Optakt: 2. etape af Tour de Pologne

Ruten

I gamle dage var det fast kutyme, at de eneste klatreudfordringer kom på de to etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, men da enkeltstarten forsvandt i 2017, erstattedes den af en nyskabelse. Siden dengang har man haft for vane at gøre brug af en rigtig murafslutning i den fladere del nord for bjergene, og selvom enkeltstarten i år er tilbage, rører man ikke ved muren. I stedet er det en af Tatr-etaperne, der forsvinder, og derfor skal der igen i år udkæmpes et første klassementsslag på en kort og stejl sag - denne gang i en helt ny afslutning i byen Przemysl. Med de ganske begrænsede klatreudfordringer i årets løb venter der derfor en uhyre vigtig tirsdagsetape, hvor de eksplosive puncheurtyper får den første af to chancer for at vinde tid inden den meget vigtige enkeltstart senere i løbet.

I stil med årets trend er der igen tale om en lang etape, der fører feltet fra Zamosc til Przmysl. Startbyen ligger nord for et kuperet naturområde, og derfor stiger let, når man fra start kører mod syd ned mod nogle småbakker, inden det flader lidt ud frem mod den første spurt, der kommer efter 21,2 km. Umiddelbart herefter kører man mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Wolka Husinska (2,9 km, 2,6%), der bare er en let opkørsel med top efter 25,9 km.

Herfra begynder det at falde let, når man kører mod sydvest og vest væk fra naturområdet ned til den anden spurt, som er placeret efter 37,3 km, og der faldende terræn fortsætter, når man herfra kører mod sydvest og syd ned til byen Lukowa, der nås efter 53,8 km. Her rammer man et helt fladt område, og derfor er det i den følgende fase stort set helt fladt, når man kører skiftevis mod syd og sydvest over næsten 100 meget monotone kilometer. Efter 147,9 km når man frem til målbyen for første gang.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Byen ligger lige på kanten af nogle mindre bjerge, og derfor ligger den afsluttende mur i byens udkant. I første omgang kører man dog ikke op ad den, men fortsætter i stedet mod syd og sydvest i let stigende terræn ud til de nærliggende bakker i området syd for byen. Her når man ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Først går det skiftevis mod syd og vest op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Kalwaria Paclawska (2,1 km, 9,4%), der er en relativt jævn og stejl stigning med et maksimum på 16,5% nær toppen, som kommer efter 171,3 km.

Herfra går det via en let nedkørsel mod nordvest, inden man med det samme kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Gruzsowa (3,1 km, 5,9%), der stiger med 6-8% over de første 2 km, men derefter flader ud med 3,9% frem mod toppen, der rundes efter 177,3 km. Nu fører en lige og led nedkørsel mod nord, sydøst og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter turen rundt i bakkerne kører man mod nordøst ad den let faldende vej tilbage til Przemysl, hvor man igen kører ind til centrum, men denne gang drejer man med 1700 m igen skarpt til venstre ind på den afsluttende mur. Den stiger med 7,4% i snit, men man skal ikke lade sig snyde. Der lægges nemlig ud med 400 m på brosten, hvor det stiger med mellem 9 og 15%, inden man drejer skarpt to gange, hvorefter det falder over 300 m ned mod den røde flamme. Her drejer man skarpt igen, hvorefter muren for alvor tager fat med en sidste kilometer med 9,6%. Reelt er det dog kun de første 800 m, der er en mur, idet det her stiger med 13-16% hele vejen, indtil de sidste 200 m er stor set flade. Efter det skarpe sving ved den røde flamme er der yderligere et sving med 800 m igen og derefter, når man med 200 m igen drejer ind på den fladere del på toppen.

Etapen byder på i alt 1569 højdemeter.

Przmysl har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2006, hvor Aldo Ino Ilesic vandt en massespurt nede i byens centrum.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Vejret

Efter en dag med pænt vejr venter en decideret smuk tirsdag. Her vil der nemlig ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil kravle helt op på 27 grader. Vinden vil også bare være svag (7-8 km/t) og komme fra sydøst. Det giver sidemodvind hele vejen ned til bakkerne, hvor man får sidemodvind på den første og medvind på den anden. Herefter vil der være sidemodvind på nedkørslen og sidemedvind på turen tilbage til Przmysl, hvor der vil være sidevind op ad muren, dog med medvind på den lille nedkørsel og sidemodvind på de sidste 200 m.

Favoritterne

Phil Bauhaus og Alvaro Hodeg tog mig på sengen ved at vise sig betydeligt mere robuste i dagens brostensfinale, end jeg havde ventet, og særligt Bauhaus dokumenterede igen, hvor uhyre kraftfuld han er blevet. Den indledende spurt blev dog i høj grad også et opgør mellem de bedste tog, hvor Bahrain og Deceuninck gjorde det fremragende, og modsat mange af de mere oplagte bakkesprintere, der blev elimineret af en ringe position, kunne de to tunge drenge lukrere på fornemt holdarbejde til at sidde helt fremme.

Som ventet gjorde etapen os ikke meget klogere på kampen om den samlede sejr, men vi fik elimineret to af favoritterne. Både Patrick Bevin og Mikkel Bjerg mistede af uforklarede årsager masser af tid, og dermed bliver det helt uinteressant, om de kan overleve stigningerne de kommende dage. For dem vil fokus hurtigt rettes mod enkeltstarten, der altså nu alene handler om etapesejren.

De øvrige favoritter holdt sig alle fint til, og en topmotiveret Michal Kwiatkowski samt Matej Mohoric fik tillige sikret sig en kærkommen tidsbonus i et løb, der altid bliver afgjort på marginaler. Det var imidlertid blot en ekstra gevinst, som måske lidt uventet kom i spil, da udbruddet hurtigt blev hentet. Det er nemlig først tirsdag, at klassementsslaget for alvor indledes.

Det gør det endda med en absolut nøgleetape. Det var i 2017, at arrangørerne fandt på at inkludere disse murfinaler, og siden dengang har de to gange leveret et herligt show, nemlig da Dylan Teuns vandt i den første udgave, og Michal Kwiatkowski sejrede året efter. I 2019 blev etapen desværre neutraliseret grundet Bjorg Lambrechts tragiske død, og i 2020 var der slet ingen murfinale i den forkortede coronaudgave.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Det er der heldigvis i år, og det sker med en ny afslutning i Przemysl. Den ligner umiddelbart en ganske led sag med først den lille opvarmning på brosten og siden de 800 m med 13-16%, inden den flader ud over de sidste 200 m. Den har ikke samme længde og stejlhed som Mur de Huy, og den er derfor en anelse lettere, men det er utvivlsomt en finale for de sande Fleche Wallonne-aktører - med den væsentlige tilføjelse at det slutter med en næsten flad spurt.

Resten af etapen er til gengæld i alt overvejende grad nem, og det bliver derfor formentlig igen en relativt stille dag. Udbruddet vil sikkert igen blive etableret uden alt for megen kamp, men skulle der alligevel været lidt uventet action, kan man ikke helt udelukke, at feltet måske kan få lov at gå efter bonussekunder i den første indlagte spurt. Jeg tror dog, at udbruddet kører tidligt, og herefter vil Bahrain tage kontrol.

Spørgsmålet er, hvem der vil hjælpe dem. Jeg vil tro, at Ineos med det samme viser deres intentioner, men derudover er sandsynlige allierede Lotto og UAE. Deceuninck kunne også komme i spil, men de vil måske mene, at de brugte rigeligt med kræfter i dag. Uanset hvad burde der være masser af hold til at jagte, så de vigtige bonussekunder kan komme i spil, og på en næsten vindstille dag regner jeg derfor med fred og ro, hvor udbruddet let hentes i tide.

Det interessante bliver, hvad der sker på bakkerne i finalen. Den første af disse er ganske svær og slutter med en ret stejl del med op til 16,5% lige inden toppen. Jeg vil tro, at Ineos benytter lejligheden til at sætte pres på - dels for at gøre det hårdt og dels for måske at komme af med Remi Cavagna, der hele tiden lurer som en trussel inden enkeltstarten. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at der kommer angreb, men afstanden til mål er for stor til, at favoritterne vil røre på sig. Ineos er temmelig stærkt, og da de vil spurte på muren, bliver det svært at gennemføre en succesrig offensiv, også fordi der formentlig vil være hjælp at hente til jagten fra UAE, Bahrain og Deceuninck. De har dog alle relativt tunge hold, og jeg vil ikke udelukke, at det i vidt omfang alene bliver Ineos, der skal kontrollere til sidst.

Det vil de formentlig også være stærke nok til, og jeg regner derfor med, at det skal afgøres på muren. Her vil der være gigantisk positionskamp frem mod svinget, og herefter vil den første lille brostensbakke formentlig blive brugt til at lægge pres på. Efter nedkørslen rammer de herefter de 800 m stejle meter, og de vil formentlig blive kørt som Fleche Wallonne. Det betyder, at timing er altafgørende, og at risikoen for eksplosion er overhængende, men det betyder også, at det meget let kan blive afventende - særligt fordi holdene generelt er tunge, og Ineos meget vel kan være blevet brugt op i jagten på et udbrud. I det tilfælde skal man ikke udelukke, at en snu rytter kan snige sig væk og udnytte favoritternes magtkamp til at tage sejren.

Mest peger dog på, at det bliver et opgør mellem murspecialisterne, og dem er der flere af. Faktisk er der hele tre, der er blevet nr. 3 i Fleche Wallonne, nemlig Kwiatkowski, Dylan Teuns og Diego Ulissi. Det gør det også til et ret åbent opgør, hvor det er svært at pege på en entydig favorit.

Det er derfor også med lidt usikkerhed, at jeg peger på Michal Kwiatkowski. Polakken viste i dag, at han helt som forventet er uhyre motiveret til sit hjemmebaneløb, men hvordan han står formmæssigt er stadig uklart. Han har tradition for at komme flyvende ud af Touren, og hans OL viste, at det også gælder i år, men til gengæld er der også gået mere end to uger siden dengang. Det er længe at skulle holde en grand tour-form ved lige, og derfor kan det sagtens være, at Kwiatkowski kører på pumperne. Det så vi sidste år, hvor han var stærk til VM, men ikke kunne strække formen den ekstra uge til også at køre med de bedste i Fleche og Liege.

Til gengæld var han vanvittig i 2018, hvor hans Tour-form holdt hele vejen over Polen og frem til VM-enkeltstarten, og det viser, at han sagtens kan. Hans motivation til at træne har utvivlsomt været god, og han kommer til en finale, der passer ham. Han vandt murfinalen for tre år siden, og han er som bekendt også blevet nr. 3 i Fleche Wallonne. Denne finale, der er kortere og mere eksplosiv, passer ham måske endda endnu bedre, og det gør det særligt, at det flader ud til sidst, hvor han kan bruge sin hurtighed. Han har i Gianni Moscon den ideelle allierede til at kontrollere finalen, og hvis han er i nærheden af at have OL-formen endnu, må han være manden, der skal slås. Derfor tror jeg, at han gentager sejren fra 2018.

Jeg er mere i tvivl om, hvem jeg skal have som nr. 2, men jeg prøver med Dylan Teuns. Som sagt er belgieren den eneste anden tidligere vinder af en polsk murfinale, og i 2018 var han også uhyre tæt på, da han kun blev slået af Kwiatkowski. Desværre er hans klassikerstjerne dalet i de senere år, hvor han har fejlet stort i endagsløbene, men i Touren, hvor han vel klatrede bedre end nogensinde, var han pludselig tilbage på sporet. Han har slet ikke kørt løb siden Paris, og vi aner derfor ikke, hvor han står, men i 2019 fulgte han en stærk Tour med en flot Vuelta. Hvis mønsteret er det samme denne gang, er han stadig velkørende, og så vil han, der også er blevet nr. 3 i Huy, elske denne afslutning. Min bekymring for ham er, at den flader ud til sidst, for blandt favoritterne er han nok den langsomste i en flad spurt. Langsom er han dog ikke, og i et sandt syrebad handler det mest af alt om at have noget tilbage. Først og fremmest skal han dog gøre forskellen på selve muren, og efter hans flotte Tour virker det ikke umuligt, at det kan ske.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Jeg er allermest usikker på Joao Almeida. Vi har nemlig aldrig tidligere set ham i disse finaler, og derfor er han afslutningens store ubekendte. I bjergene kører han altid stigningerne defensivt som en enkeltstart, men vi ved jo, at han har masser af punch på korte bakker, som vi blandt andet så på 16. etape af sidste års Giro, hvor han kørte sin rival, Wilco Kelderman, ud af hjulet. Denne finale er betydeligt stejlere, og hans kørsel i bjergene gør mig usikker på, om han også har samme punch, når det for alvor bliver stejlt. Til gengæld er han lynhurtig på stregen, og han vil have en fair chance mod de fleste i den flade finale. Formen var også god i Tokyo, hvor han nok fejlede på enkeltstarten, men kørte et hæderligt linjeløb, og han er utvivlsomt mere formstærk nu, hvor han har haft tid til at bygge op frem mod de kommende mål. Det er imidlertid først i morgen, vi finder ud af, hvor god en murspecialist han faktisk er.

Diego Ulissi er også blevet nr. 3 i Fleche Wallonne, men han er ikke let at blive klog på. I mange år var finalen i Huy nemlig for hård for ham, og inden 3. pladsen i 2019 var han i hele 8 forsøg aldrig blevet mere end nr. 8. Derfor er jeg også lidt usikker på hans evner på disse meget stejle procenter, særligt fordi han ikke har klatret overbevisende siden hjerteproblemerne, hvis man ser bort fra den gode dag på Sega di Ala i Giroen. Senest kom han også til kort i San Sebastian, og det er derfor usikkert, om han kan være med her. Hans podieplads i Huy viser dog, at evnerne er der, og det må tale til hans fordel, at denne er kortere og mere eksplosiv og særligt, at den flader ud til sidst, hvor han kan bruge sin hurtighed. Om det er nok, har vi til gode at se, men har han benene fra Sega di Ala, bliver han ikke let at have med at gøre.

UAE har dog også et andet kort, som til gengæld er en ubekendt. Alessandro Covi er helt uprøvet i denne slags finaler, men i teorien burde han som superpuncheur elske dem. Han kommer til løbet med storform, efter at han vandt favoritternes opgør i San Sebastian, og han var den eneste, der kunne følge et godt San Sebastian op med et topresultat i Getxo også. Det er klart, at Ulissi er holdets kaptajn, men i denne finale handler det om at have benene, og i San Sebastian havde han bedre ben end sin chef. Spørgsmålet er, om han er lidt for tung til disse stejle procenter, for det har vi stadig til gode at se, men han klarede San Sebastian-muren til UG med kryds og slange. I den flade spurt er han måske endda den allerhurtigste, hvis han er frisk endnu, og det giver ham en fremragende chance, hvis han overlever hele vejen til toppen.

Jeg er ret spændt på at se Gianni Moscon i denne finale. Logikken siger, at han er for stor til disse procenter, men den logik plejer ikke at gælde for den Moscon, der var tæt på at blive verdensmester efter Höll-stigningen i Østrig. Senest gjorde han det storartet på den stejle Mikuni i Tokyo, og på denne meget mere eksplosive stigning har han en chance for at hænge på hele vejen til toppen for derefter at bruge sin gode spurt. Udfordringen kan være, at det i dag var helt åbenlyst, at det var Kwiatkowski, der var kaptajn, og Moscon risikerer at blive reduceret til hjælper. Omvendt er det også for Ineos benene, der taler i denne finale, og hvis italieneren er stærkest, får han sin chance. Spørgsmålet er mere, om den alligevel ender med at blive for stejl.

Det bliver også den store test for Giovanni Aleotti. Italieneren er endelig begyndt at levere på sit potentiale med samlet sejr i Rumænien, podieplads på Sardinien og senest en 2. plads i Getxo. Vi har stadig til gode at se ham i denne slags finaler, men da han er mere puncheur end klatrer, burde han have evnerne til at begå sig. Formen er i hvert fald fint, men det bekymrer mig lidt, at Abner Gonzalez og Santiago Buitrago var stærkere end ham på muren i Getxo. Hidtil har han ikke haft så svær en klatreopgave i så skrapt et selskab, men potentialet synes at være der, og han har også en fin afslutning i den flade spurt på toppen.

Hvad så med Tim Wellens ? I teorien burde han være en af favoritterne, men det har ikke været et godt år for belgieren. På intet tidspunkt har han fundet formen, og han måtte trække stikket i juni for at finde en løsning. Hans comeback i Vallonien var alt andet end overbevisende, og selvom han sagde, at det mest var forberedelse til Polen og Benelux, har hans sæson generelt været så skuffende, at det er svært at have den helt store optimisme. I forvejen har han altid haft det lidt for svært på Mur de Huy, der er en anelse for stejl, men denne er mere eksplosiv og uden de helt samme voldsomme procenter. Han har også en udmærket spurt på toppen, og han har tidligere i Giroen og Andalusien vist evner på stigninger, der kan minde om denne. Spørgsmålet er bare, om niveauet stadig er det samme.

En rytter, der bliver spændende at følge, er Matteo Sobrero. Inden han blev tempospecialist, var han faktisk mest kendt som puncheur, og selvom han er uprøvet i denne slags afslutninger, burde det være noget, der passer ham. Han viste med sin fremragende klatring i Slovenien, at han ikke havde problemer med stejle procenter, men spørgsmålet er, om han har det nødvendige punch, når det for alvor bliver stejlt. Det er jeg stadig usikker på, og derudover lider han under, at der er folk, der er hurtigere i en flad spurt, ligesom hans form efter den lange løbspause er usikker. Har han niveauet fra juni, burde han dog komme ganske langt i denne afslutning, også selvom han får svært ved at vinde.

Min store joker er Biniam Ghirmay, men det kan sagtens ende helt galt for eritreeren. Hans niveau er ekstremt svingende, og da han i forbindelse med skiftet til Intermarché ikke har kørt løb i lang tid, aner vi ikke, hvor han står. I forvejen har hans sæson ikke været den bedste, men han nåede i Laigueglia at vise sin klasse. Niveauet her er højere end noget, han tidligere har prøvet, men han burde have alle de rette karakteristika til at køre en finale som denne, særligt fordi den er lettere og mere eksplosiv og slutter fladt, hvor han kan bruge sin gode spurt. Dagens resultat i en finale, der ikke var ideel, kunne i hvert fald tyde på, at han har passet sin sommertræning, go så har han potentialet til at overraske.

En rytter, der bliver interessant at følge, er Einer Rubio. Colombianeren har haft svært ved at slå igennem, men det gjorde han med bravur i lørdags, hvor han var meget tæt på at vinde kongeetapen i Burgos og kun blev slået af Hugh Carthy. Her sluttede det endda med en kort, men meget stejl afslutning, og det taler for, at han med sin gode form kan komme langt også her. Desværre er denne afslutning dog alligevel betydeligt mere eksplosiv, og som klatrer får han svært ved at matche de rigtige puncheurs, især fordi det slutter fladt. Omvendt må han med benene fra Burgos være en mand, der kan udnytte favoritternes stilstand til at snige sig væk, som han også gjorde det i lørdags.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Samme strategi skal Jai Hindley benytte. Australieren har som bekendt lidt længe af sit siddesår, som har kostet ham deltagelse i Vueltaen, men det handlede heldigvis mest om, at han ikke ville løbe nogen risiko med et langt løb. Faktisk melder han om ganske fin form og stor optimisme, og han gjorde det bestemt også ganske fint i San Sebastian. Formen er i hvert fald i fremgang, og han bør være endnu bedre nu. Han er ikke hurtig eller eksplosiv, men helt uden punch er han ikke. Selvfølgelig slår han ikke de eksplosive puncheurs på sin styrke, men ligesom Rubio kan han måske udnytte en taktisk magtkamp mellem favoritterne.

Finalen passer overhovedet ikke George Bennett, der er kendt som indbegrebet af en dieselklatrer. Han har dog forbedret sit punch betydeligt, og i 2019 var han faktisk stærkeste mand på de eksplosive polske stigninger. Desværre har han haft et skidt år, hvor han aldrig fandt formen i Giroen, og hans OL var bestemt heller ikke alt for opløftende. Vi aner derfor ikke, hvor han står, men han er før kommet flyvende ud fra sommerpausen, senest i 2019 og 2020. Han vinder ikke på sit punch, men også han kan udnytte favoritternes magtkamp til måske at snige sig væk, hvis han endelig har genfundet de ben, der gav ham 2. pladsen i Lombardiet sidste år.

Boras andet kort er Matteo Fabbro, men ligesom de tre ovennævnte mangler han det punch, der skal bruges til denne form for finale. Dertil kommer, at han ikke virkede alt for overbevisende i Vallonien, at han styrtede og slog foden i San Sebastian, og at han ikke har fundet sit topniveau siden Tirreno. Her så vi til gengæld også, hvor god han kan være, og hvis han vitterligt begynder at nærme sig niveauet fra dengang, kommer han langt her. Så skal han bare som de øvrige håbe på en taktisk afslutning, hvor han kan snige sig væk.

Det samme kan stort set siges om Antwan Tolhoek. Hollænderen lignede et tabt talent, indtil han fandt benene i maj med fornem kørsel i Andalusien og senere i Tour de Suisse. Netop hans ustabile karakter gør det svært at forvente, at han er flyvende nu, også fordi han ikke imponerede i San Sebastian, men det kan heldigvis have skyldtes kulden. Han passer ikke til denne form for finale og er på mange måder en tro kopi af Fabbro, men det forhindrer ham ikke i at snige sig væk, hvis benene fra maj og juni er blevet genfundet efter pausen.

Alpecin har kometen Ben Tulett, der var så imponerende i Ardennerne, men vi har også lært, at han er en meget ustabil størrelse. Det har han længe været i cross, og det er han også på landevejen, som vi så med hans fejlslagne Tour de Suisse. Derfor er det helt umuligt at sætte pensionsopsparingen på ham, men han blev altså nr. 12 i sit første Fleche Wallonne i april. Han synes egentlig ikke specielt eksplosiv, og derfor er han ikke et oplagt vinderbud - særligt fordi han ikke kan køre en flad spurt - men han har vist, at han kan komme langt. Det kræver dog, at han har ardenner- og ikke Schweiz-benene med sig til Polen.

Hvad med Attila Valter? Ungareren har haft lidt svært ved at slå igennem, men han havde som bekendt én stor dag i Giroen, hvor han kørte med favoritterne og sikrede sig førertrøjen. Siden kom vi i den grad ned på jorden igen, og han havde det svært i resten af løbet. Hans OL var heller ikke prangende, og derfor er det meget usikkert, hvor han står. Han har dog været i en støt og fin udvikling, og har han fået et boost af endnu en grand tour, kan man håbe på, at han finder de ben, han havde på den gode dag i Giroen. Også han skal dog snige sig væk for at vinde.

Gennem hele året lignede Xandro Meurisse et tabt talent, indtil han pludselig kørte en aldeles fornem Tour. Det kunne tyde på, at han er tilbage på sporet, men spørgsmålet er, hvor frisk han er. Han sluttede solidt af, men der er gået en lille måned siden Touren, og der kan være sket 117 ting i mellemtiden. Er han på toppen, burde denne afslutning dog passe ham, da han er både eksplosiv og hurtig. Til gengæld har han stadig helt til gode at bevise, at han kan genfinde de takter, han havde for nogle år siden.

Endelig vil jeg pege på Mikkel Honoré og Matej Mohoric. Begge viste i San Sebastian, at de er i fremragende form, men denne mur må trods alt være for stejl til, at de kan køre med de bedste. Skal jeg til gengæld pege på to folk, der kan snyde favoritterne med et angreb i den kuperede finale, må det være netop de to. De kører for to af favoritholdene, der derfor ikke vil jagte, og de har jo netop i San Sebastian vist, at de mestrer kunsten at udnytte den mangel på kontrol. En anden kandidat kunne være Remi Cavagna, der - hvis han overlever de to stigninger - sagtens kunne finde på at angribe i fladlandet frem mod muren, som Alessandro de Marchi også kunne, hvis han langsomt har fundet formen efter Giro-styrtet.

Tao Geoghegan Hart burde være en af favoritterne, men han smed tid i dag og er her helt entydigt kun som hjælper. Georg Zimmermann er i form og burde passe til stigningen, men vi så i Ain, at han trods alt har sine begrænsninger, og det har også hans ellers formstærke holdkammerat Lorenzo Rota. Ruben Fernandez viste god form i San Sebastian, men finalen er ikke ideel og topniveauet ikke højt nok.

Det er en finale, der ikke burde være helt uden for rækkevidde for hurtige folk som Andrea Vendrame, Quinten Hermans, Kristian Sbaragli og Ivan Garcia Cortina, men den bør være for stejl. Vadim Pronskiy har imponeret i år, men han har slet ikke det rette punch, og det samme gælder for Ilnur Zakarin, Artem Nych, Piotr Brozyna, Kobe Goosens, Amanuel Ghebreigzabhier og Tanel Kangert , der også har haft en skuffende sæson. Det burde være noget for Matteo Jorgenson, men han har virket uhyre formsvag i lang tid, og Patrick Bevin vil finde den for stejl, ligesom dagens tidstab ikke giver grund til optimisme. I gamle dage havde det været noget for Tony Gallopin og Nicolas Roche, men med deres nuværende niveau er det ikke realistisk, og Antonio Tiberi skuffede så meget i Ain, at han formentlig bare skal begrænse tabet inden enkeltstarten. Endelig er Robert Power stadig helt fra snøvsen.

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Øvrige vinderkandidater: Dylan Teuns, Joao Almeida

Outsidere: Diego Ulissi, Alessandro Covi, Gianni Moscon, Giovanni Aleotti, Tim Wellens

Jokers: Matteo Sobrero, Biniam Ghirmay, Einer Rubio, Jai Hindley, George Bennett, Matteo Fabbro, Antwan Tolhoek, Ben Tulett, Attila Valter, Xandro Meurisse, Mikkel Honoré, Matej Mohoric