Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Corbin Strong fik endelig sin første sejr i en generelt flot sæson, og måske kan han endda allerede fordoble scoren torsdag. Her venter nemlig løbets eneste sprinteretape, hvor løbet få hurtige folk utvivlsomt vil gå efter at komme til fadet, men forinden skal de overvinde ikke færre end 2600 højdemeter i det hårde luxembourgske terræn - og også masser af regnvejr.
Annonce
SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Ruten
Siden løbet blev nytænkt i 2020, har der ikke været meget at komme efter for sprinterne, der typisk kun har haft én chance, og det kommer tydeligt til udtryk på årets letteste etape, der også i år bliver deres eneste mulighed. Her kan rytterne se frem til en for løbet sjældent flad etape, men alligevel skal der klatres 2600 højdemeter. Det forhindrede dog ikke en massespurt, da samme finale blev benyttet i 2021, hvor Sacha Modolo genopstod fra de døde og tog karrierens sidste sejr, og mon ikke løbets få sprintere vil være opsatte på at gribe den eneste mulighed for en regulær massespurt igen i år?
I alt skal der tilbagelægges 183,9 km, der fører feltet fra Mondorf-les-Bains til Mamer. Starten er ikke alt for vanskelig, idet man lægger ud med at køre en omgang på en 18,3 km lang småkuperet rundstrækning, inden man når tilbage til startbyen, hvor den første spurt kommer efter 16,5 km (den første del af rundstrækningen er neutraliseret). Herfra kører man mod sydøst ad en nedkørsel og derefter mod øst op og ned ad en bakke, inden man snor sig mod nord langs grænsen til Tyskland igennem terræn, der kun er let kuperet.
Den forlader man, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Cote de Beaufort (3,5 km, 4,4%), der har 700 m med 7,4% i bunden, men ellers er ganske let. Toppen rundes efter 81,9 km, hvorefter man snor sig mod vest igennem let kuperet terræn, inden en nedkørsel leder mod nord ned til Ettenbruck. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad Montte De Colmar-Berg (1,6 km, 8,8%), der er en jævn og stejl stigning uden for kategori, og som har top efter 110,8 km.
Efter toppen følger man et fladt plateau, inden man fortsætter igennem ganske kuperet terræn med flere mindre bakker, mens man zigzagger sig mod skiftevis sydvest, sydøst og øst. Senere kører man mod øst op ad kategori 1-stigningen Montée de Mariendallerhaff (1,3 km, 8,2%), der starter med 600 m med 10-13%, derefter har 300 m med 1,0% og slutter med 400 m med 8,2% frem mod toppen, som passeres efter 138,7 km. Et plateau leder nu mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 143,2 km, og hvor man lægger ud med en nedkørsel og et let stigende stykke, inden man efter 152,9 km krydser stregen i forbindelse med den anden spurt.
Etapen afsluttes nu med to omgange på den 15,5 km lange runde. Den indledes med, at det stiger mod nordøst, slutteligt med 3,1% over 1,8 km, inden man drejer mod sydøst ad en kort nedkørsel. Kort efter drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej ind mod Mamer, hvor man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen. Med 3 km igen bliver det fladt, den næstsidste kilometer er let faldende, og slutteligt stiger den sidste kilometer med 1,7% i snit. Finalen er ukompliceret, da en lige vej afbrydes af et sving i en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter en rundkørsel ved den røde flamme leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning. Det er en tredje og sidste spurt ved næstsidste passage af målstregen.
Etapen byder på i alt 2670 højdemeter mod 2433 højdemeter.
I forhold til ruten i 2022 er rundstrækningen justeret helt marginalt i begyndelsen, så den bliver 300 m kortere, men derudover er ruten den samme fra bunden af Mariendallerhaff.
Mamer har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2021, hvor Sacha Modolo genopstod og til allersidst i karrieren tog en sidste sejr ved at vinde foran Benoit Cosnefroy og Eduard Grosu på en rundstrækning, der praktisk talt var identisk med denne. Derudover var det ved de luxembourgske mesterskaber i 2020, hvor Kevin Geniets vandt linjeløbet og Bob Jungels enkeltstarten, og i 2014, hvor Frank Schleck sejrede i linjeløbet og Laurent Didier på enkeltstarten.
SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Vejret
Efter dagens flotte solskinsvejr kunne kontrasten til torsdagen ikke være tydeligere. Rytterne kan måske få lov at starte i tørvejr, da bygerisikoen her kun vil være 51%, men derefter vil risikoen for regn tiltage og gennem etapens sidste to timer ligger på 85-95%. Temperaturen vil være 18-20 grader, men det vil ikke være helt så blæsende med en jævn vind (18-20 km/t), først fra syd og siden sydsydvest. Efter den indledende rundstrækning giver det medvind op langs grænsen, indtil der mellem de to første stigninger følger et stykke med forskellige former for sidevind. Herefter får man mod- og sidemodvind ned til første passage af stregen. På rundstrækningen vil der først være direkte medvind, derefter et kort sidevindsstykke og siden direkte modvind, indtil man får sidevind over de sidste 1500 m.
Favoritterne
Som ventet - eller frygtet - betød en kombination af et meget stærkt felt og benhård modvind, at 1. etape slet ikke blev spor selektiv og endda kørt meget, meget passivt, men alligevel var der et par ryttere, der meldte sig ud af klassementskampen. Det gjaldt mest markant for Ion Izagirre, men også Nils Politt, Anthony Perez, Kevin Geniets, Will Barta, Gregor Mühlberger og Alexander Kamp smed tid.
De får mulighed for at slikke sårene. Torsdag må man formode, at klassementskampen sættes på pause på løbets eneste sprinteretape. Den er ikke let, da der skal klatres hele 2600 højdemeter, men vi kender den fra tidligere. Etapen har præcis samme finale som i 2021, hvor det hele endte i en massespurt, og det er svært at tro, at det vil gå anderledes denne gang.
Der er ikke mange sprintere til start, men skal det have mening, at Jordi Meeus er rejst til Luxembourg, skal han spurte i morgen. Man må også formode, at Corbin Strong efter dagens fine sejr både vil forsvae trøjen og gå efter endnu en skalp, og derudover kunne man måske se Alpecin tage ansvar for Axel Laurance. Jeg vil dog forvente, at Bora og Israel-PT vil tage hovedansvaret, og det er formentlig også nok til at skabe samling. Skulle det alligevel blive farligt, er der en vis risiko for, at udbruddet vil true klassementet, og det bør betyde, at der kommer hjælp fra de hold, der går efter den samlede sejr.
Jeg regner derfor ikke med den mest begivenhedsrige etape. Der bliver næppe heller denne gang den store kamp om at ramme udbruddet, og derefter må man formode, at israelerne tager kontrol. Bora bør hurtigt komme frem, og så må tiden vise, om andre har lyst til eller får behov for at hjælpe til. Med en del modvind i finalen og et formentlig ret svagt udbrud er det svært at tro, at der ikke bliver samling.
Igen bliver det relativt blæsende, men slet ikke så blæsende som i dag. Som nævnt i går er sidevindskørsel aldrig rigtigt et tema i Luxembourg, og det bliver det næppe heller denne gang. Der er sidevind på stykket mellem de to første stigninger, inden man rammer benhård modvind, og på rundstrækningen er der næsten kun mod- eller medvind. Der er to ganske korte sidevindstykker, men de er for korte til - også i lyset af den ikke specielt kraftige vind - til at skabe drama. Til gengæld bliver det en trist, trist dag, hvor man i hvert fald skal mestre at køre i regnvejr, hvis man vil vinde.
Jeg regner altså med en massespurt. Finalen er ikke så kompliceret med et 1500 m langt opløb med kun en rundkørsel undervejs. Der bør således være plads til at lade farten tale, men vejen er så smal, at positionering alligevel betyder noget. Det kan også godt blive meget kaotisk i et felt uden sprintere og dermed tog, som vi så det ved spurten i 2021, og derfor er positionering en faktor. Opløbet stiger også så meget, at det kan mærkes og gør en forskel, men procenterne er stadig meget, meget bløde. I 2021 var det nok til at sikre, at Benoit Cosnefroy alligevel endte som nr. 2 bag Sacha Modolo, men det handler også om, at der heller ikke dengang var mange sprintere til start - og den største af dem, Caleb Ewan, var endda syg og sat af.
Det er ret umuligt ikke at have Jordi Meeus som favorit. Belgieren er løbets eneste rigtige sprinter, og selvom han havde problemer i dag, burde han ikke få problemer med at komme hjem på denne etape, hvor stigningerne ligger så tidligt, at de ikke for alvor kan bruges til noget. Med den fart, han viste, da han vandt i Paris, er han i særklasse hurtigste mand, og han kan endda bedst lide let stigende opløb. Hans form er ukendt efter en ret løbsfattig periode, men han skal være formsvag for ikke at komme med hjem på en dag, hvor der næppe køres hårdt til. Han plejer heller ikke at have problemer med regnvejr og er god i positionskampen, og samtidig ligner hans tog med Bob Jungels, Nils Politt og Marco Haller endda det klart. Det taler for, at han kan spurte frit, og kan han det, er det svært at se, hvem der kan slå ham.
Hos Alpecin kunne det være fristende at køre for Søren Kragh, der kunne bruge bonus og kørte en uventet god spurt i dag. Vælger de at gøre det, kan danskere formentlig komme ret langt, men slå sprinterne kan han nok ikke. Man må da også formode, at de går med Axel Laurance, der i dag fik bevist, at han slet ikke er så formsvag, som jeg havde frygtet. Han viste jo som sprinter ret lovende takter sidste år, særligt efter hårde løb, som da han blev nr. 2 bag Wout van Aert og slog Arnaud De Lie i Bretagne, og han vandt jo endda en spurt i Kroatien. I år har han ikke spurter meget, og det har mest været på lavere niveau, men han har to sejre i 2.2-løb. Det stigende opløb bør være en gave, men jeg er lidt usikker på, hvor langt farten helt præcist rækker. Jeg ser dog en enorm styrke i et tog, der med Quinten Hermans og ikke mindst Kragh ser meget lovende ud, og derfor har han gode chancer for via god position at sikre, at Alpecin vinder etapen for anden gang i træk efter Modolos triumf i 2021. En spurt for Hermans er heller ikke helt udelukket, men det vil undre - særligt med den form, han vise lige nu.
Et andet godt bud er Laurence Pithie. Han er slet ikke sprinter, men jeg har været meget overrasket over de spurter, han har kørt på det sidste. Han var tredjehurtigst i feltets spurt i Hamburg, blev nr. 7 og 9 i det meget stærke felt i Renewi, og senest blev han som lead-out man nr. 5 i Isbergues. Han er mere klassikerrytter end sprinter, og derfor har han stor gavn af det hårde terræn og det stigende opløb, og en klassikertype burde heller ikke være ked af regnvejr. Problemet er det svækkede og svage hold, men han har trods alt støtte fra Matthieu Ladagnous og Kevin Geniets. Samtidig ligner positionskampen en af hans styrker, og derfor burde der være en god chance for, at han kan bekræfte den fart, vi har set på det sidste.
Der burde også være en god chance for, at Corbin Strong kan vinde igen. Vi ved, at hans speciale er stigende spurter, men denne stiger ikke nok til, at han for alvor har en overhånd. Heldigvis hjælpes han af det generelt hårde terræn, og han har i hvert fald givet indikationer på at være god i positionskampen. Alligevel bekymrer det mig, at han er til start med et hold, der stort set udelukkende består af klatrere, og selvom Dylan Teuns og Hugo Houle kan hjælpe lidt, frygter jeg, at han kan være lidt for alene. Meeus bliver svær at slå, men sidder han rigtigt, burde han være en af de hurtigste i dette stigende opløb.
Jeg tror faktisk også, at Alex Kirsch kan køre en god spurt. Han er jo egentlig lead-out man, men i Giroen fik han en chance for at køre to spurter. Det kastede en 8. plads og ikke mindst en 2. plads i Rom af sig, og det vidner om, at han ikke er uden fart. Det stigende opløb hjælper ham yderligere, men også han lider under ikke at have det stærkeste hold. Natnael Tesfatsion og ikke mindst Tony Gallopin har dog noget fart, og Kirsch har som lead-out man selv enorm rutine i at positionere sig. Med den superfom, han viste i dag, burde det ikke være helt umuligt, at han kan vinde på hjemmebanen.
I dag fik vi bekræftet, at Magnus Cort er langt fra sit bedste, og mit gæt vil være, at han ikke har lyst til at blande sig i denne spurt. I dette svage sprinterfelt vil det dog være dumt ikke at gøre forsøget, særligt når det stigende opløb passer ham, og når han i denne enkle finale ikke skal slås alt for meget med sin positionering. I dette felt kommer man også langt med et tog, der tæller Jonas Rutsch og ikke mindst Jens Keukeleire, og kan han holde deres hjul, har han en chance for endelig at starte sin spurt i god position. I dette felt burde hans fart række meget langt, men spørgsmålet er, om formen er god nok til, at han kan slå mere formstærke folk efter en hård dag med 2600 højdemeter.
Det var bestemt ikke en opløftende start for Soudal i dag. Nu er spørgsmålet, om de blander sig i denne spurt. Vi har dog set Julian Alaphilippe køre - og vinde - massespurter i Baskerlandet, og i dette sprinterfelt vil det være mærkeligt, hvis ikke han prøver, særligt når det stiger. Vi så jo i Dauphiné, at han vandt en let stigende spurt, og med den rette positionering kan det måske ske igen. Hans hold mangler udprægede lead-out folk, men de er enormt stærke, og Alaphilippe plejer selv at være en ørn i positionskampen. En udfordring er dog det dårlige vejr, som han før har slået ham ud. Det kan heller ikke helt udelukkes, at holdet kører for Andrea Bagioli, men det vil undre mig - særligt fordi italieneren har kørt skuffende spurter på det sidste.
Arkea må give chancen til Jenthe Biermans. Han vil være begejstret for et let stigende opløb, og efter en lidt svær tid viste han stigende form i Vallonien. Det er ikke ofte, han spurte, men sejren i Muscat Classic i februar mindede os om, hvor hurtig han er. Han hold er desværre ikke det stærkeste, men han plejer faktisk at positionere sig ret godt. Med den fart, han viste sidste efterår og i sæsonstarten, vil han i dette felt ikke være uden muligheder.
Det var overraskende at se Alexander Kamp komme til kort i dag. Danskeren havde ellers vist form i Canada, og det lægger en dæmper på optimismen. Jeg føler mig slet heller ikke overbevist om, at han kører denne spurt, for jeg var forundret over, at han aldrig spurtede i Romandiet og Schweiz. Dette felt er dog pauvert, og det stigende opløb burde inspirere ham mere end en felt flad spurt. Han vil også have en god lead-out man i Rick Pluimers og plejer at positionere sig godt. Som vi så med hans 3. plads i Bretagne sidste år og i Sarthe tidligere i år, kan Kamp sagtens lave gode resultater i spurter, særligt efter hårde løb. Det er også - og måske sandsynligt - at de kører for Pluimers, der i dag bekræftede sin gode form, men jeg vil tro, at Kamp har den bedste chance af de to.
Det er heller ikke en ringe spurt for Alex Aranburu. Han har tit skuffet mig i deciderede puncheurfinaler, mens han har overrasket mig positivt i flade spurter. Derfor er denne let stigende spurt slet ikke ringe, men vi så også i dag, at han får svært ved at slå de mere udprægede sprintere, hvis ikke det sker via positionering. Han har jo traditionelt haft det svært i positionskampen, men det er gået meget bedre på det sidste, og han har her en erfaren lead-out man i Jose Joaquin Rojas. En basker hjælpes vel også lidt af regnvejr, men hele vejen kommer han trods alt nok ikke.
Hos Jumbo er det Tim van Dijke, der skal have en sjælden chance. Han klarede dagens etape imponerende godt, og det vidner om god form. Desværre har det knebet i de massespurter, han har kørt i år, hvor særligt positioneringen har haltet. Det gik i hvert fald ikke godt i Australien i januar eller i Algarve i februar, og han endte også kun som hhv. nr. 6 og 7 i svage felter i Norge og Tjekkiet. Heldigvis er feltet her også svagt, og han vil have en klar fordel af det stigende opløb. Desværre er han til stat med et hold af klatrere, og han vil praktisk talt være alene, selvom Tiesj Benoot nok kan hjælpe lidt af vejen. Derfor frygter jeg, at han igen taber positionskampen - og så rækker farten nok heller ikke hele vejen.
Hvad gør Lotto? De har både Pascal Eenkhoorn og Maxim Van Gils, og det kan blive dem begge. Eenkhoorn har tidligere vundet reducerede massespurter og burde kunne komme langt i dette felt i et opløb, der passer ham, men jeg har i år været overrasket over at se, at han stort set ikke har spurtet. Det kunne tale for, at de kører for Van Gils, der ikke var bange for at blande sig i massespurter i Catalonien. Han vil elske det stigende opløb og har været hurtigere, end jeg havde ventet, men jeg tvivler på, at han eller Eenkhoorn kan vinde i dette felt, selvom holdet har masser af power og en vis fart.
Endelig vil jeg pege på Vito Braet. Belgieren kørte nogle gode spurter i starten af sæsonen, men på det sidste har det i den grad knebet. Top 10-placeringerne er få og sjældne, og det indikerer, at det kniber med positioneringen. Hans 5. plads på 1. etape i Danmark vidner dog om, at han bør have en god fart til dette felt, og han burde også have fordel af det stigende opløb. Det er dog slet ikke sikkert, han spurter, for han kunne sagtens gå i udbrud igen i jagten på bjergpoint.
Hos UAE har de både Diego Ulissi og Marc Hirschi, men jeg tror, at de skipper denne spurt. Mest sandsynligt er det, at de i modsat fald kører for Ulissi, men han bør ikke længere kunne være med helt i front. Hos Bingoal kan Kenneth Van Rooy, Remy Mertz eller måske Luca Van Boven blande sig, men helt fremme kan de nok ikke være. Hos Cofidis vil de måske prøve med Alexandre Delettre, men han er slet ikke sprinter. Hos Ag2r har Franck Bonnamour top 10-potentiale, men helt frem kommer han næppe. I dette felt kan Andreas Stokbro gøre det fint, men vi så i Danmark, at han havde lidt svært ved at komme frem. Uno-X vil måske køre for Tobias Johanneessen, men jeg tvivler på, at han vil blande sig med sprinterne, mens Global 6 måse vil prøve med unge Giacomo Ballabio.
Feltet.dks vinderbud: Jordi Meeus
Øvrige vinderkandidater: Axel Laurance, Laurence Pithie
Outsidere: Corbin Strong, Alex Kirsch, Magnus Cort, Julian Alaphilippe, Jenthe Biermans
Jokers: Alexander Kamp, Alex Aranburu, Tim van Dijke, Pascal Eenkhoorn, Maxim Van Gils, Søren Kragh, Andrea Bagioli, Vito Braet, Diego Ulissi, Rick Pluimers, Franck Bonnamour, Kenneth Van Rooy
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Sacha Modolos sejr fra 2021.
SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
Stjernernes betydning:
Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
Jordi Meeus | |
Axel Laurance, Laurence Pithie | |
Corbin Strong, Alex Kirsch, Magnus Cort, Julian Alaphilippe, Jenthe Biermans | |
Alexander Kamp, Alex Aranburu, Tim van Dijke, Pascal Eenkhoorn, Maxim Van Gils, Søren Kragh, Andrea Bagioli, Vito Braet, Diego Ulissi, Rick Pluimers, Franck Bonnamour, Kenneth Van Rooy | |
Tobias Johannessen, Quinten Hermans, Andreas Stokbro, Remy Mertz, Marc Hirschi, Alexandre Delettre, Marco Haller, Jose Joaquin Rojas, Nils Politt, Anders Johannessen, Giacomo Ballabio, Natnael Tesfatsion, Giulio Ciccone, Luca Van Boven, Tony Gallopin, Anthony Perez, Jens Keukeleire, Kevin Geniets, Hugo Houle |
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AG2R Citroen Team |
Alpecin-Deceuninck |
Arkea Samsic |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Circus - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich |
Team Jayco AlUla |
Team Jumbo-Visma |
UAE Team Emirates |
Annonce
Sådan besejrede Laporte alle andre
Fuglsangs holdkammerat sejrer foran Søren Kragh
Optakt: EM – enkeltstart
Optakt: 1. etape af Tour de Luxembourg
Optakt: Omloop van het Houtland Lichtervelde