Optakt: 2. etape af Itzulia Basque Country

Ruten

Baskerlandet Rundt er kendt for sine stigninger, men i år tilføjer man et nyt element, der mere har mindelser om en klassiker. Det sker på en ganske vist hovedsageligt flad 2. etape, hvor man som et spændende krydderi har lagt flere grusveje ind i løbets anden halvdel. Det vil utvivlsomt skabe en nervøs og stressende dag, inden det hele ender med en lille rampe op til målet i Gorraiz, hvor de eksplosive afsluttere vil håbe at kunne spurte sig til en sejr.

Etaperne i Baskerlandet er altid relativt korte, og det gælder også for 2. etape, der er bare 149,5 km lang og fører feltet fra Zumarraga til Gorraiz, der er en forstad til storbyen Pamplona. Fra start kører man mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man vender rundt for via en teknisk nedkørsel at køre tilbage mod nordøst og siden sydøst og øst. Det forsætter med at falde, indtil man drejer mod sydøst ind på kategori 3-stigningen Olaberria (1,6 km, 7,5%, max. 12%), der er ganske stejl midtvejs, inden den flader ud mod toppen, som kommer efter 23,5 km. En skarp nedkørsel leder mod nordøst, inden man igennem let stigende terræn kører mod syd og siden øst frem til bunden af kategori 3-stigningen Lizarrusti (6,4 km, 4,7%, max. 8%), der er en lang, jævn stigning med top efter 42,3 km.

Stigningen leder op på et plateau, og herfra er terrænet hovedsageligt fladt med en let kuperet sidste halvdel med flere mindre bakker. Først går det mod sydøst og siden øst igennem fladlandet, hvorefter mad igen drejer mod sydøst for at køre hele vejen frem til Pamplona, der nås efter 88,6 km. Her indledes finalen, når man fortsætter mod sydøst ud til dagens første grusvej (200 m, *), der indledes efter 95,3 km og efterfølges af den lille Muro de Badostain (1 km, 7%). Derfra får det mod nordøst op til Gorriaz, hvor man efter 99,7 km skal over den anden grusvej (700 m, **). Efter 105,1 km venter så Muro Zaldua Bordazar (1,4 km, 7,5%), inden man rammer dagens sværeste grusvej (1800 m, ****) efter 106,55 km, hvor man er kørt mod øst væk fra målbyen. Her vender man rundt for at køre tilbage mod vest via den første spurt, der kommer efter 111,8 km, inden man snor sig rundt om målbyen for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 125,95 km. Den fører direkte ind på dagens næstsidste grusvej (800 m, **), der indledes med 22,05 km igen, inden man 2 km senere krydser stregen for første gang.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 20,05 km lang rundstrækning. Efter en flad indledning skal man med 17,7 km igen over Muro Zaldua (300 m, 11%), og bare 1 km senere starter dagens sidste grusvej (900 m, ***). Med 15,5 km venter så Muro Ibiriku (550 m, 6%), inden man vender rundt for at køre mod vest tilbage mod Gorraiz. Igennem fladt terræn kører man en runde rundt om byen, inden man kører mod øst, nord og nordøst op til mål. Det sidste skarpe sving kommer med knap 3 km igen, men derefter bugter vejen sig konstant, også på den sidste kilometer, der stiger med 4,9% i snit med 8,2% over de sidste 500 m.

Etapen byder på i alt 1883 højdemeter.

Gorraiz har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Det er ikke uden grund, at Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, og 2019-udgaven ser ud til at blive en våd en af slagsen. Tirsdag vil ganske vist starte solrigt, men fra sidst på formiddagen vil det sky til, og fra 14-tiden vil der være 50-60% risiko for byger. Temperaturen vil bare nå 14 grader, og der vil være en let til jævn vind fra nordvest. Det giver ren medvind på den lange tur ned mod den kringlede sidste del, hvor vinden vil komme fra alle retning, men primært som med- eller modvind. Til sidst vil der være medvind frem til 3 k-mærket, derefter sidevind og til slut medvind på den sidste kilometer.

Analyse af 1. etape

Det er næsten af sportens grundregler, at ryttere altid topper i deres tid på Deceuninck-Quick Step. Det er meget sjældent, at ryttere får noget positivt ud af at skifte væk fra det belgiske superhold, der har en helt særlig evne til at få det maksimale ud af deres ryttere. Således skal man blot se på, hvordan ryttere som Marcel Kittel, Gianluca Brambilla, David De La Cruz, Tony Martin og i mindre omfang også Dan Martin har haft det svært efter at have forladt Patrick Lefeveres stald.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Som bekendt er der dog ingen regel uden undtagelse, og måske er Maximilian Schachmann netop en sådan. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvilket gennembrud den fænomenale tysker har oplevet i sin første tid, efter at det lykkedes Bora-mandskabet formentlig med en kombination af en fed check og en tysk base at sikre talentets underskrift på en kontrakt. Lige siden han på så ærgerlig vis måtte se en mulig podieplads i Strade Bianche forsvinde med en dum punktering, har han nemlig været her, der og alle vegne. Bare 24 timer efter den store grusvejsskuffelse, tog han sæsonens første sejr i GP Industria, og senest var han en fænomenal hovedaktør i Volta a Catalunya, hvor det lykkedes ham at sikre både en 1., 2., 3. og 4. plads i løbet af de bare syv dage.

I dag var han der så igen, det tyske vidunderbarn. Allerede på forhånd var det klart, at han måtte regnes som en af favoritterne til den indledende enkeltstart i Baskerlandet Rundt. Schachmann er således både dobbelt sølvvinder ved U23-VM og bronzevinder fra sidste års EM hos eliten, og han har allerede i sin tid hos Quick-Step opnået adskillige topplaceringer i enkeltstarter på højt niveau. Alligevel kunne man med nogen ret spørge, om den stejle basiske mur ikke ville give ham en lille ulempe i forhold til folk som Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski, der er sande specialister på netop denne type stigninger.

Den antagelse skulle imidlertid vise sig at være forkert. Schachmann var ganske enkelt i en klasse for sig i et løb, hvor han sejrede med hele 9 sekunder ned til nr. 2, og hvor kun 8 mand kunne holde sig inden for et halvt minut af hans vindertid på den ellers blot 11,3 km lange rute. På den flade første del var han sammen med Lawson Craddock den hurtigste, på den stejle mur var han også en af de allerhurtigste, og heller ikke på nedkørslen tabte han tid, selv ikke til de teknisk eminente Alaphilippe og Kwiatkowski.

Dermed fik Schachmann også viste, hvorfor han er så spændende en cykelrytter. Dagens rute testede nemlig rytterne over næsten hele spektret, og Schachmann var altså blandt de bedste i alle faser. Som ardennerspecialist blæste han op ad bakken, han kørte en forrygende nedkørsel, og som tempospecialist drog han fuld fordel af den flade del. Der er ganske enkelt ikke mange ting, Schachmann ikke mestrer, og det blev stillet til fuld skue i dag.

Med sejren er tyskeren nu også i pole position i kampen om den samlede sejr, men her har han stadig en udfordring. Hans eneste virkelige begrænsning er nemlig de høje bjerge, og selvom han åbenlyst er i mageløs form, må man stadig formode, at han kommer til kort mod de rigtige klatrere på løbets kongeetape. Heldigvis har han forinden tre finaler, der burde passe ham, og kan han her sikre sig en solid høst af bonussekunder, har han alligevel en chance for faktisk at vinde løbet.

Skulle det kikse, har Bora imidlertid andre kort at spille. Patrick Konrad, der ellers har været en skygge af sig selv siden et styrt i Algarve, rejste sig fornemt og kørte med en 6. plads det, der vel kan kaldes hans livs enkeltstart. Med sin gode spurt og som en mere klatrestærk type end Schachmann er han en glimrende plan B for det tyske hold, hvis virkelige kaptajn, Emanuel Buchmann, der i år har kørt som en sand motorcykel, ligeledes med en 15. plads gjorde det fornemt på en eksplosiv rute, der ikke passede ham. Dermed står det tyske hold, der i lyste af Peter Sagans klassikertrængsler, trænger til opmuntring, fremragende inden de kommende fem etaper.

Alligevel er det svært at komme udenom, at Adam Yates vel kørte sig ind som løbets favorit efter dagens enkeltstart. Det var nemlig denne etape, der var den største udfordring for den formstærke brite, der har været skræmmende stærk gennem hele sæsonen. På forhånd stod det klart, at den stejle mur ville gøre det muligt for den ellers temposvage Yates at gøre det betydeligt bedre end vanligt, men han kunne næppe have regnet med at slå alle sine værste rivaler. Det gjorde han imidlertid, og selvom hans forspring er relativt beskedent, står han i en position, hvor han ikke nødvendigvis skal køre specielt offensivt for faktisk at vinde løbet.

Det kræver dog, at han for skovlen under Daniel Martinez. Allerede inden løbet fremstod colombianeren som en farlig dark horse, efter at han i Paris-Nice havde konfirmeret, at han er noget så sjældent som en colombiansk tempospecialist og ved at slå en vis Miguel Angel Lopez på kongeetapen samtidig havde vist, at han nu kan klatre med de allerbedste. I dag kombinerede han de to evner til at sikre sig en 2. plads, der bringer ham i en fremragende position til at skabe den næste lille EF-overraskelse efter Alberto Bettiols store flamske triumf i går. Han er i hvert fald den bedst placerede klatrer, og knækker de tre klassikerspecialister på kongeetapen, er det ham, der reelt er at betragte so løbets øjeblikkelige førstemand efter en etape, hvor holdkammeraten Lawson Craddock med en 13. plads også fortsatte de lovende takter fra sæsonstarten, og hvor dieselklatreren Hugh Carthy, der havde skuffet så fælt i Catalonien, pludselig leverede en chokenkeltstart på en rute, han burde have afskyet.

Man må nemlig formode, at kongeetapen kan blive lidt for svær for Kwiatkowski og Alaphilippe. De har begge store chancer for at sikre sig mange bonussekunder i de kommende dage, men de har også begge deres begrænsninger på lange stigninger. Kwiatkowski fandt i hvert fald sin grænse i Paris-Nice, og Alaphilippe viste senest i Tirreno-Adriatico, at han har en kedelig tendens til at falde sammen efter et par dage i et etapeløb. Begge har en reel mulighed for faktisk at vinde løbet, specielt hvis de udnytter de kommende klassikeretaper optimalt, men de vil være meget sårbare, når klatrerne lægger tryk på i Eibar på fredag.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Alaphilippe og Deceuninck har i givet fald en fuldgod erstatning. Dagens mest bemærkelsesværdige præstation leverede Enric Mas nemlig. Blandt rytterne i top 10 var han nemlig den eneste, der kørte på plaskvåde veje, og derfor er det temmelig bemærkelsesværdigt, at han endte etapen som nr. 8. Allerede i Catalonien var det tydeligt, at han efter en skuffende start bare blev bedre og bedre, og da dagens resultat slet ikke afspejler, hvor stærkt han egentlig kørte, skal man ikke blive overrasket, hvis han bliver helt umedgørlig på fredag. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det catalanske etapeløb var det, han manglede for at finde topformen.

Sky kan til gengæld få sværere ved at vinde, hvis Kwiatkowski skulle falme. Holdet anden kaptajn, Geraint Thomas, kørte med en 9. plads ganske vist en hæderlig enkeltstart på en rute, der var langt fra optimal for Tour-kongen, men man kunne alligevel have ventet sig mere af waliseren, der sidste år var stærkeste mand i alle sine ugelange etapeløb mellem Algarve og Dauphiné bortset fra et lille flop i Romandiet. Han har tydeligvis nået et konkurrencedygtigt niveau og vil helt sikkert også være langt fremme på kongeetapen, men det kan være svært at se, hvordan han skal indhente det tabte til de formstærke Mas og Yates og måske også til jokeren Martinez.

Heller ikke det ellers så brølstærke Astana-mandskab kan være helt tilfredse. Holdets bedste kort, Ion Izagirre, der altid kører stærkt på sin baskiske hjemmebane, måtte med en 7. plads indse, at han stadig ikke er den temporytter, han var i årene på Movistar, og Jakob Fuglsang måtte desværre som forventet indkassere et lidt for stort tidstab på en eksplosiv rute, der ikke just var hans kop te. Alexey Lutsenko kunne med en 21. plads heller ikke helt fortsætte de forrygende takter fra sæsonstarten. Til gengæld var det stærkt opløftende at se Pello Bilbao rejse sig efter et svært skuffende Catalonien Rundt og en gang bronkitis, der kostede ham GP Miguel Indurain, og med sin 11. plads sikrede han, at kasakkerne fortsat har det bredeste spektrum af klassementsryttere.

Andre ryttere, der kan være tilfredse, er Dan Martin og Dylan Teuns, der begge gjorde det glimrende på en rute, hvor de drog maksimal fordel af deres specialle på de stejleste procenter, og Mikel Landa kan vel egentlig heller ikke være helt utilfreds med en 29. plads, hvis han husker på, at han netop er kommet tilbage efter en skade og er alt andet end tempospecialist. Det ændrer dog ikke på, at Movistar med et relativt svagt mandskab ført an af en kaptajn, der ikke er i topform, får svært ved at vinde dette hjemmebaneløb, hvor de ellers altid er en magtfaktor. Det var ligeledes lovende at se de unge talenter Lucas Hamilton og Tadej Pogacar bekræfte deres stærke sæsonstart, ligeso Amanuel Ghebreigzabhier atter fik vist, at det altså ikke kun er hans navn, der gør ham interessant.

For andre var etapen sværere. David Gaudu måtte sande, at han altså selv på en enkeltstart som denne slet ikke er konkurrencedygtig, og George Bennett tabte helt sikkert også mere tid end ventet. Verst gik det dog for Bauke Mollema, der med en helt horribel præstation fortsatte sin deroute som klassementsrytter. Dermed fortsætter 2019 med at være et forfærdeligt år for Trek, hvis kaptajner alle synes at skuffe i enhver sammenhæng.

Det går Rohan Dennis også. Dette var ganske vist slet ikke en enkeltstart, hvor han gik til start som den favorit, han ellers oftest er, men alligevel er det stærkt bekymrende, at han end ikke kom i top 20. Mere og mere tyder efterhånden på, at skiftet til Bahrain-Merida var en gennemført dårlig ide, for indtil nu har det været en sæson helt til skraldespanden. Det er da også bemærkelsesværdigt, at verdensmesteren ikke har udtalet sig til offentligheden, siden han fik sig sin store dukkert i Tirreno-Adriatico. Noget kunne tyde på, at han også selv er bekymret!

Den slags overvejelser har Schachmann ikke grund til at have. Selvom også han har foretaget et modigt holdskifte, er der i hvert fald intet, der tyder på, at det har haft en negativ effekt på hans præstationer. Tværtimod rider han i øjeblikket på en bølge, der synes at kunne føre ham næsten, hvorhen han ønsker.

Spørgsmålet er bare, om det også kan føre ham til toppen af podiet, når det baskiske etapeløb på lørdag slutter i Eibar. Logikken siger, at kongeetapen bliver for hård, men hvem tør afskrive det tyske vidunderbarn, der ikke synes at lade sig begrænse af noget som helst?

Favoritterne

Med dagens enkeltstart ude af verden ved rytterne nu, hvor meget tid der skal hentes på stigningerne. Det er primært på kongeetapen, at det store slag skal slås, og det kan vise sig som den eneste etape, hvor der virkelig kan gøres forskelle. Forinden venter der dog tre etaper, der alle er skabt til klassikerryttere, og hvor flere af de eksplosive folk vil have gode muligheder for at score et hav af bonussekunder.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og netop begrebet klassikerrytter bliver relevant, når det gælder den meget interessante 2. etape. Baskerlandet er kendt for sine stigninger, men tirsdag byder på en nyskabelse i form af et helt lille Strade Bianche. Antallet af højdemeter er begrænset i forhold til vanlig baskisk standard, men med flere grusveje samt korte, stejle bakker i finalen er der mange ligheder mellem morgendagens etape og den italienske nyklassiker.

Der er dog også betydelige forskelle. Finalen er langt, langt fladere end i det toscanske løb, hvor antallet af højdemeter er en lige så stor udfordring som grusvejene. Denne etape byder trods alt først og fremmest på fladt terræn, selvom der altså er enkelte små mure over der sidste 50 km, hvor også alle grusvejene er placeret.

Vigtigst er det at notere sig, at de vanskeligste dele kommer med 40-50 km til mål, og at de sidste grusveje er placeret mere end 15 km fra stregen. Den sidste lille bakke, der heller ikke er noget særligt kommer med ca. 10 km igen, og det er derfor en afslutning, der er betydeligt lettere end i Strade Bianche. Vi skal derfor slet ikke forvente os samme udskilning, og det vil nok snarere være en nervøs og stressende dag, hvor mange klassementsryttere vil være bange for at smide det hele væk som følge af styrt eller punkteringer.

Under alle omstændigheder lægger etapens natur op til aggressiv kørsel, også fra start, hvor den svære indledning kan give anledning til mange angreb og skabelsen af et relativt stærkt udbrud. Afstandene i klassementet er imidlertid så små, at det meget stærke Bora-hold ikke kan tillade sig at give dem et stort forspring. Man må også formode, at Deceuninck vil gå stenhårdt efter en etapesejr til Julian Alaphilippe, og måske vil en mand som Simon Clarke og tage et vist initiativ med EF. Derfor giver vi ikke det tidlige udbrud mange chancer.

Løbets ventes for alvor at blive åbnet, når vi rammer de første grusveje, men som sagt forventer vi, at de kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt. Vi skal snarere forvente angreb på de to sidste grusveje, men også de kommer formentlig for tidligt. Da resten af etapen ikke er specielt svær, forventer vi derfor en nervøs og stressende finale, der kulminerer med en spurt i et relativt stort felt.

Selve afslutningen er skabt til puncheurs. De sidste 500 m stiger med hele 8,2%, og det er derfor slet ikke nogen uvæsentlig bakke. Naturligvis er det ikke en Mur de Hoy, men det er en finale, der er bedre til klassikertyper end til hårdføre sprintere. Tillige bugter vejen sig ganske meget til sidst, og det er derfor også en væsentlig ting at holde sig fremme.

Netop det forhold, at det er en puncheurfinale får os til at pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Franskmanden har altid været en knivskarp afslutter, men i år har han spurtet bedre end tidligere. Således satte han alle til vægs i Milano-Sanremo, og på 6. etape i Tirreno slog han endda sprinterne i en afslutning, der steg betydeligt mindre end denne. På 2. etape i det italienske løb viste han atter, hvor suveræn han er på bakker som den, der venter her, og i øjeblikket er det vel kun Peter Sagan, Michael Matthews, Alejandro Valverde samt måske Sonny Colbrelli, der kan true ham i en afslutning som denne. Positioneringen fejler heller aldrig noget, og selvom han måske ikke var helt skarp på dagens enkeltstart, viste han trods alt fin form. I år synes Alaphilippe at vinde de fleste af de løb, der ligger til ham, og han må derfor være den klare favorit.

Det er imidlertid også en god afslutning for Michal Kwiatkowski. Med dagens 3. plads viste han også ganske fin form efter en lille pause, og han har flere gange vist sig som en af verdens bedste puncheurs. Det gjorde han blandt andet med sine to etapesejre i Polen Rundt og 2. pladsen bag Valverde på 2. etape i Vueltaen sidste efterår, og han burde kunne lide denne finale, der synes stejl nok til, at han kan gøre sig gældende. Også han er kendt som usvigeligt sikker i positionskampen, og han har samtidig et fremragende hold til at køre sig frem. Finalen her er en god test inden Ardennerne, og han vil være opsat på at se, hvor han står i en spurt mod Alaphilippe, inden det går løs i klassikerne.

Maximilian Schachmann har måske ikke helt de samme resultater som de to ovennævnte i finaler som denne, men han viste med 4. pladsen på 2. etape i Catalonien, at han er en glimrende puncheur. Hans form er som bekendt helt forrygende, og også han elsker tekniske finaler på regnvåde veje. Han vil være topmotiveret for at forsvare sin førertrøje, og det gøres ikke bedre end ved at sikre sig yderligere bonussekunder. På papiret er både Alaphilippe og Kwiatkowski nok en anelse hurtigere, men med den form, han har vist i år, ligner Schachmann en mand, der vil være i stand til at tage kampen op mod de to ardennerspecialister.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Astana er i den luksusposition, at finalen passer til næsten alle deres ryttere. Kun de to kaptajner, Ion Izagirre og Jakob Fuglsang, savner nok lidt højdemeter for at have en chance, men de fem øvrige har alle en glimrende spurt på en bakke. Bedst chance har nok Alexey Lutsenko, der som bekendt har været helt ustyrlig i år. Nu har han haft en lille pause, og det skaber altid en vis usikkerhed for ustabile Lutsenko. Hans enkeltstart i dag var dog ganske hæderlig, og han synes derfor ikke at have mistet al form. Med tanke på de puncheurevner, han viste i Tour of Oman i år, burde det i hvert fald være en fin finale for ham, hvis han nærmer sig niveauet fra februar og marts måned.

Året har også været et sent gennembrud for Simon Clarke. I sin karrieres efterår har australieren nået et helt nyt niveau, som kulminerede, da han klatrede med de bedste på kongeetapen i Tirreno og sad med i finalen i et usædvanligt hårdt Milano-Sanremo. Også han har nu haft en pause, men han burde være i form frem mod Ardennerne, der er hans store mål. Han elsker samtidig Strade Bianche, hvor han i år var en nøgleaktør, og derfor må han utvivlsomt have kigget sig denne etape ud. Har han de samme ben som i Italien i marts, vil han være en farlig kandidat til denne spurt.

Det samme vil Patrick Bevin. Han fik måske ikke det ønskede udbytte i Catalonien, men han var stadig med helt fremme i hver eneste spurt. Samtidig blev han bedre og bedre, efter at han har brugt noget tid på at komme sig ovenpå det styrt, der formentlig kostede en samlet sejr i Tour Down Under. Har han fundet de sidste procent frem mod dette løb, burde han i hvert fald være farlig i en spurt som dette, for det er svært at glemme, hvor imponerende han var, da han knuste alle i den stigende spurt på 2. etape Down Under. Også i sidste års Tour of Britain viste han evnerne i denne type finaler, og betaler han ikke for meget for sit svage hold burde han køre med om sejren her.

Det burde Jay McCarthy egentlig også, men australieren kan nu blive henvist til at køre for Schachmann. Han har ellers i blandt andet Tour Down Under vist sine evner som puncheur. Omvendt har han i år slet ikke fundet de samme ben som sidste år, og senest skuffede han i Catalonien. Kombinerer man det med usikkerheden om hans rolle på holdet, er han mere en joker end en regulær favorit. Han burde dog være blandt feltets skarpeste afsluttere på en bakke som denne. Bora har faktisk også i Patrick Konrad en tredje kandidat, men han mangler nok alligevel den sidste fart til at kunne vinde.

Astana har som sagt flere kandidater. Næstbedste kort kunne være Omar Fraile, der vil være opsat på at vinde på sin baskiske hjemmebane. Den brølstærke basker slog som bekendt en vis Sonny Colbrelli i en stigende spurt i Romandiet sidste år, og det vidner om, at man bestemt ikke skal undervurdere hans afslutterevner. Man kan måske frygte, at denne afslutning er lidt for stejl, men det burde være en oplagt mulighed for Fraile, hvis han får chancen på et hold, hvor man nok skal slå lidt hårdt i bordet for at sikre sig en beskyttet status.

Løbets allerstørste joker er Enrico Battaglin. Den altid uforudsigelige italiener har intet vist i umindelige tider, og hans form efter skiftet til Katusha har bestemt ikke været prangende. Det havde den bare heller ikke inden sidste års Giro, og her var han i absolut særklasse på både 4. og 5. etape, hvor han havde vundet begge dage, hvis ikke han var blevet fanget på den første af de to etaper. Her viste han, at han skal regnes som en af verdens absolut bedste puncheurs, når han en sjælden gang har fundet formen. Spørgsmålet er bare, om han har det. Intet tyder på det, men efter en pause kan Battaglin sagtens hive endnu en kanin op af hatten.

Er finalen for let for Dan Martin? Det er den formentlig, men den lille irer viste i dag, at formen er fremragende. I Touren i 2017 endte han faktisk i top 3 i en spurt, der end ikke var så stejl som denne, og derfor har han vist, at man skal passe på med helt at afskrive ham. Det vil stadig være en overraskelse, hvis han faktisk ender øverst på podiet, men han har potentiale til at blande sig i kampen om podiet.

Det burde faktisk være en endnu bedre finale for hans holdkammerat Diego Ulissi, der tidligere skulle regnes som en af de førende puncheurs. Problemet er bare, at han stort set intet har vist i det seneste års tid, og senest kørte han et yderst tamt Paris-Nice. Omvendt viste hans suveræne sejr på 5. etape i Tour de Suisse sidste år, at alle puncheurevner ikke er helt forsvundet. Han har en kedelig tendens til aldrig at præstere i Baskerlandet, men man kan håbe, at han gør en undtagelse i en finale, der burde passe ham.

En spændende kandidat er Bjorg Lambrecht . Det belgiske talent har gjort dette løb samt Ardennerne til årets store mål, og han viste med sidste års sejr på kongeetapen i Tour des Fjords, at han har potentiale i denne type afslutninger. Det samme gjorde han på en Vuelta-etape sidste år, og han vil helt sikkert gå efter et resultat igen her. Desværre har han ikke vist sin allerbedste form hidtil, men omvendt er det også først nu, at han skal toppe.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med en 2. plads i GP Miguel Indurain har Luis Leon Sanchez vist, at han stadig er i form. Han er primært i dette løb som hjælper, men måske kan få lov at køre sin chance her. Det burde i hvert fald være en god afslutning for den stærke spanier, der i Tour Down Under genfandt lidt af de spurtevner, der ellers var gået fløjten. Afslutningen er måske lige stejl nok, og det er slet ikke sikkert, at Astana giver ham chancen, men han burde kunne gøre det hæderligt. Til gengæld tror vi ikke, at der bliver plads til, at de ellers halvhurtige Gorka Izagirre og Pello Bilbao får lov på et hold, hvor der er mange skarpe afsluttere.

Finalen er formentlig for let for Dylan Teuns, men vi vil alligevel nævne ham. Belgieren overraskede nemlig med en 2. plads bag Kwiatkowki på 5. etape i Polen sidste år, hvor bakken endda var knap så stejl. Det viser, at det ikke kun er på stejle mure, at han kan afslutte, og dagens fine enkeltstart viser, at han ikke er for mærket af sin sygdom. Han vinder nok ikke på en let bakke som denne, men han kan godt blande sig i kampen om podiet.

Meget af det samme kan siges om Adam Yates, men den lille brite er så velkørende, at han sikkert alligevel ender langt fremme. Han skal i hvert fald holde sig til, og i Tirreno har han før vist, at han godt kan spurte på bakker som disse. 8% er en endda ganske meget, og derfor kan det godt vise sig at være stejlt nok til at også Yates måske kan tage del i kampen om bonussekunder.

En spændende joker er Valentin Madouas. Det franske supertalent har flere gange givet prøver på sin fine spurt, senest i endagsløbene i Ardeche og Drome i begyndelsen af marts. Han viste storform med sit stærke angreb i finalen i Vitré i fredags, og da han er kommet til Baskerlandet for at vinde en etape, vil han sikkert forsøge sig her. Han har stadig til gode at blande sig på højeste niveau i en puncheurfinale, men én gang skal jo være den første. Talentet er der i hvert fald. Det kunne også være en finale for holdkammeraten Anthony Roux, men vi tror, at de kører for ungersvenden i stedet.

Endelig vil vi nævne Anthony Perez og Enrique Sanz . Franskmanden er stadig et ubeskrevet blad, men det er stadig svært at glemme, hvordan han slog Greg Van Avermaet i en finale som denne i Luxembourg for to år siden. Han har endda vist ganske god form i år og kunne derfor være en overraskelse. Det samme kunne Sanz, der vandt tre stigende spurter i Alentejo for nylig. Vi frygter lidt, at finalen her er en anelse for stejl, og at niveauet måske er lidt for højt, men han har formen og de rette karakteristika til at overraske.

Andre kandidater til spurten er Alexandre Geniez, Jose Goncalves, Ditry Strakhov, Tom-Jelte Slagter, Tom Skujins og Jonathan Lastra. Til gengæld er det nok slut for formsvage Michael Albasini og for hårdt for Jon Aberasturi. Alex Aranburu er efter sin skade endnu ikke i form, og Jose Joaquin Rojas er nok heller ikke længere hurtig nok. Endelig burde det egentlig være en perfekt finale for Fabio Felline, men selvom han faktisk gjorde det godt i dag, tør vi stadig ikke helt stole på, at han er god nok efter sin lange, lange sygdomsperiode.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Maximilian Schachmann

Outsidere: Alexey Lutsenko, Simon Clarke, Patrick Bevin, Jay McCarthy, Omar Fraile

Jokers: Enrico Battaglin, Dan Martin, Diego Ulissi, Bjorg Lambrecht, Luis Leon Sanchez, Dylan Teuns, Adam Yates, Valentin Madouas, Anthony Perez, Enrique Sanz