Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter den indledende sprinteretape skrues der markant op for klatreudfordringerne på løbets anden linjeløbsetape, der er en af den slags åbne og uforudsigelige etaper, løbet ofte byder på. Således skal der klatres 2600 højdemeter, der stort set alle er koncentreret i en anden halvdel, hvor de ikke er megen fladland, og det hele slutter med en svær stigning efterfulgt af to korte, eksplosive bakker. Præcis samme finale blev benyttet i 2019, og den viste sig så hård, at blot 20 mand spurtede om sejren, som gik til Primoz Roglic. Det vidner om, at vanskelighederne bestemt ikke skal undervurderes, og da også lidt tungere folk som Ethan Hayter burde kunne lugte en chance, er mange muligheder åbne på en dag, der altså for fire år siden blev brugt til i sidste ende ufrugtbare angreb i klassementet.

I alt skal der tilbagelægges 162,7 km, der fører feltet fra den franske by Morteau til La Chaux-de-Fonds, der ligger i løbets hjemland. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en 29,8 km lang rundstrækning i det let kuperede område sydvest for startbyen. Først kører man ad småkuperede veje mod nordvest, inden det generelt er faldende, når man kører mod sydvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det mod øst og nordøst ad en let stigende vej tilbage til startbyen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter rundstrækningen fortsætter man mod nordøst ad en helt flad vej frem til etapens nordligste punkt i Frambouhans, der nås efter 55,3 km. Her går det kortvarigt mod øst ad en flad vej, inden man drejer mod syd for at køre op ad en lille bakke og derefter følge en lidt kringlet nedkørsel, der leder direkte ned til grænsen til Schweiz. På schweizisk jord fortsætter man med det samme mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Baset (7,68 km, 7,6%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 81,8 km. Herfra leder en let faldende og flad vej mod sydøst og sydvest ned til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 87,7 km.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger i det kuperede område syd for byen. Den første af disse er 22,0 km lang og indledes med, at man kører mod sydøst op ad en bakke, inden det falder let mod sydvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 95,4 km. Umiddelbart derefter drejer man mod nordvest for at passe kategori 3-stigningen Le Communal (1,67 km, 7,6%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 99,0 km. Derfra går det ad en let nedkørsel videre mod nordvest, inden en lige vej leder mod nordøst op ad en lille bakke (1,0 km, 6,0%) og derefter igennem fladt terræn tilbage til målbyen, hvor stregen krydses efter 109,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 53,0 km lang rundstrækning, som også blev brugt på etapen i 2019. Straks fra start går det mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de la Vue des Alpes (5,4 km, 4,6%, max. 10%), der starter med en kilometer med 7,5%, men derefter stiger med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 117,4 km. En let og lang nedkørsel leder nu videre mod syd, inden det går mod sydvest ad en flad vej frem til udkanten af Rochefort.

Her indledes finalen, når man kører mod vest op ad kategori 2-stigningen Col de la Tourne (4,6 km, 7,1%, max. 10%), der efter en let start over 500 m stiger med 7-9% over 2,5 km, inden den flader ud med 5-7% over det sidste stykke frem til toppen, der rundes efter 137,7 km. Herfra indledes de sidste 25,0 km med en let og kort nedkørsel, der fører mod vest og nordvest frem til dagens sidste spurt, som er placeret efter 142,6 km. Nu leder en helt lige og flad vej mod nordøst frem til et punkt, hvor man rammer den første rundstrækning.

Nu køres derfor den sidste del af denne, som man altså har kørt én gang. Man lægger ud med at dreje mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Le Communal (1,67 km, 7,6%, max. 10%), der altså er en jævn stigning med top efter 152,0 km. Derfra resterer 10,7 km, der indledes med, at man kører ad en let nedkørsel videre mod nordvest, inden en lige vej leder mod nordøst op ad en lille bakke (1,0 km, 6,0%) med top 5,5 km fra stregen og derefter igennem fladt terræn tilbage til målbyen. Der er et sidste sving på toppen af bakken, hvorefter vejen er helt lige, men afbrydes af seks rundkørsler, den sidste med 900 m igen.

Etapen byder på i alt 2653 højdemeter.

La Chaux-de-Fonds var senest vært for løbet i 2019, hvor Primoz Roglic vandt 1. etape i en spurt blandt 20 mand foran David Gaudu og Rui Costa, og tidligere i 2016, hvor Ion Izagirre slog Tom Dumoulin og Michal Kwiatkowski på en regnvåd og teknisk prolog. I 2012 overraskede Bradley Wiggins ved at vinde en reduceret massespurt på en etape, der minder om denne, mens Oscar Freire gjorde det samme i 2009. I 2007 var det Markus Fothen, der var hurtigst i et decimeret felt, mens Laurent Dufaux spurtede sig til sejr i en lille gruppe af klatrere i 2000. I 2006 lagde Tour de Suisse vejen forbi, og her slog Angel Vicioso i en spurt David Herrero Llorente, da de to akkurat snød Daniele Bennati, som var hurtigst i et reduceret felt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

De sidste tre dage ser ud til at kunne byde på noget af løbets frygtede regnvejr, men foreløbig holder det tørt. Torsdagen bliver dog overskyet med kun ganske lidt sol på etapens første del, og temperaturen vil være 13 grader ved starten og 14 grader i mål. Vinden vil være svag til let (6-7 km/t) og komme fra vest. Det giver efter den indledende rundstrækning sidemedvind og sidevind frem til de to rundstrækninger. På finalerundstrækningen vil der først være sidemedvind på første stigning og siden sidevind, hvorefter man får sidemodvind op over anden stigning og frem til sidste spurt. Herefter får man sidemedvind frem til sidste stigning, hvor der vil være mod- og sidevind frem til den sidste bakke. Fra bunden af denne vil der være sidemedvind resten af vejen.

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Ethan Vernons sejr på 1. etape igen satte en streg under, at det i år er den omvendte verden for Soudal-mandskabet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

De usædvanligt mange sprintere i årets løb havde udsigt til, at de måske kunne få hele to chancer for at spurte om sejren i år. Den første chance fik Ineos i den grad forpurret, og nu må de i den grad frygte, at også den anden på søndag går fløjten, for her synes ruten endnu hårdere.

Det kan gøre lysten til at kæmpe sig gennem de kommende dage endnu mindre, for der venter et hav af højdemeter. Det starter allerede onsdag, hvor vi har en etapetype, som Romandiet er kendt for. I løbet af de første fire dage har man nemlig typisk én etape, der er så kuperet, at den kun er for de allermest holdbare afsluttere, og i nogle udgaver er den endda så hård, at man har set en hel lille klassementskamp, som dog sjældent er blevet til det store.

Den slags etaper er altid uforudsigelige, fordi deres vanskelighed i lige så høj grad handler om, hvordan de bliver kørt. Det gælder også for denne tordagsetape, m denne gang har vi den luksus, at vi kender finalen fra 2019. Dengang blev der virkelig gået til stålet, da EF splittede feltet til atomer i et forsøg på at vinde med Michael Woods. Sony Colbrelli og Patrick Bevin hang længe på, men røg af på den sidste kategoriserede stigning. Tilbage var kun 20 klassementsryttere, og de var stort set alle isolerede. Det udnyttede den flyvende Emanuel Buchmann til at køre solo i en meget taktisk finale, hvor han sagtens kunne have gjort det færdigt, hvis ikke Geraint Thomas havde ført som et æsel. Til sidst blev der angrebet i ét væk, og til allersidst så det ud til, at Thomas og Carlos Betancur havde gjort forskellen, men i sidste ende blev de hentet på sidste kilometer, hvorefter Primoz Roglic kunne spurte sig til sejr foran David Gaudu og Rui Costa.

Dengang var etapen hårdere med 400 ekstra højdemeter på etapens første del, og denne etape vil være lettere. Vigtigst er det dog, hvordan den vil blive grebet an. Vil vi se en massakre i stil med den, vi så fra EF for fire år siden, eller vil der blive kørt mere afventende? Det kan give ret dramatiske forskelle på, hvor mange der vil være tilbage til sidst.

I første omgang skal man aldrig udelukke en udbrudssejr. Den slags er altid mulig, når man har en etape, de er for hård eller for let for flertallet af ryttere, og hvor man aldrig ved, hvor selektiv den bliver. Derfor burde der være en chance for en mere animeret start, end vi så i dag, hvor udbruddet kørte med det samme, men jeg tvivler på, at udbruddet holder. Nok er det praktisk talt umuligt for Ethan Vernon at forsvare trøjen, men de vil utvivlsomt gøre forsøget, også fordi de har Remi Cavagna som en plan B. Derudover vil jeg forvente, at etapen er et meget stort mål for Ineos, og de vil formentlig sammen med Soudal sørge for, at udbruddet aldrig får lang snor. Måske vil EF også hjælpe til, men det er nok tvivlsomt, efter at Magnus Cort var sat undervejs på dagens etape.

Det interessante er herefter, hvad der sker på stigningerne. I dag kørte Ineos hårdt på, fordi de skulle have det så hårdt som muligt, men i år er det anderledes. Her risikerer de i stedet, at finalen bliver for hård for Ethan Hayter. Det betyder ikke, at de ikke vil lægge et pres eller føre, men de vil naturligvis gøre det i et tempo, hvor deres sprinter kan være med. Får Ineos lov at bestemme, får vi en mere kontrolleret dag end i 2019 og utvivlsomt et større felt end dengang.

Er der hold, der vil mere end det og skabe det hårde løb, EF skabte for fire år siden? Woods er jo med igen, men nu kører han for et israelsk hold, der slet ikke har truppen til at gøre det hårdt. EF skal heller ikke noget denne gang, for Cort skal have så let et løb som muligt. Faktisk er der ikke mange hold, der synes at have den store interesse i at gøre det hårdt.

Det logiske hold ville være Bora med Sergio Higuita, men colombianeren havde jo en forfærdelig ardennerkampagne og tror næppe meget på sig selv, når han er usikker på formen. Det andet kunne være UAE med Juan Ayuso, men han er endnu mere usikker på sin form. Bahrain er altid aktive og angrebsivrige, men har ikke holdet og tror mere på Nikias Arndt. Faktisk tror jeg mest på DSM, for Romain Bardet må ave fået selvtillid i dag. De har også noget at skyde med, og skal vi have et hårdere løb, skal initiativet formentlig komme fra dem. Derefter er vi vel egentlig allerede løbet tør for hold, der vil have de store ambitioner.

Det er godt nyt for Ineos. Jeg tror, at de i vidt omfang får lov at diktere tempoet, og dermed burde det ikke kunne blive for hårdt for Hayter. Jokerholdene er særligt DSM, men også Bora og UAE, der både har styrken og måske lysten til at skabe et 2019-scenarium, men det tvivler jeg som sagt på. Det kunne lugte af en spurt i en betydeligt større gruppe end i 2019.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Er det så umuligt, at vi får angreb? Nej, det er det bestemt ikke. Den lange stigning kommer nok for tidligt, men på de sidste småbakker er det oplagt, at vi kan se forsøg. Jeg vil blive ret overrasket, hvis ikke klassementsrytterne angriber hinanden på den første og stejleste af de to bakker. 1500 m med 8,1% er alvorligt, og det er bestemt ikke umuligt, at man vil kunne bringe Hayter i problemer her. Ineos er heller ikke særligt stærke, og hvis ikke Egan Bernal begynder at nærme sig sit niveau, kan Hayter, Jhonatan Castroviejo og Jhonatan Narvaez formentlig godt være ret alene. Det er dog stadig to hjælpere til at jagte eller bringe kaptajnen tilbage, og hvis etapen bliver kørt knap så hårdt, vil der generelt være flere hjælpere til at holde det samlet - også af hensyn til klassementet. Hvis ikke DSM eller andre skaber et blodbad, vil vi trods angreb formentlig få en spurt.

Til gengæld er det ikke sikkert, at der skal spurtes, hvis vi alligevel får et løb i stil med det, vi fik i 2019. Det så vi med den endeløse byge af angreb, og som sagt var det meget tæt på, at sejren var gået til Thomas eller Betancur og ikke til Roglic. Derfor kan det godt blive en taktisk finale, men det vil efter alt at dømme kræve et større initiativ end det, vi umiddelbart kan forvente. Og så tør jeg ikke helt udelukke, at det faktisk kan lade sig gøre for folk at køre væk fra en af de to bakker, hvis de kan samarbejde tilstrækkeligt. Det vanskeliggøres bare af, at det vil være klassementsryttere, og dem vil der altid være folk til at jagte.

Jeg vælger at gå med Ethan Hayter, men det er med stor usikkerhed. Britens holdbarhed er nemlig ekstremt svingende. Det så vi blandt andet i dette løb sidste år, hvor han skuffede fælt på 1. etape, men siden rejste sig, og vi så det så sent som i Baskerlandet. Her kunne han ikke være med på bakkerne i finalen på 5. etape, men dagen efter kørte han faktisk en for ham ganske flot kongeetape, hvor han kom ind sammen med blandt andre Mattias Skjelmose.

Netop sidstnævnte etape viser, at han er ved at være i form efter sin lange skadespause, men hvor han helt præcist står, ved vi ikke. Han skal være godt kørende for at klare denne finale, men har han de klatreben, han havde, da han sidste år endte som samlet nr. 15 i Dauphiné, får han ikke problemer. Til gengæld skal han formentlig have forbedret sig siden Baskerlandet. Det bør han logisk også have gjort, men med Hayter er intet sikkert. Jeg tør i hvert fald ikke lægge hovedet på blokken, men da jeg leder lidt efter hold, der vil gøre det hårdt, tror jeg, at taktikken går hans vej, også fordi han har to eller tre stærke folk til at hjælpe sig, hvis han får problemer undervejs. Denne gang skal han ikke kæmpe med positionering, og han vil have Narvaez som lead-out man. Med andre ord tror jeg, at han vinder, hvis han altså overlever. Det er jeg langt fra sikker på, at han gør, men hans fine kongeetape i Baskerlandet giver mig tilstrækkeligt med håb til, at jeg går med briten.

Usikkerheden er også stor i forhold til Quinten Hermans. Selvom han erklærede sig selv optimistisk, ledte han efter formen gennem hele april, og i Baskerlandet klatrede han ikke meget bedre end Hayter. Desværre missede han Amstel med sygdom, og hans Fleche var kun godkendt. Hans Liege blev ødelagt af defekt i bunden af Redoute, og derfor fik vi aldrig at se, hvad han kunne. Særligt sygdommen gør mig urolig, men heldigvis viste Fleche, at han ikke er helt på nulpunktet. Jeg føler mig i hvert fald mere tryg ved hans form end ved Hayters, men om det er nok til denne etape, er usikkert. Det afhænger af, hvor hårdt den køres, men normalt burde den være inden for hans rækkevidde, hvis han klatrer bedre end i Baskerlandet. I en spurt er han så hurtig, at han vil have en chance også mod Hayter - han slog trods alt Wout van Aert i Liege - og modsat i dag vil han ikke skulle slås voldsomt med positioneringen. Og det hele bliver naturligvis endnu bedre, hvis han også slipper for at skulle spurte mod briten. Normalt ville det også være noget for Robert Stannard, men han bekræftede i dag sin ringe form, mens Kristian Sbaragli ikke får sin chance i en trup med den mere holdbare og hurtigere Hermans.

Som sagt er det også en fremragende etape for Sergio Higuita, men hans form er meget usikker. Han var stærk i Baskerlandet, men blev så syg, hvorefter hans ardennerkampagne blev en katastrofe. Man kan håbe, at det har bragt hans form tilbage på sporet, for skulle vi få et blodbad i stil med det, vi fik i 2019, vil han være den naturlige favorit. Han er i hvert fald den hurtigste blandt klassementsrytterne, hvis han spurter, som han gjorde, da han tog sin nylige sejr i Baskerlandet, men spørgsmålet er, om formen rækker til det scenarium. I en knap så hård udgave vil han dog også have en chance, for selvom Hayter og Hermans nok er hurtigere, og han i hvert fald får svært ved at slå Hayter, kan han sagtens ende i en gruppe uden briten. Også med ham er usikkerheden stor, men logikken tilsiger, at formen skal være i bedring, jo mere sygdommen kommer på afstand, og da det trods alt ikke er nogen rasende hård etape, må han regnes som en solid vinderkandidat.

Ineos har et andet meget stærkt kort. Efter en pause ved vi ikke, hvor Jhonatan Narvaez står, og også han kan være meget svingende. Det så vi i foråret, hvor han lagde ud med at klatre bedre end nogensinde, men efter lidt sygdom skuffede ganske meget på brostenene. I år er han angiveligt ikke i spil til Giroen, og derfor er det ikke oplagt, at han skal være i form. Hvis han har klatrebenene fra februar, er det dog meget svært at se, at de kan sætte ham. I en spurt skal han køre for Hayter, men han kan sagtens overleve længere end den ustabile brite. Det er ikke tit, vi ser ham fremme i spurter, hvor han ofte har skuffet mig, men han har trods alt vundet Coppi e Bartali via bonussekunder i reducerede massespurter. Kommer vi af med de hurtigste, bør han have en god chance.

Hvad så med Alexander Kamp? Danskeren er i storform, men denne etape er på grænsen. Også for ham afhænger meget af, hvor hårdt den køres, men han hjælpes således af udsigten til, at Ineos måske kan få lov at diktere tempoet. Til gengæld er han tungere end alle de ovennævnte, og mens han var stærk i Amstel, var det på bakker, der havde en længde efter hans hoved. Her er både den lange stigning og den første af de to finalebakker på hans grænse, og der er en betydelig risiko for, at det bliver for hårdt, når klassementsrytterne formentlig begynder at angribe til sidst. Amstel-benene var imidlertid så gode, og udsigten til et lidt lettere løb hjælper han dog så meget, at det bør være inden for rækkevidde, når de to sidste bakker har så begrænset en længde. Sidder han der først til sidst, bør han have en reel chance mod alle - også Hayter. Et alternativ er Luc Wirtgen, men han overlever næppe uden Kamp.

Det har været en bekymrende start for Kevin Vauquelin. Franskmanden kørte en forfærdelig prolog, og i dag led han på sidste stigning. Noget tyder på, at han ikke er på toppen, men eneste udmelding fra Arkea i dag, er, at de har fuld fokus på deres kaptajn, Vauquelin. De melder i hvert fald intet ud om, at han skulle være syg. Er han på vanligt niveau med de ben, han senest havde ved den suveræne sejr i Jura, sætter de ham ikke af på bakker af denne længde, hvor han tværtimod bør være en af de stærkeste. Han er også ganske hurtig, som vi har set flere gange, senest i Var. Måske slår han ikke Hayter og Hermans, men får vi et hårdere løb, står han stærkt - og så er han jo med sine tempoevner og aggressive temperament oplagt som en mand, der kan køre væk i et eventuelt taktisk spil til sidst.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Kan man udelukke Juan Ayuso? Forud for løbet troede jeg ikke meget på spanieren efter den lange skadespause, men han overraskede særdeles positivt på prologen. Noget tyder på, at reglen om, at supertalenter hurtigt kommer i form, gælder igen, og så er det en etape, der ikke passer ham helt ringe. Det er desværre ikke meget, han har spurtet som professionel, og derfor er det lidt svært at sige, hvor god en afslutter han faktisk er, men han viste i hvert fald sidste år i Catalonien, at han er en god puncheur. Det er tvivlsomt, om han slår de hurtigste, men får vi et scenarium som i 2019, burde han være en af favoritterne - og så er han som Vauquelin et af de bedste bud på en mand, der kan køre væk i finalen, hvis han vitterligt er så god, som hans prolog indikerer.

Forud for løbet gav jeg Magnus Cort en rimelig chance for at vinde denne etape, men min entusiasme er dæmpet. Desværre så vi det jo ikke på tv, men angiveligt var han sat relativt tidligt på dagens etape. Også hans prolog var skuffende, og da vi ved, at han ofte skal bruge nogle løb for at få sin motor varmet op, vil det overraske mig meget, hvis han hænger på. Omvendt hjælpes han af udsigten til et relativt roligt løb, og vi ved også, at han af og til kan finde formen lidt ud af det blå. Selv den bedste Cort er dog ikke alt for god, når det bliver stejlt, og derfor vil jeg tro, at han altid vil få det svært på den stejle bakke i finalen, der vil være på hans grænse, hvis klassementsrytterne angriber hinanden. Uden for rækkevidde er den dog ikke, hvis formen er bedre end antaget. Det burde også være en chance for hurtige Sean Quinn , men han bekræftede i dag, at formen ikke rækker. Et tredje kort er halvhurtige Odd Christian Eiking, der burde have en fair chance for at overleve, men han vinder ikke en spurt i dette felt.

Hvad så med Thibau Nys? Vi er jo stadig ved at lære ham at kende, og derfor skal vi først forstå hans holdbarhed bedre. Sidste år skuffede han mig dog flere gange i belgiske løb i terræn, der var meget lettere end dette. Det er rimeligt at tro, at han har forbedret sig ganske meget siden dengang, nu hvor han er kommet på WorldTouren, men umiddelbart vil jeg tro, at denne etape altid vil være for hård for en mand, der stadig ikke tør udelukke, at han bare ender med at være sprinter. Til gengæld fik vi i dag bekræftet, at han helt sikkert har farten, og så længe vi ikke ved, hvor meget Trek har forbedret hans klatring, er han vel en kandidat. Et alternativ er den mere holdbare Tony Gallopin, men jeg kan ikke huske, hvornår han sidst har spurtet.

Med Simon Yates’ exit har Matteo Sobrero nu overtaget kaptajnrollen på Jayco. Heldigvis ved vi, at han i år har klatret bedre end nogensinde, men i Ardennerne så han ikke ud til at have samme superform som i Baskerlandet. Derfor risikerer han, at denne etape bliver for hård, men det er også klart, at han med baskiske ben næppe bliver sat af på disse bakker. Han viste i Baskerlandet, at han sagtens kan spurte i en gruppe, som vi kan få den her, men skal han vinde, skal vi af med formentlig alle de ovennævnte. Problemet er, at det er usikkert, om de ben, han havde i Ardennerne, er gode nok til at overleve en sådan massakre.

En rytter, der i hvert fald skal have det hårde løb, vi så i 2019, er Romain Bardet, men som nævnt er han nok også det bedste bud på en mand, der vil forsøge at skabe det. Sidste år fandt han noget fart, vi ikke tidligere har set, og det bekræftede han med dagens 4. plads. Det var imidlertid også en speciel spurt, hvor han i vidt omfang blev trukket frem af Ethan Vernon, og vi så senest i Liege og Var, at han altså ikke er rasende hurtig i en klassisk, flad spurt. Vi så dog i Alperne sidste år, at han flere gange var tæt på, og får vi et meget hårdt løb, hvor formen ikke rækker for Hayter, Hermans og Higuita, synes han at være en af de klassementsryttere, der har en chance. Både Oscar Onley og Max Poole burde også kunne spurte i en gruppe som denne, men de må renes som hjælpere.

Hvor meget af sin fart har Thibaut Pinot tilbage? Jeg kan næsten ikke huske, at jeg har set ham køre en flad spurt i de sidste mange år, men i sin storhedstid var han imponerende hurtig. Dengang havde han været en af de helt store favoritter, hvis vi fik et 2019-scenarium, men nu glider han et stykke ned af listen. Jeg finder dog håb i hans 2. plads i Doubs, hvor det ganske vist var en puncheurspurt, men hvor han trods alt viste noget fart. Ender vi med en gruppe af klatrere, burde han have en chance, og vi så heldigvis i Jura-bjergene, at formen er ganske hæderlig.

Etapen er heller ikke helt uden for rækkevidde for Damiano Caruso. Han skuffede jo fælt på Sicilien, men her bør han naturligvis køre med de bedste. Som ung blandede han sig sågar i massespurter, men i de senere år har vi ikke set meget til den fart. Den dukkede dog pludselig op igen på Sicilien sidste år, og for nylig endte han jo helt fremme i en massespurt på Sicilien. Får vi en gruppe, som vi gjorde det i 2019, vil han bestemt have en chance - og ellers kan han måske køre væk i det taktiske spil.

En altid farlig kandidat er Remi Cavagna. Det er klart, at etapen er alt for hård, hvis den køres, som den blev det i 2019, men i år har han jo klatret bedre end nogensinde. Særligt hans flotte kørsel på 4. etape i Paris-Nice var lovende, og får vi det lidt lettere løb, hvor Ineos kan få lov at kontrollere, bliver han farlig. Kommer vi først over de to bakker til sidst i en lille gruppe, hvor han stadig er med, er det så sikkert som amen i kirken, at han angriber. I dag lykkedes det ikke, fordi feltet var for stort, men i morgen vil det være så lille, at han kan blive endog meget svær at hente.

Er der endelig ved at være lidt form hos Nick Schultz? Det har godt nok været sløjt siden den gode start i Andalusien, og han har i lange periode været helt, helt væk. Det var dog bedre i Liege, og i dag bekræftede han, at han jo stadig er ganske hurtig, som vi også så det i den let stigende spurt i Andalusien. Problemet er, at han skal klatre betydeligt bedre end i Liege, hvis han skal af med alle de hurtigere folk, der er nævnt ovenfor, og så langt er hans form vist ikke helt kommet endnu. Til gengæld kan vi være ret sikre på, at Michael Woods overlever, men som vi senest så i Liege, er han ikke hurtig nok på flad vej, hvad han heller ikke var i 2019, hvor han blev nr. 4 på denne etape. Til gengæld kan han måske vinde i en taktisk finale.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Jeg er heller ikke særligt optimistisk på vegne af Jesus Herrada. Han var meget skidt kørende i Jura-bjergene, selvom han spurtede sig til sejr i det letteste af løbene, og heller ikke Ardennerne var en succes. Han synes ikke på toppen, men jeg finder et håb i hans hæderlige Fleche og hans gode prolog. Etapen burde jo passe ham udmærket, og langsom er han jo ikke. Desværre er han mere puncheur end fladbanesprinter, og det er meget sjældent, at han overhovedet blandet sig i flade spurter. Hans etapesejr foran Fred Wright i Vueltaen viser dog, at det kan lade sig gøre. Spørgsmålet er bare, om formen rækker til at komme af med alle de folk, der med sikkerhed slår ham på stregen. Et alternativ er Anthony Perez, der i år har genfundet lidt af sin tidligere fart, men han synes ikke længere at have formen til denne hårde etape.

Engang vandt Matteo Jorgenson pointtrøjen i l’Avenir. Det gav indtryk af, at han er ganske hurtig, men det har hans professionelle karriere afkræftet. Han synes ikke at have farte til at vinde, heller ikke selvom det bliver hårdt, men til gengæld er han et fremragende bud på en mand, der kan angribe i en taktisk finale. Han har nemlig poweren på flad vej, og spørgsmålet er ikke, om de fortsat regner ham som mere en underdog, end de burde.

Ag2r har den genfødte Nans Peters. Man aner aldrig, hvor man har ham, men med den fine kørsel, han leverede i Jura-løbene, bør han have en god chance for at overleve her. Han viste også i samme løb, at han ikke er uden punch, men på flad vej har han aldrig vist den helt store spurtstyrke. Farten rækker derfor næppe til at vinde en spurt, men hans aggressive kørsel er skabt til et sent angreb.

Endelig er de to tungere folk i form af Dorian Godon og Nikas Arndt. Al logik tilsiger, at denne etape er for hård, men lad os åbne en lille dør på klem, hvis den kører meget lidt aggressivt, og Ineos bare får lov at diktere det hele. Begge har klatret bedre end nogensinde i år, hvor særligt Godon jo imponerede med sin sejr i Brabantse Pijl. For hans vedkommende gælder dog, at vi ikke kender hans form efter det Amstel-styrt, der kostede ham resten af klassikerne, og han skal utvivlsomt være på 100% for at have en chance her. Det bør blive for svært for dem begge, men overlever de alligevel, bør de have en chance i en spurt, selvom jeg vil regne Hayter som hurtigere end dem begge.

Der er også et par hurtige og holdbare folk i form Ethan Vernon, Clement Venturini og Milan Menten , men de bør få det for svært. Mere realistisk er det med Casper Pedersen, der klatrede som en drøm i januar og februar, men prologen indikerede, at han efter sin sygdom ikke har samme ben nu. Lilian Calmejane spurtede godt i dag, men han viste slet ikke form i Ardennerne, og Dion Smith, der ellers gjorde det pænt i Liege, skuffede fælt i dag. Der er et par gode bud på folk, der kan angribe i en taktisk finale, særligt Tobias Foss, Fausto Masnada, Rein Taarmae, Ion Izagire og Bob Jungels, men sidstnævnte bør mangle for meget efter sin megen sygdom, samt måske Thomas Gloag. Jeg kunne også overveje Adam Yates, men han vil formentlig være for overvåget.

Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter

Øvrige vinderkandidater: Quinten Hermans, Sergio Higuita

Outsidere: Jhonatan Narvaez, Alexander Kamp, Kevin Vauquelin, Juan Ayuso, Magnus Cort

Jokers: Thibau Nys, Matteo Sobrero, Romain Bardet, Thibaut Pinot, Damiano Caruso, Remi Cavagna, Nick Schultz, Jesus Herrada, Matteo Jorgenson, Nans Peters, Dorian Godon, Nikias Arndt

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2019, hvor finalerundstrækningen var den samme.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE