Optakt: 2. etape af Tour de Pologne

Ruten

Første halvdel af Tour de Pologne har traditionelt været en sand sprinterfestival, og det forholder sig næppe anderledes i 2019. Efter det indledende sprinterslag i Krakow venter endnu en relativt flad etape på andendagen, hvor feltet returnerer til Katowice, der traditionelt har været rammen om en stor og meget hurtig massespurt. Det må ventes igen at være tilfældet i år, selvom den ret flade rundstrækning som altid indeholder nogle ganske små stigninger.

Som nekendt er et tema for årets løb, at de lange maratonetaper er erstattet af korte dage, og for anden dag i træk er distancen derfor yderst beskeden. Således skal der tilbagelægges bare 152,7 km mellem Tarmnowskie Gory og Katowice, og de indledes med en omgang på en flad 32,0 km lang rundstrækning i området vest for startbyen, inden man vender tilbage til startområdet. Herefter går det videre gennem fladt terræn hovedsageligt mod syd, mens man snor sig rundt for at besøge diverse byer på vejen mod Katowice. Undervejs er der indlagte spurter efter hhv. 65,3, 88,4 og 92,0 km.

Efter 94,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 700 m senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 19,1 km lange runde, der er henlagt til området syd for byen. Den er ikke helt flad, idet den byder på to mindre bakker. Den første af disse, Goreckiego (300 m, 2,0%), kommer umiddelbart efter målstregen og tilbyder bjergpoint på tredje omgang efter 134,5 km. Herfra kører man mod øst og syd frem til det sydøstligste punkt, inden man snor sig mod nordvest og til sidst nord ad lidt kringlede veje med en del sving. Der venter en lille kategori 4-stigning, Korgantego (400 m, 3,0%) med top bare 1200 m fra stregen, og der vil være bjergpoint på spil på den første omgang efter 113,5 km. 200 m efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 894 højdemeter.

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år tog Pascal Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Fernando Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

Vejret

Generelt ser årets Tour de Pologne ud til at kunne blive en våd affære, men søndag ser ud til at byde på list lys i mørket. Her vil der nemlig kun være få skyer og risikoen for byger er kun knap 10%. Temperaturen vil nå 24 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordvest. Efter den indledende rundstrækning giver det primært medvind på den kringlede tur ned mod Katowice. På den afsluttende rundstrækning vil der primært være medvind på første del og modvind på anden del. Til slut vil der være sidemodvind op ad bakken og frem til vendepunktet, hvorefter der vil være sidemedvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 1. etape

Der findes mange forskellige slags problemer. Tag nu for eksempel Katusha og Dimension Datas tiltagende hovedpine, der igennem nu flere sæsoner har ført de to engang så succesrige mandskaber mod en regulær deroute baseret på en fantastisk evne til at forvandle det pureste guld til værdiløst vraggods. Katusha har e af sportens største budgetter, men må alligevel til stadighed undre sig over, hvor i alverden de mange penge bliver af, når de betragter en sejrskonto, der i hvert fald ikke har så mange nuller so bankkontoen. Og Dimension Data, der for bare tre år siden vandt ikke færre end fem etaper i et enkelt Tour de France, kan se, hvordan den ene stjerne og det ene talent efter det andet oplever en regulær krise, så snart de ifører sig holdets trikot.

Så findes der de andre problemer. Det er den slags, Ineos-chef Dave Brailsford grubler over, når han skal finde ud af, hvordan i alverden han da skal finde plads og spillerum til verdensstjerner som Chris Froome og Geraint Thomas samt en næsten uudtømmelig liste over grand tour-talenter med navne som Egan Bernal, Pavel Sivakov, Ivan Ramiro Sosa Tao Geoghegan Hart og fra næste år med næsten 100% sikkerhed også Richard Carapaz. Og det er de slags, Jumbo-manager Richard Plugge må ligge søvnløs over, når han spekuler over, hvordan i alverden han da skal stille Wout van Aert, Steven Kruijswijk, Primoz Roglic og fra næste år sikkert også Tom Dumoulin tilfredse på et hold, der i de seneste par år med blot en enkelt berøring har kunnet forvandle hvad som helst til guld.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Det er samme slags dilemma, Bora-manager Ralph Denk med tiltagende intensitet må gruble over. Den tyske succesmager er nemlig ved at blive kvalt i en succes, som de færreste havde troet mulig, da han med en solid kapitalindførsel forvandlede et relativt anonymt mandskab til en gigant, da han skrev kontrakt med Peter Sagan for et par år siden. I de mellemliggende år er holdets egen talentmasse nemlig blomstret op i en grad, så det, der engang nærmest var synonymt med Sagan, nu har en rytterbase så bred, at man seriøst kan spørge sig selv, om det slovakiske fænomen kan påkræve sig den dedikerede opbakning, han hidtil har fået.

Sagan synes nemlig at være en af de eneste, der ikke bare bliver bedre og bedre - faktisk snarere tværtimod. I de senere har særligt fire ryttere foldet sig ud i det tyske mandskabs trøje, så de alle fremstår som nogen af sportens mest interessante navne. Det gælder for Emanuel Buchmann, der med sin 4. plads i årets Tour, har fået Denk til at spørge sig selv, om man fremover skal droppe Sagan og satse alt på som chef for et tysk hold at sikre Tyskland deres første podieplacering i Touren siden Andreas Klöden i 2006. Og det gælder Maximilian Schachmann, der med et vanvittigt forår har vist, at Tyskland nu ikke er afhængige af udenlandske stjerner for at være med i front af klassikerne.

Mest tydeligt er det naturligvis i sprintersammenhæng. Her lurede man allerede konflikten mellem Sagan og Sam Bennett, der måske nok er irer, men alligevel Denks egen opfindelse, da sidstnævnte med tre etapesejre i sidste års Giro tydeligt viste, at han ikke blot er hurtigere end Sagan, men også har opnået en stabilitet, der gør ham til et langt sikrere vinderkort end slovakken, der ikke just har vadet i sejre de seneste år. Den konflikt blev blot mangedoblet i omfang, da Tyskland i Pascal Ackermann igen fik deres egen supersprinter efter Marcel Kittel og André Greipel, da den unge komet i et fuldstændigt mageløst 2018 gik fra at have taget en sen første karrieresejr på sidste etape i Romandiet i slutningen af april til at ende sæsonen med ikke færre end ni gevinster, herunder seks på WorldTouren. Og den konflikt er blot blevet endnu tydelige i år, hvor både Bennett og Ackermann har vundet i øst og vest, mens Sagan har haft svært ved at finde den melodi, der ellers har gjort ham til sportens største stjerne.

I første omgang er det Bennett, der er blevet taberen i det uløselige trekantdrama, da ireren i år har måttet se sig skubbet ud på et sidespor, mens Sagan stjal rampelyset i Touren og Ackermann med to etapesejre og en pointtrøje fik en fabelagtig grand tour-debut i Giroen, og således nu har kurs mod at erstatte Elia Viviani som Deceunincks førstesprinter i stedet for at udkæmpe en umulig kamp mod sportens største navn og Tysklands nye sprinterdarling på et tysk hold. Efter årets Tour kunne Ackermann så også se sin position yderligere truet, da Buchmanns grand tour-gennembrud med ét gjorde det endnu mere usandsynligt, at der i den nærmeste fremtid skulle blive plads til den tyske komet i verdens største cykelløb.

Til gengæld er der kun én god måde at besvare en sådan udfordring på, nemlig ved at vise, at man ikke fortjener at blive kørt ud på et sidespor. Og det var akkurat, hvad Ackermann gjorde, da han i dag for andet år i træk kom flyvende ud fra sommerpausen ved at spurte sig til succes i sensommerens første WorldTour-etapeløb, Tour de Pologne, hvor han i 2018 med sine to etapesejre for alvor havde vist, at de første tre sejre inden sommerpausen altså ikke blot skyldtes en enkelt åre af gylden form. Og faktisk kan man med nogen ret hævde, at Ackermann med dagens sejr sendte et langt kraftigere signal, end han gjorde med triumferne i Østeuropa for 12 måneder siden.

I 2018 var Alvaro Hodeg nemlig den eneste virkelige trussel mod Ackermann i det polske løb, og selvom colombianeren er lovende, var og er han ikke nogen sprintergigant. Det er Fernando Gaviria derimod, og selvom han har haft et svingende første år hos UAE, viste han særligt med etapesejren i Giroen, hvor han slog Ackermann, at han fortsat hører til blandt de allerhurtigste. Og det er Fabio Jakobsen helt sikkert også allerede, for den unge hollænder har haft en professionel start, der faktisk langt overgik den, tyskeren selv havde, og han satte særligt sidste efterår en tyk streg under potentialet, da han overspurtede både Ackermann og selveste Dylan Groenewegen i WorldTour-løbet Tour of Guangxi.

Derfor var dagens 1. etape i Krakow også imødeset med usædvanlig spænding, for det var en oplagt chance for at vurdere tre af verdens absolut stærkeste i direkte dyst på ren topfart i en helt klassisk og meget enkel boulevardspurt. Og her var det altså Ackermann, der sejrede med en magtdemonstration, der viste, hvorfor han er så komplet en sprinter.

Spurten i den sydlige del af Polen blev nemlig en rodet affære, hvor intet tog formåede at sætte sig igennem. Først var det Jumbo, der tog kontrol for Danny Van Poppel, så forsøgte Owain Doull at køre Ben Swift hjem til en spurt, der blev alt, alt for langt. Og til slut var det Fernando Gaviria, der følte sig tvunget til at åbne fra distancen og forsøge at holde spurten gående længere, end han havde ønsket.

For colombianeren skulle det blive for langt, men det gjorde det ikke for Ackermann. Med sin fine næse for positionering havde tyskeren nemlig grebet Gavirias baghjul, og herfra kunne han gå forbi med en sådan lethed, at man slet ikke fornemmede, at det var en sand sprintergigant, han overspurtede. Dermed fik han atter vist, at han mestrer både positionering og fart så fornemt, at det ingenlunde er en tilfældighed, at han i de seneste måneder har vist sig at være en af sportens allermest stabile sprintere og nærmest garanti for succes. Allerede i Giroen var han feltets hurtigste, og i dag viste han, at han kraftig aspirerer til at kunne blande sig i kampen om titlen som hele verdens fartkonge nr. 1.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Den titel har Gaviria længe været med i kampen om, men i det seneste års tid er hans stjerne falmet en del. Det er imidlertid lidt urimeligt, for faktisk har han ved flere lejligheder vist, at han stadig er en sublim sprinter, når blot han er skadesfri og undgår sine lidt for mange udsving. Det viste han i starten af året i UAE Tour, det viste han inden sit alt for tidlige Giro-exit, og det viste han for så vidt også i dag, hvor det faktisk var ganske fornemt, at han endte som nr. 2, selvom en dårlig position havde tvunget ham til at åbne sin spurt alt, alt for tidligt.

På den baggrund kan Gaviria heller ikke være svært utilfreds. Man skal ikke glemme, at løbet her var hans første efter en lang skadespause, og at han slet ikke har haft samme fine opbygning til løbet som Ackermann og Jakobsen. Hans timing sad ikke i skabet - ikke mindst fordi han og Simone Consonni tabte hinanden til sidst, hvilket sidstnævnte med sin desperate spurt til slut ikke kunne redde - men i lyset af spurtens længde, så det slet ikke ringe ud. Og med tanke på, at Gaviria i forvejen har tendens til at være lidt rusten efter en pause, kan dagens spurt kun tjene som håb for, at han nok skal finde benene inden Vueltaen, der skal gøre meget for at redde en ikke specielt tilfredsstillende sæson.

Mest ærgerlig har Jakobsen dog grund til at være. På baggrund af deres hidtidige opgør kan man i hvert fald ikke udelukke, at hollænderen ikke fortsat har et fartmæssigt overskud i forhold til Ackermann. Den teori kan bestemt heller ikke afvises efter i dag, for hollænderen kom faktisk flyvende med en enorm fart til sidst. Desværre blev det også udstillet, at Deceuninck for en sjælden gangs skyld er kommet til et løb med et tog, der ikke er det bedste, og da Fabio Sabatini fejlede i forsøget på at føre sin kaptajn frem, måtte Jakobsen alene forsøge at redde stumperne med en ganske lang spurt. Heldigvis er der masser af lejlighed til at vurdere Jakobsens virkelige niveau i de kommende uger, dels på de næste to sprinteretaper, dels i en Vuelta, hvor han kan se frem til at skulle slås med Groenewegen, Bennett og Gaviria i et for det spanske løb usædvanligt stærkt besat sprinterfelt.

Etapen bød også på opmuntring til Max Walscheid. Tyskeren, der ellers i de første år som professionel gav indtryk af, at der her kunne være om en helt usædvanligt hurtig herre, er gået helt i står i en fejlslagen 2019-sæson. Det skyldes imidlertid i høj grad en ærgerligt ringe positioneringsevne, og det blev da også den, der ødelagde det for ham i dag. Til gengæld kan han glæde sig over, at han kom flyvende i høj fart mod slutningen og dermed fik vist, at han trods alt stadig er enormt hurtig, når blot han en sjælden gang får lejlighed til at vise det. Nok er han ikke en Kittel, der alene på hurtighed kan kompensere for åbenlyse mangler i positionskampen, men han er altså stadig en ganske hurtig herre, der kan vinde store løb i rene massespurter.

Til gengæld var spurten vel endnu et lille søm i Danny Van Poppels sprinterligkiste. Hollænderen har i år negligeret spurterne til fordel for klassikerne, og det synes at have kostet. Lennard Hofstede og Taco van der Hoorn var nemlig de eneste, der kunne mobilisere et fornuftigt lead-out, men det var hollænderen slet ikke i stand til at omsætte til et resultat. Nok blev han nr. 5, men spurten viste desværre også, at han slet ikke har samme form, som da han for et par år siden vandt en etape i blandt andet dette løb.

Samme fart som dengang har Jakub Mareczko heller ikke. I mange år var det ellers ret klart, at den polskfødte italiener havde en enorm topfart, som blot blev formøblet af ringe positionering og lav holdbarhed. Desværre har året hos CCC gennemhullet den tese, for selvom positionen ofte har været forklaringen på de ringe resultater, har Mareczko måttet sande, at hans fart ikke synes at være den samme, som da han sikrede sig tre 2. pladser i Giroen. Det er desværre en skam, for både i dag og i Vallonien viste han, at han vel næppe har været i bedre form, end han er det nu, men dagens spurt viste også, at han altså ikke er en rytter, der alene på sin fart kan gøre arbejdet færdigt.

Det er John Degenkolb og Sacha Modolo bestemt heller ikke længere, og derfor var deres sekundære placeringer i dag en meget passende afspejling af deres nuværende position i hierarkiet. Lidt mere overraskende var det vel, at Marc Sarreau, der ellers i de mindre franske løb på topfart nærmest er i en liga for sig, atter faldt igennem på WorldTour-niveau og blot blev nr. 11, selvom FDJ egentlig gjorde et fint arbejde med at føre ham frem. Positionering har tidligere været hans problem, men i dag blev det åbenbart for enhver, at farten slet ikke var på niveau med de bedstes.

Heldigvis er det ikke så slemt, som det er for Mark Cavendish. Den engelske gigant har efterhånden en status, hvor de færreste overhovedet har bemærket hans deltagelse, og det gjorde dagens spurt intet for at ændre. Den uheldige brite var således involveret i det sene styrt og endte med at rulle over stregen som allersidste mand. Nok er det tvivlsomt, om en uhindret spurt havde indbragt et stort resultat, men det er alligevel trist at se, hvordan en så stor figur nu blot er birolleindehaver, der snarere skal undgå endnu en nedtur end stræbe efter store resultater.

Det er der mange andre, der skal, når det gælder kampen om klassementet, men her gjorde etapen os som ventet ikke meget klogere. En snu Mate Mohoric, der dog ingenlunde i Touren lignede en mand med form til noget som helst, spurtede sig til et enkelt bonussekund, og Jan Hirt, der slet ikke passer til dette løb, måtte ofre sit klassement for at give sin cykel til Miguel Angel Lopez, da colombianeren blev ramt i forbindelse med styrtet. Det uheld satte også Enrico Battaglin ud af spillet, i fald italieneren skulle have haft ambitioner om at forsøge sig i klassementet, men derudover skabte 1. etape ikke spor klarhed om, hvem der kan vinde det polske løb.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Det gav til gengæld et klarere billede af sprinterhierarkiet, og med sin overlegne sejr gjorde Ackermann i hvert fald intet for at modbevise, at han er en af verdens absolut hurtigste. Det varmer utvivlsomt hjertet hos Denk, men det kan også være skyld i, at der venter endnu en søvnløs nat i det tyske. Det skulle ikke undre, om Bennett i morgen eftermiddag overtager Ackermanns titel som vinder af den nye WorldTour-klassiker i London, og at Davide Formolo og Rafal Majka, der begge har haft gode sæsoner i år, kører med om sejren i klassementet i den kommende uges tid. Det sker bare en uges tid efter, at Buchmann genskabte de ellers forsvundne tyske Tour-drømme, og at Sagan skrev historie ved at vinde en 7. grøn pointtrøje.

Nok kan man ikke tillade sig at klage voldsomt over luksusproblemer, men mon ikke Denk alligevel af og til næsten ville ønske, at hans ryttere undlod at give ham helt så mange hovedbrud. Og hvis Ackermann og Bennett begge spurter sig til hver sin sejr med en halv times mellemrum søndag først på aftenen, bliver den følelse formentlig ikke spor mindre.

Favoritterne

Helt i overensstemmelse med traditionen er første del af Tour de Pologne helt dedikeret til de hurtige folk, og der er lagt op til revanchedyst efter endnu en meget kort og meget let etape. Den officielle profil for 2. etape ser betydeligt mere skræmmende ud, end den er, og det begrænsede antal højdemeter vidner om, at det er en ganske flad etape. Rundstrækningen er ganske vist blevet gjort en anelse hårdere end tidligere år, men det ændrer ikke på, at det hele bør blive afgjort i en massespurt.

Den eneste reelle trussel er vinden, men selv vil næppe være stærk nok til at spille nogen rolle. Ganske vist vil det ikke være en helt stille dag, men historien viser klart, at feltet i Polen aldrig splittes af blæst. Måske vil det skabe lidt mere nervøsitet end i dag, men med en generel medvind og fine betingelser vil det ikke skabe drama. Heller ikke på rundstrækningen vil der være væsentlige problemer, da meget finder sted i byzone.

Derfor ligner det en dag, hvor det tidlige udbrud igen etableres umiddelbart efter start, og herefter vil Ackermann sende Cesare Benedetti eller Maciej Bodnar til fronten. Han kan som minimum vente sig hjælp fra Deceuninck og UAE, som vi så det i dag, hvor Remi Cavagna og Maciej Bodnar førte gennem det meste af dagen. Store chancer vil der ikke blive taget, og forspringet vil derfor langsomt, men sikkert smelte under den polske aftensol. Modsat i dag kommer de tre indlagte spurter også så tidligt, at bonussekunder ikke kommer i spil, og det bliver derfor primært en kamp mellem udbryderne om de sekundære klassementer - med mindre udbruddet er så lille, at der alligevel bliver lidt at kæmpe om for feltet.

Derfor ligner det en sikker massespurt. Taylor Phinney er før kørt hjem med et angreb på den lille stigning i finalen, men det vil næppe kunne lade sig gøre igen i et felt med så mange sprinterhold. Vi ved, at der altid kommer angreb på bakken til slut, men historien viser klart, at det er næsten umuligt at gøre en forskel. Derfor er der lagt op til massespurt.

Afslutningen er velkendt og berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder i den faldende finale. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen, hvor en af feltets hurtigste utvivlsomt vil vinde. Bakken vil i teorien trætte de hurtige folk, men vinderlisten viser, at det som regel er de rene sprintere, der vinder, og derfor betyder den i praksis meget lidt. Vigtigere er det at have den rigtige gearing i denne forrygende hurtige spurt, ligesom man ingen chance har for at indhente de forreste fra en dårlig position, når hastighederne når så voldsomme højder, slet ikke år, hvor den ret kraftige medvind bare vil gøre det endnu hurtigere.

Efter dagens etape er det svært ikke at pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Tyskeren viste igen i dag, hvorfor han er så fremragende sprinter. Ikke blot sad han perfekt placeret bag Fernando Gaviria, han viste også sin imponerende fart, da han med relativ stor overlegenhed gled forbi colombianeren. Dermed fik han dokumenteret, at han er fremragende i positionskampen, lige så hurtig som i Giroen og ligesom sidste år har passet sin sommertræning.

I 2018 lavede han the double i Krakow og Katowice, og han har dermed vist, at han kan vinde i den helt særlige spurt, der venter i morgen. I dag gjorde han endda ikke den store brug af sit måske bedste våben, nemlig Rudiger Selig, og bringer han ham i spil, bliver hans chancer bare endnu bedre. Positionskampen er i forvejen en styrke, og det samme er bakken for form- og klatrestærke Ackermann, der kan mose sig frem i position på vej op til vendepunktet. Sidder han fornuftigt i U-vendingen, har han poweren til at gå forbi de fleste, og derfor er han atter vores favorit.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

I dag var det virkelig en skam, at Fabio Jakobsen sad så ringe placeret. Det hollandske talent viste nemlig fin fart, da han kom blæsende frem fra sin håbløse position. Nok var han ikke tæt på at gå forbi Ackermann, og nok lå han længere i læ end sin tyske rival, men det var i hvert fald ikke på denne etape, at vi kan afvise, at Jakobsen stadig har det fartmæssige overtag, som han havde i Kina sidste efterår og i årets første måneder. Til gengæld viste etapen også det frygtede, nemlig at Deceuninck her ikke har deres bedste tog, og det lykkedes aldrig for Fabio Sabatini at få den hollandske mester frem.

Det burde dog være muligt. Sabatinis erfaring er enorm, og Jakobsen plejer også selv at være god i positionskampen. Lykkes det bedre end i dag, ligner Jakobsen manden, der kan presse sig forbi Ackermann. Det har han i hvert fald gjort flere gange tidligere, og han må således være manden, der skal knuse den tyske drøm om at lave the double igen i år.

I Giroen lykkedes det også for Fernando Gaviria at slå Ackermann, og efter 1. etape kan det bestemt ikke udelukkes, at det kan ske igen. UAE’s lead-out gik nemlig helt i stykker, og det endte med, at Gaviria måtte åbne en lang spurt, samtidig med at hans lead-out man Simone Consonni desperat forsøgte at spurte op på siden af ham. Det lykkedes aldrig at få noget ud af den indsats, men som skrevet i analysen var den alt for lange spurt fra colombianeren slet ikke ringe. Formen synes i hvert fald ikke at være dårlig, selvom optakten til løbet har været alt andet end ideel.

Faktisk kunne denne spurt passe endnu bedre til Gaviria. Consonni og Gaviria holdt sig fint til i positionskampen, og de burde have robustheden til at udnytte bakken til at bevæge sig frem. Consonni viste igen i dag, at han egentlig har farten til at være en god lead-out man og kan de runde toppen af bakken helt i front, bør italieneren kunne aflevere sin kaptajn flot. Herefter så vi i dag, at Gaviria også har farten til at gøre det færdigt, især fordi han har for vane at blive bedre, når han efter en pause har fundet løbsrytmen.

Ovenfor har vi allerede glædet os over, at Max Walscheid i dag fik rejst sig efter en skuffende sæson. Desværre blev de evindelige positioneringsproblemer atter stillet til skue, og de kan i den grad blive en udfordring i en finale, hvor det kan være svært at vinde mange positioner efter bakken, der ikke just er til den store tyskers fordel. Til gengæld viste Walscheid i dag også, at han er en af de få, der faktisk har farten til at tage kampen op mod etapens tre store favoritter. En dårlig position gør det sandsynligt, at det ender med endnu et ringe resultat, men til gengæld er Walscheid også en af dem, der faktisk kan ende som vinder af etapen.

Det ser sværere ud for Danny Van Poppel, men hollænderen kan ikke afvises. I dag var Jumbo med Lennard Hofstede og Taco van der Hoorn et af de få hold, der kunne mobilisere et velorganiseret lead-out, men desværre var hollænderen som nævnt ovenfor ikke i stand til at afslutte med samme fart som tidligere i karrieren. Til gengæld kan han finde trøst i det fine holdarbejde, der kan bringe ham i god position igen i morgen, hvor også bakken burde gøre det lettere for ham at komme frem. Som sagt kan det i Katowice være svært at vinde mange positioner i den lynhurtige medvindsspurt, og derfor er det måske her, at Van Poppel alligevel kan vinde, selvom han er oppe mod hurtigere folk.

Det gør det nok også sværere for Jakub Mareczko. Positionering har nemlig været alt andet end italienerens spidskompetence, og da dagens spurt som nævnt også udstillede, at han ikke har fordums topfart, ser en Mareczko-sejr på WorldTouren ikke ud til at være kommet meget nærmere. Omvendt var han trods alt en af de klart hurtigste i dag, og han fik bekræftet, at han efter den flotte kørsel i Vallonien og GP Cerami vel er i noget, der ligner sit livs form. Med et relativt flot lead-out fra CCC så han, at støtten slet ikke er så ringe, og kan de få ham bragt i position inden og op ad bakken, ser Mareczko trods alt ud til at have farten til at være med blandt de allerforreste.

I dag sad John Degenkolb godt, da spurten blev lanceret, men han måtte sande, at farten altså bare ikke er, hvad den var engang. Til gengæld burde spurten i Katowice slet ikke være så ringe for tyskeren. Nok er han ikke en ørn i positionskampen, men med Mads Pedersen ved sin side kan han måske mose sig frem i position via power på bakken. Herefter burde han kunne lide en lang powerspurt, hvor man ikke kan ændre mange positioner, og det kan måske derfor netop være her, at Degenkolb opnår et topresultat.

Samme strategi kan føre Sacha Modolo langt. Italieneren vandt som bekendt spurten i Katowice for to år siden, selvom han heller ikke dengang var den hurtigste. Efter en svær tid har han siden Route d’Occitanie genfundet benene, og det bekræftede han i dag, hvor han gjorde det fornemt i positionskampen. Kan han gøre det igen i morgen, vil han måske kunne runde toppen af bakken som en af de forreste, og så ved vi fra 2017, at han også kan vinde en spurt, hvor det ofte handler lidt mere om positionering end fart i en afslutning, hvor det kan være svært med sin power at gøre de helt store forskelle.

Læs også

LIVE: Nu skal Lund forsvare sin førertrøje i spurten!

Det kan også være en fordel for Clement Venturini. I dag måtte franskmanden nok engang sande, at han har det svært i de rene massespurter. Til gengæld ved vi også, at han er en ørn i positionskampen, og det burde kun blive endnu bedre i en afslutning, hvor bakken vil tilgodese en holdbar fyr som ham. Nok har han ikke verdens højeste topfart, men det er i lige præcis denne spurt, hvor positionering er afgørende, slet ikke den vigtigste ingrediens, hvis man vil have et topresultat. Og de påkrævede ingredienser er netop dem, Venturini besidder.

Skal man pege på en rytter, der kan overraske, er det Matej Mohoric. Sloveneren er helt usædvanligt udset til rollen som Bahrain sprinter, men i dag måtte han sande, at han altså har sine begrænsninger i en rigtig spurt. I morgen vil han til gengæld være et godt bud på en rytter, der med god positionering og power på bakken kan komme langt frem inden U-vendingen. Sidder han først godt her, burde det også blive til et godt resultat.

Andre kandidater er Marc Sarreau, der dog som nævnt i analysen skuffede fælt i dag, og som får det svært i en finale, hvor positionering er vigtig, Pawel Franczak, der ligeledes vil blive hæmmet af positionens rolle, Ben Swift, der er for langsom, men ligesom Mohoric måske kan gøre det bedre end i en klassisk spurt, Luka Mezgec, Enzo Wouters, Enrico Battaglin, Mark Cavendish, Sergey Shilov og Andrea Peron.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Danny Van Poppel

Outsidere: Max Walscheid, Danny Van Poppel, Jakub Mareczko

Jokers: John Degenkolb, Sacha Modolo, Clement Venturini, Matej Mohoric

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2018, Sacha Modolos sejr fra 2017, Fernando Gavirias sejr fra 2016 og Matteo Pelucchis sejr fra 2015.