Optakt: 21. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har været endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og efter to lidt halvlange udgaver i 2019 og 2020 er det igen tilfældet i 2021, hvor der skal køres bare 108,4 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Chatou, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod nordvest og sydvest frem til løbets sidste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote des Grès (1,9 km, 5,0%), der er en jævn opkørsel med top allerede efter 7,4 km. Nu går det mod sydvest og sydøst igennem det åbne og relativt flade land vest for hovedstaden, indtil man efter 23,6 km når frem til Saint-Cyr-L’École, der er en af Paris’ yderste forstæder.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Herfra går det mod øst ind gennem byzonen og byen Versailles, hvorefter kursen sættes mod nordøst med retning mod centrum. En lille bakke leder op til Meudon efter 36,6 km, inden en nedkørsel fører ned til den helt flade hovedstad, hvor man kører langs Seinen og officielt rammer Paris efter 42,3 km. Et par sving sender rytterne først mod sydøst og siden nordøst, inden man efter 50,6 km krydser Point-Neuf i en teknisk zone med flere sving. Efter 52,2 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 1,7 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,8 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2020, 2019, 2018, 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 8 m brede avenue, men grundet vejens tilstand har man som noget nyt flyttet målstregen længere op ad vejen, så opløbsstrækningen i år er 700 m og ikke 400 m lang, men det stiger fortsat ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 800 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen, dvs. med 40,1 km igen, og stiger let med 1,9% over de sidste 800 m efter stregen.

Etapen byder på i alt 620 højdemeter.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Sam Bennett kronede en flot Tour ved at vinde etapen med den grønne trøje på sine skuldre, i 2019, Caleb Ewan sluttede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, som med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Analyse af 20. etape

Hvilken forskel 14 dage kan gøre! I dag er det præcis to uger siden, at Tadej Pogacar hensatte resten af cykelverdenen i en tilstand af kollektiv depression, da han med sin knusende magtdemonstration kørte fra alt og alle på Col de Romme og skabte forskelle, der i moderne cykelsport er så usete, at det var svært at se nogen vej uden om det uundgåelige: hvis det var standarden hos den stadig blot 22-årige slovener, kunne det blive nogle meget lange og svære år for alle, der i de kommende år skulle nære blot antydningen af ambitioner om at vinde verdens største cykelløb.

I en grand tour er 14 dage imidlertid en menneskealder, og hvis Pogacars ridt i Alperne lagde kimen til en depression, var turen over Mont Ventoux og gennem Pyrenæerne samt den efterfølgende rejse gennem Bordeaux’ fladland én stor kollektiv lykkepille, der med ét fik kureret den tristesse så godt, at alverdens psykiatere må spidse øre. Den aura af usårlighed og overherredømme, der herskede over Pogacar i Le-Grand-Bornand den 3. juli eksisterer nemlig slet ikke længere.

Tag ikke fejl! Et blik på klassementet taler sit helt tydelige sprog. Når Pogacar i morgen ruller ind i Paris med den gule trøje for andet år i træk, er det med nogle forspring, der i moderne cykling er helt uhørte. Nr. 2 er distanceret med mere end 5 minutter, nr. 3 har tab mere end 7 af slagsen, og vi skal op på tocifrede minuttal for at finde resten af klassementets top 10. Med et tab på 21.21 er David Gaudu endda ganske tæt på at komme i top 10, og dermed har vi et klassement, hvis lige vi ikke har set, siden Vincenzo Nibali nærmest som en walkover knuste al modstand i den styrtplagede Tour i 2014, hvor nr. 2 tabte 7.37, nr. 3 smed 8.15, nr. 4 satte 9.40 til, og 10. pladsen var distanceret med 21.15. Pogacar rundede løbet af med at vinde løbets to vanskeligste bjergetaper, han kommer hjem med tre trøjer, og for tredje grand tour i træk tager han hele tre etapesejre.

Nej, Pogacar har været den i særklasse stærkeste og er helt indiskutabelt den rigtige vinder af løbet, da først hovedudfordreren Primoz Roglic var elimineret. Men hvor det for to uger siden lignede en umulighed reelt at true ham i de kommende år, må det være et Jumbo-hold, der forlader Frankrig med en blomstrende optimisme, der kun ledsages af den enorme bitterhed, det må være, at de i lyset af udviklingen virkelig kunne have rystet Pogacar med den skræmmende duo bestående af Roglic og Jonas Vingegaard.

Pogacar har nemlig været menneskelig og ikke det usårlige monster, han lignede, da han i den første uge slog alle de runge specialister på en trods alt relativt flad enkeltstart og siden knockoutede dem alle med sit ridt på Col de Romme. Allerede dengang spekulerede jeg i, om ikke hans enorme tidsforskel i vidt omfang skyldtes en kombination af en fra start sjældent formsvag Richard Carapaz og et relativt tamt kandidatfelt, der allerede havde mest travlt med at køre om podiet i en gruppe, hvor ingen ville blotte sig, da Pogacar først var kørt væk.

Noget tyder på, at den antagelse var korrekt, og at Pogacars store sejrsmargin i klassementet i høj grad skyldes omstændighederne den dag i Alperne. Ganske vist slog han til igen i Tignes, men stadig på et tidspunkt, hvor Carapaz var rusten, og hvor Vingegaard ikke helt havde fundet de ben, han havde i de to sidste uger, og hvor han i øvrigt var ramte af både styrt og en kritisk timet defekt over to på hinanden følgende nøgledage. Siden da blev han nemlig distanceret på Ventoux, og hans angreb i Pyrenæerne kunne ikke gøre forskellen - heller ikke selvom han tydeligvis forsøgte at køre alene hjem i samme stil som i Alperne.

Den endelige konfirmation kom i dag. Da Pogacar rullede over stregen på den afsluttende enkeltstart som en pæn, men temmelig skuffende nr. 8, var det i hvert fald med en helt anderledes begrænset autoritet, end da han i Laval på den første tidskørsel havde efterladt os alle med åben mund og polypper. I de sidste to uger har Pogacar nok været stærk, men han har ikke været i sin egen liga. Tværtimod ender Vingegaard faktisk med at komme ud af løbets to sidste uger som løbets vinder!

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Det er klart, at det sikkert var gået helt anderledes, hvis Pogacar skulle have sat alt på ét bræt i ét stort angreb på Vingegaard i bjergene og ikke først og fremmest satse på ikke at blotte sig, men det er i hvert fald svært at benægte, at Pogacar, der ellers siden de første tests hos UAE har været særligt kendt for sin enorme restitution, i dette løb har haft en helt modsat formkurve af den, vi plejer at se. Det kom vel allermest til udtryk i dag, hvor han ikke blot for første gang i karrieren mislykkedes med at vinde 20. etape i en grand tour, men end ikke var i nærheden af at true de bedste.

Selvfølgelig var den flade rute ikke ideel for ham, men det var den heller ikke for Vingegaard, der slog ham ganske klart. Selvfølgelig tog han ikke de store chancer, men det kostede ikke 25 sekunder til danskeren eller 57 sekunder til Van Aert. Og han var selv ærlig nok til at indrømme, at han ikke kørte med OL i tankerne og håndbremsen trukket - hvad der i øvrigt også ville være helt i modstrid med hans erklærede intentioner og altædende natur. Nej, i dag virkede Pogacar for første gang træt mod slutningen af en grand tour.

Det gjorde Vingegaard til gengæld ikke. Forud for løbet var det ellers danskerens stabilitet, de fleste frygtede - særligt da i sammenligning med Pogacar, der modsat Vingegaard har været et studium i konsistens. Frygten for, at hans efter eget udsagn dårlige ben på Luz Ardiden - de dårlige ben, der vel at mærke gav en 2. plads - var et tegn på træthed blev i hvert fald gjort til skamme i dag, hvor danskeren konfirmerede sin nyfundne status som tempospecialist ved at klemme sig ind lige midt i en top 5, der talte fire af verdens allerstørste motorer. Naturligvis var det en hæmsko for Stefan Küng og Stefan Bissegger, at enkeltstarten faldt sent i en grand tour, hvor klassementsryttere ofte drager fordel af deres bedre restitution, men når han kører så stærkt på en flad enkeltstart og holder niveau i den tredje uge, sniger der sig nok en smule bekymret stemning ind i UAE-festen i aften - ikke mindst når Vingegaard ved starten i København næste år kan ventes at møde op i den tandem med Roglic, som i år formentlig kunne have givet Pogacar den kam til håret, han ofte må have brug for efter etaperne, hvor de brune tjavser har en slem tendens til at stikke ud af hjelmen.

I det hele taget skulle det ikke undre, om det næsten er Jumbo, der har den største fest i aften. For to uger siden lå deres løb efter tabet af Roglic næsten i ruiner, men nu ender de alligevel med at komme hjem med tre etapesejre og en samlet 2. plads. Afslutningen kunne end ikke have været bedre, da Wout van Aert toppede sin gennem hele løbet stigende formkurve ved i helt overlegen stil at rette op på skuffelsen fra den første enkeltstart og tage en af løbets mest prestigiøse sejre. Med det sætter han ikke bare en streg under, at han vitterligt er en af verdens bedste temporyttere, han viser også for andet år i træk en skræmmende god restitutionsevne - en evne, der sidste år gjorde ham i stand til at blive nr. 2 i to VM-løb i ugen efter Touren og endda nr. 2 i Flandern Rundt næsten tre måneder, efter at han havde startet sin anden sæsonhalvdel med at vinde både Strade Bianche og Milano-Sanremo. Ganske vist er han nok for begrænset i bjergene til, at det giver mening at satse på en grand tour-karriere, men hans motor i den tredje uge må alligevel skabe lidt ideer hos det Jumbo-mandskab, der hidtil har afvist enhver tanke om en grand tour-satsning. I første omgang har han i hvert fald vist, at han er helt frisk til at gå efter to gange OL-guld i Tokyo inden for den kommende halvanden uge.

Her vil han være oppe mod Kasper Asgreen, men desværre må danskeren nok sande, at den kuperede rute i Japan gør det svært for ham at slå de lettere specialister. Til gengæld ved vi, at han kommer til løbet i fremragende form, efter at han i dag kørte sin vel nok bedste enkeltstart på højeste niveau. Nok var han ikke i nærheden af vinderen, men han slog alle de øvrige specialister med en klar margin og fik dermed også bragt en ende på den lidt ærgerlige fornemmelse af, at han ofte har været træt mod slutningen af Touren. Sådan burde det nu ellers ikke være for en mand, der har en af sportens største motorer - så stor, at selv Mathieu van der Poel og Van Aert har haft svært ved at matche den - og med den friskhed, han nu tager med sig ud af Frankrig, kan han se med fortrøstning mod et efterår med OL, VM og ikke mindst Paris-Roubaix.

Det var i hvert fald nogle fine skalpe, han tog sig denne lørdag i Sydvestfrankrig. I denne sæson har Stefan Küng og Stefan Bissegger sammen med Van Aert, Filippo Ganna og til dels Remi Cavagna været de mest overbevisende på de flade enkeltstarter, men i dag blev de slået il plukfisk af Van Aert og til dels Asgreen. Det var dog ikke helt uventet for de to tunge schweizere, der allerede i udbruddet på 12. etape, hvor de eksploderede i kampen om sejren, havde indikeret, at friskheden ikke helt var, hvor de kunne ønske sig. Det var også forventeligt for Bissegger, der kører sin første grand tour og ikke just er en letvægter i bjergene, og for Küng, der altid har haft lidt svært ved at køre på sit højeste niveau sent i grand tours. Og med top 5-placeringer gik det dem jo ingenlunde ilde, selvom de ikke nåede de højder, vi har vænnet os til.

De gjorde det i hvert fald bedre end de fleste andre specialister. Brandon McNulty rundede løbet af med en form ham meget pauver enkeltstart, der mest af alt bekræfter billedet fra sidste års Giro, nemlig at det kniber med friskheden i den tredje uge. I det mindste var det bedre end for stjernehoben fra Ineos, der mødte op med en temmelig sløv holdning, selvom de med en hær af specialister havde en fin chance for at vise lidt tænder i et løb, der ikke er gået som ønsket. Den ellers velkørende Michal Kwiatkowski var helt ligeglad, og de formsvage stjerner Geraint Thomas og Richie Porte manglede enten motivation eller ben i det, der lignede en halvhjertet indsats. Kun de to superhjælpere, Dylan van Baarle og Jonathan Castroviejo, der sammen med Carapaz har været holdets to lyspunkter, gjorde det flot, men Van Baarle er ikke rigtig specialist, og Castroviejo må igen sande, at hans forbedrede klatring har kostet ham dyrt på enkeltstarterne - en tendens, vi også har set hos Bruno Armirail, der dog i dag rejste sig og rundede et sygdomsramt løb flot af.

Det gjorde Danmark i den grad også. Mikkel Bjerg må stadig sande, at han efter U23-karrieren er blevet overhalet af Bissegger - en skæbne, der desværre synes at overgå alle U23-verdensmestre i disciplinen - men i dag kørte han en af sine bedste enkeltstarter som professionel, endda efter tre uger med uafbrudt arbejde forrest i feltet. Også Magnus Cort bekræftede sin vilde fremgang i disciplinen og sikrede ham en 9. plads på en Tour-enkeltstart - et resultat, der virkede helt virkelighedsfjernt, da han i sin tid var ude af stand til at vinde Danmark Rundt grundet netop de begrænsede evner i kampen mod uret. Af og til sker det imidlertid, at man opdager skjulte tempoevner ved noget, der nærmest ligner et tilfælde. En lignende skæbne overgik Mattia Cattaneo i Giroen i 2019, og da han i dag sikrede sig en 6. plads på en flad Tour-enkeltstart, bekræftede han blot, at det aldrig er for sent at skifte spor. I dag er han vitterligt en af de bedste temporyttere i verden.

Desværre rakte det ikke til en samlet top 10. Mens hans enkeltstart er blevet fremragende, har han i dag for store mangler i den klatring, der ellers var hans naturlige spidskompetence. Kampen for en top 10-placering tabte han definitivt i Pyrenæerne, og det skulle vise sig, at bjergene også fastlagde den endelige top i klassementet.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Årets afsluttende enkeltstart kunne nemlig ikke være mere anderledes end det drama, vi oplevede på La Planche des Belles Filles i september, hvor den sidste enkeltstart ændrede på alle tre pladser på det endelige podium. I dag ændredes der nemlig ikke noget som helst i en helt uforandret top 10, hvor de små mulige forskydninger helt udeblev.

På papiret var kampen om 2. pladsen den tætteste, men det var kun i teorien. Reelt havde Carapaz ikke skyggen af chance for at matche Vingegaard, og ecuadorianeren kan i stedet være fint tilfreds med et ridt, hvor han desværre gik lidt ned til sidst, som vi lidt for ofte ser det, men på den første del slet ikke tabte alverden til Pogacar - alt sammen noget, der må give håb til en fremtid, hvor han forhåbentlig også kan starte en Tour med samme styrke, som han plejer. Mest spænding var der i stedet om 4. pladsen, der fuldt fortjent gik til Ben O’Connor. Australieren fulgte en flot Tour op med at konfirmere sine forbedrede tempoevner, og da Wilco Kelderman, som denne gang ikke kunne brokke sig over albuesmerter, men alligevel var sat tilbage af to nylige af sine 117 styrt, atter kørte en af de mange pauvre enkeltstarter, der har kendetegnet den senere del af karrieren, kunne han sikre sig en placering, han næppe havde drømt i Brest for tre uger siden. Kelderman vil naturligvis være skuffet i momentet, men om få dage er det formentlig glemt, når han nu kan sige, at han har været i top 5 i alle grand tours - lidt af en bedrift for en mand, der aldrig har været skræmmende i bjergene og nu slet ikke kan lukrere på de tempoevner, han engang havde.

Heller ikke de andre mulige forskydninger i toppen lykkedes. Mest sandsynligt var det, at Pello Bilbao ville passere den næsten urimeligt temposvage Guillaume Martin, men endnu en dag blev man ladt tilbage med ønsket om at gå tilbage til La Planches des Belles Filles for at lede efter spanierens gode enkeltstart. Mens han har klatret som en drøm det seneste års tid, har han ikke kørt én eneste god tidskørsel siden den dag i Vogeserne i september, og i dag var han således knap i stand til at slå Martin. Det samme mysterium gælder for Enric Mas’ gode enkeltstart, der ligeledes forsvandt den lørdag i Vogeserne, men heldigvis gjorde han det i dag stabilt nok til at undgå at blive passeret af den ”nyfødte” temporytter, der trods åbenlys træthed kørte endnu en fornem enkeltstart. Og Rigoberto Uran? Ja, hans lidelseshistorie fik den lidt triste afslutning, man kunne forvente efter de svære dage i Pyrenæerne.

At kalde Pogacars afslutning for trist vil mildt sagt være en overdrivelse. I morgen vil Pogacar i en alder af 22 år kunne kalde sig dobbelt Tour-vinder, vinder af to bjerg- og ungdomstrøjer og seksdobbelt etapevinder i Tour de France. Det er en bedrift, der burde være rigeligt til at indvarsle en ny og måske lidt kedsommelig æra, og sådan så det da også ud den dag for to uger siden i Alperne. Men så kom Ventoux, Pyrenæerne og ikke mindst dagens enkeltstart, og pludselig spredte der sig et lysegrønt i et ellers så depressivt felt. Det nye chefmoster er nemlig menneskeligt - trods alt!

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Alle Tour-etaper er i sagens natur vidt forskellige, men én af de 21 dage er noget helt særligt, nemlig afrundingen i Paris. Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag - særligt i et år, hvor de aldrig havde mulighed for at få den gule trøje. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

I år vil etapen også igen have sin vanlige værdi, men der er alligevel lidt forskel fra år til år. I 2018 betød masseudrensningen af sprintere i Alperne, at alle de hurtigste havde forladt løbet, inden de kunne nå at stave til Paris, og derfor tabte den lidt af den aura, den tidligere har haft. Paris-spurten er smukkest, når alle de store er til stede, og for mig var den smukkeste stadig det fantastiske 2013-opgør, hvor de tre giganter, Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish spurtede side om side på verdens smukkeste cykelboulevard. Helt samme prestige har den ikke i år, hvor langt de fleste af de store sprinternavne er væk - listen tæller således Caleb Ewan, Tim Merlier, Arnaud Demare, Peter Sagan og Bryan Coquard - og det er derfor ikke helt tilfældigt, at årets massespurter har været så ensidige. Alligevel kan Paris-etapen blive særligt mindeværdig i år, fordi Cavendish kan krone sit comeback med at vinde i Paris for femte gang og slå Eddy Merckxs rekord - endda med karrierens anden grønne trøje på sine skuldre.

Som regel er det en af de store, der vinder. Der sker sjældent de helt store overraskelser i Paris, hvilket sejrslisten fra 2009 og frem tydeligt vidner om - ser man bort fra Kristoffs sejr i 2018, er det kun de rene supersprintere, der har vundet - men Gert Steegmans viste i 2008, at mindre navne af og til kan slå til, selvom det meget sjældent sker.

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden, og i år har man heldigvis igen reduceret distancen for paradedelen. Bjergspurten, der kommer tidligt, vil ikke spille den ønskede rolle, og her ser man ofte nogle af de ryttere, der har været involveret i kampen om prikkerne undervejs, lege lidt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor UAE langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra tilskuerne, selvom der i år vil være tilbage efter sidste års lidt tamme coronaprægede afslutning. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først - i 2018 var det senest Sylvain Chavanel - men det er usikkert, om det vil ske i år. André Greipel har netop annonceret sit karrierestop og ville være en oplagt kandidat, men han har måske andet at tænke på end at bruge kræfter på at hænge ude foran feltet. Philippe Gilbert fuldfører sin sidste Tour, men da han ikke stopper karrieren, er han ikke en oplagt kandidat. Mest sandsynligt er det nok, at det bliver UAE, der fører an.

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på den første omgang. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra alle wildcard-hold, Ineos, Movistar, FDJ, Cofidis, EF, Ag2r, Arkea, Lotto, Bahrain, Astana, Qhubeka, Total, Intermarché og B&B, der næppe vil satse hele butikken på en massspurt. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring.

I dag udtrykte Patrick Lefevere lidt bekymring for, om Cavendishs overlegenhed vil føre til, at Deceuninck slet ikke får hjælp. Jeg tror dog ikke, at han skal være alt for bekymret. Alpecin og DSM har sagt, at de fokuserer 100% på en spurt, og Israel SUN har sagt, at de vil arbejde målrettet på at give Greipel den bedst mulige afsked med den spurt, han elsker allermest, og som han har vundet to gange. Det giver hele fire hold, der formentlig vil arbejde med det samme. De vil ingen chancer tage, og derfor vil forspringet næppe blive meget mere end 30 sekunder. Herefter vil etapen udvikle sig til det klassiske forfølgelsesløb, der burde kulminere med, at der skabes samling. Fraværet af sprintere gør nok, at chancen for en gentagelse af en udbrudssejr som den, Alexandre Vinokourov leverede i 2005, måske er en anelse større end vanligt, men den er usandsynlig. Et kort gadeløb er let at kontrollere, Deceuninck er brølstærke, og de vil gå igennem ild og vand for at få en spurt - om de så skal bruge Michael Mørkøv på at indhente de sidste udbrydere. Cavendish skal for alt i verden have chancen for at spurte for rekorden.

Den indlagte spurt plejer på denne etape at blive negligeret, og det kan den meget vel blive igen, men det kan ikke udelukkes, at Michael Matthews alligevel vil køre den. Mark Cavendish vil helst være fri, men han kan være tvunget til at holde sig til. Matthews kan ganske vist ikke lukke hullet alene via spurten, men han kan komme så tæt på, at risikoen for, at Cavendish mister trøjen via en kikset spurt, bliver betydeligt større. Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne kan tage den med ro uden risiko for at gentage Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads, men Wilco Kelderman og Ben O’Connor vil nok sørge for at holde sig tæt på hinanden. I år er heller ikke risiko for regn, og derfor undgår vi den neutralisering af klassementet, vi har set i tidligere udgaver.

Spurten i Paris er velkendt. Der er tale om en powerspurt for de rene sprintere, men i år er den lidt anderledes. Målstregen er flyttet 300 m længere op ad boulevarden, og derfor er opløbet nu pludselig 700 og ikke 400 m langt. I gamle dage var positionen efter det sidste sving altafgørende, og det var meget ofte ét tog, der med to mand forrest dominerede det 400 m lange opløb. I år er to mand for lidt efter svinget, og der er mere tid til at bevæge sig frem på selve opløbet. Samtidig er vejen som bekendt enormt bred, og risikoen for at blive lukket inde er mindre end vanligt. Med andre ord bliver der denne gang tale om en boulevardspurt i ordets enlige betydning, og det bliver i højere grad end vanligt et spørgsmål om fart og ikke positionering. Vinden vil komme fra højre side, og dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og at opløbsstrækningen stiger så meget, at det kan mærkes. Og så skal man huske, at spurten i Paris trods den korte og lette etape i høj grad handler om friskhed efter tre uger.

Det er hævet over enhver tvivl, at Mark Cavendish er storfavorit. Briten har kørt fire spurter i dette løb, og han har vundet dem alle. Ganske vist led han så voldsomt i bjergene, at holdet valgte at sælge 19. etape frivilligt, men alt sammen var det med det formål at være klar til søndag. I morgen vil Cavendish have ild i øjnene, når han på én gang kan skrive historie, tage sin femte sejr i den smukkeste spurt af dem alle og endda gøre det iført verdens vigtigste trøje for en sprinter.

Cavendish var måske nok træt i bjergene, men han virker stadig frisk. På 18. etape gjorde BikeExchange gjorde alt for at sætte ham på dagens anden kategori 4-stigning, men selvom han gravede lidt dybt, lykkedes det ham både at overleve og vinde den indlagte spurt. Min frygt for, at den ”gamle” Cavendish, der ikke har brilleret med sin holdbarhed på det sidste, ville falme mod slutningen af løbet, har vist sig ubegrundet. Tværtimod synes han stadig at besidde den hurtighed, han altid har haft i den tredje uge, hvor han tidligere har haft en god evne til at vinde etaper.

Det vigtigste er selvfølgelig toget. Deceuninck har været altdominerende, siden Alpecin mistede halvdelen af deres supertog, og siden har kvartetten med Kasper Asgreen, Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish været i deres egen liga. Tilbage i feltet er der kun to hold, der kommer i nærheden af belgierne, nemlig DSM og Trek, og den største risiko er, at de skal brænde sig af på at hente udbruddet. Den risiko eksisterer, men over en kort distance er den knap så udtalt, og det virker stærkt sandsynligt, at Ballerini, Mørkøv og Cavendish vil gå først igennem svinget. Sker det, virker det helt umuligt, at Cavendish skulle blive slået, når han adskillige gange har vist sig som den i særklasse hurtigste, senest da han nærmest demonstrativt vandt den indlagte spurt på 18. etape. Kun hvis toget går i stykker, kan han blive slået, men selv i det tilfælde står han stærkt. Mørkøv får ham som regel alligevel i en vindende position, som det lykkedes på 13. etape, og med det nye opløb betyder fart endnu mere, end det plejer. Risikoen for, at Cavendish ikke kan redde en dårlig position, synes i det lys meget lille, og derfor er Cavendish storfavorit. Alt taler for, at eventyret også får en ”fairy-tale ending”.

Manden, der måske kan slå Cavendish på fart, er Jasper Philipsen . Belgieren har flere gange vist, at han har en fart, der ikke gør det helt umuligt at tro, at han kan få skovlen under briten, særligt måske på 6. etape. Samtidig har han gang på gang vist, at han trods et begrænset tog er kongen af positionskampen, og han har siddet bag Cavendish hver eneste gang. Det stigende opløb passer godt til Philipsen, der foretrækker den slags finaler, men vigtigst af alt virker han uhyre frisk. Philipsen har siddet langt fremme på bjergetaperne og har aldrig været i problemer overhovedet. Den friskhed kom ham til gode, da han vandt fjerdesidste etape i Vueltaen sidste år, og det er måske det, der skal give ham det, han hidtil har manglet. Selvfølgelig havde han foretrukket en mere opslidende etape, der også kunne trætte Cavendish på dagen, men Philipsen har trods alt tidligere i år slået Cavendish også på relativt lette etaper, nemlig i Tyrkiet. Sidder han igen i Cavendishs hjul, har han i hvert fald vist nok til, at det ikke virker helt umuligt, at han kan gøre det igen.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Wout van Aert kan fuldende sin imponerende samling ved at føje en spurtsejr til sine sejre i bjergene og på enkeltstarterne. Desværre har vi flere gange set, at han ikke har farten til at matche de rene sprintere. Da han vandt i Tirreno, var Caleb Ewan ham overlegen på fart, og senest så vi på 10. etape, at han fra Cavendishs hjul end ikke kunne prøve at gå forbi og også var synligt langsommere end Philipsen. Heller ikke sidste år var han nogen væsentlig faktor i Paris, hvor han blot blev nr. 6. Til gengæld er han åbenlyst i fabelagtig form, og han viste igen på 10. etape, at han med hjælp fra Mike Teunissen - en ganske fremragende lead-out man - er en konge i positionskampen. Helt stabil er han dog ikke, som vi så på 13. etape og i Paris i 2020, men i den sammenhæng er Teunissen guld værd. Sidder de fornuftigt i svinget, vil Teunissen være stærk nok til at udnytte det længere opløb til at bringe Van Aert tilbage, og meget taler for, at han utvivlsomt vil sidde godt nok.

Om han så er hurtig nok til faktisk at vinde, er mere tvivlsomt, men det stigende brostensopløb bør som minimum passe ham. Skal han vinde en boulevardspurt, skal det nok være under sådanne omstændigheder, og man kan håbe, at den ekstra friskhed kan give ham den fart, han manglede, da han spurtede fra Cavendishs baghjul i Valence. En sejr i Paris vil i hvert fald være det ultimative billede på hans alsidighed.

Hvis Philipsen er manden, der kan slå Cavendish på fart, er Mads Pedersen manden, der kan gøre det på position. Han og det stærke Trek-tog skal nemlig bare gøre som i 2020, hvor de totalt dominerede finalen, og Jasper Stuyven og Pedersen gik først igennem sidste sving. Stuyven afleverede danskeren perfekt, men desværre var det Sam Bennett, der sad på hans hjul, og i kampen på fart var Pedersen naturligvis slået af løbets hurtigste. Det vil han være igen, hvis han har Cavendish på hjul, men hvis ikke det er tilfældet, kommer han igen langt på supertoget med Edward Theuns og Stuyven. Desværre er han den store taber i den nye finale, der i stigende grad gør spurten til et spørgsmål om fart, og han får ikke samme glæde af sit tog.

I det mindste er han frisk igen. Pedersen var slemt uheldig med først et styrt og siden sygdom, og det sendte ham i rent overlevelsesmode. De seneste dage er han dog kommet ganske godt igennem bjergene, og han har set langt bedre ud end mange andre sprintere. Det kan dog ikke undre. Vi ved, at Pedersens motor er gigantisk, og det er først i den tredje uge af grand tours, at han for alvor kommer til sin ret, som vi særligt så i sidste års udgave af løbet, hvor han klatrede som en drøm mod slutningen. Han har meldt sig ind i sprinterkampen igen, og Stuyven og Theuns har vist storform. Gentager de det store lead-out fra sidste år, kan man håbe, at Pedersen denne gang ikke har den forkerte mand på hjul og derfor kan forbedre sidste års 2. plads.

Herefter er jeg nødt til at pege på Cees Bol, men det er med megen tøven. Siden 13. etape har hollænderen nemlig haft det svært, og han har virkelig lidt i Pyrenæerne. Han er dog kommet igennem, og det samme er hele hans tog med Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Casper Pedersen. Mens danskeren stadig var forslået, imponerede de stort i de første spurter, hvor de gang på gang fik anbragt Bol flot, og det samme gjorde de på 13. etape, hvor de trods en hård jagt efter det sene styrt faktisk tog fronten med Eekhoff og Bol i sidste sving, indtil Bol desværre betalte prisen for den hårde opkørsel. Hvis Deceuninck brænder sig selv af i jagten på udbruddet, har DSM sammen med Trek et tog, der kan true den belgiske maskine. Bol har bestemt ikke spurtet imponerende i år, men han elsker en let stigende powerspurt på brosten, og faktisk minder finalen meget om den, han vandt i Nokere Koerse i sin tid. I kraft af sit tog må Bol være en anden, der måske kan drømme om at snyde Cavendish, selvom det havde været mere sandsynligt i den gamle finale med mere fokus på position end på fart.

Dernæst vil jeg pege på Danny van Poppel. Den hollandske lottokupon har været lige så uforudsigelig og svingende, som han plejer, men han synes nu endelig at have fundet en stabilt god rytme. Han var sågar i udbrud på en bjergetape, hvor han kom ganske langt, og han har aldrig været i nærheden af de sidste på bjergetaperne. Særligt på en varm dag skal man altid regne med, at Van Poppel eksploderer, men de seneste dage har han klaret varmen smukt, og han har også på 13. etape endelig vist den hurtighed, der imponerede mig i Algarve, hvor han tog gange var tæt på at slå Sam Bennett. Han lider under et svagt tog, der kun tæller brormand Boy van Poppel, der vil spurte, hvis Danny igen har en offday, men det forhindrede ham ikke i at sidde rigtigt sidste fredag, hvor han også viste god fart. Han hjælpes også af den nye finale, der mest af alt handler om fart, og i dette felt burde han være en af de hurtigste. En stigende brostensspurt synes i hvert fald at være skræddersyet til ham.

En anden rytter, der virkelig skal glæde sig over den nye finale, er André Greipel. Tyskerens positioneringsproblemer er velkendte og har igen været tydelige i dette løb, men fart har han haft. Det så vi, da han kom blæsende fra en ringe position på 10. etape, og han synes endda at være kommet frisk igennem løbet. Tyskeren har ellers ikke imponeret med holdbarhed de seneste år, men selvom han har haft nogle svære dage i bjergene, var det flot at se ham ramme udbruddet på 12. etape, hvor det kørte i et hårdt moment lige efter sidevinden. Greipel elsker spurten i Paris, som han altid lovpriser, og den let stigende powerspurt på brosten passer ham også som fod i hose. Selv i katastrofeåret hos Arkea i 2019 blev han nr. 6, og han kan se tilbage på to sejre, to andenpladser samt en tredje- og en fjerdeplads. Jeg frygter desværre, at han igen sidder for langt tilbage til at køre med om sejren, men i en spurt, hvor fart ser ud til at betyde mere end vanligt, bør han komme langt. Han vil i hvert fald køre, som gjaldt det livet, i sin allersidste spurt i den by, hvor han allerhelst vil tage karrierens sidste store sejr.

Normalt er en klassisk massespurt ikke noget for Sonny Colbrelli, men denne gang synes jeg faktisk, at der er perspektiver. Det skyldes det nye opløb, hvor positionering betyder mindre, og hvor risikoen for at blive lukket inde er mindre. I de indlagte spurter, hvor det har handlet mest om fart, har Colbrelli virket uhyre overbevisende, også de dage, hvor alle er kørt fuld knald, og hans ringe resultater i spurterne synes som altid at have handlet om hans position og uheldet på 13. etape, hvor han ødelagde et hjul. Han er altså en af de store vindere som følge af den nye finale, hvor han får masser af plads til at vise sin fart. Samtidig er han uhyre frisk, og den italienske mester viste senest sin storform på 16. etape, hvor end ikke David Gaudu kunne køre fra ham i bjergene. Denne let stigende brostensspurt passer ham også glimrende, og opgaven bliver igen at sidde fornuftigt. Toget med Matej Mohoric, Marco Haller og Fred Wright burde altså være bedre, end de har været hidtil, og i denne enkle afslutning har Colbrelli sit livs chance for at sidde rigtigt og at vise sin fart og friskhed. Tidligere er han bare blevet nr. 7, 11, 11 og 12 i Paris, men det var i en spurt, hvor position betød alt. Det gør den heldigvis ikke længere. Spurter han, som han har gjort i de indlagte spurter, har han altså farten til at komme langt - særligt i den tredje uge af en grand tour.

På 13. etape var det opløftende at se Magnus Cort få chancen, og i Paris er der ingen tvivl om, at han prøver igen. Hans problemer i positionskampen er velkendte, men netop derfor er han ligesom Colbrelli og Greipel den store vinder i den nye finale. Nu har Cort 700 m til at rette op på den placering, han vil have i svinget, og danskeren har flere gange vist, at han stadig har en fart, der fører ham ganske langt. Han har fordel af, at vi befinder os sent i en grand tour - bemærk, at Corts fire etapesejre i grand tours alle er kommet fra 15. etape og frem - og man skal altid regne med danskeren på dette tidspunkt af løbet. Når han alligevel ender et stykke ned på listen, skyldes det selvfølgelig positioneringen, men heldigvis kan holdet nu dedikere sig til 100% ham, og særligt Stefan Bisseger bliver guld værd. Lad os håbe, at han ikke sidder alt for langt tilbage, for farten er der, og Cort ved som bekendt, hvad det kræver at vinde en afsluttende massespurt i en grand tour.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

På 13. etape så vi også igen Christophe Laporte fremme. Franskmanden plejer også at være god i positionskampen, men han har i dette løb lidt under, at han er helt alene i finalerne. I et felt med færre sprintere vil han formentlig stadig kunne sidde ganske fornuftigt, som han gjorde det i Carcassonne, men til gengæld er det også svært at se ham vinde. Dertil mangler han farten, og det hjælper ham ikke nok, at opløbet stiger let og er på brosten. Til gengæld kan han glæde sig over, at vi befinder os dybt inde i den tredje uge, og at han viste storform med 2. pladsen i den knaldhårde finale på 19. etape. Det er ikke tilfældigt, at han for et par år siden også blev nr. 2 på dette tidspunkt i løbet. Uden et tog hjælpes han af, at fart her betyder mere, men det er stadig svært at se, at han også skulle være hurtig nok til at vinde.

En anden rytter, der viste sig frem på 13. etape, er Ivan Garcia Cortina. Egentlig skulle han slet ikke spurte, men han endte med at gøre det alligevel - nærmest ved et tilfælde. Det gav en 4. plads, og i går sagde han, at han har store drømme om at køre en god spurt i Paris. Han har slet ikke et hold til at hjælpe sig, men han bekræftede i Carcassonne, at han er blevet ret god i positionskampen. Det taler også til hans fordel, at opløbet stiger, og dertil skal lægges, at han er kommet bedre igennem bjergene end de tungere folk, og at han er blevet rask igen. Med sin Paris-Nice-etapesejr har han vist, at han kan overraske i stigende finaler, men denne er trods alt nok ikke hård nok til, at han kan vinde. Garcia Cortina har nemlig sine begrænsninger i klassiske massespurter, og i går sagde han også, at han følte sig træt. I både 2020 og 2021 har han dog spurtet så godt, at der er grund til en vis optimisme, selvom han ikke vinder.

Lidt mindre optimistisk er jeg på vegne af Michael Matthews. Også han har i teorien glæde af, at vi er dybt inde i den tredje uge, hvor han i 2017 faktisk vandt en flad spurt, men han har ikke imponeret med sin hurtighed i dette løb. Tværtimod er han som regel kørt midt over af Colbrelli i de indlagte spurter, og i torsdags kunne han end ikke holde hjul på Cavendish. Til gengæld har han med hjælp fra Luka Mezgec faktisk klaret positionering meget godt, og han hjælpes af, at opløbet er stigende. Desværre viser historien, at han mangler farten til Paris, og selvom han er blevet nr. 5 en enkelt gang, er det derudover bare blevet til placeringer som nr. 9, 11 og 28. Selv i superåret 2017, hvor han vandt den grønne trøje, blev han bare nr. 11, og i et nyt opløb, der handler endnu mere om fart, tror jeg desværre ikke, at han kan være med helt fremme.

Jeg er ret spændt på at se Max Walscheid . Den store tysker har i de seneste mange år stort set ikke spurtet, fordi hans svage positionering har kostet dyrt, og sådan er det også gået i dette løb. Lige netop i denne spurt med en bred vej og nu også en finale, hvor der er mere plads til at lade farten tale, burde han dog kunne vise sig frem. Sidste år blev han da også nr. 10, og i år burde perspektiverne være endnu bedre. Hans enkeltstart i dag viser, at han ikke er helt død, selvom han har to grand tours i benene, men vi må nok også sande, at han slet ikke har den tårnhøje fart, han havde engang. Det stigende opløb hjælper ham heller ikke, men denne spurt burde være en chance for at forstå, hvor megen fart han har tilbage. På det seneste har Qhubeka også ladet Carlos Barbero køre sin egen spurt, men han har ikke farten til at være med fremme.

Endelig er der Anthony Turgis. Franskmanden er bestemt ikke sprinter, men han har gjort det ganske godt i dette løb, når han har fået chancen. Desværre er han nu uden Edvald Boasson Hagen til at hjælpe sig, og det komplicerer hans muligheder i positionskampen. Han ar vist stor friskhed med to udbrud i denne uge, og han bør drage fordel af den generelle træthed, ligesom det let stigende opløb er til hans fordel. Han mangler dog farten til at vinde, og fraværet af et hold gør det ikke lettere.

I Paris deltager de fleste hold som regel i spurten. Alex Aranburu vil formentlig prøve for Astana, som han gjorde på 13. etape, men selvom det stigende opløb hjælper ham, burde han ikke kunne være med helt fremme i en klassisk boulevardspurt. B&B vil prøve med Cyril Barthe, og måske vil Connor Swift give den et skud for Arkea, men de har ikke en reel chance. Denne gang vil Ag2r sikkert også forsøge sig med enten Oliver Naesen, Greg van Avermaet eller Dorian Godon - mest sandsynligt nok Naesen - og det ville heller ikke undre mig, om Philippe Gilbert vil runde sin sidste Tour af med at vise sig lidt frem i spurt. Jeg regner ikke med, at UAE, Ineos, Bora eller FDJ deltager i spurten, da de er helt uden et muligt bud på en afslutter, der vil tage de nødvendige risici, selvom jeg ikke helt udelukker, at Nils Politt kunne overtales til at give den et skud for tyskerne. Endelig vil Michael Mørkøv formentlig igen ende godt, selvom lead-out men oftest ender lidt længere tilbage i finaler, der er så lidt tekniske som denne, og det samme kan være tilfældet for Jasper Stuyven og måske endda Casper Pedersen, hvis et af de to andre stærke tog lykkes med at udfordre Deceuninck.

Som sagt er sandsynligheden for en Vinokourov-sejr lille, men måske en anelse større end normalt. Skal man pege på kandidater, skal man finde de formstærke og friske motorer, der kører på hold uden 100% fokus på en spurt, og som ikke spiller en rolle for holdets sprinter. Det første navn, der falder mig ind, er Nils Politt, men det kunne også være Dylan van Baarle, Michal Kwiatkowski, Stefan Küng, Stefan Bissegger, Oliver Naesen, Dorian Godon, Franck Bonnamour og Omar Fraile.

Vil du spille på vinder af 21. etape af Tour de France, så finder du odds hos Danske Spil. Mark Cavendish giver odds 3.20, mens en dansk sejr til Mads Pedersen giver odds 7.5.