Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana
15. september 2019 17:05Foto: BORA-hansgrohe / BettiniPhoto

Tadej Pogacar fuldendte den slovenske fest ved at sikre sig sin tredje etapesejr og en podieplads med et gigantisk kup på en dag, hvor hans suveræne landsmand Primoz Roglic fortjent sikrede sig en overlegen første grand tour-sejr. Inden han endegyldigt kan sætte flueben ud for den bedrift, skal han imidlertid sikkert til Madrid, hvor sprinterne endelig får deres første rigtige chance siden 4. etape i løbets mest prestigiøse massespurt, hvor mere kraftig regn dog truer med at gøre det hele til en livsfarlig og halsbrækkende affære.

Ruten

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

 

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. Sidste år skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, men denne gang har man delt det 50-50, så der bliver ca. 50 km parade og 50 km cykelløb, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.

 

I år skal der tilbagelægges 106,6 km fra forstaden Fuenlabrada til den velkendte finale i hjertet af Madrid. Startbyen ligger i den sydvestlige udkant af storbyen, hvorfra man igennem fladt terræn kører mod nordvest op til Mostoles, inden man kører mod nordøst op til Alcorcon. Herfra falder det let mod sydøst, mens man passerer gennem Leganes og Getafe, inden man kører mod nordøst rundt langs udkanten af Madrid, hvor det stiger ganske let. Til slut drejer man mod nordvest for at skære direkte ind gennem byen med retning mod centrum af millionbyen

 

Allerede efter 54,3 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 10 omgange på den gamle T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den sidste år var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.

 

Etapen byder på i alt 763 højdemeter.

 

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2017 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

 

 

image

image

 

 

image

 

Vejret

Spanien er som bekendt ramt af uvejr, og det gæler også Madrid. En regnfuld morgen vil blive efterfulgt af en dag med 50-60% risiko for tordenbyger, også om aftenen, hvor etapen køres. Temperaturen vil heldigvis være høj med 22 grader om aftenen. Der vil bare være en let vind fra sydøst, som mod slutningen vil dreje til en nordøstlig retning. Det giver hovedsageligt side- og sidemodvind i den indledende fase, indtil man får medvind på det sidste stykke ind mod Madrid. Hvis ikke vinden når at vende, vil der være sidemodvind på stykket ned mod sidste sving og sidemedvind på opløbsstrækningen. Ellers vil det være lige omvendt.

 

Analyse af 20. etape

Det hører absolut til sjældenhederne, at en klassementsrytter vinder tre etaper i en enkelt grand tour. Det har Chris Froome kun opnået en enkelt gang, og selv Alberto Contador vandt i de år, hvor han var altdominerende, aldrig mere end to etaper i ét løb. Vincenzo Nibali havde naturligvis sin vilde Tour i 2014, hvor han vandt fire etaper, ligesom Simon Yates legede kispus med rivalerne i sidste års Giro, indtil han eksploderede med et brag, der stadig kan høres i støvlelandet, men normalt er et sådant antal etapesejre noget, der hører sprinterne til. Og selv for dem er det ikke hverdagskost, og det er kun en ære, der tilfalder en afslutter, der har været temmelig dominerende i løbet.

 

Derfor skal man altid spærre øjnene lidt op, når den slags sker. Når man så opdager, at der er tale om en grand tour-debutant må man lige pudse brillerne en ekstra gang. Når det går op for en, at der er tale om en nyprofessionel, der sidste år var kontinentalrytter, må man ud under den kolde bruser for at finde ud af, om man virkelig er vågen. Og når man kigger på dåbsattesten og indser, at der er tale om løbets yngste rytter på bare 20 år, må man vist tæske sig selv i hovedet med et eller andet hårdt for at forstå, om man befinder sig i drømmeland eller en vildfarelse, der kræver lægelig behandling.

 

Hvis alle reagerer på den facon, må der være en gang gedigen hovedpine i den ganske cykelverden, når morgendagen gryr. Hvis ikke de to første etapesejr var nok til at overbevise folk om, at Tadej Pogacar er et talent i Egan Bernal- og Remco Evenepoel-klassen, sørgede det slovenske vidunderbarn med dagens vanvidsridt i de madrilenske bjerge for at lave en grand tour-debut, som jeg i hvert fald aldrig har været bare i nærheden af at opleve, og som mere erfarne cykeliagttagere formentlig også skal grave meget dybt i hukommelsen for at kunne finde et match til. Ikke blot vandt Pogacar på helt Nibalisk maner sine tre etaper, han lavede også til allersidst et gigantisk kup, der indbragte en podieplads, som han så ud til at have smidt væk med en krise på Cotos-stigningen og som følge af Nairo Quintanas Quintanas mesterstykke i sidevinden. Og som ekstra flødeskum generobrede han den hvide ungdomstrøje, som forud for løbet så ud til at være nærmest givet til Miguel Angel Lopez på forhånd.

 

Alene resultaterne i sig selv er bemærkelsesværdige, men under overfladen gemmer der sig mere end det åbenbare. Der nemlig ikke tale om, at han fandt benene i en gylden uge, som da en ung Lopez kørte fra alt og alle på tre bjergetaper midtvejs i Vueltaen for to år siden. Og der er heller ikke tale om, at han som Yates i sidste års Giro, tørrede gulv med rivalerne over de første to uger for siden at kollapse totalt. Nej, Pogacar vandt én sejr i uge 1, én sejr i uge 2 og én sejr i uge 3, og havde tingene flasket sig anderledes, kunne han sikkert også have været i spil til sejren allerede på den dramatiske 2. etape.

 

Som bekendt er det konsistens, der adskiller grand tour-rytteren fra etapeløbsrytteren, og derfor er det særligt værd at notere sig, at Pogacar kørte stærkt igennem alle tre uger. Dermed udmærker han sig som noget endnu mere særligt end folk som Enric Mas og Richard Carapaz, der i deres første grand tour også viste en enorm motor, men først og fremmest gjorde det med stor holdbarhed i den tredje uge. Pogacar har reelt holdt topformen fra dag 1 og hele vejen til dag 20. Og husker man på, at han tabte tid som følge af et dumt styrt på holdløbet, er der ingen tvivl om, at han på dag 1 smed en temmelig sikker 2. plads væk som følge af en lille piges leg i en defekt svømmepøl, der pøsede vand ud over Torreviejas spejlglatte veje.

 

Det er imidlertid ikke det eneste, der gør Pogacars bedrift til noget særligt. Sloveneren har også kørt med en modenhed og et mod, man sjældent ser for så ung en rytter. Normalt kører de unge drenge ellers relativt afventende af frygt for at eksplodere, men den slags passivitet ligger ikke til Pogacar. Han greb første gang ud efter lykken i Andorra, hvor de dramatiske omstændigheder ellers nok kunne have fået de fleste til at gå i overlevelsesmode, og han turde at åbne op, da han sejrede på Los Machucos, hvor han ellers var startet med en frygt for at gå ned på de stejle procenter. Og i dag turde han sætte alt på ét bræt med et meget modigt fremstød, der kunne have kostet ham gevaldigt dyrt, hvis det lange soloridt i dalen til sidst havde tæret for meget på hans ellers gigantiske motor.

 

Det gjorde den imidlertid ikke, og Pogacar kørte så brølstærkt, at hverken favoritternes angreb på Peña Negra, Antonio Pedreros jagt i dalen, favoritopgøret på den sidste stigning eller Alejandro Valverdes voldsomme forcering til sidst kostede ham nævneværdig tid. Nej, faktisk var Valverde, Rafal Majka, Hermann Pernsteiner og Primoz Roglic de eneste, der kørte hurtigere op ad den sidste stigning end ham, og det var endda ganske marginalt. Pogacar var ikke bare dagens etapevinder, han var også den i særklasse stærkeste mand - og han havde modet til at vise det, selvom det kunne have kostet ham dyrt.

 

Vinde løbet ville han imidlertid aldrig kunne have gjort, styrt på holdløbet eller ej. Dertil viste han både på enkeltstarten og i sidevinden for store mangler, og han havde også en anden lidt mere uventet sårbarhed. Nok kørte han stærkt både på 2. og 20. etape, men han var ikke lige overbevisende hver dag. Faktisk havde han flere mindre kriser på Mas de La Costa, Acebo og senest på Cotos i torsdags, og den slags udsving er der naturligvis ikke råd til. Kollapset på 15. etape kan sikkert forklares med styrtet dagen forinden, men særligt nedturen i torsdags viser, at der fortsat er rum til forbedring. Med tanke på, at han blot er 20 år og opnåede sin bedrift med et hold, der var nærmest ikkeeksisterende, er det dog skønhedsfejl, man skal være meget nidkær for at påpege.

 

Løbet var også blevet et helt andet, hvis Pogacar havde været tættere på Primoz Roglic. Man sidder nemlig lidt med fornemmelsen af, at vi aldrig fik at se, hvor stærk sloveneren egentlig var, præcis som vi i Giroen aldrig så, hvad Richard Carapaz virkelig kunne. Allerede på enkeltstarten sikrede han sig nemlig så komfortabelt et forspring, at han aldrig behøvede at blotte sig, og det blev slet ikke nødvendigt, da han samtidig var sekunderet af et eminent hold, der særligt imponerende i dag, hvor de effektfuldt lukkede ned for alle Astanas tidlige angreb og ved at forhindre dem i at få hjælpere i forkøbet reelt trak tænderne ud af kasakkernes strategi, allerede inden den var iværksat. Nok lod Roglic ved enkelte lejligheder Miguel Angel Lopez og Pogacar køre væk, men om han kunne have fulgt dem, ved vi ikke, for han havde ingen grund til at gøre sig selv sårbar ved at forsøge. Heller ikke da han i dag til slut slap Valverde og co., var der formentlig tale om nogen stor krise, men snarere en følelses af lettelse over veludført arbejde, præcis som vi så det sidste år, hvor Geraint Thomas på Tourens enkeltstart blev overmandet af følelser og smed en sandsynlig etapesejr væk på de sidste kilometer.

 

Dermed fik Roglic også gjort alle kritikerne til skamme. Mange tvivlede på hans holdbarhed efter en Giro, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag, men efter denne Vuelta står det klart, at det vist mest handlede om træthed efter et hårdt forår kombineret med flere styrt og lidt sygdom. Ligesom i sidste års Tour forbedrede han sig igennem denne Vuelta, så han virkede nærmest skræmmende stærk i den anden uge, og selvom silken måske blev lidt slidt, fik Roglic sat en fed streg under, at det ikke er nogen selvfølgelighed, at Tom Dumoulin næste år skal have Jumbos førsteprioritet, bare fordi han har det hollandske pas i orden. Nej, tværtimod viste Roglic, at han er yderst driftssikker ved i sit tredje forsøg at vinde en grand tour-sejr, der fulgte i halen på både en 3. og en 4. plads.

 

Alle, der havde set Roglic i sidste års Tour, vidste nu godt, at han havde holdbarheden, og hans sejr var således alt andet end uventet. Langt mere overraskende var det, at Miguel Angel Lopez, der på forhånd lignede hans værste rival, med en 5. plads og en tabt ungdomstrøje endte som den helt store taber i forhåndsfavoritternes spil. I morges lå det ellers i kortene, at Lopez ville gå på podiet ved at distancere dens svækkede Nairo Quintana, og med lidt held kunne han måske endda gøre det så hårdt, at også Alejandro Valverdes 2. plads kunne komme indenfor rækkevidde.

 

Sådan gik det imidlertid ikke på en dag, hvor alt gik galt for et Astana-hold, der fik en påmindelse om, at de Madrid-bjerge, hvor de for fire år siden havde knækket Tom Dumoulin med Fabio Aru og Mikel Landa, slet ikke er så nemme endda. De gjorde ellers alt rigtigt undervejs, hvor de forsøgte at få folk sendt i forkøbet, så Lopez kunne få hjælp i dalen mellem de to sidste stigninger, hvilket var en nødvendighed, hvis Movistar skulle knækkes så meget, at tidsgevinsten ville være tilstrækkelig. Desværre for Astana betød en kombination af lidt for let terræn i starten samt et brølstærkt Jumbo-hold, der kørte med så lille risikomargin, at de under ingen omstændigheder ville lade Astana-ryttere stikke af, at holdet til slut måtte kaste håndklædet i ringen og i stedet håbe, at hårdt tempo og et Lopez-angreb alene var nok til at bringe Quintana til fald.

 

Desværre var vejrguderne ikke med Lopez. Modvind på den i forvejen ret lette Peña Negra gjorde det nemlig umuligt for colombianeren at gøre forskellen, og han fik brændt så meget energi af på sine gentagne forceringer, at han gjorde sig sårbar overfor Pogacars kontraangreb. Og til slut var der en dyr pris at betale for de mange modvindsangreb, da han på sidste stigning sågar måtte se Quintana køre fra sig.

 

Selv forklarer han det med gårsdagens styrt, og det er da også en nærliggende begrundelse. Sært er det i hvert fald, at den hidtil så velkørende Lopez, der var klart bedste mand i torsdags, pludselig faldt helt sammen igen. På den baggrund skal han kun have ros for at holde sig til sin oprindelige plan og fortsat sætte alt på ét bræt i et forsøg på at gå efter podiet, selvom en mere defensiv taktik måske havde været nok til at svare på Pogacars angreb og derved forsvare sin hvide trøje.

 

Hvad der til gengæld er svært at forstå, er Astanas kørsel til slut. I dalen mellem de to stigninger havde den lille colombianer både Ion Izagirre og Jakob Fuglsang til at reducere afstanden til Pogacar, men alligevel overlod de alt arbejdet til Pedrero - en beslutning, der reelt kostede ham podiechancen allerede inden den sidste stigning. Nok lykkedes det ham at bringe Movistar under pres og tvinge Quintana i arbejdstøjet på sidste stigning, så Valverdes 2. plads som minimum kunne forsvares, men det hjalp ikke Lopez meget. Tværtimod havde Astana med deres afsluttende passivitet allerede smidt både podiet og den hvide trøje langt væk, allerede inden Lopez havde følt de krisetegn, der må have ramt ham temmelig pludseligt, efter at han fortsatte sin offensive kørsel tidligt på den sidste stigning.

 

Til sidst virkede det faktisk mere til, at Astana kørte mod Movistar end for selv at få det bedst mulige resultat. Særligt da Fuglsang angreb på en lille bakke for derved at forsøge én gang for alle at slå Pedrero ihjel, havde det karakter af ren chikane, der snarere havde til formål at forhindre spanierne i at få to mand på podiet end at opnå et personligt resultat. Med tanke på den ordkrig, der i går var mellem de to parter, er der måske en naturlig forklaring, men det klædte ikke ligefrem Astana at bære mere nag end at jagte en personlig triumf. Det er i hvert fald svært at forklare deres passivitet med andet end ønsket om, at Movistar i hvert fald ikke skulle have to mand på podiet.

 

Det fik de heller ikke, men det var ikke Lopez’ skyld. Nej, det skyldtes snarere, at Pogacar var Quintana langt overlegen, for naturligvis skulle den lille colombianer være gået med sloveneren, hvis han kunne. Det kunne han bare ikke, og selvom han med en klar forbedring i forhold til torsdagens sløje præstation fik gjort det sandsynligt, at hans svage kørsel vitterligt skyldtes en forkølelse, var han aldrig i nærheden af at ende i top 3 - slet ikke, hvis ikke han havde lavet sit kup i sidevinden. Og dermed blev denne Vuelta blot endnu et kapitel i fortællingen om grand tour-vidunderbarnet, der stadig er en af de bedste grand tour-ryttere - han ender jo altid i top 10 - men nu om dage mere er god end exceptionel.

 

Exceptionel er til gengæld et velvalgt ord, når vi taler om Valverde. I et løb, hvor ældste og yngste rytter begge slutter i top 10, fik verdensmesteren nok engang bevist, at diverse kommentatorer altså godt kan vente med at påbegynde deres nekrologer, indtil han definitivt har kørt cyklen i garagen. Nok kan man ærgre sig over, at han og Movistar kørte den sidste uges tid kedeligt defensivt, men det er også svært at bebrejde en mand, at han ikke hopper på hovedet i et lavvandet svømmebasin fra Rundetårn. At forsøge at overmande Roglic, når man jagtes af en indtil i dag stærk Lopez og en på sine gode dage overmenneskelig Pogacar, ville være det rene selvmord. Og man kan ikke andet end beundre Valverde for at ende på 2. pladsen igen 16 (!!!) år, efter at han første gang var blandt de tre bedste i Madrid.

 

Faktisk var Valverdes 2. plads udtryk for lidt af en genfødsel. Vi var mange, der havde fornemmelsen af, at det nok var slut, da han igennem det meste af foråret lignede en skygge af den rytter, der havde erobret regnbuetrøjen bare et par måneder forinden. Faktisk kunne man frygte, at hans grand tours ville ende som en fiasko efter de vanskeligheder, han også i 2018 viste i de høje bjerge. Der skulle imidlertid åbenbart bare et vægttab til for at bringe Valverde tilbage på sit gamle klatreniveau, og både i Touren og i denne Vuelta har han til fulde dokumenteret, at han ikke skal reduceres til bare at være klassikerrytter. Ellers ender man ikke som nr. 2 i en grand tour. Og faktisk må han næsten græde sig i søvn over, at han ikke var lidt mere opmærksom i onsdags, for var det ham og ikke Quintana, der havde fået fem minutter ”foræret” i sidevinden, kunne årets Vuelta-vinder meget vel have været den samme som i 2009 - især når man betænker, at han var bakket op af et hold, der med Quintana og en Marc Soler, der i den grad er blomstret op i denne sommer - fik ikke færre end tre mand i top 9.

 

Etapen blev også en understregning af, at Rafal Majka stadig kan endnu. Faktisk har han i den sidste uge af dette løb vel været på sit højeste niveau siden OL i 2016, og selvom man måske kan bebrejde ham, at han var den eneste i top 6, der stort set kun kørte defensivt, var han i dag trods alt i stand til at følge med Valverde, da verdensmesteren til sidst åbnede helt op for at forsvare sin 2. plads. Nok vinder Majka aldrig en grand tour, som man ellers kunne tro efter Touren i 2014, men det er altså ikke kun nationaliteten, der skulle forklare den interesse, som det polske CCC-mandskab har udvist.

 

I det hele taget fulgte etapen nøje det mønster, vi har set igennem den seneste uge. Særligt er det værd at fremhæve Hermann Pernsteiner, der med en 4. plads i dag nok engang satte en streg under, at han er lige så lovende, som det så ud, indtil han gik i stå efter skiftet til Bahrain. Hans kørsel i bjergene har placeret ham som en klar nr. 7 i hierarkiet, og havde det ikke været for sidevinden, havde manden, der bare skulle have været hjælper for den skuffende Mark Padun, været en stensikker top 10-rytter. Og Sergio Higuita satte i sin første grand tour en fed streg under, at vi skal regne ham som en kommende grand tour-gigant, da han efter bare fire måneder som WorldTour-rytter kørte med hele verdenseliten i et stort etapeløb - og vigtigst af alt i den tredje uge, hvor han fandt sine allerbedste ben. Det plejer at være den slags, der afslører de virkelige grand tour-ryttere.

 

Carl Fredrik Hagen har også udmærket sig som netop det. ”Den norske Roglic”, der indtil for få år siden foldede sig ud som langrendsløber, overgik alle forventninger ved at sikre sig en top 10, der ikke kun kan forklares med den tid, han hentede i udbrud tidligt i løbet. Nok måtte han i dag sande, at han havde det en anelse sværere end hidtil, men det sletter ikke indtrykket af en mand, der bare er blevet bedre og bedre gennem det meste af løbet. Og da han var overraskende god i sidevinden og har så lidt erfaring, at støttehjulene nærmest først blev taget af lige inden løbet, sidder man med fornemmelsen af, at Norge endelig har fået en grand tour-rytter igen.

 

Til gengæld blev det ikke til en top 10 til James Knox. Den stakkels brite, der ellers havde overrasket positivt i et løb, hvor forventningerne var begrænsede, blev nemlig også bare bedre og bedre undervejs, og efter sidevindskuppet havde han kurs mod en sikker top 10. Det ødelagde gårsdagens styrt desværre én gang for alle, så han med en margin på bare 28 sekunder endte på den ærgerlige 11. plads. Og med tanke på at 10. pladsen i stedet gik til Mikel Nieve, der i lyset af sine hidtidige bedrifter nok er temmelig ligeglad og mest af alt skuffet over, at løbet her definitivt har vist, at alderen er ved at mærke den baskiske veteran, er der ingen tvivl om, at 10. pladsen havde vakt betydeligt mere glæde, hvis den havde været britisk og ikke spansk. Men i det mindste sikrede den, at det ellers normalt så succesrige Mitchelton-hold får noget med hjem fra et løb, der hører til blandt de værste i løbets historie - og så er det nok en ringe trøst, at storholdet Ineos klarede sig endnu værre i et løb, hvor det åbenbart kun er Froome, der kan præstere for sportens førende grand tour-hold.

 

Netop den status skal de måske til at slås for fremover. Jumbo har i hvert fald i dette løb - selv efter et tidligt tab af Kruijswijk - sat en streg under, at de med Dumoulin som supplement til Roglic og Kruijswijk bliver en gigant, som briterne skal tage seriøst - særligt nu, hvor de faktisk har set, at de sagtens kan vinde en grand tour og forsvare en trøje med klog og sikker kørsel. Og briterne kan samtidig undre sig lidt over, hvad det var, der gik galt, da de ikke fik fat i Pogacar, når nu de med Bernal, Carapaz, Ivan Ramiro Sosa og Pavel Sivakov har samlet stort set alt, hvad der kan lugte af grand tour-vinder op. Og måske det kan vise sig at være Dave Brailsfords største smutter, at han lod det slovenske guld gå sin næse forbi. Den mistanke kunne man i hvert fald få efter et løb, der kun kan betegnes som Vidunderbarnets Vanvittige Vuelta.

 

Favoritterne

For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for vi skal helt tilbage til 4. etape for næsten tre uger siden for at finde løbets seneste rigtige massespurt - og i løbet af de første 20 dage har der bare været to!!!

 

Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel, og igen i år har arrangørerne taget den ikke ukloge beslutning at reducere omfanget af festivitas. Således er den indledende distance frem til rundstrækningen relativt kort, og det betyder, at vi meget hurtigt kan komme frem til det, det hele handler om: cykelløb. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Jumbo derfor hurtigt skulle sætte sig frem og føre feltet over målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Denne gang er der ikke en veteran, der kan se frem til samme hyldest som Contador i 2017, og det vil derfor formentlig blot være Jumbo, der leder feltet frem til mål første gang.

 

Mens det ikke er uvant, at vi har haft regn til Tourens Paris-etape, er det svært at huske, at vi har haft en våd Madrid-etape. Det synes vi imidlertid at få denne gang, og derfor kan det meget vel være, at man tager den ikke dumme beslutning at tage tiden allerede ved første passage af målstregen. Den kutyme er i hvert fald indført i Touren, hvor ingen ønsker at se den gule trøje ryge på halen på en paradeetape, og det kan meget vel blive tilfældet også her. I givet fald vil vi formentlig på de sidste omgange se mange sidde op og lade sprintertogene dyste om sejren til sidst.

 

Efter første målpassage vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Med så få chancer i dette løb kan man også være stensikker på, at sprinterholdene kører med livrem og seler, og vi forventer, at Bora, Deceuninck og UAE vil lægge løbet i et jerngreb. Også Sunweb, Trek og FDJ kan alle tænkes at give en hånd med undervejs, hvis ikke de får en mand i udbrud, og der burde derfor være masser af trækkraft i feltet.

 

For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og den T-formede rundstrækning har i nyere tid aldrig kunne snyde sprinterne. Den favoriserer i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt. Heller ikke den indlagte spurt vil skabe nogen dramatik, da Roglic reelt allerede har sikret sig pointtrøjen. Tadej Pogacar og Alejandro Valverde har ikke just lyst til at kaste sig ud i et spurtopgør med Sam Bennett til sidst!

 

Vi kan således vente os en massespurt, men formentlig på våde veje. På mange måder minder finalen meget om den, vi kender fra Paris. I begge tilfælde er der nemlig tale om en bred boulevard med masser af plads til alle, og opløbsstrækningen er i begge hovedstæder også let stigende. Forskellen er, at opløbsstrækningen her er meget længere, mens det i Madrid handler om at sidde godt, når man kommer ud gennem tunnelen. Her er opløbsstrækningen så lang og bred, at vinderen ofte vil være hurtigste og stærkeste mand i en let stigende spurt, i hvert fald hvis han timer den rigtigt. Betydningen af et godt tog er knap så markant, som den er i Paris. Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og især efter en så hård Vuelta er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia alle var at finde i top 5, eller i 2016, hvor Magnus Cort sejrede, ligesom også Matti Breschel, der aldrig har været supersprinter, har været først i Madrid.

 

Uanset om vi taler om holdbarhed, råstyrke, hurtighed eller positionering, falder alle brikker imidlertid ud til fordel for Sam Bennett. Sjældent har en sidste grand tour-etape haft så klar en favorit. Ireren blev ganske vist slået af Fabio Jakobsen i El Puig, men det skyldtes alene dårlig position i kamp mod et eminent Deceuninck-tog. Her viste Bennett nemlig, at han stadig har det fartmæssige overtag i forhold til Jakobsen, som han også havde i Tyrkiet i foråret. Den forskel er næppe blevet mindre nu, hvor Bennett med sin eminente kørsel i den tredje uge har sat en fed streg under, at han vel nok er løbets mest friske sprinter - en status, han understregede ved suverænt at overspurte Stybar, Gilbert og Valverde på Toledo-bakken, der egentlig burde være for stejl. Bennett viste allerede med sejren i Rom i sidste års Giro, at han som regel bare bliver bedre i en grand tour, og da han samtidig med sin eminente positionering formentlig nok engang vinder kampen om Jakobsens hjul, er det svært at se, at han skulle tabe. I dette opløb vil han endda med sin rå power og høje fart kunne sætte sig igennem, selv hvis han er ude af position, og hans fordel bliver kun større af, at det stiger. I en finale, hvor hurtigste og stærkeste mand ofte vinder, må Bennett var gigantisk favorit.

 

Han skal dog tage sig i agt for Fabio Jakobsen. Nok har vi flere gang i år set, at Bennett stadig er den hurtigste af de to, men Jakobsen har to gange - både i Tyrkiet og i denne Vuelta - brugt et godt lead-out til at slå sin irske rival. Efter opvisningen på 4. etape kan ingen være i tvivl om, at Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og eminente Maximiliano Richeze udgør løbets bedste tog, og meget taler for, at det igen vil være Jakobsen, der får det bedste lead-out. Et stigende opløb er heller ingen ulempe for Jakobsen, der før har vundet i en hårdere finale i Nokere Koerse i 2018 og i år i Tour of California. Udfordringen er, at Richeze efter gårsdagens styrt kan få nok at gøre med bare at gennemføre, og uden ham vil Deceuninck formentlig blive overmandet af Trek. Skal han slå Bennett, skal Jakobsen sættes perfekt i scene, og det vil kræve deltagelse af Richeze. Lykkes det, ved vi imidlertid også, at hollænderen kan gøre det færdigt, hvis timingen er rigtig.

 

Den rytter, vi er mest spændte på, er Max Walscheid. Den tonstunge tysker burde være klar til indlæggelse af ren udmattelse, men han synes at være bedre end nogensinde. Hans kørsel over de 2500 højdemeter på sidevindsetapen overgik formentlig de flestes fatteevne, og ligesom sidste år synes Walscheid at have fået et enormt boost af at køre en grand tour. I år har han ikke spurtet så godt som i vanvidsspurten på sidste etape i Californien sidste år, men han viste senest i Polen, at farten stadig er høj. Hans problem er den håbløse positionering, men i denne finale kan han lade benene tale i det lange opløb, især fordi hans tog med Casper Pedersen og Nikias Arndt slet ikke er ringe. Det stigende opløb er en ulempe, men Walscheid kunne godt have en form, der kan give anledning til noget, der minder om den vilde spurt fra USA i 2018. Og så er han pludselig i spil til sejren.

 

Etapens joker er Fernando Gaviria. Så sent som i Giroen og i UAE Tour, hvor han blandt andre slog en vis irsk mester, har han vist, at han stadig er blandt verdens hurtigste. Styrt og skader har forhindret ham i at vise det, og dette løb har været en lidelseshistorie efter styrtet på holdløbet. I Oviedo kunne vi se, at han var bedre end i den første uge, mens hans kørsel i sidevinden forleden viste, at han stadig er en skygge af den rigtige Gaviria. På denne lette etape er det imidlertid topfarten, der taler, og den bør han stadig have. Det stigende opløb passer ham, og mens det måske har knebet med den gamle positionering, har Juan Sebastian Molano vist, at han har potentiale som lead-out man. De savner Marco Marcato, men kan Gaviria holde sig til sin landsmand, bør vi få chancen for at se, hvor hurtigt han er i sin nuværende forfatning - og den mulighed har vi ikke haft hidtil.

 

Naturligvis er der Trek-mysteriet. Køres der for John Degenkolb eller Edward Theuns? Ingen ved det, men da de begge elsker let stigende spurter, vil de helt sikkert lægge billet ind på denne finale. De fik hver deres chance i uge 1, og Degenkolb var manden, der satsedes på i den sidste spurt i Oviedo. Det kunne indikere, at det er Theuns’ tur denne gang, især fordi Degenkolb har spurtet forfærdeligt både i Polen og her, mens Theuns viste fornuftig fart i BinckBank Tour. Sygdom og styrt har svækket belgieren, men særligt hans kørsel bag styrtet på den hårde Oviedo-etape, viste, at benene ikke er ringe. Et tog med Alex Kirsch og Degenkolb kan måske matche Deceuninck, og så kan de håbe, at det er nok til at slå de hurtigste. Theuns har bedst chance for at gøre det færdigt, men vi udelukker ikke, at de satser på Degenkolb, der som bekendt tidligere har vundet i denne finale - ikke mindst fordi tyskeren altid er god sent i en grand tour, som han viste med 2. pladsen i Paris sidste år.

 

Marc Sarreau endte sidste år som nr. 5 i Madrid, og dermed har han vist, at han sagtens kan spurte sent i en grand tour. Denne gang synes han endda at stå endnu stærkere, efter at han i Oviedo imponerende med sin holdbarhed ved at blive nr. 4 i en drønsvær finale. Siden har han tilsyneladende fastholdt formen, og han vil elske et let stigende opløb. Han viste i uge 1, at farten er blandt de højeste, men hans ringe positionering er stadig en udfordring, især nu hvor begge lead-out men er taget hjem som følge af sygdom. Heldigvis er finalen ukompliceret, og det kan forhåbentlig betyde, at Sarreau denne gang faktisk kan få lov at vise, hvor hurtigt han vitterligt er.

 

Jon Aberasturi må stadig være gul og grøn over, at et styrt kostede ham chancen i Oviedo, hvor finalen ellers passede ham. Nu får han sin første chance siden 4. etape, og med 4. og 8. pladser i de første massespurter har han vist sin hurtighed. Han har gjort det godt i positionskampen, og hans speciale er netop stigende opløb. I denne finale er han ikke så afhængig af den holdstøtte, han ikke har, og da han ligner en af feltets hurtigste, bør det blive til et godt resultat til Aberasturi, der med en 24. plads i Toledo viste, at formen slet ikke er ringe

 

Selvom det er hans første grand tour, synes Szymon Sajnok stadig at være relativt frisk. Han imponerede særligt med sin fine 10. plads i den hårde finale i Oviedo, selvom han er bedst i en lettere finale. Det er naturligvis længe siden, men han er stadig kommer relativt godt til Madrid. Han viste i den første uge,at farten ikke er ringe, men han har været udfordret på positioneringen. Det bliver knap så udtalt i denne enkle finale, og hans tog med Francisco Ventoso og den meget formstærke Jonas Koch ligner et af de bedre. Kan han for en gangs skyld sidde rigtigt, får vi en rigtig fornemmelse af, hvor hurtig den spændende polak faktisk er.

 

Clement Venturini er alt andet end en klassisk sprinter, og han kommer altid til kort i de klassiske spurtopgør. Det bør især gælde på en let etape, men der er ting, der taler til franskmandens fordel. Dels er vi sent i en grand tour, og han viste med sin kørsel i Oviedo og Toledo, at formen stadig er god. Den holdbare franskmand er også vild med stigende opløb, og selvom dette er lidt for let, vil det stadig være en fordel i forhold til en flad spurt. Han foretrækker mere tekniske finaler, men særligt friskheden bør komme ham til gode her.

 

Måske er det også nu, at Edvald Boasson Hagen viser lidt livstegn. Nordmanden er en falleret superstjerne, men i Touren, der bestemt heller ikke var god, kørte han en flot spurt i Paris. En sen spurt i en grand tour er altid god for Boasson Hagen, ikke mindst en let stigende powerspurt som denne. Hans spurt i sidevinden forleden var en gigantisk skuffelse, så det er ikke formen, der skal gøre forskellen. Vi ved bare, at Boasson Hagen ofte gør det godt i disse let stigende boulevardspurter sidst i de store etapeløb.

 

Måske er det også nu, at Damien Touze viser sit værd. Den unge franskmand har været temmelig anonym, men hans flotte kørsel i Toledo viser, at det ikke er formen, der mangler. Han har ikke spurtet meget i år, men sidste år var han næsten altid i top 10 i massespurter i Frankrig, specielt hvis det steg eller havde været hårdt. Her stiger det ikke meget, men nok til, at det vil tiltale Touze, og han er åbenlyst i form. Til gengæld er han også helt alene på et Cofidis-hold udgjort af klatrere.

 

Endelig vil vi pege på Tosh van der Sande. Egentlig har han gennem hele året vist, at han slet, slet ikke har fordums hurtighed, men til gengæld er han stærkere end nogensinde. Han kørte fremragende finaler i både Oviedo og Toledo, og selvom denne er langt, langt lettere, er det stigende opløb trods alt til hans fordel. Etapen er for let til et topresultat, men hans friskhed burde kunne bringe ham et vist stykke.

 

Andre kandidater til en spurt er Cyril Barthe, Enrico Battaglin, Viacheslav Kuznetsov, Dion Smith, Logan Owen, Jesus Ezquerra, Heinrick Haussler og måske Owain Doull og sågar Jose Joaquin Rojas, men de bør ikke være med helt i front.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Max Walscheid

Outsidere: Fernando Gaviria, Edward Theuns, John Degenkolb, Marc Sarreau, Jon Aberasturi

Jokers: Szymon Sajnok, Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen, Damien Touze, Tosh van der Sande

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr fra 2017, Magnus Corts sejr fra 2016 samt John Degenkolbs sejr fra 2015.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EM - Banecykling (Kvinder)(CCW) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

EM - Banecykling (Herrer)(CC) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS