Optakt: 2. etape af BinckBank Tour

Ruten

BinckBank Tour er egentlig ganske gode til at finde nye finaler, men der er én afslutning, der altid går igen. Lige siden 2008 har rytterne hvert eneste år skullet slutte i Ardooie, hvor der venter en nu helt ikonisk finale med to tekniske sving lige ved den røde flamme. Som regel har afslutningen været ramme om et brag af en massespurt, men som både Mark Renshaw og senest Jasper Stuyven i 2018 kan man med snilde i den tekniske finale af og til snyde de rene sprintere, der ellers ser frem til at få deres anden chance på bare to dage.

I alt skal der tilbagelægges 169,1 km mellem Blankenberge og Ardooie på en etape, der er en næsten tro kopi af 4. etape fra sidste års udgave og 3. etape af 2017-udgaven af løbet. Igen er etapen stort set helt flad og byder på meget få terrænmæssige udfordringer. Starten går ved kysten, hvorefter man kører en omgang på en 21,6 km rundstrækning i det flade område syd for Blankenberge, hvoraf de første 7,2 km er neutraliseret. I selve startbyen dyster man om point i dagens første Checkpoint-spurt efter 14,4 km, inden man efter den afsluttede omgang sætter kursen mod sydøst og bevæger sig væk fra vandet.

I udkanten af storbyen Brugge drejer man mod sydvest, inden man slår en lille sløjfe mod syd og derefter fortsætter mod sydvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det mod syd, inden man kører direkte mod øst for kort efter at slå et smut mod nord for at ramme den 1050 m lange pavé Lookhuisstraat efter 85,4 km. Herfra går det videre mod sydøst ned mod rundstrækningen, der rammes efter 123,7 km, hvorefter man kører de sidste 12,8 km af runden, hvorpå man finder den anden Checkpoint-spurt efter 134,6 km, inden man krydser stregen 1900 m senere.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 16,3 km lange rundstrækning, der er stort set rektangulær og er placeret i området øst for målbyen. Den er også helt flad, og på første omgang bydes på Den Gyldne Kilometer, der indledes når der resterer 26,6 km. Kort efter krydses målstregen for sidste gang, og derefter resterer endnu en omgang. Mange af rytterne kender allerede den tekniske finale, der byder på et skarpt sving med 3100 m igen. Herefter leder en lige vej frem til en teknisk sektion med tre sving hurtigt efter hinanden med hhv. 1400, 1200 og 1100 m til mål. Herfra går det lige frem til stregen.

Etapen byder på i alt 257 højdemeter.

I 2018 var det som sagt Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

Vejret

Efter en dag i regnvejr kan rytterne se frem til lidt bedre betingelser tirsdag. Dagen start solrigt, men mellem kl. 11 og 16 - dvs. præcis under etapen - vil der være en bygerisiko på 50%, inden det igen ventes at klare op om aftenen. Temperaturen vil nå 20 grader, og det vil være marginalt mere blæsende end i dag med en jævn vind fra vest. Det giver primært sidemodvind på første del af turen mellem de to byer og dernæst sidemedvind på sidste del. På rundstrækningen vil der være med- og sidemedvind på første del, dernæst et længere stykke med sidemodvind, inden man før sidevind. Herefter er der atter medvind, indtil man i forbindelse med de tre sving ved den røde flamme drejer ind i sidevind.

Analyse af 1. etape

Hver eneste gang, jeg ser Sam Bennett spurte, tænker jeg tilbage til tiden, hvor jeg for seks år siden begyndte at skrive optakter. Det var dengang, enhver omtale af ireren altid bestod af to elementer. For det første skulle det understreges, at der var tale om en fabelagtigt hurtig herre, der som hel ung havde sat det meste af sprintereliten til vægs i den helt rene massespurt på Doha Corniche i Tour of Qatar, og for det andet skulle det pointeres, at han nok alligevel ikke ville ende i top 10, fordi han var så håbløs til at positionere sig.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I dag tror man næsten ikke, at der er tale om den samme rytter. I karrierens første år sikrede han nogle rent bemærkelsesværdige skalpe undervejs, når han med sin fabelagtige fart kunne sætte nogle af verdens bedste sprintere til vægs. Det så vi eksempelvis på 3. etape i Paris-Nice i 2017, da han slog Alexander Kristoff i Arctic Race of Norway i 2014 og ikke mindst ved før omtalte sejr i Qatar, men desværre blev det til langt flere helkiksere end fuldtræffere. Alt for ofte blev han fanget ude af position, og derfor gik det i mange år ubemærket hen, at Irland altså havde fostret et sprintertalent ud over det sædvanlige.

Om det er Rudiger Selig, der er ansvarlig for forvandlingen, skal vi lade være usagt, men det er meget tænkeligt, at den fabelagtige tyske lead-out man bærer en stor del af æren for, at Bennett i dag har etableret sig som så stor en sprinterstjerne, at det kun er et ærgerligt sæsonprogram, som forhindrer ham i at blive et sandt verdensnavn også for fans, der kun følger de allerstørste løb. I hvert fald var det i løbet af 2017, hvor de to fandt i deres samarbejde, at Bennett pludselig knækkede koden til positionskampen og endelig opnåede de resultater, hans hurtighed berettigede til. I løbet af den sæsons Giro lykkedes det ham ganske vist ikke at vinde en etape, men fremragende arbejde af Selig, der i den sæson vel var verdens bedste lead-out man, gjorde, at Bennett endelig på regulær basis kunne tage kampen op med Caleb Ewan og Fernando Gaviria, der ellers i præcis det løb etablerede en rivalisering, der lignede fremtidens store sprinterduel.

Succesen fortsatte efter Giroen, hvor Bennett endelig blev den sejrsmaskine, han altid har haft talentet til at være, og derfor var udsigten til succes stor, da han og Selig igen rejste til Italien sidste forår. Desværre røg stakkels Selig hjem til Tyskland i utide, og det betød, at Bennett i det meste af den italienske grand tour var overladt til sig selv mod det mægtige Quick-Step-tog, der med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini gang på gang afleverede Elia Viviani på et sølvfad.

Som bekendt lærer nød nøgen kvinde af spinde, og når nu Selig sad i Tyskland, måtte Bennett gøre brug af det, han havde lært af sin landsmand. Det tog lidt tid i løbets første spurter, hvor Viviani sad på flæsket, men da først Bennett havde knækket koden, tippede balancen. Langsomt lærte han at mestre kunsten at vinde kampen om Vivianis hjul, og da han gang på gang viste, at han var italieneren overlegen på topfart, lykkedes det ham alligevel at vinde ikke færre end tre etaper.

Siden da har Bennett været som forvandlet. Det har nu også været nødvendigt, for Bora-mandskabet har bestemt ikke gjort det lettere for ham at fortsætte succesen. Da det stod klart, at Pascal Ackermann var på vej mod stjernestatus, blev Bennett ikke blot kørt ud på en sidespor, som kostede ham deltagelsen i Giroen, han måtte også se sit fantastiske tog følge med over til sin tyske holdkammerat, så han stort set var efterladt på egen hånd, mens Selig nu afleverede Ackermann til den ene sejr efter den anden. Holdet forsøgte midt i sæsonen at kompensere for den desavouering ved at hente hans gamle lead-out man, Shane Archbold, hjem igen, men reelt set har Bennett været stort set på egen hånd i massespurterne siden sidste års Giro.

Det har alligevel ikke forhindret ham i at være sæsonens vel nok mest succesrige sprinter. Nok overgås han på sejrslisten af Dylan Groenewegen, ligesom han har lige så mange sejre som Caleb Ewan, Elia Viviani og Ackermann, men de har alle haft den luksus at køre grand tours, hvor sprinterne for alvor kan tage for sig af retterne. Det har Bennett endnu ikke - den chance kommer først i Vueltaen, hvor han har gode chancer for at sikre sig en position som sæsonens mest vindende - men alligevel har han vundet i øst og vest, nord og syd. Forud for denne uges BinckBank Tour havde han således vundet etaper i alle sæsonens etapeløb på nær ét - og havde det ikke været for Stefan Küngs udbrud i Romandiet, havde han haft fuld plade, for han vandt selvfølgelig feltets spurt bag den sejrende schweizer på det løbs 2. etape. Og sejrene er bestemt ikke af lille kaliber, for undervejs har han slået alle verdens topsprintere - med Ackermann og Peter Sagan som naturlige undtagelser - og syv af de ni sejre er opnået på WorldTour-niveau.

Det bemærkelsesværdige er, at alle sejrene næsten er kommet på samme facon. Den snu Bennett har vundet kampen om hjulet på den sprinter, der har haft det bedste tog, og derfra har han næsten altid haft farten til at gå forbi. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at det vel næsten kun er Sagan, der har en lignende træfsikkerhed i positionskampen, for ser man bort fra årets Paris-Nice, der ikke sad lige i skabet, har det næsten været så sikkert som amen i kirken, at Bennett har siddet limet til det helt rigtige hjul til sidst. Og når jeg skimmer listen over sæsonens ni sejre, mindes jeg ikke umiddelbart én eneste, hvor han har vundet efter et dominerende lead-out, heller ikke selvom Archbold i Dauphiné gjorde et fremragende arbejde.

I dag føjede han så BinckBank Tour til listen over etapeløb, hvor han har vundet mindst én gang, og spurten på de våde veje i Hulst er et glimrende eksempel på den opskrift, der har gjort Bennett til et af de mest brandvarme navne på transfermarkedet. På de sidste kilometer skulle man have luppen frem for at finde bare én af hans holdkammerater, men alligevel sad Bennett rigtigt passeret hver eneste gang, momentum skiftede i en kringlet finale, hvor det skiftevis var det ene og det andet tog, der sad på flæsket.

Først befandt sig lige i hjulet på Phil Bauhaus, da det lidt overraskende var tyskerens Bahrain-tropper med Ivan Garcia, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler, der tog kontrol frem mod de mange sving i finalen, men det så pludselig ud til at være den forkerte hest at spille på, da Trek med Alex Kirsch, Mads Pedersen og Edward Theuns og UAE med Roberto Ferrari og Jasper Philipsen skulle ende med at vinde kampen på de sidste 2 km. Faktisk var det umuligt at få øje på Bennett, da Pedersen afleverede Theuns så perfekt, at det længe lignede belgisk etapesejr.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Men han var lige præcis, hvor han skulle være. Bag Trek sad Mike Teunissen nemlig godt placeret med Groenewegen på sit hjul, og minsandten om ikke det var den irske mesterskabstrøje, der befandt sig på den hollandske bagsmæk. Herfra kunne han åbne for den gas, der fik Fernando Gaviria til at ligne en junior i Mellemøsten i marts, som fik skovlen under Groenewegen i Paris-Nice, og som satte kometen Fabio Jakobsen til vægs i Tyrkiet. Mod den power er der ikke mange, der har et modsvar, og det havde stakkels Theuns heller ikke, der må forbande, at træfsikre og fejlfri Bennett igen på egen hånd havde manøvreret sig i en position, hvorfra hans uimodståelige spurtstyrke er næsten helt uovervindelig.

På den baggrund kan man næsten sig, at det er spild af godt tog at sende ham til Deceuninck, der med næsten 100% sikkerhed synes at være den fremtidige destination. For hvorfor i alverden skal en mand, der gang på gang vinder på egen hånd udstyres med feltets vel nok bedste lead-out, når han nu klarer sig så fint foruden? Elia Viviani og Marcel Kittel er eksempler på sprintere, der har sparket gang i karrieren igen ved at få glæde af de fantastiske ressourcer, det belgiske superhold råder over, men man kan næsten ikke forestille sig, at Bennett kan gøre det meget bedre, end han gør det på egen hånd. Nu ser det så ud til, at Deceuninck med deres farvel til Sabatini og Maximiliano Richeze bliver lænset for lead-out-kræfter, så det fremover kun vil være Mørkøv, der er en klassisk lead-out man, men alligevel virker det til at være flødeskum på en allerede meget kalorietung lagkage, at Bennett skal være del af verdens vel nok bedste sprinterhold.

Patrick Lefevere bør da nok også overveje at sende de tilbageværende lead-out-ressourcer i retning af de unge sprintere, Jakobsen og Alvaro Hodeg. Vi så nemlig i det nylige Tour de Pologne, at Jakobsen har en nærmest skræmmende topfart, men slet ikke har de positioneringsevner, der gør ham i stand til at maksimere udbyttet heraf. Og i dag blev det åbenlyst, at heller ikke Hodeg har Bennetts evner i kampen på de sidste kilometer. For en gangs skyld er Deceuninck nemlig kommet til et løb med et relativt svagt tog, og det kneb i den grad for Florian Senechal at få ført Hodeg frem. Det lykkedes kun delvist, men colombianeren måtte desværre også endnu engang sande, at han nok bliver den lille i Deceunincks sprintertriumvirat i 2020. I hvert fald var hans spurt ikke meget at råbe hurra af, og det står således stadig klart, at den unge colombianer nok har haft en imponerende start på karrieren, men at det i lige så høj grad skyldes holdet som hans egen fart.

Deceunincks svage tog og Bennetts onemanshow betød, at der pludselig var plads til, at andre hold kunne dominere. Den mulighed greb Trek, der leverede et fremragende lead-out, og som dermed fulgte op på det fornemme arbejde, de også gjorde for en desværre svagt spurtende John Degenkolb i Polen. Først var det Alex Kirsch, der tog kontrol, og dernæst leverede Pedersen et lead-out, der var mindst lige så godt, som det han kørte på den tragiske dag i Zabrze i sidste uge, hvor han faktisk kørte så stærkt, at Degenkolb ikke selv kunne gå forbi. Denne gang var det i stedet Theuns, han satte op, og havde det ikke været for fænomenale Bennett, havde belgieren taget en meget tiltrængt sejr i samme løb, som for to år siden gav ham karrierens største triumf, inden han indledte en lille deroute. Den nedtur synes nu at være på vej til at blive afsluttet efter en flot præstation bare et par uger efter den flotte kørsel i Adriatica Ionica Race. Og samtidig synes Pedersen, der desværre har skuffet i hårdere terræn, måske at have fundet en helt ny niche i rollen som sprinterens sidste mand.

Den ekspertise har Roberto Ferrari altid haft. Den italienske veteran har i mange år været an af verdens bedste til at aflevere en sprinter, men er i de senere år gledet lidt i baggrunden. I den seneste uges tid har han dog bragt sig tilbage i rampelyset, først med en flot lead-out for Alexander Kristoff i London og igen i dag, hvor han fornemt kørte Jasper Philipsen frem. Desværre kneb det begge gange lidt med den engang så fine timing, og ligesom i England var han denne gang skudt så tidligt frem, at andre kunne gå forbi. Philipsen fik egentlig bokset sig ind i en fin position bag Theuns, men desværre blev han lukket inde mod barrieren, så han aldrig fik chance for at vise, hvor hurtig han egentlig er.

Samme skæbne overgik desværre Kristoffer Halvorsen, men etapen var alligevel opløftende for den unge nordmand. Igen i dag fik han nemlig vist, at det ikke er uden grund, at han i år er endt i top 10 i snart sagt alle sine spurter, for han har i den grad fået smag for sin positionering. Selvom han ligesom Bennett agerede næsten på egen hånd til sidst, sad han perfekt placeret i finalen, inden også han desværre måtte se sig lukket inde.

Det blev Bauhaus ikke, men han måtte desværre sande, at hans ellers så stærke Bahrain-mandskab skal arbejde lidt med timingen. Ganske vist tog de kontrol inden de kritiske sving, men desværre løb de tør for kræfter en anelse for tidligt. Det betød, at tyskeren gled for langt tilbage, men med en flot spurt fik han til sidst vist, at det ikke er uden grund, at han slog Hodeg i en spurt i Italien i Adriatica Ionica Race. Finder de timingen, synes kombinationen af et godt tog og en formstærk Bauhaus at kunne komme langt i de kommende spurter.

Det kan Timothy Dupont også. Efter at have skippet Touren for at fokusere på blandt andet dette løb, har belgieren været flyvende på det seneste, og det var han for så vidt også i dag. En 6. plads er i sig selv ikke noget at råbe hurra ad, men i dette felt er det en ganske fin placering for en rytter uden megen støtte. Naturligvis er han stadig slet ikke samme sejsmaskine som i 2016, men man kan med nogen ret hævde, at vi ikke har set en bedre Dupont siden dengang, end vi gør netop i disse dage.

Og så er der naturligvis Dylan Groenewegen. Efter gårsdagens EM-nedtur måtte den lokale helt for anden dag i træk se en stor skuffelse i øjnene, da et sammentræf af omstændigheder betød, at han aldrig kom til at spurte. Mike Teunissen havde ellers først ham frem i en næsten perfekt position, men da først spurten skulle lanceres, gik alt galt. Først tvang Pedersen efter sit lead-out den hollandske kanonkugle til at sprinte - i øvrigt med en manøvre, som hollænderen efterfølgende i et tweet udtrykte sin harme over - og siden lavede Teunissen en sjælden kikser, der betød, at han ikke fik flyttet sig i tide og dermed endte med at lukke sin kaptajn inden. Heldigvis så Groenewegen selv ganske overbevisende ud i kampen inden spurten, og han meldte også om så gode ben, at han er fortrøstningsfuld frem mod fortsættelsen af et løb, der burde give ham yderligere tre chancer for at få lidt tiltrængt succes efter en svær tid.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Som trøstepræmie betød Teunissens mindre elegante lead-out, at han sikrede sig fire bonussekunder, som kan blive ganske værdifulde i hans kamp for et topresultat i klassementet. Dermed blev han også den eneste klassementsvinder på en dag, hvor det lykkedes udbruddet at stjæle bonussekunder på Den Gyldne Kilometer, og hvor de splittelser, som sidevinden og regnen skabte, blev neutraliseret på den afsluttende rundstrækning, der ikke var velegnet til at gøre forskelle.

Alligevel kunne man se enkelte små tegn undervejs. Først og fremmest var det herligt at se en meget opmærksom Søren Kragh sidde forrest i feltet gennem næsten hele etapen og dermed signalere, at han er topmotiveret til at gå efter et resultat, hvor han i formstærk udgave vel vil være den rytter, der har allerbedst chance for at vinde på en rute som denne. Samme styrke viste Michael Valgren bestemt ikke, da han sammen med den nærmest rystende formsvage Bob Jungels umiddelbart var den eneste klassementsrytter, der ikke sad med i første gruppe i forbindelse med de midlertidige splittelser. Og desværre kan vi også udelukke, at Arnaud Demare kan overraske i klassementet, efter at et ærgerligt styrt betød, at han måtte sidde op i finalen.

Meget klogere bliver vi nok ikke i morgen. Ganske vist kan man ikke helt udelukke splittelser i vinden, men formentlig ender det for favoritterne som endnu en dag, der bare skal overstås. Det er det til gengæld ikke for Bennett, der meget vel kan ende med at sikre sig sejr nr. 2 på to dage og dermed tage yderligere et skridt mod det hattrick, som årets rutedesign muliggør. I hvert fald er der al mulig grund til at tro, at Bennett sidder præcis på det hjul, han allerhelst vil have, når de i morgen rammer de tekniske sving i den ikoniske og kringlede finale i Ardooie. For når man nu kan vinde uden, hvad i alverden skal man så med et sprintertog?

Favoritterne

I de seneste år har det været kutyme, at enkeltstarten er kommet om tirsdagen, og derfor skal vi helt tilbage til 2015 for at finde seneste udgave, hvor sprinterne fik to - også dengang var det faktisk tre -chancer for at tage førertrøjen, inden klassementskampen indledtes. Den model vender man tilbage til i år, hvor de sprintere, der i dag blev efterladt skuffede tilbage kan se frem til at få en umiddelbar mulighed for revanche, når en af løbets klassikere lidt usædvanligt kommer allerede på 2. etape.

Etapen til Ardooie er en klassiker, der har været på programmet hvert år siden 2008, og selvom vinden i teorien altid er en trussel, er det altid sprinterne, der has kunnet slås om sejren i den tekniske finale. Til gengæld har vi nu også to gange set, at netop finalens kringlede karakter har kunnet skabe rav i den. Således er det nu to gange lykkedes at bruge det geniale trick med at tage kontrol gennem de tre sving ved den røde flamme og derefter efterlade et hul til en af holdets ryttere, som herfra har kunnet spurte den lille kilometer hjem til sejr. Det gjorde Mark Renshaw som lead-out man for Theo Bos i 2013, og senest så vi samme model genbrugt sidste år i forbindelse med Treks mesterstykke, hvor de ramte fronten inden svingene, og dernæst gav Jasper Stuyven det forspring, han skulle bruge til akkurat at holde sprinterne bag sig.

De to eksempler viser, at etapen til Ardooie ikke altid går som spået, men der er nu én ting, der gentager sig år efter år. Hver eneste gang er det nemlig et samlet felt, der når den belgiske by, og sådan vil det næsten med sikkerhed også være i år. Ganske vist skal man altid tage sig i agt for vinden i Flandern, men på denne etape er det aldrig sket, at feltet er blevet splittet.

Det sker næppe heller i år. Vi så ellers i dag, at vinden egentlig er stærk nok til at skabe splittelse, og da vindstyrken i morgen er stort set den samme, endda en anelse kraftigere, kan det sagtens ske igen. Vi så imidlertid også i dag, at det hele hurtigt blev samlet igen, da de kom ind i bedre læ på den afsluttende rundstrækning, og det mønster kunne meget vel gentage sig tirsdag. Vindretningen er ellers den rette til at skabe splittelse både i sidevinden tidligt på etapen og på det lange sidemedvindsstykke mellem forplejningen og rundstrækningen, men desværre vil der på de afsluttende omgange stort set udelukkende være med- eller modvind. Med tanke på at det næsten er de sidste 50 km, der afvikles her, vil de huller, der måtte være opstået på den helt sikkert nervøse og stressende første del af etapen, næsten med sikkerhed blive neutraliseret igen.

Derfor ligner det endnu en massespurt. Ligesom i dag vil der næppe være den helt store kamp om at ramme udbruddet, som vil blive etableret tidligt og primært bestå af de små hold. Den undslupne gruppe kan herefter slås om den første Checkpoint-spurt, mens Bora tager kontrol i feltet. Igen vil de sikkert få hjælp af Jumbo og nok også Deceuninck, som vil sørge for, at forspringet lige som i dag næppe kommer meget over tre minutter. Det vil formentlig også ske som resultat af den nervøsitet, en kombination af måske våde veje og farlig vind vil skabe, og vi udelukker som sagt ikke, at vi får splittelser undervejs. De bør dog gå i sig selv igen på rundstrækningen, hvor den anden Checkpoint-spurt og nok også Den Gyldne Kilometer, der denne gang kommer tidligt, formentlig vil blive spist af udbruddet.

I dag så vi, at feltet ligesom sidste år lidt overraskende var ved at lade sig snyde, og belært af erfaringerne fra sidste år ved vi, at man bestemt ikke skal tage noget for givet i dette løb. Det er dog aldrig sket på denne rundstrækning, hvor der venter et langt, relativt lige modvindsstykke mod slutningen, og det bør være nok til at sikre, at vi igen får samling til en massespurt i den kringlede finale.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Som sagt er det lykkedes Renshaw og Stuyven at vinde ved brug af præcis samme manøvre, og naturligvis kan man ikke udelukke, at den model kan virke igen. I dag så vi i hvert fald, at Trek og Bahrain-Merida har en styrke, der gør det muligt at tro på den strategi igen - ikke mindst Trek kunne have øje på en gentagelse af sidste års mesterstykke - men sandsynligheden for, at det sker, er lille. Alle kender manøvren, og det hører trods alt til sjældenhederne, at det er lykkes - især fordi det altså ikke er let at holde et felt bag sig over de 900 m fra svinget og frem til mål.

Derfor ligner det en spurt, hvor positionering er meget vigtig. Man skal sidde fornuftigt i de tre sving, der altid trækker feltet ud. Samtidig er opløbsstrækningen temmelig smal, hvilket gør det svært at lukrere på et godt lead-out. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan, der normalt kommer til kort på helt flade etaper, har vundet denne etape, de to eneste gange, han har forsøgt, og at Zdenek Stybar, som ikke just er nogen supersprinter, endte som nr. 3 sidste år. I Ardooie handler det lige så meget om position som om fart

Derfor vil vi pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Allerede i går pointerede vi, at det nok var hollænderen, der blandt løbets tre topsprintere, Groenewegen, Bennett og Hodeg, havde det bedste tog, og den tese blev til fulde bekræftet i dag. Mike Teunissen sad nemlig perfekt placeret med Groenewegen mod slutningen, men som beskrevet i analysen fik kombinationen af Mads Pedersen, der faldt tilbage efter sit lead-out, og en Teunissen, der slet ikke fik sig fjernet i tide, forhindret, at supersprinteren overhovedet kunne spurte. Derfor endte han med at rulle over stregen uden nogensinde at have vist, hvilke ben han havde. Han så imidlertid ganske overbevisende ud på de sidste kilometer og lød da også meget selvtillidsfuld med henblik på denne etape.

Derfor tror vi, at han kan gøre arbejdet færdigt i morgen. Teunissen er måske feltets bedste lead-out man, og kan Groenewegen holde sig til ham - det har desværre ofte voldt lidt problemer - bør de stå stærkt i denne tekniske finale. Groenewegen må stadig regnes som verdens bedste sprinter, når han er frisk, og det synes han fortsat at være. Han synes også at være i glimrende form efter Touren, nu hvor han har haft EM som motivation. Kombinationen af gode ben, tårnhøj topfart og den bedste lead-out man gør ham til vores favorit.

Hans værste rival er Sam Bennett. Ganske vist er ireren uden skyggen af tog, men som vi omtalte i analysens lovprisning af hans positioneringsevne, er det ikke det mindste problem for den yderst træfsikre Bennett. Ireren finder som regel det hjul, han skal bruge, og derfra har han farten til at gå forbi alle i dette felt, også Groenewegen, hvis ikke hollænderen er på 100%. I nærmest hver eneste spurt i år har Bennett siddet, hvor han skulle, og mon ikke han også i morgen sidder på Groenewegens hjul?

Problemet er bare, at det kan være en lidt halvrisikabel taktik i denne finale. Som sagt er vejen smal og kringlet, og det kan være svært at finde en åbning, hvis ikke man får et decideret lead-out. Dertil kommer, at Bennett er blevet lidt af en forsigtigper, som vi så i Dauphiné og Tyrkiet, og spørgsmålet er, om han kan holde position igennem de tre lynhurtige og meget tekniske sving. Falder han først for langt tilbage, er risikoen for, at vejen aldrig åbner sig, meget stor, og derfor er det ikke den letteste massespurt for Bennett at vinde. Det ændrer dog ikke på, at Bennett som regel sidder, hvor han skal, og gør han det, har han talrige gange vist, at han som regel også gør det færdigt.

Som sagt betyder et tog meget i denne finale, og det bringer også Edward Theuns i spil. Allerede på papiret så Treks tog hæderligt ud, men i dag viste de en klasse, de færreste vel havde forventet. For anden gang på en uge viste Mads Pedersen sig som en eminent lead-out man, og Alex Kirsch gjorde et fremragende job i positionen forinden. I forvejen viste Trek sidste år, at de ved, hvordan finalen skal gribes an, og de synes at have råstyrken til igen at tage kontrol frem mod svingene. Nok er Theuns ikke feltets hurtigste, men det er som sagt ikke det vigtigste i Ardooie. Allerede i dag var hans gode tog ved at sikre ham en sejr, og chancen for, at det sker, er endnu større på denne etape. Samtidig har belgieren været i fornem form siden slutningen af juli, og derfor er det slet ikke usandsynligt, at Trek for andet år i træk vinder i Ardooie.

En anden rytter, der må kunne drage fordel af den kringlede finale, er Jasper Philipsen. Selv på egen hånd har han vist en fabelagtig næse for positionering, og den er bestemt ikke blevet ringere af, at han nu kører sammen med Roberto Ferrari. Som nævnt ovenfor leverede den erfarne italiener i dag et fornemt lead-out, der dog ligesom i London blev startet lidt for tidligt, men det viser, at duoen med den rette timing har poweren til at sætte sig igennem. Problemet kan være at holde sig fremme også inden svingene, så Ferrari ikke skal starte for tidligt, men det burde med folk som Juan Sebastian Molano og Marco Marcato være muligt. Kan Ferrari gentage dagens lead-out, så Philipsen som i dag ikke bliver lukket inde, har han vist, at han har farten til at slå feltets topsprintere.

En anden rytter, der kan lukrere på sit tog, er Phil Bauhaus. Det var ganske imponerende at se Ivan Garcia, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler i dag skyde frem med 3 km igen, og de så længe ud til at skulle aflevere deres tyske sprinter perfekt. Desværre fik også de startet en anelse for tidligt, og derfor måtte Bauhaus alligevel starte sin spurt fra en håbløs position. Herfra lykkedes det ham imidlertid at komme bragende med god fart, og det viser, at den gode form fra Adricatica Ionica Race er helt intakt. Han har først vist, at han kan snyde topsprinterne, og da Bahrain synes at være et af de hold, der har muskelstyrken til at sætte sig igennem inden svingene, er det bestemt muligt, at han tager karrierens tredje WorldTour-sejr.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

I dag gik det helt falt for Deceuninck, der atter måtte sande, at deres tog til dette løb ikke er det bedste. Da Alvaro Hodeg samtidig atter viste, at han altså ikke er helt på samme niveau som de bedste, ser det ikke alt for lyst ud for det belgiske superhold, der i forvejen har det problem, at de har hele tre klassementsryttere at beskytte. Omvendt så vi sidste år, hvor han perfekt afleverede Fabio Jakobsen til sejr, at Florian Senechal på sine gode dage, er en fremragende lead-out man. Denne gang kunne man tænke sig, at Stybar og Philippe Gilbert vil indgå lidt mere i toget, da det også for dem kan være en fordel at komme tidligt igennem de sidste sving. Kører de således et decideret tog for Hodeg, bør de have muskelstyrken til i hvert fald at give colombianeren en chance for at spurte fra en ordentlig position.

Som skrevet i analysen viste Kristoffer Halvorsen i dag, at han virkelig har fået fod på positionskampen. I snart sagt alle årets spurter er han gået i top 10, og i dag kunne det sikkert være blevet til mere, hvis ikke han blevet lukket inde. Desværre så vi også igen i dag, at det ellers på papiret så stærke Ineos-tog aldrig får det til at fungere, og Halvorsen var stort set på egen hånd. Det er som nævnt ”risky business” i denne finale, hvor man lynhurtigt kan blive lukket inde, hvis ikke man har et decideret lead-out, og det gør det svært for Halvorsen. Omvendt har vi set, at han er godt til at finde et godt hjul, og med den fine fart, han har vist i år, kan han med det rette held godt vinde etapen.

Dagens største taber var naturligvis Arnaud Demare, der efter et styrt måtte slippe feltet. FDJ har i skrivende stund intet meldt ud om hans tilstand, men det er klart, at det efter i dag er svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Omvendt var det også klart, at han ikke lignede en mand, der havde slået sig voldsomt, og han burde således have en god chance for at kunne blande sig i en spurt på en relativt let etape. Desværre er det bestemt ikke den ideelle finale for en fyr som Demare, der er kendt for sin relativt dårlige positioneringsevne og er meget afhængig af sit fremragende tog. Det kører desværre kun på 10% som følge af Jacopo Guarnieris brækkede kraveben, og det gør det til en kompliceret affære, hvis Demare skal vinde etapen. Det ændrer dog ikke på, at han er en af feltets hurtigste og i Ramon Sinkeldam har en kapabel lead-out man. Med det rette held i finalen vil han således stadig have en chance.

Ovenfor har vi allerede rost Timothy Dupont, der åbenlyst er i god form. Han har fået næse for positionering igen, og farten er bedre end længe. Desværre er han hæmmet af et relativt svagt hold, men sidste år så vi faktisk, at Wanty godt kunne blande sig i dette løb. Toget med Tom Devriendt, Pieter Vanspeybrouck og ikke mindst Boris Vallee er bestemt heller ikke ringe. I denne finale kan man med det rette held godt vinde, og Dupont er i hvert fald en af de ryttere, der med den rette position har farten og formen til at overraske.

Dagens etape blev endnu en skuffelse for Dimension Data, der slet ikke kom frem med Ryan Gibbons. På papiret burde toget med Reinardt van Rensburg og Mark Renshaw dog have temmelig meget at skyde med, og i en teknisk finale som denne er det som bekendt guld værd. I dag sad timingen ikke i skabet, men kan de gøre det lidt bedre i morgen, er de et af de hold, der har muskelkraften til at komme frem inden svingene. Lykkes det, kan Gibbons, selvom han ikke er verdens hurtigste, gøre det hæderligt.

Lidt af det samme kan siges om Sacha Modolo. Det er ikke lykkedes os at finde en forklaring på, at italieneren i dag slet ikke kom med feltet hjem, men med tanke på, at han var i fin form i Polen, kan det meget vel skyldes uheld. Modolo har altid været god i kringlede finaler, og her kan han endda se frem til støtte fra et ganske stærkt tog med Logan Owen, Mitchell Docker og Sep Vanmarcke. Heller ikke han er verdens hurtigste, men som sagt er det først og fremmest god position, der betyder noget på vejene i Ardooie.

En rytter, der kan overraske, er Oliver Naesen. I dag blev han nr. 11, og det viser, at han har tænkt sig at forsøge sig i spurterne. Nogen topsprinter er han ikke, men som Stybar viste sidste år, kan man i denne finale komme langt alligevel. Naesen er måske ikke nogen ørn i positionskampen, men han har masser af råstyrke, og i år han han spurtet som en drøm. Med en god position i svingene er det i en finale som denne, at han kan overraske positivt trods den åbenlyse mangel på topfart.

Endelig vil vi pege på de to mest oplagte kandidater til at lave ”en Stuyven”. Renshaw viste, at det er en manøvre, der ofte gennemføres af en lead-out man, og det gør det nærliggende at pege på Mike Teunissen og Mads Pedersen, hvis hold er gode kandidater til at tage kontrol gennem svingene. Groenewegen har allerede ”foræret” Teunissen én sejr på den facon i Dunkerque, og måske han atter kunne finde på at lade sin lead-out man få et hul. På samme vis vil Trek sikkert ikke helt afvise at gentage nummeret fra sidste år, og det ikke Theuns, der skal forsøge sig, kunne han i stedet efterlade et hul bag Pedersen, der som bekendt kører fremragende lead-outs lige nu. Bahrain kunne også lave nummeret med Heinrich Haussler¸ men de vil formentlig satse fuldtonet på Bauhaus. Endelig skal man holde lidt øje med Philippe Gilbert og Zdenek Stybar i svingene - sidstnævnte gjorde det som nævnt godt sidste år - men om de har råstyrken til at komme først igennem svingene i kamp med sprintertogene, er nok alligevel tvivlsomt.

Blandt de øvrige sprintere er det svært at se positioneringssvage Jakub Mareczko og Thomas Boudat spille en rolle i en kringlet finale, og Stan Dewulf, Jurgen Roelandts, Dion Smith, Joris Nieuwenhuis, Casper, Pedersen, Søren Kragh, Dion Smith, Robert Stannard Jens Debusschere, Julien Duval, Davide Ballerini, Boy Van Poppel, Amaury Capiot, Edward Planckaert, Milan Menten, Kenny Dehaes, Aksel Nommela og Lionel Taminiaux, der alle kunne tænkes at deltage i spurten, har for lav topfart og for svage hold til at spille en fremtrædende rolle i denne finale.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Edward Theuns

Outsidere: Jasper Philipsen, Phil Bauhaus, Alvaro Hodeg, Kristoffer Halvorsen, Arnaud Demare

Jokers: Timothy Dupont, Ryan Gibbons, Sacha Modolo, Oliver Naesen, Mike Teunissen, Mads Pedersen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017 og 2016, Tom Boonens sejr fra 2015, Nacer Bouhannis sejr fra 2014 og Mark Renshaws sejr fra 2013.