Politt, Timo Roosen og Amund Grøndahl Jansen kunne finde på at stikke næsen frem. Vinde kan de dog ikke-

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Alexander Kristoff, John Degenkolb

Outsidere: Peter Sagan, Christophe Laporte, Magnus Cort, Sonny Colbrelli

Jokers: Edvald Boasson Hagen, Maximilano Richeze, Edward Theuns, Nikias Arndt, Timothy Dupont, Andrea Pasqualon

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2017 samt André Greipels sejre fra 2016 og 2015.