Optakt: 2. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i løbets anden halvdel. Sådan er det imidlertid ikke i år, for hvis sprinterne fandt 1. etape for hård, skal de ikke glæde sig til den efterfølgende etape. Ganske vist er der ingen rigtige bjerge på menuen, men med ikke færre end otte kategoriserede stigninger er der nærmest ingen flad vej, og det hele slutter endda med en modbydeligt stejl kategori 2-stigning, inden det flader ud på de sidste 18 km. Med andre ord er der lagt op til en aggressiv og svært uforudsigelig dag i det franske.

I alt skal der tilbagelægges 180 km, der fører feltet fra Mauriac til Craponne-sur-Arzon. Stort set hele dagen kører man stik øst, men da man skærer direkte igennem det kuperede Massif-Central, er der tale om meget vanskeligt terræn. Fra start kører man mod øst via en nedkørsel direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Moussages (4 km, 6,5%), hvis top rundes allerede efter 11 km. Derefter fortsætter det endda med at stige over 3,3 km med 5,9%, inden det kortvarigt flader ud. Herefter følger hele fire stigninger umiddelbart efter hinanden. Der lægges ud med kategori 3-stigningen Cote de la Martel (2,4 km, 5,7%) med top efter 38 km, hvorefter det gælder kategori 3-stigningen Cote de Cheylade (4,2 km, 6%) og kategori 4-stigningen Cote de la Tourbiere du Jolan (2 km, 5,5%), som har top efter hhv. 46 og 56 km. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Cote de Chavanon (3,6 km, 5%), hvis top passeres efter 68 knaldhårde kilometer.

Herefter bliver det endelig lidt lettere, når en længere og meget let nedkørsel fører mod øst ned til dalen, hvor forplejningen venter. Her kører man mod øst igennem et kort stykke med fladt terræn, inden udfordringerne hurtigt melder sig på ny. Det sker i form af kategori 3-stigningen Cote de la Baraque (3,9 km, 5,3%), der har top efter 128,5 km og efter en kort nedkørsel med det samme efterfølges af kategori 2-stigningen Cote de la Barbate (5,8 km, 7%), hvis top passeres efter 137,5 km.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Et kort fladere stykke leder nu frem til dagens spurt, der er placeret efter 147,5 km, inden en relativt teknisk nedkørsel fører mod øst og nord ned til bunden af dagens sidste udfordring. Det er den stejle kategori 2-stigning Cote de Saint-Victor-sur-Arlanc (3,1 km, 9,4%), der bestiges fra nordvest og leder op til et plateau, hvor toppen passeres med 18 km igen. Herfra går det igennem let kuperet terræn mod sydøst og til slut nord og nordøst ind til målbyen. Her er de sidste 5 km hovedsageligt let faldende, indtil de sidste 500 m stiger let. På de sidste 5 km er der ingen skarpe sving, men på de sidste 1500 m bugter vejen sig let, inden man rammer den 300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3143 højdemeter.

Craponne-sur-Arzon var senest målby for et stort cykelløb i forbindelse med Tour de l’Avenir i 2007, hvor Ivan Rovny sikrede sig en solosejr foran den førende Bauke Mollema. Paris-Nice kom forbi i 2005, hvor Vicente Reyes vandt en reduceret massespurt i byen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

Som skrevet i tidligere optakter er der udsigt til en våd udgave af Dauphiné, og det bør særligt komme til udtryk mandag. Her ventes der nemlig regn fra sidst på formiddagen, men i løbet af eftermiddagen vil det snarere have karakter af byger. Temperaturen vil være beskedne 13 grader, og der vil bare være en let vind fra nordvest. Det giver sidemedvind stort set hele dagen, men man får sidemodvind på næste stigning. Efter toppen vil der først være medvind og siden sidemodvind hele vejen til mål, herunder på de sidste 5 km.

Analyse af 1. etape

Det er næsten svært at forstå, at det bare er tre år siden, at Dimension Data var hele cykelverdenens darling. Det lille sydafrikanske hold vandt utallige cykelfans’ hjerter i en 2016-sæson, hvor de med deres kombination af et ædelt formål om at samle penge ind til nødlidende afrikanere og et yderst succesrigt mandskab gik fra triumf til triumf. Ikke blot vandt de hele fem Tour de France-etaper med Mark Cavendish og Stephen Cummings, de tog også yderligere fem sejre på WorldTouren med Cummings og Edvald Boasson Hagen som de to bidragydere.

Siden da er intet gået som ønsket. Nedturen startede vel allerede, da Cavendish styrtede ud af Touren efter det meget kontroversielle sammenstød med Peter Sagan, og siden da er holdet gået fra at være en sand succeshistorie til at blive den triste fortælling om et hold, der vel reelt set ikke har haft sin berettigelse på højeste niveau. Ganske vist vandt Boasson Hagen en sen udbrudssejr i samme Tour, men siden da er det kun Ben King, der med sin mirakelstart på sidste års Vuelta, hvor han vandt to store bjergetaper, har indbragt holdet gevinster på højeste niveau. Ikke blot er det siden Boasson Hagens flotte soloridt i juli 2017 altså blot blevet til to WorldTour-sejre, i mindre løb er det siden dengang også blot blevet til tre sejre i 2017, fem sejre i 2018 og blot tre sejre i 2019, og af disse er mange endda faldet i svagt besatte nationale mesterskaber.

Katastrofen er bestemt ikke blevet mindre af, at holdet i samme periode har haft ry for at kunne kvæle selv de mest lovende talenter. Cavendish er blevet sat tilbage af kyssesyge, Boasson Hagen har nærmest været gået i stå siden den fine Tour-sejr for snart to år siden, Cummings ligner efterhånden en pensionsmoden rytter, Tom-Jelte Slagter har intet vist siden skiftet til det sydafrikanske hold, og alle årets ambitiøse nyerhvervelser, Michael Valgren, Enrico Gasparotto, Roman Kreuziger og Giacomo Nizzolo, har vist meget lidt i årets første måneder. Selv Ben O’Connor, der sidste år var lidt af en solstrålehistorie i en ellers generelt trist fortælling, er forsvundet helt fra radaren og har netop afsluttet en Giro, hvor de færreste vel bemærkede, at han overhovedet var til start.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

I det hele taget skal de fleste vel granske deres hukommelse temmelig grundigt for at komme i tanker om et af sæsonens større løb, hvor Dimension Data har spillet en rolle. Klassikersæsonen blev en katastrofe, og de blev nærmest ikke bemærket overhovedet i årets Giro.  Faktisk havde man indtil den 30. maj alene vundet to gange i år, og det var i begge tilfælde sket i årets allerførste uger, hvor både Boasson Hagen og Nizzolo tog en tidlig sejr i hhv. Valencia og Oman.

Derfor kunne forløsningen vel næppe have været større, da Boasson Hagen i dag bragede først over stregen på 1. etape af Dauphiné. Ikke blot var der altså blot tale om den tredje WorldTour-sejr i snart to år, det var også den første i sæsonen og endda blot sæsonens fjerde triumf, efter at samme Boasson Hagen i Tour of Norway havde bragt sejrskontoen op på tre. I dag var nordmanden, der så igen, da han med sæsonens tredje gevinst sikrede, at det sydafrikanske mandskab med nu to sejre på en god uge kan drømme om, at de måske er på vej tilbage på sporet.

På sin vis var der noget naturligt i, at det netop var i Dauphiné, at Boasson Hagen skulle vise, at han stadig kan levere på højeste niveau. Dagens sejr var nemlig den femte i den franske løb, hvor nordmanden meget ofte har været i stand til at udnytte den gode form, han har opbygget i de norske løb i maj, til succes. Det gjorde han senest, da han vandt en massespurt i 2016, og i dag kunne han så bryde tre års tørke ved at tage en af de sejre, der i år må være faldet på det absolut tørreste sted.

Desværre var sejren alene et udtryk for Boasson Hagens egen styrke og ingenlunde et udslag af en kollektiv genrejsning af det sydafrikanske fallitbo. Helt som forventet var han nemlig den eneste rytter fra holdet, der havde styrken til at sidde med, da dagens etape som frygtet viste sig for hård for en stor del af feltet. Zdenek Stybars vanvittige forcering fra bunden af sidste stigning efterfulgt af Team Ineos’ klassiske og konstante tempo var rigeligt til at sende hovedparten af feltets hurtige afsluttere ud af bagenden og forhindre alle andre end Bjorg Lambrecht i at gå i offensiven, og samtidig blev der ryddet godt og grundigt ud i hjælperkræfterne hos de få hurtige folk, der faktisk havde råstyrken til at stå imod.

Boasson Hagen var en af de få, men uden holdkammerater kunne han intet andet gøre end at bede til de højere magter om, at andre hold ville køre den stærke fronttrio med Lambrecht, Magnus Cort og Oliver Naesen ind igen. Heldigvis kunne han sætte sin lid til Mitchelton-Scott, der som så ofte før spillede den form for poker, der ikke har gjort dem til feltets mest populære hold. Gennem hele etapen overlod australierne nemlig arbejdet til andre mandskaber, og da de endelig kom frem efter toppen af sidste stigning, så det længe ud til, at det var for sent.

Heldigvis for Boasson Hagen spillede Mitchelton med musklerne, og med det alleryderste af neglene lykkedes det dem at forhindre det, der meget vel kunne være blevet en fjerde WorldTour-udbrudssejr på mindre end et år til Cort. Efter sejrene i Touren, BinckBank Tour og Paris-Nice viste danskeren nemlig igen, at han måske nok har fået det lidt svært i spurterne, men som udbryder i hårdt terræn er blevet lidt af en specialist. Med god hjælp fra Naesen, der igen understregede det enorme klatrepotentiale, han også stillede til skue i Paris-Nice, og ikke mindst Lambrecht, der efter en forrygende ardennerkampagne atter synes at være i form igen, lykkedes det næsten danskeren at tage udbrudssejr nr. 4 og dermed næsten gøre sig til en anden Thomas De Gendt med sin eminente evne til at tage den type triumfer, som ellers er ganske svære at opnå i sportens største etapeløb.

Det fik Mitchelton imidlertid forhindret, men australierne blev ikke belønnet for indsatsen. I stedet var det altså Boasson Hagen, der kørte sig i førertrøjen, mens en skuffet Daryl Impey måtte sande, at det ikke blev til en gentagelse af bedriften fra sidste år, hvor han spurtede sig til sejr på løbets næstsidste første linjeløbsetape og tilbragte en dag i førertrøjen på løbets enkeltstart. Alt var ellers gået efter bogen på en dag, hvor det var lykkedes at komme af med alle feltets mere klassiske sprintere. Mest markant var det, at der var blevet sagt farvel til Sam Bennett, hvis Bora-mandskab ellers viste den formstærke irer stor tillid ved at kontrollere hovedparten af etapen, men som også måtte sande, at der trods den forøgede klatrestyrke trods alt er grænser for, hvor langt træerne vokser ind i himlen.

I stedet var den eneste overlevende rytter, der med jævne mellemrum deltager i massespurter, ikke helt uventet Sonny Colbrelli. Ligesom i sidste års Tour de Suisse viste italieneren sig nemlig helt klart til Touren på en dag, hvor hans svage Bahrain-Merida-mandskab ellers spillede poker det meste af vejen og overlod en stor del af arbejdet til Mitchelton-Scott. I sidste ende var holdet heller ikke stand til at yde deres italienske es megen støtte, selvom Jan Tratnik leverede en behjertet indsats, men Colbrelli kunne heller ikke selv gøre arbejdet færdigt. Som man desværre lidt for ofte ser det for den alsidige italiener, kniber det lidt med at slå til i spurter, hvor han egentlig fremstår som den oplagte favorit, og da han i spurten blev lukket inde flere gang og modsat Boasson Hagen valgte den forkerte vej rundt om Julian Alaphilippe, der havde kørt lead-out for Philippe Gilbert, endte det som endnu en forspildt mulighed for Colbrelli, der slet ikke har fået det antal WorldTour-sejre, som formatet egentlig berettiger til.

Dagens største overraskelse var vel, at Deceuninck-Quick Step valgte at køre spurten for Gilbert. På papiret er Alaphilippe ellers den hurtigste af de to - ikke mindst efter at belgieren på sine gamle dage har tabt en god del af fordums hurtighed - men i en endnu en udstilling af musketerånden på det belgiske supermandskab valgte det franske fænomen at ofre for sin erfarne belgiske holdkammerat. Med et sublimt lead-out gav han endda Roubaix-vinderen den bedste forudsætning for at køre arbejdet færdigt, men desværre blev spurten endnu en udstilling af, at Gilbert ikke har den spurtstyrke, han havde engang. Til gengæld fik Alaphilippe sat lidt point i banken til senere løb, og meget vil tale for, at Gilbert på morgendagens sværere etape vil tilbagebetale den tjeneste, han i dag fik foræret af sin holdkammerat, der ved at ofre relativt oplagte bonussekunder viste, at han nok ikke er kommet til Sydfrankrig med alt for store ambitioner i klassementet.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Fraværet af sprintere betød også, at det blev en chance for mange af klassikerfolkene. Ikke blotvar Gilbert, Boasson Hagen og Colbrelli med fremme i spurten. Det samme var Wout van Aert, der efter en lang pause atter viste fremragende form - endda i sit første bjergrige etapeløb nogensinde - og understregede, at han er en ganske glimrende afslutter. Det samme gjorde Nils Politt, som måske nok kun klarede stigningen med det yderste af neglene, men atter fik dokumenteret, at hans har forbedret sine klatreevner ganske markant. Med fremme var også Michal Kwiatkowski, som Chris Froome gav frihed til at spurte, den stadig mere lovende Benoit Cosnefroy, der med sejren i Plumelec allerede har vist storform, samt Alexey Lutsenko, som dog på stigningen viste, at han ingenlunde har den guldform, han havde i årets første måneder. Og endelig imponerede Jonas Koch, der måske nok er kendt som en holdbar sprinter, men som ingenlunde kunne forventes at klare sig så flot i det måske hårdeste løb, han nogensinde har deltaget i.

Det var da også klassikerrytterne, der stjal hovedrollen. Som forventet tog klassementsrytterne den med ro og brugte etapen til at teste benene efter en lang pause. Her var det særligt Chris Froome, Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann og Nairo Quintana, der efterlod et positivt indtryk på stigningen, men man skal være meget varsom med at drage forhastede konklusioner. Ganske vist sad flere favoritter langt tilbage, da Stybar splittede feltet, men det skyldtes for de flestes vedkommende formentlig mere dårlig position end dårlige ben.

Derfor er vi reelt også stadig helt i vildrede, når vi skal vurdere, hvem der faktisk kan vinde løbet. Det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at det ikke bliver Felix Grossschartner. Østrigeren, der ellers er en af de få, som ikke bruger løbet som forberedelse, var den eneste forhåndsfavorit, som ikke kom med hjem. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at Buchmann virker lige så overbevisende, som han har været gennem hele sæsonen, og også Gregor Mühlberger viste noget af det talent, vi ellers har måttet spejle langt efter gennem hele sæsonen. Og selvom han i dag kom til kort, kunne Bennett meget vel vise sig at være garant for to etapesejre på 3. og 5. etape, inden feltet for alvor rammer bjergene. Og de mellemliggende dage vil særligt Richie Porte håbe at kunne bruge til at hjælpe holdkammeraterne med at finde benene, for i dag viste Trek med al ønskelig tydelighed, at de i hvert fald ingenlunde er i stand til at yde den støtte, en potentiel vinder bør kunne forvente.

Inden hans hold for alvor skal testes i bjergene de sidste tre dage, venter der imidlertid endnu en svær dag i morgen. Hvis rytterne syntes, at dagens vanskeligheder var voldsomme, er det for intet at regne mod det, der venter mandag. Ganske vist er det næppe heller denne gang en dag, der vil afsløre meget om klassementsrytterne virkelige form, men morgendagens etape kan sagtens vise sig at komme som en overraskelse for de fleste.

Det kan også gælde for Boasson Hagen, der kan risikere at miste førertrøjen efter bare en enkelt dag. Det er i hvert fald ikke hans holdkammerater, der vil kunne gøre nogen forskel i kampen for at få mere end 24 timer i gult. Heldigvis er dagens sejr også rigeligt til at redde løbet for et hold, der nærmest ikke kan huske, hvordan det føles at opleve en succes som den, deres norske guldfugle sikrede dem i dag.

Favoritterne

Hvis man syntes, at dagens etape var svær at spå om, er det for intet at regne mod det, der venter mandag. I dag var terrænet hårdt, men i morgen bliver det decideret modbydeligt. Måske er der ingen høje bjerge, men man skal til gengæld have luppen frem, hvis man skal man finde fladt terræn, og dertil kommer, at flere af stigningerne faktisk er ganske svære. Med andre ord er der tale om en etape, der selv efter Massif-Centrals i forvejen ganske høje standard er meget vanskelig.

Mange af feltets ryttere vil samtidig bande højt og inderligt, når de indser, at dagens to vanskeligste stigninger kommer til sidst. Barbatte hører til blandt de længere i regionen, og med en stigningsprocent på 7 er den rigeligt til at knuse mange drømme, hvis der for alvor bliver gået til stålet. Endnu værre bliver det på dagens sidste stigning, der er en regulær mur, og som vil kunne køre feltet ned til en ganske lille størrelse, hvis der bliver kørt rigtigt cykelløb.

Det er dog tvivlsomt, om klassementsrytterne vil røre på sig. I dag forholdt de sig alle i ro, og også i morgen er der så langt efter toppen, at ethvert forsøg på angreb meget vel kan være dødsdømt, ikke mindst fordi Ineos i dag viste, at de har tænkt sig at kontrollere løbet på samme måde, som de gjorde, da navnet stadig var Sky. Mindre farlige ryttere bekymrer dem ikke, men skulle en fyr som Julian Alaphilippe, der snart må have kriller i benene, røre på sig, vil briterne effektivt lukke det ned.

Det er dog slet ikke usandsynligt, at franskmanden eller andre vil teste benene. Mange af dem har ikke været i aktion siden april eller begyndelsen af maj, og morgendagens terræn er som skabt til at føle hinanden lidt an, også selvom formålet næppe er at vinde tid. Det kan derfor sagtens blive en mere aggressiv finale, end vi så i dag, men Ineos vil være stærke nok til at sikre, at vi ikke vil se væsentlige forskelle mellem de bedste. Man kan tabe løbet på en dårlig dag i dette svære terræn, men man kan ingenlunde vinde det.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Endnu mere interessant er det måske at overveje, hvad der vil ske inden da. Det er nemlig meget svært at se, hvem der skal kontrollere dagens udbrud. Ineos vil selvfølgelig tage kontrol i det omfang, det er nødvendigt for ikke at lade klassementet glide ud af hænde, men for deres skyld kan en ufarlig gruppe sagtens køre hjem med en lille tidsgevinst. Og efter at Sam Bennett i dag kom til kort, er det helt udelukket, at Bora vil gentage det enorme arbejde, de lagde for dagen på 1. etape.

I første omgang er det naturligvis op til Dimension Data at kontrollere, men deres hold er uden chance for at styre så svær en etape. Boasson Hagen kan reelt intet andet gøre end at folde hænderne og bede til de højere magter for, at der skabes samling, og at han overlever stigningerne. Hvem der derudover skal jagte, er ikke let at se, og reelt er der vel kun tre hold, der kan se en mening i at gå efter en sejr.

Mest oplagt er det, at Deceuninck vil satse på en triumf med Alaphilippe eller Philippe Gilbert, men etapen her er så svær, at det relativt tunge belgiske mandskab også meget vel kan komme til kort. Det samme gælder for Bahrain-Merida, der sikkert øjner en mulighed med Sonny Colbrelli, men som også ved, at etapen her meget vel kan være for svær for italieneren. Helt afgørende kan det derfor være, om Mitchelton-Scott for en gangs skyld tager ansvar også tidligt på en etape og ikke venter, indtil det måske allerede er for sent. Det vil ligne dem dårligt, men i et løb som Dauphiné er det ikke helt udelukket, at de vil gå benhårdt efter en sejr med Impey.

Problemet er bare, at selv hvis alle tre hold satser 100%, kan det blive for vanskeligt. Starten er decideret modbydelig, og det betyder, at vi formentlig vi få et endnu stærkere udbrud end det, vi så i dag. Det vil virkelig kræve en jætteindsats at køre dem ind, og særligt hvis Deceuninck også spiller offensivt ud, bliver det næsten umuligt. Selvom Ineos med stor sandsynlighed vil køre dræbertempo til sidst, tror vi, at etapen vil være så vanskelig, at et udbrud holder hjem.

Hvem kan så vinde i et sådant scenarium? Det er der ikke mange, de kan. Først skal man være så klatrestærk, at man kan køre væk i den vanskelige indledning og derefter skal man være så god en klatrer, at man kan overleve den sidste mur. En god spurt er bestemt heller ikke en ulempe, og må man ikke blive betragtet som en langsigtet trussel af Ineos.

Det får os til at pege på Alessandro De Marchi som vores favorit. I Thomas De Gendts fravær må italieneren betegnes som feltets ubestridte udbryderkonge, og han må virkelig elske en etape som denne. Starten er så svær, at den evigt angrebsivrige De Marchi med stor sandsynlighed vil kunne finde vej til udbruddet, og her vil han samtidig næsten med sikkerhed være en af de bedste klatrere. Det gælder ikke mindst i et år, hvor han vel har været bedre end længe - et forhold, særligt 7. pladsen i Amstel Gold Race vidner om. Også i Baskerlandet kørte han brølstærkt, og her viste han også, at han er stærk på stejle stigninger. Den sidste mur er måske stadig ikke ideel for ham, men De Marchi, hvis han har fundet formen inden Touren, være svær at følge til sidst. Hans store problem er hans svage spurt, men da terrænet er svært nok til at tage en solosejr, tror vi, at den italienske udbrudsspecialist slår til igen.

Vi har også meget fidus til Wout van Aert. Belgierens klassikersæson var intet mindre end suveræn, og han havde fortjent at få et bedre resultat, end han faktisk opnåede. Nu har han haft en lang pause, men han så ganske stærk ud, da Stybar rev feltet i stumper og stykker til sidst. Van Aert er ganske uprøvet i bjergrigt terræn som dette, og dette er faktisk hans første bjergrige etapeløb nogensinde, men han har i blandt andet Strade Bianche vist, at han er en glimrende klatrer. Man kan stadig frygte, at de sidste stigninger er en anelse for svære, men med det, han har vist i foråret, ligner han et indlysende bud på en udbrudsvinder, ikke mindst fordi dagens 3. plads var endnu et vidnesbyrd om hans gode spurtstyrke.

Vi har også meget fidus til Benoit Cosnefroy. Modsat mange andre ved vi, at franskmanden, der netop har vundet det knaldhårde GP Plumelec i suveræn stil, er i form. Samtidig viste Ag2r i dag, at de ikke bare har tænkt sig at sidde hos Romain Bardet, og Cosnefroy ligner bedste bud på en mand, der både kan ramme udbruddet og gøre arbejdet færdigt. Hans imponerede kørsel i Fleche Wallonne viste, at han efterhånden er blevet en habil klatrer, og sejren i Plumelec viste, at han også har et glimrende punch til en spurt, selvom han ikke har samme hurtighed som Van Aert. Han mangler stadig at vise sig frem på længere stigninger, men stigningerne her har en længde, der ikke burde være umulige for den tidligere U23-verdensmester. Sejren i Plumelec tyder på, at han har taget næste skridt. Hvorfor ikke bruge det til at bringe franskmændene i ekstase ved at tage en stor sejr på hjemmebanen?

En anden god kandidat er Philippe Gilbert. Den belgiske stjerne er aldrig bange for at køre offensivt i etapeløb, som vi senest så det, da han næsten var ved at snyde Sky for den samlede sejr i Paris-Nice. Som nævnt i analysen valgte Deceuninck i dag at give ham chancen i spurten, men på morgendagens hårdere etape kan bedste chance for succes vise sig at være et udbrud. Gilbert klatrer ikke så godt som i gamle dage, men når han er i form, er han stadig holdbar i vanskeligt terræn. Den hårde indledning burde give ham gode chancer for at ramme udbruddet, og han har sin spurt til at gøre det færdigt. Den største trussel mod belgieren er, at han ofte nu skal bruge en del løb for at finde formen, og han kan derfor stadig være lidt for rusten til at kunne følge de bedste, hvis han skulle ramme det rette udbrud.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Er Flandern Rundt-vinderen Alberto Bettiol tilbage i form? Ligesom Van Aert og Gilbert har han holdt pause siden klassikerne, og derfor er det et ganske åbent spørgsmål. Italieneren har imidlertid nået helt nye højder i denne sæson, og har han benene fra marts og april, er dette en glimrende etape for ham. Ganske vist gælder også for ham, at de sidste stigninger kan vise sig en anelse for lange og svære, men det er ikke en finale, en formstærk Bettiol ikke kan vinde i. Først og fremmest har han sin spurt som et livsfarligt våben, hvis han skulle have den form, der gjorde ham til en af forårets oplevelser, og hvis han rammer dagens udbrud.

Det har været et sløjt år for Gregor Mühlberger, men nu synes form endelig at være kommet. I hvert fald viste østrigeren gode ben i dag, hvor han efter toppen af sidste stigning forsøgte at køre alene op til de forreste. I etapeløbssammenhæng har han vist ganske lidt, og derfor frygter Ineos ham formentlig ikke, hvis han skulle ramme det tidlige udbrud. Til gengæld har han vist, at han kan være livsfarlig i bjergrigt terræn, da han ikke var langt fra at vinde bjergetaper i Giroen og Tour de Suisse sidste år. I dag overraskede han endda ved at køre en god spurt, og det gør det til en ganske god etape for den talentfulde østriger.

Normalt ville vi sige, at terrænet er for svært for store Oliver Naesen? I Paris-Nice viste belgieren imidlertid, at tyngdekraften ikke er noget, han bekymrer sig om, og derfor udelukker vi ikke, at han gør i offensiven igen i morgen, selvom han brugte et hav af kræfter i dag. Naesen viste i hvert fald, at formen er der, og han viste samtidig i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, at han er livsfarlig i en spurt efter en hård dag. En sejr vil kræve, at han endnu engang overgår sig selv på stigningerne, men det har han efterhånden gjort så mange gange, at der ikke er nogen grund til at tro, at det ikke kan ske igen i dag.

Bjorg Lambrecht viste ikke sin allerbedste form i Tour of Norway, men i dag viste han til gengæld gode ben med sit sene angreb. Hans forrygende ardennersæson bekræftede, at han er i stand til at vinde på dette niveau, og terrænet her er som skabt til en ardennerspecialist som ham. Samtidig har han endda sin spurt som et livsfarligt våben. Når vi ikke gør ham til en større favorit, end det er tilfældet, skyldes det alene, at han har et halvt blik på klassementet og derfor måske vil holde sig i skindet, ligesom det også er usikkert, hvor meget snor Ineos vil give ham. Mindre bange vil de være for hans norske holdkammerat Carl Fredrik Hagen, der i Romandiet endelig gav prøver på sit talent på højeste niveau, og som i Norge viste en form, der kan gøre ham farlig på denne etape.

Endelig vil vi pege på endnu en nordmand. Odd Christian Eiking er en yderst ustabil herre, men lige nu synes han at have fundet den superform, han også havde i slutningen af marts og begyndelsen af april. I hvert fald førte han stort set hele vejen op ad målstigningen i Plumelec og endte alligevel som nr. 3. Også i dag efterlod han et positivt indtryk, og han er et oplagt bud på en af de ryttere, Wanty partout må forsøge at sende afsted. Terrænet passer fint til en puncheur som ham, ikke mindst fordi han kan gøre det færdigt i en spurt. Wanty har også Xandro Meurisse, men selvom han så bedre ud i Plumelec, rækker formen nok stadig ikke til at vinde så svær en etape.

Andre udbrudskandidater er Nicolas Edet, Serge Pauwels, Hermann Pernsteiner, Jan Tratnik, Magnus Cort, Alexey Lutsenko, Alexandre Geniez og Nils Politt, men vi tror, at enten formen eller klatrestyrken er for begrænset til, at det kan række til sejr i så svær en finale.

Skulle det ende i en spurt - og det vil især kunne ske, hvis Deceuninck, Mitchelton og Bahrain går 100% efter sejren - vil vi pege på Julian Alaphilippe. Etapen er nemlig så svær, at vi tror, at det bliver for vanskeligt også for typer som Sonny Colbrelli og Edvald Boasson Hagen, og falder de fra, er der ikke mange, der kan slå franskmanden. I dag kørte han spurten for Gilbert, men som skrevet i analysen er det nærliggende at tro, at der byttes om på rollerne i morgen. Alaphilippe er i hvert fald den hurtigste af de to, og i Milano-Sanremo så vi senest et bevis på hans enorme spurtstyrke efter et langt og hårdt løb. Det let stigende opløb burde i hvert fald være det rene guf. Holdet kan også vælge igen at køre for den langsommere Philippe Gilbert, der med endnu et gyldent Alaphilippe-lead-out kan tage en sejr, men som også meget vel kan komme til kort på denne tute.

Hans værste trussel kunne være Michal Kwiatkowski. I dag var polakken ikke 100% fokuseret på at spurte, men i morgen vil gruppen formentlig være så lille, at han vil øjne en større chance. På flad vej har han en hurtighed, der kan true Alaphilippes, og også i et let stigende opløb som dette har han en reel chance. I dag så han ganske stærk ud på stigningen, og han ligner en mand med det rette formmæssige overskud. Vi ved ganske vist, at Alaphilippe normalt er ham overlegen, men Kwiatkowski er enormt snu i denne slags spurter, og det kan han måske udnytte til at spurte sig til en selvtillidsgivende sejr til Ineos.

Vi frygter lidt, at finalen vil være for hård for Daryl Impey, men Tour Down Under-vinderen har en reel chance for at klare strabadserne. Lykkes det, vil han måske være den største trussel mod Alaphilippe. I dag blev han lukket inde, men han viste med sejren på 2. etape sidste år, at han er ganske stærk i let stigende spurter som denne. Alaphilippe er ikke nem at besejre, men Impey er en af de få, der både klatrer og spurter godt nok til at gøre det.

Vi vil også igen pege på Wout van Aert, Oliver Naesen og Alberto Bettiol. Alle er de omtalt ovenfor, og alle har de en reel chance for at klare morgendagens stigninger. Det vil dog kræve, at klassementsrytterne ikke ”går amok”. Sker det, bliver det trods alt for hårdt, men ender det mere fredsommeligt, burde de kunne sidde med hjem. Alle har de vist, at de kan afslutte efter et hårdt løb, ikke mindst i en stigende finale.

Endelig vil vi pege på Sonny Colbrelli og Edvald Boasson Hagen. Vi forventer, at etapen er for hård for dem begge, men udelukkes kan de ikke. Vi så i Romandiet, at Colbrelli kom til kort på en lignende etape, og Boasson Hagen imponerede ikke just på stigningerne i Norge. Skulle de imidlertid komme med hjem, vil de vel være de største trusler mod Alaphilippe. Særligt Colbrelli er skræmmende i denne slags let stigende finaler, men også Boasson Hagen viste i dag en fin spurtstyrke.

Andre kandidater til en spurt er Nils Politt, der dog formentlig får det for hårdt, Alexey Lutsenko, der så skift ud i dag, Benoit Cosnefroy, Odd Christian Eiking, Xandro Meurisse, Bjorg Lambrecht, Gorka Izagirre og måske endda Magnus Cort, der dog også må ventes at få det for svært, men vi har vanskeligt ved at se dem vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Alessandro De Marchi (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Benoit Cosnefroy (begge fra et udbrud)

Outsidere: Philippe Gilbert, Alberto Bettiol, Gregor Mühlberger, Oliver Naesen, Bjorg Lambrecht, Carl Fredrik Hagen, Odd Christian Eiking (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert, Michal Kwiatkowski, Daryl Impey, Wout van Aert, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen