Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 21. etape af Vuelta a España

Optakt: 21. etape af Vuelta a España

07. september 2024 19:55Foto: Sirotti

Vuelta a España afsluttes med en 24,6 kilometer lang flad enkeltstart i Madrid, hvor der, foruden en etapesejr at køre om, også stadig kan ske forskydninger i toppen af klassementet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Dagens etape:

Fra Madrid til Madrid

Dato: 8. september

Antal kilometer: 24,6

Antal højdemeter: Ca. 200

Etapestart: 16.20 (første rytter)

Etapeafgørelse: Ca. 19.25 (sidste rytter)

TV-dækning: Se oversigten her

 

Hele Vuelta a España skal igen i år afsluttes i Madrid, hvor der denne gang dog ikke skal køres sprinterafslutning, men i stedet en enkeltstart på 24,6 kilometer.

 

Vejen igennem hovedstaden går på overvejende flade veje, der fra terrænets side kun afbrydes af en enkelt kilometer godt halvvejs, der stiger med 4 procent.

 

 

Ruten har sine tekniske passager, men over næsten 25 kilometer når der dog også at være lange, lige strækninger, hvor der kan trædes igennem nede i aerodynamisk position på enkeltstartscyklerne.

 

 

 

Favoritterne

Der er af gode grunde ikke så forfærdeligt mange taktiske overvejelser ved en enkeltstart og slet ikke en afsluttende, hvor der ikke er følgende etaper at eventuelt skulle spare kræfter til. Eneste overvejelse vil være hos de ryttere, der ikke ligger til i klassementet, og som måske alligevel ikke kan opnå et topresultat på enkeltstart, hvorfor de kan vælge at tage den med ro. Dette kan også forekomme hos ellers dygtigt temporyttere, der efter en lang Grand Tour måske bare hellere vil nyde tilskuerens hyldest på denne sidste etape. Derudover er der jo dygtige temporyttere, der hypotetisk vil spare sig til EM bare tre dage senere.

 

At det er en afsluttende enkeltstart i en Grand Tour, kan også forvrænge de typiske tempoevner. Efter tre ugers hårdt cykelløb har friskhed også meget at sige, og det ville ikke være første gang, at bjergryttere overgik tempospecialister alene på at have friskere ben. De bedste af bjergrytterne ligger jo også i toppen af klassementet og har al mulig grund til at køre hurtigst muligt, da der er topplaceringer og ligefrem førertrøjer at køre om.

 

Endeligt er der heldigvis meldt om solskin over Madrid under etapen, hvorfor der ikke er risiko for regnvåde veje, der kan taget modet fra nogle. I stedet er eneste vejrmæssige faktor, at vinden i løbet af aftenen skulle skifte retning fra at komme fra vest til i stedet at komme fra nordvest. Da ruten fortrinsvist er sydvendt, kan der være mere medvind til de sidst startende - altså klassementsrytterne - end de først startende. Det kan gøre en forskel i en disciplin afgjort på sekunder.

 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Primož Roglič (Red Bull-BORA-hansgrohe) er en fantastisk temporytter, der bestemt også har evnerne til at vinde en etape som denne. Alene i Vuelta a España har han igennem karrieren vundet fire enkeltstarter, og hans total i disciplinen er helt oppe på 19. Der er dog kommet en anelse længere mellem sejrene, men så sent som sidste år vandt han jo hele Giro d’Italia på næstsidstedagens enkeltstart, så der er bestemt tale om en mand, der kan bevare friske ben igennem tre uger (og ja, han tabte Tour de France 2020, men han blev altså nummer fem på den enkeltstart). Det kan meget vel blive til stjernens fjerde etapesejr i løbet, men uovervindelig er han trods alt ikke.

 

Enkeltstarter er jo altid en chance for Stefan Küng (Groupama-FDJ) til at vinde sin første Grand Tour-etapesejr, men efter sin flotte kørsel i denne Vuelta står han endnu stærkere, end han gjorde til 1. etape. Her blev han nummer fire, hvad jo i sig selv er nok til at lægge hans navn i puljen, men siden har han imponeret i bjerge, han burde være for tung til. Der kom dog lidt ridser i lakken på 18. etape, hvor han måtte slippe udbruddet på en bakke, men hans undskyldning kan være, at han længe forinden havde ligget i front med to andre. Decideret træt har han ikke virket i de følgende dage, hvor han har kunnet spare kræfter, så en sejr er inden for rækkevidde.

 

Stefan Küng har endnu ikke vundet en etape i en Grand Tour. Foto: A.S.O. / Billy Ceusters

 

 

Victor Campenaerts (Lotto Dstny) sluttede næstsidst på 20. etape, men efter sin offensive kørsel på de foregående etaper må det tolkes som et bevidst valg om at spare på energien med henblik på denne enkeltstart. Der skal dog ikke herske tvivl om, at 27. pladsen på 1. etape var under vanligt niveau, men efter sine flotte Tour de France-enkeltstarter er der ingen grund til bekymring om tempoevnerne. På den første af disse blev han endda nummer fem, så top 5 er også muligt her eller endda top 3.

 

Nu var det bestemt ikke fordi, Jay Vine (UAE Team Emirates) fik nogen rolig 20. etape, hvor han var ude at sikre sig bjergtrøjen, så han kunne såmænd godt risikere at være træt. Omvendt var det jo netop udtryk for friskhed, at han kunne gå ud på sit togt, så mon ikke han er konkurrencedygtig rent fysisk. Præcist en måned inden denne enkeltstart vandt han en lignende én i Vuelta a Burgos, så han kan bestemt forbedre sin 14. plads fra 1. etape her i Vueltaen, især hvis han altså er kommet fint igennem bjergene. Top 5 eller måske top 3 bør være muligt.

 

Mathias Vacek (Lidl-Trek) imponerede stort med sin andenplads på 1. etapes enkeltstart, som dog også var en etape lige efter hans hoved. Indtil nu har han nemlig især brilleret på de kortere enkeltstarter, og selv om 24 kilometer ikke er alverden, så kan distancen blive et problem for en hurtig rytter som ham. Omvendt var han veloplagt i udbruddet på 18. etape og kan siden have sparet på kræfterne, så top 3 er inden for rækkevidde igen.

 

Selv om 20. etape ikke var den optimale dag for Mattias Skjelmose (Lidl-Trek), så kan man efter hans tiendeplads på etapen bestemt ikke afskrive ham som værende træt. Med kræfter i behold vil han kunne køre en af sine fremragende enkeltstarter og viste senest tempoevnerne frem med en 13. plads på 1. etape. Nu bør han som klassementsrytter stå med endnu bedre kort imod de tungere temporyttere, der har lidt i bjergene, og efter de vanlige standarder var 1. etapes 13. plads faktisk en af hans dårligere resultater i disciplinen. Derfor bør han her køre med om top 5 eller måske endda top 3 - hvis altså kræfterne er i behold. (Og bare lige for at tage dén: Ja, han er favorit til at vinde ungdomstrøjen og kan sandsynligvis slutte på en femteplads.)

 

Den danske mester i enkeltstart, Mattias Skjelmose, er en af de mest tempostærke klassementsryttere. Foto: Sirotti

 

Der er vist ingen tvivl om den strålende form hos Mattia Cattaneo (Soudal Quick-Step), der har kørt fremragende og ekstremt loyalt som hjælperytter for Mikel Landa. Han så stærk ud på 18. etape, inden holdet kaldte ham tilbage (…) og var velkørende så sent som på 20. etape, så friskheden må være der. På 1. etape blev det nu kun til en 17. plads, men han bør kunne køre i top 10 her, og top 5 kan heller ikke afvises.

 

Selv om Mauro Schmid (Team Jayco AlUla) er en dygtig temporytter, var syvendepladsen på 1. etape alligevel en af de bedste enkeltstartspræstationer i schweizerens karriere. Siden da har han især i anden halvdel sprudlet med imponerende kørsel fra udbrud og lignede bedste mand så sent som på 18. etape, så niveauet er bestemt ikke faldet i mødet med Vueltaens bjerge. Siden 18. etape har han kigget frem mod netop denne enkeltstart, hvor han i sin nuværende form er i spil til top 10 eller måske endda top 5.

 

Nu var det jo Brandon McNulty (UAE Team Emirates), der vandt 1. etapes enkeltstart, så selvfølgelig skal han nævnes her, men han har virket synligt træt i dette løb, hvor han også har været i asfalten. Han måtte i hvert fald slippe udbruddet overraskende tidligt på 18. etape, som på papiret passede ham fremragende, men i udbrud var han jo, så helt udkørt kan han ikke være. På de seneste to bjergetaper har han tabt meget tid, men det kan selvfølgeligt også være et bevidst forsøg på at skåne sig selv. På sit vanlige niveau er han bestemt vinderkandidat, men for mig har han lignet en rytter, der får svært ved at køre i top 5.

 

Edoardo Affini (Team Visma | Lease a Bike) gav endnu en prøve på sine fremragende tempoevner med en flot femteplads på 1. etape, men her må være tale om en tung tempospecialist, der kan være mærket af bjergene. På den anden side har han tidligere kørt godt på den afsluttende enkeltstart i Giro d’Italia, så helt tappet for kræfter bør han ikke være, og den flade vil med sikkerhed passe ham. Top 10 er i hvert fald muligt, og top 5 kan ikke afskrives.

 

 

Det er svært at vurdere tilstanden hos Bruno Armirail (Decathlon AG2R La Mondiale Team), efter han har ageret trækæsel i de sidste par uger, da kræfterne jo ikke er blevet brugt på at jagte personlige resultater. Hans arbejdsindsats har dog været forbilledlig, så man må antage, at han er nogenlunde frisk til at kunne brage en af sine bedre enkeltstarter. På 1. etape blev han nummer ni, så han har bestemt niveauet til at begå sig i dette felt, men det må være endnu en top 10-placering, der er mest sandsynlig her.

 

Jeg må være ærlig: Jeg har ikke tænkt på Nelson Oliveira (Movistar Team) siden 1. etapes enkeltstart på portugiserens hjemmebane, hvor han blev nummer 11. I stedet har han haft mindre iøjnefaldende opgaver som pålidelig hjælperytter, så det er svært at vurdere friskheden, men at køre top 50 på 20. etape er da godkendt. 1. etape viste, at han stadig har niveau på en flad enkeltstart som denne, og den længere distance bør også passe ham, hvorfor han er top 10-kandidat.

 

Kasper Asgreen (Soudal Quick-Step) vil nok også selv erkende, at hans præstationer på enkeltstarterne i denne sæson ikke har været helt oppe på tidligere tiders niveau, men et resultat som 15. pladsen på 1. etape er alligevel lovende. Selv om bjergene ikke ligefrem vil have gavnet ham, så viste han sig frem på 20. etape og virker altså ganske frisk, hvorfor han også har muligheder på denne enkeltstart. I et forsøg på at ramme den perfekte form til EM tre dage senere er han kandidat til top 10.

 

Det har været et hårdt løb for Ben O’Connor (Decathlon AG2R La Mondiale Team), men selv om han har lidt tidstab dag efter dag, skal det ikke forklejnes, at hans forsvar har været fantastisk. Så sent som på 20. etape blev han nummer seks, så de mange dage i førertrøjen har altså ikke suget friskheden ud ad ham. Netop derfor vil han også kunne køre en topplacering på enkeltstart som denne, da han eksempelvis blev nummer syv på den flade enkeltstart i dette års Giro d’Italia. Dermed er han en dygtig temporytter i sig selv, der med ekstra friskhed også kan køre top 10 her.

 

Det ville være synd at kalde Enric Mas (Movistar Team) for decideret tempospecialist, men man skal ikke underkende hans tempoevner, slet ikke på sidstedagen af en Grand Tour. Så sent som i 2022 blev han nummer ni på en flad Vuelta-enkeltstart, og har flere gange tidligere kørt top 10 på Grand Tour-enkeltstart, hvilket dog selvfølgeligt ikke gør ham til topfavorit. Alligevel kan han med sine friske bjergben, der så sent som på 20. etape næsten indbragte ham en etapesejr, godt køre med om top 10-placeringerne her.

Primož Roglič
Stefan Küng, Victor Campenaerts
Jay Vine, Mathias Vacek, Mattias Skjelmose
Matteo Cattaneo, Mauro Schmid, Brandon McNulty, Edoardo Affini
Bruno Armirail, Nelson Oliveira, Kasper Asgreen, Ben O'Connor, Enric Mas
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island(2.WWT) 15/10-17/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 15/10-20/10

Tour of Chongming Island(2.WWT) 15/10-17/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 15/10-20/10

Tour of Guangxi(1.WWT) 20/10

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger