Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 2. etape af Tirreno-Adriatico
13. marts 2019 20:10 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Mitchelton-Scott udnyttede deres homogene hold til at give Adam Yates det bedst mulige udgangspunkt ved at vinde det indledende holdløb, men der bliver ikke megen tid til at hvile på laurbærrene. Allerede på torsdagens 2. etape skal han nemlig holde sig til, for selvom den afsluttende stigning i Pomarance er for let til den britiske klatrer, er det bestemt ikke en let finale, der venter på en dag, hvor de eksplosive folk som Julian Alaphilippe, Greg Van Avermaet og Peter Sagan ser frem til at gå efter sejren i det, der efterhånden er blevet lidt af en klassiker i det italienske løb.

Ruten

Den første linjeløbsetape har traditionelt været en sag for sprinterne, men den tradition blev ændret i 2016 og 2017, hvor man i stedet gav klassikerrytterne en chance på en kuperet rute i Pomarance. Sidste år vendte man tilbage til traditionen, men i år er Pomarance-etapen tilbage efter blot et enkelt års fravær - måske meget passende i et år, hvor det er klassikerrytternes rute. Selvom afslutningen næppe er hård nok til skabe forskydninger mellem favoritterne, er der lagt op til en medrivende og svært kontrollerbar finale, der sagtens kan skabe overraskelser, som vi har set det med de tidligere sejre til Zdenek Stybar og Geraint Thomas, der begge har kunnet snyde storfavoritten Peter Sagan med sene angreb.

 

Etapen er med sine 195 km kortere end i 2016 og 2017, men fører igen feltet fra Camaiore til Pomarance og består i alt væsentligt af en tur ned langs den Tyrrhenske kyst. Fra starten i kystbyen kører man mod syd op ad en lille bakke, der over 4,8 km stiger med 3,5%- Derfra kører man via en lidt teknisk nedkørsel ned til den flade kystvej, der leder videre ned mod syd langs vandet. Undervejs passeres storbyen Pisa, inden man når til Livorno, hvor man drejer mod øst for siden igen at køre mod syd langs den flade kyst.

 

Godt midtvejs ændrer etapen karakter, når man forlader vandet for at køre mod nordøst og siden mod syd for at tage hul på den første kategoriserede stigning, Castellina Marittima (5,3 km, 3,6%, max. 10%), der har top efter 98,6 km. Herfra går det mod syd tilbage mod fladlandet, hvorefter det igen flader ud, mens man kører mod sydøst parallelt med vandet frem til den første spurt, der kommer efter 138,8 km.

 

Etapens finale indledes herefter, når man endegyldigt forlader vandet for at køre mod øst op ad den næste stigning, Serrazzano (13,5 km, 3,0%, max. 10%), der har top efter 148,0 km. Den leder op til et plateau som følges mod øst og nord frem til den anden spurt, der kommer efter 158,4 km. Derfra falder det let ned mod Pomarance, hvor man klatrer op til målstregen, der efter 166,9 km krydses fra den forkerte side.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 28,1 km lang rundstrækning, der kan inddeles i en let og en svær del. Først går det igennem let faldende terræn mod nordvest ned til Saline di Volterra, hvor man drejer mod vest og siden sydøst for at køre igennem fladt terræn. Kort efter rammer man dagens sidste udfordring, nemlig målbakken, der over 8,3 km stiger med 3,7% i gennemsnit. Den er yderst irregulær med en indledende del på 4,5%, der indledes med en 16%-rampe i bunden. Med 3,3 km igen flader det ud, inden de sidste 2 km stiger med 4,7%. I finalen følges en lang, let snoet, 7 m bred vej uden væsentlige tekniske udfordringer over de sidste 5 km.

 

Etapen byder på i alt 2117 højdemeter.

 

Pomarance var som sagt første gang målby for et stort cykelløb i 2016, hvor Zdenek Stybar i en fladere, teknisk finale sneg sig væk og sejrede med 1 sekund ned til en gruppe, hvis spurt blev vundet af Peter Sagan foran Edvald Boasson Hagen. Da årets afslutning første gang blev benyttet i 2017, var det Geraint Thomas, der kørte alene hjem med 9 sekunder ned til Tom Dumoulin, der med et sent angreb akkurat holdt Sagan og resten af feltet bag sig.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter en ikke helt ideel start på løbet vil torsdag vise, hvorfor Tirreni-Adriatico ofte er at foretrække fremfor Paris-Nice. Der bliver nemlig tale om en skyfri, men lidt kølig dag med en temperatur på maksimalt 15 grader. Med en jævn vind fra vest vil det være en anelse mere blæsende, end man ofte ser det i italienske løb, og det giver side- og sidemedvind på den lange tur ned langs kysten. Herfra får man medvind frem til den anden spurt, hvorefter der er sidevind frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første del og sidemedvind på stigningen, indtil man får ren medvind på den sidste kilometer.

 

Analyse af 1. etape

Det er de færreste cykelhold, der har de økonomiske muskler til at være med i toppen i alle cykelsportens mange forskelle discipliner og terræner. Kun de allermest pengestærke kan brede paletten så vidt ud, at de kan satse på de fleste af sportens store løb, og selv de rigeste af dem alle, Team Sky, har måttet foretage valg. Således har massespurter aldrig nydt den store prioritet hos briterne, der måske nok har haft sine sprintere, men især i de seneste år har været næsten usynlige i det fladeste terræn.

 

Det vidste Gerry Ryan også, da han for efterhånden mange år siden besluttede sig for at opbygge det første australske storhold. Under navnet GreenEDGE etablerede han en national cykelstolthed og lagde ikke skjul på, at de langsigtede ambitioner var at vinde grand tours. Med stor visdom indså han dog også, at et grand tour-hold tager tid at opbygge - bare spørg Sky, der også havde det svært i de første år - og derfor valgte han i første omgang at have helt andre prioriteter.

 

Valget fald på at skabe et hold, der kunne jagte etapesejre i de fleste løb samt begå sig i klassikerne. Mens holdet var stort set usynlige i klassementerne i etapeløbene sikrede navne som Matthew Goss, Simon Gerrans, Michael Albasini og Michael Matthews med deres næse for at vinde cykelløb, at det australske hold allerede lynhurtigt sikrede sig et hav af store sejre, både i monumenter og på den store scene i de største etapeløb.

 

Udover at satse på hurtige vindertyper havde holdet et andet fokusområde. Med navne som Luke Durbridge, Svein Tuft og Michael Hepburn opbyggede man nemlig også et fabelagtigt holdløbsmandskab, der lynhurtigt blev et af verdens allerbedste. Allerede i den anden sæson i 2013 vandt man således på den helt store scene, da australierne i en mindeværdig duel slog Quick-Step med mindre end et sekund på Tour-holdløbet i Nice, og det blev også til sejre i både Giroen og Vueltaen. Ved VM glippede det akkurat, da Quick-Step i 2013 fik revanche med samme beskedne margin som i Touren, men år efter år var australierne med i kampen om medaljerne.

 

I de senere år er man imidlertid gået ind i næste fase, hvor man med Yates-brødrene og Esteban Chaves har rettet blikket mod det, der altid har været endemålet, nemlig at vinde grand tours. Det har krævet en markant forstærkning i bjergene og har naturligvis også haft sin pris. Mens man har hentet den ene klatrer efter den anden, er holdet blevet langt mindre synlige i klassikerne og som etapejægere, men det har også været en strategi, der har båret frugt, da det hele kulminerede med Simon Yates’ store Vuelta-sejr sidste efterår.

 

Det har også kostet i holdløbene. Langsomt har australierne kunnet se til, mens hold som BMC, Sunweb, Sky og Quick-Step har sat sig på tronen, og i de senere år har de snarere været outsidere end favoritter. Ganske vist kører de næsten altid i top 5, men de dage, hvor Mitchelton-Scott har vundet holdløb har i en tid været talte.

 

Skal man vinde grand tours, skal man imidlertid meget ofte også kunne køre holdløb, og derfor har man aldrig fjernet blikket fra den særlige disciplin. Og nu synes holdet stille og roligt at have genfundet fordums styrke, for igennem 2018 nærmede de sig stille og roligt atter eliten. Det startede allerede med en 2. plads i Tirreno-Adriatico og fortsatte i Touren, hvor de blev en lidt overraskende nr. 4. Og i dag kom så det helt store comeback, da de slog favoritterne fra Jumbo-Visma i Tirreno-Adriatico, hvor de sjovt nok også tog den første store holdløbssejr i debutåret 2012.

 

Sejren var i virkeligheden så klassisk som den kunne være. Mitchelton har nemlig aldrig haft en motor i Rohan Dennis, Tony Martin- eller Tom Dumoulin-klassen, men de har til gengæld altid haft et fabelagtigt kollektiv, der nærmest har været blottet for svage led. Sådan var det også i dag, for mens deres største rivaler alle kunne sætte deres lid til sportens førende specialister, havde ingen af rytterne på det australske hold vundet en stor international enkeltstart i mange år.

 

Det gør imidlertid ikke noget, hvis blot mandskabet er tilstrækkeligt homogent. Det var det i den grad på de flade veje omkring Camaiore, hvor det kun var holdets kaptajn, Adam Yates, der skilte sig ud som et svært led. Han var nemlig omgivet af hærdebrede folk som Durbridge, Hepburn, Alexander Edmondson og Christopher Juul samt de lidt mindre, men stadig tempostærke Damien Howson og Brent Bookwalter. Allerede inden løbet stod det klart, at en sådan velsmurt enhed måske kunne få bugt med selv de største motorer, og da de som sidste hold bragede over stregen i klart bedste tid, viste de igen, at man ikke altid behøver en superspecialist for at vinde holdløb.

 

Sejren giver Yates et fabelagtigt udgangspunkt for at gribe ud efter sejren. Årets rute er speciel, men slet ikke dårlig for den lille brite, der sidste år var løbets stærkeste på de stejle mure, som sætter scenen for de afgørende etaper i weekendens afgørende etaper. Naturligvis har han udsigt til et tidstab på enkeltstarten, men kører han lige så stærkt som i 2018, kan han blive helt ustyrlig på de sværeste stigninger. Samtidig har han allerede nu vundet så meget tid på alle andre end Primoz Roglic og Tom Dumoulin, at han formentlig samlet set har en buffer efter de to enkeltstarter, at det bestemt ikke er umuligt for Yates i denne uge endelig at træde ud af den skygge, hans bror har kastet over ham med sine superpræstationer i det seneste års tid.

 

For at vinde skal han imidlertid have bugt med Roglic, der efter dagens etape blot styrkede sin favoritstatus. Ganske vist lykkedes det ham ikke at gentage sejren fra Emiraterne, men de 7 sekunder, han tabte til Yates, henter han uden problemer på tirsdagens enkeltstart. Dermed er den ekstremt formstærke slovener allerede nu reelt i pole position, men samtidig kan hans på stigningerne ikke alt for stærke Jumbo-hold nu se frem til at have en allieret i Mitchelton og Yates. Det kan vise sig guld værd på weekendens etaper, der kan blive ganske svære at kontrollere, og derfor bør Roglic være ganske godt tilfreds, når den værste skuffelse har fortaget sig.

 

Samtidig kan han glæde sig over, at det endnu engang blev dokumenteret, at Tony Martin virkelig er ”the missing link” på det hollandske mandskab. I mange år har holdet på papiret haft et stort potentiale i den særlige disciplin, men det er aldrig blevet indfriet. Efter sejren i Emiraterne og dagens andenplads står det imidlertid nu klart, at man med Roglic, Martin og Jos Van Emden som motorer nu har etableret sig som et af sportens førende mandskaber, og dermed kan sloveneren med fortrøstning imødese de holdløb, der måtte komme i kommende grand tours, hvor han formentlig gang på gang skal køre med om sejren.

 

Tom Dumoulin og Sunweb viste med en 3. plads, at de definitivt hører til i den absolutte elite. Denne gang var de ellers ikke i den allerstærkeste opstilling, men alligevel kunne man med den hollandske kaptajn og Søren Kragh som de vigtigste motorer sikre sig et udgangspunkt, der bestemt kunne være værre. De 15 sekunder til Roglic er et problem, men Dumoulin henter med lethed 22 sekunder på Yates på tirsdag. Den store hollænder har ikke lagt skjul på, at han er kommet til Italien for at vinde efter en lovende afslutning i Emiraterne, og efter i dag har han stadig kurs mod et topresultat.

 

Det er svært for Julian Alaphilippe at vide, hvad han skal mene. Den formstærke franskmand havde sikkert gerne solgt etapen for en 4. plads, men et tidstab på 37 sekunder er i overkanten og mere end forventet. Belgierne var her uden flere specialister, men med en stærk Kasper Asgreen som den helt store motor lykkedes det alligevel for verdensmesteren længe at ligne en potentiel vinder. Desværre blev de hæmmet af de meget våde veje og den tidlige starttid, som formentlig kostede en del sekunder i forhold til de bedst, og Alaphilippe er nu i en situation, hvor bonussekunder ikke er nok til at vinde løbet. På enkeltstarten vil han nemlig tabe yderligere tid til både Roglic og Dumoulin, og derfor skal han i hvert fald køre fra sloveneren i weekenden, hvilket i lyset af den form, Jumbo-kaptajnen har stillet til skue, kan blive agnske svært selv for fænomenet Alaphilippe.

 

Blandt de fem favorithold var der dog ét, der var en klart større taber. På papiret havde Sky et næsten skræmmende mandskab og måske det største antal virkelige specialister samt i Geraint Thomas, Gianni Moscon og Jonathan Castroviejo motorer i superklassen. Alligevel blev de slået med hele 47 sekunder af Mitchelton, og dermed ser sejren efter bare én dag ud til at være væk for de to erklærede kaptajner, Thomas og Poels. Desværre er det en lidt kedelig tendens for briterne, at de oftere skuffer end sejre på holdløb - et forhold, der er lidt uforklarligt for et hold, der ellers altid forbedrer rytternes tempoevner markant. Nu er de i dette løb atter tvunget i defensiven, og det kræver maksimal udnyttelse af det stærke kollektiv, hvis de skal komme tilbage fra så stort et tidstab i et løb, der ventes at blive afgjort på sekunder.

 

Dagens positive overraskelse var Lotto Soudal. På papiret havde belgierne et specialistfattigt hold, hvor kun Victor Campenaerts havde motoren til det flade terræn. Når det alligevel med en 6. plads lykkedes at give Tim Wellens og Tiesj Benoot en tidsgevinst i forhold til mange rivaler, må det skyldes, at den belgiske maskine, der med sidste års VM-bronze nu for alvor banker på til at true Dennis og Dumoulin, er knivskarp frem mod sit timerekordforsøg. Det endelige svar får vi efter tirsdagens enkeltstart, men allerede nu kan Benoot og Wellens i hvert fald sende en venlig tanke til den dobbelte europamester, der bliver særdeles interessant at følge, når han igen retter fuld fokus på landevejen.

 

Dagens sensation var Israel Cycling Academy, der med en chokerende 9. plads - ligesom for Lotto hjulpet på vej af tørre betingelser - gav Ben Hermans et overraskende godt udgangspunkt til klassementet. Også EF viste efter sejren i Colombia, at de igen er blevet langt stærkere i den disciplin, de tidligere dominerede, og selvom de ikke hr mange muligheder i klassementet i dette løb, er dagens 7. plads løfterig.

 

Til gengæld var etapen en spand kold vand i hovedet til Rohan Dennis og Bahrain-Merida, der efter 3. pladsen i Emiraterne troede, at de med australieren som motor kunne blande sig i holdløbseliten, men som med ét blev revet ned på jorden. Det samme blev hans gamle venner på CCC, der i Mellemøsten havde vist, at de trods et knap så stærkt mandskab som i BMC-tiden stadig havde den bagvedliggende ekspertise, men som i dag skuffede med en 11. plads, som dog delvist skyldtes de våde veje.

 

Regnen hæmmede helt sikkert også Thibaut Pinot, der ellers på papiret var omgivet af et stærkt FDJ-mandskab, men som denne gang ikke kunne leve op til 3. pladserne fra 2016 og 2017. Dermed må franskmanden formentlig allerede vinke farvel til drømmen om podiet på en rute, der ikke just passer ham. Det samme må de ellers formstærke Jakob Fuglsang og Alexey Lutsenko, for selvom Astana egentlig gjorde det over forventning fra en tidlig startposition, var det helt uundgåeligt, at dagens etape effektivt ville knuse deres podiechancer. Det samme var tilfældet for Richard Carapaz og Alexis Vuillermoz, der ellers begge er i glimrende form, men som allerede på forhånd vidste, at de ville komme fra dagens etape med et sikkert tidstab.

 

Allerværst gik det dog for stakkels Bora. Ikke blot kørte de under nogle af de vådeste betingelser, en alt andet end betænksom fodgænger ødelagde også alle chancer for et samlet topresultat. Rafal Majka endte forslået i asfalten, og holdets anden klassementsrytter, Davide Formolo, har allerede tabt så meget tid, at selv top 10 synes helt umulig. Måske er der lidt trøst at hente i, at den sygdomssvækkede Peter Sagan kørte hæderligt, men det kan næppe tænde meget lys på en kulsort onsdag for det tyske superhold.

 

Heldigvis får de chancen for revanche allerede i morgen. Årets Tirreno er nemlig et løb for klassikerryttere, og de vil allerede tage fokus, når det i morgen gælder en tilbagevenden til den spændende finale i Pomarance. Her kan der måske ikke hentes tid i klassementet, men især Julian Alaphilippe får brug for at gå efter bonussekunder, hvis han skal hente lidt af dagens tabte terræn tilbage.

 

For Mitchelton handler det bare om at holde Yates ude af problemer i en afslutning, der ikke er svær nok for den ellers så eksplosive brite. I gamle dage ville man ellers på en etape som denne kunne have gået efter sejren med Gerrans, Albasini og Matthews. Sådan er det imidlertid ikke længere i den nye virkelighed på det australske storhold, hvor kun én ting er, som det var i gamle dag: de kan stadig køre holdløb!

 

Favoritterne

Efter det indledende slag på tempocyklerne er det meget passende, at man allerede på andendagen kører ind i det eksplosive klassikerterræn, der sammen med de to tidskørsler vil være afgørende for kampen om den samlede sejr. På papiret er der på de fem linjeløbsetaper to dage for sprinterne og tre for klassikertyperne, men der er ganske stor forskel på tre sværere dage. Hvor det i weekenden gælder de meget stejle mure, der er løbets DNA, og som appellerer til Fleche Wallonne-typer, er morgendagens udfordring helt anderledes, når det går løs på en let opkørsel, der måske nok har sine stejlere passager og er irregulær i bunden, men som er af en type, hvor der normalt ikke kan skabes forskelle.

 

Med andre ord er det ikke en dag, hvor vi skal vente os, at der sker meget i kampen om den samlede sejr, og med mindre det ligesom i 2017 med Geraint Thomas og Tom Dumoulin lykkes at udnytte den manglende kontrol til faktisk at køre væk, vil en sådan finale som regel skulle afgøres i en eksplosiv spurt for puncheurs. Det betyder dog ikke, at etapen ikke kan vise sig vigtig, for de 10 bonussekunder, en etapesejr indbringer, kan i et formodentlig meget tæt løb sagtens få en stor rolle at spille, når regnskabet skal gøres op efter enkeltstarten på tirsdag.

 

Vi kender nu Pomarance-etapen fra tidligere, selvom afslutningen er anderledes end i 2016, hvor man kørte et meget teknisk fladt stykke inde i selve byen. Finalen er imidlertid helt den samme som i 2017, og vi har set, at det kan være ganske svært at kontrollere afslutningen. Selve stigningen er alt for let til at give anledning til et klassementsslag, men selvom det begge gange har ligget til Peter Sagans højreben at spurte sig til sejr, er det ikke lykkedes at holde det samlet. Først kiksede det på grund af Stybar i 2016, og i 2017 var det Thomas og Dumoulin, der sneg sig væk. Selvom sandsynligheden taler for et opgør mellem de bedste puncheurs på den bløde bakke op mod mål, kan man altså ikke afvise, at manglen på kontrol kan gøre det muligt for en snu rytter at snige sig væk til sidst.

 

Den første del af etapen er relativt enkel og bør ikke give anledning til det store drama. Wildcard-holdene skal vise sig frem, og det vil næppe tage lang tid for et udbrud med mindre navne at blive etableret. De vil slås om bjergpoint og indlagte spurter, mens Mitchelton vil kontrollere det første stykke ned langs kysten. Her vil der ganske vist være sidevind, men historien viser, at det aldrig splittes i Tirreno, og det vil det heller ikke gøre på en dag, hvor vinden er af moderat styrke.

 

For Mitchelton vil det egentlig være fint, hvis udbruddet kører hjem, også selvom forskellene er så små, at det skulle koste dem trøjen, der kan overtages af en ufarlig rytter. Derved sikrer de sig nemlig, at Alaphilippe ikke får del i de livsvigtige bonussekunder. Alligevel kan det sagtens tænkes, at holdet alene for at vise løbet ære vil holde udbruddet i snor.

 

Uanset hvad vil der blive skabt samling. Sagans sygdom betyder, at der hersker nogen usikkerhed om, hvorvidt Bora vil påtage sig et ansvar, men det vil CCC utvivlsomt. Dette er Greg Van Avermaets bedste chance for at vinde en etape, og den skal polakkerne udnytte. Selvom de ikke er her med et stærkt hold, kan de sagtens kontrollere den flade første del. Her vil de sikkert også få hjælp af Alaphilippes Deceuninck-tropper, og det bør sikre, at udbruddet køres ind, formentlig allerede inden den afsluttende stigning.

 

De indledende bakker ventes ikke at gøre den store forskel, og det vil formentlig være et relativt intakt felt, der rammer stigningen. Vi har i de senere år set, at den kan rydde ganske godt ud i feltet, og vi har ved de tidligere besøg set, at kun ret klatrestærke folk har overlevet. I år vil medvinden bidrage til at gøre det hårdere, og derfor forventer vi et solidt udskilningsløb. I de tidligere år har vi dog haft 40-50 ryttere i feltet på toppen, og det vil næppe blive meget anderledes denne gang.

 

De foregående besøg har givet meget aggressive finaler, hvor Sagans hold altså er kommet til kort i at kontrollere løbet. Også i år venter vi os en del angreb, men historien viser også, at man ikke kører væk på ren styrke. Skal man have hul, skal det ske via et taktisk spil, og da folk som Thomas og Dumoulin denne gang ikke har tabt væsentligt med tid på holdløbet, er det klart, at Roglic og Yates aldrig vil tillade, at de gentager nummeret fra for to år siden. I stedet kan det kun lade sig gøre for stærke ryttere, der allerede er sat tilbage, men som samtidig er brølstærke på en stigning som denne.

 

Spørgsmålet er, om det denne gang kan holdes samlet. Føler Sagan sig klar, vil Rafal Majka og Davide Formolo i hvert fald kunne bringe feltet en stor del af vejen - selvom Majkas styrt kan have svækket ham betydeligt - men det er nok Jumbo og Mitchelton, der vil tage det størset ansvar. Roglic og Yates har ikke det bedste hold til weekenden, men Robert Gesink og formstærke Laurens De Plus samt Brent Bookwalter kan gøre meget på en let stigning som denne. Van Avermaets svage CCC-hold kan derimod intet stille op, og belgieren kan kun krydse fingre for, at andre kan holde det samlet.

 

Helt afgørende er det også, hvad Deceuninck vil. Stybar vil sikkert gerne gentage bedriften fra 2016, men for holdets klassement er det vigtigt med bonussekunder til Alaphilippe. Derfor kan tjekken blive sat på kontrolopgaver sammen med en velkørende Kasper Asgreen, og med den styrke, Omloop-vinderen har vist, vil det øge chancerne for en spurt ganske betydeligt. Også Lotto kunne med Tiesj Benoot og Tim Wellens tage en vis kontrol, men de mangler holdet til at bidrage med meget.

 

Samlet set tror vi mest på en spurt, ganske enkelt fordi Gesink og De Plus formentlig vil føre ret hårdt for at undgå farlige angreb fra Roglics rivaler. Med mulig hjælp fra Stybar, Majka og Formolo bør det være nok, men - især på grund af medvinden - udelukker vi ikke helt, at en formstærk og snu rytter, der har tabt tid, kan lave ”en Thomas”.

 

Ender det i en spurt er det en finale for de sande puncheurs. I 2017 var Sagan hurtigst i feltets spurt, hvor han slog Van Avermaet, Francesco Gavazzi, Michal Kwiatkowski, Adam Yates, Rohan Dennis, Nairo Quintana og Simon Clarke som sine værste rivaler. En 4-5%-spurt er normalt mere for Van Avermaet- end Alaphilippe- og Valverde-typerne, men det forhold, at den kommer på toppen af en lang stigning, tipper balancen en anelse. Sidst så vi eksempelvis, at det blev lidt for svært for folk som Fabio Felline og Edvald Boasson Hagen, der endte bag lettere folk som Yates og den alt andet end eksplosive Quintana (der dog senere skulle vise sig at være løbets klart stærkeste).

 

På papiret skiller Julian Alaphilippe, Peter Sagan og Greg Van Avermaet sig du som de klare favoritter. Normalt vil Sagan have overhånden i en spurt som denne, hvilket spurten i 2017 også viste. Han har imidlertid misset fem dages træning som følge af maveproblemer, og det får pilen til i stedet at pege på franskmanden. Lige siden han kørte Benoot og Quintana ud af hjulet på 2. etape af Vuelta a San Juan i januar, har klassikerfænomenet være helt ustoppelig, og han har allerede hele fire sejre på CV’et - og havde holdet ikke svigtet ham, havde han også vundet samlet i San Juan. Meget kunne således tyde på, at Alaphilippe har kurs mod at blive endnu bedre end i 2018, hvor han allerede udviklede sig til en ligeværdíg konkurrent til Valverde i de kuperede klassikere, og den seneste sejr i Strade Bianche gjorde i hvert fald intet til at slette indtrykket af en franskmand i topform.

 

Finalen her er til gengæld ikke ideel. Alaphilippe er normalt ikke helt så hurtig som Sagan i en 5%-spurt, hvilket blandt andet blev illustreret i den første uge af Touren i både 2018 og 2016. Nu betyder slovakkens sygdom imidlertid, at der formentlig er ret stor forskel på deres formmæssige udgangspunkt, og stigningens længde giver under alle omstændigheder franskmanden bedre chancer end på Tourens kortere mure. Målbakken er i hvert fald svær nok til, at den vil slide mere på de tungere folk end på lille Alaphilippe, og derfor tror vi, at hans superform igen vil sætte sig igennem, også i en finale, der ikke er helt ideel for ham.

 

I lyset af Sagans trængsler ligner Greg Van Avermaet hans værste rival. Belgieren blev som bekendt kun slået af Sagan for to år siden, og han har derfor vist, at han kan klare sig i denne finale. Samtidig ser han igen ud til at nærme sig niveauet netop fra jubelåret 2017, efter at han i åbningsweekenden igen lignede sig selv. Hans knap så gode resultat i Strade Bianche var ikke uventet, for det italienske løb har altid haft lidt for stejle mure og for mange højdemeter til at passe ham ideelt. De mere moderate procenter i Pomarance passer ham bedre, og med den form, han har vist i år, burde han være bedre end i 2018, hvor han generelt viste faldende niveau som puncheur.

 

Stigningens længde er stadig en udfordring for Van Avermaet, og det er i høj grad det, der får balancen tl at tippe til Alaphilippes fordel. Ser man alene på procenterne, har den tunge Van Avermaet en fordel, og derfor kan det blive en ganske tæt duel. Den relativt ukomplicerede finale er også til fordel for belgieren, der er bedst i en lang powerspurt som denne, mens Alaphilippe I højere grad lukrerer på sit antrit. Derfor kan det sagtens lykkes for formstærke Van Avermaet at sikre sig sæsonens anden sejr i en afslutning, der minder lidt om den, der gav ham den første.

 

I lyset af helbredskvalerne er det svært at vide, hvad man skal tro om Peter Sagan. Meldingerne om, at han har misset fem dages træning, får os til at tro, at denne finale må være for svær for slovakken, der trods alt skal være i ganske god form for at slå folk som Alaphilippe og Van Avermaet på så lang en stigning. Han har ellers tidligere - så sent som i Touren - vist, at han fortsat er verdens bedste i en 5%-spurt, og havde han været på toppen, havde han været den klare favorit. Nu er usikkerheden stor, og det skyldes ikke mindst, at han i forvejen er formmæssigt lidt længere tilbage end i 2017, da han denne gang skal holde motoren i gang helt frem mod Liege. Derfor tror vi, at denne ret svære finale kommer for tidligt for Sagan, der heller ikke har kørt løb i mere end en måned, netop for at bevare friskheden helt frem til slutningen af april. Derfor er der en vis risiko for, at Sagan slet ikke kommer med feltet hjem. På den anden side er Sagan jo netop Sagan, og lige netop han kan vinde løb som disse, selv hvis han kun er på 80%.

 

En af de mest spændende ryttere er utvivlsomt Alexey Lutsenko. I Oman kørte han som en motorcykel og var med sine tre etapesejre i en helt anden liga end rivalerne. I forhold til denne etape er det særligt værd at bemærke, at han i 3. etapes puncheurfinale gav Van Avermaet betragtelige klø. Denne finalestigning er dog knap så stejl, og det burde gøre det lettere for den mere spurtstærke Van Avermaet. Lutsenko har også fortsat til gode at vise, at han kan begå sig i puncheurfinaler i de største europæiske løb, og samtidig kan der være en vis fare for, at formen efterhånden er på vej ned. I hvert fald virkede han knap så overbevisende i Strade Bianche som i Omloop, og særligt hans afslutning på bakken i Siena var ikke just opløftende efter en dag, hvor han modsat Van Avermaet og Benoot havde siddet meget på hjul. Det ændrer dog ikke på, at Lutsenkos puncheursejr i Oman viser, at han fra nu af skal regnes som en topkandidat i en afslutning som denne.

 

Normalt ville vi mene, at afslutningen her er alt for let for Primoz Roglic. Sloveneren bliver imidlertid ved med at overraske, og i UAE Tour viste han, at han er endnu hurtigere end først antaget. Først var han ganske tæt på at slå selveste Valverde i spurten på toppen af Jebel Hafeet, siden blev han nr. 3 i kamp med bakkestærke sprintere som Caleb Ewan på den korte Hatta Dam, og til slut slog han afsluttere som en ganske vist sygdomssvækket Valverde og Dan Martin i spurten på Jebel Jais, der havde procenter som dem, vi finder her. Den fandt ganske vist sted efter en betydeligt sværere afslutning, og vi må trods alt formode, at Roglic kommer lidt til kort mod de hurtigere folk i denne afslutning. Omvendt bliver han bare ved med at overraske, og med den form, han har vist på det seneste, skulle det ikke undre, om han også her i hvert fald får del i bonussekunderne.

 

Lotto Soudal har to ryttere, der begge kan afslutte i en finale som denne, og af dem er det nok Tim Wellens, der har de største chancer. Belgieren har med sejren i sidste års Giro og ikke mindst for nylig i Ruta del Sol vist sine puncheurevner. Til gengæld blev begge disse sejre også vundet i afslutninger, der var betydeligt stejlere end denne, og procenterne her er nok trods alt for moderate til Wellens. Omvendt har belgieren vist fremragende form fra sæsonstart, også selvom den altid ustabile Lotto-stjerne havde en lidt mindre god dag i lørdagens klassiker. Det er måske svært at tro på sejr mod de allerhurtigste, men et topresultat er meget sandsynligt - og glem så ikke, at Wellens om nogen har næse for evnen til med et sent angreb at lave ”en Thomas”.

 

Det samme har hans holdkammerat Tiesj Benoot, der i Strade Bianche viste, at han ligesom i 2018 er kommet ned fra Sierra Nevada med drømmeben til klassikerne. Styrtet i Omloop har i hvert fald ikke sat ham tilbage, og det var ganske imponerende, at han på bakken i Siena kunne slå den mere eksplosive Van Avermaet samt Lutsenko, der i finalen havde siddet på hjul hele dagen. Allerede sidste år overraskede han stort i dette løb, både i bjergene og på murene, hvor han klarede sig bedre end ventet på de allerstejleste procenter. Benoot er da også en glimrende puncheur, men han er ikke helt så hurtig som de ovennævnte. Med den gode form ligner det et sikkert topresultat, men for at vinde skal han nok udnytte tabet fra holdløbet til at lave ”en Thomas”.

 

Det har været en fornøjelse at følge Simon Clarke i år. Allerede i Provence kørte han fremragende, og det fulgte han op på i Strade Bianche, hvor han klart var en af de stærkeste. Australieren synes at have fundet sin anden ungdom, og dette er en finale, hvor han kan udnytte det. Han er en glimrende puncheur og har næppe været bedre nogensinde, end han er netop nu. Samtidig er EF her uden muligheder i klassementet, og han har derfor fuld opbakning til at gå efter endnu et resultat. Om han kan slå de allerbedste, er nok tvivlsomt, men det ligner endnu et topresultat til formstærke Clarke.

 

Vi kan ikke helt finde ud af, hvad vi skal mene om Tom Dumoulin. I gamle dage havde dette været en god finale for hollænderen, der blandt andet i de canadiske klassikere viste sine puncheurevner. Efterhånden som han har udviklet sig til etapeløbsrytter, har han imidlertid tabt punch, og i de senere år har han stort set ikke kørt én eneste spurt i en finale som denne. I UAE Tour forsøgte han sig imidlertid pludselig igen, da han på Jebel Jais kun blev besejret af Roglic, men satte hurtigere folk som Valverde og Martin til vægs. Denne seje powerspurt er slet ikke dum for muskelbundtet Dumoulin, men for at han skal kunne sætte sig igennem med sin råstyrke, skal løbet være hårdt. Og så kræver det naturligvis, at han overhovedet gider at forsøge. Forhåbentlig har Emiraterne givet ham moral og tro på, at han også her kan jagte bonussekunder.

 

Adam Yates har et glimrende punch og har brug for at sikre sig yderligere bonussekunder inden enkeltstarten. Desværre er det yderst sjældent, at briten forsøger sig i spurter som disse, ganske enkelt fordi han på så lette procenter ikke kan matche de tungere puncheurs. Det synes da også udelukket, at briten kan vinde denne etape i så skrap en konkurrence, og risikoen for, at han bare holder sig til, er stor. Omvendt blev han nr. 9 for to år siden, og han skal næsten se, om ikke han kan få del i tidsbonussen. Formen er i hvert fald fremragende, efter at han i Valencia på kongeetapen leverede en sand magtdemonstration, og er han på samme niveau som sidste år, hvor han var feltets bedste på murene, kan han gøre det pænt også i en powerfinale som denne.

 

Egentlig burde finalen her være ideel for Gianni Moscon, der i blandt andet Burgos og Vueltaen har vist, at han er lynhurtig i spurter som disse. Faktisk kunne procenterne vel ikke passe meget bedre til den relativt store og kraftfulde Moscon, der i 2018 også viste, at han kan klatre med de allerbedste selv i langt svagere terræn. Når han ikke figurerer højere på listen, skyldes det styrtet i Emiraterne, der har mærket ham mere end ventet. I Strade Bianche var han fortsat for hæmmet, og selvom han nok har det bedre nu og har større chancer i dette betydeligt lettere løb, frygter vi, at han endnu ikke er god nok til at vinde mod folk, der trods alt er bedre puncheurs end ham.

 

Vi ville gerne sætte en stor, fed streg under Eduard Prades, for finalen her burde ligge til højrebenet for spanieren, der sidste år fik sit gennembrud ved i adskillige etapeløb at imponere i netop finaler som disse. Også i Vueltaen spurtede han sig i en let stigende spurt til en 4. plads bag den sent angribende Gallopin samt Sagan og Valverde, og det viser, at han også kan være med på allerhøjeste niveau. Desværre har formen i 2019 været alt andet end imponerende, og selvom han vandt en etape i Provence, har han slet ikke klatret som i 2018. Senest var han helt væk i Strade Bianche, og selvom det så lidt bedre ud med et sent angreb i Larciano i søndags, er han næppe i form til at slå verdens bedste på denne etape. Finalen burde ellers ligge til hans højreben, som han blandt andet viste på 2. etape i Yorkshire sidste år. Nu skal han blot vise, at formen også efterhånden er ved at være der.

 

Rui Costa har i årets første løb vist, at han stadig er langt fra sit gamle niveau, men han viste dog på Jebel Jais i Emiraterne med en top 10, at hans form er i fremgang. En afslutning som denne er slet ikke dum for ham, og han vil være opsat på revanche efter styrtet i Strade Bianche, hvor han mistede alle muligheder. Han er en udmærket puncheur, men trods alt ikke hurtig nok til at vinde. Til gengæld er han en mester i at stikke af i finalen, og det er især det, der kan gøre ham farlig. Hvis ikke, ender det sikkert med en top 10 i spurten.

 

Alexis Vuillermoz ville gerne have sat et 2-tal foran i procentangivelserne, for han er langt mere komfortabel på 25% end på 5%. Alligevel burde han være motiveret for at forsøge sig, ikke mindst fordi stigningen er så lang, at den har slidt lidt på de hurtigere folk. Han har efter et skidt 2018 rejst sig igen og var flyvende i forrige weekend, hvor han suverænt vandt Drome Classic. Stigningen er nok trods alt for let til, at han kan vinde, men han burde kunne ende hæderligt - og så er også han en kandidat til at angribe i finalen.

 

Geraint Thomas sneg sig væk for to år siden, men det får han helt sikkert ikke lov til denne gang. Alligevel skal han nok ende ganske hæderligt, for han viste i Strade Bianche, at han efter en i bogstavligste forstand tung start på året er ved at have smidt de overflødige kilo. Han regner i hvert fald med at køre klassement i dette løb, og derfor kan vi forvente at se Thomas holde sig til en powerspurt som denne. Han er nemlig slet ikke langsom, og på ren muskelkraft kommer han altid langt i afslutninger som disse. Til gengæld mangler han farten til at vinde, og han er for farlig til, at Roglic giver ham en meter.

 

Endelig vil vi pege på to jokers, Alberto Bettiol og Enrico Battaglin. Bettiol viste i Touren for to år siden, at han kan køre lige op med verdens allerbedste i disse afslutninger, og efter lidt sygdom så han stærk ud i Strade Bianche, hvor han sad med de bedste på Monte Sante Marie. Siden blev han sat ud af spillet af krampe, og det er da også givet, at han stadig jagter sin allerbedste form. Han synes dog at være god nok til måske at kunne overraske på denne etape. Battaglin synes derimod slet ikke at have formen efter endnu en meget haltende start på sæsonen. Omvendt viste han i sidste års Giro, hvor han endelig fandt sit topniveau igen, at han kan være rystende stærk i disse finaler, og var han i topform, kunne han også true folk som Van Avermaet, Alaphilippe og Sagan. For at det skal ske, skal formen dog komme ud af det blå, hvilket er usandsynligt, men for netop Battaglin ikke helt umuligt.

 

Andre kandidater er Giovanni Visconti, der dog fortsat ikke synes helt at have formen til at vise sit virkelige niveau i en afslutning, der ellers passer ham ideelt, samt Cofidis-duoen Anthony Perez og Julien Simon, hvoraf førstnævnte dog nok er lidt for tung og sidstnævnte for formsvag. Finalen er også god for Matej Mohoric, men efter at have misset de indledende klassikere med en knæskade, rækker formen næppe, og det gør den desværre nok heller ikke for Søren Kragh, der efter sin sygdom først og fremmest skal hjælpe Gallopin. Thibaut Pinot og Wout Poels er hurtige, men ikke hurtig nok i en finale som denne, og specialister som Tom-Jelte Slagter, Fabio Felline og Jose Goncalves er alt for formsvage. Zdenek Stybar er i storform, men skal formentlig køre for Alaphilippe, og finalen er nok for svær for Toms Skujins, Sep Vanmarcke, Davide Ballerini og for Michael Valgren, der stadig er meget mærket af sin sygdom. Omar Fraile var en god kandidat, hvis ikke han var mærket af styrtet fra UAE Tour og derfor nok bare skal hjælpe Fuglsang og Lutsenko. Ruben Guerreiro og Gianluca Brambilla kan gøre det hæderligt, men ikke vinde.

 

Som kandidater til at lave ”en Thomas” skal vi se efter ryttere, der er formstærke og har tabt lidt tid. Her kunne Richard Carapaz, Jakob Fuglsang, Alexis Vuillermoz, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Zdenek Stybar og Rui Costa være kandidater.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Peter Sagan

Outsidere: Alexey Lutsenko, Primoz Roglic, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Simon Clarke

Jokers: Tom Dumoulin, Adam Yates, Gianni Moscon, Eduard Prades, Rui Costa, Alexis Vuillermoz, Geraint Thomas, Alberto Bettiol, Enrico Battaglin

Kandidater til sent “Thomas-angreb”: Richard Carapaz, Jakob Fuglsang, Alexis Vuillermoz, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Zdenek Stybar, Rui Costa

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Geraint Thomas’ sejr fra 2017 samt Zdenek Stybars sejr fra 2016, hvor der som nævnt var mål lidt længere inde i byen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Bredene Koksijde Classic(1.HC ) 22/03

Danilith Nokere Koerse(1.HC ) 20/03

Champ. Continentaux d'Afr...(CC) 15/03

Bredene Koksijde Classic(1.HC ) 22/03

Milano-Sanremo(1.UWT) 23/03

Trofeo Da Moreno - Piccol...(1.WWT) 24/03

Trofeo Da Moreno - Piccol...(1.NCUPJW) 24/03

Grand Prix de Denain - Po...(1.HC ) 24/03

Le Tour de Langkawi(2.HC) 24/03-31/03

Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 25/03-31/03

Driedaagse Brugge-De Panne(1.UWT) 27/03

Settimana Internazionale ...(2.1) 27/03-31/03

Driedaagse Brugge-De Panne(1.WWT) 28/03

E3 BinckBank Classic(1.UWT) 29/03

Classic Loire Atlantique(1.1) 30/03

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger