Optakt: 2. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

I forhold til Giroen og Vueltaen er Touren bestemt ikke en fest for puncheurs, og de eksplosive afsluttere har som regel ikke meget at komme efter i verdens største cykelløb. Derfor er årets udgave helt unik, da de ikke blot får en chance for at jagte den første gule trøje - minsandten om ikke der er chance for revanche bare 24 timer senere. Det sker, når feltet bydes på et med spænding imødeset gensyn med Bretagnes mest kendte stigning, Mur-de-Bretagne, der har været rammen om fascinerende finaler tre gange i det seneste årti, og som er så svær, at også klassementsrytterne skal holde sig vågne for ikke at tabe tid på en dag, der før har kostet dyrt for løbets favoritter. Det kræver dog, at de kommer sikkert igennem en nervøs dag ved den bretonske kyst, hvor vinden før har raset.

I alt skal der tilbagelægges 183,5 km mellem Perros-Guirec og Mur-de-Bretagne Guerlédan, og for anden dag i træk finder hele etapen sted i det cykelgale Bretagne. Denne gang er etapen knap så kuperet som den foregående, da man for det meste holder sig ved kysten, og faktisk følges kystvejen på store dele af etapens første halvdel. Fra start kører man mod sydvest ad den flade kystvej, inden man kortvarigt kører mod sydøst ind i landet til byen Lannion, inden det går mod nordøst tilbage til kysten. Her drejer man med det samme mod syd for at køre væk fra vandet, inden det går mod øst af en let kuperet vej tilbage til havet, der nås igen i byen Paimpol efter 67,0.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu kører man over den følgende strækning mod sydøst ned langs vandet. Fladt er det dog ikke, da man med det samme skal over kategori 4-stigningen Cote de Sainte-Barbe (900 m, 6,6%), der er en jævn stigning med top efter 72,8 km. Herfra går det videre gennem fladlandet frem til Plouha, hvor dagens spurt kommer efter 85,0 km for enden af en lang og flad vej helt uden sene sving. Fladlandet fortsætter, selvom man drejer mod syd ad kystvejen, indtil man fortsætter op over kategori 4-stigningen Cote de Pordic (3,1 km, 3,2%), der er en jævn og let opkørsel med top efter 103,2 km.

Nu forlader man langt om længe vandet, når et kort, fladt stykke leder mod syd ned til den store by, Saint-Brieuc, i hvis centrum man skal over kategori 4-stigningen Cote de Saint-Brieuc (1,0 km, 8,0%), som er en helt jævn og stejl stigning med top efter 115,2 km. Den leder op til et relativt fladt og kun let stigende plateau, som følges mod syd og senere sydvest frem til byen Saint-Hervé, der nås efter 147,9 km. Retningen ændres ikke, men herefter bliver det mere kuperet, når man skal ned, op og ned, inden man når frem til udkanten af målbyen Mur-de-Bretagne.

Her indledes finalen, når man kører mod vest og nord ind gennem centrum via kategori 4-stigningen Cote du village de Mur-de-Bretagne (1,6 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel med top efter 165,2 km. På toppen er der kun en ultrakort nedkørsel, inden man kører mod nord op ad målbakken Mur-de-Bretagne (2,0, 6,9%), der er i kategori 3, og på hvis top stregen krydses efter 168,2 km i forbindelse med en bonusspurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 15,3 km lang rundstrækning, der er ganske enkel. Det går først ned og op (1,4 km, 5,5%) ad en lige vej mod nord, inden man drejer mod sydøst og syd for at følge en nedkørsel, der mest af alt går ad en lige vej. I bunden drejer man med 3,7 km igen mod vest for at køre ad et kort først fladt og siden let stigende stykke frem til bunden af målbakken. I bunden er der et skarpt sving, og derefter går det ad en lige vej mod nord op til toppen ad stigningen (2,0 km, 6,9%), der igen er i kategori 3. Den er klart stejlest i bunden med to 500 m-segmenter med hhv. 10,1% og 9,5%, inden den flader ud med to tilsvarende stykker på bare hhv. 5,5% og 2,4%. Den lige vej er 6 m bred og bugter sig let ind på den 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2154 højdemeter.

Mur-de-Bretagne blev senest besøgt i 2018, hvor Dan Martin var snu at udnytte lidt stilstand efter en hård føring fra Richie Porte til at snige sig væk og vinde med 1 sekund ned til en jagtende Pierre Latour og 3 sekunder ned til 14 mand, hvis spurt vandtes af Alejandro Valverde, og som manglede Chris Frooome og Warren Barguil, der tabte hhv. 5 og 8 sekunder til rivalerne. Et lignende scenarium så vi i 2015, hvor Alexis Vuillermoz med et smart angreb på den flade del af stigningen sneg sig væk og tog karrierens største sejr med 5 sekunder ned til Martin, der kørte væk til en andenplads foran Alejandro Valverde, com slog Peter Sagan i spurten i en gruppe på 29 mand. I 2011 spurtede 9 mand om sejren, og her slog Cadel Evans akkurat Alberto Contador på målfoto, mens Thor Hushovd overgik alle forventninger ved at sidde hos favoritterne og forsvare førertrøjen. Året efter vandt Reinardt van Rensburg en Tour de Bretagne-etape på stigningen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Efter en dag med altovervejende tørvejr ser det værre ud søndag. Her venter nemlig en rigtig bygedag, hvor nedbørsrisikoen for de enkelte timer svinger mellem 45% og 75%. Temperaturen i målbyen ventes at nå 18 grader, og det vil igen være en stille dag med bare en svag til let vind (9-12 km/t). Den vil i starten komme fra vest og nordvest, men retningen vil hurtigt skifte til sydvest. Det bør give indledende sidemedvind, indtil man får sidevind efter første stigning og ned langs kysten, indtil man får sidemod- og modvind på turen ind gennem landet. Slutteligt vil det på rundstrækningen være sidemedvind på stigningen og det efterfølgende kuperede stykke, sidevind på første del af nedkørslen og derefter sidemodvind, indtil man rammer bakken for sidste gang, hvor der atter vil være sidemedvind hele vejen frem til stregen.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Analyse af 1. etape

Det er en af cykelsportens grundregler, at Tour de France er noget helt særligt. Den læring indpodes de unge ryttere med, så snart de bliver en del af et professionelt hold, og i interviews er de unge drenge altid opmærksomme på at nævne, at deres erfarne holdkammerater har belært dem om, at det største løb er helt usammenligneligt med alt andet, de vil prøve inden for vores sport.

Alligevel hører man ofte, at de efterfølgende må indrømme, at de ikke helt havde forstået forskellen, før de selv prøvede at sidde i et Tour-felt. Nok er Giroen, Vueltaen og klassikerne vigtige og derfor stressende, men alle stress- og nervøsitetsfaktorer mangedobles, når det helt store show åbnes i løbet af sommeren. Kun én gang på hele året har alle hold så meget på spil, som de har i de kommende tre uger, og kun én gang på hele året har man et helt felt, hvor alle mand er meget tæt på topformen, har forberedt sig ned til mindste detaljer og derfor også er villige til at tage de chancer, de ikke tager i andre og mindre løb.

Derfor er Tourens første uge også vigtigere end i nogen af de andre grand tours. Det er naturligvis sandt, at løbet først vindes i den tredje uge, hvor vanskelighederne altid er størst, men alt for ofte tabes det i de allerførste dage. Det er på mange måder helt absurd, fordi Touren ofte starter i det flade Nordfrankrig, hvor terrænet slet ikke byder på de vanskeligheder, man ser på de første etaper i Giroen og Vueltaen, men alligevel har man ganske ofte fået elimineret flere favoritter efter de første syv dage i Frankrig end på samme tidspunkt i Italien og Spanien.

Af samme grund kan betydningen af de tunge fladbanehjælpere ikke undervurderes, og af samme grund er mange altid varsomme med at lægge sig fast på et mere præcist ambitionsniveau, før de er kommet sikkert frem til bjergene. Belært af erfaringen ved alle nemlig, at det kan være slut, før det er begyndt. Det er ikke svært at komme med eksempler på nervøse åbningsetaper, der har kostet tid for favoritterne. Mange kan helt sikkert huske, hvordan Chris Froome, Nairo Quintana og Richie Porte alle mistede tid på førstedagen i 2018, hvor det hele endte i en total styrtfest. Det står også lysende klart i erindringen, hvordan Alberto Contador blev sat bagud på en ligeledes højdramatisk åbningsetape i 2011. Og hvem husker ikke sidste års regnvåde styrtfest i Nice, hvor det kunne være gået helt galt, hvis ikke feltet var blevet enige om at tage den med ro på de spejlglatte veje?

Med den historik var det næsten en given ting, at det skulle blive dramatisk, da den 108. udgave af løbet i dag blev skudt i gang i Bretagne. Én ting er nemlig den vanlige Tour-stress. Det kunne kun blive værre, når det blev koblet med smalle og snoede bretonske veje og en kuperet rute, der i sig selv opfordrede til, at alle skulle sidde fremme. Læg dertil en helt afgørende positionskamp frem mod en finale, der var så svær, at den kunne ende med at koste tid alene i kraft af sin vanskelighed, og at den sidste idiot desværre endnu ikke har overværet et cykelløb med et papskilt i hånden, og det stod klart, at der næsten måtte være ofre, når regnskabet skulle gøres op efter de første små 200 km - og det endda selvom vi slap for både den regn og blæst, som Bretagne ellers er frygtet for.

Selvom man gjorde klogt i at forberede sig på det værste, er det alligevel svært ikke at være dybt frustreret nu, hvor boet kan gøres op efter et drama, der blev akkurat så højintenst som forventet. Desværre er hovedoverskriften på åbningsetapen nemlig ikke Julian Alaphilippes uhyre fornemme sejr, men derimod det blodbad, der blev efterladt i hans skygge. De første tre mand har allerede forladt løbet, og samtidig er et alt, alt for stort antal favoritter allerede sat langt tilbage.

Værst af det hele er, at de to kollektiver, der skulle have åbnet løbet og bragt de to slovenske storfavoritter under pres, allerede nu mere eller mindre har fået elimineret den fordel, deres overtal skulle give dem. Det har i hvert fald været skønne spildte kræfter at spekulere i, hvordan Ineos ville bruge deres luksusposition med fire potentielle vindere, for efter i dag har det firehovedede uhyre allerede været udsat for to halshugninger og efterladt briterne som den måske største taber i kampen om den samlede sejr.

Allerede nu står det nemlig klart, at det bliver de to forhåndskaptajner, Geraint Thomas og Richard Carapaz, der skal genrejse briterne i det løb, de engang ejede, men desværre kan det slet ikke kom bag på nogen. Richie Porte havde allerede gjort det klart, at han skam gerne ville køre klassement, men det var slut med at blande sig i den positionskamp, han altid har hadet. Den har heller aldrig været Tao Geoghegan Harts kop te, og derfor kom det bestemt ikke som en overraskelse at se det britiske holds to jokere sidde langt tilbage, mens det ellers så stærke Ineos-tog var meget synlige i positionskampen.

Den form for luksus kan man desværre ikke tage sig i Tour de France - slet ikke på en dag, hvor det blot var et spørgsmål om tid, inden et styrt ville ramme feltet. Resultatet er, at Porte allerede har smidt 2.16, og at Geoghegan Hart er sat tilbage med 5.33.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Bedre blev det bestemt ikke af, at de to tilbageværende kaptajner ikke imponerede. Mest chokerende var det vel at se Carapaz storlide hele vejen op ad målbakken og slutteligt smide 5 sekunder. Thomas kom helt usædvanligt skævt ind på stigningen, men så trods alt hæderlig ud, da han fik bevæget sig frem for at jagte de to slovenske favoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, da de var undsluppet på bakken op mod mål. Det er imidlertid også det eneste lyspunkt på en helt igennem trist dag for det britiske storhold, som ellers har redet på en bølge med sejre i WorldTourens fire seneste løb.

Mindst lige så skidt gik det desværre for det andet af løbets to stærke kollektiver, og desværre her var det heller ikke helt uventet. Movistar kom til start med to stærke kaptajner sekunderet af altid solide Alejandro Valverde og Marc Soler, men desværre har de ikke helt uventet nu fået stækket deres stærkeste kort. Det er velkendt, at Miguel Angel Lopez bestemt ikke er fan af disse hektiske positionskampe, og at han endte med at blive fanget bag begge de to store styrt var måske nok uheldigt, men på ingen måde noget chok.

På samme måde ved vi også, at Valverde efter styrtet i Düsseldorf har anlagt sig en forsigtighed, han ikke tidligere havde, og at han endte med et tab på 5 minutter i stedet for at køre med om etapesejren i en finale, der passede ham, var derfor desværre heller ikke nogen stor overraskelse. Helt galt gik det for evigt uheldige Soler, der i disse timer er på vej på hospitalet, og det efterlader allerede et af løbets mest spændende mandskaber med kun én kaptajn, der ikke er sat tilbage - og det desværre den på papiret mindst farlige af de to. I det mindst kan vi glæde os over, at Porte og Lopez begrænsede tabet så hæderligt, at de ikke er ude af klassementet endnu.

Det er der andre, der er. Det gælder først og fremmest for Michael Woods, der ellers mere og mere lignede et interessant element i årets løb, men som nu er helt ude af billedet. Desværre er det heller ikke spor uventet, at det netop er ham og medkaptajnen Dan Martin, der ender som tabere på en etape som denne, da begge har en temmelig problematisk styrthistorik. Meget taler for, at vi i stedet har fået to uhyre spændende kandidater til en bjergtrøje og etapesejre, i hvert fald hvis Woods er sluppet nådigt fra styrtet.

En anden taber er Ag2r, der mistede begge deres klassementsfolk i ét hug. Man skulle ellers have troet, at tilstedeværelsen af Oliver Naesen og Greg van Avermaet ville hjælpe Ben O’Connor og Aurelien Paret-Peintre i et terræn, hvor de var sårbare bytter, men det var åbenbart ikke nok. Særligt tidstabet til den i år så velkørende O’Connor var ærgerligt, men i det mindst lykkedes det også for ham sammen med Lopez at undgå den totale katastrofe. Den undgik Benoit Cosnefroy dog ikke, og på en sand møgdag for Ag2r smed den herlige puncheur alle chancer for at vinde en etape, han har talt om i månedsvis.

Andre tidstab er ærgerlige, men knap så katastrofale. Det har hele tiden været et åbent spørgsmål, hvor velforberedt Emmanuel Buchmann ville være, og han har derfor også fra start været indstillet på hurtigt at kunne skifte til rollen som etapejæger. Alligevel er det et ærgerligt tab for en af de jokere, der virkelig kunne overraske, ligesom det er en skam, at Bora stærke kollektiv også mistede den taktiske option, Patrick Konrad havde givet. Peter Sagan blev også elimineret fra en finale, hvor det ellers havde været meget spændende at se ham i en direkte udmåling mod de kometer, der har overhalet ham indenom, men Bora kan i det mindste trøste sig med, at forhåndskaptajnen Wilco Kelderman atter viste, hvor god en puncheur han er blevet, og at en lidt overraskende taktik i det mindste har sendt Ide Schelling i bjergtrøjen.

Heldigvis blev det ved det. Lucas Hamilton smed et par ærgerlige sekunder, men i hans kamp for en top 10-placering bliver de ikke afgørende. Steven Kruijswijk var efter sit ringe forår alligevel reduceret til hjælper for Roglic, og Guillaume Martin, Wout Poels og Warren Barguil havde allerede meldt sig ud af klassementskampen på forhånd. Når man iagttager det totale kaos, der herskede undervejs, er det faktisk en anelse imponerende, at det alligevel er så mange af favoritterne, der nåede toppen af målbakken uden tidstab.

Her fik vi også præcis den kamp om etapesejren, vi havde drømt om. Alle hovedaktørerne klarede sig igennem kaos, og det blev akkurat det herlige slag mellem klassikerscenens tre tenorer, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, krydret med tilstedeværelsen af de to slovenske forhåndsfavoritter, som man kunne have ønsket sig.

Alt sammen endte det med en lille følelse af deja-vu. Der var i hvert fald lidt Epernay i 2019 over det fremstød, Alaphilippe iværksatte, da han helt forventeligt havde brugt sit stærke hold med Mattia Cattaneo, Kasper Asgreen og ikke mindst Dries Devenyns, der er blevet Alaphilippes faste affyringsrampe, til at sætte sig selv i scene. I stedet for at vente på spurten havde han modet til at angribe fra distance velvindende at de sidste 1500 relativt lette meter i den grad favoriserede feltet.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Alligevel kunne ingen matche verdensmesteren, der virkede lige så suveræn, som da han kørte fra alt og alle i Epernay for to år siden. Også dengang havde han virket lidt rusten i sit optaktsløb, men da det gjaldt, var han flyvende. Noget tyder på, at han har kopieret opskriften fra dengang, og det bør vække en vis bekymring hos rivalerne. Vi husker alle, hvordan det gik for to år siden, og selvom alt stadig taler for, at hans holdbarhed ikke rækker hele vejen til Paris via en knaldhård tredje uge, er det ikke helt mærkeligt, at Jumbo valgte at ofre Van Aert i forsøget på i det mindste at begrænse et tab, der kunne være blevet større.

Den slags har vi set før fra Alaphilippe, og med hans evne til at peake, når det gælder, kommer det slet ikke som en overraskelse. Mere overraskende er det, at han var i stand til køre effektivt fra de to slovenske monstre, der normalt ikke står meget tilbage for regnbuen, når det handler om punch. Det var åbenlyst, at de begge blev fanget en anelse på det forkerte ben ved at sidde for langt tilbage, da verdensmesteren trådte an, men det var alligevel ikke det mest overbevisende indtryk, de efterlod.

Desværre gjorde kameraet det lidt svært at vurdere, hvad der præcist udspillede sig mellem dem, men Roglic reagerede i hvert fald med et lidt for sent fremstød, der virkede temmelig halvhjertet. Han lod hurtigt Pierre Latour, der viste det højeste niveau, vi har set, siden han i 2018 blev nr. 2 på Mur-de-Bretagne med en lignende manøvre, gå forbi, og syntes næsten at vente på Pogacar, der reagerede alt for langsomt. Den forsvarende mester gik hurtigt til fronten, men derefter syntes samarbejdet at gå fløjten, og det endte i stedet som en våbenhvile, der var lidt svær at blive klog på.

Roglic viste dog betydeligt overskud med en uhyre overbevisende spurt, der med en bedre position sagtens kunne have indbragt 2. pladsen, og så slet ikke så besværet ud som Pogacar, der slet ikke kunne blande sig i spurten. I lyset af dennes velkendte vanskeligheder på 1. etape af et etapeløb, lever den forsvarende vinder dog nok med nederlaget, selvom de fire bonussekunder til Roglic ikke er ideelle i et løb, der kan ende mere tæt end de fleste andre grand tours - også fordi Roglic hidtil har været den hurtigste af de to i denne slags finaler. Mere bekymrede er de dog nok begge for konsekvenserne af styrtet, der gik hårdt ud over begge deres hold, og sendte i hvert fald Tony Martin, Mike Teunissen, Sepp Kuss, Mikkel Bjerg og Marc Hirschi asfalten.

Lettere var det at aflæse niveauet hos Van Aert og Van der Poel. Van Aert fornemmede hurtigt, at benene efter blindtarmsoperationen ikke var gode nok, og han havde det derfor fint med at ofre sig for Roglic i jagten på Alaphilippe. Mere overraskende var det, at Van der Poel helt åbenlyst ikke havde benene til hverken at følge Alaphilippe eller efterfølgende at lukke det, da han kørte op til de to slovenere. Ganske vist brugte han kræfter på i bunden atter at redde en alt for ugunstig positionering, der stadig ikke er hans spidskompetence, men alligevel endte finalen med at minde os om, at han altså i hårdere finaler stadig er begrænset i forhold til de lettere ryttere. Det var ikke helt skævt, da han efter sin rekognoscering af etapen syntes at være ganske meget i tvivl, om etapen ville være for hård for ham.

I stedet var det en anden klassikerstjerne, der imponerede. Forud for etapen var der usikkerhed om niveauet hos Michael Matthews, der har sendt temmelig blandede signaler på det sidste og ikke klatrede godt i Ardennerne. I dag fik han imidlertid skovlen under Van der Poel og Van Aert, og dermed forstår man til fulde hans synlige frustration over at have misset en gylden chance for at tage den gule trøje, som nu synes at være ude af billedet i lyset af Alaphilippes store forspring. Han kan glæde sig over, at han får en revanche allerede i morgen og på fredag, men desværre er det bare det forkerte år for ham at imponere på stigningerne. Der er nemlig meget få Matthews-etaper i resten af løbet, og selvom hans andenplads gav ham et solidt forspring i pointkonkurrencen, er det stadig svært at se ham blande sig i kampen om den grønne trøje på en rute, der i den grad favoriserer de klassiske sprintere.

Ellers blev vi ikke voldsomt meget klogere. Det var opløftende at se David Gaudu vise storform med en fornem 7. plads efter at have kørt en meget lang spurt på sin bretonske hjemmebane. Når spurtsvage Jack Haig slår Kelderman og Pogacar i denne afslutning, kan Bahrain i den grad også drømme stort, selvom det alligevel blev for hårdt for den ellers formstærke Sonny Colbrelli, der eksploderede totalt. Det var også opløftende at se den i Giroen så skuffende Bauke Mollema vise form, ligesom det var herligt at se den i år så skuffende Nairo Quintana virke ganske overskudsagtig og aktiv på stigningen. Der var også opløftende tegn fra den i år så uheldige Vincenzo Nibali, der ellers imødeser den uventede risiko for ikke at blive udtaget til det OL, han er i gang med at forberede sig til, Esteban Chaves og Jakob Fuglsang holdt sig til, selvom de egentlig er her som etapejægere, Sergio Higuita, der ellers var et stort spørgsmål efter en lang pause, gjorde det pænt i en finale, der da også passede ham som fod i hose, og Pello Bilbao viste, at han måske kan have planer om at lave den sniger i sin anden grand tour, som han også leverede i sidste års Giro. Og så er det jo med danske øjne værd at bemærke, at Kasper Asgreen fik lov at holde sig så meget til, at han stadig kan drømme om gult på onsdag efter en dag, hvor der blev ryddet godt ud i tempospecialisterne i toppen af klassementet.

Desværre var det ikke kun tempospecialister, der blev ryddet ud i. Det klassementsfelt, der forud for løbet i forvejen ikke var så bredt, som det plejer, blev allerede kraftigt reduceret i løbet af kun knap 200 km. Det var endda kun begyndelsen på en første uge, der byder på yderligere fire ekstremt hektiske og farefulde etaper, hvor våde veje og regn blot ventes at gøre det hele endnu mere risikabelt og stressende, inden klassementet efter de første bjerge begynder at sætte sig så meget, at stressniveauet vil aftage. Spørgsmålet er bare, hvem der stadig står oprejst, når vi om en uge endelig for alvor indleder klatringen, for første skridt mod en Tour-sejr er altid at overleve den første uges rædseler. Efter dagens blodbad er der i hvert fald næppe tvivl om, at feltets mange Tour-debutanter til fulde har forstået, hvorfor de har fået tudet ørene fulde med mantraet om, at Touren er noget helt, helt særligt.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Favoritterne

Når man som puncheur får valget mellem de tre grand tour er det ofte en god ide at vælge Touren fra. Den ensidige franske geografi gør nemlig, at de eksplosive afsluttere ofte har meget få chancer for at jagte succes på de franske landeveje, mens særligt Vueltaen ofte har været et sandt paradis for mur- og ardennerspecialister.

Sådan er det imidlertid ikke i år, og det er derfor ikke noget under, at vi har samlet cremen af feltets eksplosive folk på de franske landeveje i år. Ikke bare fik de i dag en gylden mulighed for at jagte den gule trøje, de får minsandten også med det samme en chance for revanche. I sig selv er det langt fra hvert år, at vi overhovedet har en sådan afslutning, så at have to i træk er ganske enkelt et særsyn.

Modsat dagens finale, der var helt ny, kender vi morgendagens mål på Mur-de-Bretagne til hudløshed. Det er Bretagnes mest kendte stigning, og mens den i gamle dage altid bare figurerede midtvejs på etaperne, er det nu fjerde gang siden 2011, at vi har mål på stigningen. Ligesom ved seneste besøg i 2018 skal vi endda to gange op ad den lille knold, inden vinderen kan kåres.

I første omgang var der almindelig enighed om, at søndagens finale var sværere end lørdagens, men faktisk er de slet ikke så forskellige endda. I onsdags sagde Julian Alaphilippe endda, at han regnede 1. etapes afslutningen som den sværeste af de to. Om det er rigtigt, er nok en anelse tvivlsomt, da vi ved de to af de tre tidligere besøg har haft større udskilning på søndagens mur, end vi fik endda - og det endda selvom styrtene bidrog kraftigt til dagens splittelse - men sandt er det, at forskellen er ret beskeden.

Begge stigninger er designet på samme måde. Den første kilometer er den sværeste, og derefter er den anden halvdel betydeligt lettere med 500 næsten flade meter til sidst. Forskellen er, at morgendagens første kilometer stiger med næsten 10%, mens det i dag kun var knap 9, og derudover er stigningen kun 2 og ikke 3 km lang. Det betyder også, at den stejle del kommer noget tættere på mål, og mens det naturligvis giver en kortere stigning til at gøre forskellen, giver det samtidig en bedre mulighed for at holde et hul hele vejen.

Graden af selektion har været ret forskellig. I 2011 var det bare 9 mand, der spurtede om sejren på toppen, hvor det som bekendt endte i en neglebider, der gav Cadel Evans sejren, selvom det var Alberto Contador, der løftede armene. I 2015 var det den snu Alexis Vuillermoz, der udnyttede en stilstand ved den røde flamme til at køre væk, netop som den fladede ud, og bag ham var der samlet hele 29 mand. Sidst var det 14 mand, der spurtede om 3. pladsen, efter at Dan Martin havde angrebet samme sted som Vuillermoz, netop som Richie Porte var stoppet sin voldsomme forcering i modvinden, mens Pierre Latour også var smart og sneg sig væk i det ukontrollerbare kaos til en 2. plads. At stigningen bestemt ikke skal undervurderes, ser vi af, at Andy Schleck og Chris Froome, der begge endte på podiet de pågældende år, tabte tid i hhv. 2011 og 2018.

En nøglefaktor er vindretning på den rette åbne og helt lige stigning. Sidst havde vi en kraftig modvind, og det gjorde det umuligt for brølstærke Porte at gøre forskellen. Det samme var tilfældet i 2015, hvilket forklarer den meget lille selektion, selvom vinden ikke var helt så kraftig som for tre år siden. I 2011 havde vi til gengæld en ganske pæn medvind, og det havde den effekt, at kun ni mand overlevede - dog inkl. mirakelmanden Thor Hushovd, der forsvarede den gule trøje på dagen, hvor Schleck ikke kunne følge med.

Alle, der ønsker selektivt cykelløb, skal i det lys sende en tak til vejrguderne. I dag havde vi nordenvind og dermed medvind på stigningen. De kære guder sørger for, at vinden vender i morgen formiddag, så vi får søndenvind i morgen eftermiddag og dermed anden medvindsfinale i træk. Samtidig skal vi ligesom i 2018 over stigningen to gange, og det var formentlig årsagen til, at 2018- var hårdere end 2015-udgaven. Samlet set bør medvind og dobbeltpassage i teorien give basis for det hidtil mest selektive løb.

Spørgsmålet er dog, om favoritterne overhovedet skal køre om det. I dag blev kortene fordel således, at man faktisk ikke helt kan udelukke en udbrudssejr. Det er i hvert fald ikke helt indlysende, hvem der vil hjælpe Deceuninck med at kontrollere, nu hvor Mathieu van der Poel blev kørt lidt over af Alaphilippe i dag.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Derfor regner jeg med endnu en aktiv og aggressiv start på etapen. Ide Scelling har bjergtrøjen, men han kan sagtens miste den i morgen. Manden i prikker i morgen aften har en god chance for at forsvare trøjen til fredagens 7. etape, og derfor regner jeg med en gentagelse af dagens jagt på at ramme udbruddet. Jeg regner med, at Bora vil gøre meget for at få Schelling afsted igen, Perez vil formentlig også prøve igem, og derudover anser jeg det som sandsynligt, at vi vil se action fra Trek, Cofidis, Arkea, DSM, Lotto, Qhubeka. Total, Intermarché og B&B, der alle forsøgte at ramme dagens udbrud.

Når udbruddet er kørt, vil Deceuninck tage kontrol, men forskellene er allerede store, og der er derfor en vis sandsynlighed for, at trøjen slet ikke vil være truet. I teorien er det i belgiernes interesse, at et ufarligt udbrud løber med bonussekunderne, da det mindsker risikoen for, at et eller andet går galt, og at Alaphilippe mister trøjen. Jeg tror gerne, at Alaphilippe vil køre først over stregen i gult - det har han nemlig aldrig prøvet, da hans sejr på 13. etape i 2019 var på en enkeltstart - men hvis andre ikke hjælper, tror jeg faktisk, at Deceuninck har det fint med at lade et ufarligt udbrud køre hjem. Hvis til gengæld gruppen truer trøjen, er jeg helt sikker på, at de er dødsdømte. Alaphilippe afgiver den under ingen omstændigheder frivilligt.

Får de så hjælp? Jeg er usikker på, om Alpecin vil hjælpe igen, når Van der Poel i dag indrømmede, at han ikke havde benene til at vinde. Omvendt er der grænser for, hvor mange chancer hollænderen har, og hvis ikke han satser på denne etape, er det svært at finde mange andre muligheder. Det er dog ret vigtigt, at BikeExchange i dag så, at Michael Matthews kan vinde. Nu føler jeg ret mig overbevist om, at australierne vil hjælpe. Derudover vil jeg faktisk ikke udelukke, at vi ser aktivitet fra Israel SUN. Dan Martin vandt for tre år siden og vil elske at vinde igen, og da de nu er ude af klassementet, har de intet at miste ved at jagte. Til gengæld regner jeg ikke med at se Jumbo eller UAE tage initiativ - slet ikke nu hvor deres hold i dag pådrog sig mange skader.

Samlet set tror jeg på, at udbruddet bliver hentet. BikeExchange bør give Deceuninck en hånd med, og så er Alaphilippes sejrssult formentlig stor nok til, at udbruddet bliver kørt ind. Hvis australierne er lige så arbejdssky, som de plejer, og udbruddet er ufarligt, udelukker jeg dog ikke helt en overraskelse.

Heller ikke i morgen er der synderligt med vind, og selvom det godt kan blive lidt nervøst på det lange sidevindsstykke langs kysten, indtil man drejer ind i modvinden med 90 km igen, er det næppe noget, der vil skabe decideret stress. Det vil til gengæld de snoede veje og ikke mindst den regn, som de meget vel kan løbe ind i på en dag, hvor der i bygeform ventes at falde 6-7 mm i målbyen. I forvejen var det ekstremt nervøst i dag, og det kan vi gange med ti, hvis vejen tillige er våde. Alene den hårde positionskamp øger chancen for, at udbruddet næsten kommer tilbage af sig selv. Undervejs kan sprinterne dyste om den indlagte spurt, hvor de igen kan tillade sig at køre næsten fuld gas, da det kun er Matthews, Peter Sagan og Sonny Colbrelli, der kan blande sig i finalen, og disse tre vil sammen med Caleb Ewan, Mark Cavendish, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni og Bryan Coquard, der alle deltog i dagens spurt, formentlig blande sig igen.

Når vi nærmer os muren for første gang, regner jeg med vild positionskamp og formentlig flere styrt. Mange vil huske, at vi sidst fik tidstab til både Tom Dumoulin og Romain Bardet, fordi de var uheldige i finalen, og det virker sandsynligt, at det samme vil ske igen, særligt hvis vejene er våde. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at der bliver lagt det helt voldsomme pres på, når de rammer stigningen. Deceuninck har den klareste interesse i det, men de har ikke rigtigt holdet, hvis de også skal bevare folk til at sætte Alaphilippe op i finalen. Jumbo, Ineos og UAE er formentlig fint tilfredse med at køre afventende, særligt nu hvor de to sidstnævnte er svækkede af dagens styrt. Derfor kan første tur på bakken godt blive ret afventende, og det åbner døren for tidlige angreb allerede her. Samtidig skal det blive interessant at se, om der er et par klassementsryttere - særligt Roglic og Pogacar - der vil gå efter bonussekunderne på toppen.

Jeg tror dog ikke, at det vil være muligt at holde hjem med et tidligt fremstød. Rundstrækningen egner sig ikke, og der er modvind på næsten hele stykket mellem de to stigninger. Samtidig vil positionskampen være voldsom, ligesom Deceuninck og BikeExchange vil jagte, og derfor tror jeg, at det er et decimeret felt - sikkert primært på grund af styrt - der skal afgøre det til sidst.

Som sagt minder finalen meget om dagens, og jeg tror også, at forløbet vil være det samme. Egentlig kan Alaphilippe fint tillade sig at køre defensivt, men for ham er det bedste forsvar et angreb. Hans hold er svagt, og da han er relativt let at isolere, har han ingen interesse i et let løb, hvor det vil være muligt for folk at gøre som Martin og Vuillermoz, nemlig at snige sig væk, når der mangler kontrol. For at undgå isolation er det bedst for Alaphilippe at gøre som i dag, nemlig at lade Mattia Cattaneo og Dries Devenyns lægge pres på og sætte hans slangehug i scene på den stejle del.

Med medvind taler meget for, at han igen kan slå hullet, og jeg ser derfor to scenarier. Enten kører han alene væk, som han gjorde det i dag, eller også er der en eller et par mand, der kan gå med. I dag blev han hjulpet af, at det var Van Aert, der havde hans hjul, og belgieren havde slet ikke noget svar. Den lektie har Jumbo formentlig lært, og de vil formentlig gøre meget for at placere Roglic bag verdensmesteren denne gang. Har han Van Aert som hjælper, burde det ikke være umuligt.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Det er derfor også Roglic, der umiddelbart har størst chance for at følge Alaphilippe, og hvis sloveneren sidder lige bag verdensmesteren, tror jeg ikke, at han kan rystes af. Jeg kan sagtens se et scenarium, hvor de to kører fra alt og alle, og de vil kunne samarbejde hele vejen, da Roglic vil køre benhårdt for sit klassement. Om Pogacar også kan svare, er jeg mere usikker på. Han så ikke alt for skræmmende ud i dag, og modsat Roglic er han mere hurtig i kraft af sin powerspurt end i kraft af sin eksplosivitet. Som i dag skal han mere trække sig tilbage fremfor at svare umiddelbart på angrebene.

Det er dog bestemt også muligt, at det lader sig gøre, og ender de tre mand fremme, er det nok svært at få samarbejdet til at fungere. I det tilfælde kan det sagtens gå i stykker og blive samlet til en lidt større gruppe, som vi har set i de foregående år, selvom medvinden må ventes at give større selektion end i de to seneste udgaver. Her kan vi så få en spurt på den fladere sidste kilometer, eller vi kan se det taktisk spil, hvor Martin- og Vuillermoz-typerne kan udnytte manglen på kontrol til at snige sig væk. Det kan dog blive vanskeligere denne gang, hvor det virker sandsynligt, at Roglic vil kunne Van Aert og Jonas Vingegaard til at hjælpe sig med at kontrollere.

I sidste ende er jeg nødt til at tro på endnu en sejr til Julian Alaphilippe. I dag viste franskmanden, at han er meget tæt på det fabelagtige niveau fra 2019, og så er der meget få i denne verden, der kan matche hans punch. Formentlig er det kun Roglic og Pogacar, der kan følge ham, og selv de skal formentlig sidde lige i hans baghjul, hvis det skal kunne lade sig gøre. Som sagt tvivler jeg på, at de alle tre vil kunne samarbejde, men skulle han få selskab af kun den ene - formentlig Roglic - er alliancen oplagt.

I det tilfælde vil sloveneren arbejde stenhårdt for at vinde tid på sin landsmand, mens Alaphilippe vil have plads til at fokusere lidt mere på etapesejren. Selvom det langt fra er givet, at franskmanden er den sikre vinder i en spurt mod en af slovenerne, vil det kunne give ham en overhånd til sidst. Selv hvis det samles til en spurt i en større gruppe, er han en af favoritterne, hvis han kan nå at komme sig igen efter et fejlslagent angreb. Med andre ord kan han vinde både alene, i en spurt mellem et par mand eller i en spurt i en lidt større gruppe. Derfor tror jeg på gentagelsessejr.

Jeg vil dog slet ikke blive overrasket, hvis sejren går til Primoz Roglic. Som skrevet i analysen var hans kørsel i dag ikke helt let at blive klog på, da han og Pogacar så ud til at ødelægge det lidt for hinanden, men hans spurt var uhyre overbevisende - særligt når man tænker på, at han kørte hele finalen på en holdkammerats cykel. Han beviste i hvert fald igen, at han er en bedre afslutter end Pogacar i disse meget eksplosive finaler, og han er formentlig manden med den bedste chance for at følge Alaphilippe - særligt hvis Van Aert nu lægger egne ambitioner lidt på hylden og agerer ren hjælper allerede fra start.

Som sagt kan det blive svært at slå Alaphilippe i en duel, da han så vil være mere fokuseret på klassementet, men umuligt er det ikke. Som vi så i dag, hvor han formentlig havde vundet feltets spurt, hvis positionen havde været bedre, er der ingen, han ikke kan slå, heller ikke hvis en lidt større gruppe skal spurte. Endelig skal man ikke udelukke, at det denne gang faktisk kan være ham, der kan køre fra alt og alle i medvinden, da han sammen med Alaphilippe er den mest eksplosive på stejle procenter, og dermed an også han vinde på alle måder.

Ligesom Roglic var Tadej Pogacar i dag svært at blive klog på. Som sagt er han ikke så eksplosiv som sin landsmand, og derfor var det ikke uventet, at han kom lidt på bagkant, da der blev angrebet. Han kom dog relativt hurtigt tilbage til Roglic, hvorefter de gik i stå, men hans spurt var til gengæld alt andet end overbevisende. Der er dog intet i dagens præstation, der udelukker, at Pogacar kan køre med Alaphilippe og/eller Roglic i finalen - også selvom han igen skal trække sig selv tilbage, før det lykkes - og normalt er han hurtig nok til at vinde denne slags spurter, enten bare mod sine en eller begge rivaler eller i en lidt større gruppe, også selvom vi i dag fik bekræftet, at han som udgangspunkt er den langsomste i disse meget eksplove finaler.

Samtidig ved vi, at han altid er mest rusten på dag 1 og hurtigt bliver bedre og bedre, og derfor vil han formentlig i morgen allerede være stærkere, end han syntes at være i dag. En udfordring kan dog være det forslåede hold, der i forvejen ikke er skræmmende, og i dag var han alt for alene i positionskampen. Det kan koste ham dyrt, da han i forvejen måske mangler det sidste punch til at gå med de to bedste puncheurs.

Dagens største skuffelse var vel nok Mathieu van der Poel, men han var meget ærlig. Benene rakte ikke, og det blev derfor endnu en påmindelse om, at der er bedre folk end ham, når vi rammer ardennerterrænet. Umiddelbart står han svagere i denne vanskelige finale, og det gør det endnu vanskeligere. Til gengæld hjalp han heller ikke sig selv i dag, da han ramte stigningen i en håbløs position, og skulle det lykkes at sidde bedre i morgen, hvor finalen måske vil være knap så hektisk, fordi første passage af muren vil skabe større naturlig udskilning, kan han måske bevare lidt mere friskhed. Det synes umuligt at tro på, at han kan følge Alaphilippes eller Roglics slangehug, men samles det til en spurt i en lidt større gruppe, står han stadig meget stærkt, når den flader ud til sidst. Normalt er han bedste mand i en spurt på 2%, og hvis han i morgen spiller køligt og ikke brænder krudtet af på at forsøge at gå med de bedste, bør han også kunne blande sig i den spurt, han ikke havde kræfter til at deltage i på dagens etape.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Det mest opløftende i dag var vel næsten af se Michael Matthews. Det har ellers knebet lidt med klatringen i år, men i dag havde han kræfter til at sidde med og derefter køre en ganske fornem spurt. Måske var han blevet slået af Roglic, hvis denne havde haft en bedre position, men sandt er det i hvert fald, at det var ham, der krydsede stregen først. Morgendagens stigning er dog vanskeligere, da han får det sværere mod de lettere folk på den stejlere første kilometer, ligesom han har mindre tid til at komme sig frem mod en spurt. I dag viste han dog med al tydelighed, at han har formen og farten til at vinde, hvis det samles til sidst. Mod Roglic, Alaphilippe og Pogacar er det i hvert fald til hans klare fordel, at det flader ud til sidst.

Jeg vil heller ikke afskrive Wout van Aert. Ganske vist havde han ikke benene til at følge Alaphilippe, men han kørte faktisk en flot finale. Hans føring for Roglic var i hvert fald ganske overbevisende, og skulle det samles til en spurt, vil han stadig være en af de klare favoritter over de relativt flade sidste 500 m, også selvom blindtarmsoperationen har kostet ham den allerbedste form. Netop den begrænsede forberedelse gør formentlig, at han hurtigt bare bliver bedre og bedre, og i en let stigende powerspurt vil jeg normalt regne ham som hurtigere end i hvert fald Matthews. Min udfordring er mest, at han efter i dag nok er mere indstillet på bare at agere hjælper, men måske kan han komme i spil alligevel. Det er ikke svært at forestille sig, at et udbrud med Roglic indhentes på den sidste kilometer - eksempelvis grundet dårligt samarbejde - og så vil Van Aert have fået liv at sidde på hjul hele vejen frem til spurten. Derfor kan det sagtens ende med belgisk sejr.

Jeg håber virkelig også, at Alejandro Valverde kan køre finalen denne gang. I dag røg han ned i det sidste styrt, men han skulle bare have slået hånden en anelse. Han viste i foråret og i Dauphiné, at han stadig er en af verdens allerbedste på denne slags stigninger, og formen så aldeles fremragende ud i det franske forberedelsesløb. Denne finale bliver forhåbentlig også mere fysisk end stressende, og dermed lider han knap så meget under sin forsigtighed i positionskampen. Han er ikke så hurtig som i gamle dage, men samles det til en spurt, efter at de bedste måske har brændt sig af i et angreb, er han bestemt ikke uden chance. Han vil formentlig komme mere frisk til toppen end de tungere folk som Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe, og det kan gøre forskellen. Det er ikke uden grund, at det er ham, der har vundet favoritgruppens spurt på Mur-de-Bretagne de seneste to gange!

Den sidste, jeg kan se som en sandsynlig vinder af en spurt, er Sergio Higuita. Han har i hvert fald tidligere i Vueltaen vist, at han har farten til at true folk som Roglic, Alaphilippe, Pogacar og Valverde, og han er lettere og dermed forhåbentlig mere frisk end de lidt tungere folk. Hans spurt i dag kunne have været bedre, og jeg er ikke sikker på, at han vitterligt har niveauet til at slå de bedste i denne finale, men han synes dog at være kommet ganske godt ud fra sin lange løbspause. Finalen her passer ham i hvert fald næsten perfekt, og særligt hvis løbets bedste har brugt for mange kræfter på et tidligt angreb, og finalen er kørt så hårdt, at de tungere folk kommer i vanskeligheder, må det regnes som en reel mulighed, at Higuita kan slå til i en spurt.

De seneste to gange er det dog ikke blevet en spurt, men derimod sejr til en outsider, der har udnyttet lidt stilstand til at snige sig væk. Til den rolle er der også en serie gode kandidater, og her vil jeg i første omgang pege på David Gaudu. Franskmanden er i forvejen en af de bedste klatrere, og i dag så han uhyre overbevisende ud med sin lange spurt til sidst. Det vidner om, at ustabile Gaudu er klar fra start, og han har det rette opportunistiske sand til at lave en Martin - endda på sin bretonske hjemmebane. Han har også det nødvendige punch til at slå hullet, og medvinden vil hjælpe ham med at lave manøvren. Selvom han er hurtig, vinder han dog ikke en spurt, og derfor er hans vej til sejr at være lige så snu som Martin og Vuillermoz.

Man er også nødt til at regne Dan Martin som kandidat i dag. Modsat Michael Woods, der styrtede og slog sig, ramte ireren aldrig asfalten i dag, og han er derfor helt uskadt. Der er ingen tvivl om, at han drømmer om at stikke af igen i denne finale, som han gjorde det i både 2015 og 2018, og det er da også en stigning, der passer ham ganske perfekt. Hans form er til gengæld ret ukendt, da han ikke har kørt løb siden Giroen, men sidste år kom han flyvende ind til Vueltaen med Touren i benene. Han har tabt tid, og derfor har han al den frihed, han skal bruge. Også han er hurtig, men han er næppe hurtig nok til at vinde denne lidt for flade spurt. Hans vej til sejr er en gentagelse af manøvren fra sidst.

Jeg vil også pege på Jack Haig. Som skrevet i analysen siger det meget om australierens form, at han ender som nr. 4 i en finale, der slet ikke passer til en dieselklatrer som ham. Det kommer efter det fremragende Dauphiné, og han har i den grad styrket sin status som en af årets sandsynlige åbenbaringer.  Vi ved fra Dauphiné og Polen Rundt, at han er herligt opportunistisk og aldrig bange for at angribe, og han er stadig et lille navn, der vil kunne nyde nogen frihed, hvis han forsøger at lave ”en Martin” til sidst. Til gengæld er han trods dagens resultat relativt spurtsvag, og derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde.

En af dagens uheldige folk var Benoit Cosnefroy, der fik sit løb helt ødelagt af uheld. Vi aner derfor ikke, hvor god han er, men selv hvis han er på toppen, virker det ikke sandsynligt, at han kan følge Alaphilippe, Roglic og co. Det er dog stadig en ganske perfekt finale for den suveræne puncheur, der sidste år blev nr. 2 på Mur de Huy, og selvom de to stigninger slet ikke kan sammenlignes, vidner det om, at han har punchet til at gøre forskellen, hvis der opstår en stilstand. Han er også relativt hurtig, men finalen er lidt for flad til, at han må regnes som sandsynlig vinder i en spurt.

En rytter, der i hvert fald er revanchelysten, er Miguel Angel Lopez. Først styrtede han selv, og siden blev han fanget bag det andet styrt. Der er dog intet, der tyder på, at benene ikke er gode, og han bør derfor sidde med de bedste denne gang. Det er bestemt ikke en ideel finale for ham, men er han som ventet en af de bedste klatrere i dette løb, har han faktisk et udmærket punch, han kan bruge til at slå et hul, hvis den går i stå. Hans tidstab betyder i hvert fald, at han vil have lidt mere frihed end tidligere.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Dagens bedste overraskelse var at se Pierre Latour rejse sig igen. Det har været nogle sløje år for franskmanden, men i dag lavede han præcis samme manøvre, som da han for tre år siden satte efter Martin i netop denne finale. Ligesom dengang kom han for sent, men han viste i hvert fald, at han er i fremragende form. Han drømmer helt sikkert om at gøre præcis det samme, som han gjorde i 2018, og i dag tankede han masser af selvtillid. Han er endda så hurtig, at han kan overspurte det selskab, han måtte have, og dermed er han en ret god kandidat til at overraske favoritterne. Det gjorde han i hvert fald for tre år siden, og i dag viste han, at han har benene til at prøve igen.

Jeg vil også pege på Alexey Lutsenko. Kasakken så ganske overbevisende ud i dag, hvor han forsøgte et angreb på sidst kilometer. Det kommer endda efter et Dauphiné, hvor han klatrede måske bedre end nogensinde, og han synes at være kommet til løbet i storform. Også han er den aggressive rytter med det rette punch til at forsøge at lave ”en Martin”, og heller ikke han er den mest overvågede, da der næppe er nogen, der frygter ham på sigt. Han har også farten til at slå en følgesvend på stregen, og dermed er han skabt til denne finale.

En anden rytter, der er specialist i at snige sig væk i en stilstand, er Bauke Mollema. Sådan har hollænderen vundet Lombardiet og tidligere både Tour- og Vuelta-etaper og i år også Trofeo Laigueglia og en etape i Var. Han er en glimrende puncheur, der er god på bakker som disse, og han overraskede mig meget positivt med sin form i dag. Den historik er så eminent, at han har vist, at han har det rette blik for at udnytte de åbninger, der kan opstå, hvis det bliver en anelse taktisk til sidst, og dermed må han regnes som et af de bedre bud på en mand, der kan kopiere Martins genistreg.

Det er også Wilco Kelderman. Mens jeg stadig tror, at han kommer til kort i bjergene, bliver han som puncheur bare bedre og bedre. Det viste han igen i dag, hvor han kørte en fremragende spurt, og selvom den ikke rækker til, at han kan slå de hurtigst, viser den, at han har det rette punch - en evne, han også brugte i sidste års Giro. Selvom han aldrig han stadig aldrig har vundet et linjeløb i sin karriere, er han faktisk også ganske opportunistisk, og da han i dag lignede en af de stærkeste, må han være et godt bud på en mand, der kan snige sig væk, hvis det igen i år bliver taktisk

En anden rytter med den rette opportunisme og aggression er Pello Bilbao. Baskeren virkede ganske stærk i dagens finale, og noget tyder på, at han er ved at gentage mønsteret fra sidste år, hvor han kom til sin anden grand tour i fremragende form. Også han er en snu rytter, der før har vundet løb ved at snige sig væk i finalerne, og også han er en underdog, der ikke i første omgang vil påkræve en reaktion fra favoritterne. Med sit punch passer han udmærket til stigningen, selvom han ikke har den hurtighed, han tidligere havde.

Og hvorfor ikke også nævne en dansker? Jakob Fuglsang har før vundet løb ved at snige sig væk i taktiske finaler, som vi så, da han vandt Dauphiné eller kongeetapen i Romandiet. Den slags har han næse for, og han så ganske stærk ud i dagens finale. Da han ikke tænker klassement, har han ingen grund til ikke at tage chancer, hvis der går stilstand i den, og han er med alderen kun blevet bedre og bedre i denne slags finaler. Selvom jeg stadig er usikker på, hvor stærkt han er kommet tilbage efter sit forår, viste han i Tour de Suisse trods alt så højt et niveau, at han må formodes også at kunne være med i denne finale på baggrund af den fine kørsel, han viste i dag.

Endelig er der to uheldige franskmænd. Valentin Madouas og Guillaume Martin var begge involveret i dagens styrt, og derfor kørte de ikke finale. Vi så derfor heller ikke, hvor gode de var, men begge talte efterfølgende om gode ben. Sidder de der til sidst, har de nu al den frihed, de skal bruge, hvis muligheden for et angreb opstår. Begge er ganske eksplosive på en bakke som denne, og begge var meget velkørende ved de franske mesterskaber. Jeg vil anse dem som gode bud på en mand, der kan lave ”en Martin”.

Som udgangspunkt er det en god finale for Alex Aranburu¸ men da han kom lidt til kort i dag, tror jeg, at han får svært ved at vinde i denne endnu hårdere finale. Det samme gælder for Omar Fraile, der ganske vist har vist storform i optakten og er en god afslutter, men i forvejen er denne finale på grænsen, og det er næppe blevet bedre for ham at have været i asfalten i dag, selvom skaderne ikke var slemme. Jeg kunne godt have lyst til at nævne Peter Sagan, men etapen her har altid været på grænsen for ham, og jeg tror ikke, at han kan være med længere. I dag brugte han ganske vist en del kræfter på den første opkørsel, men det var benene, der betød, at han ikke var med til sidst. Tilsvarende tror jeg ikke, at Greg van Avermaet længere er stærk eller hurtig nok til at være med i en afslutning, der også i hans storhedstid har været til den vanskelige side for ham. Geraint Thomas og Richard Carapaz, der i dag også virkede skuffende, vil få svært ved at vinde, fordi slovenerne næppe vil lade dem køre, og de er slået i en spurt. Richie Porte og Tao Geoghegan Hart vil nu formentlig koncentrere sig om at hjælpe. Sonny Colbrelli eksploderede i dag, og ligesom Christophe Laporte må han komme til kort i morgendagens hårdere finale. Rigoberto Uran så fin ud i dag, men han er næppe aggressiv nok til at forsøge at snyde favoritterne, og jeg tror også, at Enric Mas og Nairo Quintana er fint tilfredse med at følge med i denne slags finaler. Det er Esteban Chaves ikke, men hans primære mål må være at hjælpe Matthews med at sikre en spurt, ligesom det er det for Lucas Hamilton. Michael Woods var en oplagt kandidat til i dag, men efter styrtet virker det usandsynligt, at han kan begå sig, ligesom det gælder for Jesus Herrada og Marc Hirschi, hvoraf sidstnævnte endda er en meget tvivlsom starter. Vincenzo Nibali så godt ud i dag, som også Tiesj Benoot , der var uheldig i spurten, gjorde det, men jeg har svært ved at se, at de har styrken til at køre væk til sidst, hvilket vil være krævet for dem, hvis de skal vinde i denne finale. Ivan Garcia Cortina har fortalt, at han er her som ren hjælper. Det kunne være en god finale for både Wout Poels og Dylan Teuns, der i dag blev fanget bag styrtene, men de har i optakten ikke vist et niveau, der giver mig tiltro til, at de kan vinde i dette selskab, og det er ikke en finale for Ben O’Connor og Aurelien Paret-Peintre, der var uheldige i dag. Warren Barguil slog sig i dagens styrt, og finalen må være for hård for Magnus Cort, der også er ren hjælper for Uran. Søren Kragh kom til kort i dag og vil utvivlsomt gøre det samme i morgendagens finale, og Patrick Konrad må efter dagens tidstab i endnu højere grad end tidligere regnes som hjælper for Kelderman. Endelig er de to øvrige danskere, der sad med i dag, nemlig Kasper Asgreen og Jonas Vingegaard naturligvis rene hjælpere.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Tadej Pogacar

Outsidere: Mathieu van der Poel, Michael Matthews, Wout van Aert, Alejandro Valverde, Sergio Higuita

Jokers: David Gaudu, Dan Martin, Jack Haig, Benoit Cosnefroy, Miguel Angel Lopez, Pierre Latour, Alexey Lutsenko, Bauke Mollema, Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Jakob Fuglsang, Valentin Madouas, Guillaume Martin

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dan Martins sejr fra 2018, Alexis Vuillermoz’ sejr fra 2015 og Cadel Evans’ sejr fra 2011.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+