Optakt: 2. etape af Tour Down Under

Ruten

Som regel har løbet inden for de første to dage budt på den klassiske puncheuretape til Stirling, hvor de traditionelle sprintere som regel har haft det for hårdt, men denne gang er løbets indledning usædvanligt sprintervenlig. Således kan de hurtige folk også på andendagen se frem til en relativt flad etape, hvor det let kuperede terræn næppe vil spille en stor rolle, og der er derfor lagt op til endnu en masespurt og dermed chance for revanche, når feltet når Angaston i løbet af onsdagen, også selvom opløbet denne gang er let stigende.

I alt skal der tilbagelægges 149,0 km mellem Norwood og Angaston. Fra starten i udkanten af Adelaide kører man gennem let stigende terræn mod øst og nordøst frem til dagens eneste kategoriserede stigning, Checker Hill (2,0 km, 5,7%), der har top efter 26,3 km. Efter en lille nedkørsel går det mod øst ad flade veje forbi den første spurt, der er placeret efter 39,2 km, inden man sætter kursen mod nordvest for igennem fladlandet at køre frem til Williamstown, hvorfra det atter går igennem fladt terræn mod sydøst frem til dagens anden indlagte spurt i Springton, der nås efter 84,8 km.

Efter spurten sætter man kursen mod nord og nordvest med retning mod dagens målby. Det sker via et let stigende stykke, inden det falder ned mod det tæt bebyggede og næsten helt flade område nordøst for Adelaide. Her snor man sig rundt i en lille sløjfe mod vest for at passere flere byer, men det ændrer ikke på terrænets flade karakter. Til slut kører man mod sydøst ind mod Angaston, hvor de stiger let over de sidste 5 km. Finalen er ikke velbeskrevet, men stigningsprocenten synes at ligge på mellem 1 og 4 over de sidste 2-3 km. Det sidste sving kommer med hele 4,9 km til mål.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen byder på i alt 2302 højdemeter.

Angaston har ofte være målby for 1. etape. Det skete senest i 2014, hvor Simon Gerrans overraskende slog André Greipel i en reduceret massespurt. I 2011 var Matthew Goss hurtigere end tyskeren i en mere traditionel massespurt, mens Allan Davis sikrede sig vigtige bonussekunder på vej mod den samlede sejr, da han vandt massespurten på 4. etape i 2009. I 2008 spurtede Mark Renshaw sig til den første førertrøje, mens Gerrans var bedst i et udbrud, der i 2006 afgjorde 1. etape.

OPDATERING: Som følge af den stærke varme er også 2. etape forkortet. Ruten er modificeret ved at fjerne 26,9 km fra den midterste fase, hvorfor distancen er reduceret til bare 122,1 km. Det ændrer dog ikke på etapens overordnede karakter. Antallet af højdemeter reduceres til 1914.

Vejret

Som nævnt ovenfor er etapen blevet forkortet som følge af ekstrem varme, og det er bestemt ikke uden grund. Onsdag ventes faktisk at blive overskuet med kun enkelte kig til solen, men til gengæld vil temperaturen nå hele 40 grader. Det vil tillige være en anelse mindre blæsende, først med en let vind fra nordøst, der drejer til en vestlig og sydvestlig retning og bliver let til jævn. Det giver sidemedvind først på etapen og dernæst sidevind i en længere fase. Mod slutningen får man sidemodvind, indtil man med 15 km får sidemedvind. Det gælder også på den lange oplkøbsstrækning.

Analyse af 1. etape

Kan I huske, hvordan 2018-sæsonen sluttede? Det var naturligvis ved, at det så usårlige Quick-Step-mandskab med kometen Fabio Jakobsen tog en imponerende 73. sejr i den afsluttende massespurt i Tour of Guangxi. Dermed satte hollænderen et på alle måder passende punktum på et år, hvor der stod Quick-Step på snart sagt alt, og hvor belgierne vandt i tide og utide.

Hvert år stiller man sig selv spørgsmålet, om det da virkelig kan blive ved. Også i år har stjernemandskabet nemlig været udsat for lidt af en åreladning, denne gang som følge af den store usikkerhed, der længe herskede om holdets fremtid. Det kostede muligheden for at fastholde Fernando Gaviria og Niko Terpstra i truppen, og da der ingenlunde er hentet nye etablerede navne til truppen, er der ingen tvivl om, at holdet fremstår i en mærkbart svækket udgave til den nye sæson.

Alligevel synes intet at være forandret. I nat var det nemlig atter business as usual, da Elia Viviani med en af sine mest imponerende spurter fortsatte præcis, hvor holdet slap for bare tre måneder siden, og i suveræn stil sikrede sig holdets første sejr i sæsonens allerførste UCI-løb for WorldTour-holdene. Hvis nogen troede, at årsskiftet markerede en overgang til nye tider, må de tilsyneladende tro om. Quick-Step og Viviani synes allerede nu at være på godt på vej til atter at sætte sig på tronen som sæsonens sejsmaskine.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Længe så det nu ellers ud til, at der ikke ville blive megen grund til at lade champagnepropperne springe i den belgiske lejr. Viviani var nemlig i meget lang tid placeret alt for langt tilbage i det taktiske ventespil, der udspillede sig på havnen i Adelaide. Den kraftige modvind betød nemlig, at alle hold var bange for at starte for tidligt, og derfor blev de reelle lead-outs først lanceret på næstsidste kilometer. På det tidspunkt havde Deceuninck-mandskabet været overraskende passive og gemt sig så langt tilbage, at vejen syntes at være lukket for Viviani, da rivalernes tog åbnede op, og store Max Walscheid som den første åbnede en imponerende lang spurt.

Det er bare som om, at intet kan stoppe belgierne. Holdets ellers så stærke tog så ud til totalt at have forspildt chancen og for anden gang i træk ventet for længe med at føre Viviani frem, men som bekendt avler succes mere succes. Måske var det derfor, at et minimalt hul åbnede sig mod barrieren på venstre side af Phil Bauhaus, så der akkurat var plads til, at Viviani kunne snige igennem og dermed sikre sig en dybt imponerende sejr fra en position, der burde have sat ham helt ud af spillet.

Det er derfor bestemt ikke forkert at sige, at der var en god del held involveret i Vivianis triumf, men det er alligevel svært ikke at være dybt imponeret. I 2018 var man nemlig meget ofte efterladt med den følelse, at mange af Vivianis sejre først og fremmest skyldtes hans imponerende tog og i mindre grad hans egen spurtstyrke. Således var det eksempelvis i Giroen ganske tydeligt, at Sam Bennett var feltets hurtigste mand, og at det kun var kollektivet, der sikrede Viviani en samlet sejr på 4-3 i deres indbyrdes sprinterkamp.

Sådan var det imidlertid slet ikke i nat - tværtimod. Denne gang vandt Viviani nemlig snarere på trods af sit hold, der med sin tøven gjorde ham så afhængig af, at det rette hul ville åbne sig. Når det alligevel lykkedes at tage sejren, skyldtes det således udover lykkens venlige gudinde alene den overlegenhed og imponerende topfart, Viviani selv udviste, da motorvejen endelig åbnede sig op for ham, efter at han havde sneget sig igennem den lille smøge lange barrieren. Italieneren er nu noteret for 68 sejre i karrieren, men det er svært at huske én, hvor han har været så imponerende, som det var tilfældet i Adelaide i nat!

Man skal naturligvis passe på med at lægge alt for meget i en spurt, der køres i januar på et tidspunkt, hvor Viviani har tradition for at have et formmæssige overskud i forhold til rivalerne - ikke mindst fordi han altid kommer med en vis banefart i benene - men det tegner alligevel særdeles lovende. Noget tyder i hvert fald på, at han selv har rykket sig en hel del efter et år med fuld opbakning fra et dedikeret hold, og han synes til fulde at være klar til at løfte det ekstra ansvar, Gavirias exit lægger på hans skuldre. I første omgang er det i hvert fald meget svært at se, at han kan trues i spurterne i dette løb - især hvis han hold også begynder at dominere finalerne efter vanlig standard.

Viviani var imidlertid ikke den eneste, der imponerede. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg altid har haft stor fidus til Max Walscheid, der igennem de seneste år har vist, at han som ren sprinter har et enormt potentiale. Hidtil har det knebet med positionering og holdbarhed, men sidste efterår viste han, at han med gennemførelsen af Vueltaen har udviklet sig kolossalt og ikke mindst forbedret sin holdbarhed med længder.

Af samme grund er der al mulig grund til at tro, at 2019 bliver året, hvor vi for alvor kommer til at tale om Walscheid som en af fremtidens allerhurtigste, og set i det lys kunne tyskeren ikke gøre meget mere for i første hug at bakke den forudsigelse. Det kan nemlig godt være, at Viviani endte øverst på podiet i Adelaid, men Walscheids andenplads var mindst lige så fortjent. Modvinden på opløbsstrækningen var som omtalt ganske betydeligt, og efter et lidt mistimet befandt den store tysker sig alt for tidligt i front. At han med så lang en spurt i de vanskelige betingelser alligevel kun blev passeret af Viviani, siger alt om den voldsomme power, han besidder, og viser atter, at han under de rette omstændigheder kan slå de bedste - og måske udfordre Viviani senere i løbet.

Positioneringen er stadig en udfordring, men også her var der opmuntring at hente. Hans tog i dette løb består af de to nyprofessionelle Max Kanter - selv fremtidens tyske topsprinter - og Cees Bol, og at de to ungersvende i deres allerførste WorldTour-løb kunne bringe Walscheid så langt frem i en finale, hvor det ikke skortede på tog, lover ganske godt for fremtiden. Måske har Sunweb bevæget sig væk fra deres fokus på massespurterne, men det kan meget vel være, at vi i de kommende år alligevel kommer til at tale en del om tyskerne i den sammenhæng.

I det hele taget var det dagen for de unge sprintertalenter. Top 7 udgjordes således af seks unge ryttere, der kun blev sat til vægs af erfarne Viviani, og i det hele taget var nattens spurt en god udstilling af de navne, vi skal holde øje med i fremtidens massespurter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

På 3. pladsen finder vi således endnu en ung supersprinter, der på mange måder er en klon af Walscheid. Jakub Mareczko har nemlig i nu efterhånden en del år været kendt for sin enorme topfart, dårlige holdbarhed og nærmest skræmmende elendige positioneringsevne. Det har givet ham et hav af sejre i mindre, især asiatiske løb, men på den store scene er det kun med et par meget stærke spurter i Giroen, at han for alvor har markeret sig.

Nu har han fået chancen på CCC - det tidligere BMC, der ellers fremstår som et af WorldTourens absolut svageste mandskaber - og her håber man, at han med mere støtte kan omsætte den høje fart til sejre også på højeste niveau. Starten var i hvert lovende, også selvom spurten var lidt deja-vu for italieneren med de polske rødder. Igen var han nemlig ude af stand til at hævde sig i positionskampen, men da først han på hjul af Viviani kunne åbne op for sin spurt, fløj han med sin topfart forbi adskillige sprintere. Det er i hvert fald en bekræftelse på, at han kan vinde på dette niveau. Man må så håbe, at holdet med tiden også kan få opbygget et tog, der gør det muligt med jævne mellemrum at krydse stregen først.

Som Mareczko har Phil Bauhaus skiftet hold for at få en chance som førstesprinter på WorldTour-niveau- Bahrain-Merida har nemlig bygget deres sprintersatsning op om den unge tysker, der desværre måtte se sig sat ud af spillet som følge af et styrt i Down Under Classic. I nat lykkedes det ham imidlertid atter at vise, at satsningen er berettiget. Med vanlig næse for god positionering lykkedes det ham - med god støtte fra erfarne Marcel Sieberg - at starte sin spurt i en ganske optimal position, og havde han ikke været oppe mod snu Viviani og fartkongerne Walscheid og Mareczko, kunne det være blevet til mere. Modsat de to sidstnævnte har han støtten og positioneringsevnerne - til gengæld er han knap så hurtig.

Der var også andre opmuntringer. Kristoffer Halvorsen fik for en gangs skyld vist sig frem på WorldTour-niveau efter en første sæson hos Sky, hvor han ellers er gledet ned i glemslens tåger, og man kan håbe, at det er starten på en relancering efter den på mange måder fejlslagne beslutning om at satse på en debut på det klassementsfokuserede britiske supermandskab. Ryan Gibbons, der sluttede sidste sæson stærkt af med en flot Vuelta, bekræftede ligeledes det gode indtryk fra Down Under Classic, hvor han også viste sublim positioneringsevne, og selvom farten slet ikke rækker til at vinde i dette selskab, kan han blive værd at holde øje med i hårdere løb. Og endelig viste også unge Jasper Philipsen, at han sin unge alder og meget begrænsede støtte til trods har en imponerende evne for at begå sig i den hektiske positionskamp.

Mens de unge navne viste sig frem, blev det en nedtur for de mere etablerede. Særligt slemt var det for Caleb Ewan, der i den grad kom ned på jorden igen efter søndagens store jubeloplevelse. Her så det ellers ud til, at hans Lotto Soudal-tog allerede fra start ville være på skinner, da Roger Kluge gav ham et lead-out, som kunne finde vej direkte ind i de fleste lærebøger.

I nat måtte Ewan som en anden Marcel Kittel indse, at der desværre ingen smutveje i den ubønhørlige sprinterverden. Kunsten af forfine et lead-out tager bare lang tid, og derfor vil vi formentlig i årets første måneder se, at Lotto Soudal fejler ved flere lejligheder, som det skete i nat. Efter en hel dag forrest i feltet valgte belgierne den helt modsatte taktik end den, der gav sejr til landsmændene fra Deceuninck, og sled sig op i den hårde modvind på de sidste 10 km. Da spurten blev åbnet, var kræfterne væk - og Ewan havde i øvrigt tabt hjulet på sit hold - og den ensomt kæmpende ”Pocket Rocket” lykkedes aldrig med blot at komme i nærheden af en position, hvorfra han kunne åbne sin spurt.

Heldigvis er der flere muligheder endnu for Ewan, og han viste med sin ganske suveræne spurt i søndags, at han kan være en trussel mod Viviani, hvis holdet atter får det til at glide i olie. En etapesejr til den lokale helt er derfor helt sikkert fortsat er inden for rækkevidde

Langt sværere ser det ud for feltets tredje supersprinter. Peter Sagan havde ganske vist allerede på forhånd advaret om, at formen næppe er lige så god som sidste år, men det var dog alligevel overraskende at se ham levere så svag en spurt, som han gjorde i nat. Allerede i søndags fik han sig en gedigen sprinterlektion af Ewan, men dengang antog mange nok, at det snarere var australierens fortjeneste end udtryk for Sagans svaghed. I nat var der imidlertid slet ingen saft og kraft i den spurt, den trefoldige verdensmester lancerede, og noget kunne derfor tyde på, at feltets superstjerne er så langt fra formen, at vi slet ingen forventninger skal have til ham på de kommende etaper, der ellers burde passe ham bedre.

Udover selve spurten var der ikke megen dramatik på en dag, hvor varmen som ventet lagde en dæmper på al kørelyst. Alligevel kan etapen komme til at spille en rolle på længere sigt. Lidt overraskende tillid klassementsholdene nemlig Patrick Bevin at snige sig med i det tidlige udbrud, og det gav newzealænderen fem relativt lette bonussekunder, som nu har givet ham et solidt forspring i forhold til rivalerne.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

I et løb, der som regel er blevet afgjort på de mindste marginaler, kan det vise sig at være livsvigt for Bevin, der ikke har lagt skjul på, at han efter en tidligere top 10-placering denne gang går efter top 5 og måske top 5. Med tanke på hans fremragende sæsonafslutning i 2018, hvor han ved VM i enkeltstart og Tour of Britain endelig indfriede det potentiale, han tidligere har vist på den australske scene, er det i hvert fald en mand, der kan blive ganske farlig, især hvis modvind som forventet kan gøre det vanskeligt for klatrerne at gøre de helt store forskelle på løbets to nøgleetaper, og hvis Bevin kan fortsætte med via sin spurtstyrke at samle sekunder op ved enhver given lejlighed.

Samme strategi blev i øvrigt benyttet af unge Michael Storer, der er et af Australiens meget lovende etapeløbstalenter, og som i nat ligeledes med fem bonussekunder fik sikret sig et forspring, der kan hjælpe ham med endelig at vise lidt af det potentiale, vi aldrig rigtigt fik at se i debutsæsonen 2018. Og så var det en fornøjelse at se en topmotiveret forsvarende vinder i Daryl Impey, der med vanlig evne for positionering sikrede sig en 11. plads i spurten uden rigtigt at køre for det og derved sørgede for, at Mitchelton-Scott ikke er alt for langt tilbage i karavanen, når det går løs på de australske veje, hvor vi før har set en del punkteringer i finalen.

For alle øvrige klassementsryttere blev det en relativt let - men overordentlig varm - dag, og derfor er vi reelt ikke blevet meget klogere på, hvem der vitterligt kan vinde årets Tour Down Under. Det bliver vi næppe heller i morgen, hvor det også kun er bonussekunder, der kan komme i spil, og vi skal frem til torsdagens uforudsigelige etape til Uraidla, før vi kan vente os de første små svar.

Heldigvis kommer vi ikke til at mangle underholdning inden da, for natten spurt kan kun have vædet appetitten på atter at se feltets mange lovende sprintere kaste sig ud i det næste opgør, der ventes den kommende nat i Angaston. Om der så er spænding om resultatet, er nok en anden sag. På 1. etape viste Viviani og Deceuninck-drengene, at det også i 2019 meget vel kan blive business as usual i hovedparten af massespurterne.

Favoritterne

Tour Down Under er ikke længere den sprinterfestival, det var i starten af sin tid på WorldTour-kalenderen, men det er fortsat et løb, der er ganske gavmildt ved de hurtige folk. Efter nattens sprinteropgør er der nemlig igen lagt op til en dag for de hurtige folk, når feltet i nat begiver sig til Angaston. Til gengæld kan der allerede nu være lidt nervøsitet, der begynder at gøre sig gældende, for selvom vi blot er én dag inde i løbet, kan enden allerede anes i horisonten, og når nattens etape er overstået, er det formentlig kun lørdagens tur til Strathalbyn, der vil være en chance for de hurtige folk til at sikre sig den forløsende etapesejr.

Derfor vil motivationen efter at sikre en massespurt på 2. etape også være kolossal, og det synes at være næsten udelukket, at det hele ikke ender i en spurt. Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal kontrollerede hele 1. etape med en jernnæve, og det vil de to belgiske storhold formentlig også gøre på 2. etape. Begge hold er her først og fremmest for spurterne, og de kan ganske enkelt ikke tillade sig at lade muligheden gå til spilde.

Dagens etape blev som ventet lidt af en langgaber, hvor kombinationen af modvind i finalen samt ikke mindst den ekstreme varme lagde en betydelig dæmper på al kørelyst. Det vil formentlig også gøre sig gældende onsdag, hvor heden blot vil være endnu mere ekstrem, og alle vil derfor have et klart fokus på at komme levende igennem etapen. Samtidig venter der to betydeligt vigtigere etaper torsdag og fredag, og der vil derfor være ræson i at spare så meget på kræfterne som muligt.

Derfor vil vi formentlig atter se, at udbruddet etableres fra km 0 - ikke mindst fordi de indlagte spurter atter kommer så sent, at det ikke giver mening for klassementsholdene at gå efter det. Det er muligt, at vi som i dag vil se et par klassementsryttere gøre som Bevin og Storer i dag, nemlig at gå i udbrud for at sikre sig bonussekunder, som kan blive ganske afgørende senere. Det er bestemt heller ikke umuligt, at udbruddet vil være så lille, at de hurtige folk som Bevin. Daryl Impey, Nathan Haas og Jay McCarthy kan gå efter et sekund eller to i de indlagte spurter bag det tidlige udbrud, men det vil også være den eneste action på en formentlig ret begivenhedsløs etape, hvor Deceuninck og Lotto Soudal ventes at kontrollere, og hvor vinden næppe er stærk nok til at skabe splittelse - heller ikke selvom der faktisk vil være sidevind, og vi derfor måske vil se en del nervøsitet i etapens anden halvdel.

Det kan således ventes, at vi atter får en spurtafgørelse, men denne gang er der tale om en helt anden slags en nattens flade finale, der var domineret af sene sving og en hård modvind. I nat vil der i stedet være medvind, og det betyder, at vi næppe vil se det enorme ventespil, der dominerede på 1. etape. Derudover er der ikke et eneste sving på de sidste 5 km, og det betyder, at lead-outs og positionering vil spille en mindre rolle end i dag.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Endelig er opløbsstrækningen stigende. Finalen er ikke så hård som den klassiske puncheurafslutning i Stirling, og det stiger ikke nok til, at sprinterne burde lade sig afskrække. Vi så imidlertid i 2014, at det alligevel kunne lade sig gøre for Simon Gerrans at slå selveste André Greipel, og selvom etapen dengang havde været betydeligt hårdere, viser det, at vi måske kan vente os at se de ovenfor nævnte hurtige klassementsfolk, ikke mindst Impey og Haas, der ikke har en topsprinter på deres hold, måske blande sig i en spurt, hvor balancen kan tippes en anelse mod de lidt mere hårdføre folk.

Alligevel er det svært at komme uden om, at Elia Viviani atter må være favorit. Som sagt var italienerens spurt i nat ekstremt overbevisende, og den efterlod ingen tvivl om, at den italienske stjerne atter er i forrygende form fra sæsonstart. Med den fart, han udviste i nat, er det meget få, der kan drømme om at slå ham, og det ændres ikke af, at finalen er stigende. Tidligere var han ellers ikke kendt som feltets mest holdbare type, men den tid er ovre. Det ændrede sig, da han vandt det ganske hårde Bretagne Classic i 2017, og enhver, der så ham vinde det italienske mesterskab sidste år, vil vide, at Viviani sagtens kan overkomme terræn som dette. Sidste år kørte han i top 10 i Stirling, hvor det var en anelse for svært, men det vil det ikke være her.

Samtidig skal vi ikke glemme, at Viviani fortsat har feltets mest erfarne og formentlig stærkeste tog. Det kan godt være, at de har skuffet i de to første spurter, men der er al mulig grund til at tro, at det ikke varer ved. Med opbakning fra Michael Mørkøv og Fabio Sabatini er der al mulig grund til at tro, at Viviani vil befinde sig i en fornuftig position, når der skal åbnes op, og baseret på det, vi så i nat, kræver det en kraftpræstation af rivalerne at slå ham. Derfor må Viviani være manden, der skal slås.

Caleb Ewan håber helt sikkert på, at han kan gøre det. Som sagt kom han i den grad ned på jorden i nt, hvor Lotto Soudal-toget slet ikke kunne gøre sig gældende, men heldigvis burde Ewan have endnu bedre chancer på 2. etape. Her er finalen nemlig langt mindre teknisk, og det burde favorisere ”The Pocket Rocket”, hvis tog fortsat har brug for at fintune samarbejdet. Samtidig er det en klar fordel for Ewan, at opløbet er stigende, for han har ved flere lejligheder, at han med sin beskedne størrelse er god i den slags finaler. Sidste år overgik han alles - inklusive sine egne - forventninger, da han sejrede i Stirling, og hans Vuelta-etape blev ligeledes erobret på en bakke, der var hårdere end den, der venter i nat.

Vi ved, at Ewans form også i år er ganske fremragende, og hans spurt i søndags var trods den beskedne modstand i den styrtplagede finale ganske suveræn. Kan Roger Kluge gentage sit sublime lead-out fra gadeløbet i Adelaide - og det burde være lettere i morgendagens finale - burde Ewan i et stigende opløb som dette have forudsætninger for at tage kampen op mod Viviani.

Vi er meget i tvivl om, hvad vi skal mene om Peter Sagan. Som nævnt ovenfor har verdensmesterens to første spurter været påfaldende tamme, og noget kunne tyde på, at formen lader meget tilbage at ønske. På den anden side er Sagan måske verdens bedste sprinter op ad bakke, og selvom han normalt er bedre i endnu hårdere finaler end denne, burde det i teorien være en fordel, at det stiger. Samtidig ved vi, at Sagans positioneringsevne er uovertruffen, og at han med stor sandsynlighed vil være at finde på det helt rette hjul - formentlig Vivianis - i finalen. Vi tvivler meget på, om han har formen til faktisk at slå de hurtigere og mere formstærke folk, men i et stigende opløb skal man altid tage Sagan i betragtning - ikke mindst fordi han med sin eminente timing kan slå til, hvis rivalerne kommer til at undervurdere den stigende finale en anelse.

En spændende kandidat til denne spurt er Danny Van Poppel. Sidste år gav hans dybt imponerende sejr i Binche-Chimay-Binche, hvor han på bakken i finalen kørte feltet sønder og sammen, ham lidt af en øjenåbner og har fået ham til i 2019 at skifte fokus fra massespurter til klassikere. Derfor burde en stigende finale som denne få ham til at slikke sig om munden, og vi skal ikke glemme, at han i den langt hårdere finale på 8. etape i sidste års Vuelta blev en højst overraskende nr. 3 bag Alejandro Valverde og Sagan. Det viser, at han har potentiale til at blive specialist i stigende afslutninger som denne. Til gengæld er han hæmmet af et svagt hold, der dog har vist sig overraskende stærkt hidtil. I nat var det således Tom Leezer, der førte feltet an på den sidste kilometer, hvor Van Poppel dog i modvinden blev tvunget til at starte alt, alt for tidligt. Den knap så tekniske finale burde give ham endnu bedre muligheder for at finde en god position, og så er det op til ham selv at vise, at han nu for alvor skal tages seriøst som kandidat i stigende finaler.

Det stigende opløb er til gengæld ikke til fordel for Max Walscheid. Den store tysker er som nævnt ovenfor ikke specielt holdbar, men alligevel skal man ikke afskrive ham. I Tour of Guangxi viste han nemlig, at Vueltaen har givet ham en helt ny holdbarhed, og han viste i nat nærmest skræmmende power med sin meget lange spurt i den hårde modvind. Formen synes at være ganske god, og som sagt overraskede hans unge, urutinerede tog ved at aflevere ham i en god position. I morgen burde han have det endnu lettere i en knap så kompliceret finale, og denne gang er der ingen modvind til at bremse ham. Måske viser bakken sig alligevel at være for hård, men på baggrund af det, vi så i nat, synes muskelbundtet og fartmaskinen Walscheid at kunne gøre sig gældende også i en finale som denne.

Det stigende opløb er heller ikke til fordel for Phil Bauhaus, der også er en relativt ren sprintertype. Alligevel er der grund til at tro, at han kan gøre sig gældende, for meldingerne fra ham selv er, at han er ganske velforberedt. Sådan så det da også ud i nat, hvor han var med helt fremme, og samtidig viste han atter, at han er glimrende i positionskampen. Hans tog med Marcel Sieberg og Heinrich Haussler har samtidig erfaring og er blandt de stærkeste, og det giver ham en overhånd i forhold til langt de fleste. Måske er afslutningen ikke ideel for ham, og måske er han ikke helt så hurtig som Viviani, Ewan og Walscheid, men han har før vist, at hans fart rækker til at slå selv de allerbedst. Et veltimet lead-out kan sagtens bringe ham i en position, hvorfra han kan gøre det færdigt.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Det er svært ikke at være imponeret over Jasper Philipsen. Allerede sidste år viste han, at han er ganske glimrende i positionskampen, men at han i sit første WorldTour-løb næsten uden hjælp fra UAE alligevel kunne gøre det så flot i nat, var en anelse uventet. Det burde give smag på mere forud for en stigende spurt, der burde være temmelig ideel for en klassikerfyr som ham. I hvert fald er det klart til hans fordel, at det stiger. Formentlig mangler han den sidste topfart til faktisk at kunne vinde - især fordi han fortsat er temmelig alene til sidst - men der er al mulig grund til at tro, at han kan gøre det endnu bedre i nat.

Som nævnt ovenfor rejste Kristoffer Halvorsen sig en anelse med nattens spurt, og han kan have kurs mod et ganske fint løb. Først og fremmest er det værd at bemærke, at Sky har været ganske stærke i finalerne, og deres klassikertyper burde have en endnu bedre chance for at holde den unge nordmand i denne finale, der handler mere om muskelkraft og mindre om teknik. Halvorsen har samtidig med den podieplads i Nokere Koerse, der i 2016 var han gennembrud, vist, at han er en glimrende sprinter i stigende finaler. Om formen allerede er god nok nu, kan man nok have sin tvivl om, men kan han vitterligt genfinde niveauet fra drømmesæsonen fra for to år siden, burde han kunne gøre sig gældende i denne afslutning.

Som sagt er der grund til at tro, at nogle af klassemenstrytterne vil forsøge at gå efter bonussekunder i den stigende finale. Det gælder særligt Daryl Impey, hvis hold er uden sprinter. Det er bestemt ikke umuligt, at Mitchelton-Scott vil lægge pres på i den stigende finale for derved at trætte sprinterne. Vi skal ikke glemme, at Impey i sidste års Dauphiné tog en ganske imponerende sejr i en stigende spurt, hvor han slog langt hurtigere folk, og selvom finalen her er lettere og passer ham dårligere, burde han have en chance. Først og fremmest har han nemlig et formmæssigt overskud i et løb, der er et stort mål for ham. Finalen er nok for let til, at han faktisk kan vinde, men han kunne meget vel få del i bonussekunderne.

Det samme gælder for Nathan Haas. Australieren har også brug for bonus, hvis han skal vinde samlet, og dette kunne være en mulighed. Sidste år viste han i Tour of Turkey, at han faktisk med lidt held kan gøre sig gældende i rigtige massespurter, og hans chancer burde være langt bedre i et stigende opløb, der sågar er hans speciale. Katusha har endda et glimrende tog med Marco Haller og holdets normale sprinter Jens Debusschere , der her meget vel kunne stille sig til rådighed for australieren. Også for ham gælder, at finalen nok er en anelse for let, men med god positionering er en top 3 bestemt mulig.

Finalen burde også være god for Jay McCarthy, men med Sagan på holdet får han næppe chancen. I samme situation er Patrick Bevin, der skal tage hensyn til Jakub Mareczko, men viser finalen sig for hård for italieneren, har newzealænderen en glimrende chance for i hvert fald en top 3. Afslutningen er nok for let for ellers hurtige folk som Diego Ulissi og Tom-Jelte Slagter.

Endelig er vi næsten nødt til at nævne Jakub Mareczko. CCC-sprinteren er så klatresvag, at finalen formentlig bliver for hård for ham, men helt udelukke ham kan man ikke. Hans spurt i dag var som nævnt endnu et vidnesbyrd om hans højde topfart, og hans positioneringsproblemer burde være mindre i en finale uden sving. Vi tror, at bakken ender med at slå ham ihjel, men finder han det rette hjul, og er nattens spurt et udtryk for en bedre form end konkurrenternes, skal man ikke helt afvise en overraskelse.

Andre sprintere, der kan drage fordel af den stigende finale, er Davide Ballerini og Ryan Gibbons, der begge hører til blandt de klatrestærke typer, men det er svært at se dem være med helt fremme mod de hurtigere folk.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Peter Sagan

Outsidere: Danny Van Poppel, Max Walscheid, Phil Bauhaus

Jokers: Jasper Philipsen, Kristoffer Halvorsen, Daryl Impey, Nathan Haas, Patrick Bevin, Jakub Mareczko

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Gerrans’ sejr fra 2014.