Optakt: 2. etape af Paris-Nice

EKSKLUSIVT TILBUD PÅ DISCOVERY+: LIVESTREAM PARIS-NICE

Ruten

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, medmindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Rejsen mod solen indledes med en distance på 188,0 km, der fører feltet fra Oinville-sur-Montcient til Amilly. Startbyen er en vestlig forstad til Paris, og som vi så på 1. etape er terrænet vest for storbyen ikke helt fladt. Derfor er der et par småbakker, når man lægger ud med at køre mod syd lige vest om hovedstaden, men efter de første 30 km bliver det næsten helt fladt. Det flade terræn fortsætter, når man i byen Rambouillet efter 44,9 km drejer mod sydøst og fortsætter igennem fladlandet frem til den lille kategori 3-stigning Cote des Granges-le-Roi (1,3 km, 4,0%), der stiger med 6,4% over de sidste 500 m frem til toppen, som rundes efter 72,2 km.

Nu bliver det igen pandekagefladt, når rytterne drejer mod syd og passerer forbi dagens første spurt efter 91,3 km. Fladlandet ændrer sig ikke, når man senere drejer mod sydvest, og det bliver kun en anelse mere kuperet omkring byen Bellegarde, hvor dagens anden spurt kommer efter 154,1 km. Dernæst bliver det igen totalt fladt, når man drejer mod øst for at køre det sidste stykke frem til Amilly. Man er dog kørt syd om byen, og derfor drejer man slutteligt mod nordøst for at køre ind til centrum.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Her venter en næsten helt flad finale, dog med en ganske lille bakke frem til den røde flamme og en sidste kilometer, der stiger med 0,3%. Afslutningen er dog kringlet med to skarpe sving lige inden 3 km-mærket, inden man med 1600 m igen drejer 180 grader. Nu drejere man skarpt til venstre to gange lige inden den røde flamme, hvorefter der er en blød kurve og slutteligt et sidste skarpt højresving, der leder ind på den 400 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1016 højdemeter.

Amilly er blevet besøgt hele fire gange i dette årtusinde. Senest var det i 2017, hvor Sonny Colbrelli efter en hård sidevindsdag slog John Degenkolb og Arnaud Demare som nærmeste rivaler i en reduceret massespurt. I 2011 endte det i en mere klassisk massespurt, hvor Greg Henderson sejrede foran Matthew Goss og Denis Galimzyanov. I 2009 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Alberto Contador cementerede sin status som storfavorit ved at sejre med 7 sekunder ned til Bradley Wiggins og 9 sekunder ned til Luis Leon Sanchez. Også i 2008 kørtes den indledende prolog i byen, og her vandt Thor Hushovd med 5 sekunder ned til Markel Irizar og 6 sekunder ned til Stefan Schumacher.

EKSKLUSIVT TILBUD PÅ DISCOVERY+: LIVESTREAM PARIS-NICE

Analyse af 1. etape

Forud for sidste sæson blev jeg spurgt, hvilke spørgsmål jeg særligt så frem til at få svar på i 2020-sæsonen. Et af mine første bud var, om Sam Bennett kunne blive den første rytter siden Alexander Kristoff i dennes fabelagtige 2015-sæson til at vinde mindst 20 sejre på ét år. Ireren havde nemlig været så altdominerende i snart sagt alle sine spurter i 2019, hvor han endda var så negligeret på Bora-mandskabet, at han klarede sig stort set uden støtte, at et ægteskab med Deceuninck-mandskabets supertog næsten kun blive en succes.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Sådan gik det som bekendt ikke. Pandemien reducerede kalenderen så meget, at 20 sejre var et helt urealistisk mål, og da sæsonen i november gik på hæld, var 14 sejre nok til at toppe sejrslisten. Det var imidlertid slet ikke Bennett, men derimod Arnaud Demare, der stod øverst, og Bennett var med sine syv gevinster faktisk helt nede på en delt 6. plads bag tre klassementsryttere og to sprintere, nemlig Demare og Pascal Ackermann.

Det var nemlig ikke kun den maltrakterede kalender, der var årsagen til, at Bennett ikke nåede de 20 sejre. 2020 var nemlig slet ikke et år som 2019. Bevares, ireren havde vel med sine to Tour-etapesejre og sin grønne trøje sin mest succesfulde sæson, hvis man alene ser på kvaliteten af sejrene, men han var slet ikke så uovervindelig, som han havde været det i Bora-trøjen.

Faktisk så Bennett meget skrøbelig ud. Da han gik på ufrivillig coronaferie i begyndelsen af marts, lignede han en dybt frustreret mand, der efter et styrt udgik tidligt af et skidt Paris-Nice, der kom efter en UAE Tour, hvor han intet havde vundet, og en australsk kampagne, hvor han nok havde fået to sejre, men hvor Caleb Ewan havde efterladt et klart bedre indtryk. Da han genstartede sæsonen i august, vandt han måske nok en etape i Burgos, men virkede både i det løb og i Milano-Sanremo langt fra sit bedste niveau. Helt galt gik det, da han blev sat på en beskeden lille bakke i Tour de Wallonie, hvor han bestemt ikke lignede en mand, der skulle have den store Tour-succes.

Dagen efter var der imidlertid pludselig hul igennem, da han slet og ret fik den ellers så succesrige Arnaud Demare til at ligne en glad nybegynder på 3. etape af det belgiske løb, og siden endte hans Tour jo efter den for ham så vanlige rustne start jo som en stor succes. Alligevel var noget forandret, for Bennett var ikke den garanti for succes, han havde været på Bora, hvor han virkede helt umulig at slå.

Men måske skulle vi bare vente et år. I hvert fald er Bennett kommet flyvende fra start i 2021, hvor han efter otte løbsdage allerede kan se sig noteret for de første tre sejre - naturligvis alle på WorldTour-niveau. To sejre blev det til i UAE Tour, og i dag fortsatte han stimen ved at vinde åbningsetapen i Paris-Nice i ganske suveræn stil. Allerede nu fornemmer man, at der er mere 2019 end 2020 over Bennett, der som nævnt kom tomhændet fra begge løb i sidste sæson, men som for to år siden vandt én gang i Emiraterne og to gange i det franske løb mod solen.

Det er i virkeligheden slet ikke så mærkeligt, at der skulle gå lidt tid. At Bennett kæmper med selvtilliden, er en slet skjult hemmelighed, og at han følte sig under et gigantisk pres, da han overtog rollen som førstesprinter på Deceuninck, har han fortalt om talrige gange. Nervøsiteten syntes til tider at tage overhånd, og måske var det derfor ikke så mærkeligt, at den Bennett, der i 2019 havde været helt ufejlbarlig i positionskampen, nu blev lukket inde den ene gang efter den anden eller følte sig nødsaget til at starte sine spurter alt for tidligt.

Nu ser det til gengæld ud til, at Bennett er ved at være tryg, efter at han har bevist, at han sagtens kan løfte rollen som førstesprinter på verdens førende sprinterhold. Naturligvis havde han lige den vanlige rust, der skulle bankes af i sidevinden på 1. etape i Emiraterne, men siden da har han ikke begået mange fejl. I Emiraterne fik han to gange serveret sin spurt på et sølvfad af Michael Mørkøv, men selv i de to spurter, hvor Deceuninck ikke har været dominerende, har Bennett truffet de helt rigtige beslutninger, så det endte med sejr både på 4. etape i ørkenen og i dag på 1. etape i det første store europæiske etapeløb.

Det var åbenbart en del af planen, at Deceuninck denne gang ikke ville tage initiativet i spurten, og denne gang blev Bennett bare afleveret af Mørkøv omkring kilometerporten. Derefter var der igen noget ensom Bora-sprinter over ireren, som altså for to år siden altid fandt det rigtige hjul, selvom han var helt uden støtte. Og sådan var det også denne gang, da 1. etape helt som forventet skulle afgøres i den massespurt, manglen på vind havde gjort til et stensikkert udkomme.

Bennett havde klogelig sikret sig hjulet på Mads Pedersen, der med sit Trek-tog havde et af løbets tre bedste lead-outs, men da han fornemmede at danskeren var ved at blive lukket inde, og der i stedet kom en tysk bølge blæsende fra venstre med Jordi Meeus foran Pascal Ackermann, var ireren igen ”2019-opmærksom” og greb straks baghjulet fra sin tyske rival. Dermed endte Bora med at sætte etapens favorit helt perfekt op, og da først der blev åbnet for gassen, var Bennett også på ren fart lige så suveræn, som han var det for to år siden. Nu er han det blot som del af en vindermaskine på Deceuninck, der kom ganske suverænt igennem en weekend, hvor det i fire løb blev til to sejre med Bennett og Mauri Vansevenant og to andenpladser med Mark Cavendish og Julian Alaphilippe.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I sidste ende blev det ikke bare til den ventede sejr, men faktisk også den ventede top 3. Forud for løbet kunne man hurtigt se, at det var Deceuninck, Trek og FDJ, der stod med de bedste tog, og det var derfor ikke uventet, at Bennett, Arnaud Demare og Pedersen meget vel kunne ende med at dominere finalen, også selvom belgierne valgte en noget mere passiv strategi end ventet. Til gengæld spillede de suveræne Trek- og FDJ-tog nok engang med musklerne, og mod slutningen var det helt forudsigeligt, at det var Jacopo Guarnieri med Demare og Jasper Stuyven med Pedersen, der kæmpede om fronten.

Den kan vandt Guarnieri, der nok engang viste, at han aspirer til titlen som verdens bedste lead-out man, og selvom de blev overrumplet af Bora, kan Demare ikke være utilfreds med sin støtte. Til gengæld måtte den franske mester nok engang sande, at det kniber lidt med de superben, han havde i 2020, og igen i dag efterlod han trods en fin 2. plads ikke det indtryk, han gjorde i sin fantastiske 2019-sæson.

Det var en skam, at Guarnieri vandt kampen mellem de to tog. Det betød nemlig, at Stuyven og Pedersen blev lukket inde, og danskeren mistede det tråd, der kunne have givet ham chancen for at måle sig direkte op mod sin irske rival. Danskeren kørte da også en ganske overbevisende spurt, hvor det lykkedes ham at gå forbi sidste sæsons sejrskonge og en sand supersprinter som Ackermann, men sejren kostede det ham næppe. Dertil var Bennett for suveræn, og noget videre indhug i irerens føring gjorde han aldrig. Farthierarkiet er stadig, som det var i Paris i september, men Pedersen fik nok engang sat en fed streg under, at han er en af feltets allerbedste sprintere, og det ikke var noget tilfælde, at han sidste år slog Ackermann to gange og vandt to WorldTour-spurter.

Til gengæld er der i stigende grad grund til at bekymre sig om Ackermann, der allerede i 2019 virkede temmelig rusten. I Emiraterne blev han to gange sat perfekt i scene af Martin Laas, og i dag gentog det sig, da unge Meeus imponerede stort i sin første WorldTour-spurt. Desværre gik det kun baglæns for tyskeren, og selvom vi godt vidste, at han næppe ville vinde en spurt på så stejl en bakke, må det vække nogen bekymring, at han blev slået så klart af de rivaler, han i 2019 mindst var ligemand med.

Mere opmuntring var der at hente for Jasper Philipsen. Allerede på 15. etape i Vueltaen viste han, at han er en bedre bakkesprinter end Ackermann, da han sejrede foran netop tyskeren, og i dag blev det så til en flot 4. plads. Med et relativt svagt hold var den normalt ellers så positioneringsstærke belgier ellers helt væk i finalen, men med en imponerende fart gik han forbi Ackermann og de to uhyre formstærke franskmænd, Bryan Coquard og Christophe Laporte, der ellers var placeret betydeligt bedre. Nok så vi i Vueltaen, at hans fart på flad vej ikke er på niveau med Bennett, men han synes efterhånden at have udviklet sig til en af de bedste, når der skal spurtes på en bakke. Dermed er der også udsigt til, at han kan bidrage til det ustoppelige Alpecin-hold, der i denne uge kørte tre endagsløb og vandt dem alle.

Det er også spidskompetencen for både Coquard og Laporte, der begge har været flyvende i årets første måneder, men det var de ikke i dag. Den altid så positioneringsstærke Laporte sad selvfølgelig helt fremme, men i dag manglede den fine fart, han ellers havde vist i Besseges, hvor han var ganske suveræn på både 1. og 4. etape. Lidt omvendt var det med den normalt så positioneringssvage Coquard, der denne gang faktisk sad glimrende, men nok engang må sande, at han har spurtet overraskende svagt på bakkerne i år.

Ellers bekræftede spurten de mønstre, vi kender. John Degenkolb mestrer stadig ikke kunsten at positionere sig, og det kniber desværre også stadig for Phil Bauhaus, der ellers bekræftede sin store fremgang med en ganske god spurt på en bakke, der ikke rigtigt passede ham. Det gjorde også Rudy Barbier, der bestemt ikke er nogen mand til stigninger, men som er et skoleeksempel på, at Israel SUN faktisk er ret gode til at få deres ryttere til at blomstre. Måske gælder det endda også for André Greipel, der fra en ikke specielt gunstig position kørte en ganske flot spurt, der var betydeligt bedre end i Emiraterne, og han lykkedes endda med at gå forbi sin holdkammerat, da mandskabet igen valgte at lade begge deres sprintere spurte, som vi før har set det.

Desværre bekræftede Alexander Kristoff også det, vi har set i denne og sidste sæson. Den engang så positioneringsstærke nordmand kan slet ikke finde de rette hjul længere, og selvom Matteo Trentin førte ham fint frem, kneb det nok engang med den form, der har manglet gennem hele sæsonen. I hvert fald trådte han allerede firkantet inden spurten, og han ophørte helt med at forsøge allerede længe inden stregen.

Mere overraskende var det, at hverken Giacomo Nizzolo eller Nacer Bouhanni kom frem. Begge er de nemlig kendt for deres fremragende evner i positionskampen, men helt usædvanligt var de begge helt fraværende. Det var også Cees Bol, men det var nu mere ventet, da hollænderen allerede i UAE Tour havde efterladt et meget skidt indtryk og trods et stærkt tog aldrig har været nogen ørn til at sidde rigtigt. Til gengæld kunne han køre finalen, hvilket helt mislykkedes for Danny van Poppel, som vi desværre kender igen, da den superform han viste på pavéerne i tirsdagens Le Samyn i dag var omsat til en ifølge holdet dårlig dag, der betød, at han faldt fra som en af de første på bakkerne. Desværre er den form for yoyo-kørsel blevet hans varemærke, og da hans dårlige perioder ofte trækker ud, kan man i den grad være bekymret for fortsættelsen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nogen fortsættelse bliver der desværre ikke for Richie Porte. Australieren kunne ellers juble over den manglende vind, der gav udsigt til, at han måske denne gang kunne overleve de første etaper, som ellers blandt andet satte ham ud af spillet, da han i 2017 kom til løbet som tårnhøj storfavorit. Desværre betød en løs flaske fra George Bennett, at den evigt uheldige Porte nu aldrig fik lov at teste den form, han var så usikker på. Og det er en gigantisk skam for løbet, for skal vi være ærlige var det vel reelt kun Porte, der kunne true Primoz Roglic på en rute, hvor enkeltstarten bliver vigtig, og hvor de øvrige favoritter enten alle har begrænsninger i bjergene eller på tirsdagens tidskørsel. Og Ineos er nu reduceret til at arbejde for den lige nu ikke specielt overbevisende Tao Geoghegan Hart, da intet tyder på, at Rohan Dennis har tænkt sig at bryde traditionen og faktisk køre klassement i et etapeløb, hvor det ellers så realistisk ud.

Derudover blev vi nu ikke meget klogere. Manglen på vind gjorde kun etapen nervøs og så styrtplaget, at også Ion Izagirre og Sergiop Henao røg i asfalten mod slutningen, men heldigvis uden alvorlige konsekvenser. Til gengæld viste sidste års nr. 2, Tiesj Benoot, der er i gang med et projekt med en transformation til etapeløbsrytter, at han mener det alvorligt, da han spurtede sig til to bonussekunder, som Roglic til gengæld var helt ligeglad med. Endnu mere grådig var Michael Matthews, der med fem sekunder undervejs ligner en mand, der har blik på at tage den gule trøje efter tirsdagens enkeltstart.

Han får den i hvert fald nok ikke inden da. Med et års forsinkelse ligner Bennett nemlig igen den uovervindelige sejrsmaskine, han var i 2019. Dengang var han altid på egen hånd og sad altid på det rigtige hjul, og sådan har det også været i år - bare med den undtagelse, at han nu har den luksus også at have et suverænt tog og en suveræn dansk lead-out man, der også kan sætte ham perfekt op, når det er at foretrække. Med yderligere to potentielle massespurter kan Bennett pludselig stå med fem sejre ved udgangen af dette løb, og det er faktisk én mere end i 2019, hvor han ”kun” stod på fire gevinster, da han nåede Nice.

Måske er det nu igen relevant at stille spørgsmålet, om Bennett i år bliver første mand siden Kristoff til at vinde mindst 20 gange. Starten har i hvert fald lovende - bare med et års forsinkelse.

Favoritterne

Årets Paris-Nice har en lidt atypisk begyndelse. Enkeltstarten kommer en dag tidligere, end den plejer, og beslutningen om at indlægge en ekstra bjergetape, endda i den første halvdel af løbet, betyder, at løbet slet ikke indledes med tre relativt flade etaper, som vi ellers har set det i de senere år, og samtidig at sprinterne faktisk bare har to muligheder i løbets første halvdel. Derfor kan panikken allerede brede sig en anelse blandt de hurtige folk, for når klokken er 16 mandag eftermiddag skal de allerede i survival mode i to dage med udsigt til kun én sidste chance for at få noget med hjem fra løbet.

De første to dage er til gengæld helt, som vi har lært at kende det fra de seneste udgaver. Efter det indledende rundstrækningsløb i bakkerne omkring Paris indledes rejsen mod solen med en helt klassisk pandekageflad transportetape, der skal sørge for, at rytterne kommer det første skridt nærmere både stigninger og højere temperaturer. Det er den slags etaper, der enten kan være kedsommelige og meget begivenhedsfattige dage eller udvikle sig til de vildeste dramaer, som vi heldigvis har set det i tre ud af de seneste fire udgaver.

Desværre for alle med hang til dramatik bliver det ikke fire ud af de fem seneste udgaver. I år kommer sidevinden ikke i spil, da det flotte højtryksvejr fortsætter i Nordfrankrig i yderligere 48 timer. Det betyder, at også 2. etape bliver den perfekte cykeldag for enhver motionist og enhver klatrer, der ikke kan komme hurtigt ned til stigningerne, og et sandt mareridt for alle, der gerne vil have underholdende cykelløb.

Jeg har intet ønske om at være lyseslukker, men med den vejrudsigt bliver det næppe mandag eftermiddag, at man skal frygte for, at man får pulsen lidt for højt op hjemme i sofaen. Allerede i dag så vi, hvordan det gode vejr betød, at ingen orkede at gå med i et tidligt udbrud, der alligevel bare ville blive kørt ind, og det er bestemt ikke usandsynligt, at vi igen får måske bare et enmandsudbrud fra km 0. Vi kan måske endda risikere, at ingen overhovedet gider at angribe, når end ikke bjergtrøjen er i spil, men man kan da håbe, at Total og måske det sprinterløse Ag2r har lyst til at sætte lidt liv i tingene. Noget stort udbrud får vi dog ikke, og det bliver helt sikkert etableret uden kamp - hvis det overhovedet bliver etableret.

Derefter venter en i første omgang rolig dag. Deceuninck vil tage kontrol med Tim Declercq og kan tegne med, at et eller flere af holdene FDJ, Trek og Bora vil give en hånd med. Deceuninck er kloge nok til aldrig at give udbrud lang snor på etaper som denne, og det bliver sikkert en af de dage, hvor udbrud og felt leger lidt med hinanden, og hvor førstnævnte holder igen. Heldigvis betyder den generelle medvind, at det ikke går helt i stå. Derudover vil de eneste højdepunkter være de to spurter, hvor der med et forventeligt lille udbrud meget vel kan være sekunder at jagte for klassementsrytterne, men da begge spurter denne gang er flade, vil jeg næsten tro, at interessen er begrænset, særligt fordi Michael Matthews som nævnt ovenfor synes at have blik på den gule trøje og formentlig vil tage, hvad han kan få inden enkeltstarten.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter første spurt kommer et sidevindsstykke, der måske i første omgang kan skabe lidt nervøsitet, men næppe noget væsentligt, og den virkelige stress vil først komme til sidst, hvor det utvivlsomt kan blive lige så stressende og måske også styrtplaget som i dag. Massespurten burde dog med dette vejr ikke kunne komme i fare, og det vil være et relativt frisk felt, der ankommer til Amilly - noget helt andet end ved seneste besøg, hvor Sonny Colbrelli sejrede efter en brutal dag i sidevinden, hvor afsluttende modvind dog havde ført til en vis regruppering.

Spurten er til gengæld helt anderledes end på 1. etape. For det første er den flad, og for det andet er der denne gang tale om en uhyre kringlet finale, hvor særligt det meget sene sidste sving betyder, at positionering bliver altafgørende. Med en bare 400 m lang spurt er der ikke megen plads til at lade farten tale og rette op på en ringe placering, og derfor er det primært positioneringsevnerne og togene, der skal i spil.

Det gør mig også lidt mere usikker, men jeg peger alligevel på Sam Bennett som favorit. Deceuninck har ganske vist et af de tre stærkeste tog, men i kamp med FDJ og Trek er der bestemt ingen garanti for, at de vinder frem mod sidste sving. I dag forsøgte de endda slet ikke, og Michael Mørkøv afleverede bare Bennett ved kilometermærket i stedet.

Som beskrevet i analysen var det imidlertid også den strategi, der fungerede så godt for Bennett hos Bora, hvor han altid sad på det rette hjul. I dag traf han også alle de rette beslutninger, og selvom strategien er mere risikabel i en finale med et sving bare 400 m fra stregen, virker Bennett så overbevisende, at han med 2019-evnerne på plads igen bør kunne sidde rigtigt, uanset om Deceuninck igen vælger den passive strategi, eller om de forsøger at lade Mørkøv køre lead-out, som de gjorde i Emiraterne. Ingen kan være i tvivl om, at Bennett i en flad spurt er helt i særklasse i dette felt, som han også var det i dagens bakkespurt. Udfordringen bliver at sidde rigtigt, og det tror jeg, at han gør. Derfor tror jeg på irsk double - særligt fordi han altid har meget mere selvtillid, når den første sejr er i hus.

Hans værste rivaler er Arnaud Demare og Mads Pedersen, der har de to konkurrerende tog, og jeg tror nok en anelse mere på franskmanden. I dag vandt FDJ i hvert fald kampen i finalen, og selvom Jacopo Guarnieri fik startet lidt for tidligt, lignede franskmændene igen det supertog, der dominerede snart sagt alle deres spurter i 2020. Miles Scotson styrtede i dag, men slap heldigvis nådigt, og han skulle være klar til igen at aflevere Ramon Sinkeldam, Guarnieri og Demare ved kilometermærket. Demare synes stadig ikke at være helt på toppen, men at han ikke kan matche Bennett i hverken en flad eller en stigende spurt, vidste vi jo godt. I morgen har han en endnu bedre chance i en teknisk finale, hvor toget bliver afgørende, og hvis FDJ rammer 2020-niveauet, kan Demare meget vel blive sat perfekt op igen og således også slå den hurtigee Bennett.

Der er dog også grund til at tro, at Mads Pedersen kan få revanche. I dag blev han som nævnt ovenfor lukket en anelse inde og mistede et tråd, der forhindrede ham i at måle sig direkte mod Bennett. Ireren havde han næppe kunnet slå, for vi ved fra Paris-etapen, at der stadig er en forskel på farten, men Pedersen fik cementeret, at han er en af de hurtigste. Det er han også på flad vej, og i denne tekniske finale er hans stærke våben Treks supertog med Alex Kirsch, Edward Theuns og Jasper Stuyven. I dag fik de måske startet lidt for tidligt, så Stuyven og Pedersen var alene lidt for længe, men vi har gang på gang set, at netop den kombination er uhyre svær at slå. Det er bestemt ikke umuligt, at Stuyven og Pedersen kommer først igennem svinget, og så ved vi fra sidste år, at danskeren også er hurtig nok til at gøre det færdigt. Det vil formentlig kræve, at det ikke går som i Paris, hvor Pedersen efter Stuyvens lead-out desværre havde Bennett direkte på hjul, men sidder ireren længere tilbage, kan det sagtens blive til dansk sejr.

Dette er også den store chance for Pascal Ackermann til at få revanche. Som nævnt i analysen ovenfor har tyskeren generelt manglet fart i både 2019 og 2020, men til gengæld har Bora-toget imponeret. I Emiraterne var Martin Laas fremragende, og i dag var det unge Jordi Meeus, der satte sin tyske kaptajn perfekt i scene. Bakken blev dog for hård for den relativt tunge Ackermann, men i en flad finale står han langt bedre. Vi ved, at han lige nu ikke har farten til at slå Bennett i en direkte duel, men i denne afslutning er det heller ikke altafgørende. Her handler det først og fremmest om at sidde rigtigt, og hvis Meeus kan bekræfte evnerne fra i dag, er det en spurt, Ackermann sagtens kan vinde.

I analysen ovenfor var jeg lidt hård ved Nacer Bouhanni. Den blev nemlig skrevet, inden jeg erfarede, at han faktisk var uhyre tæt på at blive revet med i styrtet, og dermed var der en god forklaring på, at den normalt positioneringsstærke franskmand ikke sad fremme. Han positionerer sig ikke som i gamle dage, men disse tekniske finale elskede han i gamle dage. Det gør han stadig, og i år har hans positionering endda også set lidt bedre ud igen, særligt fordi Dan McLay er en bedre lead-out man end ventet. Fart var der også en del af i Provence, hvor han uden uheld måske kunne have vundet sidste etape, og derfor har han den rette kombination til præcis denne form for teknisk finale. Har han det rigtige hjul i sidste sving, er det ikke utænkeligt, at han kan gøre det færdigt.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Jasper Philipsen. Belgieren kørte som nævnt en fremragende spurt fra en skidt position på dagens etape, og det vidner om, at farten er der. Til gengæld synes han efterhånden også bedst, når det stiger, og vi så i Vueltaen sidste år, at han ikke har Bennetts eller Ackermanns fart på flad vej, ligesom han i BinckBank Tour også syntes en anelse langsommere end Pedersen, der jo har været stærkere end også Ackermann på det sidste. Til gengæld er han også så positioneringsstærk, at han i Vueltaen var meget tæt på at vinde den første massespurt ved netop at udnytte et sent sving. I dag sad han overraskende ringe, men normalt fejler han sjældent i positionskampen. På papiret har han da også lidt støtte i Kristian Sbaragli og Scott Thwaites, og bringer de ham ordentligt frem, er det i en sådan teknisk finale, at han kan slå de hurtigere folk.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, har jeg Phil Bauhaus på listen nu, men jeg frygter, at han slet ikke kommer i top 10. Denne finale er nemlig slet ikke noget for den positioneringssvage tysker, der både i Emiraterne og her nok engang har bekræftet vanskelighederne i positionskampen. Til gengæld har han vist fremragende fart både i Provence og på sidste etape i Emiraterne, hvor finalen var ukompliceret. Vi skal ikke glemme, at hans sejr i Provence faktisk kom i en teknisk finale, hvor Heinrich Haussler og Marco Haller, som han savnede i Emiraterne, faktisk gjorde det fremragende. Det bliver vanskeligere her, hvor togene er stærkere, men kan de gøre det fornuftig, er der ingen tvivl om, at Bauhaus er en af de hurtigste. Jeg er bange for, at han igen sidder håbløst, men farten giver ham et større vinderpotentiale end mange andre.

Giacomo Nizzolo har altid elsket tekniske finaler. I dag sad han slet ikke rigtigt, og det er faktisk lidt bemærkelsesværdigt, fordi han i UAE Tour igen positionerede sig med den træfsikkerhed, vi kendte ham for. Heldigvis står han lidt bedre i morgen, hvor der ikke er en bakke, Matteo Pelucchi kan blive sat på, og dermed burde han have fuld støtte til sidst. Vi så desværre i Emiraterne, at han lige nu slet ikke har farten til at vinde flade spurter i dette felt, men i en teknisk finale kan det lade sig gøre, hvis de rigtige sprintere sidder på en for Nizzolo gunstig måde. Meget taler i hvert fald for, at Nizzolo med sine evner i denne slags finaler vil sikre sig et topresultat. Der skal til gengæld noget held til for at vinde.

Jeg vælger også at have Cees Bol på allerede her. Det er egentlig med lidt uvilje, for hollænderen har godt nok været skuffende i sine spurter i år. Til gengæld har han en stor del af det tog, der var så stærkt i Touren, og selvom Nikias Arndt og Joris Nieuwenhuis er udskiftet med Jasha Sütterlin og Nils Eekhoff, har de med Casper Pedersen som eminent sidste mand et potentiale i denne type finale. Jeg anser det ikke som umuligt, at de kan tage kampen op med de tre supertog og give Bol en god position i svinget. Til gengæld ser det lige nu ikke ud til, at farten rækker til at gøre det færdigt.

Jeg vover også igen at pege på Danny van Poppel. Ganske vist så han igen i dag ud til at være faldet ned i et af sine mange dybe huller, men den fremragende form fra Le Samyn kan da ikke være helt væk. Under alle omstændigheder behøver han heller ikke at være flyvende på denne meget lette etape. Her skal han først og fremmest kunne positionere sig, og den kunst mestrer han heldigvis bedre end de fleste. Hans to med Jonas Koch og brormand Boy er heller ikke helt værst, og han har blandt andet i BinckBank Tour vist, at farten stadig er fornuftig. Han vinder nok ikke, men hvis ikke i dag er udtryk for, at han har gravet sig dybt ned i endnu et hul, bør han altså have formen og positioneringen til at ende langt fremme.

Israel SUN har valgt deres ofte brugte taktik med at lade flere køre deres egen spurt, og det vil sikkert igen være tilfældet for Rudy Barbier og André Greipel. Denne tekniske finale passer dog slet ikke tyskeren, der også i dag sad langt tilbage, og selvom han som nævnt i analysen kørte en spurt, der giver anledning til meget større optimisme end i Emiraterne, er det svært at se den positioneringssvage Greipel vinde her. Til gengæld står Barbier bedre. Han har god støtte i særligt Rick Zabel, og selvom han ikke er stensikker, positionerer han sig ofte ganske fint. Hans fart var meget overbevisende sidste år, og det ændrer dagens etape ikke på, da han ikke er en ørn til en bakkespurt. I morgen har han en langt bedre chance, hvis han nok engang kan sidde så fint, som han gjorde i dag.

Igen i dag bekræftede Christophe Laporte¸ at han positionerer sig som få. I denne tekniske finale bør han derfor komme langt. Til gengæld ved vi også, at han som regel er overmatchet i en flad spurt i et stærkt felt som dette, og det virker derfor helt usandsynligt, at han vinder. Han ligner en sikker mand i top 10, men næppe i top 3. På den anden side kan meget ske i en teknisk finale, og fordeler kortene sig helt rigtigt for Laporte, der sikkert sidder godt inden svinget, er det vel ikke helt umuligt for den formstærke franskmand også at vinde.

Som nævnt i analysen er den helt gal med Alexander Kristoff, der synes at mangle både positionering, fart og form. I dag sad han dog perfekt på Matteos Trentins hjul relativt langt inde i spurten, og på papiret burde italieneren også være en af feltets bedre lead-out men. Normalt er Kristoff jo også en ørn i positionskampen, og selvom den evne har svigtet totalt i de seneste to sæsoner, kan man håbe, at den dukker op igen. En teknisk finale er ikke hans spidskompetence, og lige nu mangler han fart, men med Trentin som lead-out man kan han forhåbentlig lave et resultat denne gang.

Michael Matthews er slet ikke en mand til en let sprinteretape som denne, og det er stærkt usandsynligt, at han vinder. Til gengæld har han et tog med Alexander Konychev, Amund Grøndahl Jansen, Alex Edmondson og Kaden Groves, der ser ganske potent ud. Desværre er det også ungt og urutineret, og derfor er det ikke mærkeligt, at det kiksede i dag. Grundlæggende tror jeg heller ikke meget på, at det vil lykkes i morgen, men toget har så meget muskelkraft, at Matthews trods manglen på fart i denne type finale måske kan ende fornuftigt.

Endelig er der Bryan Coquard, men det er svært at se ham vinde denne spurt. Han er ikke længere lynhurtig i en flad spurt, og der er mange, der er betydeligt hurtigere end ham. Samtidig er han ikke god i positionskampen, og derfor er denne tekniske finale slet ikke noget for ham, heller ikke fordi hans tog er alt andet end overbevisende. Har han held i positionskampen, er han stadig en af de hurtigere, men det er meget svært at se, hvordan han skulle vinde etapen.

Blandt de øvrige har jeg svært ved at se, hvordan de positioneringssvage John Degenkolb og Magnus Cort kan vinde i en så teknisk finale. Ben Swift er helt på egen hånd og er heller ikke hurtig i en flad spurt efter en let dag. Total valgte i dag at køre for Anthony Turgis, men hverken han, Edvald Boasson Hagen eller Chris Lawless burde kunne vinde denne tekniske spurt. Hos Movistar kan Matteo Jorgenson forsøge sig, og hos Ag2r kan Damien Touzé det samme, men de vinder ikke en flad spurt som denne.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Mads Pedersen

Outsidere: Pascal Ackermann, Nacer Bouhanni, Jasper Philipsen, Phil Bauhaus, Giacomo Nizzolo

Jokers: Cees Bol, Danny van Poppel, Rudy Barbier, Christophe Laporte, André Greipel, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Bryan Coquard

EKSKLUSIVT TILBUD PÅ DISCOVERY+: LIVESTREAM PARIS-NICE

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO