Optakt: 21. etape af Tour de France

LÆS BOGEN: RØVTOUR

Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verdens største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har været endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, men i år har man skruet lidt op for længden, idet der skal tilbagelægges 128 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Rambouillet, der fra sin placering sydvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest, inden man snor sig mod øst og nordøst med retning mod udkanten af Paris. Som man ofte ser det, finder man her et par småbakker, der kan tjene som afsluttende bjergspurter, og man skal således over kategori 4-stigningerne Cote de Saint-Remy-les-Chevreuse (1,3 km, 6,1%) og Cote de Chateaufort (900 m, 4,9%) efter hhv. 34 og 38 km, og senere skal man over de ikke-kategoriserede Cote de l’Homme Mort (1,9 km, 4,4%) samt Etoile de Pavé de Meudon efter hhv. 48,5 km og 53,5 km i en relativt kuperet indledning på sidste etape.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Herefter bliver det lettere, når en nedkørsel leder ned til udkanten af Paris, der nås efter 62 km. Herfra går det mod nordvest igennem den flade byzone med retning mod centrum, idet man undervejs passerer flere af byens seværdigheder. Til slut krydser man Seinen, inden man efter 72 km rammer den afsluttende rundstrækning, og 1500 m senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2018, 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 2500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen og stiger let over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 778 højdemeter.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

Vejret

I torsdags slog Paris alletiders varmerekord, da temperaturen nåede op på den forkerte side af 42 grader, men ligesom resten af Nordeuropa har Byernes By sagt farvel til hedebølgen. I stedet venter en søndag, der må betegnes som helt ideel til cykelløb, idet der efter en skyet morgen kun vil være få skyer resten af dagen. Etapen vil blive afviklet i en aftentemperatur på behagelige 24 grader, men det vil være ret blæsende med en jævn til frisk vind fra vest. Det giver - heldigvis - med- og sidemedvind på den lange paradedel af etapen og varer ved helt frem til rundstrækningen. Her vil der være modvind på første del efter målpassagen op til Triumfbuen og derefter medvind på det let faldende stykke. Til slut får man modvind igen i svinget lige inden den røde flamme.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Analyse af 20. etape

For 24 timer siden kunne vi ikke få armene ned. En hel cykelverden var ved at falde ned af henrykkelse over det fabelagtige show, der udspillede sig på vej op ad Col d’Iseran, hvor Egan Bernal havde iværksat det, der lignede en ridt med mindelser tilbage til Chris Froomes soloshow i sidste års Giro, og hvor favoritterne langt om længe for alvor turde bekende kulør, endda langt fra mål. På det tidspunkt så det ud til, at både kunne være vidner til en historisk bedrift og et løb, der ville blive ved med at give hele vejen til toppen af Val Thorens.

Desværre varede det kun ved, indtil Moder Jord ville det anderledes. Om Christian Prudhomme har trådt på hende på et ømt punkt, skal jeg lade være usikkert, men noget tyder på, at hun har fået et horn i siden på ASO. I hvert fald skulle hun bare bruge et døgn på at forvandle en sand alpefest til en fuser, hvor ikke blot al underholdningen forsvandt, men hvor også hun fik indhyllet løbet i så megen kontrovers og kontrafaktisk historieskrivning, at der til alle tider vil være folk, der vil betvivle, om podiet nu også var det, vi ville have fået, hvis alt var gået som planlagt.

Det krævede bare tre små træk fra vor kære moder at spolere løbet. Først sørgede hun med sit stenskred for, at gårsdagens etape med ét gik fra drama til kaos og sikrede, at Egan Bernals Tour-sejr vil blive mere husket for afbrydelsen end for hans fornemme ridt på Col d’Iseran. Dernæst sørgede hun for endnu et stenskred på Cormet de Roselend, så det interessante taktiske spil, som en stakkels frustreret optaktsskribent havde brugt lang tid på at udpensler i går aftes, med et blev umuliggjort på en forkortet og lang mere enkel 20. etape. Og som ekstra krydderi sørgede hun for en solid søndenvind hele vejen op mod målet i Val Thorens, så dagens bjergfest blev til en alpefuser, der mest havde karakter af kollektiv dødsmarch på i den tynde luft.

Desværre var det en forventelig risiko, allerede da ruten blev præsenteret i oktober. Hvor ingen kunne have forudset de to stenskred, er det velkendt, at modvind kan dræbe selv den bedste alpeetape. Alpernes gigantstigninger er nemlig så høje, at træer er en by i Rusland, og derfor er vejene både åbne og eksponerede for vind. Det har desværre den uundgåelige konsekvens, at modvind altid er lidt af en party killer, når man skal op i de højeste højder, og mens vi ellers har været begunstiget af medvind på Tourmalet, Iseran og Galibier, måtte dagens Val Thorens-etape desværre føje sig til den stadig længere liste over bjergfusere, der kan få de fleste cykelfans til at flå sig i håret af frustration over, hvorfor pokker de da ikke bare angriber.

Desværre er det meget lettere at være offensiv fra sofaen end fra cyklen. Cykelløb vindes ikke kun med benene, men også med hovedet, og i dag ville det have været meningsløst at forsøge sig langt fra mål. Det er velkendt, at man i de tyndeste luftlag skal være yderst varsom med at gå i rød zone, for det kan være meget vanskeligere at komme sig igen, end det kan være tættere på havoverfladen. Kombinationen af en vild forcering efterfulgt af en dræbende modvind, når Ineos i feltet stadig sad med tre mand, Bora med to og Movistar med fire også meget tæt på toppen, gjorde det indlysende, at et tidligt angreb formentlig ville have karakter af en frivillig henrettelse. Det måtte blandt andre Simon Yates og Warren Barguil da også sande, da de begge betalte en dyr pris for deres relativt tidligere forsøg, og Nairo Quintana lignede i forbindelse med sit angreb også en mand, der hurtigt indså, at det gav mere mening igen at finde sig tilrette i den dejlige læ midt i feltet.

De klimatiske betingelser var således ikke til stede til at skabe godt cykelløb, men det var det taktiske spil desværre heller ikke. Med en forkortet etape havde Julian Alaphilippe fået en uventet chance for at sikre sig den podieplads, der ellers så ud til at være sejlet væk på Col d’Iseran, for selvom den lille franskmand er alt andet end holdbar, ville han have en reel chance for at holde sig til på en bare 59 km lang modvindsetape. Det vidste Jumbo naturligvis godt, og derfor havde hollænderne intet andet valg end at lægge pres på fra bunden af målstigningen. Det gjorde de med deres to fabelagtige klatrere George Bennett og ikke mindst Laurens De Plus, der måske nok har været en langsom starter, men som i dag for alvor viste hele cykelverdenen, hvorfor belgierne engang beskrev ham som deres måske kommende grand tour-vinder.

Desværre for løbet knækkede Alaphilippe tidligt. Den eksplosion, jeg dag efter dag har varslet i disse analyser, kom betydeligt senere, end jeg havde ventet, men til sidst var den uundgåelig. Egentlig var den allerede kommet på Prat d’Albis og ikke mindst Iseran, hvor Moder Jord kastede sin kærlighed over ham og sørgede for med gårsdagens neutralisering samt dagens forkortede distance og modvind at give ham de bedst mulige betingelser for at skabe miraklet. Desværre var selv ikke den foræring nok, og det ville da også have været en gigantisk overraskelse, hvis Alaphilippe var endt på podiet.

Frem til i dag var hans bedste resultat i et stort europæisk etapeløb nemlig en 5. plads i Paris-Nice, og det har én god forklaring. Vi er sikkert mange, der har været frustrerede over, hvorfor pokker den imponerende og spektakulære franskmand altid skulle eksplodere med et brag, netop han så ud til at være i særklasse, men det har været det entydige mønster i alle ugelange etapeløb. Og når man ikke kan holde niveau i tre uger, hvordan skulle man så kunne gøre det over tre?

Det kunne Alaphilippe da heller ikke, og reelt var han heller ikke tæt på. I lyset af de trængsler, han havde i dag, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kunne være sket, hvis de i dag var lagt ud med et brag af en angrebsfest på Cormet de Roselend, som der oprindeligt var lagt op til. På den oprindeligt planlagte etape kunne Alaphilippe havde lidt et nederlag i stil med det, Simon Yates led i sidste års Giro, og på den baggrund kunne det se ud til, at også Moder Jord lod sig forblænde af hans uomtvistelige charme. Desværre rakte hendes lille sommerflirt med den franske darling desværre ikke, men den var nok til at sikre ham en 5. plads, som han under ingen omstændigheder havde opnået, hvis ikke løbsbogen var blevet smidt i skraldespanden de sidste dage.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Alligevel fortjener Alaphilippe ros. Stenskreddet i går er formentlig en del af forklaringen på, at løbet ikke vil blive husket for Bernals klasse, men det skal ikke tage noget fra franskmanden. Når historien om løbet o nogle år skal fortælles, vil det udover den kontroversielle afslutning være Alaphilippe, der huskes. Præcis som de fleste husker 2011-udgaven for det lille mirakel, Thomas Voeckler leverede dag efter dag, vil de fleste helt sikkert se tilbage på sommeren 2019 som året, hvor ukuelige Alaphilippe dag efter dag tog hele cykelverdenen på sengen. Nok voksede træerne ikke ind i himlen, men den franske helt har vundet noget, der i hvert fald i en lønforhandling kan være endnu mere værd end den samlede 5. plads. Hvor han måske sidste år først og fremmest var en fransk darling, kan der ikke være tvivl om, at Alaphillippes internationale fanskare er vokset betydeligt, siden han ankom til Bruxelles for tre uger siden. Og selvom det i skrivende stund endnu ikke er afsløret, må det være indlysende, at årets fighterpris skal gå til manden, der på ren fight overvandt sine fysiske begrænsninger.

Problemet var bare, at Alaphilippes forventelige sammenbrud kom for tidligt. Med ét var Jumbos incitament til at angribe forsvundet. Steven Kruijswijks podieplads var hjemme, og den var der ingen grund til at gamle med. Nok var Geraint Thomas´ 2. plads inden for rækkevidde, men med Emanuel Buchmanns hede ånde i nakken var der absolut ingen grund til at gamle med et stort angreb i modvinden. Slet ikke når han bag De Plus kunne stirre direkte ind i øjnene på ikke blot Bernal og Thomas, men også Wout Poels, der nok engang viste, at man stort set altid kan regne med den langlemmede hollænders tårnhøje klasse til de sidste tre uger i en grand tour. Mon ikke Poels langsomt havde trukket Kruijswijk ind, hvis han var blevet grådig, og var det sket, havde han formentlig fået Buchmann i nakken og betalt samme pris, som kunne have kostet Barguil pladsen i top 10, hvis ikke drømmen om en genrejsning af Richie Porte var blevet knust med et bittert sammenbrud på den lange vej op mod Val Thorens.

Kruijswijk havde altså intet incitament til at køre offensivt, men det var der andre, der havde. Buchmann tog da også handsken op, da han mod toppen sendte den stadig mere imponerende Gregor Mühlberger, som i denne uge har fået sit helt store gennembrud, til fronten for at presse citronen yderligere inden afslutningen. Med vanlig tysk klogskab udviste han tålmodighed og ventede med sit angreb til den røde flamme, men det stod hurtigt klart, at det var umuligt. Manden, der ikke ejer skyggen af acceleration og som regel skal bruge to timer på at få motoren varmet op, kunne naturligvis ikke komme fri efter bare 59 km i modvind, og til slut blev det da også tydeligt, at det var benene, der begrænsede hans muligheder.

Men hvorfor forsøgte Ineos sig ikke? I går varslede jeg, at briterne formentlig ville gøre alt for at vinde etapen, allerhelst med Thomas, der dermed kunne få en lille trøstepræmie, når nu han måtte indse, at holdkammeraten var stærkere, men som nødløsning med Bernal, der med en etapesejr kunne lukke munden på de mange kritikere, han fik i går, og endda kunne få en bjergtrøje med sig som sidegevinst. Alligevel var de begge tilfredse med at følge Poels og undlade at svare på andre end Buchmann, der som den eneste af de angribende kunne true podiet.

At holdet havde ambitioner om at vinde etapen, var tydeligt først på eftermiddagen, hvor de med det samme sørgede for at holde udbruddet i kort snor. Det havde de i realiteten ikke den store grund til, så det må have været en del af drejebogen, at holdet ikke skulle etapesejrsløse hjem fra Frankrig. Når der alligevel intet blev forsøgt til sidst, når man endda havde Poels til at sætte et angreb i scene, kan det næsten kun have en forklaring, nemlig at Thomas ikke havde diamanter i benene. Havde han haft det, var Nibali så snublende nær, at Poels nok kunne have kørt ham ind og givet waliseren en chance for at vinde, men det initiativ blev aldrig taget.

Det er formentlig også forklaringen på, at vi aldrig så noget til Bernal. Nok er det en mulighed, at heller ikke colombianeren havde sin bedste dag, men i lyset af hans kørsel de seneste dage virker det ikke videre sandsynligt, at han ikke kunne mere, end han viste. Snarere handlede det nok om, at Thomas’ 2. plads trods alt langt fra var sikker, og Bernal kunne med et angreb have igangsat et ragnarok, som kunne have kostet dyrt. Som Arnaud Demare så bittert lærte det i årets Giro, hvor jagten på en ekstra etapesejr kostede ham en ellers stensikker pointtrøje, kan grådighed i cykelsport være en dyr ting, og på listen over mulige gevinster vægtede en dobbeltsejr trods alt højere end bjergtrøje og etapegevinst.

Dermed var der kun Movistar tilbage. Spanierne viste da også med deres fire mand i den decimerede frontgruppe, at de er yderst fortjente vindere af løbets holdkonkurrence - en sejr, der endda er opnået med underholdende og offensiv kørsel, som også vil stå tilbage som en af hovedpunkterne fra årets Tour - men selv Mikel Landa, der aldrig er bange for at angribe tidligt, indså, at det ikke gav mening at spille tidligt ud i modvinden, så længe Buchmann og Kruijswijk, som han truede bagfra, havde folk til at trække ham ind. Quintana forsøgte sig tidligt, men opgav hurtigt i de svære betingelser, og Marc Soler, der kronede en fabelagtig Tour med endnu en overbevisende præstation, blev nok sendt i offensiven, men kun som forpost, for det var jo ikke ham, der skulle avancere i klassementet.

Landa udviste i stedet en sjælden tålmodighed, solgte en podieplads og gik i stedet efter en etapesejr med et sent angreb. Desværre lykkedes det ikke at fange Nibali, og på den baggrund kan man da også spørge, om dagens etape ikke var et eksempel på, at det gamle mundheld om, at for mange kokke fordærver maden, stadig har sin gyldighed. Når nu baskeren så åbenlyst solgte podiet, burde de nok med lidt mere ihærdighed have jagtet etapesejren. Soler brændte imidlertid sin energi af i modvinden, og så stod man tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt man skulle brænde Landa, Valverde eller Quintana af.

Normalt er Valverde ikke bleg for at træde ind i en hjælperrolle, men lidt overraskende skete det aldrig i dag. Forklaringen fik vi formentlig til sidst, for den spanske veteran må have mærket, at modvinden gav ham en reel chance for med sin gode spurt at vinde etapen. Han kronede da også et løb, hvor han fik modbevist min tese om, at det var slut med at præstere i højere bjerge, ved med et klassisk Valverde-antrit, som vi kun har set få gange i et trist, triste regnbueår, at sikre sig 2. pladsen. Set i det lys skulle man naturligvis have brændt Landa eller Quintana af til sidst, men hvem kunne vide, at Valverde, der jo ikke just har været den bedste de seneste dage, pludselig vinde kunne køre fra folk, der de seneste dage havde givet ham klø? Og selv hvis han havde meldt om gode ben, ville det nok have voldt en del kvaler at overtale Landa og ikke mindst den meget selvbevidste Quintana om, at de skulle føre for en mand, hvis rolle alene var at agere hjælperytter.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Til gengæld var Valverdes præstation led i en todelt veteransucces, der alligevel gjorde dagens etape mindeværdig. Ét er naturligvis glæden over, at Valverde efter sit katastrofale forår fik bevist, at vi hellere må udskyde veteranens begravelse på ubestemt tid, noget andet er, at Vincenzo Nibali igen viste os alle, hvorfor han er en klasserytter som få.

For et par dage siden var jeg en af de mange, der tænkte, at Nibali nok ville ende som en parentes i et løb, han nok skulle have skippet, når han nu flere gange tidligere har indset, at han altså ikke mestrer kunsten at køre både Giro og Tour i samme sæson. Hans nærmest totale sammenbrud i udbruddet på 15. etape var i hvert fald yderst ildevarslende, og på det tidspunkt ønskede man næsten for ham selv, at han skulle styrte, så han kunne få en undskyldning for at rejse hjem.

Men Nibali er Nibali, og han har en fantastisk evne til at maksimere udbyttet af selv en begrænset form. Det så vi i Touren i 2016, hvor han rejste fra sig et ikke specielt vellykket løb ved at være så tæt på at vinde den sidste bjergetape - præcis som i år - at det kun var Ion Izagirres større risikovillighed på den regnvåde vanvidsnedkørsel fra Col du Joux Plane, der kostede ham i hvert fald chancen for at vinde. Det viste han, da han chokerede sig selv mere end nogen anden ved i yderst formsvag udgave af tage den mest usandsynlige mirakelsejr i Milano-Sanremo. Og det viste han, da han sidste år ud af det blå efter et katastrofalt VM hev sig selv op ved rode og udfordrede en skræmmende stærk Thibaut Pinot i et Il Lombardia, som ellers på forhånd lignede en stensikker fiasko for den formsvage haj.

Læren er imidlertid, at Nibali altid rejser sig, ikke mindst mod slutningen af grand tour. Det er ikke tilfældigt, at det var ham, der leverede et af sportens vildeste comebacks, da han forvandlede en massiv italiensk mediekritik til en mirakuløs sejr i Giroen med et vanvidsridt på - igen - 20. etape. Faktisk er det sjovt at se, at seks af Nibalis 13 grand tour-etapesejre er faldet på 18., 19. eller 20. etape, og at han derudover har én på 13. etape, to på 14. etape og to på 16. etape. Som Bernal med sin ringe start på løbet nok engang har vist os i dette løb, er det i den tredje uge, man ser, hvem der er grand tour-ryttere, og hvem der ikke er. Og med sine mange sejre i sidste uge af grand tours har Nibali vist tydeligt vist, at det ikke er helt tilfældigt, at han er én af bare syv ryttere i cykelhistorien til at have sejret i alle tre lange etapeløb.

Mon ikke den liste snart bliver udvidet til otte? Nok er Bernal så ung, at han næsten kunne være Valverdes søn, men efter dette løb kan der ikke være den store tvivl om, at årets Tour-sejr ikke bliver den sidste. En exceptionel fysik har han altid haft - i så stort et omfang, at der har været talt om den siden Androni-manager Gianni Savio opdagede ham som 17-årig i Colombias bjerge - og fra Ineos-lejren fremgår det også, at han har både psyke, seriøsitet og intelligens - bemærk, at han som en af kun få colombianere allerede taler et engelsk, der kan gøre de fleste sydeuropæere grønne af misundelse - til at blive en gigant. Hans WorldTour-debut i 2018 er den vildeste, jeg kan huske, og i sidste års Tour stod det også klart, at han var udstyret med den rette motor til at begå sig over tre uger.

Den motor er måske endda endnu større end antaget. Nok var det forventet, at han ville kunne holde niveau i den tredje uge, men at han har kunnet præstere en så dramatisk stigende formkurve, som det har været tilfældet i år, hvor han mildt sagt kom haltende fra start, har alligevel været betagende. Man kan diskutere, om det gør Touren godt, at vi kan have været vidner til indledningen på en Bernal-æra, der kan ende med at blive en ganske ensidig affære, men i første omgang bør vi hylde ham for den klasse, der har gjort ham til en yderst fortjent vinder af Touren - stenskred eller ej. Og så kan rivalerne i det mindste glæde sig over, at han lidt overraskende kørte en enkeltstart, der slet ikke stod mål med det, han forinden havde vist i Paris-Nice og Tour de Suisse. Lidt håb kan konkurrenterne i hvert fald klynge sig til, og mon ikke chancerne for, at der i 2020, hvor man også har en interesse i at trække Primoz Roglic og Tom Dumoulin til løbet, skruer betydeligt op for antallet af enkeltstartskilometer. I år viste det sig jo heller ikke ligefrem, at tidskørsler var nogen ulempe for de franske helte Thibaut Pinot og Alaphilippe.

Bernal var heller ikke alene. Selvom Ineos’ længe så mere sårbare ud, end de vanligvis har været det, endte det alligevel med præcis den dobbeltsejr, jeg og mange andre varslede allerede inden løbet. Nok kørte Geraint Thomas et mærkeligt ustabilt løb, hvor han lagde ud som lyn og torden, falmede i Pyrenæerne, hvor han ellers havde skrevet sig ind som klar favorit til den samlede sejr, og rejste sig igen i Alperne, selvom han nok ikke havde stjernegode ben i dag, men den forsvarende vinder fik til fulde dokumenteret, at hans begrænsede grand tour-palmares alene skyldes et fokus på noget helt andet i karrierens første år. Lige siden han overraskede sig selv og hele holdet ved med 48 timer til afslutningen at ligge nr. 4 i en 2015-udgave, hvor han ellers havde ført som et æsel gennem hele løbet, har det været klart, at Thomas har motoren til at køre grand tours. I år var han modsat sidste år i rollen som den svageste af de to Ineos-kaptajner, men Thomas kan stadig se tilbage på en historik, der har indbragt ham en 1. og en 2. plads i de to eneste grand tours, han har gennemført i en beskyttet rolle. Det siger alt om, at manden har et usædvanligt talent for at køre stærkt tre uger i træk.

Dem er der mange af på Ineos, og det er ingenlunde tilfældigt, at det nu er andet år i træk og tredje gang på otte år, at de har to mand på podiet. Og med tanke på, at de udover Froome, der forhåbentlig skaber et lille mirakel ved at komme sig igen ovenpå de voldsomme skader, Bernal og Thomas, har holdet endda også i Ivan Ramiro Sosa og Pavel Sivakov de to måske mest lovende grand tour-ryttere efter Bernal. På vej til holdet er også Richard Carapaz, der lignede en mand, der kunne vinde Giroen, mens han pillede næse, og dermed er den varsling af Ineos-holdets sammenbrud, som nogle lurede på i starten af Touren, nok ikke nært forestående - snarere tværtimod.

Hvordan man skal undgå, at de mange kokke fordærver maden, må tiden vise, men de seneste to år har vist, at Brailsford har en formidabel evne til at få to kaptajner til at sameksistere. Og måske har de endda fået bugt med lidt af den store modvilje mod sig ved i år at have vundet løbet på en mindre kontrollerende facon i en udgave, der længe var historisk åben. Nok dyngede Moder Jord raketterne til med så meget vand, at festfyrværkeriet i Alperne sluttede af med fuser, men kaster man blikket tilbage på alle tre uger, har vi intet at brokke sig over. Nok vil vejret til altid stå tilbage som en af vel tre hovedhistorier sammen med Alaphilippes ukuelige fight og indledningen af en mulig Bernal-æra, men det er også et af få pletter på en ellers flot og uforudsigelig Tour. Så lever vi nok med, at det hele sluttede med lidt af en modvindsfuser - ikke mindst fordi de gamle veteraner alligevel gav os noget at juble over.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

FORUDBESTIL: DEN HEMMELIGE RYTTER (UDKOMMER DEN 30. JULI)
 

Favoritterne

Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag - i hvert fald sammen med den første. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

I år vil etapen også igen have sin vanlige værdi. Sidste år betød masseudrensningen af sprintere i Alperne, at alle de hurtigste havde forladt løbet, inden de kunne nå at stave til Paris, men sådan er det ikke i år. Faktisk er Giacomo Nizzolo det eneste større sprinternavn, der ikke holdt ud hele vejen, og det betyder, at der virkelig er en stor skalp på spil i år. Og som regel er det en af de store, der vinder. Der sker sjældent de helt store overraskelser i Paris, hvilket sejrslisten fra 2009 og frem tydeligt vidner om - ser man bort fra Kristoffs sejr sidste år, det er kun de rene supersprintere, der har vundet siden dengang - men Gert Steegmans viste i 2008, at mindre navne af og til kan slå til, selvom det meget sjældent sker.

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden. Lidt uforståeligt har man i år forlænget distancen, men heldigvis vil den kraftige medvind sikre, at paradekørslen ikke vil foregå i sneglefart. Bjergspurterne bliver ofte brugt til lidt sjov, sikkert fra Romain Bardet, der skal vise prikkerne frem. Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor Ineos langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra de mange tilskuere. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først - sidste år var det Sylvain Chavenel - men i år er der ikke umiddelbart en af sportens store navne, der står foran et karrierestop, og derfor vil det nok bare være Ineos, der fører an.

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på en af de to første omgange. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se ret store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra alle wildcard-hold, Astana, Dimension Data, CCC, FDJ, Ag2r og måske endda Movistar, der alle må indse, at de nok ikke vinder en massspurt. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring.

Det skyldes, at Jumbo, Deceuninck og Lotto selvfølgelig vil styre etapen med hård hånd, og UAE viste i tirsdags, at de måske endda vil give en hånd med. De vil ingen chancer tage, og derfor vil forspringet næppe blive meget mere end 30 sekunder. Herefter vil etapen udvikle sig til det klassiske forfølgelsesløb, der burde kulminere med, at der skabes samling.

Der er ikke længere spænding om pointkonkurrencen, så den indlagte spurt vil blive helt negligeret. Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne kan tage den med ro uden risiko for at gentage Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads. I år er heller ikke risiko for regn, og derfor undgår vi den neutralisering af klassementet, vi har set i tidligere udgaver.

Spurten i Paris er velkendt. Der er tale om en powerspurt for de rene sprintere, men det er samtidig vigtigt ikke at være for langt tilbage i sidste sving, der kommer relativt tæt på mål. Lead-outs er derfor slet ikke uden betydning. Dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og at opløbsstrækningen stiger så meget, at det kan mærkes. Vejen er så bred, at feltet næsten kunne stå på én række, og derfor er risikoen for at blive lukket inde minimalt. Endelig vil der i år være modvind, og derfor handler det om timing. Det bliver i hvert fald svært at gentage Dylan Groenewegens vilde spurt fra 2017, hvor han nærmest bare åbnede helt nede fra sidste sving.

Det er sjældent, at spurten i Paris har været så åben som i år, og denne gang er der ikke en klar storfavorit. Det ligner nemlig et opgør mellem verdens hurtigste mand, en genfødt supersprinter, der i generalprøven var dem klart bedste, og en ikke specielt overbevisende supersprinter, der til gengæld har det i særklasse bedste tog. Endnu mere usikkert bliver det af, at spurten kommer efter tre knaldhårde uger, og det er velkendt, at nogle sprintere har fordel af deres holdbarhed sent i en grand tour.

Det er derfor heller ikke med den helt store overbevisning, at vi peger på Dylan Groenewegen som vores favorit. Normalt er der ikke den store tvivl om, at hollænderen er verdens hurtigste, men i tirsdags blev han alligevel sat klart til vægs af en meget overbevisende Caleb Ewan. Også i Toulouse blev han slået af australieren, men her skyldtes det nu alene, at han startede alt for tidligt i den hårde modvind, for det var kun med det yderste af neglene, at Ewan akkurat fik klemt sig forbi, selvom australieren havde ligge i læ langt længere. Da han sejrede på 7. etape, var Groenewegen da også den bedste, også selvom han i kraft af en ugunstig spurt også der skulle åbne fra distancen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Logikken siger til gengæld, at Groenewegen burde have fordel af, at etapen er kort og let. Alle vil være friske til sidst, og det må alt andet lige være til gunst for hollænderen. Med sin sejr i 2017, hvor han leverede en af de mest imponerende spurter i lang tid, viste han også, at han sagtens kan præstere i den tredje uge, og han er da også kommet godt igennem bjergene, hvor han aldrig har været i fare. Sejren i 2017 viser også, at brosten og det stigende opløb ikke er noget problem for fartfænomenet Groenewegen.

Udfordringen er især holdet. Jumbo havde det svært på de første etaper, men de seneste gange har de taget kontrol. Problemet er bare, at de er startet for tidligt som i Toulouse, hvor det dog var nok var Groenewegen selv, der blev lidt overmodig, og ikke mindst i Nimes, hvor de totalt blev overrumplet af Deceuninck, så Groenewegen mistede sin gode position. Tabet af Wout van Aert er dyrt, og det står efterhånden klart, at Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen ikke kan matche Deceuninck. Omvendt har de jo faktisk været ret dominerende de seneste gange, og de burde nok kunne aflevere Groenewegen godt i sidste sving. Lykkes det, bør han med sin fart være favoritten til at vinde.

Med to sejre på de seneste to sprinteretaper er det klart, at Caleb Ewan er manden med momentum. Som i har fremhævet i utallige analyser, har han sjovt nok forvandlet sig fra at være holdbar sprinter til at trives i de flade finaler på lette etaper. I det lys burde de 50 km reelt cykelløb i Paris ikke længere nødvendigvis være til ugunst for Ewan, der ellers på det seneste kun har kunnet vinde, når det har været langt og hårdt.

Det ændrer dog ikke på, at Groenewegen trods alt bør være den hurtigste, når alle er helt friske, og man kan også diskutere, om brostenene kan være en ulempe for den meget lette Ewan. Omvendt burde han elske modvinden, hvor han kan drage fordel af sin ekstreme aerodynamik, samt ikke mindst det stigende opløb, som favoriserer ham i forhold til Groenewegen. Samtidig har han positioneret sig så godt, at selv Peter Sagan må være misundelig, og da han i tirsdags spillede på de forkerte Jumbo-hest, var han så overlegen, at han vandt alligevel. Efter nogle svære dage i Pyrenæerne synes han at have klaret Alperne godt, og selvom det er første gang, han gennemfører en grand tour, viste han i Nimes, at han godt kan vinde sent i løbet. Sidder han igen perfekt i sidste sving, skal Groenewegen i hvert fald stå tidligt op for at slå ham, især fordi han nu synes at mestre den timing, der tidligere ellers var en lille svaghed.

Det har det aldrig været for Elia Viviani, men til gengæld har det knebet med topfarten hos den snu italiener. Faktisk har det været dybt overraskende, hvor ringe Viviani har spurtet i dette løb, og selv da han sejrede på 4. etape, var han nær blevet slået af den normalt meget langsommere Kristoff. Til gengæld har han imponeret ved at køre sine bedste spurter på de hårde dage. Det så vi i Albi og i Tour de Suisse, hvor han kørte nogle fremragende stigende spurter. På den baggrund skulle man mene, at det stigende opløb nu bør være til gunst for Viviani.

Hvis han skal vinde, er det dog ikke i kraft af sig selv. Det er først og fremmest i kraft af sit tog, der med Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximilano Richeze - i morgen måske også med Julian Alaphilippe - har vist sig i særklasse. Det var de også i Nimes, hvor de let gled forbi Jumbo og afleverede Viviani perfekt, inden han igen kom til kort på topfarten. I Paris er et godt lead-out ikke ubetydeligt, og er han heldig, vinder Sagan kampen om hans hjul, når han forventeligt bliver afleveret perfekt. Det vil give ham det forspring til Ewan og Groenewegen, der måske kan gøre det muligt alligevel at slå løbets to hurtigste.

Nok er Peter Sagan en holdbar type, der burde elske en stigende brostensspurt, men i Paris har han måttet tage til takke med to 2. pladser samt en 4., 7., 8. og 9. plads. For en mand, der i kraft af sin gode positionering meget ofte kører på podiet i Tourens massespurter og som minimum i top 5, er det faktisk et overraskende ringe udbytte. Det vidner om, at 50 km reelt cykelløb er for lidt for Sagan, der ganske enkelt kommer til kort på sin topfart. Hans to 2. pladser viser dog også, at han med det rette helt er i stand til at vinde også i hovedstaden. Det vil kræve, at han nok engang vinder kampen om hjulpet på Viviani, der kan ventes at få det perfekte lead-out. Viviani har i hvert fald ikke spurtet, så Sagan ikke kan tro på, at han kan gå forbi ham, og sidder Groenewegen og Ewan begge fanget længere tilbage, som de gjorde i Nimes, kan man ikke udelukke, at Sagan kan fejre sin historiske 7. grønne trøje med en triumf.

Sidste år tog Alexander Kristoff karrierens flotteste Tour-sejr, da han udnyttede udrensningen af sprinterne til at sejre i Paris. Det var kulminationen på en serie, der også tæller en 2., en 5. og en 6. plads samt to 3. pladser, og det er bare endnu et vidnesbyrd om, at Kristoff altid er fremragende i den tredje uge. Spurten i Paris passer ham da også helt perfekt, da den er både stigende og på brosten og med sit sene sving stiller krav til den positionering, Kristoff i hvert fald indtil i år har mestret til perfektion. Problemet er bare, at nordmanden i dette løb mildt sagt har været en skygge af sig selv. Kun 2. pladsen på 4. etape, hvor han drog fordel af Jasper Philipsens eminente lead-out, var flot, men derudover har det været sølle. I tirsdags lykkedes det ham endelig at få styr på sin positionering, men da manglede han til gengæld benene i næsten skræmmende grad. Bedre er det ikke blevet af, at han nu er uden Philipsen. Lyspunktet er den fine positionering fra Nimes-etapen. Kan han gentage den, ved vi trods alt, at Kristoff næsten aldrig skuffer i Paris.

Det har været lidt ærgerligt at følge Sonny Colbrelli i dette løb. Egentlig har han kørt nogle fine spurter, men hans positionering har været usædvanligt ringe på det seneste. Der har været lyspunkter undervejs, men senest gik det helt galt i Nimes, hvor han bare blev nr. 13. En kort, let etape er heller ikke til gunst for Colbrelli, der er bedst på de hårde dage. Til gengæld vil han elske, at opløbet stiger, og brostenene burde han nok kunne klare. Toget med Jan Tratnik, Matej Mohoric og Ivan Garcia er da også på papiret fremragende. I Paris er det sværere at blive lukket inde, og det kan Colbrelli måske udnytte til at vise sin fine fart.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

I de senere år har Niccolo Bonifazio bestemt ikke været kendt for sin holdbarhed, men sjovt nok er han bare blevet bedre og bedre i dette løb. Han er kun blevet sat sent i bjergene, og efter en haltende start har han i den grad genfundet den positioneringsevne, der engang var hans styrke. I Nimes blev han således nr. 5, og i Toulouse var det formentlig kun Caleb Ewans svaj, der berøvede ham endnu en top 5. En finale med et sent sving bør åbenlyst være til gunst for Bonifazio, der helt åbenlyst stadig er frisk, og det stigende opløb kan heller ikke være det store problem. Ligesom Ewan er han dog umiddelbart en rytter, for hvem brostenene ikke er en fordel. Der var en grund til, at Samuel Dumolin altid havde det svært i Paris, for tilsyneladende er de nok til at kunne spille de lettere ryttere et puds.

Kaster man et blik på klassementet, er en af overraskelserne, at Jasper Stuyven ligger nr. 43. Nok har han vundet megen tid via udbrud, men det er altså stadig en hæderlig placering for en sprinter. Det tyder på, at han er kommet udmærket gennem løbet, og nu kan for første gang endda se frem til at have hele holdet til sin disposition. Der er i hvert fald umiddelbart ingen grund til at beskytte Richie Porte, og får han et tog med Toms Skujins, Fabio Felline og ikke mindst den erfarne lead-out man Koen De Kort, står han slet ikke så ringe. I forvejen har han klaret positioneringen flot, og som vi blandt andet så i sidste års Brussels Cycling Classic samt ikke mindst på årets 3. etape, hvor han overraskede som puncheur, er han altså slet ikke ringe i stigende finaler, selvom han normalt mangler en del på topfarten.

Også Matteo Trentin må kunne se frem til at køre en spurt med fuld støtte. Enhver, der så cykelløb i onsdags, vil vide, at europamesteren stadig er frisk og i storform, og det bør derfor være til hans fordel, at vi er langt henne i løbet. Et stigende brostensopløb tæller også på plussiden, men Trentin har nok alligevel ikke farten til at vinde efter kun 50 km reelt cykelløb. Hans chance er, at han med Michael Hepburn og Daryl Impey nu faktisk har et yderst kapabelt lead-out, og det kan måske være det, der giver ham et topresultat.

Dette løb har til fulde understreget, at Michael Matthews har klare begrænsninger i klassiske spurter. I Paris er han da også bare blevet nr. 5, 9 og 11, og det vidner om, at hverken brosten eller stigende opløb kan kompensere for, at etapen er kort og let. Samtidig har det ofte knebet med positioneringen, hvilket også har været et problem i dette løb. Nu skal han endda klare sig uden både Søren Kragh og Cees Bol, og dermed har han reelt kun Nikias Arndt til finalen. Det svækker ham yderligere, og derfor er det lidt svært at tro på meget mere end den 6. plads, det blev til i Nimes.

Katusha har nu kun ét skud i bøssen, hvis de skal redde katastrofe-Touren, og det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Jens Debusschere skal vinde i Paris. Han har endda lignet en af de ryttere, der har haft det sværest i bjergene. Trods det overraskede han med en 11. plads i Nimes, hvor han ellers lignede en mand på sammenbruddets rand, og hans 5. plads i Toulouse viste, at han endda kan være med endnu længere fremme. En stigende brostensspurt burde være nærmest som skabt til ham, men til gengæld er hans positionering ofte en mindre katastrofe. Det kan han forhåbentlig kompensere for med sit stærke tog med Nils Politt, Alex Dowsett og Marco Haller. Kan de få ham frem inden svinget, kan han måske nærme sig top 5 igen.

Endelig vil vi pege på Oliver Naesen. Det er udelukket, at belgieren vinder etapen, men han har i år som bekendt spurtet ganske forrygende i klassikerne. Det er klart, at det er noget helt andet at spurte efter bare 50 km cykelløb, men til gengæld burde det stigende brostensopløb passe ham. Han synes at være blevet bedre og bedre igennem Touren, og nu kan han nok også få nogen støtte fra Ag2r. Noget absolut topresultat bliver det ikke, men mon ikke Naesen gerne vil levere lidt i en spurt, hvor blandt andre Fabian Cancellara også før har vist, at klassikerstjernerne kan gøre det godt?

Andre ryttere, der kan tænkes at deltage i spurten, er Magnus Cort, der formentlig er for hæmmet af sin positionering og heller ikke har spurtet længe, Dimension Data-duoen Edvald Boasson Hagen og Reinardt van Rensburg, der skal fordele rollerne, men ikke just har vist storform i dette løb, den fallerede André Greipel, der ikke ligner en mand på vej mod genrejsning i en finale med et sent sving, samt Andrea Pasqualon, Greg Van Avermaet og Alberto Bettiol, der alle mangler farten. Måske vil Julien Simon og Anthony Roux eller Matthieu Ladagnous også prøve, men de kan ikke begå sig fremme.

FORUDBESTIL: DEN HEMMELIGE RYTTER (UDKOMMER DEN 30. JULI)

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Elia Viviani

Outsidere: Peter Sagan, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Niccolo Bonifazio,

Jokers: Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Michael Matthews, Jens Debusschere, Oliver Naesen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexander Kristoffs sejr fra 2018, Dylan Groenewegens sejr fra 2017 samt André Greipels sejre fra 2016 og 2015.