Optakt: 2. etape af Paris-Nice

Ruten

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, medmindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Rejsen mod solen indledes med en distance på 166,5 km, der fører feltet fra Chevreuse til Chalette-sur-Loing. Startbyen er en forstad til Paris, og etapen består helt traditionelt af den klassiske rejse mod syd ned gennem det flade Nordfrankrig. Terrænet omkring hovedstaden er, som 1. etape viser, dog ikke helt fladt, og derfor er der et par mindre bakker, når man fra start kører mod først syd og siden sydøst op over kategori 3-stigningen Cote des Loges (1,4 km, 5,0%), der har top efter 22,5 km. Herfra fortsættes mod syd ned til den første spurt, som kommer efter 27,5 km, inden det får mod sydøst igennem terræn, der byder på flere mindre bakker. Man slår et lille smut mod sydvest, inden man kører mod øst op over kategori 3-stigningen Cote de Bouville (1,4 km, 4,4%) og Cote du Pressoir (1,1 km, 5,9%), der kommer lige i rap med top efter hhv. 65,5 km og 74,0 km.

Efter den småkuperede start er resten af etapen stort set helt flad. Efter at være fortsat mod øst, drejer man mod syd og siden sydøst for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 116,0 km. Herefter snor man sig mod syd gennem fladlandet, inden man drejer mod syd og siden atter sydøst for at køre ind til Chalette-sur-Loing. Her drejer man næsten 180 grader med 2700 m igen, inden en lang, lige og 7 m bred vej leder til mål i en afslutning, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen byder på i alt 1173 højdemeter.

Chalette-sur-Loing var senest mål for et stort cykelløb i forbindelse med 2008-udgaven af Tour de l’Avenir, hvor Andrey Amador vandt en prolog i byen. I 2001 vandt Laszlo Bodrogi en firemandsspurt i samme løb foran unge udgaver af Sylvain Chavanel og Samuel Sanchez.

Vejret

Efter en blæsende og våd søndag venter der mere vind mandag, som dog også vil være mere tør. Således vil det være en rigtig bygedag med en blanding af sol og skyer og en indledende bygerisiko på 25%, men det burde være tørt med lidt solskin mod etapens slutning. Temperaturen vil nå 12 grader, og den relativt kraftige vind vil komme fra vest og have en styrke på op til 25 km/t. Det giver direkte sidevind fra start og dernæst sidemedvind det meste af dagen, inden man hovedsageligt får sidevind på de sidste godt 30 km. Til slut får man sidemedvind i udkanten af målbyen, indtil man får sidemodvind på de sidste 2700 m.

Analyse af 1. etape

Nu er der ganske vist et stykke vej fra Paris til Waterloo, men hvert forår er det for mange af sportens største cykelryttere alligevel, som om den franske hovedstad pludselig er rykket nogle kilometer mod nord. Og måske er der en eller anden form for symbolik i, at nogle af verdenskrigenes mest brutale slagmarker fandt sted i den nordlige del af det store land og på den anden side af grænsen til de belgiske naboer.

Der er i hvert fald mange af de bedste cykelryttere, der har forladt området med samme følelse, som Napoleon må have haft i Waterloo for mange år siden. Og selvom et cykelløb naturligvis ikke tåler sammenligning med nogle af verdenshistoriens mest brutale skyttegravskrige, er det alligevel svært ikke at regne det flade Nordfrankrig som en brutal slagmark, i hvert fald i overført betydning.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

År efter år sker der nemlig det samme. En hel hær af vævre klatrere møder op til Paris-Nice med intentioner om at danse fra rivalerne på de sydfranske stigninger i det solbeskinnede område omkring Nice. Forinden er der ganske vist et par nordfranske etaper, der skal overstås, men de er jo bare lette sprinteretaper.

Sådan er der mange, der har tænkt, for siden at blive revet tilbage til virkeligheden på den mest brutale maner, når det går op for dem, at det kan blæse voldsomt på de åbne nordfranske vidder i mrts måned I de senere år skete det for storfavoritten Richie Porte, da han i 2017 blæste helt ud af klassementet på kortere tid, end han kunne nå at stave til sit elskede Col d’Eze, hvor han to gange har sikret sig den samlede sejr. Og det skete sidste år, hvor folk som Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez og Ion Izagirre kunne glemme alt om at køre med om sejren, længe inden de havde set det første bjerg.

At Nordfrankrig så ofte har ageret favoritternes Waterloo, har også ofte fået ryttere til at foretrække Tirreno-Adriatico fremfor Løbet mod Solen. Det er eksempelvis en af årsagerne til, at Thibaut Pinot først i år stifter bekendtskab med et af sit hjemlands største løb. Og da Vincenzo Nibali i sidste øjeblik meldte sin ankomst, kunne man næsten helt i Danmark høre Porte udgyde et lettelsens suk, efter at han nu kunne overlade klassementet til sin italienske holdkammerat og lade grupperne sejle væk de første dage, mens han sparer kræfter til at kunne vinde en etape i de bjerge, han elsker langt mere end nordfransk sidevind.

Porte havde da heller ingen grund til at fortryde sit valg, da den omtumlede 78. rejse mod den sydfranske sol i dag blev indledt med en etape, der mindede os alle om, hvorfor kun tåber ikke frygter den første halvdel af Paris-Nice. Efter at blæsten nok engang raserede i feltet kan Pierre Latour, Warren Barguil,, Damiano Caruso, Lilian Calmejane, Guillaume Martin, Romain Bardet, Roman Kreuziger, Tejay van Garderen, Patrick Konrad og netop Porte alle glemme alt om at vinde løbet eller køre med om de sjove placeringer, og dermed er det udskilningsløb, som den første del af løbet ofte er, skudt i gang med et brag, der kun bliver endnu højere på mandagens etape, der på papiret ser endnu farligere ud.

Faktisk så det en overgang ud til, at listen over slagne ryttere skulle være endnu længere. Havde det ikke været for supertalentet Ivan Garcia, der nok engang viste, hvorfor han står foran et gigantisk klassikergennembrud i år, kunne vi måske have kogt årets løb ned til en duel mellem bare Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot. De brutale vejrbetingelser havde nemlig gjort løbet så hårdt, at det åbenbart kun var Bahrains spanske enmandshær, der havde overskud til at forsøge at redde løbet for sine kaptajner, efter at den stærke frontgruppe, der slap væk efter det sving, alle måtte have luret som etapens nøglepunkt, havde kørt først resten af Bahrain-mandskabet og siden hele EF-kollektivet sønder og sammen.

Det var i hvert fald svært at få taktikken. Alaphilippe kom ind til løbet som en af de tunge favoritter, og Benoot har med sine 4. pladser i Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico vist, at han efterhånden klatrer så godt, at han skal tages seriøst som klassementsrytter - ikke mindst på denne tid af året, hvor han altid er en af de stærkeste i Tirreno. Derfor burde alle alarmklokker have ringet, og selvom det havde været knaldhårdt, havde de fleste kaptajner folk, der kunne ofres. Således sad Connor Swift hos forhåndsfavoritten Nairo Quintana, Thibaut Pinot var støttet af Olivier Le Gac og Rudy Molard, Vincenzo Nibali havde Jasper Stuyven, EF sad stadig med flere folk omkring Sergio Higuita, og Bora sad med hele fire mand i form af Peter Sagan, Patrick Konrad, Felix Grossschartner og Maximilian Schachmann.

Alligevel var alle åbenbart så trætte af det gigantiske sidevindsræs, at det var op til stakkels Garcia at forhindre, at løbet efter bare 154 km var reduceret til en duel. Og da Lotto langt om længe indså, at de kunne vinde etapen med John Degenkolb på en dag, hvor de mange sprintere, der ellers normalt excellerer i sidevind, højst overraskende var blevet blæst langt agterud ved første fløjt, og derfor sendte Jasper de Buyst til fronten, begyndte der at ske noget. Og da også Bora fandt ud af, at man ikke kan beskytte fire ud af fire mand - det ville de ellers gerne, når nu de sad med tre klassementsryttere og en etapefavorit - og brændte Felix Grossschartner af, blev blødningen stoppet så meget, at særligt Quintana må skrive De Buyst, Grossschartner og ikke mindst Garcia på julekortlisten, nu hvor han stadig er i spil til den samlede sejr.

Chancerne er dog blevet markant forringet. Nok er tidsforskellene ikke store, men i et løb uden svære bjerge, og hvor den formstærke colombianer vil tabe tid på enkeltstarten, kan de mellem 18 og 25 sekunder, han har tabt til fire rivaler, blive vigtige. Og med udsigt til en farlig mandag kan der være mere tid at tabe, selvom Quintana nu ellers nok engang fik dokumenteret, at han er blevet lidt af en sidevindsmester, som vi også så det i netop Paris-Nice og Vueltaen sidste år.

Udfordringen er naturligvis, at de fire mand, der vandt tid, alle kan køre klassement, men heldigvis for colombianeren er der også lyspunkter at hente. De fire forreste har nemlig alle markante begrænsninger på lange stigninger, og de vil alle utvivlsomt finde lørdagens Colmiane-stigning en anelse for lang efter deres smag. Således er det endnu aldrig lykkedes Schachmann at køre med de bedste i bjergene i ugelange løb, Alaphilippe var indtil sidste års Tour notorisk berømt for altid at eksplodere på de lange stigninger efter et par dage i etapeløbene, og selvom de har lært at forsvare sig, er hverken Benoot eller Teuns rigtige klatrere, som vi senest så det i Ruta del Sol, hvor Teuns ikke kunne matche bjergrytterne i deres terræn.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Alligevel kan de alle fire se tilbage på dagen med stor tilfredshed. Det gælder naturligvis særligt for Schachmann, der allerede efter seks løbsdage har bevist, at hans kometagtige opstigen bare er fortsat, selvom man næsten ikke troede, at det kunne blive bedre end i 2019. Ganske vist betød en fejl ved en trafikø, at han ikke kom med i sidevinden, men da først det gik løs på brostensbakken til sidst, viste han den overlegne klassiker, der gav ham tre etapesejre på fire dage i sidste års Baskerlandet Rundt, hvor han både viste sit guddommelige, punch, sin stærke spurt og sine evner i regnvejr. Alt sammen brugte han til at sejre igen i dag, og med sin gode enkeltstart kan trygt gå i hvert fald de kommende dage i møde. Nu bliver udfordringen at bevise, at kometagtig vækst også kan omsættes i evner til at køre i høje bjerge.

Også Alaphilippe kan være ganske tilfreds, selvom han lige nu utvivlsomt ser etapen som en spildt mulighed. Forud for løbet var der nemlig stor usikkerhed om hans form efter den gigantiske nedtur sidste weekend, men den usikkerhed fik han i hvert fald delvist lagt bag sig. Nok brændte han lidt for meget af på at lukke til Benoot til sidst, men efter en hel dag med overbevisende kørsel var det måske meget fint, at han også viste lidt menneskelighed. Samtidig fik han fjernet frygten for, at han ikke længere kan præstere i regnvejr, og med tanke på en enkeltstart, der burde ligge til hans højreben, og en tro på, at sidste års Tour var udtryk for, at han nu også kan køre i høje bjerge, må han vel lige nu anses som favoritten blandt de fire forreste, der lige nu sammen med Quintana ligner de sandsynlige vindere af løbet.

Til den gruppe skal også regnes Teuns. Belgieren havde det svært i sidevinden i åbningsweekenden, som han også havde det i dag, men formen er der i hvert fald intet i vejen med. Det uhyre stærke indtryk, han også efterlod i Andalusien, blev til fulde bekræftet, da han var manden bag angrebet på den sidste brostensbakke, og lægger man dertil, at hans enkeltstart i Ruta del Sol viste sig som yderligere forbedret - i hvert fald på en kuperet rute, som den han finder på onsdag - kan han lugte blod. Udfordringen er naturligvis Colmiane, men her kan han i det mindste lune sig ved 2. pladsen for to år siden, selvom feltet dengang var betydeligt svagere, og han ikke var oppe mod en lige nu nærmest overmenneskelig Quintana. Samtidig viste Pello Bilbao, der også har enkeltstarten som et stærkt våben, også lovende takter, der gør Bahrain til et ganske interessant hold, hvis Garcia kan klare ærterne for dem de kommende dage.

Benoot må nok antages at have de ringeste chancer, og han har særlig grund til at ærgre sig over, at en duo til slut blev forvandlet til en kvartet. Det skyldes naturligvis hans enkeltstart, der nok er forbedret, men stadig mærkbart ringere end for de tre følgesvende. Til gengæld bekræftede han, at han altid er i storform., når han lander fra højderne, og modsat de tre rivaler, der alle har for vane at eksplodere, når stigningerne bliver for lange, er Benoot bundsolid. Samtidig kan han glæde sig over, at hans Sunweb-mandskab i dag spillede med musklerne og var de i særklasse stærkeste i sidevinden - faktisk var det formstærke Benoot selv, der vandt kampen om at komme først igennem etapens vigtigste sving - og dermed kunne der være udsigt til, at han kan vinde yderligere tid i morgen, selvom det naturligvis ikke er let at matche Deceuninck, der med Kasper Asgreen og Zdenek Stybar også pakkede Alaphilippe fornemt ind i sidevinden.

Naturligvis kan man spørge, om Sunweb fik det maksimale ud af etapen. Cees Bol bekræftede nemlig det fornemme indtryk, han efterlod i Kuurne, da han ikke blot sad med i sidevinden, men også var ganske overlegen i en spurt, hvor han var oppe mod den uhyre formstærke Giacomo Nizzolo. Benoots podie- og måske endda sejrschancer er imidlertid så reelle, at gamblingen var det hele værd, ikke mindst fordi løbet havde været så knaldhårdt, at det havde været meget svært at få en spurtafgørelse. Det lykkedes jo netop Teuns og Schachmann at køre væk, og det var derfor ikke satsningen på klassementet, der i første omgang kostede hollænderen karrierens største sejr.

Heldigvis er løbet stadig temmelig åbent. Det var nemlig ikke blot Quintana, der klarede sig helskindet med feltet hjem. Det samme gjorde Sergio Higuita, der ellers vågnede op til en helt ny virkelighed i et sidevindsræs, hvor han flere gange var tæt på at blæse væk, samt Vincenzo Nibali, Thibaut Pinot, den overraskende formstærke Felix Grosschartner, der ellers hat været helt væk i sæsonstarten, Michael Woods, der lagde fornemt fra land i en disciplin, der bestemt ikke er ham, og ikke mindst Tanel Kangert, der med sin storform og sin stærke enkeltstart mere og mere ligner en mand, der skal tages seriøst. Det gør også Pinot og Nibali, men det er mere i kraft af deres klasse end deres præstation i dag. Således ville man normalt forvente, at Nibali med solid støtte fra et af de bedste klassikerhold kunne holde sig til i sidevinden, ligesom FDJs meget passive kørsel næsten ikke kan tolkes som andet end endnu en dårlig dag for Pinot, der bestemt ikke er kommet flyvende fra land i år.

Faktisk er det påfaldende, hvor mange klassementsryttere, der sad med i feltet til slut. Normalt er sidevind ellers en fornøjelse for sprinterne, der excellerer i den disciplin, men i dag blæste de alle langt væk. Pascal Ackermann endte næsten sidst, og heller ikke Caleb Ewan eller Sam Bennett var tæt på. Nu har netop sidevind aldrig været Ewans kop te, men for Bennett og Ackermann var det en skuffelse. Heldigvis ved vi for Bennett, at han altid er rusten i starten af et etapeløb, særligt når vejret har ændret sig kraftigt, som det har for ireren, der senest kørte i 35 grader i Emiraterne.

I stedet var det kun klassikersprinterne, der sad der. Det var den uhyre imponerende Bol samt holdkammeraten Michael Matthews, der dog i sæsondebuten manglede lidt for at være der i sidevinden. Det var naturligvis råstærke folk som Stuyven og Degenkolb, og så var det ikke mindst Nizzolo, der virkelig synes at nærme sig sit gamle niveau efter en overbevisende sæsonstart. Desværre er han lidt af en enmandshær på et NTT-hold, der ikke mærker skyggen af fremgang i forhold til sidste år - dansk manager eller ej. Og så sad de hårde drenge som Yves Lampaert, Asgreen, Stybar, Søren Kragh og Oliver Naesen naturligvis præcis, hvor man ventede det.

Det gjorde Peter Sagan til gengæld ikke. Det er vist svært at huske, at slovakken nogensinde er blevet sat i sidevinden tidligere, men i dag var han nærmest usynlig. Nu meldte Schachmann efter løbet, at Sagan havde reddet ham ud af en kattepine, da feltet splittede, men det var alligevel påfaldende at se den engang så suveræne stjerne blive sat på brostensbakken til sidst. Naturligvis var det hans første løb i mere end en måned, men Sagan plejer altid at køre stærkt efter en højdetræningslejr. Og efter en 2019-sæson, hvor det kun var hans flotte VM, der genskabte håbet om, at han stadig har sit gamle niveau, er det svært ikke endnu engang at sidde med fornemmelsen af, at Sagans storhedstid kan være ovre.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

Heldigvis har Bora en anden komet på vej. Lige nu synes Schachmann at være ustoppelig, og han er i hvert fald ikke blevet ringere i løbet af den mærke vinder. Om han klatrer godt nok til at vinde Paris-Nice, må stadig regnes som meget usikkert, men lige nu synes intet umuligt. Og han har i hvert fald masser af terræn til at vinde tid, inden hans store udfordring kommer på lørdag.

Den første af disse chancer kommer allerede i morgen. En strid vestenvind og en kurs mod syd giver en vinkel på 90 grader og dermed udsigt til mere drama, nervøsitet og stress. Nej, Waterloo ligger ikke i Frankrig, men sådan føltes det i dag for Porte, Bardet og mange andre. Og i morgen kan det meget vel være nogle nye klatrere, der har det på samme måde, som Napoleon havde det den 18. juni for 205 år siden.

Favoritterne

På den igen! Hvis nogen var lykkelige for at være sluppet helskindet igennem dagens sidevindsdrama, bliver det en kortvarig glæde. Der kunne nemlig meget vel være udsigt til mere af det samme, når showet genoptages mandag med en af de helt klassiske transportetaper, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop disse etaper har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama, præcis som vi så det i dag. Faktisk er disse transportetaper ofte mere farlige end etaperne omkring Paris, hvor der er en del skov, ikke mindst fordi retningen på disse dage er relativt konstant, hvorfor der med den rette retning kan vente næsten en hel dag med sidevind.

Det kan også blive til en hel dag med dræbende modvind, som vi nok desværre får tirsdag, men mandag har potentiale til action. Allerede lige fra start venter 20 km med direkte sidevind, og som vi så på den nu herostratisk berømte Vuelta-etape sidste år, kan man få sig en grim overraskelse fra km 0, hvor det kan blive splittet til atomer. Det virker i hvert fald usandsynligt, at vi overhovedet får et udbrud, før man drejer over i sidemed- og medvind lige efter den første spurt.

Her kan der ske én af to ting. Hvis det er gået amok fra start, betyder medvinden, at vi kan få en dag som i sidste års Vuelta, hvor der bliver jagt mellem grupperne hele dagen. Der er imidlertid også en sandsynlighed for, at vi får en regruppering, og at løbet falder lidt til ro, mens vi får etableret et udbrud. Det vil blive kontrolleret af Bora med hjælp fra Deceuninck, Lotto og måske Cofidis, men det vil kun være en midlertidig puster.

Med 79,5 km igen er det imidlertid slut med al ro. Herfra vil der være næsten uafbrudt side- eller sidemedvind hele vejen, og selvom der måske kan lægges en dæmper på i sidemodvinden efter den sidste spurt, burde de sidste 30 km med næsten konstant sidevind kunne blive ganske dramatiske. Med en kombination af med- og sidevind næsten hele dagen burde der således blive tale om en voldsomt hurtig etape, hvor det ikke bliver et fuldt felt, der skal spurte om sejren. Spørgsmålet er vel mere, om vi får en daglang jagt allerede fra første sidevindsstykke, hvilket trods alt ikke er alt for sandsynligt, eller om det først for alvor bliver hektisk på de sidste 80 km.

I sidste ende bør det ende i en eller anden form for spurt. Sådan gik det ikke i dag, men det skyldtes, at der var nogle bakker, hvor forskelle kunne gøres. Det er der ikke mandag, hvor terrænet er helt fladt, og derfor er det alene vinden, der gør forskellen. Det betyder, at forskellen gøres bagfra og ikke forfra, og selvom det naturligvis altid er muligt, at en snu rytter kan køre væk i finalen, som Gert Steegmans gjorde, da han vandt en tilsvarende sidevindsetape i 2008, taler al sandsynlighed for, at der efter en knaldhård og opslidende dag i sidevinden skal spurtes om sejren. Spørgsmålet er bare, hvor mange og hvem der er tilbage.

Selve spurten er helt enkel. En 2700 m lang opløbsstrækning betyder, at der burde være god plads til at lade farten tale, ikke mindst hvis det som ventet er et reduceret felt, der når frem. I en spurt efter et hårdt sidevindsløb handler det først og fremmest om friskhed og evnen til at afslutte efter en svær etape og i mindre grad om sidevind og positionering, især i dette helt enkle indløb.

Derfor er jeg også nødt til at pege på Sam Bennett igen. I dag var ireren helt væk i sidevinden, men som jeg skrev i går, var det ikke helt uventet. Bennett har nemlig for vane at være rusten i starten af et etapeløb, særligt fordi han har svært ved at vænne sig til ”nyt” vejr, som han skal nu efter mange løb i australsk og arabisk varme. Sådan var det også sidste år, hvor han var rusten de to første dage, men da han fandt benene, endte han alligevel med at vinde løbets to sidste massespurter.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Om han har fundet benene i morgen, vides ikke, men vi ved til gengæld, at han på Hatta Dam i Emiraterne viste glimrende form, og at han kom hjem med stærk tiltro til konditionen. Normalt er han også en glimrende sidevindsrytter, og først og fremmest kører han på det bedste sidevindshold. Bennett må derfor regnes som den mest sandsynlige overlever blandt sprinterne, og samtidig er han uhyre holdbar og en stærk afslutter, også efter en svær dag. Samtidig vil han med garanti have et fremragende lead-out, da Zdenek Stybar, Julian Alaphilippe, Yves Lampaert, Kasper Asgreen og ikke mindst Michael Mørkøv alle har gode chancer for at sidde der. Løbets hurtigste mand, løbets bedste hold til både lead-outs og sidevind… Hvis han er kommet sig over startvanskelighederne, er Bennett manden, der skal slås.

Det var usædvanligt at se Pascal Ackermann blæse væk i dag. Sidevind mestrer den store tysker normalt glimrende, som han blandt andet viste i sidste års dramatiske Gent-Wevelgem, og derfor må man formode, at han burde kunne sidde dig mandag. Bora viste nemlig i dag stor styrke i netop sidevinden med Patrick Konrad og Felix Grossschartner, og normalt sidder Peter Sagan der også med sikkerhed, ligesom Maximilian Schachmann vil gøre det. På papiret har tyskerne et af de bedste hold til disse betingelser, og en lang powerspurt som denne er nærmest som skabt til Ackermann, der endda kan regne med at blive sat op af Sagan, der må vel være en guddommelig lead-out man, selvom han sjældent har ageret i den rolle.

På papiret er Ackermann ikke helt så hurtig som Bennett, men efter en rusten start viste han lidt af den gamle fart, da han vandt 1. etape blandt alle giganterne i UAE Tour, hvor både Bennett og Dylan Groenewegen dog blev lukket inde. Her havde han i hvert fald stadig et fartmæssigt overskud i forhold til Ewan, og han kan normalt også afslutte efter en hård dag. Jeg er bekymret for hans form og holdbarhed, som har virket skuffende fra sæsonstart, men Boras styrke i sidevinden, Ackermanns fart og Sagan som lead-out man gør, at han må regnes som Bennetts største trussel.

Sidevinden er ikke specielt godt nyt for Caleb Ewan. Australieren er nemlig ikke en mester i den disciplin, og derfor var det ikke helt uventet, at han i dag havde det svært. Heldigvis har han stærke folk som Jasper de Buyst, Philippe Gilbert, Roger Kluge og John Degenkolb til at hjælpe sig, og han burde derfor have en hæderlig chance for at klare den.

Til gengæld så vi i Emiraterne også, at Ewan på ren fart stadig mangler lidt i forhold til Bennett og Ackermann, som han også gjorde det i 2019. Han er imidlertid kommet meget nærmere siden sidste sommer, og han har som bekendt længe været bedst til at afslutte efter en hård dag. Det er en dag som denne, at Ewan kan slå de normalt hurtigere folk i en boulevardspurt, ikke mindst fordi han er så eminent i sin positionering, hvis han da ikke bruger sit stærke tog til at sætte sig op. Degenkolb burde være skabt til at køre et lead-out i denne finale. Udfordringen er først og fremmest sidevinden, men klarer han den, kan han sagtens få revanche.

Allerede i det dramatisk Gent-Wevelgem viste Cees Bol, at han er lidt af en sidevindskonge. Det bekræftede han i Kuurne og igen i dag, og derfor må han glæde sig over denne vejrudsigt. Lægger man dertil, at Sunweb i dag var det stærkeste kollektiv i sidevinden, og at han har folk som Michael Matthews, Søren Kragh, Nikias Arndt og Nils Eekhoff til at sætte sig op, er det klart, at meget ser godt ud for Bol. I dag viste han også, at han kan afslutte efter en hård dag, efter at han brændte helt sammen i Kuurne forleden, og faktisk var han ganske suveræn på de sidste meter. Han har altid haft det svært i positionskampen, men det betyder mindre med et stærkt hold, i et enkelt opløb og med et lille felt. Vi har stadig til gode at se ham slå sprinterne i dette felt, men når man kan slå Jakobsen i et ganske vist stigende opløb i Algarve, er potentialet der i hvert fald.

Igen i dag bekræftede Giacomo Nizzolo, at han bare bliver bedre og bedre. Ikke blot er han holdbar, han viste også i Kuurne, at han er lynhurtig efter en hård dag, hvor han slog ”kongen af hård-dags-spurterne” Alexander Kristoff. I Le Samyn og Kuurne var han imponerende i sidevinden, og han har derfor glæde af betingelserne. Desværre er han også en NTT-enmandshær, og han vil formentlig sidde alene til sidst. Heldigvis burde det fladere terræn være godt for den stadig mere holdbare Max Walscheid , der imponerede i sidevinden i Vueltaen. Kan han få den store tysker med sig, har han endda en ganske god lead-out man, og lige nu synes han at have farten til at true de hurtigere folk efter en hård dag. Walscheid er også selv kandidat, men efter et sidevindsræs må den uhyre formstærke Nizzolo være manden, der satses på.

Som skrevet i analysen var det lidt nedslående at se Peter Sagan i dag. Det betyder dog ikke, at han skal afskrives, for Sagan er som bekendt Sagan. I dag kørte han sit første cykelløb i mere end en måned, og hans form må kun forventes at blive bedre herfra. Ser man bort fra i dag, bliver Sagan aldrig sat i sidevinden, og det burde han heller ikke blive i morgen. Det er klart, at Ackermann som udgangspunkt er Boras hurtigste, men til gengæld er Sagan langt mere holdbar. Efter et hårdt sidevindsløb kan Sagan i kraft af sin holdbarhed kompensere for den fart, han normalt mangler, og derfor skal han regnes som seriøs kandidat - særligt hvis det bliver knaldhårdt.

I dag sad Nacer Bouhanni ikke med i front, men det kan han sagtens gøre i morgen. Han er nemlig normalt god i både positionskamp og vind, og det er ikke uden grund, at hans sidste store sejr kom netop på en sidevindsetape i Vueltaen. Samtidig synes han i storform, ikke så meget på grund af de to spurtsejre, men snarere hans flotte klatring i Drome Classic. Der er igen kommet liv i Bouhanni, og når han er det, er han en kriger i positionskampen. Det bør give ham gode mulighed for at sidde med i front, og hvis bare Nairo Quintana også er med, får han lov at køre sin spurt. Lige nu har vi stadig til gode at se ham slå sportens nye giganter, men selvom han ikke er så hurtig som i gamle dage, er han efter den fine sæsonstart ikke helt uden chance, hvis de bedste enten er sat af eller trætte.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Dagen i dag blev endnu en bekræftelse på, at Elia Viviani er kommet meget sløjt i gang. Europamesteren er en skygge af sig selv, og det bliver ikke bedre af, at han i morgen i den grad vil savne Deceuninck. Viviani kan imidlertid godt køre sidevind - glem ikke, hvordan han blev europamester - og han har trods alt solid støtte fra Cyril Lemoine, der også er god i disciplinen. Lige nu synes han at mangle farten til at slå de bedste, men det gjorde han også i sidste års Tour, hvor han kørte sin vel nok bedste spurt netop på sidevindsetapen. Godt nok ser det lidt sløjt ud for Viviani, men en klassesprinter som ham skal man aldrig udelukke, når han mestrer kunsten at køre i sidevind. Andre er måske lige nu hurtigere, men efter et hårdt sidevindsræs kan meget være forandret, som Wout van Aert viste, da han sidste år chokerede ved at slå alle sprinterne på netop sidevindsetapen i Touren.

Jeg vil også nævne John Degenkolb. Det kan godt være, at Ewan ikke er en ørn i sidevinden, men tyskeren er brølstærk. Derfor kan det sagtens gå som i dag, hvor Degenkolb var fremme og Ewan tilbage, og derefter vil det være Degenkolb, der skal spurte. Nok er han slet ikke så hurtigt som tidligere, men efter en hård dag kan han stadig køre en powerspurt som denne, som han gjorde det, da han sidste år blev nr. 2 i Gent-Wevelgem. Det er klart, at han ikke vinder, hvis de hurtigste sidder med til stregen, men som vi så i dag, kan man godt ende med en frontgruppe nærmest uden sprintere. Sker det, er Degenkolb en seriøs kandidat. Faktisk kan holdet også satse på en velkørende Jasper de Buyst, men det sker kun, hvis både Ewan og Degenkolb er faldet fra.

Igen i dag så vi, at den er helt, helt gal med Edward Theuns i år. Alligevel skal han tages seriøst, da Trek har et fremragende sidevindshold, som vi så det, da de tidligt splittede feltet i Gent-Wevelgem. Skulle det lykkes at sidde i overtal, som de gjorde dengang, burde Theuns have en reel chance, hvis han er blandt de eneste overlevende sprintere og har Jasper Stuyven til at sætte sig op. Mere sandsynligt er det nok, at Stuyven sidder der uden Theuns. Belgieren kan ikke slå de hurtigste, men i en lille gruppe uden favoritterne, er den formstærke belgier hurtig nok til at vinde.

Dagens positive oplevelse var Ivan Garcia, der efter sin sygdom viste, hvorfor hans potentiale er så enormt. Desværre måtte han ofre sig for holdet, men han fik i hvert fald bevist, at han har styrken til at sidde med. Han mangler måske lidt erfaring i sidevindskampen, men styrken har han i hvert fald. Han er ikke så hurtig som de bedste, men han er uhyre holdbar. Med den form, han har nu, skal han i hvert fald tages seriøst, hvis de ”rigtige” sprintere er faldet fra.

Israel SUN har hele tre sprintere, der kan satses på. Hurtigst er Rudy Barbier, der så sent som i UAE Toru viste, at han har taget et gigantisk skridt, men han er også den mest sårbare i sidevinden. Her står de langsommere Hugo Hofstetter og ikke mindst Tom van Asbroeck stærkere, og særligt Hofstetter viste form med sejren i Le Samyn. På papiret mangler de begge fart, men i et lille felt uden sprintere er de blandt de ryttere, der kan vinde. Faktisk kan Nils Politt, som vi så i dag, også afslutte efter en hård dag, men det skulle være mærkeligt, om han vinder en spurt med så mange sidevindsstærke sprintere i feltet.

Forud for løbet så det skidt ud med Marc Sarreau, der var syg i åbningsweekenden. Han sad imidlertid ganske hæderligt med i dag, og det viser, at han efterhånden er på vej tilbage. Han har opnået en stor holdbarhed, og FDJ har for vane at imponere i sidevinden i dette løb, som de også gjorde i dag, selvom kaptajn Pinot desværre manglede. Sarreau spurtede svagt i Australien, hvor han var formsvag, men han har taget så store skridt både på holdbarhed og fart på det seneste, at han skal tages seriøst på en etape som denne.

Sunwebs plan B er naturligvis Michael Matthews. Australieren viste udmærket form i sæsondebuten, selvom han i første omgang ikke kom med de bedste. Til slut satte han Bol godt op til spurten, og med en dag i benene burde han være del af det stærke Sunweb-kollektiv, der sidder der til sidst. Det er klart, at det er svært at se ham sidde der uden Bol, men i et sidevindsræs kan det ske, som vi så det i dag, hvor Bol var der, men ikke Matthews. I en flad spurt er han ikke verdens hurtigste, men han er uhyre holdbar og kan efter en hård dag overraske.

Endelig er der Bryan Coquard. Ligesom Ewan er han en af de små sprintere, der mangler noget power til sidevindskørslen, men han er ikke helt ringe til det. Efter en svær sæsonstart med skulderskade og bane-VM så han overraskende god ud i Le Samyn, hvor han endda havde en meget kritisk defekt i finalen. I dag blæste han helt væk, og der er en vis risiko for, at det sker igen, men som vi så i Le Samyn, er det slet ikke sikkert. Om han så stadig er hurtig nok til at vinde, er måske mere tvivlsomt i dette selskab.

Skal man pege på folk, der kan køre væk i finalen, hvis det her været hårdt, ligner Oliver Naesen, der også selv kan køre en hæderlig spurt, Maximilian Schachmann, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Bob Jungels, Nils Politt, Philippe Gilbert og Jasper Stuyven de mest oplagte kandidater. Blandt sprinterne har jeg svært ved at se Niccolo Bonifazio, og jeg tvivler på, at Andrea Pasqualon har farten i en flad spurt.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Caleb Ewan

Outsidere: Cees Bol, Giacomo Nizzolo, Peter Sagan, Nacer Bouhanni, Elia Viviani

Jokers: John Degenkolb, Edward Theuns, Jasper Stuyven, Ivan Garcia, Rudy Barbier, Hugo Hofstetter, Marc Sarreau, Michael Matthews, Bryan Coquard