Optakt: 2. etape af Tour de France

Ruten

Frankrig meget ujævnt fordelte geografi betyder, at Touren modsat Giroen og Vueltaen ofte skal ventes relativt længe, inden de fra en start ofte mod nord rammer de længere stigninger mod syd. Den usædvanlige start i Nice giver imidlertid nye muligheder, og derfor venter der lidt af en nyskabelse, når 2. etape afvikles i år. Det er svært at huske, at man tidligere har skullet klatre mere end 4000 højdemeter allerede på 2. etape, men det er ikke desto mindre tilfældet i årets meget særegne udgave af løbet. Det sker på en etape, der bedst kan kaldes en hyldest til Paris-Nice. Ruten er nemlig designet, så den passerer nogle af de stigninger, der i de senere har været helt afgørende i Løbet mod Solen, og det hele slutter endda med løbets mest ikoniske stigning, Col d’Eze, efterfulgt af samme finale, som er blevet brugt på sidste etape i de senere år med den lille Col de Quatre-Chemins inde i selve Nice frem mod en afslutning på berømte Promenade d’Anglais, der for anden dag i træk agerer mål. De sidste stigninger er næppe svære nok til at skabe forskelle mellem de bedste, men sprinterne kan glemme alt om at sejre igen, og en hektisk og aggressiv finale vil utvivlsomt give et lille indtryk, hvem der har taget de gode klatreben med til Frankrig.

I alt skal der tilbagelægges 186,0 km, der forbinder Nice Haut Pays med Promenade d’Anglais i hjertet af Nice. Starten går samme sted som på 1. etape, dvs. lige nord for den berømte avenue, men modsat på 1. etape får man lov at varme benene op, inden der skal klatres. Man kører nemlig mod sydvest ned ad den flade Promenade d’Anglais, inden man ved lufthavnen drejer mod nord for at køre langs Var-floden mod nord ud gennem byen ad en vej, der kun stiger ganske let. Her gives den reelle start kort efter. Efter at have forladt byzonen fortsætter man mod nord ad en let bugtende vej, der stadig stiger let, og undervejs kommer dagens spurt allerede efter 16,0 km på den lange, lige vej, der stiger ganske let med 0,7% på den sidste km

Efter 45,5 km når man frem til byen La Bollinette. Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod nordøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Col de la Colmiane, der var mål for kongeetapen i Paris-Nice både i 2018 og i foråret, hvor hhv. Simon Yates og Nairo Quintana sejrede. Stigningen stiger med 6,3% over 16,3 km og er relativt regulær med stigningsprocenter på 6-7 stort set hele vejen, dog med en hård start med 2 km på 8%. Toppen rundes efter 63,5 km, og derefter venter en ikke specielt teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til byen Camp de Millo.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Nu fortsætter hyldesten til nyere udgaver af Paris-Nice, idet man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Turini (14,9 km, 7,4%), der blev benyttet som mål for kongeetapen i Løbet mod Solen sidste år, hvor Daniel Martinez sejrede, og Egan Bernal kørte sig i førertrøjen. Der er tale om ret ujævn stigning, som efter tre relativt lette kilometer byder på fire vanskelige kilometer, hvoraf de tre stiger med 9-11%. Herefter stiger den primært med 6-7%, men den 11. og 14. km har stigningsprocenter på hhv. 10,8 og 9,0.

Toppen rundes efter 99,5 km, og herefter bliver det meget lettere. En indledningsvis ganske teknisk nedkørsel, som rytterne har protesteret over, fører mod syd ned til byen Luceram, hvorefter man følger en lang, lige vej, der er let faldende, videre mod syd og siden sydvest ned mod centrum af Nice, hvor det flader ud ind gennem byzonen. Kort inden man rammer Promenade d’Anglais, drejer man imidlertid mod nordøst for at køre ud af byen og op ad den berømte stigning Col d’Eze (7,8 km, 6,1%), der her er i kategori 2. Den er klart vanskeligst i bunden, hvor den stiger med 8,5% over de første 2 km, men derefter bliver det lettere med hhv. 5,6%, 3,8% og 3,3% over de næste 3 km frem mod afslutningen, hvor det stiger med 7,0% over en kilometer og slutteligt med 5,9% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der rundes efter 153,0 km. Herfra går det via en ikke alt for vanskelig nedkørsel mod først nordøst og siden sydvest tilbage mod centrum af Nice, hvor man følger den helt velkendte finale med en lille bakke, der leder op til den røde flamme, hvorefter man kører ned til den flade afslutning på Promenade d’Anglais, hvor målstregen krydses efter 168,5 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 17,5 km lang rundstrækning. Man kører et kort fladt stykke mod nordøst ud gennem byen frem til bunden Col de Quatre-Chemin, der blot er den første del af Col d’Eze. I alt skal der klatres 5,0 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,4 fordelt på 8,5%, 8,5%, 5,6%, 3,8% og 3,3% over hver af de fem kilometer. Fra toppen, hvor der er en af de særlige bonusspurter, resterer blot 9,0 km, der indledes med en lidt teknisk nedkørsel, som senere bliver mere enkel, indtil man med 2 km rammer fladlandet nede i selve Nice. Her kører man ind på Promenade d’Anglais, hvor man skal over den lille bakke ved den røde flamme og den efterfølgende nedkørsel, inden afslutningen er helt flad. I bunden af nedkørslen er der tre skarpe sving omkring 2 km-mærket, hvorefter vejen lige inden den røde flamme buer, indtil man rammer den 800 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4044 højdemeter.

Tour de France var senest forbi Nice i 2013, hvor Orica-GreenEDGE tog en mindeværdig holdløbssejr ved at slå OmegaPharma-Quick Step med bare 1 sekund og derved sende Simon Gerrans i førertrøjen. Derudover har Paris-Nice meget ofte haft mål for næstsidste eller sidste etape på netop Promenade d’Anglais. De seneste vindere her er Ion Izagirre (2019), David De La Cruz (2017 og 2018), Tim Wellens (2016), Tony Gallopin (2015), Arthur Vichot (2014), Sylvain Chavanel (2013), Thomas de Gendt (2012), Thomas Voeckler (2011), Amael Moinard (2010), Antonio Colom (2009), Luis Leon Sanchez (2008), Alberto Contador (2007), Markus Zberg (2006), Alejandro Valverde (2005), Alexandre Vinokourov (2004), David Bernabeu (2003), Robbie McEwen (2002) og Fabrizio Guidi (2001).

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Vejret

Efter en dag med ustabil luft over Nice forklarer søndagens vejr bedre, hvorfor Paris-Nice kaldes Løbet mod Solen. Her venter nemlig en hel skyfri dag med temperaturer på 29 grader. Til gengæld vil det være usædvanligt blæsende med en frisk til hård vind (25-30 km/t) fra sydvest. Det giver sidemedvind frem til bunden af Colmiane, hvor man får medvind efterfulgt af sidevind frem til toppen af Turini. Derfra vil der være sidemodvind på turen tilbage til Nice. I finalen vil der være medvind på de to sidste stigninger og modvind på nedkørslen, indtil man får sidemodvind efter den røde flamme.

Analyse af 1. etape

Man kunne næsten fornemme det undervejs. I samme takt som regnmålerne fyldtes med mere og mere af det vand, man ofte ser i Tourens første uge i Nordfrankrig, men ikke just var ventet til årets usædvanligt sydlige start, fyldtes Alexander Kristoffs selvtillidstank også. Om det er hans opvækst i ved den regnfulde norske kyst, skal jeg lade være usikkert, men det er velkendt, at den store norske bjørn altid bliver 10% stærkere, når regn har begravet hans ansigt i skidt, møg og mudder.

Forud for løbet lå det ellers ikke i kortene, at det skulle være norsk fest på Tourens åbningsdag. Kristoff havde nemlig fået en rigtig møgstart på den genstartede sæson, først med sit ringeste Milano-Sanremo i mange, mange år, siden med et svært løb i Dauphinés bjerge, hvor han endte med at falde for tidsgrænsen og sidst med et ærgerligt styrt ved onsdagens EM, hvor han ellers lignede en af de tungeste favoritter og kunne have sikret sig stjernetrøjen for anden gang i sin karriere. Selvom han var hurtig til at gøre det klart, at det ikke var skaderne, der ville holde ham tilbage, var det alligevel ikke uden grund, at den tamme serie betød, at Kristoffs navn kun i begrænset omfang blev nævnt uden for de norske grænser.

Det var imidlertid ikke kun formen, der gjorde norsk sejr knap så sandsynlig. Kristoff er nemlig ikke verdens hurtigste i en flad spurt, og selvom dagens åbningsetape ikke var af den flade kaliber, man ofte ser det, var det naturligt, at det var løbets to eneste supersprintere, Sam Bennett og Caleb Ewan, alle talte om. Nok har Kristoff vundet flere etaper i Touren, men ingen er kommet i løbets første halvdel. Det er nemlig først, når alle er slidt ned til sokkeholderne, at den norske bjørns enorme motor endelig kommer til sin ret.

Det var da også meget sigende, at Kristoff efterfølgende indrømmede, at han ikke just havde ventet at sejre så tidligt i løbet. Endnu sværere var det endda blevet af, at nordmanden kun er en sekundær tanke på et UAE-hold, der er bygget op om Tadej Pogacar (og efter holdets eget udsagn også Fabio Aru), og således kun har Marco Marcato til sin rådighed i spurterne. Nej, Kristoffs mål lå egentlig først senere i løbet, når trætheden havde meldt sig hos de rene sprintere, og UAEs klassementsfokus eventuelt kunne være blevet dæmpet lidt af løbets udvikling.

Men så kom regnen, og i takt med, at den ikoniske Promenade d’Anglais, hvor det ellers i Paris-Nice kun er klatrere, der sejrer, blev mere og mere våd, jo større blev Kristoffs chancer. Bedre blev det af, at etapen trods den neutraliserede fase faktisk blev ganske hård, da nervøsiteten for de våde veje pressede farten på stigningerne så gevaldigt i vejret, at udbruddet nærmest kom tilbage af sig selv, og som bekendt ved vi fra klassikerne, hvor Kristoff sidste år vandt favoritgruppernes spurter ved EM og VM samt i Flandern Rundt og Milano-Sanremo, at han er kongen af sprinteropgør, hvor alle er trætte. Og for at fuldende billedet var der ved Nices havnefront langt op til den slags lange powerspurter, som Kristoff elsker, og hvor han kan holde sin topfart i nærmest uendelige tider.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Undervejs i dagens live-opdatering skrev jeg på et spørgsmål om Peter Sagan, at ”hans chancer er i hvert fald øget. Men det er Kristoffs også. En lang powerspurt i regnvejr er guf for nordmanden.” Og den profeti skulle vise sig at være mere rigtig, end jeg selv anede, da jeg skrev ordene mere end en time inden afslutningen. Men da den enorme bjørnemotor først blev åbnet, var det så klassisk Kristoff, det næsten kan blive, da han med endnu en lang spurt suverænt indfriede en livsdrøm. Dermed sikrede han sig nemlig den ene af sportens mest ikoniske trøjer tre år efter, at Peter Sagan med det alleryderste af neglene snød ham for regnbuetrøjen - endda på hjemmebanen i Bergen.

Sejren er også et led i Kristoffs genfødsel. For nogle år siden lignede nordmanden ellers en mand, der var i forfald, men det fik han rettet op på i et 2019, hvor han måske nok fejlede i Touren som del af UAE-mandskabets angiveligt fejlagtige eksperiment med en særlig energidrik, men i løbet af foråret var genfødt i en klassikerkampagne, der indbragte nok en udmattende powerspurtsejr i Gent-Wevelgem - endda i suveræn stil - og i efteråret kørte et fornemt VM, der kunne være endt med en regnbuetrøje opnået i det regnvejr, han elsker.

Med sejren fik Kristoff også vist sig berettiget til UAE-mandskabets tillid. I forvejen var det overraskende, at holdet efter corona-pausen droppede den oprindelige plan om at sende nordmanden til Giroen og holdets supersprinter, Fernando Gaviria, til Touren, der trods alt er det store udstillingsvindue. Dertil kom, at holdets manglende vilje til at investere ressourcer i spurterne gjorde det til en lidt halvhjertet og dermed også lidt meningsløs satsning, men heldigvis er Kristoff en mester i positionskampen og i at navigere på egen hånd. Det viste han nok engang ved at gribe Peter Sagans hjul i den logiske overbevisning, at slovakken som altid ville sidde rigtigt og herefter hurtigt slå til, da unge Cees Bol kom til at åbne sin spurt for tidligt.

I det hele taget blev det en nordisk fest, de færreste havde forestillet. Efter sejren i Polen lå det ganske vist i kortene, at Mads Pedersen naturligvis skulle køre den første spurt - ganske enkelt grundet den store opmærksomhed, Trek kunne få ved at lade regnbuetrøjen spurte efter den første gule trøje. Trods triumfen i Østeuropa lå det nemlig ikke i kortene, at Pedersen kunne være med helt i front i så skrapt et selskab.

Hans chance var snarere det supertog med Edward Theuns og Jasper Stuyven, som var hovedforklaringen på den polske sejr, mere end hans egen fart. Derfor så det også ud til, at løbet var kørt, da Pedersen tabte Stuyvens baghjul, og så hjalp det lige lidt, at de to belgiere nok engang leverede et sublimt lead-out, de nu i stedet måtte stoppe før tid. På det tidspunkt så Pedersen ud til at være død og begravet og de danske håb om en god Tour-indledning lige så fjerne som et solstrejf denne regnvejrslørdag i Nice.

Men Pedersen er altså blevet hurtig. Nok blev han hjulpet af at ligge i læ hele vejen, hvilket naturligvis hjalp ham med at gå forbi de mange, der døde i den sydfranske søndenvind, men der var alligevel smæk på, da regnbuetrøjen udnyttede Kristoffs slipstrøm til at sikre sig en andenplads i det, der blev en fantastisk nordisk jubelstund. Og akkurat som Kristoff er Pedersen kendt som en rigtig regnvejrsrytter, der tillige bliver bedre og bedre, efterhånden som rivalerne slides ned, som han viste den regnvejrssøndag i Yorkshire, hvor både han og Kristoff foldede sig ud. Så kan man kun gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis han faktisk havde holdt Stuyvens hjul og var blevet sat lige så fint op som i Polen. Måske havde det været svært at slå Kristoff uden glæden af læ, men umuligt var det i hvert fald ikke. Og nu skal vi efterhånden til at regne Pedersen som den sprinter, han egentlig ikke har været indtil nu.

Det er til gengæld Bennett og Ewan, men for begge de to favoritter blev det en dag til glemmebogen. Bennett var ellers ikke uheldig i finalen, hvor Deceuninck-mandskabet betalte prisen for Zdenek Stybars ærgerlige afbud, så ireren med kun Michael Mørkøv ved sin side oplever den sjældenhed at være en Deceuninck-sprinter med et svagere tog end rivalerne. Da Theuns og Stuyven lettede foden fra gaspedalen, var der nemlig pludselig plads til, at Mørkøv og Bennett fra en ellers helt håbløs position pludselig kunne skyde frem i et hul, der åbnede sig for dem, og herefter kunne den danske veteran nok engang vise, hvor fremragende en lead-out man, han er.

Desværre var Bennett ikke lige så fremragende. Netop som sejren i Vallonien, hvor han havde fået formstærke Arnaud Demare til at ligne en nybegynder, havde givet håb om, at han efter sin elendige sæsonstart var ved at genfinde sit tårnhøje 2019-niveau, var der igen tømt, og Bennett trådte stort set lige så firkantet, som han har gjort i de fleste af årets spurter. Det vil utvivlsomt ikke gøre godt på hans i forvejen nærmest ikkeeksisterende selvtillid, der allerede har givet ham en kolossal angst for at ende som den sjældne Deceuninck-sprinter, der ikke vinder en Tour-etape, men han gør klogt i at bevare roen. Det helt klassiske Bennett-mønster er nemlig, at han altid er rusten de første to dage, og med tanke på, at han måtte jagte efter en punktering og et ”næsten-styrt”, er det for tidligt at tro, at Bennetts triste 2020-sæson vil fortsætte gennem hele Touren. Der er i hvert fald stadig håb om en gentagelse af det vallonske comeback - især fordi han efter etapen følte sig velkørende på stigningerne og mest tilskrev den knap så overbevisende spurt et for stort tab af fart i finalen.

Værre var det for Ewan. Først blev han fanget i et styrt, der betød, at kun neutraliseringen af den regnvåde nedkørsel reddede hans chance for at deltage i spurten. Den opkørsel havde tilsyneladende tæret meget på kræfterne, for han lignede en mand, der var tømt, da han ellers ligesom sin rival blev reddet af Treks nedbremsning og fra positionen bag ireren blev ført frem af Mørkøv. Bennetts hjul kunne han imidlertid ikke holde, og da han senere blev ramt af et skulderskub fra den herligt kørelystne Tadej Pogacar, der til trods for, at uret allerede var stoppet med 3 km igen, ikke kunne dy sig for at køre finale, endte 1. etape for andet år i træk som en nedtur for den lille australier. Heldigvis ved han fra sidste år, at der ingen grund er til panik, bare fordi den første - eller for den sags skyld de første tre - spurt, ikke går som ønsket.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Trist var det også for Peter Sagan. Naturligvis har den tredobbelte verdensmester aldrig været en mand til denne slags boulevardspurter, men ligesom Kristoff og Pedersen burde han være en type, der trivedes under omstændighederne. Det var imidlertid svært at se, da først spurten blev åbnet, for her gjorde den engang så sublime slovak ikke meget for at overbevise os om, at hans indtil nu uhyre svage kørsel i 2020 hører fortiden til. Den gjorde i hvert fald intet for at dæmpe fornemmelsen af, at hans dalende niveau og rutekonstruktionen gør ham sårbar i kampen om grønt, især nu hvor den indlagte spurt viste, at hverken Sam Bennett eller Alexander Kristoff har opgivet på forhånd. Alligevel stiller Sagan i morgen atter til start i den grønne trøje, og han må også regnes som favorit, men en sejr er ikke den på forhånd givne konklusion, den plejer at være.

Han var dog ikke ene om at skuffe. Bryan Coquard, der ellers havde vist storform i optakten, sad ellers glimrende placeret bag Bennett, men måtte nok engang sande, at han ikke har fordums fart. Det samme gælder i særdeleshed for den fallerede Elia Viviani, der med en tam spurt gav masser af benzin til det stadig mere flammende bål, der har gjort ham til en nærmest ikke omtalt sekundasprinter i indgangen til dette løb. Helt galt gik det for den altid svingende Niccolo Bonifazio, der enten er flyvende eller helt fra den, og desværre lige nu ser så svækket ud, at man allerede kan have alvorlige bekymringer for, hvor langt han kommer på årets hårde rute. Giacomo Nizzolo fik brudt sin fine stime, men han har formentlig været mærket af det styrt, der førte til en relativt langvarig jagt. André Greipel styrtede og kom ikke med feltet hjem, selvom han heldigvis kan fortsætte i løbet. Og så måtte Wout van Aert indse, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, da han grundet neutraliseringen pludselig fik lov at spurte, endda med støtte fra Tony Martin, men uden at få muligheden for faktisk at åbne for gassen.

Den rute tiltaler heller ikke Cees Bol, der er under ekstra pres. Det virker nemlig som det glade vanvid, at formstærke Michael Matthews er sendt til en Giro, hvis mange lette sprinteretaper passer langt bedre til Bol, der til gengæld kører en Tour, hvor de knaldhårde sprinteretaper ville tiltale australieren. I dag viste hollænderen dog lidt af den klasse, der gav ham sejre i de tre første spurter, han overhovedet kørte i debutåret 2019, og selvom han i sin ungdommelige iver fik åbnet lidt for tidligt, var der pæn fart i stængerne, når man ihukommer, at han kørte en meget lang spurt i en vind, der ifølge vejrudsigten var i ryggen, men ifølge rytterne var i ansigtet.

Hovedfortællingen var dog den styrtregn, der var endnu mere massiv end den regn, der faldt fra himlen. Heldigvis ser det ud til, at løbets hovedaktører alle er sluppet relativt uskadte, og i skrivende stund er det kun Rafael Valls, der kan være på vej ud af løbet. Til gengæld er det et alvorligt slag for Ineos, hvis Pavel Sivakov ikke bliver konkurrencedygtig. Ganske vist har det aldrig virket realistisk, at der kunne blive plads til at holde ham inde i klassementet på et hold, hvor det er ham, der skal få det hele til at eksplodere, når Egan Bernal og Richard Carapaz skal vinde tid inden enkeltstarten, men netop i den rolle kan han ikke undværes på et Ineos-hold, der er usædvanligt fattigt på bjerghjælpere.

Meldingerne fra de to største navne, som var i asfalten, nemlig Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Richie Porte og ikke mindst en frustreret Thibaut Pinot, er heldigvis betryggende, men det er måske meget sigende, at det netop var dem, der røg i asfalten. I hvert fald er de tre førstnævnte kendt for netop det, mens Pinot nok engang må sande, at han muligvis ikke er undsluppet den Tour-forbandelse, der hviler over ham.

Til gengæld kan han glæde sig over, at historien første efterårs-Tour blev ramt af et vejr, der kendetegner netop efteråret. Det er nemlig velkendt, at han har det bedst i regn og kulde, og derfor kunne man sagtens forestille sig, at der bliver danset mere regndans på FDJ-hotellet de kommende dage. I givet fald kan der blive lagt op til lidt af en kædedans. Kristoff og Pedersen byder sig nemlig sikkert gerne til. Der sker nemlig et eller andet, når det regner på de hårdføre skandinaver.

Favoritterne

Man følger sig helt hensat til Vueltaen. Det er nemlig kun den spanske grand tour, der relativt ofte kaster rytterne ud i seriøse klatreudfordringer allerede på 2. etape. Den slags har Touren meget sjældent haft mulighed for, da ønsket om at besøge bjergene sent i løbet har ført til, at Grand Depart som regel henlægges til de nordligere dele af landet, hvor terrænet er betydeligt mindre interessant ud fra et cykelmæssigt synspunkt.

Det ændres der imidlertid på med årets start i Nice. 4000 højdemeter på 2. etape er uhørt i Tour-sammenhæng, og kombinerer man det med de to tidlige bjergafslutninger i de første uge, er det mere end længe sandt, at det handler om at være klar fra start i dette års Tour.

Der har været meget snak om, hvilken betydning den knaldhårde etape vil få på løbet. Nogen har spekuleret i, om man allerede her vil se et slag mellem de største favoritter, men det er nok at tage munden for fuld. Dertil er finalen for let, og etapen kommer så tidligt, at der ikke er grund til at tage risici allerede nu. Nej, 2. etape er ikke et sted, hvor løbet kan vindes, men det er bestemt et sted, hvor løbet kan tabes, hvis søndag skulle vise sig at være en dårlig dag.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det betyder også, at det ikke er en etape, de store navne har udset sig som mål. De vil naturligvis være nervøse og spændte, ikke mindst i forhold til, hvordan benene reagerer på mødet med de første stigninger, men vi skal ikke vente os, at de to storhold, Ineos og Jumbo, vil kontrollere eller tage initiativ. For dem vil det faktisk være glimrende, hvis et på sigt ufarligt udbrud kunne få noget tid og sikre sig et par dage i trøjen. Det vil nemlig give en værdifuld allieret, når de kommende etaper skal kontrolleres, og den slags er der brug for på to hold, der begge har to kaptajner at beskytte og dermed kun få hjælperkræfter.

Det er der naturligvis mange, der har luret, og etapen her er det første eksempel på, hvorfor udbrydere jublede ved udsigten til årets rute. Udbryderetaper er ellers noget, der først og fremmest kendetegner særligt Vueltaens, men også Giroens store mængde mellemhårdt terræn. Den slags er sværere at opdrive i Frankrig, hvor etaperne ofte er decideret bjergrige eller meget flade.

Udsigten til en tid i gult ansporer mange, og et stort tal har allerede tjekket denne etape ud, enten i dagene op til løbet eller i løbet af året for de mange, der bor i området. Der er derfor lagt op til det første sande festfyrværkeri af angreb, og vi kan ventes os, at turen ud af Nice på den let stigende dalvej i den relativt kraftige medvind bliver vild og voldsom. Her kommer også den første spurt, og selvom jeg tvivler på, at nogen vil forsøge at holde det samlet hertil, er det meget sandsynligt, at sprinterne skal i aktion, da udbruddet næppe er kørt efter 16 km.

Var etapen kommet senere i løbet, var sandsynligheden for en udbrudssejr uhyre stor. Nu ser det imidlertid betydeligt vanskeligere ud. Julian Alaphilippe indrømmede allerede forud for løbet, at han har kig på denne dag, der ikke blot kan indbringe ham en etapesejr, men også en genforening med den gule trøje, der for et år siden næsten var hans ejendom. I gamle dage kunne han sagtens have grebet ud efter den dobbeltgevinst via udbrud, men den går ikke længere. Efter sidste års heroiske ridt er det nemlig slut med at lade Alaphilippe køre, som man gjorde det på 3. etape for et år siden.

Nej, skal Alaphilippe vinde, skal det ske i kamp med de bedste, og derfor må man formode, at Deceuninck vil kontrollere stramt. Deres problem er, at midterstykket er meget hårdt, og belgierne kommer ikke just med et hold af bjerggeder. Et udbrud med en række klatrere vil de næppe kunne køre ind på egen hånd, selvom Bob Jungels og Dries Devenyns og i anden række Remi Cavagna og Kasper Asgreen alle klatrer fornuftigt.

Heldigvis for dem er de første små 50 km meget lette, og det gør det muligt for dem at sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og ikke består af alt for klatrestærke folk. Deres problem bliver, hvis elastikken først knækker på Colmiane. Bliver det tilfældet, kan vi vente os et uhyre stærkt udbrud af bjergryttere, og så bliver det hele langt mere kompliceret. I det tilfælde kan de dog nok vente sig lidt hjælp fra Jumbo og Ineos, for der er trods alt grænser for, hvem de to store hold vil lade køre.

En joker er vinden. Den er sjældent kraftig i en region, hvor det ikke blæser meget, og sidemedvind i dalen kan potentielt blive farlig. Man kan ikke helt udelukke, at der kan ske momentane splittelser, men der vil utvivlsomt ske samling igen, når et udbrud er kørt. Dertil er der for langt hjem, og med den begrænsede risikovillighed på dette stadium i løbet og frygten for stigningerne til slut er der næppe nogen, der vil bruge vinden offensivt.

Når udbruddet er kørt, bliver det interessant at se, hvem der tager ansvar. Førertrøjen kan ikke forsvares, s UAE vil formentlig kun arbejde lidt for syns skyld. I stedet er det etapesejren, der skal være incitament til at jagte. Som sagt venter jeg ikke ansvar fra Jumbo eller Ineos, men jeg forventer, at Deceuninck vil tage kontrol med det samme. I dette terræn vil risikovilligheden være lav, og forspringet vil næppe blive stort.

Kører udbruddet på det flade, er Deceuninck snu nok til at sørge for, at det har en kaliber, der kan kontrolleres, og så vil de på egen hånd være i stand til at skabe samling. Kører udbruddet på stigningen, kan de imidlertid få brug for hjælp, og det er ikke helt sikkert, at de vil få den. Der er dog særligt to hold, der kunne tænkes at give en hånd med.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Movistar er ved at indstille sig på deres nye liv som andendivisionshold, og de kan ikke længere køre som et hold, der kæmper om podiet eller den samlede sejr. Nej, de skal jagte succes, hvor de kan få den, og det ville være nærliggende at forsøge at bringe 40-årige Alejandro Valverde i trøjen 12 år efter, at han sidst var det. Normalt vil spanierne ikke jagte en Tour-etapesejr så tidligt i løbet, men holdets rolle er anderledes denne gang, og de kunne derfor tænkes at jagte.

Det andet hold er EF. Vi så i Vueltaen sidste år, at de på 2. etape havde modet til at forsøge at sætte Sergio Higuita i scene, selvom det var hans blot anden grand tour-etape nogensinde. Heller ikke de har en topfavorit til løbet, men kan redde deres Tour med en dag i gult allerede nu. De kunne sagtens give en hånd med, og med deres kobbel af klatrere vil de effektivt kunne køre de fleste ind.

Samlet set bør der være nok hestekræfter til at skabe samling, også fordi modvinden efter Turini vil være dræbende for udbruddet. Derfor regner jeg med, at vi får en afgørelse mellem favoritterne, men i dette terræn kan man aldrig udelukke en udbrudssejr, specielt ikke hvis gruppen først kører på Colmiane.

De to store bjerge kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt, og det samme gælde for Col d’Eze, især fordi der er direkte modvind på stykket mellem de to sidste stigninger. Det kan dog ikke udelukkes, at et EF-hold vil lægge pres på her. Også på denne etape er Wout van Aert nemlig elefanten i rummet, der kan spolere festen for de lettere folk, og der kan derfor være god ide i at trætte belgieren. Uanset hvad vil farten på alle stigninger blive øget frem mod nedkørslerne, hvor Jumbo og Ineos vil gøre alt for at starte i front.

Jeg forventer med andre ord, at det skal afgøres på den sidste stigning. Det ligger i kortene, at der vil komme angreb, men jeg tvivler på, at der kan gøres forskelle. Her forventer jeg nemlig, at Jumbo vil sætte sig igennem for at undgå, at farlige ryttere kører væk, og tager de først fronten med Sepp Kuss og George Bennett, bliver det på så let en stigning svært at komme væk. Til gengæld vil det også koste bagfra, især fordi den ret hårde medvind vil bidrage til at skabe yderligere udskilning. Og skulle man alligevel komme fri - det kunne eksempelvis tænkes, at Alaphilippe vil forsøge sig og ikke vente på en spurt, som vi så på 3. etape sidste år - vil modvinden på nedkørslen gøre det meget svært. Endelig skal det bemærkes, at der jo ligger bonussekunder på toppen, og det skal blive interessant at se, om de bringes i spil. De største navne vil nok være ligeglade med de få sekunder, men han man gule drømme tidligt i løbet, er de måske værd at gå efter.

Jeg forventer derfor, at en favoritgruppe skal spurte om sejren, og derfor er det store spørgsmål, hvem der kan overleve så svær en etape. Vi kender jo finalen fra Paris-Nice, og etapen er i alt væsentligt en kopi af den klassiske afslutningsetape i Løbet mod Solen. Her har vi ofte set udbrudssejre, mens det for favoritterne kun sjældent har været muligt at skabe de helt store forskelle, og ofte er de bedste kommet sammen til mål i en lille gruppe. Og vi har endda set nogle relativt store folk sidde med hjem, hvor særligt Oliver Naesen chokerede mange sidste år. På den anden side har vi også set, at eksempelvis Simon Yates og Sergio Henao iført gult har været i store vanskeligheder undervejs.

Etaperne er dog ikke helt sammenlignelige. Denne er langt længere og meget hårdere, fordi der forinden er to deciderede bjerge og ikke kun Nices småbakker, hvoraf Peille-stigningen plejer at være den vanskeligste. Højdemeterne er betydeligt flere, og vi kan derfor vente os større selektion end i Løbet mod Solen, også fordi klassikertyperne denne gang ikke kan drage fordel af, at de ofte er i bedre martsform end klatrerne. I sin storhedstid kunne Peter Sagan godt have kørt denne finale - især hvis han klatrede som i 2013 - men med det, han har vist i den uhyre nedslående 2020-sæson, er det ikke længere et tema.

Vi skal ud i mere klatrestærke folk, der også kan køre en spurt på flad vej, og her vælger jeg efter moden overvejelse at pege på Wout van Aert som min favorit, men det er med stor usikkerhed. Var jeg blevet spurgt for måneds siden, havde jeg afskrevet ham grundet en for vanskelig finale, men efter at have set ham folde sig ud i bjergene i Dauphiné burde han have en god chance for at klare sig. Hvis løbet først for alvor åbnes på sidste stigning, er det reelt kun de første to stejle kilometer, der kan true ham, og dem har han i hvert fald en reel chance for at overleve med de superben, han viste tidligere på måneden.

Naturligvis skal han først og fremmest have lov. Det er langt fra givet, at det er tilfældet, men som sagt tvivler jeg på, at Jumbo kommer til at tage det helt store ansvar. Som sagt er det nærliggende at tro, at de vil tage kontrol på sidste stigning, men her kan man lige så godt benytte Kuss og Bennett og give Van Aert chancen for at følge med. Kommer han først med over, er det meget svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt i lyset af den fornemme fart, han viste i Sanremo og ikke mindst i Milano-Torino. Det er klart, at etapesejren kan glemmes, hvis lokummet brænder, og han kaldes på arbejde, men uden uheld kunne det være en dag, hvor han får chancen, når holdet ikke ventes at tage ansvar. Usikkerhedsmomenterne er mange - hans rolle på holdet og risikoen for, at han falder fra på stigningen - men på baggrund af hans klatring i Dauphiné peger jeg på ham.

Læs også

Se Tobias Lund triumfere i Tyrkiet

Den indlysende favorit er naturligvis Julian Alaphilippe. Som sagt har han store ambitioner på etapen, og den passer ham da også glimrende. Som sagt bliver der denne gang ingen gaver, og derfor skal han vinde etapen i en spurt. Det kan godt blive en udfordring for en mand, der ikke er verdens hurtigste på flad vej, men som vi så med sejren i Sanremo sidste år, er han en udmærket afslutter også i denne slags finaler. Det er klart, at årets Sanremo viste ham, at Van Aert nok er for hurtig en mundfuld, men de øvrige klatrere i dette felt har han en rimelig chance for at slå. Det er dog en udfordring, at han risikerer at være isoleret til slut, i hvert fald hvis Bob Jungels fortsætter sin deroute. Dertil kommer, at han selv virker ret pessimistisk i forhold til formen - en vurdering, man sagtens kan bakke op om efter hans kørsel i Dauphiné og til dels ved de nationale mesterskaber - men en topmotiveret Alaphilippe vil altid være en stor kandidat i denne slags terræn.

Som sagt har jeg en grum mistanke om, at EF har udset sig denne etape med Sergio Higuita, præcis som de udså sig 2. etape i Vueltaen sidste år. Netop på den etape viste colombianeren sin hurtighed, da han i favoritgruppens spurt slog navne som Tadej Pogacar, Alex Aranaburu og Alejandro Valverde. Også i Californien så vi, at den lille fyr er hurtigere, end man skulle tro, for her blandede han sig sågar i massespurterne. Med andre ord har han dokumenteret sin fart på flad vej, selvom erfaringsgrundlaget er begrænset, og særligt hvis det bliver hårdt står han stærkt. Det brølstærke EF-hold vil nemlig sidde med flere mand i finalen, og Rigoberto Uran burde ikke være en helt ringe mand til at sætte Higuita op til sejr i et felt af klatrere og dermed sikre, at han også i andet forsøg vinder en etape i en grand tour.

Jokeren er Primoz Roglic . Den alsidige slovener er lynhurtig, som han senest viste på 1. etape i Ain, hvor han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde forsøgt at give Tom Dumoulin sejren. Vi så det også, da han vandt en spurt af denne type på 1. etape i Romandiet sidste år, og derfor er der intet, der tilsiger, at Roglic ikke kan vinde her. Når han ikke figurerer højere, skyldes det min usikkerhed i forhold til hans vilje til overhovedet at køre spurten. Nok er der bonussekunder på spil, men vi så i Vueltaen sidste år, at han var så bevidst om at spare på kræfterne, at han var ret passiv i spurterne. I lyset af det nylige styrt er hans risikovillighed formentlig også begrænset, og så er det måske bedre at give Van Aert chancen. Omvendt har Roglic svært ved at holde igen, og etapesejre og bonus må trods alt være tillokkende.

Som sagt må man også formode, at Movistar vil redde løbet tidligt med Alejandro Valverde. Desværre står det i stigende grad klart, at spanieren slet ikke er sig selv, og han virker også meget pessimistisk i forhold til fremtiden. I lyset af hans kørsel på sidste etape i Dauphiné burde han dog nok kunne klare denne etape, og så er det store spørgsmål, hvor meget hurtighed han har tilbage. Tidligere har han vundet flade massespurter i blandt andet Catalonien, men i de senere år har det knebet gevaldigt på flad vej, hvor han slet ikke synes at have fordums spurtstyrke, som vi blandt andet så i Sanremo og San Sebastian sidste år, men også i sidste års Vuelta, hvor Roglic slog ham i kampen om bonus på 18. etape. Det ændrer dog ikke på, at Valverde altid er en kandidat i en spurt på en etape som denne, særligt hvis det har været hårdt, og vi er kommet af med de tungere folk.

Jeg har også meget fidus til Marc Hirschi. I vidunderbørnenes tidsalder glemmer man tit den lille schweizer, men det var altså ret imponerende, at han i debutåret var måske stærkeste mand på kongeetapen i BinckBank Tour og blev nr. 3 i San Sebastian. Desværre gik en 3. plads til U23-verdensmesteren hen i ubemærkethed, fordi vinderen var juniorverdensmesteren, men det ændrer ikke på resultatets klasse for så ung en rytter. Her viste han netop også sin hurtighed på flad vej samt evnen til at overleve terræn som dette - blandt andre slog han Valverde i spurten - og den evne så vi også i Baskerlandet. Efter en skadesramt sæsonstart imponerede han mig stort i bjergene i Dauphiné. Terrænet her kunne ellers være lige stramt nok, men når han kunne klatre så smukt på lange stigninger i Alperne, bør han også kunne klare disse eksplosive finalebakker, der i sig selv burde ligge godt til ham.

Man er også nødt til at nævne Tadej Pogacar. Sloveneren viste sidste år i Vueltaen, at han er ganske hurtig på flad vej, blandt andet ved at blive nr. 2 bag Higuita i den omtalte spurt på 2. etape. Han er dog først og fremmest puncheur, som vi så med de fornemme spurtsejr i Emiraterne og Valencia tidligere i år, og jeg kan godt have min tvivl om, hvorvidt farten rent faktisk rækker i en flad finale. Der er dog ingen tvivl om, at han giver den et skud - i dag holdt han sig jo sågar til i massespurten - og efter hans overraskende sejr i Valencia i år, har vi lært, at man skal passe på med at undervurdere supertalentets hurtighed, formentlig også i en flad finale.

Fart har Greg van Avermaet masser af, som han blandt andet viste i sidste års San Sebastian, hvor han overspurtede Hirschi, men på hans vegne frygter jeg bakkerne. Netop San Sebastian viser, at Van Avermaet kan overleve også sværere stigninger end disse, men desværre har belgieren været skuffende i den genstartede sæson. I Vallonien var han i hvert fald overraskende dårlig, da Jhonatan Narvaez kørte fra ham, og det så ikke meget bedre ud ved EM, hvor det var Benoir Cosnefroy og ikke ham, der kunne lukke Mathieu van der Poel ned. Omvendt ved vi, at Van Avermaet altid kan hive en klatrepræstation op af hatten, som vi altså senest så i San Sebastian, og sidder han først med hjem til spurten, vil han være en af de tungeste favoritter.

Alexey Lutsenko har altid al den frihed, han vil have - ellers viser han bare sit kasakhiske pas og beder kritikere ringe til Alexandre Vinokourov - og for holdet vil det være fantastisk at få nationens store stjerne i gult. Den mulighed er da også ganske reel på denne etape. Siden sidste års Dauphiné har kasakheren nemlig udviklet sig til nærmest en klatrer, og i foråret imponerede han stort på Ventoux og i Emiraterne. Han skuffede fælt efter pausen, men mod slutningen af Dauphiné så det ud til, at der var ved at være hul igennem. Til gengæld har han på det sidste skuffet lidt i sine flade spurter, og jeg kan godt have min frygt for, at han mangler den fart, der skal til i dette selskab.

Man må også fremhæve Thibaut Pinot. Franskmanden nemlig blevet ganske hurtig, også på flad vej. Det viste han særligt, da han vandt Tour of the Alps, hvor han var ganske stabil i spurterne, men også da han spurtede sig til sejren i Giroen for to år siden. Senest så vi hans puncheurevner i Dauphiné, og udsigten til bonussekunder gør, at han i hvert fald har et incitament til at prøve. Desværre styrtede han i dag, og selvom han slap uden væsentlige skrammer, kan det måske få ham til at holde lidt igen og i hvert fald mærke ham så meget, at det måske kan blive svært at slå på papiret hurtigere folk.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

En joker er Daryl Impey. Logikken siger, at det bliver for hårdt for sydafrikaneren, der har sine begrænsninger på længere stigninger, men kommer han relativt let frem til finalen, er han ikke uden chance. Efter en rusten start i Polen var han nærmest skræmmende i puncheurspurten på 1. etape i Dauphiné, hvor han formentlig havde vundet med en bedre position. Også på flad vej er han lynhurtig, som vi ved fra blandt andet Tour Down Under, Catalonien og Baskerlandet, hvor han har vundet massespurter eller reducerede af slagsen. Terrænet bliver nok for vanskeligt, især hvis et hold som EF lægger pres på, men sidder han med hjem, er det af de nævnte nok kun Van Aert, der er hurtigere.

Man er også nødt til at nævne Benoit Cosnefroy. Det franske supertalent er en af tidens mest lovende puncheurs, men til gengæld er han ikke specielt hurtig på flad vej. Han viste lidt potentiale med sejren i Marseille, men i dette selskab vil han i en spurt formentlig være overmatchet. I forvejen er han ret begrænset på længere stigninger, og denne etape vil formentlig være for hård. Han har endda lidt af rygproblemer, der satte ham tilbage ved de franske mesterskaber, men forinden meldte han om drømmeben på 1. etape i Dauphiné, hvor han blev lukket inde, og han så meget bedre ud ved EM. Chancen for, at han kommer med hjem er i hvert fald reel, men det er tvivlsomt, om han har farten til at vinde.

Som alternativ har Ag2r Pierre Latour, der også er ganske hurtig. Det så vi senest ved Polen Rundt sidste år, men vi så også på omtalte Vuelta-spurt på 2. etape, at der formentlig er folk, der er hurtigere end ham. Samtidig har han været så uhyre svingende i år, at vi slet ikke kan være sikre på, at han ikke har en offday, der tidligt sætter ham til tælling.

Endelig vil jeg nævne Michal Kwiatkowski. Polakken er helt sikkert i stand til at vinde en spurt i dette selskab, men jeg tvivler stærkt på, at han får lov, selv hvis han sidder med hjem. I hvert fald mindes jeg ikke, at han har kørt én eneste finale i tiden som Ineos-hjælper i Touren, og da han er personlig oppasser for Richard Carapaz og Egan Bernal, bliver det næppe heller denne gang. Omvendt er finalen af en karakter, hvor det - især hvis gruppen er lille - kan gøres relativt omkostningsfrit, så lad os åbne døren lidt på klem.

Andre ryttere, der kan tænkes at køre spurten, er Warren Barguil, Bauke Mollema, Dan Martin, Guillaume Martin, Tiesj Benoot , og - hvis de sidder med hjem - Felix Grossschartner og Alexis Vuillermoz, men de bør ikke have farten til at vinde på flad vej. Jeg tvivler på, at Søren Kragh, Alberto Bettiol (trods den gode form), Matej Mohoric og Lilian Calmejane kommer med hjem, og Jesus Herrada, Pello Bilbao og Damiano Caruso spurter aldrig mere. Philippe Gilbert styrtede i dag, og hans kørsel i Vallonien gør det umuligt for ham at komme med hjem. Matteo Trentin kunne være en outsider, men han virkede i Vallonien stadig for mærket af sit Sanremo-styrt, og etapen er nok under alle omstændigheder for hård. Det bør den også være for Luka Mezgec, Sonny Colbrelli og - som nævnt - en skidt kørende Peter Sagan. Endelig burde Maximilian Schachmann være en af de tunge favoritter, men da han brækkede kravebenet for 14 dage siden, er det et mirakel, at han overhovedet er til start.

Som sagt kan man ikke helt udelukke en udbrudssejr. Man skal dog klatre ret sublimt for at holde Deceuninck-jagten bag sig, og samtidig skal man være så ufarlig, at man får lov at køre. Jeg kunne have særlig fidus til formstærke Davide Formolo og Alessandro De Marchi, Marc Hirschi, Tiesj Benoot, Jesus Herrada, Alexey Lutsenko, Benoit Cosnefroy, Lennard Kämna (hvis han får lov) samt måske Daryl Impey og Greg van Avermaet. Egentlig burde Ben Hermans også være en kandidat, men han styrtede i dag, og Thomas de Gendt har været meget formsvag efter pausen (og endte meget langt tilbage i dag, formentlig grundet styrt).

BEMÆRK: Af erfaring ved jeg, at mange bruger disse optakter til managerhold. Jeg skal derfor nok engang understrege, at Wout van Aert meget vel kan ende med ikke at få chancen, hvis ovenstående analyse af det taktiske spil ikke holder. Med andre ord skal man være risikovillig for at satse hele baduljen på den stærke belgier.