Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ruten

Arrangørerne var relativt nådige på 1. etape, der mest af alt foregik i dalen omgivet af de tårnhøje Alper, men den nådighed finder man ikke på 2. etape, der måske ikke er en rigtig bjergetape, men er en ganske led sag. Således går det hele dagen op og ned via i alt 3300 højdemeter, og ikke færre end fem kategori 2-stigninger fungerer som opvarmning til et kategori 1-bjerg i finalen, hvor man skal op i næsten 1300 m højde. Der er endda tale om en ganske stejl stigning, hvor favoritterne kan føle hinanden an, og selvom en lang nedkørsel og et fladt stykke til mål formentlig gør, at vi ikke vil se de helt store forskelle, vil vi måske få at se, hvem der ikke skal vinde årets Tour de Romandie.

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km mellem La Neuville og Saint-Imier, der er to nabobyer i nærheden af Neuchatel-søen. Startbyen ligger dog helt nede i lavlandet ved søens bred, mens målbyen ligger oppe i bjergene, og i tillæg til den korte tur mellem de to byer består etapen af en tur rundt i bjergene. Starten er dog ganske tilforladelig, idet man lægger ud med at køre en omgang på en helt flad 17,9 km lang rundstrækning i området syd for startbyen, men derefter tager etapen hurtigt fat. Et kort fladt stykke leder nemlig mod nordøst hen langs Bienne-søen, inden man forlader søbredden for at køre mod nordøst ind i bjergene via kategori 2-stigningen Prêles (4,6 km, 8,0%, max. 12%), der er en ganske hård sag, hvis første 3 km stiger med hhv. 8,6%, 12,1% og 10,2%, inden den flader ud på sidste del frem til toppen, der rundes efter 23,3 km.

Stigningen efterfølges ikke af en nedkørsel, men leder op på et let stigende plateau, der følges mod nordøst, vest og sydvest hen til bunden af kategori 2-stigningen Chaumont (3,4 km, 6,9%, max. 12%), der stiger med hhv. 9,4% og 7,2% over de første to kilometer inden en lettere afslutning frem mod toppen, der rundes efter 43,7 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest og nordvest, inden det går via et let stigende stykke mod nordøst direkte ind på kategori 2-stigingen Les Bugnenets (6,4 km, 5,3%, max. 9%), der er let med ca. 4% over de første 4 km, men derefter tager fat med 7-8% over de sidste 2,4 km frem til toppen, der rundes efter 58,7 km. Herfra leder en lidt teknisk nedkørsel mod nord ned til Saint-Imier, hvor målstregen krydses for første gang efter 65,7 km, hvorfra der resterer præcis 100,0 km.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

De fordeler sig over en omgang på hver af to rundstrækninger. Den første af disse er 52,4 km lang og er henlagt til området nord for byen. Starten er hård, idet man med det samme kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Mont Crosin (5,2 km, 8,0%, max. 10%), der er en meget jævn og ganske stejl stigning med top efter 71,2 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod nord og vest ned til et relativt fladt plateau, der følges mod sydvest ned til dagens første spurt, som kommer efter 97,0 km. Her forlader man igen plateauet for at køre mod syd op over en ikke-kategoriseret stigning (1,8 km, 6,2%), inden man følger en ganske let faldende og lige vej mod nordøst hele vejen tilbage til Saint-Imier, hvor stregen krydses for anden gang efter 117,1 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en anden og sværere 48,6 km lang rundstrækning, der er henlagt til området syd for byen. Igen er starten hård, idet man med det samme kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Les Pontins (4,1 km, 8,4%, max. 12%), der faktisk bare er Les Bugnenets-stigningen fra den modsatte side. Her er der tale om en jævn stigning med top efter 122,1 km, hvorefter man kører ned ad Les Bugnenets, som man tidligere kørte opad. Det går via en helt ukompliceret vej, der leder mod sydvest, inden det går igennem fladlandet mod sydvest ned til dagens anden spurt, som kommer i Fontaines efter 138,3 km.

Nu venter kun yderligere 2,4 flade kilometer, inden man drejer mod nord ind på dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen La Vue-des-Alpes (7,8 km, 6,7%, max. 9%), der kan deles i to dele. Efter en let første kilometer med 3,2% stiger den jævnt med ca. 8% over de følgende fire km, inden det bliver lettere på anden del med først to kilometer med hhv. 5,8% og 7,3% og slutteligt 800 m med 5,9%, inden toppen rundes efter 148,5 km.

Herfra resterer bare 17,2 km, der indledes med en kort, teknisk nedkørsel, som fører mod nord. Nu afsluttes rundstrækningen med samme lange, lige og let faldende vej, som også afsluttede første rundstrækning, og som fører mod nordøst. Den er helt uden sving over de sidste 14,4 km, og efter den let fadende del er de sidste 5 km stort set helt flade. Vejen bugter sig kun ganske let, indtil man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3306 højdemeter.

Saint-Imier har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var som sagt i dette løb i 2015, hvor Romandiet-sejrsmaskinen Michael Albasini vandt en reduceret massespurt foran Jarlinson Pantano og en ung Julian Alaphilippe på en etape, der havde præcis samme afsluttende rundstrækning.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

I dag var rytterne uventet heldige med vejret, og de har en fin chance for tørvejr igen torsdag. Det ventes nemlig at regne om natten, men herefter vil bygerisikoen aftage løben gennem hele dagen, så den er 40-50% under første del af etapen og bare 25% i den sidste time. Det vil dog være overskyet med en temperatur ved mål på 12 grader, og det vil være en anelse mere blæsende med en let til jævn vind (15-16 km/t) fra vest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på de to rundstrækninger vil der primært være sidemodvind på første halvdel og sidemedvind på anden del. Der vil dog være sidevind på begge stigninger på sidste omgang og slutteligt sidemedvind hele vejen efter toppen af den sidste.

Analyse af 1. etape

Kan I huske tilbage til Tour de Romandie i 2010? Det var dengang, en hel cykelverden stadig var ved at fatte, hvad de havde været vidner til i årets første måneder. Både øjne, næse og mund var nemlig blevet tabt i årets første cykelløb, Tour Down Under, da stjernerne havde angrebet hinanden på Willunga Hill i Tour Down Under. Ikke uventet var verdensmester Cadel Evans og verdensstjernerne Luis Leon Sanchez og Alejandro Valverde kørt væk på Australiens mest ikoniske stigning, men alverdens cykeliagttagere måtte tjekke startlisten en ekstra gang for at fatte, at den ukendte Liquigas-rytter, der gjorde dem selskab var den 19-årige neopro Peter Sagan.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det havde været starten på en mindeværdig karrierestart. Bare nogle uger senere var den slovakiske komet på banen igen, da han i karrierens første europæiske WorldTour-løb, Paris-Nice, vandt hele to etaper og sikrede sig to 2. pladser på vej mod en ganske imponerende samlet 16. plads. I Paris-Roubaix havde han igen skabt overskrifter ved at køre med de bedste på de tidlige pavéer, indtil det 260 km lange løb alligevel blev lidt for meget et helvede også for Sagan.

Derfor var alle øjne også stift rettet mod Sagan, da han i slutningen af april stillede til start i Romandiet, og bare to dage skulle han bruge på at tage endnu en sejr i det andet europæiske WorldTour-etapeløb. Efter en 2. plads på prologen slog Sagan nemlig til, da 1. etape sluttede i en reduceret massespurt, hvor han var klart hurtigst og samtidig kørte sig i løbets førertrøje.

Datoen var d. 28. april. Det husker jeg særligt godt, fordi jeg samme dag fejrede fødselsdag med familien, og vi rundede kaffebordet af med at se min nye yndlingskomet fortsætte sin storm mod verdenshimlen. Derfor var det også svært ikke at få en følelses af deja-vu i dag 11 år senere, da Sagan i dag spurtede sig til sin anden sejr i det schweiziske etapeløb.

Lighederne er nemlig slående. Igen var datoen nemlig d. 28. april, og igen stillede Sagan til start på en 1. etape, der med et par sene stigninger var som skabt til klatrestærke sprintere. Eneste forskel var vel, at Sagan havde kørt en skuffende prolog og derved ikke kunne køre sig i førertrøjen, men ellers kunne dagens etape vel lige så godt være en kopi af den, der fandt sted for præcis 11 år siden. Selv løbets nr. 2 kunne ved første øjekast forveksles med hinanden, for lighederne mellem de to italienere Francesco Gavazzi og Sonny Colbrelli er uhyre iøjnefaldende.

Alligevel er meget anderledes. Det kan man forvisse sig om ved at studere top 10 fra dengang, hvor vi såmænd finder vores nuværende landstræner, Anders Lund, på etapens 8. plads, og for mange føles det vel som en menneskealder, siden han stoppede karrieren. Der er da også løbet meget vand under broen for Sagan siden dengang, for mellem karrierens 3. sejr i 2010 og dagens sejr nr. 116 har han altså vundet hele 112 andre gange, og der er to monumenter, tre verdensmesterskaber og syv grønne pointtrøjer fra Tour de France til forskel på den Sagan, der tog verden og Schweiz med storm dengang, og den aldrende veteran, der i dag vandt igen i sin anden deltagelse i løbet.

Sagan befinder sig da også i to helt forskellige karrieresituationer. Dengang lå verden for hans fødder, og alle spekulerede på, hvad i alverden den vanvittige komet dog kunne drive det til. I dag har Sagan i flere år befundet sig på en nedgående sliske, hvor han er blevet overhalet af en hel hær af nye kometer, der har henvist ham til en mere anonym rolle i det professionelle felt. Faktisk har han befundet sig i lidt af en karrierekrise, hvor man efter en 2020-sæson med bare én sejr, der brød en sejrstørke på mere end et år med rette kunne spørge, hvor meget mere der efterhånden er i sportens tidligere førende superstjerne.

Det er da også soleklart, at Sagan ikke er den rytter, han var engang, men han er stadig en pokkers god cykelrytter. Det kan godt være, at der efterhånden er længere mellem snapsene, men der er altså en grund til, at hans seneste sejr i et løb, der kan karakteriseres som en mindre begivenhed, faldt i Tour of Oman i 2014. Siden da har han nemlig kun vundet enten på WorldTouren, ved mesterskaber eller i løb, der enten siden er kommet på WorldTouren eller må regnes som en førende klassiker lige uden for sportens fineste selskab.

Derfor er det også kun naturligt, at Sagans to sejre i år naturligvis er kommet på WorldTouren, for det er stort set kun den slags løb, han kører. Og i dag mindede han os alle om, hvor god han stadig er, da han i ganske suveræn stil sejrede på en etape, der med sit design med fire omgange på en hård rundstrækning og en flad finale var af den type, som Sagan har vundet så mange af, at ingen længere har tal på dem.

Opskriften var også den samme, som vi kender. Ganske vist så Sagan anderledes lidende ud, da BikeExchange trykkede til på de sidste stigninger og derved sendte løbets klassiske sprintere som Elia Viviani, Matteo Moschetti og Phil Bauhaus til vægs, men han lignede aldrig en mand, der for alvor var i problemer. Derefter manøvrerede han på klassisk Sagan-maner helt på egen hånd i den tekniske finale, der var sandt guf for feltets tekniske unikum, og som altid havde han luret, hvem der ville få det bedste lead-out. Derfor sad Sagan limet til Colbrellis baghjul gennem hele finalen, og eneste lille minus i den klassiske Sagan-opskrift var, at han måtte afgive det hjul til Patrick Bevin, der var blevet sat perfekt af Israel Start-Up Nation og kunne glide ind i 3. position, da den brølstærke Jan Tratnik lavede et perfekt lead-out for sin italienske kaptajn.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det hjul vandt Sagan imidlertid hurtigt tilbage, da Colbrelli åbnede sin spurt, og slovakken med den aggression, der også kendetegner hans kørsel, fik presset newzealænderen væk fra spurtens allerbedste position. Derfra var det ”Sagan Classic”, da slovakken med vanlig sans for timing åbnede sin spurt i rette tid og med en god afslutning viste, at han altså stadig er en ganske glimrende afslutter, der kan slå de fleste ryttere i et felt, der er uden de rigtige supersprintere - præcis som han gjorde det, da han tidligere på året åbnede sin konto i Catalonien.

Det var dog ikke bare Sagans træfsikkerhed i positionskampen og sublime timing, der gjorde spurten symptomatisk. Det gjorde også det faktum, at Colbrelli endte som nr. 2. Det schweiziske løb er med sine knaldhårde etaper med flade finaler skabt til italieneren, der derfor har gjort det til en vane at slutte sit forår af på det schweiziske landeveje, og år efter år spiller han en hovedrolle i Alperne. Det ser bare ud til, at Colbrelli er ramt af en sand Romandiet-forbandelse, for dagens 2. plads var faktisk hans fjerde siden debuten i 2017, og hvis man dertil lægger hans to 3. pladser, hans 4. og hans 6. plads står det klart, at løbet er et sandt ”lige-ved-og-næsten”-mareridt for den hurtige italiener.

I dag kan han i det mindste ikke bebrejde sit hold, der ellers tidligere har svigtet ham noget så grusomt i dette løb. Denne gang gjorde holdet alt rigtigt, da de med Hermann Pernsteiner bidrog til at neutralisere de farlige fremstød, der i finalen kom fra tempokongerne Remi Cavagna og ikke mindst Stefan Küng, der har for vane at snyde sprinterne én gang på en regnvåd dag i Romandiet i ulige år. Det har han nemlig gjort tre gange, og i de to sidste tilfælde er Colbrelli såmænd endt på etapens 3. plads. Denne gang blev der dog reageret prompter fra Bahrain-mandskabet, inden Tratnik lavede et ideelt lead-out. Denne gang var der bare desværre en hurtigere mand end Colbrelli, der med en relativt tam spurt desværre nok engang må sande, at han ikke synes at have fundet sin bedste form i 2021, hvor klassikersæsonen gik helt i skuddermudder.

Helt anderledes forholder det sig med Patrick Bevin, der blev genfødt i Baskerlandet, hvor han kørte et af sine flotteste løb overhovedet. I dag rejste han sig igen efter en skuffende prolog i går med en spurt, der ganske vist ikke var i nærheden af at true Sagans, men som viste, at han i den grad er blevet genfødt efter et 2020, hvor han lignede en mand med kurs mod deroute.

Han var dog på mange måder undtagelsen på en dag, der havde karakter af revanchens onsdag. I top 10 finder vi nemlig et hav af ryttere, der rejste sig efter en skuffende sæsonstart. Det gjaldt blandt andet for Andrea Pasqualon, der leverede årets første resultat efter en yderst skuffende klassikerkampagne, der førte til, at han blev regulært fravalgt til et Flandern Rundt, hvor han skulle være kaptajn. Det gjaldt for Mattia Cattaneo, der efter et katastrofalt forår fulgte den flotte prolog op med aktiv kørsel i finalen og en uventet god spurt for det sprinterløse Deceuninck-hold. Og det gjaldt for talentfulde Alessandro Covi, der pludselig forsvandt fra radaren, da han blev taget af holdet til alle ardennerløbene, men som tilsyneladende bare har ændret kurs, trænet i højderne og forberedt sig så godt på Giroen, at det i dag blev ham, der leverede et resultat for UAE, selvom man forinden mest spekulerede i om, at det skulle være Marc Hirschi, Diego Ulissi eller Rui Costa, der skulle køre spurten.

For andre var der snarere tale om en skuffelse. Det gjaldt desværre for Magnus Cort, der nok engang måtte sande, at hans positionering i en teknisk finale blev dyr. En ringe position betød tilsyneladende, at han skulle bruge alt for mange kræfter i vinden allerede inden spurten, og selvom han faktisk fik manøvreret sig hæderligt frem, så det ud til, at der var temmelig udsolgt, da han skulle tage kampen op med Sagan og Colbrelli. Det gjaldt for Dion Smith, hvis BikeExchange-hold var det eneste, der viste mod til at sætte sprinterne under pres, og som endda brugte kaptajnen, Lucas Hamilton, til at sende Viviani og co. til tælling, men som nok engang måtte sande, at han altså bare ikke er verdens hurtigste på flad vej. Og det gjaldt for Clement Venturini, der burde være i sit es i en teknisk finale, men som synes at glide længere og længere ned ad resultatlisterne i massespurterne.

I det mindste overlevede de dog alle Hamiltons massakre. Det er mere, end man kan sige om de tungere sprintere som Viviani, Moschetti, Bauhaus, Riccardo Minali, Gerben Thijssen og Reinardt van Rensburg, der helt forudsigeligt fik det for svært og nu må sande, at der ikke bliver nogen spurt til dem i årets usædvanligt hårde udgave af det schweiziske etapeløb. For dem handler hele løbet om overlevelse og for Viviani, Moschetti og Minali naturligvis særligt om at finde formen til Giroen.

Det var dog trods alt kun de tunge folk, der faldt fra. Alle klassementsfolkene kunne sagtens følge med på en dag, hvor den kraftige modvind i dalen til sidst totalt fjernede al den angrebslyst, man ellers kunne have ventet fra hold som Astana og UAE. Dermed bevarede Ineos også løbet i et jerngreb, men rivalerne vil utvivlsomt glæde sig over, at det til dette løb ikke alt for stjernesatte mandskab efter en hel dags føringsarbejde kun havde Filippo Ganna tilbage til at støtte klassementets top 3. Det er trods alt lidt urovækkende inden etaper, der bliver meget sværere at kontrollere, og dermed ser det mere og mere usandsynligt ud, at det kan lade sig gøre at beskytte Rohan Dennis som et wildcard til klassementet - et problem, der allerede kan blive gjort helt tydeligt på torsdagens meget svære 2. etape.

Den er nemlig meget sværere, end den var for 11 år siden. Dengang var der nemlig lagt op til noget for Romandiet så sjældent som en klassisk massespurt, hvor unge Sagan blot blev nr. 5 bag datidens sprinterkonge, Mark Cavendish, der levede op til favoritværdigheden. Det er der helt sikkert ikke i morgen, hvor et hav af svære stigninger formentlig vil sende alle de hurtigste til tælling, som den gjorde i et lidt lettere format i 2015, hvor Michael Albasini vandt en spurt i et felt på knap 50 mand. Havde vi talt om kometen Sagan, der tog verden med storm og imponerede selv i bjergene i sine unge år, havde han utvivlsomt også været favorit til den etape, men selvom der er så mange ligheder mellem d. 28. april 2010 og d. 28. april 2021, er der trods alt forskelle. Vinderen går måske under samme navn, men Sagan er desværre ikke længere den ustoppelige komet, han var for 11 år siden.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Favoritterne

I de senere år har det været standarden, at der har kun har været én rigtig bjergetape i Tour de Romandie, men i årets usædvanligt hårde udgave er det kun passende, at der denne gang er to af slagsen. I tillæg til den for løbet sjældent brutale kongeetape må man nemlig også betegne torsdagens 2. etape som en slags bjergetape, selvom den næppe er svær nok til at gøre forskelle i klassementet.

Hele 3300 højdemeter på bare ca. 160 km er nemlig meget, og samtidig er stigningerne stejlere, end man ofte ser det i de schweiziske Alper, hvor bjergene kan være ret bløde. Der burde derfor være garanti for selektivt og underholdende cykelløb, men etapen har samtidig en karakter, hvor det er meget svært at spå om, hvad udfaldet bliver. Denne slags etaper, der i den grad er op til fortolkning og ikke har klare favoritter, bestemmes nemlig i høj grad af, hvordan holdene griber det an, og en etape som denne kan både ende i et lille blodbad og i en relativt harmløs affære. Samtidig er taktikken anderledes i et ugelangt etapeløb end i en grand tour, for var denne etape kommet om et par uger i Giroen, havde der næppe været megen tvivl om, at den var endt med en udbrudssejr.

Det kan den også sagtens gøre denne gang, men dynamikken i et kortere etapeløb er anderledes. Det gælder særligt tidligt i løbet, hvor de ryttere, der klatrer godt nok til at vinde her, alle er så tæt på trøjen, at en udbrudssejr næsten med garanti betyder, at Ineos skal aflevere føringen. Den slags luksus kan man tillade sig i en grand tour, men det er meget sværere i et kort løb som dette. De gode klatrere, der vil kunne vinde i morgen, er nemlig ikke ryttere, man ønsker at give for megen tid - slet ikke hvis den forværrede vejrudsigt for lørdag betyder, at kongeetapen må modificeres, som det ofte er sket i det regn- og sneprægede løb.

Derfor bliver det næppe heller med Ineos’ gode vilje, at et udbrud holder hjem. Spørgsmålet er bare, om de er stærke nok til at forhindre det. Som skrevet i analysen er Ineos ikke kommet til løbet med deres A-hold af klatrere, og i dag havde de således kun den relativt tunge Filippo Ganna til at assistere kaptajnerne til sidst. I det lys kan det blive nødvendigt at bruge Rohan Dennis til at kontrollere morgendagens finale, hvis ikke løbet skal glide Richie Porte og Rohan Dennis af hænde.

Heldigvis er de ikke de eneste, der vil undgå det totale anarki. Skulle et udbrud true det endelige klassement, er det nærliggende at tro, at hold som Jumbo, Israel SUN, Bora og måske Movistar kan overtales til at give en hånd med. Derfor vil der næsten altid være flere hold til at jagte, hvis situationen skulle blive kritisk.

Jeg forventer dog under alle omstændigheder en aggressiv start. Når et udbrud helt indlysende har en reel chance for at holde, vil mange gerne afsted, og da den første stigning kommer allerede efter kun knap 20 km, taler meget for, at udbruddet først kører her. Medmindre et apatisk felt lader en ufarlig gruppe køre på det flade, som man af og til af en eller anden grund ser det, taler meget for, at et brølstærkt udbrud af klatrere vil køre væk på den første stigning eller på det efterfølgende let stigende stykke.

Her tror jeg, at de to nøglehold er Astana og UAE. Begge har et hav af ryttere, der kan vinde denne slags etaper fra udbrud, og jeg vil tro, at de vil gøre deres bedste for at få en mand afsted. Jeg tror til gengæld også det kan være ret afgørende for etapens forløb, om det lykkes eller ej. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop de to hold - særligt UAE med Marc Hirschi - vil indlede en jagt, hvis ikke det lykkes at ramme udbruddet. Derfor vil jeg tro, at en udbrudssejr forudsætter deltagelse af i hvert fald ét eller måske begge af de to hold.

Er der andre hold, der kan tænkes at jagte? De fleste pile vil pege på Ineos med mulig hjælp fra de ovennævnte klassementshold, og derudover kunne særligt UAE, Astana og Israel SUN se ideer i at gå efter etapesejren. De vil blive hjulpet af, at den midterste del af etapen faktisk er ret let, og her vil særligt Ineos havde god glæde af en fyr som Ganna, der formentlig kan holde hele vejen frem til bunden af sidste stigning. Da mange vil være interesserede i ikke at tabe klassementet, tror jeg derfor, at udbruddet vil blive hentet, men etapen er så svær, at en udbrudssejr ikke kan udelukkes.

Det store spørgsmål er, hvad der vil ske i finalen. Heldigvis kender vi den sidste rundstrækning fra 1. etape i 2015, hvor den samlede etape med 2600 højdemeter dog var noget nemmere. Her var det lidt overraskende, at et relativt stort felt på 49 mand endte med at spurte om sejren, og det taler for, at rundstrækningen ikke skal overvurderes. Samtlige sprintere, herunder en klatrestærk fyr som Gianni Meersman, blev dog sat af, og en velkørende Giacomo Nizzolo var slet ikke i nærheden af at komme med hjem. Selv Simon Gerrans faldt fra, og i spurten sejrede Michael Albasini (selvfølgelig, når vi taler om Romandiet) foran Jarlinson Pantano og Julian Alaphilippe. Når folk som Ilnur Zakarin og Ivan Santaromita går i top 10 i en spurt, er det i hvert fald klart, at der ikke har været mange hurtige folk med hjem.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Denne gang taler den hårdere etape for, at det bliver endnu mere selektivt, og vi vil næppe have mange hurtige folk tilbage, hvis vi får en spurt. Spørgsmålet er bare, om vi overhovedet får det. Som sagt er Ineos ikke skræmmende, og de kan få rigeligt svært ved at holde styr på tingene på den sidste stigning, hvor jeg regner med angreb, også fra klassementsfolk. Mit bedste bud er dog, at briterne vil sætte formstærke Dennis til at føre, og med ham i front bliver det nok svært for folk at køre væk på selve stigningen. Det vil dog også føre til højt tempo og derfor sikkert et ret lille felt, der ikke tæller meget andet end klassementsfolk.

Til gengæld kan det efterfølgende stykke blive livsfarligt. I et lille felt uden mange hjælpere er der åbnet for sene angreb i stil med dem, Cavagna og Küng lancerede i dag, og det kan sagtens lade sig gøre at køre hjem i en ukontrollerbar finale - enten fra stigningen, hvis løbet glider Dennis af hænde, eller på det flade. Modsat i dag, hvor modvinden var decideret dræbende, vil der denne gang nemlig være medvind, og det øger chancen for, at man kan holde hele vejen. Det vil særligt gælde, hvis vi får nogle af de byger, der er risiko for, selvom faren slet ikke er så stor, som den var i dag, hvor feltet var svineheldige.

Mest af alt tror jeg dog på en spurt i et mindre felt end for seks år siden. UAE kan nemlig ventes at sidde ed flere folk til sidst, og hvis ikke det lykkes dem at få sendt en mand afsted - og det vil de sikkert prøve, særligt med Rui Costa, der gerne vil snige sig til en lille tidsgevinst - vil jeg tro, at de vil sætte den lokale helt Marc Hirschi i scene til en spurt. Torsdag og fredag er hans sidste chance for at få noget ud af foråret, han vil gerne vinde på hjemmebane, og to gode etaper kan endda bringe ham i løbets førertrøje. Selve spurten er teknisk helt ukompliceret, og i et lille felt uden alt for megen positionskamp er der gode chancer for, at hurtigste mand vinder.

Derfor vælger jeg at pege på Marc Hirschi. Schweizeren er bare blevet bedre og bedre igennem sæsonen, og hans Liege var så overbevisende, at han ikke burde få problemer med at sidde med hjem på denne etape. Hvis feltet vitterligt bliver mindre end for seks år, er det ikke mange hurtige folk, der vil overleve, og så kunne Hirschi meget vel være den hurtigste. Hans hurtighed har vi set mange gange, blandt andet da han i en gruppe af hurtige sikrede sig bronze til VM, da han blev nr. 3 i San Sebastian i 2019, eller da han spurtede i Baskerlandet samme år. Når han ved VM kan slå hurtige Michal Kwiatkowski, er det svært at pege på mange i dette felt, der kan true ham, særligt fordi han måske kan få støtte fra Rui Costa, Diego Ulissi og Alessandro Covi, som alle selv vil kunne vinde spurten. Den kombination er skræmmende stærk, og vælger de at køre for deres schweiziske komet, som de bør gøre på hans hjemmebane, tror jeg, at det bliver første sejr i UAE-trøjen for vidunderknægten. Da han også kan vælge den offensive taktik på stigningen eller i finalen, står han med endda med flere gode kort på hånden.

Det kan dog meget vel kræve, at Patrick Bevin falder fra, og det er langt fra sikkert. Newzealænderen klatrede som en drøm i Baskerlandet, og med dagens 3. plads viste han, at han stadig lidt af sin gamle fart - formentlig så meget, at han må regnes som hurtigere end Hirschi. Hans klatring på muren på Baskerlandets 4. etape samt hans kongeetape, hvor han gik i udbrud med klatrerne på de første stigninger og sikrede sig en samlet 20. plads, vidner om, at han har en reel chance for at overleve. I 2015 burde han i hvert fald have klaret den, men på denne rute kan han komme i problemer. Det er et grænsetilfælde for en fyr som Bevin, og meget vil afhænge af, hvor aggressivt der køres, men lykkes det, er der meget, der taler for, at han vil være manden, der skal slås i en spurt.

Spørgsmålet er, om UAE kunne finde på at køre for andre end Hirschi. Faktisk har de hele tre yderligere mand, der kunne vinde etapen. Én af dem er talentfulde Alessandro Covi, der var at finde på min liste over 21 spændende unge ryttere fra sæsonstarten. Han missede ardennerklassikerne, hvilket jeg i første omgang antog for at være forklaret af en skade, men hans stærke kørsel de to første dage og udtagelse til Giroen indikerer, at han bare har ændret mål og forberedt sig på en grand tour i stedet. Er han i form, burde han have en fair chance for at komme med over disse stigninger, og i dag viste han lidt af den hurtighed, der også gav en 2. plads i Giro dell’Appennino sidste år, hvor han kun blev slået af Ethan Hayter, men slog folk som Robert Stannard, Marco Canola, Enrico Battaglin og Giovanni Visconti. Det viser, at han har farten til at vinde i dette felt, og i dag fortalte han, at han og Hirschi kørte hver deres spurt på 1. etape. Gør de det igen i morgen, er det meget muligt, at Covi viser sig som den hurtigste og tager første professionelle sejr.

En rytter, man bestemt ikke skal undervurdere, er Rohan Dennis. Jeg frygter desværre, at han er nødt til at føre på den sidste stigning og i finalen, men skulle UAE tage kontrol for Hirschi, så Dennis kan spare sig eller komme sig, skal man bestemt ikke undervurdere hans hurtighed. Han har før vundet en stigende massespurt i Tour of the Alps, og på dette løbs kongeetape i 2018 vandt han spurten om 6. pladsen i et felt på hele 28 mand foran hurtige Pierre Latour. Han har også selv tidligere talt om, at hans spurt på etaper som disse er et våben, og det vil give al mulig mening, at han forsøgte at sikre sig bonussekunder - både for at styrke sin føring og for at tage sekunder væk fra Portes og Thomas’ rivaler. Det kræver alt sammen, at han får lov at spare sig undervejs, og det ser jeg desværre som en udfordring, men får han lov at spurte, burde han have en ganske fair chance for at vinde.

Det tredje UAE-kort er Diego Ulissi. I dag kørte han ikke spurten, og jeg vil også tro, at han er lidt nede i hierarkiet i dette løb. Man kan dog ikke udelukke, at der kunne være en interesse i at give ham lidt selvtillid efter de karrieretruende hjerteproblemer, og som han viste med sin anden etapesejr i sidste års Giro, er han også i en flad spurt hurtig nok til at vinde i en lille favoritgruppe. Det kræver i første omgang, at han får chancen, men han har vist så fin form allerede nu, at han i hvert fald burde have en fair chance for at klare bakkerne. Og derudover er han et helt oplagt kort at spille for UAE, hvis de kører offensivt enten på stigningen eller i den flade finale.

Knap så hurtig er Rui Costa, og derfor er det måske sværere at se ham vinde. Han blev dog nr. 5 i denne spurt for seks år siden, og det vidner om, at han i hvert fald er konkurrencedygtig. Da han er holdets klassementsrytter, kan han meget vel få carte blanche til at køre egen spurt for at jagte bonussekunder, og han viste med en god tid på gårsdagens bakke, at han som altid har fundet form til dette løb. Det er måske lidt svært at se ham faktisk vinde en spurt, men umuligt er det ikke. Bedst chance har han dog, hvis han spilles tidligt ud på stigningen eller i finalen, hvor han meget gerne vil forsøge at vinde tid og ligner et af de bedste bud på en mand, der kan snyde de hurtige folk med et angreb.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Jeg har faktisk også lidt fidus til Geraint Thomas . I gamle dage ville han sikkert kunne have blandet sig i spurten, men den hurtighed synes han ikke længere at have. Til gengæld er det værd at bemærke, at de fleste hold har relativt få klatrere. Der vil derfor ikke være mange hjælpere til sidst, og hvorfor skulle Ineos ikke udnytte det offensivt? I stedet for at komme i defensiven kan Thomas, der som bekendt er en meget aggressiv fyr, lige så godt forsøge at vinde noget tid med et angreb. Den flade finale er perfekt for kraftfulde Thomas, der også vil kunne slå de fleste i en spurt til sidst. Modsat Richie Porte, der aldrig vil kunne gøre det færdigt, medmindre han kører alene, er det faktisk helt oplagt for Thomas at forsøge at udnytte den manglende kontrol, når holdet ikke er skræmmende. Det bedste forsvar er nemlig som bekendt ofte et angreb.

Kan Gorka Izagirre stadig spurte? Han har aldrig været noget lyn på flad vej, men da han vandt Tour de la Provence i 2019, skete det via bonussekunder. Her kørte han i hvert fald så fine spurter, at han i et lille felt af klatrere burde skulle tilskrives en reel chance. Også han er dog et oplagt bud på en mand, der kan køre væk til sidst, for han er både tempostærk og hurtig. Det ligger i kortene, at Astana som så ofte før vil angribe i øst og vest, og her er Izagirre måske bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt.

Hvorfor i alverden kom Alexey Lutsenko ikke med feltet hjem i dag? Det har holdet ikke meldt ud, men der er er vel to mulige årsager. Den ene er slet og ret dårlige ben, og det er meget plausibelt for den svingende kasak. Den anden er en bevidst strategi om at tabe tid forud for et stort udbrudsforsøg på denne etape. I givet fald må han være bedste bud på en mand, der kan vinde fra udbrud, for selvom han i år aldrig helt har fundet topformen og kørte meget skidt i Ardennerne, så vi i Paris-Nice og UAE Tour, at en formsvag Lutsenko altid finder noget ekstra, når han rammer udbruddet. Også i en finale vil han kunne spille en rolle, hvis tidstabet i dag vitterligt var udtryk for en bevidst strategi, for han kan angribe til sidst og vil også have en hæderlig chance i en spurt.

Skal man pege på en lidt tungere sprintertype, der kan overleve, må det være Dion Smith. Logikken tilsiger, at etapen bliver for svær, men han imponerede mig meget med sin klatring i Catalonien, særligt på 5. etape. Med et felt af samme størrelse som i 2016 må han tilskrives en chance for at sidde med, og selvom dagens spurt beviser, at han altså ikke er lynhurtig på flad vej, burde han være en af de helt tunge favoritter, hvis han kommer med hjem.

Det vil også være dumt helt at udelukke Peter Sagan. I sin storhedstid havde han været min stensikre favorit til denne etape, men nu om dage er etapen nok for hård - i hvert fald hvis han klatrer som i Catalonien. Heldigvis er han nok bedre nu, men hans kørsel på stigningen i går antyder, at formen og klatringen stadig lader meget tilbage at ønske. Vi så også på 13. etape i Giroen sidste efterår, at hans holdbarhed er aftaget, selv når hans form er god, og jeg vil derfor blive svært overrasket, hvis han sidder det. Sagan har bare så ofte imponeret med sin klatring, at man altid skal holde døren åben.

Af samme grund åbner jeg også en dør for Magnus Cort. Danskerens kørsel i Sanremo, Baskerlandet og Amstel indikerer, at formen ikke er i top, og i dag så han også lidende ud på stigningen. Derfor er der ikke meget, der taler for, at han vil sidde med hjem, men Cort har for vane at finde formen ud af det blå. Det gjorde han senest i Paris-Nice, hvor han mildt sagt så sløj ud på 6. etape, inden han pludselig vandt en 8. etape, der endte som et blodbad for alle sprinter minus Cort og Christophe Laporte. Også i forbindelse med sejren i Vueltaen sidste år viste han, at han på sine gode dage kan overvinde stigninger, der er så svære som denne. Hans kørsel på det seneste gør, at jeg føler mig helt overbevist om, at han får det for svært, men han har snydt mig så mange gange, at det sagtens kan ske igen.

Det har godt nok været et trist år for Jesus Herrada, der kun har vist form på Ventoux i begyndelsen af februar. Pludselig chokerede han imidlertid med sin fremragende prolog i går, og det bringer ham pludselig i spil til denne etape. I gamle dage havde han været kandidat til en spurt, men det er han ikke længere, for han spurter stort set aldrig. Til gengæld er han et helt indlysende bud på en mand til et sent angreb, da han i en spurt mod en mand eller to vel også kan gøre det færdigt.

En af gårsdagens store skuffelser var Damiano Caruso, men hans form inden Giroen kan nu ikke være helt ringe. I gamle dage var han en hurtig herre, og faktisk blev han nr. 6 i denne spurt for seks år siden, men nu om dage spurter han aldrig. Til gengæld må han med sine tempoevner og sin trods alt stadig rimelige fart være et oplagt bud på en mand, der kan vinde via et sent angreb, hvis han er frisk på at gribe løbet offensivt an.

Jeg vil også pege på Mattia Cattaneo, der pludselig har fundet formen ud af det blå. Hans prolog i går var fremragende, og hans aktive kørsel i dag var også lovende, inden han sluttede med en god spurt. Han er ikke hurtig nok til at vinde en spurt her, men han vil utvivlsomt køre en aktiv finale, som han plejer. Med sine tempoevner og moderate hurtighed burde han være et godt bud på en mand, der kan gøre det færdigt til sidst.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

I samme boldgade finder vi den uhyre formstærke Michael Woods. Han er ikke en mand, Ineos har lyst til at give tid, og derfor kan det blive svært for ham at snige sig væk. I en ukontrollerbar finale kan meget dog ske, og han har den rette aggressive natur til at forsøge. Finalen er ikke ideel, men kommer han afsted med et par mand, kan han vinde en spurt. Falder Bevin fra, vil han sikkert også køre den store spurt, men her bør han ikke være hurtig nok til at vinde.

Trek har en spændende kandidat i Jacopo Mosca , der i dag spurtede sig til en fin 10. plads. Han får det formentlig for hårdt på denne etape, men når han er i form, klatrer han pænt. Sidste år blev han således samlet nr. 7 i Coppi e Bartali, og med Giroen forude må han ventes at være velkørende. I den store spurt bliver det næppe til mere end endnu en top 10, men sniger han sig væk til sidst, har han farten til at vinde.

Al logik siger, at bakkerne bliver for lange og svære for Jan Tratnik, men sloveneren er altså i fremragende form. Det så vi med de mange angreb i Ardennerne, og det så vi på bakken i går. Han er således både et godt bud på en mand, der kan vinde fra et udbrud, og en mand, der måske kan gøre sig gældende i finalen, hvis han virkelig har de gode klatreben med til Schweiz. Her vil han kunne angribe til sidst, men han er også så hurtig, at han har en reel chance i en spurt.

Endelig vil jeg pege på Philippe Gilbert og Andreas Kron. Begge bør de være oplagte bud til denne etape, for de er så hurtige, at de utvivlsomt kan vinde en spurt til sidst, ligesom de er indlysende bud på folk, der kan angribe i den flade finale, og som kan vinde fra et tidligt udbrud. Nu tror jeg bare ikke, at formen rækker. Gilbert har haft en lang pause som følge af sin formkrise og var langt fra sit niveau i Ardennerne. Kron har været syg i to uger, og hans kørsel på bakken i går antydede, at han har lidt at arbejde med. Derfor er etapen formentlig for svær, men overrasker de med deres form, passer den dem glimrende.

Jeg tror ikke, at Sonny Colbrelli med sin nuværende form har en chance for at komme med hjem, og det samme gælder for ellers klatrestærke folk som Clement Venturini, Jake Stewart og Andrea Pasqualon. Både Stefan Küng og Remi Cavagna vil være livsfarlige på det flade, men jeg har svært ved at se dem overleve den sidste stigning, selvom Cavagna vel ikke helt kan afskrives. Det kan han heller ikke fra et tidligt udbrud, men også her tror jeg, at han får det for svært. Wilco Kelderman er halvhurtig, men jeg har svært ved at se ham vinde en spurt, og jeg tror ikke, at Ineos giver ham en lillefinger til et sent angreb i finalen. Ion Izagirre kan også angribe i finalen, men jeg har svært ved at se ham gøre det færdigt. Dries Devenyns er et oplagt bud til en spurt, men han har haft et afbrudt forår, og jeg tror, at han får det for svært. Det samme gælder for Jan Bakelants. Dario Cataldo er næppe hurtig nok længere, og ligesom Davide Villella og Marc Soler får han nok svært ved at gøre det færdigt i et sent angreb. Brent Bookwalter er helt holdt op med at spurte og må regnes som ren hjælper, og heller ikke Sergio Henao har længere megen fart. Mit bedste bud på folk, der kan vinde fra et tidligt udbrud, er Alexey Lutsenko, Javier Romo, der mistede tid grundet dagens styrt, samt de af de ovennævnte, der ikke regnes som en langsigtet trussel. Det kunne være Patrick Bevin, Alessandro Covi, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Jacopo Mosca, Jan Tratnik, Andreas Kron og Philippe Gilbert.

Feltet.dks vinderbud: Marc Hirschi

Øvrige vinderkandidater: Patrick Bevin, Alessandro Covi

Outsidere: Rohan Dennis, Diego Ulissi, Rui Costa, Geraint Thomas, Gorka Izagirre

Jokers: Alexey Lutsenko, Dion Smith, Peter Sagan, Magnus Cort, Jesus Herrada, Damiano Caruso, Mattia Cattaneo, Michael Woods, Jacopo Mosca, Jan Tratnik, Andreas Kron, Philippe Gilbert

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Albasinis sejr fra 2015.