Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana
15. september 2018 20:40 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic / Luis Angel Gomez

Simon Yates sikrede sig med endnu en fornem præstation på løbets kongeetape den første samlede sejr i en grand tour og kan nu se frem til at skulle hyldes på podiet i Madrid. Inden da gælder det imidlertid en af løbets mest prestigiøse etaper, når et meget sultent sprinterfelt for første gang i snart to uger ser frem til at skulle slås om en stor sejr, når det går løs på en ny rundstrækning i hjertet af den spanske hovedstad.

Ruten

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees som regel er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen, da man i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

 

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. Denne gang har man endda kortet den indledende del ned til bare 36 km og i stedet øget antallet af omgange på en i øvrigt ny rundstrækning fra 8 til 12, hvorfor vi kan vente os mere cykelløb og mindre parade denne gang.

 

I år skal der tilbagelægges 100,9 km fra forstaden Alcorcon til den klassiske finale i hjertet af Madrid. Startbyen ligger i den sydvestlige udkant af storbyen, hvorfra man igennem let faldende terræn kører mod sydøst ned til Getafe. Her drejer man mod nordøst for igennem fladt terræn at nærme sig hovedstaden, inden man senere drejer mod nordvest for at kører direkte ind i centrum af millionbyen

 

Allerede efter 36,0 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre hele 12 omgange på en modificeret udgave af den gamle T-formede rundstrækning. Denne gang er den 5,9 km lang og ufatteligt enkel, idet den består af ture op og ned af samme lange vej med U-vendinger i begge ender. Den første del er let stigende og den anden del let faldende, indtil man ved den røde flamme foretager den sidste U-sving, så man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,5%.

 

Etapen byder på i alt 603 højdemeter.

 

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr. I 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter endnu en varm Vuelta er det kun passende, at det hele slutter smukt. Søndag byder kun på enkelte skyer og en temperatur på 30 grader, selv ved aftentide, hvor etapen køres. Der vil bare være en svag vind fra sydøst, hvilket giver sidemedvind frem til første U-vending, sidemodvind mellem de to U-vendinger og til slut igen sidemedvind.

 

Analyse af 20. etape

Cykelhistorien kan i store træk inddeles i epoker. Med markante undtagelser undervejs har grand tour-scenen meget ofte haft en klar hersker, der har skilt sig ud som sin tids store stjerne. I de seneste tre årtier har Miguel Indurain, Lance Armstrong og Alberto Contador alle haft perioder, hvor de har siddet tungt på toppen af tronen som verdens suverænt bedste etapeløbsrytter, og forud for det er der et hav af andre koryfæer, der har domineret sportens største løb i deres storhedstid.

 

Den seneste epoke er Froome-æraen, der efter den interne magtkamp med Bradley Wiggins blev indledte med sejren i Touren i 2013. I de seneste seks år har det været hævet over enhver tvivl, at briten har været verdens dominerende etapeløbsrytter, og selvom han af og til er blevet besejret i Vueltaen, har han været den naturlige storfavorit i alle de grand tours, han er startet, siden han tog sin store gennembrudssejr for seks år siden.

 

Det er blot et par måneder siden, at Froome vandt sin seneste grand tour, ligesom han trods en knaldhård Giro i benene blev nr. 3 i Touren. Der hersker derfor næppe den store tvivl om, at Froome fortsat sidder på feltets grand tour-trone, og det er for tidligt at erklære hans epoke for ovre. Med en dåbsattest, der til næste sommer vil vise en alder på 34 år, er det imidlertid indlysende, at tronskiftet er nært forestående, og det er formentlig blot et spørgsmål om meget kort tid, inden briten definitivt må se en anden tage over.

 

Det er bare ikke helt indlysende, hvem der står øverst i arvefølgen. Efter en Giro-sejr og to andenpladser i årets to grand tours står Tom Dumoulin som den naturlige kronprins, men også Primoz Roglic banker i den grad på til noget stort. Samtidig venter vi alle på, at Egan Bernal endelig får sin chance som grand tour-kaptajn efter en mageløs første WorldTour-sæson, der ikke er set på samme niveau meget længe.

 

Men de har ikke scenen for sig selv. Efter at vi i en årrække har været vant til, at Froome, Vincenzo Nibali, Nairo Quintana og Albert Contador. Ser man bort fra Vueltaen i 2015, skal vi helt tilbage til Giroen i 2012 får at finde en grand tour, hvor ikke enten Froome, Quintana, Contador eller Nibali har været på podiet, og føjer man Joaquim Rodriguez til listen, strækker serien sig helt tilbage til Touren i 2011, endda helt uden undtagelser. De fire koryfæer har haft forskellige ledsagere i top 3, men det er bemærkelsesværdigt, hvor dominerende og konsistente de har været i nu næsten et årti.

 

Nu bliver serien imidlertid brudt. Egentlig vidste vi allerede på forhånd, at risikoen var stor, for da Nibali ikke kom til Spanien for at køre klassement, og Froome og Contador ikke er til start, var det op til Quintana at holde liv i stimen. Han var imidlertid omgivet af etablerede konkurrenter som Alejandro Valverde, Richie Porte, Thibaut Pinot, Fabio Aru og Steven Kruijswijk, der alle før har kørt i toppen af grand tours, og derfor var der gode odds for, at sejren i sidste ende ville tilfalde en velkendt stjerne.

 

Efter dagens kongeetape kan vi imidlertid gøre boet op, og det giver et ganske overraskende facit. Når aftensolen i morgen sænker sig over podiet i Madrid, vil det være ryttere fra årgangene 1992, 1995 og 1994, der vil kaste lange skygger ud over den spanske hovedstad. Så sent som for 24 timer var der ellers hele to veteraner i klassementets top 3, men efter en stærkt dramatisk dag i Andorras bjerge blev der i den grad vendt op og ned på det hele. Og mens løbets allermest etablerede og succesrige navn Valverde oplevede et mindre kollaps, var det ungdommen, der skilte sig ud som de stærkeste efter tre spændingsmættede uger, hvor vi altså oplevede det særegne, at hele to af podiets tre pladser skiftede ejermand 24 timer inden finalen i Madrid.

 

Øverst af dem alle står Simon Yates, der kan krone et vanvittigt 2018 med sin første grand tour-sejr efter en præstation, der viser, at han har både hoved og fysik til at blive en af de store. De fysiske evner har som bekendt været velkendte siden U23-dagene og ikke mindst efter hans fantastiske Giro. Der har imidlertid hersket en del usikkerhed om hans holdbarhed og evne til at holde i tre uger, for det eneste gennemgående træk i hans foregående grand tours har været, at det har knebet med at holde niveau i løbets sidste tredjedel.

 

Yates’ store styrke har imidlertid altid været hans løbsintelligens, der har givet ham en timing og et overblik, som har kastet flere sejre af sig, end hans styrke egentlig har berettiget til. Det taktisk begavede hoved blev igen taget i brug forud for årets løb, hvor han sammen med Mitchelton-ledelsen lagde den veltilrettelagte plan, at forårets store kollaps skulle undgås ved langt mere defensiv kørsel end tidligere, så der var tilstrækkeligt med energi i tanken til et stort attentat i Andorras bjerge til allersidst.

 

Planen blev ikke altid fuldt til punkt og prikke - blandt andet angreb Yates allerede på 4. etape i et fremstød, der ”ikke var med vilje” - men grundlæggende har det været en helt anderledes og langt mere velovervejet Yates, vi har set i de sidste tre uger. Ganske vist var han denne gang også begunstiget af, at fraværet af folk som Dumoulin og Froome betød, at han ikke havde samme grund til at vinde tid inden enkeltstarten, men det er alligevel uomtvisteligt, at Yates i dette løb har lært af sin landsmand Froome, hvis velovervejede kørsel altid har været hans største force.

 

Ser man på løbets udvikling, har det været den helt rette strategi. Mens de første 15 dage trods et hav af hårde bjerge kun skabte beskedne forskelle, var det på 16., 19. og 20. etape, at det hele var afgjort. Havde Yates ikke oplevet sit kollaps i Giroen, var det nærliggende at tro, at han ville have været en af taberne, da det hele blev vendt på hovedet de sidste to dage, men denne gang var det en veludhvilet Yates, der drog fordel af omvæltningerne.

 

Kronen på værket havde naturligvis været en sejr på dagens kongeetape, men sådan skulle det trods alt ikke gå. Omgivet af et brølstærkt Mitchelton-hold med bror Adam som en sikker sidste skanse - og et stadig mere interessant VM-bud - lykkedes det ham at holde den meget aggressive etape i et jerngreb, så han til slut faktisk havde mulighed for at krone det hele med endnu en etapesejr. Da Adam til slut var ved at løbe tør for kræfter, havde han da også kræfterne til at give det et skud ved at køre op til Miguel Angel Lopez, Enric Mas og Nairo Quintana, men i sidste ende var der alligevel en regning for at betale. I første omgang forsøgte han at undgå den totale eksplosion ved ikke at følge Lopez’ ryk - der var trods alt en samlet sejr at tage hensyn til - men til slut stod det også klart, at en træt Yates alligevel havde nået sin grænse.

 

Det er nu ikke så mærkeligt. I går var han suverænt løbets mest aktive rytter, og det er derfor ikke unaturligt, at han i dag kom lidt til kort. Selvom det selvfølgelig ærgrer ham, at han ikke fik den drømmeafslutning, han havde håbet på, skal han glæde sig over, at han ikke var i nærheden af samme formdyk i den tredje uge som tidligere. Hans relativt svage enkeltstart betyder, at det fortsat er svært at se ham true navne som Dumoulin, Roglic og Froome i Touren - i hvert fald hvis ruten er som forventet - men dette løb har vist, at Yates nu har den holdbarhed, der gør ham til en reel trussel. I hvert fald kan ingen betvivle, at han er den helt fortjente Vuelta-konge - og da dåbsattesten afslører, at han blot er 25 år, er der masser af udviklingspotentiale endnu.

 

Hans problem kan være, at de to ryttere, der i morgen vil stå ved siden af ham, er endnu yngre. Det var svært at tro, at Richard Carapaz’ vilde fjerdeplads fra årets Giro, hvor han opnåede et næsten uvirkeligt resultat i sit første forsøg som klassementsrytter, men det var ikke desto mindre, hvad Enric Mas gjorde i dennes første forsøg på at gøre sig gældende hver dag over alle tre uger. Enhver, der har læst mine analyser, vil vide, at jeg længe har anset ham som en af sportens mest lysende stjerner, og forventningerne var derfor skruet voldsomt op inden årets Vuelta.

 

Derfor var jeg og sikkert også mange andre en anelse skuffede i den første del af løbet. Her var ”Den Nye Contador” nemlig alt andet end brillant, og han var ikke i nærheden af at leve op til potentialet. Efter at støvet har lagt sig, er der imidlertid vendt grundigt op og ned på det hele, for faktisk har Mas langt overgået, hvad selv de mest optimistiske kunne have håbet på i Malaga for tre uger siden.

 

At Mas havde potentiale til at køre med de bedste i bjergene, vidste vi alle. At han allerede dag ud og dag ind kunne matche de allerbedste var måske uventet, men ingen sensation. Det mest overraskende var i stedet, at han som en anden Carapaz bare blev bedre og bedre igennem hele løbet. Han havde en enkelt mindre offday i går, men derudover har formkurven været støt stigende, indtil det i dag kulminerede, da han sejrede på løbets kongeetape - nøjagtigt som i Baskerlandet tidligere i år, hvor han efter en skuffende start rundede festen af ved at sejre på løbets allersværeste dag.

 

Det åbner i den grad perspektiver for fremtiden. En grand tour-rytters evner afgøres først og fremmest af motoren, og det står nu klart for enhver, at Mas på det område er yderst veludrustet. Naturligvis var han begunstiget af som den eneste i toppen af klassementet ikke tidligere at have kørt klassement i en grand tour i år, men det ændrer ikke på, at det er et bemærkelsesværdigt resultat for en 23-årig rytter. Og lægger man dertil, at den tidligere ikke specielt tempostærke spanier bragede sit livs enkeltstart af i Torrelevaga, tør ingen vel rigtigt spå om, hvad det kan føre til. Nu er spørgsmålet blot, om Patrick Lefevere er villig til at give et af sportens største etapeløbstalenter den støtte, han fortjener, for alle ved, at det er klassikere og sejre, der er belgiernes DNA, ikke defensiv klassementskørsel i etapeløb.

 

Det var Mas, der vandt etapen, men han var næppe stærkeste mand. Det var i stedet Miguel Angel Lopez, der i den grad fortjener applaus for at have animeret en etape, som Mitchelton med stærke Adam Yates meget vel kunne have låst i et benhårdt jerngreb. I et forsøg på at imitere sin tidligere holdkammerat Fabio Arus store kup fra 2015 kastede han alt overbord ved at angribe allerede på tredjesidste stigning efter en voldsom forcering fra det stærke kasakhiske mandskab.

 

I går havde han ellers været halvsyg, hvilket forklarede hans uventede formdyk, men det fik ham ikke til at lægge begrænsninger på sig selv i dag. I en offensiv, der kunne have kostet ham det hele, efter at han blev fanget igen allerede på toppen af stigningen, angreb han igen kort efter, og denne gang så han sig ikke tilbage. Trods de spildte kræfter var han langt den mest føringsivrige i fronttrioen, og det var hans gentagne accelerationer, der knækkede Yates. Med mere defensiv kørsel havde han formentlig vundet etapen, men i første omgang handlede det trods alt om podiet. Den mission lykkedes, og efter en lidt skuffende sygdom lykkedes det derfor Lopez til allersidst i sæsonen at nå et niveau, der igen gav mindelser om hans drømmeuge i sidste års Vuelta, hvor han kørte fra alt og alle på tre bjergetaper i træk. Og tager man sygdommen ud af regnestykket, blev han ligesom Mas igen bare bedre og bedre undervejs og fik dermed atter vist, at også han har den motor, der skaber en grand tour-vinder.

 

Netop den motor har altid været Steven Kruijswijks kendetegn, og den blev i den grad stillet til skue i årets løb. For de fleste kræver det lidt øvelse at lære at køre to grand tours i træk, men Kruijswijk har simpelthen alle de karakteristika, der skal til for at gøre lige netop det. Derfor var det da heller ikke helt uventet, at han som den eneste af Tour-rytterne kunne gøre sig gældende helt i toppen af klassementet begge steder. Gennem hele løbet var det dog også klart, at han var et niveau under de tre ryttere, der ender foran ham, og havde han ikke kunnet hægte sig på Yates og Pinot i går, havde han næppe været i spil til top 3 forud for sidste etape. Det ændrer ikke på, at 2018 har været året, hvor Kruijswijk har rejst sig igen og vist, at han fortsat har det potentiale, der næsten gav ham en Giro-sejr i 2016. Hans eneste problem er nu, at der en vis slovener, der har overhalet ham i LottoNLs interne hierarki i mellemtiden.

 

LottoNL kan derfor forlade løbet med en ganske god smag. Omvendt forholder det sig med Movistar, for ligesom i Touren sidder man tilbage med fornemmelsen af, at spanierne var løbets helt store tabere. Egentlig er det en lidt urimelig vurdering af et hold, der kan tage hjem med to etapesejre, to mand i top 10 og sejre i point- og holdkonkurrencerne, men spanierne er bare så hårdt ramt af, at vi alle har så pokkers store forventninger til dem. I lyset af, at det blot er godt 24 timer siden, at Valverde stadig havde en uventet samlet sejr inden for rækkevidde, kan holdet lille sammenbrud på de sidste to svære bjergetaper ikke undgå at efterlade en kedelig bismag.

 

Egentlig er det lidt urimeligt over for Valverde. Han kom jo slet ikke til Spanien for at køre klassement, men alene for at forberede sig til VM. Problemet var bare, at han var så overbevisende på løbets stejle mure, at han og resten af cykelverdenen lod sig rive med af stemningen, men i virkeligheden var det måske at skyde over målet. Det gennemgående tema gennem hele sæsonen, både her og i Touren, har nemlig været, at den spanske veteran har haft det svært på lange stigninger i de høje bjerge. Det har stået helt klart i dette løb, hvor det er på løbets fire eneste ”rigtige” bjergetaper, at han har været i problemer. På de stejle mure har han været sit vanlige flyvende selv, men den spanske veteran er bare ikke naturlig klatrer eller grand tour-rytter. Det er blevet mere og mere klart igennem dette løb. Nu må man bare håbe, at hans overmod ikke har kostet de kræfter, han om et par uger skal bruge til at erobre den VM-titel, der har været sæsonens helt store mål.

 

Det er derfor ikke Valverde, men snarere Quintana, der har været skuffende. Egentlig har den lille colombianer været ganske godt kørende undervejs - blandt andet kørte han fra Yates på både La Covatilla og La Camperona - men det står efterhånden mere og mere klart, at han ikke er samme rytter som i årenee fra 2013 til 2016. Den lille colombianer er fortsat en eminent klasserytter med sejre på kongeetaper i både Schweiz Rundt og Touren i år, men han ligner ikke længere en grand tour-vinder. Heldigvis får han i kraft af kontraktsituationen på Movistar endnu et år som delt kaptajn, men det er klart, at det er næste år, han skal bevise sig selv, hvis spanierne fortsat skal bygge holdet op om ham i de løb, der betyder allermest for dem.

 

Thibaut Pinot kan forlade løbet med to etapesejre, og derfor overgår de sidste tre uger langt hans forventninger. Alligevel er der en vis grund til eftertanke, for løbet har igen stillet hans ustabile kørsel til fuld skue. Særligt sammenbruddet på Balcon de Bizakaia skiller sig ud, men også i dag var det klart, at han ikke havde samme gode ben som i går. Det følger desværre et mønster fra tidligere, og selvom han har den motor, der er nødvendig for at gøre sig gældende over tre uger, mangler han den fornødne stabilitet. Spørgsmålet er, om han nogensinde finder den.

 

En anden vinder er Ion Izagirre, der i dag ellers lignede en mand på vej mod det helt store sammenbrud. Med klog kørsel lykkedes det imidlertid baskeren at redde sig en top 10, og det må være en stor succes for en mand, der aldrig tidligere har vist den helt store stabilitet. De seneste to svære dage viser dag også, at Izagirre næppe nogensinde bliver en rigtig grand tour-rytter, men han har denne gang vist sig mere holdbar, end vi var mange, der forventede. Ugelange etapeløb er stadig hans force, men han har her vist, at han også på Astana kan agere en solid plan B i grand tours, hvis Lopez skulle have brug for en backup.

 

Modsat Izagirre lykkedes det ikke Tony Gallopin at holde sig i top 10. Det er svært ikke at føle med den hårdt kæmpende franskmand, hvis kollaps har været ventet længe. I dag så det ud til, at det endelig indtraf, da han allerede tidligt var i vanskeligheder, men med ukuelig fight lykkedes det ham næsten at redde det hele på målstregen. I sidste ende kunne han imidlertid ikke holde Wilco Kelderman bag sig, og selvom han helt sikkert havde solgt løbet for en uventet 11. plads inden løbet, sidder han helt sikkert tilbage med skuffelse over at have været så tæt på. I det store billede kan han imidlertid glæde sig over, at dette løb har bragt ham tilbage på sporet efter en alt andet end let sæson.

 

Let har sæsonen bestemt heller ikke været for Wilco Kelderman, der har tilbragt mere tid i sygesengen end på cyklen. I lyset af hans helt igennem elendige forberedelse er det derfor ganske pænt, at han kan slutte løbet i top 10. Han lagde bare så stærkt fra land, at han kortvarigt nåede at drømme om meget mere, og derfor var han også undervejs ramt af en del skuffelse. Heldigvis sluttede han løbet af med en stærkt stigende formkurve, der kan gøre ham ambitiøs frem mod VM, og som lægger en solid grundsten til en stærk 2019-sæson - i hvert fald hvis han rent undtagelsesvist kan holde sig på cyklen.

 

Derfor har han også grund til at være mere tilfreds end Rigoberto Uran. Modsat hollænderen havde EF-kaptajnen nemlig haft alle kort på hånden i form af friskhed og god forberedelse efter det tidlige Tour-exit. Selvom han sluttede løbet stærkt af, er det derfor meget svært at være tilfreds med en samlet 7. plads, ikke mindst fordi sidste års andenplads i Touren havde givet ham så store forhåbninger til 2018-sæsonen. Uran har aldrig nogensinde lignet et seriøst bud på en grand tour-vinder, men nu gør han det endnu mindre end tidligere. Han har før rejst sig fra asken, men med tanke på den meget lovende generation af talenter, der står klar til at tage over, bliver det svært for EF i fremtiden at satse 100% på deres colombianer.

 

Og dermed indkapsler bemærkningerne om Uran meget godt årets Vuelta, der blev løbet, hvor de etablerede stjerner falmede, og de unge talenter strålede om kap. Hjemme i Monaco kan Froome i hvert fald føle tronen vakle under sig. Vi befinder os stadig i Froome-æraen lidt endnu. Spørgsmålet er blot hvor længe.

 

Favoritterne

For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for efter brøleren i torsdags skal vi helt tilbage til 10. etape for at finde løbets seneste af bare tre klassiske massespurter!

 

Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel, og denne gang har arrangørerne taget den ikke ukloge beslutning at reducere omfanget af festivitas. Således er den indledende distance frem til rundstrækningen relativt kort, og det betyder, at vi meget hurtigt kan komme frem til det, det hele handler om: cykelløb. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Mitchelton derfor hurtigt skulle sætte sig frem og føre feltet over målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Denne gang er der ikke en veteran, der kan se frem til samme hyldest som Contador sidste år, og det vil derfor formentlig blot være Mitchelton, der leder feltet frem til mål første gang.

 

Efter målpassagen vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Efter nedturen på 18. etape kan man også være helt sikker på, at feltet ikke tager skyggen af chance, og Quick-Step, Trek og Bora vil helt sikkert lægge løbet i et jerngreb.

 

For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og faktisk er det nye format, hvor man bare kører op og ned ad samme boulevard så enkel, som det overhovedet kan være. Derfor favoriserer den nye rute i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt. Heller ikke den indlagte spurt vil skabe nogen dramatik, da Valverde allerede har sikret sig endnu en pointtrøje i løbet.

 

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, og hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de få massespurter i 2018-udgaven af det bjergrige spanske løb.

 

I det nye format kommer den sidste U-vending med 1000 m igen, hvorefter det stiger med ca. 1,5% op til stregen, der er med andre ord tale om en let stigende powerspurt på en bred vej, hvor man skal være relativt langt fremme i U-vendingen, men hvor der også er tid til at kunne sætte sig igennem med sin topfart. Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og især efter en så hård Vuelta er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet sidste år, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia alle var at finde i top 5.

 

Det ændrer dog ikke på, at etapen har en soleklar favorit. Elia Viviani har igennem hele løbet vist sig at være den i særklasse hurtigste, også selvom dårlig positionering betød, at han blev snydt på 6. etape. Også i den spurt var han imidlertid klart hurtigere end rivalerne. Han blev ganske vist slået af Sagan i spurten om3. pladsen på 18. etape, men det var en ganske speciel spurt om en sekundær placering, hvor verdensmesteren overraskede ved at åbne meget tidligt.

 

Viviani er ikke blot hurtigst, han har også det i særklasse bedste tog. Det blev særligt tydeligt på 10. etape, hvor holdet kørte et af årets allerbedst lead-outs, der betød, at Viviani knap skulle træde for at vinde. Det vil de formentlig kunne gentage igen i morgen, og det giver den italienske mester en stor fordel. Han har ikke altid spurtet specielt godt sent i grand tours og blev blandt andet slået i Rom i Giroen, men selvom han har tabt lidt topfart, skulle kombinationen af fart og tog være nok til at vinde. Viviani er samtidig god i let stigende spurter, og derfor er det svært at komme uden om, at han er klart favorit.

 

Mens man måske kan stille lidt spørgsmål ved Vivianis friskhed, er det en klar fordel for Peter Sagan, at vi er mod slutningen af et knaldhårdt cykelløb. Sagan er som bekendt ikke ren sprinter, men derimod en langt mere holdbar klassikertype, og han overpræsterer derfor altid mod slutningen af etapeløb. Selvom han tydeligvis ikke er i topform, har det da også været tydeligt i dette løb, hvor han som bekendt kørte en ret flot og meget lang spurt i torsdags. Samtidig taler det til hans fordel, at opløbet i Madrid er let stigende, hvilket øger chancerne for, at han kan slå den normalt hurtigere Viviani. Med sin gode positioneringsevne vil han formentlig igen sætte sig på Vivianis baghjul, og så skal han håbe på, at kombinationen af bakke og friskhed gør det muligt for ham igen at slå den tidligere holdkammerat, som han gjorde det i forgårs.

 

Løbets tredje topsprinter er Giacomo Nizzolo, der sammen med de to ovennævnte har været i top 3 på de to sprinteretaper, der har haft et ”normalt” forløb. Det skyldes ikke mindst hans gode positionering, hvor han har kæmpet mod Sagan om Vivianis hjul. Dertil kommer, at Nizzolo er en meget holdbar type, der inden sin lange skadesperiode altid var flyvende i den sidste uge af Giroen, hvor en deklassering har kostet ham en etapesejr på løbets sidste etape. Hans speciale er endda stigende spurter, som vi senest så det med hans flotte præstation på den ellers for svære afslutning på 8. etape. Han er bedre i hårdere og mere tekniske finaler, men kombinationen af positionering, friskhed og et stigende opløb giver Nizzolo en fin chance, også selvom han endnu ikke er så hurtig som tidligere.

 

En overraskende frisk sprinter er den ellers ret ustabile Danny Van Poppel. Hollænderen imponerede stort med en 3. plads i Almaden, hvor finalen burde have været alt for stejl, samt ikke mindst med det imponerende udbrud på Lagos de Covadonga-etapen, hvor han klatrede bedre end tidligere. Han var dybt frustreret i torsdags, hvor han trods dårlig positionering mente, at han havde haft benene til at vinde, og derfor er han nu topmotiveret efter revanche. Han synes at have masser af friskhed, og det stigende opløb passer ham. Nu skal han blot for en gangs skyld få styr på både timing og positionering. Sker det, synes han at have potentialet til at køre med om sejren.

 

Det har ikke været et let løb for Matteo Trentin, der har været en skygge af sig selv i løbets indledning. Nu er formen imidlertid i den grad kommet, og særligt på dagens bjergetape var det næsten skræmmende at se europamesteren sidde hos Yates dybt inde i finalen. Kan han komme sig efter den kraftudfoldelse, burde han have form og friskhed til at gøre sig gældende i et stigende opløb, der passer ham. Det er klart, at han ikke har samme topfart som de ovennævnte sprintere, men til gengæld har han et meget stærkt tog med Alexander Edmondson og Luka Mezgec. Hidtil har han været lidt hæmmet af, at holdet har skullet tage sig af Yates, men han kan sagtens klare sig uden de tunge folk i morgen. Endelig kan Trentin se frem til fuld støtte, og med løbets næstbedste tog og nu fremragende form burde han kunne køre sin hidtil bedste spurt.

 

Egentlig er vi ikke meget for at nævne Ivan Garcia i store massespurter. Den unge spanier er nemlig normalt ikke hurtig nok til at kunne gøre sig gældende i store boulevardspurter. I Madrid handler det imidlertid først og fremmest om friskhed, og den har den unge spanier. Det er ikke uden grund, at han blev nr. 3 bag Sagan og Viviani i feltets spurt i torsdags, ligesom han kørte i top 5 i Madrid sidste år. Hans vilde udbrud i bjergene på 14. og 15. etape var vidnesbyrd om den gode form, og han viste med sin lange spurt på 8. etape, at han er god i stigende spurter. Ligesom Trentin kan han se frem til mere støtte end tidligere, og selvom farten ikke rækker til at vinde, kan det blive til et godt resultat.

 

En anden rytter med masser af friskhed er Tom Van Asbroeck. Belgieren har generelt været blandt de bedst klatrende sprintere fra dag 1, og han har også klaret de seneste to dage bedre end de fleste. Den gode spurt i torsdags og top 5-placeringen i Madrid sidste år er også vidnesbyrd om evnerne sidst i en grand tour, og han er endda bedst i let stigende spurter som denne. Lægger man dertil, at toget med Simon Clarke og Mitchell Docker er ganske godt, kan det sagtens blive til endnu et topresultat i den spanske hovedstad for den solide belgier.

 

Vi er lidt spændte på at se Marc Sarreau i denne spurt. Umiddelbart taler det ikke til franskmandens fordel at vi er langt henne i en grand tour, men han virker faktisk til at være kommet relativt fint igennem bjergene. Sidste år slog han i Poitou-Charentes Viviani i en let stigende spurt som denne, og det er præcis den form for afslutning, han elsker. Toget med Benjamin Thomas og Mickael Delage er ganske godt, og den relativt ukomplicerede finale burde hjælpe ham til at overvinde sine positioneringsproblemer. Han viste, at han har god fart, da han spurtede sig i top 5 på 10. etape. Har han stadig friskheden, burde dette være en god chance for Sarreau.

 

Det burde det egentlig også være for Simone Consonni, der normalt hører til blandt feltets mere holdbare navne. Han har imidlertid været en af de første til at slippe i de spanske bjerge, og han virker ganske enkelt til at være en mærket mand. I forvejen har han ikke topfarten til at true de allerbedste. Til gengæld er hans gode positionering et fremragende våben, der siden den flotte sejr i Slovenien har gjort ham til en af feltets mest stabile sprintere. Han er god i stigende spurter, men spørgsmålet er, om han stadig har samme friskhed som i starten af løbet, hvor han var en af de allerbedste.

 

Friskheden burde være et våben for Ryan Gibbons, der har været en af løbets oplevelser. Den sydafrikanske sprinter har overgået alle forventninger med fabelagtig klatring, og en 54. plads i går viser, at han slet ikke er træt endnu. Til gengæld har det knebet i spurterne, hvor han slet ikke har haft samme fart som tidligere, ligesom det har knebet lidt med positioneringen, der ellers tidligere har været en styrke, formentlig fordi han stort set ingen støtte har. Derfor frygter vi lidt, at en ellers formstærk Gibbons ikke kan gøre sig gældende helt i top, ganske enkelt fordi han vil være alt for alene i finalen.

 

Det har været rart at se Jon Aberasturi rejse sig i torsdags efter en svær start, hvor et styrt inden løbet efterlod ham med et skadet knæ. Nu er han til gengæld tilsyneladende ganske frisk efter den gode spurt på 18. etape, og han burde være begejstret for en etape, der byder på et let stigende opløb. Positionering har tidligere været en svaghed, men i en ikke specielt teknisk finale kan han forhåbentlig vise os den hurtighed, der har givet ham ganske mange sejre i mindre løb.

 

Endelig er der løbets to mest rene sprintere. Egentlig burde et let gadeløb være en gave til Max Walscheid og Nelson Soto, men vi tvivler på, at de stadig er friske nok, ikke mindst fordi opløbet også er stigende. I torsdags indrømmede store Walscheid, at hans ben eksploderede i spurten, og han virker ganske enkelt ikke til at have den fornødne friskhed. På papiret er han måske feltets allerhurtigste, men det rækker næppe på dette tidspunkt at løbet. Soto er et lidt større wildcard, for han er en anelse mere holdbar end  den store tysker og viste på 10. etape, at han har farten til at blande sig. Vi tvivler på, at han stadig har det nu, men måske kan hans gode positioneringsevne bringe ham langt.

 

Ofte ser man uventede ryttere blande sig i spurterne på sidste etape i en grand tour. Især kan vi regne med, at den tidligere vinder Daniele Bennati vil forsøge sig, men farten rækker næppe. Andre kandidater kunne være Tosh van der Sande, Kenneth Vanbilsen, Julien Duval, Jesus Ezquerra og Jhonatan Restrepo, men de kan ikke blande sig helt fremme.

 

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Danny Van Poppel, Matteo Trentin, Ivan Garcia, Tom Van Asbroeck

Jokers: Marc Sarreau, Simone Consonni, Ryan Gibbons, Jon Aberasturi, Max Walscheid, Nelson Soto

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Matteo Trentins sejr fra 2017, Magnus Corts sejr fra 2016 samt John Degenkolbs sejr fra 2015.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger